Erstatningsansvarsloven

Senest opdateret den 2. april 2013

Lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2006 ændret ved lov nr. 1545 af 20. december 2006, lov nr. 523 af 6. juni 2007 og lov nr. 610 af 14. juni 2011.

Bemærkningerne til lov nr. 463 af 7. juni 2001
Betænkning 1383 om revision af erstatningsansvarsloven afgivet af en arbejdsgruppe under justitsministeriet i 2000
Betænkning 1282 om arbejdsskadeforsikring m.v. - 1994
Betænkning 976 om udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger afgivet af erstatningslovsudvalget i 1983
Betænkning 679 om erstatning for tab ved personskade og tab af forsøger afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1973
Betænkning 214 om statens og kommunernes erstatningsansvar afgivet i 1959 af et udvalg under Justitsministeriet

 

Kapitel 1

Erstatning og godtgørelse for personskade og tab af forsørger

Personskade

§ 1. Den, der er erstatningsansvarlig for personskade, skal betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og andet tab som følge af skaden samt en godtgørelse for svie og smerte.

Stk. 2. Har skaden fået varige følger, skal der tillige betales godtgørelse for varigt mén samt erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne.

Stk. 3. Værdien af arbejde i hjemmet ligestilles med erhvervsindkomst.

Bemærkningerne til § 1 på side 41 i
Betænkning nr. 679 om erstatning for tab ved personskade og tab af forsøger afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1973

§ 1 a. Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1, fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med 10. Er der tale om varige løbende udgifter, finder § 4, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

 § 1 a om fremtidige helbredelsesudgifter er indsat ved lov nr. 463 af 7. juni 2001

Tabt arbejdsfortjeneste Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til § 2 om tabt arbejdsfortjeneste

§ 2.  Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller indtil det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab på 15 pct. eller mere. Ændret ved lov nr. 610 af 14. juni 2011.

Stk. 2. I erstatningen fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen, erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte. Ændret ved lov nr. 610 af 14. juni 2011

Svie og smerte Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til § 3 om svie og smerte

§ 3. Godtgørelse for svie og smerte udgør 130 kr. for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg. Godtgørelsen kan ikke overstige 50.000 kr.

Varigt mén Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til § 4 om varigt mén

§ 4. Godtgørelse for varigt mén fastsættes til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Godtgørelsen udgør ved en méngrad på 100 pct. 573.500 kr. Ved lavere méngrader nedsættes beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan méngodtgørelsen fastsættes til et højere beløb, dog højst 687.500 kr. Ved en méngrad på under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.

Stk. 2. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Bemærkningerne til § 4 på side 44 og 45 i
Betænkning nr. 679 om erstatning for tab ved personskade og tab af forsøger afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1973

Erhvervsevnetab Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til §§ 5-9 om erhversevnetab

§ 5. Har en personskade medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende.

Stk. 3. Skadelidtes erhvervsevnetab beregnes i procent (erhvervsevnetabsprocenten). Der ydes ikke erstatning, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.

Arbejdsskadestyrelsens vejledning om at fastsætte årsløn - senest rettet 8. maj 2008.

§ 6. Erstatningen fastsættes til et kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jf. § 7, ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. § 5, stk. 3, og herefter ganget med 10.

Stk. 2. Erstatningen kan højst udgøre 6.020.000 kr.

§ 7. Som årsløn regnes skadelidtes samlede erhvervsindtægt i det år, der går forud for datoen for skadens indtræden.

Stk. 2. Årslønnen fastsættes dog efter et skøn, når særlige indtægts- eller ansættelsesforhold eller andre særlige forhold har gjort sig gældende.

§ 8. For en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke er fyldt 15 år, fastsættes erstatningen som et kapitalbeløb, der udgør 276.000 kr. ganget med méngraden, jf. § 4, og herefter ganget med 10. Ved en méngrad på under 5 pct. ydes ingen erstatning.

§ 9. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 30 år, nedsættes erstatningen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved skadens indtræden. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til § 10 om forelæggelse for arbejdsskadestyrelsen

§ 10. Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet fra Arbejdsskadestyrelsen. § 10, stk. 1, 1. pkt. er ændret ved lov nr. 610 af 14. juni 2011 Udtalelsen skal så vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå, at den er midlertidig.

Stk. 2. Arbejdsskadestyrelsens udtalelse skal begrundes efter forvaltningslovens § 24.

Stk. 3. Skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens sag efter forvaltningslovens kapitel 4.

