|
Kapitel 12 Videomøder og telefonmøder mv. 1. Indledning Retsplejerådets kommissorium omfatter en generel reform af den civile retspleje, men Retsplejerådet finder at kunne behandle emner, som har tværgående betydning for den civile retspleje og strafferetsplejen, for så vidt som en samlet regulering er ønskelig. Da dette er tilfældet med hensyn til videomøder og telefonmøder, omfatter dette kapitel også videomøder og telefonmøder i straffesager. Også ressourcemæssige hensyn taler for en samtidig indførelse af regler om videomøder i civile sager og straffesager, da det er det samme videomødeudstyr, som vil skulle anvendes i begge tilfælde. Det er Retsplejerådets grundholdning, at den teknologiske udvikling har gjort, at videomøder er en realistisk mulighed i retssager. Retsplejerådet har derfor fundet det nødvendigt grundigt at overveje, om og i givet fald i hvilket omfang videomøder faktisk bør anvendes i retssager. Helt overordnet bygger Retsplejerådets overvejelser på, at en moderne fleksibel retspleje bør tage alle rimelige midler i anvendelse for at øge tilgængeligheden for brugerne. Retsplejerådet konkluderer, at telefonmøder og navnlig videomøder bør anvendes i et vist omfang. Videomøder og telefonmøder vil øge effektiviteten, uden at det går ud over retssikkerheden, navnlig ved forberedelsen af civile sager og ved bevisførelsen under domsforhandlingen. Videomøder og telefonmøder giver nogle muligheder, som traditionelle retsmøder ikke rummer, og en nærmere regulering af brugen af videomøder og telefonmøder i retssager vil i sig selv være egnet til at fremme brugen heraf. I dette kapitel sondres mellem parters deltagelse i retsmøder (afsnit 4 nedenfor) og afhøringer af vidner og sagkyndige i retsmøder (afsnit 5 nedenfor). Terminologiske spørgsmål I dette kapitel benyttes for overskuelighedens skyld ordene "telefonmøde" og "videomøde". Telefonmøde betegner traditionelt det side 338 forhold, at tre eller flere telefoner samtidigt sættes i forbindelse med hinanden. Benyttes kun to telefoner, taler man normalt blot om en telefonsamtale. I dette kapitel bruges betegnelsen "telefonmøde" imidlertid også om sidstnævnte situation, da der kan være tilfælde, hvor én part er til stede eller repræsenteret i retten, mens den anden part deltager telefonisk. Endvidere omfatter diskussionen også telefoniske afhøringer, hvor det efter omstændighederne kun er den afhørte, der ikke er til stede i retten. Når der i dette kapitel tales om telefonmøder og telefoniske afhøringer, skal det sagte endvidere gælde om alle former for mundtlig kommunikation uden billedoverførelse mellem personer, der ikke befinder sig samme sted, uanset om kommunikationen sker via en telefon. Videomøde betegner den situation, at der to eller flere steder er opstillet et videokamera og en skærm, således at man disse steder gensidigt kan både se og høre hinanden. Videomøder omfatter også videotelefonmøder, da det afgørende er, at der er billedforbindelse. I princippet kunne man forestille sig, at videoforbindelsen var ensidig, men der ses her bort fra denne mulighed. Videomødeafhøringer er herefter afhøringer, hvor den afhørte ikke møder frem for den ret, hvorfra afhøringen foretages, men deltager i retsmødet via en videoforbindelse. Det er nødvendigt at tale om videomødeafhøringer eller afhøringer via en videoforbindelse, da det kortere ord videoafhøring ofte bruges som betegnelse for en udenretlig afhøring til videobånd, i praksis navnlig politiets afhøringer af mindre børn i sædelighedssager.
2.1. Danmark Retsplejeloven indeholder i dag ingen regler om afholdelse af møde uden fremmøde i retten. I dag må sådanne møder således enten afholdes som uformelle møder eller som retsmøder, hvor parterne eller en af parterne ikke er til stede. Der er ikke hjemmel til at anse en person, der deltager telefonisk i et retsmøde, som egentlig deltager i retsmødet. I praksis gør det måske ikke den store forskel. Retten kan afholde et retsmøde, uden at parterne er til stede, og kan skrive i retsbogen, at retten var i telefonisk kontakt med parterne under retsmødet. Endvidere kan oplysninger, som retten har modtaget telefonisk uden for et retsmøde, indgå i grundlaget for rettens beslutninger om procesførelsen. Retten kan også med parternes indforståelse lade et vidne afhøre over telefonen eller på anden måde uden vidnets tilstedeværelse i retten og i overensstemmelse med den fri bevisbedømmelse tillægge side 339 forklaringen den bevisværdi, som den findes at have. Det bemærkes, at der kun tænkes på situationer, hvor retten sættes ét sted, og vidnet befinder sig et andet sted. Tilfælde, hvor retten sættes hos vidnet, fordi vidnet ikke kan komme til stede i retssalen, omfattes ikke af denne diskussion. Det er først, hvis tingene bliver sat på spidsen, at forskellen viser sig. Det gælder spørgsmål om udeblivelse, og det gælder falsk forklaring for retten. Hvis der er tale om et retsmøde, hvor en part har pligt til at være til stede eller repræsenteret, er vedkommende udeblevet, hvis vedkommende kun har deltaget telefonisk. Efter gældende ret har et vidne næppe pligt til at afgive forklaring over telefonen, og en eventuel falsk forklaring over telefonen vil næppe kunne straffes som falsk forklaring for retten. I forbindelse med gennemførelsen af EU-retshjælpskonventionen (jf. om denne afsnit 2.3.3 nedenfor) vil der skulle indføres regler om grænseoverskridende afhøringer via videoforbindelse eller telefon i straffesager og om strafansvar for falsk forklaring for retten, der sker ved anvendelse af fjernkommunikation.
I Grønland er der som led i Den Grønlandske Retsvæsenskommissions arbejde etableret en forsøgsordning med gennemførelse af afhøringer via en videoforbindelse. Ordningen skal ses i lyset af, at de geografiske forhold i Grønland gør, at det i en række tilfælde vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at sørge for, at en part eller et vidne møder frem for den dømmende ret. Dette gælder navnlig, når sagen verserer ved Grønlands Landsret i Nuuk. I disse tilfælde er fjerntboende parter og vidner hidtil blevet afhørt enten ved en kredsret, således at forklaringen indgår i sagen som et retsbogsreferat, eller ved, at retsformanden har gennemført afhøringen forud for domsforhandlingen, således at forklaringen indgår i sagen dels som et retsbogsreferat, dels i kraft af retsformandens umiddelbare kendskab til forklaringen. Forsøgsordningen går ud på i stedet at gennemføre sådanne afhøringer under domsforhandlingen via en videoforbindelse. Dette gælder både civile sager og straffesager. Forsøgsordningen omfatter først og fremmest Grønlands Landsret, men videomødeudstyret har dog også været benyttet af Nuuk Kredsret. Ordningen har ikke udtrykkelig hjemmel i den grønlandske retsplejelov, men man har fundet, at de almindelige regler om parts- og vidneforklaringer giver tilstrækkelig hjemmel, da en videomødeafhøring er væsentlig bedre end de subsidiære afhøringer, som ville være alternativet. side 340 Videomøder har endvidere været benyttet i visse sagstyper, navnlig forældremyndighedssager, hvor man efter nyeste praksis - uansetomkostningerne - ellers ville have sørget for parternes og eventueltogså vidners personlige tilstedeværelse under domsforhandlingen. Formålet med at benytte videomøder i sådanne sager er således at opnå en hurtigere sagsbehandling. Videomøder anvendes ikke i sager, hvor det umiddelbare indtryk er helt afgørende.
2.3.1. Haagerkonventionen om bevisoptagelse Haagerkonventionen af 18. marts 1970 om bevisoptagelse i udlandet i sager om civile eller kommercielle spørgsmål indeholder ingen særlige regler om telefoniske afhøringer eller afhøringer via en videoforbindelse. Konventionens regler er imidlertid meget rummelige, og der er ikke noget til hinder for at fremsætte en retsanmodning om gennemførelse af en telefonisk afhøring eller en videomødeafhøring. Konventionens artikel 9 bestemmer, at den stat, som modtager anmodningen, som udgangspunkt skal anvende sine egne regler ved udførelsen af anmodningen, men at modtagerstaten dog skal efterkomme et eventuelt ønske om at anvende en særlig fremgangsmåde, medmindre den er uforenelig med modtagerstatens lovgivning eller er umulig at udføre på grund af modtagerstatens praksis eller på grund af praktiske vanskeligheder. Der vil formentlig være god mulighed for at gennemføre telefoniske afhøringer, hvorimod der kan være praktiske vanskeligheder forbundet med at gennemføre videomødeafhøringer, da det så vidt vides endnu er meget sjældent, at retterne råder over videomødeudstyr. Dette vil dog kunne ændre sig i de kommende år, og der er heller ikke noget til hinder for, at parterne i en konkret sag sørger for at stille videomødeudstyr til rådighed for den pågældende udenlandske domstol. Der foreligger ikke oplysninger om, hvorvidt det faktisk er forekommet, at der er gennemført telefoniske afhøringer eller videomødeafhøringer under anvendelse af reglerne i Haagerbevisoptagelseskonventionen. I Lov & Ret 1996, hft. 1, s. 28-31, omtales en videomødeafhøring ved retten i Hong Kong, hvor vidnet befandt sig i Danmark. I den pågældende sag deltog vidnet imidlertid frivilligt, og afhøringen blev gennemført uden medvirken af danske myndigheder.
Europarådets konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager indeholder ingen særlige regler om telefoniske afhøringer eller videomødeafhøringer. Der er dog antagelig ikke noget til hinder for faktisk at gennemføre sådanne afhøringer. side 341 Endvidere overvejes det i forbindelse med udarbejdelsen af en anden tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention at medtage regler, som nærmere skal regulere anvendelsen af videomøder.
Medlemsstaterne i Den Europæiske Union undertegnede den 29. maj 2000 en konvention om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-retshjælpskonventionen). Formålet med konventionen er at supplere Europarådets retshjælpskonvention. Videomøder EU-retshjælpskonventionen indeholder en særlig bestemmelse om afhøring ved hjælp af en videoforbindelse (artikel 10). Ifølge denne bestemmelse kan en medlemsstat anmode om, at en person, der befinder sig i en anden medlemsstat, afhøres som vidne eller som sagkyndig ved hjælp af en videoforbindelse, såfremt det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt, at den pågældende møder personligt frem i førstnævnte stat. Den anmodede medlemsstat skal tillade en sådan afhøring, forudsat at anvendelse af videomøde ikke strider mod dens grundlæggende retsprincipper, og forudsat at den råder over de tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for en sådan afhøring. Hvis den anmodede medlemsstat ikke råder over de nødvendige tekniske hjælpemidler, kan den anmodende medlemsstat stille dem til rådighed efter aftale mellem de to stater. Videoafhøringen gennemføres på den måde, at vidnet indkaldes til at give møde efter reglerne i den anmodede medlemsstat. Vidnet giver således møde for en retsmyndighed i den anmodede medlemsstat, som er til stede under hele afhøringen, og som om nødvendigt bistås af en tolk. Selve afhøringen foretages direkte fra den anmodende medlemsstat under ledelse af en retsmyndighed i overensstemmelse med denne medlemsstats interne ret. Retten kan således overlade afhøringen til parterne, blot afhøringen fortsat sker under rettens ledelse, der således om nødvendigt vil kunne gribe ind. Efter anmodning fra den anmodende medlemsstat sørger den anmodede medlemsstat for, at vidnet om nødvendigt bistås af en tolk. Med hensyn til tolkning kan der være behov for tolkning såvel i forhold til den anmodede medlemsstats retsmyndighed som i forhold til den anmodende medlemsstats retsmyndighed, da der kan være tilfælde, hvor vidnet ikke taler nogen af sprogene. Reglerne lægger umiddelbart op til, at tolken eller tolkene i givet fald befinder sig samme sted som vidnet. Det fremgår dog ikke udtrykkeligt, at dette er et absolut krav. Vidnet kan påberåbe sig regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse i såvel den anmodende som den anmodede medlemsstat. side 342 Der kan efter aftale mellem den anmodende og den anmodede medlemsstat træffes foranstaltninger til at beskytte vidnet. Dette er ikke nærmere konkretiseret, men det må antages, at der blandt andet tænkes på sløring af billede og lyd. Ved afhøringens afslutning udfærdiger den anmodede medlemsstats retsmyndighed et protokollat over afhøringen, som fremsendes til den anmodende medlemsstat. En eventuel billed- eller lydoptagelse af afhøringen omtales ikke. Udgifterne til oprettelse af videoforbindelsen, udgifterne i forbindelse med betjeningen af videoforbindelsen i den anmodede medlemsstat, aflønning af tolke, medlemsstaten stiller til rådighed, dagpenge til vidner og sagkyndige samt deres rejseomkostninger i den anmodede medlemsstat godtgøres den anmodede medlemsstat af den anmodende medlemsstat, medmindre førstnævnte stat helt eller delvis giver afkald herpå. Vidnet vil have pligt til at deltage i en sådan videoafhøring efter de regler, som gælder for vidnepligt i retssager i den anmodede medlemsstat, dvs. i den stat, hvor vidnet befinder sig. Vidnet vil kunne straffes for falsk forklaring for retten efter reglerne i den anmodede medlemsstat, dvs. i den stat, hvor vidnet befinder sig og afgiver forklaringen. En medlemsstat kan efter skøn anvende de beskrevne regler om afhøring ved hjælp af en videoforbindelse på afhøringer af tiltalte ved hjælp af en videoforbindelse. Dette forudsætter dog en konkret aftale mellem de to medlemsstater, og en medlemsstat kan også generelt udelukke afhøring af tiltalte ved hjælp af en videoforbindelse. Endvidere kan afhøring af tiltalte ved hjælp af en videoforbindelse kun ske med tiltaltes samtykke. Telefoniske afhøringer Konventionen indeholder endvidere en særlig bestemmelse om telefoniske afhøringer (artikel 11). Ifølge denne bestemmelse kan en medlemsstat anmode om bistand til, at en person, der befinder sig i en anden medlemsstat, afhøres som vidne eller som sagkyndig via telefon. Det er en forudsætning for afhøring ved hjælp af telefon, at vidnet eller den sagkyndige indvilger i, at afhøringen foregår på denne måde. Den anmodede medlemsstat skal tillade telefonisk afhøring, forudsat at dette ikke strider mod dens grundlæggende retsprincipper. De praktiske arrangementer i forbindelse med telefoniske afhøringer aftales mellem de pågældende medlemsstater. Den anmodede medlemsstat underretter vidnet om, hvor og hvornår afhøringen finder sted, kontrollerer vidnets identitet og sikrer sig, at vidnet giver sit samtykke til at medvirke ved en telefonisk afhøring. Den anmodede medlemsstat kan forlange, at de for videomøder gældende regler om, at afhøringen foretages direkte under ledelse af en retsmyndighed i den anmodende medlemsstat, om side 343 vidnebeskyttelse, om tolkning, om vidneudelukkelse og vidnefritagelse samt om falsk forklaring for retten, anvendes. Medmindre andet er aftalt, finder reglerne om betaling af udgifter ved videomøder tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne om telefoniske afhøringer kan ikke anvendes på telefonisk afhøring af sigtede eller tiltalte. Ikrafttræden og gennemførelse i Danmark EU-retshjælpskonventionen træder i kraft, når den er ratificeret af otte medlemsstater, idet en stat dog ved ratifikationen kan erklære, at konventionen skal finde foreløbig anvendelse i forholdet til stater, der har afgivet en tilsvarende erklæring. Konventionen forventes gennemført i Danmark ved en ændring af retsplejeloven og straffeloven.
Tyskland har fremsat et forslag til forordning om bevisoptagelse (EFT nr. C 314 af 3. november 2000). Forordningsforslaget, der angår bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, indeholder enkelte bestemmelser om anvendelse af moderne kommunikationsteknologi. Forslagets artikel 11, stk. 3, fastslår, at til de formkrav, som den anmodende ret kan fremsætte ønske om anvendelsen af, hører også "lyd- og billedoptagelser og -overspilninger under anvendelse af moderne kommunikationsteknologi". Forslagets artikel 14, stk. 3, fastslår, at hvis de involverede retter råder over de nødvendige tekniske hjælpemidler og udførelsen af retsanmodningen i øvrigt egner sig dertil, skal der anvendes moderne kommunikationsteknologi, herunder især videomøder, for at gøre det lettere for den anmodende ret og parterne at deltage. Det bemærkes, at forordningen foreslås udstedt med hjemmel i EFtraktatens artikel 61, litra c, og artikel 67, stk. 1. Som følge af det danske forbehold med hensyn til retlige og indre anliggender vil forordningen således i givet fald ikke gælde for Danmark. Der vil dog eventuelt kunne indgås en mellemstatslig parallelaftale mellem Danmark og Fællesskabet.
3.1. Norge I Norge kan vidner og sagkyndige (men ikke parter) afgive telefonisk forklaring for retten. Retten kan beslutte, at et vidne eller en sagkyndig skal afgive telefonisk forklaring, hvis vidnet på grund af side 344 den geografiske afstand ikke har pligt til at møde frem i retten (jf. herom nedenfor), eller andre forhold gør en fjernafhøring ønskelig. En fjernafhøring er ønskelig, når der er en overvægt af hensyn, som taler for fjernafhøring. Når vidnet har mødepligt (jf. nedenfor), er det ikke tilstrækkeligt, at der ikke er afgørende hensyn, der taler imod fjernafhøring (jf. afgørelsen Rt 1996.1756). Fjernafhøring kan ikke tillades, hvis forklaringen er af afgørende betydning for sagen. Parterne skal have adgang til at udtale sig, før retten træffer beslutning om fjernafhøring. I Norge har vidner og sagkyndige som udgangspunkt ikke pligt til at møde i sager for by- og herredsretten, hvis afstanden er over 300 km med rutegående befordringsmiddel eller 50 km på anden måde. I sager for lagmannsretten gælder de dobbelte afstande. Retten kan dog udvide mødepligten, når den finder det påkrævet. Vidner og sagkyndige kan inden for de nævnte afstandsgrænser pålægges at afgive telefonisk forklaring for retten. Vidnet eller den sagkyndige pålægges i så fald at møde til nærmere angiven tid og sted og til at medbringe legitimation, hvis dette besluttes. Telefoniske afhøringer gennemføres som udgangspunkt på dommerkontorer, politikontorer, lensmandskontorer eller i fængsler (for så vidt angår indsatte eller ansatte i fængslet). Telefoniske afhøringer kan også gennemføres på hospitaler eller plejehjem, hvis det findes hensigtsmæssigt. Telefoniske afhøringer kan gennemføres på et andet sted, hvis retten finder det ubetænkeligt. Telefoniske afhøringer gennemføres rent praktisk på den måde, at den dømmende ret ringer vidnet eller den sagkyndige op på det sted, hvor vidnet eller den sagkyndige er pålagt at møde. Vidner og sagkyndige, som afgiver telefonisk forklaring for retten, kan straffes for falsk forklaring for retten på samme måde, som når en forklaring afgives ved fremmøde i retten. Bestemmelserne om fjernafhøring via telefon er udformet således, at de også finder anvendelse på videomøder, men videomøder anvendes ikke i øjeblikket i retssager i Norge, og der er efter det oplyste heller ikke aktuelle planer herom.
