UfR 1986.383 V
 

 

V.L.K. 8. januar 1986 i kære 8-S. 1711/1985

Anklagemyndigheden mod K1-K16 (adv. Hans Kjellund, Århus, e.o.)


Af kære 8-S. 1711/1985 - Anklagemyndigheden mod K1-K16 (adv. Hans Kjellund, Århus, e.o.) - fremgik, at K1-K16 fredag den 4. november 1983 kl. 21,10 blev anholdt på hovedvej A 13 øst for Hammerum. K1-K16 var i to minibusser på vej til Herning for at deltage i en demonstration, som Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke havde arrangeret overfor restaurant »La Cabana«, hvis ejer ikke ønskede at indgå overenskomst med samvirket.

Den 6. juli 1984 skrev advokat Hans Kjellund, Århus, bl.a. således til retten i Herning:
»Vedr. anholdelse af 16 mennesker foretaget i Hammerum den 4. november 1983 kl. 21,10, af politiet i Herning, skal jeg herved på vegne de pågældende anholdte indbringe anholdelserne for retten, jfr. retsplejelovens § 746, stk. 1, idet jeg jfr. samme bestemmelse skal anmode om, at afgørelse træffes ved kendelse, og idet jeg gør gældende,
1.at anholdelserne har været ulovlige og i strid med retsplejelovens § 755, stk. 1, bl.a. fordi der ikke har foreligget tilstrækkelig grundlag for sigtelse efter straffelovens § 134 a,
2.at den foretagne ransagning af de biler, de anholdte kørte i samt de anholdtes tasker m.v. har været ulovlig, da betingelserne efter retsplejelovens § 794 nr. 1 og 2 ikke har været tilstede, allerede fordi sigtelse efter straffelovens § 134 a ikke var meddelt de pågældende anholdte, men også fordi betingelserne i øvrigt i bestemmelsen ikke er opfyldt,
3. at retsplejelovens § 758 stk. 1 og 2 er overtrådt, dels fordi de anholdte er medtaget til stationen i Herning, og der har hensiddet i detentionen lige fra godt 1 time til 15 timer uden at efterforskningsskridt har været indledt og uden forklaring, og sigtelse har ikke på noget tidspunkt været meddelt de pågældende,
4.at den skete anvendelse af håndjern - i hvert fald overfor halvdelen af de anholdte - ikke har været lovlig, men i strid med retsplejelovens § 758 stk. 1. - - -«


Det fremgik af sagen, at der rettidigt var indgivet beretning til retten om den foretagne ransagning, jfr. retsplejelovens § 797, stk. 3.


Det fremgik endvidere af sagen, at Rigsadvokaten ved skrivelse af 28. marts 1984 tilbød klagerne erstatninger for uberettiget frihedsberøvelse på beløb fra 1.500 kr. til 2.500 kr., hvilket tilbud blev accepteret.

I Herning rets 2. afdelings kendelse 2. september 1985 siges bl.a.:


Efter bevisførelsen og med sit almindelige kendskab til konflikten omkring restaurant »La Cabana«, lægger retten til grund, at der den 4. november forelå en spændt situation, hvor politiet med nogen føje kunne befrygte uroligheder i forbindelse med den forventede store fredagsdemonstration.


Det er imidlertid politiets - vanskelige - opgave også i en sådan situation at udøve det nøgterne skøn, som kun bagklogskaben fuldt ud evner. Politiet skal blandt andet tage stilling til, om der er dækning i loven for at foretage anholdelser, der kan synes hensigtsmæssige for at opretholde ro og orden.


Den meddelelse, som indgik fra politiet i Århus til politiet i Herning måtte selvsagt være af interesse for dette, men selve meldingen sagde ikke andet, end at nogle personer, som havde deltaget i demonstrationer i Århus med bagage og bæreposer var på vej for muligvis at deltage i en lovlig demonstration i Herning. Der blev herefter givet ordre til, at busserne skulle standses. Dette må i sig selv betegnes som betænkeligt. Der forelå ikke oplysninger om, at personerne i busserne var under mistanke for at have begået noget ulovligt, og der var ikke færdselsmæssige hensyn, som talte for en standsning. Retten må efter bevisførelsen lægge til grund at klagerne, efter at busserne var blevet bragt til standsning, ikke kunne få noget at vide om årsagen hertil. Det er efter rettens opfattelse elementært, at borgere, der standses af politiet på en mørk landevej, må have krav på en rimelig forklaring herpå. Det er efter rettens opfattelse ligeså elementært, at de, når de anholdes under sådanne omstændigheder skal have at vide, hvad de er sigtede for, jfr. retsplejelovens § 758, stk. 2. Dette skete ej heller, og retten stiller sig uforstående overfor, at sigtelsen for forsøg på overtrædelsen af straffelovens § 134 a ikke kunne meddeles over radioen, når selve ordrerne om standsning og anholdelse kunne.


Retten finder ikke, at det efter standsningen passerede tilføjede sagen noget nyt og afgørende, som skulle kunne begrunde anholdelse af klagerne, der ikke kunne imødegå nogen sigtelse.


