Lovforslag
nr. 163 fremsat den 28. februar
2007 af justitsministeren (Lene
Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af
retsplejeloven
(Revision af regler om
advokaters virksomhed)
§ 1
I lov om
rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5.
oktober 2006, som ændret senest
ved § 17 i lov nr. 108 af 7.
februar 2007, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 119, stk. 2, nr. 3,
affattes således:
»3) har
bestået dansk juridisk bachelor-
og kandidateksamen, jf. dog §
135 a,«
2. I
§ 119, stk. 2, nr. 4,
ændres »jf. stk. 3-5.« til: »jf.
stk. 3 og 4, og«.
3. I
§ 119, stk. 2, indsættes
som nr. 5:
»5) har
gennemført en teoretisk
grunduddannelse og bestået en
eksamen i forhold af særlig
betydning for advokaterhvervet
samt bestået en praktisk prøve i
retssagsbehandling.«
4. I
§ 119, stk. 3, ændres
»herunder behandling af
retssager,« til: »herunder
opnåelse af kendskab til
behandlingen af retssager,«.
5. I
§ 119, stk. 4, udgår »,
dog med højst 2 år«.
6.
§ 119, stk. 5, ophæves.
Stk. 6 bliver
herefter stk. 5.
7.
§ 119, stk. 6, der bliver
stk. 5, affattes således:
»Stk. 5.
Justitsministeren fastsætter
regler om den teoretiske
grunduddannelse, eksamen og
praktiske prøve i
retssagsbehandling, herunder om
indhold, tilrettelæggelse og
betaling herfor.
Justitsministeren kan i særlige
tilfælde fritage for kravet om
gennemførelse af den teoretiske
grunduddannelse, kravet om
eksamen og kravet om den
praktiske prøve i
retssagsbehandling.
Advokatsamfundet forestår den
teoretiske grunduddannelse,
eksamen og den praktiske prøve i
retssagsbehandling. Retten
vurderer, om en retssag er egnet
til at udgøre den praktiske
prøve i retssagsbehandling.«
8. I
§ 122, stk. 2, indsættes
som 2. pkt.:
»Ved
afgørelser om dispensation skal
der navnlig lægges vægt på, at
en advokat skal være uafhængig
af det offentlige, således at
der ikke kan opstå
interessekonflikter mellem en
offentlig ansættelse og den
pågældendes udøvelse af
advokatvirksomhed.«
9.
§ 123 affattes således:
Ȥ 123.
En advokat skal i mindst 1
år enten have været i virksomhed
som autoriseret fuldmægtig hos
en advokat, der udøver
advokatvirksomhed, eller som
advokat have været ansat hos en
anden advokat, der udøver
advokatvirksomhed, for at kunne
udøve advokatvirksomhed i
fællesskab med en anden advokat,
udøve enkeltmandsvirksomhed som
advokat eller eje aktier eller
anparter i et advokatselskab.
Stk. 2.
Justitsministeren kan i
særlige tilfælde gøre undtagelse
fra bestemmelsen i stk. 1.«
10.
§ 124 affattes således:
Ȥ 124.
Advokatvirksomhed må ud over
i enkeltmandsvirksomhed eller i
et fællesskab af advokater kun
udøves af et advokatselskab, der
drives i aktie-, anparts- eller
kommanditaktieselskabsform
(partnerselskabsform). Et
advokatselskab må alene have til
formål at drive
advokatvirksomhed. Et
advokatselskab, der alene ejes
af advokater, og hvis eneste
formål og aktivitet er at eje
aktier eller anparter i et andet
advokatselskab, kan dog eje
aktier eller anparter i et
advokatselskab. Et
advokatselskab er pligtig og
eneberettiget til i navnet at
benytte ordene
»advokataktieselskab«,
»advokatanpartsselskab« eller
»advokatkommanditaktieselskab«
eller deraf dannede
forkortelser. Uanset 1. og 2.
pkt. må foreninger,
interesseorganisationer og
lignende som mandatar udføre
retssager for deres medlemmer
inden for foreningens
interesseområde.
Stk. 2.
En advokat, der udøver
virksomhed i et advokatselskab,
eller en anden ansat i
selskabet, der i medfør af stk.
3, nr. 2, ejer aktier eller
anparter heri, hæfter personligt
sammen med selskabet for ethvert
krav, der er opstået som følge
af vedkommendes bistand til en
klient.
Stk. 3.
Aktier eller anparter i et
advokatselskab må, jf. dog stk.
8, kun ejes af:
1) advokater,
der aktivt driver
advokatvirksomhed i selskabet, i
dets moderselskab eller dets
datterselskab,
2) andre
ansatte i selskabet, eller
3) et andet
advokatselskab.
Stk. 4.
De personer, der er nævnt i
stk. 3, nr. 2, må alene
tilsammen eje under en tiendedel
af aktierne eller anparterne i
selskabet. Det er ikke tilladt i
selskabets vedtægter eller ved
aktionæroverenskomst at
fastsætte bestemmelser, der
begrænser aktieselskabslovens
bestemmelser om indløsning af
aktier. Endvidere er det ikke
tilladt i advokatselskaber at
have forskellige aktie- eller
anpartsklasser.
Stk. 5.
De personer, der er nævnt i
stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, skal bestå en
prøve i de regler, der er af
særlig betydning for
advokaterhvervet.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler herom.
Advokatsamfundet forestår
afholdelsen af prøven.
Stk. 6.
Klager over de personer, der
er nævnt i stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, kan indbringes
for Advokatnævnet i
overensstemmelse med reglerne i
kapitel 15 a og 15 b.
Stk. 7.
Bestyrelsesmedlemmer,
bortset fra medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer, i et
advokatselskab skal aktivt drive
advokatvirksomhed i selskabet
eller i dets moderselskab eller
dets datterselskab. Medlemmer af
direktionen i et advokatselskab
skal aktivt drive
advokatvirksomhed i selskabet.
Stk. 8.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler for udøvelse af
advokatvirksomhed i
selskabsform, herunder regler om
omdannelse af et advokatselskab
til andet formål og regler om
afhændelse af aktier og
anparter.
Stk. 9.
Medmindre højere straf er
forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde
den, der overtræder stk. 1, 3, 4
og 7.
Stk. 10.
I forskrifter, der udstedes
i medfør af stk. 5 og 8, kan der
fastsættes straf af bøde for
overtrædelse af bestemmelserne i
forskrifterne.«
11.
§ 126, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
En advokat skal medvirke
til, at en fuldmægtig, der er
autoriseret hos advokaten, kan
deltage i den teoretiske
grunduddannelse, eksamen og
praktiske prøve i
retssagsbehandling, jf. § 119,
stk. 2, nr. 5. Advokaten skal
afholde udgifterne til den
teoretiske grunduddannelse,
eksamen og praktiske prøve i
retssagsbehandling.«
12. I
§ 126 indsættes som stk.
5:
»Stk. 5.
Enhver advokat og
advokatfuldmægtig skal løbende
deltage i efteruddannelse af
betydning for advokaterhvervet.
En advokat skal afholde
udgifterne hertil for en
fuldmægtig, der er autoriseret
hos advokaten. Justitsministeren
kan fastsætte nærmere regler
herom.«
13. I
§ 127 a indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
§ 126, stk. 1, 2 og 4, samt
§ 127 gælder også for de ansatte
i et advokatselskab, som ejer
aktier eller anparter i
advokatselskabet, jf. § 124,
stk. 3, nr. 2.«
14.
§ 129 affattes således:
Ȥ 129.
Straffelovens §§ 144,
150-152 og 155-157 finder
tilsvarende anvendelse på
advokater samt deres
autoriserede fuldmægtige,
partnere, personale og andre,
som i øvrigt beskæftiges i
advokatvirksomheden.«
15.
§ 132 affattes således:
Ȥ 132.
Enhver advokat har møderet
for byret, for Sø- og
Handelsretten i sager omfattet
af § 15, stk. 2, nr. 4, og for
Den Særlige Klageret.«
16.
§ 133, stk. 3-5, affattes
således:
»Stk. 3.
Prøven består i, at den
pågældende udfører to retssager,
der afsluttes med mundtlig
hovedforhandling.
Stk. 4.
Den ene retssag kan være en
byretssag, herunder den
praktiske prøve, der er
omhandlet i § 119, stk. 2, nr.
5. I så fald skal dette være en
sag med kollegial behandling,
eller en sag hvor der medvirker
sagkyndige dommere. Den anden
retssag skal aflægges for en af
landsretterne eller for Sø- og
Handelsretten. En sag kan kun
danne grundlag for prøven, hvis
vedkommende ret finder sagen
egnet hertil.
Stk. 5.
Prøven er bestået, når de
retter, hvor sagerne er udført,
finder udførelsen
tilfredsstillende. Vedkommende
landsret eller Sø- og
Handelsretten kan dog, hvis
sagen er udført for landsretten
eller Sø- og Handelsretten, ud
fra den første sags karakter og
udførelsen heraf erklære prøven
for bestået alene på grundlag af
denne sag. Den anden sag skal
udføres senest 5 år efter
udførelsen af den første sag,
medmindre den ret, hvor den
anden sag udføres, meddeler
undtagelse herfra.«
17.
§ 135, stk. 1, affattes
således:
»Enhver
advokat kan have en eller to
autoriserede fuldmægtige, der
skal have bestået dansk juridisk
bachelor- og kandidateksamen,
jf. dog § 135 a, stk. 1.«
18.
Efter § 135 indsættes:
Ȥ 135 a.
Justitsministeren kan for
personer, der i en af Den
Europæiske Unions medlemsstater
eller i et land, hvormed
Fællesskabet har indgået aftale,
har bestået en juridisk
kandidateksamen, der i niveau
svarer til den danske juridiske
bachelor- og kandidateksamen,
fastsætte en prøvetid som
betingelse for ansøgerens
autorisation som
advokatfuldmægtig med henblik på
at sikre, at ansøgeren har det
fornødne kendskab til dansk
procesret samt behersker det
danske sprog på et sådant
niveau, at ansøgeren kan
gennemføre en hovedforhandling
på forsvarlig vis. Det samme
gælder for personer, der i en af
Den Europæiske Unions
medlemsstater eller i et land,
hvormed Fællesskabet har indgået
aftale, har bestået en juridisk
bacheloreksamen og i Danmark har
bestået en juridisk
kandidateksamen.
Stk. 2.
Justitsministeren kan i
øvrigt i det omfang, det er
nødvendigt til opfyldelse af
Danmarks EU-retlige
forpligtelser, fritage fra
kravet om, at ansøgeren skal
have bestået en dansk juridisk
bachelor- eller kandidateksamen,
herunder fastsætte en prøvetid
som betingelse herfor.«
19.
§ 136, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
Ved mundtlig forhandling for
byret og for Sø- og
Handelsretten i sager omfattet
af § 15, stk. 2, nr. 4, kan en
advokat give møde ved sin
autoriserede fuldmægtig.«
20.
§ 143, stk. 1, affattes
således:
»Det Danske
Advokatsamfund udgøres af alle
danske advokater.«
21. I
§ 143 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Advokatrådet kan træffe
bestemmelse om, at en advokat
eller en af de personer, der er
nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2, og
som ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab, skal
indkaldes til en samtale med
kredsbestyrelsen i en af de
advokatkredse, som grænser op
til den kreds, hvor advokaten
eller den ovennævnte person har
sin virksomhed, hvis det må
antages, at advokaten eller den
ovennævnte person groft eller
gentagne gange har tilsidesat de
pligter, som stillingen
medfører. Advokatrådet kan
endvidere i sager, hvor en
advokat eller en af de personer,
der er nævnt i § 124, stk. 3,
nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, er
under mistanke for at have
begået overtrædelser, der kan
føre til frakendelse af retten
til at udøve advokatvirksomhed
eller retten til at eje aktier
eller anparter i et
advokatselskab, bestemme, at der
skal iværksættes et kollegialt
tilsyn med advokaten eller den
ovennævnte person.«
Stk. 3 og 4
bliver herefter stk. 4 og 5.
22.
§ 144 affattes således:
Ȥ 144.
Advokatsamfundet opretter et
Advokatnævn. Advokatnævnet
består af en formand og 2
næstformænd, der alle skal være
dommere, samt af 18 andre
medlemmer. Formanden og
næstformændene udpeges af
Højesterets præsident. Af de
øvrige medlemmer vælges 9 af
Advokatsamfundet blandt
advokater, der ikke er medlemmer
af Advokatrådet, og 9, der ikke
må være advokater, udpeges af
justitsministeren.
Justitsministerens udpegning af
medlemmer samt stedfortrædere
herfor sker efter indstilling
fra sådanne myndigheder,
organisationer og lignende, at
det sikres, at der til nævnet
udpeges medlemmer og
stedfortrædere herfor, der har
kendskab til både private
klienters, erhvervsklienters og
offentlige klienters interesser.
Medlemmer og stedfortrædere
herfor udpeges for en periode af
6 år. Der er ikke mulighed for
genudpegning.
Stk. 2.
Ved nævnets behandling af en
sag skal deltage et eller flere
medlemmer af formandskabet, et
eller flere af de medlemmer, der
er udpeget af justitsministeren,
og et antal advokater, der
svarer til antallet af de
medlemmer, der er udpeget af
justitsministeren.
Stk. 3.
Advokatnævnet kan ved
sagernes forberedelse lade sig
bistå af advokatkredsenes
bestyrelser.
Stk. 4.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om Advokatnævnets
virksomhed, herunder om nævnets
virksomhed i afdelinger.
Justitsministeren kan endvidere
fastsætte regler om betaling af
udgifter til honorarer m.v. til
advokater, der udpeges som
anklager, forsvarer eller til at
varetage klagerens interesser i
disciplinærsager.«
23. I
§ 145, stk. 1, udgår »og
sager efter § 146 om klager over
vederlag«.
24.
§ 145, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om
kredsbestyrelsernes behandling
af sager, hvor de skal bistå
Advokatnævnet, samt
kredsbestyrelsernes afholdelse
af de samtaler, som er nævnt i §
143, stk. 3.«
25.
§ 146 affattes således:
Ȥ 146.
Klager over vederlag, som en
advokat, et advokatselskab eller
en af de personer, der er nævnt
i § 124, stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, har forlangt for
sit arbejde, kan af den, som har
retlig interesse heri,
indbringes for Advokatnævnet.
Nævnet kan godkende vederlagets
størrelse eller bestemme, at
vederlaget skal nedsættes eller
bortfalde.
Stk. 2.
Klager skal indgives inden
et år efter, at klageren er
blevet bekendt med kravet om
vederlag. Fristen regnes fra den
endelige afregning af den
pågældende sag. Advokatnævnet
kan behandle en klage, der er
indgivet senere, når
fristoverskridelsen er rimeligt
begrundet.
Stk. 3.
Advokatnævnets afgørelse kan
ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.«
26.
§ 147 ophæves.
27.
§ 147 a affattes således:
Ȥ 147 a.
Så længe en sag behandles af
Advokatnævnet, kan klagesagens
parter ikke anlægge sag ved
domstolene om de spørgsmål, der
er omfattet af klagen. Når
Advokatnævnet har truffet
afgørelse, kan hver af parterne
indbringe sagen for domstolene.«
28. I
§ 147 b, stk. 1, ændres
»en advokat eller et
advokatselskab« til: »en
advokat, et advokatselskab eller
en af de personer, der er nævnt
i § 124, stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab,«.
29. I
§ 147 b, stk. 2, ændres
»6 måneder« til: »1 år«.
30.
§ 147 c, stk. 1 og 2
, affattes således:
»Finder
Advokatnævnet, at en advokat, et
advokatselskab eller en af de
personer, der er nævnt i § 124,
stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, har tilsidesat
pligter, der følger af denne lov
eller forskrifter fastsat i
medfør af loven, kan nævnet
tildele advokaten,
advokatselskabet eller personen,
der i medfør af § 124, stk. 3,
nr. 2, ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, en
irettesættelse eller pålægge
vedkommende eller selskabet en
bøde på indtil 300.000 kr.
Stk. 2.
Advokatnævnet kan under
anvendelse af tvangsbøder
pålægge en advokat, et
advokatselskab eller en af de
personer, der er nævnt i § 124,
stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, at opfylde en
forpligtelse som nævnt i stk. 1.
Nævnet kan endvidere, hvis det
skønnes fornødent, fratage
advokaten eller personen, der i
medfør af § 124, stk. 3, nr. 2,
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, en sag og lade
en anden af klienten godkendt
advokat eller person, der i
medfør af § 124, stk. 3, nr. 2,
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, færdiggøre den.«
31. I
§ 147 c indsættes efter
stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4.
Har en af de personer, der
er nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2,
og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,
gjort sig skyldig i grov eller
oftere gentagen overtrædelse af
de regler, som regulerer
advokaterhvervet, og de udviste
forhold giver grund til at
antage, at den pågældende ikke
for fremtiden vil overholde
disse regler, kan Advokatnævnet
frakende vedkommende retten til
at udføre sager eller
forretninger af nærmere angiven
karakter eller retten til at eje
aktier eller anparter i et
advokatselskab. Frakendelse kan
ske i et tidsrum fra 6 måneder
til 5 år eller indtil videre.«
Stk. 4 og 5
bliver herefter stk. 5 og 6.
32. I
§ 147 c, stk. 5, der
bliver stk. 6, indsættes efter
»advokatselskabet,«: »personen,
der i medfør af § 124, stk. 3,
nr. 2, ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,«
33. I
§ 147 d, stk. 1 og 3,
ændres »advokaten eller
advokatselskabet« til:
»advokaten, advokatselskabet
eller personen, der i medfør af
§ 124, stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab,«
34.
§ 147 e affattes således:
Ȥ 147 e.
Advokaten eller personen,
der i medfør af § 124, stk. 3,
nr. 2, ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,
kan forlange en afgørelse efter
§ 147 c, stk. 3 eller stk. 4,
indbragt for retten. Retten kan
stadfæste, ophæve eller ændre
afgørelsen.
Stk. 2.
Anmodning om sagsanlæg skal
fremsættes over for
justitsministeren inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende.
Justitsministeren anlægger
herefter sag i den borgerlige
retsplejes former mod advokaten
eller personen, der i medfør af
§ 124, stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab.
Stk. 3.
Anmodning om sagsanlæg har
opsættende virkning, men retten
kan, hvis Advokatnævnet har
frakendt advokaten retten til at
udøve advokatvirksomhed eller
personen, der i medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,
retten til at eje aktier eller
anparter i et advokatselskab,
ved kendelse udelukke den
pågældende fra at udøve sådan
virksomhed, indtil sagen er
endeligt afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at anke ikke
har opsættende virkning.«
35.
§ 260 affattes således:
Ȥ 260.
En part kan lade en anden
møde for sig i retten efter
nedenstående regler i stk. 2-9
om rettergangsfuldmægtige.
Stk. 2.
Advokater er eneberettigede
til at møde i retten som
fuldmægtige for parterne,
medmindre andet følger af stk.
3, 5, 6, 8 og 9.
Stk. 3.
Der kan dog mødes for en
part i retten ved personer, der
er
1) værge for
en part, der er umyndig, under
værgemål efter værgemålslovens §
5 eller under samværgemål efter
værgemålslovens § 7,
2) beslægtet
eller besvogret med en part i
op- eller nedstigende linje
eller i sidelinjen så nær som
søskendebørn eller er partens
ægtefælle, adoptiv- eller
plejeforælder, adoptiv- eller
plejebarn,
3) hører til
samme husstand som parten, samt
ved
4) personer,
der er ansat hos parten for et
tidsrum, der ikke er kortere end
en måned, og – når parten ikke
selv er advokat – ikke med det
særlige formål at møde i retten.
Stk. 4.
Personer omfattet af stk. 3
skal kunne føre bevis for deres
tilknytning til parten, når
retten eller modparten forlanger
det. Retten kan undtagelsesvis
tillade en passende udsættelse
hertil.
Stk. 5.
En part kan i sager om
inddrivelse af forfaldne
pengekrav efter reglerne i
kapitel 44 a, i sager om mindre
krav efter reglerne i kapitel 39
samt under udlægsforretninger i
fogedretten møde i retten ved
andre end de personer, der er
nævnt i stk. 2 og 3.
Stk. 6.
Justitsministeren kan
tillade, at ansatte i
foreninger,
interesseorganisationer og
lignende, der virker som
partsrepræsentanter i det
arbejdsretlige system, kan møde
for en part i byretten i
retssager vedrørende løn- og
ansættelsesforhold, som
foreningerne,
interesseorganisationerne og
lignende som mandatar udfører
for deres medlemmer inden for
foreningens interesseområde. Det
er en betingelse, at den ansatte
har en dansk juridisk bachelor-
og kandidatuddannelse, jf. dog §
135 a, stk. 2.
Stk. 7.
Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om
ordningen i stk. 6.
Stk. 8.
Når det under hensyn til
sagens karakter og øvrige
omstændigheder findes
forsvarligt, kan retten tillade,
at der mødes ved advokat fra
andet nordisk land.
Stk. 9.
Under skiftebehandlinger er
det tilladt at lade møde for sig
ved andre end de personer, der
er nævnt i stk. 2 og 3. Det
samme gælder under
fogedforretninger, herunder
auktionsforretninger, for den,
imod hvem retshandlingen er
rettet, og under
auktionsforretninger for dem,
der afgiver bud under auktionen.
1. og 2. pkt. finder dog ikke
anvendelse, hvis der under
retsmødet skal foregå
forhandling om en tvist, jf. dog
§ 495, stk. 2.
Stk. 10.
Hvis en part godtgør, at det
ikke har været muligt for
vedkommende at antage en advokat
til at udføre en retssag, kan
retten beskikke den pågældende
en advokat. Beskikkelsen sker på
betingelse af, at parten
erklærer sig villig til at
godtgøre statskassen udgifterne
herved og efter rettens
bestemmelse stiller sikkerhed
for disse udgifter. Retten
pålægger samtidig med sagens
afslutning parten at erstatte
statskassen dennes udgifter i
forbindelse med beskikkelsen.«
36.
Efter § 267 indsættes i
kapitel 25 :
Ȥ 267 a.
Den, som uden at være
omfattet af § 260, stk. 2, 3, 6,
8 og 9, samt § 136, stk. 8, i
medfør af § 260, stk. 5,
repræsenterer en part i sager om
inddrivelse af forfaldne
pengekrav efter reglerne i
kapitel 44 a, i sager om mindre
krav efter reglerne i kapitel 39
samt under udlægsforretninger i
fogedretten, skal udvise en
adfærd, som er i
overensstemmelse med god skik
for rettergangsfuldmægtige.
Rettergangsfuldmægtigen skal
udføre sit hverv grundigt,
samvittighedsfuldt og i
overensstemmelse med, hvad
berettigede hensyn til klientens
tarv tilsiger. Sagen skal
fremmes med den fornødne
hurtighed.
Stk. 2.
Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om god
skik for rettergangsfuldmægtige.
§ 267 b.
Justitsministeren påser, at
rettergangsfuldmægtige
overholder reglerne om god skik
i § 267 a og forskrifter udstedt
i medfør heraf på grundlag af
indberetning fra retterne og
klage fra klienter eller andre,
der har en retlig interesse
heri.
§ 267 c.
Justitsministeren kan
tildele en rettergangsfuldmægtig
en irettesættelse i mindre grove
eller enkeltstående tilfælde af
overtrædelse af reglerne om god
skik for rettergangsfuldmægtige.
Har en rettergangsfuldmægtig
gjort sig skyldig i grov eller
oftere gentagen overtrædelse af
reglerne om god skik for
rettergangsfuldmægtige, og giver
de udviste forhold grund til at
antage, at den pågældende ikke
for fremtiden vil overholde
reglerne om god skik for
rettergangsfuldmægtige, kan
justitsministeren fratage
rettergangsfuldmægtigen retten
til at udføre sager for andre
ved domstolene. Fratagelsen kan
ske i et tidsrum fra 6 måneder
til 5 år eller indtil videre.
Stk. 2.
Justitsministerens afgørelse
skal indeholde oplysning om
adgangen til domstolsprøvelse og
om fristen herfor.
Stk. 3.
Rettergangsfuldmægtigen kan
forlange en afgørelse efter stk.
1 om fratagelse af retten til at
udføre sager for andre ved
domstolene indbragt for retten.
Retten kan stadfæste, ophæve
eller ændre afgørelsen.
Stk. 4.
Anmodning om sagsanlæg skal
fremsættes over for
justitsministeren inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende.
Justitsministeren anlægger
herefter sag mod
rettergangsfuldmægtigen i den
borgerlige retsplejes former.
Stk. 5.
Anmodning om sagsanlæg har
opsættende virkning, men retten
kan, hvis justitsministeren har
frataget rettergangsfuldmægtigen
retten til at udføre sager for
andre ved domstolene, ved
kendelse udelukke den pågældende
fra at udføre sager for andre
ved domstolene, indtil sagen er
endeligt afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at anke ikke
har opsættende virkning.
§ 267 d.
Justitsministeren kan til
enhver tid ophæve en fratagelse
efter § 267 c, stk. 1.
Stk. 2.
Er fratagelsen sket indtil
videre, og afslår
justitsministeren en ansøgning
om ophævelse af fratagelsen, kan
den pågældende forlange
spørgsmålet indbragt for retten,
hvis der er forløbet 5 år efter
fratagelsen. Sagen anlægges af
justitsministeren i den
borgerlige retsplejes former.
Stk. 3.
Godkender retten
justitsministerens afgørelse,
kan spørgsmålet først på ny
indbringes for retten, når der
er forløbet 2 år efter rettens
afgørelse.«
37.
§ 361, stk. 5, affattes
således:
»Stk. 5.
Reglerne i stk. 1-4 finder
tilsvarende anvendelse i en sag
om vederlag til en advokat eller
en af de personer, der er nævnt
i § 124, stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, hvis den anden
part anmoder om, at sagen
behandles ved Advokatnævnet, jf.
§ 146. Sagen kan dog først på ny
indbringes for retten, når
Advokatnævnet har afsluttet
behandlingen af sagen.«
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1.
januar 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Retsplejelovens § 144, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
22, træder i kraft den 1. juli
2007.
§ 3
Stk. 1.
De hidtil gældende regler om
gennemførelsen af en teoretisk
efteruddannelse på områder af
særlig betydning for advokater
som betingelse for at få
beskikkelse som advokat finder
anvendelse for personer, der
inden lovens ikrafttræden er
påbegyndt eller har gennemført
denne efteruddannelse. Disse
personer kan således beskikkes
som advokat, uanset at de ikke
opfylder betingelsen i
retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 5, herunder om en praktisk
prøve i retssagsbehandling, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
3. Det er en forudsætning, at
efteruddannelsen er afsluttet
senest den 31. december 2009, og
at eksamen er bestået senest den
31. januar 2011.
Stk. 2.
Personer, der har bestået
juridisk kandidateksamen før den
1. januar 1997, kan beskikkes
som advokat, uanset at de ikke
opfylder betingelsen i
retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 5, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3.
Stk. 3.
Retsplejelovens § 123, stk.
1, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 9, finder ikke anvendelse
for advokater, der inden lovens
ikrafttræden er indtrådt i et
fællesskab af advokater eller
har erhvervet aktier eller
anparter i et advokatselskab.
Stk. 4.
Retsplejelovens § 126, stk.
5, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 12, finder ikke
anvendelse for autoriserede
advokatfuldmægtige, der er
tilmeldt den hidtil gældende
teoretiske efteruddannelse på
områder af særlig betydning for
advokater som betingelse for at
få beskikkelse som advokat.
Dette gælder dog kun indtil,
fuldmægtigene har gennemført den
hidtil gældende efteruddannelses
teoretiske kurser.
Stk. 5.
En advokat eller en
autoriseret fuldmægtig, der
inden lovens ikrafttræden er
påbegyndt behandlingen af en
retssag for Sø- og
Handelsretten, kan færdiggøre
behandlingen af denne sag,
uanset bestemmelsen i
retsplejelovens § 132 eller §
136, stk. 3, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 15 og 19.
Stk. 6.
Klager over vederlag, som en
advokat eller et advokatselskab
har forlangt for sit arbejde,
der er indgivet inden lovens
ikrafttræden, færdigbehandles
efter de hidtil gældende regler
i retsplejelovens kapitel 15 a.
§ 4
Loven gælder
ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Lovforslagets formål og
baggrund
...........................................................
|
9
|
2.
Det pligtmæssige
medlemskab af
Advokatsamfundet
..............................
|
9
|
2.1. Gældende ret
;............................................................................
.............
|
9
|
2.2. Advokatudvalgets
overvejelser
.............................................................
|
11
|
2.3. Justitsministeriets
overvejelser
..............................................................
|
13
|
3.
Tilsynet med og
behandlingen af klager
over advokater
.........................
|
13
|
3.1. Gældende ret
;............................................................................
.............
|
13
|
3.1.1. Tilsynet med
advokater
......................................................................
|
13
|
3.1.2. Behandlingen af
klager over advokater
.............................................
|
14
|
3.1.2.1. Salærklager
;............................................................................
..........
|
14
|
3.1.2.2.
Disciplinærklager
;.............................................................................
|
15
|
3.2. Advokatudvalgets
overvejelser
.............................................................
|
16
|
3.3. Justitsministeriets
overvejelser
..............................................................
|
20
|
4.
Advokaters grund- og
efteruddannelse
....................................................
|
22
|
4.1. Gældende ret
;............................................................................
.............
|
22
|
4.2. Advokatudvalgets
overvejelser
.............................................................
|
24
|
4.3. Justitsministeriets
overvejelser
..............................................................
|
26
|
5.
Møderet for landsret
;............................................................................
..... |
27
|
5.1. Gældende ret
;............................................................................
.............
|
27
|
5.2. Advokatudvalgets
overvejelser
.............................................................
|
27
|
5.3. Justitsministeriets
overvejelser
..............................................................
|
28
|
6.
Ejerskabsforholdene i
advokatvirksomheder
...........................................
|
28
|
6.1. Gældende ret
;............................................................................
.............
|
28
|
6.2. Advokatudvalgets
overvejelser
.............................................................
|
30
|
6.3. Justitsministeriets
overvejelser
..............................................................
|
32
|
7.
Advokaters
møderetsmonopol
..................................................................
|
32
|
7.1. Gældende ret
;............................................................................
.............
|
32
|
7.2. Advokatudvalgets
overvejelser
.............................................................
|
34
|
7.3. Justitsministeriets
overvejelser
..............................................................
|
37
|
8.
Andre regler i
retsplejeloven om
advokater
.............................................
|
38
|
8.1. Gældende ret
;............................................................................
.............
|
38
|
8.2. Advokatudvalgets
overvejelser
.............................................................
|
39
|
8.3. Justitsministeriets
overvejelser
..............................................................
|
40
|
9.
Lovforslagets økonomiske
og administrative
konsekvenser mv.
.............
|
41
|
10. Hørte myndigheder og
organisationer mv.
.............................................
|
41
|
1.
Lovforslagets formål og baggrund
Lovforslagets
formål er at skabe en mere
tidssvarende regulering af
advokaters forhold, at styrke
borgernes retssikkerhed og at
skabe øget konkurrence på
advokatområdet.
Den seneste
samlede revision af
retsplejelovens afsnit om
advokater blev gennemført for
godt 25 år siden, og der har i
de seneste år været rejst
spørgsmål og været overvejelser
om ændring af de gældende regler
om det pligtmæssige medlemskab
af Advokatsamfundet, advokaters
møderetsmonopol, behandlingen af
klager over advokater, adgangen
til at drive advokatvirksomhed i
selskabsform og
ejerskabsforholdene i
advokatvirksomheder.
Lovforslaget
indeholder følgende
hovedpunkter:
–
Reguleringen af Advokatsamfundet
ændres ved, at Advokatsamfundet
ikke fremover skal have karakter
af en forening, men omdannes til
en ved lov oprettet og reguleret
institution, der udgøres af alle
advokater, og som fortrinsvis
varetager tilsyns- og
disciplinærfunktioner i forhold
til alle advokater.
–
Møderetsmonopolet lempes
således, at andre end advokater
vil kunne møde i den forenklede
inkassoproces, småsagsprocessen
og udlægsforreninger i
fogedretten. Der indføres regler
om god skik for disse
rettergangsfuldmægtige, der ikke
er advokater, og
Justitsministeriet påser
overholdelsen af god
skik-reglerne.
–
Advokatuddannelsen ændres. I dag
skal alle, der vil være advokat,
op til en mundtlig eksamen i
juridiske emner. Fremover skal
alle, der vil være advokat, op
til dels en teoretisk eksamen i
regler, der er af særlig
betydning for advokaterhvervet
(advokatetiske regler,
klientkontoregler,
regnskabsforståelse m.v.), dels
en praktisk prøve i
retssagsbehandling.
– Der bliver
en mere liberal tilgang til
advokatbranchen ved, at
organisationsansatte
advokatfuldmægtige fremover
lettere vil kunne beskikkes som
advokat.
– Advokater
og advokatfuldmægtige skal
fremover løbende deltage i
efteruddannelse af betydning for
advokaterhvervet.
– Den ene af
de to prøvesager, der kræves
for, at en advokat kan få
møderet for landsret, vil
fremover kunne være en
byretssag.
– Fremover
kan også andre ansatte end
advokater være medejer af et
advokatselskab. Der stilles dog
en række betingelser: De må
tilsammen kun eje under 1/10 af
aktierne eller anparterne i
selskabet, de skal bestå en
prøve i de regler, der er af
særlig betydning for
advokaterhvervet, og klager over
dem kan indbringes for
Advokatnævnet, der får
tilsvarende beføjelser over for
dem, som nævnet har i forhold
til advokater.
– Fremover
kan man drive advokatvirksomhed
i kommanditaktieselskabsform
(partnerselskaber), ligesom man
kan anvende en
holdingselskabsstruktur.
–
Advokatnævnets sammensætning
ændres, så det sikres, at der er
lige mange advokater og
repræsentanter for
offentligheden i nævnet.
– Salærklager
kan indbringes direkte for
Advokatnævnet i modsætning til i
dag, hvor salærklager indbringes
for kredsbestyrelsen.
–
Bødemaksimum forhøjes.
Advokatnævnet kan i dag pålægge
en advokat eller et
advokatselskab en bøde på indtil
200.000 kr. Dette forhøjes til
300.000 kr.
–
Advokatrådet får nye
tilsynsbeføjelser. Advokatrådet
kan bestemme, at en advokat skal
indkaldes til en kollegial
samtale, og rådet kan iværksætte
et kollegialt tilsyn.
Lovforslaget
bygger på Advokatudvalgets
betænkning
nr. 1479/2006 om
retsplejelovens regler om
advokater (herefter
”betænkningen”). Ved afgivelsen
af betænkningen bestod udvalget
af en formand (professor, dr.
jur. Mads Bryde Andersen) og 15
andre medlemmer som
repræsentanter for Østre og
Vestre Landsret, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Justitsministeriet, Økonomi- og
Erhvervsministeriet,
Konkurrencestyrelsen,
Beskæftigelsesministeriet,
Advokatrådet, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige,
Dansk Industri, Dansk Handel og
Service, Håndværksrådet, HTS-I
(nu Dansk Erhverv), Finansrådet,
Realkreditrådet, Forsikring &
Pension, Landsorganisationen i
Danmark samt Forbrugerrådet.
2. Det
pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet
2.1. Gældende
ret
2.1.1.
Efter retsplejelovens § 143 er
alle advokater medlemmer af Det
Danske Advokatsamfund.
Bestemmelsen indebærer, at
enhver advokat automatisk bliver
medlem af Advokatsamfundet, når
han eller hun modtager
beskikkelse. Der finder ikke
nogen egentlig indmeldelse sted,
og et medlem af Advokatsamfundet
kan ikke ekskluderes. Udtræden
af Advokatsamfundet kan kun ske
ved, at retten til at udøve
advokatvirksomhed ophører ved
frivillig deponering af
beskikkelsen eller ved
frakendelse af retten til at
udøve advokatvirksomhed ved dom
eller ved kendelse fra
Advokatnævnet.
Bestemmelsen
blev oprindeligt indført som §
139 i den første retsplejelov
(lov nr. 70 af 11. april 1916 om
rettens pleje), der trådte i
kraft den 1. oktober 1919, med
ordlyden »Samtlige Sagførere
udgør et Samfund.«
Det fremgår
af forarbejderne til
bestemmelsen, at det overordnede
formål med en lovfæstet ordning
af ”sagførervæsenet” var at
indføre et tilsyns- og
disciplinærsystem til
varetagelse af det offentliges
interesse i at opretholde en høj
faglig og etisk standard blandt
de udøvende advokater og
samtidig sikre advokatstandens
uafhængighed af statsmagten.
Dette
overordnede formål blev
tilgodeset ved at oprette et
kontrolorgan, der udgik fra
sagførerne selv, og som lå uden
for de statslige myndigheders
kompetence. En forudsætning for,
at et sådant system kunne
fungere effektivt, var, at alle
udøvende sagførere var underlagt
dette kontrolorgans myndighed,
og som følge heraf måtte alle
sagførere være medlem af
Sagførersamfundet, som det hed
dengang.
Bestemmelsen
var uforandret gældende indtil
revisionen af retsplejelovens
afsnit om advokater, som blev
gennemført ved lov nr. 277 af 9.
juni 1982. Ved denne revision
fik bestemmelsen den ordlyd (og
det paragrafnummer), som den har
i dag.
Revisionen i
1982 byggede på b etænkning nr.
871/1979 vedrørende revision af
retsplejelovens afsnit om
advokater. Udvalget bag
betænkningen var af den
opfattelse, at advokaternes
pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet burde bevares.
Som følge heraf foreslog
udvalget, at den gældende
ordning blev opretholdt uændret,
og at der alene foretoges en
modernisering af bestemmelsens
ordlyd. Dette forslag blev
vedtaget, og revisionen af
retsplejelovens afsnit om
advokater kom derfor ikke til at
berøre reglerne om advokaters
pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet.
Reglerne om
advokaters pligtmæssige
medlemskab af Advokatsamfundet
er ikke siden ændret.
Samtidig med,
at forbuddet i retsplejelovens §
124 mod at drive
advokatvirksomhed i selskabsform
blev ophævet ved lov nr. 403 af
13. juni 1990, blev der dog i §
143, stk. 2, som 3. pkt. indført
en bestemmelse, hvorefter
Advokatsamfundets tilsyns- og
sanktionsbeføjelser blev udvidet
til også at omfatte
advokatselskaber.
Det er
således fortsat de samme hensyn,
der i dag ligger bag kravet om
advokaters pligtmæssige
medlemskab af Advokatsamfundet.
Det er således navnlig hensynet
til at sikre advokaternes
uafhængighed af statsmagten, der
er afgørende for den gældende
organisationsform.
2.1.2.
Det pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet er snævert
forbundet med
advokatmyndighedernes udøvelse
af disciplinær- og
tilsynsmyndighed.
Advokatrådet
(Advokatsamfundets bestyrelse)
har således bl.a. til opgave at
føre tilsyn med, at
advokater overholder de
advokatetiske regler og
klientkontoreglerne samt har
ansvarsforsikring mv., så
klienterne er sikret, hvis
advokaten giver forkert
rådgivning eller misbruger
klientkontoen.
Herudover har
Advokatsamfundet gennem årene
påtaget sig en række
aktiviteter, som mere ligner
dem, som er typiske for
branche- og
interesseorganisationer ,
herunder også
markedsføringslignende
initiativer for advokaterne.
Derimod
varetager Advokatsamfundet
ikke arbejdsgiver- eller
arbejdstagerinteresser.
2.1.3.
Retsplejelovens krav om
pligtmæssigt medlemskab af
Advokatsamfundet er gennemgået i
Eksklusivudvalgets betænkning
nr. 1419/2002. Det var
Eksklusivudvalgets opfattelse,
at den eksisterende ordning
burde bevares, og at de hensyn,
der i sin tid begrundede
indførelsen af ordningen, efter
Eksklusivudvalgets opfattelse
fortsat var relevante og
afgørende. Efter
Eksklusivudvalgets opfattelse
var det en nødvendig
forudsætning for, at
Advokatsamfundet havde mulighed
for at udøve et effektivt
tilsyn, at alle advokater var
medlemmer af Advokatsamfundet.
Eksklusivudvalget fandt, at det
pligtmæssige medlemskab herved
adskilte sig afgørende fra
eksklusivbestemmelser i
kollektive aftaler på
arbejdsmarkedet, hvor
lovgivningsmagten ikke har
tillagt fagforeninger og
arbejdsgivere udøvende og
dømmende beføjelser i forhold
til deres medlemmer.
Beskæftigelsesministeren
fremsatte den 9. januar 2003
forslag til lov om ændring af
lov om beskyttelse mod
afskedigelse på grund af
foreningsforhold (lovforslag nr.
L 120). Her blev det bl.a.
anført, at regeringen fandt det
væsentligt, at der – uanset
Eksklusivudvalgets anbefaling –
blev foretaget en nærmere
gennemgang af den gældende
ordning om advokaters
pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet med henblik på
at vurdere behovet for
ordningens opretholdelse.
Lovforslaget blev ikke vedtaget
og bortfaldt med udgangen af
folketingssamlingen 2002-03.
2.1.4.
Ved dom af 11. januar 2006
afgjorde Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol i
sagerne Sørensen vs. Danmark
(52562/99) og Rasmussen vs.
Danmark (52620/99), at
foreningsfriheden var blevet
krænket i forhold til Sørensen
og Rasmussen, jf. Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions
art. 11.
Ved lov nr.
