TfK2013.630V Straffelovens § 119, stk. 1, finder alene anvendelse, når truslen er fremsat direkte over for den pågældende tjenestemand. Forholdet henført under straffelovens § 266.



		U.2012.316H H.D. 31. oktober 2011 i sag 64/2010 (2. afd.) A (adv. Hans Boserup, Sønderborg) mod Nationalt Udlændingecenter (Rigspolitiets Udlændingeafdeling) (Km.adv. v/adv. Peter Biering, Kbh.). Vestre Landsrets dom 28. januar 2010 (6. afd.), B-0483-09 (Kurt Rasmussen, Kristian Petersen, Søren Ejdum (kst.)). Denne sag er anlagt ved stævning indleveret til Retten i Randers den 21. november 2008. Ved kendelse af 27. februar 2009 har Retten i Randers henvist sagen til Vestre Landsret, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, har krav på erstatning for frihedsberøvelse efter udlændingeloven, og om sagsøgte, Rigspolitiets Udlændingeafdeling, skal fremlægge notater fra et møde den 22. januar 2003 i Pristina. Påstande: A har nedlagt følgende påstande: 1. Rigspolitiets Udlændingeafdeling skal betale 50.000 kr. med tillæg af den til enhver tid gældende procesrente fra den 21. november 2008. 2. Rigspolitiets Udlændingeafdeling skal fremlægge de notater, som politiembedsmænd tog under mødet den 22. januar 2003 i Pristina. Rigspolitiets Udlændingeafdeling har principalt påstået afvisning og subsidiært frifindelse. I relation til A's påstand 1 har Rigspolitiets Udlændingeafdeling mere subsidiært påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Sagsfremstilling: A, der er født i 1979, kom til Danmark i januar 2001 fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro. Han søgte om asyl, og - efter at have giftet sig med en dansk statsborger i december 2001 - om familiesammenføring, men fik afslag. Heller ikke på andet grundlag lykkedes det ham at opnå opholdstilladelse. Efter at A ikke havde efterkommet et pålæg om udrejse, blev han den 11. august 2002 frihedsberøvet med henblik på at sikre hans tilstedeværelse i forbindelse med en tvangsmæssig hjemsendelse. Frihedsberøvelsen blev godkendt og opretholdt af retten, og den 28. august 2002 blev A forsøgt tvangsmæssigt udsendt til Kosovo. Imidlertid blev han og det ledsagende politipersonale forhindret i at stige af flyvemaskinen i lufthavnen i Pristina af derværende Border Police efter ordre fra FN's Kosovoadministration, UNMIK. Det blev oplyst, at myndighederne ikke ville modtage kosovarer, som lider af mental sygdom, og at man fra advokat Boserup havde fået oplysninger om, at dette var tilfældet for A. Da han og politipersonalet kom tilbage til Kastrup Lufthavn den 29. august 2002, blev A på ny frihedsberøvet med henblik på tilrettelæggelse af en ny ledsaget udsendelse. Frihedsberøvelsen blev dagen efter forelagt Kriminalretten i Hillerød, der godkendte og opretholdt frihedsberøvelsen, hvilket blev stadfæstet af Østre Landsret. I et brev af 6. september 2002 fra departementschef Niels Preisler, Integrationsministeriet, til chefen for UNMIK blev det oplyst, at de danske myndigheder inden afrejsen havde modtaget lægeerklæring, ifølge hvilken der ikke var fundet tegn på en psykotisk eller mental forstyrrelse hos A. Det fremgik også, at han led af posttraumatisk stress-syndrom, og at han i fire måneder havde modtaget antidepressiv behandling. Departementschefen gav blandt andet på denne baggrund udtryk for, at afvisningen ikke hvilede på korrekte oplysninger, og at der ikke var grundlag for, som UNMIK havde anmodet om i et brev af 3. september 2002, at suspendere tilbagesendelser til Kosovo. Departementschefen tilbød, om ønsket, yderligere drøftelse af dette emne direkte med de ansvarlige danske myndigheder. A's frihedsberøvelse blev i den følgende tid flere gange forlænget indtil den 26. marts 2003, hvor han ved Østre Landsrets kendelse blev løsladt. Ved brev af 13. maj 2003 fra Rigspolitichefen til advokat Hans Boserup fik A afslag på erstatning for frihedsberøvelsen. Den 24.-26. juli 2000 havde en dansk delegation været i Kosovo med henblik på at etablere en procedure ved tvangsmæssig udsendelse af personer til Kosovo. Der blev blandt andet holdt møder med repræsentanter for UNMIK og FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Det fremgår af rigspolitichefens notat fra møderne, at delegationen blev orienteret om situationen for hjemvendte personer fra Kosovo og blev anmodet om, at minoriteter og svage grupper som syge og ældre ikke blev tilbagesendt på daværende tidspunkt. Den 22. januar 2003 var en dansk delegation igen i Kosovo. Delegationen bestod af embedsmænd fra Udlændingestyrelsen, Integrationsministeriet og Rigspolitiet og havde i Pristina et møde med repræsentanter for UNMIK og UNHCR. Det