|
|
|
||
|
UfR 2005.1004 HK |
|||
|
H.K. 30. december 2004 i sagerne 397/2004, 398/2004 og
508/2004 Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Lars Henriksen, Åbyhøj), T2 (adv. Bjørn Elmquist, Kbh.), T3 (adv. Bjarne Frøberg, Århus), T4 (adv. Michael Juul Eriksen, Åbyhøj) og T5 (adv. Morten Wagner, Viborg) og T6 (adv. Torben Bagge, Frederiksberg). Vestre Landsrets kendelse 2. september 2004 (Kristian Petersen, Dorte Jensen, Helle Bertung). - - - Der afsagdes endvidere følgende Kendelse: De venterum, som de tiltalte skal brug i pauserne under denne sag, er større end sædvanligt, og sagen er tilrettelagt således, at der indtil den 14. marts 2005 højst er retsmøder 3 dage om ugen. Politiet har af sikkerhedsmæssige grunde besluttet, at de tiltalte, når de ikke er sammen med deres forsvarer i venterummet, skal bevogtes i rummet af to betjente. Landsretten finder ikke, at en bevogtning i pauserne som beskrevet er i strid med de tiltaltes ret til en retfærdig rettergang i overensstemmelse med EMRK, art. 6, herunder art. 6, litra b og c. Landsretten er herved opmærksom på, at de tiltalte før og efter retsmøderne transporteres af politiet i op til flere timer. Forsvarernes begæring om, at beslutningen om bevogtning ændres, tages derfor ikke til følge. Thi bestemmes: Begæringen om, at der ikke må ske bevogtning af de tiltalte inde i venterummene, tages ikke til følge. - - - Vestre Landsrets kendelse 3. september 2004 (Kristian Petersen, Dorte Jensen, Helle Bertung). - - - Retsformanden tilkendegav endvidere - idet dokumentation af tiltalte V's forklaring til politirapport herefter i et eller andet omfang vil ske - rettens stillingtagen til anklagemyndighedens begæring om udlevering af kopi af disse forklaringer til nævningerne. Efter begæring blev der herom afsagt Kendelse: Udlevering til nævningerne af rapporter vedrørende afhøring af tiltalte V vil være i strid med hidtidig praksis for behandling af nævningesager, og landsretten finder ikke på det nuværende retsgrundlag at burde fravige denne praksis. Derfor bestemmes: Politirapporter vedrørende afhøring af tiltalte V udleveres ikke til nævningerne. - - - Vestre Landsrets kendelse 2. november 2004 (Kristian Petersen, Dorte Jensen, Helle Bertung). - - - Der afsagdes herefter følgende kendelse: A. Anvendelse af vidnetvangsmidler. A har vægret sig ved at afgive forklaring som vidne og har klart tilkendegivet, at han ikke ved anvendelse af vidnetvangsmidler kan motiveres til af afgive forklaring. Under hensyn til at han i maj 2003 blev idømt 15 års fængsel, som han er ved at afsone, må det herefter anses for nytteløst at anvende vidnetvangsmidler, jf. retsplejelovens § 178. B. Anvendelse af tidlige afgivne forklaringer som bevismidler. 1. Forklaringerne i Retten i Vordingborg den 6. juni 2002. På dette tidspunkt var tiltalte T2 tillagt en sigtets retsstilling, og han var i retsmødet repræsenteret af en beskikket forsvarer. De øvrige tiltalte var endnu ikke sigtet, og der var derfor ikke beskikket forsvarer for dem. De forklaringer, som A afgav i retten den 6. juni 2002 og til de politirapporter af 16. maj 2002 - - -, som han i den forbindelse vedstod i retten, kan få betydning for afgørelsen af sagen. Der er ikke mangler ved deres tilblivelse, som har betydning for afgørelsen om, hvorvidt de kan anvendes som bevismidler. Da A nu har nægtet at afgive forklaring som vidne, og da anvendelse af vidnetvangsmidler må anses for nytteløs, er betingelserne opfyldt for undtagelsesvis at anvende forklaringerne som bevismidler, jf. retsplejelovens § 877, stk. 3. Det bemærkes herved, at oplæsning af forklaringerne vil ske under A's tilstedeværelse. Den Europæiske Menneskeretskonventions art. 6, stk. 3, litra d, der