153 af 26. april 2006 ændredes
lov om beskyttelse mod
afskedigelse på grund af
foreningsforhold. Loven
indeholder nu et forbud mod
eksklusivaftaler på
arbejdsmarkedet og et forbud
mod, at en arbejdsgiver lægger
vægt på foreningsforhold i
forbindelse med ansættelse og
afskedigelse. Det fremgår bl.a.
af bemærkningerne til
lovforslaget, at dommen fra Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol ikke
ændrer ved, at foreninger, der
er oprettet ved lov, og som
udfører offentlig myndighed som
f.eks. lovregulerede kollegiale
organer blandt visse liberale
professioner, der fastsætter
fagetiske regler og håndhæver
disse over for deres medlemmer,
ikke omfattes af
foreningsbegrebet i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonventions
art. 11. Regeringen har
imidlertid besluttet at afskaffe
de eksklusivlignende ordninger
inden for de liberale erhverv.
Endvidere
fremgår det af bemærkningerne,
at Justitsministeriet vil anmode
det nedsatte udvalg om advokater
om i sin betænkning at beskrive
mulige løsningsmodeller i
forbindelse med de spørgsmål,
der opstår ved en afskaffelse af
det pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet.
Justitsministeriet vil på
baggrund af betænkningen fra
udvalget udarbejde et lovforslag
om ophævelse af det
obligatoriske medlemskab af
Advokatsamfundet og om den
fremtidige tilrettelæggelse af
et tilsyn, klagesagsbehandling
og uddannelse på advokatområdet
med henblik på fremsættelse i
Folketinget i oktober 2006.
Ved lov nr.
491 af 7. juni 2006 ændredes
sundhedsloven. Herved ophævedes
eksklusivbestemmelser og krav om
foreningsmedlemskab i
praksissektoren.
2.2.
Advokatudvalgets overvejelser
2.2.1.
Advokatudvalget har i
betænkningen beskrevet fem
mulige løsningsmodeller i
forbindelse med de spørgsmål,
der opstår ved en afskaffelse af
det pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet.
Det drejer
sig om følgende modeller:
– En model,
hvorefter Advokatsamfundet
fremover ikke skal have karakter
af en forening, men derimod være
en ved lov oprettet og reguleret
institution, som fortrinsvis
varetager tilsyns- og
disciplinærfunktioner i forhold
til alle advokater (model 1).
– En
tilslutningsmodel, hvorefter de
advokater, som ikke ønsker at
være medlemmer af
Advokatsamfundet, skal være
tilsluttet – og bidrage til
udgifterne forbundet med driften
af – Advokatsamfundets tilsyns-
og disciplinærsystem (model 2).
– En model,
hvor der ikke stilles krav om
medlemskab af Advokatsamfundet,
men af en godkendt
advokatsammenslutning, som der
kan være flere af (model 3).
– En model,
hvorefter retten til at kalde
sig advokat er knyttet til
medlemskabet af Advokatsamfundet
(dvs. en titelbeskyttelse
knyttet til medlemskabet), men
hvor der som udgangspunkt ikke
er knyttet enerettigheder til
advokattitlen, herunder f.eks.
eneret til at møde som
partsrepræsentant
(procesfuldmægtig) i retten
(model 4).
– En
offentlig tilsynsmodel, hvor der
oprettes et statsligt tilsyns-
og disciplinærsystem (f.eks. et
disciplinærnævn) (model 5).
Modellerne er
nærmere beskrevet i betænkningen
side 219-247
2.2.2.
Et flertal af udvalgets
medlemmer anbefaler model 1 som
grundlag for en fremtidig
regulering af
advokatprofessionen. Modellen
indebærer en ændring af
retsplejelovens § 143, stk. 1,
således at Advokatsamfundet
fremover ikke anses for en
forening, men en organisation,
der udgøres af alle advokater
med beskikkelse, som er oprettet
ved lov, og som i henhold til
lovgivningen er tillagt
offentligretlige funktioner.
Modellen
indebærer navnlig, at
Advokatsamfundet af hensyn til
at sikre en uafhængig og
kvalificeret advokatbistand for
borgere og virksomheder forestår
tilsyns- og
disciplinærfunktionen og de
dermed naturligt forbundne
opgaver for alle advokater med
beskikkelse. Advokatsamfundet
forestår af samme grunde
grunduddannelsen for advokater.
Den løbende efteruddannelse bør
kunne tilbydes advokaterne af
enhver fagligt kompetent
udbyder, men det vil være
naturligt og mest
hensigtsmæssigt, at kontrollen
med, at uddannelseskravene
efterleves, placeres hos
Advokatsamfundet som led i
tilsynet med advokaterne.
Flertallet i
udvalget finder, at modellen
bedre end nogen anden model, som
udvalget har drøftet, bl.a.
sikrer, at borgere og
virksomheder har adgang til en
uafhængig og kvalificeret
advokatbistand, og at princippet
om negativ foreningsfrihed
respekteres.
Flertallet
har særligt lagt vægt på
hensynet til, at borgere og
virksomheder skal have adgang
til uafhængig og kvalificeret
bistand fra advokater. Hensynet
til uafhængighed betyder, at den
enkelte advokat skal være
uafhængig af statsmagten og af
enhver uvedkommende privat
interesse, der kan være i
konflikt med klientens
interesser.
Efter
flertallets opfattelse er det
derfor helt afgørende for
borgere og virksomheders tillid
til advokatprofessionen og til
retsvæsenet som sådan, at der
ikke kan sættes spørgsmålstegn
ved hverken den enkelte advokats
uafhængighed eller
uafhængigheden og den faglige
kompetence hos den, der skal
føre tilsyn med advokaterne og
udøve disciplinærmyndighed over
dem.
Disse hensyn
samt hensynet til at værne om
fortrolighedsforholdet mellem
advokaten og klienten taler
efter flertallets opfattelse med
stor vægt for at lade
Advokatsamfundet forestå
tilsyns- og
disciplinærfunktionen og de
dermed naturligt forbundne
opgaver for alle advokater med
beskikkelse.
Hensyn til
såvel den enkelte klient som til
retsplejen kræver, at
advokatbistanden til borgere og
virksomheder har en høj faglig
og etisk kvalitet. Dette stiller
krav til såvel selve
advokatuddannelsen som til
løbende efteruddannelse af
advokater.
Grunduddannelsen bør navnlig
sikre et grundigt kendskab til
de almindelige og særlige
advokatpligter samt til
behandlingen af retssager.
Uddannelsens omfang og pris bør
ikke udgøre en
konkurrencebegrænsende barriere
for adgang til erhvervet. Både
saglige og økonomiske hensyn
taler for at placere denne
opgave i Advokatsamfundet.
Den løbende
efteruddannelse bør derimod
kunne tilbydes advokaterne af
enhver fagligt kompetent
udbyder, men det vil være
naturligt og mest
hensigtsmæssigt at placere
kontrollen med, at
uddannelseskravene efterleves,
hos Advokatsamfundet som led i
tilsynet med advokaterne.
Ud over at
opfylde de angivne mål har den
beskrevne model bl.a. den
samfundsgavnlige effekt, at den
samlede advokatstands apolitiske
arbejde – navnlig udarbejdelse
af høringssvar samt vederlagsfri
retshjælp ved advokatvagter –
for det danske retssamfund kan
bevares.
Advokatsamfundet udgøres ifølge
modellen af alle advokater med
beskikkelse. Dette indebærer, at
alle advokater, der opfylder de
af lovgivningsmagten fastsatte
betingelser, automatisk omfattes
af Advokatsamfundet, herunder
navnlig tilsyns- og
disciplinærsystemet. Det er
alene Advokatnævnet eller
domstolene, der kan træffe
bestemmelse om, at advokaten
skal frakendes sin beskikkelse
og dermed ikke længere være
omfattet af Advokatsamfundet.
Hermed sikres almenhedens
interesse i, at alle advokater
er underkastet en ensartet
regulering og ensartede pligter
i forhold til det omgivne
samfund.
Flertallet
bag modellen finder derfor, at
en gennemførelse af modellen
opfylder regeringens ønske om at
fjerne eksklusivlignende
ordninger for advokatstanden.
Det vil
ifølge flertallet formentlig
skulle afklares, om nogle af de
opgaver, som Advokatsamfundet
forestår efter den gældende
ordning, og som kan have en vis
lighed med aktiviteterne i en
interesseorganisation, f.eks.
arbejdet med positionering og
udvikling af advokatstanden,
vedblivende skal være omfattet
af Advokatsamfundets formål
under en lovændring, der i
videre omfang end i dag betoner
Advokatsamfundets
offentligretlige funktioner. Det
flertal, der står bag modellen,
vil ikke stille nærmere forslag
om denne problemstilling, idet
det efter flertallets opfattelse
i givet fald bør afklares i
forbindelse med
justitsministerens godkendelse
af vedtægt for Det danske
Advokatsamfund.
Efter
flertallets opfattelse er der
ikke påvist forhold, som tyder
på, at modellen skulle medføre
konkurrencebegrænsninger inden
for advokatbranchen. Der
henvises til en økonomisk
analyse om advokatbranchen,
konkurrenceforhold og
liberalisering, som Copenhagen
Economics har fremlagt i
september 2005.
Flertallet
finder ikke, at de modeller, som
er beskrevet som model 2 til 5 i
betænkningen, er egnet til at
danne grundlag for den
fremtidige regulering af
advokatprofessionen. Dette
skyldes, at de øvrige modeller
efter flertallets opfattelse
indeholder en række afgørende
ulemper og forringelser i
forhold til den eksisterende
ordning og særligt i forhold til
model 1. Blandt disse har
flertallet lagt særlig vægt på
risikoen for faldende
tilsynsintensitet, anfægtelse af
advokatens uafhængighed,
manglende garanti for kvalitet i
retssagsbehandlingen, manglende
gennemsigtighed i markedet og
manglende beskyttelse af den
negative foreningsfrihed.
1 medlem
blandt flertallet bemærker dog,
at hvis lovgiver måtte ønske at
følge en af de øvrige modeller,
foretrækkes model 2.
2.2.3.
Et mindretal i udvalget
bemærker, at regeringen efter
Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols dom
af 11. januar 2006 har
tilkendegivet, at man er
indstillet på at afskaffe de
eksklusivlignende ordninger
inden for de liberale erhverv,
herunder advokaters pligtmæssige
medlemskab af Advokatsamfundet,
uanset at dette ikke er juridisk
nødvendigt for at leve op til
dommen.
Valget mellem
de forskellige modeller, som
udvalget har opstillet, må
derfor efter mindretallets
opfattelse i høj grad bero på en
politisk afvejning af, i hvor
høj grad de tilgodeser
henholdsvis det nævnte
principielle hensyn til at sikre
foreningsfriheden og de
principielle hensyn – bl.a. til
at sikre en høj faglig og etisk
standard blandt advokater og
samtidig sikre advokatstandens
uafhængighed af statsmagten –
der hidtil har begrundet det
pligtmæssige medlemskab af
Advokatsamfundet. Mindretallet
afstår derfor fra at foretage
denne afvejning.
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
Af hensyn til
borgernes retssikkerhed er det
vigtigt at sikre en høj etisk
standard blandt advokater, så
forbrugere og erhvervslivet
beskyttes mod dårlig rådgivning
og misbrug af klientkontoen.
Derfor skal
der være et effektivt tilsyn med
advokaters overholdelse af de
advokatetiske regler, reglerne
om klientkonto, forsikringspligt
mv. Tilsynet skal være ensartet
og kan derfor efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke varetages af flere
forskellige advokatsamfund (jf.
model 3). Af samme grund kan
ordningen heller ikke bygge på
en tilslutningsmodel som i
sundhedssektoren (model 2). Det
ville kunne medføre – eller i
hvert fald skabe mistanke om –
at tilsynets intensitet blev
påvirket af, om der var tale om
et medlem eller en ”tilsluttet”
advokat.
Det er også
afgørende at sikre advokaters
uafhængighed af statsmagten.
Bl.a. af hensyn til borgernes
retssikkerhed skal en advokat
kun virke til gavn for sin
klient og i den sammenhæng være
fri af uvedkommende interesser.
Det skal fortsat sikres, at den
enkelte borger og virksomhed kan
få en advokat til at føre en sag
mod staten, uden at advokaten
skal frygte pres fra staten i
andre sammenhænge.
Derfor bør
tilsynet med advokater efter
Justitsministeriets opfattelse
ikke ligge hos en statslig
tilsynsmyndighed (jf. model 5).
Hvis tilsynet overføres til en
statslig myndighed, vil det ikke
kunne være så intensivt, som det
er i dag. Et intensivt tilsyn
f.eks. med advokater, der er
kritiske over for regeringen
eller fører principielle
retssager mod staten, vil
medføre risiko for beskyldninger
om magtmisbrug. Et mindre
intensivt tilsyn end i dag vil
omvendt betyde en forringelse af
borgernes retssikkerhed gennem
en ringere beskyttelse mod
dårlig rådgivning og misbrug af
betroede midler.
Justitsministeriet er derfor
enig i, at den fremtidige
regulering af Advokatsamfundet
bør bygge på den af flertallet
foreslåede model 1.
Hovedaktiviteten for
Advokatsamfundet vil efter
forslaget være at sikre
overholdelse af de særlige
advokatpligter gennem et udvidet
tilsyn og et effektivt og
moderniseret disciplinærsystem.
Tilsynet vil navnlig bestå i
kontrol med overholdelse af de
advokatetiske regler og
klientkontoreglerne, kontrol med
forsikring og garantistillelse
mv., så klienterne er sikret,
hvis advokaten giver forkert
rådgivning eller misbruger
klientkontoen.
Advokatsamfundet bør herudover
fortsat kunne ”virke til gavn
for det danske retssamfund”, jf.
den gældende vedtægt for
Advokatsamfundet. Dette arbejde
består navnlig i deltagelse i
lovforberedende udvalg samt
udarbejdelse af høringssvar, som
ikke forfølger partipolitiske
eller fordelingsmæssige
interesser, men som alene har
til formål at bidrage til
regeringens og Folketingets
arbejde for borgernes
retssikkerhed på baggrund af
advokaternes særlige tekniske
indsigt. Herudover kommer
opgaver som f.eks. på
Justitsministeriets vegne at stå
for grunduddannelsen for
advokater og advokateksamen.
Det er
afgørende, at ingen advokat
fremover tvinges til at bidrage
til aktiviteter, som ikke er
almennyttige og partipolitiske
neutrale.
De hidtidige
branceforeningsaktiviteter vil
derfor ikke længere kunne
varetages af Advokatsamfundet.
Det drejer sig bl.a. om
markedsføringslignende
initiativer for advokaterne og
udvikling af det
forretningsmæssige grundlag for
advokatvirksomheder. Eksempler
på sådanne aktiviteter er
Advokatsamfundets
»kerneværdiprojekt«,
»innovationsprojektet« og
arbejdet med drift af
advokatvirksomheder.
Det
forudsættes i den forbindelse,
at Advokatsamfundet efter en
vedtagelse af lovforslaget
gennemgår sin interne
udvalgsstruktur, idet udvalgene
fremover ikke skal beskæftige
sig med andet end rent faglige
spørgsmål, som kan omsættes i
bidrag til retsudviklingen eller
kan bidrage til
oplysningsformål.
Advokatsamfundet vil heller ikke
kunne varetage brancheinteresser
i lovforberedende udvalg og ved
afgivelse af høringssvar.
Sammenfattende foreslås det
således, at Advokatsamfundet i
stedet for at have karakter af
en forening bliver til en
institution af offentligretlig
karakter, der har til
hovedformål at sikre en af
statsmagten uafhængig, ensartet
og tæt kontrol med overholdelsen
af de særlige advokatpligter,
herunder særligt overholdelse af
de advokatetiske regler, for at
sikre borgernes retssikkerhed.
3.
Tilsynet med og behandlingen af
klager over advokater
3.1. Gældende
ret
3.1.1.
Tilsynet med advokater
3.1.1.1.
Advokatsamfundets
bestyrelse, Advokatrådet, fører
tilsyn med advokaterne og deres
autoriserede fuldmægtige, jf.
retsplejelovens § 143, stk. 2.
Advokatrådet fører tilsyn med
advokaters overholdelse af de
pligter, som stillingen
medfører, dvs. både overholdelse
af den almindelige lovgivning,
der ikke retter sig specifikt
til advokater, og de særlige
forpligtelser, som advokater i
kraft af deres hverv er
underlagt. Finder rådet, at en
advokat ikke har handlet i
overensstemmelse med de pligter,
stillingen medfører, kan det
indklage den pågældende for
Advokatnævnet. Dette gælder også
for advokatselskaber.
3.1.1.2. I medfør af
retsplejelovens § 143, stk. 4,
fastsætter Advokatsamfundet
regler om sin organisation og
virksomhed i en vedtægt, der
skal godkendes af
justitsministeren.
Det følger af
retsplejelovens § 127, at
Advokatsamfundet udarbejder
regler om advokaters pligter med
hensyn til behandlingen af
betroede midler, sikkerhed mod
økonomisk ansvar, som kan
pådrages under udøvelse af
advokatvirksomhed, og meddelelse
af alle fornødne
regnskabsmæssige og økonomiske
oplysninger til Advokatsamfundet
samt regler om iværksættelse af
de fornødne
kontrolforanstaltninger.
Reglerne skal godkendes af
justitsministeren.
Advokatsamfundet har i henhold
til disse bestemmelser
udarbejdet en vedtægt for Det
danske Advokatsamfund samt en
klientkontovedtægt.
Klientkontovedtægten stiller en
række krav til advokaternes
bogføring, revision mv. og giver
samtidig Advokatrådet en række
muligheder for at føre kontrol
med advokaters behandling af
betroede midler. Vedtægterne er
ved bekendtgørelser godkendt af
Justitsministeriet, jf. senest
bekendtgørelse nr. 1064 af 26.
oktober 2006 om godkendelse af
ændringer i vedtægt for Det
danske Advokatsamfund og
bekendtgørelse nr. 720 af 26.
august 2002 om godkendelse af
ændringer i vedtægt om
advokaters pligter med hensyn
til behandlingen af betroede
midler.
Herudover har
Advokatrådet udarbejdet et sæt
advokatetiske regler, der
udtrykker den danske
advokatstands opfattelse af de
krav, som må stilles til
advokaters professionelle
standarder og etik under
udøvelse af advokatvirksomhed.
Reglerne skal tjene som
vejledning for advokaterne,
deres klienter og offentligheden
med hensyn til de pligter af
advokatetisk art, der påhviler
advokater som led i udøvelsen af
advokatvirksomhed. Reglernes
formål er tillige at udgøre et
bidrag til Advokatnævnets
fastlæggelse af retsplejelovens
standard god advokatskik, jf.
retsplejelovens § 126, men de er
ikke bindende for Advokatnævnet.
3.1.2.
Behandlingen af klager over
advokater
3.1.2.1.
Salærklager
3.1.2.1.1.
En advokat kan principielt
frit beregne sit vederlag, men
må ikke kræve højere vederlag
for sit arbejde, end hvad der
kan anses for rimeligt, jf.
retsplejelovens § 126, stk. 2.
Ifølge de
advokatetiske regler skal en
advokat i forbindelse med, at
aftalen om ydelse af bistand
indgås, efter anmodning give sin
klient oplysninger om de
vigtigste elementer i den
påregnede bistand og om
størrelsen af det vederlag,
advokaten agter at beregne sig.
Hvor det ikke er muligt at
oplyse et fast vederlag, skal
advokaten enten angive den måde,
hvorpå vederlaget vil blive
beregnet, eller give et
begrundet overslag. Advokaten
skal endvidere oplyse om de
forventede udlæg, herunder
afgifter til det offentlige. Har
advokaten givet et overslag,
skal klienten så tidligt som
muligt orienteres, hvis det
samlede vederlag forventes at
overstige det beløb, der er
angivet i overslaget. Er
klienten forbruger, skal
advokaten af egen drift give
klienten ovennævnte oplysninger.
Når
advokatens arbejde er afsluttet,
skal der ske afregning uden
unødigt ophold, og opgørelsen
bør indeholde en beskrivelse af
de forhold, som der kræves
vederlag for. En advokat må ikke
indgå salæraftaler om, at
vederlaget udgør en andel af det
udbytte, der måtte opnås ved
gennemførelsen af en sag.
3.1.2.1.2.
Ifølge retsplejelovens § 146
kan klager over vederlag, som en
advokat eller et advokatselskab
har forlangt for sit arbejde, af
den, som har retlig interesse
heri, indbringes for bestyrelsen
i den advokatkreds, hvor
advokaten eller advokatselskabet
har sit kontor.
Der er 11
advokatkredse i Danmark. Hver
advokatkreds skal have en
kredsbestyrelse, som varetager
kredsens særlige anliggender og
bistår Advokatrådet og
Advokatnævnet samt træffer
afgørelse vedrørende klager over
vederlag. Retningslinierne for
kredsbestyrelserne er indeholdt
i §§ 27–32 i vedtægt for Det
Danske Advokatsamfund.
Det følger af
retsplejelovens § 145, at ved
behandlingen af sager, hvor
kredsbestyrelserne skal bistå
Advokatnævnet, og sager efter §
146 om klager over vederlag
tiltrædes bestyrelserne hver af
et medlem, der ikke er advokat.
Virker en kredsbestyrelse i
flere afdelinger, tiltrædes
kredsbestyrelsen dog af ét
medlem for hver afdeling. Disse
medlemmer og stedfortrædere
herfor udpeges af
justitsministeren for 4 år ad
gangen efter indstilling fra
Kommunernes Landsforening.
Justitsministeren kan fastsætte
regler om indstilling fra
kommuner, der ikke er medlemmer
af Kommunernes Landsforening.
3.1.2.1.3.
Justitsministeriet har ved
bekendtgørelse nr. 284 af 22.
juni 1983 fastsat nærmere regler
om advokatkredsenes bestyrelsers
behandling af klager over
advokaters vederlag og om
bistand til Advokatnævnet.
Kredsbestyrelsens formand kan
afvise en klage, hvis formanden
finder, at klagen på forhånd må
skønnes åbenbart grundløs, at
den ikke henhører under
kredsbestyrelsens kompetence,
eller at klageren ikke har
retlig interesse i det forhold,
klagen vedrører.
Hvis der
opnås et forlig mellem parterne,
afsluttes sagen.
Kredsbestyrelsen kan henvise en
salærklage til Advokatnævnets
afgørelse, hvis sagens afgørelse
forudsætter, at et principielt
disciplinærspørgsmål er afgjort,
eller hvis sagen er af
væsentlig, principiel karakter.
Kredsbestyrelsen kan godkende
vederlagets størrelse eller
bestemme, at dette skal
nedsættes eller bortfalde, jf.
retsplejelovens § 146.
3.1.2.1.4.
Kredsbestyrelsens afgørelse
kan indbringes for Advokatnævnet
af hver af parterne samt af
Advokatrådet, jf.
retsplejelovens § 147. Klager
skal være indgivet til nævnet
inden 4 uger efter, at
kredsbestyrelsens afgørelse er
meddelt parterne. Nævnet kan dog
behandle en klage, der er
indgivet senere, når
fristoverskridelsen findes
rimeligt begrundet.
Advokatnævnet
er oprettet i medfør af
retsplejelovens § 144. Nævnet
består af en formand og 2
næstformænd, der alle skal være
dommere, samt af 15 andre
medlemmer. Formanden og
næstformændene udpeges af
Højesterets præsident. Af de
øvrige medlemmer udpeges 6, der
ikke må være advokater, af
justitsministeren, mens 9 vælges
af Advokatsamfundet blandt
advokater, der ikke er medlemmer
af Advokatrådet. Medlemmerne og
stedfortrædere herfor udpeges
for 4 år ad gangen. Ved nævnets
behandling af en sag skal
deltage et eller flere medlemmer
af formandskabet, et eller flere
af de medlemmer, der er udpeget
af justitsministeren, og et
antal advokater, der svarer til
antallet af deltagende medlemmer
af formandskabet og øvrige
medlemmer. Advokatnævnet bistås
ved sagernes forberedelse af
advokatkredsenes bestyrelser.
Justitsministeriet har i
bekendtgørelse nr. 188 af 21.
marts 2002, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 133 af 28.
februar 2006, fastsat nærmere
regler om Advokatnævnets
virksomhed.
Advokatnævnet
kan godkende vederlagets
størrelse eller bestemme, at
vederlaget skal nedsættes eller
bortfalde, jf. retsplejelovens §
147, stk. 3. Hvis en salærklage
er blevet forhåndsafvist af
kredsbestyrelsen, kan
afvisningen påklages til nævnet.
Vedkommende formand kan
stadfæste afgørelsen eller
beslutte, at salærklagen skal
realitetsbehandles af
kredsbestyrelsen eller af
nævnet.
3.1.2.1.5.
Advokatnævnets afgørelse kan
ikke indbringes for anden
administrativ myndighed, jf.
retsplejelovens § 147, stk. 3.
Mens sagen
behandles af kredsbestyrelsen
eller Advokatnævnet, kan
parterne ikke anlægge sag ved
domstolene om de spørgsmål, som
klagen angår, jf.
retsplejelovens § 147 a. Når
fristen for indbringelse af
kredsbestyrelsens afgørelse til
Advokatnævnet er udløbet, uden
at afgørelsen er indbragt for
Advokatnævnet, eller
Advokatnævnet har truffet
afgørelse, kan hver af parterne
indbringe sagen for domstolene.
Advokaten kan
have anlagt sag om sit
tilgodehavende, før klagen er
iværksat. Klienten kan i så fald
anmode retten om, at sagen
behandles ved kredsbestyrelsen i
vedkommende advokatkreds, jf.
retsplejelovens § 361, stk. 5.
Retten hæver i sådanne tilfælde
sagen og sender den til
advokatmyndighederne. Sagen kan
først på ny indbringes for
retten, når fristen for
indbringelse af
kredsbestyrelsens afgørelse er
udløbet, uden at afgørelsen er
indbragt for Advokatnævnet,
eller Advokatnævnet har
afsluttet behandlingen af sagen.
3.1.2.2.
Disciplinærklager
3.1.2.2.1.
Det følger af
retsplejelovens § 147 b, at
klager over, at en advokat eller
et advokatselskab har tilsidesat
pligter, der følger af denne lov
eller af forskrifter fastsat i
medfør af denne lov, kan
indbringes for Advokatnævnet.
Klager skal indgives inden 6
måneder efter, at klageren er
blevet bekendt med det forhold,
som klagen vedrører. Nævnet kan
dog behandle en klage, der er
indgivet senere, når
fristoverskridelsen findes
rimeligt begrundet.
Advokatnævnets sekretariat
forestår sagens forberedelse,
indhenter de nødvendige
oplysninger til sagens
behandling og foretager
partshøring. Hvis en klager ikke
besvarer sekretariatets
henvendelser, henlægges klagen
uden yderligere behandling, og
dette meddeles parterne. Hvis
advokaten ikke svarer, behandles
klagen på det foreliggende
grundlag, således at det alene
er klagerens forklaringer og
oplysninger, der lægges til
grund.
Når
forberedelsen er afsluttet,
sender sekretariatet sagen til
den lokale kredsbestyrelse.
Kredsbestyrelsen udarbejder
herefter en indstilling til
Advokatnævnet. Herefter
fremsender sekretariatet sagen
til Advokatnævnets medlemmer, og
sagen sættes på dagsordenen for
førstkommende nævnsmøde. Nævnets
medlemmer skal dog have mindst
en måned til at overveje sagen.
De fleste
sager behandles i en
nævnsafdeling. Det er kun sager
af principiel karakter og sager
om frakendelse af retten til at
udøve advokatvirksomhed, som
skal behandles med deltagelse af
mindst 10 medlemmer. Der er tre
nævnsafdelinger, som består af 4
eller 6 nævnsmedlemmer, hvoraf
der skal være lige mange
advokater og ikke-advokater.
3.1.2.2.2.
Vedkommende formand kan
afvise en disciplinærklage fra
en person, som ikke har retlig
interesse i det forhold, klagen
angår. Endvidere kan vedkommende
formand afvise en klage, der på
forhånd må skønnes åbenbart
grundløs, samt en klage, der
efter dens beskaffenhed ikke kan
påkendes af nævnet.
Finder
Advokatnævnet, at en advokat
eller et advokatselskab har
tilsidesat pligter, der følger
af denne lov eller forskrifter
fastsat i medfør af loven, kan
det tildele advokaten eller
advokatselskabet en advarsel
eller irettesættelse eller
pålægge vedkommende eller
selskabet en bøde på indtil
200.000 kr., jf. retsplejelovens
§ 147 c, stk. 1. Advokatnævnet
kan endvidere under anvendelse
af tvangsbøder pålægge en
advokat eller et advokatselskab
at opfylde en forpligtelse som
nævnt i stk. 1, jf.
retsplejelovens § 147 c, stk. 2.
Desuden kan nævnet, hvis det
skønnes fornødent, fratage
advokaten en sag og lade en
anden advokat, der er godkendt
af klienten, færdiggøre den.
Ifølge
retsplejelovens § 147 c, stk. 3,
kan Advokatnævnet, hvis en
advokat har gjort sig skyldig i
grov eller oftere gentagen
overtrædelse af sine pligter som
advokat, og de udviste forhold
giver grund til at antage, at
den pågældende ikke for
fremtiden vil udøve
advokatvirksomhed på forsvarlig
måde, frakende advokaten retten
til at udføre sager eller
forretninger af nærmere angiven
karakter eller retten til at
udøve advokatvirksomhed.
Frakendelsen kan ske i et
tidsrum fra 6 måneder til 5 år
eller indtil videre.
3.1.2.2.3.
Advokatnævnet sender ifølge
retsplejelovens § 147 c, stk. 5,
meddelelse om en afgørelse til
klageren, advokaten,
advokatselskabet, Advokatrådet
og Justitsministeriet. Nævnet
kan offentliggøre afgørelsen.
Offentliggørelse sker, når
Advokatnævnet finder, at
kendskab til kendelsen vil have
en åbenbar betydning for valg af
advokat, og hvis advokatens
adfærd samtidig indikerer risiko
for gentagelse. Offentliggørelse
afhænger altid af en konkret
vurdering. En frakendelse af
retten til at udøve
advokatvirksomhed skal dog altid
offentliggøres med angivelse af
advokatens navn, adresse og
frakendelsens varighed, jf. § 20
i bekendtgørelse nr. 188 af 21.
marts 2002 om Advokatnævnets
virksomhed, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 133 af 28.
februar 2006.
3.1.2.2.4.
Advokatnævnets afgørelser,
der ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed,
skal indeholde oplysning om
adgangen til domstolsprøvelse og
fristen herfor, jf.
retsplejelovens § 147 c, stk. 4.
Ifølge
retsplejelovens § 147 d kan
Advokatnævnets afgørelse efter §
147 c, stk. 1 og 2, indbringes
for retten af advokaten eller
advokatselskabet. Retten kan
stadfæste, ophæve eller ændre
afgørelsen. Indbringelse skal
ske inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den
pågældende. Sagsanlæg har
opsættende virkning for så vidt
angår afgørelser, der er truffet
i medfør af § 147 c, stk. 1.
Afgørelsen indbringes ved, at
advokaten eller advokatselskabet
anlægger sag mod Advokatnævnet i
den borgerlige retsplejes
former. Sagen anlægges ved den
ret, i hvis kreds advokaten
eller advokatselskabet har
kontor.
En advokat
kan i medfør af retsplejelovens
§ 147 e forlange en afgørelse
efter § 147 c, stk. 3, (om
frakendelse af retten til at
udføre sager eller forretninger
af nærmere angiven karakter
eller retten til at udøve
advokatvirksomhed) indbragt for
retten. Retten kan stadfæste,
ophæve eller ændre afgørelsen.
Anmodning om sagsanlæg skal
fremsættes over for
Justitsministeriet inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt
den pågældende.
Justitsministeriet anlægger
herefter sag mod advokaten i den
borgerlige retsplejes former.
Anmodning om sagsanlæg har
opsættende virkning, men retten
kan, hvis Advokatnævnet har
frakendt advokaten retten til at
udøve advokatvirksomhed, ved
kendelse udelukke den pågældende
fra at udøve sådan virksomhed,
indtil sagen er endeligt
afgjort. Det kan ved dommen
bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.
3.1.2.2.5.
Ifølge retsplejelovens § 147
f kan Advokatnævnet til enhver
tid ophæve en frakendelse efter
§ 147 c, stk. 3. Er frakendelsen
sket indtil videre, og afslår
Advokatnævnet en ansøgning om
ophævelse af frakendelsen, kan
den pågældende forlange
spørgsmålet indbragt for retten,
hvis der er forløbet 5 år efter
frakendelsen. Sagen anlægges af
Justitsministeriet i den
borgerlige retsplejes former.
Godkender retten Advokatnævnets
afgørelse, kan spørgsmålet først
på ny indbringes for retten
efter 2 års forløb.
3.2.
Advokatudvalgets overvejelser
3.2.1.
Advokatudvalgets overvejelser om
ændring af det gældende tilsyns-
og disciplinærsystem bygger på
en række forslag, som er fremsat
af Advokatrådet i rådets
betænkning fra juli 2005 om
advokaters tilsyns- og
disciplinærsystem.
3.2.2.
Advokatudvalget foreslår – i
lighed med Advokatrådet – at der
etableres mulighed for, at
Advokatrådet kan beslutte at
indkalde en advokat til en
kollegial samtale. Samtalen skal
anvendes, hvor der er grund til
at antage, at advokaten groft
eller gentagne gange
tilsidesætter advokatpligterne,
f.eks. ved langsommelig
sagsbehandling, systematiske
brud på
salærfastsættelsesreglerne,
samarbejdsaftaler, der bringer
advokatens fuldstændige
uafhængighed i fare, mv.
Samtalen har
bl.a. til formål at gøre
advokaten opmærksom på, at
Advokatrådet har modtaget
oplysninger, der tyder på, at
advokaten har tilsidesat god
advokatskik eller andre
advokatpligter, samt at få
vedkommende til at ændre kurs.
Endvidere har samtalen til
formål at forbedre Advokatrådets
grundlag for at vurdere, om der
bør indledes en sag ved
Advokatnævnet mod den pågældende
advokat. Udebliver advokaten fra
samtalen, bør dette efter
omstændighederne kunne betragtes
som en tilsidesættelse af god
advokatskik.
Samtalen er
ikke et alternativ, men et
supplement til
klagesagsbehandlingen. Samtalen
foreslås gennemført af
kredsbestyrelsen i en af de
advokatkredse, der grænser op
til den kreds, hvor advokaten
har sin virksomhed.
Kredsbestyrelsen i advokatens
egen kreds skal eventuelt på et
senere tidspunkt deltage i
behandlingen af klager over
advokaten, hvorfor samtalen ikke
bør finde sted ved denne
kredsbestyrelse.
Kredsbestyrelsen skal efter
samtalen afgive en udtalelse til
Advokatrådet, som f.eks. kan
indeholde en indstilling om
iværksættelse af yderligere
tilsynstiltag.
Udvalget
finder, at der med de fastsatte
kriterier – mistanke om, at en
advokat groft eller gentagne
gange har tilsidesat
advokatpligterne – for, hvornår
samtalen skal anvendes, er
fundet en rimelig løsning, som
både tilgodeser hensynet til på
den ene side klienterne og på
den anden side hensynet til
advokaten og dennes fortsatte
drift af virksomheden.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
250-251.
3.2.3.
Advokatudvalget foreslår
endvidere – som tillige
foreslået af Advokatrådet – at
der etableres mulighed for, at
der i sager, hvor en advokat er
under mistanke for at have
begået overtrædelser, der kan
føre til frakendelse af
advokatbeskikkelsen, kan
udmeldes et kollegialt tilsyn
med advokaten, der bl.a. skal
have til formål at søge at
forhindre yderligere
overtrædelser.
Baggrunden
for forslaget er, at udvalget
finder det uheldigt, at en
advokat – f.eks. mens der
verserer en sag ved
Advokatnævnet – kan fortsætte
med at udsætte nye klienter for
risikoen for at lide tab eller
blive berørt på anden vis som
følge af advokatens
forretningsførelse.
Tilsynet bør
føres af advokater, fordi disse
– i samme omfang som den
advokat, der føres tilsyn med –
er underlagt krav om bl.a.
tavshedspligt og uafhængighed
samt har kendskab til
sagsbehandlingen på et
advokatkontor. Tilsynsadvokaten
skal kunne antage f.eks.
revisorer til at bistå sig i
forbindelse med udøvelse af
tilsynet. Tilsynsadvokaten skal
dog ikke overtage driften af
advokatens virksomhed, men påse
arbejdsgangene, herunder i
forbindelse med enkeltsager,
samt påse regnskabsmæssige
forhold mv. Det forudsættes, at
tilsynet udføres således, at
advokatens klienter og
forretningsforbindelser som
hovedregel ikke opnår kendskab
til, at tilsynet er etableret.
Advokatens forsøg på at
modarbejde tilsynet vil efter
omstændighederne kunne betragtes
som en tilsidesættelse af god
advokatskik.
Udvalget
finder, at der med de fastsatte
kriterier – mistanke om, at en
advokat har begået
overtrædelser, der kan føre til
frakendelse af
advokatbeskikkelsen – for,
hvornår tilsyn skal iværksættes,
er fundet en rimelig løsning
henset til afvejningen af
hensynet til på den ene side
klienterne og på den anden side
advokatens omdømme.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
251-254.
3.2.4.
For så vidt angår ændringer af
det gældende disciplinærsystem
foreslår Advokatudvalget – i
lighed med Advokatrådet – for
det første, at Advokatnævnets
sammensætning ændres, således at
det fremover består af lige
mange repræsentanter for
offentligheden og for
advokaterne. Udvalget finder det
vigtigt, at der i befolkningen
er tillid til Advokatnævnets
behandling af klagesagerne.
Advokatnævnet bør sammensættes
af 3 dommere, 9
offentlighedsrepræsentanter og 9
repræsentanter for
advokatbranchen (i dag er
Advokatnævnet sammensat af 3
dommere, 6
offentlighedsrepræsentanter og 9
advokater). Ved behandlingen af
en sag skal der deltage lige
mange
offentlighedsrepræsentanter som
repræsentanter for
advokatbranchen. Da endvidere et
eller flere medlemmer af
formandskabet også deltager i
behandlingen af en sag, vil
dette betyde, at der altid vil
være et flertal af medlemmer,
som ikke er advokater.
Udvalget
finder endvidere, at det bør
overvejes at fastsætte nærmere
bestemmelser om, hvilke
organisationer, myndigheder
eller lignende der indstiller de
pågældende
offentlighedsrepræsentanter i
Advokatnævnet til udpegning.
Ved den
seneste udpegning i 2003 skete
udpegningen i overensstemmelse
med Justitsministeriets praksis
efter indstilling fra Dansk
Arbejdsgiverforening (DA), Dansk
Industri (DI),
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Funktionærernes og
tjenestemændenes Fællesråd
(FTF), Akademikernes
Centralorganisation (AC),
Landsorganisationen i Danmark
(LO), Forbrugerrådet, Dansk
Handel og Service (DHS) samt
Handel, Transport og
Serviceerhvervene (HTS).
Justitsministeriet tilstræber
ved beskikkelsen af nye
medlemmer, at der i
Advokatnævnet opnås en ligelig
fordeling af forbruger-,
arbejdstager- og
arbejdsgiverinteresser. Ved en
ændring af bestemmelsen om
udpegning af medlemmer til
Advokatnævnet finder udvalget
ikke, at man nødvendigvis skal
være bundet af en sådan
fordeling. Det afgørende bør
være, at de nævnte
organisationer, myndigheder
eller lignende repræsenterer
dem, der klager.
Udvalget
finder endvidere, at det bør
overvejes at fastsætte
bestemmelse om udpegning af
suppleanter for Advokatnævnets
medlemmer, herunder hvem der
indstiller disse, samt hvorvidt
de skal kunne genbeskikkes.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
254-257.
3.2.5.
Advokatudvalget foreslår
endvidere – som også foreslået
af Advokatrådet – at der
fastsættes ensartede regler for
behandlingen af salær- og
adfærdsklager. Alle klager skal
således behandles af
Advokatnævnet som første og
eneste instans. Klagefristen
fastsættes for begge sagstyper
til 1 år, men dog således at der
fortsat i retsplejeloven bør
være bestemmelser om, at
Advokatnævnet kan behandle en
klage, der indgives efter
fristens udløb, når
fristoverskridelsen findes
rimeligt begrundet.
Udvalget
finder, at det vil gøre
klagesystemet mere enkelt og
overskueligt, hvis såvel
adfærds- som salærklager
behandles af Advokatnævnet i
første og eneste instans.
Herved
afskaffes dog den nuværende
appelmulighed i salærsager.
Udvalget finder dog ikke, at der
består tungtvejende hensyn, der
taler for at bibeholde
klageadgangen i salærsager,
navnlig henset til at der i
adfærdsklagesager ikke består en
sådan klageadgang.
Udvalget
finder det endvidere ikke
betænkeligt at indskrænke
klagefristen i salærsager fra 5
år (de almindelige
forældelsesregler) til 1 år og
samtidig udvide klagefristen i
adfærdssager fra 6 måneder til 1
år. Af hensyn til
gennemsigtigheden i
klagesystemet findes det
hensigtsmæssigt, at klagefristen
for de to sagstyper er den
samme, og en frist på et år bør
give en klager – både i en
salærsag og i en adfærdssag –
tilstrækkelig tid til at
indbringe sin sag for
Advokatnævnet. Der bør dog
stadig bestå en mulighed for, at
nævnet kan behandle en klage,
der er indgivet senere, når
fristoverskridelsen findes
rimeligt begrundet.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
257-259.
3.2.6.
Herudover foreslår et flertal i
Advokatudvalget – i lighed med
Advokatrådet – at der indføres
en mulighed for, at der kan
fastsættes et gebyr for at
indgive en salær- eller
adfærdsklage til Advokatnævnet.
