
	UfR 2008.463 HD
		H.D. 23. november 2007 i sag 584/2006 (1. afd.) D og F GmbH (adv. Georg Lett, Kbh.) mod Nordsjællands Politi (tidligere Politimesteren i Helsingør) (Km.adv. v/adv. Peter Biering, Kbh.). Østre Landsrets dom 19. december 2006 (19. afd.) (John Mosegaard, Dorthe Wiisbye, Lars Alexander Borke (kst.)). Under denne sag, har sagsøgerne, D og F GmbH, bl.a. nedlagt følgende påstand 3: Sagsøgte 3, Politimesteren i Helsingør, tilpligtes at betale 83.589,08 kr. i erstatning for skader på køretøj med tillæg af renter beregnet af 91.589,08 kr. fra den 18. december 1999 til 30. januar 2006 og af 83.589,08 kr. fra den 30. januar 2006, til betaling sker. Sagsøgte 3, Politimesteren i Helsingør, har heroverfor nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse, mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb, og mest subsidiært at sagen udsættes på Rigsadvokatens afgørelse på baggrund af sagsøger 1's klage af 4. juli 2006 over afgørelse af 6. juni 2006 fra Statsadvokaten for Sjælland. Sagens omstændigheder: Forud for domsforhandlingen er der den 3. november 2003 efter deldomsforhandling i medfør af retsplejelovens § 253 truffet afgørelse vedrørende sagsøgernes påstande principalt om, at D på tidspunktet for beslaglæggelsen af køretøjet ikke havde sædvanligt opholdssted i Danmark, subsidiært at sagen forelægges for EF-domstolen til afklaring af, hvorvidt det strider mod EF-retten at anse køretøjet for registreringspligtigt i Danmark. Sagsøgerne fik ikke medhold heri. Endvidere har sagsøgte 1, Færdselsstyrelsen, forud for denne domsforhandling anerkendt, at køretøjet Mercedes-Benz, registreringsnummer - - -, ikke er registreringspligtigt i Danmark før eller på tidspunktet for beslaglæggelsen den 21. oktober 1998 (påstand 1). Endelig har sagsøgte 2, Told- og Skatteregion Helsingør, anerkendt til sagsøger 2, F GmbH at betale kr. 1.198.703,00 med tillæg af procesrente fra den 27. juli 1999, indtil betaling sker, samt at betale 172.952,74 kr. (påstand 2.1. og 2.2.). Der er mellem parterne enighed om, at sagen for så vidt angår de anerkendte krav kan anses for forligt før domsforhandlingen, således at der med denne dom alene tages stilling til påstand 3. Sagen drejer sig herefter om, hvorvidt politiet har pådraget sig et erstatningsansvar for skader opstået på D's bil, mens den under beslaglæggelse blev opbevaret hos politiet. Påstandsbeløbet fremkommer således: Reparationer i alt 45.038,60 kr. (heri er fratrukket udgift for måtter) Opklaring m.v. 46.551,20 kr. (heri fratrukket udgift for måtter) I alt 91.589,80 kr. Politimesteren i Helsingør har den 7. juli 2006 udbetalt 8.000,00 kr. Påstandsbeløb i alt 83.589,08 kr. Sagsfremstilling: Politiet i Hørsholm beslaglagde den 21. oktober 1998 D's tysk indregistrerede bil, mærket Mercedes-Benz, idet D foreløbigt blev sigtet for overtrædelse af lov om registreringsafgift m.v. og for benyttelse af bilen uden afgiftsberigtigelse i Danmark. Beslaglæggelsen blev opretholdt af Retten i Hørsholm ved kendelse af 17. november 1998. Bilen var ejet af sagsøger 2) F GmbH, hvor sagsøger 1) D er ansat som direktør. Ejerforholdene er beskrevet i rettens delafgørelse af 3. november 2003. Bilen blev efter beslaglæggelsen af D kørt til Hørsholm Politis parkeringsareal og den 11. januar 1999 af Falck bugseret til Helsingør Politis parkeringskælder, der tillige rummede bl.a. politiets udrykningskøretøjer og vaskeanlæg. Bilen stod her indtil 6. august 1999, hvor den blev frigivet, efter at registreringsafgiften var blevet betalt med forbehold om tilbagesøgning. I forbindelse med frigivelsen har parterne besigtiget bilen den 13. august 1999. Der er herom af sagsøgernes advokat udfærdiget en rapport af 16. august 1999, der med brev af 25. august 1999 af advokaten blev sendt til Politimesteren i Helsingør. Rapporten har følgende indhold: »Rapport vedrørende besigtigelse af D's vogn hos Mercedes i Hørsholm den 13. august 1999. Til stede var: Michael Parris, Mercedes Benz E. Laursen, Told- og Skatteregion Helsingør D Georg Lett, Lett & Co. Advokatfirma Søren Mølgaard, Helsingør Politi Mercedes Benz havde gennemgået bilen inden mødet og fremlagde et reparationsoverslag. Reparationsoverslaget blev gennemgået, og de enkelte skader blev påvist. E. Laursen kunne anerkende, at der forelå følgende skader: 1. Lakskader. - kofanger, venstre side Søren Mølgaard oplyste, at den skyldtes en påkørsel sket medens politiet havde bilen i forvaring. - fronthjelmen, venstre side - venstre forskærm - venstre bagskærm - venstre bagkofanger - højre bagskærm Søren Mølgaard oplyste, at denne skade ifølge hans rapport var til stede, da bilen blev beslaglagt. 2. Stenslag forrrude (2 stk.). 3. Skade på fælg på højre baghjul. 4. Michael Parris oplyste, at de fire dæk var skadet, fordi bilen havde stået så lang tid uden at blive rørt. Det blev oplyst, at skaden kunne mærkes under kørsel. Der foretoges kørsel med repræsentant for Mercedes Benz, medens E. Laursen og Søren Mølgaard var i bilen. Efterfølgende erklærede E. Laursen, at han ikke kunne udtale sig om, hvorvidt dækkene havde taget skade, men han anerkendte, at der under kørslen var uro i rattet. Ifølge Mercedes Benz' repræsentant var dette udtryk for, at dækkene ikke længere var fuldstændig cirkelrunde. 5. Oliespild fra topstykke, venstre side. Michael Parris oplyste, at dette skyldtes, at pakningen med topstykket var utæt, fordi bilen havde henstået så lang tid uden at blive rørt. Pakningen skulle udskiftes. E. Laursen konstaterede oliespild. 