§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 23. oktober 2007, som ændret ved lov nr. 67 af 11. februar 2008, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 718 indsættes:

»§ 718 a. Afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning skal træffes inden rimelig tid efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen. Er sigtede varetægtsfængslet, eller er sigtede under 18 år, skal en afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning træffes hurtigst muligt.

Stk. 2. Er afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke truffet, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831, inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen, skal anklagemyndigheden skriftligt underrette sigtede om, hvorpå sagen beror, og hvornår afgørelse i sagen kan forventes truffet. Har sigtede en forsvarer, skal genpart af underretningen sendes til denne. Der skal ske underretning på ny, hvis der 1 år efter den seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning eller anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831.

§ 718 b. Er afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke truffet, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831, inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen, kan sigtede indbringe sagen for retten.

Stk. 2. Hvis der efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, forurettede, sagens beskaffenhed og omstændigheder samt sagens samfundsmæssige betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, kan retten undtagelsesvis fastsætte en frist herfor. Fristen skal være på mindst 3 måneder og højst 1 år. Hvis anklagemyndigheden ikke træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden for den frist, som retten har fastsat, anses påtale mod sigtede for opgivet af anklagemyndigheden, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Retten kan efter anmodning fra anklagemyndigheden forlænge en frist fastsat efter stk. 2 med højst 1 år ad gangen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Anklagemyndighedens anmodning skal fremsættes over for retten senest 2 uger inden udløbet af den frist, som retten tidligere har fastsat. Hvis retten ikke finder grundlag for at forlænge fristen, anses påtale mod sigtede for opgivet af anklagemyndigheden, medmindre denne træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 2 måneder fra rettens afgørelse om ikke at forlænge fristen.

Stk. 4. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Hvis rettens afgørelse går ud på, at der ikke skal fastsættes en frist efter stk. 2, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst 1 år efter rettens afgørelse.

Stk. 5. Sigtedes anmodning efter stk. 1 skal indeholde en adresse, hvortil meddelelser kan sendes.

Stk. 6. I det retsmøde, der afholdes med henblik på behandling af en anmodning efter stk. 1, skal sigtede være til stede, medmindre retten bestemmer andet. Indkaldelse af sigtede kan ske ved brev til den i medfør af stk. 5 angivne adresse. Udebliver sigtede fra et retsmøde, hvortil vedkommende er indkaldt, anses anmodningen for bortfaldet.

Stk. 7. Forurettede og eventuel bistandsadvokat underrettes om retsmødet. Underretning af forurettede kan dog undlades, når et større antal personer er forurettede.«

2. I § 724 indsættes som stk. 3 :

»Stk. 3. Anses påtale for opgivet efter § 718 b, stk. 2 eller 3, kan den overordnede anklagemyndighed, uanset stk. 2, kun træffe bestemmelse om, at strafforfølgning skal fortsættes, hvis betingelserne for genoptagelse i § 975 er opfyldt.«

3. I § 728, 1. pkt., ændres »afgivet nævningeerklæring« til: »afsagt kendelse om skyldsspørgsmålet i en nævningesag«.

4. § 733, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis dennes medvirken vil medføre en forsinkelse af betydning for sagens fremme, eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.«

5. § 747, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan endvidere afholdes efter anmodning, hvis

 

 

6. § 764, stk. 1, affattes således:

»Efter anmodning fra anklagemyndigheden afgør retten, om sigtede skal varetægtsfængsles. Anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal fremsættes skriftligt over for retten. Anmodningen skal angive den eller de fængslingsbestemmelser, som anklagemyndigheden påberåber sig, de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligste efterforskningsskridt m.v., som forventes foretaget.«

7. I § 764, stk. 4, indsættes efter 2. pkt.:

»Sker varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, anføres indtil efterforskningens afslutning endvidere de væsentligste efterforskningsskridt m.v., som forventes foretaget inden for fristen for varetægtsfængslingen. Opretholdes varetægtsfængsling ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, anføres i kendelsen de særlige omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at fortsat varetægtsfængsling er påkrævet.«

8. I § 767 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten, og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten ved udløb af en frist efter stk. 1 bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Træffer retten sådan bestemmelse, kan tiltalte tidligst 3 uger efter afgørelsen anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller foranstaltningen efter § 766 eller § 768. I så fald skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Efter hovedforhandlingens begyndelse finder § 767, stk. 3, 4.-6. pkt., tilsvarende anvendelse.«

 

 

9. I § 767, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres i 1. pkt. »den« til: »en«.

10. Efter § 768 indsættes:

»§ 768 a. Medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, må varetægtsfængsling ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger

 

 

Stk. 2. Medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder, må varetægtsfængsling, når arrestanten er under 18 år, ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger

 

 

Stk. 3. Fristerne nævnt i stk. 1 og 2 omfatter tidsrummet frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans.«

11. § 769, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Ved denne rets behandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger finder § 762, § 764, stk. 1, 3 og 4, §§ 765 og 766, § 767, stk. 1, 1.-4. pkt., og stk. 2 og 3, samt § 768 tilsvarende anvendelse.«

12. Efter § 843 indsættes:

»§ 843 a. Retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader. Hovedforhandlingen skal så vidt muligt berammes inden for 2 uger fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift til retten og til et sådant tidspunkt, at sagen kan gennemføres inden rimelig tid. Er sigtede varetægtsfængslet, skal hovedforhandlingen gennemføres hurtigst muligt.

Stk. 2. Det påhviler anklagemyndigheden og forsvareren at tilrettelægge deres virke på en sådan måde, at sagen kan gennemføres inden rimelig tid.

§ 843 b. Efter anmodning kan retten, hvis det findes hensigtsmæssigt, forud for anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift forhåndsberamme hovedforhandling i sagen.«

13. § 849 affattes således:

»§ 849. Retten kan, hvis det findes hensigtsmæssigt, indkalde parterne til et forberedende retsmøde med henblik på sagens nærmere tilrettelæggelse. På mødet kan der behandles spørgsmål af betydning for sagens fremme, herunder eventuelle forberedelsesskridt, der skal foretages inden hovedforhandlingen, tvister om bevisførelsen og hovedforhandlingens tilrettelæggelse. På mødet kan også parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder søges fastlagt, herunder hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke omstændigheder der skal føres bevis for.

Stk. 2. Afholdelse af møde efter stk. 1, før anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten, kan kun ske efter anmodning fra en part.

Stk. 3. Retten kan anmode parterne om inden for en frist fastsat af retten at redegøre skriftligt for deres hovedsynspunkter i sagen eller deres synspunkter vedrørende spørgsmål, der kan behandles på et møde efter stk. 1.«

14. I § 871, stk. 2, nr. 3, ændres »§ 855, stk. 1« til: »§ 855, stk. 2«.

15. I § 884, stk. 2, nr. 1, indsættes efter »eller for ikke«: »at«.

16. I § 903, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter », jf. § 907,«: »stk. 2,«.

17. I § 905, stk. 1, indsættes efter »den anden parts anke«: », jf. dog stk. 2 og 3«.

18. I § 905 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Er en dom eller afgørelse anket af anklagemyndigheden efter § 902, jf. § 904, regnes tiltaltes frist for kontraanke, uanset tidspunktet for anklagemyndighedens anke inden for ankefristen, fra dagen efter udløb af ankefristen efter § 904, stk. 1.«

 

 

19. § 907, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes:

»Vil anklagemyndigheden anke til skade for tiltalte efter § 902, jf. § 904, eller kontraanke til skade for tiltalte over for tiltaltes anke efter samme bestemmelser, skal en meddelelse om anke være landsretten i hænde inden udløb af fristen for anklagemyndighedens anke eller kontraanke. Genpart af ankemeddelelsen sendes så vidt muligt samtidig til tiltalte med almindeligt og anbefalet brev og med almindeligt brev til byretten og tiltaltes forsvarer. Er tiltalte varetægtsfængslet eller undergivet anden foranstaltning, jf. § 769, kan genpart af ankemeddelelsen dog sendes som almindeligt brev til det varetægtsfængsel (arresthus) eller den institution, hvor tiltalte er anbragt.

Stk. 2. Vil anklagemyndigheden i andre tilfælde anke eller kontraanke til skade for tiltalte, skal anklagemyndigheden forkynde en meddelelse om anke for tiltalte inden udløb af fristen for anklagemyndighedens anke eller kontraanke.«

 

 

20. § 908, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Har tiltalte anket efter § 902, jf. § 904, eller kontraanket over for anklagemyndighedens anke efter samme bestemmelser, sørger anklagemyndigheden for, at en meddelelse med det indhold, der er angivet i § 907, stk. 4, snarest muligt sendes til tiltalte efter fremgangsmåden i § 907, stk. 1. I andre tilfælde gives sådan meddelelse ved forkyndelse efter fremgangsmåden i § 907, stk. 2. Anklagemyndigheden underretter endvidere byretten om anken, medmindre ankemeddelelsen har passeret byretten.«

21. I § 910 indsættes som stk. 3 :

»Stk. 3. Har tiltalte iværksat anke (kontraanke) i medfør af § 905, stk. 2, for sent, kan landsretten tillade anken, hvis der er rimelig grund til det.«

22. I § 914, stk. 3, udgår »i et retsmøde, der ikke er offentligt«.

23. I § 917, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:

»§ 843 a og § 849 finder tilsvarende anvendelse.«

24. § 919, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Er anke sket efter § 902, jf. § 904, sker underretning om anklageskriftet efter fremgangsmåden i § 907, stk. 1. I andre tilfælde forkyndes anklageskriftet for tiltalte.«

25. Efter § 921 indsættes:

»§ 921 a. Den indankede dom oplæses ved hovedforhandlingens begyndelse, medmindre retten finder det mere hensigtsmæssigt, at anklageren i stedet helt eller delvis redegør for den påankede doms indhold, eller at retten gør sig bekendt med dommens indhold på anden måde.«

26. § 933, stk. 1, affattes således:

»Ved iværksættelse af anken til Højesteret finder § 903, stk. 4, § 905, stk. 1 og 3, § 906, § 907, stk. 2-4, § 910, stk. 1 og 2, og § 913 tilsvarende anvendelse.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

 

 

 

1. Indledning

 

1.1. Lovforslaget har navnlig til formål at begrænse antallet af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger i straffesager og indeholder herudover forskellige tiltag med henblik på generelt at bidrage til en hurtigere behandling af straffesager.

Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger (herefter udvalget og betænkningen). Udvalget har haft til opgave at vurdere, hvordan der kan iværksættes yderligere hensigtsmæssige tiltag, som uden at tilsidesætte hensynet til en effektiv efterforskning og kriminalitetsbekæmpelse vil kunne begrænse den tidsmæssige udstrækning af sigtelser og varetægtsfængslinger. Desuden har udvalget haft til opgave at overveje, hvorvidt der inden for rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c (om bl.a. retten til at få bistand fra en forsvarer), kan være anledning til at foretage ændringer eller justeringer af retsplejelovens regler om forsvarerbeskikkelse med henblik på at reducere sagsbehandlingstiden i straffesager.

1.2. Lovforslaget indeholder navnlig følgende hovedpunkter:

Det foreslås præciseret i retsplejeloven, at anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet skal træffes inden rimelig tid. Er sigtede varetægtsfængslet eller under 18 år, skal afgørelsen træffes hurtigst muligt.

Der foreslås en ny lovbestemt pligt til at underrette sigtede ved langvarige sigtelser om, hvorpå sagen beror, og hvornår afgørelsen kan forventes truffet. Efter forslaget indtræder denne underretningspligt 1 år og 6 måneder efter sigtelsestidspunktet.

Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en ny bestemmelse om en vis, begrænset domstolsprøvelse af den tidsmæssige udstrækning af sådanne langvarige sigtelser. Efter den foreslåede bestemmelse kan retten undtagelsesvis fastsætte en frist på mindst 3 måneder og højest 1 år for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, hvis der efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, forurettede, sagens beskaffenhed og omstændigheder samt sagens samfundsmæssige betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet.

Retsplejelovens § 733, stk. 2, om rettens nægtelse af at beskikke den advokat, som sigtede ønsker, foreslås ændret, således at hensynet til sagens fremme kommer til at indgå i afvejningen med større vægt end efter gældende ret.

Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en bestemmelse, hvorefter retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader. Desuden skal tidspunktet for hovedforhandlingen så vidt muligt berammes inden for 2 uger efter, at retten har modtaget anklageskriftet mv., og hovedforhandlingen skal fastsættes til et tidspunkt, så sagen kan gennemføres inden rimelig tid.

Med lovforslaget lægges der endvidere op til en højere grad af sagsstyring med henblik på at sikre, at sagen ikke unødigt forsinkes. Der foreslås således en ny lovregel om parternes adgang til at anmode retten om forhåndsberammelse af sagen, og den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 849 om afholdelse af forberedende retsmøder foreslås udvidet.

Med henblik på at opnå en begrænsning i varigheden af varetægtsfængslinger foreslås det, at varetægtsfængsling i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, som udgangspunkt ikke kan finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 6 måneder. Det foreslås, at i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, kan varetægtsfængsling som udgangspunkt ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 1 år. Hvis den sigtede er under 18 år, foreslås det, at disse frister fastsættes til henholdsvis 4 og 8 måneder. Varetægtsfængsling ud over disse frister kan alene ske, hvis der foreligger særlige (eller hvis sigtede er under 18 år helt særlige) omstændigheder.

Desuden foreslås der indført krav om skriftlighed ved anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling og skærpede krav til rettens begrundelse i kendelser om varetægtsfængsling, herunder hvis retten finder grundlag for varetægtsfængsling ud over de frister, der er nævnt ovenfor. Det foreslås herudover, at retten allerede på tidspunktet for berammelse af hovedforhandlingen efter modtagelse af anklageskrift skal kunne bestemme, at en varetægtsfængsling skal fortsætte uden yderligere forlængelser indtil domsafsigelsen. Den tiltalte kan dog løbende anmode om rettens afgørelse af, om der skal ske fortsat fængsling.

Det foreslås at udvide mulighederne for at afholde retsmøde før hovedforhandlingen med henblik på såkaldt anteciperet bevisførelse (bevisførelse før selve hovedforhandlingen), således at dette også kan ske med henblik på at begrænse varigheden af en varetægtsfængsling.

Med henblik på en generel forenkling af behandlingen af ankesager foreslås det, at anklagemyndighedens anke til skade for tiltalte ikke længere skal forkyndes, men at tiltalte kan underrettes om anken ved almindeligt og anbefalet brev. Endvidere underrettes bl.a. byretten og tiltaltes eventuelle forsvarer, således at den tiltalte også ved at tage kontakt til disse kan få oplyst, om sagen er anket. Den tiltalte vil i forbindelse med domsafsigelsen blive vejledt om, at anklagemyndigheden kan anke på denne måde.

Endvidere foreslås det, at landsretten skal kunne bestemme, at en indanket dom ikke skal oplæses ved hovedforhandlingens begyndelse, såfremt retten finder det mere hensigtsmæssigt, at anklageren i stedet redegør for den indankede doms indhold, eller at retten (og lægdommerne) gør sig bekendt med dommen på anden måde.

 

2. Tidligere overvejelser

 

2.1. Som der nærmere er redegjort for i betænkningen side 73-84, har sagsbehandlingstiden mv. i straffesager været genstand for debat flere gange tidligere, og en række lovforberedende udvalg har overvejet, hvordan behandlingen af straffesager har kunnet effektiviseres og forbedres.

Fokus har navnlig været rettet mod behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, hvor det i mange tilfælde tager flere år at gennemføre sådanne sager.

Det blev i betænkning nr. 1066/1987 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet foreslået at afholde særligt forberedende retsmøder i straffesager på samme måde som i civile sager, og at retten skulle kunne pålægge anklagemyndigheden at udarbejde en skriftlig forelæggelse af sagen. Herudover blev der foreslået en udvidelse af adgangen til at beskære sager af ressourcemæssige grunde. Disse anbefalinger blev gennemført ved lov nr. 385 af 10. juni 1987 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Økonomisk kriminalitet), jf. bl.a. nu retsplejelovens § 849 om forberedende retsmøder og § 850, hvorefter retten i særlige tilfælde kan pålægge anklagemyndigheden at fremsende en skriftlig forelæggelse.

I 1997 nedsatte Justitsministeriet et udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (det såkaldte Brydensholt-udvalg). Udvalget, der afsluttede sit arbejde i 2004, afgav i alt 11 delbetænkninger.

