|
|
||
|
|||
V.L.K. 22. februar 2001 i kære 4. afd. S-0465-01 (Sigrid Ballund, Ulrik Jensen, Würtzen). Anklagemyndigheden mod S (adv, Jørgen Christensen, Fredericia, e.o.). Fredericia Kriminalrets kendelse 20. februar 2001. - - - S mødte på retspsykiatrisk afdeling i - - - den 6. februar d.å., og den frist der er fastsat af landsretten i kendelsen af 2. januar 2001 udløber således i dag. Vicepolitimesteren nedlagde påstand om, at fristen for S's indlæggelse forlænges med yderligere 14 dage. Vicepolitimesteren nedlagde endvidere påstand om, at der afsiges kendelse om, at politiet kan indhente oplysninger, som omhandlet i retsplejelovens § 808, stk. 1, herunder, at der udleveres journaler fra psykiatrisk afdeling i - - - og fra de sociale myndigheder, således at undersøgelsen ved retspsykiatrisk afdeling i - - - kan afsluttes. Vicepolitimesteren henviste til, at det fremgår af skrivelsen af 19. februar 2001 fra retspsykiatrisk afdeling, at så snart journalerne er udleveret, vil undersøgelsen kunne færdiggøres i løbet af få dage. Spørgsmålet om, hvorvidt S skal indkaldes til retsmødet, blev drøftet. Vicepolitimesteren gjorde gældende, at der er tale om en speciel frist, fastsat af landsretten. S er ikke varetægtsfængslet, og det vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær, såfremt S skal møde i retten. Advokat Jørgen Christensen protesterede imod, at de nedlagte påstande tages til følge og henviste til, at 14 dage burde være nok til at undersøgelsen kunne have været afsluttet. Der bør derfor ikke fastsættes nogen yderligere frist. S burde have været indkaldt til retsmødet. Forsvareren bestred, at det er påkrævet, at indhente oplysninger, som omhandlet i retsplejelovens § 808, stk. 1. Der afsagdes sålydende Kendelse: Retten finder ikke, at det fremgår af retsplejeloven, at der skal afholdes retsmøde1 hvor sigtede skal være til stede, for at tage stilling til de af anklagemyndigheden nedlagte påstande. Retten finder, at der bør tilvejebringes oplysninger, som omhandlet i retsplejelovens § 808, stk. 1, herunder, at der sker udlevering af journaler fra psykiatrisk afdeling i - - - til retspsykiatrisk afdeling og fra sociale myndigheder. Når henses til, at undersøgelsen ikke er afsluttet, men kan forventes afsluttet indenfor få dage, efter at retspsykiatrisk afdeling har modtaget journalerne, finder retten, at fristen for S's indlæggelse på psykiatrisk afdeling skal forlænges. Fristen fastsættes som nedenfor bestemt. Det bemærkes herved, at det forudsættes, at undersøgelsen kan være afsluttet inden udløbet af nedennævnte frist. thi bestemmes: S skal ikke indkaldes til retsmøde. Der skal tilvejebringes oplysninger, som omhandlet i retsplejelovens § 808, stk. 1, herunder skal retspsykiatrisk afdeling skal have udleveret journaler fra psykiatrisk afdeling i - - - og fra sociale myndigheder. Fristen for S's indlæggelse på retspsykiatrisk afdeling forlænges, således at fristen udløber den 6. marts 2001. - - - Retsmøde berammedes til den 6. marts 2001 kl. 09.00. Advokat Jørgen Christensen påkærede kendelsen til landsretten med påstand om, at de nedlagte påstande ikke tages til følge. - - - Vestre Landsrets kendelse. Sigtede, som ikke er varetægtsfængslet, burde have været underrettet om afholdelsen af retsmødet den 20. februar 2001, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1. Selvom sigtede er indlagt til mentalundersøgelse på Retspsykiatrisk Afdeling, Århus Universitetshospital, er der ikke grundlag for at fastslå, at det ville være forbundet med uforholdsmæssigt besvær at bringe ham til retsmødet, såfremt han måtte ønske at være til stede. Da de påstande, anklagemyndigheden har fremsat under retsmødet, er af en sådan karakter, at sigtedes tilstedeværelse og eventuelle udtalelser kunne være af betydning ved rettens afgørelse, bør der afholdes nyt retsmøde i Kriminalretten i Fredericia, med sigtedes tilstedeværelse, såfremt han ønsker det. Under hensyn til det også for sigtede ønskelige i, at mentalobservationen gennemføres hurtigst muligt og kontinuerligt, besluttede landsretten at forlænge den frist, der er fastsat i landsrettens kendelse af 2. januar 2001, til den 28. februar 2001, således at retsmødet kan afholdes forinden. Sagen hjemvises derfor til fornyet behandling ved Kriminalretten i Fredericia. Thi bestemmes: Denne sag hjemvises til fornyet behandling ved Kriminalretten i Fredericia. Fristen, der er fastsat ved landsrettens kendelse af 2. januar 2001, forlænges til udløb den 28. februar 2001. - - - |
|||
|
|||