Genoptagelse Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til § 11 om genoptagelse

§ 11. En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Stk. 3. En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning kan ikke genoptages alene med henblik på, at der ydes yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og godtgørelse for svie og smerte. Hvis sagen genoptages efter stk. 1, kan der dog ydes erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og godtgørelse for svie og smerte, hvis der foreligger væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.

Stk. 4. Under en genoptagelse af sagen finder § 10 tilsvarende anvendelse.

Tab af forsørger mv.  Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til §§ 12-14 om tab af forsøger, erstatning til ægtefælle eller samlever og forsørgertabserstatning til børn

§ 12. Den, som er erstatningsansvarlig for en andens død, skal betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved dødsfaldet har mistet en forsørger. Forsørgelse omfatter også værdien af afdødes arbejde i hjemmet.

Bemærkningerne til dagældende § 2 på side 42 i
Betænkning nr. 679 om erstatning for tab ved personskade og tab af forsøger afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1973

Erstatning til ægtefælle eller samlever Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til §§ 12-14 om tab af forsøger, erstatning til ægtefælle eller samlever og forsørgertabserstatning til børn

§ 13. Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever udgør 30 pct. af den erstatning, som afdøde må antages at ville have opnået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jf. §§ 5-8. Erstatningen udgør dog mindst 644.000 kr., medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. Var forsørgeren fyldt 30 år, nedsættes erstatningen efter reglerne i § 9.

Forsørgertabserstatning til børn Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til §§ 12-14 om tab af forsøger, erstatning til ægtefælle eller samlever og forsørgertabserstatning til børn

§ 14. Erstatning for tab af forsørger til efterlevende børn fastsættes til et beløb, der svarer til summen af de bidrag til barnets underhold, som afdøde på skadestidspunktet kunne være pålagt efter lov om børns forsørgelse, hvis afdøde havde været bidragspligtig. Var afdøde eneforsørger, forhøjes erstatningen med 100 pct.

Overgangsbeløb

§ 14 a. Der tilkommer den efterlevende ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr. Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige kræve erstatning for begravelsesudgifter.

Regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til §§ 15 og 16 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb samt betaling og forrentning

§ 15. De i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8, § 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1. pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.

Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted. Bekendtgørelse nr. 1298 af 18. november 2010 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb i henhold til lov om erstatningsansvar

Stk. 3. Erstatning og godtgørelse fastsættes på grundlag af de beløb, der efter stk. 1 var gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1. Årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14 reguleres efter reglerne i stk. 1 i perioden mellem skadens indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.

Betaling, forrentning og forældelse Bemærkningerne i lov nr. 463 af 7. juni 2001 til §§ 15 og 16 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb samt betaling og forrentning

§ 16. Godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter. Det gælder dog ikke beløb omfattet af 2. pkt., der måtte være udbetalt som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en periode, hvor skadelidte efter § 2, stk. 1, ikke har haft krav på denne erstatning. § 16, stk. 1, 4. pkt. er indsat ved lov nr. 610 af 14. juni 2011

Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct. § 16, stk. 2, fik sin nuværende udformning ved lov nr. 434 af 10. juni 2003.

Stk. 3. Krav på godtgørelse og erstatning forældes efter forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov. Forældelseslovens § 2, stk. 2, finder dog ikke anvendelse på betalingsfristen efter stk. 1. Stk. 3 er indsat ved lov nr. 523 af 6. juni 2007

Regres mod den erstatningsansvarlige

§ 17. Ydelser i henhold til den sociale lovgivning, herunder dagpenge, sygehjælp, pension efter den sociale pensionslovgivning og ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring 1) , som tilkommer en skadelidt eller efterlevende, kan ikke danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige. Det samme gælder pensionsydelser, der udbetales af stat, kommune eller i henhold til anden pensionsordning, samt forsikringsydelser uanset forsikringens karakter, jf. § 22, stk. 2. Sygedagpengeydelser efter sygedagpengeloven kan dog danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige i medfør af sygedagpengelovens § 78, stk. 1. § 17, stk. 1, 3. pkt. er ændret ved lov nr. 1545 af 20. december 2006.

I VLD af 15. oktober 2009 havde en kommune ikke ført det fornødne bevis for, at skadevolder havde "udøvet en sådan vold over for forurettede, at han herved har forårsaget de skader", som ifølge kommunen var baggrunden for udbetaling af sygedagpenge til forurettede. Det var under sagen ubestridt, at skadevolder havde begået vold mod forurettede. Sagen drejede sig alene om årsagssammenhængen mellem skadevolders handlinger og skaderne på forurettede.