6. Måtter og sæder i bil. E. Laursen konstaterede, at de var snavsede. Søren Mølgaard oplyste, at bilen var snavset i samme omfang, da den blev beslaglagt, og at ingen havde været inde i bilen i den tid, den var i politiets varetægt. Bilen var blevet transporteret fra beslaglæggelsesstedet til opbevaringsstedet af Falck. 7. Træplade ved bagsæde. E. Laursen konstaterede, at den var snavset og ridset. 8. Indstigningslister. E. Laursen konstaterede, at de var ridsede. 9. Total klargøring. Michael Parris oplyste, at lakken var mat, fordi bilen havde henstået i snavset tilstand i så lang tid. E. Laursen bekræftede, at bilen havde været snavset, da den blev afhentet, og at lakken ikke var så ny, men havde ikke nogen mening om, hvad der skulle gøres i den anledning. 10. Bagrude. Michael Parris oplyste, at tre tråde i bagrudeafrimningen ikke virkede. Da der ikke kunne fremskaffes dug, kunne forholdet ikke påvises. Michael Parris oplyste, at en skade af denne type kun kunne opstå ved, at ruden blev ridset på indersiden. 11. Michael Parris oplyste, at vognen på grund af den lange tid, den havde henstået, skulle gennemgå stor service. E. Laursen havde ikke nogen mening herom. 16. august 1999 GL/bs« Skaderne nævnt i rapporten under punkt 1 lakskader vedrørende højre bagskærm, punkt 6 vedrørende snavs på måtter og sæder samt punkt 10 vedrørende bagrude er ikke omfattet af kravet i nærværende sag. Endvidere har told- og skatteregionen udarbejdet en kontrolrapport, hvori det om samme besigtigelse hedder: »Kontrolresultat: Registreringsafgift kr. 1.543.940 Beløbet betalt v/giro den 27.07.99, under E-nr. 37/99-856-955. Køretøjet har været opbevaret hos Helsingør Politi. Rapport afgivet og tilsendt regionens Lovafdeling 16.08.1999. E. Laursen A V 3 . . . 13.08.1999 Møde hos Mercedes Benz Hørsholm for besigtigelse af køretøjet. Deltagere: Mercedes Micael Parris Mercedes Thomas Andersen Politiet Søren Mølgaard Advokat Georg Lett Indehaver D Told-Skat E. Laursen I forhandlerens værkstedet blev køretøjet forevist i regnsvåd stand. Michael Parris oplyste at de havde vasket køretøjet og foretaget en kosmetisk- og en mekanisk gennemgang. Ved gennemgangen blev konstateret følgende 14 forhold, jvf. udleveret skema. Aftalt at advokatfirmaet fremsender renskrevet og mere detaljeret oversigt over de 14 fremførte punkter. Under punkt 9, 4 stk. dæk, blev Politiet og Told og Skat taget med på en mindre køretur, for om muligt at konstatere om de fire dæk var deformeret p.g.a. at køretøjet havde stået i længere tid uden at blive rørt. Efter endt køretur var der enighed om, at der ved kørsel med ca. 40 km/t. var lidt uro i rattet, der muligvis kan stamme fra deformerede dæk. Det blev oplyst af Thomas Andersen, at Mercedes havde kørt ca. 200 km. i køretøjet, for ad den vej, ved at dækkene blev varme, at få genen elimineret. Mercedes havde ikke ved maskinel afprøvning konstateret dækkenes ujævnheder. Under punkt 11, oliespild top venstre side, blev køretøjet løftet op og det kunne konstateres, at et gevindstykke med påsiddende møtrik var fugtig af olie, dog ikke så der kom dryp derfra. Mercedes v/Thomas Andersen oplyste at det kunne skyldes, at køretøjet havde henstået i længere tid uden at motoren var blevet rørt. Derved var en gummi »O-ring« i forbindelse med toppakningen indtørret og olien kunne da passere. Der var almindelig enighed om at lakken fremstod noget trist, men at den kunne poleres op i forbindelse med en klargøring og herunder ville de små ridser også forsvinde. Dybden på dækkenes mønster blev målt af Mercedes Benz v/Thomas Andersen således: VB 4,5 mm., HB 4,5 mm., HF 2,5 mm., VF 2,3 mm. E. Laursen . . . 31.08.1999 Søren Mølgaard, Politiet oplyste at han ville sende billederne af køretøjet snarest. Drøftede advokatens rapport af 25. august 1999 vedrørende skader på bilen, jvf. Besigtigelse af 13.08.1999: 1. Kofanger - venstre side - Enighed om at skaden var sket på Helsingør Politigård, ved at et køretøj havde påkørt bilen, medens bilen var beslaglagt og i ToldSkat/Politiets varetægt.« I sagsøgernes advokats brev af 25. august 1999 blev erstatningskrav med tillæg af renter forbeholdt og senere beløbsmæssigt endeligt opgjort ved brev af 18. november 1999. Der forelå da to fakturaer for henholdsvis reparationer og for oplakering m.v. som dokumentation for det krævede beløb på 91.589,08 kr. Sagsøgerne anlagde nærværende sag den 3. maj 2001 sag mod de sagsøgte, 1) Færdselsstyrelsen, 2) Told- og Skatteregion Helsingør og 3) Politimesteren i Helsingør. I retsbogen for et forberedende retsmøde den 5. maj 2006 hedder det bl.a.: » Sagen drøftedes. Der var enighed om, at sagsøgerne senest den 6. juni 2006 fremsender et processkrift indeholdende sagsøgernes endelige stillingtagen til hvilke påstande, der opretholdes i denne sag, og hvilke påstande der hæves som følge af, at kravene forfølges efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 a. Sagsøgerne vil endvidere tage stilling til om, påstanden over Told- og Skat i givet fald skal nedsættes med det allerede udbetalte beløb. Sagen udsat til den 6. juni 2006. . . .« Sagsøgerne afgav herefter processkrift af 6. juni 2006, hvori det bl.a. hedder: ». . . Påstand 3: Over for sagsøgte 3 nedlægges følgende påstand: Sagsøgte 3 tilpligtes at betale kr. 91.589,08 til sagsøger 2 med tillæg af rente fra 18. december 1999 til betaling sker. SAGSFREMSTILLING / ANBRINGENDER Påstand 1 og 3 er uændrede. De opgjorte skader frafaldes i kravet overfor Statsadvokaten. . . .