Erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb
til personer, der ikke har været sigtet
 

 

Erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb mod ikke-sigtede kan ydes efter retsplejelovens § 1018 C. 

Om erstatning til ikke-sigtede fremgår af kapitel 5 i anklagemyndighedens årsberetning 1998-1999 følgende:
 
  "....5. Retsplejelovens § 1018 c

5.1. Indledning

Bestemmelsen i § 1018 c er sålydende:


"Har der overfor en person, der ikke har været sigtet, været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning, ydes erstatning, hvis det findes rimeligt."

Bestemmelsen er fakultativ, således at erstatning alene ydes efter en rimelighedsvurdering.

Bestemmelsen indebærer, at personer, der har været udsat for straffeprocessuelle indgreb uden at have være sigtet, kan få erstatningskrav behandlet i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a, jf. ovenfor under 2.2. om hvornår en ikke-sigtet
kan siges at have været udsat for et straffeprocessuelt indgreb.

I bemærkningerne til bestemmelsen (FT 1977-78, tillæg A spalte 2376 og 2403) er der henvist til et mindretalsforslag i betænkning 801/1977 s 60, hvor der er anført følgende om baggrunden for bestemmelsen:
"Det forekommer urimeligt, at sigtedes erstatningskrav i anledning af en ransagning skal
kunne behandles efter de lette regler i kap 93 a, og skal kunne imødekommes, selv om sædvanligt
ansvarsgrundlag ikke foreligger, medens den person, der ikke har været sigtet, men
hos hvem der også har været foretaget ransagning med økonomisk skade, lidelse eller tort til
følge, skal være henvist til at gå den tunge gang at anlægge en civil retssag og kun kan få sit
krav imødekommet, hvis der er udvist et ansvarspådragende forhold fra myndighedernes side.
Ganske vist vil et indgreb mod en ikke-sigtet sjældnere medføre økonomisk skade, lidelse eller
tort end et indgreb mod en sigtet, men i de tilfælde, hvor skade lidelse eller tort faktisk foreligger,
ses der ingen grund til at stille den ikke-sigtede ringere end den sigtede".

5.2. Generelle spørgsmål om bestemmelsens anvendelsesområde
Det beror efter anklagemyndighedens administrative praksis på en konkret vurdering,
om der ydes erstatning. Ved vurderingen lægges der ligesom for sigtedes vedkommende vægt på, om indgrebet er af en sådan intensitet eller medfører en sådan
ulempe, at det findes rimeligt at yde erstatning.

Erstatningen udmåles i givet fald ligesom for sigtede efter taksterne i Rigsadvokatens
meddelelse om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a. Erstatning
nægtes, hvor der er udvist egen skyld, eller vedkommende selv er nærmest til
at bære risikoen for at blive udsat for det straffeprocessuelle indgreb.
Afhøring af en person som vidne er ikke et straffeprocessuelt indgreb, der kan
medføre erstatning efter retsplejelovens § 1018 c.

Erstatning som følge af en anholdelse, hvor den anholdte ikke er blevet formelt
sigtet ydes efter retsplejelovens § 1018 a, idet anholdelse må forudsætte en sådan
mistanke om et strafbart forhold, at der er grundlag for at fremsætte en formel sigtelse,
jf. herved Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje II (1989) s. 114. I tidligere
administrativ praksis blev § 1018 c anvendt i nogle tilfælde, hvor der havde foreligget
et straffeprocessuelt indgreb, der måtte sidestilles med en frihedsberøvelse, uden
at der forelå et formel sigtelse eller anholdelse. Dette bør generelt undgås.
Selvom bestemmelsen efter sin ordlyd alene angår fysiske personer, antages det i
praksis, at bestemmelsen ligesom § 1018 b også finder anvendelse ved krav om erstatning
til juridiske personer, overfor hvem der har været iværksat straffeprocessuelle
indgreb.

Retten kan nægte at behandle et erstatningskrav, der fremsættes af nogen, der
ikke har været sigtet, såfremt kravet ikke på rimelig måde kan behandles i strafferetsplejens
former, jf. retsplejelovens § 1018 f, stk. 3, 2. pkt. Den forurettede kan herefter
fremsætte kravet i den borgerlige retsplejes former, jf. retsplejelovens § 1018 f,
stk. 3, 3. pkt.

I U 1987.383 V er det i øvrigt anført, at en sag om erstatning i medfør af retsplejelovens
§ 1018 c kun undtagelsesvist bør henskydes til civilt søgsmål.
Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999 60

5.3. Sagstyper
Bestemmelsen er blandt andet blevet vurderet i følgende tilfælde:

RA E 840/97 om telefonaflytning. Som led i efterforskning af en narkosag foretog politiet aflytning af en mobiltelefon tilhørende A, der ikke havde været sigtet i sagen. Den egentlige bruger af mobiltelefonen var imidlertid A's søn. Under disse omstændigheder fandtes A ikke at have været udsat for lidelse, tort eller ulempe som følge af indgrebet, og erstatning blev derfor afslået.

På tilsvarende vis kan erstatning tænkes nægtet ved telefonaflytning af en "fast" telefon, hvor erstatningssøgende ikke er tilmeldt på adressen, men udelukkende er formel indehaver af telefonen.