Flertallet
finder som udgangspunkt, at det
er positivt, at klagere i dag
kan få deres sag behandlet ved
Advokatnævnet uden at skulle
betale gebyr herfor. Imidlertid
finder udvalget det
hensigtsmæssigt, at der – f.eks.
ved at forsøge at mindske
antallet af helt grundløse og
uberettigede klager – frigøres
ressourcer til behandlingen af
mere væsentlige sager ved
Advokatnævnet.
Flertallet
har dog noteret sig, at der fra
andre klagenævn ikke udelukkende
er positive erfaringer med en
sådan gebyrordning, idet en
sådan ordning skaber en del
administration, og at den
ønskede effekt af gebyrordningen
– at sortere helt grundløse
klager fra – ikke i alle
tilfælde opnås.
Ét medlem af
udvalget finder ikke, at der bør
indføres mulighed for at
fastsætte gebyr, idet et gebyr
kan forhindre klagere i at
indgive berettigede klager. Det
er i øvrigt medlemmets
opfattelse, at en gebyrordning
ikke vil kunne forhindre
åbenbart ubegrundede klager.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
259-260.
3.2.7.
For så vidt angår Advokatnævnets
behandling af klagesager
foreslår Advokatudvalget – som
også foreslået af Advokatrådet –
at den eksisterende mulighed for
at anvende advarsel som
sanktionsform fjernes, at
bødeniveauet navnlig i de
grovere sager ved Advokatnævnet
generelt skærpes, og at
formandens og næstformændenes
adgang til at afgøre sager
fjernes.
Advokatnævnet
har i dag mulighed for at
meddele advokaten en advarsel
eller en irettesættelse. Fjernes
sanktionsformen advarsel, vil
der ikke længere kunne opstå
tvivl om alvoren af den valgte
sanktion.
Det følger af
retsplejelovens § 147 c, stk. 1,
at Advokatnævnet kan pålægge en
advokat eller et advokatselskab
en bøde på indtil 200.000 kr.
Udvalget foreslår, at maksimum
for bøder i retsplejelovens §
147 c, stk. 1, hæves fra 200.000
kr. til 300.000 kr. Det
bemærkes, at der i andre
brancher, f.eks.
revisorbranchen, anvendes
væsentligt højere bødesummer end
det niveau, der følges i
Advokatnævnet.
I praksis
udnyttes bøderammen i
retsplejelovens § 147 c, stk. 1,
langt fra, idet der aldrig er
blevet idømt en bøde på over
50.000 kr., og idet langt de
fleste bøder fastsættes til et
beløb på 10.000 kr. eller
derunder. Udvalget finder, at
praksis i de grovere bødesager
bør skærpes. Ved udmåling af
bødens størrelse bør der i
højere grad end hidtil inddrages
den tilsigtede eller
forventelige økonomiske gevinst
ved den adfærd, advokaten har
udvist i sagen.
Som det
fremgår af § 9, stk. 1 og 2, i
bekendtgørelse nr. 188 af 21.
marts 2002 om Advokatnævnets
virksomhed, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 133 af 28.
februar 2006, kan Advokatnævnets
formand afvise en
disciplinærklage fra en person,
som ikke har retlig interesse i
det forhold, klagen angår.
Endvidere kan nævnets formand
afvise en disciplinærklage, der
på forhånd må skønnes åbenbart
grundløs, eller som efter dens
beskaffenhed ikke kan påkendes
af nævnet.
Udvalget
finder det vigtigt, at
disciplinærsystemet er indrettet
på en sådan måde, at
befolkningen har tillid hertil.
Det er derfor uhensigtsmæssigt,
hvis et stort antal
forhåndsafvisninger af klager
efterlader det indtryk, at
disciplinærmyndighederne ikke er
villige til at realitetsbehandle
klager. Omvendt taler
ressourcemæssige hensyn for, at
der ikke gennemføres en
omfattende sagsbehandling, hvis
det står klart, at klagen er
åbenbart grundløs, eller at
sagen er af en sådan karakter,
at den er uegnet til
nævnsbehandling, f.eks. fordi en
bedømmelse forudsætter en
omfattende bevisførelse.
Udvalget
finder derfor, at alle sager bør
forelægges Advokatnævnet, men at
de sager, som hidtil er blevet
forhåndsafvist, kan undergives
en mere sporadisk
sagsbehandling. I disse sager
bør nævnets sekretariat kunne
undlade at iværksætte høring
eller på et tidligt tidspunkt
standse sagsbehandlingen, hvis
det står klart, at klagen er
åbenbart grundløs, eller at
sagen er uegnet til behandling i
Advokatnævnet. I sådanne sager
må sekretariatet forelægge sagen
for formanden eller
formandskabet, som til det
samlede nævn indstiller, at
sagen afvises af nævnet. Hvis
intet nævnsmedlem anmoder om
realitetsbehandling af sagen,
afgøres sagen i overensstemmelse
med formandens indstilling.
Anmoder et nævnsmedlem herom,
kan nævnet imidlertid træffe
bestemmelse om, at sagen skal
overgå til sædvanlig behandling.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
262-268.
3.2.8.
Herudover foreslår
Advokatudvalget – som tillige
foreslået af Advokatrådet – at
der i de frakendelsessager, hvor
der har været beskikket en
forsvarer for advokaten, åbnes
mulighed for, at Advokatnævnet i
forbindelse med en frakendelse
kan fastsætte, at advokaten skal
betale alle eller nogle af
omkostningerne til den
beskikkede forsvarer. Dette
svarer til de regler, der gælder
for domstolenes mulighed for at
pålægge domfældte i straffesager
at betale sagsomkostninger til
dækning af udgifterne til en
beskikket forsvarer.
Baggrunden
for forslaget er, at udvalget
finder, at der ikke i
frakendelsessager ved
Advokatnævnet sammenholdt med
straffesager ved domstolene
består et særligt hensyn til
advokaten, der gør, at
vedkommende ikke skal betale
udgifter til en beskikket
forsvarer.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
276-277.
3.2.9.
Advokatudvalget kan tilslutte
sig et forslag fra Advokatrådet
om, at Advokatrådet gennemfører
en effektivisering og
automatisering af behandlingen
af de ordinære
klientkontoerklæringer, samt at
Advokatrådet, når et
advokatselskab går konkurs,
sætter de advokater, der
fortsætter med at drive
advokatvirksomhed i personligt
regi, under skærpet overvågning.
Udvalget
lægger i den forbindelse vægt
på, at det er vigtigt for at
sikre befolkningens tillid til
advokaterne, at Advokatrådet
fører et intensivt tilsyn med
advokaters overholdelse af
klientkontoreglerne.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
249-250.
3.2.10.
På baggrund af et forslag
fra Advokatrådet finder
Advokatudvalget, at
Advokatnævnets sekretariat
fremover skal varetage hele
sagsforberedelsen i både salær-
og adfærdsklager. Herudover
foreslås det – for at nedbringe
sagsbehandlingstiden ved
Advokatnævnet – at der opstilles
nærmere frister for
sagsbehandlingsskridt samt en
målsætning for, hvor lang
sagsbehandlingstiden samlet set
må være ved Advokatnævnet.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
257-259 og side 261-262.
3.2.11.
Advokatudvalget foreslår, at
kendelser fra Advokatnævnet,
hvorved en advokat pålægges en
bøde, fratages en sag, frakendes
retten til at udføre sager eller
forretninger af nærmere angiven
karakter eller retten til at
udøve advokatvirksomhed, skal
offentliggøres. Advokatens navn
– men ikke klientens – skal
fremgå af den offentliggjorte
kendelse. Sager, hvor advokaten
frifindes, eller hvor
Advokatnævnet tildeler advokaten
en irettesættelse, skal ikke
offentliggøres.
Udvalget –
bortset fra 1 medlem – finder,
at kendelsen først skal
offentliggøres med nævnelse af
advokatens navn, når fristen for
indbringelse af sagen for
domstolene eller fremsættelse af
anmodning om sagsanlæg er
udløbet, og sagen ikke er
indbragt for domstolene. Dette
gælder dog ikke for afgørelser,
hvorved advokaten frakendes
retten til at udøve
advokatvirksomhed.
Herudover
finder udvalget, at der bør
fastsættes nærmere bestemmelser
om, hvor længe en kendelse skal
være tilgængelig på
Advokatnævnets hjemmeside.
I forbindelse
med forslaget om, hvilke
kendelser der skal
offentliggøres, har
Advokatudvalget foretaget en
nærmere afvejning af på den ene
side hensynet til beskyttelsen
af klienternes interesser og på
den anden side hensynet til den
berørte advokats retssikkerhed.
Advokatudvalget finder, at de
nævnte hensyn er tilgodeset ved
forslaget.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
268-272.
3.2.12.
Advokatudvalget foreslår
endvidere – som også foreslået
af Advokatrådet – at
Advokatrådet kan bistå klienter
med at få opfyldt en kendelse
fra Advokatnævnet, hvis
advokaten ikke har efterlevet
kendelsen, og kendelsen lader
sig tvangsfuldbyrde.
Omkostningerne til at få opfyldt
en sådan kendelse kan udredes af
Advokatsamfundets
Erstatningsfond i det omfang, de
ikke kan fås dækket hos
advokaten.
Advokatudvalget har i den
forbindelse lagt vægt på, at det
er vigtigt, at vanskeligheder i
forbindelse med
tvangsfuldbyrdelse af en
kendelse fra Advokatnævnet ikke
får kendelserne til at fremstå
som værdiløse.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
272-276.
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde
udvalgets forslag om, at der
etableres mulighed for, at
Advokatrådet kan beslutte at
indkalde en advokat til en
kollegial samtale, hvor der er
grund til at antage, at
advokaten groft eller gentagne
gange tilsidesætter
advokatpligterne, f.eks. ved
langsommelig sagsbehandling,
systematiske brud på
salærfastsættelsesreglerne,
samarbejdsaftaler, der bringer
advokatens fuldstændige
uafhængighed i fare, mv.
I den
forbindelse lægger
Justitsministeriet navnlig vægt
på, at samtalen af hensyn til
klienterne skal have til formål
at hindre fremtidige
tilsidesættelser af
advokatpligterne. Hvis advokaten
allerede har begået
overtrædelser af
advokatpligterne, og sag herom
er indbragt for Advokatnævnet,
fritager samtalen ikke advokaten
fra, at nævnet behandler sagen.
Også de
personer, der er nævnt i
lovforslagets § 1, nr. 10 (§
124, stk. 3, nr. 2), og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, skal kunne
indkaldes til en kollegial
samtale.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig udvalgets forslag
om, at der etableres mulighed
for, at der i sager, hvor en
advokat er under mistanke for at
have begået overtrædelser, der
kan føre til frakendelse af
advokatbeskikkelsen, kan
udmeldes et kollegialt tilsyn
med advokaten.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
er det væsentligt, at der kan
gribes hurtigt ind over for en
advokat, der er under mistanke
for at have gjort sig skyldig i
grove eller oftere gentagen
overtrædelse af sine pligter som
advokat. Af hensyn til
klienterne bør advokaten ikke
blot kunne fortsætte med at
udsætte klienter for at lide
tab, mens Advokatrådet arbejder
på at tilvejebringe det
nødvendige grundlag for at
indlede en frakendelsessag mod
advokaten, eller mens sagen er
under behandling ved
Advokatnævnet. Det vil dog ikke
være hensigtsmæssigt at give
Advokatnævnet adgang til
midlertidigt at fratage
advokaten retten til at udøve
advokatvirksomhed, mens en sag
behandles ved nævnet. Af
hensynet til advokatens
retssikkerhed bør en så
indgribende afgørelse hvile på
et meget veloplyst
beslutningsgrundlag, hvilket kan
tage tid at fremskaffe. Omvendt
bør der af hensyn til klienterne
skrides ind med det samme, så
advokaten ikke blot kan
fortsætte. Ved at give
Advokatnævnet mulighed for
hurtigt at iværksætte et særligt
tilsyn sikres både hensynet til
borgernes og de pågældende
advokaters retssikkerhed.
Tilsyn skal
også kunne udmeldes for de
personer, der er nævnt i
lovforslagets § 1, nr. 10 (§
124, stk. 3, nr. 2), og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab.
Herudover kan
Justitsministeriet tilslutte sig
udvalgets forslag om, at
Advokatnævnets sammensætning
ændres, således at det fremover
består af lige mange
repræsentanter for
offentligheden og for
advokaterne. Antallet af
offentlighedsrepræsentanter bør
ændres fra 6 til 9. Ved
behandlingen af en sag skal der
deltage lige mange
offentlighedsrepræsentanter som
repræsentanter for
advokatbranchen.
Justitsministeriet finder
endvidere, at det nærmere bør
præciseres i bestemmelsen, at
udpegning af
offentlighedsrepræsentanterne
sker efter indstilling fra
sådanne myndigheder,
organisationer eller lignende,
at det sikres, at der til nævnet
udpeges medlemmer, der har
kendskab til såvel private
klienter, erhvervsklienters samt
offentlige klienters interesser.
Endvidere bør der fastsættes
nærmere bestemmelser om
udpegningen af suppleanter for
Advokatnævnets medlemmer.
Baggrunden
for at udpege flere
offentlighedsrepræsentanter til
Advokatnævnet og for at
fastsætte bestemmelse om, at der
ved behandlingen af en sag skal
deltage lige mange
offentlighedsrepræsentanter og
advokater, er navnlig at sikre
befolkningens tillid til nævnets
behandling af klagesagerne,
således at klagerne ikke får
indtryk af, at advokaterne
behandler klager over sig selv.
Sammensætningen af de udpegede
offentlighedsrepræsentanter og
stedfortræderne herfor skal
sikre, at alle klageres
interesser kan varetages.
Justitsministeriet kan også
tilslutte sig udvalgets forslag
om, at reglerne om behandling af
klager over advokater ændres
således, at der fastsættes
ensartede regler for
behandlingen af salær- og
adfærdsklager. Alle klager skal
således fremover behandles af
Advokatnævnet som første og
eneste instans. Klagefristen for
begge typer af sager fastsættes
til 1 år.
Ved
fastsættelsen af ensartede
regler for behandlingen af
salær- og adfærdsklager lægger
Justitsministeriet navnlig vægt
på, at dette vil gøre
klagesystemet mere overskueligt
for både klager og indklagede.
Henset til, at der efter de
nugældende regler ikke består en
klageadgang vedrørende
Advokatnævnets behandling af
adfærdsklager, findes det ikke
betænkeligt at afskaffe
klageadgangen vedrørende
salærklager, således at disse
fremover også kun behandles af
én instans. Ligeledes findes det
heller ikke betænkeligt at
indskrænke klagefristen
vedrørende salærklager fra 5 til
1 år henset til, at klagefristen
vedrørende adfærdsklager i dag
er 6 måneder, og at der fortsat
vil være mulighed for at bortse
fra klagefristen, når
fristoverskridelsen findes
rimeligt begrundet.
Justitsministeriet er ikke enig
med udvalget i, at der bør
indføres hjemmel til at
fastsætte gebyr for at indgive
en salær- eller adfærdsklage til
Advokatnævnet. Selv et
forholdsvist beskedent gebyr vil
kunne afholde nogle klagere fra
at indgive berettigede klager
over en advokat. Omvendt vil et
beskedent gebyr formentlig ikke
afholde andre klagere fra at
indgive helt grundløse klager.
Endvidere kan
Justitsministeriet tilslutte sig
udvalgets forslag om ændringer i
reglerne om Advokatnævnets
behandling af klagesagerne.
Sanktionsformen advarsel
fjernes, og maksimum for bøder
hæves fra 200.000 kr. til
300.000 kr. Det er tilsigtet, at
bødeniveauet navnlig i de
grovere sager ved Advokatnævnet
generelt skal skærpes. Endvidere
fjernes Advokatnævnets formands
og næstformænds adgang til at
afgøre sager, således at alle
sager fremover skal forelægges
Advokatnævnet, idet det dog
forudsættes, at de sager, der
hidtil er blevet forhåndsafvist
af formanden eller
næstformændene, undergives en
mere begrænset sagsbehandling.
Justitsministeriet er af den
opfattelse, at fjernes
sanktionsformen advarsel, vil
der ikke længere opstå tvivl om
sanktionens alvor, navnlig set i
forhold til sanktionen
irettesættelse. Hævelsen af
maksimum for bøder har til
hensigt at bringe bødeniveauet
for advokater bedre i
overensstemmelse med
bødeniveauet for andre brancher.
Endvidere er det hensigten
generelt at skærpe praksis i de
grovere bødesager. Afskaffelsen
af Advokatnævnets formands og
næstformænds adgang til at
afvise sager, men fastholdelsen
af princippet om, at visse sager
kan undergives en mere begrænset
sagsbehandling, skal sikre, dels
at befolkningen har tillid til,
at disciplinærmyndighederne er
villige til at realitetsbehandle
klagerne, dels at der ikke
bruges for mange ressourcer på
f.eks. åbenlyst grundløse
klager.
Endvidere kan
Justitsministeriet tilslutte sig
Advokatudvalgets forslag om, at
der i de frakendelsessager, hvor
der har været beskikket en
forsvarer for advokaten, åbnes
mulighed for, at Advokatnævnet i
forbindelse med en frakendelse
kan fastsætte, at advokaten skal
betale alle eller nogle af
omkostningerne til den
beskikkede forsvarer. Der består
ikke et sådant hensyn til
advokaten i sådanne sager, at
vedkommende – i modsætning til
tiltalte i en straffesag – skal
fritages for at betale udgifter
til en beskikket forsvarer.
Tilsvarende gælder for de
personer, der er nævnt i
lovforslagets § 1, nr. 10 (§
124, stk. 3, nr. 2), og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab.
Herudover kan
Justitsministeriet tilslutte sig
Advokatudvalgets forslag
gengivet ovenfor i afsnit 3.2.9.
til 3.2.12. Disse forslag kræver
ikke en ændring af
retsplejeloven, men kan
gennemføres administrativt ved
bekendtgørelsesændringer.
For at sikre
befolkningens tillid til
advokaterne kan
Justitsministeriet således
tilslutte sig Advokatudvalgets
forslag om, at Advokatrådet
gennemfører en effektivisering
og automatisering af
behandlingen af de ordinære
klientkontoerklæringer, samt at
Advokatrådet – når et
advokatselskab går konkurs –
sætter de advokater, der
fortsætter med at drive
advokatvirksomhed i personligt
regi, under skærpet overvågning.
Også de personer, der er nævnt i
lovforslagets § 1, nr. 10 (§
124, stk. 3, nr. 2), og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, skal kunne
sættes under skærpet
overvågning, hvis de – efter at
advokatselskabet går konkurs –
erhverver aktier eller anparter
i et nyt advokatselskab.
Justitsministeriet er også enig
med Advokatudvalget i, at
Advokatnævnets sekretariat
fremover skal varetage hele
sagsforberedelsen i både salær-
og adfærdsklager, og at der skal
opstilles nærmere frister for
sagsbehandlingsskridt samt en
målsætning for, hvor lang
sagsbehandlingstiden samlet set
må være ved Advokatnævnet. Dette
er tiltag, der vil kunne
medvirke til at nedbringe
sagsbehandlingstiden ved
Advokatnævnet, hvilket vil være
til gavn for såvel klager som
indklagede.
Herudover kan
Justitsministeriet tilslutte sig
Advokatudvalgets forslag om, at
kendelser fra Advokatnævnet,
hvorved en advokat pålægges en
bøde, fratages en sag, frakendes
retten til at udføre sager eller
forretninger af nærmere angiven
karakter eller retten til at
udøve advokatvirksomhed, skal
offentliggøres med nævnelse af
advokatens – men ikke klientens
– navn. Sådanne oplysninger kan
have betydning for en klients
valg af advokat. Advokaten skal
dog have mulighed for at få
kendelsen fra Advokatnævnet
prøvet ved domstolene, før
kendelsen offentliggøres.
Offentliggørelsen må derfor
afvente udløbet af fristen for
indbringelse af sagen for
domstolene eller fremsættelse af
anmodning om sagsanlæg og den
eventuelle efterfølgende
indbringelse for domstolene.
Dette skal dog ikke gælde for
afgørelser, hvorved advokaten
frakendes retten til at udøve
advokatvirksomhed, idet sådanne
afgørelser normalt vil være
præget af en sådan grovhed i
advokatens adfærd, at klienter
og andre bør have adgang til
information om kendelsen straks.
Under hensyn
til persondataloven skal der i
øvrigt fastsættes nærmere
bestemmelser om, hvor længe en
kendelse skal være tilgængelig
på Advokatnævnets hjemmeside.
Kendelser
vedrørende de personer, der er
nævnt i lovforslagets § 1, nr.
10 (§ 124, stk. 3, nr. 2), og
som ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab, skal
offentliggøres i samme omfang
som kendelser vedrørende
advokater.
For at
kendelserne fra Advokatnævnet
ikke skal fremstå som værende så
vanskelige for klienterne at få
gennemført, at de reelt er uden
betydning, er Justitsministeriet
enig med Advokatudvalget i, at
Advokatrådet skal bistå klienter
med at få opfyldt en kendelse
fra Advokatnævnet, hvis
advokaten ikke har efterlevet
kendelsen, og kendelsen lader
sig tvangsfuldbyrde. Fristen for
advokatens indbringelse af sagen
for domstolene skal være
udløbet, uden at kendelsen er
indbragt, før Advokatrådet kan
bistå med at få opfyldt
kendelsen. Omkostningerne til at
få opfyldt en sådan kendelse
skal ikke dækkes af klageren,
men kan udredes af
Advokatsamfundets
Erstatningsfond i det omfang,
omkostningerne ikke kan fås
dækket hos advokaten.
Advokatrådet skal i samme omfang
som med kendelser vedrørende
advokater bistå klienter med at
få opfyldt en kendelse
vedrørende de personer, der er
nævnt i lovforslagets § 1, nr.
10 (§ 124, stk. 3, nr. 2), og
som ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab.
4.
Advokaters grund- og
efteruddannelse
4.1. Gældende
ret
4.1.1.
Advokater beskikkes af
justitsministeren, jf.
retsplejelovens § 119, stk. 1.
Enhver, der opfylder
retsplejelovens betingelser, har
krav på at få beskikkelse som
advokat.
Beskikkelse
kan dog nægtes den, der er dømt
for strafbart forhold, hvis
forholdet begrunder en
nærliggende fare for misbrug af
adgangen til at udøve
advokatvirksomhed eller gør den
pågældende uegnet til den
agtelse og tillid, der må kræves
til udøvelse af
advokatvirksomhed, jf.
retsplejelovens § 121, stk. 1.
Beskikkelse kan endvidere nægtes
den, der i stilling eller
erhverv har udvist en sådan
adfærd, at der er grund til at
antage, at den pågældende ikke
vil udøve advokatvirksomhed på
forsvarlig måde, jf. § 121, stk.
2. I medfør af § 121, stk. 3,
kan beskikkelse endvidere
nægtes, hvis ansøgeren har
betydelig forfalden gæld til det
offentlige.
4.1.2.
Det er en betingelse for at
kunne opnå beskikkelse som
advokat i Danmark, at ansøger
har bestået juridisk
kandidateksamen, jf.
retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 3. Herved forstås som
udgangspunkt en juridisk
kandidateksamen ved et
universitet i Danmark, idet der
dog er mulighed for, at
juridiske kandidateksaminer fra
andre EU-lande kan sidestilles
med en dansk juridisk
kandidateksamen.
EU/EØS-statsborgere med en
erhvervskompetencegivende
videregående uddannelse af
mindst 3 års varighed har adgang
til at udøve et lovreguleret
erhverv her i landet som
selvstændig eller som
lønmodtager på samme vilkår, som
gælder for danske statsborgere,
hvis den pågældende opfylder
betingelserne i direktiv
89/48/EØF (Diplomadirektivet)
med de ændringer, der følger af
direktiv 2001/19/EF, jf. § 1,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 178
af 17. marts 2003 om adgang til
udøvelse af visse erhverv i
Danmark for EU/EFTA-statsborgere
med erhvervskompetencegivende
videregående uddannelse af
mindst 3 års varighed. En
advokat fra et andet EU-land vil
således under visse nærmere
betingelser kunne opnå
beskikkelse som advokat i
Danmark.
Diplomadirektivet giver derimod
ikke juridiske kandidater fra
andre EU/EØS-lande adgang til
autorisation som
advokatfuldmægtig i Danmark.
Justitsministeriet er imidlertid
af den opfattelse, at Danmark
efter EU-retlige principper om
fri bevægelighed mv. er
forpligtet til at tage hensyn
til en juridisk kandidateksamen
fra et andet EU/EØS-land.
Danmark er således forpligtet
til at foretage en sammenligning
mellem den kompetence, som
ansøgeren har dokumenteret ved
den pågældendes juridiske
kandidateksamen fra hjemlandet,
og de krav, der stilles for at
blive advokatfuldmægtig.
I den
forbindelse må det bl.a. sikres,
at den pågældende ansøger vil
være i stand til at møde i
retten. Ansøger skal således
dokumentere, at vedkommende har
det fornødne kendskab til dansk
procesret samt behersker det
danske sprog på et sådant
niveau, at ansøgeren kan
gennemføre en hovedforhandling
på forsvarlig vis.
Med henblik
på ansøgerens erhvervelse af de
manglende kundskaber og
kvalifikationer antages det, at
der kan fastsættes en prøvetid,
der gennemføres som juridisk
konsulent hos en advokat
(advokatfirma), som betingelse
for ansøgers autorisation som
advokatfuldmægtig.
Gennemførelsen af prøvetiden
dokumenteres i praksis ved en
erklæring fra principalen om, at
ansøger nu må antages at være
egnet til at give møde i retten.
Herefter kan vedkommende blive
autoriseret som dansk
advokatfuldmægtig. Prøvetiden
som juridisk konsulent medregnes
efter praksis delvist i de tre
års juridiske virksomhed, som
efter retsplejelovens § 119,
stk. 2, nr. 4, er en betingelse
for opnåelse af
advokatbeskikkelse.
Hvis en
ansøger er juridisk kandidat fra
et land uden for EU/EØS, er der
eventuelt mulighed for, at en
del af de juridiske fag, som en
ansøger har bestået ved et
universitet i udlandet, vil
kunne overføres ved jurastudiet
på et dansk universitet.
4.1.3.
Ifølge retsplejelovens § 119,
stk. 2, nr. 4, er det et krav
for at opnå advokatbeskikkelse,
at ansøgeren i mindst 3 år har
været i praktisk juridisk
virksomhed som anført i § 119,
stk. 3-5.
Ifølge § 119,
stk. 3, består d en i stk. 2,
nr. 4, nævnte virksomhed i
deltagelse i almindelig
advokatvirksomhed, herunder
behandling af retssager, som
autoriseret fuldmægtig hos en
advokat, der udøver
advokatvirksomhed, eller i
arbejde i en juridisk stilling
ved domstolene,
anklagemyndigheden eller
politiet, hvori behandling af
retssager indgår som en
væsentlig del.
Herudover kan
Justitsministeriet i medfør af
retsplejelovens § 119, stk. 4,
træffe afgørelse eller fastsætte
regler om, at virksomhed i andre
juridiske stillinger end dem,
der er nævnt i stk. 3, helt
eller delvis kan medregnes i den
tid, der er nævnt i stk. 2, nr.
4, dog med højst 2 år.
Endelig kan
Justitsministeriet i særlige
tilfælde i medfør af
retsplejelovens § 119, stk. 5,
meddele advokatbeskikkelse til
personer, som har udøvet en
praktisk juridisk virksomhed,
der fuldt ud kan ligestilles med
den, der er nævnt i stk. 3.
Denne bestemmelse anvendes meget
sjældent.
Ved
afgørelsen af om en bestemt
virksomhed – ud over de i stk. 3
nævnte – kan medregnes i den
tid, der er nævnt i stk. 2, nr.
4, lægges der vægt på, om den
pågældende stilling indebærer,
at dens indehaver får erfaringer
og kundskaber af en sådan art,
at de vil kunne være til gavn
også i en senere virksomhed som
advokat.
Ansættelse
som jurist i en privat
virksomhed eller i det
offentlige medregnes efter
Justitsministeriets sædvanlige
praksis med 1/3 af
ansættelsestiden, maksimalt 1
år, jf. retsplejelovens § 119,
stk. 4.
Under særlige
omstændigheder – afhængigt af
ansættelsens karakter – vil en
ansættelse som jurist i en
privat virksomhed eller i det
offentlige dog kunne medregnes
op til 2 år. Det er imidlertid
en betingelse herfor, at
ansøgeren varetager en stilling,
der kan betegnes som særligt
kvalificerende i forhold til en
sædvanlig stilling som jurist
ansat i en privat virksomhed
eller i det offentlige. Der skal
således være tale om en
stilling, hvor indehaveren har
særlig gode muligheder for at få
kendskab til domstolenes arbejde
eller arbejder med et sagsområde
af særlig betydning for
advokater, hvilket f.eks. kan
være opfyldt, hvis ansøgeren har
været autoriseret som
advokatfuldmægtig under en
advokat i en virksomhed.
Ansættelse
som autoriseret
advokatfuldmægtig under en
advokat, der ikke udøver
almindelig advokatvirksomhed
(f.eks. en virksomheds- eller
organisationsansat advokat),
medregnes efter
Justitsministeriets sædvanlige
praksis fuldt ud, dog med
maksimalt 2 år, jf.
retsplejelovens § 119, stk. 4.
Under særlige
omstændigheder kan en ansættelse
som autoriseret
advokatfuldmægtig hos en
advokat, der ikke udøver
advokatvirksomhed, henføres
under retsplejelovens § 119,
stk. 3. Efter
Justitsministeriets praksis kan
en ansøger, der har procederet
ca. 15 retssager, anses for
jævnligt at have deltaget i
behandlingen af retssager ved at
give møde i retten. Der anlægges
dog en konkret vurdering af
bl.a. sagernes art i det enkelte
tilfælde, og der findes således
i ministeriets praksis eksempler
på, at ministeriet har meddelt
advokatbeskikkelse til
autoriserede advokatfuldmægtige
i organisationer, hvor
advokatfuldmægtigen har
domsforhandlet færre end 15
sager. Der findes endvidere
eksempler på, at ministeriet har
meddelt advokatbeskikkelse til
advokatfuldmægtige i
organisationer, hvor
advokatfuldmægtigen har givet
møde ved såvel de ordinære
domstole som ved faglig
voldgift.
4.1.4.
I medfør af retsplejelovens §
119, stk. 6, kan
justitsministeren fastsætte
regler om, at gennemførelsen af
en teoretisk efteruddannelse på
områder af særlig betydning for
advokater er en betingelse for
at få beskikkelse som advokat.
Advokatsamfundet forestår
uddannelsen. Justitsministeren
kan fastsætte nærmere regler om
uddannelsens indhold, dens
tilrettelæggelse og om betaling
herfor. Justitsministeren kan i
særlige tilfælde fritage for
kravet om efteruddannelse.
Justitsministeriet har ved
bekendtgørelse nr. 1129 af 13.
december 1996, som senest ændret
ved bekendtgørelse nr. 132 af
28. februar 2006, fastsat regler
om obligatorisk efteruddannelse
som betingelse for at få
beskikkelse som advokat. Det
følger heraf, at det er en
betingelse for at få beskikkelse
som advokat, at den pågældende
har bestået en eksamen efter at
have været tilmeldt teoretiske
efteruddannelseskurser på
områder af særlig betydning for
advokater. Bekendtgørelsen
finder anvendelse på personer,
der har bestået juridisk
kandidateksamen efter
bekendtgørelsens ikrafttræden
den 1. januar 1997.
De teoretiske
efteruddannelseskurser består af
et kursusforløb fordelt over 3
semestre. Kursusforløbet er
opdelt i en almindelig og en
speciel del. På uddannelsens
specielle del skal deltageren
tilmelde sig to specialmoduler.
En deltager skal have opnået
bedømmelsen bestået, for at
eksamensbevis kan udstedes. En
deltager kan højst indstille sig
til eksamen 3 gange. Eksamen er
mundtlig og tager udgangspunkt i
en konkret problemstilling.
Selve eksaminationen foregår som
en slags rollespil, hvor
deltageren er advokat, der
rådgiver en klient, er i dialog
med en kollega eller optræder i
retten.
Justitsministeren kan i særlige
tilfælde, når de fornødne
kundskaber må anses for at være
tilegnet på anden vis, efter
høring af kursusudvalget helt
eller delvist fritage fra kravet
om tilmelding til kurserne, jf.
§ 7, stk. 1, i ovennævnte
bekendtgørelse. Efter
Justitsministeriets praksis
gives der i et vist omfang
fritagelse til personer, som har
gennemgået den teoretiske
grunduddannelse for henholdsvis
dommer- og politifuldmægtige.
Justitsministeriet kan endvidere
efter høring af kursusudvalget
fritage for eksamenskravet, hvis
den pågældende har haft et så
alsidigt og advokatrelevant
karriereforløb, at der ikke er
grund til at betvivle, at den
pågældende vil være i stand til
på fuldt forsvarlig vis at udøve
advokatvirksomhed, jf.
bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Adgangen til dispensation fra
eksamenskravet fortolkes meget
snævert.
4.1.5.
Der er i dag ikke fastsat
egentlige bestemmelser om, at
advokater skal efteruddanne sig.
Det følger imidlertid af de
advokatetiske regler, at en
advokat skal varetage klientens
interesser grundigt,
samvittighedsfuldt og med
fornøden hurtighed. Endvidere
følger det, at en advokat ikke
må påtage sig en opgave, til
hvis udførelse advokaten savner
fornøden kompetence. Disse
bestemmelser forudsætter, at
advokaten løbende holder sig
opdateret inden for sit
arbejdsfelt.
4.1.6.
Ifølge r etsplejelovens § 123 må
e nkeltmandsvirksomhed som
advokat kun udøves af en
advokat, der i mindst et år
enten har været i virksomhed som
autoriseret fuldmægtig hos en
advokat eller som advokat har
været ansat hos eller virket i
fællesskab med en anden advokat.
To eller flere advokater må ikke
udøve advokatvirksomhed i
fællesskab, hvis ingen af dem
opfylder disse betingelser.
Justitsministeren kan i særlige
tilfælde gøre undtagelse fra
disse bestemmelser.
Formålet med
bestemmelsen er at sikre, at
enhver advokat, der begynder at
virke som advokat på egen hånd,
har opnået en vis praktisk
erfaring med hensyn til
udøvelsen af advokatvirksomhed,
herunder kendskab til
klientkontoreglerne.
4.1.7.
Ifølge retsplejelovens § 135,
stk. 1, kan enhver advokat have
en eller to autoriserede
fuldmægtige, der skal have
juridisk kandidateksamen.
Det følger af
§ 135, stk. 2, at autorisationen
meddeles af præsidenten i den
byretskreds, hvor vedkommende
advokat har kontor. På Bornholm
meddeles autorisationen af
dommeren. Bestemmelsen i § 121
gælder tilsvarende.
4.2.
Advokatudvalgets overvejelser
4.2.1.
Advokatudvalgets overvejelser om
advokaters grund- og
efteruddannelse bygger i vidt
omfang på en række forslag, som
er fremsat af Advokatrådet i
rådets betænkning fra maj 2005
om advokaters grund- og
efteruddannelse.
4.2.2.
Udvalget finder – i lighed med
Advokatrådet – at det bør
fastholdes, at man for at blive
advokat skal have opnået en
juridisk bachelor- og
kandidatgrad.
Det bør
sikres, at advokater fortsat har
de nødvendige faglige
kvalifikationer for af hensyn
til klienterne at kunne varetage
deres hverv på forsvarlig vis.
De uddannelsesmæssige krav til
at opnå advokatbeskikkelse bør
endvidere ses i sammenhæng med
uddannelseskravene til de øvrige
aktører inden for retsvæsenet
(dommere og anklagere). Der
består fortsat en sådan
sammenhæng mellem disse aktører,
at det er hensigtsmæssigt, at
der kan ske udveksling af
medarbejdere mellem brancherne.
Udvalget er dog ikke afvisende
over for, at det på et tidspunkt
vil kunne overvejes, om personer
med f.eks. en
cand.merc.jur.-uddannelse bør
kunne opnå advokatbeskikkelse,
hvis de pågældende opfylder en
række nærmere angivne
betingelser.
Udvalget
finder endvidere, at det i
retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 3, bør præciseres, at der
kræves en dansk juridisk
bachelor - og
kandidateksamen for at opnå
advokatbeskikkelse for at sikre,
at ansøgerne har et
grundlæggende kendskab til de
retsområder, som indgår i den
juridiske bachelor- og
kandidatuddannelse i Danmark.
Endelig
finder udvalget, at
Justitsministeriets praksis med
at fastsætte en prøvetid for
juridiske kandidater fra andre
EU- eller EØS-lande med henblik
på, at disse kan autoriseres som
advokatfuldmægtige i Danmark,
bør fremgå af retsplejeloven.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
283-284.
4.2.3.
Udvalget foreslår – som tillige
foreslået af Advokatrådet – at
ansættelse som autoriseret
advokatfuldmægtig i en
virksomhed eller i en
organisation ligestilles med
ansættelse som autoriseret
advokatfuldmægtig hos en
advokat, som udøver
advokatvirksomhed.
Endvidere
foreslår udvalget – som også
foreslået af Advokatrådet – at
der åbnes mulighed for, at også
anden beskæftigelse end den i
retsplejelovens § 119, stk. 3,
nævnte, efter en konkret
bedømmelse af stillingens
indhold og relevans for
advokatgerningen medregnes fuldt
ud. I den forbindelse foreslås
det, at retsplejelovens § 119,
stk. 4, ændres, således at
maksimumgrænsen på to år for
medregning af andre juridiske
stillinger end dem, der er nævnt
i stk. 3, ophæves.
Udvalget har
i forbindelse med de ovennævnte
forslag navnlig lagt vægt på, at
praktisk erfaring med
advokatrelevante juridiske
problemstillinger kan opnås
gennem forskellige former for
ansættelse. Ansøgerne vil
herudover via den teoretiske
grunduddannelse, jf. nedenfor,
opnå kendskab til advokatretten,
advokatfærdigheder og drift af
advokatvirksomhed og via den
praktiske prøve kendskab til
retssagsbehandling.
Udvalget har
endvidere for så vidt angår
forslaget om, at ansættelse som
autoriseret advokatfuldmægtig i
en virksomhed eller i en
organisation ligestilles med
ansættelse som autoriseret
advokatfuldmægtig hos en
advokat, som udøver
advokatvirksomhed, lagt vægt på,
at advokatfuldmægtige i dag ikke
sjældent bliver meget
specialiserede, og at
retssagsbehandling for mange
ikke er en stor del af arbejdet.
Der ses derfor ikke i dag
baggrund for at opretholde
forskellen mellem autoriserede
advokatfuldmægtige hos en
advokat, der udøver
advokatvirksomhed, og
autoriserede advokatfuldmægtige
i f.eks. et realkreditinstitut.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
284-285.
4.2.4.
Udvalget foreslår – i lighed med
Advokatrådet – at
advokateksamenen omlægges,
således at den fremover består
dels af en teoretisk prøve i
advokatret (bl.a. reglerne om
god advokatskik og
klientkontovedtægten),
advokatfærdigheder (bl.a.
juridisk problembehandling,
forhandling, retssagsbehandling
og mediation) og drift af
advokatvirksomhed (bl.a.
regnskabsforståelse og
-analyse), og dels af en
praktisk prøve.
Den praktiske
prøve bør bestå i førelse af én
sag for byretten, landsretten
eller Sø- og Handelsretten. Ikke
enhver sag vil dog være egnet
til at udgøre den praktiske
prøve. Dommeren/dommerne i den
pågældende sag må vurdere, om
sagen har den tilstrækkelige
tyngde. En sag ved landsretten
eller Sø- og Handelsretten vil
eventuelt kunne udgøre den
praktiske prøve, selv om sagen
ikke vil kunne indgå som den ene
af de to prøvesager, der kræves
for at opnå møderet for landsret
og Sø- og Handelsretten.
Er det ikke
muligt for ansøgeren at finde en
egnet sag, der kan udgøre den
praktiske prøve, kan ansøgeren i
stedet møde i en fiktiv retssag.
I så fald kan sagen ikke indgå
som den ene af de to prøvesager,
der kræves for at opnå møderet
for landsret.
Det nærmere
indhold af den praktiske prøve
skal fastsættes af
justitsministeren i en
bekendtgørelse.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
279-281.
4.2.5.
I lighed med Advokatrådet
foreslår Advokatudvalget, at der
stilles krav om obligatorisk
efteruddannelse for alle
advokater og advokatfuldmægtige.
For advokatfuldmægtige betyder
dette, at de ud over at deltage
i advokatuddannelsen
(grunduddannelsen) samtidig skal
deltage i efteruddannelse. Det
nærmere omfang af uddannelsen
bør fastsættes af
Justitsministeriet.
Udvalget
lægger vægt på, at det er
vigtigt, at advokater og
advokatfuldmægtige løbende
holder sig ajour med
retstilstanden på udvalgte
områder, samt at de til
stadighed udvikler sig fagligt.
I dag er det formentlig meget
forskelligt, i hvilket omfang
især advokater efteruddanner
sig. Kravet om obligatorisk
årlig efteruddannelse skal
således medvirke til at sikre en
høj kvalitet af advokatydelser.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
286-287.
4.2.6.
Udvalget foreslår – som også
foreslået af Advokatrådet – at
retsplejelovens § 123, stk. 1,
ændres, således at man ikke kan
være indehaver af en
advokatvirksomhed, før man i
mindst 1 år enten har været i
virksomhed som autoriseret
fuldmægtig hos en advokat, der
udøver advokatvirksomhed, eller
som advokat har været ansat hos
eller virket i fællesskab med en
anden advokat.