Brydensholt-udvalget overvejede i delbetænkning XI spørgsmålet om en effektivisering og forbedring af straffesagsbehandlingen (betænkning nr. 1454/2004). Udvalget overvejede bl.a. spørgsmålet om domstolskontrol med langvarige sigtelser, men fandt ikke grundlag for at indføre en sådan domstolskontrol. I stedet anbefalede udvalget, at der blev etableret en administrativ kontrolordning med langvarige sigtelser, som i dag fremgår af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2006, jf. nedenfor pkt. 3.1.5.

Desuden foreslog Brydensholt-udvalget, at der blev indført en udtrykkelig lovregel om parternes mulighed for at anmode retten om berammelse af sagen, og at rettens beslutning herom kunne kæres. Regler herom blev indsat ved lov nr. 1398 af 21. december 2005 om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysninger i visse børsretlige sager m.v.), og ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) blev bestemmelsens anvendelsesområde udvidet til også at omfatte civile sager (nu retsplejelovens § 152 a).

Brydensholt-udvalget overvejede endvidere spørgsmålet om såkaldt forhåndsberammelse, dvs. at der allerede inden anklageskriftet sendes til retten er reserveret tidspunkter til hovedforhandlingen. Udvalget anbefalede, at der i almindelighed i sager om økonomisk kriminalitet, der kan forventes at have en betydelig varighed, bør ske forhåndsberammelse af sagen, når anklagemyndigheden kan oplyse, hvornår de sidste mere væsentlige beviser og anklageskriftet kan foreligge, dog således at forhåndsberammelse bør følges op af et anklageskrift senest 3 måneder før hovedforhandlingens start. Udvalget fandt dog ikke grundlag for at foreslå en bestemmelse i retsplejeloven om adgangen til at anmode om forhåndsberammelse.

Endvidere overvejede Brydensholt-udvalget, om der burde opstilles regler for, hvor lang tid afhøringer eller hovedforhandling kan udskydes på grund af forsvarerens forhold, uden at dette bør medføre beskikkelse af en ny forsvarer. Udvalget anførte bl.a., at det næppe vil være muligt at fastsætte egentlige frister herfor, idet afgørelsen må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, og udvalget fandt på den baggrund ikke grundlag for at foreslå nye regler herom.

Brydensholt-udvalget overvejede tillige spørgsmålet om afholdelse af forberedende retsmøder. Udvalget anførte, at der næppe ville kunne opnås en virkelig mærkbar forkortelse af hovedforhandlingen i byretten ved at anvende forberedende retsmøder, men dette fandtes derimod at kunne være af stor betydning for tilrettelæggelse af hovedforhandlingen i ankeinstansen. Udvalget overvejede herefter, om revisionsrapporter og andre omfattende dokumenter kunne forudsættes læst af retten, således at de ikke skulle oplæses. Efter udvalgets opfattelse kunne en sådan ordning være tidsbesparende, selv om det i et vist omfang vil være nødvendigt med forklarende mundtlige gennemgange og mere detaljerede gennemgange af punkter, hvor parterne er uenige. Ved lov nr. 1398 af 21. december 2005 om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet, adgang til teleoplysning i visse børsretlige sager m.v.) blev der herefter indført regler om, at oplæsning af sagkyndige erklæringer mv. i et vist omfang kan undlades.

2.2. Spørgsmålet om at nedbringe sagsbehandlingstiden i voldssager blev taget op i den såkaldte »Volds­pakke I« fra 1994 (lov nr. 366 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstatningsloven (Bekæmpelse af vold)). En nedbringelse af sagsbehandlingstiden af hensyn til forurettede blev tilsvarende tillagt stor betydning i forbindelse med Folketingets vedtagelse af folketingsbeslutning nr. B 82 om forbedring af retsstillingen for voldtægtsofre i juni 2004. På baggrund heraf er der opstillet særlige målsætninger om hurtig behandling af volds- og voldtægtssager for politiet, anklagemyndigheden og domstolene, jf. nedenfor pkt. 3.1.4.

2.3. Udvalget overvejede i betænkning nr. 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven de gældende regler om varetægtsfængsling i isolation, herunder mulighederne for yderligere at begrænse anvendelse af isolationsfængsling. Udvalget foreslog med henblik på at opnå en generel begrænsning i varigheden af isolationsfængslinger at nedsætte de gældende tidsgrænser for isolation. Desuden foreslog udvalget bl.a. en udvidelse af adgangen til anteciperet bevisførelse med henblik på at begrænse varigheden af en iværksat isolationsfængsling. Disse anbefalinger blev gennemført ved lov nr. 1561 af 20. december 2006 om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i isolation).

2.4. Endelig bemærkes, at politi- og domstolsreformen (lov nr. 538 af 8. juni 2006) ligeledes indeholder en lang række elementer, der bl.a. tilsigter at skabe gode rammer for en hurtig behandling af bl.a. straffesager.

 

3. Gældende ret

 

I det følgende gennemgås bl.a. retsplejelovens regler samt de administrative forskrifter mv., der har betydning for den tidsmæssige udstrækning af sigtelser og varetægtsfængslinger. I den forbindelse gennemgås også retsplejelovens regler om forsvarerbeskikkelse.

 

3.1. Sigtelser, varigheden af sagsbehandlingstid mv.

 

3.1.1. Efter retsplejelovens § 96, stk. 2, skal de offentlige anklagere fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Retsplejeloven indeholder ikke herudover særlige regler om den tidsmæssige udstrækning af en sigtelse.

Den overordnede anklagemyndighed fører i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 10 tilsyn med den underordnede anklagemyndighed. Dette tilsyn omfatter også den underordnede anklagemyndigheds sagsbehandlingstid, herunder tilsyn med, at enhver sag fremmes med den hurtighed, som dens beskaffenhed tillader, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2. Den overordnede anklagemyndighed kan i medfør af over-/underordnelsesforholdet give den underordnede anklagemyndighed pålæg om behandling af konkrete sager. Det betyder, at statsadvokaten f.eks. kan pålægge politidirektøren at afslutte efterforskningen af en sag, fremme behandlingen af en sag, tage stilling til spørgsmål om tiltalerejsning mv.

En sigtet kan også klage til den overordnede anklagemyndighed over sagsbehandlingstiden i en straffesag. Rigsadvokaten har ved meddelelse nr. 4/2006 fastsat retningslinjer for behandlingen af klager fra sigtede over sagsbehandlingstiden i straffesager, som indgives, før tiltalespørgsmålet er afklaret. Klager over sagsbehandlingstiden i straffesager er derimod ikke undergivet domstolsprøvelse efter retsplejelovens § 746, hvorefter retten afgør tvistigheder om bl.a. lovligheden af politiets efterforskningsskridt.

Har politi eller anklagemyndighed ikke fremmet behandlingen af en sag med den fornødne hurtighed, vil det efter omstændighederne kunne blive tillagt betydning i forbindelse med en efterfølgende strafudmåling. Desuden vil det kunne give anledning til reaktioner fra den overordnede anklagemyndighed, jf. ovenfor, og/eller kritik fra Folketingets Ombudsmand.

3.1.2. Efter artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til en rettergang »inden en rimelig frist«.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, at den relevante periode, dvs. den periode der skal vurderes i forhold til konventionens krav, i straffesager begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor en person er »anklaget« (»charged«) for en forbrydelse. Dette tidspunkt ligger i mange tilfælde forud for sagens indbringelse for domstolene.

Hvorvidt sagsbehandlingstiden har været rimelig, kan ikke besvares generelt med angivelse af absolutte frister. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anlægger således i hvert enkelt tilfælde en konkret helhedsvurdering, hvori en række faktorer indgår, herunder sagens karakter og betydning, sagens kompleksitet og parternes og myndighedernes adfærd.

Med hensyn til sagens karakter og betydning har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at det i straffesager bl.a. skal tillægges betydning, at tiltalte har været varetægtsfængslet under sagen. Med hensyn til sagens kompleksitet kan dette vedrøre både sagens retlige og faktiske omstændigheder.

Hvor der ikke er tale om »døde« perioder af nogen betydning, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol været tilbøjelig til i sager om omfattende økonomisk kriminalitet at acceptere selv ganske lange sagsbehandlingstider.

Med hensyn til parternes adfærd har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at forsinkelser, som skyldes den tiltaltes flugt til udlandet med henblik på at unddrage sig strafforfølgningen, ikke kan tilregnes staten. Det vil endvidere kunne være relevant for vurderingen, hvis klager har anmodet om yderligere efterforskningsskridt eller har appelleret afgørelser truffet som led i sagens behandling. Der sker endvidere identifikation mellem tiltalte og dennes forsvarer, således at forsinkelser forårsaget af forsvareren tilregnes tiltalte. Det tillægges endvidere betydning, hvis tiltalte undlader at protestere mod udsættelser, skifter forsvarer eller fremkommer med indsigelser mv. sent i forløbet.

Med hensyn til de kompetente myndigheders adfærd har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalt, at sager om international retshjælp i straffesager i sagens natur er tidskrævende, og at dette er relevant ved vurderingen af myndighedernes adfærd. Også rettens adfærd kan tillægges betydning, f.eks. om retten har forsøgt at fremskynde behandlingen af sagen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 28-30.

3.1.3. Justitsministeriet har i cirkulæreskrivelse af 22. december 1997 til samtlige politimestre, politidirektøren i København, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten samt statsadvokaterne om mål for hurtig sagsbehandling m.v. fastsat generelle målsætninger for sagsbehandlingstiden i straffesager.

I cirkulæreskrivelsen fastsættes nærmere målsætninger for visse typer sager. Cirkulæreskrivelsen fastsætter ikke målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager, hvor det er nødvendigt med efterforskning. Imidlertid bør der efter cirkulæreskrivelsen internt i politikredsene fastsættes en målsætning om, at 75 pct. af bl.a. sagerne om tyveri sagsbehandles inden 30 dage. For den juridiske sagsbehandling bør der på tilsvarende måde internt fastsættes målsætninger om en sagsbehandlingstid på 30 dage for 75 pct. af sagernes vedkommende.

For Rigsadvokaten og de regionale statsadvokater er der for alle sagstyper fastsat en målsætning om en sagsbehandlingstid på 60 dage.

3.1.4. I forbindelse med den såkaldte »Voldspakke I« fra 1994 (jf. lov nr. 366 af 18. maj 1994) og »Volds­pakke II« fra 1997 (jf. lov nr. 350 af 23. maj 1997) er der opstillet målsætninger om hurtig sagsbehandling af voldssager, jf. også pkt. 2.2. overfor.

Det fremgår således af Rigsadvokatens vejledning af 11. januar 1994 om nedbringelse af sagsbehandlingstiden, at det bør tilstræbes, at det samlede tidsforbrug fra anmeldelse af en voldssag til sagens indbringelse for retten ikke overstiger 30 dage. Endvidere bør det tilstræbes, at sagen fremsendes til retten inden 1 uge efter, at efterforskningen er afsluttet.

I forbindelse med gennemførelsen af »Voldspakke I« opstillede Justitsministeriet en målsætning for domstolenes sagsbehandlingstid i alvorlige voldssager, hvorefter disse sager bør behandles inden 37 dage.

Som opfølgning på Folketingets vedtagelse den 4. juni 2004 af beslutningsforslag B 82 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling, er der endvidere opstillet målsætninger for sagsbehandlingstiden i voldtægtssager, jf. også pkt. 2.2. ovenfor.

Ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2005 er der således opstillet en målsætning om, at det samlede tidsforbrug fra sigtelsen i en voldtægtssag til sagens indbringelse for retten ikke bør overstige 60 dage. Det samlede tidsforbrug i sager, hvor der gennemføres en mentalundersøgelse af sigtede og eventuelt tillige sker forelæggelse for Retslægerådet, bør ikke overstige 4 måneder. Uden for ordningen falder dog bl.a. nævningesager.

Justitsministeriet har for domstolenes sagsbehandlingstid opstillet en målsætning om, at voldtægtssager bør behandles inden 37 dage.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1. nedenfor, hvor der er redegjort nærmere for sagsbehandlingstiden i volds- og voldtægtssager.

3.1.5. Brydensholt-udvalget anbefalede i delbetænkning XI om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet m.v. (betænkning nr. 1454/2004), at der blev etableret en administrativ kontrolordning med langvarige sigtelser således, at der foretages indberetning til den overordnede anklagemyndighed i sager, hvor der 2 år efter sigtelsen ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet, jf. også pkt. 2.1. ovenfor.

Som opfølgning herpå har Rigsadvokaten i meddelelse nr. 3/2006 om indberetning af langvarige sigtelser fastsat, at politidirektøren skal underrette statsadvokaten om alle sigtelser, der har verseret i 2 år, uden at der er taget stilling til tiltalespørgsmålet. Indberetning skal foretages første gang, når der er forløbet 2 år siden sigtelsen, og den skal indeholde en redegørelse for det hidtidige forløb af efterforskningen. Politidirektøren skal herefter løbende underrette statsadvokaten om forløbet af sagen hver tredje måned. Politidirektørens indberetnings- og underretningspligt skal ifølge meddelelsen danne grundlag for statsadvokatens eventuelle drøftelser med politidirektøren om sagens tilrettelæggelse og videre behandling med henblik på at sikre, at sagen fremmes mest muligt. Desuden skal sigtede (eller forsvareren, hvis en sådan er beskikket for sigtede) orienteres om sagens indberetning til statsadvokaten. Denne orientering skal bl.a. indeholde en sagsfremstilling, angivelse af, at efterforskningen har verseret i 2 år, oplysning om, hvor længe efterforskningen endnu forventes at vare, og oplysning om klagemuligheder, herunder om muligheden for at klage til den overordnede anklagemyndighed over sagsbehandlingstiden.

Endvidere er der ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2006 om sagsbehandlingstiden i straffesager fastsat retningslinjer dels om indberetning af domme, der indeholder en vurdering af sagsbehandlingstiden, dels om behandling af klager fra sigtede over sagsbehandlingstiden i straffesager forud for tiltalespørgsmålets afgørelse.

 

3.2. Forsvarerbeskikkelse

 

3.2.1. Efter retsplejelovens § 730, stk. 1, er den sigtede som udgangspunkt berettiget til at vælge en forsvarer til at bistå sig. Hvis sigtede ikke vælger en forsvarer, kan han eller hun få en forsvarer beskikket efter reglerne i retsplejelovens §§ 731-732. Efter disse bestemmelser skal forsvarer bl.a. beskikkes, når sigtede skal fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelse, eller når en sag skal afgøres under medvirken af domsmænd eller nævninger.

Forsvarere for sigtede beskikkes typisk fra den kreds af advokater, som justitsministeren har beskikket til at påtage sig dette hverv (de såkaldte »beneficerede advokater«), jf. retsplejelovens § 733, stk. 1. Efter retsplejelovens § 735, stk. 1, bør sagerne så vidt muligt fordeles mellem de beneficerede advokater efter omgang, men hvis sigtede ønsker en bestemt person beskikket og oplyser, at denne er villig til at modtage beskikkelse, bør advokaten i reglen beskikkes uden hensyn til den regelmæssige omgang, forudsat at ingen lovlig hindring er for hånden.

Endvidere kan der efter sigtedes begæring beskikkes en advokat, der ikke er antaget af justitsministeren, hvis han eller hun er mødeberettiget for den pågældende ret og er villig til at lade sig beskikke, jf. retsplejelovens § 733, stk. 1.

Retterne er i praksis i vidt omfang imødekommende over for sigtedes ønske om at få beskikket en bestemt forsvarer.

Retten kan på ethvert tidspunkt under sagen ved kendelse afvise en valgt forsvarer, hvis betingelserne efter § 733, stk. 2, for at nægte beskikkelse er opfyldt, jf. retsplejelovens § 730, stk. 3. Der skal i så fald på begæring beskikkes sigtede en offentlig forsvarer.

Efter retsplejelovens § 733, stk. 2, kan retten ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis dennes medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme, herunder særligt hensynet til medsigtedes tarv, ikke kan anses for forsvarlig, eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.

Retten kan på samme måde tilbagekalde en beskikkelse, jf. retsplejelovens § 736, stk. 2. Efter retsplejelovens § 736, stk. 1, kan retten endvidere tilbagekalde beskikkelsen, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse samt, for så vidt sagen ikke forhales herved, efter begæring af sigtede, når han eller hun har truffet overenskomst om forsvarets udførelse uden udgift for det offentlige.

