UfR 1975.14 HD

 

 

H. D. 7. november 1974 i sag II 154/1974

Rigsadvokaten mod T (hrs. Ib Thyregod e. o.).

Horsens by- og herredsrets dom 30. januar 1974 (1. afd.).


Under denne efter retsplejelovens § 925 behandlede sag tiltales T, - - -, for overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1.


Tiltalte er født den 9. november 1951 - - - og er tidligere straffet senest


ved Horsens by- og herredsrets 1. afdelings dom af 2. maj 1973 efter straffelovens § 285, stk. 1, jfr. § 284, jfr. § 276 med en betinget dom uden straffastsættelse, og


ved samme rets dom af 29. oktober 1973 efter straffelovens § 172, stk. 1, jfr. § 171, jfr. § 23, jfr. § 21 og efter § 293, stk. 1 samt § 285, stk. 1, jfr. § 276 med en fællesstraf af fængsel i 6 måneder.


Prøveløsladt den 6. december 1973 med reststraf af 64 dage.


Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de iøvrigt foreliggende oplysninger, finder retten det bevist, at han har gjort sig skyldig i falsk forklaring for retten efter straffelovens § 158, stk. 1 ved den 31. oktober 1973 Kl. 10.30 i Horsens by- og herredsrets 1. afdeling som vidne i en. straffesag mod A - efter at være formanet til sandheds følge - at have forklaret, at han den 11. oktober 1973 alene forøvede brugstyveri af en personmotorvogn i Horsens, og at han samme dag alene forøvede tyveri i Stouby skole af 4 båndoptagere og 1 højttaler, uagtet han forøvede begge forhold sammen med A.


Som følge af det anførte vil tiltalte være at anse efter straffelovens § 158, stk. 1, med fængsel i 60 dage.


Når henses til, at tiltalte under den mod ham for det omhandlede tyveri rejste sag, så sent som 2 dage før det nu påsigtede forhold ligeledes havde forklaret, at han var alene om tyveriet, og når henses til formålet med den urigtige forklaring findes det efter omstændighederne i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, at burde bestemmes at fuldbyrdelsen udsættes i overensstemmelse med de i straffelovens 7. kapitel herom gældende regler, således at den bortfalder efter forløbet af en prøvetid På 2 år under de nedenfor angivne betingelser.


Det findes at burde have sit forblivende med udsættelsen af fuldbyrdelsen af den ved prøveløsladelsen den 6. december 1973 betingelsesvist henstående reststraf på 64 dage.


- - -

Vestre Landsrets dom 28. maj 1974 (1. afd.)



Den i denne sag af Horsens by- og herredsrets 1. afdeling den 30. januar 1974 afsagte dom er påanket af anklagemyndigheden til domfældelse af tiltalte efter tiltalen og til skærpelse, navnlig således at der idømmes ubetinget straf.


Tiltalte har påstået stadfæstelse.


Til fremstillingen i dommen føjes, at tiltalte og A i et den 11. oktober 1973 afholdt retsmøde i Horsens by- og herredsret blev fængslet som sigtede for i forening at have begået det pågældende brugstyveri og indbrudstyveri subsidiært for hæleri med hensyn til tyveri, efter at de var blevet anholdt af politiet samme dags morgen. Begge sigtede havde i retsmødet nægtet sig skyldige, men under en politiafhøring den 19. oktober erkendte tiltalte sig skyldig i det pågældende indbrud, som efter hans forklaring var begået af ham alene, samt i brugstyveri. Med henblik på sagens behandling for tiltaltes vedkommende efter reglerne i retsplejelovens § 925 blev der den 25. oktober til retten indgivet begæring om forundersøgelse mod ham i overensstemmelse med hans forklaring til politiet. I et retsmøde den 29. oktober erkendte tiltalte sig skyldig i de ham påsigtede forhold, hvorefter sagen fremmedes til dom i henhold til retsplejelovens § 925. Ved den i samme retsmøde afsagte dom blev tiltalte for de pågældende forhold - samt for et dokumentfalskforhold - idømt en fællesstraf af fængsel i 6 måneder. Tiltalte modtog dommen.


Den 31. oktober afholdtes et retsmøde til afgørelse af spørgsmålet om fortsat fængsling af A, der stadig nægtede sig skyldig i de påsigtede forhold. 1 dette retsmøde foretoges den i den indankede dom nævnte afhøring af tiltalte som vidne, idet det tilkendegaves ham, at han havde pligt til at tale sandhed, og at urigtig forklaring var forbundet med strafansvar. Tiltalte afgav da som vidne den med hans 2 dage tidligere som sigtet afgivne forklaring stemmende forklaring om, at han havde begået indbruddet alene og således ikke havde haft nogen medskyldig, hvilken forklaring han fastholdt, efter at strafansvaret for falsk forklaring alvorligt var indskærpet ham. Under en af kriminalpolitiet i Horsens den 23. november foretaget fornyet afhøring af tiltalte, erkendte han imidlertid, at A var medskyldig i de pågældende forhold, hvorefter A aflagde tilståelse i overensstemmelse hermed.


Den fritagelse for at afgive forklaring som ved retsplejeloven - jfr. dens §§ 765, stk. 2, 807, stk. 3, og 868 - er hjemlet for en sigtet findes at måtte gælde, også efter at sagen mod ham er afsluttet ved tiltalefrafald eller upåankelig dom. Idet tiltalte ikke har kunnet afhøres som vidne under den mod medsigtede rejste straffesag uden at komme til at udtale sig om den mod ham selv rejste sigtelse, findes han ikke at have haft pligt til at udtale sig, og da hans forklaring herefter ikke kan anses afgivet under vidneansvar, findes han ikke at være skyldig til straf efter straffelovens § 158. Tiltalte vil derfor være at frifinde.


- - -

Højesterets dom.



Den i denne sag af Vestre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse og idømmelse af ubetinget straf.


Tiltalte har principalt påstået stadfæstelse. Subsidiært har han påstået strafbortfald i medfør af straffelovens § 159, stk. 1 og mest subsidiært stadfæstelse af by- og herredsrettens dom.


I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Trolle, Tamm, Blom-Andersen, Hvidt, Høyrup, Thygesen og Høeg.


En sigtets efter retsplejeloven hjemlede fritagelse for at afgive forklaring findes - i hvert fald i almindelighed - ikke at kunne gælde, efter at sagen mod ham er sluttet med tiltalefrafald eller endelig dom.


Da T den 31. oktober 1973 afgav forklaring, var den over ham den 29. oktober 1973 afsagte dom ikke endelig, idet statsadvokaten først den 2. november 1973 gav fuldbyrdelsesordre. Tiltalte burde derfor ikke den 31. oktober 1973 være afhørt som vidne. Da hans forklaring herefter ikke kan anses afgivet under vidneansvar, tiltrædes det, at han er frifundet for den rejste tiltale, jfr. straffelovens § 159, stk. 1.


Dommer Blom-Andersen tilføjer, at han yderligere anser frihed for straf efter straffelovens § 159 for at følge af, at der i et tilfælde som det foreliggende, uanset om afhøringen fandt sted før eller efter statsadvokatens fuldbyrdelsesordre, ikke burde være afkrævet tiltalte svar under vidnepligt på spørgsmål, som forudsatte, at han - på et også for vurderingen af hans egen strafskyld ikke uvæsentligt punkt, jfr. straffelovens § 80, stk. 2, - skulle fravige sin under den nylig afsluttede straffesag afgivne forklaring, hvis rigtighed endda i denne sag af retten er lagt til grund som bestyrket ved de iøvrigt foreliggende oplysninger.


Landsrettens dom vil herefter være at stadfæste.


Thi kendes for ret:


Landsrettens dom bør ved magt at stande.


Sagens omkostninger for Højesteret udredes af statskassen.2)