Udvalget har
i den forbindelse lagt vægt på,
at en indehaver af en
advokatvirksomhed – af hensyn
til klienternes retssikkerhed og
deres forventninger om
advokatens praktiske erfaring
med advokatgerningen – bør have
ikke blot et teoretisk, men også
et praktisk kendskab til
anvendelsen af de regler, som
regulerer de almindelige og
særlige advokatpligter.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
285-286.
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder
ligesom udvalget, at det på
nuværende tidspunkt fortsat bør
være et krav for at opnå
beskikkelse som advokat, at
ansøgeren har opnået en juridisk
bachelor- og kandidatgrad.
Retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 3, bør i den forbindelse
præciseres således, at det
udtrykkeligt fremgår, at det,
der kræves, er en dansk
juridisk bachelor - og
kandidateksamen. Bestemmelsens
krav i dag om, at ansøgeren skal
have bestået juridisk
kandidateksamen, forstås som
udgangspunkt som et krav om en
juridisk kandidateksamen fra et
universitet i Danmark. Den
foreslåede ændring, hvorefter
der kræves en dansk eksamen, er
således en lovfæstelse af den
nuværende forståelse af
bestemmelsen.
Det foreslås
endvidere, at der i bestemmelsen
stilles krav om såvel en dansk
juridisk bachelor eksamen
som en dansk juridisk
kandidat eksamen. Den
juridiske uddannelse består i
dag af en selvstændig
bacheloruddannelse og en
selvstændig kandidatuddannelse.
Baggrunden
for, at der for at opnå
beskikkelse som advokat kræves
en dansk juridisk bachelor- og
kandidateksamen, er hensynet til
at sikre, at advokater har et
grundlæggende og bredt kendskab
til dansk ret, herunder de
retsområder som indgår i den
danske juridiske
bacheloruddannelse.
Justitsministeriet finder
således, at det er vigtigt, at
en ansøger ikke alene har den
danske juridiske
kandidatuddannelse, men også den
danske juridiske
bacheloruddannelse.
Disse hensyn
ligger også til grund for
ændringen af retsplejelovens §
135, stk. 1, hvor det foreslås
præciseret, at en autoriseret
advokatfuldmægtig skal have
bestået dansk juridisk
bachelor - og
kandidateksamen. En
advokatfuldmægtig kan give møde
i retten på vegne af sin
principal, og
advokatfuldmægtigen bør derfor
efter Justitsministeriets
opfattelse have et grundlæggende
og bredt kendskab til dansk ret.
§ 135, stk. 1, har i øvrigt nær
sammenhæng med reglen i § 119,
stk. 2, nr. 3, idet tiden som
advokatfuldmægtig typisk skal
danne grundlag for en senere
beskikkelse som advokat.
Endelig
ligger hensynet til at sikre, at
en person, der møder som
partsrepræsentant i retten, har
et grundlæggende og bredt
kendskab til dansk ret, til
grund for kravet i den
foreslåede bestemmelse i § 260,
stk. 6, om, at de ansatte i
foreninger mv., som kan møde i
visse byretssager, skal have en
dansk juridisk bachelor- og
kandidateksamen.
Som
undtagelser til § 119, stk. 2,
nr. 3, og § 135, stk. 1, kan
Justitsministeriet i medfør af
den foreslåede bestemmelse i §
135 a, stk. 1, fastsætte en
prøvetid for juridiske
kandidater fra andre EU- eller
EØS-lande med henblik på, at
disse kan autoriseres som
advokatfuldmægtige i Danmark.
Denne bestemmelse er en
lovfæstelse af
Justitsministeriets hidtidige
praksis på dette område.
Justitsministeriet skal ifølge
den foreslåede bestemmelse også
kunne fastsætte en prøvetid for
personer, der i et andet EU-
eller EØS-land har bestået en
juridisk bacheloreksamen og i
Danmark har bestået en juridisk
kandidateksamen.
Justitsministeriet kan endvidere
i medfør af den foreslåede
bestemmelse i § 135 a, stk. 2, i
det omfang, det i øvrigt er
nødvendigt til opfyldelse af
Danmarks EU-retlige
forpligtelser, fritage fra
kravet om, at ansøgeren skal
have bestået en dansk juridisk
bachelor- eller kandidateksamen,
herunder fastsætte en prøvetid
som betingelser herfor. Denne
bestemmelse udgør en undtagelse
til § 119, stk. 2, nr. 3, og §
260, stk. 6.
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at en ansættelse som
autoriseret advokatfuldmægtig i
en virksomhed eller i en
organisation skal ligestilles
med en ansættelse som
autoriseret advokatfuldmægtig
hos en advokat, som udøver
advokatvirksomhed.
Justitsministeriet foreslår
derfor retsplejelovens § 119,
stk. 4, ændret, således at
toårsgrænsen for medregning af
andre ansættelser end de i §
119, stk. 3, nævnte ophæves.
Herved åbnes der mulighed for,
at anden beskæftigelse end den i
§ 119, stk. 3, nævnte efter en
konkret bedømmelse af
stillingens indhold og relevans
for advokatgerningen kan
medregnes fuldt ud.
I den
forbindelse vil den nuværende
bestemmelse i retsplejelovens §
119, stk. 5, blive ophævet, idet
de ansættelser, der før blev
omfattet af § 119, stk. 5,
fremover kan omfattes af § 119,
stk. 4.
En ansættelse
som autoriseret
advokatfuldmægtig hos en advokat
i en virksomhed eller
organisation indebærer i de
fleste tilfælde, at fuldmægtigen
beskæftiger sig med mange af de
samme opgaver og typer af sager,
som er almindeligt forekommende
på et advokatkontor, f.eks.
kontraktindgåelser, udfærdigelse
af processkrifter, møde i
retssager mv. En sådan
ansættelse på fuld tid bør
derfor give mulighed for
advokatbeskikkelse efter 3 år
ligesom en ansættelse som
autoriseret advokatfuldmægtig på
et almindeligt advokatkontor.
Herudover
finder Justitsministeriet, at
kravet i retsplejelovens § 119,
stk. 3, om, at en
advokatfuldmægtig skal have
deltaget i behandling af
retssager, bør lempes således,
at der nu i bestemmelsen stilles
krav om, at advokatfuldmægtigen
skal have opnået kendskab til
behandling af retssager.
Baggrunden
herfor er, at advokatfuldmægtige
i dag ikke sjældent er meget
specialiserede, og at
retssagsbehandling for mange
ikke udgør en stor del af
arbejdet. Justitsministeriet
finder imidlertid, at det
fortsat er relevant at stille
krav om, at advokatfuldmægtige
gennem deres ansættelse skal
opnå kendskab til
retssagsbehandling. Dette skal
tillige sikre, at fuldmægtigen
vil være i stand til at bestå
den foreslåede praktiske prøve i
retssagsbehandling, hvorefter
fuldmægtigen skal føre en sag
for byretten, landsretten eller
Sø- og Handelsretten – eller
eventuelt føre en fiktiv retssag
– for at opnå beskikkelse som
advokat.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets forslag om, at
advokateksamen omlægges således,
at den fremover består dels af
en teoretisk prøve i advokatret,
advokatfærdigheder og drift af
advokatvirksomhed, og dels af en
praktisk prøve. Den praktiske
prøve skal bestå i førelse af en
sag for byretten, landsretten
eller Sø- og Handelsretten. Er
det ikke muligt for ansøgeren at
finde en egnet sag, der kan
udgøre den praktiske prøve, kan
ansøgeren i stedet møde i en
fiktiv retssag.
Ved ændringen
af reglerne om
advokatfuldmægtigenes teoretiske
grunduddannelse og
advokateksamen har
Justitsministeriet navnlig lagt
vægt på, at fuldmægtigene
fremover under grunduddannelsen
og ved eksamen skal henholdsvis
undervises og eksamineres i de
discipliner, som er specifikke
for advokatprofessionen. Den
mere fagspecifikke undervisning
kan fuldmægtigene erhverve
gennem løbende efteruddannelse.
Hvilke juridiske områder, der
måtte være relevante for
fuldmægtigene, vil afhænge af
sagstyperne på fuldmægtigenes
arbejdsplads. Den praktiske
prøve i retssagsbehandling skal
sikre, at fuldmægtigene opnår et
vist kendskab til rollen som
partsrepræsentant og
procedureerfaring.
Endvidere kan
Justitsministeriet tilslutte sig
udvalgets forslag om, at der
stilles krav om, at alle
advokater og advokatfuldmægtige
løbende skal deltage i
efteruddannelse af betydning for
advokater. Undladelse heraf vil
udgøre en overtrædelse af god
advokatskik. Baggrunden for
forslaget er at sikre, at
advokater og advokatfuldmægtige
til stadighed holder sig
opdateret på områder af relevans
for deres arbejde.
Justitsministeriet finder
endvidere, at retsplejelovens §
123, stk. 1, skal ændres
således, at man ikke kan være
indehaver af en
advokatvirksomhed, før man i
mindst 1 år enten har været i
virksomhed som autoriseret
fuldmægtig hos en advokat, der
udøver advokatvirksomhed, eller
som advokat har været ansat hos
anden advokat, der udøver
advokatvirksomhed.
Justitsministeriet har i den
forbindelse navnlig lagt vægt
på, at en indehaver af en
advokatvirksomhed bør have et
praktisk kendskab til de regler,
som er specifikke for
advokatprofessionen.
5. Møderet
for landsret
5.1. Gældende
ret
5.1.1.
Det følger af retsplejelovens §
132, at enhver advokat har
møderet for byret og for Sø- og
Handelsretten i sager, der i
medfør af reglerne i kapitel 21
behandles ved byret, samt for
Den Særlige Klageret.
Efter
retsplejelovens § 133 har en
advokat møderet for landsret og
i alle sager for Sø- og
Handelsretten, når advokaten har
bestået en prøve i procedure.
Prøven kan aflægges af såvel
advokater som autoriserede
advokatfuldmægtige, der opfylder
betingelserne i retsplejelovens
§ 136, stk. 4. Man kan maksimalt
indstille sig til prøven 2
gange.
Prøven består
i, at den pågældende udfører to
retssager, der slutter med
mundtlig hovedforhandling. En
sag kan kun danne grundlag for
prøven, hvis vedkommende ret
finder den egnet hertil. Prøven
er bestået, når de retter, hvor
sagerne er udført, finder
udførelsen tilfredsstillende.
Vedkommende ret kan dog ud fra
den første sags karakter og
udførelsen heraf erklære prøven
for bestået alene på grundlag af
denne sag. Den anden sag skal
udføres senest 5 år efter
udførelsen af den første sag,
medmindre den ret, hvor den
anden sag udføres, meddeler
undtagelse herfra.
5.2.
Advokatudvalgets overvejelser
5.2.1.
Udvalget har overvejet
spørgsmålet om advokaters
opnåelse af møderet for landsret
og Sø- og Handelsretten.
Udvalget finder, at advokater og
advokatfuldmægtige fortsat skal
udføre to retssager, der slutter
med mundtlig hovedforhandling,
for at opnå møderet, jf.
retsplejelovens § 133, stk. 4.
Landsretten og Sø- og
Handelsretten skal fortsat have
mulighed for ud fra den første
sags karakter og udførelsen
heraf at erklære prøven for
bestået alene på grundlag af
denne sag, jf. § 133, stk. 5.
Udvalget
foreslår imidlertid på baggrund
af lov nr. 538 af 8. juni 2006
om ændring af retsplejelovens og
forskellige andre love (Politi-
og domstolsreform), hvorved
bl.a. instansordningen ændres,
at den ene af de to prøvesager
fremover kan være en
byretssag. Den anden sag skal
dog fortsat være en landsretssag
eller en sag ved Sø- og
Handelsretten. Byretssagen skal
være en sag med kollegial
behandling, eller en sag hvor
der medvirker sagkyndige
dommere.
Det foreslås
endvidere, at en byretssag, som
en advokatfuldmægtig fører for
at opnå beskikkelse som advokat,
kan indgå som den ene af de to
prøvesager, hvis sagen er med
kollegial behandling eller med
medvirken af sagkyndige dommere
og har den fornødne tyngde.
For at
landsretten eller Sø- og
Handelsretten efterfølgende kan
vurdere, om en byretssag kan
indgå som den ene af de to
prøvesager, må byretten i
forbindelse med sådanne sager
udfærdige et notat om sagens
omfang og advokatfuldmægtigens
sagsførelse, som landsretten
eller Sø- og Handelsretten kan
anvende ved vurderingen.
Retningslinier om den nærmere
udformning af sådanne notater og
vejledende retningslinier for
vurderingen af, hvornår en sag
er egnet som prøvesag, og hvilke
elementer i den enkelte sag der
lægges vægt på ved afgørelsen
af, om advokaten eller
advokatfuldmægtigen har bestået
prøven for at opnå møderet for
landsret og Sø- og
Handelsretten, bør fastsættes af
landsretterne og Sø- og
Handelsretten.
Udvalget
foreslår endelig en ændring af
retsplejelovens § 132, hvorefter
enhver advokat har møderet for
byret og for Sø- og
Handelsretten i sager, der i
medfør af reglerne i kapitel 21
behandles ved byret, samt for
Den Særlige Klageret. Udvalget
finder, at formuleringen ”i
sager, der i medfør af reglerne
i kapitel 21 behandles ved
byret,” bør udgå. Det er oplyst
for udvalget, at der ikke i
praksis møder advokater uden
møderet for landsret for Sø- og
Handelsrettens retsafdeling.
Hertil
kommer, at Sø- og Handelsretten
i højere grad må sidestilles med
en landsret end med en byret.
Sø- og Handelsrettens afgørelser
kan ankes til Højesteret, for så
vidt ikke andet er bestemt ved
lov, jf. § 368, stk. 3.
Advokater, der ikke har møderet
for landsret, bør derfor heller
ikke kunne give møde for Sø- og
Handelsretten.
Advokater
uden møderet for landsret bør
dog fortsat kunne møde i Sø- og
Handelsrettens skifteafdeling i
sager omfattet af § 15, stk. 2,
nr. 4 (behandling af anmeldelser
om betalingsstandsning og
begæringer om konkurs,
akkordforhandling eller
gældssanering i de områder, der
er henlagt under Københavns
Byret, retten på Frederiksberg
og retterne i Glostrup og
Lyngby, jf. konkurslovens § 4).
Bortset fra i de nævnte
retskredse behandles sådanne
sager i byretten. Det fremgår af
konkurslovens § 252, at anke
eller kære fra Sø- og
Handelsretten i sådanne sager
sker til Østre Landsret.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
281-282.
5.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med
udvalget i, at advokater og
advokatfuldmægtige fortsat skal
udføre to retssager, der slutter
med mundtlig hovedforhandling,
for at opnå møderet for
landsret. I modsætning til i dag
– hvor prøven alene kan aflægges
for landsretterne og Sø- og
Handelsretten – foreslås det, at
den ene af de to prøvesager kan
være en byretssag med kollegial
behandling, eller en byretssag
hvor der medvirker sagkyndige
dommere. Efter ikrafttrædelsen
den 1. januar 2007 af lov nr.
538 af 8. juni 2006 om ændring
af retsplejeloven og forskellige
andre love (Politi- og
domstolsreform), hvorved bl.a.
reglerne om instansordningen i
civile sager blev ændret, vil
det for nogle fuldmægtige og
advokater kunne være vanskeligt
at finde to prøvesager for
landsretten.
Den
byretssag, som en
advokatfuldmægtig skal føre for
at opnå beskikkelse som advokat,
kan indgå som den ene af de 2
prøvesager, hvis sagen opfylder
ovennævnte betingelser og har
den fornødne tyngde.
Endvidere
foreslås det, at retsplejelovens
§ 132 ændres således, at
advokater uden møderet for
landsret fremover alene kan møde
for byret og for Sø- og
Handelsretten i sager omfattet
af retsplejelovens § 15, stk. 2,
nr. 4. Baggrunden for ændringen
er, at Sø- og Handelsretten i
højere grad må sidestilles med
en landsret end med en byret, og
advokater, der ikke har møderet
for landsret, bør derfor heller
ikke kunne give møde for Sø- og
Handelsretten. Hertil kommer, at
der ifølge det for
Justitsministeriet oplyste i
praksis ikke møder advokater
uden møderet for landsret for
Sø- og Handelsrettens
retsafdeling.
6.
Ejerskabsforholdene i
advokatvirksomheder
6.1. Gældende
ret
6.1.1.
Reglerne om ejerskab af
advokatvirksomheder findes i dag
i retsplejelovens § 124,
hvorefter advokatvirksomhed ud
over i enkeltmandsvirksomhed
eller i et fællesskab af
advokater kun må udøves af et
advokatselskab, der drives i
aktie- eller
anpartsselskabsform. Et
advokatselskab må alene have til
formål at drive
advokatvirksomhed og er pligtig
og eneberettiget til i navnet at
benytte ordene
»advokataktieselskab« eller
»advokatanpartsselskab« eller
deraf dannede forkortelser.
Foreninger,
interesseorganisationer og
lignende må dog som mandatar
udføre retssager for deres
medlemmer inden for foreningens
interesseområde.
En advokat,
der udøver virksomhed i et
advokatselskab, hæfter
personligt sammen med selskabet
for ethvert krav, der er opstået
som følge af advokatens bistand
til en klient.
Aktier eller
anparter i et advokatselskab må
kun ejes af 1) advokater, der
aktivt driver advokatvirksomhed
i selskabet, i dets moderselskab
eller dets datterselskab, eller
2) et andet advokatselskab.
Bestyrelsesmedlemmer, bortset
fra medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer, i et
advokatselskab skal aktivt drive
advokatvirksomhed i selskabet
eller i dets moderselskab eller
dets datterselskab. Medlemmer af
direktionen i et advokatselskab
skal aktivt drive
advokatvirksomhed i selskabet.
Det følger
endvidere af retsplejelovens §
124, at justitsministeren
fastsætter nærmere regler for
udøvelse af advokatvirksomhed i
selskabsform, herunder regler om
afhændelse af en aktie eller
anpart i tilfælde af en
aktionærs eller anpartshavers
dødsfald eller deponering af
beskikkelse. Justitsministeriet
har i bekendtgørelse nr. 824 af
10. december 1990 om
advokatselskaber, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 984 af 1.
oktober 2004, fastsat nærmere
regler om udøvelse af
advokatvirksomhed i
selskabsform, herunder regler om
oprettelse og opløsning af
advokatselskaber.
6.1.2.
Som nævnt ovenfor må
advokatvirksomhed kun udøves som
enkeltmandsvirksomhed, i et
fællesskab af advokater eller af
et advokatselskab, der drives i
aktie- eller
anpartsselskabsform.
Af
bemærkningerne til lovforslag
nr. L 150 fra 1990 om ændring af
retsplejeloven (Dommeres
habilitet, SSP-samarbejdet og
advokatselskaber m.v.), hvorved
der indførtes mulighed for at
drive advokatvirksomhed i
selskabsform, fremgår bl.a., at
andre juridiske personer end
advokatselskaber ikke må udøve
advokatvirksomhed.
Det fremgår
endvidere af bemærkningerne til
lovforslaget, at ved vurderingen
af, om en juridisk person kan
anses for at udøve
advokatvirksomhed, vil det være
afgørende, om de hensyn, der
ligger bag de opstillede
betingelser for etablering af
advokatselskaber, gør sig
gældende i samme omfang for så
vidt angår den virksomhed, som
den pågældende juridiske person
udøver. Det gælder navnlig
behovet for at sikre
advokatvirksomhedens
uafhængighed. Det bemærkes i den
forbindelse, at de rådsøgende
til begrebet og titlen »advokat«
traditionelt knytter en
forventning om uafhængighed og
dermed loyal varetagelse af
klientens interesser.
Herudover
fremgår det af bemærkningerne
til lovforslaget, at
advokatvirksomhed kan beskrives
som juridisk rådgivning og i
forbindelse hermed økonomisk og
anden rådgivning til klienten
samt repræsentation af denne for
domstolene og over for andre
offentlige myndigheder og
organisationer samt i retslige
spørgsmål og tvister i øvrigt.
Det følger
endvidere af bemærkningerne til
lovforslaget, at afgørende for,
om advokatvirksomhed reelt må
anses for udøvet af en juridisk
person, ikke alene vil være, om
den er udøvet af en advokat, men
tillige vil bero på den ramme,
hvorunder den juridiske bistand
ydes. Er den pågældende advokat
således f.eks. gennem
instruktionsbeføjelse fra en
juridisk person eller på grund
af en juridisk persons
finansiering af virksomhedens
kapitalgrundlag afhængig af
interesser, der er
advokatvirksomheden
uvedkommende, vil den juridiske
person efter lovforslaget drive
advokatvirksomhed.
Desuden
følger det af bemærkningerne til
lovforslaget, at hvis en advokat
er ansat hos en juridisk person
(et selskab, en forening mv.)
med det formål bl.a. at yde den
juridiske persons klienter,
kunder eller medlemmer bistand i
form af juridisk rådgivning og
vejledning samt i tilknytning
hertil at føre sager for
administrative eller dømmende
myndigheder for disse
persongrupper, må den juridiske
person efter lovforslaget anses
for at drive advokatvirksomhed.
6.1.3.
Et advokatselskab kan – ud over
de i retsplejelovens § 124, stk.
1, 1. pkt. nævnte former –
drives i SE-selskabsform, som er
en europæisk organisationsform
for transnational virksomhed i
aktieselskabsform, jf.
bekendtgørelse nr. 824 af 10.
december 1990 om
advokatselskaber, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 984 af 1.
oktober 2004.
Reglerne om
advokatselskaber har navnlig til
formål at sikre, at
advokatselskabet er uafhængigt
af interesser, der er
advokatvirksomheden
uvedkommende, og som kan stride
mod klientens interesser.
Drives en
advokatvirksomhed som
enkeltmandsvirksomhed, hæfter
advokaten personligt og direkte
over for klienten. Drives en
advokatvirksomhed i et
fællesskab af advokater og/eller
advokatselskaber
(interessentskab), hæfter
interessenterne personligt,
direkte og solidarisk for
opfyldelsen af virksomhedens
forpligtelser.
Drives en
advokatvirksomhed som et aktie-
eller anpartsselskab, hæfter
selskabet med hele sin formue
for alle krav mod selskabet.
Samtidig hæfter den enkelte
advokat – uanset om vedkommende
er ejer eller ansat – personligt
og solidarisk med selskabet for
enhver forpligtelse, der
udspringer af den pågældende
advokats egen rådgivning, jf.
retsplejelovens § 124, stk. 2.
Der er ifølge
de nugældende regler ikke
mulighed for at omdanne et
advokatselskab til et andet
formål. Et advokatselskab »fødes
og dør« som advokatselskab. Det
fremgår af § 2 i bekendtgørelse
nr. 824 af 10. december 1990 om
advokatselskaber, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 984 af 1.
oktober 2004, at et
advokatselskab kun må oprettes
ved stiftelse af et aktie- eller
anpartsselskab eller ved fusion
af bestående advokatselskaber.
Et advokatselskab må dog
oprettes ved tilpasning af et
aktie- eller anpartsselskab, der
allerede er registreret, hvis
dette ikke forud herfor har
drevet erhvervsmæssig
virksomhed. Endvidere fremgår
det af § 6, at overdragelse til
eje af aktier og anparter i et
advokatselskab kun må ske til et
advokatselskab eller en advokat,
der opfylder betingelserne for
at kunne eje aktier eller
anparter i et advokatselskab,
jf. retsplejelovens § 124, stk.
3.
Ifølge § 3 i
bekendtgørelse nr. 824 af 10.
december 1990 om
advokatselskaber, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 984 af 1.
oktober 2004, kan et selskab,
hvis eneste formål og aktivitet
er at eje aktier eller anparter
i et andet selskab, ikke eje
aktier eller anparter i et
advokatselskab. Denne
bestemmelse hindrer således
muligheden for holdingejerskab.
6.2.
Advokatudvalgets overvejelser
6.2.1.
Reglerne i retsplejelovens §
124, stk. 1, 1. pkt., om, hvem
der kan udøve advokatvirksomhed,
tilsigter at tilgodese ønsket
om, at rammerne for advokatens
virksomhed sikrer uafhængighed
af interesser, herunder fremmede
investorers, der kan tænkes at
påvirke rådgivningens
uafhængighed. Advokatens
loyalitet over for klienten skal
sikres.
Reglerne i
retsplejelovens § 124, stk. 2,
om advokaters hæftelse for krav,
der opstår som følge af
advokatens bistand til en
klient, skal sikre, at advokaten
virkelig »står bag« sin
rådgivning.
Gennem de
senere år har der overfor ønsket
om at opretholde uafhængigheden
for advokater været fremsat
ønske om at muliggøre mere
forpligtende samarbejdsformer
mellem advokater og andre typer
af rådgivere. Endvidere er der
opstået et ønske om at kunne
drive advokatvirksomhed i
holdingselskabs- eller
kommanditaktieselskabsform.
6.2.2.
Åbnes der op for at drive
advokatvirksomhed i
holdingselskabsform, vil aktie-
eller anpartsselskabet, hvori
holdingselskabet ejer aktier,
fortsat hæfte med hele sin
formue for alle krav mod
selskabet. Ligeledes vil den
enkelte advokat i aktie- eller
anpartsselskabet hæfte
personligt og solidarisk med
selskabet for enhver
forpligtelse, der udspringer af
den pågældende advokats egen
rådgivning.
Ved
holdingejerskab af
advokatselskaber vil der kunne
ske en opsparing i
holdingselskabet, uden at denne
opsparing kan mødes med krav,
som en klient måtte rette mod
advokatdriftsselskabet. En del
af formuen kan således opspares
i holdingselskabet, f.eks. til
brug for videreudvikling af
advokatvirksomheden.
Alternativet til en sådan
opsparing kan være at trække
pengene ud af selskabet. Dette
vil dog medføre, at den del af
formuen, der trækkes ud af
selskabet, vil blive beskattet
med op til 59 pct., mens den
del, der bliver stående i
virksomheden, alene beskattes
med selskabsskatteprocenten på
28 pct.
Hvis der i
lovgivningen åbnes op for, at
advokatvirksomhed kan udøves af
et advokatselskab, der drives
som et kommanditaktieselskab,
vil de advokater, der er
komplementarer i selskabet,
hæfte personligt, uden
begrænsning og solidarisk for
virksomhedens forpligtelser. De
advokater, der er
kommanditister, vil alene hæfte
med det beløb, som de indskyder
i selskabet.
Kommanditaktieselskabsformen vil
navnlig være attraktiv for
virksomheder i opstartsfasen.
Kommanditaktionærer og
komplementarer beskattes
personligt af deres andel af
selskabets resultat, dvs. både
ved vinding og tab. Et eventuelt
tab vil således kunne fratrækkes
i anden personlig indkomst.
6.2.3.
Udvalget har overvejet en række
scenarier med forskellige typer
af ejerskab og samarbejde mellem
advokater og andre professioner.
Udvalget
foreslår, at reglerne om
ejerskab af advokatselskaber
ændres således, at andre
professioner kan eje op til
under 10 pct. af selskabets
aktier. Dette vil medføre, at
den bestemmende indflydelse i
selskabet forbliver hos
advokaterne. Hvis én advokat
ejer mere end 90 pct. af
selskabets kapitalandele, vil
advokaten under visse
betingelser kunne indløse
minoritetsaktionærernes aktier,
jf. § 20 b i lovbekendtgørelse
nr. 649 af 15. juni 2006 om
aktieselskaber, som ændret ved
lov nr. 108 af 7. februar 2007.
Ejer derimod flere advokater
tilsammen over 90 pct. af
aktierne, medfører § 20 b ikke
en ret for dem til at indløse
minoritetsaktionæren.
Minoritetsaktionæren kan på sin
side først kræve sig indløst,
når ejerskabet til over 90 pct.
af aktierne ligger hos én
advokat.
Det foreslås
endvidere, at der indføres et
forbud mod forskellige
aktieklasser, samt at der
indføres begrænsninger i
adgangen til i vedtægterne eller
ved en aktionæroverenskomst at
fastsætte bestemmelser om
indløsning. Bestemmelser i
vedtægter eller
aktionæroverenskomster om
indløsningsret- og pligt kan
forrykke indflydelsen i
selskabet.
Herudover
foreslås det, at det alene er de
ansatte i advokatvirksomheden,
som kan eje aktier eller
anparter i advokatvirksomheden,
dvs. aktiv kapitalinvestering.
Udvalget kan
ikke anbefale, at der åbnes op
for passiv kapitalinvestering.
Passiv kapitalinvestering kan
have den fordel, at der tilføres
virksomheden kapital ved de
øvrige ejeres indskud af midler.
Til gengæld består der en risiko
for, at advokaternes
uafhængighed bringes i fare,
idet tredjemands interesse i at
investere i advokatvirksomheden
primært vil være af økonomisk
karakter. Der kan således opstå
risiko for en interessekonflikt
mellem på den ene side den
uafhængige rådgivning og på den
anden side tredjemands interesse
i, at advokatvirksomheden giver
så stort et overskud som muligt.
Udvalget
foreslår endvidere, at ændringen
af reglerne om, hvem der kan
være medejer af en
advokatvirksomhed, begrænses til
alene at angå kapitalselskaber.
Åbnes der
mulighed for, at andre
professioner end advokater kan
eje dele af interessentskaber,
der udøver advokatvirksomhed,
gør tilsvarende overvejelser som
vedrørende kapitalselskaber sig
gældende om fordele og ulemper.
Risikoen for,
at advokaternes uafhængighed
bringes i fare, er på grund af
omfanget af ejerkredsens
hæftelse endnu mere udtalt i
forbindelse med
interessentskaber end ved
kapitalselskaber, idet hver ejer
hæfter personligt og solidarisk
også for de øvrige ejere. Herved
vil det være sværere for
advokaterne at bevare den
fuldstændige uafhængighed af de
øvrige ejere.
Endvidere
foreslås det, at ejere, som ikke
er advokater, skal bestå en
prøve i advokatret, dvs. de
regler, der omgiver
advokatprofessionen, f.eks.
regler om advokaters pligter med
hensyn til behandling af
betroede midler, pligter i
henhold til hvidvasklovgivningen
og de advokatetiske regler.
Baggrunden herfor er at sikre,
at disse personer er bekendt med
de regler, som regulerer
advokatprofessionen. Disse ejere
er nemlig underkastet samme
regulering som advokaterne i
virksomheden, men kan som følge
af, at de ikke har gennemført
advokatuddannelsen, ikke
forventes at kende de regler,
der regulerer advokaters adfærd.
Hvis en sådan
ejer undlader at indstille sig
til den førstkommende prøve
efter optagelsen i selskabets
ejerkreds, vil ejerens aktier
straks skulle indløses af de
øvrige aktionærer i selskabet.
Ejeren ekskluderes således af
medlemskredsen af selskabet.
Advokatrådet skal føre tilsyn
med, at disse ejere inden for
den fastsatte frist indstiller
sig til prøven, samt at deres
aktier tvangsindløses, hvis
dette ikke sker.
Hvis ejeren
indstiller sig, men ikke består
prøven, bør der være adgang til
at indstille sig til prøven én
ekstra gang. Antallet af forsøg
bør være begrænset, idet en
person, der ikke er advokat,
ikke bør kunne være medejer af
en advokatvirksomhed igennem en
længere periode uden at have
bestået den nævnte prøve.
Består ejeren
således ikke prøven første gang,
skal vedkommende tilmelde sig
den førstkommende nye prøve.
Undladelse heraf vil kunne
sanktioneres som beskrevet
ovenfor.
Består ejeren
heller ikke prøven anden gang,
skal ejerens aktier – i lighed
med hvad der gælder, når
vedkommende ikke indstiller sig
til prøven – straks indløses af
de øvrige aktionærer i
selskabet. Advokatrådet skal
føre tilsyn med, at ejeren
består prøven, og at
vedkommendes aktier
tvangsindløses, hvis dette ikke
sker.
Der vil
eventuelt kunne fastsættes
regler f.eks. om, at udebliver
ejeren fra prøven pga. sygdom,
skal der forevises
lægeerklæring, idet
retsvirkninger af udeblivelsen
ellers vil være som i det
tilfælde, hvor man ikke har
indstillet sig til prøven.
Det foreslås
også, at ejere, som ikke er
advokater, skal kunne indbringes
for kredsbestyrelsen og
Advokatnævnet i overensstemmelse
med reglerne i retsplejelovens
kapitel 15 a og 15 b. Dette
tilsigter at skabe lighed mellem
de forskellige ejere af en
advokatvirksomhed, også selv om
disse tilhører forskellige
professioner. Ejere, som ikke er
advokater, skal dog ikke
registreres hos Advokatsamfundet
og vil ikke blive afkrævet
betaling til medfinansiering af
tilsynet med advokater eller
behandlingen af klager i
Advokatnævnet.
Det foreslås
endvidere, at advokatvirksomhed
skal kunne drives som et
kommanditaktieselskab eller i en
holdingselskabskonstruktion,
hvor holdingselskabet alene er
ejet af advokater.
Baggrunden
for at tillade, at
advokatvirksomhed kan drives i
disse selskabsformer, er et
ønske om at lette
generationsskifter, nyetablering
og opsparing til strategiske
investeringer.
Det bemærkes,
at revisorer og andre liberale
erhverv har mulighed for at
benytte de nævnte
selskabskonstruktioner, hvilket
ikke har givet anledning til
kritik.
Endvidere
foreslås det, at det fremover
tillades at omdanne et
advokatselskab til andet formål.
Dette kan f.eks. hindre, at en
efterlevende ægtefælle skal
likvidere den afdøde ægtefælles
advokatselskab med beskatning
til følge.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
288-298.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder
ligesom udvalget, at
retsplejelovens regler om
ejerskab af advokatvirksomheder
bør lempes i et vist omfang.
Justitsministeriet er endvidere
enig med udvalget i, at
ændringen begrænses til at angå
kapitalselskaber og ikke
interessentskaber, og at der
alene åbnes op for aktiv, men
ikke passiv kapitalinvestering i
virksomheden.
Herudover kan
Justitsministeriet tilslutte sig
udvalgets forslag om, at andre
professioner end advokater
tilsammen skal kunne eje op til
under 10 pct. af et
advokatselskabs aktier eller
anparter. Der vil i den
forbindelse blive indført et
forbud mod forskellige
aktieklasser samt begrænsninger
i adgangen til i vedtægterne
eller ved aktionæroverenskomst
at fastsætte bestemmelser om
indløsning.
Justitsministeriet er af den
opfattelse, at den foreslåede
lempelse af reglerne om ejerskab
af advokatvirksomheder
tilgodeser hensynet til
advokaters uafhængighed af
uvedkommende interesser ved, at
den type virksomheder, som andre
professioner end advokater kan
være medejere af, og den type
investeringer, som andre
professioner kan foretage, er
begrænset til kapitalselskaber
og aktiv kapitalinvestering.
Endvidere vil den bestemmende
indflydelse i selskabet være hos
advokaterne på grund af
begrænsningerne i, hvor stor en
del af aktierne eller anparterne
i selskabet andre professioner
end advokater kan eje, samt
forbuddet mod forskellige
aktieklasser og bestemmelser i
vedtægterne mv. om indløsning.
Hertil kommer, at der vil være
mulighed for, at en advokat, der
ejer mere end 90 pct. af
selskabets aktieandele, under
visse betingelser vil kunne
indløse minoritetsaktionærernes
aktier.
For at sikre
at ejere, som ikke er advokater,
er bekendt med de regler, der
omgiver advokatprofessionen, kan
Justitsministeriet endvidere
tilslutte sig udvalgets forslag
om, at disse ejere skal bestå en
prøve i advokatret. Dette skal
dels sikre hensynet til
advokatvirksomhedens klienter og
dels hensynet til ejeren selv,
da salær- og adfærdsklager
vedrørende sådanne ejere kan
indbringes for Advokatnævnet.
Justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om denne prøve.
Det vil her bl.a. kunne
fastsættes, på hvilket tidspunkt
prøven skal være bestået,
ligesom der vil kunne fastsættes
straf for overtrædelse af
bestemmelserne i
bekendtgørelsen.
Justitsministeren vil endvidere
kunne fastsætte, at en ejer, der
ikke har bestået prøven, skal
afhænde aktier eller anparter.
Herudover kan
Justitsministeriet af hensyn til
at forbedre muligheden for at
opstarte og videreudvikle
advokatvirksomheder tilslutte
sig udvalgets forslag om, at der
åbnes mulighed for, at
advokatvirksomhed kan drives som
et kommanditaktieselskab eller i
en holdingselskabskonstruktion,
hvor holdingsselskabet alene er
ejet af advokater. Endelig er
Justitsministeriet enig med
udvalget i, at det fremover
under visse betingelser skal
være muligt at omdanne et
advokatselskab til andet formål.
7.
Advokaters møderetsmonopol
7.1. Gældende
ret
7.1.1.
Det følger af retsplejelovens §
259, at enhver både som sagsøger
og som sagvolder (dvs. sagsøgt)
kan gå i rette for sig selv.
Retten kan pålægge en part at
lade sagen udføre af en advokat,
dersom den ikke finder det
muligt at behandle sagen på
forsvarlig måde, uden at parten
har sådan bistand. Pålægget kan
ikke indbringes for højere ret.
Efterkommes et pålæg ikke,
betragtes processkrifter, der
indgives af parten efter
pålæggets meddelelse, som ikke
indgivne, ligesom parten anses
for udeblevet fra de retsmøder,
der afholdes efter pålæggets
meddelelse. Hvor særlige hensyn
taler derfor, kan retten dog
beskikke parten en advokat.
7.1.2.
Reglerne om advokaters
møderetsmonopol findes i
retsplejelovens §§ 131 og 260.
Det følger af
retsplejelovens § 131, at a
dvokater er eneberettigede til
at udføre retssager for andre,
jf. dog retsplejelovens §§ 136,
260 og 730.
Ifølge
retsplejelovens § 260 kan enhver
både som sagsøger og som
sagvolder (dvs. sagsøgt) lade
møde i retten for sig ved en
efter nedenstående regler
berettiget
rettergangsfuldmægtig. Advokater
er eneberettigede til at møde i
retten som fuldmægtige for
parterne; dog kan der mødes af
værger for personer, der er
umyndige, under værgemål efter
værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter
værgemålslovens § 7, ved
ægtefælle, beslægtede og
besvogrede i anden grad af
sidelinjen eller nærmere, ved
personer, der hører til samme
husstand som parten, samt ved
personer, der står i fast
tjenesteforhold til parten,
således at de er antagne af ham
for ikke kortere tid end en
måned og – når parten ikke selv
er advokat – ikke med det
særlige hverv for øje at møde
for retten. Den, der foregiver
at stå i et af de ovennævnte
forhold til parten, må være rede
til at føre bevis herfor, når
det af retten eller modparten
forlanges; dog kan retten
undtagelsesvis tilstå en
passende udsættelse hertil. Når
det under hensyn til sagens
karakter og øvrige
omstændigheder findes
forsvarligt, kan retten tillade,
at der mødes ved advokat fra
andet nordisk land. Endvidere er
det under skiftebehandlinger
tilladt at lade møde for sig
også ved andre end de foran
nævnte personer, og det samme
gælder under fogedforretninger,
derunder auktionsforretninger,
for dens vedkommende, imod hvem
retshandlingen er rettet, og
under sidstnævnte forretninger
for de bydendes vedkommende, alt
for så vidt ikke fremsatte
påstande eller indsigelser
foranlediger forhandling for
vedkommende ret, jf. dog § 495,
stk. 2. Hvis en part godtgør, at
det ikke har været ham muligt at
antage en advokat til at udføre
en retssag, kan retten beskikke
ham en advokat. Beskikkelsen
sker på betingelse af, at parten
erklærer sig villig til at
godtgøre statskassen udgifterne
herved og efter rettens
bestemmelse stiller sikkerhed
for disse udgifter. Retten
pålægger samtidig med sagens
afslutning parten at erstatte
statskassen dennes udgifter i
forbindelse med beskikkelsen.
Advokaternes
eneret omfatter kun
repræsentation i form af at møde
i retten og at underskrive
processkrifter, jf.
retsplejelovens § 261, stk. 2,
men ikke udenretlig bistand,
f.eks. i form af udarbejdelse af
processkrifter.
Advokater kan
i medfør af retsplejelovens §
136, stk. 8, under
fogedforretninger give møde ved
enhver uberygtet person, der er
fyldt 18 år, medmindre der i
mødet skal foregå forhandling om
en tvist eller fogedretten i
øvrigt finder sådant møde
uhensigtsmæssigt. I medfør af
retsplejelovens § 19, stk. 3,
kan ikke-juridisk
kontorpersonale bemyndiges til
at træffe afgørelse i bl.a.
fogedsager, hvis der ikke skal
træffes afgørelse i
tvistigheder.
7.1.3.
For så vidt angår spørgsmålet
om, hvem der kan give møde for
mandataren i retssager, følger
det af retsplejelovens § 124,
stk. 1, 3. pkt., at foreninger,
interesseorganisationer og
lignende som mandatar må udføre
retssager for deres medlemmer
inden for foreningens
interesseområde.
Mandatarreglen i retsplejelovens
§ 124, stk. 1, 3. pkt., knytter
sig specifikt til reglerne om,
hvem der kan udøve
advokatvirksomhed, og udgør
således en undtagelse til
hovedreglen i retsplejelovens §
124, stk. 1, 1. og 2. pkt., om,
hvem der må udøve
advokatvirksomhed.
Mandatarinstituttet må, jf. side
66-67 i Retsplejerådets
betænkning nr. 1468/2005 om
reform af den civile retspleje
IV, Gruppesøgsmål mv.,
imidlertid antages at række
videre end sammenhængen med
reglerne i retsplejelovens §
124, og en stor del af
mandatarinstituttet, herunder
tillige spørgsmålet om, hvem der
i givet fald kan give møde for
mandataren i retssager, er
således ulovreguleret.