Retsplejelovens § 733, stk. 2, fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 om ændring af retsplejeloven m.v. (Efterforskning i straffesager, anholdelse og varetægtsfængsling, erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, herunder for frakendelse eller inddragelse af førerretten, m.v.). Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den kun bør bringes i anvendelse, hvor tungtvejende hensyn gør det påkrævet, idet udelukkelse af en advokat fra at virke som forsvarer i en bestemt sag er en vidtgående foranstaltning, jf. herved Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, spalte 2382. Det fremgår endvidere, at bestemmelsen f.eks. kan tænkes anvendt i tilfælde, hvor den advokat, som sigtede ønsker beskikket, er så optaget, at den pågældende advokat ikke vil være i stand til at udføre sagen inden for rimelig tid. Det fremhæves, at det navnlig vil kunne være uforsvarligt i sager med varetægtsfængslede. Under Folketingets behandling af lovforslaget blev det tilføjet, at også særligt hensynet til medsigtedes tarv kan begrunde, at den ønskede advokat ikke beskikkes, jf. Folketingstidende 1977-78, Tillæg B, spalte 1404.

3.2.2. Det fremgår tilsvarende af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, har ret til selv at vælge sin forsvarer.

Retten til at vælge forsvarer er trods bestemmelsens ordlyd ikke ubegrænset. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således i klagesag nr. 13611/88 Croissant mod Tyskland (dom af 22. september 1992) slået fast, at artikel 6, stk. 3, litra c, ikke udelukker, at retten udpeger en forsvarer mod den tiltaltes ønske, når det er af retsplejemæssig betydning. Som eksempel herpå er nævnt det retsplejemæssige hensyn at undgå afbrydelser og udsættelser af sagen.

3.2.3. Rettens afgørelse efter retsplejelovens § 730, stk. 3, § 733, stk. 2, eller § 736, stk. 2, om afvisning eller tilbagekaldelse af en forsvarerbeskikkelse kan kæres til Den Særlige Klageret inden 1 uge efter, at afgørelsen er meddelt, jf. retsplejelovens § 737, stk. 1.

Som der nærmere er redegjort for i betænkningen side 43-45, er det ikke på baggrund af Den Særlige Klagerets praksis muligt at fastsætte fuldstændig eksakte tidsmæssige grænser for, hvornår en forsinkelse ud fra retsplejemæssige hensyn må anses for uforsvarlig, idet der er tale om meget konkrete afgørelser.

Der må foretages en afvejning af på den ene side hensynet til sigtedes interesse i frit at kunne vælge sin forsvarer og på den anden side hensynet til den pågældendes – og eventuelle medtiltaltes – krav på en afgørelse inden for en rimelig tid, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1. Praksis synes dog at vise, at afvisning af den ønskede forsvarer navnlig kan komme på tale ved forsinkelser i størrelsesordenen 3-5 måneder eller derover.

Ved afgørelsen af, om hensynet til den sigtedes interesse i frit at kunne vælge sin forsvarer, skal veje tungere end hensynet til sagens fremme, lægges der i praksis vægt på oplysningerne om straffesagens karakter, det tidsmæssige forløb af sagen, årsagen til en eventuel forsinkelse samt oplysninger om, hvornår sagen kan forventes afgjort, såfremt forsvarerbeskikkelsen ikke tilbagekaldes.

I overensstemmelse med ordlyden og forarbejderne til retsplejelovens § 733, stk. 2, tages der i praksis et særligt hensyn til, om der er medsigtede i sagen, herunder om de er varetægtsfængslede. Hensynet til forurettede synes derimod ikke at have været så fremtrædende i de afgørelser, der har været indbragt for Den Særlige Klageret.

I praksis lægges der også vægt på, om den sigtede tidligere har skiftet forsvarer, og på, hvornår en anmodning om ombeskikkelse fremsættes. Hvis hovedforhandling i en sag er berammet, og en ombeskikkelse vil medføre, at hovedforhandlingen må udsættes, udvises en større grad af tilbageholdenhed med hensyn til at imødekomme tiltaltes ønske om ombeskikkelse.

Det beror således i praksis på en konkret afvejning af en række hensyn, hvornår en forsvarer ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme kan nægtes beskikket, eller en meddelt beskikkelse kan tilbagekaldes. Der kan ikke siges noget nærmere om, med hvilken vægt de enkelte hensyn indgår i vurderingen, men det er dog klart, at hensynet til den sigtedes ønske om at få beskikket en bestemt forsvarer i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen tillægges stor vægt, og at der efter praksis skal tungtvejende grunde til at nægte en beskikkelse eller tilbagekalde en allerede meddelt beskikkelse.

 

3.3. Domstolenes sagsbehandling

 

3.3.1. Retten bliver (hoved-)ansvarlig for sagens fremme, når anklagemyndigheden indbringer sagen for retten ved at fremsende et anklageskrift, eller når anklagemyndigheden anmoder om retsmøde til behandling af en sag som tilståelsessag.

Efter retsplejelovens § 844, stk. 1, underretter retten herefter anklagemyndigheden om tidspunktet for hovedforhandlingen. I praksis berammes straffesager typisk efter aftale mellem retten, anklagemyndigheden og en eventuel forsvarer.

Navnlig i sager, hvor hovedforhandlingen forventes at ville strække sig over et ganske betydeligt antal retsdage, samt i sager med flere tiltalte, sker det i praksis ofte, at der allerede inden anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift i sagen anmodes om en såkaldt forhåndsberammelse, hvor dommer, forsvarer(e) og anklager reserverer nærmere aftalte tidspunkter til hovedforhandlingen.

Retsplejeloven indeholder ikke frister for rettens berammelse af hovedforhandling eller for hovedforhandlingens påbegyndelse.

Efter retsplejelovens § 152 a kan en part dog forlange, at retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist. Formålet med bestemmelsen er at tydeliggøre parternes reaktionsmulighed, såfremt retten ikke berammer sagen inden for en rimelig frist.

Rettens afgørelser i medfør af retsplejelovens § 152 a kan kæres efter lovens almindelige regler, hvad enten retten har imødekommet eller afslået en anmodning om at fastsætte tidspunktet for hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens §§ 968 (byretskendelser) og 968 a (landsretskendelser).

Såfremt retten har imødekommet anmodningen om at fastsætte tidspunktet for hovedforhandlingen, kan denne afgørelse således også kæres. F.eks. kan en part få prøvet, om hovedforhandlingen bør fastsættes til et tidligere tidspunkt, eller om en hovedforhandling, der løber over flere dage, bør afvikles inden for en kortere periode, end det følger af rettens afgørelse (dvs. om der bør afsættes flere dage pr. uge til hovedforhandlingen).

3.3.2. Efter retsplejelovens § 849 kan retten indkalde til et særligt forberedende møde med henblik på at fastlægge parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder, herunder hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke der skal føres bevis for, samt hovedforhandlingens tilrettelæggelse. Formålet med bestemmelsen er særligt at undgå overflødig bevisførelse, og muligheden for at afholde et særligt forberedende møde angår navnlig perioden efter anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift i sagen.

3.3.3. Domstolsstyrelsen har fastsat målsætninger for domstolenes sagsbehandlingstid i bl.a. straffesager. Det fremgår af Danmarks Domstoles Årsberetning 2006, at målsætningen for 2006 var, at 60 pct. af de almindelige straffesager skulle afsluttes inden 2 måneder og 95 pct. inden 6 måneder. »Almindelige straffesager« omfatter domsmandssager, sager uden domsmænd (bødesager mv.), tilståelsessager og øvrige straffesager (erstatningssager vedrørende straffeprocessuelle indgreb, forvandlingsstraf og ændring af foranstaltninger og betingede domme).

Med hensyn til de særlige målsætninger for sagsbehandlingstiden i volds- og voldtægtssager henvises til pkt. 3.1.4.

 

3.4. Varetægtsfængsling

 

3.4.1. Retsplejelovens § 762 indeholder de materielle betingelser for varetægtsfængsling. Efter § 762, stk. 1, kan en sigtet varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at vedkommende har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og 1) der er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen (unddragelsesfare), 2) der er bestemte grunde til at frygte, at vedkommende på fri fod vil begå nye lovovertrædelser (gentagelsesfare), eller 3) der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre (kollusionsrisiko).

Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan en sigtet endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at vedkommende har begået 1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller 2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 123, § 134 a, §§ 244-246, § 250 eller § 252 (om bl.a. vold mv.), såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Varetægtsfængsling efter denne bestemmelse kaldes ofte retshåndhævelsesarrest.

Varetægtsfængsling skal dog være proportional, idet varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig, jf. § 762, stk. 3. Desuden må varetægtsfængsling ikke finde sted, hvis lovovertrædelsen alene kan ventes at ville medføre straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage.

Endvidere følger det af retsplejelovens § 765, stk. 1 og 2, at hvis betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling er til stede, men varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, kan retten med sigtedes samtykke træffe afgørelse om anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger i form af f.eks. tilsyn, ophold i egnet hjem eller institution, fremmøde hos politiet, sikkerhedsstillelse mv. (»fængslingssurrogater«).

3.4.2. Afgørelse om varetægtsfængsling træffes af retten på begæring af politiet, jf. retsplejelovens § 764, stk. 1. Afgørelsen træffes ved kendelse og skal begrundes, og varetægtsfængsles sigtede, skal de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt, anføres i kendelsen, jf. § 764, stk. 4.

Efter retsplejelovens § 767, stk. 1, skal der fastsættes en frist for varetægtsfængslingens længde. Fristen skal være så kort som mulig og må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Udløber den frist, der er fastsat efter stk. 1, efter, at hovedforhandlingen er begyndt, fortsætter varetægtsfængslingen uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 768 skal varetægtsfængsling om fornødent ved rettens kendelse ophæves, når forfølgning opgives eller betingelserne for iværksættelse ikke længere er til stede. Finder retten, at undersøgelsen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling ikke er rimelig, skal retten ophæve den.

3.4.3. Der er ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2000 om indberetning af varetægtsfængsling ud over 3 måneder og forelæggelse af isolationsfængsling ud over 3 måneder fastsat regler om forelæggelse af arrestantsager, hvor varetægtsfængsling opretholdes i mere end 3 måneder.

Politidirektøren skal efter disse regler underrette statsadvokaten om alle sager, hvor sigtede er varetægtsfængslet i mere end 3 måneder. Indberetningen skal bl.a. indeholde oplysning om, hvorfor det har været nødvendigt at begære varetægtsfængsling i mere end 3 måneder, hvilke efterforskningsmæssige skridt der skal foretages, hvornår anklageskrift eller indstilling til statsadvokaten om tiltalespørgsmålet kan forventes at foreligge, samt om sagen (alene) beror på udfærdigelse af mentalundersøgelse. Politidirektøren skal endvidere underrette statsadvokaten om senere forlængelser af fristen for varetægtsfængsling.

Formålet med politidirektørens underretning af statsadvokaten er at danne grundlag for statsadvokatens eventuelle drøftelser med politidirektørerne om sagens tilrettelæggelse og videre behandling med henblik på at sikre, at varetægtsfængslingen bliver så kort som mulig.

 

3.5. Anteciperet bevisførelse

 

I overensstemmelse med princippet om bevisumiddelbarhed finder bevisførelse i straffesager som hovedregel sted for den dømmende ret under hovedforhandlingen. Retsplejelovens § 747, stk. 2 og 3, indeholder imidlertid to undtagelser fra denne hovedregel, som medfører, at bevisførelse under nærmere angivne betingelser kan foretages før hovedforhandlingen (såkaldt anteciperet bevisførelse).

Retsmøde kan afholdes efter anmodning, når det er påkrævet for at sikre bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt, ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret, eller som må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse, jf. retsplejelovens § 747, stk. 2. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor et vidne ligger for døden og ikke kan forventes at ville kunne afgive forklaring under hovedforhandlingen.

Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan desuden afholdes efter anmodning fra anklagemyndigheden eller forsvareren, såfremt den sigtede er varetægtsfængslet i isolation, og sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om isolationens ophævelse, og væsentlige praktiske hensyn ikke taler imod det, jf. retsplejelovens § 747, stk. 3. Denne udvidelse af muligheden for at anvende anteciperet bevisførelse har til formål at opnå en reduktion i antallet af længerevarende varetægtsfængslinger i isolation, jf. lov nr. 1561 af 20. december 2006 om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i isolation).

 

4. Sagsbehandlingstiden i straffesager

 

Betænkningen side 90-103 indeholder en række statistiske oplysninger om sagsbehandlingstiden i straffesager mv.

 

4.1. Varigheden af sigtelser, sagsbehandlingstider mv.

 

4.1.1. Der blev i 2005 truffet i alt 222.799 strafferetlige afgørelser (alle strafferetlige afgørelser, dvs. både påtaleopgivelser, tiltalefrafald, udenretlige bødevedtagelser og straffedomme). Heraf vedrørte 56.552 afgørelser straffelovsovertrædelser (25,4 pct.), 137.511 afgørelser færdselslovsovertrædelser (61,7 pct.) og 28.736 afgørelser andre særlovsovertrædelser (12,9 pct.).

Der blev i 2005 truffet afgørelse i 98,1 pct. af sagerne inden for to år efter tidspunktet fra anmeldelsen. Heraf blev det i 75,2 pct. af sagerne truffet afgørelse samme år, som anmeldelsen blev indgivet.

Der blev i de sager, der vedrører straffelovsovertrædelser, truffet afgørelse i 58,3 pct. af sagerne i anmeldelsesåret. Dette dækker imidlertid over store forskelle de enkelte sagskategorier – f.eks. blev der i 68,6 pct. af sagerne i kategorien »voldsforbrydelser« truffet afgørelse i anmeldelsesåret, mens der i kategorien »andre forbrydelser«, der dækker over bl.a. narkotikakriminalitet, blev truffet afgørelse i 47,9 pct. af sagerne i anmeldelsesåret.

4.1.2. Der er i betænkningen redegjort for sagsbehandlingstiderne i volds- og voldtægtssager til og med 1. halvår 2006. Justitsministeriet har den 11. februar 2008 sendt den seneste redegørelse til Folketinget om sagsbehandlingstiderne i volds- og voldtægtssager.

Det fremgår heraf, at i 1. halvår 2007 levede politiet og anklagemyndigheden i 61,3 pct. af voldssagerne op til målsætningen om indbringelse af sagen for retten inden 30 dage fra anmeldelsen, jf. ovenfor pkt. 3.1.4. I 1. og 2. halvår 2006 levede politiet og anklagemyndigheden op til målsætningen i henholdsvis 67,0 pct. og 70,2 pct. af sagerne.

Der er sket en forbedring af politiets og anklagemyndighedens opfyldelse af de målsætninger, der er opstillet for voldtægtssagers vedkommende, jf. ovenfor pkt. 3.1.4., fra en målopfyldelsesprocent på 52,8 i 2. halvår 2005 til 70,0 i 1. halvår 2007 for så vidt angår de sager, hvor sagsbehandlingstiden højest må udgøre 60 dage. For så vidt angår de sager, hvor sagsbehandlingstiden højest må udgøre 4 måneder, var målopfyldelsesprocenten på 25 i 1. halvår 2007.

4.1.3. Domstolsstyrelsen har senest i december 2007 redegjort for domstolenes målopfyldelse for så vidt angår volds- og voldtægtssager, jf. Domstolsstyrelsens status for målsætninger om sagsbehandlingstider for volds- og voldtægtssager ved domstolene. Denne status indeholder tal til og med 1. halvår 2007.

Det fremgår heraf, at 49,0 pct. af de særlige voldssager i 1. halvår 2007 blev afsluttet inden 37 dage fra sagens modtagelse, jf. pkt. 3.1.4. ovenfor. I 2004, 2005 og 2006 udgjorde målopfyldelsesprocenten henholdsvis 52,8, 57,6 og 53,8.

Samlet set blev 67,0 pct. af de særlige voldssager ved byretterne afgjort inden for 2 måneder i 1. halvår 2007. Til sammenligning blev 76,8 pct. af sagerne afgjort inden for 2 måneder i 1. halvår 2006. 96,1 pct. af sagerne blev afsluttet inden for 6 måneder i 1. halvår 2007, mens dette i 2004, 2005 og 2006 var tilfældet for henholdsvis 95,1 pct., 95,8 pct. og 96,5 pct. af sagerne.

Der er i 1. halvår 2007 sammenlignet med de 3 forudgående halvår sket et fald i retternes opfyldelse af målsætningen for behandling af voldtægtssager inden for 37 dage fra 73 pct. af sagerne i 2. halvår 2005 til 55 pct. af sagerne i 1. halvår 2007.

4.1.4. Det bemærkes, at Domstolenes Samarbejdsforum under Domstolsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe om håndteringen af særlige voldssager og voldtægtssager med henblik på en højere målopfyldelse i forhold til de sagsbehandlingstider, der blev opstillet i voldspakkerne i 1994 og 1997. Arbejdsgruppen består af repræsentanter for domstolene, anklagemyndigheden, forsvarerne og Kriminalforsorgen med henblik på, at et bedre samspil mellem disse aktører kan bidrage til en højere målopfyldelse, jf. i øvrigt pkt. 5.4.1.3.