I UfR 2010.2060 VLD udtalte landsretten blandt andet, at det kræves, at skadelidte har et krav mod skadevolder for tabt arbejdsfortjeneste, førend en kommune har et regreskrav for udbetalte sygedagpenge mod en ansvarlig skadevolder. Der er således tale om et afledet krav, og regreskravet kan derfor ikke overstige de tidsmæssige regler i EAL § 2.

Socialministeriets vejledning nr. 171 af 28. september 2001 om regres for sygedagpenge.

Stk. 2. En arbejdsgiver, der har udbetalt dagpenge eller sygeløn til en skadelidt eller har udbetalt dertil knyttede ydelser, kan gøre regres mod den erstatningsansvarlige i det omfang, arbejdsgiveren har lidt et tab.

Overførelse mv. af erstatnings- og godtgørelseskrav

§ 18. Krav om erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, kan ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene.

Stk. 2. Erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, indgår ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør, separation eller bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.


Bemærkningerne til dagældende § 5 på side 45 og 46 i Betænkning nr. 679 om erstatning for tab ved personskade og tab af forsøger afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1973

Kapitel 2

Erstatningsansvar for skade, der er dækket af forsikring Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 6, side 51.

§ 19. I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt:

1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller

2) skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.

Stk. 3. Har en arbejdstager forvoldt en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ifalder arbejdstageren ikke erstatningsansvar, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Kommentarer til erstatningsansvarslovens § 19

§ 20. Staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. § 19.

Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 7, side 52

§ 21. §§ 19 og 20 gælder ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i

1) færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring,

2) luftfartsloven eller

3) søloven.


Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 8, side 53

§ 22. Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes ret mod den erstatningsansvarlige.

Stk. 2. Ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige.

Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 9, side 54 og 55

Kapitel 3

Forskellige bestemmelser

Arbejdstagers erstatningsansvar

§ 23. Erstatning, som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kan kun kræves betalt af denne i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder og til skadelidtes interesse. Erstatning, som arbejdstageren har måttet udrede, kan denne kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret endeligt skal påhvile arbejdsgiveren efter stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på arbejdsgiverens erstatningskrav mod arbejdstageren for skade, denne i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten.

Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 10, side 55

Betænkning nr. 352 om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger mv. afgivet i 1964.

Almindelig lempelsesregel

§ 24. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som angivet i stk. 1 kan der ses helt eller delvis bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Ved krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, gælder det samme om afdødes medvirken.

Bemærkningerne til dagældende § 6 på side 46-48 i
Betænkning nr. 679 om erstatning for tab ved personskade og tab af forsøger afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1973

Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 11, side 55 til 57

Børns erstatningsansvar mv.

§ 24 a. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

§ 24 b. En person, som på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftmæssigt, er erstatningspligtig for skadegørende handlinger efter samme regler som sjælssunde personer. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt under hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

Stk. 2. Har den skadegørende ved misbrug af beruselsesmidler eller på lignende måde forbigående hensat sig i en sindstilstand som ovenfor nævnt, er en lempelse i erstatningsansvaret udelukket.

Lov nr. 363 af 13. maj 2009 pålægger den, som har forældremyndighed over et hjemmeboende barn hæftelse umiddelbart overfor skadelidte for skader, som barnet er erstatningsansvarlig for efter den almindelige erstatningsregel, med indtil 7.500 kr. for hver skadegørende handling eller undladelse. Loven bygger på udtalelse af 15. september 2008 fra Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet, hvor et mindretal i kommissionen anbefaler, at loven ikke gennemføres. Mindretallet udtaler på side 77, nederst, side 78, øverst, blandt andet:

"...Der er grund til at formode, at forældre vil reagere hensigtsmæssigt, der hvor det ikke er så nødvendigt (forældre i velfungerende familier), mens de slet ikke vil reagere eller endog reagere uhensigtsmæssigt, der hvor det er mest nødvendigt (børn med tungere og mere vedvarende kriminalitet i "belastede" familier), i form af at støde børnene fra sig, straffe dem, eventuelt korporligt, kontrollere dem for kontrollens egen skyld mv.