Der ses ikke
at foreligge retspraksis, som
tager stilling til spørgsmålet
om, hvorvidt en juridisk person
omfattet af retsplejelovens §
124, stk. 1, 3. pkt., kan møde i
retssager ved andre end
advokater. Bestemmelsens
forarbejder synes at hvile på en
antagelse om, at kun advokater
møder på vegne af organisationer
mv. i mandatarforhold. Selv om
der i den juridiske litteratur
(Bernhard Gomard:
Civilprocessen, 3. 4. og 5.
udgave) ses at være en vis
støtte for at antage, at en
mandatar kan møde ved andre end
advokater, viser en gennemgang
af en lang række domme
imidlertid, at bestemmelsen i en
lang årrække har været
administreret således, at
foreninger og organisationer
uden undtagelse møder ved
advokat, når de repræsenterer en
part som mandatar.
7.1.4.
Retsplejelovens forarbejder
indeholder ikke nogen nærmere
angivelse af, hvilke hensyn
møderetsmonopolet hviler på. Den
eneret, som bestemmelsen giver
advokater til at udføre
retssager for andre, hviler på
en forudsætning om, at parter,
der ønsker bistand under en
retssag, skal sikres en sådan
bistand fra personer, som er
uafhængige og kyndige, og som
har særlig viden om
retssystemet. At man i
retsplejeloven har lagt denne
opgave i hænderne på advokaterne
hænger sammen med de øvrige
regler, som retsplejeloven
foreskriver for advokater til
sikring af advokaternes
kvalifikationer og kontrollen
med advokater. Advokattitlen er
udtryk for en garanti for
egnethed, bl.a. i kraft af de
uddannelsesmæssige krav, som
skal være opfyldt for at opnå
beskikkelse, samt det tilsyns-
og disciplinærsystem, som
advokater er underlagt.
Det må
endvidere antages, at
møderetsmonopolet tillige hviler
på et hensyn til domstolene. Ud
fra det overordnede mål om en
hurtig og korrekt behandling af
tvister har domstolene således
en væsentlig interesse i, at
alle aktører i en retssag formår
at bidrage aktivt til en
effektivisering og koncentration
af processen, herunder sikre at
denne ikke forlænges unødigt.
Ansvaret herfor kan således ikke
alene påhvile domstolene, men må
i høj grad også bæres af
parterne og disses
repræsentanter. Det gælder ikke
mindst i lyset af den civile
retsplejes grundlæggende
principper om, at parterne – og
ikke retten – bærer ansvaret for
en korrekt præsentation af den
aktuelle tvist. Disse forhold
forudsætter derfor, at
partsrepræsentanter besidder den
fornødne faglige indsigt i
retsplejemæssige forhold.
Advokaterne
er også dem, der via rådgivning
af deres klienter skal sørge
for, at helt grundløse sager
ikke indbringes for domstolene,
idet dette medfører gene for
modparten og er
ressourcekrævende for
domstolene.
Endelig må
det antages, at
møderetsmonopolet også hviler på
mere overordnede samfundsmæssige
hensyn. Domstolene udgør således
den sidste adgang til
konfliktløsning i sager, som
parterne ikke har formået at
løse på anden vis, og dette
konfliktløsningsforum vil – i
modsætning til frivillige
konfliktløsningsorganer – altid
for én af parterne indebære et
element af tvang. Endvidere er
domstolene både på lovregulerede
og ulovregulerede retsområder
med til at fastlægge gældende
ret. Det kan anføres, at et
retssamfund i den henseende har
en forpligtelse til at sikre et
velfungerende domstolsvæsen,
hvor alle involverede besidder
et højt fagligt niveau, ligesom
samfundet har en pligt til at
sikre, at der i videst muligt
omfang består den fornødne
tillid til retssystemet.
Samtidig er
det et vigtigt samfundshensyn at
sikre en effektiv udnyttelse af
samfundets ressourcer til
juridisk rådgivning. Således kan
en velfungerende konkurrence
blandt juridiske rådgivere
medvirke til, at forbrugere og
virksomheder opnår den bedste
kvalitet og pris netop for den
juridiske rådgivning, som der er
behov for i den givne situation,
samtidig med at de juridiske
rådgivere konstant tilskyndes
til at forny sig og udvikle nye
produkttyper.
7.1.5.
I de senere år har der på
internationalt plan været en
stigende interesse for
adgangsbarrieres betydning for
udviklingen og konkurrencen
inden for de liberale erhverv.
Bl.a. har EU og OECD sat fokus
på den betydning, som offentligt
og privat fastsatte
begrænsninger i at udøve et
givent erhverv har på
konkurrencen inden for erhvervet
og på den effektive udnyttelse
af samfundets ressourcer.
7.2.
Advokatudvalgets overvejelser
7.2.1.
Hensynet til fri konkurrence
tillægges i dag en meget høj
prioritet såvel i Danmark som
internationalt.
Konkurrencebegrænsende ordninger
som møderetsmonopolet bør derfor
alene opretholdes, hvis de kan
begrundes med tungtvejende
hensyn, som ikke kan tilgodeses
på en mindre
konkurrencebegrænsende måde.
Udvalget finder, at de
tungtvejende hensyn, der
tidligere begrundede
opretholdelsen af advokaters
møderetsmonopol i civile sager,
måske ikke generelt taler med
samme vægt i dag. Udvalget har i
den forbindelse lagt vægt på en
række samfundsøkonomiske
betragtninger. På den baggrund
finder udvalget, at der i et
vist omfang kan ske en lempelse
af reglerne om advokaters
møderetsmonopol i byretterne,
uden at de vægtige hensyn, der
ligger bag reglerne, sættes over
styr. Udvalget finder, at en
lempelse af reglerne om
advokaters møderetsmonopol ikke
bør omfatte behandlingen af 1.
instanssager ved landsretten
eller Sø- og Handelsretten samt
ankesager ved landsretten og
Højesteret. Det er i disse
overvejelser indgået, at
behandlingen af disse sager
findes at stille særlige krav
til en høj og kvalificeret
bistand fra partsrepræsentanten.
Udvalgets
overvejelser omfatter heller
ikke de såkaldte »indispositive«
sager. I denne type sager
tillægges en materiel rigtig
afgørelse så stor betydning, at
retten ikke i samme grad er
bundet af parternes
tilrettelæggelse af sagen. Det
drejer sig om sager om f.eks.
ægteskab og forældremyndighed,
faderskabssager, værgemålsager,
sager om prøvelse af
administrativt bestemt
frihedsberøvelse og sager om
adoption uden samtykke.
7.2.2.
Udvalget har opstillet en række
modeller for en mulig ophævelse
af advokaters møderetsmonopol i
civile sager.
10 af
udvalgets medlemmer finder, at
de hensyn, som hidtil har båret
advokaters møderetsmonopol, i
vidt omfang fortsat gør sig
gældende i de tilfælde, hvor der
skal ske forhandling om en tvist
mellem parterne.
Sager, hvori
der skal ske forhandling om en
tvist, er som regel mere
komplicerede end ikke-tvistige
sager, og tvistige sager må som
udgangspunkt forventes at have
en mere indgribende betydning
for parterne end ikke-tvistige
sager. På den baggrund findes
hensynet til at sikre klienterne
den bedst kvalificerede bistand
fortsat at tale med afgørende
vægt for at opretholde
advokaters møderetsmonopol i de
egentlige tvistige sager, idet
advokater i kraft af deres
uddannelse, Advokatrådets
tilsyn, disciplinærreglerne mv.
fortsat må anses for bedst
kvalificerede i relation til
retssager, hvori der skal ske
forhandling om en tvist.
Også hensynet
til at sikre domstolene, at alle
aktører – herunder parternes
repræsentanter – formår at
bidrage aktivt til en
effektivisering og koncentration
af processen, findes efter
udvalgets opfattelse fortsat at
tale med betydelig vægt for at
opretholde advokaters
møderetsmonopol i sager, hvori
der skal ske forhandling om en
tvist. I sager, hvori der skal
behandles en tvist, stilles der
således krav til
partsrepræsentantens viden om –
og erfaring med – såvel den
materielle som den processuelle
håndtering af sagerne, bl.a. for
ikke at sinke processen unødigt.
De 10
medlemmer af udvalget finder
derfor, at en eventuel lempelse
af reglerne om advokaters
møderetsmonopol alene bør bestå
i fri adgang til at møde som
procesfuldmægtig i den
forenklede inkassoproces og
under udlægsforretninger i
fogedretten, hvor der ikke skal
ske behandling af en tvist, jf.
den under punkt 7.2.3. nedenfor
beskrevne model A.
Det er
overvejet, hvorvidt de samme
hensyn gør sig gældende med
samme vægt i fogedretternes
behandling af
udlægsforretninger, dvs. i
forbindelse med en efterfølgende
fogedsag i en sag behandlet
efter den forenklede
inkassoproces og i forbindelse
med udlægsforretninger på et
andet eksekutionsgrundlag, hvor
der skal ske behandling af en
tvist.
De tvister,
der opstår under
udlægsforretninger, vil ofte
være »standardtvister« om f.eks.
genstanden for et udlæg,
rentespørgsmål eller lignende.
Hensynet til, at parterne kan
anvende den samme repræsentant
gennem hele processen, kunne
derfor umiddelbart tale for
tillige at give fri adgang for
enhver til at repræsentere
parterne under
udlægsforretninger også i
tilfælde, hvor der skal ske
behandling af en tvist.
Uanset
karakteren og omfanget af en
eventuel tvist må en sådan
generelt forventes at have en
mere indgribende betydning for
parterne end en ikke-tvistig
sag. De ovenfor nævnte 10
medlemmer af udvalget finder
således, at enhver tvist i
princippet kan indeholde
aspekter, hvor advokater fortsat
må anses for de bedst
kvalificerede i relation til
behandling af sagen, og at der
på den baggrund ikke bør ske en
lempelse af reglerne om
advokaters møderetsmonopol,
således at enhver får adgang til
at repræsentere parterne under
en udlægsforretning, hvor der
skal ske behandling af en tvist.
6 af
udvalgets medlemmer finder, at
der også bør være adgang til at
møde i de tvistige sager i et
vist omfang, jf. nærmere den
under punkt 7.2.4. nedenfor
beskrevne model B.
7.2.3.
Model A: 10 af udvalgets
medlemmer finder, at en lempelse
af reglerne om advokaters
møderetsmonopol i civile sager
kan bestå i, at der indføres fri
adgang til i den forenklede
inkassoproces at indlevere
betalingspåkrav til fogedretten
på vegne af fordringshaveren
samt i den forbindelse adgang
til at møde på vegne af en part
under retsmøder, herunder under
den efterfølgende
udlægsforretning, hvor der ikke
sker behandling af en tvist.
Ved »enhver«
forstås i det følgende enhver
uberygtet person over 18 år, jf.
retsplejelovens § 261.
Reglerne i
den forenklede inkassoproces er
udformet således, at
varetagelsen af partens
interesser under sagen ikke
forudsætter, at vedkommende er
repræsenteret ved en advokat. De
sager, der iværksættes efter den
forenklede inkassoproces, er
således (som altovervejende
hovedregel) ikke-tvistige, og de
opgaver, som en repræsentant for
en part skal udføre i
forbindelse med gennemførelsen
af et betalingspåkrav efter den
forenklede inkassoproces, er
relativt begrænsede. Dette gør
det efter udvalgets vurdering
mindre betænkeligt at lempe
reglerne for advokaters
møderetsmonopol i sådanne sager.
I den
forbindelse bør det
understreges, at hvis skyldneren
fremsætter indsigelser mod
kravet, vil sagen – hvis
fordringshaveren har anmodet
herom – som udgangspunkt overgå
til almindelig
retssagsbehandling, og
fordringshaveren må herefter i
givet fald videreføre sagen med
en efter retsplejelovens § 260
mødeberettiget repræsentant.
I forbindelse
med en efterfølgende fogedsag,
hvor der ikke skal foregå
forhandling om en tvist, følger
det allerede af de gældende
regler, at skyldneren kan lade
sig repræsentere ved enhver
uberygtet person over 18 år,
ligesom advokater i fogedsager i
medfør af retsplejelovens § 136,
stk. 8, som udgangspunkt kan
give møde for parterne ved
enhver uberygtet person over 18
år. I medfør af retsplejelovens
§ 19, stk. 3, kan ikke-juridisk
kontorpersonale bemyndiges til
at træffe afgørelse i bl.a.
fogedsager, hvis der ikke skal
træffes afgørelse i
tvistigheder. I mange fogedsager
deltager der således i praksis
ikke jurister i sagernes
behandling.
På baggrund
heraf vil der efter disse
medlemmers opfattelse kunne
gives enhver adgang til at
repræsentere parterne i den
forenklede inkassoproces og
under en eventuel efterfølgende
fogedsag, hvor der ikke skal ske
behandling af en tvist.
Disse
medlemmer har endvidere
overvejet, om en mulig lempelse
af reglerne om advokaters
møderetsmonopol herudover kan
bestå i, at enhver – ud over i
den forenklede inkassoproces –
får adgang til at møde på vegne
af en part i fogedsager i
forbindelse med
tvangsfuldbyrdelse af et
pengekrav, hvor der ikke sker
behandling af en tvist, f.eks.
gennemførelse af
udlægsforretninger på grundlag
af domme mv., jf.
retsplejelovens § 478, stk. 1.
Som anført
ovenfor følger det allerede af
de gældende regler, at i
fogedsager, hvor der ikke skal
foregå forhandling om en tvist,
behandles sagerne i dag i vid
udstrækning af ikke-jurister. De
synspunkter, som efter udvalgets
opfattelse kan tale for at
indføre fri adgang til at
fungere som
rettergangsfuldmægtig i sager
efter den forenklede
inkassoproces, jf. ovenfor, gør
sig derfor også gældende på
dette område.
7.2.4.
Model B: 6 af udvalgets
medlemmer finder, at der også
bør være adgang for andre
partsrepræsentanter end
advokater til at møde i de
tvistige sager i
småsagsprocessen. Endvidere bør
der være adgang til at møde
under udlægsforretninger i
fogedretten, hvor der skal ske
behandling af en tvist.
For så vidt
angår sager omfattet af reglerne
om en særlig småsagsproces vil
enhver herefter få adgang til at
indlevere processkrifter på
vegne af parterne samt adgang
til at møde på vegne af en part
under retsmøder i sagen,
herunder under
hovedforhandlingen.
Reglerne i
småsagsprocessen er – som i den
forenklede inkassoproces –
udformet således, at
varetagelsen af partens
interesser under sagens
forberedelse ikke forudsætter,
at vedkommende er repræsenteret
ved en advokat. Der er således
tale om en procesform, hvor det
står parterne frit for, om de
vil møde selv eller lade sig
repræsentere af en advokat.
Dette gælder også, selv om sager
behandlet efter småsagsprocessen
måtte vedrøre en tvist, som kan
rejse mere eller mindre
vanskelige spørgsmål af retlig
og faktisk karakter. Vælger
parterne at lade sig
repræsentere af advokat, kan den
tabende part pålægges at betale
den vindende parts udgifter til
advokatbistand.
Sager
omfattet af den særlige
småsagsproces vedrører pengekrav
under 50.000 kr., dvs. sager af
relativt begrænset værdi. Dette
forhold kunne også tale for, at
det vil være mindre betænkeligt
at ophæve advokaters
møderetsmonopol i denne type af
sager.
Sagens værdi
findes dog efter de øvrige 10
medlemmers opfattelse ikke i sig
selv at overflødiggøre behovet
for kvalificeret og høj faglig
bistand, idet en mindre sag i
princippet kan have lige så
vidtrækkende betydning for
parterne som en sag af større
værdi.
Af væsentlig
betydning for disse 10
medlemmers opfattelse er også,
at der ikke på nuværende
tidspunkt bør ændres på reglerne
om advokaters møderetsmonopol i
en ny procesform, som endnu ikke
er trådt i kraft. Disse
medlemmer af udvalget finder
således, at man bør afvente de
første års erfaringer med den
særlige småsagsproces, og at man
herefter vil have et mere
fyldestgørende grundlag for at
vurdere konsekvenserne af en
ændring af reglerne om
advokaters møderetsmonopol i
denne sagstype, herunder de
økonomiske konsekvenser, der er
forbundet hermed.
Disse 10
medlemmer af udvalget fremhæver
i den forbindelse, at der er
tale om en helt ny procesform,
som skal ses i sammenhæng med
den generelle retskredsreform,
der bl.a. indebærer, at der ved
samtlige byretter skal etableres
et sekretariat, der kan varetage
forberedelsen af sagerne. En
sådan ordning indebærer et så
væsentligt og afgørende nyt
element i domstolsbehandlingen
af civile sager, at man bør
afvente de første års erfaringer
med ordningen, før der tages
stilling til en eventuel ændring
af reglerne om advokaters
møderetsmonopol i denne
sagstype. Når småsagsprocessen
har fungeret i en periode, vil
det herefter kunne være
naturligt at overveje reglerne
om, hvem der kan virke som
partsrepræsentant i disse sager.
De ovennævnte
6 medlemmer af udvalget finder
som de øvrige 10 medlemmer, at
sagens værdi ikke i sig selv
overflødiggør behovet for
kvalificeret og høj faglig
bistand, idet en mindre sag i
princippet kan have lige så
vidtrækkende betydning for
parterne som en sag af større
værdi.
Samfundsøkonomiske hensyn kan
tale for en nøje afbalanceret
lempelse af reglerne om
advokaters møderetsmonopol i
civile sager. De 6 medlemmer
anfører dertil, at selv om sager
af mindre værdi kan være af så
væsentlig og principiel
betydning for de involverede
parter eller andre, at sagens
genstand ikke i sig selv
overflødiggør behovet for
kvalificeret og høj faglig
bistand, må de fleste sager
omfattet af småsagsprocessen
antages generelt at have mindre
vidtrækkende betydning for de
involverede parter end sager af
større værdi. Dette forhold samt
de i betænkningen anførte
konkurrenceøkonomiske
betragtninger taler efter de 6
medlemmers opfattelse med
betydelig vægt for at ophæve
advokaters møderetsmonopol også
i denne type sager.
I forbindelse
med forberedelsen af sager efter
småsagsprocessen vil parterne
være sikret en betydelig bistand
fra retten i form af såvel
skriftlig som mundtlig
vejledning i udfyldning af
blanketterne, ligesom retten
varetager den videre
forberedelse efter indlevering
af stævning og svarskrift og
iværksætter eventuel
bevisførelse i samråd med
parterne. Parternes behov for
kvalificeret og høj faglig
bistand i forbindelse med
forberedelsen af sagen findes
derfor efter disse 6 medlemmers
opfattelse at være varetaget i
fuldt tilstrækkeligt omfang af
retten. Den særlige forberedelse
i småsagsprocessen i tæt
forbindelse med retten må
endvidere forventes at begrænse
behovet for anvendelsen af
juridisk bistand ikke alene
under forberedelsen, men også
under selve hovedforhandlingen,
idet det må forventes, at en
stor del af de involverede
parter vælger selv at møde i
retten og således ikke vil lade
sig repræsentere af en advokat
eller andre under
hovedforhandlingen. Endelig kan
det anføres, at det må
forventes, at særligt
komplicerede sager og
principielle sager i et vist
omfang vil kunne henvises til
behandling i den almindelige
retsplejes former. På den
baggrund finder de 6 medlemmer,
at der vanskeligt kan
argumenteres imod en lempelse af
møderetsmonopolet på dette
punkt, så også andre end
advokater kan møde som
partsrepræsentant i sager efter
småsagsprocessen.
De 6
medlemmer finder tillige, at en
lempelse af advokaters
møderetsmonopol endvidere bør
omfatte udlægsforretninger i
fogedretten, hvor der skal ske
behandling af en tvist. Disse
medlemmer finder, at hensynet
til, at parterne kan anvende den
samme repræsentant gennem hele
processen, taler for tillige at
give enhver adgang til at
repræsentere parter under en
eventuel efterfølgende fogedsag,
både i sager, hvor der ikke skal
ske behandling af en tvist, og i
sager, hvor der skal ske
behandling af en tvist. De
tvister, der opstår under
udlægsforretningerne, vil typisk
være »standardtvister« om f.eks.
genstanden for udlæg, som andre
end advokater vil kunne varetage
på betryggende vis.
7.2.4.1.
I sager omfattet af
småsagsprocessen får en
partsrepræsentant adgang til at
handle på vegne af parter i
sager af mere eller mindre
indgribende betydning, hvilket
taler for, at der i disse sager
gennemføres en særlig regulering
om god skik for disse
repræsentanters adfærd. Det
gælder ikke mindst spørgsmålet
om, hvorledes sådanne
partsrepræsentanter skal agere i
forhold til modparten og dennes
repræsentant.
I den
forbindelse fremhæver 13 af
udvalgets medlemmer, at sager,
hvori der skal behandles en
tvist, generelt må forventes at
have en mere indgribende
betydning for parterne, hvilket
findes at stille krav om en
særlig regulering af
partsrepræsentanternes adfærd i
disse sager.
De 13
medlemmer finder, at der er et
særligt behov for at udforme
regler om god skik for
partsrepræsentantens adfærd. Der
vil endvidere skulle føres
tilsyn med reglernes
overholdelse samt indføres
mulighed for pålæg af sanktioner
i tilfælde af overtrædelse af
regler om god skik. Dette kræver
efter medlemmernes vurdering
etablering af et egentligt
offentligt tilsyns- og
disciplinærsystem. Kompetencen
bør tillægges en central
administrativ myndighed, idet
det herved sikres, at én instans
har oplysninger om samtlige
klager over en repræsentant og
derfor er i besiddelse af de
fornødne oplysninger med henblik
på eventuel fratagelse af retten
til at udføre retssager for
andre. Indberetninger fra
domstolene og andre om
partsrepræsentanternes adfærd
skal derfor ske til denne
administrative myndighed.
Kompetencen kan formentlig mest
hensigtsmæssigt tillægges
Justitsministeriet, der i
forvejen behandler sager om
advokater, herunder sager om
beskikkelse og nægtelse af
beskikkelse, jf. retsplejelovens
§§ 119 og 121. Fratager
Justitsministeriet en
partsrepræsentant adgangen til
at give møde for andre i retten,
bør denne afgørelse kunne
indbringes for domstolene.
På baggrund
af de første års erfaringer med
en lempelse af reglerne om
advokaters møderetsmonopol bør
problemstillingen tages op igen
med henblik på vurdering af, om
der findes at være behov for et
andet – evt. mere omfattende –
uafhængigt system til behandling
af de pågældende sager.
7.2.4.2.
Udvalget finder, at der – af
hensyn til beskyttelsen af
aftagerne af den
procesfuldmægtiges bistand – bør
indføres en pligt for
procesfuldmægtigen til at
oplyse, om vedkommende er
ansvarsforsikret. Derved vil det
være op til den enkelte aftager
af bistand fra en
procesfuldmægtig at afgøre, om
vedkommende vil købe den ydelse,
som den enkelte
procesfuldmægtige tilbyder.
En
procesfuldmægtigs manglende
eller urigtige oplysning om
forsikringsdækning vil kunne
være i strid med reglerne om god
skik og i grove eller gentagne
tilfælde kunne medføre en
fratagelse af retten til at
optræde som partsrepræsentant
for andre.
Lov nr. 419
af 9. maj 2006 om juridisk
rådgivning vil også omfatte
nogle af de procesfuldmægtige,
som efter udvalgets forslag får
mulighed for at fungere som
partsrepræsentant. En lang række
procesfuldmægtige, der
erhvervsmæssigt driver
virksomhed med rådgivning af
overvejende juridisk karakter,
vil således fremover tillige
være omfattet af reglerne i lov
om juridisk rådgivning, herunder
reglerne om oplysningspligt for
rådgiveren med hensyn til
forsikringsdækning.
7.2.5.
Ud over lempelserne ifølge model
A og B, jf. ovenfor, har 14 af
udvalgets medlemmer foreslået,
at mandatarreglen udvides
således, at jurister, der virker
som partsrepræsentanter i det
arbejdsretlige system, får
adgang til at repræsentere
organisationens medlemmer i
byretssager inden for
organisationens interesseområde.
Disse
medlemmer finder, at det bør
fastsættes i retsplejelovens §
260, at justitsministeren kan
autorisere juridiske
medarbejdere, der er ansat i
organisationer, der virker som
partsrepræsentanter i det
arbejdsretlige system, til for
byretten at føre sager
vedrørende løn- og
ansættelsesretlige forhold. Der
bør ligeledes fastsættes hjemmel
til, at justitsministeren
administrativt kan fastsætte
nærmere regler om sådanne
autorisationer.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
299-344.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder
ligesom udvalget, at der i et
vist omfang vil kunne ske en
lempelse af reglerne om
advokaternes møderetsmonopol i
byretterne, uden at de vægtige
hensyn, der ligger bag reglerne,
sættes over styr. En lempelse af
reglerne om advokaters
møderetsmonopol bør ikke omfatte
sager ved landsretterne, Sø- og
Handelsretten samt Højesteret,
da behandlingen af disse sager
findes at stille særlige krav
til en høj og kvalificeret
bistand fra
partsrepræsentanterne. Lempelsen
bør heller ikke omfatte de
indispositive sager.
Endvidere er
Justitsministeriet enig med
udvalget i, at en lempelse af
reglerne om advokaters
møderetsmonopol bør bestå i, at
der indføres fri adgang til i
den forenklede inkassoproces at
indlevere betalingspåkrav til
fogedretten på vegne af
fordringshaveren samt i den
forbindelse adgang til at møde
på vegne af en part under
retsmøder, herunder under den
efterfølgende udlægsforretning,
hvor der ikke sker behandling af
en tvist. Desuden bør
møderetsmonopolet lempes
således, at der indføres fri
adgang til at møde på vegne af
en part i fogedsager i
forbindelse med
tvangsfuldbyrdelse af domme,
kendelser forlig mv. om
pengekrav, hvor der ikke sker
behandling af en tvist.
Reglerne i
den forenklede inkassoproces er
udformet således, at
varetagelsen af partens
interesser under sagen ikke
forudsætter, at vedkommende er
repræsenteret ved en advokat,
hvorfor Justitsministeriet ikke
finder det betænkeligt at ophæve
møderetsmonopolet i disse sager.
Justitsministeriet finder det
heller ikke betænkeligt at
ophæve møderetsmonopolet under
udlægsforretninger i fogedsager,
hvor der ikke skal ske
behandling af en tvist, idet
sådanne sager i dag i vid
udstrækning behandles af
ikke-jurister.
Herudover kan
Justitsministeriet tilslutte sig
forslaget fra 6 af udvalgets
medlemmer om en yderligere
lempelse af reglerne om
advokaters møderetsmonopol. Det
foreslås således, at der også
indføres adgang for andre
partsrepræsentanter end
advokater til at møde i de
tvistige sager i
småsagsprocessen i
overensstemmelse med udvalgets
model B.
Justitsministeriet har i den
forbindelse navnlig lagt vægt
på, at reglerne i
småsagsprocessen er udformet
således, at varetagelsen af
parternes interesser under
sagens forberedelse ikke
forudsætter, at vedkommende er
repræsenteret ved en advokat.
Dertil kommer, at sager omfattet
af småsagsprocessen vedrører
pengekrav under 50.000 kr., dvs.
sager af relativt begrænset
værdi, hvilket dog ikke i sig
selv overflødiggør behovet for
kvalificeret og høj faglig
bistand. De fleste sager
omfattet af småsagsprocessen
antages generelt at have mindre
vidtrækkende betydning for de
involverede parter end sager af
større værdi. Dette forhold samt
konkurrenceøkonomiske
betragtninger taler efter
Justitsministeriets opfattelse
for at ophæve advokaters
møderetsmonopol også i denne
type sager.
Justitsministeriet kan også
tilslutte sig forslaget fra de 6
medlemmer om, at en lempelse af
advokaters møderetsmonopol
tillige bør omfatte
udlægsforretninger i
fogedretten, hvor der skal ske
behandling af en tvist.
Justitsministeriet har i den
forbindelse navnlig lagt vægt
på, at de tvister, der opstår
under udlægsforretningerne,
typisk vil være
»standardtvister« om f.eks.
genstanden for udlæg, som andre
end advokater vil kunne varetage
på betryggende vis.
Herudover kan
Justitsministeriet tilslutte sig
udvalgets flertals forslag om,
at mandatarreglen udvides
således, at ansatte i
foreninger,
interesseorganisationer og
lignende, der virker som
partsrepræsentanter i det
arbejdsretlige system, med
Justitsministeriets tilladelse
kan møde i byretten i retssager
vedrørende løn- og
ansættelsesforhold, som
foreningerne,
interesseorganisationerne og
lignende som mandatar udfører
for deres medlemmer inden for
foreningens interesseområde. Det
fastsættes som en betingelse, at
den ansatte har en dansk
juridisk bachelor- og
kandidatuddannelse.
Justitsministeren kan dog
fritage for kravet herom i det
omfang, det er nødvendigt til
opfyldelse af Danmarks
EU-retlige forpligtelser.
Justitsministeriet er af den
opfattelse, at denne lempelse
kan ske uden at gå på kompromis
med de nødvendige hensyn til en
kvalificeret bistand i
retssager, idet der særligt
henses til kravet til de ansatte
og den afgrænsede type af sager.
Justitsministeriet er enig med
udvalgets flertal i, at der bør
fastsættes regler om god skik
for partsrepræsentanter, der
ikke er advokater, og som møder
i sager omfattet af
småsagsprocessen.
Justitsministeriet finder
endvidere, at sådanne regler
også bør omfatte de
partsrepræsentanter, der møder i
sager om inddrivelse af
forfaldne pengekrav i den
forenklede inkassoproces samt
under udlægsforretninger i
fogedretten. Såvel tvistige som
ikke-tvistige sager findes at
stille krav om en særlig
regulering af
partsrepræsentanternes adfærd,
idet klienten, modparten og
retten har en interesse i, at en
partsrepræsentant udviser god
skik i forbindelse med
varetagelsen af klientens
interesser. Justitsministeriet
bør have kompetence til – på
baggrund af indberetning fra
retterne og klage fra klienter
eller andre, der har en retlig
interesse heri – at påse
partsrepræsentanternes
overholdelse af reglerne om god
skik og at sanktionere
overtrædelser, f.eks. ved at
fratage en partsrepræsentant
adgangen til at give møde for
andre i retten. En sådan
afgørelse om fratagelse af
adgangen til at møde for andre i
retten bør kunne indbringes for
domstolene.
8. Andre
regler i retsplejeloven om
advokater
8.1. Gældende
ret
8.1.1.
Det følger af retsplejelovens §
122, stk. 1, at udøvelse af
advokatvirksomhed ikke kan
forenes med en juridisk stilling
ved domstolene,
anklagemyndigheden eller
politiet, jf. dog bestemmelsen i
retsplejelovens § 106.
Ifølge
retsplejelovens § 122, stk. 2,
kan udøvelse af
advokatvirksomhed i øvrigt ikke
forenes med nogen stilling i det
offentliges tjeneste, medmindre
justitsministeren i særlige
tilfælde gør undtagelse herfra.
Endelig
følger det af retsplejelovens §
122, stk. 3, at
justitsministeren kan tillade,
at en advokat, der efter stk. 1
eller stk. 2 ikke kan udøve
advokatvirksomhed, udfører en
retssag.
8.1.1.1.
Bestemmelsen i
retsplejelovens § 122, stk. 2,
fik sin nuværende affattelse ved
lov nr. 277 af 9. juni 1982.
Princippet i bestemmelsen kan
imidlertid føres tilbage til
sagførerloven af 1868.
Bestemmelsen var begrundet i, at
kombinationen af de to embeder
kan være uheldig, da
embedsmanden skylder embedet
hele sin tid, ligesom
embedsmanden ville kunne anvende
embedet til at drage næring til
sig. Endelig blev der peget på
en risiko for
interessekonflikter mellem den
offentlige tjeneste og
advokatvirksomheden.
Af
bemærkningerne til en ændring af
bestemmelsen i 1965 fremgår, at
de hensyn, der ligger bag
bestemmelsen, lige så vel synes
at kunne anføres, hvor den
pågældende er ansat i kommunens
tjeneste, som hvor han er ansat
hos staten. Endvidere anføres
det, at ved »ansættelse i det
offentliges tjeneste« forstås
ikke alene ansættelse ved stat
eller kommune i snæver forstand,
men også ansættelse ved de
særlige forvaltningsmyndigheder,
såsom Danmarks Nationalbank,
Overformynderiet, Statsanstalten
for livsforsikring mv.
Ifølge
forarbejderne til ændringen af
bestemmelsen i 1982 blev det i
overensstemmelse med den
hidtidige praksis på området
præciseret, at
undtagelsesadgangen kun kan
anvendes i særlige tilfælde.
8.1.1.2.
Justitsministeriet har i
overensstemmelse med de hensyn,
som retsplejelovens § 122, stk.
2, hviler på, generelt haft en
restriktiv praksis på området og
har således kun imødekommet
ansøgninger i yderst begrænset
omfang. Justitsministeriet har
ved afgørelserne lagt vægt på,
at det er retsplejelovens klare
udgangspunkt, at udøvelse af
advokatvirksomhed ikke er
foreneligt med en stilling i det
offentliges tjeneste.
Afgørelser om
dispensation træffes på baggrund
af en konkret vurdering af
sagen. Justitsministeriet lægger
i sin vurdering navnlig vægt på
hensynet til, at en advokat skal
være uafhængig af det
offentlige. Der foretages
således en vurdering af,
hvorvidt der i den konkrete
situation foreligger en risiko
for, at der kan opstå konflikter
mellem den ansattes pligter i
forhold til det offentlige og
pligterne som advokat.
Endvidere
gives dispensation kun, hvis
særlige grunde taler derfor.
Dette kan f.eks. være tilfældet,
hvor en offentlig ansat i en
nærmere afgrænset periode ønsker
at få lejlighed til at afprøve
advokathvervet, uden at
ansættelsen i det offentlige
samtidig bringes fuldt ud til
ophør, eller hvor en advokat
ønsker at afvikle allerede
påtagne sager ved overgang til
et offentligt hverv.
Dispensation gives i disse
tilfælde som udgangspunkt alene
for en nærmere afgrænset
periode, og anmodning om
forlængelse af denne periode kan
almindeligvis ikke imødekommes.
8.1.2.
Ifølge retsplejelovens § 129
finder borgerlig straffelovs §§
144, 150-152 og 154-157 (om
bl.a. bestikkelse, tavshedspligt
og tjenesteforsømmelse)
tilsvarende anvendelse på
advokater og deres autoriserede
fuldmægtige.
Bestemmelsen
stammer tilbage fra 2.
proceskommissions betænkning fra
1876. Formålet med bestemmelsen
var at fastholde den ældre
lovgivnings princip, hvorefter
en sagførers virksomhed var
undergivet forpligtelser ikke
alene over for klienten, men
også over for det offentlige.
Frem til 1982
omhandlede den nuværende § 129
blot advokater. Ved lov nr. 277
af 9. juni 1982 blev
retsplejelovens § 129 udvidet
til også at omfatte autoriserede
fuldmægtige.
8.2.
Advokatudvalgets overvejelser
8.2.1.
Udvalget finder, at hensynet bag
bestemmelsen i retsplejelovens §
122, stk. 2, om, at embedsmanden
skylder embedet hele sin tid, i
dag synes at kunne reguleres
mere hensigtsmæssigt af andre
regler end af reglen i § 122,
stk. 2. Almindeligvis vil
spørgsmålet om en medarbejders
bibeskæftigelse kunne håndteres
inden for rammerne af
arbejdsgiverens ledelsesret.
Udvalget
finder endvidere, at heller ikke
hensynet til, at embedsmanden
ikke skal kunne anvende embedet
til »at drage næring til sig«, i
dag taler med helt samme vægt
som tidligere.
Der kan i den
sammenhæng peges på, at f.eks.
professorer har mulighed for at
drage fordel af den offentlige
ansættelse både før og efter, at
deres ansættelse ved
universitetet ophører. Det
hænger sammen med, at
professorer bærer deres
akademiske titler – herunder
professortitlen – på livstid,
dvs. uanset om den pågældende er
universitetsansat eller ej.
Vedkommende bevarer således
titlen, uanset om den pågældende
senere indtræder i privat
ansættelse, f.eks. som advokat.
Der er
således allerede i dag mulighed
for, at offentligt ansatte –
eller tidligere offentligt
ansatte – kan drage fordel af
den offentlige ansættelse i
forbindelse med bibeskæftigelse
eller senere beskæftigelse.
Udvalget
finder derimod, at det tredje
hensyn – uafhængighedshensynet –
fortsat taler for at opretholde
bestemmelsen i retsplejelovens §
122, stk. 2.
Udvalget
lægger i den forbindelse navnlig
vægt på, at en klient skal kunne
have fuld tillid til, at den
advokat, der behandler klientens
sag, er fuldstændig uafhængig af
det offentlige. Arbejder
advokaten f.eks. på halv tid hos
Skat og ved siden af denne
ansættelse driver
advokatvirksomhed, hvor
advokaten f.eks. rådgiver i
skattespørgsmål, vil der kunne
opstå risiko for
interessekonflikter mellem
advokatens ansættelse i det
offentliges tjeneste og
vedkommendes udøvelse af
advokatvirksomhed.
Hvis der
åbnes mulighed for, at
offentlige myndigheder kan have
advokater ansat, kan der bl.a.
opstå problemer i forhold til
Advokatrådets tilsyn med disse
offentligt ansatte advokater.
Offentligt ansatte advokater vil
– i lighed med alle andre
advokater – være undergivet
Advokatrådets tilsyn, jf.
retsplejelovens § 143, stk. 2.
Dette medfører, at Advokatrådet
vil skulle påse, at advokaterne
i deres offentlige ansættelse
udviser en adfærd, der stemmer
overens med god advokatskik. Da
advokaterne handler på vegne af
den myndighed, hvor de er ansat,
vil Advokatrådets påtale af en
advokats adfærd tillige kunne
indebære en påtale af
myndighedens adfærd.
Hertil kommer
ikke mindst, at hvis en
offentligt ansat kan anvende
advokattitlen i forbindelse med
sin offentlige ansættelse, vil
advokattitlen ikke længere være
forbundet med begrebet
uafhængighed.
På den
baggrund finder udvalget ikke,
at der er grundlag for at ophæve
forbuddet mod, at advokater kan
være ansat i det offentliges
tjeneste.
Udvalget
finder derimod, at der kan være
en række tilfælde, hvor det
kunne overvejes at lempe praksis
for meddelelse af dispensation i
sager om offentligt ansattes
udøvelse af advokatvirksomhed
uden for den offentlige
tjeneste.
Et eksempel
herpå kan være
universitetsansattes, f.eks.
forskeres, mulighed for ved
siden af deres ansættelse ved
universitetet at udøve
advokatvirksomhed. Der vil
sædvanligvis ikke i en sådan
situation opstå risiko for
interessekonflikter mellem den
offentlige ansættelse og
udøvelsen af advokatvirksomhed,
da den universitetsansatte ikke
beskæftiger sig med
myndighedsudøvelse, dvs. træffer
afgørelse i forhold til private.
Det bemærkes
i forlængelse heraf, at det
efter Justitsministeriets
nugældende praksis ikke anses
for at være i strid med
bestemmelsen i retsplejelovens §
122, stk. 2, at advokater
bestrider en deltidsstilling,
f.eks. som ekstern lektor på et
universitet.
Afgørelser om
dispensation vil fortsat skulle
træffes på baggrund af en
konkret vurdering af den enkelte
sag. Justitsministeriet bør også
fremover i sin vurdering navnlig
lægge vægt på hensynet til, at
en advokat skal være uafhængig
af det offentlige. Hvis der i
den enkelte sag kan være en
risiko for interessekonflikter,
bør Justitsministeriet også
fremover meddele afslag på
dispensation. En sådan risiko
for interessekonflikter kan
f.eks. forekomme, hvor
advokaten, jf. det ovenfor
nævnte eksempel med ansættelsen
i Skat, er ansat ved en
myndighed, der træffer afgørelse
i konkrete sager.
Udvalget
finder, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 122, stk. 2,
bør ændres, således at det af
bestemmelsen kommer til at
fremgå, hvilke hensyn
Justitsministeriet efter den nye
praksis skal lægge vægt på i
forbindelse med afgørelser om
dispensation.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
345-350.
8.2.2.
Udvalget foreslår at udvide
bestemmelsen i retsplejelovens §
129 til også at omfatte andre
persongrupper end advokater og
autoriserede advokatfuldmægtige.
Udvalget foreslår, at
bestemmelsen også bør omfatte
partnere, personale og andre,
som i øvrigt beskæftiges i
advokatvirksomheden. Formålet
med en ændring af bestemmelsen
er at hindre, at f.eks.
kontorpersonale kan videregive
fortrolige oplysninger, som de
er blevet bekendt med i
forbindelse med deres arbejde på
et advokatkontor.
Det bemærkes,
at persongruppen »partnere«
omfatter de ansatte i
advokatvirksomheden, som ikke er
advokater, og som ifølge
udvalgets overvejelser fremover
tilsammen skal kunne eje under
en tiendedel af aktierne eller
anparterne i selskabet.
Der henvises
i øvrigt til betænkningens side
351-352.
8.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder lige
som udvalget, at
uafhængighedssynspunktet fortsat
taler for at opretholde
bestemmelsen i retsplejelovens §
122, stk. 2. Justitsministeriet
er endvidere enig med udvalget
i, at praksis for meddelelse af
dispensation i sager om
offentligt ansattes udøvelse af
advokatvirksomhed uden for den
offentlige tjeneste kan
overvejes lempet i tilfælde,
hvor ministeriet på baggrund af
en konkret vurdering af den
enkelte sag finder, at der ikke
vil opstå risiko mellem den
offentlige ansættelse og
udøvelsen af advokatvirksomhed.
