|
|
||
TfK 2009.141 VLK |
|||
Anklagemyndigheden mod S A/S (adv. Jan Schneider, Aabyhøj).
(Poul Hansen, Peter Buhl og Lene Aagaard (kst.)). I retsbog af 25. september 2008 fra Retten i Esbjerg er det anført: - - - Forsvareren nedlagde påstand om, at det pålægges politiet ved henvendelse til samtlige købere, jf. bilag 42, 43 og 44, at undersøge dels, hvorledes de købte varer er anvendt og dels, hvorledes køberen har anvendt fakturaerne skattemæssigt og momsmæssigt. Anklageren nedlagde påstand om, at det ikke pålægges politiet at foretage den af forsvareren begærede yderligere efterforskning. Forsvareren anførte til støtte for påstanden, at det fremgår af fakturaerne, at der er sket salg til erhvervskunder. Hvis det solgte tøj af kundernes ansatte er anvendt erhvervsmæssigt, så har sigtede solgt erhvervsbeklædning, og fakturaerne har i så fald ikke et urigtigt indhold. Derfor er det centralt at få belyst, hvorledes kunderne har anvendt det købte. Forsvareren er enig i, at fuldbyrdelsestidspunktet er fakturaernes udstedelse. Det afgørende er imidlertid, at det solgte tøj kan være erhvervsbeklædning, hvilket retten under straffesagen skal vurdere. Bødepåstanden i sagen er udregnet efter en opgørelse svarende til, at der er udeholdt omsætning af skatte- og momsregnskabet hos køberne. Hvis køberne har været berettigede til at anvende fakturaerne i deres skatte- og momsregnskaber, har sigtede alene begået en formel overtrædelse af en ordensforskrift, og straffen kan ikke udmåles på den måde. Det kan derfor ikke udelukkes, at det kan få betydning for strafudmålingen, hvorledes køberne har anvendt fakturaerne i deres regnskaber. Anklagemyndigheden opfordres til at tilkendegive, at det kan lægges til grund, at der er solgt erhvervsbeklædning, og at det kan lægges til grund, at der ikke er opnået uberettiget fradrag for skat og moms. Det er af ressourcemæssige årsager, at spørgsmålet ikke er blevet efterforsket. Man kan ikke gå på kompromis med retssikkerheden af ressourcemæssige grunde. Anklageren anførte til støtte for påstanden, at det af forarbejderne til skattekontrollovens § 13 B, jf. lovforslag nr. 229 af 21. april 1999, fremgår, at det strafbare er udstedelse af en faktura, der er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og som på grund af sit urigtige indhold fremmer modtagerens muligheder for på et senere tidspunkt at begå skattesvig. Da forholdet fuldbyrdes allerede ved fakturaens udstedelse, er det uden betydning, om modtageren faktisk har foretaget fradrag i skatteregnskabet for det købte. Det afgørende for sagen er, at sigtede ved at nøjes med at skrive »erhvervsbeklædning« har åbnet op for muligheden for skattesvig. Retten afsagde kendelse: Af sagen fremgår, at sigtede, der driver til sine erhvervskunder udstedte en faktura, som blev vedhæftet bonen fra kasseapparatet. På fakturaen var der som tekst anført »erhvervsbeklædning« eller lignende, og der var ikke nogen henvisning til den vedhæftede bon. For at realisere gerningsindholdet i skattekontrollovens § 13 B og momslovens § 81, stk. 4, skal der være udstedt en faktura med et urigtigt indhold. Hvis det solgte faktisk er anvendt som erhvervsbeklædning, kan en faktura med teksten »erhvervsbeklædning« næppe siges at have et urigtigt indhold. Ved vurderingen af, om gerningsindholdet er realiseret, er det derfor af betydning for sagen at få belyst, hvorledes køberne har anvendt det købte. Det er endvidere af betydning for en eventuel strafudmåling at få belyst, hvorledes køberne skattemæssigt og momsmæssigt har anvendt fakturaerne. Retten tager derfor forsvarerens anmodning om yderligere efterforskning til følge. Derfor bestemmes: Det pålægges Syd- og Sønderjyllands Politi ved henvendelse til sigtedes kunder, jf. bilag 42, 43 og 44, at undersøge, hvorledes de hos sigtede købte varer er anvendt, og hvorledes kunderne har anvendt fakturaerne fra sigtede skatte- og momsmæssigt. - - - Vestre Landsrets kendelse: Det fremgår af sagen, at S A/S er sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 13 B og momslovens § 81, stk. 4, ved i regnskabsårene 2002/2003-2003/2004 og 2004/2005 fra virksomheden S A/S i - - - at have udstedt fakturaer til kunderne med urigtigt indhold, idet fakturaerne er påført teksten »Erhvervs-beklædning« o.l. i stedet for det, der rent faktisk er leveret/solgt, hvorved der er unddraget skat for 98.989 kr. og moms for 82.415,53 kr. Advokat Jan Schneider, der er beskikket som forsvarer for S A/S, har anmodet om, at det efter retsplejelovens § 746, stk. 1, pålægges politiet ved henvendelse til samtlige købere, jf. sagens bilag 42, 43 og 44, at undersøge - 1. hvordan de købte varer er anvendt og - 2. hvordan køberne har anvendt fakturaerne skattemæssigt og momsmæssigt. Byretten har taget begge anmodninger til følge. 1. Købernes anvendelse af varerne. Det kan ikke på forhånd udelukkes, at en undersøgelse af købernes anvendelse af beklædningen kan få betydning for bedømmelsen af, om fakturaerne har »et urigtigt indhold«. Det tiltrædes derfor, at forsvarerens anmodning er taget til følge med hensyn til denne efterforskning. 2. Købernes anvendelse af fakturaerne skattemæssigt og momsmæssigt. Efter skattekontrollovens § 13 B straffes den, der som led i virksomhed forsætligt eller ved grov uagtsomhed udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder anden urigtig dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, hvis dokumentationen er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Momslovens § 81, stk. 4, indeholder en tilsvarende bestemmelse. Som sigtelsen er formuleret, forudsættes det, at der rent faktisk er unddraget skat og moms. Anklagemyndigheden har bevisbyrden herfor, og landsretten finder ikke, at sigtelsens formulering i sig selv kan begrunde, at det - mod anklagemyndighedens protest - pålægges politiet at foretage denne efterforskning, der må antages at være forholdsvis omfattende. Landsretten har ikke herved taget stilling til, om dette kan få betydning for en eventuel sanktionsfastsættelse. Landsretten ændrer herefter byrettens kendelse som anført nedenfor. Thi bestemmes: Byrettens kendelse ændres, således at bestemmelsen om, at det pålægges Syd- og Sønderjyllands Politi ved henvendelse til sigtedes kunder, jf. bilag 42, 43 og 44, at undersøge, hvorledes kunderne har anvendt fakturaerne fra sigtede, udgår. I øvrigt stadfæstes byrettens kendelse. - - - |
|||
|
|||