3.2.1. Telefonmøder og telefoniske afhøringer En part kan deltage telefonisk i forberedende retsmøder, hvis det er hensigtsmæssigt under hensyn til mødets formål og omstændighederne i øvrigt, eller et fremmøde i retten ville medføre omkostninger eller ulejlighed, som ikke står i rimeligt forhold til betydningen af, at mødet holdes ved fremmøde for retten. Dette gælder både i civile tvistemål og straffesager. side 345 Første led ( hensigtsmæssigt) tager navnlig sigte på mindrekomplicerede sager samt møder om afgrænsede spørgsmål i mere omfattende sager. Andet led ( uforholdsmæssige omkostninger)omfatter navnlig sager om bagatelagtige beløb samt større sager, hvor mødet angår et mindre betydningsfuldt spørgsmål. I civile tvistemål (men ikke i straffesager) kan en part deltage telefonisk i en forenklet domsforhandling (men ikke i en almindelig domsforhandling), hvis parten deltager telefonisk i et forberedende retsmøde. Domsforhandlingen kan holdes i forenklet form med parternes samtykke. Forenklet domsforhandling skal holdes i umiddelbar tilknytning til et forberedende møde eller senest 15 dage herefter. Telefonisk forenklet domsforhandling skal dog holdes i umiddelbar tilknytning til et forberedende møde. Forenklet domsforhandling kan uanset parternes samtykke holdes i umiddelbar tilknytning til et forberedende møde, hvis sagen er åbenbar. Forenklingen består i, at det, som er sagt under det forberedende møde, ikke skal gentages under domsforhandlingen. Man kan også formulere det på den måde, at det forberedende møde retrospektivt bliver en del af domsforhandlingen (men det er ikke den terminologi, den svenske retsplejelov anvender). Et vidne kan afgive telefonisk forklaring, hvis det er hensigtsmæssigt under hensyn til bevisets art og omstændighederne i øvrigt, eller bevisoptagelse efter de almindelige regler ville medføre omkostninger, som ikke står i rimeligt forhold til betydningen af, at beviset optages på traditionel vis.
Den svenske rigsdag vedtog i maj 1999 et lovforslag om en toårig forsøgsordning med brug af videomøder ved de almindelige domstole (dvs. ikke ved forvaltningsdomstolene). Hovedsigtet med forsøgsordningen er at give domstolene mulighed for en mere fleksibel sagsbehandling og at øge domstolenes tilgængelighed for borgerne. Forsøgsordningen trådte i kraft den 1. januar 2000 og omfatter sagsbehandlingen ved de almindelige domstole generelt, dvs. både civile tvistemål, straffesager og konkurssager. Forsøgsordningen udvides den 1. april 2001 til også at omfatte forvaltningsdomstolene. Forsøgsordningen omfatter indtil da tre hovretter og fem tingsretter. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at indkaldelse til deltagelse i et videomøde vil ske til et nærmere angivet lokale, hvor videomødeudstyret findes. Det fremgår ikke udtrykkeligt, men det er muligvis hensigten, at sådanne lokaler alene skal indrettes hos offentlige myndigheder. Parters deltagelse i retsmøder via en videoforbindelse En part kan deltage i et retsmøde via en videoforbindelse: side 346 1) hvis det er hensigtsmæssigt under hensyn til formålet med partens deltagelse og omstændighederne i øvrigt, eller 2) hvis retsmødet ellers ville medføre omkostninger eller ulejlighed, som ikke står i rimeligt forhold til betydningen af, at parten møder frem i retten. I straffesager i første instans kan tiltalte dog kun deltage via en videoforbindelse i domsforhandlingen, hvis der ikke bliver spørgsmål om at idømme en højere straf end ubetinget fængsel i tre måneder. Dette kriterium svarer til betingelserne for at afgøre sagen uanset tiltaltes udeblivelse. Tiltalte får således mulighed for at deltage via en videoforbindelse i samme omfang, som der ville være mulighed for at afgøre sagen uanset tiltaltes udeblivelse. Det er dog yderligere en betingelse for afsigelse af udeblivelsesdom, dels at sagen kan oplyses tilfredsstillende i tiltaltes fravær, dels at tiltalte er udeblevet én gang tidligere under sagen. Disse betingelser er ikke relevante for spørgsmålet om tiltaltes deltagelse via en videoforbindelse, da tiltaltes deltagelse på denne måde må antages at give mulighed for en tilfredsstillende oplysning af sagen. Med hensyn til forberedelsen af civile sager bør man ifølge lovforslagets bemærkninger navnlig være opmærksom på, om der er udsigt til, at sagen kan forliges, og om deltagelse via en videoforbindelse eventuelt vil mindske mulighederne for forlig. I indispositive sager bør parterne som regel møde frem i retten under forberedelsen. Med hensyn til domsforhandlingen i civile sager vil hovedanvendelsesområdet for deltagelse via en videoforbindelse ifølge lovforslagets bemærkninger være ukomplicerede sager og sager af ringe værdi. Der bør dog være et ikke uvæsentligt område, hvor en part gives mulighed for at deltage i domsforhandlingen via en videoforbindelse også i sager af større værdi eller af mere kompliceret karakter. Retten bør tage hensyn til modpartens holdning til, om deltagelse via en videoforbindelse er hensigtsmæssig. Hvis parterne i en dispositiv sag er enige om, at deltagelse via en videoforbindelse er hensigtsmæssig, vil retten ofte kunne tillade en sådan deltagelse. I indispositive sager bør retten derimod være mere forsigtig med at tillade deltagelse via en videoforbindelse. Med hensyn til domsforhandlingen i straffesager vil hovedanvendelsesområdet for tiltaltes deltagelse via en videoforbindelse ifølge lovforslagets bemærkninger være tilfælde, hvor der foreligger en tilståelse. Dette er dog ikke et absolut krav, men hvis retten af hensyn til sanktionsspørgsmålet ønsker oplysninger om tiltaltes personlige forhold, vil det formentlig ikke helt sjældent være mindre hensigtsmæssigt, at tiltalte deltager i domsforhandlingen via en videoforbindelse. side 347 Det fremgår videre af lovforslagets bemærkninger, at unge lovovertrædere som udgangspunkt ikke bør deltage i domsforhandlingen via en videoforbindelse. Der gælder dog ikke noget absolut forbud herimod. Endelig fremgår det, at tiltaltes forsvarer som udgangspunkt bør være ved den tiltaltes side, men at det dog ikke kan udelukkes, at der vil være situationer, hvor det er mere hensigtsmæssigt, at forsvareren befinder sig i retten, mens tiltalte deltager via en videoforbindelse. Tiltaltes holdning til spørgsmålet skal tillægges stor vægt, og der bør også tages hensyn til omkostningerne. Lovforslaget omtaler ikke de to andre muligheder, som logisk set kan tænkes: tiltaltes tilstedeværelse i retten og forsvarerens deltagelse via en videoforbindelse samt begges deltagelse via en videoforbindelse, men fra hver sit sted. Forslaget giver under de nævnte betingelser også mulighed for, at sigtede kan deltage via en videoforbindelse i et retsmøde om varetægtsfængsling, herunder det første retsmøde herom (som i Danmark ville være et grundlovsforhør). Ifølge lovforslagets bemærkninger kan dette ikke antages at være i strid med artikel 5, stk. 3, i Den Europæiske Menneskeretskonvention om, at en person, der anholdes, ufortøvet skal stilles for en dommer ( shall be broughtpromptly before a judge). Hovedformålet med bestemmelsen er således, at spørgsmålet om frihedsberøvelse hurtigt undergives domstolskontrol, og også den, der deltager via en videoforbindelse, vil være blevet stillet for en dommer. Hertil kommer, at deltagelse i et videomøde er frivillig for den pågældende (jf. herom nedenfor). Det bemærkes endelig, at udtrykket "en part" også omfatter anklageren i straffesager. Anklageren kan således under de nævnte betingelser deltage i et retsmøde via en videoforbindelse. Dette gælder både under efterforskningen, under forberedelsen af domsforhandlingen og under domsforhandlingen. Bevisførelse via en videoforbindelse Efter forslaget skal bevis kunne optages gennem et videomøde: 1) hvis det er hensigtsmæssigt under hensyn til bevisets art og omstændighederne i øvrigt, eller 2) hvis bevisoptagelse efter retsplejelovens almindelige regler ville medføre omkostninger eller ulejlighed, som ikke står i rimeligt forhold til betydningen af, at beviset optages på en sådan måde. En forklaring afgivet via en videoforbindelse vil i overensstemmelse med almindelig praksis med hensyn til protokollering af forklaringer blive optaget på lydbånd, men ikke på videobånd. Frivillighed Efter forslaget er der ikke nogen pligt til at deltage i et retsmøde eller afgive forklaring via en videoforbindelse. Undladelse af at efterkomme en indkaldelse til at deltage i et videomøde er ikke side 348 sanktioneret, og den, der indkaldes, har krav på i stedet at møde frem i retten, hvis den pågældende foretrækker dette. Den, der rent faktisk deltager via en videoforbindelse, anses imidlertid som deltager på samme måde som ved fremmøde i retten. Efter forslaget vil den, der deltager i et videomøde, have krav på vidnegodtgørelse eller omkostningsdækning efter samme regler som ved fremmøde i retten.
Falsk forklaring for retten straffes i Sverige efter regler om mened. Strafansvaret hænger således sammen med aflæggelsen af vidneed. Strafansvaret er uafhængigt af, om vidnet afgiver forklaring ved fremmøde i retten eller via en videoforbindelse eller telefon. Det svenske justitsministerium har ikke umiddelbart kendskab til sager om mened ved telefonisk forklaring (videomøder er som nævnt først taget i anvendelse fra den 1. januar 2000).
videoforbindelse eller telefon 4.1. Dispositive civile sager 4.1.1. Retsmøder under forberedelsen Retsplejerådet finder, at det i en række tilfælde vil være hensigtsmæssigt, at et møde ikke afholdes ved fremmøde i retten, men som videomøde eller telefonmøde, således at parterne eller deres advokater ikke behøver at rejse til retten. Fordelen er ikke blot den sparede rejsetid, men også at mødet typisk vil kunne holdes væsentligt hurtigere, da det vil være nemmere at finde plads i både rettens og parternes eller advokaternes kalender. Retsplejerådet finder således, at det vil smidiggøre og dermed effektivisere processen, at et retsmøde kan afholdes via videoforbindelse eller som telefonmøde. I mange sager vil parterne eller en af parterne være repræsenteret af en udenbys advokat, for hvem det vil være en betydelig fordel ikke at behøve at rejse til retten i anledning af et forberedende møde. Muligheden for at deltage telefonisk eller via en videoforbindelse i et sådant retsmøde vil dermed også bidrage til, at den deltagende advokat kender sagen og er bemyndiget til at disponere i sagen, da den advokat, der fører sagen, sjældnere vil føle behov for at lade sig repræsentere af en lokal advokatforbindelse. En afledet konsekvens af at indføre telefoniske retsmøder og videomøderetsmøder vil for så vidt være, at der efterhånden ikke længere vil være behov for, at lokale advokatfirmaer giver møde for udenbys advokater i forberedende retsmøder. Men dette gælder side 349 naturligvis begge veje. Advokatfirmaer, som hidtil har fungeret som lokal advokatforbindelse ved retssager ved en bestemt ret, vil selv få de samme muligheder for at deltage i telefoniske retsmøder og videomøderetsmøder ved retter i andre byer. Hovedanvendelsesområdet for videomøder og telefonmøder vil være retsmøder under forberedelsen, hvor der ikke skal ske bevisførelse. Sådanne møder vil for eksempel kunne angå tilskæring af sagen i juridisk og bevismæssig henseende, fastlæggelse af en tidsplan for forberedelsen, stillingtagen til, om der skal afholdes syn og skøn, og i givet fald formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden, samt stillingtagen til sagens behandling ved én eller flere juridiske dommere eller eventuelt med sagkyndige dommere, jf. nærmere kapitel 8. Der vilogså kunne være tale om møder, hvor der gennemføres en egentlig formalitetsprocedure, eksempelvis med hensyn til et værnetingsspørgsmål eller med hensyn til opsættende virkning. Der er en glidende overgang mellem møder med et mere praktisk og planlægningsmæssigt sigte og møder, hvor retten afgør et formalitetsspørgsmål efter procedure herom. Retten kan afgøre formalitetsspørgsmål uden afholdelse af møde, og også på møder, der som udgangspunkt angår sagens tilskæring og tilrettelæggelse, kan der være tvistepunkter, som retten skal tage stilling til, eksempelvis med hensyn til syn og skøn eller edition. Videomøder og telefonmøder vil også kunne anvendes i retsmøder under forberedelsen, hvor der sker bevisførelse. Der tænkes her på en parts eller en parts advokats deltagelse i retsmødet via videoforbindelse eller telefon. Vidners og syns- og skønsmænds afgivelse af forklaring via videoforbindelse eller telefon omtales i afsnit 5 nedenfor. I sådanne retsmøder gør de samme hensyn sig gældende med hensyn til at spare rejsetid og rejseomkostninger og til at motivere til, at de mødende kender sagen. Retsplejerådet foreslår på den baggrund, at parter skal kunne deltage via videoforbindelse eller telefon i retsmøder under forberedelsen, medmindre dette er uhensigtsmæssigt. Er der tale om, at en part skal afgive partsforklaring i retsmødet (jf. afsnit 7 om afhøringer før domsforhandlingen), skal dette dog i givet fald ske under tilsvarende betingelser og kontrolforanstaltninger, som foreslås for vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2 og 5.3). Retsplejerådets forslag om parters deltagelse i retsmøder via videoforbindelse eller telefon gælder tilsvarende parternes advokater eller anden rettergangsfuldmægtig. Forslaget giver således mulighed for, at parten selv deltager i retsmødet via videoforbindelse eller telefon, mens advokaten møder frem i retten, eller omvendt. Forslaget giver ligeledes mulighed for, at både parten og advokaten deltager i retsmødet via videoforbindelse eller telefon, enten fra samme sted eller fra hver sit sted. Med hensyn til valget mellem videomøde og telefonmøde henvises til afsnit 4.1.4. side 350
Som altovervejende hovedregel bør parterne være til stede eller repræsenteret i retten under domsforhandlingen. En part, der ikke er repræsenteret i retten, eller dennes advokat eller anden rettergangsfuldmægtig bør dog kunne deltage via videoforbindelse eller telefon, hvis dette af særlige grunde er hensigtsmæssigt. Afgivelse af partsforklaring skal dog i givet fald ske under tilsvarende betingelser og kontrolforanstaltninger, som foreslås for vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2 og 5.3). Om deltagelse via videoforbindelse eller telefon af særlige grunde er hensigtsmæssig, vil afhænge af en konkret vurdering. Det vil navnlig være i mindre sager, at en deltagelse via videoforbindelse eller telefon vil kunne være hensigtsmæssig, da omkostningerne ved en længere rejse frem og tilbage let vil kunne stå i misforhold til sagens betydning. Det bemærkes, at rejseomkostningerne ikke kun består i selve rejseudgifterne, men også i den medgåede tid, som en advokat vil tage sig betalt for, og som for en part kan betyde mistet arbejdsfortjeneste. Hvis en part befinder sig i udlandet, vil det også i større sager kunne være hensigtsmæssigt, at denne part deltager i domsforhandlingen via videoforbindelse eller telefon, da såvel rejseudgifterne som rejsetiden ved et fremmøde i retten her kan være mange gange større end ved rejser inden for landets grænser. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at muligheden for at deltage i retsmøder via videoforbindelse eller telefon ikke i sig selv ændrer ved reglerne om advokaters møderet, men i det omfang, advokater fra andre lande har møderet for danske domstole, jf. eksempelvisretsplejelovens § 260, stk. 4, om advokater fra andre nordiske lande, vil de få større praktisk mulighed for at gøre brug heraf. Retsplejerådets forslag om, at en part kan deltage i domsforhandlingen via videoforbindelse eller telefon, hvis det af særlige grunde er hensigtsmæssigt, gælder også for parternes advokater eller anden rettergangsfuldmægtig. Forslaget giver således mulighed for, at parten selv deltager i retsmødet via videoforbindelse eller telefon, mens advokaten møder frem i retten, eller omvendt. Forslaget giver ligeledes mulighed for, at både parten og advokaten deltager i retsmødet via videoforbindelse eller telefon, enten fra samme sted eller fra hver sit sted. Retsplejerådet foreslår desuden, at hvis en part er repræsenteret i retten, skal parten selv kunne deltage via videoforbindelse eller telefon, medmindre dette er uhensigtsmæssigt. Afgivelse af partsforklaring skal dog som nævnt i givet fald ske under tilsvarende betingelser og kontrolforanstaltninger, som foreslås for vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2 og 5.3). Med hensyn til valget mellem videomøde og telefonmøde henvises til afsnit 4.1.4. side 351
Formålet med at give parter og deres advokater mulighed for at deltage i retsmøder, herunder domsforhandlingen, via videoforbindelse eller telefon er overordnet set at fremme fleksibilitet og effektivitet i sagsbehandlingen. Videomøder og telefonmøder er således på den ene side en mulighed for parterne og på den anden side et middel for retten til at opnå en effektiv sagsbehandling. I en vis forstand er det altid frivilligt for en part at deltage via videoforbindelse eller telefon. En part og dennes advokat eller anden rettergangsfuldmægtig har krav på indkaldelse til og (fysisk) tilstedeværelse i alle retsmøder. Retsplejerådet foreslår ingen ændringer heri. Frivilligheden kan imidlertid ikke strækkes så vidt, at en part kan forlange, at der ses bort fra muligheden for deltagelse via videoforbindelse eller telefon, når retten fastsætter tidspunktet for et retsmøde, herunder berammer domsforhandlingen. Retten skal imidlertid tage hensyn til en rimeligt begrundet modstand mod at deltage via videoforbindelse eller telefon. Hvis en part således efter aftale med sin advokat ønsker at være til stede i retten sammen med advokaten under domsforhandlingen, skal retten tage rimeligt hensyn hertil ved berammelsen af domsforhandlingen. Hvis parten er et selskab eller anden juridisk person, må parten imidlertid være indstillet på, at én repræsentants lovlige forhindring ikke nødvendigvis er afgørende, da der så må sendes en anden repræsentant. Retten bør også tage rimeligt hensyn til modvilje mod at deltage i et retsmøde via en videoforbindelse, som er begrundet i, at parten eller dennes advokat ikke selv råder over videomødeudstyr.
