UfR 2003.2469 ØLK

 

  Ø.L.K. 25. august 2003 i kære 24. afd. nr. B-1268-03
(Lars Lindencrone Petersen, Lyngesen, Koch Clausen (kst.)).

Retslægerådet (Km.adv. v/adv. Henrik Nedergaard Thomsen) mod Nyborg Kommune (adv. Helle Lund, Odense) og Tryg-Baltica Forsikring A/S (adv. Christina Neugebauer, Kbh.).

Ballerup Rets kendelse 9. april 2003.

Ved stævning modtaget den 24/4 2002 påstod Nyborg Kommune Tryg-Baltica Forsikring dømt til at betale sig 61.227 kr. som ansvarsforsikrer for en skadevolder, der havde forvoldt et færdselsuheld. Beløbet var regres for sygedagpenge udbetalt til skadelidte, S.

Tryg påstod frifindelse og rejste tvivl om baggrunden for udbetalingen af sygedagpengene, da man ikke fandt årsagssammenhæng mellem trafikuheldet og de skader, som gav anledning til udbetaling af sygedagpengene.

Parterne var herefter enige om at forelægge spørgsmålet om skadelidtes helbredstilstand for Retslægerådet.

Den 12/3 2003 meddelte Retslægerådet, at det var Retslægerådets opgave at afgive lægevidenskabelige skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold.

Da parterne i sagen var en kommune og et forsikringsselskab, fandt man ikke sagen omfattet af lov om Retslægerådet § 1, hvorfor man afviste at komme med en udtalelse.

Begge parter i sagen har protesteret mod dette og bedt retten træffe afgørelse herom.

Efter rettens opfattelse vedrører den verserende sag spørgsmålet om S' helbredstilstand. Det er i den forbindelse uden betydning, hvilke parter sagen føres mellem. Da spørgsmålet om S' helbredstilstand er af væsentlig betydning for sagen, og da spørgsmålene til Retslægerådet vedrører denne, falder forespørgslen efter rettens opfattelse inden for rammerne af lov om Retslægerådet § 1, hvorfor

bestemmes:

Retslægerådet skal besvare forespørgslen i sagen. 

Østre Landsrets kendelse.

Ballerup Rets kendelse af 9. april 2003 er kæret af Retslægerådet med påstand om, at kendelsen ophæves.

De indkærede, Nyborg Kommune og Tryg Forsikring, har påstået kendelsen stadfæstet.

Kæremålet er mundtligt forhandlet.

Indkærede Tryg Forsikring A/S har oplyst, at erstatningspligten er anerkendt, at Arbejdsskadestyrelsen den 14. marts 2001 har vurderet S' varige mén til 5%, tab af erhvervsevne til mindre end 15% og stationærtidspunktet til skønsmæssigt 3 måneder efter færdselsuheldet den 6. oktober 1998. Tryg Forsikring har udbetalt erstatning og godtgørelse for svie og smerte i overensstemmelse hermed. S har ikke fremsat krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Da Nyborg Kommune standsede udbetalingerne af sygedagpenge pr. 31. maj 2000, påklagede S denne afgørelse til Det Sociale Nævn. Nævnet stadfæstede afgørelsen. Tryg Forsikring A/S har endvidere oplyst, at S og hendes advokat er af den opfattelse, at hun har pådraget sig et varigt tab af erhvervsevne, og at spørgsmålet om regulering af erstatning og godtgørelse ikke er endeligt afsluttet.

