TfK 2012.66/2 VLD


V.L.K. 21. oktober 2011 i kære 9. afd. S-2202-11

 

Anklagemyndigheden mod T (adv. Claus Thorsen).
(Chr. Bache, Ida Skouvig og Grith Rosleff (kst.)).

Retten i Koldings kendelse af 30. september 2011:



Ingen var mødt eller tilsagt.


Der fremlagdes:


Udateret brev fra T stilet til retten i Kolding vedlagt brev af 19. september 2011 fra T til retten og kopi af advokat Claus Bonnez' brev af 7. september 2011 til Sydøstjyllands Politi modtaget i Retten i Kolding den 23. september 2011.


Brev af 26. september 2011 fra advokat Claus Thorsen til retten med anmodning om beskikkelse som forsvarer for T.


Det bemærkes, at sigtede T har anmodet om, at han i stedet for advokat Claus Bonnez, Århus, får beskikket advokat Claus Thorsen, Århus, som sin forsvarer under sagen. T har siden varetægtsfængslingen den 5. januar 2011 haft beskikket 7 forskellige forsvarere, og der er foreløbigt afholdt salærudgifter til T's forsvar med i alt 144.788 kr. med tillæg af moms, hvortil kommer kørselsudgifter og udgifter til dækning af diverse udlæg. Retten har den 7. september 2011 ved kendelse afslået en anmodning fra T om at skifte forsvarer fra advokat Claus Bonnez til advokat Steen Ladekarl. T har i det fremlagte brev redegjort for baggrunden for sit ønske om en anden forsvarer. T har, som tidligere, givet udtryk for, at han ikke har tillid til, at advokat Bonnez varetager hans interesser, angiveligt fordi advokat Bonnez har anmodet anklagemyndigheden om udlevering af nogle forkerte bilag i stedet for nogle lydfiler og afskrifter heraf. Han har endvidere givet udtryk for, at det er hans opfattelse, at de sidste 3-4 forsvarere, han har haft, har samarbejdet med politiet.


Retten har mundligt forelagt advokat Claus Bonnez T's ønske om forsvarerskifte og baggrunden herfor, og advokat Claus Bonnez har oplyst, at alle lydfiler og de eksisterende afskrifter heraf nu er udleveret til ham. Han har ikke ønsket at kommentere spørgsmålet om forsvarerskifte nærmere.


Det bemærkes, at hovedforhandlingen, som forventes at vare 22 retsdage, nu er berammet med anklagemyndigheden og alle forsvarerne for de 4 tiltalte i sagen til start den 11. januar 2012. Dom forventes afsagt i slutningen af april eller starten af maj 2012.


Retten afsagde sålydende

Kendelse:



Som udgangspunkt imødekommer retten en sigtet eller tiltalt persons anmodning om et forsvarerskifte uden krav om særlig begrundelse. I den foreliggende sag har T 7 gange tidligere anmodet om en ny forsvarer med udgifter på foreløbigt 144.788 kr. for statskassen til følge. Retten finder, at T i en sådan situation bør fremkomme med en udførlig og saglig relevant begrundelse for ønsket om endnu et forsvarerskifte. En sådan begrundelse er ikke fremkommet, idet noget tyder på, at ønsket om at udskifte advokat Claus Bonnez med en anden forsvarer skyldes en misforståelse mellem forsvareren og sigtede. Under disse omstændigheder finder retten, at det ikke er nødvendigt i forsvarets interesse at skifte advokat Claus Bonnez med en anden forsvarer. Herefter, og da T heller ikke har trufffet overensskomst med en anden forsvarer om at udføre forsvaret uden udgift for det offentlige, er betingelserne for et forsvarerskifte ikke til stede, jf. retsplejelovens § 736, stk. 1, hvorfor

bestemmes


T's anmodning om tilbagekaldelse af beskikkelsen af advokat Claus Bonnez som hans forsvarer og beskikkelse af advokat Claus Thorsen som ny forsvarer for ham tages ikke til følge.

Vestre Landsrets kendelse:



Den 30. september 2011 har byretten afsagt kendelse om nægtelse af forsvarerskifte i medfør af retsplejelovens § 736, stk. 1.


Kendelsen er kæret af advokat Claus Thorsen.


- - -


Landsretten afsagde

Kendelse:


Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at beskikkelsen af advokat Claus Bonnez som forsvarer for T ikke er tilbagekaldt. Det, som T og advokat Claus Thorsen har anført over for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse.

Thi bestemmes:


Byrettens kendelse stadfæstes.


Sagen sluttet.