På længere sigt må valget mellem videomøde og telefonmøde i tilfælde, hvor begge muligheder foreligger, først og fremmest ske på grundlag af mødets forventede længde. Et kort møde afholdes mest hensigtsmæssigt som et telefonmøde, mens andre møder ideelt set bør holdes som et videomøde. Fordelen ved et videomøde frem for et telefonmøde er naturligvis, at man kan se den talende. Dette letter kommunikationen, da det under en længere telefonsamtale med tre eller flere deltagere er ganske krævende at holde styr på, hvem der taler, når deltagerne ikke i forvejen kender hinanden. Man kan naturligvis sige sit navn, hver gang man siger noget, men det vil også gøre samtalen meget tung. På kort sigt vil begrænsninger i de praktiske muligheder for at gennemføre et videomøde dog kunne gøre, at man vælger at afholde et møde som et telefonmøde, selv om det ikke forventes at være kortvarigt. side 352
Retsplejerådet finder, at parterne også i indispositive sager bør kunne deltage i retsmøder via videoforbindelse eller telefon. I indispositive sager bør retten dog være noget mere tilbageholdende med at give tilladelse hertil end i dispositive sager. Retsplejerådet foreslår, at en part kan deltage i et retsmøde under forberedelsen via videoforbindelse eller telefon, medmindre dette er uhensigtsmæssigt, og i domsforhandlingen via en videoforbindelse, hvis dette af særlige grunde er hensigtsmæssigt, men kun undtagelsesvis via telefon.
Parterne bør ligeledes kunne deltage via videoforbindelse eller telefon i retsmøder, der afholdes i fogedsager eller med henblik på afgørelse af tvister i skiftesager, herunder konkurssager. Dette gælder, hvad enten der skal ske bevisførelse eller ej. I almindelighed vil en part kunne deltage via videoforbindelse eller telefon, medmindre dette er uhensigtsmæssigt. Er der i en fogedsag eller skiftesag berammet en procedure, vil der dog gælde samme regler som for domsforhandlingen i domssager, jf. herom afsnit 4.1.2 ovenfor. Der kan for eksempel være tale om en forbudssag eller om en fordringsprøvelse i en konkurssag. Endvidere bør skyldneren ikke kunne deltage telefonisk i et retsmøde, hvor den pågældende skal opfylde sin oplysningspligt efter retsplejelovens § 497, og skyldnerens eventuelle deltagelse via en videoforbindelse bør i sådanne retsmøder finde sted under tilsvarende kontrolforanstaltninger, som foreslås for afgivelse af vidneforklaringer, jf. afsnit 5.2 nedenfor. Det bemærkes, at retten i disse tilfælde formentlig relativt sjældnere end i civile tvistemål vil finde det hensigtsmæssigt, at deltagelse sker via en videoforbindelse.
Indledningsvis bemærkes, at Retsplejerådet opfatter spørgsmålet om videomøder og telefonmøder som et emne af fælles interesse for civile sager og straffesager. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at der gennemføres en samlet lovregulering, som omfatter både civile sager og straffesager. Selv om dette mest åbenbart er tilfældet for så vidt angår bevisførelse i form af afgivelse af forklaring af vidner og sagkyndige (afsnit 5 nedenfor), har Retsplejerådet dog fundet at burde behandle side 353 også spørgsmålet om parternes deltagelse i straffesager via videoforbindelse eller telefon. Parterne i en offentlig straffesag er på den ene side anklagemyndigheden og på den anden side sigtede eller tiltalte. Efter en kort omtale af parters telefoniske deltagelse i retsmøder (afsnit 4.4.1) behandles i det følgende anklagerens (afsnit 4.4.2), sigtedes eller tiltaltes (afsnit 4.4.3) og forsvarerens (afsnit 4.4.4) deltagelse i retsmøder via en videoforbindelse.
I straffesager bør parterne ikke kunne deltage telefonisk i et retsmøde. Sigtedes eller tiltaltes fysiske tilstedeværelse i retten er langt væsentligere i straffesager end parternes i civile sager, og der er ikke samme hensyn at tage til anklagemyndigheden som til en part i en civil sag. Den mulighed, som efter gældende ret måtte eksistere for inden for rammerne af reglerne om udeblivelsesdomme at tillægge det betydning, at retten eventuelt var i telefonisk kontakt med tiltalte under retsmødet, berøres ikke heraf.
videoforbindelse Der er næppe noget stort behov for at give anklageren mulighed for at deltage i et retsmøde via en videoforbindelse. De geografiske forhold er forskellige i Danmark og Sverige, og i Danmark vil det med den nuværende politi- og retskredsstruktur sjældent være særligt besværligt for anklagemyndighedens repræsentant at møde op i retten. Med den forventede reform af politi- og retskredsstrukturen vil der dog i enkelte politikredse kunne blive tale om, at politiets anklagere jævnligt vil skulle møde ved retten i en anden by. Endvidere bør den sigtede eller tiltalte, som selv er til stede i retten, altid have mulighed for at møde ikke alene sin dommer, men også sin anklager ansigt til ansigt. Retsplejerådet finder på den baggrund, at anklageren aldrig skal kunne deltage via videoforbindelse, hvis sigtede eller tiltalte er til stede i retten. Anklageren bør heller ikke kunne deltage via videoforbindelse under domsforhandlingen i første instans eller i ankesager, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, selv om tiltalte undtagelsesvis ikke er til stede. I andre tilfælde bør der imidlertid være mulighed herfor, hvis det er forsvarligt, og der i øvrigt foreligger særlige grunde. side 354
via en videoforbindelse I straffesager er sigtedes eller tiltaltes personlige tilstedeværelse i retten normalt af større betydning end parternes personlige tilstedeværelse i civile sager. Da en deltagelse via en videoforbindelse ikke kan sidestilles med en tilstedeværelse i retten, kan videomøder ikke forventes at få samme udbredelse i straffesager som i civile sager. Efter Retsplejerådets opfattelse bør deltagelse via en videoforbindelse altid være frivillig for sigtede eller tiltalte. I princippet burde sigtede eller tiltalte således altid kunne forlange i stedet at blive fremstillet for retten, hvis han eller hun får tilbud om at deltage via en videoforbindelse. En sådan regel vil dog have den uhensigtsmæssige konsekvens, at man ikke ville kunne tilbyde videomøde i de tilfælde, hvor det ville være forbundet med uforholdsmæssigt besvær (retsplejelovens § 748, stk. 1, in fine) eller uforholdsmæssige vanskeligheder (§ 767, stk. 1, in fine) at fremstille tiltalte i retten. Reglen bør derfor snarere være, at retten kan tilbyde sigtede eller tiltalte at deltage i et retsmøde under efterforskningen eller forberedelsen af domsforhandlingen via videoforbindelse, hvis sigtedes eller tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. En sådan regel vil ikke ændre på, hvornår tiltalte har krav på at kunne komme fysisk til stede i retsmødet (jf. de nævnte bestemmelser samt § 837, stk. 3). Retsplejerådet har overvejet, om et sådant kriterium også ville kunne anvendes for domsforhandlingen i straffesager. Retsplejerådet finder imidlertid, at de alvorligste straffesager helt bør undtages fra muligheden for deltagelse via en videoforbindelse, og at det desuden vil være hensigtsmæssigt at søge inspiration i de gældende regler om udeblivelsesdomme, der i en række situationer blandt andet indeholder absolutte grænser for, hvilken straf der kan idømmes ved en udeblivelsesdom. I det følgende omtales særskilt grundlovsforhør, fristforlængelser, anteciperet bevisførelse, forberedelsen af domsforhandlingen, domsforhandlingen, tilståelsessager samt ankesager. Retsplejerådet foreslår, at i alle tilfælde, hvor sigtede eller tiltalte afgiver forklaring, skal sigtedes eller tiltaltes deltagelse via en videoforbindelse ske under tilsvarende kontrolforanstaltninger, som foreslås for vidneforklaringer (jf. afsnit 5.2). Grundlovsforhør Retsplejerådet finder, at grundlovsforhør bør undtages fra muligheden for at deltage via en videoforbindelse. Den første iværksættelse af varetægtsfængsling er det alvorligste straffeprocessuelle tvangsindgreb, og efter gældende ret skal sigtede være alvorligt syg eller bevidstløs for ikke fysisk at blive fremstillet for retten i grundlovsforhøret. Der må også tænkes på, at artikel 5, stk. 3, i Den side 355 Europæiske Menneskeretskonvention stiller krav om, at enhver, der anholdes, ufortøvet skal stilles for en dommer ( be brought before ajudge). Videomøder var ikke en realistisk dagligdags mulighed, da artikel 5, stk. 3, blev formuleret, og der kan argumenteres for, at en videofremstilling er tilstrækkelig til at opfylde bestemmelsen. Formålet med bestemmelsen er imidlertid blandt andet, at en uafhængig dommer skal kontrollere politiets behandling af anholdte. Det er uden nævneværdig praktisk betydning i Danmark, men man kan godt tænke sig lande i Europa, hvor det efter omstændighederne kan have væsentlig betydning for beskyttelsen af den anholdte, at dommeren ser vedkommende umiddelbart foran sig frem for på en videoskærm. Grundlovens § 71, stk. 3, fastsætter, at enhver, der anholdes, skal stilles for en dommer inden 24 timer. Bestemmelsen forstås således, at undladelse af fremstilling for en dommer inden 24 timer kun er grundlovsmæssig, når den anholdte ikke er i stand til at møde frem i retten, for eksemplel på grund af hospitalsindlæggelse, jf. Kommenteret Grundlov, 1999, s. 346. I givet fald antages der at gælde en 24-timers frist fra det tidspunkt, hvor der ikke længere er nogen hindring for fremstilling (anf.st.). Retsplejelovens § 764, stk. 2, 2. pkt., er i overensstemmelse hermed. Hvad der ligger i at blive stillet for en dommer, har så vidt ses kun været diskuteret i én bestemt sammenhæng. Det drejer sig om den fremgangsmåde, som undertiden anvendes i praksis, at den anholdte fremstilles for dommeren i et ultrakort retsmøde, hvor alene navn, sigtelse og anholdelsestidspunkt meddeles dommeren, hvorefter retsmødet udsættes. Fremgangsmåden anvendes navnlig, når dommeren er optaget af andre grundlovsforhør. Der er ikke enighed om, hvorvidt fremgangsmåden opfylder kravet om at blive stillet for en dommer, jf. Kommenteret Grundlov, 1999, s. 345. Denne diskussion angår de indholdsmæssige krav til grundlovsforhøret og er ikke direkte relevant for spørgsmålet om, hvorvidt et grundlovsforhør kan gennemføres som et videomøde. Grundlovens 24-timers frist stammer fra en forordning fra 1796 (inspirationen kom fra den franske forfatning af 1791) og har stået i grundloven siden 1849. Videomøder er derfor af gode grunde uomtalt i forarbejderne. Retsplejerådet finder, at en videofremstilling ikke bør kunne opfylde kravet om, at en anholdt, der ikke forinden er løsladt, inden 24 timer skal stilles for en dommer. I de tilfælde, hvor et grundlovsforhør efter gældende ret kan afholdes uden sigtedes tilstedeværelse, bør der imidlertid ikke være noget til hinder for, at sigtede deltager via en videoforbindelse, hvis dette dog er muligt. En sådan deltagelse ændrer imidlertid ikke ved, at sigtede fysisk skal stilles for en dommer inden 24 timer efter, at hindringen herfor er ophørt, jf. retsplejelovens § 764, stk. 2, 2. pkt. side 356 Fristforlængelser Retsplejerådet foreslår som nævnt, at retten kan tilbyde sigtede eller tiltalte at deltage i et retsmøde under efterforskningen via en videoforbindelse, hvis sigtedes eller tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Denne regel vil også gælde retsmøder, hvor der skal tages stilling til politiets anmodning om forlængelse af varetægtsfængsling. Retsplejerådet finder, at en anvendelse af videomøder som alternativ til personligt fremmøde i disse tilfælde vil kunne spare mange ressourcer, som i dag anvendes til transport og bevogtning. Retsplejerådet finder imidlertid, at varetægtsfængsling er et så alvorligt indgreb, at reglerne om, hvornår den fængslede har krav på at komme til stede i retten ved afgørelser om forlængelse af varetægtsfængslingen, ikke bør ændres. En anmodning fra sigtede eller tiltalte om fysisk fremstilling i retten vil således også fremover kun kunne afslås, hvis en sådan fremstilling ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, jf. retsplejelovens § 767, stk. 1, in fine. Retsplejerådet bemærker i den forbindelse, at når retten skal vurdere, om en fysisk fremstilling i retten vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, skal der foretages en afvejning mellem de med fremstillingen forbundne vanskeligheder og sigtedes eller tiltaltes interesse i at være personligt til stede i retten. Såfremt sigtede eller tiltalte har mulighed for at deltage i retsmødet via en videoforbindelse, vil dette kunne indgå i vurderingen af sigtedes eller tiltaltes interesse i at være fysisk til stede i retten. Anteciperet bevisførelse Retsplejerådet foreslår som nævnt, at retten skal kunne tilbyde sigtede at deltage i et retsmøde under efterforskningen via en videoforbindelse, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Forslaget vil også omfatte retsmøder, der afholdes med henblik på anteciperet bevisførelse efter retsplejelovens § 747, 2. og 3. pkt. Med hensyn til billed- eller lydoptagelse af bevisførelsen henvises til afsnit 8.3.2. Forberedelsen af domsforhandlingen Retsplejerådet foreslår som nævnt, at retten skal kunne tilbyde tiltalte at deltage i et retsmøde under forberedelsen af domsforhandlingen via en videoforbindelse, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. I praksis vil det dog nok være mere relevant, at forsvareren (jf. afsnit 4.4.4) og eventuelt anklageren (jf. afsnit 4.4.2) deltager via en videoforbindelse i et sådant retsmøde, hvis formål er at tilrettelægge domsforhandlingen, eksempelvis med hensyn til bevisførelsen. Hvis side 357 tiltalte ikke ønsker at deltage i retsmødet, vil det kunne gennemføres som et videotelefonmøde mellem dommeren, anklageren og forsvareren. Domsforhandlingen Med hensyn til domsforhandlingen kan man - som i Sverige - sige, ati de tilfælde, hvor sagen kan afgøres uden tiltaltes tilstedeværelse, må der så meget desto mere være mulighed for, at tiltalte deltager i domsforhandlingen via en videoforbindelse. Retsplejerådet finder således, at tiltalte i hvert fald bør kunne deltage i domsforhandlingen via en videoforbindelse i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end fængsel i 6 måneder, forudsat at retten ikke finder tiltaltes fysiske tilstedeværelse nødvendig. Dette svarer til, at efter retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 3, kan en domsforhandling fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, når der under sagen alene er spørgsmål om ubetinget frihedsstraf i 6 måneder eller derunder, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet samtykke til sagens fremme. I forhold til gældende ret vil dette betyde, at flere sager vil blive afgjort uden tiltaltes fysiske tilstedeværelse i retten, da tiltaltes deltagelse via en videoforbindelse vil gøre det væsentligt mere sandsynligt, at sagen kan afgøres, uden at tiltalte er fysisk til stede i retten. Det er ikke sikkert, at tiltalte særligt ofte vil sige ja til at deltage via en videoforbindelse. I de fleste tilfælde har tiltalte næppe så langt at rejse, at han eller hun ville finde det nemmere at deltage via en videoforbindelse. Når tiltalte udebliver i disse sager, er det normalt, fordi vedkommende er ligeglad, eller for at trænere sagen. Det gør imidlertid næppe nogen skade at have regler om tiltaltes mulighed for at deltage i domsforhandlingen via en videoforbindelse. I det omfang, tiltalte ignorerer de nye muligheder, kan praksis blot fortsætte som hidtil. I det mindretal af sager, hvor en mere interesseret og mere samarbejdsvillig tiltalt ser en fordel i at deltage via en videoforbindelse, vil tilbuddet øge domstolenes tilgængelighed for borgerne, således som det også er formålet med den i Sverige gennemførte forsøgsordning med brug af videomøder i retsplejen. I lyset heraf og i betragtning af, at deltagelse via en videoforbindelse altid skal ses som et tilbud til tiltalte, kan det også overvejes at give mulighed for deltagelse via en videoforbindelse i videre omfang, end der kan afsiges udblivelsesdom. Retsplejerådet finder, at der bør gives mulighed for deltagelse via en videoforbindelse i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om at idømme højere straf end fængsel i 1 år, forudsat at retten ikke finder tiltaltes fysiske tilstedeværelse nødvendig. side 358 Retsplejerådet bemærker, at muligheden for, at tiltalte deltager i domsforhandlingen via en videoforbindelse, efter omstændighederne vil være en fordel i visse sager med flere tiltalte, hvor en af de tiltalte måske er tiltalt for færre forhold end de andre. Hvis denne tiltalte befinder sig fjernt fra den dømmende ret, vil muligheden for en deltagelse via en videoforbindelse være til stor nytte, både for den pågældende selv og for de medtiltalte samt vidner, hvis en udeblivelse ellers kunne befrygtes, således at domsforhandlingen måtte aflyses. Tilståelsessager Tilståelsessager afgøres efter en forenklet fremgangsmåde, uden at der formelt afholdes en domsforhandling. Der afholdes imidlertid et retsmøde, som - bortset fra, at fremgangsmåden er forenklet - svarertil domsforhandlingen i andre straffesager. Retsplejerådet foreslår, at tiltalte skal kunne deltage via videoforbindelse i et sådant såkaldt § 925-retsmøde (fra den 1. juli 2001: § 922-retsmøde) i samme omfang som i domsforhandlingen i ikke-tilståelsessager. Tiltalte vil således kunne deltage via en videoforbindelse i sager, hvor der ikke bliver spørgsmål om at idømme højere straf end fængsel i 1 år, forudsat at retten ikke finder tiltaltes fysiske tilstedeværelse nødvendig. Selv om der anvendes samme kriterium - om tiltaltestilstedeværelse i retten er nødvendig - kan anvendelsen i praksis afmuligheden for tiltaltes deltagelse via videoforbindelse dog godt blive lidt forskellig i tilståelsessager i forhold til ikke-tilståelsessager. Nødvendigheden af tiltaltes tilstedeværelse i retten vil således ofte være begrundet i bevishensyn. Dette hensyn vil sjældnere gøre sig gældende i tilståelsessager, eftersom der ikke gennemføres en egentlig bevisførelse. Hvis der er tvivl om tilståelsens rigtighed, eller hvis tiltaltes forklaring indgår i sagen mod en anden tiltalt, kan tiltaltes tilstedeværelse i retten dog være nødvendig også i en tilståelsessag. Også mere praktiske grunde kan gøre tiltaltes fysiske tilstedeværelse nødvendig, eksempelvis hvis der er behov for at gennemgå et større antal dokumenter. Retsplejerådet er opmærksom på, at modstykket til, at sagen afgøres efter en forenklet fremgangsmåde, er, at tiltalte i retten skal afgive en uforbeholden tilståelse. Retsplejerådet finder imidlertid ikke, at der er generelle betænkeligheder ved, at denne tilståelse i givet fald afgives via en videoforbindelse, når der ikke bliver spørgsmål om at idømme højere straf end fængsel i 1 år. Rådet understreger i den forbindelse, at efter rådets forslag kræves tiltaltes samtykke, ligesom det kræves, at retten ikke konkret finder tiltaltes fysiske tilstedeværelse i retten nødvendig. Rådet har endelig også lagt vægt på, at hvis tiltalte ikke tilstår (eller ikke samtykker i sagens afgørelseefter en forenklet fremgangsmåde), vil sagen under de nævnte forudsætninger - tiltaltes samtykke til deltagelse viafjernkommunikation og rettens beslutning om, at tiltaltes side 359 tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig - efter rådets forslag kunneafgøres uden tiltaltes tilstedeværelse i retten (jf. ovenfor). Efter rådets opfattelse er der således ikke grundlag for, at betingelserne for, at tiltalte deltager i en tilståelsessag via fjernkommunikation skal være strengere end betingelserne for, at tiltalte deltager via fjernkommunikation i en domsmandssag eller en kapitel 81-sag. Retsplejerådet er endvidere opmærksom på, at det praktiske behov for, at tiltalte deltager i en tilståelsessag via en videoforbindelse, er mindre end i andre straffesager, da tilståelsessager kan behandles ved retten på det sted, hvor sigtede bor eller opholder sig, jf. retsplejelovens § 694, stk. 3, 1. pkt. Retsplejerådet finder dog, at muligheden for deltagelse via en videoforbindelse bør være der. Ankesager I ankesager, hvor der er spørgsmål om at bedømme beviserne for tiltaltes skyld, bør tiltalte kunne deltage i domsforhandlingen via en videoforbindelse i samme omfang som i første instans. I andre ankesager (herunder alle ankesager for Højesteret) bør tiltalte kunne deltage via en videoforbindelse, forudsat at retten ikke finder tiltaltes fysiske tilstedeværelse i retten nødvendig. Der mindes om, at deltagelse via en videoforbindelse er et tilbud til tiltalte, og at tiltalte altid kan vælge at være fysisk til stede i retten under domsforhandlingen.
