|
|
Esbjerg kriminalrets kendelse 26. juni 1970.
Den 7. november 1969 kl. 17.15 henvendte chauffør Knud Arne
Olesen sig på politistationen i Esbjerg og anmeldte en mand,
som han kendte som skipper på kutter »Nadir«, for vold, idet
denne samme eftermiddag i »Skipperkroen« uden anledning fra
anmelderens side havde givet ham et knytnæveslag i ansigtet.
Foranlediget heraf foretog politibetjent Jens A. Sørensen i
tiden 10. november 1969 til 19. januar 1970 forskellige
undersøgelser med det formål at få gerningsmanden
identificeret. Det lykkedes at få oplyst, at der for 7-8 år
siden havde været en skipper i »Nadir«, der hed Svend
Mogensen.
Denne blev den 20. januar 1970 afhørt af politibetjent
Sørensen.
Det fremgår af rapporten vedrørende denne afhøring, at
Mogensen i fornødent omfang blev gjort bekendt med
anmeldelsen. Ifølge samme rapport erkendte han nævnte tid og
sted at have slået anmelderen.
Det fremgår ikke af rapporten, at Mogensen, der i rapporten
udelukkende er betegnet som »afh.« - afhørte, ved afhøringen
var blevet gjort bekendt med retsplejelovens § 807.
I en forundersøgelsesbegæring af 16. februar 1970 blev
Mogensen sigtet for overtrædelse af straffelovens § 244,
stk. 4, og af politivedtægten for Esbjerg politikreds § 4 og
§ 45, stk. 1.
Forundersøgelsesforhør blev afholdt den 13. april 1970.
Sigtede Mogensen blev i dette retsmøde gjort bekendt med sin
ret til at nægte at udtale sig og forklarede foreholdt
sigtelsen blandt andet, at han ikke huskede, hvorledes han i
»Skipperkroen« kom i kontakt med Olsen, eller hvad der var
passeret dem imellem.
Forundersøgelsen blev herefter sluttet.
Ved anklageskrift af 26. maj 1970 har statsadvokaten i
Sønderborg rejst tiltale imod Mogensen i overensstemmelse
med sigtelsen i forundersøgelsesbegæringen.
Domsforhandling i sagen blev indledt den 19. juni 1970.
Tiltaltes forsvarer påstod sagen afvist under anbringende
af, at retsplejelovens § 807 ikke er iagttaget under den den
20. januar 1970 foretagne første afhøring af tiltalte.
Anklagemyndigheden påstod sagen fremmet og gjorde til støtte
herfor gældende, at den nævnte bestemmelse er iagttaget, men
ikke anført i rapporten, subsidiært, at afvisningspåstanden
burde have været nedlagt under sagens forundersøgelse.
Dette spørgsmål blev herefter af rettens formand uden
domsmændenes medvirken gjort til genstand for særskilt
bevisførelse og procedure.
Tiltalte har forklaret, at han, da han indfandt sig på
politistationen efter en skriftlig tilsigelse, kom til at
sludre med en politibetjent angående en anmeldelse imod ham
for at have slået Arne Olsen. Han turde ikke påstå, om den
afhørende politibetjent havde gjort ham bekendt med, at han
var sigtet for overtrædelse af straffeloven eller ikke.
Derimod var han sikker på, at det ikke blev tilkendegivet
ham, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Hvis han var
blevet gjort bekendt hermed, ville han have henvendt sig til
sin sagfører, inden han udtalte sig.
Politibetjent Jens Anker Sørensen har som vidne forklaret,
at han gjort bekendt med sagen huskede, at han havde afhørt
tiltalte. Helt konkret kunne han ikke huske, at han havde
gjort tiltalte bekendt med den ret, han som sigtet havde til
at nægte at udtale sig, men han mente, at han havde gjort
det som i alle andre tilfælde, hvor han afhørte en sigtet.
