Lov nr. 493 af 17. juni 2008




 
 

Uddrag af lovforslag nr. 78 fremsat den 27. februar 2008 af justitsministeren (Lene Espersen)



Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger m.v.)



 

" 3.5. Anticiperet bevisførelse

"I overensstemmelse med princippet om bevisumiddelbarhed finder bevisførelse i straffesager som hovedregel sted for den dømmende ret under hovedforhandlingen. Retsplejelovens § 747, stk. 2 og 3, indeholder imidlertid to undtagelser fra denne hovedregel, som medfører, at bevisførelse under nærmere angivne betingelser kan foretages før hovedforhandlingen (såkaldt anteciperet bevisførelse).

Retsmøde kan afholdes efter anmodning, når det er påkrævet for at sikre bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt, ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret, eller som må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse, jf. retsplejelovens § 747, stk. 2. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor et vidne ligger for døden og ikke kan forventes at ville kunne afgive forklaring under hovedforhandlingen.

Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan desuden afholdes efter anmodning fra anklagemyndigheden eller forsvareren, såfremt den sigtede er varetægtsfængslet i isolation, og sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om isolationens ophævelse, og væsentlige praktiske hensyn ikke taler imod det, jf. retsplejelovens § 747, stk. 3. Denne udvidelse af muligheden for at anvende anteciperet bevisførelse har til formål at opnå en reduktion i antallet af længerevarende varetægtsfængslinger i isolation, jf. lov nr. 1561 af 20. december 2006 om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i isolation)."


"5.5.4. Anticiperet bevisførelse

5.5.4.1. Adgangen til at anvende indenretlig afhøring under efterforskningen blev udvidet ved lov nr. 1561 af 20. december 2006 om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i isolation) med henblik på at reducere antallet af længerevarende varetægtsfængslinger i isolation. Der kan således i disse sager foretages indenretlig bevisførelse forud for hovedforhandlingen, hvis grundlaget for isolationen herigennem kan bortfalde, og der ikke kan anføres rimelige hensyn, der taler imod en sådan bevisførelse, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 3.

Udvalget har overvejet mulighederne for at anvende indenretlige afhøringer forud for selve hovedforhandlingen med henblik på også at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling uden isolation.

En sådan udvidelse vil ikke i alle tilfælde – navnlig når varetægtsfængslingen er iværksat på grund af flugtrisiko, risiko for gentagelse eller af retshåndhævelseshensyn, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller stk. 2 – kunne medføre, at der efter en indenretlig afhøring vil være grundlag for at undlade at iværksætte varetægtsfængsling eller for at ophæve en allerede iværksat varetægtsfængsling. Er der imidlertid tale om varetægtsfængsling begrundet i hensynet til at hindre sigtede i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, vil en anteciperet (foregrebet) bevisførelse på samme måde som i sager om isolationsfængsling efter omstændighederne kunne medføre, at der efter den skete bevisførelse vil være grundlag for at ophæve varetægtsfængslingen.

På denne baggrund foreslår udvalget, at adgangen til anvendelse af indenretlig afhøring forud for hovedforhandlingen yderligere udvides således, at bestemmelsen også omfatter tilfælde, hvor sigtede er varetægtsfængslet uden samtidig at være anbragt i isolation. Det foreslås, at betingelserne for indenretlig afhøring i sager med varetægtsfængsling kommer til at svare til de betingelser, der gælder i medfør af den gældende bestemmelse i § 747, stk. 3, i sager med isolation.

Udvalget bemærker, at væsentlige praktiske hensyn på samme måde som i sager om isolation kan begrunde, at retten afslår en anmodning om anteciperet bevisførelse. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor der ikke foreligger en rimelig udsigt til, at en særskilt bevisførelse kan danne grundlag for ophævelse af varetægtsfængslingen. Desuden kan der være tilfælde, hvor efterforskningen ikke er så fremskreden, at der er tilstrækkeligt materiale til at opnå klarhed over, hvad bevisførelsen skal belyse. Der kan også være tilfælde, hvor hovedforhandlingen er så nært forestående, at gennemførelsen af en sådan bevisførelse reelt kan bevirke en samlet forlængelse af sagens behandling. Endvidere vil en anmodning kunne afslås, hvis den ønskede bevisførelse er af uforholdsmæssigt stort omfang eller i øvrigt særlig besværlig, f.eks. hvor der skal indkaldes vidner fra udlandet.