videoforbindelse I retsmøder, hvor sigtede eller tiltalte ikke deltager, heller ikke via en videoforbindelse, bør forsvareren kunne deltage via en videoforbindelse, hvis det findes forsvarligt. Forsvareren bør dog lige så lidt som anklageren kunne deltage via en videoforbindelse under domsforhandlingen i første instans eller i ankesager, der omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, selv om tiltalte undtagelsesvis ikke er til stede. I retsmøder, hvor sigtede eller tiltalte deltager, herunder via en videoforbindelse, bør forsvareren som udgangspunkt være ved sigtedes eller tiltaltes side. Sigtede eller tiltalte har krav på at kunne kommunikere direkte med forsvareren, uden at nogen overhører samtalen, og forsvarerens fysiske tilstedeværelse er i det hele taget en bedre støtte for sigtede eller tiltalte, end når forsvareren optræder som et billede på en skærm. Hvis retten finder det ubetænkeligt, bør forsvareren dog også kunne møde frem i retten, mens sigtede eller tiltalte deltager via en videoforbindelse. Der mindes i den forbindelse om, at det altid er frivilligt for sigtede eller tiltalte, om denne ønsker at deltage via fjernkommunikation. Derimod bør der ikke være mulighed for, at forsvareren deltager via en videoforbindelse, når sigtede eller tiltalte møder frem i retten. Efter side 360 Retsplejerådets opfattelse vil en sådan mulighed indebære en risiko for, at hensynet til at spare forsvarerens transporttid får for stor vægt i forhold til sigtedes eller tiltaltes interesse i at kunne kommunikere umiddelbart med forsvareren. Dette gælder, selv om der blev stillet krav om sigtedes eller tiltaltes samtykke. Sigtede eller tiltalte kunne blandt andet føle sig presset til at give samtykke, hvis det fremstod som en betingelse for at få en bestemt forsvarer.
af retsmødet Retsplejeloven indeholder et udtrykkeligt forbud mod optagelse og transmission af billeder og lyd i retsmøder, jf. lovens § 32, med mulighed for at retten undtagelsesvis dispenserer fra forbudet. Det vil således kræve tilladelse efter § 32, hvis udenforstående skal følge et telefonisk retsmøde eller videomøderetsmøde på anden måde end ved personligt fremmøde i retten. For så vidt angår transmissionen af billede og lyd til parterne vil reglerne om telefoniske retsmøder og videomøderetsmøder i sagens natur udgøre en undtagelse til § 32, hvorimod der næppe er nogen grund til undtage fra § 32 for så vidt angår optagelse af billeder eller lyd. Parterne må således kun foretage billed- eller lydoptagelse af retsmødet, hvis retten undtagelsesvis tillader dette, og ordet "undtagelsesvis" skal fortolkes på samme måde som i andre sager. Det bemærkes i den forbindelse, at lovforslagets bemærkninger indeholder meget specifikke anvisninger herom. Begrænsninger i anvendelsen af videomøder og telefonmøder skal være velbegrundede. Hensynet til at beskytte navnlig vidner, men også parter, har imidlertid en sådan vægt, at det kan begrunde sådanne begrænsninger. I hvert fald for så vidt angår billedoptagelse af vidneforklaringer, partsforklaringer og medsigtedes eller medtiltaltes forklaringer må et forbud anses som en utilstrækkelig beskyttelse, og der må således også skabes faktiske hindringer for ulovlig billedoptagelse. En parts deltagelse via en videoforbindelse i et retsmøde (herunder domsforhandlingen), hvor der afgives forklaring af et vidne eller en anden part (herunder medsigtede eller medtiltalte), må således kontrolleres. Kontrollen kan for det første ske således, at parten møder op på et sted, der er autoriseret til at formidle afhøringer via en videoforbindelse (jf. afsnit 5.2 nedenfor). Kontrollen kan for det andet ske således, at parten har en ansvarlig person, eksempelvis en advokat, ved sin side. For så vidt angår advokaters og offentlige anklageres deltagelse via en videoforbindelse i et retsmøde må forbudet mod optagelse og håndhævelsen heraf derimod anses for tilstrækkelig beskyttelse. side 361 Advokater må forventes at overholde forbudet, og hvis en advokat undtagelsesvis overtræder forbudet, vil den pågældende kunne straffes, ligesom der vil kunne blive tale om disciplinære sanktioner. Der synes ikke at være noget særligt behov for, at der foretages billed- eller lydoptagelse af retsmødet ved rettens foranstaltning, blot fordi der er tale om et telefonisk retsmøde eller et videomøderetsmøde. Man kunne forestille sig, at en optagelse ville kunne få betydning, hvis der opstod tvivl om, hvem der havde deltaget i mødet. Retsplejerådet finder imidlertid, at denne mulighed er så teoretisk, at den ikke kan begrunde en systematisk optagelse af alle retsmøder, der afholdes som telefonmøde eller videomøde. Retsplejerådet forudsætter herved, at der udvikles faste rutiner for identitetskontrol af de personer, der deltager i et telefonmøde eller et videomøde. Der henvises i øvrigt til Retsplejerådets generelle overvejelser med hensyn til optagelse og protokollering af forklaringer (afsnit 8 nedenfor).
videoforbindelse eller telefon Retsplejerådet behandler i dette afsnit afhøringer af vidner og sagkyndige (herunder syns- og skønsmænd) via videoforbindelse eller telefon. Fremstillingen er disponeret på den måde, at efter en indledning om fordele og ulemper ved forskellige afhøringsformer (afsnit 5.1) behandles afhøring via en videoforbindelse (afsnit 5.2) og telefoniske afhøringer (afsnit 5.3). Disse afsnit samt afsnit 5.5 om tolkning og afsnit 5.6 om vidnepligt og vidneansvar omfatter både civile sager og straffesager. Afsnit 5.4 indeholder nogle supplerende bemærkninger specielt vedrørende straffesager.
afhøringsformer Indledningsvis bemærkes, at Retsplejerådet finder, at princippet om bevisumiddelbarhed tilsiger, at det fortsat er hovedreglen, at bevisførelse i form af afhøringer af vidner og sagkyndige sker umiddelbart ved fremmøde for den dømmende ret under domsforhandlingen. Afhøring via en videoforbindelse under domsforhandlingen Selv om det er den umiddelbare forklaring ved fremmøde i retten, der giver de bedste muligheder både for at forstå og for at vurdere en forklaring, kan også en forklaring for retten via en videoforbindelse side 362 under domsforhandlingen give et godt grundlag for at forstå og vurdere forklaringen. Det kan således anføres, at kernen i bevisumiddelbarhedsprincippet er, at man kan se hinanden. Hertil kommer dog, at en direkte fysisk tilstedeværelse trods alt giver bedre mulighed for at fornemme kropssproget. Den mest betryggende form for forklaring for retten via en videoforbindelse vil være, at den, der skal afhøres, afgiver forklaring ved fremmøde for den nærmeste ret, hvorfra der er videokommunikation til den dømmende ret. Næsten lige så betryggende vil en forklaring via en videoforbindelse være, hvis den, der skal afhøres, giver møde for en anden offentlig myndighed, som råder over videomødeudstyr, og afgiver forklaring dér. Mindre betryggende bliver det, hvis der ikke er nogen offentlig kontrol med, hvordan forholdene er på det sted, hvor den, der afgiver forklaring for retten via en videoforbindelse, befinder sig. Selv om der i et vist omfang kan udøves kontrol via selve videokommunikationen, vil der kunne tænkes tilfælde, hvor vidnet påvirkes, uden at det kan ses på skærmen, ligesom der vil kunne ske afbrydelser af videoforbindelsen. En manglende direkte offentlig kontrol på det sted, hvor afhørte befinder sig, vil vel i civile sager til dels kunne afhjælpes, hvis parternes advokater er repræsenteret på dette sted, hvorimod det næppe vil være fuldt tilstrækkeligt, at kun den ene parts advokat er repræsenteret. Afhøring før domsforhandlingen med billedoptagelse Dette kapitel omfatter kun afhøringer, som finder sted med rettens umiddelbare medvirken. Der kan imidlertid ske billedoptagelse af sådanne afhøringer, hvad enten vidnet er til stede i retten eller alene deltager via en videoforbindelse. Er den afhørte ikke til stede i retten, er der de samme muligheder som ved videomødeafhøringer under domsforhandlingen, nemlig afhøring ved fremmøde for en anden ret eller for en anden offentlig myndighed eller i civile sager således, at parternes advokater er repræsenteret på det sted, hvor den afhørte befinder sig. Det gælder ligeledes tilsvarende, at førstnævnte metode er mest betryggende, sidstnævnte mindst. Hvad enten den afhørte er til stede i retten eller ikke, giver fremgangsmåden mulighed for, at billedoptagelsen helt eller delvis afspilles under domsforhandlingen. Retten har herved mulighed for at bedømme forklaringen i nogenlunde samme omfang som ved videomødeafhøringer under domsforhandlingen. Det kan i den forbindelse ses som en fordel, at parterne kan sortere i forklaringen og kun afspille de afsnit, som har betydning for sagen. Hermed kan domsforhandlingen forkortes. Modstykket hertil er dog, side 363 at parterne skal bruge efter omstændighederne ganske lang tid på at forberede videoafspilning af forklaringer under domsforhandlingen. En ulempe er, at der ikke er mulighed for at afklare uklarheder, stille supplerende spørgsmål mv., medmindre den afhørte også holdes i beredskab til at afgive forklaring under domsforhandlingen. Sker dette, er spørgsmålet imidlertid, om der er nogen tidsmæssig besparelse ved en afspilning af relevante dele af den tidligere forklaring plus supplerende afhøring sammenlignet med en forklaring umiddelbart under domsforhandlingen. Man kan dog tænke sig, at selv om der ikke er nogen tidsmæssig besparelse, er tiden bedre udnyttet, fordi irrelevante dele af den tidligere forklaring ikke afspilles. Telefoniske afhøringer Sammenlignet med afhøringer via en videoforbindelse for den dømmende ret og med afhøringer, hvor der sker billedoptagelse, er telefoniske afhøringer et væsentligt ringere bevismiddel. Af den simple grund, at man ikke kan se den, der afhøres, er det meget vanskeligere at bedømme forklaringen. Dette gælder både telefoniske afhøringer under domsforhandlingen og telefoniske afhøringer, hvor der er sket lydoptagelse. Telefoniske afhøringer, hvor den afhørtes deltagelse i samtalen er undergivet betryggende kontrol, vil dog ofte kunne betragtes som bedre end afhøringer før domsforhandlingen, der indgår i sagen i form af et retsbogsreferat. Hensynet til den, der skal afhøres Når en afhøring gennemføres, uden at den afhørte møder for den dømmende ret, kan det være for at undgå at ulejlige et vidne med en rejse, hvis vidnets forklaring er af mindre betydning og måske endda viser sig at være uden betydning for sagen. Det gælder både for afhøring før og under domsforhandlingen, at det er til mindre besvær at møde op for den nærmeste ret eller anden myndighed, end for den dømmende ret, hvis denne ligger langt væk fra, hvor den, der skal afhøres, befinder sig.
Retsplejerådet foreslår, at vidner og sagkyndige (herunder syns- og skønsmænd) skal kunne afgive forklaring via en videoforbindelse, når det er hensigtsmæssigt og forsvarligt. Begrundelsen for dette forslag er dels at spare vidner for en rejse til en fjerntliggende ret, dels at gennemføre afhøringer, som måske ellers ikke ville kunne finde sted eller i hvert fald kun som en subsidiær afhøring, eksempelvis fordi vidnet befinder sig i udlandet. side 364 At en del vidner anser det som en belastning at skulle møde i retten, har mange grunde. Det kan være ubehageligt, vidnet kan - i straffesager- få indtryk af, at der er risiko for repressalier, og det kan værebesværligt. Retsplejerådets forslag om videomødeafhøringer af vidner giver mulighed for at gøre det mindre besværligt at afgive vidneforklaring. Selv om landet er forholdsvis lille, og der er gode samfærdselsmidler, vil et vidne i en række tilfælde skulle bruge flere timer på at nå frem til den dømmende ret, og mange vidner vil være glade for at spare bare én times rejse hver vej. Ved den nærmere udformning af reglerne må der navnlig tages hensyn til, at en vis grad af formalitet bidrager positivt til at sikre domstolsbehandlingens autoritet, og at afhøringen indgår i grundlaget for afgørelsen, således at risikoen for fejltagelser må begrænses mest muligt. Retsplejerådet finder på den baggrund, at den afhørtes deltagelse i videomødet altid skal være nøje kontrolleret af en offentlig myndighed eller i det mindste af en person med offentlig autorisation. Afhøringer via en videoforbindelse bør derfor som udgangspunkt gennemføres mellem forskellige retter. Den, der skal afhøres, indkaldes til at give møde for retten på samme måde som ved traditionelle afhøringer, og afhøres via en videoforbindelse fra en anden ret. Ved grænseoverskridende videomøder skal den ret, hvor den, der skal afhøres, giver møde, være beklædt med en dommer eller en dommerfuldmægtig, da der kan opstå tvistepunkter, som en kontorfuldmægtig ikke har kompetence til at tage stilling til, eksempelvis med hensyn til en vidnefritagelsesgrund eller - sjældnere -grundlæggende retsprincipper. Ved internt danske videomøder vil eventuelle tvistepunkter derimod kunne afgøres af den ret, hvorfra afhøringen foretages, og den ret, hvor den afhørte giver møde, vil for så vidt kunne beklædes af en kontorfuldmægtig. Der er den fordel forbundet med at gennemføre videomødeafhøringer mellem retter, at det videomødeudstyr, som installeres for at muliggøre parternes deltagelse via en videoforbindelse og videomødeafhøring af vidner og sagkyndige for den pågældende ret som dømmende ret, samtidig kan udnyttes til videomødeafhøringer af parter, vidner og sagkyndige fra en anden ret. Hvis det ud fra den fremtidige retskredsstruktur, herunder antallet af afdelingskontorer, findes hensigtsmæssigt at have flere steder, hvortil vidner kan indkaldes med henblik på at afhøres via en videoforbindelse under en retssag, kan der imidlertid som supplement indrettes videomødelokaler andre steder. Retsplejerådet har overvejet, om sådanne supplerende videomødelokaler kunne indrettes hos politiet. Politiet er en statslig myndighed med en dekoncentreret struktur, og politiet er i forvejen tilknyttet retsvæsenet. Det må imidlertid tages i betragtning, at der gennem en årrække har været arbejdet på en lokalemæssig adskillelse af politiet og side 365 domstolene de steder, hvor en sådan adskillelse ikke var gennemført. At indrette videomødelokaler til brug for afhøringer under retssager hos politiet passer ikke umiddelbart ind i dette mønster. Retsplejerådet finder på den baggrund, at politiet bør behandles på linie med andre offentlige myndigheder og ikke gives en særstilling med hensyn til at stille videomødelokaler til rådighed til brug for retssager. Retsplejerådet foreslår, at en offentlig myndighed skal kunne bemyndiges til at stille videomødelokaler til rådighed til brug for videomøder i retssager. Det kunne for eksempel være politiet, fængselsvæsenet eller en kommune, der fik en sådan bemyndigelse. Retsplejerådet foreslår desuden, at private skal kunne autoriseres til at stille videomødelokaler til rådighed til brug for afhøringer under retssager. Det kunne for eksempel være advokater, som fik en sådan autorisation. Det må i den forbindelse overvejes, om en advokat, der stiller videomødefaciliteter til rådighed, skal være uafhængig af parterne og deres advokater. Det må sikres, at den, der afgiver forklaring via en videoforbindelse, ikke er udsat for utilbørlig påvirkning. Når videomødet afholdes af hensyn til beskyttelsen af et vidne (jf. herom afsnit 5.4 nedenfor), må det desuden sikres, at uvedkommende (herunder sigtede eller tiltalte) ikke får kendskab til, hvor vidnet skal møde. Retsplejerådet finder imidlertid, at det vil være tilstrækkeligt, at disse spørgsmål behandles i reglerne om autorisation til at stille videomødelokaler til rådighed til brug for afhøringer under retssager. Retsplejerådet anser det således for givet, at en advokat, der har fået en sådan autorisation, vil overholde de således fastsatte regler. Skulle en advokat undtagelsesvis overtræde reglerne, vil der kunne blive tale om at anvende disciplinære sanktioner og i grove tilfælde om strafansvar efter straffelovens §§ 155-157, jf. retsplejelovens § 129. De supplerende videomødelokaler vil kun kunne benyttes ved grænseoverskridende videomødeafhøringer, hvis der kommer en dommer eller dommerfuldmægtig til stede, som har ansvaret for den danske del af videomødet. Ved grænseoverskridende videomødeafhøringer, hvor vidnet befinder sig i udlandet, kan de danske regler om autoriserede videomødelokaler i sagens natur ikke finde anvendelse. En gennemførelse af afhøringen vil derfor efter Retsplejerådets forslag forudsætte, at der efter de oplysninger, som foreligger for den danske domstol, udøves tilsvarende kontrol med afhøringens gennemførelse i det pågældende fremmede land. Sådanne grænseoverskridende videomødeafhøringer vil derfor lettest kunne gennemføres, når der foreligger en generel folkeretlig aftale mellem Danmark og det pågældende land herom, men det er efter Retsplejerådets forslag ikke udelukket at foretage grænseoverskridende videomødeafhøringer også i forhold til andre lande. Disse muligheder vil i almindelighed være tilstrækkelige. Der kan dog tænkes tilfælde, hvor vidnet for eksempel på grund af sygdom side 366 ikke kan komme til stede hverken i retten eller andet sted, hvor der er indrettet et videomødelokale. Hvis vidnet i øvrigt kan afhøres (ikke er for syg), vil det være praktisk, hvis der gives mulighed for at afholde en udkørende afhøringsforretning. En udkørende afhøringsforretning vil bestå i, at medarbejdere fra den nærmeste ret (eventuelt med ekstern bistand) tager hen, hvor vidnet befinder sig, medbringende videokamera og kommunikationsudstyr. Som ved andre videomødeafhøringer gælder, at en grænseoverskridende afhøring forudsætter, at der er en dommer eller dommerfuldmægtig til stede hos vidnet, mens forretningen ved internt danske afhøringer kan forestås af en kontorfuldmægtig, idet eventuelle tvistepunkter afgøres af den ret, hvorfra afhøringen foretages. En udkørende afhøringsforretning vil også kunne benyttes med henblik på at forevise de genstande, som sagen drejer sig om. Dette vil navnlig være relevant i forbindelse med afhøringen af en syns- og skønsmand. Afhængig af, hvor gode muligheder der er for at dirigere kameraholdet fra retten, vil syns- og skønsmanden enten kunne følge med kameraholdet eller være til stede i retten. I sidstnævnte tilfælde er der i øvrigt ikke tale om en udkørende afhøringsforretning, men om en besigtigelse via en videoforbindelse. En sådan besigtigelse via en videoforbindelse vil eventuelt også kunne anvendes i andre tilfælde uden forbindelse med en afhøring. Retsplejerådet stiller imidlertid ikke nu forslag om indførelse af regler om udkørende afhøringsforretninger. Udkørende afhøringsforretninger vil være væsentligt mere udgiftskrævende end rådets øvrige forslag, fordi mobilt udstyr alt andet lige er mere kostbart end stationært udstyr. Eventuelle overvejelser om udkørende afhøringsforretninger må blandt andet derfor i det mindste afvente, at der indhøstes erfaringer med afhøringer via videoforbindelse efter rådets forslag i øvrigt. Reglerne om afhøring via en videoforbindelse vil gælde både for civile tvistemål, herunder indispositive sager, og for fogedsager og skiftesager, herunder konkurssager, samt for straffesager. De foreslåede regler om kontrol med afhøringens gennemførelse vil også gælde for afgivelse af partsforklaring og for sigtedes eller tiltaltes afgivelse af forklaring samt for skyldnerens opfyldelse af sin oplysningspligt efter retsplejelovens § 497 (jf. afsnit 4).