« De sagsøgte tog ved processkrift af 7. juli 2006 bekræftende til genmæle over for påstand 1 og 2.1-2 i samme omfang som angivet i indledningen til nærværende dom. I øvrigt hed det: »Ad påstand 3 Der fremlægges kopi af afgørelse af 6. juni 2006 fra Statsadvokaten for Sjælland (bilag Ø). Det fremgår heraf, at der allerede er truffet administrativ beslutning om det erstatningskrav, som påstand 3 angår. På den baggrund - og det anførte ovenfor i relation til påstand 2.2 - opfordres sagsøgerne som nævnt til at hæve den resterende del af retssagen.« Om forløbet i strafferetsplejens former efter retsplejelovens kapitel 93 a er oplyst følgende: Sagsøgerne 1) og 2) fremsatte ved brev af 27. januar 2006 over for Statsadvokaten for Sjælland et erstatningskrav, der bl.a. omfattede et krav svarende til nærværende sags påstand 3. I brevet hed det bl.a.: »Ved brev af 2. december 2005 har Politimesteren i Helsingør meddelt min klient, at han har besluttet at opgive påtalen for overtrædelse af lov om registreringsafgift mv., jf. bilag 1. Politimesteren begrunder påtaleopgivelsen med, at sigtelsen efter en nærmere undersøgelse af den nyligt afsagte dom C-464/02 fra EF-Domstolen må betragtes som grundløs. På den baggrund fremsætter jeg hermed erstatningskrav på vegne af mine klienter D og F GmbH (bilens ejer) i anledning af den strafferetlige forfølgning i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a herunder særligt retsplejelovens § 1018b og § 1018c. Jeg skal samtidig fremsætte begæring om, at erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige regler tillige behandles i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel 93a, jf. retsplejelovens § 1018h. . . . Krav: På denne baggrund skal jeg på vegne mine klienter fremsætte følgende krav: 1) Tilbagesøgning af uberettiget opkrævet registreringsafgift. . . . 2) Erstatning for skader på motorkøretøjet, mens dette var i politiets varetægt I forbindelse med frigivelsen af bilen, omkring den 10. august 1999, blev det konstateret, at der i perioden hvor bilen havde været beslaglagt, var opstået en række skader på bilen. På baggrund heraf blev der ved brev af 11. august 1999, (vedlagt som bilag 5), overfor Politimesteren i Helsingør, varslet krav om erstatning, ligesom der blev opfordret til en besigtigelse af køretøjet. Denne besigtigelse blev foretaget den 13. august 1999, hvor såvel en repræsentant for Politimesteren i Helsingør som en repræsentant for Told- og Skatteregion Helsingør deltog. Besigtigelsesrapporten er vedlagt som bilag 6. Som det fremgår af bilag 6, har Politiet ikke anfægtet, at skaderne er opstået, mens bilen var i deres varetægt. Skaderne er opstået som følge af uforsvarlig opbevaring under beslaglæggelsen, hvorved Politiet har udvist culpa. Mine klienter ønsker at gøre erstatningskrav gældende for alle de i besigtigelsesrapporten konstaterede skader, bortset fra skaden på højre bagskærm, der allerede var til stede, da bilen blev beslaglagt samt snavs på måtter og sæder i bilen. Udgiften til reparationer andrager kr. 91.589,08, jf. bilag 7 og 8. Kravet blev endeligt opgjort og fremsat ved brev af 18. november 1999, og renterne skal således regnes fra den 18. december 1999, jf. rentelovens § 3, stk. 3. Kravet kan opgøres som følger: Udgifter til reparation : kr. 91.589,08 Renter fra 18. december 1999 til i dag : kr. 44.535,48 Der tages forbehold for yderligere renter, der måtte påløbe indtil betaling sker. 3) Værdiforringelse (afskrivninger) af motorkøretøjets værdi i beslaglæggelsesperioden. . . . 4) Godtgørelse for afsavn af motorkøretøjet i forbindelse med beslaglæggelsen i henhold til taksterne i Rigsadvokatens meddelelse. . . . 5) Erstatning for udgift til leje af bil, samt omkostninger til erhvervelse af ny bil. . . . 6) Erstatning i henhold til EMRK art. 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid hos anklagemyndigheden. . . . 7) Krav på salær for advokatbistand i forbindelse med kravenes opgørelse og fremsættelse . . .« Statsadvokaten for Sjællands afgørelse den 6. juni 2006 havde bl.a. følgende indhold: »Ved skrivelse af 27. januar 2006, modtaget her den 30. januar 2006, har De på vegne Deres klienter, D og F GmbH, ansøgt om erstatning i anledning af, at Politimesteren i Helsingør den 2. december 2005 besluttede at opgive påtale i den sag, hvor D var sigtet for overtrædelse af lov om registreringsafgift m.m., og hvor den bil han af sin arbejdsgiver - F GmbH - havde fået stillet til rådighed, i samme forbindelse var beslaglagt i perioden fra den 21. oktober 1998 til den 6. august 1999, hvor bilen blev udleveret. De har opgjort kravet som følger: 1. Tilbagebetaling af uberettiget opkrævet registreringsafgift. 2. Erstatning for skader på bilen, mens denne var i politiets varetægt. 3. Værdiforringelse (afskrivninger) af bilens værdi i beslaglæggelsesperioden. 4. Godtgørelse for afsavn af bilen i forbindelse med beslaglæggelsen. 5. Erstatning for udgift til leje af bil, samt omkostninger til erhvervelse af ny bil. 6. Erstatning i henhold til EMRK artikel 6, som følge af lang sagsbehandlingstid hos anklagemyndigheden. De har herudover anmodet om, at der tillægges Dem salær på 55.000 kroner for erstatningskravets opgørelse og fremsættelse. De har efterfølgende i en skrivelse af 6. marts 2006 - tillige fremsendt til Kammeradvokaten - oplyst, at kravet fremsat overfor mig om tilbagebetaling af registreringsafgift (angivet som punkt 1 ovenfor) frafaldes, og at krav om erstatning for tort, jfr. Retsplejelovens § 1018 a, som følge af beslaglæggelse af bilen er indeholdt under punkt 6. (Jfr. tillige ovenfor). Det fremgår af sagen, at Deres klient D den 21. oktober 1998 blev sigtet for overtrædelse af lov om registreringsafgift m.m., ved i tiden efter den 24. januar 1998 til kørsel i Danmark, at have gjort brug af personbil (mrk. Merzedes Benz. Model 140 C, uden at