|
|
||
|
|||
Ø.L.K. 25. april 2008 i kære 16. afd. S-755-08 (Ole Dybdahl, Engler, Jane Hansen (kst.)). Anklagemyndigheden mod T (adv. Michael Juul Eriksen, Åbyhøj, besk.). Lyngby Rets kendelse 27. februar 2008. - - - Det fremgår af sagen, at den beskikkede forsvarer ved skrivelse af den 14. december 2007 til Nordsjællands Politi har anmodet om at modtage fuldstændig forsvarergenpart vedrørende udleveringssagen mod T, herunder en række akter fra de amerikanske myndigheder samt kopi af akter i sagerne mod medgerningsmændene. Nordsjællands Politi har ved skrivelse af den 21. december 2007 til den beskikkede forsvarer blandt andet anført, at der ikke findes grundlag for at indhente yderligere akter til belysning af udleveringssagen, dels fordi der ikke - efter anklagemyndighedens opfattelse - i forbindelse med udleveringssagen skal ske en fuldstændig bevisbedømmelse svarende til en straffesag, dels fordi det er Justitsministeriet, der som ansvarlig myndighed i relation til udleveringssagen må vurdere, om udleveringsgrundlaget er tilstrækkeligt belyst. Denne afgørelse har den beskikkede forsvarer ved skrivelse af den 9. januar 2008 indbragt for retten til prøvelse i medfør af retsplejelovens § 746. Sagen har herefter været behandlet på skriftligt grundlag, og anklagemyndigheden har ved skrivelse af den 11. januar 2008 blandt andet anført følgende: Anklagemyndigheden skal i besvarelse af advokatens ovennævnte skrivelse af den 9. januar 2008 påstå begæringen afvist, idet der ikke er hjemmel til at behandle begæringen. Til støtte for påstanden anføres det, at T er frihedsberøvet i forbindelse med behandlingen af en udleveringsbegæring fra de amerikanske myndigheder, og at afgørelse om udlevering i Danmark træffes administrativt af Justitsministeriet. Afgørelsen kan efterfølgende indbringes for retten til prøvelse. Justitsministeriet beslutter selv - som ansvarlig myndighed - i hvilket omfang der måtte være behov for supplerende sagsoplysning, inden der træffes afgørelse i sagen. Det er derfor anklagemyndighedens opfattelse, at der - i hvert fald for tiden - ikke kan fremsættes en begæring til retten omkring iværksættelse af efterforskning i medfør af retsplejelovens § 746. Anklagemyndigheden finder ikke, at den omstændighed, at T - blandt andet af hensyn til flugtrisikoen - er frihedsberøvet, kan føre til en ændring i denne vurdering. I processkrift af den 22. janaur 2008 har den beskikkede forsvarer nedlagt følgende: Påstande: Påstand 1: Retten har kompetence til at behandle undertegnedes begæring af 9. januar 2008. Påstand 2: Undertegnedes begæring af 9. januar 2008 skal efterkommes. - - - Retten skal udtale: Det kan umiddelbart lægges til grund, at anklagemyndigheden i forbindelse med behandlingen af udleveringsbegæringen fra de amerikanske myndigheder tillige har valgt at sigte T for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., og § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. § 88, stk. 1, 2. pkt., til dels jf. § 23, og at T som følge heraf siden den 6. december 2007 har været varetægtsfængslet både i medfør af udleveringslovens § 13 og i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og 3. Under henvisning hertil samt under henvisning til det af forsvareren anførte finder retten, at anklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1, skal imødekomme forsvarerens begæring af den 9. januar 2008 om foretagelse af yderligere efterforskningsskridt, herunder indhentelse af yderligere materiale fra de amerikanske myndigheder, således at forsvareren herved har mulighed for at varetage sin klients forsvar både i relation til sigtelsen for overtrædelse af straffelovens bestemmelser og i relation til udleveringsbegæringen, hvorfor bestemmes: Anklagemyndigheden skal imødekomme forsvarerens begæring af den 9. januar 2008 om foretagelse af yderligere efterforskningsskridt, herunder indhentelse af yderligere materiale fra de amerikanske myndigheder. - - - Østre