Vedtægt for Landsforeningen af Forsvarsadvokater

 

Navn, hjemsted og formål

§ 1
Foreningens navn er: Landsforeningen af Forsvarsadvokater (LFFA).

Foreningens værneting er den retskreds, hvor den til enhver tid værende formand har kontoradresse.

§ 2
Foreningens formål er:
at varetage medlemmernes interesser i forbindelse med udførelsen af deres hverv,
at agere i spørgsmål vedrørende retssikkerhed og lovgivningsinitiativer,
at arbejde for en vedvarende interesse blandt advokater for udførelse af straffesager,
at virke for medlemmernes uddannelse og faglige kompetence i samarbejde med organisationer og udbydere af uddannelsestilbud,
at søge indflydelse og repræsentation i nævn, råd og organer i forbindelse med høringer og forhandlinger om anliggender af betydning for foreningen og dennes medlemmer,
at forhandle spørgsmål i relation til beneficierne samt medvirke i salærdrøftelser med Landsretspræsidenterne,
at samarbejde med Advokatsamfundet og Danske Advokater i anliggender af almen interesse for foreningens medlemmer, herunder i spørgsmål vedrørende retssikkerhed og lovgivningsinitiativer.

§ 3
Medlemmer
Som medlemmer af foreningen kan optages advokater, der af Justitsministeriet i henhold til retsplejelovens § 733, stk. 1 er antaget til at blive beskikket som offentlig forsvarer samt advokater og advokatfuldmægtige, der har interesse for og beskæftiger sig med straffesager.

Ansøgere, der ikke er beskikket som offentlig forsvarer, skal ved indmeldelse dokumentere ikke at være idømt disciplinære sanktioner eller straffedomme, af en sådan væsentlighed, at det måtte antages at ville gøre den pågældende uegnet til beskikkelse som offentlig forsvarer.

Bestyrelsen afgør om ansøgeren kan optages som medlem af foreningen. Meddeler bestyrelsen afslag på optagelse, kan den pågældende kræve afslaget forelagt på den først kommende ordinære generalforsamling. Generalforsamlingens beslutning er endelig.

§ 4
Udmeldelse af foreningen sker med tre måneders skriftlig varsel til udgangen af et regn-skabsår.

Medlemmer, hvis beskikkelse jf. § 3, stk. 1, bortfalder, af andre grunde end på grund af alder, eller hvor betingelserne for at kunne nægte optagelse, jf. § 3, stk. 2, senere kommer til at foreligge, betragtes som udmeldt ved udgangen af det regnskabsår, hvor beskikkelsen er bortfaldet eller betingelserne er indtrådt, og er fra beskikkelsens bortfald eller betingelsernes indtræden ikke valgbar eller stemmeberettiget i foreningens forsamlinger. Formanden træffer afgørelse herom, der skriftligt meddeles den pågældende.

Et medlem, hvis medlemskab bringes til ophør efter stk. 2, kan inden 30 dage efter at beslutningen er meddelt den pågældende, kræve spørgsmålet om ophævelse af medlemskabet indbragt for bestyrelsen. Bestyrelsens afgørelse kan af medlemmet eller af 2 bestyrelsesmedlemmer inden 30 dage efter at beslutningen er meddelt, kræves forelagt til behandling på den førstkommende ordinære generalforsamling. Ophævelse af medlemskabet har opsættende virkning indtil bestyrelsen eller evt. generalforsamlingens beslutning foreligger. Generalforsamlingens beslutning er endelig.

§ 5
Bestyrelsen kan slette et medlem af foreningen, når vedkommende trods påkrav fortsat er i kontingentrestance et halvt år efter meddelt påkrav.

§ 6
Kontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling for de to kommende regnskabsår.
Ved indmeldelse i andet halvår betales halvt kontingent.

Foreningens organer

A. Generalforsamlingen.
§ 7
Ordinær generalforsamling afholdes hvert andet år, inden udgangen af maj måned. Tid og sted for generalforsamlingen bestemmes af bestyrelsen.

Indkaldelse sker med 14 dages varsel til hvert enkelt medlem ved e-post indeholdende dagsorden og det væsentligste indhold af fremsatte forslag.


§ 8
På den ordinære generalforsamling skal foretages:
1) Bestyrelsens beretning.
2) Forelæggelse og godkendelse af de reviderede årsregnskaber og status samt meddelelse af decharge til bestyrelsen.
3) Valg af formand.
4) Valg af den øvrige bestyrelse.
5) Valg af revisor.
6) Forelæggelse og godkendelse af budget for de to kommende regnskabsår samt forslag til fastsættelse af kontingent for de to kommende regnskabsår.
7) Eventuelle forslag, som bestyrelsen måtte ønske at fremsætte.
8) Eventuelle forslag, som måtte være fremkommet fra medlemmer, jfr. § 10.
9) Eventuelt.


