"Eksempel 2" om bevisforvanskning mv. , side 75 til 77, i Rigsadvokatens Beretning 2005 om behandling af klager over politiet SA3-2006-321-0282 To politiassistenter P1 og P2 blev en nat i oktober 2005 kaldt ud til et diskotek, hvor flere personer havde været oppe at slås. Der blev ikke efterfølgende optaget rapport om episoden. Statsadvokaten besluttede at rejse tiltale mod P1 og P2 for overtrædelse af straffelovens § 155, 2. pkt., og § 125, stk. 1, nr. 2, ved at have misbrugt deres stillinger som politiassistenter til at krænke det offentliges ret for at skaffe sig eller andre en uberettiget fordel. Ifølge tiltalen havde P1 og P2 undladt at optage rapport om flere voldsepisoder på og ved diskoteket samt overtrådt våbenloven, idet de bortskaffede en kniv, som en dørmand på stedet havde overdraget til dem. Endvidere blev P1 tiltalt for et andet tilfælde af stillingsmisbrug efter straffelovens § 155 ved en aften i november 2005 uberettiget at have foretaget anholdelse af en person V. P1 blev yderligere tiltalt for overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler ved at have besiddet anabolske steroider, som han anvendte til eget forbrug. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. Ved byrettens dom blev P1 frifundet for den rejste tiltale. P2 blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 125, stk. 1, nr. 2, ved at have bortskaffet kniven og idømt 20 dagbøder á 200 kr. P2 blev i øvrigt frifundet for den rejste tiltale. I forhold 1 lagde retten bl.a. til grund, at P1 og P2 under patruljetjeneste blev dirigeret til diskoteket i anledning af uorden på stedet, og at de ankom som de første politifolk. Ved ankomsten kom de i kontakt med en person med brækket næse. Retten lagde endvidere til grund, at en dørmand afleverede en springkniv til P2, der lagde den i sin jakkelomme og gjorde P1 bekendt med, at der formentlig var anvendt kniv i forbindelse med slagsmålet. Retten lagde yderligere til grund, at P1 og P2 hverken foretog en egentlig efterforskning eller skrev rapport i anledning af det passerede. To af rettens medlemmer fandt herefter, at der bestod en sådan usikkerhed om, hvad der blev oplyst om kniven over for P1 og P2, at de med føje var gået ud fra, at den blot var blevet fundet og samlet op, hvorfor den var at betragte som hittegods. Ét af rettens medlemmer fandt efter de afgivne vidneforklaringer at kunne lægge til grund, at dørmanden udpegede den person, der havde haft kniven, over for P1 og P2. Alle rettens medlemmer var enige om, at P1 og P2 efter deres iagttagelser på stedet måtte have haft en rimelig formodning om, at der var begået strafbart forhold, hvorfor der efter retsplejelovens § 742, stk. 2, burde have været iværksat egentlig efterforskning. Da P1 og P2 var de første politifolk på stedet, havde pligten til udfærdigelse af rapport efter retsplejelovens § 744 eller til at sikre sig, at rapport blev udfærdiget, påhvilet P1 og P2. Retten bemærkede imidlertid, at straffelovens § 155 efter sin ordlyd – og i modsætning til lovens § 156 – ikke omfatter undladelser i form af manglende opfyldelse af tjenestepligter. På den baggrund blev P1 og P2 frifundet for denne del af tiltalen, idet anklagemyndigheden ikke havde nedlagt nogen subsidiær påstand om henførelse under § 156 og under henvisning til, at spørgsmålet ikke havde været rejst og forhandlet under sagen. Retten fandt, at ansvaret for springkniven alene kunne pålægges P2, der måtte have indset, at kniven ville være af betydning for en eventuel efterforskning. P2 havde derfor gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 125, stk. 1, nr. 2, ved at have bortskaffet kniven. To af rettens medlemmer anså dog ikke bortskaffelsen for at være af så grov karakter, at der var grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 155. P2 blev derfor frifundet for denne del af tiltalen. Èt af rettens medlemmer fandt, at bortskaffelsen på den foreliggende baggrund havde indebåret en overtrædelse af straffelovens § 155, også af denne bestemmelses 2. pkt., idet P2 med sin viden om kniven måtte have indset, at det var en nærliggende mulighed, at hans handlinger og undladelser kunne medføre en uberettiget fordel for andre. For så vidt angår forhold 2 lagde retten efter de afgivne forklaringer til grund, at P1 kom i kontakt med V, og at der opstod en ordveksling mellem de to. Imidlertid fandt retten, at der efter bevisførelsen bestod en sådan usikkerhed med hensyn til de nærmere omstændigheder, herunder V’s tilstand, at det ikke kunne fastslås, om P1 tilkendegav, at V var anholdt, eller om P1 blot truede med anholdelse, hvis V ikke dæmpede sig. Retten fandt endvidere ikke at kunne afvise, at P1 havde haft fornødent grundlag for at gennemføre en anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 1, da han kunne have haft føje til at skønne, at det kun ville være muligt at dæmpe V ved at anholde ham. I forhold 3 lagde retten efter de foreliggende, medicinske erklæringer til grund, at der var konstateret anabolske steroider og omdannelsesstoffer heraf i en urinprøve fra P1. Imidlertid fandt retten ikke, at sådanne fund i sig selv udgjorde bevis for besiddelse af anabolske steroider, og P1 blev derfor frifundet for denne del af tiltalen. Dommen blev ikke anket til landsretten. P1 og P2 blev begge efterfølgende ikendt en disciplinær bøde på 800 kr. af Rigspolitichefen.