Uddrag fra de almindelige bemærkninger i lov 113 af 3. februar 2012 om om ændring af straffuldbyrdelsesloven og retsafgiftsloven mv.

 

"3.11. Domstolsprøvelse af afslag på erstatning

3.11.1. Gældende ret

Straffuldbyrdelsesloven indeholder regler om særlig let adgang til domstolsprøvelse af visse endelige administrative afgørelser, således at den dømte inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, kan kræve afgørelsen indbragt for retten, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112.

De afgørelser, der er omfattet af ordningen, vedrører straffetidsberegning, tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, afgørelser om disciplinærstraf i form af strafcelle i mere end 7 dage, konfiskation, modregning af erstatningsbeløb af en vis størrelse, nægtelse af prøveløsladelse, genindsættelse af en prøveløsladt, indsættelse af en betinget benådet, og afgørelser om nægtelse af erstatning i anledning af uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage.

Det fremgår af lovens forarbejder, at de afgørelser der er omfattet af den særlig lette adgang til domstolsprøvelse, er udvalgt, fordi de har lighed med straffesager eller i øvrigt har særligt indgribende betydning for den indsatte, hvorimod bl.a. afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner, er holdt uden for ordningen.

Ved bekendtgørelse nr. 397 af 17. maj 2001 har justitsministeren bl.a. bestemt, at begæring om domstolsprøvelse af en afgørelse, der kan kræves indbragt til prøvelse ved domstolene efter straffuldbyrdelseslovens § 112, kan fremsættes skriftligt eller mundtligt over for enhver af kriminalforsorgens institutioner eller afdelinger og over for Direktoratet for Kriminalforsorgen. Begæringer, der fremsættes over for en af kriminalforsorgens institutioner eller afdelinger, oversendes hurtigst muligt til direktoratet.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 114, at sagen uden unødigt ophold indbringes for retten af justitsministeren.

Afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven, der ikke er omfattet af den særlig lette adgang til domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens § 112, kan prøves af domstolene efter grundlovens § 63, hvilket forudsætter, at den dømte selv udtager en stævning mod Direktoratet for Kriminalforsorgen.

3.11.2. Justitsministeriets overvejelser

Som nærmere beskrevet under pkt. 3.10.1 har en indsat efter straffuldbyrdelseslovens §§ 106 og 107 ret til erstatning efter retsplejelovens § 1018 a, hvis den pågældende uforskyldt har været udsat for indgreb under straffuldbyrdelsen.

Som nævnt under pkt. 3.11.1 er nægtelse af erstatning for visse uforskyldte indgreb omfattet af den særlig lette adgang til domstolsprøvelse. Det drejer sig om uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle i mere end 7 dage, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9.

Justitsministeriet er bekendt med, at der har været divergerende afgørelser i retspraksis af spørgsmålet om, hvorvidt erstatningskrav efter straffuldbyrdelseslovens §§ 106-107, herunder tilfælde omfattet af straffuldbyrdelsesloven § 112, nr. 9, kan behandles efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a.

Retsplejelovens kapitel 93 a indeholder regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Heriblandt indeholder § 1018 a og § 1018 d regler om erstatning på objektivt grundlag for uberettiget frihedsberøvelse i anledning af strafferetlig forfølgning. Efter § 1018 a, stk. 1, har den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i en strafferetlig forfølgning, således krav på erstatning for den derved tilføjede skade. Desuden tilkommer der efter retsplejelovens § 1018 d den, der har udstået fængselsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, erstatning efter reglerne i § 1018 a, hvis anke eller genoptagelse medfører bortfald af retsfølgen.

Efter retsplejelovens § 1018 e træffer statsadvokaterne afgørelse vedrørende krav om erstatning efter kapitel 93 a, og Rigsadvokaten behandler klager over statsadvokaternes afgørelser. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Efter retsplejelovens § 1018 f skal anklagemyndigheden efter begæring fra den erstatningssøgende indbringe en afgørelse, der er truffet af Rigsadvokaten om ikke at imødekomme et erstatningskrav, for domstolene.

Retsplejelovens § 1018 h giver mulighed for, at erstatningskrav, der på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler (culpaansvar) rejses af sigtede, domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, på begæring behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

Af forarbejderne til straffuldbyrdelsesloven fremgår bl.a. følgende om retstilstanden før straffuldbyrdelseslovens ikrafttrædelse, jf. pkt. 9.1.1 i de almindelige bemærkninger til det pågældende lovforslag:

»Retsplejelovens § 1018 d giver som nævnt alene krav på erstatning på objektivt grundlag for det forhold, at frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge er fuldbyrdet. Bestemmelsen giver derimod ikke krav på erstatning på objektivt grundlag for foranstaltninger eller indgreb, der finder sted under fuldbyrdelse af straf mv. Sådanne krav afgøres på grundlag af dansk rets almindelig erstatningsregler. Anmoder den pågældende om det, skal sådanne krav behandles efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. retsplejelovens § 1018 h.

Der er endvidere ikke i fuldbyrdelsesbekendtgørelsen eller i cirkulærer fastsat regler om erstatning i anledning af foranstaltninger under fuldbyrdelsen af straf mv. Konkrete erstatningskrav er i en årrække efter aftale mellem Direktoratet for Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten blevet behandlet efter principperne i retsplejelovens kapitel 93 a, og Rigsadvokaten har i enkelte sager efter indstilling fra Direktoratet for Kriminalforsorgen tilkendt indsatte erstatning for uberettiget ikendelse af strafcelle og uberettiget anbringelse i sikringscelle.«

Endvidere fremgår følgende af de specielle bemærkninger til forslaget til straffuldbyrdelseslovens § 112:

»Som det fremgår, tager domstolsprøvelsen efter § 112, nr. 9, for så vidt angår erstatning for fuldbyrdelse af frihedsstraf alene sigte på tilfælde, hvor den indsatte uforskyldt har udstået fængselsstraf i for lang tid. Om domstolsprøvelse i tilfælde, hvor anke eller genoptagelse medfører bortfald eller formildelse af den idømte straf, gælder som hidtil retsplejelovens § 1018 d. Der henvises endvidere til retsplejelovens § 1018 h, hvorefter en indsat som hidtil kan forlange et erstatningskrav vedrørende foranstaltninger eller indgreb under straffuldbyrdelsen, der rejses på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, behandlet efter de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 93 a, jf. herved pkt. 9.1.1. ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.«

Lovens forarbejder kan give det indtryk, at alle erstatningskrav vedrørende indgreb under straffuldbyrdelsen blev behandlet efter retsplejelovens kapitel 93 a i tiden før straffuldbyrdelseslovens ikrafttrædelse, og at en sådan behandling fortsat kan finde sted i dag.

Justitsministeriet er imidlertid efter drøftelse med Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen af den opfattelse, at det anførte i lovforslagets bemærkninger om aftalen mellem kriminalforsorgen og Rigsadvokaten om behandling af erstatningskrav i anledning af fuldbyrdelse af straf formentlig beror på en fejlagtig forståelse af en aftale mellem Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen, som fremgår af et brev af 10. august 1989 fra Rigsadvokaten. Den pågældende aftale ses rettelig at gå ud på, at anklagemyndigheden skulle behandle erstatningskrav i sager, hvor der er nyt spørgsmål om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling og afsoning i for lang tid som følge af myndighedernes ansvarspådragende forhold. Disse erstatningskrav blev behandlet efter retsplejelovens § 1018 h og skulle af anklagemyndigheden efter anmodning fra den erstatningssøgende indbringes for retten efter retsplejelovens § 93 a. Det fremgår af Rigsadvokatens brev, at den pågældende aftale var indgået af praktiske årsager for at undgå vanskeligheder med placering af ansvar hos enten politiet/anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen.

Endvidere bemærkes det, at det af betænkning nr. 1181/1989, som er nærmere omtalt under pkt. 2.1 ovenfor, fremgår, at Direktoratet for Kriminalforsorgen (og ikke Rigsadvokaten som anført i bemærkningerne til lovforslaget) i nogle konkrete tilfælde har tilkendt erstatning for uberettiget ikendelse af strafcelle og uberettiget anbringelse i sikringscelle.

Som anført ovenfor blev der med straffuldbyrdelsesloven indført særlige regler om domstolsprøvelse af krav om erstatning for uberettiget afsoning i for lang tid, idet krav herom nu er omfattet af den særlige lette adgang til domstolsprøvelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9, endeligt gør op med, hvilke erstatningskrav som følge af indgreb under straffuldbyrdelsen der skal være genstand for en særlig let adgang til domstolsprøvelse. De erstatningskrav, der ikke er omfattet af § 112, nr. 9, kan således alene indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63. Det er desuden Justitsministeriets opfattelse, at den administrative afgørelse af spørgsmål om erstatning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen – uanset om indgrebet falder inden for eller uden for straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 9 – skal afgøres af kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 109, og ikke tillige kan afgøres af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 1018 e.

Ud over det ovenfor anførte om lovforslagets bemærkninger kan der henvises til, at det af Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998 fremgår, at det ved udvælgelsen af de typer af afgørelser om nægtelse af erstatning for uforskyldte indgreb, der skal være omfattet af domstolsprøvelsesadgangen i straffuldbyrdelsesloven (jf. lovens § 112, nr. 9), må kræves, at selve indgrebet er undergivet domstolsprøvelse (jf. lovens § 112, nr. 1-8). I modsat fald kan den indsatte omgå den udtømmende opremsning af, hvilke indgreb mv. der i sig selv er undergivet domstolsprøvelse i medfør af straffuldbyrdelsesloven, ved at rejse sagen som en erstatningssag om uforskyldt indgreb.

Der kan i øvrigt henvises til Østre Landsrets domme refereret i Ugeskrift for Retsvæsen, 2001, side 2181, og 2007, side 1126. I disse domme nåede Østre Landsret frem til, at spørgsmål om erstatning for indgreb under strafafsoningen ikke kunne prøves efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, da der ikke var tale om strafferetlig forfølgning.

I overensstemmelse hermed forudsættes det med det ovenfor anførte, at krav om erstatning for uberettigede indgreb under straffuldbyrdelsen ikke kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Justitsministeriet finder ikke, at der er behov for særlige regler om let adgang til domstolsprøvelse af sådanne krav. Krav, der ikke er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 112, vil derfor alene kunne indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63."