|
H.K.K. 24. oktober 1990 i sag 24/1990
Advokat Jesper Lett påkærer Østre Landsrets kendelse af 7.
november 1989 om pligt for beskikket forsvarer til at møde
personligt under domsforhandlingen i en straffesag.
Østre Landsrets kendelse 7. november 1989 (12. afd.).
I tilkendegivelsen hedder det bl.a.:
»Retsplejelovens § 733, stk. 1, 3. pkt., sammenholdt med §
733, stk. 2, må imidlertid antages at indebære, at
beskikkelsen af en advokat udenfor de beneficerede
advokaters kreds også som udgangspunkt er personlig, idet
der skal foretages en prøvelse af, om det er forsvarligt at
beskikke advokaten. I det foreliggende tilfælde har
advokaten uden rettens forudgående tilladelse givet møde ved
sin fuldmægtig til domsforhandlingen i sagen og har
tilkendegivet, at advokaten ikke har forfald og der ej
heller i øvrigt er tale om en undtagelsessituation.«
Dommeren fandt herefter grundlag for at påtale, at advokaten
har givet møde ved sin fuldmægtig til den berammede
domsforhandling den 22. august 1989 kl. 9.30, og bemærkede,
at advokaten ved sagens fortsatte behandling skal give møde
personligt bortset fra de nævnte undtagelsessituationer.
Kendelsen påstås ændret således, at dommerens påtale
ophæves, og således at advokat Jesper Lett ved sagens
fortsatte behandling i alle tilfælde kan give møde ved sin
autoriserede fuldmægtig.
Byretsdommeren har henholdt sig til afgørelsen.
Kærende har bl.a. anført, at der ikke efter retsplejeloven
er hjemmel til at nægte en forsvarer, som er beskikket efter
retsplejelovens § 733, stk. 1, 3. pkt., at give møde ved sin
autoriserede fuldmægtig, jfr. retsplejelovens § 136, stk. 3.
Reglerne for beneficerede advokater gælder ikke advokater
beskikket efter § 733, stk. 1, 3. pkt., der må sidestilles
med en valgt forsvarer. Efter retsplejelovens § 733, stk. 2,
kan beskikkelsen herefter nægtes eller efterfølgende
tilbagekaldes, bl.a. under hensyn til sagens behørige
fremme. Det skal hovedsagelig forstås tidsmæssigt, men
indeholder også mulighed for i særlige tilfælde at nægte
beskikkelse under henvisning til sagens karakter og den
mødendes kvalifikationer og erfaring.
Landsretten skal udtale:
Ved beskikkelsen af offentlige forsvarere skal der ske en
prøvelse af, om den pågældende opfylder betingelserne for at
udføre hvervet, herunder af de omstændigheder, der kan
begrunde, at beskikkelse ikke skønnes forsvarlig. Det følger
heraf, at hvervet som beskikket offentlig forsvarer er
personligt, hvorfor byrettens afgørelse stadfæstes.
- - -
Højesterets kæremålsudvalgskendelse.
Østre Landsrets kendelse er med Justitsministeriets
tilladelse indbragt for Højesteret af kærende med påstand
om, at landsrettens afgørelse ændres, således at
byretsdommerens påtale ophæves, og at kærende ved sagens
fortsatte behandling ved Københavns Byret er berettiget til
i alle tilfælde at give møde ved autoriseret fuldmægtig.
Østre Landsrets 12. afdeling har udtalt, at afdelingen kan
henholde sig til den trufne afgørelse.
I påkendelsen har deltaget fem dommere: Funch Jensen, Weber,
Kardel, Pontoppidan og Poul Sørensen.
Højesteret finder, at det følger af beskikkelsen, at hvervet
er personligt. Med denne begrundelse
bestemmes:
Landsrettens kendelse stadfæstes. |