UfR 1983.485 ØLK

 

  Ø. L. K. 9. december 1982 i kære 13-338/1982

(Kallesøe, Kjær, Stampe Jakobsen)
Leif Villy Hansen mod politimesteren i Ballerup

Den 7. september 1982 forsøgte Ballerup politi anholdelse af A med henblik på dennes fremstilling i fogedretten i Ballerup, jfr. retsplejelovens § 494, stk. 2. På grundlag af en oplysning fra A´s tidligere samlever om, at han, der ved henvendelse på folkeregisteradressen B-vej nr. XX, Ballerup, ikke var truffet til stede, og hvis moder meddelte, at han ikke boede på adressen, nu boede hos kærende B, skaffede politiet sig adgang til kærendes lejlighed, hvor ingen personer blev truffet. Der var konstateret lys i lejligheden, ligesom politiet havde hørt puslelyde, der imidlertid viste sig at stamme fra en hund.

Den 8. september 1982 protesterede kærende mod den skete ransagning. Politimesteren i Gladsaxe afgav herefter samme dag meddelelse til Ballerup rets 2. afdeling i henhold til principperne i retsplejelovens § 759, stk. 2, nr. 3, jfr. § 797, stk. 3«.

I et den 10. september 1982 afholdt retsmøde (sag P.S. nr. 844/82) lod dommeren til retsbogen foretage en tilførsel om, at der ikke på det foreliggende grundlag fandtes tilstrækkelig anledning til at kritisere den stedfundne ransagning.

Denne beslutning har kærende påkæret til landsretten.

Dommeren har ved sagens fremsendelse indstillet, at kæremålet afvises under henvisning til, at den omhandlede retsbogstilførsel ikke indeholder nogen afgørelse over for kærende, der må være henvist til at få sin klage behandlet ved lokalnævnet.

Politimesteren i Gladsaxe, der har påstået beslutningen stadfæstet, har anført, at der ikke er tale om en klage over forhold, som henhører under lokalnævnet, jfr. retsplejelovens § 1019.

Politimesteren har endvidere i en over sagen indhentet erklæring af 1. november 1982 udtalt, at der ikke er tale om et straffeprocessuelt indgreb. Det hedder videre i erklæringen:

»Bestemmelserne om ransagning i retsplejelovens § 759, jfr. § 797, finder derfor ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde. og man har derfor ved forelæggelsen for retten alene henvist til principperne i omhandlede §§.

Politiets adgang til at foretage ransagning som i det foreliggende tilfælde udspringer af en efter lovgivningen gyldig beslutning om at tage en person i forvaring. En sådan beslutning vil kunne være truffet af en ret, jfr. retsplejelovens § 494 og § 178, men også af administrative myndigheder (fjernelse af børn, tvangsindlæggelse af sindssyge og åndssvage m.m.). Når sådanne i loven hjemlede beslutninger er truffet, må de antages ikke alene at hjemle politiet adgang til at tage pågældende i forvaring, men også at foretage de skridt, som med rimelighed er nødvendige, for at gennemføre anholdelsen, herunder at trænge ind i bolig, hvor der er en rimeligt begrundet formodning om, at den der skal tages i forvaring, er til stede.
- - -

Det fremgår endelig af sagens oplysninger. at nævnte A under afhøring den 23. september 1982 i en anden sag over for politiet har oplyst, at han gennem et stykke tid har sovet hos kærende B, og at han nu har tilmeldt sig dennes adresse.

En anholdelse med henblik på gennemførelse af fogedrettens i medfør af retsplejelovens § 494, stk. 2, afsagte kendelse kan ikke sidestilles med den i retsplejelovens § 759, stk. 1, omhandlede anholdelse. Efter de oplysninger, som politiet havde indhentet om den pågældendes bolig og opholdssted. kan det imidlertid ikke kritiseres. at politiet er gået ud fra, at han kunne findes på kærendes adresse, og at der efter omstændighederne er truffet de foranstaltninger, som skønnedes fornødne for at gennemføre politifremstillingen i fogedretten.

Idet kæremålet ikke findes at burde afvises. vil den af byretten trufne beslutning angående den hos kærende foretagne ransagning derfor være at stadfæste.