U.1978.401Ø

Ø. L. D. 23. november 1977 i anke 7-198/1977

(Taul, Weber, N. Bang Rasmussen (kst.)).

A (adv. Hagens e. o.) mod Storstrøms Amtsråd (adv. Brorsen, Vordingborg, e. o.).

Nakskov rets dom 25. maj 1977.

Den 18.2.1977 fremsatte fru S overfor politimesteren i Nakskov begæring om indlæggelse i hospital for sindslidende af A, CPR nr. 281145 - - Begæringen var ledsaget af erklæring af 16.2.1977 fra læge L med følgende begrundelse for antagelse af, at ikke-indlæggelse ville være uforsvarlig: »Schizophrenia paranoica. Tilstanden har udviklet sig formodentlig gennem de sidste 4-5 år med særlig intensitet det sidste halve år. Har begået forskellige bedragerier uden at erkende det kriminelle i hans adfærd. Har forestillinger om at udgive videnskabeligt tidsskrift samt beder folk om at indsætte beløb på postgiro til forskellige formål, uden hold i virkeligheden. Faderen døde for to mdr. siden. Mener ham myrdet og brændt på helt urealistisk grundlag. Beskylder moderen for »mordet«.« Det i erklæringen indeholdte skøn blev ved påtegningsskrivelse af 21.2.1977 godkendt af amtslægen i Nykøbing F., hvorefter nævnte A den 25. s. m. blev tvangsindlagt i Amtshospitalet i Vordingborg, der den 4.3.1977 imødekom patientens krav om udskrivning, idet hospitalets overlæge efter en uges observation ikke fandt, at betingelserne i lov nr. 118 af 13.4.1938 § 8 stk. 1 for at videreføre patientens hospitalsophold under tvang var til stede.

Beskikkelse af den i indlæggelsesbegæringen foreslåede V som tilsynsværge blev ikke foretaget, da patienten efter sin udskrivning modsatte sig sådan beskikkelse.

Patienten fremsatte straks efter sin indlæggelse overfor hospitalet krav om at få tvangsindlæggelsens gyldighed prøvet ved retten og tilskrev følgende herom: retterne i Nakskov og Vordingborg, Østre Landsret og Folketinget og Justitsministeriet.

Amtshospitalet forelagde ved skrivelse af 28.2. 1977 spørgsmålet om tvangstilbageholdelse for Justitsministeriet med tilkendegivelse af, at hospitalet overfor patienten havde holdt på, at en observationsperiode på 8 dage måtte være nødvendig, inden hospitalet kunne tage stilling til eventuel tvangstilbageholdelse. Efter Justitsministeriets anmodning fremsendte overlægen ved Amtshospitalet i Vordingborg den 4.3.1977 en erklæring vedrørende patienten, hvori udtales: - - - »Under den forløbne observationsperiode (1 uge)har patienten givet udtryk for en række forestillinger (specielt centreret om at hans fader ikke var død en naturlig død), der fremsættes og fastholdes på en sådan måde, at hospitalet finder at de må opfattes som udtryk for en sygelig paranoid tilstand (forrykthedstilstand) hos patienten. Hospitalet har derimod ikke fundet holdepunkter for at denne paranoide tilstand er led i en schizofren psykose (spaltningssindssygdom). Der har ikke kunnet påvises tegn på hallucinationer eller andre, mere barokke, vrangforestillinger eller påvirkningsforestillinger. Man har hele tiden haft en udmærket kontakt med patienten også på det følelsesmæssige område, og hans tankegang har været klar, samlet og let indfølelig. Han har under hele opholdet udvist en rolig, stilfærdig og afslappet adfærd. Han er totalt blottet for sygdomserkendelse, og afviser i konsekvens heraf ethvert behandlingstilbud.«

 »Hospitalet har indtrængende henstillet til patienten at han tog imod hospitalets tilbud om at fortsætte opholdet her under frivillige former, men patienten har kategorisk afslået at modtage dette tilbud.

