Når politiet efterforsker sager om fængselsbetjentes vold mod indsatte,
forbereder de involverede betjente politiets afhøring på fælles møder
 

 
Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

4. januar 2008


I et debatindlæg i "Fængselsfunktionæren" den 3/4 1999 fortæller fængselsfunktionær Kenneth Skipper, Vestre Fængsel, om politiets efterforskning af en sag, hvor en indsat havde anmeldt fængselsfunktionærer for vold, der skulle være begået mod den indsatte den 28. maj 1998. Fængselsfunktionæren fortæller blandt andet, at han sammen med ti kollegaer var blevet indkaldt til afhøring "med den begrundelse, at vi alle var registreret med tjenestenummer på enten rapport eller observationsark i forbindelse med formiddagens anbringelse af den indsatte i observationscelle og/eller eftermiddagens anbringelse af den indsatte i sikringscelle". Fængselsfunktionæren skriver derpå:
  ".. Som forberedelse til afhøringerne blev der afholdt et møde den 15. august, hvor forbundets advokat, Kjeld Clausen, informerede om lignende sagers forløb og resultater. Altså sager, hvor indsatte løgnagtigt havde beskyldt personalet for grove forseelser.

Man mente, at afhøringerne ville blive kortvarige, nærmest overfladiske. Og med den besked i baghovedet regnede vi med en hurtigt afsluttet sag. Men sådan skulle det ikke være.

Politiet brugte imellem halvanden og tre og en halv time på afhøringer af de enkelte fængselsfunktionærer. Dette fordi, man fra politiets side ønskede at afslutte sagen som aldeles grundløs, med henblik på at stille den indsatte til ansvar for falsk anmeldelse. Det er bare aldrig sket (nu skriver vi den 23-3-99) ..."

Fængselsbetjentene blev frifundet i byretten, og statsadvokaten ankede ikke denne afgørelse.

KRIM har ofte indgivet anmeldelser til politiet om fængselspersonalets overgreb mod indsatte.

Det er KRIMs opfattelse, at den politimæssige efterforsknings typiske udfald i denne type sager er, at politiet anser anmeldelsen som grundløs. Det overrasker ikke på nogen måde KRIM, at politiets grund til at efterforske anmeldelser fra indsatte om overgreb fra fængselspersonalet, ikke er et forsøg på at finde beviser, der kan understøtte den indsattes anmeldelse, men derimod er forsøg på at tilvejebringe beviser, der kan bruges i en straffesag om falsk anmeldelse mod den indsatte, således som fængselsfunktionær Kenneth Skipper tilsyneladende har forstået politiet.

 Læs mere om overnævnte sag.