 

4.2. Langvarige varetægtsfængslinger

 

4.2.1. Justitsministeriets Forskningsenhed har gennemført to undersøgelser af længerevarende varetægtsfængslinger, dvs. varetægtsfængslinger af en varighed på mere end 3 måneder. Den første undersøgelse omfatter anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger i tidsrummet 2000-04, mens den anden undersøgelse omfatter anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger i sager, hvori dom er afsagt i 2005.

Formålet med undersøgelserne har været dels at belyse udviklingen i antallet af langvarige varetægtsfængslinger, dels at undersøge hvilke forhold der influerer på den tidsmæssige udstrækning af en varetægtsfængsling.

Undersøgelserne er foretaget på basis af de årlige indberetninger til Rigsadvokaten, som statsadvokaterne har foretaget i henhold til Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2000 om indberetning af varetægtsfængsling ud over 3 måneder og forelæggelse af isolationsfængsling ud over 3 måneder, jf. pkt. 3.4.3. ovenfor.

4.2.2. Antallet af langvarige varetægtsfængslinger er steget fra 446 i 2001 til 717 i 2005. De langvarige varetægtsfængslingers andel af samtlige varetægtsfængslinger er også steget fra at udgøre 7,6 pct. i 2001 til at udgøre 12,4 pct. i 2005.

Den gennemsnitlige varighed af de langvarige varetægtsfængslinger har over hele perioden været nogenlunde konstant (mellem 219-230 dage).

Det fremgår af Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse, at 25 pct. af de langvarige varetægtsfængslinger har varet højest fire måneder, mens 15 pct. har varet mere end 1 år. Af de i alt 105 varetægtsfængslinger, der har varet mere end 1 år, har 26 varetægtsfængslinger overskredet 1 år og 6 måneder, og 14 af disse har overskredet 2 år.

De langvarige varetægtsfængslinger er især forekommet i narkotika- og røverisager. Tilsammen udgør disse to sagskategorier over 50 pct. af de langvarige varetægtsfængslinger. Langvarige varetægtsfængslinger er hyppigt forekommende også i sager om manddrab, herunder forsøg på manddrab, alvorlige voldsforbrydelser og ejendomsforbrydelser i øvrigt.

Der ses at være en stigende tendens i forekomsten af langvarige varetægtsfængslinger i røverisager og øvrige ejendomsforbrydelser. For så vidt angår narkotikaforbrydelser var andelen forholdsvis stabil i perioden 2001-04 på 19 pct., hvorefter andelen i 2005 steg til 32,5 pct.

Varetægtsfængslinger i sager om narkotikaforbrydelser har den længste gennemsnitlige varighed (i gennemsnit ca. 10 måneder), mens varetægtsfængsling i sagskategorien »ejendomsforbrydelser i øvrigt« (først og fremmest tyverisager) har den korteste gennemsnitlige varighed (i gennemsnit ca. 5 måneder).

4.2.3. Det fremgår bl.a. af Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse om de mulige årsager til, at en varetægtsfængsling bliver langvarig, at det først og fremmest er forhold ved sagen – dvs. dens omfang, kompleksitet mv. – der af politikredsene anføres som årsag til, at varetægtsfængslingen i det konkrete tilfælde er blevet langvarig.

I 2005 blev endvidere oftere end i de forudgående år angivet sigtedes og/eller dennes forsvarers forhold samt berammelsesproblemer mv. ved retten som årsag til, at varetægtsfængslingen i det konkrete tilfælde var blevet langvarig. Om dette skyldes, at disse årsager reelt har været mere fremtrædende i 2005 end tidligere, eller om det snarere skyldes, at de personer, der har udfyldt indberetningsskemaerne, i 2005 har været mere opmærksomme på sådanne årsager, har Justitsministeriets Forskningsenhed ikke fundet det muligt at vurdere.

Den gennemsnitlige varighed af varetægtsfængslinger er høj i tilfælde, hvor vidner, herunder forurettede, medgerningsmænd eller andre undersøgelser er blevet anført som årsag. Det bør dog samtidig understreges, at der i mange sager – i 300 ud af i alt 717 sager (svarende til 42 pct.) – ikke er angivet nogen årsag til, at varetægtsfængslingen i det konkrete tilfælde er blevet langvarig. Således er årsagen kun anført i 417 af de indberettede sager.

 

5. Lovforslagets udformning

5.1. Generelle overvejelser

 

5.1.1. Udvalget foreslår en række ændringer med henblik på at begrænse den tidsmæssige udstrækning af sigtelser og varetægtsfængslinger. Udvalget har på den ene side lagt vægt på hensynet til den, som en mistanke om et alvorligt strafbart forhold retter sig imod, idet ubehaget ved sagen og uvisheden med hensyn til dens tidsmæssige udstrækning, udfald og konsekvenser kan være en betydelig belastning. Efter udvalgets opfattelse må dette hensyn tillægges betydelig vægt i forbindelse med bestræbelser på at fremme behandlingen af straffesager. Hensynet til den forurettede og samfundsmæssige hensyn taler ligeledes for at sikre hurtig behandling af straffesager.

På den anden side har udvalget lagt vægt på hensynet til, at bestræbelser på at fremme behandlingen af straffesager ikke går ud over hensynet til en effektiv efterforskning og kriminalitetsbekæmpelse, samt at retssikkerheden i strafferetsplejen kan opretholdes.

Udvalget bemærker, at der allerede er iværksat en række tiltag med henblik på at opnå en hurtigere behandling af straffesager, jf. pkt. 2. og pkt. 3.1.3.-3.1.5. ovenfor, men anfører samtidig, at der efter udvalgets opfattelse kan peges på forskellige yderligere tiltag, som vil medvirke til hurtigere behandling af straffesager og begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger, og som på hensigtsmæssig måde kan supplere de allerede iværksatte foranstaltninger.

5.1.2. Udvalget har i henhold til kommissoriet haft til opgave at vurdere, hvordan der kan iværksættes yderligere hensigtsmæssige tiltag, som uden at tilsidesætte hensynet til en effektiv efterforskning og kriminalitetsbekæmpelse vil kunne begrænse den tidsmæssige udstrækning af sigtelser og varetægtsfængslinger.

Udvalget har på den baggrund særligt overvejet anvendelsen af fristregler som led i bestræbelserne på at fremme behandlingen af straffesager. Udvalget har på den ene side lagt vægt på, at fristregler indebærer, at der opstilles en præcis grænse for den tid, der må gå, før en handling skal være udført, eller en foranstaltning skal være tilendebragt. Fristregler virker i retning af, at det ønskede resultat er opnået ved fristens udløb. I tilfælde af overskridelse af fristen kan det umiddelbart konstateres, at lovens krav ikke er opfyldt.

På den anden side har udvalget tillagt det betydning, at fristregler også rummer en række ulemper. Udvalget peger i den forbindelse på, at det kan være vanskeligt mere generelt at fastlægge fristernes længde på en sådan måde, at de passer til alle situationer. Desuden kan der være en vis risiko for, at fristerne i stedet for en fremskyndelse vil bevirke, at fristerne udnyttes fuldt ud. Fristregler, hvortil der ikke er knyttet en konkret retsvirkning, kan for så vidt gøre mere skade end gavn. Hvis der knyttes en særlig retsvirkning til fristregler – ikke mindst en retsvirkning i form af præklusion (f.eks. at en sigtelse skal anses for opgivet) – vil der være risiko for, at der »spekuleres« i, at fristen springer.

Hertil kommer, at fristregler og deraf følgende hastebehandling kan medvirke til et øget pres på myndighedernes ressourcer. Endvidere kan fristregler føre til, at nogle sager og opgaver frem for andre på en uhensigtsmæssig måde prioriteres. Overholdelse af en given frist kan således indebære, at det kan være svært at anvende den mest rationelle arbejdsgang i tiden op til fristudløb.

Dertil kommer, at indførelse af fristregler ikke i sig selv skaber bedre muligheder for, at der arbejdes hurtigere. Det vil i den forbindelse være afgørende, om der samtidig anvises redskaber til forenklede og hurtigere arbejdsgange, bedre planlægning og lignende.

Fristregler må i givet fald udformes således, at de ikke forhindrer, at tiltalte får tilstrækkelig tid til at forberede sit forsvar.

Omvendt bør man naturligvis være opmærksom på, at fristregler, når de virker efter hensigten, kan føre til kortere sagsbehandlingstid og dermed til, at yderligere eller andre sagsskridt kan undværes. F.eks. vil kortere fængslingsperioder kunne føre til færre retsmøder om fristforlængelse. På samme måde vil en kortere samlet sagsbehandlingstid kunne føre til, at sagen skal »læses op« (forberedes) færre gange.

Udvalget finder på den baggrund, at anvendelse af fristregler af hensyn til fremskyndelse af straffesager bør overvejes nøje. Udvalget finder i den forbindelse, at man også må være opmærksom på ulemperne ved fristregler og i givet fald også bør overveje muligheder for forenkling og effektivisering af sagsgangene.

Det er udvalgets opfattelse, at lovregler, der uden at fastsætte bestemte frister fastslår, hvem der har ansvaret for at fremme en sag i forskellige relationer, vil kunne medvirke til, at der rettes særlig fokus på hensynet til sagernes fremme. Desuden vil regler af denne karakter kunne styrke grundlaget for rettens indgriben over for parternes adfærd.

Endvidere finder udvalget, at sagsstyring bør anvendes i videre omfang end hidtil både internt i anklagemyndigheden og i forbindelse med sagernes håndtering ved domstolene. Udvalget bemærker, at det centrale i sagsstyring er at anskue sagens enkelte faser og handlinger som dele af en helhed frem for at anskue disse hver for sig og ved hensigtsmæssig planlægning at sikre, at de enkelte handlinger udføres uden unødig forsinkelse. Udvalget har herved lagt vægt på de gode resultater, som sagsstyring har haft på den civile retsplejes område.

Sammenfattende finder udvalget, at overvejelser om styrkelse af bestræbelserne for hurtigere behandling af straffesager med særligt henblik på begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger bør bygge på, at straffesagen opfattes som en helhed. Det tidsmæssige forløb af straffesager beror således ikke blot på de enkelte led i sagsbehandlingen, men i høj grad også på samspillet mellem straffeprocessens aktører. Udvalget har på den baggrund fundet det væsentligt at inddrage en vurdering af ansvaret for sagens fremme hos hver af de tre professionelle aktører: Anklagemyndigheden, forsvarerne og domstolene, således at nye tiltag afbalanceres efter den rolle, som tilkommer den enkelte aktør i straffeprocessen.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 105-111.

5.1.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets generelle overvejelser og synspunkter. Der henvises til pkt. 5.2.-5.7. nedenfor om indholdet af de enkelte forslag.

 

5.2. Anklagemyndigheden

 

5.2.1. Udvalget anfører, at den tidsmæssige udstrækning af sigtelser afhænger dels af de nødvendige efterforsknings- og oplysningsskridt, dels af den tid, som er nødvendig til overvejelse og afgørelse af tiltalespørgsmålet. Desuden er der nogle sagstyper, hvor sagsbehandlingstiden ofte vil blive ganske lang, f.eks. sager om økonomisk kriminalitet. Endelig kan sagsbehandlingstiden i nogle sager blive forlænget, f.eks. på grund af konkrete problemer i sagen, ressourcemæssige forhold eller egentlige sagsbehandlingsfejl.

Udvalget finder, at det er væsentligt, at tiltalespørgsmålet afklares inden rimelig tid, og at sagsbehandlingen ikke udstrækkes længere, end hvad der er nødvendigt for en grundig og forsvarlig undersøgelse af den enkelte sag. Den usikkerhed, der følger med sigtelsen, må anses for at kunne være en betydelig belastning for en sigtet, navnlig ved de meget langvarige sigtelser og ikke mindst i tilfælde, hvor sigtelsen er af betydning for den sigtedes udøvelse af sit erhverv eller arbejde. Hensynet til den forurettede, navnlig i sager om alvorlige personkrænkelser, taler også generelt for en hurtig behandling af straffesager. Hertil kommer hensynet til sagens samfundsmæssige betydning både i de alvorligste straffesager og i andre sager som f.eks. visse miljø- eller skattesager, hvor særlige samfundsinteresser er involveret.

Udvalget har overvejet, om der bør indføres nærmere frister for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, dvs. for den tidsmæssige udstrækning af straffeprocessens første fase, der omfatter perioden fra sigtelse til anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet.

Udvalget anfører, at offentlige straffesager udgør en meget omfattende og sammensat mængde af sager fra mindre forseelser til de alvorligste straffesager. Efter udvalgets opfattelse er det vanskeligt at fastsætte en almindelig frist for anklagemyndighedens behandling af straffesager, som omfatter alle sager. For at kunne rumme de alvorligste og mest komplicerede straffesager måtte en sådan frist i givet fald være så lang, at den i forhold til flertallet af sager ville overstige normal sagsbehandlingstid væsentligt.

Et alternativ ville være at fastsætte forskellige frister for forskellige sagstyper. Et sådant system ville imidlertid efter udvalgets opfattelse blive så kompliceret, at det ikke er egnet til lovgivning.

Hertil kommer, at det ville være vanskeligt at opstille en almindelig, enkel regel om umiddelbare retsvirkninger af en fristoverskridelse, idet retsvirkningen af en fristoverskridelse ikke nødvendigvis bør være den samme i alle straffesager, da der som nævnt er tale om sager af meget forskellig karakter og grovhed. Udvalget finder navnlig ikke, at en retsvirkning i form af præklusion (dvs. at en sigtelse for det pågældende forhold skal anses for opgivet) kan fastsættes i forbindelse med en generel, absolut fristregel, da dette må forudsætte en individuel vurdering af den enkelte sag.

Udvalget har på denne baggrund fundet, at der ikke bør fastsættes én eller flere eksakte lovbestemte tidsfrister for afgørelsen af tiltalespørgsmålet, men udvalget foreslår i stedet, at det i retsplejeloven udtrykkeligt fastslås, at afgørelse af tiltalespørgsmålet bør træffes inden rimelig tid. Udvalget foreslår endvidere, at sigtede skal underrettes om sagen, hvis der ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den pågældende af politiet er gjort bekendt med sigtelsen. Forslaget om underretningspligt i forhold til sigtede svarer indholdsmæssigt til den gældende administrative ordning herom, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2006, idet udvalget dog foreslår, at underretning skal ske efter 1 år og 6 måneder mod 2 år efter Rigsadvokatens meddelelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 112-115.

5.2.2. Udvalget har særligt overvejet, om der bør være mulighed for domstolsprøvelse med hensyn til den tidsmæssige udstrækning af langvarige sigtelser. Udvalget har i sine overvejelser dels lagt vægt på den øgede præventive virkning ved en hurtig reaktion på et strafbart forhold, dels hensynet til de personer, der bliver involveret i en straffesag, dvs. mistænkte, sigtede, tiltalte, ofre, vidner mv. Særlig for den, som en mistanke om et alvorligt strafbart forhold retter sig imod, kan ubehaget ved sagen og uvisheden med hensyn til dens udfald og konsekvenser være en betydelig belastning.

Udvalget anfører, at det i de senere årtier har været et vigtigt element i den civile retspleje, at rettens ansvar for den materielle procesledelse er blevet betonet i højere grad for derigennem at sikre en bedre, hurtigere og mere effektiv behandling af de civile retssager. Efter udvalgets opfattelse taler tilsvarende hensyn for også på strafferetsplejens område at styrke rettens muligheder og ansvar for at medvirke til sagens tilrettelæggelse og fremme inden hovedforhandlingen.

Endvidere bemærker udvalget, at den danske strafferetspleje adskiller sig fra en række andre lande ved, at der ikke er domstolsindseende med sagens fremme inden tiltalerejsning og sagens berammelse.

Udvalget finder, at den gældende ordning, hvor politiet og anklagemyndigheden – og ikke domstolene – bærer ansvaret for straffesagens behandling frem til afgørelsen af tiltalespørgsmålet og sagens fremsendelse til retten, rummer væsentlige fordele, navnlig med hensyn til det effektive samarbejde mellem politi og anklagemyndighed og den entydige placering af ansvaret for sagens behandling.

På den baggrund foreslår udvalget ikke nogen principiel ændring i retstilstanden på dette område.

Derimod kan det – til dels med inspiration i de ordninger, som findes i andre lande – efter udvalgets opfattelse være hensigtsmæssigt at indføre en meget begrænset modifikation i dette klare udgangspunkt i form af en adgang for retten til helt undtagelsesvis at fastsætte en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, når sigtelsen har været meget langvarig.