§ 9
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når den finder det nødvendigt.

Senest 14 dage efter, at 50 medlemmer ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen, ledsaget af formuleret forslag, har begæret indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, skal bestyrelsen indkalde en sådan med højst 4 ugers varsel.

Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes efter reglerne i § 7, stk. 2.


§ 10
Forslag til behandling på generalforsamlingen kan foruden af bestyrelsen fremsættes af ethvert medlem. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indleveret til bestyrelsen inden 15. marts i året for generalforsamlingens afholdelse.

§ 11
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen, og som afgør alle spørgsmål med hensyn til sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivningen og dennes resultater.

Over forhandlingerne føres en protokol, der underskrives af dirigenten og bestyrelsens formand og næstformand.

§ 12
På generalforsamlingen afgøres alle anliggender, bortset fra hvor andet er bestemt, ved simpelt stemmeflertal.

Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på en ændring af vedtægterne, kræves, at to trediedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Blanke og ugyldige stemmer betragtes herved som ikke-afgivne.

Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på foreningens opløsning, kræves, at halvdelen af foreningens medlemmer er tilstede, og at to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Er på den pågældende generalforsamling to trediedele af de afgivne stemmer for forslaget, men generalforsamlingen i øvrigt ikke er beslutningsdygtig, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny generalforsamling, hvor forslaget da skal anses for vedtaget, når to trediedele af de afgivne stemmer er for forslaget, uanset antallet af fremmødte medlemmer.

§ 13
For at kunne stemme på generalforsamlingerne kræves i almindelighed personligt møde. Der skal dog kunne stemmes ved fuldmagt, såfremt denne er skriftlig og befuldmægtiger et navngivent medlem. Intet medlem kan optræde som befuldmægtiget for mere end 5 andre medlemmer.

B. Bestyrelsen.
§ 14
Foreningens bestyrelse består af en formand og næstformand samt 5-7 andre medlemmer. Bestyrelsen vælges blandt foreningens medlemmer.

Formanden vælges på en ordinær generalforsamling med simpel stemmeflerhed. Formanden vælges for 2 år ad gangen. Genvalg af formanden kan ikke finde sted, hvis formanden derved kommer til at fungere i en sammenhængende periode på mere end 8 år, dog 10 år, hvis formanden har været almindeligt bestyrelsesmedlem forud for valget til formand.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges på en ordinær generalforsamling, således at de kandidater, der får flest stemmer, er valgt. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan ikke finde sted, hvis det pågældende bestyrelsesmedlem – incl. en eventuel forudgående periode som formand – derved kommer til at fungere i en sammenhængende periode på mere end 8 år.

Formanden vælges først. Dernæst vælges de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen vælger en næstformand blandt bestyrelsesmedlemmerne og supplerer sig i tilfælde af vakance.

§ 15
Bestyrelsen leder foreningen og udfører de vedtagne beslutninger. Der holdes møde, så ofte det begæres af et af bestyrelsens medlemmer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne, heriblandt formanden eller næstformanden, er til stede.

Afstemningerne afgøres ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens og i tilfælde af dennes fravær næstformandens stemme afgørende.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden og fordeler forretningerne blandt sine medlemmer.

§ 16
Bestyrelsen kan antage lønnet medhjælp, derunder en sekretær, der under bestyrelsens opsyn kan varetage foreningens daglige opgaver, f.eks. med udsendelser til medlemmerne, foreløbig besvarelse af forespørgsler for disse, forberedelse af møder m.v. Der tillægges sekretæren og/eller formanden eller den af bestyrelsen, der holder foreningens kontor, et af bestyrelsen fastsat vederlag til kontorhold, foruden de positive udgifter i forbindelse hermed.

Bestyrelsen kan indgå aftaler på sædvanlige vilkår om bistand til drif@°¦@°¦€®ŸàT™¨°¦`°¦H`°¦tariatsbistand.

§ 17
Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.

Regnskab og revision
§ 18
Regnskabsåret er kalenderåret. Dog løber første regnskabsår efter omlægning fra 1. februar til 31. december 2009.
Ved hvert regnskabsårs udløb opgøres regnskabet over det forløbne års drift samt status. Regnskabet skal foreligge inden 8 uger efter regnskabsårets afslutning og tilstillet revisor, som derefter inden 1. april fremsender det reviderede regnskab til bestyrelsen.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Aalborg den 18. maj 1979, med ændringer vedtaget den 21. maj 1981, den 20. april 1985, den 6. november 1999, den 21. maj 2005 og den 28. marts 2009.

Som dirigent på generalforsamlingen
den 28. marts 2009