TfK 2007.441 VLK
 

  V.L.K. 22. marts 2007 i kære 2. afd. S-0442-07
(Fritse Hove, Henrik Estrup, Lisbeth Christensen (kst.)).

Anklagemyndigheden mod S (adv. Kim Bagge, Frederiksberg).


I retsbog af 28. februar 2007 for Retten i Esbjerg fremgår det:

- - -
Advokat Kim Bagge begærede sagen udsat, da anklagemyndigheden ikke har bragt S til retsmødet, således som S har ret til efter retsplejelovens § 748, stk. 1 og således som Kim Bagge havde anmodet om ved skrivelsen af 22. februar 2007. Anklagemyndigheden skal ikke bestemme om S skal deltage i retsmødet, idet det er retten der evt. skal træffe bestemmelse herom, jfr. retsplejelovens § 748, stk. 5.

Endvidere anmodede advokat Kim Bagge om udsættelse af sagen med den begrundelse, at han i retten havde set at forsvareren for sigtede, A, havde 3 ringbind med akter, hvilke ringbind advokat Kim Bagge ikke havde modtaget. Han var derfor ikke i stand til at kontraafhøre sigtede, A, forsvarligt, hvilket strider mod reglerne i Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Anklageren protesterede mod udsættelse af sagen og oplyste, at han havde troet, at advokat Kim Bagge havde modtaget alle sagens akter fra S' tidligere forsvarer. S skal ikke bringes til stede eller overvære retsmødet. Anklagemyndigheden er først på et sent tidspunkt blevet klar over, at advokat Kim Bagge ønskede S til stede i retten i dag. Som udgangspunkt er der ikke en pligt til for anklagemyndigheden at bringe andre sigtede i et kompleks til stede i retsmøder mod medsigtede. A og S har afgivet modstridende forklaringer om deres formodede fælles narkotikahandel og de er således principielt fortsat at betragte som vidner mod hinanden, hvorfor de ikke skal overvære hinandens forklaringer. De har generet hinanden og S har søgt at smugle et brev ud fra den arrest hvor han er varetægtsfængslet. Brevet var dog ikke adresseret til A.

Advokat Anders Mygind erklærede, at han i princippet var enig i advokat Kim Bagges synspunkter.
Der afsagdes

Kendelse:

Efter det af anklageren oplyste vedrørende modsætningerne mellem A og S og henset til sagens karakter samt henset til at muligheden for at få en uforbeholden tilståelse af A og dermed sagens opklaring vil kunne forspildes, hvis S er til stede i retten, bestemmes i medfør af retsplejelovens § 748, stk. 5, at S skal udelukkes fra at overvære dette retsmøde, der ikke skal udsættes med den begrundelse, at S skal bringes til stede i retten.

Thi bestemmes

Medsigtede, S, udelukkes fra at overvære dette retsmøde, der ikke udsættes for at bringe S til stede i retten.
Advokat Kim Bagge tog kæreforbehold.

Da forsvareren for S ikke har fået alle sagens akter og forsvarerens kontraafhøring af A derfor ikke forsvarlig, findes sagen at burde udsættes på at forsvareren får alle sagens akter.
- - -

Vestre Landsrets kendelse.


Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt., at en sigtet så vidt muligt skal underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem.

Det fremgår af Højesterets kendelse af 7. november 1996 (Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 113), at dette udgangspunkt tillige finder anvendelse vedrørende et retsmøde, hvor en medsigtet i et sagskompleks skal afgive forklaring med henblik på fremme af dennes sag som tilståelsessag.

Fravigelse af ovennævnte hovedregel om sigtedes ret til at være til stede forudsatte - da retsmødet den 28. februar 2007 ikke var af en karakter, som omfattes af § 748, stk. 1, 2. pkt., eller af § 748, stk. 7 - en forhandling om, hvorvidt der var grundlag for at udelukke sigtede i medfør af § 748, stk. 5.

Det fremgår af betænkning nr. 622 fra 1968 om efterforskning i straffesager m.v., side 44, at bestemmelserne i § 748, stk. 1, svarede til de dagældende regler i bl.a. § 822. Denne bestemmelse, som vedrørte retsmøder under forundersøgelsen, havde følgende ordlyd:

»Er sigtede fængslet, kan han forlange sig henbragt til retsmødet - i hvilken henseende der bør gives ham lejlighed til at udtale sig - medmindre det afholdes uden for underretskredsen og i en sådan afstand, at uforholdsmæssig besvær kan forudses at følge deraf«.

Landsretten finder herefter, at der ikke er hjemmel til at udelukke sigtede fra det retsmøde, hvori begæringen om eventuel udelukkelse, jfr. § 748, stk. 5, skal forhandles.

Landsretten tager derfor kærendes påstand om hjemvisning til følge, hvorfor

bestemmes:
Byrettens kendelse af 28. februar 2007 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling, således at sigtede S får lejlighed til at overvære forhandlingen om, hvorvidt der er grundlag for at udelukke ham fra at overvære det retsmøde, hvor medsigtede A skal afgive forklaring.