Justitsministeriet vil således
også fremover i sin vurdering
navnlig lægge vægt på hensynet
til, at en advokat skal være
uafhængig af det offentlige.
Bestemmelsen i retsplejelovens §
122, stk. 2, foreslås ændret
således, at det af bestemmelsen
fremgår, hvilke hensyn
Justitsministeriet navnlig skal
lægge vægt på i forbindelse med
afgørelser om dispensation.
Justitsministeriet kan tilslutte
sig udvalgets forslag om, at
bestemmelsen i retsplejelovens §
129 om bl.a. tavshedspligt
udvides til også at omfatte
andre persongrupper end
advokater og autoriserede
advokatfuldmægtige. Det foreslås
således, at bestemmelsen skal
omfatte partnere, personale og
andre, som i øvrigt beskæftiges
i advokatvirksomheden.
9.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser mv.
Lovforslaget
har ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for
det offentlige.
Lovforslaget
har ingen økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet og borgerne af
betydning.
Lovforslaget
har ingen miljømæssige
konsekvenser og indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
|
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
|
Negative konsekvenser/
merudgifter |
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
regioner |
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
|
Ingen
af betydning
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
af betydning
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser for
borgerne |
Ingen
af betydning
|
Ingen
|
Forholdet til EU-retten
|
Lovforslaget indeholder
ikke EU-retlige
aspekter. |
10. Hørte
myndigheder og organisationer
mv.
Betænkning
nr. 1479/2006 om retsplejelovens
regler om advokater har været
sendt i høring hos:
Præsidenten
for Østre Landsret, Præsidenten
for Vestre Landsret, Præsidenten
for Sø- og Handelsretten,
Præsidenten for Københavns
Byret, Præsidenten for retten i
Århus, Præsidenten for retten i
Aalborg, Præsidenten for retten
i Odense, Præsidenten for retten
i Roskilde, Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Økonomi- og
Erhvervsministeriet,
Beskæftigelsesministeriet,
Forbrugerklagenævnet,
Forbrugerombudsmanden,
Finanstilsynet, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Politifuldmægtigforeningen,
Advokatrådet,
Advokatnævnet, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige,
Landsforeningen af beskikkede
advokater, Foreningen Danske
Inkassoadvokater, Dansk
InkassoBrancheforening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk
Handel & Service, Dansk
Industri, HTS-I (nu Dansk
Erhverv), HTS-A, Håndværksrådet,
Finansrådet, Realkreditrådet,
Forsikring & Pension,
Forbrugerrådet,
Landsorganisationen i Danmark,
Dansk Arbejdsgiverforening, 3F
Fagligt Fælles Forbund, Danmarks
Jurist- og Økonom Forbund,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen af
Registrerede Revisorer,
Foreningen af Interne Revisorer,
Foreningen af Danske Revisorer,
Landbrugsraadet, Den Danske
Landinspektørforening, Akademisk
Arkitektforening,
Arkitektforbundet,
Ingeniørforbundet,
Auktionslederforeningen,
Ejendomsforeningen Danmark,
Patentagentforeningen og
Dansk Retspolitisk Forening.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget
til lovforslaget er de
foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de gældende
regler.
Til § 1
Til nr. 1 (§
119, stk. 2, nr. 3)
Det
præciseres, at en ansøger for at
opnå advokatbeskikkelse skal
have bestået en dansk juridisk
bachelor- og kandidateksamen.
Det er
således fortsat alene ansøgere,
der har en juridisk
kandidateksamen, der kan opnå
advokatbeskikkelse.
Ændringen af
bestemmelsen indebærer, at en
ansøger skal have såvel en
juridisk bachelorgrad som en
juridisk kandidatgrad fra et
universitet i Danmark for at
opnå advokatbeskikkelse. Har
ansøgeren således en juridisk
bachelorgrad fra et udenlandsk
universitet, vil ansøgeren ikke
kunne opnå dansk
advokatbeskikkelsen, selv om
ansøgeren er blevet optaget på
den juridiske kandidatuddannelse
på et dansk universitet og der
har opnået den juridiske
kandidatgrad. Tilsvarende gør
sig gældende for den ansøger,
som har en dansk juridisk
bachelorgrad, men en juridisk
kandidatgrad fra et udenlandsk
universitet.
Personer, der
ikke opfylder kravet om en dansk
juridisk bachelor- og
kandidateksamen, vil kunne opnå
dansk advokatbeskikkelse, hvis
de opfylder betingelserne i §
135 a, jf. lovforslagets § 1,
nr. 18.
Herved sikres
det, at personer, der opnår
dansk advokatbeskikkelse, har
opnået et grundlæggende kendskab
til de retsområder, der indgår i
såvel den juridiske
bacheloruddannelse som den
juridiske kandidatuddannelse i
Danmark.
Det er uden
betydning for en ansøgers
mulighed for at opnå dansk
advokatbeskikkelse, at
vedkommende har fået
meritoverført fag fra en dansk
eller udenlandsk uddannelse til
brug for opnåelse af en dansk
juridisk bachelor- og
kandidatgrad.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.2.,
4.2.2. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 2 (§
119, stk. 2, nr. 4)
Ændringen er
en konsekvensrettelse som følge
af, at § 119, stk. 5, ophæves.
Til nr. 3 (§
119, stk. 2, nr. 5)
Det følger af
den foreslåede bestemmelse, at
en ansøger for at opnå
advokatbeskikkelse skal have
gennemført en teoretisk
grunduddannelse og have bestået
såvel en teoretiske prøve som en
praktisk prøve.
Den
teoretiske prøve skal udformes
som en eksamen, hvor ansøgerne
eksamineres i de emner, som skal
indgå i den teoretiske
grunduddannelse, dvs. advokatret
(bl.a. reglerne om god
advokatskik og
klientkontovedtægten),
advokatfærdigheder (bl.a.
juridisk problembehandling,
forhandling, retssagsbehandling
og mediation) og drift af
advokatvirksomhed (bl.a.
regnskabsforståelse og
–analyse).
Den praktiske
prøve skal bestå i førelse af én
sag for byretten, landsretten
eller Sø- og Handelsretten.
Dommeren/dommerne vurderer, om
sagen vil være egnet til at
udgøre den praktiske prøve.
Medvirker der
alene én dommer i sagen, skal
denne bistås af en censor ved
vurderingen af, om ansøgeren har
bestået prøven. Censoren kan
f.eks. være en advokat udpeget
af Advokatrådet. Medvirker der
en juridisk dommer og 2
sagkyndige dommere, skal den
juridiske dommer tillige bistås
af en censor. Medvirker der 3
juridiske dommere i sagen, skal
der ikke tillige medvirke en
censor.
Dommeren og
censoren eller de 3 dommere skal
være enige om, at ansøgeren har
bestået prøven, før prøven kan
anses for bestået. Består
ansøgeren ikke prøven, skal
dommer eller censor orientere
ansøgeren om, hvad der har
bevirket, at vedkommende ikke
har bestået. Ansøgeren kan dog
ikke få oplyst fordelingen af
dommerstemmerne.
Kravet om
medvirken af censor skyldes dels
et hensyn til dommerne om, at en
enkelt dommer ikke alene skal
bære ansvaret for såvel en
materielt rigtig afgørelse af
selve sagen samt en vurdering af
ansøgerens indsats under sagens
førelse. Endvidere består der et
hensyn til ansøgeren, for hvem
beståelse af prøven er af stor
betydning.
Hvis det ikke
er muligt for ansøgeren at finde
en egnet sag, der kan udgøre den
praktiske prøve, kan ansøgeren i
stedet møde i en fiktiv retssag.
Justitsministeriet vil fastsætte
nærmere regler om den teoretiske
grunduddannelse, den teoretiske
prøve og den praktiske prøve,
herunder de fiktive retssager,
jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.4.,
4.2.4. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 4 (§
119, stk. 3)
Med ændringen
af bestemmelsen lempes kravet
om, at en advokatfuldmægtig skal
have deltaget i behandlingen af
retssager, dvs. givet møde i
retten. I stedet stilles der
krav om, at advokatfuldmægtigen
skal have opnået kendskab til
behandlingen af retssager. Et
sådant kendskab kan naturligvis
opnås ved at give møde i retten,
men også gennem f.eks.
udfærdigelse af processkrifter.
Principalen skal ved
fuldmægtigens ansøgning om
advokatbeskikkelse afgive
erklæring om, i hvilken periode
fuldmægtigen har været ansat som
autoriseret advokatfuldmægtig
hos principalen, at ansættelsen
har været på fuld tid, og at
fuldmægtigen har deltaget i
almindelig advokatvirksomhed,
herunder opnået kendskab til
retssagsbehandling.
Ændringen er
en konsekvens af, at mange
advokatfuldmægtige i dag kun
sjældent møder i retten.
Ændringen skal endvidere ses i
lyset af, at der nu stilles krav
om beståelse af en praktisk
prøve i retssagsbehandling som
betingelse for at opnå
advokatbeskikkelse.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.3.,
4.2.3. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 5 (§
119, stk. 4)
Der åbnes ved
ændringen af bestemmelsen
mulighed for, at også anden
beskæftigelse end de stillinger,
der er nævnt i § 119, stk. 3,
efter en konkret bedømmelse af
stillingens indhold og relevans
for advokatgerningen kan
medregnes med op til 3 år.
Maksimumgrænsen for medregning
på 2 år ophæves således.
Formålet med
ændringen af bestemmelsen er
primært at give mulighed for, at
ansættelse som autoriseret
advokatfuldmægtig i en
virksomhed eller organisation
kan medregnes fuldt ud med op
til 3 år. 3 års ansættelse som
autoriseret advokatfuldmægtig i
en virksomhed eller organisation
vil således kunne give adgang
til advokatbeskikkelse, forudsat
at den konkrete ansættelse fuldt
ud kan ligestilles med en
ansættelse som autoriseret
advokatfuldmægtig på et
advokatkontor.
Fuldmægtigens
principal skal ved fuldmægtigens
ansøgning om advokatbeskikkelse
afgive erklæring om, i hvilken
periode fuldmægtigen har været
ansat som autoriseret
advokatfuldmægtig hos
principalen, at ansættelsen har
været på fuld tid, og at
fuldmægtigen har deltaget i
virksomhed af relevans for
advokatgerningen, herunder
opnået kendskab til
retssagsbehandling.
I hvilket
omfang anden ansættelse kan
medregnes i de 3 års praktisk
juridisk virksomhed, der kræves
for at opnå advokatbeskikkelse,
afhænger af en konkret vurdering
af den enkelte ansættelses
relevans for advokatgerningen,
og dermed i hvilket omfang
ansættelsen kan ligestilles med
en ansættelse som autoriseret
advokatfuldmægtig hos en
advokat, der udøver
advokatvirksomhed.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.3.,
4.2.3. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 6 (§
119, stk. 5)
Bestemmelsen
ophæves, da der ikke længere er
behov for denne
undtagelsesmulighed. Praktisk
juridisk virksomhed, der fuldt
ud kan ligestilles med den, der
er nævnt i stk. 3, vil efter
ændringen af § 119, stk. 4, kan
medregnes fuldt ud med op til 3
år.
Til nr. 7 (§
119, stk. 6)
Bestemmelsen
er tilpasset i overensstemmelse
med, at det i stk. 2, nr. 5,
fastsættes, at en ansøger for at
opnå advokatbeskikkelse skal
have gennemført en teoretisk
grunduddannelse og have bestået
såvel en teoretisk prøve som en
praktisk prøve.
Bestemmelsen
indeholder en bemyndigelse til
justitsministeren til at
fastsætte regler om den
teoretiske grunduddannelse,
eksamen og den praktiske prøve i
retssagsbehandling, herunder om
de fiktive retssager. Der vil
således skulle fastsættes regler
om den teoretiske uddannelses,
den teoretiske eksamens, den
praktiske prøves og den fiktive
retssags indhold,
tilrettelæggelse, betalingen
herfor, hvor mange gange en
ansøger kan indstille sig til
henholdsvis den teoretiske
eksamen og den praktiske
prøve/den fiktive retssag,
bedømmelsen af den praktiske
prøve/den fiktive retssag og
klager over eksaminationen mv.
Justitsministeriet vil have
mulighed for i særlige tilfælde
at fritage fra kravet om
gennemførelse af den teoretiske
grunduddannelse, kravet om
eksamen og/eller kravet om den
praktiske prøve i
retssagsbehandling/den fiktive
retssag.
Det
forudsættes i den forbindelse,
at Justitsministeriet – som
tilfældet også er i dag – vil
meddele fritagelse for dele af
den teoretiske grunduddannelse
for politi- og
dommerfuldmægtige, hvis disse
ansøgere gennem deres ansættelse
i anklagemyndigheden og ved
domstolene har fulgt uddannelsen
for henholdsvis politi- og
dommerfuldmægtige. I den
forbindelse forudsættes det, at
disse uddannelsesforløb – som i
dag – indeholder nogle af de
samme fag, som fremover vil
indgå i den teoretiske
grunduddannelse som betingelse
for at opnå advokatbeskikkelse.
Derimod
forudsættes det, at adgangen til
at meddele dispensation for den
teoretiske eksamen og den
praktiske prøve i
retssagsbehandling/den fiktive
retssag anvendes yderst
sjældent. Et traditionelt
uddannelsesforløb som
advokatfuldmægtig, politi- eller
dommerfuldmægtig – eventuelt
suppleret med anden
erhvervserfaring – skal således
som udgangspunkt ikke kunne
begrunde en dispensation.
Advokatsamfundet skal forestå
den praktiske gennemførelse af
uddannelsen, den teoretiske
eksamen, den praktiske prøve i
retssagsbehandling og de fiktive
retssager.
Dommeren/dommerne vurderer, om
en retssag vil være egnet til at
udgøre den praktiske prøve.
Der henvises
til bemærkningerne til § 1, nr.
3.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.4.,
4.2.4. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 8 (§
122, stk. 2)
Retsplejelovens udgangspunkt om,
at advokater ikke kan være ansat
i det offentlige, opretholdes.
Det foreslås, at det direkte af
bestemmelsen kommer til at
fremgå, hvad Justitsministeriet
skal lægge vægt på ved
vurderingen af, om der kan gøres
undtagelse fra dette
udgangspunkt. I visse tilfælde
lempes praksis for meddelelse af
dispensation i sager om
offentligt ansattes udøvelse af
advokatvirksomhed uden for den
offentlige tjeneste. Et eksempel
herpå kan være ansatte ved
universiteterne, der ikke
træffer konkrete afgørelser, og
hvor der derfor sjældent vil
opstå interessekonflikter, der
kan bringe advokatens
uafhængighed i fare.
Afgørelser om
dispensation vil forsat skulle
træffes på baggrund af en
konkret vurdering af den enkelte
sag. Der skal også fremover
navnlig lægges vægt på hensynet
til, at en advokat skal være
uafhængig af det offentlige.
Dette fremgår nu udtrykkeligt af
bestemmelsen.
Består der
således en risiko for, at der
kan opstå konflikter mellem den
ansattes pligter i forhold til
det offentlige og pligterne som
advokat, vil der ikke blive
meddelt dispensation i det
konkrete tilfælde.
Ved risikoen
for konflikter menes ikke alene
den mere nærliggende risiko –
f.eks. hvis advokaten arbejder
på halv tid hos Skat og ved
siden af denne ansættelse driver
advokatvirksomhed med speciale i
behandlingen af skattesager –
men også en mere teoretisk
risiko for konflikter, især hvis
advokaten besidder en offentlig
stilling, hvor der skal træffes
afgørelser.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 8.1.1.,
8.2.1. og 8.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 9 (§
123)
Bestemmelsen
skærpes, således at alle
advokater i et fællesskab af
advokater og alle advokater, der
ejer aktier eller anparter i en
advokatvirksomhed, i mindst 1 år
enten skal have været i
virksomhed som autoriseret
fuldmægtig hos en advokat, der
udøver advokatvirksomhed, eller
som advokat have været ansat hos
en anden advokat, der udøver
advokatvirksomhed.
Det bemærkes,
at de nævnte aktier tillige
omfatter kommanditaktier, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.6.,
4.2.6. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 10 (§
124)
Med ændringen
af bestemmelsen i stk. 1
skabes der mulighed for, at
advokatselskaber kan etableres
som kommanditaktieselskaber og
holdingselskaber. Et
holdingselskab må alene eje
aktier eller anparter i et andet
advokatselskab og må således
ikke samtidig eje aktier i
f.eks. et ejendomsselskab.
Holdingselskabet kan alene ejes
af advokater, mens
driftsselskabet, jf. nedenfor
vedrørende ændringen af § 124,
stk. 3, i et vist, begrænset
omfang kan ejes af andre ansatte
i selskabet.
Der åbnes
ikke med ændringen af
bestemmelsen mulighed for, at
advokatselskaber kan drive anden
virksomhed end advokatvirksomhed
bortset fra, at et
advokatselskab fremover vil
kunne have som formål og
aktivitet at eje aktier eller
anparter i et andet
advokatselskab
(holdingselskabskonstruktionen).
Ændringen medfører således ikke,
at der indføres mulighed for at
etablere såkaldte ”one stop
shops”, hvor klienter kan få
andre ydelser ud over
advokatydelser, f.eks.
revisorbistand.
Ændringen af
stk. 2 medfører, at de
ejere, der ikke er advokater, er
underkastet de samme
hæftelsesregler som advokaterne.
Uanset hvilken rådgiver i
advokatselskabet, som klienten
bliver henvist til, vil klienten
således have den ekstra
sikkerhed, at ikke alene
selskabet, men også rådgiveren –
hvis denne ejer aktier eller
anparter i selskabet – hæfter
for krav, der er opstået som
følge af rådgiverens bistand til
klienten.
Med ændringen
af bestemmelsen i stk. 3
liberaliseres området for
ejerskab af advokatvirksomheder,
idet der åbnes mulighed for, at
andre end advokater kan eje
andele af en advokatvirksomhed.
Er der tale om advokatselskaber
i en
holdingselskabskonstruktion, kan
andre end advokater dog alene
eje andele af
advokatdriftsselskabet, jf. §
124, stk. 1, hvorefter et
holdingselskab alene må være
ejet af advokater.
Ændringen er
begrænset til at åbne mulighed
for aktivt ejerskab, hvorimod
passiv kapitalinvestering ikke
tillades. Det er således alene
personer, der er ansat og
arbejder i advokatvirksomheden,
som kan eje andele heri.
Ændringen er
endvidere begrænset til at angå
kapitalselskaber, men ikke
interessentskaber.
Ifølge
stk. 4 kan personer, der
ikke er advokater, tilsammen eje
under en tiendedel af selskabets
aktier eller anparter. Reglen
skal ses i sammenhæng med
aktieselskabslovens § 20 b om
indløsning af aktier.
Det vil ikke
være tilladt i selskabets
vedtægter eller ved
aktionæroverenskomst at
fastsætte bestemmelser, der
begrænser aktieselskabslovens
bestemmelser om indløsning af
aktier og derved gøre den
beskyttelse, der ligger i
begrænsningen af, hvor stor en
andel aktier eller anparter
personer, der ikke er advokater,
kan eje i et advokatselskab,
illusorisk.
Endvidere vil
det ikke være tilladt i
advokatselskaber at have
forskellige aktie- eller
anpartsklasser. Der henvises
også her til sammenhængen med
aktieselskabslovens § 20 b,
hvorefter en aktionærs ret til
indløsning af de øvrige
aktionærers aktier forudsætter,
at aktionæren ejer mere end ni
tiendedele af aktierne i et
selskab og har en
tilsvarende del af stemmerne.
Det
fastsættes i stk. 5 , at
ejere af et advokatselskab, der
ikke selv er advokater, skal
bestå en nærmere udformet prøve
i de regler, der er af særlig
betydning for advokaterhvervet.
Advokatsamfundet forestår
afholdelsen af denne prøve.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om prøven.
Formålet med
prøven er at sikre, at ejerne er
bekendt med bl.a. reglerne om
god advokatskik og
klientkontovedtægten.
Det
forudsættes, at
Justitsministeriets kursusudvalg
– som i dag bl.a. fastsætter
retningslinier for indholdet og
tilrettelæggelsen af den
obligatoriske efteruddannelse
som betingelse for at få
beskikkelse som advokat –
tillige skal fastlægge
retningslinier for
tilrettelæggelsen af prøven i de
regler, som omgiver
advokatprofessionen.
Justitsministeren skal således
fastsætte nærmere bestemmelser
om prøven i de regler, som er af
særlig betydning for
advokaterhvervet. Det vil her
bl.a. kunne fastsættes, på
hvilket tidspunkt prøven skal
være bestået, ligesom der vil
kunne fastsættes straf for
overtrædelse af bestemmelserne i
bekendtgørelsen, jf. stk. 10.
Justitsministeren vil endvidere
kunne fastsætte, at en ejer, der
ikke har bestået prøven, skal
afhænde aktier eller anparter,
jf. stk. 8. Afhændes aktierne
eller anparterne ikke, vil dette
kunne udgøre en overtrædelse af
god advokatskik, og
Advokatnævnet vil i den
forbindelse kunne tilkende
ejeren en sanktion.
Ifølge
stk. 6 kan klager over ejere
af advokatvirksomheder, der ikke
selv er advokater, indbringes
for Advokatnævnet i
overensstemmelse med reglerne i
retsplejelovens kapitel 15 a og
15 b. Advokatnævnet kan pålægge
disse ejere de samme sanktioner
som advokaterne, dog naturligvis
ikke frakendelse af retten til
at udøve advokatvirksomhed.
Nævnet kan i stedet frakende
vedkommende retten til at være
medejer af en advokatvirksomhed.
Ejere af
advokatvirksomheder, der ikke
selv er advokater, skal ikke
registreres hos Advokatsamfundet
og vil ikke blive afkrævet
betaling til medfinansiering af
tilsynet med advokater eller
behandlingen af klager i
Advokatnævnet.
Bestemmelsen
i stk. 7 er en
videreførelse af den gældende
bestemmelse i stk. 4.
Stk. 8
indeholder en bemyndigelse til
justitsministeren (jf. det
gældende stk. 5) til at
fastsætte nærmere regler for
udøvelse af advokatvirksomhed i
selskabsform, herunder regler om
omdannelse af et advokatselskab
til andet formål og regler om
afhændelse af aktier og
anparter. Justitsministeren kan
således fastsætte regler om
afhændelse af aktier og anparter
ved dødsfald, deponering, samt
hvis vedkommende aldrig har
opfyldt eller ikke længere
opfylder betingelserne for at
eje aktier eller anparter i en
advokatvirksomhed.
Som følge af
ændringen af reglerne om
udøvelse af advokatvirksomhed i
selskabsform, vil bekendtgørelse
nr. 824 af 10. december 1990 om
advokatselskaber, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 984 af 1.
oktober 2004, skulle ændres.
Bekendtgørelsen indeholder
allerede i dag regler om bl.a.
stiftelse og opløsning af
advokatselskaber og afhændelse
af aktier eller anparter i
advokatselskaber.
I forbindelse
med, at der åbnes mulighed for
at omdanne et advokatselskab til
andet formål, kan der bl.a.
fastsættes regler om, at det
forud for omdannelsen skal
dokumenteres – f.eks. ved en
revisorerklæring – at der på
omdannelsestidspunktet ikke er
indestående klientmidler på
advokatselskabets klientkonto.
Ved ændringen
af bestemmelsen i stk. 6, der
bliver stk. 9 ,
fastsættes der straf for
overtrædelse af reglen i § 124,
stk. 4, hvorefter ejere, som
ikke er advokater, tilsammen
alene må eje under en tiendedel
af aktierne eller anparterne i
selskabet. Det vil endvidere
være strafbart at overtræde
bestemmelsens forbud mod i
selskabets vedtægter eller ved
aktionæroverenskomst at
fastsætte bestemmelser, der
begrænser aktieselskabslovens
bestemmelser om indløsning af
aktier, eller i advokatselskaber
at have forskellige aktie- eller
anpartsklasser.
Straffebestemmelsen i stk. 7,
der herefter bliver stk. 10
, konsekvensrettes som følge
af, at det gældende stk. 5
bliver stk. 8. Endvidere udvides
bestemmelsen, således at der i
forskrifter, der udstedes i
medfør af stk. 5, kan fastsættes
straf af bøde, hvis en af de
personer, der er nævnt i stk. 3,
nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,
ikke består en prøve i de
regler, der er af særlig
betydning for advokaterhvervet.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 6 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 11 (§
126, stk. 3)
Ændringen af
bestemmelsen er en konsekvens
af, at det nu er fastsat i
retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 5, at en ansøger skal
deltage i teoretisk
grunduddannelse, eksamen og
praktisk prøve i
retssagsbehandling for at opnå
beskikkelse som advokat.
Advokaten, hos hvem en
advokatfuldmægtig er
autoriseret, skal medvirke til,
at fuldmægtigen kan deltage i
den teoretiske grunduddannelse,
eksamen og praktiske prøve i
retssagsbehandling samt afholde
udgifterne hertil.
Til nr. 12 (§
126, stk. 5)
Der indføres
en bestemmelse om obligatorisk
løbende efteruddannelse for
advokater og advokatfuldmægtige.
For
advokatfuldmægtige gælder
således, at de ud over den
teoretiske grunduddannelse, der
kræves for at opnå beskikkelse
som advokat, tillige skal
deltage i årlig efteruddannelse
af betydning for advokater.
Advokatfuldmægtigens principal
skal afholde udgifterne hertil.
Hvis en
advokat ikke opfylder kravet om
løbende deltagelse i
efteruddannelse af betydning for
advokater, vil dette ud fra en
konkret vurdering kunne være i
strid med god advokatskik. Idet
advokater har ansvaret for, at
deres autoriserede
advokatfuldmægtige udviser en
adfærd, der stemmer overens med
god advokatskik, vil advokater
tillige have ansvaret for, at
deres autoriserede
advokatfuldmægtige løbende
deltager i efteruddannelse af
betydning for advokater.
Justitsministeren bemyndiges til
at fastsætte nærmere regler om
kravet om deltagelse i løbende
efteruddannelse af betydning for
advokater, herunder om omfanget
og indholdet i efteruddannelsen.
Det
forudsættes, at Advokatrådet som
et led i tilsynet med advokater
og advokatfuldmægtige fører
tilsyn med, at bestemmelsen
efterleves.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.5.,
4.2.5. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 13 (§
127 a, stk. 2)
Det
fastsættes ved ændringen, at §
126, stk. 1, 2 og 4 samt § 127 –
dvs. reglerne om god advokatskik
og regler om advokaters pligter
med hensyn til behandlingen af
betroede midler m.v. – også
gælder for de personer, der er
nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2, og
som ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab.
Til nr. 14 (§
129)
Bestemmelsen
omfatter i dag alene advokater
og deres autoriserede
fuldmægtige. Ved ændringen
udvides bestemmelsen til også at
omfatte partnere, personale og
andre, som i øvrigt beskæftiges
i advokatvirksomheden. Med
partnere menes de ansatte i
advokatvirksomheden, som ikke er
advokater, men som ifølge
lovforslaget fremover tilsammen
skal kunne eje under en
tiendedel af aktierne eller
anparterne i selskabet.
Herudover
omfattes yderligere personale i
advokatvirksomheden, f.eks.
sekretærer, receptionister,
piccoliner mv. Også andre som i
øvrigt beskæftiges i
advokatvirksomheden – f.eks.
rengøringspersonale – omfattes
af de ovennævnte regler i
straffeloven.
Som en
konsekvens af at straffelovens §
154 er ophævet, ændres § 129
tillige således, at denne ikke
længere henviser til
straffelovens § 154.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 8.1.2.,
8.2.2. og 8.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 15 (§
132)
Det følger af
den ændrede affattelse af
bestemmelsen, at enhver advokat
har møderet for byret og for Sø-
og Handelsretten i sager
omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4,
og for Den Særlige Klageret.
Enhver
advokat har således møderet for
Sø- og Handelsretten i sager
omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4,
det vil sige sager om behandling
af anmeldelser om
betalingsstandsning og
begæringer om konkurs,
akkordforhandling eller
gældssanering i de områder, der
er henlagt under Københavns
Byret, retten på Frederiksberg
og retterne i Glostrup og
Lyngby, jf. konkurslovens § 4. I
praksis indebærer dette, at
enhver advokat har møderet for
Sø- og Handelsretten i sager,
der behandles af rettens
skifteafdeling.
Som følge af
den foreslåede ændring af
bestemmelsen vil advokater ikke
længere have møderet for Sø- og
Handelsretten i sager, der i
medfør af reglerne i kapitel 21
behandles ved byret.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 5.1.1.,
5.2.1. og 5.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 16 (§
133, stk. 3-5)
Det
fastsættes i bestemmelsens
stk. 3 , at advokater og
advokatfuldmægtige fortsat skal
udføre to retssager for at opnå
møderet for landsret.
Efter stk.
4 kan den ene af de to
prøvesager fremover være en
byretssag. Dette skal dog i så
fald være en sag med kollegial
behandling, eller en sag hvor
der medvirker sagkyndige
dommere. Den anden prøvesag skal
fortsat være en landsretssag
eller en sag ved Sø- og
Handelsretten. I lighed med i
dag skal den ret, for hvilken
sagen skal foretages, finde
sagen egnet til at danne
grundlag for prøven.
Den praktiske
prøve, som en ansøger i medfør
af den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 5, skal bestå for at opnå
beskikkelse som advokat, kan
danne grundlag for den ene af de
to prøvesager for at opnå
møderet for landsret. Denne sag
skal opfylde ovennævnte
kriterier. Har ansøger udført en
fiktiv retssag for at opnå
beskikkelse som advokat, kan
denne ikke indgå som den ene af
de to prøvesager.
Prøven er
bestået, når de retter, hvor
sagerne er udført, finder
udførelsen tilfredsstillende,
jf. stk. 5. Bestemmelsen
om, at ansøgeren kan bestå
landsretsprøven på grundlag af
en enkelt sag, opretholdes. Det
er dog en forudsætning, at denne
sag er en landsretssag eller en
sag ved Sø- og Handelsretten.
Ændringen af bestemmelsen
præciserer således, at det er
den landsret eller Sø- og
Handelsretten, hvor sagen har
været foretaget, som afgør, om
prøven er bestået.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 5.1.1.,
5.2.1. og 5.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 17 (§
135, stk. 1)
Det
præciseres, at en ansøger for at
blive autoriseret som
advokatfuldmægtig skal have
bestået en dansk juridisk
bachelor- og kandidateksamen.
Ændringen af
bestemmelsen indebærer, at en
ansøger skal have såvel en
juridisk bachelorgrad som en
juridisk kandidatgrad fra et
universitet i Danmark for at
blive autoriseret som
advokatfuldmægtig. Har ansøgeren
således en juridisk bachelorgrad
fra et udenlandsk universitet,
vil ansøgeren ikke kunne
autoriseres, selv om ansøgeren
er blevet optaget på den
juridiske kandidatuddannelse på
et dansk universitet og der har
opnået den juridiske
kandidatgrad. Tilsvarende gør
sig gældende for den ansøger,
som har en dansk juridisk
bachelorgrad, men en juridisk
kandidatgrad fra et udenlandsk
universitet.
Personer, der
ikke opfylder kravet om en dansk
juridisk bachelor- og
kandidateksamen, vil kunne
autoriseres som
advokatfuldmægtige, hvis de
opfylder betingelserne i § 135
a, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 18.
Herved sikres
det, at personer, der
autoriseres som
advokatfuldmægtige, har opnået
et grundlæggende kendskab til de
retsområder, der indgår i såvel
den juridiske bacheloruddannelse
som den juridiske
kandidatuddannelse i Danmark.
Til nr. 18 (§
135 a)
Ved den
foreslåede regel i stk. 1
lovfæstes Justitsministeriets
praksis med at fastsætte en
prøvetid for juridiske
kandidater fra andre EU- eller
EØS-lande med henblik på, at
disse kan autoriseres som
advokatfuldmægtig i Danmark.
Ansøgeren
skal indledningsvis have
vurderet sin udenlandske
juridiske kandidateksamen ved et
universitet i Danmark med
henblik på at få fastslået, at
ansøgerens kandidateksamen
svarer til niveauet for en dansk
juridisk bachelor- og
kandidateksamen. Det kræves
ikke, at den udenlandske
juridiske kandidateksamen har
samme indhold som den danske
juridiske bachelor- og
kandidateksamen, blot niveauet
er det samme.
Er det
tilfældet, kan ansøgeren søge
Justitsministeriet om at
fastsætte en prøvetid for et
blive autoriseret som
advokatfuldmægtig.
Justitsministeriet vil typisk
fastsætte en prøvetid på mellem
et halvt til to år. Denne
prøvetid vil i et vist omfang
kunne medregnes i den tid, der
efter retsplejelovens § 119,
stk. 2, nr. 4, kræves for at få
beskikkelse som advokat.
Justitsministeriet kan endvidere
fastsætte en prøvetid for
personer, der i et andet EU-
eller EØS-land har bestået en
juridisk bacheloreksamen og i
Danmark har bestået en juridisk
kandidateksamen, med henblik på,
at disse personer autoriseres
som advokatfuldmægtige.
Formålet med
fastsættelsen af en prøvetid er
at sikre, at ansøgeren har det
fornødne kendskab til dansk
procesret samt behersker det
danske sprog på et sådant
niveau, at ansøgeren kan
gennemføre en hovedforhandling
på forsvarlig vis.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 4.1.2.,
4.2.2. og 4.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Ifølge
stk. 2 kan justitsministeren
– ud over de tilfælde, der er
nævnt i stk. 1 – i det omfang,
det er nødvendigt til opfyldelse
af Danmarks EU-retlige
forpligtelser, fritage fra
kravet om, at ansøgeren skal
have bestået en dansk juridisk
bachelor- eller kandidateksamen,
herunder fastsætte en prøvetid
som betingelse herfor.
Til nr. 19 (§
136, stk. 3)
Ved ændringen
af bestemmelsen udgår
formuleringen ”i sager, der i
medfør af reglerne i kapitel 21
behandles ved byret,”. I stedet
fastsættes det, at en advokat
kan give møde ved sin
autoriserede fuldmægtig ved
mundtlig forhandling ved Sø- og
Handelsretten i sager omfattet
af § 15, stk. 2, nr. 4.
Ændringen er
en konsekvens af ændringen af
retsplejelovens § 132, jf.
lovforslagets § 1, nr. 15.
Til nr. 20 (§
143, stk. 1)
Med ændringen
af bestemmelsen præciseres det,
at Advokatsamfundet ikke er en
forening, men en ved lov
oprettet og reguleret
institution, som varetager de
ved lov fastsatte
samfundsmæssige og almennyttige
opgaver i forhold til
advokaterne.
Hovedaktiviteten for
Advokatsamfundet vil efter
forslaget være at sikre
overholdelse af de særlige
advokatpligter gennem et udvidet
tilsyn og et effektivt og
moderniseret disciplinærsystem.
Tilsynet vil navnlig bestå i
udfærdigelse af og kontrol med
overholdelse af de advokatetiske
regler og klientkontoreglerne,
kontrol med forsikring og
garantistillelse m.v., så
klienterne er sikret, hvis
advokaten giver forkert
rådgivning eller misbruger
klientkontoen.
Advokatsamfundet bør herudover
fortsat kunne ”virke til gavn
for det danske retssamfund”, som
det fremgår af Advokatsamfundets
vedtægt. Dette arbejde består
navnlig i deltagelse i
lovforberedende udvalg samt
udarbejdelse af høringssvar, som
ikke forfølger partipolitiske
eller fordelingsmæssige
interesser, men som alene har
til formål at bidrage til
regeringens og Folketingets
arbejde for borgernes
retssikkerhed på baggrund af
advokaternes særlige tekniske
indsigt. Herudover skal
Advokatsamfundet varetage
opgaver som f.eks. på
Justitsministeriets vegne at stå
for grunduddannelsen for
advokater og advokateksamen.
Branceforeningsaktiviteter vil
ikke længere kunne varetages af
Advokatsamfundet, herunder
markedsføringslignende
initiativer for advokaterne og
udvikling af det
forretningsmæssige grundlag for
advokatvirksomheder.
Den interne
udvalgsstruktur i
Advokatsamfundet skal gennemgås,
idet udvalgene ikke skal
beskæftige sig med andet end
rent faglige spørgsmål, som kan
omsættes i bidrag til
retsudviklingen eller kan
bidrage til oplysningsformål.
Advokatsamfundet vil heller ikke
kunne varetage brancheinteresser
i lovforberedende udvalg og ved
afgivelse af høringssvar.
Advokatsamfundet skal indrette
sin virksomhed efter ændringen
af § 143, stk. 1, og snarest
muligt foretage ændringer af
vedtægten for Advokatsamfundet.
Advokatsamfundet, herunder
Advokatrådet, er efter gældende
ret ikke en del af den
offentlige forvaltning. Det
betyder bl.a., at
offentlighedsloven og
forvaltningsloven ikke gælder
for Advokatsamfundet. Derimod
anses Andvokatnævnet for en del
af den offentlige forvaltning,
og som følge heraf gælder
offentlighedsloven og
forvaltningsloven for nævnets
virksomhed.
Det
forudsættes ved dette
lovforslag, at Advokatsamfundet,
herunder Advokatrådet, heller
ikke fremover skal betragtes som
en del af den offentlige
forvaltning, og at Advokatnævnet
– som hidtil – udgør en del af
den offentlige forvaltning.
Advokater,
der i medfør af retsplejelovens
§ 141 har deponeret deres
advokatbeskikkelse, vil ikke
være omfattet af
Advokatsamfundets kompetence.
Advokater,
der har opnået
advokatbeskikkelse i en anden
EU-medlemsstat, og som varigt
udøver advokatvirksomhed som
selvstændig og som lønmodtager
her i landet under sit hjemlands
advokattitel, reguleres ikke af
bestemmelsen i § 143, stk. 1,
men derimod af bekendtgørelse
nr. 276 af 14. april 2000 om
EU-advokaters etablering her i
landet m.v., som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1019 af 26.
oktober 2005. Bekendtgørelsen er
udstedt i medfør af
retsplejelovens § 130. Det
følger af § 2, stk. 1, i
bekendtgørelsen, at en advokat,
der ønsker at udøve virksomhed
her i landet, skal lade sig
registrere som medlem hos Det
Danske Advokatsamfund.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 21 (§
143 stk. 3)
Ved ændringen
af bestemmelsen gennemføres for
det første forslaget om, at
Advokatrådet kan træffe
bestemmelse om, at en advokat
kan indkaldes til en samtale med
kredsbestyrelsen i en af de
advokatkredse, som grænser op
til den kreds, hvor advokaten
har sin virksomhed, hvis det må
antages, at en advokat groft
eller gentagne gange har
tilsidesat de pligter, som
stillingen medfører.
Advokaten får
således mulighed for at lægge
sin adfærd eller sine sagsgange
om, først og fremmest af hensyn
til klienterne, men også af
hensyn til advokaten selv,
således at han eller hun kan
undgå senere sanktioner.
Samtalen skal af
habilitetshensyn ikke
gennemføres af kredsbestyrelsen
i advokatens egen kreds, men
derimod af kredsbestyrelsen i en
af de advokatkredse, der grænser
op til den kreds, hvor advokaten
har sin virksomhed. Der
fastsættes nærmere regler om
gennemførelse af sådanne
samtaler, jf. herved
lovforslagets § 1, nr. 24.
Endvidere
gennemføres ved ændringen af
bestemmelsen forslaget om, at
Advokatrådet i sager, hvor en
advokat er under mistanke for at
have begået overtrædelser, der
kan føre til frakendelse af
retten til at udøve
advokatvirksomhed, kan bestemme,
at der skal iværksættes et
kollegialt tilsyn med advokaten.
Tilsynet skal føres af en anden
advokat, som skal have mulighed
for at kunne antage anden
sagkyndig bistand – f.eks. en
revisor – til at bistå sig i
forbindelse med udøvelse af
tilsynet. Der kan eventuelt
stilles særlige betingelser for,
at en advokat kan udføre et
sådant tilsyn, f.eks. at
vedkommende har gennemgået et
særligt kursusforløb. Der
fastsættes nærmere regler om
tilsynet i vedtægt for Det
Danske Advokatsamfund, jf.
retsplejelovens § 143, stk. 4.
Reglerne om
samtale og tilsyn finder også
anvendelse for de personer, der
er nævnt i lovforslagets § 1,
nr. 10 (§ 124, stk. 3, nr. 2),
og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 3.1.1.1.,
3.2.2., 3.2.3. og 3.3. i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 22 (§
144)
Ved ændringen
af stk. 1 kommer
Advokatnævnet fremover til at
bestå af lige mange
repræsentanter for
offentligheden og for
advokaterne. Antallet af
offentlighedsrepræsentanter
forhøjes derfor fra de nuværende
6 til 9.
Beskikkelsesperioden for
medlemmerne og stedfortræderne
forlænges fra 4 år til 6 år for
at sikre, at medlemmerne når at
opbygge en solid erfaring med
behandlingen af sagerne. Til
gengæld foreslås det, at der
ikke vil være mulighed for
genudpegning. Forslaget er
begrundet i, at selv om det er
ønskeligt at have erfarne
nævnsmedlemmer, er der også en
fordel i, at medlemmerne efter
en periode skiftes ud, således
at der tilføres nævnet en vis
form for fornyelse.
Endvidere
præciseres det, at
Justitsministeriets udpegning af
9 medlemmer skal ske efter
indstilling fra sådanne
organisationer, myndigheder og
lignende, at det sikres, at der
i nævnet vil være medlemmer med
indsigt i private klienters
interesser, erhvervsklienters
interesser og offentlige
klienters interesser.
Udpegningen
af stedfortrædere for
medlemmerne af nævnet foreslås
ligeledes at ske efter
indstilling af de ovennævnte
organisationer, myndigheder og
lignende for en periode af 6 år
uden mulighed for genudpegning.