er A's opfattelse, at mødet var foranlediget af, at han var blevet nægtet indrejse i Kosovo den 28. august 2002, da de danske myndigheder forsøgte at tvangsudsende ham. Det er endvidere hans opfattelse, at hans udsendelsessag blev drøftet på mødet. Til støtte herfor har han fremlagt korrespondance mellem de danske myndigheder og UNMIK. Af et brev af 24. januar 2003 fra departementschef Niels Preisler, Integrationsministeriet, der havde været delegationsleder, til direktøren for Office of Returns and Communities, UNMIK, fremgår: »Dear Madam Hicks, Thank you very much indeed for a fruitful and constructive meeting in Pristina. Although the meeting revealed that our points of views are not entirely similar the Danish authorities will - as reconfirmed at the meeting - continue to recognize and take into consideration the UNMIK policy on the discussed matters concerning returns of Kosovars. In this constructive spirit we agreed to confirm the procedure that Denmark and UNMIK agreed upon in July 2000 - as we reconfirmed the great importance of a close co-operation. We also agreed to co-operate by providing UNMIK with extended information especially concerning the mental status of the Kosovars who are nonvoluntarily sent back to Kosovo in order to support UNMIK in its effort to solve its very burdensome task. As agreed we will aim at making this information available to UNMIK by offering the person in question a voluntary medical status report prior to his or her return to Kosovo. In the framework of the agreed close co-operation - which necessitates direct communication with the Danish authorities - UNMIK has agreed to attach great importance to whether the person in question may have denied this offer. I will as soon as possible provide you with more detailed information about this new scheme. . . .« Som følge af at A anmodede Justitsministeriet om aktindsigt i notater efter offentlighedslovens § 6 fra mødet i Kosovo, har vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen, der deltog i mødet, udarbejdet følgende notits af 1. oktober 2003 til Justitsministeriet: »Den 22. januar 2003 indgik jeg som repræsentant for Rigspolitiet i en dansk delegation, der i Pristina, Kosovo, holdt møde med repræsentanter for UNMIK og UNHCR. Den danske delegation bestod endvidere af embedsmænd fra Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet. Leder af delegationen var Integrationsministeriets departementschef Niels Preisler. Forud for delegationsmødet var gået en omfattende brevveksling mellem Integrationsministeriet og UNMIK. . . . Formålet med delegationsbesøget var at få afklaret udsendelsessituationen i forhold til afviste asylansøgere fra Kosovo-provinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (nu Serbien og Montenegro), der efter endeligt afslag på ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingemyndighedernes afgørelser - om nødvendigt tvangsmæssigt - kan udsendes til Kosovo-provinsen, således at sådanne tvangsmæssige udsendelser, der de facto havde været sat i bero siden ultimo august 2002, kunne genoptages. . . . Planlægningen af delegationsbesøget blev varetaget af Integrationsministeriet. Rigspolitiet udarbejdede ikke skriftligt materiale specielt til brug for delegationsbesøget i Kosovo. Mødet mellem den danske delegation og repræsentanterne for UNMIK og UNHCR varede ca. 1½ time. Rigspolitiet modtog ikke under mødet sådanne oplysninger af faktuel karakter til brug for Rigspolitiets behandling af konkrete udsendelsessager, at der var grundlag for at udarbejde notater herom i henhold til offentlighedslovens § 6. Hovedemnet for mødet blev spørgsmålet om etableringen af en særlig ordning med frivillige, uvildige helbredsundersøgelser af kosovarer, som skal udsendes tvangsmæssigt til Kosovo, med henblik på at informere UNMIK. Konklusionerne fra mødet vedrørende dette spørgsmål fremgår af vedlagte kopi af Integrationsministeriets skrivelse af 24. januar 2003 til UNMIK. . . . Jeg har ikke gemt mine håndskrevne optegnelser fra mødet, idet Rigspolitiet som nævnt ikke under mødet modtog faktuelle oplysninger til brug for Rigspolitiets behandling af konkrete udsendelsessager. Der henvises i øvrigt til integrationsministerens i kopi vedlagte besvarelse den 12. juni 2003 af spørgsmål nr. 61 af 3. april 2003 fra Folketingets Integrationsudvalg (Alm. Del - bilag 253).« På den baggrund gav Justitsministeriet den 22. december 2003 A afslag på aktindsigt i notater, breve, referater, aftaler og lignende vedrørende mødet i Kosovo den 22. januar 2003. Det hedder i afgørelsen bl.a.: ». . . Justitsministeriet er således enig i, at vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensens optegnelser fra mødet med UNMIK ikke er omfattet af adgangen til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 7, stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug. Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet ikke finder anledning til at kritisere, at vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen ikke gemte de pågældende optegnelser, idet det, som sagen foreligger oplyst for Justitsministeriet, må lægges til grund, at hovedemnet for mødet var etablering af en ordning med at tilbyde frivillige, uvildige helbredsundersøgelser til Kosovarer, jf. herved offentlighedslovens § 6, hvorefter notatpligten og dermed også pligten til at opbevare notater gælder i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Der henvises i denne forbindelse til såvel vicerigspolitichefens notits af 1. oktober 2003 som til den til Dem i kopi fremsendte brevveksling mellem Integrationsministeriet og UNMIK.« A har senere fået tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. A har tidligere anlagt en række retssager mod danske myndigheder mv. Sagerne er afgjort således: Østre Landsrets dom af 21. september 2006 i sagen mod vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen, der stadfæstede Københavns Byrets dom af 5. januar 2006, hvorved sagen var blevet afvist. Østre Landsrets dom af 20. juni 2005 i sagen mod tidligere integrationsminister Bertel Haarder, hvorved sagen blev afvist. Højesterets dom af 27. august 2008 (UfR 2008, side 2587/2 H) i sagen mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, der i alt væsentligt stadfæstede Vestre Landsrets dom af 1. februar 2006, hvorved ministeriet var blevet frifundet. Forklaringer: A har forklaret, at han ikke har haft penge til at føre retssager. Han har været afhængig af at kunne opnå fri proces. Der er ikke nogen, der har støttet ham med penge til at føre retssager. Inden udsendelsen i august 2002 havde han først ophold på Randers Kaserne. Der talte han med en læge, der sagde, at han var syg. Han talte med lægen mange gange. På et tidspunkt blev han sat i Randers Arrest. Han blev da undersøgt af overlæge Laugesen. Han var på det tidspunkt meget deprimeret og havde svært ved at huske. Derefter kom han i fængsel i Sandholm. Han forsøgte at begå selvmord og blev indlagt på Hillerød Sygehus. Han var kun indlagt i kortere tid, hvorefter han kom tilbage til Sandholmlejrens fængsel. Det skete nogle gange. Der var ingen, der spurgte ham om noget eller i øvrigt interesserede sig for ham, da flyet ankom til Pristina. En politimand greb fat i hans arm og ville føre ham ud af flyet, men så kom det lokale politi og sagde, at han ikke måtte komme ud af flyet. I Sandholm kom han på ny i fængsel. Han fik det meget dårligere og prøvede igen at tage sit liv. Han hørte stemmer. Han får fortsat medicin og føler ikke, at han har fået det bedre. De syv måneder, han var fængslet, kører stadig rundt i hovedet på ham. Procedure: A har gjort gældende, at aftalen fra juli 2000 blandt andet gik ud på, at eventuelle personlige papirer skulle medgives, og at dette omfattede lægelige oplysninger. Desuden fremgik det allerede dengang, at UN i Kosovo anmodede om, at blandt andre minoriteter og syge ikke blev tilbagesendt. Derfor stod det allerede dengang klart, at UN i Kosovo ikke ville modtage A. UN henviste herved også til flygtningehøjkommissariatets rekommandationer og til resolution 1244, der angik FN's administration af Kosovo efter den etniske udrensning med de særlige problemer for samfundets funktion, der var en følge heraf. Fra dansk side holdt man heroverfor på, at FN i Kosovo efter folkeretten havde pligt til at modtage egne statsborgere, men reelt var der ikke udsigt til, at en udsendelse af A ville kunne gennemføres. Det er efter retspraksis en betingelse for frihedsberøvelse af afviste asylansøgere efter udlændingelovens § 36, at der er udsigt til, at udsendelse vil kunne gennemføres. I forløbet efter august 2002 var det afgørende fra dansk side at få gang i udsendelserne igen. Dette var formålet med mødet den 22. januar 2003, men under mødet blev emnet drejet til at være etablering af en ordning med frivillige, uvildige helbredsundersøgelser. Imidlertid var dette emne for UN i Kosovo af underordnet betydning, idet UN i Kosovo under alle omstændigheder ville lægge vægt på enhver information om udsendte kosovarers helbred. Derfor var etablering af den nævnte ordning ikke reelt hovedformålet med mødet. Derimod må det have været A's sag og spørgsmålet om genoptagelse af hans udsendelsessag, der stod centralt i drøftelserne, idet hans