Retten finder herefter at måtte give klagerne, der efter parternes repræsentanters erklæring må behandles som en helhed, medhold i, at de skete anholdelser og den stedfundne ransagning ikke havde hjemmel i retsplejeloven.


Retten finder derimod ikke at kunne kritisere, at klagerne i den foreliggende situation blev indbragt til politistationen i Herning. Klare færdselssikkerhedsmæssige hensyn talte herfor.


Det er af politiet erkendt, at tilbageholdelsen af klagerne varede for længe, hvorfor retten ikke finder anledning til at tage stilling til dette spørgsmål.


Til spørgsmålet om det tidspunkt, en sigtelse burde have været meddelt, har retten allerede taget stilling.


Efter bevisførelsen kan det ikke antages, at nogen i forbindelse med anholdelserne satte sig til modværge eller forsøgte at undløbe. Politiets anbringende om, at anvendelse af håndjern var begrundet i en almindelig politierfaring om, at man i en sådan situation bytter identitetspapirer, kan ikke tillægges betydning. Dels havde klagerne haft rigelig tid til at gøre dette, før anholdelserne fandt sted, dels blev ikke alle anholdte belagt med håndjern. Anvendelse af håndjern må herefter anses for kritisabel, jfr. retsplejelovens § 758, stk. 1, 1. og 5. punkt.

Thi bestemmes:


Den foretagne anholdelse af og den skete ransagning hos klagerne K1-K16 har ikke haft hjemmel i retsplejeloven.


Det misbilliges, at klagerne i forbindelse med anholdelsen ikke er blevet gjort bekendt med sigtelsen.


Det kan ikke kritiseres, at klagerne efter anholdelserne er blevet indbragt til politistationen i Herning.


Anvendelse af håndjern har været kritisabel.

I V.L.K. 8. januar 1986 siges bl.a.:


For landsretten har anklagemyndigheden påstået den påkærede kendelse ophævet, og har subsidiært påstået frifindelse for de fremsatte klager.


De indkærede har påstået kendelsen stadfæstet, dog har de indkærede frafaldet den i advokat Kjellunds skrivelse af 6. juli 1984 til retten i Herning under punkt 3 anførte klage.


I kæreskriftet har anklagemyndigheden til støtte for sine påstande anført:


»Ad den principale påstand gøres gældende, at retten i Herning efter at politimesteren i Herning i november måned 1983 i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1 traf beslutning om ikke at foretage videre mod de anholdte, ikke har haft hjemmel til at behandle klagemålet i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1, der omhandler tvist om foranstaltninger under efterforskningen.


Af forarbejderne til retsplejelovens § 746, stk. 1, betænkning 1971 nr. 622 - - - fremgår, at hensigten med bestemmelsen har været at normere rettens medvirken under efterforskningen, men ikke rettens medvirken ved senere behandling af klager over »formentlig myndighedsmisbrug« fra politiets side, idet udvalget s. 14 blandt andet har bemærket: »Antager modsætningsforholdet karakter af en klage over myndighedsmisbrug fra politiets side, normerer reglerne i kap. 93 b i udvalgets lovudkast den fremgangsmåde, som skal følges«.


Endvidere gøres det gældende, at retten heller ikke på andet grundlag har haft hjemmel til i strafferetsplejens form at tage stilling til klagemålet.


Ved lov nr. 325 af 13. juni 1973 om ændring af retsplejeloven blev retsplejelovens § 814 ændret, således at bestemmelsen om rettens behandling af spørgsmål om klage over formentlig myndighedsmisbrug fra politiets side udgik. Ved samme lov blev retsplejelovens § 726, stk. 3, 2. pkt. og stk. 4 samt § 943, stk. 4 ophævet. I det samtidigt indførte kapitel 93 b om undersøgelse af klager over politiet blev ikke medtaget en til den tidligere § 814, stk. 1 svarende bestemmelse om adgang til for retten at fremsætte »sin opfattelse af det påklagede forhold«. Sådan bestemmelse var foreslået af udvalget, jfr. betænkning 1971 nr. 622 - udkastet § 1018 r, stk. 3 -- - Efter min opfattelse er der således ej heller i de nu gældende bestemmelser i retsplejelovens kap. 93 b hjemmel til for retten - efter en foretagen undersøgelse - at fremsætte sin opfattelse af det påklagede forhold. - - -


Den for de indkærede beskikkede advokat, advokat Kjellund, har i en skrivelse af 7. november 1985 til støtte for de indkæredes påstand anført:


»Landsretten er kompetent til i medfør af retsplejelovens § 746 at behandle spørgsmålet om lovligheden af politiets efterforskningsskridt.


En sådan retlig behandling kan ikke afskæres alene med politiets beslutning om at stoppe efterforskningen.


Ganske vist er hovedområdet for anvendelsen af § 746 - perioden under efterforskningen, men det ville føre til ganske urimelige resultater, om politiet ganske vilkårligt kunne afskære Retten fra, at prøve lovligheden ved at stoppe efterforskningen i det tilfælde, hvor et efterforskningsskridt har været betænkeligt. Lovens ord nævner intet om en tidsmæssig begrænsning, da hverken Retsplejelovens kapitel 93 a, om erstatning for uberettiget anholdelse eller kapitel 93 b, om klager over politiet, giver mulighed for at Retten vurderer lovligheden af politiets efterforskningsskridt, må dette tale for en udvidende fortolkning af § 746, som vel at mærke ikke vil stride mod bestemmelsens ordlyd.


Var dette ikke tilfældet, ville lovligheden af politiets efterforskningsskridt aldrig kunne prøves af domstolene.


I betænkning nr. 728 om anholdelse og varetægt, siges det om anholdelsesbetingelserne side 60: »Det fremgår af det anførte, at borgernes retssikkerhed efter udvalgets opfattelse ikke i første række bør søges beskyttet ved udformningen af snævre anholdelsesbestemmelser. Den bør snarere sikres ved en opretholdelse af politiets faglige og etiske standard og ved den efterfølgende retlige kontrol. - - - Det har altså helt klart været hensigten, at domstolene efterfølgende skal kunne vurdere lovligheden af politiets efterforskningsskridt.


For såvidt angår anklagemyndighedens subsidiære påstand: - - -.


Byretsdommeren har i forbindelse med kæremålets fremsendelse fremsat følgende bemærkninger til kæremålet:

»Ad påstanden om ophævelse af den påkærede kendelse:


Det bemærkes, at rettens hjemmel til at behandle klagemålet ikke tidligere har været bestridt.


Ordlyden i retsplejelovens § 746, stk. 1, »Retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt - - -« er klar. Retten kan afprøve, om politiet i forbindelse med efterforskningen har overholdt retsplejeloven. Retten forstår kærende således, at prøvelsesretten skulle være begrænset i tid, så at klagemål ikke kan rejses, hvis efterforskningen er afsluttet. Herefter indkomne klager må behandles administrativt og eventuelt følges op af et civilt søgsmål.


Dette forekommer kunstigt. Hvis efterforskningen tilfældigvis er sluttet, inden klagemål indgives, er retten inkompetent. - - -


Betænkning nr. 622-1971 - giver efter rettens mening mod lovens klare ord ikke dækning for kærendes opfattelse.


Ad den subsidiære påstand: - - -«


Kæremålet har været mundtligt forhandlet. - - -

Landsretten skal udtale:


Efter retsplejelovens § 746, stk. 1, afgør retten tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt. Der findes hverken efter bestemmelsens ordlyd eller efter forarbejderne støtte for den af anklagemyndigheden hævdede indskrænkende fortolkning, hvorefter denne prøvelse skulle være udelukket, når efterforskningen er afsluttet. Anklagemyndighedens principale påstand om ophævelse af kendelsen kan derfor ikke tages til følge.


Anholdelsen.


Det må efter det foreliggende lægges til grund, at der den 4. november 1983, efter at forhandlingerne mellem konfliktens parter var brudt sammen, forelå en spændt situation, og at politiet derfor - i betragtning af de ret voldsomme uroligheder under demonstrationen den 28. oktober - havde grund til at frygte nye uroligheder i forbindelse med den planlagte demonstration den pågældende aften.Efter indholdet af meldingen fra Århus politi om, at nogle personer med bagage og bæreposer formentlig var på vej for at deltage i demonstrationen, finder landsretten imidlertid ikke, at politiet havde nogen rimelig grund til at mistænke netop disse personer for, at de ville begå strafbart forhold i forbindelse med demonstrationen. Den af politiet foretagne anholdelse af de indkærede findes derfor ikke at have haft hjemmel i retsplejeloven.


Ransagningen.


Det tiltrædes, som anført af anklagemyndigheden i kæreskriftet, at retsplejelovens § 758, stk. 1, indeholder den fornødne hjemmel til i forbindelse med en anholdelse at undersøge de anholdtes håndbagage, hvorimod bestemmelsen ikke indeholder hjemmel til at ransage de indbragte køretøjer. Da der efter karakteren af den kriminalitet, som politiet sigtede de anholdte for, var grund til at antage, at der i køretøjerne fandtes genstande bestemt til brug ved udøvelsen af kriminaliteten, findes ransagningen af køretøjerne som sådan imidlertid at have haft den fornødne hjemmel i retsplejelovens § 797, stk. 2, nr. 2.


Håndjern.


Da klagen over om brugen af håndjern i forbindelse med anholdelsen findes at være et spørgsmål om, hvorvidt politiet har overskredet grænsen for sin magtanvendelse, og derfor henhører under lokalnævnet, ophæver landsretten den i kendelsen indeholdte udtalelse om, at anvendelse af håndjern har været kritisabel.

Thi bestemmes:


Den den 4. november 1983 foretagne anholdelse af de indkærede K1-K16 har ikke haft hjemmel i retsplejeloven.


Den foretagne ransagning af de indkæredes bagage og køretøjer findes at have haft fornøden hjemmel i retsplejeloven.


Den i kendelsen indeholdte udtalelse om, at anvendelse af håndjern har været kritisabel, ophæves.