lade bilen fremstille for Told- og skatteregion Helsingør med henblik på afgiftsberigtigelse, hvorved told- og skattemyndighederne blev unddraget afgifter m.v. Bilen blev, som også ovenfor nævnt, med Deres klients tilladelse, foreløbig taget i bevaring den 21. oktober 1998. Dagen efter anmodede Told og Skatteregionen om beslaglæggelse af bilen, og Hørsholm ret opretholdt siden ved kendelse af 17. november 1998 beslaglæggelsen. Det fremgår af en notits i sagen af 18. februar 2001, udfærdiget af en politiassistent fra Rigspolitichefens Færdselsafdeling i Hørsholm, at Deres klient selv kørte bilen til Hørsholm politistation, hvorfra den 1-2 dage senere blev transporteret af Falck til Helsingør politigård, hvor den efter aftale med Told- og Skatteregionen blev opbevaret i garagen under politigården. Bilen har ifølge Politimesteren i Helsingør under opbevaringen været placeret i et hjørne af politiets garage, afspærret fra den øvrige del af garagen med »minestrimler«. Der har på intet tidspunkt været personer inde i bilen, men der er i forbindelse med opholdet i garagen fremkommet et skrabemærke på forreste kofangers venstre side. Efter betaling af registreringsafgift - under Deres klients protest - blev bilen udleveret til Deres klient D den 6. august 1999. Den 17. maj 2000 klagede De hertil over en af Politimesteren i Helsingør truffen afgørelse af 26. april, hvor Politimesteren ikke fandt grundlag for at kritisere sagsbehandlingstiden. Jeg traf den 14. juni 2000 afgørelse om, at jeg ej heller fandt grundlag for at kritisere den hengående sagsbehandlingstid, idet jeg udover det af Politimesteren allerede anførte (om bl.a. sagens kompleksitet) ligeledes tillagde det vægt, at der ifølge en i sagen vedlagt udtalelse fra Told og Skat, løbende var sket sagsbehandling og at sagen som følge heraf på intet tidspunkt havde ligget stille. Den 16. august 2001 anmodede Told- og Skatteregion Helsingør Politimesteren i Helsingør om at rejse tiltale mod Deres klient for overtrædelse af registreringsafgiftsloven m.m. Opmærksomheden blev her tillige henledt på at en civil - sideløbende - sag om registreringspligt og Deres klients bopælsforhold - ikke var endelig afgjort. Den 10. oktober 2001 fremsendte Politimesteren i Helsingør anklageskrift mod Deres klient til retten i Helsingør. Den 10. april 2002 begærede den beskikkede forsvarer, advokat Georg Lett, sagen udsat med henblik på forelæggelse for EF-domstolen af præjudicielle spørgsmål. Den 7. maj 2002 henstillede retten i Hørsholm, at straffesagen og spørgsmålet om forelæggelse for EF-domstolen udsattes, til der forelå en afgørelse i den civile sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt bilen var registreringspligtig i Danmark. Straffesagen blev herefter udsat til 7. maj 2003. Den 5. maj 2003 begærede anklagemyndigheden sagen yderligere udsat på afgørelse af en verserende sag ved EF-domstolen, Han van Lent-sagen. Den 14. maj 2003 besluttede byretten at straffesagen skulle udsættes, dels under henvisning til at den allerede havde været udsat på afgørelse af den civile sag, dels under henvisning til at en afgørelse i Hans van Lent-sagen skulle være nært forestående. Denne afgørelse blev den 24. september 2003 ændret af Østre Landsret, der her traf bestemmelse om at straffesagen mod Deres klient ikke længere skulle udsættes, idet en afgørelse i Hans van Lent-sagen, på baggrund af nye oplysninger, ikke længere kunne anses for nært forestående. I forbindelse med behandlingen af den civile sag blev spørgsmålet om Deres klients bopælsforhold i øvrigt udskilt til særskilt afgørelse, og Østre Landsret traf den 3. november 2003 ved kendelse afgørelse om, at Deres klient på tidspunktet for beslaglæggelsen af bilen havde sædvanligt opholdssted i Danmark. Den 12. november 2003 traf retten i Hørsholm afgørelse om, at der i straffesagen mod Deres klient, skulle stilles præjudicielle spørgsmål til EF-domstolen. Der var efterfølgende en række drøftelser omkring den nærmere udformning af spørgsmålene m.v., og den endelige forelæggelseskendelse blev afsagt af retten den 4. juni 2004. Den 15. september 2005 traf EF-domstolen imidlertid afgørelse i sag vedrørende den danske lovgivning, der lignede Deres klients sag, hvorefter straffesagen mod Deres klient den 2. december 2005 blev sluttet, ved Politimesteren i Helsingørs påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1. . . . For så vidt angår kravet under punkt 2) erstatning for skader på bilen, mens denne var i politiets varetægt, er det min opfattelse at kravet bør behandles efter retsplejelovens § 1018 h. De har fremsat krav om erstatning på 91.589,08 kroner + renter, 44.535,48 kroner. Jeg finder ikke at politiet ved at opbevare bilen i politigårdens garage - afspærret fra den øvrige del af garagen ved minestrimler - herved har handlet uforsvarligt - således at der allerede på dette grundlag er anledning til at udbetale erstatning. For så vidt angår hovedparten af de skader der er beskrevet i det besigtigelsesdokument De har vedlagt erstatningsansøgningen, har Politimesteren i Helsingør bestridt at disse skader - bortset fra en skramme på bilens forreste kofanger i venstre side - kan være opstået, men bilen har været opbevaret i garagen under politigården. Politimesteren har i den forbindelse tillige anført, at der ikke har været andre personer inde i bilen - bortset fra Deres klient - siden beslaglæggelsestidspunktet. Særligt for så vidt angår skævheden i dækkene har politimesteren anført, at det er uklart, hvorvidt denne skævhed tillige var tilstede på beslaglæggelsestidspunktet. Politimesteren har endvidere for så vidt angår Deres fremlagte dokumentation for udgifter til reparationer anført, at en del af de dér beskrevne reservedele, efter Politimesterens opfattelse, er ensbetydende med en forbedring af bilen (fx udskiftning af viskerblade). Visse serviceforbedringer må således skulle have været foretaget af Deres klienter, såfremt bilen ikke var blevet beslaglagt. For så vidt angår det ovenfor nævnte skrabemærke på forreste kofanger i venstre side bestrides det ikke, at dette er fremkommet under bilens ophold i politiets garage. Politimesteren har ej heller bestridt at bilen var støvet efter opholdet i garagen, og der foreligger en notits i sagen, hvoraf det fremgår at en Tidycar behandling til ca. 3000 kroner + moms, ville kunne afhjælpe dette. Det er på denne baggrund min opfattelse, at Deres fremsatte erstatningskrav i relation til skader på bilen m.v. (under punkt 2) i medfør af retsplejelovens § 1018 h kan imødekommes alene for så vidt angår skrabemærket på kofangeren (skønsmæssigt ansat til et beløb på 5000 kroner inkl. moms) samt det forhold at bilen var støvet af opholdet i garagen. (3000 kroner inkl. moms), i alt 8000 kroner inkl. moms, forrentet efter renteloven fra den 30. januar 2006 hvor jeg modtog Deres skrivelse med 7 % p.a. over den fastsatte referencesats. . . .« Sagsøgerne påklagede denne afgørelse til Rigsadvokaten ved brev af 4. juli 2006. Det hedder i brevet bl.a.: »Foreløbig klage over Statsadvokatens afgørelse i sagen j.nr. SA2-2006-521-1388 Ved brev af 6. juni 2006 har Statsadvokaten for Sjælland truffet afgørelse vedrørende det erstatningskrav som jeg på vegne af mine klienter D og F GmbH fremsatte den 27. januar 2006. Da Statsadvokaten alene har givet mine klienter delvist medhold i de fremsatte krav, skal jeg hermed påklage Statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten. Som angivet i Statsadvokatens afgørelse er kravet om tilbagebetaling af uberettiget opkrævet registreringsafgift frafaldet (overført til den civile sag). Krav om erstatning for skader på motorkøretøjet er tillige gjort gældende i den civile sag, hvorfor kravet frafaldes i nærværende sag. Erstatningskravene kan derfor opgøres således: . . .« Forklaringer: Der er under sagen afgivet partsforklaring af D og vidneforklaringer af Michael Parris og Søren Mølgaard. D har forklaret bl.a., at han kender advokatens rapport af 16. august 1999 vedrørende besigtigelse af bilen. Derimod har han aldrig set told- og skatteregionens kontrolrapport. Nogen må nødvendigvis have været inde på bilens førersæde for at frigøre automatgear i forbindelse med flytningen fra Hørsholm til Helsingør Politistation. I Helsingør stod bilen i en parkeringskælder sammen med politiets udrykningskøretøjer op ad en mur, 4-5 meter fra et vaskeanlæg og ca. 10 meter fra udkørslen. Det er derfor let at forestille sig, at bilen kan være påkørt af politiets køretøjer. Han hentede selv bilen på Helsingør Politistation og kørte den til Mercedes-forhandleren. I Danmark havde bilen, årgang 1997, en nyværdi på ca. 3,2 mio. kr. Der var fortsat garanti på bilen. Der blev foretaget en oplakering. Vidnet havde i sin ejertid kun foretaget almindelig bilvask. Michael Parris har forklaret bl.a., at han som sælger hos Mercedes-Benz besigtigede bilen og fik tilsendt rapporten af 16. august 1999. D var kunde i værkstedet. Bilen hoppede under kørsel på grund af ovale dæk, hvilket kan opstå, hvis en bil er opbevaret forkert eller har stået for længe med forkert dæktryk. Han husker ikke i dag nærmere om eventuelle lakskader, herunder hvad han måtte have anbefalet D. En TidyCar-behandling benyttes ofte i forbindelse med en salgsklargøring, og han har benyttet en sådan behandling i hundredevis af gange, men han husker ikke, om en sådan behandling var en mulighed på denne bil. Det kommer helt an på, om ridserne er for dybe til, at de kan poleres væk. Er der ridset ned i metallak med klar lak ovenpå, kan det ikke lade sig gøre. Han har 7 års erfaring som sælger i bilbrancen. Søren Mølgaard har forklaret bl.a., at han som politiassistent i Helsingør Politi var til stede, da D kom kørende med bilen til Hørsholm Politistation, og da Falck efter ca. et døgn transporterede den til garageanlægget i Helsingør. I den forbindelse var man inde i bilen. Han bemærkede, at bagsæderne var snavsede, som om et barn havde gået rundt på sæderne med mudder på fodtøjet. Det husker han, fordi det ikke passede med det, man forventer ved en så dyr bil. Bilen stod i et hjørne af garageanlægget. Den fik en patruljevogns plads. Der var trafik ind og ud af garageanlægget. Nøglerne hang i vagthavendes skab og ville sædvanligvis kun blive udleveret til sagsbehandleren. Den blå lak på kofangeren stammer antagelig fra, at en patruljebil har påkørt den. Fra besigtigelsen den 13. august 1999 husker han kun denne lakskade, samt at bilen var støvet. Han ved, at en TidyCar-behandling kan få en bil til at stå som ny, men han husker ikke, om den mulighed blev drøftet. Han har ikke konstateret skader på bilens metallak. Ved beslaglæggelse noteres bilens kilometertal. Procedure: Sagsøgerne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvori følgende er anført: Ad sagsøgtes afvisningspåstand Sagsøgte gør gældende, at sagsøgerne ikke kan få påkendt det samme forhold i en almindelig retssag, som allerede er blevet påkendt efter reglerne i retsplejeloven, kapitel 93(a). Hertil gøres følgende gældende: 1. Dette synspunkt kan ikke føre til afvisning, men alene til en afgørelse om realiteten. 2. Sagsøgeren fik ikke medhold ved den administrative afgørelse, hvorfor sagsøgeren naturligvis stadigvæk har en aktuel retlig interesse i det overskydende beløb. Indsigelsen kan derfor alene gå på de 8.000 kr., som den administrative myndighed har anerkendt. Beløbet er allerede fratrukket i påstanden. 3. Sagsøgeren tilkendegav i processkriftet [af 6. juni 2006], at kravet over for Statsadvokaten var frafaldet, og at sagen ville blive fortsat for landsretten. Herefter gik sagsbehandlingen hos statsadvokaten pludselig meget hurtig, og afgørelsen forelå, inden sagsøgeren havde tilskrevet statsadvokaten herom. At sagsøgeren ikke tilskrev statsadvokaten, efter at afgørelsen forelå, kræver næppe nogen nærmere forklaring. I stedet blev det meddelt Rigsadvokaten, at denne del af sagen ikke ønskedes behandlet i forbindelse med klagen til Rigsadvokaten. 4. Stillingen er den, at kravet blev rejst ved landsretten, længe før det - ved en fejl - blev medtaget i kravet mod statsadvokaten. At statsadvokaten »når« at træffe en afgørelse, inden denne fejl er berigtiget, kan naturligvis ikke medføre, at kravet »pludselig« ikke længere kan fremmes ved de almindelige domstole. Sagsøgte gør gældende, at det - efter en afgørelse fra Rigsadvokaten - er Rigsadvokaten og ikke Politimesteren i Helsingør, der er rette sagsøgte. Det gøres gældende, at dette heller ikke kan føre til afvisning, da det er et realitetsspørgsmål. Det forholder sig imidlertid sådan, at staten er en enhed, hvorfor dette anbringende hverken kunne føre til afvisning eller frifindelse, heller ikke selvom sagsøgte var angivet som Skatteministeriet, Kulturministeriet eller en anden statslig myndighed. I det foreliggende tilfælde hører begge de mulige sagsøgte endda under samme ministerium, nemlig Justitsministeriet. De sagsøgte gør også gældende, at det er sagsøgerens »eget ansvar og risiko, at sagsøgerne rejser kravet det sted, hvor sagsøgerne ønsker sagen behandlet - og at det er klart for myndighederne, hvor kravene ønskes behandlet« . Det gøres gældende, at det er uden betydning for sagen. Der er hverken i forvaltningsretten eller i retsplejen noget, der tilsiger, at krav rejst i en retssag mod staten »pludselig« falder væk, fordi sagsøgeren ved en fejltagelse medtager det samme spørgsmål i en klage til en administrativ myndighed. Hvis dette synspunkt ikke gælder i bred almindelighed, gælder det i hvert fald i en situation, hvor man under retssagen har tilkendegivet, at det er en fejl, og vil trække klagen tilbage - uanset at statens kompetente forvaltningsmyndighed »når« at træffe afgørelse om spørgsmålet. Sagen begæres derfor fremmet i realiteten. Til landsrettens orientering kan det oplyses, at sagsøgerens interesse i at fastholde sagen ved landsretten frem for hos Rigsadvokaten er, at sagsøgerne i den foreliggende sag har krav på renter fra sagens anlæg, hvorimod sagsøgeren ved sagens behandling gennem det administrative system så vidt ses ikke kan gøre krav på renter før sagens fremsættelse for den administrative myndighed, jf. også statsadvokatens afgørelse. Herudover vil en prøvelse af kravet via det administrative klagesystem medføre en langvarig sagsbehandling, hvis sagen skal forelægges for landsretten. Henset til at sagen allerede har verseret i 8 år, har sagsøgerne interesse i, at prøvelsen af sagen for landsretten kan ske umiddelbart. De sagsøgte har ikke godtgjort, hvilke hensyn der varetages med afvisningspåstanden. Ad erstatningskravet Til støtte for påstand 3 gøres det gældende, at sagsøgte 3 er erstatningsansvarlig for skaderne på køretøjet som følge af sagsøgte 3's uforsvarlige opbevaring af køretøjet. Kravet kan opgøres som sket i påstand 3.[. . .] Den allerede oppebårne erstatning er fratrukket i kravet. Skaderne er erkendt af sagsøgte 3 ved besigtigelsen den 13. august 1999, og der er i umiddelbar forlængelse heraf foretaget en opgørelse af udbedringsomkostningerne. Sagsøgte 3 har ikke protesteret over for denne opgørelse førend med sit processkrift af 18. april 2002, hvorfor det må lægges til grund, at kravet kan opgøres som sket i påstand 3. Det bestrides, at nogen af udgifterne vedrører sædvanlig service af bilen. Det bestrides endvidere, at køretøjet har stået i en »lukket garage«, hvor der ikke har kunnet opstå stenslag eller ødelæggelse af lakken. Det bemærkes, at garagen er en garage, hvorfra der bl.a. sker politiudrykninger, og garagen kan skønsmæssigt indeholde ca. 50 biler. Særlig for så vidt angår sagsøgtes bemærkninger om anvendelse af TidyCar-behandling gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at antage, at denne behandling var tilstrækkelig. Herunder bemærkes det, som tillige anført i stævningen, at sagsøgte 3 ikke har protesteret over for opgørelsen af udbedringsomkostningerne, som blev fremsendt umiddelbart efter besigtigelsen af køretøjet, hvorfor det må lægges til grund, at kravet kan opgøres som sket i påstand 3. Ad udsættelse af sagen Det bestrides, at der er grundlag for at udsætte nærværende sags behandling, indtil Rigsadvokatens afgørelse foreligger. Erstatningskravet som resterer i nærværende sag, er ikke en del af den sag, der verserer for Rigsadvokaten. Sagsøgte 3 har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvori følgende er anført: Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at sagsøgerne ikke længere har en konkret, aktuel retlig interesse i at få påstand 3 pådømt af domstolene. Ved afgørelsen af 6. juni 2006 fra Statsadvokaten for Sjælland er der således allerede - i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 93a - truffet administrativ afgørelse om det erstatningskrav, som påstand 3 angår. Afgørelsen er nu påklaget til Rigsadvokaten. Sagsøgerne kan således ikke få påkendt det samme forhold i en almindelig retssag, som allerede er blevet påkendt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Det følger af retsplejelovens kapitel 93 a, at såfremt sagsøgerne er uenige i Statsadvokatens afgørelse kan denne indbringes for Rigsadvokaten, hvilket altså er sket - og dennes afgørelse kan i sidste ende indbringes for domstolene. Det gøres derfor til støtte for den subsidiære påstand gældende, at sagsøgte 3 ikke er rette sagsøgte, idet sagsøgte 3 ikke har rådighed over sagen. Det gøres gældende, at sagsøgerne ikke ved klagen til Rigsadvokaten kan anses for fuldstændig at have frafaldet behandlingen af kravet i administrativ regi. I denne forbindelse bemærkes, at det er sagsøgernes eget ansvar og egen risiko, at sagsøgerne rejser kravet det sted, hvor sagsøgerne ønsker det behandlet - og at det er klart for myndighederne, hvor kravene ønskes behandlet. Det gøres således gældende, at sagsøgerne må anses for at have valgt en administrativ behandling af kravet. Til støtte for den mere subsidiære påstand henvises til det ovenfor anførte. Til støtte for de nedlagte frifindelsespåstande gøres det herudover gældende, at sagsøgte 3 ikke er erstatningsansvarlig for det påståede tab - i hvert fald ikke samtlige poster i opgørelserne fra Mercedes Benz København A/S. I denne forbindelse gøres det gældende, at der ikke er det fornødne ansvarsgrundlag, ligesom det overordnet gøres gældende, at det er udokumenteret, at køretøjet er blevet påført alle de skader, som sagsøgerne anfører, under beslaglæggelsen af bilen. Sagsøgte 3 har tidligere kunnet anerkende ansvaret for beskadigelsen af kofangeren (lakken) i venstre side, og f.eks. duplikken . . . Dette krav er imidlertid nu afgjort ved afgørelse af 6. juni 2006 fra Statsadvokaten for Sjælland. På denne baggrund gøres det gældende, at sagsøgerne ikke kan få dobbelt erstatning for kravet. Da afgørelsen af 6. juni 2006 også har taget stilling til krav, på grund af at bilen var støvet af opholdet i garagen, kan sagsøgerne heller ikke gøre dette krav gældende under denne retssag. I denne forbindelse gøres det gældende, at eventuel støv efter opholdet i garagen kunne være blevet fjernet ved en TidyCar-behandling til maksimalt kr. 3.000,- eksklusive moms. Subsidiært gøres det gældende, at sagsøgerne ikke har lidt så stort et tab som påstået vedrørende dette forhold. Vedrørende beskadigelsen af bagruden og indstigningslister og nye måtter bestrides det, at nogle personer har været inde i køretøjet i den tid, det var i politiets varetægt, jf. Søren Mølgaards bemærkning i rapporten. Det må i denne forbindelse lægges til grund som ubestridt, at ingen politifolk på noget tidspunkt har været inde i bilen, idet følgende hændelsesforløb beskrevet i duplikken er ubestridt: Sagsøger 1 kørte selv bilen til Hørsholm Politistation den 21. oktober 1998. Bilen blev af sagsøger 1 parkeret i benzingården på politistationen. Den 11. januar 1999 blev bilen af Falck transporteret til Politigården i Helsingør for der at blive opbevaret i den lukkede garage på politigården, jf. fakturaen. Under bilens ophold i garagen afmonterede politiassistent Søren Mølgaard bilens nummerplader, hvilket foregik, uden at Søren Mølgaard var inde i bilen. Det må endvidere lægges til grund som ubestridt, at bilen ved standsningen af sagsøger den 21. oktober 1998 var beskidt, specielt på bagsædet og bag forsæderne. På den baggrund må det lægges til grund, at skaderne omtalt i punkt 6, 7, 8 og 10 ikke kan være påført af sagsøgte 3. Endvidere kan 2 stenslag på forruden, punkt 2, heller ikke være sket, mens bilen var i politiets varetægt, idet køretøjet har stået i en lukket garage. Af samme årsag kan bilens matte lak heller ikke skyldes påvirkning fra solen. For så vidt angår deforme dæk henvises til [kontrolrapporten]. I denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne er enige i, at bilen har stået i en garage, . . ., om end sagsøgerne ikke mener, at garagen kan betegnes som »lukket«, idet der bl.a. sker politiudrykninger herfra. Endvidere gøres det gældende, at en lang række af udgifterne (navnlig udskiftning af tændrør, aktivkultfilter, bremseklodser, viskerblade, smøreolie og oliefilter) vedrører sædvanlig service af bilen, som må antages at skulle have været udført under alle omstændigheder, såfremt sagsøger 1) ofte have benyttet køretøjet til transport mellem Danmark og Tyskland - eller der er tale om egentlige forbedringer Til støtte for den mest subsidiære påstand henvises til retsplejelovens § 345. Parterne har endvidere procederet spørgsmålet om sagsomkostninger. Landsrettens begrundelse og resultat: Et erstatningskrav, der på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler rejses af sigtede, domfældte eller andre i anledning af en strafferetlig forfølgning, kan efter begæring behandles i strafferetsplejens former efter retsplejelovens kapitel 93 a, jf. § 1018 h, eller ved civilt søgsmål. Ved behandling efter retsplejelovens kapitel 93 a træffer statsadvokaten i almindelighed administrativ afgørelse i første instans og med klagemulighed til Rigsadvokaten, jf. retsplejelovens § 1018 e. Imødekommes et krav ikke, eller imødekommes det ikke fuldt ud, kan den erstatningssøgende begære kravet indbragt for byretten med ankeadgang til landsretten, jf. § 1018 f. Der tilkommer således den erstatningssøgende en valgmulighed mellem de to procesformer, enten administrativ behandling med eventuel efterfølgende domstolsbehandling i strafferetsplejens former eller behandling ved civilt søgsmål. Der skal imidlertid træffes et valg, hvilket er præciseret i det forberedende retsmøde den 5. maj 2006. Landsretten finder, at den erstatningssøgende har adgang til at ændre sit valg mellem de to procesformer, i tiden frem til der er truffet retskraftig afgørelse i første instans henholdsvis ved dom i den civile sag eller ved administrativ afgørelse af statsadvokaten. Derefter er den erstatningssøgende imidlertid bundet af sit valg med den konsekvens, at en materiel afgørelse om erstatningskravet alene kan ændres ved appel til ankeinstansen eller ved rekurs med efterfølgende domstolsprøvelse, jf. dog retsplejelovens § 1018 f, stk. 3. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgerne over for Statsadvokaten for Sjælland først i forbindelse med klagen til Rigsadvokaten ved brev af 4. juli 2006 har frafaldet begæringen om administrativ behandling af kravet vedrørende påstand 3, og at det ikke har været kendeligt for statsadvokaten, at der eventuelt forelå en fejl eller lignende. Da Statsadvokaten for Sjælland med afgørelsen af 6. juni 2006 har taget materiel stilling til det påståede krav svarende til påstand 3 i denne sag, følger det af det anførte, at afvisningspåstanden vedrørende den civile sag må tages til følge. Efter sagens udfald pålægges det sagsøgerne at betale sagsomkostninger til sagsøgte 3 i overensstemmelse hermed som nedenfor bestemt. I beløbet indgår udgiften til materialesamling med 755 kr. + moms. Det bemærkes, at landsretten samtidig med denne dom har afgjort omkostningsspørgsmålet i den forligte sag mellem sagsøgerne og sagsøgte 1 og 2. Der henvises herom til retsbogen. - - - D og F GmbH skal in solidum inden 14 dage fra denne dom til Politimesteren i Helsingør i sagsomkostninger betale 25.000 kr. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 19. afdeling den 19. december 2006. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Sørensen, Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne. Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387. Påstande Appellanterne, D og F GmbH, har påstået sagen hjemvist til landsretten til fornyet behandling i realiteten. Indstævnte, Nordsjællands Politi, har påstået stadfæstelse. Højesterets begrundelse og resultat Tre dommere - Per Sørensen, Thomas Rørdam og Vibeke Rønne - udtaler: Som anført af landsretten kan et erstatningskrav, der på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler rejses i anledning af strafferetlig forfølgning, behandles enten ved civilt søgsmål eller efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. § 10 18 h. Reglerne i kapitel 93 a fastlægger en særlig processuel fremgangsmåde ved behandlingen af sådanne erstatningskrav, der indebærer en betydelig processuel lettelse for den erstatningssøgende. D og F GmbH anlagde denne sag den 3. maj 2001 som civilt søgsmål mod Politimesteren i Helsingør (nu Nordsjællands Politi), bl.a. med krav om erstatning for de skader på bilen, der var opstået, mens den under beslaglæggelsen blev opbevaret hos politiet. Efter at påtale i straffesagen var blevet opgivet den 2. december 2005, fremsatte appellanterne den 27. januar 2006 krav om erstatning over for Statsadvokaten for Sjælland, idet kravet, der hviler på dansk rets almindelige erstatningsregler, ønskedes behandlet efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 a, jf. § 1018 h. Inden statsadvokaten traf afgørelse, blev der den 5. maj 2006 afholdt et forberedende retsmøde i landsretten, hvor der var enighed om, at appellanterne senest den 6. juni 2006 skulle tage stilling til, hvilke krav de opretholdt i denne sag, og hvilke krav de frafaldt, som følge af at kravene blev forfulgt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Appellanterne meddelte herefter den 6. juni 2006 i et processkrift, at de i denne sag opretholdt kravet på 91.589,08 kr. med renter, og at de derfor frafaldt dette krav under behandlingen i medfør af kapitel 93 a. Samme dag - den 6. juni 2006 - traf statsadvokaten afgørelse og tilkendte appellanterne en erstatning på 8.000 kr. med renter. Den øvrige del af erstatningskravet blev afvist. I klageskrivelsen af 4. juli 2006 til Rigsadvokaten meddelte appellanterne bl.a., at de frafaldt kravet om erstatning for skader på bilen, da dette krav var gjort gældende i den civile sag. Appellanterne har senere reduceret deres krav i denne sag med de 8.000 kr. til 83.589,08 kr. med renter. I hvert fald efter dette forløb finder vi, at appellanterne ikke er afskåret fra at forfølge restkravet på 83.589,08 kr. med renter under denne sag. Vi stemmer herefter for at tage appellanternes påstand til følge, således at landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til landsretten til behandling i realiteten. Dommerne Asbjørn Jensen og Marianne Højgaard Pedersen udtaler: Appellanterne valgte i januar 2006 at benytte sig af muligheden for at få deres erstatningskrav for skader på bilen behandlet efter den særlige fremgangsmåde, der er fastlagt i retsplejelovens kapitel 93 a, selv om de i 2001 havde anlagt en civil sag, der bl.a. omfattede det samme krav. Der er ikke grundlag for at antage, at anmodningen herom til statsadvokaten beroede på en fejl. Appellanterne havde ikke tilbagekaldt deres anmodning over for statsadvokaten, da denne den 6. juni 2006 traf afgørelse om deres krav på erstatning. Vi finder derfor, at appellanterne, i hvert fald efter at denne afgørelse var truffet, ikke kan kræve kravet påkendt i den civile retsplejes former. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til landsretten til behandling i realiteten. I sagsomkostninger for Højesteret skal Nordsjællands Politi betale i alt 25.000 kr. til D og F GmbH. Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.