Der ses at gælde de sammen
hensyn i forbindelse med
beskikkelse af stedfortræderne
som for medlemmerne af nævnet.
Ændringen af
stk. 2 medfører, at der
fremover skal deltage lige mange
offentlighedsrepræsentanter som
advokater i nævnets behandling
af en sag. Herudover skal
deltage et eller flere medlemmer
af formandskabet. Dette
medfører, at der altid vil
deltage et flertal af medlemmer,
som ikke er advokater, i
modsætning til i dag, hvor
antallet af advokater svarer til
antallet af deltagende medlemmer
af formandskabet og øvrige
medlemmer.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 3.1.2.1.4.,
3.2.4. og 3.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Stk. 3
ændres som følge af, at
Advokatnævnets sekretariat
fremover skal varetage
sagsforberedelsen i både salær-
og adfærdsklager.
Ændringen af
bestemmelsen i stk. 4
indebærer for det første, at
alle sager fremover skal
forelægges Advokatnævnet.
Nævnets formand og
næstformændene skal således ikke
længere kunne afgøre sagerne. De
sager, som hidtil er blevet
forhåndsafvist, skal dog
undergives en mere sporadisk
sagsbehandling, hvor formanden
eller næstformændene indstiller
til nævnet, at sagen afvises.
Hvis ingen nævnsmedlemmer
anmoder om realitetsbehandling
af sagen, afgøres sagen i
overensstemmelse med formandens
eller næstformændenes
indstilling.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 3.1.2.2.2.,
3.2.7. og 3.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Herudover
medfører ændringen af
bestemmelsen, at
justitsministeren kan fastsætte
regler om betaling af udgifter
til honorarer m.v. til
advokater, der udpeges som
anklager, forsvarer eller til at
varetage klagerens interesser i
disciplinærsager.
Der vil
således f.eks. kunne fastsættes
regler om, at en advokat, der
ved Advokatnævnet er blevet
frakendt retten til at udøve
advokatvirksomhed, kan pålægges
at skulle betale alle eller
nogen af omkostningerne til den
beskikkede forsvarer. Det samme
vil kunne pålægges en person,
der i medfør af retsplejelovens
§ 124, stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, og som af
Advokatnævnet er blevet frakendt
retten til at eje aktier eller
anparter i et advokatselskab.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 3.2.8. og
3.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 23 (§
145, stk. 1)
Ændringen af
bestemmelsen er en konsekvens
af, at det foreslås, jf.
nedenfor, at kredsbestyrelserne
ikke længere skal behandle sager
om klager over vederlag.
Til nr. 24 (§
145, stk. 2)
Ændringen af
bestemmelsen er for det første
en konsekvens af, at det
foreslås, jf. nedenfor, at
kredsbestyrelserne ikke længere
skal behandle sager om klager
over vederlag.
Endvidere er
ændringen en konsekvens af, at
kredsbestyrelserne skal afholde
kollegiale samtaler med
advokater, der groft eller
gentagne gange har tilsidesat de
pligter, som stillingen
medfører, jf. lovforslagets § 1,
nr. 20.
Til nr. 25 (§
146)
Ved ændringen
af bestemmelsen skabes der ens
regler for behandlingen af
salær- og adfærdsklager. Til
gengæld bortfalder
klagemuligheden i salærklagerne,
idet det fremover alene vil være
Advokatnævnet – og ikke i første
instans kredsbestyrelserne – der
skal behandle disse.
Stk. 1 og
2 er herudover ændret som
følge af, at klager over de
personer, der er nævnt i § 124,
stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, skal kunne
indbringes for Advokatnævnet.
Ifølge
stk. 1 kan salærklager
således indbringes for
Advokatnævnet, som kan godkende
vederlagets størrelse eller
bestemme, at vederlaget skal
nedsættes eller bortfalde.
I stk. 2
fastsættes fristen for at
klage til Advokatnævnet til et
år efter, at klageren er blevet
bekendt med kravet om vederlag.
Det er
imidlertid almindeligt, at
advokater løbende afregner sagen
over for klienten, enten gennem
a conto opkrævninger eller
gennem afregning af de opgaver,
der anses for afsluttet. For
opgaver, der strækker sig over
et længere tidsrum, vil
advokatens samlede salærkrav
over for klienten derfor ofte
bestå af flere fakturaer.
Dette bør
imidlertid ikke forhindre
klienten i at klage over det
samlede salær ved modtagelsen af
den afsluttende afregning,
heller ikke selv om tidligere
afregninger er sket for mere end
et år siden. Det præciseres
derfor i bestemmelsen, at
klagefristen på et år først
regnes fra det tidspunkt, hvor
klageren er blevet bekendt med
den endelige salærafregning i
den pågældende sag.
Der vil i en
række tilfælde være tale om, at
nogle fakturaer i sagen vedrører
afgrænsede og selvstændige
opgaver, som er endeligt
afregnet. Der kan f.eks. være
tale om advokatbistand i
forbindelse med køb af en fast
ejendom, som efterfølgende viser
sig at være behæftet med
væsentlige mangler. Her er der
tale om to selvstændige sager,
som kan afregnes uafhængigt af
hinanden.
Advokaten/advokatselskabet/personen,
der er nævnt i § 124, stk. 3,
nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,
vil således kunne afregne sin
bistand vedrørende ejendomskøbet
selvstændigt, således at
klagefristen vedrørende salæret
begynder at løbe fra
afregningstidspunktet, uanset at
advokaten/advokatselskabet/personen,
der er nævnt i § 124, stk. 3,
nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,
også efterfølgende bistår
klienten i sagen vedrørende
mangler.
Omvendt vil a
conto afregninger, som ikke
specificerer afgrænsede
selvstændige opgaver, kunne
indbringes for Advokatnævnet i
indtil et år efter modtagelsen
af den afsluttende afregning.
Advokatnævnet
har i medfør af bestemmelsen
mulighed for at behandle en
klage, der er indgivet senere,
når fristoverskridelsen findes
rimeligt begrundet.
Stk. 3
viderefører bestemmelsen i §
147, stk. 3, 2. pkt., hvorefter
Advokatnævnets afgørelse i sager
om klager over salær ikke kan
indbringes for anden
administrativ myndighed.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 3.1.2.1.,
3.2.5. og 3.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 26 (§
147)
Som
konsekvens af, at salærklager
fremover skal behandles af
Advokatnævnet som første og
eneste instans, jf.
lovforslagets § 1, nr. 25,
ophæves bestemmelsen om, at
kredsbestyrelsens afgørelse i
salærklager kan indbringes for
Advokatnævnet.
Til nr. 27 (§
147 a)
Bestemmelsen
ændres som konsekvens af, at
salærklager fremover skal
behandles af Advokatnævnet som
første og eneste instans, jf.
lovforslagets § 1, nr. 25.
Til nr. 28 (§
147 b, stk. 1)
Bestemmelsen
ændres som følge af, at klager
over de personer, der er nævnt i
§ 124, stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, kan indbringes
for Advokatnævnet, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Til nr. 29 (§
147 b, stk. 2)
Ændringen af
bestemmelsen medfører, at en
klager fremover har et år til at
indgive en adfærdsklage mod 6
måneder i dag. Fristen for
indgivelse af salær- og
adfærdsklager bliver således
ens.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 3.1.2.2.1.,
3.2.5. og 3.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 30 (§
147 c, stk. 1 og 2)
Stk. 1 og
2 ændres for det første som
følge af, at klager over de
personer, der er nævnt i § 124,
stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, kan indbringes
for Advokatnævnet, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Bestemmelsen
i stk. 1 ændres endvidere
således, at Advokatnævnets
mulighed for at anvende advarsel
som sanktionsform fjernes.
Sanktionen irettesættelse vil
fremover skulle anvendes i de
tilfælde, hvor der i dag gives
en advarsel eller en
irettesættelse. Formålet hermed
at undgå, at der opstår tvivl om
sanktionens alvor.
Ændringen af
stk. 1 medfører
endvidere, at maksimum for bøder
pålagt af Advokatnævnet forhøjes
fra 200.000 kr. til 300.000 kr.
Det er hensigten, at
bødeniveauet navnlig i de
grovere sager ved Advokatnævnet
generelt bør skærpes.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 3.1.2.2.2.,
3.2.7. og 3.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 31 (§
147 c, stk. 4)
Det
fastsættes, at hvis en af de
personer, der er nævnt i § 124,
stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab, har gjort sig
skyldig i grov eller oftere
gentagen overtrædelse af de
regler, som regulerer
advokatprofessionen, og de
udviste forhold giver grund til
at antage, at den pågældende
ikke for fremtiden vil overholde
disse regler, kan Advokatnævnet
frakende vedkommende retten til
at udføre sager eller
forretninger af nærmere angiven
karakter eller retten til at eje
aktier eller anparter i et
advokatselskab. Frakendelse kan
ske i et tidsrum fra 6 måneder
til 5 år eller indtil videre.
Der
fastsættes således lignende
sanktioner for disse ejere, som
for advokater.
De regler,
som regulerer
advokatprofessionen, er bl.a.
reglerne om god advokatskik,
herunder reglerne om
uafhængighed, tavshedspligt,
interessekonflikter,
salærfastsættelse mv.
Der henvises
i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 10.
Til nr. 32 (§
147 c, stk. 6)
Bestemmelsen
i § 147 c, stk. 5, der bliver
stk. 6, ændres som følge af, at
klager over de personer, der er
nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2, og
som ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab, kan
indbringes for Advokatnævnet,
jf. lovforslagets § 1, nr. 10.
Til nr. 33 (§
147 d, stk. 1 og 3)
Bestemmelserne ændres som følge
af, at klager over de personer,
der er nævnt i § 124, stk. 3,
nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab,
kan indbringes for
Advokatnævnet, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 10.
Til nr. 34 (§
147 e)
Bestemmelsen
ændres som følge af, at klager
over de personer, der er nævnt i
§ 124, stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et
advokatselskab, kan indbringes
for Advokatnævnet, jf.
lovforslagets § 1, nr. 10.
Til nr. 35 (§
260)
Ved ændringen
af bestemmelsen lempes reglerne
om advokaters møderetsmonopol.
Endvidere affattes bestemmelsen
i et mere nutidigt sprog. Der er
i det væsentlige alene tale om
redaktionelle ændringer.
Stk. 1
ændres ikke indholdsmæssigt, men
alene sprogligt.
Stk. 2
angiver fortsat, at advokater er
eneberettigede til at møde i
retten som fuldmægtige for
parterne, men henviser dog til
en række af de efterfølgende
stykker i § 260, hvor der gives
andre end advokater adgang til
at møde i retten som fuldmægtige
for parterne.
Den
resterende del af bestemmelsen i
stk. 2 bliver herefter stk.
3, nr. 1-4 og affattes i et
mere nutidigt sprog. I den
forbindelse tilpasses reglen om
slægtninges møde (nr. 2), så den
svarer til retsplejelovens § 60,
stk. 1, nr. 2, om tilfælde, hvor
rettens personer skal eller kan
vige deres sæde.
Den
nugældende stk. 3 bliver
herefter stk. 4 og ændres
alene sprogligt.
Ved
indsættelsen af det nye stk.
5 indføres der fri adgang
til, at en part i forbindelse
med inddrivelse af forfaldne
pengekrav efter reglerne i
kapitel 44 a (den forenklede
inkassoproces), i sager om
mindre krav efter reglerne i
kapitel 39 (småsagsprocessen)
samt under udlægsforretninger i
fogedretten kan lade sig
repræsentere under sagen ved
andre end de i stk. 2 og 3
nævnte personer.
Herudover
lempes møderetsmonopolet
yderligere, idet der ved
affattelsen af stk. 6
indføres mulighed for, at
justitsministeren kan tillade,
at ansatte i foreninger,
interesseorganisationer og
lignende, der virker som
partsrepræsentanter i det
arbejdsretlige system, kan møde
i byretten i retssager
vedrørende løn- og
ansættelsesforhold, som
foreningerne,
interesseorganisationerne og
lignende som mandatar udfører
for deres medlemmer inden for
foreningens interesseområde. Det
er en betingelse, at den ansatte
har en dansk juridisk bachelor-
og kandidatuddannelse.
Det er i dag
ikke ganske entydigt, om en
juridisk person omfattet af
retsplejelovens § 124, stk. 1,
3. pkt., kan møde i retssager
ved andre end advokater. Der ses
ikke at foreligge retspraksis,
som tager stilling til dette
spørgsmål. Bestemmelsens
forarbejder synes at hvile på en
antagelse om, at kun advokater
møder på vegne af organisationer
m.v. i mandatarforhold. Selv om
der i den juridiske litteratur
ses at være en vis støtte for at
antage, at en mandatar kan møde
ved andre end advokater, viser
en gennemgang af en lang række
domme imidlertid, at
bestemmelsen i en lang årrække
har været administreret således,
at foreninger og organisationer
uden undtagelse møder ved
advokat, når de repræsenterer en
part som mandatar.
Ved
indsættelsen af bestemmelsen i
stk. 6 får jurister, der virker
som partsrepræsentanter i det
arbejdsretlige system, adgang
til at repræsentere
organisationens medlemmer i
byretssager inden for
organisationens interesseområde.
Det arbejdsretlige system
omfatter navnlig Arbejdsretten,
faglige voldgifter,
Afskedigelsesnævnet og
Tvistighedsnævnet.
Adgangen for
de ansatte til at møde for
byretten er dog begrænset til de
sager vedrørende løn- og
ansættelsesforhold, som
organisationerne fører som
mandatar for medlemmerne inden
for organisationens
formålsbestemmelse. Det er alene
ansatte med en dansk juridisk
bachelor- og kandidatuddannelse,
som kan give møde i byretten i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, jf. dog den
foreslåede bestemmelse i § 135
a, stk. 2.
De ansatte
skal have en tilladelse fra
justitsministeren til at give
møde i de ovennævnte sager. I
stk. 7 foreslås indsat en
bemyndigelse til, at
justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om den i stk. 6
omhandlede ordning. Sådanne
regler skal bl.a. omhandle
betingelserne for at opnå den
nævnte tilladelse fra
justitsministeren. Der kan også
fastsættes generelle regler om
adgangen for disse ansatte til
at give møde i ovennævnte sager,
således at de ansatte ikke skal
have en konkret tilladelse fra
justitsministeren.
Det nuværende
stk. 4, 5 og 6 videreføres som
stk. 8, 9 og 10. Stk. 9 og 10
affattes i et mere nutidigt
sprog.
Der henvises
i øvrigt til afsnit 7 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Til nr. 36
(§§ 267 a-267 d)
Som beskrevet
lempes møderetsmonopolet, så
enhver nu kan repræsentere en
part i sager om inddrivelse af
forfaldne pengekrav efter
reglerne i kapitel 44 a (den
forenklede inkassoproces), i
sager om mindre krav efter
reglerne i kapitel 39
(småsagsprocessen) samt under
udlægsforretninger i fogedretten
(såvel tvistige som
ikke-tvistige).
Det er i den
forbindelse væsentligt at sikre,
at sagerne bliver ført på en
forsvarlig måde, og det
fastsættes derfor i § 267 a,
stk. 1 – i overensstemmelse
med hvad der gælder for
advokater efter retsplejelovens
§ 126 – at den pågældende skal
udvise en adfærd, som er i
overensstemmelse med god skik
for rettergangsfuldmægtige og,
at rettergangsfuldmægtigen skal
udføre sit hverv grundigt,
samvittighedsfuldt og i
overensstemmelse med, hvad
berettigede hensyn til klientens
tarv tilsiger, ligesom sagen
skal fremmes med den fornødne
hurtighed.
De personer,
der efter de nugældende regler
kan møde som partsrepræsentanter
for parterne, omfattes dog ikke
af reglerne om god skik. Det
drejer sig om de personer, der
er nævnt i retsplejelovens §
260, stk. 2, 3, 8 og 9, 2. pkt.,
samt § 136, stk. 8. Heller ikke
ansatte i foreninger,
interesseorganisationer og
lignende, der virker som
partsrepræsentanter i det
arbejdsretlige system, og som i
medfør af den foreslåede
bestemmelse i § 260, stk. 6, kan
møde i visse sager i byretten,
omfattes af reglerne om god
skik.
Justitsministeren kan efter §
267 a, stk. 2 fastsætte
nærmere regler om god skik for
rettergangsfuldmægtige. Det vil
bl.a. kunne fastsættes, hvordan
en rettergangsfuldmægtig må
agere i retten og i forhold til
modparten.
Kompetencen
til at påse overholdelsen af
reglerne om god skik henlægges
efter § 267 b til
justitsministeren, der i
forvejen behandler sager om
advokaters beskikkelse og
nægtelse af beskikkelse.
Det fremgår
af bestemmelsen, at
justitsministeren påser
rettergangsfuldmægtigenes
overholdelse af reglerne om god
skik efter underretning fra
retterne, klienterne eller
andre, der har en retlig
interesse heri.
Justitsministeren forudsættes
således ikke egenhændigt at tage
sager op om overholdelsen af
reglerne om god skik, men det
forudsættes, at retterne
orienterer ministeren i
nødvendigt omfang.
Bestemmelsen
i § 267 c om
justitsministerens mulighed for
henholdsvis at tildele en
rettergangsfuldmægtig en
irettesættelse eller fratage
rettergangsfuldmægtigen retten
til at udføre sager for andre
ved domstolene er udformet i
overensstemmelse med den
tilsvarende bestemmelse om
advokater i retsplejelovens §
147 c. Hensigten er, at skabe
parallelitet mellem
sanktionsmulighederne overfor
advokater og overfor
rettergangsfuldmægtige.
Af
retssikkerhedsmæssige grunde og
i overensstemmelse med de
principper, der ligger til grund
for reglerne om
rettighedsfrakendelse i
straffelovens § 79, fastsættes
det i § 267 c, stk. 3 og 4
, at rettergangsfuldmægtigen
ikke selv behøver anlægge sagen,
men blot kan kræve, at
afgørelsen om fratagelse af
retten til at udføre sager for
andre ved domstolene indbringes
for retten, hvorefter
justitsministeren skal anlægge
sagen.
Retten kan
foretage en udtømmende prøvelse
af justitsministerens afgørelse.
Ifølge
bestemmelsen i § 267 c, stk.
5 har anmodning om sagsanlæg
opsættende virkning, men retten
kan, hvis justitsministeren har
frataget rettergangsfuldmægtigen
retten til at udføre sager for
andre ved domstolene, ved
kendelse udelukke den pågældende
fra at udføre sager for andre
ved domstolene, indtil sagen er
endeligt afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at anke ikke
har opsættende virkning.
Bestemmelsen
i § 267 d svarer til den
tilsvarende bestemmelse om
advokater i retsplejelovens §
147 f.
Bestemmelsen
giver justitsministeren adgang
til at ophæve en fratagelse af
retten til at udføre sager for
andre ved domstolene. I
tilfælde, hvor fratagelsen af
retten til at udføre sager er
sket indtil videre, og der er
forløbet mere end 5 år, kan den
pågældende, hvis
justitsministeren afslår en
ansøgning om ophævelse af
fratagelsen, forlange, at
justitsministeren indbringer
spørgsmålet for retten.
Bestemmelsen bygger på
princippet i reglerne om
generhvervelse af rettigheder i
straffelovens § 79, jf. § 78.
De ovennævnte
procesfuldmægtige vil i et vist
omfang tillige være omfattet af
lov nr. 419 af 9. maj 2006 om
juridisk rådgivning.
Denne lov
finder anvendelse på enhver, der
i erhvervsmæssigt øjemed driver
virksomhed med rådgivning af
overvejende juridisk karakter,
når modtageren af rådgivningen
(forbrugeren) hovedsageligt
handler uden for sit erhverv.
Loven omfatter ikke juridisk
rådgivning, der ydes af
advokater som led i udøvelsen af
selvstændig advokatvirksomhed.
Loven
omfatter juridisk rådgivning i
bred forstand i form af
skriftlige og mundtlige
anbefalinger og vejledninger om
retsgrundlaget på et bestemt
område samt oplysninger om
umiddelbare konsekvenser af den
rådsøgendes valg, jf. afsnit
4.2.1. i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr.
L 65 om juridisk rådgivning,
fremsat den 16. november 2005.
Endvidere omfatter loven
udfærdigelse eller udfyldelse af
dokumenter i tilknytning til en
sådan rådgivning. Ydelse af
juridisk bistand – f.eks.
udfærdigelse af et testamente –
hvor der i det konkrete tilfælde
ikke er knyttet en egentlig
juridisk rådgivning til ydelsen,
men hvor ydelsen alene består i
udarbejdelse af et dokument, er
også omfattet af loven.
En
procesfuldmægtig, der som led i
sit erhverv yder juridisk
rådgivning til en forbruger og
giver møde i retten for denne,
vil således være omfattet af lov
om juridisk rådgivning.
De foreslåede
regler i retsplejeloven om god
skik for procesfuldmægtige skal
som hovedregel finde anvendelse
på en procesfuldmægtigs
handlinger fra det tidspunkt,
hvor en procesfuldmægtig
iværksætter tiltag for sin
klient, som procesfuldmægtigen
efter de nugældende regler om
advokaters møderetsmonopol ikke
kan varetage. Det fremgår
således af retsplejelovens §
261, stk. 2, at retten på embeds
vegne har at afvise personer,
der ikke er berettigede til for
den at give møde for andre, og
at tilbagevise processkrifter,
der er underskrevne af andre end
parten og de foran nævnte
mødeberettigede personer.
Ved
indlevering af betalingspåkrav
til fogedretten, indgivelse af
stævning til byretten og møde i
retten, herunder i
udlægsforretninger i
fogedretten, bliver en
procesfuldmægtig således
omfattet af de foreslåede regler
i retsplejeloven om god skik.
En
procesfuldmægtig vil således
kunne være omfattet af såvel
retsplejelovens regler om god
skik som reglerne om god skik i
lov om juridisk rådgivning på én
gang. Hvor lov om juridisk
rådgivning imidlertid primært
har til formål at beskytte
kundens (forbrugerens)
interesser, skal retsplejelovens
regler om god skik for
procesfuldmægtige tillige
varetage hensynet til f.eks., at
sager ved domstolene kan fremmes
med den fornødne hurtighed. De
foreslåedes regler i
retsplejeloven om god skik er i
øvrigt ikke begrænset til at
angå forbrugerforhold.
Til nr. 37 (§
361, stk. 5)
Bestemmelsen
ændres som konsekvens af, at
salærklager fremover skal
behandles af Advokatnævnet som
første og eneste instans, jf.
lovforslagets § 1, nr. 25.
Endvidere ændres bestemmelsen,
således at den også omfatter
sager om vederlag til de
personer, der er nævnt i § 124,
stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et
advokatselskab.
Til § 2
(ikrafttræden)
Til stk. 1
Det er en
forudsætning for, at en række af
lovforslagets bestemmelser kan
få virkning, at der fastsættes
nærmere administrative regler.
Det gælder f.eks. i forhold til
lovens bestemmelser om en ny
teoretisk grunduddannelse,
eksamen og praktisk prøve i
retssagsbehandling, i forhold
til de nye regler om
kredsbestyrelsernes afholdelse
af kollegiale samtaler og i
forhold til bestemmelsen om god
skik for rettergangsfuldmægtige.
I lyset heraf
fastsættes lovens ikrafttræden i
medfør af stk. 1 til den
1. januar 2008.
Til stk. 2
Det foreslås
i stk. 2 , at § 144, om
Advokatnævnets sammensætning
træder i kraft den 1. juli 2007.
Baggrunden herfor er, at der pr.
1. juli 2007 skal udpeges nye
medlemmer til Advokatnævnet.
Til § 3
(Overgangsbestemmelser)
Til stk. 1
Efter den
gældende retsplejelovs § 119,
stk. 6, kan justitsministeren
fastsætte regler om, at
gennemførelsen af en teoretisk
efteruddannelse på områder af
særlig betydning for advokater
er en betingelse for at få
beskikkelse som advokat.
Justitsministeren har udnyttet
denne hjemmel til at udstede
bekendtgørelse nr. 1129 af 13.
december 1996 om obligatorisk
efteruddannelse som betingelse
for at få beskikkelse som
advokat, som senest ændret ved
bekendtgørelse nr. 132 af 28.
februar 2006. Det fremgår af § 1
i bekendtgørelsen, at det udover
de i retsplejelovens § 119, stk.
2, nævnte betingelser er en
betingelse for at få beskikkelse
som advokat, at den pågældende
har bestået en eksamen efter at
have været tilmeldt teoretiske
efteruddannelseskurser på
områder af særlig betydning for
advokater.
Efter
lovforslagets ikrafttræden er
det bl.a. en betingelse for at
få beskikkelse som advokat, at
personen har gennemført en
teoretisk grunduddannelse og
bestået en eksamen i forhold af
særlig betydning for
advokatprofessionen samt bestået
en praktisk prøve i
retssagsbehandling. Efter
overgangsbestemmelsen i stk.
1 kan personer, der inden
lovens ikrafttræden er
påbegyndt, dvs. har tilmeldt sig
de teoretiske
efteruddannelseskurser, der
udbydes af Advokatsamfundet,
eller har gennemført kurserne,
beskikkes som advokat, uanset at
de ikke opfylder lovforslagets
udvidede krav, herunder om en
praktisk prøve i
retssagsbehandling, for at opnå
beskikkelse som advokat.
Det er dog en
forudsætning herfor, at
efteruddannelsen er afsluttet
senest den 31. december 2009, og
at eksamen er bestået senest den
31. januar 2011. Herefter må
personer på den hidtidige
ordning overgå til det nye
uddannelsessystem.
Til stk. 2
I
overgangsbestemmelsens stk. 2
er indsat en bestemmelse om,
at personer, der har bestået
juridisk kandidateksamen før den
1. januar 1997, kan beskikkes
som advokat, uanset at de ikke
opfylder betingelsen i
retsplejelovens § 119, stk. 2,
nr. 5, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3. Der stilles
således ikke krav om, at disse
personer har gennemført en
teoretisk grunduddannelse og
bestået en eksamen i forhold af
særlig betydning for
advokaterhvervet samt bestået en
praktisk prøve i
retssagsbehandling.
Disse
personer er efter de gældende
regler undtaget fra kravet om,
at man – som betingelse for at
få beskikkelse som advokat –
skal have bestået en eksamen
efter at have været tilmeldt
teoretiske
efteruddannelseskurser på
områder af særlig betydning for
advokater, jf. § 8, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 1129 af 13.
december 1996 om obligatorisk
efteruddannelse som betingelse
for at få beskikkelse som
advokat, som senest ændret ved
bekendtgørelse nr. 132 af 28.
februar 2006. Retstilstanden for
disse personer vil således være
uændret efter lovændringen.
Til stk. 3
Efter den
gældende bestemmelse i § 123,
stk. 2, kan to eller flere
advokater udøve
advokatvirksomhed i fællesskab,
hvis blot en af dem opfylder
betingelsen om i mindst et år
enten at have været i virksomhed
som autoriseret fuldmægtig hos
en advokat eller som advokat
have været ansat hos eller
virket i fællesskab med en anden
advokat.
Dette ændres,
så det bliver et krav, at alle
advokater i et fællesskab af
advokater og alle advokater, der
er medejere af en
advokatvirksomhed, skal opfylde
den nævnte betingelse.
For at undgå
at ramme de advokater, der
allerede er i et
advokatfællesskab eller er
medejer af en advokatvirksomhed,
uden at opfylde den nævnte
betingelse indsættes en
overgangsbestemmelse i stk.
3.
Til stk. 4
Efter den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 126, stk. 5,
skal enhver advokat og
advokatfuldmægtig løbende
deltage i efteruddannelse af
betydning for advokaterhvervet.
Advokatfuldmægtige, der er
tilmeldt den hidtil gældende
teoretiske efteruddannelse som
betingelse for at få beskikkelse
som advokat, deltager gennem
uddannelsens specielle del i en
række kurser inden for privat-
og ansættelsesret, fast ejendom
og miljø, virksomhedsetablering
eller virksomhedsoverdragelse.
Den hidtidige
efteruddannelse for
advokatfuldmægtige som
betingelse for at få beskikkelse
som advokat er mere omfattende
end den foreslåede teoretiske
grunduddannelse i forhold af
særlig betydning for advokater,
som fremover vil være en
betingelse for
advokatbeskikkelse.
Det findes
derfor ikke nødvendigt, at
advokatfuldmægtige, der er
tilmeldt den hidtidige
efteruddannelse som betingelse
for at få beskikkelse som
advokat, tillige skal deltage i
løbende efteruddannelse af
betydning for advokaterhvervet.
På den
baggrund indsættes en
overgangsbestemmelse i stk. 4
, således at disse
advokatfuldmægtige fritages fra
at skulle deltage i løbende
efteruddannelse af betydning for
advokaterhvervet. Dette gælder
dog kun indtil, at fuldmægtigene
har gennemført efteruddannelsens
teoretiske kurser. Herefter vil
fuldmægtigene være omfattet af
kravet i den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens §
126, stk. 5, om løbende
efteruddannelse af betydning for
advokater.
Til stk. 5
Overgangsbestemmelsen i stk.
5 er indsat for at sikre, at
ingen advokat eller
advokatfuldmægtig bliver
nødsaget til at stoppe
behandlingen af en retssag, som
de er påbegyndt inden lovens
ikrafttræden, på grund af den
ændrede formulering af
retsplejelovens § 132 og § 136,
stk. 3, hvorefter enhver advokat
kan give møde ved sin
autoriserede fuldmægtig og har
møderet for Sø- og Handelsretten
i sager omfattet af § 15, stk.
2, nr. 4.
Til stk. 6
Bestemmelsen
i stk. 6 fastsætter, at
salærklager, der er indgivet
inden lovens ikrafttræden skal
færdigbehandles efter de
tidligere gældende regler i
retsplejelovens kapitel 15 a.
Det vil sige, at
kredsbestyrelserne skal
færdigbehandle de sager, der er
indgivet inden lovens
ikrafttræden, ligesom
kredsbestyrelsernes afgørelser
vil kunne indbringes for
Advokatnævnet i overensstemmelse
med de tidligere gældende
regler.
Til § 4
(Færøerne og Grønland)
Bestemmelsen
fastsætter lovens territoriale
gyldighedsområde og indebærer,
at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§
1
I
lov om rettens
pleje, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1001 af 5.
oktober 2006, som
ændret senest ved §
17 i lov nr. 108 af
7. februar 2007,
foretages følgende
ændringer:
|
§ 119.
Advokater beskikkes
af
justitsministeren.
Stk. 2. Ret
til at få
beskikkelse som
advokat har enhver,
der |
|
|
1) er myndig og ikke
er under værgemål
efter
værgemålslovens § 5
eller under
samværgemål efter
værgemålslovens § 7,
|
|
|
2) ikke har anmeldt
betalingsstandsning
og ikke er under
konkurs,
|
|
|
|
|
1. § 119,
stk. 2, nr. 3 ,
affattes således:
|
3) har bestået
juridisk
kandidateksamen og
|
|
»3) har bestået
dansk juridisk
bachelor- og
kandidateksamen, jf.
dog § 135 a,«
|
4) i mindst 3 år har
været i praktisk
juridisk virksomhed,
jf. stk. 3-5.
|
|
2. I §
119, stk. 2, nr. 4,
ændres »jf. stk.
3-5.« til: »jf. stk.
3 og 4, og«.
|
|
|
3. I §
119, stk. 2 ,
indsættes som nr.
5:
»5) har gennemført
en teoretisk
grunduddannelse og
bestået en eksamen i
forhold af særlig
betydning for
advokaterhvervet
samt bestået en
praktisk prøve i
retsagsbehandling.«
|
Stk. 3. Den i
stk. 2, nr. 4,
nævnte virksomhed
består i deltagelse
i almindelig
advokatvirksomhed,
herunder behandling
af retssager, som
autoriseret
fuldmægtig hos en
advokat, der udøver
advokatvirksomhed,
eller i arbejde i en
juridisk stilling
ved domstolene,
anklagemyndigheden
eller politiet,
hvori behandling af
retssager indgår som
en væsentlig del.
|
|
4. I §
119, stk. 3,
ændres »herunder
behandling af
retssager,« til:
»herunder opnåelse
af kendskab til
behandlingen af
retssager,«.
|
Stk. 4.
Justitsministeren
kan træffe afgørelse
eller fastsætte
regler om, at
virksomhed i andre
juridiske stillinger
end dem, der er
nævnt i stk. 3, helt
eller delvis kan
medregnes i den tid,
der er nævnt i stk.
2, nr. 4, dog med
højst 2 år.
|
|
5. I §
119, stk. 4,
udgår », dog med
højst 2 år«.
|
Stk. 5.
Justitsministeren
kan endvidere i
særlige tilfælde
meddele
advokatbeskikkelse
til personer, som
har udøvet en
praktisk juridisk
virksomhed, der
fuldt ud kan
ligestilles med den,
der er nævnt i stk.
3. |
|
6. § 119,
stk. 5, ophæves.
Stk. 6 bliver
herefter stk. 5.
|
|
|
7. § 119,
stk. 6, der
bliver stk. 5,
affattes således:
|
Stk. 6.
Justitsministeren
kan fastsætte regler
om, at
gennemførelsen af en
teoretisk
efteruddannelse på
områder af særlig
betydning for
advokater er en
betingelse for at få
beskikkelse som
advokat.
Advokatsamfundet
forestår
uddannelsen.
Justitsministeren
kan fastsætte
nærmere regler om
uddannelsens
indhold, dens
tilrettelæggelse og
om betaling herfor.
Justitsministeren
kan i særlige
tilfælde fritage for
kravet om
efteruddannelse.
|
|
»Stk.
5.
Justitsministeren
fastsætter regler om
den teoretiske
grunduddannelse,
eksamen og praktiske
prøve i
retssagsbehandling,
herunder om indhold,
tilrettelæggelse og
betaling herfor.
Justitsministeren
kan i særlige
tilfælde fritage for
kravet om
gennemførelse af den
teoretiske
grunduddannelse,
kravet om eksamen og
kravet om den
praktiske prøve i
retssagsbehandling.
Advokatsamfundet
forestår den
teoretiske
grunduddannelse,
eksamen og den
praktiske prøve i
retssagsbehandling.
Retten vurderer, om
en retssag er egnet
til at udgøre den
praktiske prøve i
retssagsbehandling.«
|
|
|
|
§ 122.
Udøvelse af
advokatvirksomhed
kan ikke forenes med
en juridisk stilling
ved domstolene,
anklagemyndigheden
eller politiet, jf.
dog bestemmelsen i §
106. |
|
|
Stk. 2.
Udøvelse af
advokatvirksomhed
kan i øvrigt ikke
forenes med nogen
stilling i det
offentliges
tjeneste, medmindre
justitsministeren i
særlige tilfælde gør
undtagelse herfra.
|
|
8. I §
122, stk. 2,
indsættes som 2.
pkt.:
»Ved afgørelser om
dispensation skal
der navnlig lægges
vægt på, at en
advokat skal være
uafhængig af det
offentlige, således
at der ikke kan
opstå
interessekonflikter
mellem en offentlig
ansættelse og den
pågældendes udøvelse
af
advokatvirksomhed.«
|
Stk. 3.
Justitsministeren
kan tillade, at en
advokat, der efter
stk. 1 eller stk. 2
ikke kan udøve
advokatvirksomhed,
udfører en retssag.
|
|
|
|
|
|
|
|
9. § 123
affattes således
:
|
§ 123.
Enkeltmandsvirksomhed
som advokat må kun
udøves af en
advokat, der i
mindst et år enten
har været i
virksomhed som
autoriseret
fuldmægtig hos en
advokat eller som
advokat har været
ansat hos eller
virket i fællesskab
med en anden
advokat.
|
|
Ȥ
123. En advokat
skal i mindst 1 år
enten have været i
virksomhed som
autoriseret
fuldmægtig hos en
advokat, der udøver
advokatvirksomhed,
eller som advokat
have været ansat hos
en anden advokat,
der udøver
advokatvirksomhed,
for at kunne udøve
advokatvirksomhed i
fællesskab med en
anden advokat, udøve
enkeltmandsvirksomhed
som advokat eller
eje aktier eller
anparter i et
advokatselskab.
|
Stk. 2. To
eller flere
advokater må ikke
udøve
advokatvirksomhed i
fællesskab, hvis
ingen af dem
opfylder den i stk.
1 nævnte betingelse.
|
|
Stk. 2.
Justitsministeren
kan i særlige
tilfælde gøre
undtagelse fra
bestemmelsen i stk.
1.« |
Stk. 3.
Justitsministeren
kan i særlige
tilfælde gøre
undtagelse fra
bestemmelserne i
stk. 1 og 2.
|
|
|
|
|
|
|
|
10. § 124
affattes
således:
|
§ 124.
Advokatvirksomhed må
ud over i
enkeltmandsvirksomhed
eller i et
fællesskab af
advokater kun udøves
af et
advokatselskab, der
drives i aktie-
eller
anpartsselskabsform.
Et advokatselskab må
alene have til
formål at drive
advokatvirksomhed og
er pligtig og
eneberettiget til i
navnet at benytte
ordene
»advokataktieselskab«
eller
»advokatanpartsselskab«
eller deraf dannede
forkortelser. Uanset
1. og 2. pkt. må
foreninger,
interesseorganisationer
og lignende som
mandatar udføre
retssager for deres
medlemmer inden for
foreningens
interesseområde.
|
|
Ȥ
124.
Advokatvirksomhed må
ud over i
enkeltmandsvirksomhed
eller i et
fællesskab af
advokater kun udøves
af et
advokatselskab, der
drives i aktie-,
anparts- eller
kommanditaktieselskabsform
(partnerselskabsform).
Et advokatselskab må
alene have til
formål at drive
advokatvirksomhed.
Et advokatselskab,
der alene ejes af
advokater, og hvis
eneste formål og
aktivitet er at eje
aktier eller
anparter i et andet
advokatselskab, kan
dog eje aktier eller
anparter i et
advokatselskab. Et
advokatselskab er
pligtig og
eneberettiget til i
navnet at benytte
ordene
»advokataktieselskab«,
»advokatanpartsselskab«
eller
»advokatkommanditaktieselskab«
eller deraf dannede
forkortelser. Uanset
1. og 2. pkt. må
foreninger,
interesseorganisationer
og lignende som
mandatar udføre
retssager for deres
medlemmer inden for
foreningens
interesseområde.
|
Stk. 2. En
advokat, der udøver
virksomhed i et
advokatselskab,
hæfter personligt
sammen med selskabet
for ethvert krav,
der er opstået som
følge af advokatens
bistand til en
klient. |
|
Stk. 2. En
advokat, der udøver
virksomhed i et
advokatselskab,
eller en anden ansat
i selskabet, der i
medfør af stk. 3,
nr. 2, ejer aktier
eller anparter heri,
hæfter personligt
sammen med selskabet
for ethvert krav,
der er opstået som
følge af
vedkommendes bistand
til en klient.
|
Stk. 3.
Aktier eller
anparter i et
advokatselskab må,
jf. dog stk. 5, kun
ejes af |
|
Stk. 3.
Aktier eller
anparter i et
advokatselskab må,
jf. dog stk. 8, kun
ejes af:
|
1) advokater, der
aktivt driver
advokatvirksomhed i
selskabet, i dets
moderselskab eller
dets datterselskab,
eller |
|
1) advokater, der
aktivt driver
advokatvirksomhed i
selskabet, i dets
moder-selskab eller
dets datterselskab,
|
2) et andet
advokatselskab.
|
|
2) andre ansatte i
selskabet, eller
|
|
|
3) et andet
advokatselskab.
|
Stk. 4.
Bestyrelsesmedlemmer,
bortset fra
medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer,
i et advokatselskab
skal aktivt drive
advokatvirksomhed i
selskabet eller i
dets moderselskab
eller dets
datterselskab.
Medlemmer af
direktionen i et
advokatselskab skal
aktivt drive
advokatvirksomhed i
selskabet.
|
|
Stk. 4. De
personer, der er
nævnt i stk. 3, nr.
2, må alene
tilsammen eje under
en tiendedel af
aktierne eller
anparterne i
selskabet. Det er
ikke tilladt i
selskabets vedtægter
eller ved
aktionæroverenskomst
at fastsætte
bestemmelser, der
begrænser
aktieselskabslovens
bestemmelser om
indløsning af
aktier. Endvidere er
det ikke tilladt i
advokatselskaber at
have forskellige
aktie- eller
anpartsklasser.
|
Stk. 5.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler for udøvelse
af advokatvirksomhed
i selskabsform,
herunder regler om
afhændelse af en
aktie eller anpart i
tilfælde af en
aktionærs eller
anpartshavers
dødsfald eller
deponering af
beskikkelse.
|
|
Stk. 5. De
personer, der er
nævnt i stk. 3, nr.
2, og som ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab, skal
bestå en prøve i de
regler, der er af
særlig betydning for
advokaterhvervet.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler herom.
Advokatsamfundet
forestår afholdelsen
af prøven.
|
Stk. 6.
Medmindre højere
straf er forskyldt
efter den øvrige
lovgivning, straffes
med bøde den, der
overtræder reglerne
i stk. 1, 3 eller 4.
|
|
Stk. 6.
Klager over de
personer, der er
nævnt i stk. 3, nr.
2, og som ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab, kan
indbringes for
Advokatnævnet i
overensstemmelse med
reglerne i kapitel
15 a og 15 b.
|
Stk. 7. I
forskrifter, der
udstedes i medfør af
stk. 5, kan der
fastsættes straf af
bøde for
overtrædelse af
bestemmelserne i
forskrifterne.
|
|
Stk. 7.
Bestyrelsesmedlemmer,
bortset fra
medarbejdervalgte
bestyrelsesmedlemmer,
i et advokatselskab
skal aktivt drive
advokatvirksomhed i
selskabet eller i
dets moderselskab
eller dets
datterselskab.