Gør ingen af de nævnte modhensyn sig gældende, forudsættes bevisførelsen i almindelighed tilladt. Navnlig bør en anmodning ikke afslås alene af retsplejemæssige hensyn til, at bevisførelsen finder sted under hovedforhandlingen, herunder med det formål, at lægdommere overværer den umiddelbare reaktion på et stillet spørgsmål. Dette hensyn af retsplejemæssig karakter bør på samme måde som i sager med isolationsfængsling vige for hensynet til muligheden for at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling gennem anteciperet bevisførelse.
En indenretlig afhøring forud for hovedforhandlingen vil i øvrigt ikke i sig selv berøre bevisførelsen ved hovedforhandlingen. På samme måde som hidtil skal medsigtede og vidner således indkaldes til at afgive forklaring under hovedforhandlingen."


"Til § 1, nr. 5 (retsplejelovens § 747, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 3, med den ændring, at adgangen til at foretage indenretlig afhøring forud for hovedforhandling foreslås udvidet til også at omfatte tilfælde, hvor sigtede er varetægtsfængslet uden samtidig at være anbragt i isolation.

Betingelserne for indenretlig afhøring, hvor sigtede er varetægtsfængslet, svarer efter forslaget til de betingelser, som gælder i medfør af den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 3, med hensyn til isolationsfængsling. Formålet med den foreslåede ændring af bestemmelsen er således, at en varetægtsfængsling – uanset om der samtidig er iværksat isolation eller ikke – ikke opretholdes, hvis grundlaget for varetægtsfængslingen vil bortfalde ved en indenretlig afhøring, og der ikke kan anføres rimelige hensyn, der taler imod foretagelse af en sådan bevisførelse.

Anmodning om indenretlig afhøring forud for hovedforhandlingen kan fremsættes både af anklagemyndigheden og forsvareren.

Væsentlige praktiske hensyn kan på samme måde som i dag begrunde, at retten afslår en anmodning om indenretlig afhøring. Der kan f.eks. forekomme tilfælde, hvor der ikke er en rimelig udsigt til, at en særskilt bevisførelse kan give grundlag for ophævelse af varetægtsfængslingen. Desuden kan der være tilfælde, hvor efterforskningen ikke er så fremskreden, at et tilstrækkeligt materiale foreligger til at opnå klarhed over, hvad bevisførelsen skal belyse. Der kan også være tilfælde, hvor hovedforhandlingen er så nært forestående, at gennemførelsen af en sådan bevisførelse reelt kan bevirke en samlet forlængelse af sagens behandling. Endvidere vil en anmodning kunne afslås, hvis den fornødne bevisførelse er af uforholdsmæssigt stort omfang eller i øvrigt særlig besværlig, f.eks. hvor der skal indkaldes vidner fra udlandet.

Gør ingen af de opregnede modhensyn sig gældende, forudsættes bevisførelsen i almindelighed tilladt. Som efter den gældende bestemmelse bør en anmodning om indenretlig afhøring forud for hovedforhandlingen for at begrænse den tidsmæssige udstrækning af en varetægtsfængsling således ikke afslås alene af retsplejemæssige hensyn til, at bevisførelsen finder sted under hovedforhandlingen, herunder med det formål, at lægdommere overværer den umiddelbare reaktion på et stillet spørgsmål. Dette hensyn af retsplejemæssig karakter bør således vige for hensynet til muligheden for at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling gennem afholdelse af anteciperet bevisførelse.

Afgørelsen om indenretlig afhøring før hovedforhandlingen berører ikke i sig selv bevisførelsen ved hovedforhandlingen. På samme måde som hidtil skal medsigtede og vidner således indkaldes til at afgive forklaring under hovedforhandlingen.

Som anført ovenfor bør en anmodning om bevisførelse imødekommes, hvis ikke de nævnte væsentlige praktiske hensyn taler imod. Der vil dog fortsat efter almindelige retsprincipper om ligestilling mellem parterne skulle tages hensyn til forsvarets mulighed for at varetage sigtedes interesser. Heri ligger navnlig, at sigtedes forsvarer skal have adgang til samme oplysninger som politiet i relation til det bevis, som skal sikres ved den ønskede bevisførelse. I tilfælde, hvor forsvareren f.eks. på grund af forsvarerpålæg i medfør af retsplejelovens § 729 a, stk. 4, er forhindret i at drøfte oplysningerne med den sigtede forud for gennemførelsen af den pågældende bevisførelse, vil retten som hidtil kunne afslå en anmodning herom.

Hvis retten imødekommer en anmodning om bevisførelse efter forslaget til § 747, stk. 3, skal retsmødet afholdes snarest og så vidt muligt inden for 2 uger fra rettens modtagelse af anmodningen, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 4 (som ikke foreslås ændret). Bestemmelsen indebærer bl.a., at det vil påhvile også anklagemyndigheden og den sigtedes forsvarer at medvirke til, at retsmødet kan afholdes inden for den nævnte frist.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.5.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger."