Under nærværende under medvirken af nævninger behandlede sag, i hvilken forundersøgelse har fundet sted ved Københavns byrets 6. afdeling, er der af 2. statsadvokat for København ved anklageskrift af 17. marts 1970 som dette er ændret under domsforhandlingen rejst tiltale mod T og A til straf

Tiltalte T er født den 24. april 1939 i Israel og er ikke tidligere straffet her i landet.
 

Tiltalte A er født den 20. juli 1945 i Israel og er ikke tidligere straffet her i landet.
 

De tiltalte har under sagen været fængslet siden den 23. december 1969.
 

Nævningerne har besvaret et dem i overensstemmelse med anklageskriftets forhold 1 forelagt hovedspørgsmål (1)bekræftende. Endvidere har nævningerne ad forhold 2 svaret bekræftende på hovedspørgsmål (2 A og 2 B) af følgende indhold:

»Er tiltalte T skyldig i forsøg på røveri af særlig farlig karakter efter straffelovens § 288, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, jfr. § 21, ved den 22. december 1969 kl. ca. 21 i forening med medtiltalte A og en ikke identificeret medgerningsmand for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding under trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have forsøgt at fratage eller aftvinge direktør X penge, i sin personmotorvogn at have kørt de nævnte medgerningsmænd til - - - vej, hvor han efter aftale ventede i vognen med motoren i gang, medens de to andre, som begge var bevæbnede, A med en pistol, den ikke identificerede mand med en bajonetlignende kniv, og som var iført såkaldte elefanthuer, i hvilke de havde klippet huller i øjenhøjde, ringede på døren til X's bopæl, hvor de blev lukket ind og nogen tid senere kom løbende ud, hvorefter han kørte bort sammen med medtiltalte A?« og
 

»Er tiltalte A skyldig i forsøg på røveri af særlig farlig karakter efter straffelovens § 288, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, jfr. § 21, ved den 22. december 1969 kl. ca. 21 i forening med medtiltalte T og en ikke identificeret medgerningsmand for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding under trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have forsøgt at fratage eller aftvinge direktør X penge, idet de sammen i T's personmotorvogn kørte til - - - vej, hvor T efter aftale ventede i vognen med motoren i gang, medens de to andre, som begge var bevæbnede, A med en pistol, den ikke identificerede mand med en bajonetlignende kniv, og som var iført såkaldte elefanthuer, i hvilke de havde klippet huller i øjenhøjde, ringede på døren til X's bopæl, hvor de blev lukket ind af fru X, som A skubbede til side og slog i ansigtet, så hun faldt om, hvorefter de begge gik ned i kælderen, hvor de truede X og Y med våbnene og krævede penge, hvilket forehavende de dog måtte opgive og flygte fra huset, da X og Y satte sig til modværge, således at der opstod et håndgemæng, hvorunder A slog x i nakken med pistolen og X knuste en rude for at tilkalde hjælp?«
 

Idet retten har lagt nævningernes kendelse til grund, vil begge de tiltalte herefter være at anse efter straffelovens § 288, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, jfr. § 21; tiltalte T tillige for overtrædelse af lov nr. 398 af 12. juli 1946 om handel, tilvirkning og besiddelse af våben, jfr. lovbekendtgørelse nr. 16 af 20. januar 1965 § 10, jfr. § 4, nr. 1 og 2, jfr. bekendtgørelse nr. 291 af 6. juli 1963 § 2, stk. 1, nr. 1 og 2.
 

Straffen findes at burde bestemmes for tiltalte T's vedkommende til fængsel i 2 år og for tiltalte A's vedkommende til fængsel i 3 år, således at for hver af de tiltalte i medfør af straffelovens § 86, stk. 1, 142 dage anses for udstået. - - -
 

Den i denne sag af Østre Landsret under medvirken af nævninger afsagte dom er indanket for Højesteret af tiltalte T med påstand principalt om, at dommen ophæves, og sagen hjemvises til landsretten, subsidiært om formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
 

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Trolle, Gjerulff, H. A. Sørensen, le Malre og Schaumburg.

Det er oplyst, at tiltalte den 13. juli 1970 blev hensat til afsoning af straffen, men at afsoningen blev afbrudt den 21. august 1970.
 

