
	UfR 1984.171 HD
		H. D. 23. januar 1984 i sag 275/1983 Rigsadvokaten mod T (adv. Finn Holm-Jørgensen e.o.). Københavns byrets dom 10. juni 1981 (5. afd.). Under denne sag tiltales T ved Københavns politis anklageskrift af 11. december 1980 til straf for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, jfr. § 4, stk. 1 og retsplejelovens § 750, ved tirsdag den 21. oktober 1980 kl. 16.22 som fører af personbil CX 36.214 i krydset: Østerbrogade-Ndr. Frihavnsgade at have kørt frem mod gult lys før rødt lys, selv om standsning kunne ske uden fare, samt ved på forlangende, at have undladt at opgive navn, bopæl og fødedata til politiet. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Tiltalte har forklaret, at trafiklyset skiftede fra grønt til gult lys, da hans vogn var et par meter fra stoplinien foran krydset. Han kørte højst 50 km/t og havde ingen mulighed for at standse op. Føret var i øvrigt fedtet. Samme aften blev han ringet op af en person, der hævdede, han var fra politiet. Da de spørgsmål, denne person stillede, forekom meget ubehjælpsomme, gik han ud fra, at det var en af hans søns kammerater, der ville lave sjov med ham, og han nægtede derfor at opgive sine data. Politibetjent Andreas Bruun har som vidne forklaret, at han kørte i en patruljevogn ad Østerbrogade i sydlig retning umiddelbart efter tiltaltes vogn. Han var fører af patruljevognen, og han var sammen med vidnet, politibetjent Lars M. Nielsen, i færd med at køre en anholdt til politistationen. Tiltalte kørte med en hastighed af ca. 60 km/t, og vidnet undrede sig over, at tiltalte fortsatte med denne hastighed frem mod krydset Østerbrogade-Ndr. Frihavnsgade, selv om der var gult lys i deres færdselsretning. Tiltalte fortsatte ind i krydset og havde passeret fodgængerfeltet efter stoplinien. Da de havde en anholdt i bilen, undlod han at eftersætte tiltalte. Da han samme aften telefonisk kontaktede tiltalte, opgav han sit navn, sin stilling og sit tjenestested til tiltalte og forklarede, hvorfor han ringede. Da han spurgte tiltalte, om hans fulde navn var T, erklærede tiltalte, at det måtte være nok med navn og telefonnummer. Da han gjorde tiltalte bekendt med hans pligt til at opgive navn, adresse og fødselsdata til politiet, fastholdt tiltalte sit standpunkt og lagde røret på. Politibetjent Lars M. Nielsen har som vidne forklaret, at han sad på patruljevognens bagsæde ved siden af den anholdte. Vidnet Bruun henledte hans opmærksomhed på tiltaltes vogn, og han så, at lyset skiftede fra gult til rødt lys i tiltaltes færdselsretning, da tiltaltes vogn var højst 4 meter over stoplinien. Han overværede ikke vidnet Bruuns telefonsamtale med tiltalte. Ved tiltaltes forklaring i forbindelse med de af vidnerne afgivne forklaringer finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Straffen fastsættes efter de ovennævnte bestemmelser til en bøde på 550 kr., subsidiært hæfte i 4 dage. - - - Østre Landsrets dom 12. februar 1982 (10. afd.). Den indankede dom, der er afsagt den 10. juni 1981 af Københavns Byrets 5. afdeling (sag nr. 25639/1980), er påanket af tiltalte T til frifindelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. For landsretten har tiltalte og de for byretten førte vidner afgivet forklaring i det væsentlige som for byretten. Politibetjent Bruun har yderligere forklaret, at han på grund af andre tjenstlige opgaver først kunne ringe til tiltalte relativt sent på aftenen. Tiltalte gav udtryk for tvivl med hensyn til vidnets identitet, og vidnet tilbød derfor tiltalte, at denne kunne foretage kontrolopringning til vidnets tjenestested, hvis telefonnummer han opgav. Tiltalte reagerede ikke herpå, men fortsatte samtalen, under hvilken vidnet redegjorde for sigtelsens nærmere indhold. Landsretten lægger til grund, at tiltalte, da han nægtede at opgive yderligere data, var klar over, at han talte med en polititjenestemand. Også efter bevisførelsen for landsretten må tiltalte herefter anses for skyldig i de forhold, for hvilke han er tiltalt, og da den idømte straf findes passende, vil dommen være at stadfæste. - - - Højesterets dom. Den i denne sag af Østre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af tiltalte med påstand om frifindelse for overtrædelse af retsplejelovens § 750. Til støtte herfor har tiltalte anført, at bestemmelsen ikke omfatter telefoniske afhøringer og heller ikke tilfælde, hvor politiet i forvejen er bekendt med den pågældendes identitet. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. I pådømmelsen har deltaget elleve dommere: P. Christensen, Thygesen, Urne, Høeg, Torben Jensen, Bangert, Weber, Kardel, Else Mols, Pontoppidan og Mondrup. Seks dommere - P. Christensen, Thygesen, Weber, Kardel, Pontoppidan og Mondrup - udtaler: Efter forarbejderne til retsplejelovens § 750, 2. pkt., og under hensyn til anvendelsen i praksis af de regler i politilovene af 1871, som den afløste, findes det betænkeligt at antage, at bestemmelsen med det dertil knyttede strafansvar omfatter telefoniske afhøringer. Disse dommere stemmer herefter for at frifinde tiltalte for overtrædelse af denne bestemmelse og for i medfør af færdselslovens § 118, stk. 1, jfr. § 4, stk. 1, at anse tiltalte med en bøde på 400 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 4 dage. Fem dommere - Urne, Høeg, Torben Jensen, Bangert og Else Mols - udtaler: Det forhold, for hvilket der er rejst tiltale efter retsplejelovens § 750, 2. pkt., er klart omfattet af bestemmelsens ordlyd, og der findes ikke at være tilvejebragt oplysninger, som giver grundlag for en indskrænkende fortolkning. Da der ikke for landsretten har været bevisførelse om politiets forudgående kendskab til tiltaltes identitet, stemmer disse dommere, der finder straffen passende bestemt, herefter for at stadfæste dommen. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Tiltalte, T, bør straffes med en bøde på 400 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 4 dage. Tiltalte betaler sagens omkostninger for byretten. Sagens omkostninger for landsret og Højesteret betales af statskassen. 2)