efter Den Europæiske Menneskeretsdomstols praksis angår det bevismæssige grundlag for domfældelse, er ikke til hinder for denne anvendelse af forklaringerne. Konsekvenserne af de begrænsninger i brugen af bevismidler, som følger af domstolens praksis, må der til sin tid tages stilling til på grundlag af kendskab til den samlede bevisførelse. Den bevismæssigt svækkede værdi af forklaringer afgivet uden sædvanlig adgang til at stille modspørgsmål må der ligeledes redegøres for. Det bemærkes, at der ikke ved denne kendelse er taget stilling til, om politirapporterne - - -, der også er vedstået i retsmødet den 6. juni 2002, kan dokumenteres. Disse rapporter er ikke i ekstrakten. 2. Forklaringerne i Retten i Vordingborg i maj 2003: Retten i Vordingborg indvarslede ved breve af 21. marts 2003 forsvarerne i denne sag om, at der i syv dage i perioden 1.-13. maj 2003 ville blive afholdt retsmøder i sagen vedrørende A. På dette tidspunkt var de nu tiltalte sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 og varetægtsfængslet, og der var således beskikket forsvarere for dem. A var sigtet i samme sagskompleks. Efter sagernes karakter, og som det også fremgik af retsmødebegæringen, der er dateret den 22. april 2003, og af det, der forinden var oplyst under et retsmøde den 4. april 2003, forventedes A's forklaring at omfatte andre sigtedes forhold. Retsmøderne ved Retten i Vordingborg i maj 2003, hvorunder A afgav forklaring, havde på den baggrund, som retten også lagde til grund, karakter af retsmøder under efterforskningen i sagen mod de nu tiltalte, jf. retsplejelovens § 747. Dette understreges af, at anklagemyndigheden var repræsenteret af såvel en anklager fra politiet i Vordingborg som en anklager fra politiet i Randers, og af, at afhøringen af A var detaljeret og strakte sig over tre retsdage. Efter retsplejelovens § 748, stk. 2, 1. pkt., var forsvarerne berettigede til at overvære retsmøderne. De havde tillige ret til at stille spørgsmål til A, jf. herved retsplejelovens § 183, stk. 1, 2. pkt., 1. led. Disse forsvarerbeføjelser er af væsentlig retssikkerhedsmæssig betydning. A har nu nægtet at udtale sig under domsforhandlingen i denne sag, og anklagemyndigheden ønsker at anvende de tidligere forklaringer som surrogat for en forklaring under domsforhandlingen. Det er herefter af særlig retssikkerhedsmæssig betydning, om forsvarerne har haft lejlighed til - som under en domsforhandling - at stille de modspørgsmål, som A's besvarelse af anklagemyndighedens spørgsmål måtte give anledning til. Efter retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt., har også den sigtede som udgangspunkt ret til at overvære et retsmøde efter retsplejelovens § 747, men retten kan bestemme, at sigtede skal være udelukket herfra, jf. § 748, stk. 5. Den 4. april 2003 afsagde Retten i Vordingborg i overensstemmelse med anklagemyndighedens begæring kendelse om, at de nu tiltalte ikke måtte være til stede under afhøringen af A. Der blev herved såvel af anklagemyndigheden som i rettens kendelse blandt andet henvist til, at de tiltaltes forsvarere havde adgang til at være til stede ved afhøringen. Kendelsen blev stadfæstet af Østre Landsret den 24. april 2003. Når de tiltalte således var udelukket fra at være til stede, var det af særlig retssikkerhedsmæssig betydning, at forsvarerne fik lejlighed til at overvære afhøringerne og stille spørgsmål som nævnt. Forsvarerne for T1, T2, T4 og T5 gav ikke møde ved de retsmøder, hvor afhøringen af A fandt sted. De havde på forhånd meddelt, at de var forhindrede i at møde, og forsvarerne for T1, T2 og T4 havde i slutningen af marts 2003 anmodet om omberammelse, da de ønskede at være til stede. Også tilkendegivelsen under retsmødet