|
Af anke III 48/1973 A (adv. E. Krogh, Hobro e. o.) mod
politimesteren i Hobro (selv) fremgik, at A den 11. juni
1971 var blevet tvangsindlagt, efter at en læge havde
udtalt, at betingelserne for tvangsindlæggelse var opfyldt.
Lægen havde truffet beslutningen efter anmodning fra
politiet og efter, at den pågældende efter det oplyste havde
overtrådt et polititilhold.
I Terndrup rets dom 3. juli 1971 udtales bl. a.:
»- - - Før indlæggelsen begærede tvangsindlagte sagen
forelagt retten, og ved skrivelse af 25. s. m., altså efter
udløbet af den i retsplejelovens § 469, stk. 2, foreskrevne
frist, indsendte politimesteren i Hadsund sagen til retten,
idet det heri anførtes, at tvangsindlæggelsen havde fundet
sted i medfør af § 5, stk. 2, i lov nr. 158 af 13. april
1938, og at overskridelsen af den pågældende frist skyldtes,
at sagen ved en fejltagelse på politikontoret var blevet
henlagt.
Overlæge P. Skovgaard Jensens erklæring af 30. juni 1971 er
sålydende: »- - - Ifølge lov nr. 118 har vi i
statshospitalet pligt til at modtage sådanne
tvangsindlæggelser for så vidt de formelle krav er opfyldte,
jfr. samme lovs § 2-3 og 4. I det pågældende tilfælde var
tvangsindlæggelsespapirerne rigtig udfyldte. Patientens
forbliven på hospitalet er ikke afhængig af denne
indlæggelsesform, men udelukkende afhængig af, om vi
skønner, at de i § 8 nævnte omstændigheder er til stede.
Hvis man fra hospitalets side finder, at en udskrivning er
uforsvarlig, og patienten insisterer på at blive udskrevet,
har vi pligt til at indberette en tvangstilbageholdelse til
justitsministeriet. Dette er imidlertid ikke nødvendigt i
A's tilfælde, idet han ikke på noget tidspunkt under
opholdet overfor os har protesteret mod dette. - - - Der er
Imidlertid ikke tvivl om, at patienten både på
indlæggelsestidspunktet og under indlæggelsen er sindssyg og
behandlingskrævende, men tilstanden er senere bedret så
meget, at vi forventer snarlig udskrivning og ikke vil
tvangstilbageholde ham, hvis han forlanger sig udskrevet. -
- -
Retten skal udtale følgende:
Spørgsmålet om lovligheden af den iværksatte foranstaltning
findes kun at burde bedømmes på baggrund af forholdene, som
de forelå på det tidspunkt, da tvangsindlagtes læge afgav
sin erklæring, og da politimesteren herefter traf sin
beslutning om politiets medvirken, nemlig den 11. juni 1971.
Der ses ikke at foreligge omstændigheder, der tyder på eller
blot indicerer, at den stedfundne foranstaltning ikke skulle
hvile på et lovligt grundlag, hvorfor den her omhandlede
tvangsindlæggelse vil være at anse lovlig. - - -
Det hedder i V. L. D. 13. 10. oktober 1973 (Rønnov,
Høy-Hansen, Rørdam):
- - - For landsretten har appellanten, A, påstået
tvangsindlæggelsen kendt ulovlig og har desuden påstået sig
tilkendt i erstatning for ulovlig frihedsberøvelse 3.000 kr.
eller et beløb fastsat efter rettens skøn.
Indstævnte, politimesteren i Hadsund, har påstået dommen
stadfæstet og har overfor kravet om erstatning nedlagt
påstand om frifindelse.
Det bemærkes, at appellanten i en skrivelse af 15. juli 1971
til dommeren i Terndrup rejste indsigelse mod dommen, men at
hverken dommeren eller appellantens advokat, der blev gjort
bekendt med skrivelsen, opfattede denne som en ankebegæring.
Spørgsmålet om sagens indbringelse for landsretten er
herefter først rejst den 2. januar 1973 efter appellantens
henvendelse til en anden advokat. Indstævnte har ikke
protesteret mod, at sagen realitetsbehandles, og retten har
efter omstændighederne fundet anken behørig.
Det er for landsretten oplyst, at appellanten blev udskrevet
fra Statshospitalet den 13. juli 1971.
Spørgsmålet om tvangsindlæggelsens lovlighed, der er rejst
af appellanten forud for indlæggelsen, findes med rette at
være taget under pådømmelse som sket, uanset at appellanten
ikke forinden sagens prøvelse ved retten havde benyttet sig
af administrativ rekurs.
Idet det tiltrædes, at betingelserne for tvangsindlæggelse
af appellanten i medfør af lov om sindssyge personers
hospitalsophold § 5, jfr. § 2, stk. 2, har været tilstede,
vil dommen være at stadfæste, og indstævnte vil herefter
være at frifinde for den nedlagte erstatningspåstand. - - -
|