Til støtte for den principale påstand har tiltaltes forsvarer anført, at der under sagens behandling for landsretten er begået en rettergangsfejl, idet tiltalte ikke, forinden nævningerne traf afgørelse om skyldspørgsmålet, har fået ordet for at udtale sig, jfr. retsplejelovens §§ 882 og 883.
 

Anklagemyndigheden har heroverfor anført, at bestemmelsen i ret»plejelovens § 883, som alene er afgørende for det omhandlede tilfælde, kun foreskriver, at tiltalte skal have ordet, såfremt han selv begærer det, og at bestemmelsen derfor ikke er tilsidesat, idet tiltalte efter det i sagen oplyste ikke kan antages at have fremsat en sådan begæring. Det kan iøvrigt ikke antages, at en udtalelse fra tiltalte om bevisførelsens resultat kunne have medført et andet udfald af sagen, jfr. herved retsplejelovens § 946.
 

Landsretssagfører Axel Bay, der var tiltaltes forsvarer ved landsretten, har i en skrivelse af 24. juni 1970 til forsvareren ved Højesteret udtalt, »at T ikke fik lejlighed til at udtale sig, før nævningerne trak sig tilbage for at afsige kendelse med hensyn til skyldsspørgsmålet. Derimod gav retsformanden ham lejlighed til at udtale sig, før sagen blev genoptaget til afgørelse af strafudmålingen. Ved denne lejlighed ytrede T sig med hensyn til skyldspørgsmålet. «

Tiltaltes forsvarer har ved skrivelse af 27. juli 1970 rettet følgende forespørgsel til landsretssagfører Bay:

»Forleden var min fuldmægtig ude at tale med T, der gav følgende referat af, hvad der passerede i retten umiddelbart før domsafsigelsen:
 

Lige efter nævningerne vendte tilbage, men før nævningeformanden meddelte, hvad kendelsen gik ud på, rejste T sig og bad om at få ordet, idet han videre spurgte tolken, hvad det var, der var ved at ske. Retsformanden meddelte - efter T's opfattelse på en skarp og arrogant måde - T, at han skulle sætte sig, og T fik således trods forsøg herpå ikke mulighed for at udtale sig, inden kendelsen faldt.
 

Jeg beder Dem venligst meddele mig, om De kan tiltræde ovenstående fremstilling.«
 

Som svar herpå har landsretssagfører Bay i skrivelse af 7. august 1970 udtalt: »Som svar på omstående brev skal jeg oplyse, at jeg ikke klart kan huske den nævnte episode, og jeg har ikke gjort noget notat herom. Jeg er tilbøjelig til at tro, at T har ret. Dog må jeg bemærke, at retsformanden ikke var »skarp og arrogant«, men måske nok lidt irriteret over den uventede forstyrrelse.«
 

Under domsforhandlingen for Højesteret har forsvareren oplyst, at den under domsforhandlingen for landsretten tilstedeværende tolk umiddelbart forinden forsvarerens indlæg for Højesteret havde meddelt ham, at han kunne berette, at tiltalte forsøgte at få ordet såvel før nævningerne trak sig tilbage, som efter at de kom tilbage.

Selvom det må anses for rettest, at en tiltalt i den i retsplejelovens § 883 nævnte situation spørges, om han ønsker at udtale sig, findes undladelse af at følge denne fremgangsmåde efter bestemmelsens indhold ikke at kunne anses som en fejl, der kan give grundlag for ophævelse af dommen. Højesteret har dernæst under de foreliggende omstændigheder ikke fundet anledning til at lade foretage undersøgelse i anledning af forsvarerens oplysning om tolkens erindring, idet det ikke kan antages, at sagen, om tiltalte havde fået ordet, ville have fået et andet udfald, jfr. retsplejelovens § 946. Herefter findes der ikke at være grundlag for at tage tiltaltes principale påstand til følge, og idet den idømte straf findes passende, vil dommen, såvidt den er påanket, være at stadfæste, således at nu 277 dage af straffen anses udstået ved varetægtsfængsel.
 

Landsrettens dom bør, såvidt påanket er ved magt at stande, således at nu 277 dage anses udstået ved varetægtsfængsel.

Sagens omkostninger for Højesteret udredes af tiltalte T.