VLT 1949.23

 


Det hedder i V.L. d. 29. september 1948 i anke III 1476/1948: Det tiltrædes, at den skete udlevering af genparter til sigtede eller disses nære pårørende - der må antages i forvejen i hvert fald i nogen grad at have været bekendt med sagerne - til gennemsyn på tiltaltes kontor ikke kan anses for omfattet af straffelovens § 152, stk. 1. Idet det ej heller kan anses godtgjort, at tiltalte ved den benyttede fremgangsmåde har villet modarbejde sagernes undersøgelse eller på anden måde krænke det offentliges ret, tiltrædes det ligeledes, at tiltalte er frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155.

Når henses til, at de af retten og politiet til tiltalte som beskikket forsvarer overleverede udskrifter og genparter må anses for bestemt til brug for tiltalte personligt, findes tiltalte ikke blot ved uden kontrol og - efter det oplyste - uden i alle tilfælde forinden selv at have gjort sig bekendt med indholdet at have ladet sit kontorpersonale udlevere de fornævnte papirer til gennemsyn af sigtede eller disses pårørende, men også ved forholdene 3-5 selv at have udlånt eller givet udtrykkelig tilladelse til udlån til sigtedes pårørende, at have udvist en forsømmelse som nævnt i straffelovens § 157, og underretsdommen vil herefter - - - være at stadfæste - - - )*).

*) A. idømtes 12 dagbøder a 20 kr.

VLT ("Vestre Landsrets Tidende") blev redigeret af landsdommer Hugo Christensen og landsdommer P. Spleth. Domssamlingen udkommer ikke længere. 

I Sagførerbladet nr. 23, 1948, side 347 og side 348, er byrettens begrundelse gengivet i extenso. Af denne begrundelse fremgår blandt andet, at den pågældende var tiltalt for i adskillige tilfælde at have overdraget sagsakter såvel til sine varetægtsfængslede klienters pårørende som til disses medindsatte.