For ransagninger hos ikke-sigtede personer ydes erstatning efter samme retningslinier som for ransagning hos sigtede. Erstatning kan nægtes i det omfang, det findes rimeligt, at vedkommende selv bærer risikoen for, at politiet gennemfører ransagningen. Ejeren af en lejlighed må således som udgangspunkt selv bære risikoen for, at en person, som ejeren har givet adgang til lejligheden, er kriminel, og eventuelt anvender den til opbevaring af f.eks. stjålne genstande eller narkotika.

Lignende risikobetragtninger som ved ransagning er anvendt i sager om beslaglæggelse m.v. af genstande, herunder f.eks. motorkøretøjer, som ejeren har overladt til den sigtede. Der vil som udgangspunkt ikke skulle ydes erstatning til ejeren, som selv må bære risikoen for den adfærd, som sigtede har udvist. Dette er lagt til grund i RA E 324/96. I forbindelse med efterforskning af et drab tilbageholdt politiet i 18 dage en bil, der havde været anvendt i forbindelse med drabet. Erstatningssøgende, der var en juridisk person, anvendte bilen til udlejning. Den ansatte, der udlejede bilen, havde til sagen oplyst, at han var klar over, at lejeren var medlem eller tilknyttet en rockerklub. Erstatning blev afvist, idet firmaet som følge af den ansattes kendskab til lejeren måtte bære risikoen for, at lejeren udviste en sådan adfærd, der måtte påregnes at medføre risiko for, at køretøjet blev tilbageholdt med henblik på, at politiets skulle gennemføre tekniske undersøgelser.

I et tilfælde, hvor påtale mod den sigtede blev opgivet, da sigtelsen viste sig grundløs, er der administrativt ydet erstatning til ejeren af den genstand, som politiet har beslaglagt/taget i bevaring, således i RA E 502/96. Efter anholdelse af en
taxichauffør, der blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, (voldtægt), blev taxien i nogle timer taget i bevaring af politiet med henblik på tekniske undersøgelser.

Efter at påtale mod taxichaufføren var opgivet i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, krævede både taxichaufføren og taxivognmanden erstatning. Det blev i sagen lagt til grund, at taxichaufføren ikke havde udvist egen skyld. Taxichaufføren
blev ydet takstmæssig erstatning for anholdelsen. Der blev i medfør af retsplejelovens § 1018 c ydet vognmanden 1.200 kr. i erstatning for mistet indtjening og 500 kr. for andet økonomisk tab.

Bestemmelsen kan også finde anvendelse på vidner, over for hvem der har været anvendt vidnetvangsmidler med urette, f.eks. fordi vidnet var omfattet af en vidnefritagelsesgrund., jf. Kommenteret Retsplejelov, 5. udgave, § 1018 c, note 2.

Også mere indirekte udgifter kan i særlige tilfælde erstattes efter retsplejelovens § 1018 c. Som et eksempel fra administrativ praksis kan nævnes afgørelsen i RA 456/91. En kvinde, hvis samlever var blevet myrdet, blev på grund af politiets undersøgelser af boligen indlogeret på hotel på kommunens regning. Udgifterne hertil androg 15.480 kr. Kvinden blev senere tiltalt som medskyldig i drabet, men blev frifundet. Kommunens udgifter til hotelopholdet blev erstattet i henhold til retsplejelovens § 1018 c.

I det omfang et efterforskningsskridt medfører en alvorlig krænkelse af privatlivets fred kan der efter omstændighederne ydes erstatning. Som eksempel herpå kan nævnes U 1982.1170 V. Under efterforskningen af en drabssag lod politiet offentliggøre et fotografi af en kvinde, som man efterlyste. Fotografiet var fundet i den dræbtes lejlighed. Kvinden viste sig intet at have med sagen at gøre. Fotografiet var uden hendes vidende udleveret til den dræbte af et kontaktbureau. Anklagemyndigheden
tilbød 5.000 kr. i erstatning, hvilket byretten tiltrådte. Landsretten forhøjede erstatningen til 10.000 kr.

For efterforskningsskridt af mindre indgribende karakter ydes ingen erstatning. Som et særligt eksempel kan nævnes afgørelsen i RA E 458/96. Politiet foretog som led i efterforskningen af en sag vedrørende hæleri ransagning og fandt et smykke, der senere viste sig at tilhøre moderen til den sigtede. Politiet offentliggjorde et billede af smykket i et lokalt dagblad, idet det var anført, at smykket hidrørte fra tyveri. Erstatning herfor blev nægtet, idet smykket ikke var egnet til at identificere moderen som ejer af smykket uden for en meget snæver personkreds, der i forvejen var bekendt med, at smykket tilhørte hende.

RA E 1013/97 om teleoplysning. Politiet havde over en periode af cirka 1½ måned indhentet teleoplysning vedrørende en ikke sigtets telefon, hvorved der blev givet oplysning om abonnentens identitet og om hvilke telefoner, der blev sat i forbindelse
med telefonen. Erstatning blev nægtet, idet indgrebet ikke var af en sådan intensitet eller medførte en sådan ulempe, at det var rimeligt at yde erstatning. ..."