Udvalget anfører i den forbindelse, at hensynet til menneskerettighederne taler for ikke blot at kræve, at sagsbehandlingen afsluttes inden for en rimelig frist, men for også at give den, der er sigtet i en straffesag, et retsmiddel ved en uafhængig judiciel instans til at søge dette krav håndhævet.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der i retsplejeloven indsættes en bestemmelse om en vis, begrænset domstolsprøvelse af den tidsmæssige udstrækning af langvarige sigtelser. Udvalget foreslår, at en sigtet kan indbringe spørgsmålet om sagsbehandlingstiden for retten, når anklagemyndigheden ikke har truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 1 år og 6 måneder fra sigtelsestidspunktet. Tidspunktet for, hvornår en sigtet kan indbringe spørgsmålet for retten, vil herefter svare til den foreslåede frist for underretning af sigtede, jf. pkt. 5.2.1 ovenfor.

Retten skal efter den foreslåede bestemmelse tage stilling til, om der efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, sagens beskaffenhed og omstændigheder samt dens samfundsmæssige betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet. I bekræftende fald kan retten undtagelsesvis fastsætte en frist herfor. Fristen bør efter anmodning fra anklagemyndigheden kunne forlænges, men i sin yderste konsekvens vil en fristoverskridelse efter udvalgets forslag kunne føre til, at tiltale skal anses for opgivet.

Udvalget bemærker, at den foreslåede bestemmelse ikke vil betyde, at ansvaret for sagens fremme flyttes over på den sigtede eller dennes forsvarer. Anklagemyndigheden vil således fortsat have ansvaret for, at tiltalespørgsmålet afgøres inden rimelig tid, uanset om sagen indbringes for retten efter den foreslåede bestemmelse eller ej.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 116-119.

5.2.3. Udvalget finder, at den foreslåede lovbestemmelse om afgørelse af tiltalespørgsmålet inden rimelig tid, jf. pkt. 5.2.1., udmærket kan kombineres med de bestræbelser, som anklagemyndigheden i dag har iværksat for at sikre, at sagerne fremmes mest muligt. Udvalget opfordrer til, at de bestræbelser, som i øjeblikket gøres i anklagemyndighedens regi, fortsættes.

Efter udvalgets opfattelse er det væsentligt, at man ved politiet og anklagemyndigheden allerede i en tidlig fase af et sagsforløb overvejer, hvilke undersøgelses- og efterforskningsskridt det kan være relevant at foretage, og hvornår de enkelte skridt bør iværksættes. En sådan sagsstyring kan f.eks. føre til, at forskellige skridt udføres sideløbende, så der samlet spares tid. Anklagemyndigheden bør bl.a. være særlig opmærksom på tidskrævende skridt som f.eks. mentalundersøgelser og på muligheden for at anmode om forhåndsberammelse af hovedforhandling, selv om tiltale endnu ikke er rejst, jf. pkt. 5.4.2.1.

Udvalget har imidlertid ikke fundet behov for at udforme specifikke retningslinjer for administrative tiltag på området, idet disse som udgangspunkt bedst kan udformes og løbende tilpasses af anklagemyndigheden selv.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 115-116.

5.2.4. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er med enkelte ændringer udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Den foreslåede bestemmelse om, at anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet mv. skal træffes »inden rimelig tid« (forslaget til retsplejelovens § 718 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 1), regulerer ikke retsvirkningen af, at denne frist ikke overholdes. Overholdelse af fristen vil i givet fald indgå i den overordnede anklagemyndigheds tilsyn og kontrol med sagsbehandlingen, og bestemmelsen vil have betydning ved rettens vurdering af, om der efter omstændighederne er grundlag for at fastsætte en frist for afgørelsen af tiltalespørgsmålet, jf. forslaget til retsplejelovens § 718 b, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 1). I udvalgets lovudkast er det i begge de nævnte bestemmelser angivet, hvilke hensyn der skal lægges vægt på ved vurderingen af, om der er rejst tiltale mv. inden rimelig tid, henholdsvis er grundlag for, at retten fastsætter en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet. Disse hensyn er efter udvalgets lovudkast i vidt omfang sammenfaldende. På den anførte baggrund har Justitsministeriet af lovtekniske grunde fundet det mest hensigtsmæssigt at udforme lovbestemmelserne således, at en nærmere angivelse af, hvilke hensyn der skal lægges vægt på, alene findes i den foreslåede § 718 b, stk. 2, idet denne bestemmelse som nævnt fastsætter en mulig retsvirkning.

De foreslåede bestemmelser om underretning af den sigtede og om mulighed for domstolsprøvelse (forslaget til retsplejelovens § 718 a, stk. 2, og § 718 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 1) er endvidere i forhold til udvalgets lovudkast justeret således, at en fremsendelse til retten af en retsmødebegæring med henblik på at fremme sagen som tilståelsessag i medfør af retsplejelovens § 831 sidestilles med en afgørelse om tiltalespørgsmålet mv. Den foreslåede pligt til underretning af den sigtede og den foreslåede adgang til domstolsprøvelse vil således heller ikke gælde, hvis sagen inden 1 år og 6 måneder efter sigtelsen er sendt til retten med henblik på afgørelse som tilståelsessag, selv om den pågældende i disse tilfælde formelt stadig er sigtet, idet der først rejses tiltale i selve retsmødet.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der fremført nogle principielle betænkeligheder ved forslaget om at give adgang til domstolsprøvelse af den tidsmæssige udstrækning af langvarige sigtelser. Det er bl.a. anført, at den foreslåede domstolskontrol vil fravige princippet om, at politiet og anklagemyndigheden har ansvaret for straffesagens behandling frem til afgørelsen af tiltalespørgsmålet og sagens fremsendelse til retten. Det er endvidere anført, at retten formentlig ofte vil savne reelt grundlag for at kunne vurdere, om en sag fremmes behørigt hos politi og anklagemyndighed.

Justitsministeriet finder imidlertid, at den foreslåede mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte en frist for afgørelsen af tiltalespørgsmålet er et væsentligt element i den samlede »pakke«, som sigter mod at begrænse langvarige sigtelser, og efter Justitsministeriets opfattelse er det mest naturligt at henlægge opgaven med at påse, at straffesager også i denne fase behandles inden for en rimelig frist, til domstolene. Det vil fortsat være politiets og anklagemyndighedens ansvar, at afgørelsen af tiltalespørgsmålet fremmes behørigt, og rettens vurdering af, om der undtagelsesvis er grundlag for at fastsætte en frist for afgørelsen, må i praksis i første række baseres på nærmere redegørelser for sagens varighed og forløb og for baggrunden for eventuelle »huller« i sagens løbende behandling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til retsplejelovens §§ 718 a og 718 b), og bemærkningerne hertil.

 

5.3. Forsvarerne

 

5.3.1. Efter retsplejelovens § 730, stk. 1, har sigtede som udgangspunkt ret til selv at vælge sin forsvarer. Dette gælder også, hvis sigtede ønsker at få beskikket en bestemt forsvarer, jf. § 733, stk. 1, 3. pkt., og § 735, stk. 1, jf. i øvrigt pkt. 3.2.1. ovenfor.

Udvalget anfører, at sigtedes valg af en bestemt forsvarer i visse tilfælde kan medføre, at sagen forsinkes, fordi den pågældende forsvarer ikke har tid til at medvirke ved f.eks. afhøringer under efterforskningen eller i hovedforhandlingen.

Udvalget bemærker, at problemet med forsinkelser begrundet i forsvarerens forhold oftest forekommer i større sager over flere dage eller med flere tiltalte, men problemet er heller ikke ukendt i mindre sager. Udvalget er ikke i besiddelse af oplysninger, der kan belyse problemets omfang nærmere, og i langt de fleste tilfælde giver berammelse af straffesager ikke anledning til problemer på grund af, at en forsvarer ikke kan møde. Det er dog en almindelig erfaring, at forsvarerens tidsmæssige mulighed for at deltage i navnlig hovedforhandlingen i nogle tilfælde får væsentlig betydning for, at sager afsluttes senere, end de ellers kunne være afsluttet. Udvalget peger på, at dette problem kommer stadig tydeligere frem i takt med, at der i øvrigt stilles skærpede krav til de retshåndhævende myndigheder om hurtig behandling af straffesager.

Udvalget finder, at der på denne baggrund er grund til at overveje reglerne om forsvarerbeskikkelse i relation til bestræbelserne på at nedbringe den tidsmæssige udstrækning af sigtelser og varetægtsfængslinger.

Udvalget bemærker, at princippet om sigtedes adgang til selv at vælge sin forsvarer er et centralt princip i straffeprocessen, jf. også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, hvorefter enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, har ret til at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han eller hun selv har valgt. Som anført i pkt. 3.2.1., kan retten til frit at vælge forsvarer dog begrænses, hvis retsplejemæssige hensyn tilsiger det, herunder bl.a. hensynet til sagens fremme.

Efter udvalgets opfattelse er det vigtigt at sondre mellem at blive nægtet en ønsket forsvarer, der ikke har mulighed for at medvirke til sagens behandling inden rimelig tid, og at blive nægtet en ønsket forsvarer, der er ledig. Efter udvalgets opfattelse må det afgørende være, at den sigtede frit kan vælge blandt de forsvarere, der har mulighed for at medvirke ved sagens behandling inden rimelig tid.

Udvalget anfører, at kravene til en forsvarer også bør ses i lyset af de almindelige regler for advokaters virksomhed, bl.a. retsplejelovens § 126, stk. 1, om god advokatskik, hvorefter en advokat skal udføre sit hverv grundigt og samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger, samt at sagerne skal fremmes med fornøden hastighed. Desuden følger det af de advokatetiske regler, at en advokat ikke bør påtage sig en opgave, medmindre advokaten under hensyntagen til andet arbejdspres kan behandle den passende hurtigt. Hvis en advokat på grund af andre sager ikke er i stand til at deltage inden rimelig tid, bør advokaten således ikke påtage sig beskikkelsen.

Det er udvalgets vurdering, at der i praksis er en vis tilbageholdenhed hos anklagemyndigheden og retterne med hensyn til at nægte at beskikke eller at tilbagekalde beskikkelsen for en ønsket forsvarer, jf. retsplejelovens § 733, stk. 2. Udvalget finder, at den gældende bestemmelse i § 733, stk. 2, bør afstemmes med de krav, som stilles til anklagemyndigheden og domstolene. Udvalgets forslag til nye bestemmelser i retsplejeloven om anklagemyndighedens og domstolenes ansvar for sagernes fremme og tidsmæssig begrænsning af varetægtsfængslinger gør det således nærliggende også at fastslå forsvarernes pligter i denne henseende og at tilpasse betingelserne for at afvise en forsvarer. De hensyn, der ligger til grund for de opstillede målsætninger for volds- og voldtægtssager, peger også i denne retning. Hertil kommer, at det forhold, at man i praksis har vist sig mindre tilbøjelig til at anvende retsplejelovens § 733, i sig selv kan gøre det hensigtsmæssigt at præcisere den gældende bestemmelse.

På denne baggrund foreslår udvalget, at retsplejelovens § 733, stk. 2, ændres, så retten kan nægte beskikkelse, hvis advokatens medvirken vil medføre en forsinkelse af betydning for sagen, eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.

Forslaget medfører, at hensynet til sagens fremme skal indgå i afvejningen med større vægt end efter gældende ret. Ændringen indebærer, at der skal mindre til end efter den gældende bestemmelse med hensyn til forsinkelse som følge af forsvarerens forhold, før retten kan nægte at beskikke den forsvarer, som sigtede har anmodet om, eller tilbagekalde en allerede meddelt beskikkelse.

Udvalget understreger, at det frie forsvarervalg ikke ophæves, men alene undergives den begrænsning, at valget må ske blandt de forsvarere, der har tid til at udføre forsvareropgaven. Inden for denne kreds af forsvarere vil valget som hidtil være frit.

Endvidere understreger udvalget, at der med forslaget ikke lægges op til en skærpet kurs over for forsvarere i almindelighed. Det vil således fortsat bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om bestemmelsen bør anvendes. Praksis med hensyn til, hvilke omstændigheder der ud over tidsfaktoren må tillægges betydning ved afgørelsen af, om en beskikkelse skal nægtes eller tilbagekaldes, ændres heller ikke. Ved vurderingen af, om en beskikkelse skal nægtes eller tilbagekaldes, kan det således som hidtil tale for, at forsvareren skal fortsætte med sagen, at denne i øvrigt har kunnet give møde på passende tidspunkter, eventuelt tidspunkter forud for det tidspunkt, som retten kan tilbyde.

Udvalget finder, at det ikke på forhånd kan angives præcist, hvornår der vil foreligge en forsinkelse af betydning for sagens fremme, da det primært må bero på en konkret vurdering i hver enkelt sag. En forsinkelse af hovedforhandlingen på 2-3 måneder i forhold til det tidspunkt, som er foreslået af retten, må efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt anses som en betydelig forsinkelse i almindelige sager om straffelovsovertrædelser samt sager af lignende karakter, f.eks. sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. I sager, hvor en hurtig sagsbehandling er særlig prioriteret, f.eks. sager om vold og voldtægt, vil forsinkelser også af kortere varighed kunne give anledning til tilbagekaldelse af beskikkelsen. Desuden vil der efter udvalgets opfattelse som hidtil skulle mere til, før bestemmelsen kan anvendes, hvis der f.eks. er tale om, at samme advokat har medvirket under et langvarigt efterforskningsforløb, bl.a. i store økonomiske sager, end hvis der er tale om en mindre sag, eller at den sigtede ønsker at skifte forsvarer.

Udvalget finder, at muligheden for at nægte beskikkelse bør anvendes af anklagemyndigheden og domstolene i højere grad end hidtil, når der er anledning til det.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 119-125.

5.3.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet lægger vægt på, at denne del af lovforslaget indgår i en bred vifte af ændringer, der samlet tager sigte på at opnå en begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger mv. Justitsministeriet lægger endvidere vægt på, at det frie forsvarervalg med forslaget alene undergives den begrænsning, at valget som udgangspunkt må ske blandt de forsvarere, der har den nødvendige tid til at påtage sig sagen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4 (forslag til retsplejelovens § 733, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

 

5.4. Domstolene

5.4.1. Hurtig behandling af straffesager ved domstolene

 

5.4.1.1. Udvalget har overvejet, om der bør fastsættes regler i retsplejeloven om hurtig behandling af straffesager ved retten. Udvalget har særligt overvejet, om der bør fastsættes frister for den tid, der må gå fra sagen modtages med anklageskrift til dommens afsigelse i første instans.

Som anført i pkt. 3.1.4. er der opstillet målsætninger for politiets, anklagemyndighedens og domstolenes sagsbehandlingstider i volds- og voldtægtssager. Udvalget bemærker, at målsætningerne er blevet til på baggrund af velbegrundede bestræbelser på hurtig behandling af sagstyper, der typisk er særligt belastende for de forurettede, men at målsætningerne i en række sager er meget svære at leve op til.

Udvalget anfører, at det forhold, at en sag tager længere tid end efter de opstillede målsætninger, ikke i sig selv betyder, at sagen ikke er behandlet inden for rimelig tid. I en række tilfælde må der således bruges mere tid, end målsætningerne lægger op til, fordi hensynet til retssikkerheden kan nødvendiggøre dette, eksempelvis hvis der viser sig behov for at inddrage nye vidner.

Udvalget bemærker desuden, at der ved de opstillede målsætninger for volds- og voldtægtssager ikke er taget stilling til, i hvilket omfang hensynet til andre sager bør vige i bestræbelserne på at opfylde målsætningerne. Efter udvalgets opfattelse er der en række andre sagstyper, hvor hensynet til en hurtig behandling er lige så stort, herunder røverier, sager, hvor den sigtede er varetægtsfængslet, og sager mod tiltalte under 18 år.

Såfremt der skulle fastsættes lovbestemte frister for domstolenes sagsbehandlingstid, ville det efter udvalgets opfattelse ikke være hensigtsmæssigt at fastsætte frister, der afspejler den kortest mulige sagsbehandlingstid. Sådanne frister ville således kun kunne overholdes i et så begrænset antal tilfælde i praksis, at en lovbestemt frist ikke ville give mening.

En lovbestemt, almindelig frist måtte ifølge udvalget i givet fald fastsættes efter, hvad der efter en gennemsnitlig betragtning ville være opnåeligt ved en veltilrettelagt, forsvarlig sagsbehandling uden unødige forsinkelser. Problemet ville imidlertid være, at sagstyperne og de enkelte sager er meget forskellige. En frist, der i forhold til én sagstype kan anses for rimelig, kan fremstå som urimelig i forhold til en anden. En almindelig frist måtte derfor være så lang, at den i nogle sager ville fremstå som uambitiøs.

