Kendelse afsagt af retten i X 29. december 1964.

Ved skrivelse af 26. november 1964 har politimesteren i Y begæret rettens kendelse for, at der af kriminalpolitiet i Y foretages ransagning på K's bolig og kontor - - - med beslaglæggelse af kundekartotek og revisionscharteques for øje.


Det fremgår af sagen, at den pågældende foruden sin virksomhed som - - - gennem en årrække har drevet selvstændig virksomhed som regnskabsfører eller revisor for private kunder, og at han i skatteårene 1958-59 til 1964-65 incl. har selvangivet et beløb opgivet som indtægt hidrørende fra selvstændig virksomhed. Bortset fra skatteårene 1963-64 og 1964-65, hvor ligningsmyndighederne forhøjede indkomsten noget, er den pågældendes selvangivelser taget til følge.


Ved skrivelse af 9. maj 1964 til skatteinspektøren i Y har den pågældendes hustru, fra hvem han i - - - blev separeret, oplyst, at han til brug ved bidragsfastsættelse i 1959 har opgivet sin indtægt for lavt, ligesom han har udøvet skattesvig.


Ved en heraf foranlediget undersøgelse har Statens Ligningsdirektorat under henvisning til lovbekendtgørelse nr. 212 af 19. juni 1964 (kontrolloven) anmodet om politiets bistand til opklaring af, hvorvidt de af skatteyderen for de nævnte skatteår selvangivne indkomster er i overensstemmelse med de faktisk oppebårne indkomster, idet direktoratet efter de af skatteyderens tidligere hustru givne oplysninger anser det for godtgjort, at skatteyderen ikke fuldt ud har opgivet sine indtægter ved sin bogførings- og revisionsvirksomhed.


Uanset, at de legale betingelser for ransagning skønnes at være til stede, finder retten ikke i det forelagte materiale tilstrækkeligt grundlag for at tillade et så indgribende retsskridt som ransagning, hvorved også henses til, at det ikke er godtgjort eller sandsynliggjort, at formålet med ransagningen ikke lige så fuldt har kunnet eller vil kunne opnås ved den i kontrollovens § 6, stk. 2, sammenholdt med § 9, stk. 1, foreskrevne fremgangsmåde.


Som følge af det anførte findes den fremsatte begæring ikke at burde nyde fremme. - - -

Vestre Landsrets kendelse 20. januar 1965 (II afd.).


Den påkærede kendelse, hvorved der er nægtet politiet tilladelse til at lade foretage ransagning hos K, er afsagt af retten i X den 29. december 1964.


Til fremstillingen i kendelsen føjes, at ligningsdirektoratet over for politimesteren har oplyst, at skattemyndighederne har undladt at sætte sig i forbindelse med K, fordi man vil undgå, at han skal få lejlighed til at foretage frasortering af klientkort og lignende.


Ved sagens fremsendelse til landsretten har dommeren i X bl. a. udtalt, at begæringen forekommer meget svagt underbygget. Han har ikke i den fraseparerede hustrus anmeldelse alene fundet grundlag for at tillade ransagning hos K, hvis selvangivelser ikke på forhånd giver formodning for svig, og K har efter det oplyste ikke været tilsagt til ligningskommission eller skatteråd eller på anden måde haft lejlighed til at udtale sig.


Dommeren finder, at kontrollovens mere specielle undersøgelsesregler bør gå forud for retsplejelovens mere generelle regler om ransagning.


Foreløbig bemærkes, at ligningsdirektoratet i sin skrivelse af 14. oktober 1964 anmodede om politiets bistand til sagens opklaring under henvisning til kontrollovens § 16, men at de i denne bestemmelse omhandlede regler endnu ikke ses at være udstedt.


Efter det oplyste må der gives dommeren medhold i, at der ikke efter det foreliggende er tilstrækkeligt grundlag for i medfør af retsplejelovens § 758, jfr. § 755, at tillade ransagning, jfr. herved også reglen i samme lovs § 809, stk. 2, 2.pkt. Herefter vil den på kærede kendelse være at stadfæste. - - -


Højesterets kæremålsudvalgs kendelse.


Den i denne sag af Vestre Landsret afsagte kendelse er med Justitsministeriets tilladelse påkæret til Højesteret af anklagemyndigheden med påstand om, at den af politimesteren i Y fremsatte begæring om tilladelse til at lade foretage ransagning hos K tages til følge.


I påkendelsen har deltaget tre dommere: Spleth, Tamm og Vetli.


Det tiltrædes, at der under de i denne sag oplyste omstændigheder ikke er fundet tilstrækkeligt grundlag for at tillade ransagning, og kendelsen vil derfor være at stadfæste.


Thi bestemmes:


Landsrettens kendelse bør ved magt at stande.