Retsplejerådet finder ikke, at telefoniske afhøringer bør indføres i retsplejeloven som et bevismiddel på linie med afhøring i retten eller via en videoforbindelse. Mulighederne for at vurdere en telefonisk afhøring er væsentligt ringere end ved afhøring ved fremmøde i retten side 367 eller via en videoforbindelse. Da de teknologiske muligheder i dag giver mulighed for at gennemføre videoforbindelser i god kvalitet og -i hvert fald inden for en kortere årrække - med relativt begrænsedeomkostninger, bør man i Danmark uden videre indføre videoforbindelser og springe de telefoniske afhøringer over. Det bemærkes i den forbindelse, at i Sverige blev der gennemført permanente regler om telefoniske afhøringer allerede i 1987. Telefoniske afhøringer ville ganske vist kunne udgøre en vis forbedring i forhold til afhøringer før domsforhandlingen, som indgår i sagen som et retsbogsreferat. I civile sager er afhøringer før domsforhandlingen imidlertid ikke særligt hyppige ved byret og landsret, og i det omfang, brugen af afhøringer før domsforhandlingen fremover udvides, bør det ske i form af afhøring med billedoptagelse, jf. afsnit 7 og 8 nedenfor. Med hensyn til afhøringer før domsforhandlingen i Højesteret vil en optagelse af afhøringen kun rent undtagelsesvis kunne afspilles for Højesteret under domsforhandlingen, jf. ligeledes afsnit 8 nedenfor. Hertil kommer, at en betryggende kontrol med den afhørtes deltagelse i en telefonisk afhøring meget vel kan nødvendiggøre, at den påkaldende må indkaldes til at give møde for en ret eller i det mindste en anden offentlig myndighed. En kontrolleret telefonisk afhøring bliver dermed ikke væsentligt enklere end en videomødeafhøring. Retsplejerådet finder dog, at telefoniske afhøringer bør kunne anvendes, når det ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder at gennemføre afhøringen ved fremmøde i retten eller via en videoforbindelse. Er der tale om en forklaring af afgørende betydning for sagen, vil telefonisk afhøring imidlertid ikke kunne finde sted i straffesager og i civile sager kun med parternes samtykke. Telefoniske afhøringer vil have undtagelsens karakter, og hvis en protest mod en telefonisk afhøring er rimeligt begrundet, vil retten ikke give tilladelse. Blandt rimelige begrundelser kan nævnes, at modparten selv er skyld i, at vidnet ikke er blevet indkaldt til at afgive forklaring enten ved fremmøde i retten eller via en videoforbindelse. Som eksempel på, hvornår en telefonisk afhøring omvendt kan være velbegrundet, kan nævnes supplerende spørgsmål til et vidne eller en syns- og skønsmand, som har afgivet forklaring, men hvor der uforudset opstår behov for en afklaring af enkelte yderligere spørgsmål.
Der bør som udgangspunkt gælde samme regler om vidneafhøringer i straffesager og i civile sager. Videomødeafhøringer kan således anvendes, når det findes hensigtsmæssigt og forsvarligt, hvorimod side 368 telefoniske afhøringer kun kan anvendes, når det desuden ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder at gennemføre afhøringen ved fremmøde i retten eller via en videoforbindelse. Lovteknisk vil det også være at foretrække, at reglerne om videomødeafhøringer og telefoniske afhøringer placeres i retsplejelovens kapitel 18 om vidner. Det vil således være overladt til domstolene efter en konkret vurdering at tage stilling til, hvornår det i en straffesag vil være hensigtsmæssigt og forsvarligt, at et vidne afhøres via en videoforbindelse. Ved denne afgørelse skal domstolene blandt andet anvende artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention, herunder ikke mindst stk. 3, litra d, om tiltaltes ret til at føre vidner. I hvilket omfang, en videomødeafhøring eller en telefonisk afhøring opfylder kravet i artikel 6, stk. 3, litra d, må afgøres af domstolene ud fra sagens konkrete omstændigheder, herunder forklaringens betydning for sagen. Selv om reglerne om afhøring af vidner via en videoforbindelse eller telefon vil være ens i civile sager og straffesager, vil den praktiske anvendelse således kunne være forskellig. Parternes eventuelle enighed om, at en videomødeafhøring vil være hensigtsmæssig og forsvarlig, kan således ikke tillægges samme vægt i en straffesag som i en civil sag. Endvidere bør retten være meget tilbageholdende med at tillade telefoniske afhøringer i straffesager. Er der tale om en forklaring af afgørende betydning for sagen, vil telefonisk afhøring som allerede nævnt være udelukket. Med hensyn til beskyttelse af vidner bemærkes, at videomødeafhøringer og telefonafhøringer af nogle vidner formentlig vil blive betragtet som mere sikkert og - navnlig - mindre ubehageligtend et fremmøde i retten. I almindelighed bør dette hensyn imidlertid ikke vægtes særligt tungt ved afgørelsen af, om en videomødeafhøring konkret vil være hensigtsmæssig og forsvarlig. Hensynet til vidnets ubehag ved at blive konfronteret med tiltalte i retten kan indgå i afvejningen, men bør i alle almindeligt forekommende tilfælde ikke på nogen måde være udslagsgivende. I ekstreme tilfælde, hvor der er et særligt grundlag for at frygte for vidnets sikkerhed, vil hensynet til vidnets sikkerhed i sig selv kunne begrunde en videomødeafhøring (men derimod ikke en telefonisk afhøring), naturligvis forudsat at dette konkret vil være i overensstemmelse med tiltaltes rettigheder efter artikel 6 i Den Europæiske Menneskeretskonvention. Retsplejerådet understreger, at den tekniske gennemførelse af en sådan videomødeafhøring vil skulle ske helt analogt med de gældende regler om vidneforklaringer i straffesager. Billede og lyd vil således ikke kunne sløres i forhold til retten og forsvareren, og i forhold til tiltalte kun i det omfang, der efter gældende ret er mulighed for at bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, mens et vidne eller en medtiltalt afgiver forklaring, jf. retsplejelovens § 848, stk. 1. side 369
Når en afhøring skal gennemføres ved tolk, vil det generelt være bedst, at tolken befinder sig samme sted som den, der skal afhøres. Dette bør derfor være udgangspunktet. Det samme gælder ved tolkning af hensyn til en part, herunder sigtede eller tiltalte i en offentlig straffesag, jf. herved Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 6, stk. 3, litra e. Tolken bør således som udgangspunkt befinde sig samme sted som den, der skal tolkes for. Disse udgangspunkter bør imidlertid kunne fraviges, hvis tolken ellers ville skulle rejse meget langt, eksempelvis fordi det drejer sig om et sprog, hvor der kun er få tolke i det hele taget. Retten bør således efter en konkret vurdering kunne tillade tolkning via en videoforbindelse, hvor tolken og den, der skal tolkes for, ikke befinder sig samme sted, hvis det ville være uforholdsmæssigt besværligt for tolken at møde op samme sted som den, der skal tolkes for. Tolkning via en videoforbindelse vil kunne ske dels i sager, hvor selve afhøringen eller en parts deltagelse foregår via en videoforbindelse, således at tolken enten er til stede i den ret, hvor retsmødet holdes, eller et tredje sted, dels i sager, hvor det kun er tolken, der deltager i retsmødet via en videoforbindelse. Det er i afgørelsen UfR 1996.1488 V udtalt, at tolkning via telefon generelt er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Afgørelsen må nærmest forstås således, at under domsforhandlingen i straffesager vil tolkning af hensyn til tiltalte aldrig kunne ske telefonisk. Retsplejerådet finder ikke, at den fortolkning af Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, som dermed er lagt til grund, kan overføres på tolkning via en videoforbindelse. Afgørelsen henviser således udtrykkeligt til risikoen for misforståelser under tolkningen. Ved tolkning via en videoforbindelse af god kvalitet er der næppe væsentlig større risiko for misforståelser end ved tolkning ansigt til ansigt.
5.6.1. Vidnepligt Vidner og syns- og skønsmænd vil have pligt til at afgive forklaring via en videoforbindelse efter de almindelige regler om vidnepligt. Vidnet vil således blive indkaldt til at møde op for retten eller eventuelt for en anden offentlig myndighed eller for en offentligt autoriseret person, og udeblivelse vil kunne sanktioneres efter bestemmelsen i retsplejelovens § 178. Det samme gælder et tilstedeværende vidnes vægring ved at deltage i videomødet eller ved at besvare konkrete spørgsmål. Eventuelle tvister om vidneudelukkelse, vidnefritagelse eller andre side 370 spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af vidneafhøringen afgøres af den ret, hvorfra afhøringen sker. Ved grænseoverskridende vidneafhøringer afgøres spørgsmål i relation til danske myndigheders medvirken dog af den ret, hvor vidnet befinder sig. Vidner, som møder op til en videomødeafhøring, vil få vidnegodtgørelse efter de almindelige regler. Befinder vidnet sig i udlandet, kan danske domstole ikke anvende vidnetvang, hvis vidnet nægter at deltage i en videomødeafhøring, medmindre lov om nordisk vidnepligt finder anvendelse. I tilfælde, hvor vidnet befinder sig i udlandet, må der således søges bistand hos myndighederne i det pågældende land enten med henblik på at gennemføre en videomødeafhøring, hvis dette kan lade sig gøre, eller med henblik på en afhøring af vidnet for en domstol i det pågældende land. Der vil efter omstændighederne kunne anmodes om, at parterne eller deres advokater deltager telefonisk eller via en videoforbindelse i et sådant retsmøde. Retsplejerådet har overvejet, om vidner skal kunne pålægges at deltage i en telefonisk afhøring. Retsplejerådet finder, at der må sondres mellem skriftligt varslede og telefonisk varslede telefoniske afhøringer. Et vidne, som uden varsel ringes op med anmodning om at afgive forklaring, bør ikke være forpligtet hertil. Det samme gælder, når den pågældende adviseres telefonisk med et vist varsel. Et vidne, som alene modtager en sådan telefonopringning, vil vanskeligt kunne kontrollere, hvem der ringer. I afgørelsen UfR 1984.177 H fandtes retsplejelovens § 750, 2. pkt. (om enhvers pligt til på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet), ikke at omfatte telefoniske anmodninger. Det har formentlig spillet ind, at den, der ringes op, principielt ikke kan vide, om det er politiet, der ringer. At 5 af 11 dommere dissentierede, kan blandt andet have sammenhæng med, at retsplejelovens § 750, 2. pkt., kun omfatter relativt harmløse oplysninger som navn, adresse og fødselsdato. En beskyttet adresse er dog i sig selv en følsom oplysning. Et vidne har pligt til at afgive forklaring om alle forhold, som ikke er omfattet af en vidneudelukkelses- eller vidnefritagelsesgrund. Et vidne bør således så meget desto mere ikke være forpligtet til at svare, når vedkommende kun kontaktes telefonisk. Retsplejerådet er opmærksom på, at der findes funktioner, som giver mulighed for at vise, hvilket nummer der ringes fra, eller eventuelt hvem der ringer. Retsplejerådet finder imidlertid, at det vil være for tidligt at inddrage sådanne muligheder ved afgørelsen af spørgsmålet om vidnepligt. Sådanne opringervisningsfunktioner er således forskellige fra teleselskab til teleselskab og fra abonnementsform til abonnementsform. Retsplejerådet finder derimod, at et vidne bør have pligt til at afgive telefonisk forklaring for retten, når vidnet skriftligt har fået pålæg herom. side 371 Når et vidne afgiver en telefonisk forklaring, vil vidnet få vidnegodtgørelse, uanset om forklaringen er pligtmæssig. Når afhøringen er varslet i forvejen, vil vidnet også få vidnegodtgørelse for den tid, vidnet venter ved telefonen.
Falsk forklaring for retten ved en videomødeafhøring eller ved en telefonisk afhøring bør være strafbar på samme måde som falsk forklaring for retten ved en traditionel afhøring. Videomødeafhøringer vil som udgangspunkt ske på den måde, at den afhørte møder frem for en ret, og forholdet kan således ganske ligestilles med andre tilfælde af forklaring for retten. Andre videomødeafhøringer bør bedømmes på samme måde, da der vil være tovejs lyd- og billedforbindelse til den dømmende ret. Det vil endvidere ikke være hensigtsmæssigt at indføre en ny straffebestemmelse om falsk telefonisk forklaring for retten (med en lavere strafferamme), sådan som Småsagsudvalget foreslog. Sandhedspligten bør ikke gradbøjes, selv om der findes en form for parallel i straffebestemmelserne om urigtig skriftlig erklæring til offentlig myndighed, jf. straffelovens § 161 om erklæringer på tro og love og straffelovens §§ 162-163 om andre erklæringer. Retsplejerådet foreslår derfor, at der i straffelovens § 158, stk. 1, 1. pkt., efter "falsk forklaring for retten," indsættes: "herunder ved anvendelse af fjernkommunikation,". I kraft af henvisningerne i stk. 1, 2. pkt., og i stk. 2 vil ændringen også omfatte falsk forklaring for en udenlandsk ret og for EF-domstolen. Det vil skulle præciseres i bemærkningerne, at ændringen alene angår den tekniske gennemførelse af forklaringen, og at området for, hvornår der foreligger en "forklaring for retten" i bestemmelsens forstand, i øvrigt er uændret. Det afgørende er, på hvilken måde forklaringen indgår i sagen for den ret, hvorfra afhøringen foretages.
forslag med hensyn til videomøder 6.1. Indledning Videomødeafhøringer bliver først en realistisk dagligdags mulighed, når et stort antal retter har fået installeret det nødvendige udstyr. Hvis en videomødeafhøring overhovedet skal kunne lade sig gøre, skal den dømmende ret have det nødvendige udstyr, og hvis en sådan afhøring skal kunne betale sig, skal der være en væsentlig tidsbesparelse for vidnet ved at give møde for den nærmeste ret, der har videomødeudstyr, frem for for den dømmende ret. side 372 Noget ganske tilsvarende gælder parters og deres advokaters deltagelse via en videoforbindelse. Det bliver først for alvor attraktivt for advokatfirmaer at investere i videomødeudstyr, når mange retter benytter sig af det. Er det kun få retter, der kan kommunikere via en videoforbindelse, vil udstyret blive brugt sjældnere, end hvis det er mange retter, hvilket naturligvis vil gå ud over rentabiliteten. Man kan dog også forestille sig, at når et advokatfirma først har investeret i videomødeudstyr, vil udstyret ikke kun blive brugt i retssager, men også for eksempel til møder i bred almindelighed mellem personer forskellige steder i landet (eller i forskellige lande). Retsplejerådet ville finde det naturligt, at videomødeudstyr i første omgang kun blev installeret i et mindre antal retter, således at man kunne drage nytte af de erfaringer, der derved opnås ikke mindst med hensyn til praktiske og tekniske spørgsmål, før man investerer i videomødeudstyr i alle retter. Retsplejerådet understreger imidlertid, at så længe kun få retter har videomødeudstyr, kan udstyret ikke forventes at blive brugt særligt ofte. For en isoleret betragtning vil anskaffelse og vedligeholdelse af videomødeudstyr i denne periode meget muligt kunne konstateres at være urentabel. Retsplejerådet finder derfor, at en sådan opstartsperiode, hvor man indhøster erfaringer fra et mindre antal retters anvendelse af videomøder, bør være kort. Herefter bør man i løbet af få år installere videomødeudstyr i alle retter. Selv om det umiddelbart vil fremstå som en stor udgift, vil det på længere sigt højst sandsynligt være den fremgangsmåde, der vil give det største udbytte i forhold til omkostningerne. Vælger man en gradvis udbygning over en længere årrække, vil brugen af videomøder kun vokse langsomt, og udnyttelsesprocenten for det allerede installerede udstyr vil derfor være lav. Med en hurtig udbygning vil man straks kunne opnå en høj udnyttelsesprocent.