Landsrets kendelse. Anklagemyndigheden har kæret Lyngby Rets kendelse af 27. februar 2008 - - -, hvor det blev bestemt, at anklagemyndigheden skal imødekomme forsvarerens anmodning af den 9. januar 2008 om foretagelse af yderligere efterforskningskridt, herunder indhentelse af yderligere materiale fra de amerikanske myndigheder. Anklagemyndigheden har påstået afvisning af anmodningen, subsidiært at denne ikke tages til følge. T har påstået stadfæstelse. Landsrettens begrundelse og resultat: Anklagemyndigheden har oplyst, at T formelt er sigtet for overtrædelse af den danske straffelovs § 191, men at dette er sket af hensyn til rettens mulighed for at tage stilling til fængslingsgrundlaget i relation til kravet om dobbelt strafbarhed. Der er således - ifølge anklagemyndigheden - ingen straffesag i Danmark i relation til det, som udleveringssagen angår. Landsretten finder det herefter uden betydning for sagens spørgsmål, at der er rejst sigtelse og sket varetægtsfængsling for overtrædelse af straffelovens § 191. Politiets nægtelse af 21. december 2007 af at indhente yderligere akter til belysning af udleveringssagen kan indbringes for retten, jf. udleveringslovens § 12, jf. retsplejelovens § 746, stk. 1. Udlevering efter udleveringsloven kræver bl.a., at der i en fremmed stat er truffet beslutning om, at den, som søges udleveret, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling, jf. lovens § 3, stk. 1, at der foreligger en udleveringsanmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, og som er vedlagt udskrift af den beslutning om anholdelse eller fængsling, der danner grundlag for anmodningen, jf. § 11, og at politiet har foretaget den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt, jf. § 12. Der er efter disse bestemmelser ikke krav på udlevering af samtlige akter i straffesagen i den fremmede stat. Forsvareren har navnlig anmodet om adgang til materiale til belysning af spørgsmålet om forældelse og spørgsmålet om, hvorvidt den amerikanske anklagemyndighed har indgået plea agreements m.v. med sagens vidner. For så vidt angår spørgsmålet om forældelse bemærker landsretten, at dette spørgsmål er behandlet i en erklæring af 22. august 2007 fra viceanklageren ved distriktsretten for retskreds syd i Florida og af Rigsadvokaten i redegørelsen af 27. november 2007. Der er - i hvert fald på sagens nuværende stade - ikke grundlag for at pålægge politiet at indhente yderligere oplysninger herom. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den amerikanske anklagemyndighed har indgået plea agreements m.v. med sagens vidner, bemærker landsretten, at det fremgår af traktat af 22. juni 1972 om udlevering mellem Danmark og USA artikel 6, at udlevering kun skal tillades, hvis bevismaterialet ifølge lovgivningen på det sted, hvor den pågældende antræffes, er tilstrækkeligt til at begrunde bl.a., at der blev rejst tiltale mod ham, hvis den påsigtede lovovertrædelse var begået på det pågældende sted. På denne baggrund og henset til Højesterets kendelse gengivet i UfR 1982, side 1027, finder landsretten, at politiet bør pålægges at tilvejebringe plea agreements m.v. indgået af amerikanske myndigheder med påståede medgerningsmænd i sagen, og hvis forklaringer skal bruges som bevis i sagen mod T, således at forsvareren på et kvalificeret grundlag kan varetage sine pligter i relation til sagen. Landsretten har hermed også lagt vægt på, at T er varetægtsfængslet på 5. måned, uden at politiet har givet oplysninger om, hvornår Justitsministeriet påregner at træffe afgørelse efter udleveringsloven. Landsretten finder ikke grundlag for at imødekomme forsvarerens begæring i videre omfang. Thi bestemmes: Byrettens kendelse ændres, således at politiet skal imødekomme forsvarerens begæring om indhentelse af oplysninger fra de amerikanske myndigheder om plea agreements m.v., der er indgået med de påståede medgerningsmænd, og hvis forklaringer skal bruges som bevis i sagen mod T. |
|||
|
|||