Tiltaltes forsvarer, advokat N. P. Svendsen, har under
vidneansvar forklaret, at han først ved sin gennemlæsning af
politirapporten under forberedelse til retsmødet i dag var
blevet opmærksom på, at retsplejelovens § 807 ikke var
nævnt. Han havde derefter ved sin samtale med tiltalte i dag
forud >> 902 >> for retsmødet spurgt denne, uden at tiltalte
var oplyst om formålet med spørgsmålet, om han var blevet
gjort bekendt af politiet med sin ret til at nægte at udtale
sig. Tiltalte havde spontant svaret nej og havde tilføjet,
at han i så fald ikke ville have afgivet forklaring.
Rettens formand bemærker følgende:
Grundlaget for sigtelsen og tiltalerejsningen var allerede
tilstede efter den skete anmeldelse, og formålet med den den
20. januar 1970 foretagne afhøring af den nu tiltalte var
efter de forudgående bestræbelser for at finde frem til den
anmeldte gerningsmand nærmest at konstatere, hvorvidt
tiltalte var identisk med den af anmelderen opgivne person.
Ved afhøringen af tiltalte er der ikke fremkommet
oplysninger, som har haft selvstændig betydning for den imod
tiltalte rejste sigtelse og tiltale.
Idet der herefter ikke ses anledning til at tage stilling
til, om ikke-iagttagelse af bestemmelsen i retsplejelovens §
807 kan begrunde sagens afvisning eller tiltaltes
frifindelse, og om tiltaltes adgang til at fremsætte denne
formalitetsindsigelse er bevaret indtil domsforhandlingens
begyndelse,
bestemmes:
Denne sag vil være at fremme.
V. L. K. 3. august 1970 i kære VII 1369/1970.
Den påkærede kendelse er - - - påkæret af tiltalte med
påstand om sagens afvisning fra kriminalretten.
Anklagemyndigheden har påstået kendelsen stadfæstet.
For landsretten har tiltalte ud over det for kriminalretten
anførte henvist til, at tilsidesættelsen af en for
retssikkerheden så vigtig bestemmelse som retsplejelovens §
807, stk. 3, må føre til, at tiltale ikke kan gennemføres.
Tiltalte har endvidere bestridt, at den første afhøring af
ham har været uden betydning for sagens videre behandling og
for spørgsmålet om tiltalerejsning.
Anklagemyndigheden har heroverfor henholdt sig til
kendelsens grunde og har yderligere anført at undladelse af
iagttagelse af retsplejelovens § 807, stk. 3, ikke kan
medføre afvisning eller frifindelse, men eventuelt kan få
bevismæssig betydning i forbindelse med en
realitetsbehandling af sagen.
Foreløbig bemærkes, at kriminalrettens afgørelse af
spørgsmålet, der blev truffet, efter at domsforhandling var
begyndt, burde være sket under medvirken af domsmænd, jfr.
retsplejelovens § 91, og at retsplejelovens § 968, stk. 2,
ikke i det foreliggende tilfælde, hvor domsforhandlingen er
udsat. og hvor det er af væsentlig betydning inden sagens
fortsættelse at opnå en endelig afgørelse af, hvorvidt
påkendelse i realiteten kan ske, findes at være til hinder
for, at kæremålet tages under påkendelse.
Som sagen er oplyst, findes det ikke at kunne lægges til
grund, at retsplejelovens § 807, stk. 3 er iagttaget ved
politiets afhøring af tiltalte den 20. januar 1970, skønt
tiltalte allerede da efter rapportens indhold måtte betragte
sig som sigtet for vold.
Der må imidlertid gives anklagemyndigheden medhold i, at der
ikke herved er begået en sådan fejl, at sagen kan afvises i
medfør af retsplejelovens § 928, stk. 3, jfr. § 869, stk. 1,
hvorimod den begåede fejl under de givne omstændigheder
findes at burde medføre, at den pågældende afhøring ikke kan
bruges som bevis til skade for tiltalte ved sagens afgørelse
i realiteten.
Kendelsen vil herefter kunne stadfæstes. - - -
|