Denne del af kommissionen vurderer på den baggrund, at der er en betydelig risiko for, at de i denne udtalelse gennemgåede muligheder for at sanktionere forældre for deres børns kriminalitet, generelt set ikke alene vil være virkningsløse, men kan have direkte kriminalitetsfremmende konsekvenser gennem en forværring af familieforholdene for de børn, hvor familieforholdene er dårligst og kriminaliteten mest massiv i forvejen – dvs. blandt den lille gruppe børn og unge, der tegner sig for hovedparten af alle de lovovertrædelser, børn og unge overhovedet begår. Hermed øges risikoen for en yderligere marginalisering af de mest udsatte familier. ..
"

Flere erstatningsansvarlige

§ 25. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Stk. 2. Er en eller flere af de erstatningsansvarlige dækket af en ansvarsforsikring, gælder § 19, stk. 1 og 2, og § 21. I de tilfælde, der er nævnt i § 19, stk. 2, nr. 1 og 2, og § 21, kan der ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem skadevolderne tages hensyn til foreliggende ansvarsforsikringer. § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 12, side 57

Godtgørelse for tort

§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 23 eller 24. Bemærkningerne til bestemmelsen i lov nr. 143/2001.

Stk. 3. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.

Stk. 4. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på godtgørelse efter § 26 a

Godtgørelse til efterladte § 26 a blev indsat ved lov nr. 35 af 21. januar 2003

§ 26 a. Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.

Stk. 2. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende.

I sagen TfK 2005.459.ØLD kom forurettede, der havde været udsat for røveri og grov vold, alvorligt til skade. Gerningsmanden havde rettet henvendelse til forurettede og sagt "Hiit med pengene" eller lignende, hvorefter han, da forurettede afviste at efterkomme det forlangte, sprøjtede CS-gas eller peberspray i øjnene på forurettede og tildelte ham talrige spark og knytnæveslag mod hovedet og kroppen, ligesom han med en 60 cm lang og ca. 3 kg tung boltsaks tildelte forurettede, som var faldet om på jorden, flere slag mod krop, arme og ben. Herefter fratog han forurettede ca. 4.000 kr. Landsretten afviste kravet om godtgørelse for tort. Landsretten anførte blandt andet: "Selvom bestemmelsens forudsætninger om det begåede forholds alvor og sanktionens længde findes at foreligge opfyldt, tiltræder landsretten derfor, at der efter det oplyste om F's forhold i relation til følgerne af overfaldet ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3."

I UfR 1985.597 HD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119 ved at have tildelt en ældre polititjenestemand et knytnæveslag i ansigtet umiddelbart efter, at polititjenestemanden havde forkyndt en stævning for tiltalte. Den pågældende polititjenestemand blev blandt andet påført tandskader. Højesteret fandt ikke anledning til at efterkomme skadelidtes krav om godtgørelse for tort, idet "volden i det foreliggende tilfælde ikke er udøvet under sådanne særligt krænkende omstændigheder, at der er grundlag for at tilkende appellanten godtgørelse for tort."

I UfR 2011.2343H fandt Højesteret, at en kommune skulle betale 25.000 kr. i godtgørelse til en tidligere medarbejder ved kommunen som følge af den "fejl", som kommunen havde begået ved i strid med persondataloven at have oplyst til en anden kommune, at man havde mistanke om alkoholmisbrug hos den tidligere medarbejder. Højesteret påpegede blandt andet, at notatet vedrørende mistanken om alkoholmisbrug hos den pågældende var skrevet på et "almindeligt tekstbehandlingssystem" og dermed var omfattet af persondataloven, idet der ikke forelå oplysninger om, at det var blevet slettet, forinden oplysningerne blev videregivet til den anden kommune. Højesteret udtalte blandt andet: "Efter persondatalovens § 7, stk. 2, kan videregivelse af de oplysninger, der er omfattet af bestemmelsens stk. 1, bl.a. ske med den pågældende persons udtrykkelige samtykke. Dette samtykke skal leve op til de krav, der følger af definitionen af et samtykke i lovens § 3, nr. 8. Samtykket til videregivelse skal således være frivilligt og specifikt, og det skal afgives på et informeret grundlag. A gav under ansættelsessamtalen i Hillerød Kommune den 10. marts 2006 mundtligt samtykke til, at kommunen kunne indhente referencer om hende i Helsingør Kommune. Da D den 15. marts 2006 rettede telefonisk henvendelse til B, oplyste han om tilladelsen til at indhente referencer, og videregivelsen af oplysningen om en mistanke om et alkoholmisbrug hos A fandt sted på dette grundlag. Et ikke nærmere specificeret samtykke til at indhente referenceoplysninger hos en tidligere arbejdsgiver kan som udgangspunkt ikke antages at omfatte følsomme personoplysninger omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1. I den foreliggende situation måtte Helsingør Kommune vide, at oplysningen om en mistanke om alkoholmisbrug kunne være stærkt skadelig for A. Hertil kommer, at A gentagne gange havde bestridt oplysningens rigtighed og direkte havde anmodet kommunen om at hindre spredningen af rygter om, at hun skulle have et misbrug af alkohol. Højesteret finder på denne baggrund, at Helsingør Kommune ikke havde grundlag for at antage, at A havde givet samtykke til videregivelse af de omhandlede oplysninger til Hillerød Kommune. Videregivelsen var derfor i strid med persondatalovens § 7, stk. 1." Sagsøgeren fik ikke medhold i sit krav om erstatning, idet Højesteret ikke fandt det godtgjort, at A ville være blevet ansat, hvis ikke oplysningen var blevet videregivet.

Fravigelse af lovens regler

§ 27. Aftaler om fravigelse af reglerne i §§ 1-16, § 24, stk. 2, og §§ 26 og 26 a, der er indgået inden en skades indtræden, er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den erstatningsberettigede.

Stk. 2. Aftaler om fravigelse af § 17, stk. 1, § 19, stk. 1 og 3, § 20, § 22, stk. 2, § 23, § 24, stk. 1, § 24 a, § 24 b, stk. 1, og § 25, der er indgået inden en skades indtræden, er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den erstatningsansvarlige. Reglen i § 25 kan dog fraviges for skader, der forvoldes ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.

Kommentarer i betænkning nr. 829/1978 om Lempelse af erstatningsansvar m.v til dagældende § 13, side 57 og 58

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser mv.

§ 28. Loven træder i kraft den 1. oktober 1984 og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 29. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1) § 25 i lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikringsaftaler.

2) § 15 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov mm., jf. lovbekendtgørelse nr. 277 af 30. juni 1965.

3) § 14, stk. 3, 2. pkt., i arveloven, jf. lov nr. 215 af 31. maj 1962.

4) § 53, stk. 3, 2. pkt., i sømandsloven, jf. lov nr. 420 af 13. juni 1973.

5) § 67, 2. pkt., i søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 353 af 1. juli 1974.

§ 30. (Udelades)

§ 31. (Udelades)

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

 

Lov nr. 463 af 7. juni 2001 (Revision af regler om erstatning for personskade mv. samt nedsættelse af afgiften af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser mv.:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2002 2) . Lovens § 1, nr. 15 3) , og § 2, nr. 2-4, træder dog i kraft den 1. januar 2002. Ved ikrafttrædelsen den 1. juli 2002 reguleres erstatnings- og godtgørelsesbeløbene i overensstemmelse med § 1, nr. 11, pr. 1. januar 2002 4) .

Stk. 2. Lovens §§ 1 og 2 finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. (Udelades)

Stk. 4. (Udelades)

 

Lov nr. 35 af 21. januar 2003 (Godtgørelse til efterladte ved dødsfald) 5)  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende 6)  og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden.

 

Lov nr. 434 af 10. juni 2003 (Nye regler i forsikringsaftaleloven om begrundelsespligt, lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger, præmiebetaling, vejledning om acontobetaling og direkte krav ved skadevolders konkurs mv. samt ændring af rentesatsen i visse formueretlige love) 7)  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Stk. 1. (Udelades)

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. Lovens § 1, nr. 6, og § 2 træder i kraft den 1. juli 2003 og gælder for rente af krav, der kan kræves betalt denne dato eller senere.

Stk. 4. (Udelades)

Justitsministeriet, den 20. september 2005

Lene Espersen

/Henrik Øe

Officielle noter

1) Nu lov om arbejdsskadesikring.

2) Lovændringen vedrører § 1 a, § 2, stk. 1, §§ 3-4, § 5, stk. 1-2, § 6, § 7, stk. 3, §§ 8-11, § 13, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, § 14 a, § 15, stk. 1 og 3, overskriften til § 16, § 16, § 26, stk. 3 (der nu er stk. 4), og § 27, stk. 2.

3) Lovændringen vedrører § 26, stk. 2.

4) De regulerede erstatnings- og godtgørelsesbeløb for skader, der er indtrådt i perioden 1. juli 2002 - 31. december 2002, fremgår af bekendtgørelse nr. 1055 af 14. december 2001 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb i henhold til lov om erstatningsansvar.

5) Lovændringen vedrører § 18, stk. 2 og 4 (der nu er stk. 3), § 26, stk. 4, § 26 a og § 27, stk. 1.

6) Loven er bekendtgjort i Lovtidende den 22. januar 2003.

7) Lovændringen vedrører § 16, stk. 2.