Højesterets kendelse UfR 2003 1327 HK


".. Højesterets kendelse.
 
Østre Landsrets 3. afdelings kendelse er afsagt den 30. september 2002 under domsforhandlingen af landsrettens sag 3. afd. nr. S-1598-02, hvori der afsagdes dom den 22. oktober 2002. Kendelsen er i forbindelse med anke af denne dom indbragt for Højesteret i medfør af retsplejelovens § 940, stk. 1, 2. pkt., og er behandlet sammen med ankesagen.

Anklagemyndigheden har påstået kendelsen ændret, således at det bestemmes, at politiet ikke har handlet i strid med retsplejelovens § 745, stk. 3, i forbindelse med forevisning af våben for et vidne den 8. december 2000.
T1, T2 og T3 har påstået kendelsen stadfæstet.

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Hermann, Wendler Pedersen, Torben Melchior og Lene Pagter Kristensen.

Højesterets bemærkninger:
Den våbenforevisning, som blev foretaget den 8. december 2000, havde til formål at belyse, om vidnet var blevet truet med et skarpladt våben, og resultatet af forevisningen måtte påregnes at ville indgå som bevis under domsforhandlingen. Højesteret tiltræder, at forevisningen under disse omstændigheder havde karakter af et efterforskningsskridt omfattet af retsplejelovens § 745, stk. 3, og at forsvareren derfor burde have været underrettet om efterforskningsskridtet. Højesteret stadfæster herefter kendelsen.

Thi bestemmes:

Landsrettens kendelse stadfæstes."