Retslægerådet har til støtte for påstanden om ophævelse gjort gældende, at rådet med rette har afvist at besvare de spørgsmål om S' helbredstilstand, som Nyborg Kommune og Tryg Forsikring A/S har stillet i den verserende retssag om regres for sygedagpenge, idet denne retssag hverken vedrører eller har betydning for S' retsforhold. Den enkeltperson, hvis helbredstilstand er genstand for Retslægerådets udtalelse, er normalt part i sagen. I alle tilfælde må man dog kræve, at Retslægerådets udtalelse har konkret retlig betydning for personen. Retslægerådets virksomhedsområde har siden oprettelsen i 1909 været begrænset til sager om enkeltpersoners retsforhold. Siden har der ikke været tvivl om, at det kun drejer sig om sager, som har betydning for den, som erklæringen faktisk vedrører. Allerede efter Betænkning angående ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse fra 1909 var det Retslægerådets virksomhed at afgive retslægeerklæringer til domstolene, som havde ». . . den allerstørste betydning for de pågældende individer . . .«. § 10 i lov nr. 111 af 30. april 1909 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse fik herefter det indhold, at skønnet skulle være ». . . bestemmende for enkelte personers retsforhold«. Retslægerådets virksomhed blev siden reguleret i lov nr. 131 af 16. april 1935 om Retslægerådet, hvor man i § 1 fastholdt, at Retslægerådet havde til opgave at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn, som er ». . . bestemmende for enkeltpersoners retsforhold . . .«. Efter den gældende lov om Retslægerådet, jf. lov nr. 60 af 25. marts 1961, har Retslægerådet efter § 1 stadig til opgave ». . . at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold . . .«. Der findes hverken i forarbejderne til 1935-loven eller den gældende lov fortolkningsbidrag, som kan støtte nogen anden forståelse af »enkeltpersoners retsforhold« end den, som fremgår af betænkningen fra 1909. Senest fastholdt udvalget i betænkning nr. 1196/1990 om Retslægerådet, som ikke førte til lovændring, at Retslægerådets opgave i konkrete sager er begrænset til sager om enkeltpersoners retsforhold. Der er i denne sag hverken oplyst omstændigheder, der tyder på, endsige fører til, at S har retlig interesse i sagen mellem Nyborg Kommune og Tryg Forsikring A/S, eller at sagen i øvrigt har eller vil få konkret betydning for S. Sagen drejer sig kun om, hvorvidt Nyborg Kommune kan gennemføre et regreskrav mod Tryg Forsikring A/S for de sygedagpenge, man har udbetalt til S. Udfaldet af sagen vil hverken føre til, at S skal tilbagebetale nogen del af de allerede udbetalte sygedagpenge, eller føre til et krav om yderligere sygedagpenge. Udfaldet vil heller ikke føre til, at hun vil kunne kræve andre erstatningsposter dækket. Det forhold, at Nyborg Kommunes ret til regres mod Tryg Forsikring A/S er afledet af S' krav mod Tryg Forsikring A/S på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. UfR 2002.2683 H, fører ikke til et andet resultat. S' krav på ydelser i anledning af tilskadekomsten er upåvirket af regresretten. Retslægerådet har i øvrigt gjort gældende, at der er snævre grænser for, hvilke oplysninger læger kan videregive om patienter. Det fører bl.a. til, at Retslægerådet i sager, hvor personen ikke er part, eller i sager, der ikke har konkret betydning for personen, ikke kan være sikker på, at man har et relevant udsnit af de lægelige oplysninger, at man kan få adgang til det øvrige lægelige materiale, der måtte være påkrævet for at give retvisende lægevidenskabeligt eller farmaceutisk skøn, eller at man må videregive de foreliggende lægelige oplysninger. Det vil derfor også være lægeetisk betænkeligt for Retslægerådet at skulle besvare spørgsmål om S' helbredstilstand, fordi sagen ikke vedrører hende.

Indkærede Nyborg Kommune har til støtte for påstanden om stadfæstelse gjort gældende, at Højesteret i dommen trykt i UfR 2002.2683 har udtalt, at det ikke er en betingelse for en kommunes regreskrav, at skadelidte selv har fremsat et krav. Deraf følger det, at Nyborg Kommunes retsstilling ikke er afhængig af, at skadelidte, S, selv har fremsat krav om tabt arbejdsfortjeneste. Udtalelsen fra Retslægerådet vil have betydning for S' retsstilling, idet fastsættelse af stationærtidspunktet samt eventuel tilkendegivelse fra Retslægerådet om, at der foreligger årsagssammenhæng i sagen, vil medføre, at S automatisk har krav på tabt arbejdsfortjeneste i den pågældende periode. Derfor kan udtalelsen fra Retslægerådet have økonomisk betydning for skadelidte, S - alt afhængig af udtalelsen. Der foreligger udtrykkelig retspraksis for, at Højesteret anser Nyborg Kommunes krav som et afledt krav, hvorfor Nyborg Kommune er bundet af S' retsforhold. Det betyder, at de helbredsmæssige forhold har betydning for Nyborg Kommunes retsstilling. Skadelidte, S, har givet Nyborg Kommune samtykke til at videregive de lægelige oplysninger, hvorfor dette samtykke også må have betydning for, hvorvidt Retslægerådet skal udtale sig om sagen. Nyborg Kommune har i øvrigt tilsluttet sig det af medindkærede anførte.