Udvalget finder det desuden ikke realistisk at opstille forskellige lovbestemte frister for forskellige sagstyper, fordi det bl.a. ville rejse spørgsmål om sagernes indbyrdes prioritering, som ikke egner sig til regulering i en mere præcis lovregel. Der kan eksempelvis være almindelig enighed om, at der er et særligt behov for hurtig behandling af sager om grove personkrænkelser, hvorimod det vel ikke er sikkert, at enhver sag om vold, der kan medføre frihedsstraf, nødvendigvis skal behandles før en sag om et røveri under trusler i en privat bolig. Sagernes indbyrdes prioritering sker efter udvalgets opfattelse i almindelighed bedst efter en løbende, konkret vurdering ved retterne, herunder i lyset af eventuelle anmodninger fra anklager, forsvarer eller en eventuel bistandsadvokat.

Hertil kommer, at det efter udvalgets opfattelse reelt ikke er muligt at udforme lovbestemte fristregler for domstolsbehandling således, at tilsidesættelse tillægges en konkret retsvirkning.

Udvalget finder på den baggrund, at der ikke bør fastsættes egentlige fristregler i retsplejeloven for behandlingen af straffesager ved domstolene, og det bør således fortsat som det almindelige princip være op til retten at vurdere sagernes indbyrdes prioritering.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 125-130.

5.4.1.2. Udvalget foreslår, at der i stedet for fristregler indføres en ny bestemmelse i retsplejeloven, der fastslår, at retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader. Berammelse af hovedforhandlingen skal så vidt muligt ske inden 2 uger fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift til retten og til et sådant tidspunkt, at sagen kan gennemføres inden rimelig tid. Er sigtede varetægtsfængslet, skal hovedforhandlingen gennemføres hurtigst muligt.

Efter udvalgets opfattelse vil det have betydning for de fortsatte bestræbelser på hurtig behandling af straffesager, at det i retsplejeloven hermed udtrykkeligt fastslås, at retten skal sørge for, at enhver sag fremmes med den fornødne hurtighed.

Udvalget finder endvidere, at det i forbindelse med den prioritering af sagerne, som må foretages, vil kunne være hensigtsmæssigt, at der ved domstolene internt arbejdes med nærmere (ulovbestemte) målsætninger, herunder i hensigtsmæssigt omfang for forskellige sagskategorier. Sådanne målsætninger vil løbende kunne justeres i lyset af erfaringer og skiftende behov ved domstolene.

Efter den foreslåede bestemmelse påhviler det endvidere anklagemyndigheden og forsvareren at tilrettelægge deres virke på en sådan måde, at sagen kan gennemføres inden rimelig tid. Dette indebærer navnlig en pligt til at kunne medvirke til hovedforhandlingens påbegyndelse og gennemførelse inden rimelig tid, men også en forpligtelse for anklagemyndigheden og forsvareren til at medvirke til, at f.eks. et retsmøde, der afholdes med henblik på anteciperet bevisførelse (jf. retsplejelovens § 747, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5), forhåndsberammelse (forslaget til retsplejelovens § 843 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 12,) eller forberedelse af sagen (jf. retsplejelovens § 849, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 13) kan afholdes inden for kortere tid.

Med hensyn til forsvarerne bemærker udvalget, at den foreslåede bestemmelse også indebærer, at en advokat, som af en sigtet eller tiltalt anmodes om at påtage sig forsvaret af denne, må overveje, om advokatens øvrige sager vil medføre, at vedkommende ikke vil kunne medvirke til sagens gennemførelse inden rimelig tid, og at den pågældende i givet fald må undlade at påtage sig sagen, jf. også pkt. 3.2.1. ovenfor.

Udvalget påpeger særligt i relation til store sager om økonomisk kriminalitet og i omfattende nævningesager og narkotikasager, der strækker over mange retsdage, at der ved berammelsen bør være særlig opmærksomhed på, at sagerne fremmes og koncentreres mest muligt.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 130-132.

5.4.1.3. Som anført i pkt. 4.1.4. ovenfor har Domstolenes Samarbejdsforum under Domstolsstyrelsen nedsat en arbejdsgruppe om håndteringen af særlige voldssager og voldtægtssager med henblik på en bedre målopfyldelse i forhold til de målsætninger for sagsbehandlingstider, der blev opstillet i voldspakkerne i 1994 og 1997.

Udvalget anfører, at man kan tilslutte sig disse bestræbelser på gennem et samarbejde mellem flere aktører at forbedre mulighederne for hurtig behandling af straffesager. Udvalget bemærker endvidere, at det er væsentligt, at den statistiske afrapportering om straffesagers behandling ved domstolene giver et samlet retvisende billede af sagsbehandlingen. Der bør derfor være fokus på at vise, i hvilken grad tidsforbruget svarer ikke blot til ideelle mål, men også til mål, som ud fra mere gennemsnitlige, retsplejemæssige betragtninger kan anses for rimelige og hensigtsmæssige.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 130-132.

5.4.1.4. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser om lovregler med henblik på at fremme behandlingen af straffesager ved domstolene, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Det bemærkes, at det efter Justitsministeriets opfattelse i nogle tilfælde kan være hensigtsmæssigt også at opstille vejledende målsætninger for domstolenes og de øvrige aktørers behandling af visse straffesager.

Domstolsstyrelsen har oplyst, at den ovenfor nævnte arbejdsgruppe nedsat af Domstolenes Samarbejdsforum om håndteringen af særlige voldssager og voldtægtssager har analyseret arbejdsgangene hos de forskellige aktører og på den baggrund vil udarbejde et idékatalog med en række anbefalinger til ændringer af arbejdsgangene, der kan medvirke til at sikre en hurtigere behandling af sagerne og dermed en højere målopfyldelse i forhold til de vejledende målsætninger for disse sager.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12 (forslag til retsplejelovens § 843 a), og bemærkningerne hertil.

 

5.4.2. Sagsstyring mv.

 

5.4.2.1. Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 844 giver retten meddelelse om sagens ­berammelse, og tiltalte underrettes herom. Efter bestemmelsens placering i retsplejeloven og efter dens indhold sker berammelsen således først efter, at anklageskrift er indleveret. Udvalget bemærker, at (ho­ved-)­an­svaret for sagens fremme således i dag overgår til retten, når anklagemyndigheden i forbindelse med tiltalerejsning indgiver et anklageskrift til retten.

Udvalget bemærker, at der navnlig i sager, hvor hovedforhandlingen forventes at vare mange retsdage, samt i sager med flere tiltalte, anmodes om en såkaldt forhåndsberammelse, inden anklagemyndigheden indleverer anklageskrift. Det indebærer, at dommer, forsvarer(e) og anklager reserverer nærmere aftalte tidspunkter til hovedforhandlingen for at undgå unødvendige berammelsesvanskeligheder.

Som nævnt i pkt. 2.1. ovenfor overvejede Brydensholt-udvalget spørgsmålet om forhåndsberammelse i betænkning nr. 1454/2004 om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet m.v., men fandt ikke dengang grundlag for at lovfæste parternes adgang til at anmode om forhåndsberammelse.

Udvalget anfører i betænkningen, at der nu med fordel kan indføres en bestemmelse i retsplejeloven, der fastslår parternes adgang til at anmode retten om forhåndsberammelse. Formålet er at opnå en styrkelse i praksis af muligheden for forhåndsberammelse med henblik på, at den samlede varighed af straffesager kan nedbringes.

Udvalget anfører, at den foreslåede bestemmelse som udgangspunkt vil kunne anvendes i alle straffesager. Bestemmelsens primære anvendelsesområde vil imidlertid være sager, hvor sagsforløbet allerede forud for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet har været langvarigt, eller hvor der er udsigt til, at dette tidsrum vil blive langvarigt. En anmodning om forhåndsberammelse vil også kunne være relevant i tilfælde, hvor hovedforhandlingen forventes at ville strække sig over adskillige retsdage samt i sager med flere tiltalte. Forhåndsberammelse bør i øvrigt overvejes i alle tilfælde, hvor det står klart, at tiltale vil blive rejst allerede en ikke ubetydelig tid, før anklageskriftet kan ventes at foreligge.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 133-134.

5.4.2.2. Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 849 kan retten indkalde til et særligt forberedende retsmøde med henblik på at fastlægge parternes stilling til sagens faktiske og retlige omstændigheder, herunder hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke der skal føres bevis for, samt hovedforhandlingens tilrettelæggelse. Udvalget anfører, at både efter bestemmelsens placering i retsplejeloven og dens indhold angår denne mulighed for at afholde særligt forberedende retsmøder navnlig perioden efter anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift i sagen. Bestemmelsen tager særligt sigte på at undgå overflødig bevisførelse.

Udvalget foreslår, at retsplejelovens § 849 udvides med henblik på, at bestemmelsen kan anvendes som led i sagsstyring i alle sager, der er egnede dertil. For det første bør dette omfatte planlægning af sagens forløb i sager, hvor der ikke blot er tale om, at sagen straks efter anklageskriftets indlevering skal berammes til hovedforhandling til et tidspunkt, der ikke giver anledning til problemer. Det bør i givet fald bl.a. afklares, om der eventuelt skal foretages yderligere forberedelsesskridt inden hovedforhandlingen, og hvordan hovedforhandlingen nærmere skal forløbe. For det andet bør retten i forbindelse med et særligt forberedende retsmøde kunne anmode parterne om at præcisere deres synspunkter, herunder med hensyn til, hvilke faktiske omstændigheder der er enighed om, og hvilke der skal føres bevis om. En sådan forberedelse vil også kunne være af væsentlig tidsmæssig betydning, idet man ved en tidlig klarlæggelse af behovet for yderligere sagsskridt i vidt omfang vil kunne undgå senere udsættelser. En opfordring til en part om at tilkendegive sin stilling må ske med respekt for, at det i en sags tidlige faser kan være vanskeligt at forholde sig mere præcist til alle sagens spørgsmål. Det er endvidere klart, at der ikke kan tillægges forsvarets tilkendegivelser præklusionsvirkning (dvs. at forsvareren skulle være afskåret fra senere at gøre andre eller yderligere synspunkter gældende).

Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at sagens parter kan anmode om et forberedende retsmøde til behandling af spørgsmål af betydning for sagens fremme. Desuden kan retten selv tage initiativ til et sådant retsmøde.

Med henblik på en mere effektiv sagsstyring foreslår udvalget endvidere, at det i retsplejelovens § 849 præciseres, at bestemmelsen kan anvendes også forud for anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift, så der kan tages stilling til sagens tilrettelæggelse allerede på et tidligt tidspunkt. Anvendelse af bestemmelsen forud for, at der er rejst tiltale, bør dog kræve en anmodning fra en af parterne.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 134-136.

5.4.2.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag om forhåndsberammelse af hovedforhandling og udvidelse af adgangen til at afholde forberedende retsmøder, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12 og 13 (forslag til retsplejelovens §§ 843 b og 849), og bemærkningerne hertil.

 

5.5. Varetægtsfængsling

 

Udvalget bemærker, at der hos anklageklagemyndigheden i en årrække har været fokus på, at varetægtsfængslinger bør være af så kort varighed som muligt. Ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2000 blev der indført en indberetningsordning for varetægtsfængslinger ud over 3 måneder samt en ordning om forelæggelse af isolationsfængsling ud over 3 måneder. Senest har Rigsadvokaten i meddelelse nr. 10/2006 om legalitets- og kvalitetssikring af og tilsynet med straffesagsbehandlingen i politikredsene fastsat, at politidirektørerne skal føre kontrol med, at frihedsberøvelser ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelser af udviklingen i antallet og varigheden af langvarige varetægtsfængslinger, jf. pkt. 4.2. ovenfor, viser imidlertid, at antallet af langvarige varetægtsfængslinger er steget de senere år trods den øgede fokus på at nedbringe længden af varetægtsfængslinger.

Udvalget anfører, at varetægtsfængsling er et særligt alvorligt straffeprocessuelt indgreb, og at det især gælder for personer under 18 år. Den belastning, som en varetægtsfængsling er forbundet med, skyldes efter udvalgets opfattelse ikke alene den usikkerhed, der følger af sigtelsen og den skete fængsling, men også usikkerhed med hensyn til fængslingens længde og dermed f.eks. spørgsmål om, hvorvidt den pågældende kan genoptage sit arbejde eller sin uddannelse efter endt fængsling, forholdet til familie og venner mv. Belastningen må antages normalt at blive større i takt med indgrebets varighed, og navnlig derfor bør varetægtsperiodens længde begrænses mest muligt.

Udvalget finder på den anførte baggrund, at der er behov for yderligere tiltag for at begrænse den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslinger. Udvalget bemærker i øvrigt, at det indgrebets alvorlige karakter taget i betragtning må påhvile både politi, anklagemyndighed og domstole ved arbejdstilrettelæggelsen at være særligt opmærksomme på at bidrage til at fremme disse sager med henblik på, at en varetægtsfængsling bliver af kortest mulige varighed.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 136-138.

 

5.5.1. Frist for den samlede varighed af varetægtsfængslinger

 

5.5.1.1. Efter de gældende regler kan en varetægtsfængsling højst forlænges med 4 uger ad gangen, jf. pkt. 3.4.2. ovenfor. Udvalget har overvejet, om der bør ske ændringer i de gældende regler om tidsgrænser for varetægtsfængslinger, herunder om der i loven bør fastsættes en tidsgrænse for længden af den samlede periode, hvor en sigtet kan være varetægtsfængslet.

Belastningen ved at være varetægtsfængslet må som ovenfor nævnt efter udvalgets opfattelse antages normalt at blive større i takt med indgrebets varighed, hvilket kan tale for at indføre tidsbegrænsninger. Imod at fastsætte tidsbegrænsninger taler dels hensynet til retshåndhævelsen, dels de generelle forhold vedrørende fristregler, som er anført ovenfor i pkt. 5.1.1., herunder at det kan være vanskeligt mere generelt at fastlægge fristernes længde på en sådan måde, at fristerne passer på alle situationer, at frister kan indebære en vis risiko for, at resultatet snarere end at fremskynde sagerne bliver en tendens til, at fristerne udnyttes fuldt ud, og at fristregler omvendt også i nogle sager kan medvirke til et øget pres på myndighedernes ressourcer.

En afvejning af disse hensyn fører efter udvalgets opfattelse til, at der i retsplejeloven bør indføres en eller anden form for tidsgrænser vedrørende varetægtsfængsling.

Udvalget finder, at der ikke er grundlag for at foreslå en ændring af retsplejelovens § 767, stk. 1, om, at kendelser om varetægtsfængsling skal indeholde en frist på højst 4 uger for fængslingens længde. Varetægtsfængslingen kan allerede i dag forlænges med kortere tid end 4 uger, og varetægtsfængslingen skal ophæves, hvis betingelserne herfor ikke længere er til stede.

Der er enighed i udvalget om at foreslå, at der indføres længstefrister for varetægtsfængsling, men udvalget har delt sig i et flertal (8 medlemmer) og et mindretal (2 medlemmer) med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der i særlige tilfælde bør være mulighed for at varetægtsfængsle ud over fristerne, eller om fristerne bør være ufravigelige.

5.5.1.2. Flertallet anfører, at der vil kunne komme et tidspunkt, hvor varetægtsfængslingen må ophæves, selv om der fortsat (f.eks. på grund af fortsat flugt-, recidiv- eller kollusionsrisiko) kan være et vist behov for varetægtsfængsling, men at det er vanskeligt præcist at angive, hvornår dette tidspunkt indtræder, idet det vil afhænge af en række forhold, herunder kriminalitetens art og grovhed mv. Der kan ved den mest alvorlige og komplicerede kriminalitet af forskellige grunde være et stærkt behov for varetægtsfængsling gennem længere tid.

Flertallet finder, at en absolut overgrænse må antages i givet fald at ville få betydning navnlig ved varetægtsfængslinger i meget alvorlige sager. En sådan overgrænse ville på den baggrund nødvendigvis føre til løsladelse også i tilfælde, hvor det efter gældende ret ville fremstå som helt åbenbart, at fængslingsbetingelserne, herunder også proportionalitetskravet, i øvrigt er opfyldt. Der kan som eksempel herpå nævnes kompliceret, grov bandekriminalitet, herunder narkotikakriminalitet, med internationale forgreninger eller drabssager med særligt tidskrævende undersøgelser.

Flertallet kan på denne baggrund ikke anbefale en absolut overgrænse for varetægtsfængsling. Flertallet finder, at der i stedet i retsplejeloven bør fastsættes et tidspunkt, hvor varetægtsfængsling bør være ophørt, eller hvor det må kræve en særlig begrundelse, hvis varetægtsfængslingen skal fortsætte.