sag var afgørende for genoptagelsen af en række andre udsendelsessager. Derfor må der også foreligge notater fra mødet om A's sag. Muligvis har danske myndigheder oprindelig ment, at der måtte være en misforståelse vedrørende forståelsen af lægeerklæringen om A's mentale helbred. Men det må hurtigt have stået klart, at denne erklæring, selv om den ikke gav grundlag for humanitær opholdstilladelse, på den anden side heller ikke kunne føre til, at UN's retningslinjer om modtagelse i Kosovo kunne opfyldes. De danske udlændingemyndigheder kunne ikke være i tvivl om, at UN holdt fast i disse principper. Der var altså ingen misforståelse - heller ikke i den forstand, at en underordnet UN-ansat havde misforstået principperne. Derfor var der stadig ikke udsigt til, at udsendelsen ville kunne gennemføres. I stedet har man kynisk søgt at sløre det reelle formål med mødet den 22. januar 2003. Efter mødets reelle formål var der notatpligt. Fordringer på formuerettens område forældes med frist fra forfaldsdatoen. Men her er der tale om erstatning som følge af en ulovlig forvaltningsakt. Et erstatningskrav, der udspringer af en ulovlig forvaltningsakt, er ikke et formueretligt krav. Forvaltningen har ikke vedrørende ulovlige forvaltningsakter på samme måde som en part i et andet retsforhold krav på, at der sker en afklaring af eventuelle krav i anledning af ulovligheden. Når et sådant krav rejses, skal forvaltningsmyndigheden give en vejledning, herunder om, hvornår kravet vil være forældet, hvis det ikke forfølges. Stævning blev først indgivet i november 2008, fordi det tog tid at forsøge at opnå fri proces. Ellers ville stævning have været indgivet i april 2008. Hvis 1908-loven skal finde anvendelse, har forældelsen været suspenderet, så længe A ikke har haft økonomisk mulighed for at anlægge retssag. Rigspolitiets Udlændingeafdeling har vedrørende A's påstand 1 til støtte for påstanden om afvisning gjort gældende, at erstatningskravet må afvises som følge af retskraft. Retten i Hillerød og Østre Landsret har ved deres afgørelser løbende taget stilling til grundlaget for fortsat frihedsberøvelse af A. Endvidere har Østre Landsret i dom af 21. september 2006 (A mod Vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen) forholdt sig til samme problemstilling, som denne sag vedrører. På baggrund af disse afgørelser skal erstatningspåstanden afvises. Til støtte for de subsidiære påstande om frifindelse er det i første række gjort gældende, at et eventuelt krav er forældet, idet de erstatningspådragende forhold, som sagsøgeren påberåber sig, er foregået, mere end 5 år førend denne sag blev anlagt, jf. 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5, jf. § 2, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1. Det er herved nærmere anført, at A blev løsladt i marts 2003, og at han den 13. maj 2003 fik afslag på erstatning, hvorfor kravet var forældet, da denne sag blev anlagt i november 2008. Retsplejelovens kapitel 93 a finder ikke anvendelse, når frihedsberøvelse er sket efter udlændingelovens regler. Det er derfor dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar, der finder anvendelse. Påstanden er udtryk for et krav om erstatning/godtgørelse på erstatningsrettens område, hvilket er omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5, jf. § 2, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1. A kunne have anlagt retssagen tidligere, hvilket understreges af, at han tidligere har anlagt tre andre retssager. Der er ikke indtrådt suspension af forældelsesfristen. Endelig har Rigspolitiets Udlændingeafdeling bestridt erstatningspligten og størrelsen af det opgjorte krav og gjort egen skyld hos A gældende, jf. udlændingelovens § 30. Vedrørende A's påstand 2 har Rigspolitiets Udlændingeafdeling til støtte for sin påstand om afvisning gjort gældende, at Højesteret i sin dom af 27. august 2008 (A mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration) har taget stilling til, om A kan få udleveret notater fra mødet i Kosovo den 22. januar 2003. A's påstand skal derfor afvises. Til støtte for sin frifindelsespåstand over for A's påstand 2 har Rigspolitiets Udlændingeafdeling gjort gældende, at offentlighedslovens § 6 om notatpligt forudsætter, at myndigheden modtager faktiske oplysninger til brug for en afgørelse, der skal træffes, hvilket ikke var tilfældet i denne sag. Temaet for mødet den 22. januar 2003 var ikke konkrete enkeltsager, men drøftelser vedrørende etablering af en ordning med tilbud om frivillig helbredsundersøgelse til udlændinge fra Kosovo-provinsen, som skulle tilbagesendes tvangsmæssigt, med henblik på at kunne