Indkærede Tryg Forsikring A/S har til støtte for påstanden om stadfæstelse bl.a. gjort gældende, at Tryg Forsikring A/S har afvist at honorere Nyborg Kommunes dagpengeregreskrav, med henvisning til at selskabet ikke finder det godtgjort, at S' sygemelding fra august 1999 og fremefter var begrundet i færdselsuheldet den 6. oktober 1998. Selskabet har herved særligt lagt vægt på, at S i december 1998 begyndte arbejde som malerlærling, som hun fortsatte indtil august 1999, ca. 8 måneder efter det af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte stationærtidspunkt. Der er endvidere lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen om S' personlige og helbredsmæssige forhold. Højesteret har med UfR 2002.2683 slået fast, at dagpengeregreskrav i henhold til erstatningsansvarslovens § 17 og dagpengelovens § 39 er afledte krav. Dagpengeregressens rækkevidde reguleres dermed af skadelidtes erstatningskrav i henhold til erstatningsansvarslovens § 2 og §§ 5-7. Retssagen er således en konsekvens af en enkeltpersons tilskadekomst og dennes (rets-)forhold i anledning af tilskadekomsten. Højesteret har også med UfR 2002.2683 slået fast, at skadelidtes tab af retten til arbejdsløshedsdagpenge må sidestilles med tab af arbejdsfortjeneste. Afgørende er derfor, om skadelidte i princippet ville have et krav på erstatning for tabte indtægter, jf. erstatningsansvarslovens § 2 - i dette tilfælde mistet lærlingeløn - og ikke om skadelidte de facto har lidt et nettotab, der kan indtales over for skadevolder. Det er derfor uden betydning, om S har lidt et nettotab. Afgørende er alene, at S ville have haft krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis hun ikke var blevet kompenseret for den mistede lærlingeløn i form af udbetaling af sygedagpenge. Bedømmelsen af S' krav i henhold til erstatningsansvarslovens § 2, herunder om der består den nødvendige medicinske sammenhæng mellem færdselsuheldet og det sygefravær, der udløste sygedagpenge, er afgørende for sagens udfald. Dermed er en enkeltperson - S - indirekte involveret i sagen og den pågældende persons - S' - retsforhold direkte afgørende for retssagens udfald. Retten kan alene afskære overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens § 341. Retssagen kunne for så vidt være anlagt af S med påstand om, at hun har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for den pågældende periode eller tab af erhvervsevne. Næppe nogen er i tvivl om, at Retslægerådet i disse tilfælde ville være forpligtet til at besvare spørgsmål nøjagtig magen til de spørgsmål, der er formuleret af nærværende sags parter. Der er ikke, som lov om Retslægerådet § 1 er formuleret eller i forarbejderne dertil, støtte for synspunktet om, at den enkeltperson, hvis helbredsforhold ønskes bedømt af rådet, skal optræde som part (sagsøger eller sagsøgt) under retssagen. Der er heller ikke, som lov om Retslægerådet § 1 er formuleret eller i forarbejderne dertil, støtte for synspunktet om, at enkeltpersonen skal have direkte retlig interesse i sagens udfald, sådan at forstå, at det er den pågældende enkeltperson, der opnår dom for et bestemt økonomisk krav eller forhold. Det forekommer anstrengt, om rådets forpligtelse til at besvare spørgsmål beror på, om sagsøger måtte have gjort sig den ulejlighed at medinddrage den skadelidte eller ej (med de omkostningsmæssige konsekvenser, det måtte have, når skadelidte uden grund medinddrages). Afgørende må herefter være, (1) om Retslægerådets udtalelse vedrører lægevidenskabelige, videnskabelige eller farmaceutiske forhold, (2) om udtalelsen har betydning for bevisbedømmelsen og således ikke er overflødig, men relevant for sagen, og (3) om udtalelsen (a) vedrører en enkeltperson, hvis forhold (direkte eller indirekte) er til bedømmelse under retssagen, uanset om den pågældende er part eller ej, og (b) enkeltpersonens forhold regulerer forholdet mellem retssagens parter (det vil sige er afgørende for sagens udfald). Det kan ikke anses for lægeetisk betænkeligt at behandle S' helbredsforhold under den aktuelle sag. De er de facto til behandling. Alle relevante lægelige akter vedrørende S er allerede til parternes rådighed og er fremlagt under sagen, og S har meddelt begge parter fuldmagt til bl.a. at indhente og bedømme lægelige oplysninger vedrørende hendes forhold.

Landsretten udtaler:

I lov om Retslægerådet er rådets kompetence angivet som »sager om enkeltpersoners retsforhold«. Den retssag, som verserer mellem de indkærede, vedrører retsforholdet mellem Nyborg Kommune og Tryg Forsikring A/S. Efter de foreliggende oplysninger har udfaldet af retssagen ikke umiddelbar betydning for S' retlige forhold. Det forhold, at parterne finder, at S' helbredsmæssige forhold er af betydning for afgørelsen af deres retstvist, og den omstændighed, at rådets besvarelse af spørgsmål muligvis vil kunne påberåbes i anden retstvist, kan ikke medføre, at søgsmålet mellem de indkærede har en sådan karakter, at Retslægerådet kan pålægges at udtale sig i sagen.

Kærendes påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.

Thi bestemmes:
Den påkærede kendelse ophæves, således at det ikke pålægges kærende, Retslægerådet, at besvare de spørgsmål, som de indkærede, Nyborg Kommune og Tryg Forsikring A/S, har ønsket stillet.