I overensstemmelse hermed foreslår flertallet, at der indføres fravigelige overgrænser for, hvor længe varetægtsfængsling kan opretholdes.

Efter flertallets forslag må varetægtsfængsling i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 6 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder. I sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må varetægtsfængsling efter flertallets forslag ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 1 år, medmindre retten finder, at der foreligger særlige omstændigheder.

Flertallet bemærker, at der ikke hermed lægges op til en ændring af fængslingsgrundene som sådan, men der lægges op til en skærpelse af kravene for anvendelsen af den enkelte fængslingsgrund med henblik på at opnå en mere nuanceret vurdering end efter gældende ret af, hvor længe fortsat fængsling ud over de foreslåede frister er nødvendig.

Det må således bero på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, om kravet om, at der skal foreligge særlige omstændigheder, kan anses for opfyldt. Ved denne vurdering må der tages udgangspunkt i den anvendte fængslingsgrund, men også kriminalitetens karakter bør i høj grad spille en rolle.

Tre medlemmer af flertallet (repræsentanterne for politiet og anklagemyndigheden) bemærker, at en frist på et år for varetægtsfængsling i sager med en strafferamme på fængsel i 6 år eller derover kan få betydning i en større del af de alvorligste straffesager.

Disse medlemmer henviser i den forbindelse til en undersøgelse foretaget af Rigsadvokaten af forløbet af samtlige de nævningesager, der blev hovedforhandlet i 2006. Undersøgelse viser bl.a., at der i 34 pct. af sagerne (49 af 146 nævningesager) forløb mere end 12 måneder fra iværksættelse af varetægtsfængslingen til hovedforhandlingens første dag.

Det er disse tre medlemmers opfattelse, at der er mulighed for at foretage opstramninger, således at varigheden af politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid, inden der foreligger et anklageskrift, bliver nedbragt. Rigsadvokaturen har i overensstemmelse hermed oplyst over for udvalget, at man snarest vil tage skridt til at drøfte mulighederne herfor med statsadvokaterne og politidirektørerne.

De nævnte tre medlemmer anfører, at anklagemyndigheden imidlertid er uden væsentlig indflydelse på den sidste del af perioden før hovedforhandlingen, hvor sagen bliver berammet og afventer hovedforhandlingens begyndelse. Den ovennævnte undersøgelse af nævningesagerne viser således bl.a., at kun i 34 pct. af sagerne var hovedforhandlingen indledt senest 3 måneder efter udfærdigelsen af anklageskrift. Varigheden af denne periode kan formentlig i et vist omfang forkortes ved anvendelsen af den foreslåede regel om forhåndsberammelse. Udvalgets tilkendegivelser om, at kriminalitetens karakter i høj grad skal spille en rolle ved domstolenes afgørelse om varetægtsfængsling ud over fristen, kan også medvirke til, at der ikke sker løsladelse i de alvorligste straffesager.

De tre medlemmer har dog alligevel en vis bekymring for, om der under den foreslåede retstilstand i nogle tilfælde vil kunne ske løsladelse fra varetægtsfængsling i alvorlige straffesager kort tid før hovedforhandlingen, hvor dette kan forekomme stødende eller medføre vanskeligheder for gennemførelsen af hovedforhandlingen.

Det er derfor efter de tre medlemmers opfattelse af stor betydning, at de foreslåede regler om frister for varetægtsfængsling gennemføres i sammenhæng med udvalgets andre forslag, der har til formål at nedbringe berammelsestiden, og at retterne udviser stor agtpågivenhed med henblik på, at sager fremmes og styres således, at sådanne fristoverskridelser undgås. Det er også en væsentlig forudsætning for de tre medlemmer, at de skærpede betingelser for varetægtsfængsling efter udløbet af fristen i praksis anvendes i overensstemmelse med de udførlige bemærkninger til udvalgets lovudkast. Det følger bl.a. heraf, at varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (om risiko for påvirkning af efterforskningen mv.), også kan være på sin plads efter afslutningen af efterforskningen og tiltalerejsning, samt at selve den grove kriminalitets karakter i alvorligere sager naturligt vil indgå i skønnet over, om varetægtsfængslingen kan fortsættes ud over de angivne frister.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 138-144.

5.5.1.3. Flertallet foreslår desuden, at der for unge under 18 år fastsættes kortere fravigelige frister for varetægtsfængsling, så varetægtsfængsling i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, ikke skal kunne ske i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder. I sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, skal varetægtsfængslingen ikke kunne overstige 8 måneder, medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder.

Flertallet anfører, at spørgsmålet om fravigelse af disse frister som udgangspunkt må bero på en vurdering svarende til vurderingen af muligheden for fravigelse af de almindelige frister for varetægtsfængsling, jf. pkt. 5.5.1.2. ovenfor. Flertallet foreslår desuden, at der skal gælde skærpede betingelser for at fravige fristerne, idet dette bør kræve, at der foreligger helt særlige omstændigheder. Dette gælder navnlig med hensyn til nødvendigheden af fængslingens opretholdelse efter den anvendte fængslingsgrund, men reglen vil også kræve skærpet opmærksomhed med hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 768 (dvs. navnlig om efterforskning fremmes med tilstrækkelig hurtighed).

Endvidere anfører flertallet, at også karakteren af den kriminalitet, som den pågældende er sigtet for, må tillægges betydelig vægt, således at fortsat fængsling efter fristerne især kan komme på tale i meget alvorlige straffesager.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 145-147.

5.5.1.4. Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder, at flertallets forslag om en fravigelig overgrænse ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne begrænse varigheden af varetægtsfængslinger.

Efter mindretallets opfattelse bør der lægges vægt på, at der i forhold til sigtede i straffesager, herunder varetægtsfængslede, gælder en uskyldsformodning indtil eventuel domfældelse. Hertil kommer, at der i flere europæiske lande gælder absolutte overgrænser for varetægtsfængsling, som efter det oplyste ikke ses at have været forbundet med negative virkninger for opklaringen og gennemførelsen af straffesager.

På den baggrund foreslår mindretallet, at der indføres en overgrænse for varetægtsfængsling med samme længde som foreslået af flertallet, herunder for så vidt angår sigtede under 18 år, men at fristen skal være ufravigelig. Efter mindretallets forslag vil der således ikke være mulighed for at opretholde en varetægtsfængsling ud over de anførte tidsgrænser. Der vil imidlertid være mulighed for, at retten i tilfælde, hvor betingelserne for varetægtsfængsling i retsplejelovens § 762, stk. 1 eller stk. 2, fortsat er opfyldt, ved udløb af de nævnte frister i stedet kan bestemme, at den pågældende skal undergive sig en af de mindre indgribende foranstaltninger end varetægtsfængsling, der er opregnet i retsplejelovens § 765, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 144-147.

5.5.1.5. Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser og forslag om at fastsætte frister for varetægtsfængslingers tidsmæssige udstrækning, herunder for så vidt angår unge under 18 år, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i, at væsentlige hensyn taler imod at gøre de foreslåede tidsfrister absolutte. En absolut tidsgrænse ville navnlig ramme varetægtsfængslinger i meget alvorlige straffesager og ville således bl.a. kunne føre til løsladelse i alvorlige straffesager kort tid før hovedforhandlingen, hvor dette kan forekomme stødende eller medføre vanskeligheder for den videre gennemførelse af straffesagen. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig de synspunkter, som særligt er anført af politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i udvalget om, hvordan den foreslåede mulighed for i særlige tilfælde at fravige fristerne for varetægtsfængsling bør anvendes i praksis.

På den anførte baggrund er lovforslaget udformet i overensstemmelse med flertallets lovudkast.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 10 (forslag til retsplejelovens § 768 a), og bemærkningerne hertil.

 

5.5.2. Krav til anklagemyndighedens anmodning om varetægtsfængsling

 

5.5.2.1. Udvalget finder, at et krav om en skriftlig begrundelse for anklagemyndighedens anmodninger om fortsat varetægtsfængsling i en straffesag ikke blot vil sikre en nøje stillingtagen i anklagemyndigheden til nødvendigheden af fortsat fængsling, men også vil give et mere hensigtsmæssigt udgangspunkt for den samlede sagsstyring, der kan virke i retning af at begrænse den samlede varetægtsfængslings længde. Begrundelsen vil således bl.a. give bedre grundlag for forsvarerens og rettens stillingtagen til spørgsmålet om fortsat fængsling samt overvejelser om eventuel anteciperet bevisførelse, iværksættelse af oplysnings- eller forberedelsesskridt og eventuelt forhåndsberammelse.

Udvalget foreslår på den baggrund, at det i retsplejeloven fastsættes, at anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling skal fremsættes skriftligt over for retten, og at anmodningen skal angive den eller de fængslingsbestemmelser, som anklagemyndigheden påberåber sig, de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligste efterforskningsskridt mv., som forventes foretaget.

Anmodningen skal ikke nødvendigvis udformes i en særskilt skrivelse, men kan indeholdes i en rapport, herunder eventuelt i en såkaldt forlængerrapport. Anmodningen og begrundelsen herfor kan udformes kortfattet, ofte i nogle få linjer. Den skal alene indeholde den eller de påberåbte fængslingsbestemmelser ved angivelse af den eller de relevante bestemmelser samt en kort angivelse af de hovedomstændigheder, der udgør grundlaget for anmodningen om fortsat fængsling. Hvis der foregår efterforskning mv., skal der endvidere kort angives de væsentligste efterforskningsskridt eller undersøgelsesskridt, som påregnes foretaget i den periode, hvor fængslingen søges forlænget. Det bør i øvrigt så vidt muligt angives, hvornår tiltalespørgsmålet kan ventes afgjort.

Med hensyn til anklagemyndighedens første anmodning om varetægtsfængsling (grundlovsforhøret) bemærker udvalget, at grundlaget for fængslingsanmodningen i disse tilfælde i praksis ofte først foreligger helt klart på baggrund af det, som kommer frem under grundlovsforhøret. På denne baggrund og under hensyn til ressourceudnyttelsen hos politiet og anklagemyndigheden finder udvalget, at der ikke bør fastsættes krav om skriftlighed i forbindelse med grundlovsforhøret.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 147-149.

5.5.2.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag om at indføre et skriftlighedskrav for anklagemyndighedens anmodninger om fortsat varetægtsfængsling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til retsplejelovens § 764, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

 

5.5.3. Rettens kendelse om varetægtsfængsling

 

5.5.3.1. Udvalget anfører, at velbegrundede kendelser om varetægtsfængsling er af meget stor betydning for den sigtedes retssikkerhed. Herved får sigtede det fornødne grundlag for at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at kære den afsagte fængslingskendelse, og velbegrundede kendelser giver sagens parter (sigtede og dennes forsvarer samt anklagemyndigheden) det bedste grundlag for tilrettelæggelsen af det videre arbejde med sagen. Velbegrundede kendelser har desuden værdi for den overordnede rets behandling af sagen ved kæremål.

På den baggrund finder udvalget, at der for det første kan være anledning til at ændre reglen om kendelser om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3 (risiko for påvirkning af efterforskningen mv.), således at de væsentligste af de eventuelle efterforskningsskridt, som forventes foretaget inden for fristen for varetægtsfængslingen, skal anføres i kendelsen så længe, der fortsat efterforskes i sagen.

For det andet finder udvalget, at der i givet fald bør ske en skærpelse af begrundelseskravet i kendelser om fortsat varetægtsfængsling ud over de tidsfrister, som er indeholdt i flertallets forslag til ny bestemmelse i retsplejelovens § 768 a, jf. pkt. 5.5.1.2. ovenfor. Det foreslås således, at retten i sådanne sager tillige skal anføre de særlige omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at varetægtsfængsling ud over fristen findes påkrævet, jf. i øvrigt bemærkningerne til den foreslåede nye bestemmelse i retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og 2 (lovforslagets § 1, nr. 10).

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 149-151.

5.5.3.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag om at skærpe begrundelseskravene i kendelser om varetægtsfængsling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til retsplejelovens § 764, stk. 4), og bemærkningerne hertil.

 

5.5.4. Anteciperet bevisførelse

 

5.5.4.1. Adgangen til at anvende indenretlig afhøring under efterforskningen blev udvidet ved lov nr. 1561 af 20. december 2006 om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i isolation) med henblik på at reducere antallet af længerevarende varetægtsfængslinger i isolation. Der kan således i disse sager foretages indenretlig bevisførelse forud for hovedforhandlingen, hvis grundlaget for isolationen herigennem kan bortfalde, og der ikke kan anføres rimelige hensyn, der taler imod en sådan bevisførelse, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, stk. 3.

Udvalget har overvejet mulighederne for at anvende indenretlige afhøringer forud for selve hovedforhandlingen med henblik på også at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling uden isolation.

En sådan udvidelse vil ikke i alle tilfælde – navnlig når varetægtsfængslingen er iværksat på grund af flugtrisiko, risiko for gentagelse eller af retshåndhævelseshensyn, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller stk. 2 – kunne medføre, at der efter en indenretlig afhøring vil være grundlag for at undlade at iværksætte varetægtsfængsling eller for at ophæve en allerede iværksat varetægtsfængsling. Er der imidlertid tale om varetægtsfængsling begrundet i hensynet til at hindre sigtede i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, vil en anteciperet (foregrebet) bevisførelse på samme måde som i sager om isolationsfængsling efter omstændighederne kunne medføre, at der efter den skete bevisførelse vil være grundlag for at ophæve varetægtsfængslingen.

På denne baggrund foreslår udvalget, at adgangen til anvendelse af indenretlig afhøring forud for hovedforhandlingen yderligere udvides således, at bestemmelsen også omfatter tilfælde, hvor sigtede er varetægtsfængslet uden samtidig at være anbragt i isolation. Det foreslås, at betingelserne for indenretlig afhøring i sager med varetægtsfængsling kommer til at svare til de betingelser, der gælder i medfør af den gældende bestemmelse i § 747, stk. 3, i sager med isolation.

Udvalget bemærker, at væsentlige praktiske hensyn på samme måde som i sager om isolation kan begrunde, at retten afslår en anmodning om anteciperet bevisførelse. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor der ikke foreligger en rimelig udsigt til, at en særskilt bevisførelse kan danne grundlag for ophævelse af varetægtsfængslingen. Desuden kan der være tilfælde, hvor efterforskningen ikke er så fremskreden, at der er tilstrækkeligt materiale til at opnå klarhed over, hvad bevisførelsen skal belyse. Der kan også være tilfælde, hvor hovedforhandlingen er så nært forestående, at gennemførelsen af en sådan bevisførelse reelt kan bevirke en samlet forlængelse af sagens behandling. Endvidere vil en anmodning kunne afslås, hvis den ønskede bevisførelse er af uforholdsmæssigt stort omfang eller i øvrigt særlig besværlig, f.eks. hvor der skal indkaldes vidner fra udlandet.

Gør ingen af de nævnte modhensyn sig gældende, forudsættes bevisførelsen i almindelighed tilladt. Navnlig bør en anmodning ikke afslås alene af retsplejemæssige hensyn til, at bevisførelsen finder sted under hovedforhandlingen, herunder med det formål, at lægdommere overværer den umiddelbare reaktion på et stillet spørgsmål. Dette hensyn af retsplejemæssig karakter bør på samme måde som i sager med isolationsfængsling vige for hensynet til muligheden for at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling gennem anteciperet bevisførelse.

En indenretlig afhøring forud for hovedforhandlingen vil i øvrigt ikke i sig selv berøre bevisførelsen ved hovedforhandlingen. På samme måde som hidtil skal medsigtede og vidner således indkaldes til at afgive forklaring under hovedforhandlingen.

5.5.4.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag om udvidelse af adgangen til anteciperet bevisførelse i sager med varetægtsfængsling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til retsplejelovens § 747, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

 

5.5.5. Forlængelse af varetægtsfængsling uden fastsættelse af frist

 

5.5.5.1. Udvalget bemærker, at det ikke sjældent forekommer i praksis, at sigtede og dennes forsvarer allerede på et tidligt tidspunkt accepterer, at varetægtsfængslingen opretholdes frem til sagens afslutning i første instans, såfremt hovedforhandlingen berammes og gennemføres inden for rimelig tid. Som eksempler herpå kan nævnes drabssager og alvorlige volds-, røveri- og sædelighedssager, hvor mistanken mod den sigtede er velunderbygget, eller hvor sigtede i øvrigt har accepteret fortsat varetægtsfængsling. Det samme kan være tilfældet i mindre alvorlige sager, hvor sigtede har tilstået, og hvor opretholdelse af varetægtsfængslingen frem til dommens afsigelse vil være proportional med den forventede fængselsstraf.