den 4. april 2003 fra T5's daværende forsvarer må forstås sådan, at hun, hvis hun ikke havde været forhindret, ville have givet møde ved afhøringen. Anklagemyndigheden protesterede imod omberammelse, og retten nægtede ved en kendelse af 8. april 2003 at omberamme retsmøderne, ligesom et senere forsøg fra nogle af forsvarerne på at løse problemet ved en særlig tilrettelæggelse af afhøringerne blev afvist. Det må herefter lægges til grund, at der i strid med retsplejelovens § 748, stk. 2, nr. 1, ikke blev givet de nævnte forsvarere lejlighed til at være til stede ved afhøringerne af A. Uanset at en omberammelse ville være forbundet med praktiske vanskeligheder, må der lægges vægt på, at der ikke blev gjort forsøg på at finde en løsning, der imødekom forsvarerne. Under disse omstændigheder skete der i forbindelse med afhøringen en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn, at der ikke i forhold til disse tiltalte i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, bør gives tilladelse til at benytte forklaringen som bevismiddel. Det tilføjes herved, at det ikke kan føre til et andet resultat, at A vil være til stede under domsforhandlingen i forbindelse med en eventuel oplæsning af hans forklaring i maj 2003, og at han i den forbindelse i et vist omfang måske vil kommentere det oplæste og besvare spørgsmål. Forsvareren for T3 gav heller ikke møde ved de retsmøder, hvorunder A blev afhørt i maj 2003. Forsvareren havde i et brev af 25. marts 2003 til Politimesteren i Randers oplyst, at han ikke kunne møde alle de dage, han havde fået underretning om, men havde også meddelt, at han, hvis hans klient ikke ville få adgang til at være til stede, heller ikke selv agtede at give møde. Han bemærkede, at retsbøgerne med A's forklaringer under disse omstændigheder efter hans opfattelse ikke kunne benyttes som bevismidler under sagen mod T3. Efter at bestemmelse som nævnt var truffet om, at de nu tiltalte blev udelukket fra at deltage, fremkom der ikke tilkendegivelse fra denne forsvarer om, at han uanset dette nu agtede at give møde ved afhøringen. Det var derfor - og uanset forsvarerens tilkendegivne opfattelse vedrørende adgangen til at benytte forklaringen som bevismiddel - ikke i forhold til tiltalte T3 en fejl, at afhøringen af A i maj 2003 blev gennemført som sket. Det tillades herefter, at de dele af A's forklaring, der angår tiltalte T3, benyttes som bevismidler, jf. retsplejelovens § 877, stk. 3. Det tilføjes herved, at i det omfang oplæsning af forklaringen herefter er tilladt, men ikke kan ske, uden at andre tiltalte nævnes, må oplæsningen vedrørende disse tiltalte ske i anonymiseret form, og at landsretten ikke ved tilladelsen har taget stilling til, om oplæsningen af konkrete passager under hensyn til den afgørelse, som er truffet vedrørende de andre nævnte tiltalte, må begrænses yderligere eller helt undlades. 3. Forklaringerne til politirapporter af 12. december 2002 og 17. februar 2003. Landsretten har på dette punkt opfattet anklagemyndighedens begæring således, at den alene omfatter de dele af forklaringerne, der angår sagens forhold 33. Forklaringerne kan få betydning for bedømmelsen af dette forhold, og det fremgår af rapporterne, at afhøringerne er sket i overensstemmelse med retsplejelovens regler. Efter at A nu har nægtet at afgive forklaring, er betingelserne i retsplejelovens § 877, stk. 3, for undtagelsesvis at anvende forklaringerne som bevismidler opfyldt. Af de grunde og med de bemærkninger, som ovenfor er anført vedrørende forklaringerne den 6. juni 2002, er Den Europæiske Menneskeretskonvention ikke til hinder for denne anvendelse af forklaringerne. Thi bestemmes: Det tillades anklagemyndigheden at benytte A's