Justitsministeriet vejledning 2007 "Sådan klager du til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Side15-17 |
|
"Efter artikel 35 må Domstolen kun behandle en sag, ”når alle nationale retsmidler er udtømt”. Det betyder, at klageren skal have udnyttet alle muligheder for at få sagen behandlet af de nationale myndigheder. Baggrunden herfor er, at staten skal have haft mulighed for selv at råde bod på eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne, inden Domstolen behandler en klage. ”Nationale retsmidler” omfatter både behandling af sagen ved de administrative myndigheder, f.eks. kommunerne og statens styrelser, og ved domstolene. Hvis det er muligt at få en administrativ myndigheds afgørelse prøvet ved domstolene, skal domstolene også have behandlet sagen, og alle ankemuligheder i domstolssystemet skal være udnyttet. Hvis det er muligt at klage over en administrativ myndigheds afgørelse, f.eks. til en overordnet myndighed eller til et særligt klageorgan, og denne klagemulighed efter dansk lovgivning skal være udnyttet, inden sagen kan indbringes for domstolene, vil det også være et krav i forhold til konventionen, at denne klagemulighed er udnyttet. Den øverste administrative myndighed i sager, der ikke kan indbringes for domstolene, eller den øverste danske domstol skal altså have behandlet sagen, inden Domstolen kan behandle en klage over sagen. Ønsker man f.eks. at klage til Domstolen over et afslag på opholdstilladelse, fordi man mener, at afslaget strider mod retten til respekt for familielivet, skal man – hvis landsretten kan behandle spørgsmålet – have prøvet afslaget ved landsretten og anket landsrettens dom til Højesteret. Først når Højesteret har afsagt dom i sagen, vil betingelsen om, at man skal have udtømt alle nationale retsmidler, være opfyldt. I Danmark vil betingelsen om, at klageren skal have udtømt alle de nationale retsmidler, ofte være opfyldt, når sagen har været behandlet ved de relevante administrative myndigheder og af de nationale domstole i to eller tre instanser. Man skal forgæves have ansøgt Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevillling, hvis sagen er behandlet ved landsretten som 2. instans. Også hvis sagen er behandlet i byretten og ikke kan appelleres til landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, fordi den er omfattet af en anke- eller kærebegrænsningsregel i retsplejeloven, skal man forgæves have ansøgt Procesbevillingsnævnet om 2. instansbevilling. Man skal derimod ikke have klaget til Folketingets Ombudsmand. Domstolen kræver ikke, at man først udnytter såkaldte ekstraordinære retsmidler. Det er derfor ikke nødvendigt at begære genoptagelse af en afsluttet sag. For så vidt angår straffesager, behøver man derfor ikke at have udnyttet muligheden i § 977 i retsplejeloven for at søge om genoptagelse ved Den Særlige Klageret. Man skal heller ikke have søgt om benådning. Man skal imidlertid kun have udnyttet de retsmidler, der er tilgængelige, tilstrækkelige og effektive. Det betyder bl.a., at man kun skal have klaget til myndigheder, som har kompetence til at træffe en bindende afgørelse i sagen. Hvis klagemyndigheden afgør klagesager efter en helt fast praksis, der ikke giver klageren medhold, kan det også være unødvendigt at klage til denne klagemyndighed. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en fast retspraksis, som går en imod, fordi domstolene allerede har afgjort mange lignende sager. Det forudsætter dog, at der ikke er tvivl om, at klager ikke har udsigt til at få medhold. Under sagens behandling ved Domstolen, er det staten, der skal bevise, at en klager ikke har udnyttet et eller flere retsmidler. De nationale myndigheder skal have haft mulighed for at tage stilling til de spørgsmål, som man ønsker at klage til Domstolen over. Det forudsætter, at man har påberåbt sig synspunkterne under myndighedernes behandling af sagen. Man behøver dog ikke at have påberåbt sig konventionens bestemmelser udtrykkeligt. Hvis man f.eks. mener, at man ikke kan opretholde et familieliv med sin kone og sine børn, hvis man bliver udvist ved dom på grund af kriminalitet, skal man altså have gjort retten opmærksom på dette, men man behøver ikke direkte at nævne konventionens artikel 8 om retten til et familieliv. Hvis man vil klage over lang sagsbehandlingstid (krænkelse af retten til en rettergang inden en rimelig frist, jf. konventionens artikel 6), efter at sagen er slut ved de danske domstole, bør man undervejs i sagens behandling have påberåbt sig retsplejelovens § 152 a over for de danske domstole. I sager omfattet af konkursloven bør man ligeledes have påberåbt sig konkurslovens § 127 a under skifterettens behandling af sagen. Disse bestemmelser er specifikt indsat i retsplejeloven og konkursloven for at give sagens parter et effektivt nationalt retsmiddel i tilfælde, hvor sagsbehandlingen ved de danske domstole trækker i langdrag. Hvis man ikke har udnyttet disse retsmidler undervejs, risikerer man derfor at få afvist en eventuel klage til Domstolen bagefter, fordi man ikke har udtømt nationale retsmidler. Hvis klager under en straffesag ved de danske domstole undervejs direkte eller indirekte har gjort gældende, at kravet om en rimelig sagsbehandlingstid efter konventionens artikel 6 er blevet krænket, skal klager have gjort dette synspunkt gældende hele vejen igennem det danske domstolssystem, før der kan klages til Domstolen. Det betyder, at klager også skal gøre synspunktet gældende i sin ansøgning til Procesbevillingsnævnet om 2. eller 3. instansbevilling. Hvis klager har fået nævnets tilladelse til at anke, skal klager desuden have gjort synspunktet gældende overfor ankeinstansen. I modsat fald risikerer klager at få en efterfølgende klage til Domstolen afvist, fordi klager ikke har udtømt de nationale retsmidler." Se Justitsministeriets vejledning fra 2007 om klager til Menneskerettighedsdomstolen i sin helhed. |