Uddrag
fra de almindelige
bemærkninger i lov
113 af 3. februar 2012
om om ændring af
straffuldbyrdelsesloven og
retsafgiftsloven mv.
"3.11.
Domstolsprøvelse af afslag
på erstatning
3.11.1. Gældende ret
Straffuldbyrdelsesloven
indeholder regler om særlig
let adgang til
domstolsprøvelse af visse
endelige administrative
afgørelser, således at den
dømte inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den
pågældende, kan kræve
afgørelsen indbragt for
retten, jf.
straffuldbyrdelseslovens §
112.
De
afgørelser, der er omfattet
af ordningen, vedrører
straffetidsberegning,
tilbageholdelse af breve af
hensyn til beskyttelse af
den forurettede ved
lovovertrædelsen, afgørelser
om disciplinærstraf i form
af strafcelle i mere end 7
dage, konfiskation,
modregning af
erstatningsbeløb af en vis
størrelse, nægtelse af
prøveløsladelse,
genindsættelse af en
prøveløsladt, indsættelse af
en betinget benådet, og
afgørelser om nægtelse af
erstatning i anledning af
uforskyldt udståelse af
fængselsstraf i for lang tid
eller anbringelse i
strafcelle i mere end 7
dage.
Det
fremgår af lovens
forarbejder, at de
afgørelser der er omfattet
af den særlig lette adgang
til domstolsprøvelse, er
udvalgt, fordi de har lighed
med straffesager eller i
øvrigt har særligt
indgribende betydning for
den indsatte, hvorimod bl.a.
afgørelser, der er begrundet
i hensynet til at opretholde
orden og sikkerhed i
kriminalforsorgens
institutioner, er holdt uden
for ordningen.
Ved
bekendtgørelse nr. 397 af
17. maj 2001 har
justitsministeren bl.a.
bestemt, at begæring om
domstolsprøvelse af en
afgørelse, der kan kræves
indbragt til prøvelse ved
domstolene efter
straffuldbyrdelseslovens §
112, kan fremsættes
skriftligt eller mundtligt
over for enhver af
kriminalforsorgens
institutioner eller
afdelinger og over for
Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Begæringer, der fremsættes
over for en af
kriminalforsorgens
institutioner eller
afdelinger, oversendes
hurtigst muligt til
direktoratet.
Det
fremgår af
straffuldbyrdelseslovens §
114, at sagen uden unødigt
ophold indbringes for retten
af justitsministeren.
Afgørelser efter
straffuldbyrdelsesloven, der
ikke er omfattet af den
særlig lette adgang til
domstolsprøvelse efter
straffuldbyrdelseslovens §
112, kan prøves af
domstolene efter grundlovens
§ 63, hvilket forudsætter,
at den dømte selv udtager en
stævning mod Direktoratet
for Kriminalforsorgen.
3.11.2. Justitsministeriets
overvejelser
Som
nærmere beskrevet under pkt.
3.10.1 har en indsat efter
straffuldbyrdelseslovens §§
106 og 107 ret til
erstatning efter
retsplejelovens § 1018 a,
hvis den pågældende
uforskyldt har været udsat
for indgreb under
straffuldbyrdelsen.
Som nævnt
under pkt. 3.11.1 er
nægtelse af erstatning for
visse uforskyldte indgreb
omfattet af den særlig lette
adgang til domstolsprøvelse.
Det drejer sig om uforskyldt
udståelse af fængselsstraf i
for lang tid eller
anbringelse i strafcelle i
mere end 7 dage, jf.
straffuldbyrdelseslovens §
112, nr. 9.
Justitsministeriet er
bekendt med, at der har
været divergerende
afgørelser i retspraksis af
spørgsmålet om, hvorvidt
erstatningskrav efter
straffuldbyrdelseslovens §§
106-107, herunder tilfælde
omfattet af
straffuldbyrdelsesloven §
112, nr. 9, kan behandles
efter de processuelle regler
i retsplejelovens kapitel 93
a.
Retsplejelovens kapitel 93 a
indeholder regler om
erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning.
Heriblandt indeholder § 1018
a og § 1018 d regler om
erstatning på objektivt
grundlag for uberettiget
frihedsberøvelse i anledning
af strafferetlig
forfølgning. Efter § 1018 a,
stk. 1, har den, der har
været anholdt eller
varetægtsfængslet som led i
en strafferetlig
forfølgning, således krav på
erstatning for den derved
tilføjede skade. Desuden
tilkommer der efter
retsplejelovens § 1018 d
den, der har udstået
fængselsstraf eller været
undergivet anden
strafferetlig retsfølge,
erstatning efter reglerne i
§ 1018 a, hvis anke eller
genoptagelse medfører
bortfald af retsfølgen.
Efter
retsplejelovens § 1018 e
træffer statsadvokaterne
afgørelse vedrørende krav om
erstatning efter kapitel 93
a, og Rigsadvokaten
behandler klager over
statsadvokaternes
afgørelser. Rigsadvokatens
afgørelse i en klagesag kan
ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Efter retsplejelovens § 1018
f skal anklagemyndigheden
efter begæring fra den
erstatningssøgende indbringe
en afgørelse, der er truffet
af Rigsadvokaten om ikke at
imødekomme et
erstatningskrav, for
domstolene.
Retsplejelovens § 1018 h
giver mulighed for, at
erstatningskrav, der på
grundlag af dansk rets
almindelige
erstatningsregler
(culpaansvar) rejses af
sigtede, domfældte eller
andre i anledning af
strafferetlig forfølgning,
på begæring behandles efter
reglerne i retsplejelovens
kapitel 93 a.
Af
forarbejderne til
straffuldbyrdelsesloven
fremgår bl.a. følgende om
retstilstanden før
straffuldbyrdelseslovens
ikrafttrædelse, jf. pkt.
9.1.1 i de almindelige
bemærkninger til det
pågældende lovforslag:
»Retsplejelovens § 1018 d
giver som nævnt alene krav
på erstatning på objektivt
grundlag for det forhold, at
frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge er
fuldbyrdet. Bestemmelsen
giver derimod ikke krav på
erstatning på objektivt
grundlag for
foranstaltninger eller
indgreb, der finder sted
under fuldbyrdelse af straf
mv. Sådanne krav afgøres på
grundlag af dansk rets
almindelig
erstatningsregler. Anmoder
den pågældende om det, skal
sådanne krav behandles efter
de processuelle regler i
retsplejelovens kapitel 93
a, jf. retsplejelovens §
1018 h.
Der er
endvidere ikke i
fuldbyrdelsesbekendtgørelsen
eller i cirkulærer fastsat
regler om erstatning i
anledning af
foranstaltninger under
fuldbyrdelsen af straf mv.
Konkrete erstatningskrav er
i en årrække efter aftale
mellem Direktoratet for
Kriminalforsorgen og
Rigsadvokaten blevet
behandlet efter principperne
i retsplejelovens kapitel 93
a, og Rigsadvokaten har i
enkelte sager efter
indstilling fra Direktoratet
for Kriminalforsorgen
tilkendt indsatte erstatning
for uberettiget ikendelse af
strafcelle og uberettiget
anbringelse i
sikringscelle.«
Endvidere
fremgår følgende af de
specielle bemærkninger til
forslaget til
straffuldbyrdelseslovens §
112:
»Som det
fremgår, tager
domstolsprøvelsen efter §
112, nr. 9, for så vidt
angår erstatning for
fuldbyrdelse af frihedsstraf
alene sigte på tilfælde,
hvor den indsatte uforskyldt
har udstået fængselsstraf i
for lang tid. Om
domstolsprøvelse i tilfælde,
hvor anke eller genoptagelse
medfører bortfald eller
formildelse af den idømte
straf, gælder som hidtil
retsplejelovens § 1018 d.
Der henvises endvidere til
retsplejelovens § 1018 h,
hvorefter en indsat som
hidtil kan forlange et
erstatningskrav vedrørende
foranstaltninger eller
indgreb under
straffuldbyrdelsen, der
rejses på grundlag af dansk
rets almindelige
erstatningsregler, behandlet
efter de processuelle regler
i retsplejelovens kapitel 93
a, jf. herved pkt. 9.1.1.
ovenfor i de almindelige
bemærkninger til
lovforslaget.«
Lovens
forarbejder kan give det
indtryk, at alle
erstatningskrav vedrørende
indgreb under
straffuldbyrdelsen blev
behandlet efter
retsplejelovens kapitel 93 a
i tiden før
straffuldbyrdelseslovens
ikrafttrædelse, og at en
sådan behandling fortsat kan
finde sted i dag.
Justitsministeriet er
imidlertid efter drøftelse
med Rigsadvokaten og
Direktoratet for
Kriminalforsorgen af den
opfattelse, at det anførte i
lovforslagets bemærkninger
om aftalen mellem
kriminalforsorgen og
Rigsadvokaten om behandling
af erstatningskrav i
anledning af fuldbyrdelse af
straf formentlig beror på en
fejlagtig forståelse af en
aftale mellem Rigsadvokaten
og Direktoratet for
Kriminalforsorgen, som
fremgår af et brev af 10.
august 1989 fra
Rigsadvokaten. Den
pågældende aftale ses
rettelig at gå ud på, at
anklagemyndigheden skulle
behandle erstatningskrav i
sager, hvor der er nyt
spørgsmål om erstatning for
uberettiget
varetægtsfængsling og
afsoning i for lang tid som
følge af myndighedernes
ansvarspådragende forhold.
Disse erstatningskrav blev
behandlet efter
retsplejelovens § 1018 h og
skulle af anklagemyndigheden
efter anmodning fra den
erstatningssøgende
indbringes for retten efter
retsplejelovens § 93 a. Det
fremgår af Rigsadvokatens
brev, at den pågældende
aftale var indgået af
praktiske årsager for at
undgå vanskeligheder med
placering af ansvar hos
enten
politiet/anklagemyndigheden
eller kriminalforsorgen.
Endvidere
bemærkes det, at det af
betænkning nr. 1181/1989,
som er nærmere omtalt under
pkt. 2.1 ovenfor, fremgår,
at Direktoratet for
Kriminalforsorgen (og ikke
Rigsadvokaten som anført i
bemærkningerne til
lovforslaget) i nogle
konkrete tilfælde har
tilkendt erstatning for
uberettiget ikendelse af
strafcelle og uberettiget
anbringelse i sikringscelle.
Som
anført ovenfor blev der med
straffuldbyrdelsesloven
indført særlige regler om
domstolsprøvelse af krav om
erstatning for uberettiget
afsoning i for lang tid,
idet krav herom nu er
omfattet af den særlige
lette adgang til
domstolsprøvelse, jf.
straffuldbyrdelseslovens §
112, nr. 9.
Det er
Justitsministeriets
opfattelse, at
straffuldbyrdelseslovens §
112, nr. 9, endeligt gør op
med, hvilke erstatningskrav
som følge af indgreb under
straffuldbyrdelsen der skal
være genstand for en særlig
let adgang til
domstolsprøvelse. De
erstatningskrav, der ikke er
omfattet af § 112, nr. 9,
kan således alene indbringes
for domstolene i medfør af
grundlovens § 63. Det er
desuden Justitsministeriets
opfattelse, at den
administrative afgørelse af
spørgsmål om erstatning for
uforskyldte indgreb under
straffuldbyrdelsen – uanset
om indgrebet falder inden
for eller uden for
straffuldbyrdelseslovens §
112, nr. 9 – skal afgøres af
kriminalforsorgen, jf.
straffuldbyrdelseslovens §
109, og ikke tillige kan
afgøres af
anklagemyndigheden, jf.
retsplejelovens § 1018 e.
Ud over
det ovenfor anførte om
lovforslagets bemærkninger
kan der henvises til, at det
af Straffelovrådets
betænkning nr. 1355/1998
fremgår, at det ved
udvælgelsen af de typer af
afgørelser om nægtelse af
erstatning for uforskyldte
indgreb, der skal være
omfattet af
domstolsprøvelsesadgangen i
straffuldbyrdelsesloven (jf.
lovens § 112, nr. 9), må
kræves, at selve indgrebet
er undergivet
domstolsprøvelse (jf. lovens
§ 112, nr. 1-8). I modsat
fald kan den indsatte omgå
den udtømmende opremsning
af, hvilke indgreb mv. der i
sig selv er undergivet
domstolsprøvelse i medfør af
straffuldbyrdelsesloven, ved
at rejse sagen som en
erstatningssag om uforskyldt
indgreb.
Der kan i
øvrigt henvises til Østre
Landsrets domme refereret i
Ugeskrift for Retsvæsen,
2001, side 2181, og 2007,
side 1126. I disse domme
nåede Østre Landsret frem
til, at spørgsmål om
erstatning for indgreb under
strafafsoningen ikke kunne
prøves efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93
a, da der ikke var tale om
strafferetlig forfølgning.
I
overensstemmelse hermed
forudsættes det med det
ovenfor anførte, at krav om
erstatning for uberettigede
indgreb under
straffuldbyrdelsen ikke kan
behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93
a. Justitsministeriet finder
ikke, at der er behov for
særlige regler om let adgang
til domstolsprøvelse af
sådanne krav. Krav, der ikke
er omfattet af
straffuldbyrdelseslovens §
112, vil derfor alene kunne
indbringes for domstolene i
medfør af grundlovens § 63."