forklaring i Retten i Vordingborg den 6. juni 2002 og til politiet den 16. maj 2002 - - - som bevismiddel. For så vidt angår de tiltalte T1, T2, T4 og T5 afslås begæringen om at benytte A's forklaringer i Retten i Vordingborg i maj 2003 som bevismiddel. For så vidt angår tiltalte T3 tillades det anklagemyndigheden at benytte A's forklaring i Retten i Vordingborg i maj 2003 som bevismiddel. Det tillades anklagemyndigheden at benytte de dele af A's forklaringer til politirapporter af 12. december 2002 og 17. februar 2003, som angår forhold 33, som bevismidler. - - - Højesterets kendelse. De påkærede kendelser er afsagt af Vestre Landsrets 6. afdeling den 2. og 3. september og den 2. november 2004. I kendelsen af 2. september 2004 har landsretten truffet bestemmelse om ikke at imødekomme de tiltaltes begæring om, at der ikke skal ske bevogtning af dem i venterummene. I kendelsen af 3. september 2004 har landsretten bestemt, at politirapporter indeholdende forklaringer afgivet af V ikke må udleveres til nævningerne. I kendelsen af 2. november 2004 har landsretten bestemt, at A's forklaringer i Retten i Vordingborg i maj 2003 ikke kan benyttes som bevismiddel over for T1, T2, T4 og T5. Landsretten tillod, at de samme forklaringer kunne benyttes som bevismiddel over for T3. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Per Walsøe, Asbjørn Jensen og Thomas Rørdam. Påstande T6 har påkæret Vestre Landsrets kendelse af 2. september 2004 med påstand om, at det bestemmes, at han ikke må bevogtes i venterummet under domsforhandlingens pauser. Anklagemyndigheden har heroverfor påstået stadfæstelse. Anklagemyndigheden, som har påkæret Vestre Landsrets kendelse af 3. september 2004, har principalt påstået, at det tillades anklagemyndigheden at udlevere politirapporterne vedrørende afhøring af V til nævningerne, i det omfang de af landsretten er tilladt dokumenteret, således at nævningerne skal kunne medtage rapporterne til brug under voteringen, og subsidiært at politirapporterne stilles til rådighed for nævningerne i forbindelse med dokumentation af rapportforklaringerne. T6 har heroverfor principalt påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse. Anklagemyndigheden har påkæret Vestre Landsrets kendelse af 2. november 2004 og har påstået, at det tillades anklagemyndigheden at benytte A's forklaringer afgivet i Retten i Vordingborg i maj 2003 som bevismiddel over for T1, T2, T4 og T5. T1 og T4 har principalt påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse. T3, som ligeledes har påkæret Vestre Landsrets kendelse af 2. november 2004, har påstået, at det ikke tillades anklagemyndigheden at benytte A's forklaringer i Retten i Vordingborg i maj 2003 som bevismiddel over for ham. Anklagemyndigheden har heroverfor påstået stadfæstelse. Landsretten har henholdt sig til afgørelserne. Supplerende sagsfremstilling Højesteret afviste ved kendelse af 26. november 2004 T3's kære af Vestre Landsrets kendelse af 2. november 2004. Da det senere viste sig, at Højesteret ved en fejl havde lagt til grund, at der ikke var indsendt kæreskrift, genoptog Højesteret sagen ved beslutning den 1. december 2004. Anbringender Sag 398/2004: Kære af Vestre Landsrets kendelse af 2. september 2004 T6 har bl.a. anført, at han har været varetægtsfængslet siden den 5. december 2002, og at han før da var varetægtsfængslet i perioden fra den 25. juli 2002 til den 17. oktober 2002. Han har været underlagt besøgs- og brevkontrol. De dage, sagen domsforhandles i Randers, hentes han kl. 6.00 fra Odense Arrest og er først tilbage ca. kl. 18.00. Under transporten til og fra retsbygningen i Randers er han fikseret med bælte. Den fortsatte bevogtning af ham i venteværelset hindrer