|
|
||
|
|||
Af advokat Claus Bonnez Opdateret 20. marts 2011 Reglerne om fri proces og retshjælp findes i §§ 323 til 336 i retsplejelovens kapitel 31. Se Betænkning 1113, 1987 om ADVOKATRETSHJÆLP FRI PROCES OG RETSHJÆLPSFORSIKRING M.V. Indledning Personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at opnå fri proces, kan få fri proces, såfremt der er rimelig grund til at føre sagen. I det følgende gennemgås under punkt 1 de økonomiske betingelser for at opnå fri proces. I punkt to gennemgås kravet om, at der skal være en rimelig grund til at føre sagen. I punkt 3 gennemgås selve proceduren for indgivelse af ansøgning om fri proces. 1.1. Høj indtægt blokerer adgangen til fri proces Det fremgår nærmere af bekendtgørelse nr. 1428 af 14. december 2010 om fri proces, hvorledes det beregnes om ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser for at opnå fri proces. Af bekendtgørelsens § 1 fremgår det, at myndighederne ved afgørelser om fri proces som indtægtsgrundlag benytter summen af den personlige indkomst efter personskattelovens § 3 og kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4 med tillæg af aktieindkomsten efter personskattelovens § 4 a og CFC-indkomsten efter personskattelovens § 4 b. Ved beregninger ovenfor anvendes det indkomstgrundlag, der fremgår af årsopgørelsen for det "forrige kalenderår". 1.2. Indtægtsgrænserne Fri proces kan meddeles, hvis ansøgerens indtægtsgrundlag er 280.000 kr. eller mindre for så vidt angår 2011. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, kan fri proces meddeles, hvis summen af parrets indtægtsgrundlag er 356.000 kr. eller mindre for så vidt angår 2011. Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. Beløbene forhøjes med 49.000 kr. for hvert barn for så vidt angår 2011, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne. Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligt fra det, der er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget, lægges de tilsvarende aktuelle indkomstforhold til grund. Det samme gælder, hvis der ikke er opgjort et indtægtsgrundlag for ansøgeren. Er ansøgeren under 18 år, kan der tillige tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold. Indtægtsgrænserne reguleres hvert år og fastsættes i bekendtgørelsen om fri proces. 1.3. Årsopgørelse fra skattevæsenet skal vedlægges ansøgningen, og myndighederne skal have visse oplysninger Ansøgningen vedlægges årsopgørelse fra skattemyndighederne fra det forrige kalenderår. Indgives ansøgningen for eksempel den 14. oktober 2011, skal ansøgerens årsopgørelse fra 2009 vedlægges. Indgives ansøgningen i december måned, skal der ud over årsopgørelsen fra det forrige kalenderår også vedlægges en årsopgørelse fra det sidste kalenderår. Er ansøgningen for eksempel indgivet den 9. december 2011, skal der vedlægges årsopgørelser både vedrørende 2009 og 2010. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, skal samleverens årsopgørelse(r) tillige vedlægges. Dette gælder dog ikke, hvis parret har modstående interesser i sagen. Ansøgeren skal oplyse antallet af børn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne. Ansøgeren skal oplyse, om der er en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved sagen. 2. Der skal være "rimelig grund" til at føre sagen, førend der kan gives fri proces Af civilstyrelsens gennemgang på styrelsens hjemmeside af de kriterier, som styrelsen lægger vægt på, når den vurderer, hvorvidt der er rimelig grund til at føre en sag, anfører styrelsen blandt andet, at der gives fri proces "til de fleste ægteskabs- og forældremyndighedssager", og at der også gives fri proces, hvis klageren "tidligere har fået medhold i sagen i en række godkendte klage- eller ankenævn, eller hvis sagen er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven". Endvidere anfører Civilstyrelsen i vejledningen, at man kan få fri proces i "andre sager", hvis ansøgeren "har en rimelig grund til at føre sagen". Endelig anføres det, at i sager, hvor man "optræder som lejer, ansat eller skadelidt, anses man som regel for at have en rimelig grund til at føre sagen". 3. I visse særlige sager ansøges der om fri proces ved retten, i andre sager indgives ansøgningen til Civilstyrelsen Der søges fri proces hos retten i sager om ægteskab og forældremyndighed. Dette gælder dog ikke, hvis ansøgeren er sagsøger og ønsker at få fælles forældremyndighed, overført forældremyndigheden eller bopælspligten over et barn. I disse tilfælde skal ansøgningen indgives til civilstyrelsen. I sager, hvor ansøgeren har fået helt eller delvis medhold i en advokatklagesag, ved et huslejenævn eller beboerklagenævn eller visse andre klagenævn, skal fri proces også søges ved retten. Det samme gælder i sager, hvor Forbrugerombudsmanden eller retten har meddelt et påbud efter markedsføringsloven, og hvor du som forbruger i kraft af påbuddet har krav på tilbagebetaling af et pengebeløb. I fogedsager, hvor fogedretten skønner, at ansøgeren har behov for advokatbistand, søges fri proces også ved retten I appelsager, hvor ansøgeren har fået helt eller delvis medhold i retten, og sagen er appelleret af modparten, indgives ansøgningen til retten. Hvis ansøgeren havde fri proces i den tidligere sag, skal du ikke søge igen. Endelig indgives ansøgningen i sager om hel eller delvis frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed også til retten. I alle andre typer civile sager skal ansøgningen
om fri proces sendes til Civilstyrelsen.
|
|||
|
|||