|
|
||
TfK 2008.106 VLK |
|||
Adv. Mette Grith Stage ogadvokat Troels Lind Pedersen
påkærer Retten i Koldings afgørelse om berammelse af
retsmøde. (John Lundum, Annette Dellgren og K. Wiingaard). I retsbog af 8. november 2007 for Retten i Kolding er der bl.a. anført følgende: Politifuldmægtig Lotte Møller var mødt for anklagemyndigheden og fremlagde omslag med bilag samt breve til retten af 25. oktober 2007. Advokat Troels Lind Pedersen var mødt ved advokat Mette Grith Stage, som beskikket forsvarer for sigtede, S2. Advokat Benny Thomsen, Grindsted, var mødt som beskikket forsvarer for sigtede, S1. Advokat Mette Grith Stage var mødt som forsvarer for S3 og fremlagde brev af 5. november 2007. Charlotte Szocska var mødt som forsvarer for S4. Den for S5 beskikkede forsvarer, advokat Rehling Jørgensen, var ikke mødt. S1 blev fremstillet og vejledt i overensstemmelse med retsplejelovens § 764, stk. 3. Anklageren oplyste, at sagen mod S1 fortsat var under efterforskning. S1 har siden det sidste retsmøde afgivet forklaring til politiet og i et vist omfang erkendt sig skyldig. Anklagemyndigheden ønsker at foretage en indenretlig afhøring af S1 med henblik på at få hans forklaring lagt fast. S1 vil formentlig kunne løslades, når han har afgivet forklaring. Anklageren begærede S1 fortsat fængslet i 4 uger og henviste til den begrundelse, som hun anførte i retsmødet den 12. oktober 2007. Advokat Benny Thomsen protesterede mod fortsat fængsling og anførte, at S1 ikke kan fjerne spor på fri fod. Politiet har foretaget en særdeles grundig afhøring af S1, og der er derfor ikke grundlag for fortsat at varetægtsfængsle ham. Der afsagdes følgende kendelse: Af de grunde, som blev anført i retsmødet den 22. august 2007 - og som blev stadfæstet af Vestre Landsret den 24. august 2007 - finder retten, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af S1 er til stede, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Thi bestemmes: S1 skal fortsat varetægtsfængsles. Fristen blev fastsat til den 19. november 2007. S1 påkærede ikke kendelsen. - - - Dommeren bemærkede, at retten den 25. oktober 2007 havde modtaget en begæring fra politiet om indenretlig afhøring af S1, og at der den 5. november 2007 blev berammet retsmøde til den 19. november 2007, kl. 09.00. De beskikkede forsvarere blev samtidig orienteret om retsmødet. Anklageren oplyste, at politiet ønsker en indenretlig afhøring af S1 i medfør af retsplejelovens § 747. Baggrunden for ønsket om indenretligt at afhøre S1 er, at S1 i retsmødet den 12. oktober 2007 har oplyst, at S2 har truet ham. Der er derfor grund til at frygte, at han vil ændre sin forklaring til politiet, hvis han bliver udsat for trusler og lignende. Hertil kommer, at S2 under sagen er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 266 ved at have truet en person ved navn - - -, som også er en del af sagskomplekset. I den forbindelse har - - - fået bank af en gruppe polakker, som blev sendt af S2. Endeligt er der tale om efterforskning af en meget stor sag, og at det vil lette efterforskningen, hvis S1 som forventet indenretligt erkender sig skyldig, idet hans sag herefter antageligt vil kunne fremmes som en tilståelsessag. Advokat Benny Thomsen anførte, at S1 var indstillet på at lade sig afhøre indenretligt, og at han derfor ikke ville protestere mod afhøringen. Advokat Mette Grith Stage anførte, at betingelserne for en indenretligt afhøring af S1 ikke var til stede. Hun henviste til sin redegørelse af 5. november 2007. Hun anførte endeligt, at hun ikke kunne være til stede den 19. november 2007 og gjorde derfor subsidiært gældende, at retsmødet skulle omberammes. Charlotte Szocska havde ingen bemærkninger. Anklageren anført supplerende, at retsmødet var berammet med et langt varsel, og at forsvarerne derfor havde fået en rimelig mulighed for at være til stede. Anklageren anførte videre, at det primære formål med afhøringen var at få fastlagt S1's egen forklaring, sådan at hans sag kunne afsluttes. I sagen mod S2 og eventuelle andre medgerningsmænd ville S1 - såfremt hans sag var afsluttet - blive indkaldt for at afgive vidneforklaring. Der afsagdes følgende kendelse Retten har truffet afgørelse om, at S1 skal fængsles indtil den 19. november 2007. S1 vil derfor blive fremstillet i et retsmøde den 19. november 2007 med henblik på fortsat fængsling. Anklagemyndigheden har anmodet om at foretage en grundig afhøring af ham, og retten har derfor den 5. november 2007 orienteret de øvrige forsvarere om, at S1 vil blive afhørt. S1 har i medfør af retsplejelovens § 767, stk. 1, jf. § 764, stk. 2, ret til at udtale sig i retsmødet og også til at afgive forklaring, herunder en grundig forklaring, som vil kunne indgå i rettens vurdering af, om han skal løslades eller fortsat fængsles. Retten finder imidlertid også af de grunde, som anklagemyndigheden har anført, at betingelserne for at afhøre S1 med henblik på at sikre bevis i forhold til de øvrige sigtede, er til stede, jf. retsplejelovens § 747, og at de øvrige forsvarere er underrettet med et rimeligt varsel om afhøringen. Thi bestemmes: Der kan foretages afhøring af S1 den 19. november 2007. - - - Vestre Landsrets kendelse: Anklagemyndigheden har ved anmodningen til byretten om berammelse af et retsmøde med henblik på, at S1 skal afgive forklaring, henvist til retsplejelovens § 747. Dette må indebære, at anklagemyndigheden forbeholder sig muligheden for at anvende forklaringen som bevis under en eventuel straffesag mod de medsigtede. Det følger af Højesterets afgørelse af 30. december 2004 (UfR 2005.1004), at der skal udfoldes betydelige bestræbelser fra rettens side med henblik på at sikre, at forsvarerne for medsigtede, der ønsker at være til stede under et retsmøde, hvor der skal afgives forklaring, jf. retsplejelovens § 747, også har mulighed herfor. Det må lægges til grund, at byretten ikke har udfoldet bestræbelsen som anført. Landsretten ophæver derfor byrettens afgørelse og hjemviser sagen til byretten med henblik på, at byretten søger at beramme retsmødet, så de forsvarere, der ønsker det, kan deltage. Thi bestemmes: Byrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til byretten med henblik på, at byretten søger at beramme retsmødet, så de forsvarere, der ønsker det, kan deltage. Sagen sluttet. |
|||
|
|||