ham i under pauserne i domsforhandlingen at »være sig selv« og slappe af. Forholdene indebærer en væsentlig psykisk belastning og nedsættelse af hans koncentrationsevne. Bevogtningen i venterummet er urimelig og nedværdigende. Forholdene udgør en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Anklagemyndigheden har heroverfor bl.a. anført, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte politiets vurdering af, hvilke foranstaltninger der kræves for på betryggende måde at bevogte de tiltalte. Der sker ikke bevogtning i venterummene, når forsvareren er til stede. Der er højst berammet tre retsdage om ugen. Bevogtningen af de tiltalte, herunder T6, i venterummene i pauserne under domsforhandlingen indebærer ikke overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, om retfærdig rettergang. Sag: 397/2004: Kære af Vestre Landsrets kendelse af 3. september 2004 Anklagemyndigheden har bl.a. anført, at sagen angår mange personer og mange forhold, som er foregået over længere tid, hvilket gør det nødvendigt, at nævningerne kan råde over politirapporterne som arbejdsredskab. V's forklaringer er omfangsrige og vanskeligt tilgængelige og vedrører mange forskellige forhold begået over en længere periode og angår en stor og skiftende personkreds. Det er ubetænkeligt og hensigtsmæssigt, at nævningerne får udleveret materialet, som er tilladt dokumenteret. Overladelse af politirapporterne til nævningerne har til formål at lette nævningernes tilegnelse af rapportmaterialet. Princippet i retsplejelovens § 968, stk. 2, om domsforhandlingens fremme er ikke til hinder for admittering af kæremålet, idet den del af V's forklaringer, der tager udgangspunkt i, hvad vidner har forklaret til politiet, først vil blive dokumenteret, når den øvrige bevisførelse er afsluttet i februar 2005. Afgørelsen er af principiel betydning. T6 har heroverfor til støtte for sin afvisningspåstand bl.a. anført, at den påkærede kendelse ikke omhandler et principielt spørgsmål, ikke er afgjort med dissens og ikke er i strid med gældende praksis, hvorfor der skal ske afvisning efter retsplejelovens § 968, stk. 2. T6 har til støtte for sin stadfæstelsespåstand anført, at det vil være i strid med retsplejelovens § 894, stk. 2, at udlevere politirapporterne til nævningerne. Sag: 508/2004: Kære af Vestre Landsrets kendelse af 2. november 2004 Anklagemyndigheden har bl.a. anført, at dokumentation af A's forklaringer i Retten i Vordingborg i maj 2003 ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra d. For ingen af de rejste forhold udgør forklaringerne det eneste eller reelt afgørende bevis. A vil være til stede under domsforhandlingen i forbindelse med dokumentation af hans forklaringer, og han har under retsmødet i Vestre Landsret den 25. oktober 2004 forklaret, at noget af det, han tidligere har forklaret, er rigtigt, og at noget ikke er, og at han i et vist omfang måske vil kommentere det oplæste og besvare spørgsmål. De tiltaltes forsvarere blev ved Retten i Vordingborgs skrivelse af 21. marts 2003 underrettet om retsmøderne i maj 2003, på hvilket tidspunkt det må have stået dem klart, at formålet med retsmøderne var at afhøre A bl.a. om de tiltaltes rolle i sagskomplekset. Det blev på retsmødet den 4. april 2004 ved Retten i Vordingborg oplyst af anklagemyndigheden, at A's forklaringer tillige ville angå de tiltaltes forhold. I retsplejeloven er der ikke krav om, at retsmøder efter retsplejelovens § 747 skal udsættes, hvis en forsvarer er forhindret i at give møde. Anklagemyndigheden har endvidere anført, at det er vanskeligt at forstå, at A's forklaringer afgivet i maj 2003 ikke kan tillades dokumenteret, når landsretten ved kendelse af 2. november 2004 har tilladt, at der