Efter patientens udtrykkelige krav, er han derfor d. d. udskrevet fra hospitalet, uden at der har været iværksat nogen tvangstilbageholdelse.«

Efter at Justitsministeriet havde bragt i erfaring, at patienten var udskrevet fra Amtshospitalet den 4.3.1977, har ministeriet i skrivelse af 15.3.1977 meddelt patienten, at ministeriet ikke på det foreliggende grundlag ville foretage sig videre, men henvist patienten til sagsanlæg mod Storstrøms amtsråd, hvis han fortsat ønskede lovligheden af tvangsindlæggelsen prøvet ved domstolene, og såfremt han mente, at der forelå strafbart forhold, da at henvende sig til politiet.

Patienten har herefter i skrivelse af 23.3.1977 begæret indlæggelsens lovlighed prøvet ved retten i Nakskov, der er patientens hjemting - - -.

I et hertil berammet retsmøde den 18.5.1977, hvori det i medfør af rpl. § 473 blev bestemt, at der ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen under sagen nævnt person, er A foreholdt, at han i skrivelse til retten har bestridt, at rekvirentinden af tvangsindlæggelsen er beslægtet med ham. Han har hertil forklaret, at fru S faktisk er hans søster, men at de ikke i mange år har haft kontakt med hinanden, således at han bestrider hende som hørende til den kreds, der i medfør af sindssygeloven kan begære tvangsindlæggelse.

Han har videre forklaret, at han forud for !vangsindlæggelsen har haft 2 samtaler med læge L, som han ikke kendte i forvejen. Han var ganske vist indregistreret som dennes patient i sygesikringen, men har ikke hidtil haft kontakt med ham. Han ved ikke på hvis foranledning, at læge L ved disse lejligheder var kommet til stede på hans bopæl, og han havde ikke forståelsen af, hvad formålet var. Han bor sammen med sin moder, men mener ikke, at der har været noget modsætningsforhold eller gnidninger i anledning af hans opfattelse af, at der var noget mystisk ved hans faders død. Han var imod, at der blev foretaget ligbrænding, idet han ikke var sikker på, at dette var i overensstemmelse med hans faders ønske. Det eneste han har foretaget sig er at rette en skriftlig henvendelse til sygehuset i Nakskov med anmodning om en undersøgelse af omstændighederne ved faderens død. Han bestrider, at han - - - på indlæggelsesdagen eller i tiden forud har opført sig så mærkværdig!, at hans opførsel kunne give anledning til en sådan foranstaltning.

Da han var blevet indlagt på Amtshospitalet i Vordingborg protesterede han straks mod opholdet der. Han skrev desuden til retterne i Nakskov og Vordingborg med anmodning om prøvelse af tvangsindlæggelsen og tillige til justitsministeriet. Når overlægen i sin erklæring af 4.3.1977 har anført, at han havde accepteret en observationsperiode på en uge som rimelig, er dette ikke rigtig!. Han har konsekvent indtaget det standpunkt, at han intet ville have med hospitalet at gøre. Han fastholder, at den uge, opholdet varede, var under tvang, idet han rent faktisk ikke havde adgang til at forlade hospitalet.

A har tilføjet, at han tillige skrev til retslægerådet og sundhedsstyrelsen, der tilkendegav, at man ville undersøge den af læge L udstedte erklæring. Han benægter at have fremsat beskyldninger mod sin moder om, at hun skulle være ansvarlig for faderens død hverken skriftlig! eller mundtlig!. Hvis nogen har fået en sådan opfattelse, må det skyldes misfortolkning af udtalelser, han er fremkommet med uden, at han dog kan huske, hvori disse udtalelser har bestået. Han mener ikke, at han har diskuteret spørgsmålet om årsagen til faderens død med moderen.