I praksis forlænges varetægtsfængslinger af denne karakter oftest på skriftligt grundlag, idet sigtede og dennes forsvarer skriftligt meddeler samtykke hertil. Herefter forlænges fængslingen i yderligere 4 uger uden afholdelse af retsmøde.

Efter udvalgets opfattelse forekommer det i disse sager unødvendigt at opretholde kravet om, at spørgsmålet om forlængelse skal forelægges for retten hver fjerde uge. Udvalget foreslår på den baggrund, at når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten, og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten bestemme, at varetægtsfængslingen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen.

Udvalget anfører, at bestemmelsen alene forudsættes anvendt, hvis retten finder, at der efter de gældende fængslingsregler er grundlag for varetægtsfængsling i hvert fald for en længere periode end de 4 uger, som er maksimum efter den almindelige frist, jf. retsplejelovens § 767, stk. 1, hvis varetægtsfængsling indtil domsafsigelse ikke på forhånd kan anses for udelukket efter den almindelige proportionalitetsbestemmelse i retsplejelovens § 762, stk. 3, samt hvis de foreslåede nye frister for varetægtsfængsling, jf. pkt. 5.5.1.2. ovenfor, ikke på forhånd findes at tale imod.

Udvalget anfører, at hvis retten ikke finder grundlag for at anvende den foreslåede bestemmelse, vil den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 767, stk. 2 (der bliver stk. 3), hvorefter en varetægtsfængsling efter hovedforhandlingens begyndelse fortsætter uden yderligere forlængelser indtil domsafsigelse, finde anvendelse.

Efter forslaget vil tiltalte 3 uger efter, at retten har truffet afgørelse om fortsat fængsling i medfør af den foreslåede bestemmelse, kunne anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen. Retten skal i så fald træffe afgørelse herom inden 7 dage. Herefter kan tiltalte altså med 4-ugers-intervaller (anmodning efter 3 uger, hvorefter retten skal træffe afgørelse inden 7 dage) få prøvet spørgsmålet om fortsat fængsling. Der sker således med forslaget ikke nogen svækkelse af tiltaltes retsstilling med hensyn til at få rettens stillingtagen til spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling.

Udvalget foreslår endvidere, at både den ovennævnte foreslåede nye bestemmelse i retsplejelovens § 767, stk. 2, og den gældende bestemmelse i § 767, stk. 2 (der bliver stk. 3), også kommer til at gælde i ankesager.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 157-160.

5.5.5.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag om forlængelse af varetægtsfængsling uden fastsættelse af frist herfor, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 8, 9 og 11 (forslag til retsplejelovens §§ 767, stk. 2 og 3, og § 769, stk. 2, 2. pkt.), og bemærkningerne hertil.

 

5.5.6. Administrative tiltag

 

5.5.6.1. Udvalget finder, at det er vigtigt, at politiet og anklagemyndigheden så tidligt som muligt i sagsforløbet overvejer, hvilke undersøgelses- og efterforskningsskridt det kan være relevant at foretage, og hvornår de bør iværksættes. En sådan sagsstyring vil kunne medvirke til, at den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængsling kan begrænses. Særligt fremhæver udvalget, at politi og anklagemyndighed bør være opmærksom på tidskrævende sagsskridt som f.eks. mentalundersøgelser, jf. også pkt. 5.2.3. ovenfor.

Udvalget anbefaler endvidere, at den gældende indberetningsordning i henhold til Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2000, hvorefter politidirektørerne skal underrette den stedlige statsadvokat, når en varetægtsfængsling varer mere end 3 måneder, opretholdes. Denne indberetningsordning er således efter udvalgets opfattelse velegnet til at sikre statsadvokaternes tilsyn med udviklingen i og begrundelserne for langvarige varetægtsfængslinger. Udvalget peger i den forbindelse på vigtigheden af, at politikredsene ved indberetning af langvarige varetægtsfængslinger så præcist som muligt angiver årsagen til varigheden af varetægtsfængslingen.

Udvalget anbefaler endelig, at statsadvokaterne fortsat hvert år skal underrette Rigsadvokaten om antallet af varetægtsfængslede, der forud for dom i første instans var varetægtsfængslet i over 3 måneder, og at Rigsadvokaten fortsat udarbejder en årlig redegørelse om udviklingen i anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger. Efter udvalgets opfattelse er det meget vigtigt, at udviklingen i antallet af langvarige varetægtsfængslinger følges nøje med henblik på, at Rigsadvokaten løbende kan vurdere, om udviklingen gør det nødvendigt med nye administrative initiativer.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 152-154.

5.5.6.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og anbefalinger om at opretholde en indberetningsordning vedrørende langvarige varetægtsfængslinger. Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet således anmode Rigsadvokaten om indtil videre fortsat at redegøre årligt for udviklingen i langvarige varetægtsfængslinger.

Rigsadvokaten har i den forbindelse oplyst, at man vil opretholde en indberetningsordning vedrørende varetægtsfængslinger ud over 3 måneder, og at denne fortsat vil danne grundlag for Rigsadvokatens redegørelse til Justitsministeriet.

 

5.6. Forkyndelse af ankemeddelelser

 

5.6.1. Efter retsplejelovens § 901 iværksætter anklagemyndigheden anke af en byretsdom ved at indlevere en ankemeddelelse til landsretten. Vil anklagemyndigheden anke til skade for tiltalte, skal anklagemyndigheden forkynde en meddelelse om anke for tiltalte inden udløb af ankefristen, jf. retsplejelovens § 907, stk. 1. Efter § 907, stk. 3, skal ankemeddelelsen indeholde oplysning om, at tiltalte eller forsvareren senere vil blive underrettet om tidspunktet for hovedforhandlingen.

Efter § 904, stk. 1, er ankefristen 14 dage og regnes som udgangspunkt fra dommens afsigelse. Er dommen anket, kan også modparten anke (kontraanke), når en sådan anke iværksættes inden 14 dage efter, at modparten har fået meddelelse om den anden parts anke, jf. retsplejelovens § 905, stk. 1.

Finder anke sted efter udløbet af ankefristen, afviser landsretten anken, jf. retsplejelovens § 910, stk. 1. Landsretten kan dog tillade anken, hvis den pågældende sandsynliggør, at den pågældende først efter udløb af ankefristen er blevet bekendt med den omstændighed, som anken støttes på, eller at overskridelsen af fristen i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende.

Forkyndelse af en ankemeddelelse sker efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17. Efter retsplejelovens § 155 sker forkyndelse ved, at den meddelelse, der skal forkyndes, med eventuelle bilag, 1) sendes eller afleveres til den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte modtagelsen (brevforkyndelse), 2) sendes til den pågældende i brev med afleveringsattest (postforkyndelse), eller 3) afleveres til den pågældende af en stævningsmand (stævningsmandsforkyndelse). Forkyndelse bør så vidt muligt ske for den tiltalte personligt, men træffes denne ikke, kan forkyndelse ske for personer, der hører til husstanden, eller på arbejdsstedet over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant, jf. § 157, stk. 1.

5.6.2. Udvalget bemærker, at det i praksis jævnligt forekommer, at der er vanskeligheder med at få en ankemeddelelse forkyndt over for tiltalte, hvilket medfører, at anklagemyndighedens anke til skade for tiltalte eventuelt afvises eller må opgives.

Den manglende forkyndelse skyldes således i nogle tilfælde en uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet med forkyndelse, men ofte sker det også, at den manglende forkyndelse beror på tiltaltes forhold, f.eks. i tilfælde, hvor det trods mange henvendelser på tiltaltes bopæl ikke inden for fristen er lykkedes at træffe tiltalte eller andre, over for hvem forkyndelse kan ske.

Hvis anklagemyndigheden fastholder sin skærpelsespåstand i tilfælde, hvor ankemeddelelsen er forkyndt for tiltalte efter udløb af ankefristen, må anklagemyndigheden over for retten sandsynliggøre, at ­frist­overskridelsen skyldes grunde, som ikke kan tilregnes anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 910, stk. 2. Spørgsmålet om ankens behandling må i disse tilfælde behandles særskilt for landsretten. Godkendelse af anken i sådanne tilfælde forudsætter efter retspraksis normalt, at der er gjort adskillige forkyndelsesforsøg både før og efter ankefristens udløb, f.eks. ved at tiltalte (flere gange) dagligt er opsøgt på sin bopæl, arbejdsplads mv.

Udvalget finder, at der med henblik på dels at begrænse de ressourcer, der fra anklagemyndighedens og navnlig politiets side anvendes på forkyndelse af ankemeddelelser, dels at begrænse ankeinstansens ressourceforbrug i forbindelse med stillingtagen til, om ankemeddelelsen er lovligt forkyndt, og om anke er sket rettidigt, bør foretages en ændring af de gældende ankeregler, således at tiltalte fremover som hovedregel underrettes om anken ved almindeligt og anbefalet brev uden krav om forkyndelse. Landsretten, byretten og tiltaltes eventuelle forsvarer bør samtidig underrettes om anken. Udvalget anser denne fremgangsmåde for at være forsvarlig, idet det forudsættes, at tiltalte i forbindelse med vejledningen om reglerne for anke i forbindelse med domsafsigelsen mv. er blevet vejledt om, at anke kan ske på denne måde. Endvidere vil den tiltalte ved at kontakte landsretten, byretten, anklagemyndigheden eller sin eventuelle forsvarer kunne få oplyst, om anklagemyndigheden har anket dommen inden for fristen.

Udvalget foreslår, at den nye ordning kun skal gælde anklagemyndighedens anke til skade for tiltalte, men en sådan ordning giver dog efter udvalgets opfattelse også anledning til en justering af fristen for tiltaltes kontraanke. Har tiltalte ikke allerede selv anket, gælder der efter de gældende regler en frist for kontraanke fra tiltaltes side på 14 dage efter anklagemyndighedens anke. Udvalget foreslår, at denne frist fremover regnes fra dagen efter udløbet af den ordinære ankefrist, uanset om anklagemyndigheden anker før udløbet af den ordinære ankefrist. På denne måde vil tiltalte, selv om han eller hun først bliver klar over anklagemyndighedens anke ved udløbet af den ordinære ankefrist, alligevel have 14 dages frist for sin kontraanke.

Udvalget anfører, at med den beskrevne ordning må manglende kendskab til anklagemyndighedens anke normalt falde tilbage på tiltalte selv, således at den tiltalte som udgangspunktet vil være afskåret fra at kontraanke efter udløbet af fristen herfor. Udvalget finder imidlertid, at der af retssikkerhedsmæssige grunde bør være en særlig adgang for retten til at godtage (admittere) en senere kontraanke fra tiltalte, hvis der er rimelig grund hertil.

Landsrettens afgørelse herom bør træffes efter et samlet – og ikke alt for restriktivt – skøn over, om der er en rimelig forklaring på, at tiltalte ikke rettidigt er blevet bekendt med anklagemyndighedens anke, om tiltalte har reageret rimeligt hurtigt efter at være blevet bekendt med anklagemyndighedens anke, og om det ud fra lighedssynspunkter fremstår mindre rimeligt at afskære tiltalte fra at kontraanke. I vurderingen må bl.a. indgå tiltaltes personlige forhold, herunder om den pågældende har misbrugsproblemer i form af narkotika- eller alkoholmisbrug, eventuelt er psykisk syg, eller i øvrigt har store sociale problemer. Har anklagemyndigheden alene anket til skærpelse, bør en kontraanke til formildelse i almindelighed godtages, mens det f.eks. må kræve mere at godtage en kontraanke på beviset i relation til forhold, som ikke har nær sammenhæng med anklagemyndighedens anke.

Efter de gældende regler skal også anklageskriftet forkyndes for tiltalte i ankesager. I tilknytning til den ovenfor beskrevne ordning vedrørende anklagemyndighedens ankemeddelelse foreslår udvalget, at også anklageskriftet i ankesager bør kunne sendes til tiltalte ved almindeligt og anbefalet brev. Der er ikke i praksis tale om en vidtrækkende ændring, idet forkyndelse af anklageskriftet vil være sket i forbindelse med sagens behandling i første instans. I anken er det endvidere ikke muligt at udvide tiltalen. Anklageskriftet i ankesager består da også typisk f.eks. i en henvisning til anklageskriftet i første instans.

Udvalget foreslår, at ordningen med anke uden forkyndelse alene skal gælde ordinær anke og kontraanke i forbindelse hermed, mens der i alle andre tilfælde fortsat skal ske forkyndelse af anklagemyndighedens anke til skærpelse. Det gælder således ved anke til landsret eller Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse og ved en eventuel anke efter ankefristens udløb. Det samme gælder kontraanke i de nævnte tilfælde.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 161-165.

5.6.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 16-21, 23-24 og 26 (forslag til retsplejelovens § 903, stk. 4, § 905, stk. 1 og 2, § 907, stk. 1 og 2, § 908, stk. 3, § 910, stk. 3, § 917, stk. 2, § 919, stk. 2, og § 933, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

 

5.7. Oplæsning af indankede domme

 

5.7.1. Udvalget bemærker, at der ikke i gældende ret er fastsat en udtrykkelig regel om, at hovedforhandlingen i landsretten skal indledes med oplæsning af den indankede dom, men i praksis sker dette som altovervejende hovedregel i domsmandssager. Efter udvalgets opfattelse giver dette i hovedparten af sagerne domsmændene en hensigtsmæssig indføring i sagen. I nogle sager – særligt i større sager om økonomisk kriminalitet – kan den indankede dom dog være særdeles omfangsrig. Det indebærer, at der må afsættes flere retsdage blot til oplæsning af dommen, og at de dele af bevisførelsen, som er grundigt omtalt eller gengivet i dommen, i visse tilfælde oplæses flere gange. Desuden vil en oplæsning af disse domme ikke nødvendigvis give lægdommerne i landsretten en hensigtsmæssig indføring i sagen.

På denne baggrund foreslår udvalget, at det i retsplejeloven præciseres, at den indankede dom skal oplæses ved hovedforhandlingens begyndelse, medmindre retten finder en anden fremgangsmåde mere hensigtsmæssig. Retten kan således bestemme, at anklageren i stedet for at læse hele dommen op redegør for den indankede dom, eller at retten (og lægdommerne) selv gør sig bekendt med dommens indhold på anden måde. Udvalget bemærker, at denne fremgangsmåde med fordel vil kunne anvendes i sager, hvor den indankede dom har et omfang på mere end 20-30 sider. Det bør efter udvalgets opfattelse ikke være en forudsætning for at anvende denne fremgangsmåde, at parterne er enige herom.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 165-166.

5.7.2. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 25 (forslag til retsplejelovens § 921 a), og bemærkningerne hertil.

 

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

 

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

 

7. Hørte myndigheder mv.

 

Betænkning nr. 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Den Særlige Klageret, Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politiforbundet i Danmark, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Det Kriminalpræventive Råd, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Institut for Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden, Dansk Retspolitisk Forening, Børns Vilkår, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Red Barnet og Amnesty International.

 

8. Sammenfattende skema

 

 

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

 

 

Til § 1

 

 

Til § 718 a

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 718 b

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 2 (retsplejelovens § 724, stk. 3)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 3 (retsplejelovens § 728)

 

 

Til § 1, nr. 4 (retsplejelovens § 733, stk. 2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 5 (retsplejelovens § 747, stk. 3)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 6 (retsplejelovens § 764, stk. 1)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 7 (retsplejelovens § 764, stk. 4)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 8 (retsplejelovens § 767, stk. 2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 9 (retsplejelovens § 767, stk. 3)

 

 

 

 

Til § 1, nr. 10 (retsplejelovens § 768 a)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 11 (retsplejelovens § 769, stk. 2, 2. pkt.)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 843 a

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 843 b

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 13 (retsplejelovens § 849)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 14 (retsplejelovens § 871, stk. 2, nr.3)

 

 

Til § 1, nr. 15 (retsplejelovens § 884, stk. 2, nr. 1)

 

 

Til § 1, nr. 16 (retsplejelovens § 903, stk. 4)

 

 

 

 

Til § 1, nr. 17 (retsplejelovens § 905, stk. 1)

 

 

 

 

Til § 1, nr. 18 (retsplejelovens § 905, stk. 2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 19 (retsplejelovens § 907, stk. 1 og 2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 20 (retsplejelovens § 908, stk. 3)

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 21 (retsplejelovens § 910, stk. 3)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 22 (retsplejelovens § 914, stk. 3)

 

 

Til § 1, nr. 23 (retsplejelovens § 917, stk. 2)

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 24 (retsplejelovens § 919, stk. 2)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 25 (retsplejelovens § 921 a)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til § 1, nr. 26 (retsplejelovens § 933, stk. 1)

 

 

 

 

Til § 2

 

 

 

 

Til § 3

 

 

---

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov