Fængselsbetjente: Fangerne i danske fængsler provokeres,
chikaneres og får "tæv" af personalet

Af Claus Bonnez

"Chikane og nedværdigelse af de indsatte hører til dagligdagen" i danske fængsler, hedder det i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten den 8. april 2007. Artiklen bygger blandt andet på interviews med flere fængselsbetjente. En betjent kaldes i artiklen for "A". "Af frygt for repressalier fra sine kolleger og chefer tør han ikke stå frem med navn", hedder det videre i artiklen. A fortæller i artiklen, at man blandt fængselsbetjentene har et ordsprog, som hedder "opsøg, optrap og nedkæmp". Han citerer derpå en samtale mellem nogle kollegaer som eksempel på, hvorledes ordsproget omsættes til handling: "Lad os prøve at provokere nogen og få dem hidset så meget op, så vi kan få dem fjernet og smidt i isolation. Så kan de sidde der i tre uger og snakke med sig selv. ...". Lykkes det at hidse en fange op, så han begynder at "råbe og skrige", får han bare en "midlertidig udelukkelse fra fællesskabet", forklarer A videre. A fortæller også, at visitationer af de indsatte og deres celler benyttes som et middel til at fremprovokere konflikter. Når en fange efter at have været udsat for "provokationer på provokationer fra vores side" er blevet "mør", så "visiterer vi lige to gange på en dag, og så må den være der".

Fra interviewet med A skriver avisen videre: "På A's afdeling opfattes en indsat som "for påtrængende", hvis vedkommende kommer ind på kontoret tre til fire gange på den samme dag - selv om det drejer sig om helt legale spørgsmål. Det kan være spørgsmål som, om der er kommet post, eller om en sagsbehandler har ringet tilbage. "De indsatte kommer ikke for at provokere, og alligevel bliver vi sure. Hvis der gennem 14 dage er for mange spørgsmål, for mange henvendelser og for megen opmærksomhed og en indsat, som dukker lidt for meget op, så begynder man at sige: Nu skal vi statuere et eksempel og have sat en stopper for det her. Så går man bare og venter på, at ham, som man nu har udset, dummer sig. Og alle dummer sig, for der er så mange regler," fortæller A. ..."

Senere i interviewet fortæller A: "I begyndelsen var jeg enormt glad for mit arbejde, og jeg tænkte: Det her er stedet - det rykker! Men efter tre måneders praktik i et åbent fængsel kom jeg tilbage til det vildeste. I det lukkede fængsel var der kæft, trit og retning, ellers kunne fangerne få nogle tæv. Mine kollegaer har opfattelsen af, at de skal lave deres eget fængsel. ...."

A fortæller også følgende til avisen: "Hvis man vil hjælpe, støtte eller motivere de indsatte, skal man sørge for at gøre det bag en lukket dør eller i smug, når man er på tomandshånd under en ledsaget udgang. Ellers risikerer man repressalier og mobning fra kollegaerne. .."

En anden betjent, som også ønsker at være anonym i interviewet, og som derfor kaldes "B", fortæller om det at tale med de indsatte blandt andet: "I nogle afdelinger får man pænt at vide, at det gør man bare ikke. Det er skidt, for det er direkte imod principprogrammet. I fængslerne kører det som for 60 år siden med kæft, trit og retning uden nogen omgang med fangerne. Stiller man spørgsmål til den praksis, får man bare at vide, at sådan er det her, og sådan har vi altid gjort". B fortæller videre om de "rutinerede" fængselsfunktionærer: "De rutinerede er rettet ind og gider slet ikke gøre noget i det system, for de kommer ingen vegne. Det er helt enormt demoraliserende og nedbrydende, og det går mange ned på". Avisen skriver derpå, at fængselsbetjenten B ligesom A , leder efter andet arbejde uden for kriminalforsorgen.

I artiklen er der også et interview med C, som er "mellemleder" i et lukket fængsel, og som ifølge artiklen er med til at ansætte nye fængselsfunktionærer. Det hedder videre i artiklen: "Han tør heller ikke at stå frem ved navn, fordi han risikerer sin stilling. Men han bekræfter historier om negative fangevogtere og peger samtidigt på en dårlig ledelse. Man skærer ned på aktiviteter for de indsatte, samtidigt med at man øger kontrollen med de indsatte. Ifølge C er det eneste resultat, at fangerne bliver endnu mere frustrerede. Det samme gør fængselsbetjentene, som i forvejen er pressede og præget af en negativ holdning. Kombineret med det gammeldags og stive system er en uheldig cocktail klar.
"Når de unge søger ind, er et samtaleemne ofte, at de gerne vil arbejde med mennesker og gøre en forskel. Men så må vi forklare dem, at herinde arbejder vi ikke med mennesker. Det er efterhånden ren opbevaring af fanger, og det er dybt tragisk. Deres ambitioner drukner i medarbejderkulturen, men det tror de indledningsvist ikke på. Efterhånden viser det sig, at selv om de er udadvendte, bliver deres engagement kvalt i kulturen. Til sidst giver de op, vælger den samme nemme løsning og får fred. Så er arbejdet ikke længere det, de søgte ind til. De er nede i sovsen, gejsten er væk, og så kan de lige så godt stå og passe en maskine fra 8-16."..."

Artiklen indeholder også et interview med vicedirektør i Direktoratet for Kriminalforsorgen Ole Hansen. Han udtaler: "Den slags opførsel, som du nævner, er uacceptabel. Vi har et ansvar for, at alle opfører sig i overensstemmelse med vores etiske regelsæt. Fængselsfunktionærer, som misbruger deres magt, bør forlade kriminalforsorgen," siger han og understreger dog, at personalet efter hans opfattelse håndterer fangerne godt. .."

Af artiklen fremgår det, at kriminalforsorgen fra Arbejdstilsynet har fået 17 påbud om at forbedre arbejdsmiljøet i kriminalforsorgen. Et af disse påbud er ifølge artiklen, at "der skal være klare retningslinjer i forbindelse med vold - og magtanvendelsessituationer". Det fremgår, at kriminalforsorgen har anket disse 17 påbud.

I slutningen af interviewet fortæller fængselsfunktionæren A om fængselsbetjente, "som korter besøgene af for indsatte, som de ikke kan lide. Om pårørende, som får lov at vente i frostvejr på et komme ind til besøg, selv om besøgslokalet står tomt. ..". A bliver spurgt, om det ikke er nødvendigt at være hård over for indsatte, som må antages at være farlige mennesker. Han svarer: "Hvis man respekterer fangerne som mennesker, får man aldrig problemer og behøver ikke at være bange. Snakker man pænt og opfører sig ordentligt, vil fangerne aldrig gøre dig noget. Det er de andre, det går ud over".

Af artiklens slutning fremgår det, at A, B og C's "identitet er redaktionen bekendt".

KRIM har i tidligere artikler offentliggjort og kommenteret rapporten "Mindskelse af frafald" fra kriminalforsorgen, hvoraf det blandt andet fremgår, at fængselspersonale med en "negativ korpsånd" er årsagen til, at mange fængselsfunktionærer forlader kriminalforsorgen. KRIM har også tidligere henvist til undersøgelser, som peger på risikoen for, at stillinger som fængselsfunktionær kan tiltrække personer med psykopatiske træk.

En sag fra Vestre Fængsel i København rejser tvivl om, hvorvidt fængselspersonalet mere eller mindre uhindret kan optræde seksuelt grænseoverskridende overfor de indsatte.