kan ske dokumentation af A's forklaringer afgivet i Retten i Vordingborg den 6. juni 2002 og til politirapporter den 16. maj 2002, den 12. december 2002 og den 17. februar 2003. Muligheden for at gennemføre indenretlige forhør efter retsplejelovens § 747 for at hindre langvarige isolationsfængslinger vil i realiteten ikke være til stede i sager med mange tiltalte, hvis tidspunktet for retsmødernes afholdelse skal aftales med samtlige forsvarere. Anklagemyndigheden har til støtte for, at Højesteret realitetsbehandler kæremålet, anført, at dokumentationen vil kunne gennemføres uden udsættelse af domsforhandlingen i perioden fra den 5. til den 7. januar 2005. Dokumentationen er væsentlig for landsrettens behandling af sagen og for pådømmelsens grundlag. Afvisning af T3's kæremål vil i forbindelse med en senere anke kunne give anledning til en påstand om rettergangsfejl. Afgørelsen har principiel betydning. T4 har henholdt sig til landsrettens begrundelse for afgørelsen og har anført, at hans forsvarer på forhånd havde meddelt Retten i Vordingborg, at han var forhindret i at være til stede under afhøringerne af A i maj 2003, og at han derfor ønskede retsmøderne omberammet, alternativt at der blev berammet yderligere 2 retsdage efter aftale til afhøring af A om forhold, som vedrørte T4. På trods heraf blev afhøringerne, som over for de tiltalte havde karakter af bevissikring efter § 747, gennemført som oprindeligt planlagt, uden at forsvareren kunne være til stede. Der er derfor i strid med retsplejelovens § 748 tilsidesat væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn. Der er derimod ikke begået formelle fejl i forbindelse med A's afgivelse af forklaringer til politiet, og det er derfor ikke usædvanligt, at landsretten har tilladt dokumentation af politirapporter indeholdende A's forklaringer. T4 har endvidere anført, at A's forklaring er det eneste eller det reelt afgørende bevis imod ham i 6 af de 8 tiltalepunkter i anklageskriftet. A har klart nægtet at afgive yderligere forklaring for landsretten. Det er ikke korrekt, at en stadfæstelse af landsrettens kendelse vil indebære, at det for fremtiden vil blive vanskeligt at afholde retsmøder i sager med flere tiltalte. Kæremålet skal afvises efter retsplejelovens § 968, stk. 2, idet afgørelsen ikke er af principiel karakter. T1 har henholdt sig til det af T4 anførte. Højesterets begrundelse og resultat Det følger af retsplejelovens § 968, stk. 2, at kendelser og beslutninger under domsforhandlingen eller dennes forberedelse i en straffesag - med de i bestemmelsen nævnte undtagelser - ikke kan påkæres. Kendelsen afsagt af Vestre Landsret den 2. september 2004 er ikke omfattet af de nævnte undtagelser. Højesteret finder, at det spørgsmål, der er rejst i forbindelse med denne kendelse, ikke opfylder de krav, der efter praksis må stilles for alligevel at tillade kæremålet. Spørgsmålet findes således ikke at have fundamental betydning for sagens videre behandling eller at være af vidtrækkende principiel betydning. Højesteret afviser derfor dette kæremål. For så vidt angår kendelsen afsagt af landsretten den 3. september 2004 finder Højesteret, at det spørgsmål, denne kendelse angår, er principielt, og tillader derfor kæremålet. Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret kendelsen. For så vidt angår landsrettens kendelse af 2. november 2004 finder Højesteret, at det er af fundamental betydning for sagens videre behandling, at spørgsmålet om dokumentation af A's forklaring afklares inden domsforhandlingens afslutning, og Højesteret finder tillige, at spørgsmålet er af principiel betydning, hvorfor Højesteret tillader kæremålet. Højesteret tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at der ikke var grundlag for at anvende tvangsmidler over for A i medfør af retsplejelovens § 178. Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, der er anført af landsretten, at retsmøderne ved Retten i Vordingborg i maj 2003 i forhold til de tiltalte i den nu verserende sag havde karakter af retsmøder under efterforskning med henblik på at sikre bevis i form af forklaring fra A, jf. retsplejelovens § 747. Efter lovens § 748, stk. 2, 1. pkt., havde forsvarerne for disse tiltalte krav på underretning om retsmøderne og ret til at overvære dem. Det følger af artikel 6, stk. 3, litra d, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at en person, der er tiltalt i en straffesag, har ret til - i praksis normalt ved forsvareren - at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner. Der må efter Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke ske domfældelse på grundlag af en forklaring, som dokumenteres under domsforhandlingen, hvis den dokumenterede forklaring er det eneste eller det reelt afgørende bevis i sagen, og tiltalte eller forsvareren ikke på noget stadium af sagen, herunder i forbindelse med selve dokumentationen, har haft adgang til kontraafhøring af det vidne, hvis forklaring dokumenteres. Selve dokumentationen vil derimod som udgangspunkt ikke indebære en krænkelse af konventionen. Hvis det er formålet med en indenretlig afhøring efter § 747, at forklaringen eventuelt senere skal kunne dokumenteres og dermed anvendes som surrogat for en vidneforklaring, fører artikel 6, stk. 3, litra d, til, at retten ikke blot skal underrette forsvareren om retsmødet, men skal udfolde betydelige bestræbelser med henblik på at sikre, at forsvareren kan være til stede med mulighed for at stille spørgsmål, hvis forsvareren ønsker det. I det foreliggende tilfælde må det ved berammelsen af den indenretlige afhøring antages at være forudsat af anklagemyndigheden og af retten, at A siden ville blive søgt ført som vidne i sagen mod de indkærede. Også i en sådan situation må det imidlertid tilstræbes, at forsvarere, som ønsker at være til stede, får lejlighed til det. Forsvarerne for T1, T2, T4 og T5 havde tilkendegivet ønske om at være til stede under de indenretlige afhøringer af A, og de havde i den forbindelse søgt at opnå en særlig tilrettelæggelse af afhøringerne, således at de kunne være til stede. Det kan ikke afvises, at der ved et samarbejde mellem retten og forsvarerne kunne være opnået en løsning. Uanset at retten ikke forsøgte at imødekomme forsvarernes ønske, finder Højesteret på baggrund af det anførte, at der ikke er grundlag for at antage, at dokumentation af A's indenretlige forklaring i sig selv vil indebære en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 3, litra d, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, om retfærdig rettergang. Højesteret finder endvidere, at betingelserne for efter praksis at tillade dokumentation af forklaringen efter retsplejelovens § 877, stk. 3, er opfyldt, og tager derfor anklagemyndighedens påstand til følge. Højesteret ændrer herefter landsrettens kendelse i forhold til T1, T2, T4 og T5 i overensstemmelse med det anførte. Højesteret stadfæster landsrettens kendelse i forhold til T3. Thi bestemmes: Kæresagen vedrørende Vestre Landsrets kendelse af 2. september 2004 afvises. Landsrettens kendelse af 3. september 2004 stadfæstes. Landsrettens kendelse af 2. november 2004 ændres, således at det tillades anklagemyndigheden at benytte A's forklaringer afgivet i Retten i Vordingborg i maj 2003 som bevismiddel over for T1, T2, T4 og T5. Bestemmelsen om anvendelsen af A's forklaringer afgivet i Retten i Vordingborg i maj 2003 som bevismiddel over T3 stadfæstes. |
|||
|
|
|||