Nr BSF 53
Beslutningsforslag nr. 53
Forslag til
folketingsbeslutning om ændring
af lov om Retslægerådet
Fremsat af Kirsten Lee (RV)
Bernhard Baunsgaard (RV)
Marianne Jelved (RV) Dagmar Mørk
Jensen (RV) Niels Helveg
Petersen (RV)
den 26. november 1987
Folketinget opfordrer regeringen
til at fremsætte lovforslag om
ændring af lov om Retslægerådet
af 25. marts 1961, således at
1) Retslægerådet får en
bredere sammensætning,
2) Retslægerådet skal afgive
årsberetning og
3) behandlingstiden i
Retslægerådet ikke kan bevirke,
at en sag forældes.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Ad 1
Ud fra et retligt synspunkt
er det betænkeligt, at
Retslægerådet, som i visse
tilfælde skal tage stilling til
kollegers virke, og hvis
afgørelser danner grundlag for
eventuel strafferetlig tiltale
af kolleger, kun er sammensat af
læger. Det åbner mulighed for,
at man enten kan være for
kritisk over for sine egne,
eller også for overbærende.
Fra et retligt synspunkt er
begge dele lige uheldigt.
Det skal endvidere bemærkes,
at der blandt alle
Retslægerådets medlemmer og
særlig sagkyndige, 32 i alt, kun
er 1 kvinde. Dette er klart
uacceptabelt og i modstrid med
loven om ligestilling i
offentlige udvalg m.v.
Ad 2
Retslægerådet har ikke
udgivet årsberetning siden 1968.
På andre områder udsendes
fyldige årsberetninger om
særlige organers praksis, f.eks.
Folketingets Ombudsmand,
miljømyndigheder,
Forbrugerombudsmanden og
Monopoltilsynet. Retslægerådets
afgørelser er ikke bindende, men
afgørelserne er normgivende.
Redegørelsen for rådets praksis
bør derfor stå til rådighed for
domstole, anklagemyndighed,
forsvarere og andre.
Dette er ikke muligt, når
årsberetning ikke foreligger.
Ad 3
Retslægerådets vurdering
danner baggrund for en afgørelse
af, om der kan rejses sigtelse
mod en person (f.eks. en læge).
En sigtet kan aflægge
tilståelse, eller den
retsmedicinske vurdering kan
bevirke, at en sag ikke
gennemføres.
Sagsbehandlingstiden i
Retslægerådet må derfor ikke
være af en sådan varighed, at en
sag forældes efter straffelovens
regler.