Med henblik på at vurdere de tekniske og praktiske muligheder for at anvende videoforbindelser i retssager har Retsplejerådet afholdt et af sine møder som et videomøde mellem Århus og København. I hvert af studierne var opstillet ét kamera og to tv-skærme. På den ene skærm sås billedet fra det andet studie, og der var mulighed for atindsætte et lille billede med det, der transmitteredes til det andet studie( picture in picture). Den anden tv-skærm kunne bruges til atkontrollere, hvordan billedet ser ud, før det transmitteres til det andet studie. Der var således også mulighed for i stedet for picture in picturepå skærm nr. 1 at anvende (hele) skærm nr. 2 til at vise det billede, som transmitteredes til det andet studie. side 373 Hvert af kameraerne kunne af deltagerne styres fra begge studier. Fra et givent studie kunne man således både styre sit eget kamera og dermed bestemme, hvad der skulle transmitteres til det andet studie,og kameraet i det andet studie og dermed bestemme, hvad der skulle transmitteres fra det andet studie. Hvis man fra begge studier forsøgteat styre det samme kamera samtidig, skete der ikke andet, end at kameraet reagerede på begge dele og altså eventuelt kørte lidt frem og tilbage eller zoomede lidt ud og ind. Det enkelte kamera kunne bevæges både lodret og vandret i en ret vid vinkel. Der var endvidere mulighed for at zoome ud og ind. Betjeningspanelet var meget overskueligt med en opdeling af knapperne for det egne kamera og det fremmede kamera. Disse knapper og knapper for, hvad der vises på tv-skærm nr. 2 ("kontrolskærmen"), for, hvad der transmitteres til det andet studie, og for lydstyrke kunne man meget hurtigt lære at betjene. Betjeningspanelet indeholdt yderligere nogle knapper, blandt andet til etablering og afbrydelse af forbindelse, som kræver lidt mere øvelse, men alt i alt er betjeningen af udstyret meget enkel, når først det er installeret. Retsplejerådet havde fordelt sig på den måde, at tre personer deltog i studiet i Århus og ti personer i studiet i København. Det kunne konstateres, at transmissionen fra Århus til København fungerede bedst, fordi kameraet uden problemer hurtigt kunne flyttes til den person, der havde ordet, og billedet kunne for så vidt også sagtens rumme alle tre personer. Transmissionen fra København til Århus blev derimod forstyrret noget af, at det tog tid at flytte kameraet fra person til person, og ved et totalbillede blev billedet af den enkelte for lille. Det anvendte videomødeudstyr gav mulighed for at tilslutte flere kameraer. (Retsplejerådet havde ikke truffet aftale herom, blandt andet fordi det først kort tid før mødet blev klarlagt, hvor mange personer der ville deltage i henholdsvis Århus og København). Anvendes flere kameraer, kan det billede, der transmitteres, enten skifte mellem kameraerne, eller skærmen kan opdeles ( splitscreen),således at billedet fra flere kameraer transmitteres samtidig. Det anvendte videomødeudstyr kostede primo 2000 ca. 150.000 kr. pr. studie. Dette udstyr anvender tre ISDN-forbindelser til transmissionen. Højere kvalitet kan opnås ved at anvende flere ISDNforbindelser, men så kræves der noget andet - og p.t. dyrere -videomødeudstyr. En anden - og p.t. endnu dyrere - mulighed erradiotransmission ved hjælp af parabolantenner. Sidstnævnte giver mulighed for modtagelse i tv-billedkvalitet. Ved Retsplejerådets videomøde var der en tydelig forskel mellem det udgående og det indkommende billede. For sidstnævntes vedkommende medførte transmissionskvaliteten således for eksempel, at bevægelser i billedet skete rykvis. side 374 Retsplejerådet fik endvidere demonstreret en videotelefon. Videotelefonen indeholdt et kamera og en skærm. Videotelefonen anvendte én ISDN-linie til transmissionen. Der var ikke mulighed for at zoome ind eller ud, men kameraets lysfølsomhed kunne indstilles efter forholdene. Videotelefonen var fonetisk styret, således at den ved mere end to deltagere viste billedet af den, der sidst havde sagt noget (og dermed af den talende). Da videotelefonen opererede med en lavere transmissionskapacitet (én ISDN-linie i stedet for tre), vil billedets kvalitet for så vidt være dårligere end ved anvendelse af videomødeeudstyr. Videotelefonens skærm var imidlertid væsentlig mindre end en tv-skærm, og derfor oplevedes videotelefonens billede faktisk som lige så godt som ved anvendelse af videomødeudstyr. En videotelefon kostede primo 2000 ca. 10.000 kr. og anvendte som nævnt én ISDN-forbindelse. Konklusioner Retsplejerådets erfaringer fra videomødet bekræfter, at videoforbindelser vil kunne anvendes i retssager. Da der er tale om et område, hvor de tekniske muligheder udvikler sig meget hurtigt, og hvor både kvalitet og priser ligeledes forandres meget hurtigt, og ofte således at kvaliteten stiger, mens prisen falder, vil det senere være nødvendigt at indhente aktuelle oplysninger om tekniske muligheder og priser. Retsplejerådet kan imidlertid allerede nu pege på en række forhold af teknisk og praktisk karakter, som må tages i betragtning ved anvendelsen af videomøder i retssager: _ Ved videomødeudstyr til brug i en retssal vil det normalt være bedst med faste kameraer, så man undgår den forstyrrelse, der ligger i, at kameraet skal drejes fra person til person. Da retssagens forskellige aktører normalt har ret faste pladser, vil det være relativt enkelt at placere fire faste kameraer, som er rettet mod henholdsvis retsformanden, de to parters advokater (i straffesager anklageren og forsvareren) og den person, som afhøres. Det vil formentlig være praktisk, hvis kameraerne kan bevæges, således at man ved mødets start kan justere kameravinklen, så den passer til den pågældende person. Dette vil også give mulighed for under mødet at dreje kameraet til personen ved siden af, hvis det undtagelsesvis er nødvendigt, for eksempel fordi en part selv tager ordet (eller møder ved to advokater), eller en anden dommer end retsformanden tager ordet (eksempelvis stiller et spørgsmål). På det sted, hvortil der transmitteres fra retssalen, bør der anvendes splitscreen, så man samtidig ser de fire billeder. På den måde kan for eksempel et vidne, som skal afhøres via en videoforbindelse, samtidig se dommeren og parternes advokater (i straffesager anklageren og forsvareren), således at afhøringen kan foregå på sædvanlig vis, dvs. side 375 foretages af advokaterne (i straffesager anklageren og forsvareren), men med mulighed for, at dommeren griber ind. Der vil utvivlsomt også være mulighed for, at der under eller over billedet af dommeren simpelt hen står "Dommer" (eller "Retsformand"), hvilket vil kunne forebygge forvirring hos vidnet. I retssalen bør der være en større skærm af hensyn til eventuelle tilhørere. Desuden bør dommeren og parternes advokater (i straffesager anklageren og forsvareren) have hver deres skærm. Det er nødvendigt, at de hver har en skærm, således at de fra deres plads naturligt kan tale med den person, som afhøres via en videoforbindelse, idet de ved at se på deres skærm samtidig retter blikket mod kameraet. _ Ved videomødeudstyr til brug for afhøringer behøves for så vidt kun ét kamera, som er rettet mod den, der skal afhøres. Kameraet bør kunne indstilles til den pågældende person. Formentlig bør man også installere et dokumentkamera, således at den afhørte har mulighed for at forevise dokumenter eller genstande. Som nævnt bør skærmen samtidig ( splitscreen) vise de personer,som medvirker ved afhøringen (dvs. dommeren og parternes advokater - i straffesager anklageren og forsvareren) og gerne således,at det udtrykkeligt fremgår, hvilken af de pågældende der er dommeren. Der skal endvidere være mulighed for videooptagelse af afhøringen. Det, der optages, vil være billedet af den afhørte og den samlede lyd (både spørgsmål og svar). Navnlig på grund af kvalitetsforringelsen ved transmissionen bør optagelsen ske dér, hvor den afhørte befinder sig. Det vil ofte være praktisk, at der ved videoforbindelser også etableres en faxforbindelse, da en part kan ønske at fremlægge et dokument, eller da der kan være et ønske om at forevise et dokument for et vidne. _ Videotelefoner vil kunne anvendes ved forberedende retsmøder, hvor der ikke skal ske afhøring. Det vil formentlig normalt være tilstrækkeligt, at dommeren og hver af advokaterne (i straffesager anklageren og forsvareren) har en videotelefon. Der vil i civile sager normalt være to advokater, og et videotelefonmøde mellem tre personer kan sagtens gennemføres på den måde, at skærmen hos alle tre deltagere viser den, der sidst har sagt noget (og dermed den, der aktuelt siger noget). Videotelefonmødet fungerer bedst, hvis der ikke tales i munden på hinanden. Dette gælder generelt for møder, men er lidt vigtigere ved videomøder. Ved møder med mange parter kan det være hensigtsmæssigt, at dommeren har en tv-skærm med splitscreen, således at han eller hunkan se alle deltagerne i videomødet på én gang, mens det også i sådanne tilfælde normalt vil være tilstrækkeligt, at de øvrige side 376 mødedeltagere har en videotelefon, hvor de kun kan se én person ad gangen. Det vil i den forbindelse formentlig ofte være praktisk, at dommeren styrer, hvem der vises på skærmen. Eftersom dommeren ser alle, kan man markere, når man ønsker ordet, og dommeren kan så give en person ordet ved at vise den pågældende på alles skærme.
Retsplejerådet har ikke foretaget en beløbsmæssig opgørelse af de udgiftsmæssige konsekvenser af rådets forslag om anvendelse af videomøder i retssager. Dette skyldes, at der er tale om et område, hvor de tekniske muligheder udvikler sig meget hurtigt, og hvor priserne ligeledes forandrer sig meget hurtigt (med en klar tendens i retning af faldende priser). For dog at antyde, hvilket udgiftsniveau der kunne blive tale om, kan man tage udgangspunkt i prisen på det udstyr, som Retsplejerådet har fået demonstreret. Dette udstyr kostede som nævnt ca. 150.000 kr. (primo 2000) pr. studie i anskaffelse. Til brug i retssager vil der skulle anvendes flere kameraer og flere skærme, så prisen bliver noget højere end 150.000 kr. for at indrette en retssal med videomødeudstyr. Til brug for nærværende overslag kan udgiften - ganske skønsmæssigt -anslås til ca. 200.000 kr. pr. retssal. Forestiller man sig videre, at to retssale ved hver af de 25 byretter, som der efter Domstolenes Strukturkommissions forslag fremtidig vil være, indrettes med videomødeudstyr, bliver den samlede udgift for byretterne i størrelsesordenen 10 mio. kr. Hertil kommer videomødeudstyr i et antal retssale ved landsretterne og måske også ved Handelsretten og Højesteret. Udgiften kan anslås til ca. 3 mio. kr., svarende til indretning af op imod 15 retssale med videomødeudstyr. Endelig vil der - navnlig til brug i forberedende retsmøder i civile sager -skulle anskaffes et antal videotelefoner. Højt sat kan man forestille sig indkøb af 200 videotelefoner à 10.000 kr. eller i alt 2 mio. kr. Den samlede engangsudgift kan altså - stadig ganske skønsmæssigt- anslås til i størrelsesordenen 15 mio. kr.Der er i dette regnestykke ikke taget højde for udgifter til uddannelse af domstolenes medarbejdere til betjening af udstyret og heller ikke for udgifter til installation af udstyret. Endvidere angår overslaget kun anskaffelsesudgifterne og ikke de årlige driftsudgifter. Ikke desto mindre finder Retsplejerådet at kunne konkludere, at de udgiftsmæssige konsekvenser ikke bør afholde nogen fra at iværksætte rådets forslag, hvis man i øvrigt er enig med rådet i, at videomøder bør indføres i retssager. Domstolenes samlede udgifter er således i størrelsesordenen 1,2 mia. kr. (finansloven 2001), og den anslåede engangsudgift på ca. 15 mio. kr. vil kunne fordeles over nogle år. side 377 Retsplejerådet fremhæver i den forbindelse, at anvendelse af videomøder vil medvirke til at effektivisere retssagsbehandlingen og dermed bidrage til kortere sagsbehandlingstider. Af andre samfundsøkonomiske besparelser kan nævnes et mindsket behov for transport og dermed mindre spildtid i forbindelse med transport til og fra retten. Retsplejerådet fremhæver desuden, at der i internationale sager, herunder ikke mindst straffesager, vil være et stigende behov for at kunne anvende videomødeafhøringer. EU-retshjælpskonventionen indeholder regler om blandt andet videomødeafhøringer, men det er en forudsætning for at kunne anvende disse regler, at der på nationalt plan er såvel nærmere regler herom som faktisk adgang til videoudstyr. Retsplejerådets forslag sikrer, at dette vil være opfyldt for Danmarks vedkommende.
Dette afsnit behandler afgivelse af forklaring før domsforhandlingen i civile sager, være sig af parter, vidner eller syns- og skønsmænd. Diskussionen omfatter kun tilfælde, hvor retten medvirker ved gennemførelsen af afhøringen. Afhøringer, der finder sted uden rettens umiddelbare medvirken, samt mundtlige eller skriftlige erklæringer uanset det anvendte medium er således ikke omfattet.
Bevisførelse ved byret og landsret finder sted under domsforhandlingen, jf. retsplejelovens § 340. Retten kan dog undtagelsesvis bestemme, at bevisførelsen eller en del af denne skal ske inden domsforhandlingen. Retspraksis er imidlertid meget restriktiv, og det tillades sjældent, at vidner afhøres før domsforhandlingen, medmindre vidnet ligefrem må forventes at være forhindret i at afgive forklaring under domsforhandlingen, for eksempel på grund af udrejse af landet. I Højesteret træffer retten bestemmelse om, hvor og hvornår bevisførelse skal ske. I praksis gennemføres bevisførelse i form af forklaringer af parter, vidner og syns- og skønsmænd typisk før domsforhandlingen. Indtil den 1. juli 2000 afgaves sådanne forklaringer for byretten eller Sø- og Handelsretten, som udarbejdede et referat af forklaringerne, som derefter indgik i sagen for Højesteret. Normalt gennemføres alle forklaringer samlet. Siden den 1. juli 2000 kan forklaringer til brug for Højesteret også afgives for en dommerfuldmægtig i Højesteret, jf. retsplejelovens § 2 b, og det må forventes at blive den almindelige ordning. Forklaringerne vil fortsat side 378 indgå i sagen i form af et retsbogsreferat og vil fortsat normalt blive gennemført samlet. Den særlige ordning med subsidiære afhøringer til brug for Højesteret må blandt andet ses i lyset af, at Højesterets arbejde -modsat byretternes og landsretternes - i væsentligt omfang erkoncentreret om juridiske tvivlsspørgsmål snarere end konkret bevisbedømmelse. En hensigtsmæssig udnyttelse af Højesterets ressourcer taler også for, at umiddelbar bevisførelse for Højesteret kun helt undtagelsesvis kommer på tale. Endvidere må det anses for en fordel for sagens parter og for Højesteret, at de faktiske oplysninger, der skal indgå i Højesterets bedømmelse af sagen, er kendt inden domsforhandlingen. Dette betyder, at forberedelsen af domsforhandlingen både for parterne og Højesterets dommere kan fokuseres mod de juridiske spørgsmål i sagen, hvilket er i overensstemmelse med, at Højesterets arbejde som nævnt i væsentligt omfang er koncentreret om juridiske tvivlsspørgsmål snarere end konkret bevisbedømmelse. Og i de tilfælde, hvor der er bevistvivl, er det en fordel, at temaerne for bevisbedømmelsen er kendt før domsforhandlingen.
Bevisumiddelbarhed Princippet om bevisumiddelbarhed er i en vis forstand et princip om det bedste bevis. Hvis et vidne kan afgive forklaring umiddelbart for den dømmende ret under domsforhandlingen, er dette alt andet lige at foretrække. En sådan umiddelbar forklaring ved fremmøde i retten giver de bedste muligheder for at bedømme forklaringen, undgå misforståelser, stille supplerende spørgsmål mv. Afhøring, hvor der sker billedoptagelse Dette kapitel omfatter kun afhøringer, som finder sted med rettens umiddelbare medvirken. Der kan foretages billedoptagelse af sådanne afhøringer, hvad enten vidnet er til stede i retten eller deltager via en videoforbindelse. Denne fremgangsmåde giver mulighed for, at billedoptagelsen helt eller delvis afspilles under domsforhandlingen. Retten har herved mulighed for at bedømme forklaringen i nogenlunde samme omfang som ved videomødeafhøringer under domsforhandlingen. Det kan i den forbindelse ses som en fordel, at parterne kan sortere i forklaringen og kun afspille de afsnit, som har betydning for sagen. Hermed kan domsforhandlingen forkortes. Modstykket hertil er dog, at parterne skal bruge efter omstændighederne ganske lang tid på at forberede videoafspilning af forklaringer under domsforhandlingen. side 379 En ulempe er, at der ikke er mulighed for at afklare uklarheder, stille supplerende spørgsmål mv., medmindre den afhørte også holdes i beredskab til at afgive forklaring under domsforhandlingen. Sker dette, er spørgsmålet imidlertid, om der er nogen tidsmæssig besparelse ved en afspilning af relevante dele af den tidligere forklaring plus supplerende afhøring sammenlignet med en forklaring umiddelbart under domsforhandlingen. Man kan dog tænke sig, at selv om der ikke er nogen tidsmæssig besparelse, er tiden bedre udnyttet, fordi irrelevante dele af den tidligere forklaring ikke afspilles. Hensynet til den, der skal afhøres I forhold til det praktiske besvær er det ikke nødvendigvis i den afhørtes interesse, at der er en vid adgang til at gennemføre afhøringer før domsforhandlingen. Da der kan blive tale om genafhøring under domsforhandlingen, risikerer den afhørte at skulle møde to gange. Afhængig af den afhørtes tilknytning til sagen kan det derimod være i vedkommendes interesse, at sagen oplyses bedst muligt, og en genafhøring kan bidrage hertil. Hensynet til sagens oplysning Hensynet til sagens oplysning taler navnlig for at gennemføre en afhøring før domsforhandlingen, hvis den, der skal afhøres, forventes ikke at kunne møde for retten under domsforhandlingen, eksempelvis på grund af alvorlig sygdom eller længerevarende bortrejse. I nogle af disse tilfælde, navnlig hvor den, der skal afhøres, er forhindret på grund af bortrejse, vil der dog være mulighed for, at vedkommende afgiver forklaring for den dømmende ret under domsforhandlingen via en videoforbindelse. Hensynet til parternes forberedelse af sagen En noget anden begrundelse for en tidlig afhøring kan bestå i, at denne vil være hensigtsmæssig af hensyn til den videre forberedelse af sagen eller en parts eller parternes forberedelse af domsforhandlingen. Det kan eksempelvis være nødvendigt at få afklaret dele af faktum af hensyn til at kunne indhente syn og skøn eller en sagkyndig erklæring. Man kan også forestille sig tilfælde, hvor sagen i den grad afhænger af et enkelt eller enkelte vidneudsagn, at sagen måske vil kunne forliges, når disse forklaringer er afgivet. Mere generelt vil parterne under alle omstændigheder have bedre mulighed for at forberede domsforhandlingen, når de på forhånd kender de væsentligste vidneforklaringer. Et hermed beslægtet synspunkt er muligheden for, at parterne navnlig i sager med mere omfattende vidneførsel vil kunne sortere i de afgivne forklaringer, således at domsforhandlingen begrænses i forhold til, hvad der ville have været tilfældet, hvis vidnerne først afgav forklaring under domsforhandlingen. Som nævnt vil ønsket om en supplerende afhøring af vidnerne i disse tilfælde imidlertid kunne side 380 opveje den tidsmæssige besparelse, men samtidig kan relevansen af de forklaringer, som den dømmende ret præsenteres for, være højere.
Retsplejerådet foreslår, at afhøringer i civile sager kan gennemføres før domsforhandlingen, hvis den afhørte forventes ikke at kunne afgive forklaring under domsforhandlingen, hvis parterne er enige herom, eller hvis det er af væsentlig betydning for den videre forberedelse af sagen. Det er retten, der afgør, om en afhøring kan gennemføres før domsforhandlingen, og retten må i den forbindelse også have for øje, at der er store fordele forbundet med, at bevisførelsen som udgangspunkt finder sted under ét. Hovedanvendelsesområdet for afhøringer, som finder sted før domsforhandlingen, vil være tilfælde, hvor et vidne forventes ikke at ville kunne afgive forklaring under domsforhandlingen, eksempelvis på grund af alvorlig sygdom eller forestående udrejse af landet. I disse tilfælde vil der også efter gældende ret være mulighed for at gennemføre en afhøring før domsforhandlingen, og Retsplejerådets forslag går således ud på at styrke sådanne forklaringers brugbarhed ved, at der sker billedoptagelse af dem med henblik på hel eller delvis afspilning under domsforhandlingen, jf. afsnit 8 nedenfor. Retsplejerådet foreslår dog samtidig, at de muligheder, videoteknologien giver, bør udnyttes til at udvide adgangen til at gennemføre afhøringer forud for domsforhandlingen. Retten bør således kunne tillade, at en afhøring gennemføres før domsforhandlingen, hvis parterne er enige herom, eller hvis det er af væsentlig betydning for den videre forberedelse af sagen. Det bemærkes herved, at det forhold, at der er gennemført en afhøring med henblik på hel eller delvis afspilning af billedoptagelsen af forklaringen under domsforhandlingen, ikke i sig selv udelukker, at den pågældende genafhøres under domsforhandlingen. Såfremt den pågældende afgiver forklaring under domsforhandlingen, vil der normalt ikke være anledning til tillige at afspille optagelsen.
forklaringer Dette afsnit behandler optagelse og protokollering af forklaringer, være sig af parter, vidner eller syns- og skønsmænd, hvad enten forklaringen afgives før domsforhandlingen eller under domsforhandlingen. side 381 Diskussionen omfatter kun tilfælde, hvor retten medvirker ved gennemførelsen af afhøringen. Afhøringer, som finder sted uden rettens umiddelbare medvirken, samt mundtlige eller skriftlige erklæringer uanset det anvendte medium er således ikke omfattet.
8.1.1. Domsforhandlingen Forklaringer afgivet under domsforhandlingen protokolleres i det omfang, retten bestemmer, jf. retsplejelovens § 186, stk. 1. I praksis er det meget sjældent, at forklaringer, som afgives under domsforhandlingen i dispositive civile sager, protokolleres. Forklaringerne skal imidlertid gengives i dommen i fornødent omfang, dvs. i det omfang, de har betydning for afgørelsen. Dommeren vil med henblik herpå selv tage notater. I en kollegial ret kan dommerne eventuelt have aftalt en arbejdsfordeling, således at én af dommerne har hovedansvaret for at tage notater. Fordelene ved at undlade protokollering er navnlig følgende: _ Man undgår den forstyrrelse og afbrydelse, som en protokollering under domsforhandlingen ville indebære. _ Det er slet ikke nødvendigt (på grundlag af dommerens notater) at skrive et egentligt referat af forklaringerne, hvis der ikke afsiges dom, dvs. navnlig hvis der indgås forlig. _ Det er kun nødvendigt (på grundlag af dommerens notater) at skrive et egentligt referat forklaringerne i det omfang, de har betydning for dommen. Forklaringer, som viser sig helt eller delvis at være uden betydning for afgørelsen, behøver således ikke eller kun delvis at gengives i egentlig referatform. _ For så vidt dommen affattes efter retsplejelovens § 366 a, stk. 2, er det i byretssager kun nødvendigt (på grundlag af dommerens notater) at skrive et egentligt referat af forklaringerne, hvis dommen ankes. Det kan omvendt opfattes som en ulempe, at den, der afhøres, ikke påhører protokolleringen og dermed ikke har mulighed for at rette eventuelle misforståelser. I ægteskabssager protokolleres forklaringer normalt i retsbogen, således at de ikke behøver at medtages i dommen, der for så vidt angår forklaringerne blot henviser til retsbogen. Praksis er imidlertid ikke entydig, og det forekommer også (blandt andet ofte i ankesager), at forklaringerne medtages i dommen på samme måde som i dispositive civile sager. I øvrigt er der kun udtrykkelig hjemmel til at udelade forklaringerne, når en byretsdom affattes efter § 366 a, stk. 2. I straffesager i første instans skal forklaringerne protokolleres i retsbogen, jf. retsplejelovens § 876, stk. 1, § 928, stk. 3, og § 939. Det side 382 samme gælder ved anke til landsretten, som omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, jf. § 965 a. Det har i byretssager hidtil været almindeligt til gengæld ikke at gengive forklaringerne i dommen, men blot henvise til retsbogen. Formålet synes navnlig at have været at spare arbejdet med at gengive forklaringerne i dommen. Eftersom både retsbogen og dommen nu skrives på edb, er det imidlertid meget enkelt at kopiere forklaringerne fra retsbogen til dommen, hvilket også forekommer i et vist omfang. Ideelt set burde man også gå det skridt videre og redigere forklaringerne, så de passer til dommen. Dette sker dog sjældent i praksis. Derimod anvendes undertiden en helt tredje metode, nemlig at lade retsbogens referat af forklaringerne bestå i en henvisning til gengivelsen i dommen.
Forklaringer afgivet før domsforhandlingen protokolleres i referatform, jf. retsplejelovens § 186, stk. 2, idet de vigtigste udtalelser så vidt muligt gengives med den afhørtes egne ord. Denne regel gælder for vidneforklaringer, partsforklaringer i civile sager (jf. § 305) og forklaringer af syns- og skønsmænd (jf. § 209). Reglen gælder derimod ikke for sigtede eller tiltalte i en offentlig straffesag. I straffesager gælder for alle forklaringer i retsmøder under efterforskningen, at forklaringen skal protokolleres i referatform, idet de vigtigste udtalelser så vidt muligt gengives med den afhørtes egne ord, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1, jf. § 751, stk. 1. For vidneforklaringer og forklaringer af syns- og skønsmænd er der således tale om en dobbeltregulering. I straffesager gælder for alle forklaringer i retsmøder under efterforskningen desuden, at den afhørte skal gives mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen, og at den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser skal medtages, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1, jf. § 751, stk. 2. Ifølge forarbejderne behøver den afhørte ikke straks at gøres bekendt med gengivelsen af forklaringen. Det er tilstrækkeligt, at den afhørte gøres bekendt med, at han eller hun efterfølgende vil kunne henvende sig og få referatet oplæst eller udleveret til gennemsyn. Protokollering af forklaringer, som afgives før domsforhandlingen, er som regel nødvendig, for at forklaringen overhovedet kan indgå i sagen for den dømmende ret. Selv i tilfælde, hvor forklaringen afgives for den dommer, som senere skal dømme i sagen, ville det næppe være tilfredsstillende, hvis en forklaring, der er afgivet måske lang tid før domsforhandlingen, alene skulle indgå i sagen i kraft af dommerens personlige notater. side 383
Den praktiske gennemførelse af protokollering er forskellig i forskellige retter og kan også variere inden for den samme ret fra sag til sag. Den måske klassiske måde er, at dommeren på grundlag af sine notater dikterer referatet til retsbogen, mens den afhørte hører på, således at den afhørte har mulighed for at gøre opmærksom på eventuelle misforståelser. Metoden giver også mulighed for, at parterne anmoder om ændringer i forhold til dommerens diktat. Dette har selvstændig betydning, da parterne i højere grad end den afhørte ved, på hvilken måde forklaringen har betydning for sagen. Det umiddelbare diktat kan ske til diktafon, men kan også ske til en kontorfunktionær, som deltager i retsmødet. I sidstnævnte tilfælde er retssalen undertiden indrettet således, at dommeren har en edb-skærm, hvor han eller hun umiddelbart kan se det, som indtastes. Denne klassiske fremgangsmåde er på den ene side en sikker metode, men tager til gengæld meget tid af den knappe retssalstid. Det kan også virke som en afbrydelse af et jævnt fremadskridende forløb, at der skal dikteres efter hver forklaring. En anden metode, som navnlig anvendes i straffesager i Østre Landsret og i nævningestraffesager i Vestre Landsret, går ud på, at en medarbejder ved retten (ikke dommerne) skriver et referat af forklaringerne. Denne metode giver mulighed for, at referatet oplæses, således at den afhørte og parterne (og dommerne) kan komme med eventuelle rettelser. Dette bruges dog nu sjældnere end tidligere, og man nøjes som regel med, at en af dommerne efterfølgende kontrollerer, at referatet er i overensstemmelse med dommerens egne notater (og med, hvad dommeren kan huske af forklaringen). En tredje mulighed er, at dommeren udarbejder referatet efterfølgende på grundlag af sine egne notater. At dommeren "udarbejder" referatet, betyder ikke nødvendigvis, at dommeren skriver referatet. Der kan også være tale om diktat, således at referatet indtastes til retsbogen af en anden medarbejder ved retten. Metoden, som blandt andet normalt anvendes i Vestre Landsret i ankestraffesager, og som også har været anvendt i større straffesager ved nogle byretter, giver mulighed for, at der fremsendes et udkast til retsbogstilførsel til parterne (og eventuelt til den afhørte) med henblik på bemærkninger. Retten kan imidlertid også blot fremsende den af retten fastsatte retsbogstilførsel, således at parternes (og den afhørtes) eventuelle bemærkninger efterfølgende særskilt tilføres retsbogen.
Retsplejelovens § 33, stk. 2, bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om fonetisk optagelse af retsforhandlinger. Bemyndigelsen er imidlertid ikke udnyttet. Bestemmelsen blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 325 af 13. juni 1973, der trådte i kraft den 1. oktober 1973. På foranledning af side 384 Retsplejerådet havde der siden 1963 været foretaget forsøg med fonetisk optagelse af bevisførelsen i landsretterne og enkelte byretter. På grundlag af de indvundne erfaringer meddelte rådet i december 1968 Justitsministeriet, at det for byretternes vedkommende ikke kunne tilrådes at gå over til at anvende denne form for fiksering af bevisførelsen, og at det for landsretternes vedkommende ikke var muligt at drage nogen konklusion med hensyn til, om man burde gå over til at anvende denne bevisoptagelsesform. Rådet henstillede samtidig, at landsretternes forsøg med anvendelse af fonetisk optagelse blev fortsat. Formålet med bestemmelsen var på den baggrund at skabe hjemmel til at fastsætte regler om fonetisk optagelse af bevisførelse og andre retsforhandlinger, såfremt der skulle opstå behov for en regulering af den form for gengivelse af retsforhandlingerne. (Jf. FT 1972-73, till. A, sp. 4813). Som nævnt er bemyndigelsen imidlertid ikke udnyttet. Retsplejelovens § 32 forbyder optagelse eller transmission af billede og lyd i retsmøder, herunder retsmøder, der ikke holdes i en retssal. Retten kan dog undtagelsesvis give tilladelse hertil. Forarbejderne til § 32 indeholder meget præcise anvisninger på, hvornår retten kan give en sådan tilladelse. Retsplejelovens § 32 tager efter sin forhistorie og hele baggrund alene sigte på optagelse eller transmission af billede og lyd, som foretages af private. Bestemmelsen regulerer således ikke rettens optagelse (eller transmission) af billede og lyd. Bortset fra den ikke udnyttede bemyndigelse til at fastsætte regler om fonetisk optagelse af retsforhandlinger er rettens optagelse eller transmission af billede og lyd ikke reguleret i retsplejeloven. I straffesager gælder for alle forklaringer i retsmøder under efterforskningen den særlige regel, at hvis der sker lydoptagelse af forklaringen, skal den afhørte gøres bekendt med det, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1, jf. § 751, stk. 3. Retsplejelovens § 32, stk. 2, indeholder en tilsvarende regel, som dog også omfatter optagelse af billeder. Efter ordlyden omfatter bestemmelsen derimod ikke transmission af billede og lyd. Den nærmere rækkevidde af § 32, stk. 2, er imidlertid uklar. Bestemmelsen knytter sig til rettens mulighed for at undtage fra forbudet i § 32, stk. 1, men som nævnt vil der kun med samtlige aktørers samtykke blive givet tilladelse til optagelse eller transmission af billede og lyd, når en person afgiver forklaring. Optagelse af en forklaring kan således under alle omstændigheder kun ske med den afhørtes samtykke, og en underretningspligt er derfor overflødig. Spørgsmålet er herefter, om retsplejelovens § 32, stk. 2, skal fortolkes således, at den også omfatter optagelse af billede og lyd, som foretages af retten. Sådanne optagelser er som nævnt ikke reguleret i retsplejeloven, men kan ikke antages at forudsætte samtykke fra nogen. I praksis forekommer det stort set aldrig, at retten foretager billedeller lydoptagelse af en forklaring. side 385
8.2.1. Norge I Norge protokolleres forklaringer, som afgives under domsforhandlingen, normalt ikke. Retten kan dog undtagelsesvis beslutte, at forklaringen protokolleres. En sådan beslutning kan træffes efter anmodning fra en part eller af egen drift. Protokolleringen sker i givet fald som et kortfattet referat af forklaringen. Er der mistanke om, at forklaringen er usandfærdig, sker der dog en mere udførlig protokollering. Forklaringer afgivet før domsforhandlingen protokolleres i form af et kort referat. Der er i Norge gennemført en forsøgsordning med lydoptagelse af domsforhandlingen i straffesager. Baggrunden for forsøgsordningen var blandt andet en konkret sag, hvor domsforhandlingen i en straffesag på privat initiativ faktisk var optaget på bånd, og hvor båndoptagelsen havde betydning for en beslutning om at genoptage straffesagen. Forsøgsordningen omfatter otte by- og herredsretter og én lagmannsret. Retten bestemmer, om domsforhandlingen helt eller delvis skal optages på lydbånd. En delvis optagelse bør særlig rettes mod de afgivne forklaringer og i lagmannsretten tillige mod retsformandens retsbelæring. Rettens beslutning om at foretage eller nægte lydoptagelse kan ikke påkæres. Når der sker lydoptagelse, skal den, som afhøres, underrettes herom. Når der undtagelsesvis træffes bestemmelse om protokollering af en forklaring, kan retten bestemme, at lydoptagelse skal træde i stedet for protokollering. Det skal i så fald tilføres retsbogen, at der er truffetbeslutning om protokollering, hvad der skal protokolleres ogtidspunktet herfor. I øvrigt kan der henvises til lydoptagelsen. Retten kan undtagelsesvis bestemme, at en lydoptagelse skal afspilles senere under domsforhandlingen. Rettens beslutning om at tillade eller nægte afspilning kan ikke påkæres. Lydoptagelserne skal opbevares af retten under hele forsøgsperioden. Når dommen er afsagt, gælder der samme regler om aktindsigt i lydoptagelsen som om aktindsigt i sagens dokumenter. Som hovedregel har sigtede, forurettede og enhver, der har retlig interesse, adgang til aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt skal angive, hvad lydoptagelsen skal bruges til, og der kan kræves en nærmere begrundelse af anmodningen. Retten bestemmer, om aktindsigt skal gives ved afspilning af optagelsen på rettens kontor eller ved udlån af en kopi af optagelsen. Rettens beslutning herom kan ikke påkæres. (Rettens beslutning om i det hele taget at give eller nægte aktindsigt i side 386 lydoptagelsen er derimod genstand for kære). Ved udlån af en kopi af optagelsen fastsætter retten en frist for tilbagelevering af kopien. I særlige tilfælde kan en udskrift af lydoptagelsen træde i stedet for en kopi af lydoptagelsen. Forsøgsordningen vil blive evalueret med henblik på at tage stilling til, om og i givet fald i hvilket omfang forklaringer skal optages på bånd. Blandt spørgsmål, som der i givet fald vil skulle overvejes, kan nævnes: _ Parternes og tredjemands adgang til at gennemlytte optagelsen _ Parternes og tredjemands adgang til at få kopi af optagelsen _ Parternes og tredjemands adgang til at få udskrift af optagelsen _ Dommerens adgang til optagelsen (i den gennemførte forsøgsordning har dommeren ikke måttet anvende optagelsen i forbindelse med skrivningen af dommen) _ I hvilket omfang har en part krav på afspilning af optagelsen i ankeinstansen? _ Medfører det ophævelse af dommen, hvis det ved hjælp af optagelsen kan dokumenteres, at dommeren har misforstået en forklaring på et vist punkt, som har betydning og eventuelt afgørende betydning for sagen? Der foreligger endnu ikke oplysninger om, hvornår evalueringen vil blive gennemført.
I Sverige skal forklaringer protokolleres eller optages fonetisk i det omfang, de kan antages at være af betydning for sagen. For forklaringer, der afgives under domsforhandlingen i hovret, gælder dette dog kun i det omfang, forklaringerne kan antages at have betydning ved en eventuel anke til Højesteret. Forklaringer, som afgives under domsforhandlingen i Højesteret, behøver ikke at protokolleres eller optages fonetisk. I praksis optages forklaringer fonetisk i stedet for at protokolleres. Lydoptagelsen skal opbevares i to måneder efter sagens afgørelse. I tilfælde af anke skal lydoptagelsen dog opbevares, indtil ankesagen er afgjort. Aktindsigt i lydoptagelsen meddeles i form af en kopi af optagelsen, medmindre retten finder, at der af særlige grunde skal fremstilles en udskrift af optagelsen. side 387
8.3.1. Relevante hensyn Protokollering af forklaringer Hovedformålet med at protokollere forklaringer er naturligvis at opnå sikker oplysning om, hvad der er forklaret. Dette har i første række betydning ved sagens afgørelse, herunder skrivningen af dommen. Det har dernæst betydning ved parternes ankeovervejelser. Et pålideligt referat er imidlertid også nødvendigt, hvis der skal gennemføres en sag om falsk forklaring for retten. Endelig kan et referat af forklaringen være af væsentlig betydning i tilfælde af anke, da det kan gøre en genafhøring unødvendig, eller man kan nøjes med en supplerende afhøring, ligesom det kan forekomme, at vidnet ikke kanafhøres under anken. Billed- eller lydoptagelse af forklaringer Som udgangspunkt kan der anføres de samme grunde til at foretage billed- eller lydoptagelse af en forklaring som til at optegne et referat af forklaringen i retsbogen. Der kan således foretages billed- eller lydoptagelse af en forklaring, som afgives under forberedelsen, med henblik på eventuel hel eller delvis afspilning under domsforhandlingen. En forklaring, hvor der er sket billed- eller lydoptagelse, kan endvidere benyttes af parterne ved deres ankeovervejelser, under en eventuel sag om falsk forklaring for retten eller under en eventuel anke, hvis genafhøring anses unødvendig eller ønskes begrænset til en supplerende afhøring, samt hvis vidnet ikke kan afhøres under anken. Dette gælder, hvad enten forklaringen afgives før domsforhandlingen eller under domsforhandlingen. I forhold til et retsbogsreferat vil en billed- eller lydoptagelse være en mere umiddelbar gengivelse af forklaringen. Til gengæld er lyd- og billedoptagelser langt mere uhåndterlige end referater. En trænet læser kan ved at skimme et referat forholdsvis hurtigt udpege særligt relevante afsnit. Selv om man utvivlsomt også kan opnå træning i aflytning eller gennemsyn af lyd- og billedoptagelser, vil det formentlig altid være en væsentlig langsommere metode end læsning af et referat. Det er således et velkendt fænomen, at mennesker taler hurtigere, end de skriver, men hurtigere tilegner sig skriftlige oplysninger end mundtlige oplysninger. Når det drejer sig om søgning i store datamængder, er det i visse tilfælde en fordel at anvende computere. I USA kan det således forekomme, at en sagsøgt virksomhed pålægges at udlevere millioner af A4-sider. Forudsat der er udsigt til at få tilkendt store beløb, vil sagsøgerens advokat eksempelvis indskanne dokumenterne og lagre dem på cd-rommer for at kunne søge i dem ved hjælp af en computer. Man kan tilsvarende forestille sig, at søgning i omfattende billedeller lydoptagelser af forklaringer gennemføres ved hjælp af 388 computere. Retsplejerådet har dog ikke fundet anledning til at gå nærmere ind på denne mulighed på nuværende tidspunkt. En billed- eller lydoptagelse er nemmere at gennemføre end en protokollering, idet det herved forudsættes, at retterne indrettes med let betjent optageudstyr. Hvis alternativet er en protokollering på grundlag af dommerens notater, kan dommeren måske tage mindre udførlige notater, hvilket giver dommeren større mulighed for en mere direkte retsledelse. Det afhænger dog af, om billed- eller lydoptagelsen vil kunne nyttiggøres ved domsskrivningen. Hvis alternativet er en traditionel protokollering efter hver forklaring, giver en billed- eller lydoptagelse en mere koncentreret retshandling uden generende afbrydelser. Dette giver først og fremmest alle involverede et bedre udbytte af retshandlingen og er desuden udtryk for en umiddelbar tidsbesparelse. Som nævnt kan den efterfølgende brug af billed- eller lydoptagelsen imidlertid omvendt være mere tidskrævende, end når der sker protokollering. Hvis alternativet er, at en anden medarbejder ved retten end dommeren tager notater med henblik på protokollering, vil en billedeller lydoptagelse formentlig på langt sigt, når det rigtige udstyr er gennemprøvet og fast indarbejdet, være ressourcebesparende. Som nævnt kan den efterfølgende brug af billed- eller lydoptagelsen imidlertid omvendt være mere ressourcekrævende, end når der sker protokollering. Endelig kan der anføres nogle særlige grunde til at foretage billedeller lydoptagelse af forklaringer, som ikke er relevante for protokollering. Det drejer sig for det første om optagelser, der som udgangspunkt ikke skal bruges, eksempelvis optagelse af forklaringer under domsforhandlingen, som kun anvendes, hvis sagen ankes, eller hvis der rejses sag om falsk forklaring for retten. Det drejer sig for det andet om optagelser, som bruges til fremstilling af et referat af forklaringen. Dette kan være i de tilfælde, hvor protokollering bør ske, eller i forbindelse med skrivningen af dommen.
Retsplejerådet finder, at der bør kunne ske billedoptagelse af en forklaring, som afgives før domsforhandlingen. En lydoptagelse giver væsentlig ringere mulighed for at vurdere forklaringen end en billedoptagelse. Der bør dog undtagelsesvis kunne ske lydoptagelse af en forklaring, hvis en billedoptagelse ikke er mulig. Protokollering Det må overvejes, om en forklaring, der optages, skal protokolleres i referatform på samme måde som andre forklaringer, der afgives før domsforhandlingen. Det vil sjældent være hensigtsmæssigt at fremstille en fuldstændig udskrift af forklaringen, da omkostningerne ikke vil stå i rimeligt forhold til udbyttet. Det bemærkes, at muligheden for, at en pålidelig side 389 udskrift af optagelsen fremstilles af en computer, må antages at ligge så langt ude i fremtiden, at Retsplejerådet ikke har fundet at burde tage hensyn hertil. En fuldstændig udskrift vil kunne bruges til at finde relevante steder i optagelsen, men disse steder vil også kunne findes ved gennemspilning af optagelsen. På grund af sit omfang vil en fuldstændig udskrift sjældent egne sig til at fremlægge som skriftligt bevis for den dømmende ret, hverken alene eller i kombination med en delvis afspilning af optagelsen. Dele af en fuldstændig udskrift ville derimod kunne fremlægges som skriftligt bevis for den dømmende ret, men her bør parterne som udgangspunkt henvises til en delvis afspilning af optagelsen. Et retsbogsreferat af forklaringen vil først og fremmest kunne bruges af parterne ved forberedelsen af domsforhandlingen. Endvidere kan det fremlægges som skriftligt bevis, hvis ingen af parterne ønsker en fuldstændig afspilning af optagelsen under domsforhandlingen. Retsbogsreferatet er endvidere nødvendigt i ankesager for Højesteret, da der vil være meget begrænsede muligheder for afspilning af optagelser af forklaringer for Højesteret (jf. nedenfor). Retsplejerådet finder på den baggrund, at en forklaring, der optages før domsforhandlingen, som hovedregel skal protokolleres i referatform på samme måde som andre forklaringer, der afgives før domsforhandlingen. Retten bør dog kunne bestemme, at der ikke sker protokollering. I den forbindelse må parternes synspunkter tillægges betydelig vægt. Retsbogsreferatet vil være omfattet af de almindelige regler om aktindsigt i retsbøger for personer, der har en retlig interesse heri (i traditionel, snæver forstand), jf. retsplejelovens § 41, og for massemedier, når sagen er endt, jf. retsplejelovens § 41 a. Afspilning af billed- og lydoptagelser under domsforhandlingen Retten bestemmer på grundlag af parternes anmodninger, i hvilket omfang billed- og lydoptagelser kan afspilles under domsforhandlingen. Parternes anmodninger herom vil skulle fremsættes i god tid før domsforhandlingen. Ved længere domsforhandlinger vil afspilning af billed- og lydoptagelser indgå i tidsplanen for domsforhandlingen. I den første tid efter de nye reglers ikrafttræden vil det være nyt for parterne og retten, men gradvis vil skøn over den tid, der skal afsættes til afspilning af billed- og lydoptagelser, ske rutinemæssigt på samme måde, som der i dag skønnes over eksempelvis, hvor lang tid der skal afsættes til vidneforklaringer. Det vil således navnlig ikke være nødvendigt at vente med at fastsætte tidsrammerne for domsforhandlingen, til afhøringen har fundet sted, eller til parterne er nået så vidt i forberedelsen af domsforhandlingen, at de ved, hvilke dele af billed- og lydoptagelserne de ønsker afspillet under domsforhandlingen. side 390 Efter retsplejeloven er udgangspunktet for bevisførelsen et princip om bevisumiddelbarhed, men dette princip fraviges for Højesterets vedkommende, jf. om begrundelsen herfor afsnit 7.1 ovenfor. På den baggrund finder Retsplejerådet, at det kun undtagelsesvis bør forekomme, at en billed- eller lydoptagelse af forklaringer afspilles for Højesteret under domsforhandlingen. For Højesteret må parterne således som altovervejende hovedregel anvende et retsbogsreferat af forklaringen. Parterne vil dog også kunne anvende en udskrift af dele af forklaringen eller eventuelt af hele forklaringen. Dette sker dog i så fald som hovedregel for egen regning, da udgifter til udskrift af optagelsen kun undtagelsesvis vil kunne medregnes til sagsomkostningerne. Parterne vil naturligvis også for andre retter kunne vælge alene eller tillige at anvende et retsbogsreferat eller en hel eller delvis udskrift af forklaringen, men for udskriftens vedkommende altså som hovedregel for egen regning. Brug af optagelsen under voteringen og domsskrivningen I det omfang, en optagelse af en forklaring har været afspillet under domsforhandlingen, vil dommeren eller dommerne kunne gennemse optagelsen i forbindelse med voteringen og domsskrivningen. Dette vil være helt parallelt til dommerens eller dommernes konsultation af sagens dokumenter eller beviser i øvrigt. Foretages der kun en delvis afspilning, kan der fremlægges et retsbogsreferat eller eventuelt en udskrift af afhøringen, som indgår i sagen som bevis, og som dommeren eller dommerne kan konsultere under voteringen eller domsskrivningen. Dommeren eller dommerne vil også kunne gennemse dele af en optagelse, som ikke er blevet afspillet under domsforhandlingen, men vil ikke kunne tillægge sådanne ikke afspillede dele af forklaringen betydning ved afgørelsen. Retten vil imidlertid af egen drift kunne anordne afspilning af dele af optagelsen, som ingen af parterne ønsker afspillet, da en sådan beslutning er analog til at stille yderligere spørgsmål til et vidne (og herunder om fornødent genindkalde et vidne), hvilket er hjemlet i retsplejelovens § 183, stk. 2, 1. pkt. I givet fald må domsforhandlingen genoptages, således at parterne har mulighed for at kommentere det pågældende afsnit af optagelsen.
domsforhandlingen Protokollering Retsplejerådet foreslår ingen ændringer af de gældende regler om protokollering af forklaringer under domsforhandlingen. I civile sager protokolleres forklaringer normalt ikke, men der er hjemmel til at gøre det, hvis retten af særlige grunde finder det hensigtsmæssigt. Retsplejerådet finder, at dette er udtryk for en side 391 fornuftig afvejning af fordele og ulemper ved protokollering af forklaringer, som afgives under domsforhandlingen. I straffesager er retsplejelovens regulering af protokollering af forklaringer noget spredt, og der er formentlig ikke nogen fuldstændig ensartet praksis. Det kunne således overvejes at foretage en mere præcis regulering, hvor der også skelnes mere klart mellem tilståelsessager, lægdommersager, ikke-lægdommersager og ankesager. Da der er tale om et spørgsmål, som særligt angår straffeprocessen, finder Retsplejerådet imidlertid ikke at burde gå nærmere ind herpå. For civile sagers vedkommende er det Retsplejerådets opfattelse, at den eksisterende praksis, hvor forklaringerne gengives i dommen (eller i en redegørelse efter retsplejelovens § 366 a, stk. 3) i det omfang, de har betydning for sagen, normalt fungerer tilfredsstillende. Det forekommer dog undertiden, at der i ankesager er behov for en genafhøring på grund af en utilstrækkelig fiksering af forklaringen i første instans. Billed- og lydoptagelse Retsplejerådet har overvejet muligheden for at foretage billed- eller lydoptagelse af forklaringer, som afgives under domsforhandlingen. Formålet med en sådan optagelse, som kendes fra Sverige i form af lydoptagelse, ville være at sikre bevis for, hvad der er forklaret, i de relativt få tilfælde, hvor der er brug herfor, enten i forbindelse med anke eller i forbindelse med en sag om falsk forklaring for retten. Optagelsen ville i princippet også kunne konsulteres af dommeren eller dommerne under voteringen eller skrivningen af dommen, men det ville næppe ske særligt ofte. I Sverige, hvor lydoptagelse af forklaringer sker systematisk, benyttes optagelsen sjældent af dommeren eller dommerne. I langt de fleste tilfælde ville optagelsen således ikke blive brugt til noget. I de tilfælde, hvor der faktisk blev brug for optagelsen, ville det ofte være nødvendigt at fremstille en fuldstændig udskrift, hvilket er meget besværligt, og så er en fuldstændig udskrift endda ikke særlig håndterlig. I lyset heraf finder Retsplejerådet ikke tilstrækkeligt grundlag for at foreslå regler om systematisk optagelse af forklaringer, som afgives under domsforhandlingen. Udbyttet ved en sådan generel ordning ville ikke stå mål med indsatsen. Derimod foreslår Retsplejerådet, at retten skal kunne beslutte at foretage billed- eller lydoptagelse af en forklaring. På dette særlige område finder Retsplejerådet det hensigtsmæssigt at overlade det til de enkelte retter at danne deres egen praksis med hensyn til, om man kun undtagelsesvis eller i særlige tilfælde eller omvendt mere eller mindre generelt, eventuelt i visse kategorier af sager, vil foretage billed- eller lydoptagelse af forklaringer. Beslutningen om at foretage eller ikke foretage billed- eller lydoptagelse af en forklaring træffes af retsformanden i den pågældende sag. Domstolschefen kan ikke fastsætte bindende (men nok vejledende) retningslinier herfor. side 392
Praktiske spørgsmål Retsplejerådet foreslår i forvejen, at der installeres videokameraer og videoskærme i et antal retssale med henblik på afholdelse af videomøder (jf. afsnit 4-6 ovenfor), og de samme videokameraer vil kunne benyttes ved billedoptagelse af afhøringer, ligesom videoskærmene vil kunne benyttes ved afspilning af optagelsen under domsforhandlingen. Der vil dog yderligere skulle investeres i optageudstyr. Ved videomødeafhøringer vil det være mest praktisk, at billedoptagelsen sker der, hvor den afhørte befinder sig (jf. også afsnit 6.2). Det, der skal optages, er billedet af den afhørte og den samlede lyd både fra det sted, hvor den afhørte befinder sig, og fra det sted, hvorfra afhøringen foretages. I princippet kunne man forestille sig en mere fuldstændig optagelse, hvor også billedet eller billederne fra det sted, hvorfra afhøringen foretages, blev optaget. Selv om dette for så vidt er teknisk muligt, herunder således at alle billederne optages samlet på samme medium, finder Retsplejerådet dog ikke tilstrækkelig anledning til en så vidtgående optagelse. Det afgørende er, at spørgsmål og svar samt billedet af den afhørte optages. Af praktiske grunde bør videobilledet indeholde en tæller, således at en part entydigt over for retten og modparten kan angive bestemte dele af billedoptagelsen, dels med henblik på afspilning under domsforhandlingen, dels med henblik på udskrift af optagelsen. Forholdet til forbudet mod optagelse af billede og lyd i retsmøder Når der foretages billed- eller lydoptagelse af en afhøring, bør det ske ved rettens foranstaltning, der ikke er omfattet af forbudet mod optagelse af billede og lyd i retsmøder (retsplejelovens § 32). Der bør imidlertid ikke være adgang til videregivelse eller offentliggørelse af sådanne optagelser af forklaringer afgivet i retsmøder. I forarbejderne til forbudsbestemmelsen lægges der således stor vægt på, at der kun vil blive givet tilladelse til transmission eller optagelse af parts- eller vidneforklaringer, hvis samtlige sagens aktører samtykker. Der bør derfor indføres et særskilt strafsanktioneret forbud mod uberettiget videregivelse eller offentliggørelse af de af retten foretagne optagelser af afhøringer i retsmøder. Af hensyn til parternes forberedelse af domsforhandlingen samt ankeovervejelser må de have adgang til de pågældende optagelser. Parterne og deres advokater bør for det første have adgang til at gennemse henholdsvis gennemlytte optagelsen på rettens kontor. Dernæst bør parternes advokater have mulighed for at få udleveret en kopi af optagelsen. Advokaten vil kunne lade parten gennemse eller gennemlytte optagelsen, men må ikke udlevere en billedoptagelse til parten. Denne afgrænsning af adgangen til at råde over en billedoptagelse svarer til Retsplejerådets forslag med hensyn til forklaringer, som afgives via en videoforbindelse, hvor en parts side 393 deltagelse i et sådant videomøde skal kontrolleres, enten ved partens fremmøde på et autoriseret sted eller ved, at parten har en ansvarlig person, eksempelvis en advokat, ved sin side (jf. afsnit 4.5 ovenfor). Når en part gennemser eller gennemlytter optagelsen hos retten, må det sikres, at optagelsen ikke kan manipuleres, eventuelt ved anvendelse af en kopi. Forholdet til reglerne om aktindsigt Der bør ikke i almindelighed udleveres kopi af billed- og lydoptagelser af afhøringer i retsmøder. En part kan gennemse optagelsen i rettens lokaler. En parts advokat vil kunne få udleveret en kopi (med forbud mod videregivelse), jf. ovenfor. Andre, som har en retlig interesse heri, vil kunne gennemse optagelsen i rettens lokaler. Retlig interesse skal forstås i traditionel, snæver forstand, og omfatter ikke journalisters interesse i at varetage deres opgave som offentlighedens kontrol- og informationsorgan. Indgives der anmeldelse om falsk forklaring for retten, vil der skulle udleveres en kopi til politiet. Bortset herfra forudsættes sådanne optagelser alene anvendt under domsforhandlingen i den pågældende sag eller i en beslægtet sag eller under anke. Ved afspilningen under domsforhandlingen eller under en anke gælder retsplejelovens almindelige regler om forbud mod optagelse og transmission af billede og lyd og om dørlukning og referatforbud. Retsplejerådet har overvejet, om optagelserne skal være omfattet af almindelige arkivregler, eller om de tværtimod obligatorisk bør slettes efter en vis tid. Rådet finder, at dette spørgsmål er egnet til administrativ regulering, og foreslår, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler herom. Rådet forudsætter dog samtidig, at bemyndigelsen i første omgang udnyttes til at bestemme, at optagelserne skal opbevares i ét år efter sagens endelige afgørelse, og at de derefter skal slettes. Senere vil de indhøstede erfaringer eventuelt kunne give anledning til en anden ordning. Udskrift af optagelsen Som berørt ovenfor vil det ofte være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fremstille en fuldstændig udskrift af optagelsen. En part bør imidlertid mod betaling af de faktiske udgifter kunne forlange at få hel eller delvis udskrift af optagelsen efter samme regler, som gælder om aktindsigt i en sags dokumenter. Det bemærkes, at sådanne udgifter kun undtagelsesvis vil kunne medregnes til sagsomkostningerne, da parterne som udgangspunkt må anvende selve optagelsen eller et retsbogsreferat. Andre end parterne bør tilsvarende have adgang til mod betaling af de faktiske udgifter at få hel eller delvis udskrift af optagelsen efter samme regler, som gælder om aktindsigt i en sags dokumenter. Aktindsigt vil således være begrænset til personer, der i traditionel, snæver forstand har retlig interesse i at få aktindsigt. side 394 |