Overlæge ved Amtshospitalet i Vordingborg, O, har som vidne forklaret, at det er rigtig!, at A efter modtagelsen ikke uden tilladelse kunne forlade hospitalet uagtet der ikke indenfor den uge, opholdet varede, blev truffet sådanne foranstaltninger, som hospitalet foretager ved egentlig tvangstilbageholdelse, og det er udelukket, at en sådan tilladelse ville være givet. Straks efter indlæggelsen protesterede patienten og forlangte tvangstilbageholdelsen prøvet ved retten. Det blev tilkendegive! ham, at beslutning herom skulle forelægges justitsministeriet, der derefter skulle indbringe spørgsmålet for retten, men at hospitalet ikke i en observationsperiode på under en uges tid kunne foretage nogen indstilling til justitsministeriet. Uden at patienten har udtalt det overfor vidne! selv, har han set flere journaltilførelser om, at patienten fandt en sådan holdning fra hospitalets side rimelig. Uanset at vidnet efter en uges observation måtte komme til et andet resultat med hensyn til diagnosen end den indlæggende læge, er det dog fortsat vidnets opfattelse, at patienten var sindssyg og havde behov for behandling, men at arten af sindssygdommen var således, at man ikke havde pligt til at tilbageholde ham på indikation af forringelse af helbredsudsigterne. Havde man stillet en diagnose om egentlig schizofreni, var helbredsmulighederne således, at man i en række tilfælde ville have indstillet tvangstilbageholdelse. Uanset den divergerende diagnose finder vidnet ikke, at det af den indlæggende læge udøvede skøn har været ganske løsrevet fra de faktiske forhold. Vidnet kender ikke grundigheden af den indlæggende læges undersøgelse eller andet til dennes virksomhed udover det i sagen foreliggende skriftlige materiale.

Den for A beskikkede advokat har nedlagt påstand om, at tvangsindlæggelsen kendes uberettiget. Den hviler på en alt for overfladisk undersøgelse. Når der begås sådanne fejl, må det offentlige betale erstatning. Han har derfor tillige påstået A tillagt erstatning efter rettens skøn udmålt efter samme retningslinier som er gældende for uberettiget varetægtsfængsling.

Storstrøms Amtsråd har påstået frifindelse. Der er ikke ført bevis for, at tvangsindlæggelsen hviler på en overfladisk undersøgelse eller, at det af den praktiserende læge og amtslægen udøvede skøn er gået uden for en rimelig margin herfor.

Ved overlæge O's erklæring og vidneforklaring må det lægges til grund, at A på tidspunktet for tvangsindlæggelsen var lidende af sindssygdom, men at arten af denne sygdom ikke indicerede tvangstilbageholdelse af nogen af de i lov nr. 118 af 13.4.1938 § 8 stk. 1 omhandlede grunde.

Men når henses til, at observation af speciallæger i en uge har været påkrævet for at nå frem til et sådant resultat, et grundlag, der må forekomme urealistisk at kræve for en beslutning hos den praktiserende læge og embedslægen om tvangsindlæggelse, findes det ikke godtgjort, at det skøn, der er udøvet af disse, er gået ud over en nødvendig og rimelig margin, idet det ikke alene ved patientens forklaring kan anses for godtgjort, at den forudgående undersøgelse har været overfladisk.

Og da det ved det fremlagte er godtgjort, at de formelle betingelser for tvangsindlæggelsen efter sindssygeloven har været iagttaget, vil Amtsrådet være at frifinde.

Det blev ikke pålagt nogen af parterne at betale sagsomkostninger til modparten eller til det offentlige.

Østre Landsrets dom.

Den indankede dom er afsagt den 25. maj 1977 af retten i Nakskov og er påanket af appellanten, A, med påstand om, at den stedfundne tvangsindlæggelse og tilbageholdelsen af appellanten på hospitalet kendes ulovlig, og at indstævnte tilpligtes at betale ham erstatning i medfør af retsplejelovens § 469, stk. 6.

Indstævnte, Storstrøms Amtsråd, har påstået stadfæstelse.

Retten bar bestemt, at der ved gengivelse af forhandlingerne i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i sagen nævnte personer.

For landsretten, hvor der har været foretaget mundtlig forhandling, har appellanten haft lejlighed til at udtale sig.

Appellanten har forklaret i det væsentlige som gengivet i den indankede dom.

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for retten i Nakskov.

Appellanten har anført, at han påstår såvel tvangsindlæggelsen som den tvangstilbageholdelse, der må anses for sket, kendt ulovlig.