meddele UNMIK aktuelle helbredsoplysninger om de pågældende. Landsrettens begrundelse og resultat: Ad påstand 1 Kriminalretten i Hillerød og Østre Landsret har ved deres afgørelser om fortsat frihedsberøvelse af A løbende taget stilling til grundlaget herfor. Der er ikke herved blevet taget stilling til den påstand om erstatning, som A har nedlagt under denne sag. Ved Østre Landsrets dom af 21. september 2006 (A mod vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen) blev der heller ikke taget stilling til, om der er grundlag for et erstatningskrav over for Rigspolitiets Udlændingeafdeling. Rigspolitiets Udlændingeafdelings påstand om afvisning tages derfor ikke til følge. A var frihedsberøvet efter udlændingelovens regler, indtil han blev løsladt i marts 2003. Retsplejelovens kapitel 93 a finder ikke anvendelse, når frihedsberøvelse er sket efter udlændingelovens regler. Det er derfor dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar uden for kontraktforhold, der finder anvendelse. A's påstand 1 er herefter udtryk for et sådant krav om erstatning/godtgørelse, som er omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5, jf. § 2, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1. De forhold, som A påberåber sig som erstatningspådragende, er foregået mere end 5 år før den 21. november 2008, hvor denne sag blev anlagt. Uanset det, som A har anført, er der ikke indtrådt suspension af forældelsesfristen. Kravet er efter det anførte forældet, og Rigspolitiets Udlændingeafdeling frifindes derfor. Ad påstand 2 Uanset at Højesteret i sin dom af 27. august 2008 (A mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration) har taget stilling til, om ministeriet er forpligtet til at udlevere notater fra mødet i Kosovo den 22. januar 2003, kan det ikke afvises, at A har en retlig interesse i at få prøvet, om Rigspolitiets Udlændingeafdeling i forbindelse med mødet den 22. januar 2003 tilsidesatte notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Rigspolitiets Udlændingeafdelings afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Efter bevisførelsen er der ikke grundlag for at antage, at Rigspolitiets Udlændingeafdeling i forbindelse med mødet den 22. januar 2003 modtog oplysninger omfattet af notatpligten. Rigspolitiets Udlændingeafdeling frifindes derfor for A's påstand 2. A skal betale sagsomkostninger til Rigspolitiets Udlændingeafdeling med i alt 25.000 kr. Beløbet dækker udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på sagens resultat, omfang og forløb. - - - Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 6. afdeling den 28. januar 2010. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen og Lars Hjortnæs. Påstande Appellanten, A, har gentaget sine påstande. Indstævnte, Nationalt Udlændingecenter (Rigspolitiets Udlændingeafdeling), har påstået stadfæstelse. Over for A's erstatningspåstand har Nationalt Udlændingecenter subsidiært påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Sagsfremstilling og anbringender Under sagens forberedelse for Højesteret har A anmodet om tilladelse til vidneafhøring af vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen og kriminalkommissær Bent Hansen, som begge deltog i mødet i Pristina den 22. januar 2003, samt af Enver Vrajolli og James Rodehaver, der som ansatte i FN deltog i mødet, idet A i denne forbindelse har henvist til skriftlige erklæringer, som hans advokat har indhentet fra de to sidstnævnte. Ankeudvalgets formand besluttede den 23. juni 2010 med henvisning til retsplejelovens § 341 ikke at imødekomme anmodningen. Den 12. august 2010 præciserede Ankeudvalgets formand, at de ensidigt indhentede skriftlige erklæringer ikke indgår i sagen. A har anført, at afvisningen af hans bevisbegæring er i strid med art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesterets begrundelse og resultat Ankeudvalgets formand har ved sin beslutning om ikke at tillade den vidneførsel, som var begæret af A, henvist til retsplejelovens § 341, hvorefter bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen, ikke kan finde sted. Der er ikke grundlag for at antage, at beslutningen indebærer en krænkelse af de rettigheder, som tilkommer A i medfør af art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det samme gælder beslutningen om ikke at tillade fremlæggelse af de ensidigt indhentede skriftlige erklæringer fra Enver Vrajolli og James Rodehaver. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Nationalt Udlændingecenter (Rigspolitiets Udlændingeafdeling). De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

H.D. 31. oktober 2011 i sag 64/2010 (2. afd.)