Indstævnte har anført, at der alene er tale om en tvangsindlæggelse og ikke om nogen tvangstilbageholdelse. Hospitalet har ikke nægtet udskrivning, men har nødvendigvis måttet observere appellanten en vis tid, før der kunne tages endelig stilling til spørgsmålet om tvangstilbageholdelse.

Retslægerådet har i en erklæring af 30. september 1977 udtalt, at appellanten: »efter det foreliggende er, og antagelig gennem adskillige år har været, sindssyg, lidende af en paranoid psykose (forrykthed, sindssygdom præget af vrangforestillinger). Denne sindssygdom var således også til stede på tidspunktet for tvangsindlæggelsen, men dens diagnostiske art, især med hensyn til mistanken om schizofreni (spaltningssindssygdom) og dermed forbundne behandlingsmuligheder, var da så uafklaret, at de læger, der medvirkede ved tvangsindlæggelsen, med rette kunne skønne, at undladelse af indlæggelse væsentligt ville forringe udsigterne for helbredelse. I den forbindelse måtte endvidere patientens manglende sygdomserkendelse og deraf følgende svigtende samarbejde ved eventuel behandling veje tungt. Efter at indlæggelsen var iværksat var en observation nødvendig for at afklare diagnosen, og patienten opholdt sig som følge heraf 7 dage på hospitalet. Rådet finder, at en uge i det pågældende tilfælde var en rimelig minimal observationsperiode. Under indlæggelsen blev det klart, at patienten frembød tegn på svære vrangforestillinger, men ikke hallucinationer, påvirkningsforestillinger eller svære kontaktforstyrrelser. Man skønnede herefter, at udsigterne til bedring eller helbredelse under en eventuel tvangsmæssig behandling ikke var så gode, at tvangstilbageholdelse kunne anses for indiceret.

Det er således rådets opfattelse, at der ved tvangsindlæggelsen er skønnet lægeligt forsvarligt, og at det er rimeligt begrundet, at der er medgået en observationstid på en uge, inden overlægen tog endelig stilling til spørgsmålet om tvangstilbageholdelse.« Landsretten skal udtale:

Ved hospitalets modtagelse af appellanten var de formelle betingelser for tvangsindlæggelse til stede. De læger, der medvirkede ved tvangsindlæggelsen, havde endvidere føje til at skønne, at det ville være uforsvarligt at undlade indlæggelse, fordi udsigterne til helbredelse ellers væsentligt ville forringes. En endelig stillingtagen til, om dette skøn var rigtigt, krævede en nærmere observation, og det må lægges til grund, at en observationstid på 1 uge har været en rimelig, minimal observationstid. Observationen resulterede efter det foreliggende i, at udsigterne til helbredelse ikke kunne antages at blive væsentlig! forringet, hvis indlæggelse ikke fandt sted.

Retten finder ikke at kunne lægges til grund, at appellanten har været indforstået med at forblive på hospitalet i observationsperioden. Den tilbageholdelse, der herefter for så vidt må antages at have fundet sted, var imidlertid i den givne situation en nødvendig følge af tvangsindlæggelsen og må antages at hvile på en beslutning fra overlægen i henhold til § 4 i lov nr. 118 af 13. april 1938.

Efter det ovenfor anførte har der intet været at bebrejde overlægen eller de læger, der iøvrigt har medvirket ved tvangsindlæggelsen i anledning af det passerede. Da det imidlertid efterfølgende har vist sig, at en materiel betingelse for tvangsindlæggelsen ikke har været til stede, har tvangsindlæggelsen og den som følge heraf skete tilbageholdelse under observationsperioden derfor for så vidt været ulovlig.

Da der ikke af hospitalet eller lægerne findes udvist noget forhold, der kan pådrage indstævnte erstatningsansvar over for appellanten, vil indstævnte være at frifinde for den nedlagte erstatningspåstand.

Det blev ikke pålagt nogen af parterne at betale sagsomkostninger til den anden part eller statskassen for retten i Nakskov eller for landsretten.