Medlemmer af
direktionen i et
advokatselskab skal
aktivt drive
advokatvirksomhed i
selskabet.
|
|
|
Stk. 8.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler for udøvelse
af advokatvirksomhed
i selskabsform,
herunder regler om
omdannelse af et
advokatselskab til
andet formål og
regler om afhændelse
af aktier og
anparter.
|
|
|
Stk. 9.
Medmindre højere
straf er forskyldt
efter den øvrige
lovgivning, straffes
med bøde den, der
overtræder stk. 1,
3, 4 og 7.
|
|
|
Stk. 10. I
forskrifter, der
udstedes i medfør af
stk. 5 og 8, kan der
fastsættes straf af
bøde for
overtrædelse af
bestemmelserne i
forskrifterne.«
|
|
|
|
§ 126. En
advokat skal udvise
en adfærd, der
stemmer med god
advokatskik.
Advokaten skal
herunder udføre sit
hverv grundigt,
samvittighedsfuldt
og i
overensstemmelse
med, hvad
berettigede hensyn
til klienternes tarv
tilsiger. Sagerne
skal fremmes med
fornøden hurtighed.
|
|
|
Stk. 2. En
advokat må ikke
kræve højere
vederlag for sit
arbejde, end hvad
der kan anses for
rimeligt.
|
|
|
|
|
11. § 126,
stk. 3, affattes
således:
|
Stk. 3. En
advokat skal
medvirke til, at en
fuldmægtig, der er
autoriseret hos
advokaten, kan
deltage i den
teoretiske
efteruddannelse, som
er fastsat i medfør
af § 119, stk. 6.
Advokaten skal
endvidere afholde
udgifterne til
efteruddannelsen.
|
|
»Stk.
3. En advokat
skal medvirke til,
at en fuldmægtig,
der er autoriseret
hos advokaten, kan
deltage i den
teoretiske
grunduddannelse,
eksamen og praktiske
prøve i
retssagsbehandling,
jf. § 119, stk. 2,
nr. 5. Advokaten
skal afholde
udgifterne til den
teoretiske
grunduddannelse,
eksamen og praktiske
prøve i
retssagsbehandling.«
|
Stk. 4. En
advokat må ikke uden
for sin
advokatvirksomhed i
forretningsforhold
eller i andre
forhold af økonomisk
art udvise en
adfærd, der er
uværdig for en
advokat.
|
|
|
|
|
12. I §
126 indsættes
som stk. 5:
»Stk.
5. Enhver
advokat og
advokatfuldmægtig
skal løbende deltage
i efteruddannelse af
betydning for
advokaterhvervet. En
advokat skal afholde
udgifterne hertil
for en fuldmægtig,
der er autoriseret
hos advokaten.
Justitsministeren
kan fastsætte
nærmere regler
herom.« |
|
|
|
§ 127 a. §§
125-127 gælder også
for
advokatselskaber.
|
|
13. I §
127 a indsættes
som stk. 2:
»Stk.
2. § 126, stk.
1, 2 og 4, samt §
127 gælder også for
de ansatte i et
advokatselskab, som
ejer aktier eller
anparter i
advokatselskabet,
jf. § 124, stk. 3,
nr. 2.« |
|
|
|
|
|
14. § 129
affattes
således:
|
§ 129.
Borgerlig
straffelovs §§ 144,
150-152 og 154-157
finder tilsvarende
anvendelse på
advokater og deres
autoriserede
fuldmægtige.
|
|
Ȥ
129.
Straffelovens §§
144, 150-152 og
155-157 finder
tilsvarende
anvendelse på
advokater samt deres
autoriserede
fuldmægtige,
partnere, personale
og andre, som i
øvrigt beskæftiges i
advokatvirksomheden.«
|
|
|
|
|
|
15. § 132
affattes
således:
|
§ 132. Enhver
advokat har møderet
for byret og for Sø-
og Handelsretten i
sager, der i medfør
af reglerne i
kapitel 21 behandles
ved byret, samt for
Den Særlige
Klageret.
|
|
Ȥ
132. Enhver
advokat har møderet
for byret, for Sø-
og Handelsretten i
sager omfattet af §
15, stk. 2, nr. 4,
og for Den Særlige
Klageret.«
|
§ 133. En
advokat har møderet
for landsret og i
alle sager for Sø-
og Handelsretten,
når advokaten har
bestået en prøve i
procedure.
|
|
|
Stk. 2.
Prøven kan foruden
af advokater
aflægges af
autoriserede
advokatfuldmægtige,
der i medfør af §
136, stk. 4, kan
give møde for
landsretten.
|
|
|
|
|
16. § 133,
stk. 3-5,
affattes således:
|
Stk. 3.
Prøven kan aflægges
for landsretterne og
Sø- og
Handelsretten.
|
|
»Stk.
3. Prøven består
i, at den pågældende
udfører to
retssager, der
afsluttes med
mundtlig
hovedforhandling.
|
Stk. 4.
Prøven består i, at
den pågældende
udfører to
retssager, der
slutter med mundtlig
hovedforhandling. En
sag kan kun danne
grundlag for prøven,
såfremt vedkommende
ret finder den egnet
hertil. |
|
Stk. 4. Den
ene retssag kan være
en byretssag,
herunder den
praktiske prøve, der
er omhandlet i §
119, stk. 2, nr. 5.
I så fald skal dette
være en sag med
kollegial
behandling, eller en
sag hvor der
medvirker sagkyndige
dommere. Den anden
retssag skal
aflægges for en af
landsretterne eller
for Sø- og
Handelsretten. En
sag kan kun danne
grundlag for prøven,
hvis vedkommende ret
finder sagen egnet
hertil. |
Stk. 5.
Prøven er bestået,
når de retter, hvor
sagerne er udført,
finder udførelsen
tilfredsstillende.
Vedkommende ret kan
dog ud fra den
første sags karakter
og udførelsen heraf
erklære prøven for
bestået alene på
grundlag af denne
sag. Den anden sag
skal udføres senest
5 år efter
udførelsen af den
første sag,
medmindre den ret,
hvor den anden sag
udføres, meddeler
undtagelse herfra.
|
|
Stk. 5.
Prøven er bestået,
når de retter, hvor
sagerne er udført,
finder udførelsen
tilfredsstillende.
Vedkommende landsret
eller Sø- og
Handelsretten kan
dog, hvis sagen er
udført for
landsretten eller
Sø- og
Handelsretten, ud
fra den første sags
karakter og
udførelsen heraf
erklære prøven for
bestået alene på
grundlag af denne
sag. Den anden sag
skal udføres senest
5 år efter
udførelsen af den
første sag,
medmindre den ret,
hvor den anden sag
udføres, meddeler
undtagelse herfra.«
|
Stk. 6. Der
er ikke adgang til
at indstille sig til
prøven mere end to
gange. |
|
|
|
|
|
|
|
17. § 135,
stk. 1, affattes
således:
|
§ 135. Enhver
advokat kan have en
eller to
autoriserede
fuldmægtige, der
skal have juridisk
kandidateksamen.
Stk. 2.
Autorisationen
meddeles af
præsidenten i den
byretskreds, hvor
vedkommende advokat
har kontor. På
Bornholm meddeles
autorisationen af
dommeren.
Bestemmelsen i § 121
gælder tilsvarende.
|
|
»Enhver advokat kan
have en eller to
autoriserede
fuldmægtige, der
skal have bestået
dansk juridisk
bachelor- og
kandidateksamen, jf.
dog § 135 a, stk.
1.« |
|
|
|
|
|
18. Efter
§ 135 indsættes:
|
|
|
Ȥ
135 a.
Justitsministeren
kan for personer,
der i en af Den
Europæiske Unions
medlemsstater eller
i et land, hvormed
Fællesskabet har
indgået aftale, har
bestået en juridisk
kandidateksamen, der
i niveau svarer til
den danske juridiske
bachelor- og
kandidateksamen,
fastsætte en
prøvetid som
betingelse for
ansøgerens
autorisation som
advokatfuldmægtig
med henblik på at
sikre, at ansøgeren
har det fornødne
kendskab til dansk
procesret samt
behersker det danske
sprog på et sådant
niveau, at ansøgeren
kan gennemføre en
hovedforhandling på
forsvarlig vis. Det
samme gælder for
personer, der i en
af Den Europæiske
Unions medlemsstater
eller i et land,
hvormed Fællesskabet
har indgået aftale,
har bestået en
juridisk
bacheloreksamen og i
Danmark har bestået
en juridisk
kandidateksamen.
|
|
|
Stk. 2.
Justitsministeren
kan i øvrigt i det
omfang, det er
nødvendigt til
opfyldelse af
Danmarks EU-retlige
forpligtelser,
fritage fra kravet
om, at ansøgeren
skal have bestået en
dansk juridisk
bachelor- eller
kandidateksamen,
herunder fastsætte
en prøvetid som
betingelse herfor.«
|
§ 136. Under
retssager kan en
advokat kun give
møde ved en anden,
såfremt denne er
advokat og
berettiget til at
give møde for
vedkommende ret
eller dette følger
af stk. 2-8.
|
|
|
Stk. 2. Uden
for mundtlig
forhandling i
retssager kan en
advokat give møde
for enhver ret ved
sin autoriserede
fuldmægtig eller en
anden advokat.
|
|
|
|
|
19. § 136,
stk. 3, affattes
således:
|
Stk. 3. Ved
mundtlig forhandling
for byret og for Sø-
og Handelsretten i
sager, der i medfør
af reglerne i
kapitel 21 behandles
ved byret, kan en
advokat give møde
ved sin autoriserede
fuldmægtig.
|
|
»Stk.
3. Ved mundtlig
forhandling for
byret og for Sø- og
Handelsretten i
sager omfattet af §
15, stk. 2, nr. 4,
kan en advokat give
møde ved sin
autoriserede
fuldmægtig.«
|
Stk. 4. Ved
mundtlig forhandling
for landsretten og i
alle sager for Sø-
og Handelsretten kan
en advokat med
møderet for landsret
give møde ved sin
autoriserede
fuldmægtig, såfremt
der fremlægges
dokumentation for,
at den pågældende er
advokat eller i
mindst 2 år har
været i en
virksomhed, som er
nævnt i § 119, stk.
3. Fuldmægtigens
adgang til at
procedere for
landsretten gælder
dog kun for et
tidsrum af 2 år fra
den første
procedure. Når det
findes rimeligt, kan
den landsret, i hvis
kreds fuldmægtigen
er autoriseret,
forlænge dette
tidsrum.
|
|
|
Stk. 5.
Oplysning om
adgangen til at
procedere efter stk.
4 og om forlængelse
heraf påtegnes
fuldmægtigens
autorisation af
landsrettens
præsident. En ny
autorisation skal
indeholde oplysning
om procedureadgangen
og en eventuel
forlængelse heraf.
|
|
|
Stk. 6. En
advokat kan under
mundtlig forhandling
ved alle retter ved
enhver uberygtet
person fremsætte og
begrunde anmodning
om sagens udsættelse
på grund af forhold,
hvorved advokaten
selv hindres i at
give møde.
|
|
|
Stk. 7. Uden
for mundtlig
forhandling i
retssager kan en
advokat endvidere
give møde ved enhver
uberygtet person,
der er fyldt 18 år,
med angivelse af
lovligt forfald.
Retten og modparten
kan kræve bevis for
det lovlige forfald.
|
|
|
Stk. 8. Under
fogedforretninger
kan advokater give
møde ved enhver
uberygtet person,
der er fyldt 18 år,
medmindre der i
mødet skal foregå
forhandling om en
tvist eller
fogedretten i øvrigt
finder sådant møde
uhensigtsmæssigt.
|
|
|
|
|
20. § 143,
stk. 1, affattes
således:
|
§ 143. Alle
advokater er
medlemmer af Det
Danske
Advokatsamfund.
|
|
»Det Danske
Advokatsamfund
udgøres af alle
danske advokater.«
|
Stk. 2.
Advokatsamfundets
bestyrelse, der
benævnes
Advokatrådet, fører
tilsyn med
advokaterne og deres
autoriserede
fuldmægtige. Finder
rådet, at en advokat
ikke har handlet i
overensstemmelse med
de pligter,
stillingen medfører,
kan det indklage den
pågældende for
Advokatnævnet. 1. og
2. pkt. finder
tilsvarende
anvendelse for så
vidt angår
advokatselskaber,
jf. § 124.
|
|
|
|
|
21. I §
143 indsættes
efter stk. 2 som nyt
stykke: |
Stk. 3.
Advokatsamfundet
opdeles i et antal
advokatkredse.
Advokatkredsenes
bestyrelser bistår
Advokatrådet.
Stk. 4.
Advokatsamfundet
fastsætter regler om
sin organisation og
virksomhed i en
vedtægt, der skal
godkendes af
justitsministeren.
|
|
»Stk.
3. Advokatrådet
kan træffe
bestemmelse om, at
en advokat eller en
af de personer, der
er nævnt i § 124,
stk. 3, nr. 2, og
som ejer aktier
eller anparter i et
advokatselskab, skal
indkaldes til en
samtale med
kredsbestyrelsen i
en af de
advokatkredse, som
grænser op til den
kreds, hvor
advokaten eller den
ovennævnte person
har sin virksomhed,
hvis det må antages,
at advokaten eller
den ovennævnte
person groft eller
gentagne gange har
tilsidesat de
pligter, som
stillingen medfører.
Advokatrådet kan
endvidere i sager,
hvor en advokat
eller en af de
personer, der er
nævnt i § 124, stk.
3, nr. 2, og som
ejer aktier eller
anparter i et
advokatselskab, er
under mistanke for
at have begået
overtrædelser, der
kan føre til
frakendelse af
retten til at udøve
advokatvirksomhed
eller retten til at
eje aktier eller
anparter i et
advokatselskab,
bestemme, at der
skal iværksættes et
kollegialt tilsyn
med advokaten eller
den ovennævnte
person.«
Stk. 3 og 4 bliver
herefter stk. 4 og
5. |
|
|
|
|
|
22. § 144
affattes
således:
|
§ 144.
Advokatsamfundet
opretter et
Advokatnævn.
Advokatnævnet består
af en formand og 2
næstformænd, der
alle skal være
dommere, samt af 15
andre medlemmer.
Formanden og
næstformændene
udpeges af
Højesterets
præsident. Af de
øvrige medlemmer
udpeges 6, der ikke
må være advokater,
af
justitsministeren,
medens 9 vælges af
Advokatsamfundet
blandt advokater,
der ikke er
medlemmer af
Advokatrådet.
Medlemmerne og
stedfortrædere
herfor udpeges for 4
år ad gangen.
|
|
Ȥ
144.
Advokatsamfundet
opretter et
Advokatnævn.
Advokatnævnet består
af en formand og 2
næstformænd, der
alle skal være
dommere, samt af 18
andre medlemmer.
Formanden og
næstformændene
udpeges af
Højesterets
præsident. Af de
øvrige medlemmer
vælges 9 af
Advokatsamfundet
blandt advokater,
der ikke er
medlemmer af
Advokatrådet, og 9,
der ikke må være
advokater, udpeges
af
justitsministeren.
Justitsministerens
udpegning af
medlemmer samt
stedfortrædere
herfor sker efter
indstilling fra
sådanne myndigheder,
organisationer og
lignende, at det
sikres, at der til
nævnet udpeges
medlemmer og
stedfortrædere
herfor, der har
kendskab til både
private klienters,
erhvervsklienters og
offentlige klienters
interesser.
Medlemmer og
stedfortrædere
herfor udpeges for
en periode af 6 år.
Der er ikke mulighed
for genudpegning.
|
Stk. 2. Ved
nævnets behandling
af en sag skal
deltage et eller
flere medlemmer af
formandskabet, et
eller flere af de
medlemmer, der er
udpeget af
justitsministeren,
og et antal
advokater, der
svarer til antallet
af deltagende
medlemmer af
formandskabet og
øvrige medlemmer.
|
|
Stk. 2. Ved
nævnets behandling
af en sag skal
deltage et eller
flere medlemmer af
formandskabet, et
eller flere af de
medlemmer, der er
udpeget af
justitsministeren,
og et antal
advokater, der
svarer til antallet
af de medlemmer, der
er udpeget af
justitsministeren.
|
Stk. 3.
Advokatnævnet bistås
ved sagernes
forberedelse af
advokatkredsenes
bestyrelser.
|
|
Stk. 3.
Advokatnævnet kan
ved sagernes
forberedelse lade
sig bistå af
advokatkredsenes
bestyrelser.
|
Stk. 4.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler om
Advokatnævnets
virksomhed, herunder
om nævnets
virksomhed i
afdelinger og
formandens og
næstformændenes
adgang til at afgøre
sager. |
|
Stk. 4.
Justitsministeren
fastsætter nær- mere
regler om
Advokatnævnets
virksomhed, herunder
om nævnets
virksomhed i
afdelinger.
Justitsministeren
kan endvidere
fastsætte regler om
betaling af udgifter
til honorarer m.v.
til advokater, der
udpeges som
anklager, forsvarer
eller til at
varetage klagerens
interesser i
disciplinærsager.«
|
|
|
|
§ 145. Ved
behandlingen af
sager, hvor
kredsbestyrelserne
skal bistå
Advokatnævnet, og
sager efter § 146 om
klager over vederlag
tiltrædes
bestyrelserne hver
af et medlem, der
ikke er advokat.
Virker en
kredsbestyrelse i
flere afdelinger,
tiltrædes
kredsbestyrelsen dog
af ét medlem for
hver afdeling. Disse
medlemmer og
stedfortrædere
herfor udpeges af
justitsministeren
for 4 år ad gangen
efter indstilling
fra KL (Kommunernes
Landsforening).
Justitsministeren
kan fastsætte regler
om indstilling fra
kommuner, der ikke
er medlemmer af KL
(Kommunernes
Landsforening).
|
|
23. I §
145, stk. 1,
udgår »og sager
efter § 146 om
klager over
vederlag«.
|
|
|
24. § 145,
stk. 2, affattes
således:
|
Stk. 2.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler om
kredsbestyrelsernes
behandling af sager,
hvor de skal bistå
Advokatnævnet, samt
sager om klager over
vederlag, herunder
om
kredsbestyrelsernes
adgang til at
henvise sager til
Advokatnævnet.
|
|
»Stk.
2.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler om
kredsbestyrelsernes
behandling af sager,
hvor de skal bistå
Advokatnævnet, samt
kredsbestyrelsernes
afholdelse af de
samtaler, som er
nævnt i § 143, stk.
3.« |
|
|
|
|
|
25. § 146
affattes
således:
|
§ 146. Klager
over vederlag, som
en advokat eller et
advokatselskab har
forlangt for sit
arbejde, kan af den,
som har retlig
interesse heri,
indbringes for
bestyrelsen i den
advokatkreds, hvor
advokaten eller
advokatselskabet har
sit kontor.
Kredsbestyrelsen kan
godkende vederlagets
størrelse eller
bestemme, at
vederlaget skal
nedsættes eller
bortfalde.
|
|
Ȥ
146. Klager over
vederlag, som en
advokat, et
advokatselskab eller
en af de personer,
der er nævnt i §
124, stk. 3, nr. 2,
og som ejer aktier
eller anparter i et
advokatselskab, har
forlangt for sit
arbejde, kan af den,
som har retlig
interesse heri,
indbringes for
Advokatnævnet.
Nævnet kan godkende
vederlagets
størrelse eller
bestemme, at
vederlaget skal
nedsættes eller
bortfalde.
|
|
|
Stk. 2.
Klager skal indgives
inden et år efter,
at klageren er
blevet bekendt med
kravet om vederlag.
Fristen regnes fra
den endelige
afregning af den
pågældende sag.
Advokatnævnet kan
behandle en klage,
der er indgivet
senere, når
fristoverskridelsen
er rimeligt
begrundet.
|
|
|
Stk. 3.
Advokatnævnets
afgørelse kan ikke
indbringes for anden
administrativ
myndighed.«
|
|
|
|
§ 147.
Kredsbestyrelsens
afgørelse kan
indbringes for
Advokatnævnet af
hver af parterne
samt af
Advokatrådet.
|
|
26. § 147
ophæves.
|
Stk. 2.
Klager skal være
indgivet til nævnet
inden 4 uger efter,
at kredsbestyrelsens
afgørelse er meddelt
parterne. Nævnet kan
dog behandle en
klage, der er
indgivet senere, når
fristoverskridelsen
findes rimeligt
begrundet.
|
|
|
Stk. 3.
Advokatnævnet kan
godkende vederlagets
størrelse eller
bestemme, at
vederlaget skal
nedsættes eller
bortfalde. Nævnets
afgørelse kan ikke
indbringes for anden
administrativ
myndighed.
|
|
|
|
|
|
|
|
27. § 147
a affattes
således:
|
§ 147 a. Så
længe en sag
behandles af en
kredsbestyrelse
eller Advokatnævnet,
kan klagesagens
parter ikke anlægge
sag ved domstolene
om de spørgsmål, der
er omfattet af
klagen. Når fristen
for indbringelse af
kredsbestyrelsens
afgørelse er
udløbet, uden at
afgørelsen er
indbragt for
Advokatnævnet, eller
Advokatnævnet har
truffet afgørelse,
kan hver af parterne
indbringe sagen for
domstolene.
|
|
Ȥ
147 a. Så længe
en sag behandles af
Advokatnævnet, kan
klagesagens parter
ikke anlægge sag ved
domstolene om de
spørgsmål, der er
omfattet af klagen.
Når Advokatnævnet
har truffet
afgørelse, kan hver
af parterne
indbringe sagen for
domstolene.«
|
|
|
|
§ 147 b.
Klager over, at en
advokat eller et
advokatselskab har
tilsidesat pligter,
der følger af denne
lov eller af
forskrifter fastsat
i medfør af denne
lov, kan indbringes
for Advokatnævnet.
|
|
28. I §
147 b, stk. 1,
ændres »en advokat
eller et
advokatselskab« til:
»en advokat, et
advokatselskab eller
en af de personer,
der er nævnt i §
124, stk. 3, nr. 2,
og som ejer aktier
eller anparter i et
advokatselskab«.
|
Stk. 2.
Klager skal indgives
inden 6 måneder
efter, at klageren
er blevet bekendt
med det forhold, som
klagen vedrører.
Nævnet kan dog
behandle en klage,
der er indgivet
senere, når
fristoverskridelsen
findes rimeligt
begrundet.
|
|
29. I §
147 b, stk. 2,
ændres »6 måneder«
til: »1 år«.
|
Stk. 3.
Advokatnævnet kan
afvise at behandle
klager fra personer,
der ikke har retlig
interesse i det
forhold, klagen
angår, samt klager,
der på forhånd må
skønnes åbenbart
grundløse.
|
|
|
Stk. 4.
Advokatnævnet kan
lade parter og
vidner afhøre ved
byretten på det
sted, hvor de bor.
|
|
|
|
|
|
|
|
30. § 147
c, stk. 1 og 2 ,
affattes således:
|
§ 147 c.
Finder
Advokatnævnet, at en
advokat eller et
advokatselskab har
tilsidesat pligter,
der følger af denne
lov eller
forskrifter fastsat
i medfør af loven,
kan det tildele
advokaten eller
advokatselskabet en
advarsel eller
irettesættelse eller
pålægge vedkommende
eller selskabet en
bøde på indtil
200.000 kr.
|
|
»Finder
Advokatnævnet, at en
advokat, et
advokatselskab eller
en af de personer,
der er nævnt i §
124, stk. 3, nr. 2,
og som ejer aktier
eller anparter i et
advokatselskab, har
tilsidesat pligter,
der følger af denne
lov eller
forskrifter fastsat
i medfør af loven,
kan nævnet tildele
advokaten,
advokatselskabet
eller personen, der
i medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab, en
irettesættelse eller
pålægge vedkommende
eller selskabet en
bøde på indtil
300.000 kr.
|
Stk. 2.
Advokatnævnet kan
under anvendelse af
tvangsbøder pålægge
en advokat eller et
advokatselskab at
opfylde en
forpligtelse som
nævnt i stk. 1.
Nævnet kan
endvidere, såfremt
det skønnes
fornødent, fratage
advokaten en sag og
lade en anden
advokat, der er
godkendt af
klienten, færdiggøre
den. |
|
Stk. 2.
Advokatnævnet kan
under anvendelse af
tvangsbøder pålægge
en advokat, et
advokatselskab eller
en af de personer,
der er nævnt i §
124, stk. 3, nr. 2,
og som ejer aktier
eller anparter i et
advokatselskab, at
opfylde en
forpligtelse som
nævnt i stk. 1.
Nævnet kan
endvidere, hvis det
skønnes fornødent,
fratage advokaten
eller personen, der
i medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab, en
sag og lade en anden
af klienten godkendt
advokat eller
person, der i medfør
af § 124, stk. 3,
nr. 2, ejer aktier
eller anparter i et
advokatselskab,
færdiggøre den.«
|
Stk. 3. Har
en advokat gjort sig
skyldig i grov eller
oftere gentagen
overtrædelse af sine
pligter som advokat,
og de udviste
forhold giver grund
til at antage, at
den pågældende ikke
for fremtiden vil
udøve
advokatvirksomhed på
forsvarlig måde, kan
Advokatnævnet
frakende advokaten
retten til at udføre
sager eller
forretninger af
nærmere angiven
karakter eller
retten til at udøve
advokatvirksomhed.
Frakendelsen kan ske
i et tidsrum fra 6
måneder til 5 år
eller indtil videre.
Bestemmelsen i § 142
gælder tilsvarende.
|
|
|
|
|
31. I §
147 c, indsættes
efter stk. 3, som
nyt stykke:
|
Stk. 4.
Nævnets afgørelser,
der ikke kan
indbringes for anden
administrativ
myndighed, skal
indeholde oplysning
om adgangen til
domstolsprøvelse og
fristen herfor.
|
|
»Stk.
4. Har en af de
personer, der er
nævnt i § 124, stk.
3, nr. 2, og som
ejer aktier eller
anparter i et
advokatselskab,
gjort sig skyldig i
grov eller oftere
gentagen
overtrædelse af de
regler, som
regulerer
advokaterhvervet, og
de udviste forhold
giver grund til at
antage, at den
pågældende ikke for
fremtiden vil
overholde disse
regler, kan
Advokatnævnet
frakende vedkommende
retten til at udføre
sager eller
forretninger af
nærmere angiven
karakter eller
retten til at eje
aktier eller
anparter i et
advokatselskab.
Frakendelse kan ske
i et tidsrum fra 6
måneder til 5 år
eller indtil
videre.«
Stk. 4 og 5 bliver
herefter stk. 5 og
6. |
Stk. 5.
Advokatnævnet sender
meddelelse om en
afgørelse til
klageren, advokaten,
advokatselskabet,
Advokatrådet og
Justitsministeriet.
Nævnet kan
offentliggøre
afgørelsen.
|
|
32. I §
147 c, stk. 5,
der bliver stk. 6,
indsættes efter
»advokatselskabet,«:
»personen, der i
medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab,«.
|
|
|
|
§ 147 d.
Advokatnævnets
afgørelse efter §
147 c, stk. 1 og 2,
kan indbringes for
retten af advokaten
eller
advokatselskabet.
Retten kan
stadfæste, ophæve
eller ændre
afgørelsen.
|
|
33. I §
147 d, stk. 1 og 3,
ændres
»advokaten eller
advokatselskabet«
til: »advokaten,
advokatselskabet
eller personen, der
i medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab,«
|
Stk. 2.
Indbringelse skal
ske inden 4 uger
efter, at afgørelsen
er meddelt den
pågældende.
Sagsanlæg har
opsættende virkning
for så vidt angår
afgørelser, der er
truffet i medfør af
§ 147 c, stk. 1.
|
|
|
Stk. 3.
Afgørelsen
indbringes ved, at
advokaten eller
advokatselskabet
anlægger sag mod
Advokatnævnet i den
borgerlige
retsplejes former.
Sagen anlægges ved
den ret, i hvis
kreds advokaten
eller
advokatselskabet har
kontor. |
|
|
|
|
|
|
|
34. § 147
e affattes
således:
|
§ 147 e.
Advokaten kan
forlange en
afgørelse efter §
147 c, stk. 3,
indbragt for retten.
Retten kan
stadfæste, ophæve
eller ændre
afgørelsen.
|
|
Ȥ
147 e. Advokaten
eller personen, der
i medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab, kan
forlange en
afgørelse efter §
147 c, stk. 3 eller
stk. 4, indbragt for
retten. Retten kan
stadfæste, ophæve
eller ændre
afgørelsen.
|
Stk. 2.
Anmodning om
sagsanlæg skal
fremsættes over for
justitsministeren
inden 4 uger efter,
at afgørelsen er
meddelt den
pågældende.
Justitsministeren
anlægger herefter
sag mod advokaten i
den borgerlige
retsplejes former.
|
|
Stk. 2.
Anmodning om
sagsanlæg skal
fremsættes over for
justitsministeren
inden 4 uger efter,
at afgørelsen er
meddelt den
pågældende.
Justitsministeren
anlægger herefter
sag i den borgerlige
retsplejes former
mod advokaten eller
personen, der i
medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab.
|
Stk. 3.
Anmodning om
sagsanlæg har
opsættende virkning,
men retten kan, hvis
Advokatnævnet har
frakendt advokaten
retten til at udøve
advokatvirksomhed,
ved kendelse
udelukke den
pågældende fra at
udøve sådan
virksomhed, indtil
sagen er endeligt
afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at
anke ikke har
opsættende virkning.
|
|
Stk. 3.
Anmodning om
sagsanlæg har
opsættende virkning,
men retten kan, hvis
Advokatnævnet har
frakendt advokaten
retten til at udøve
advokatvirksomhed
eller personen, der
i medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller
anparter i et
advokatselskab,
retten til at eje
aktier eller
anparter i et
advokatselskab, ved
kendelse udelukke
den pågældende fra
at udøve sådan
virksomhed, indtil
sagen er endeligt
afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at
anke ikke har
opsættende
virkning.«
|
|
|
|
|
|
35. § 260
affattes
således:
|
§ 260. Enhver
kan både som
sagsøger og som
sagvolder lade møde
i retten for sig ved
en efter
nedenstående regler
berettiget
rettergangsfuldmægtig.
|
|
Ȥ
260. En part kan
lade en anden møde
for sig i retten
efter nedenstående
regler i stk. 2-9 om
rettergangsfuldmægtige.
|
Stk. 2.
Advokater er
eneberettigede til
at møde i retten som
fuldmægtige for
parterne; dog kan
der mødes af værger
for personer, der er
umyndige, under
værgemål efter
værgemålslovens § 5
eller under
samværgemål efter
værgemålslovens § 7,
ved ægtefælle,
beslægtede og
besvogrede i anden
grad af sidelinjen
eller nærmere, ved
personer, der hører
til samme husstand
som parten, samt ved
personer, der står i
fast tjenesteforhold
til parten, således
at de er antagne af
ham for ikke kortere
tid end en måned og
– når parten ikke
selv er advokat –
ikke med det særlige
hverv for øje at
møde for retten.
|
|
Stk. 2.
Advokater er
eneberettigede til
at møde i retten som
fuldmægtige for
parterne, medmindre
andet følger af stk.
3, 5, 6, 8 og 9.
|
Stk. 3. Den,
der foregiver at stå
i et af de
ovennævnte forhold
til parten, må være
rede til at føre
bevis herfor, når
det af retten eller
modparten forlanges;
dog kan retten
undtagelsesvis
tilstå en passende
udsættelse hertil.
|
|
Stk. 3. Der
kan dog mødes for en
part i retten ved
personer, der er
1) værge for en
part, der er
umyndig, under
værgemål efter
værgemålslovens § 5
eller under
samværgemål efter
værgemålslovens § 7,
|
|
|
2) beslægtet eller
besvogret med en
part i op- eller
nedstigende linje
eller i sidelinjen
så nær som
søskendebørn eller
er partens
ægtefælle, adoptiv-
eller plejeforælder,
adoptiv- eller
plejebarn,
|
|
|
3) hører til samme
husstand som parten,
samt ved
|
|
|
4) personer, der er
ansat hos parten for
et tidsrum, der ikke
er kortere end en
måned, og – når
parten ikke selv er
advokat – ikke med
det særlige formål
at møde i retten.
|
Stk. 4. Når
det under hensyn til
sagens karakter og
øvrige
omstændigheder
findes forsvarligt,
kan retten tillade,
at der mødes ved
advokat fra andet
nordisk land.
|
|
Stk. 4.
Personer omfattet af
stk. 3 skal kunne
føre bevis for deres
tilknytning til
parten, når retten
eller modparten
forlanger det.
Retten kan
undtagelsesvis
tillade en passende
udsættelse hertil.
|
Stk. 5.
Endvidere er det
under
skiftebehandlinger
tilladt at lade møde
for sig også ved
andre end de foran
nævnte personer, og
det samme gælder
under
fogedforretninger,
derunder
auktionsforretninger,
for dens
vedkommende, imod
hvem retshandlingen
er rettet, og under
sidstnævnte
forretninger for de
bydendes
vedkommende, alt for
så vidt ikke
fremsatte påstande
eller indsigelser
foranlediger
forhandling for
vedkommende ret, jf.
dog § 495, stk. 2.
|
|
Stk. 5. En
part kan i sager om
inddrivelse af
forfaldne pengekrav
efter reglerne i
kapitel 44 a, i
sager om mindre krav
efter reglerne i
kapitel 39 samt
under
udlægsforretninger i
fogedretten møde i
retten ved andre end
de personer, der er
nævnt i stk. 2 og 3.
|
Stk. 6.
Såfremt en part
godtgør, at det ikke
har været ham muligt
at antage en advokat
til at udføre en
retssag, kan retten
beskikke ham en
advokat.
Beskikkelsen sker på
betingelse af, at
parten erklærer sig
villig til at
godtgøre statskassen
udgifterne herved og
efter rettens
bestemmelse stiller
sikkerhed for disse
udgifter. Retten
pålægger samtidig
med sagens
afslutning parten at
erstatte statskassen
dennes udgifter i
forbindelse med
beskikkelsen.
|
|
Stk. 6.
Justitsministeren
kan tillade, at
ansatte i
foreninger,
interesseorganisationer
og lignende, der
virker som
partsrepræsentanter
i det arbejdsretlige
system, kan møde for
en part i byretten i
retssager vedrørende
løn- og
ansættelsesforhold,
som foreningerne,
interesseorganisationerne
og lignende som
mandatar udfører for
deres medlemmer
inden for
foreningens
interesseområde. Det
er en betingelse, at
den ansatte har en
dansk juridisk
bachelor- og
kandidatuddannelse,
jf. dog § 135 a,
stk. 2. |
|
|
Stk. 7.
Justitsministeren
kan fastsætte
nærmere regler om
ordningen i stk. 6.
|
|
|
Stk. 8. Når
det under hensyn til
sagens karakter og
øvrige
omstændigheder
findes forsvarligt,
kan retten tillade,
at der mødes ved
advokat fra andet
nordisk land.
|
|
|
Stk. 9. Under
skiftebehandlinger
er det tilladt at
lade møde for sig
ved andre end de
personer, der er
nævnt i stk. 2 og 3.
Det samme gælder
under
fogedforretninger,
herunder
auktionsforretninger,
for den, imod hvem
retshandlingen er
rettet, og under
auktionsforretninger
for dem, der afgiver
bud under auktionen.
1. og 2. pkt. finder
dog ikke anvendelse,
hvis der under
retsmødet skal
foregå forhandling
om en tvist, jf. dog
§ 495, stk. 2.
|
|
|
Stk. 10. Hvis
en part godtgør, at
det ikke har været
muligt for
vedkommende at
antage en advokat
til at udføre en
retssag, kan retten
beskikke den
pågældende en
advokat.
Beskikkelsen sker på
betingelse af, at
parten erklærer sig
villig til at
godtgøre statskassen
udgifterne herved og
efter rettens
bestemmelse stiller
sikkerhed for disse
udgifter. Retten
pålægger samtidig
med sagens
afslutning parten at
erstatte statskassen
dennes udgifter i
forbindelse med
beskikkelsen.«
|
|
|
|
|
|
36. Efter §
267 indsættes i
kapitel 25:
|
|
|
Ȥ
267 a. Den, som
uden at være
omfattet af § 260,
stk. 2, 3 6, 8 og 9,
samt § 136, stk. 8,
i medfør af § 260,
stk. 5,
repræsenterer en
part i sager om
inddrivelse af
forfaldne pengekrav
efter reglerne i
kapitel 44 a, i
sager om mindre krav
efter reglerne i
kapitel 39 samt
under
udlægsforretninger i
fogedretten, skal
udvise en adfærd,
som er i
overensstemmelse med
god skik for
rettergangsfuldmægtige.
Rettergangsfuldmægtigen
skal udføre sit
hverv grundigt,
samvittighedsfuldt
og i
overensstemmelse
med, hvad
berettigede hensyn
til klientens tarv
tilsiger. Sagen skal
fremmes med den
fornødne hurtighed.
|
|
|
Stk. 2.
Justitsministeren
kan fastsætte
nærmere regler om
god skik for
rettergangsfuldmægtige.
|
|
|
§ 267 b.
Justitsministeren
påser, at
rettergangsfuldmægtige
overholder reglerne
om god skik i § 267
a og forskrifter
udstedt i medfør
heraf på grundlag af
indberetning fra
retterne og klage
fra klienter eller
andre, der har en
retlig interesse
heri. |
|
|
§ 267 c.
Justitsministeren
kan tildele en
rettergangsfuldmægtig
en irettesættelse i
mindre grove eller
enkeltstående
tilfælde af
overtrædelse af
reglerne om god skik
for
rettergangsfuldmægtige.
Har en
rettergangsfuldmægtig
gjort sig skyldig i
grov eller oftere
gentagen
overtrædelse af
reglerne om god skik
for
rettergangsfuldmægtige,
og giver de udviste
forhold grund til at
antage, at den
pågældende ikke for
fremtiden vil
overholde reglerne
om god skik for
rettergangsfuldmægtige,
kan
justitsministeren
fratage
rettergangsfuldmægtigen
retten til at udføre
sager for andre ved
domstolene.
Fratagelsen kan ske
i et tidsrum fra 6
måneder til 5 år
eller indtil videre.
|
|
|
Stk. 2.
Justitsministerens
afgørelse skal
indeholde oplysning
om adgangen til
domstolsprøvelse og
om fristen herfor.
|
|
|
Stk. 3.
Rettergangsfuldmægtigen
kan forlange en
afgørelse efter stk.
1 om fratagelse af
retten til at udføre
sager for andre ved
domstolene indbragt
for retten. Retten
kan stadfæste,
ophæve eller ændre
afgørelsen.
|
|
|
Stk. 4.
Anmodning om
sagsanlæg skal
fremsættes over for
justitsministeren
inden 4 uger efter,
at afgørelsen er
meddelt den
pågældende.
Justitsministeren
anlægger herefter
sag mod
rettergangsfuldmægtigen
i den borgerlige
retsplejes former.
|
|
|
Stk. 5.
Anmodning om
sagsanlæg har
opsættende virkning,
men retten kan, hvis
justitsministeren
har frataget
rettergangsfuldmægtigen
retten til at udføre
sager for andre ved
domstolene, ved
kendelse udelukke
den pågældende fra
at udføre sager for
andre ved
domstolene, indtil
sagen er endeligt
afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at
anke ikke har
opsættende virkning.
|
|
|
§ 267 d.
Justitsministeren
kan til enhver tid
ophæve en fratagelse
efter § 267 c, stk.
1. |
|
|
Stk. 2. Er
fratagelsen sket
indtil videre, og
afslår
justitsministeren en
ansøgning om
ophævelse af
fratagelsen, kan den
pågældende forlange
spørgsmålet indbragt
for retten, hvis der
er forløbet 5 år
efter fratagelsen.
Sagen anlægges af
justitsministeren i
den borgerlige
retsplejes former.
|
|
|
Stk. 3.
Godkender retten
justitsministerens
afgørelse, kan
spørgsmålet først på
ny indbringes for
retten, når der er
forløbet 2 år efter
rettens afgørelse.«
|
|
|
|
§ 361.
Anmoder en forbruger
om, at en sag, der
kan indbringes for
Forbrugerklagenævnet
eller et klage-
eller ankenævn, der
er godkendt af
ministeren for
familie- og
forbrugeranliggender,
må blive behandlet
ved det pågældende
nævn, hæver retten
sagen og sender den
til nævnet. Dette
gælder dog ikke,
hvis det må anses
for åbenbart, at der
ikke kan gives
forbrugeren medhold
i klagen, eller hvis
sagen ikke skønnes
egnet til behandling
ved nævnet.
|
|
|
Stk. 2.
Anmodning om
nævnsbehandling
efter stk. 1 skal
fremsættes senest i
det forberedende
møde, jf. § 353,
eller, hvis et
sådant møde ikke
afholdes, senest 4
uger efter rettens
meddelelse om, at
der ikke skal holdes
et forberedende
møde. Anmodningen
kan fremsættes
mundtligt til
retsbogen. Retten
kan, hvis særlige
omstændigheder taler
derfor, tage hensyn
til en anmodning,
der fremsættes
senere end angivet i
1. pkt., men inden
hovedforhandlingens
begyndelse.
|
|
|
Stk. 3.
Forbrugeren skal
gøres bekendt med
muligheden for
nævnsbehandling.
|
|
|
Stk. 4.
Anlægger en af
parterne på ny
retssag, efter at
nævnet har afsluttet
behandlingen af
sagen, anses sagen i
henseende til
beregning af
procesrente,
afbrydelse af
frister for
sagsanlæg og
afbrydelse af
forældelse for
anlagt ved det
oprindelige
sagsanlæg, medmindre
den pågældende part
ikke har fremmet
sagen behørigt.
|
|
|
|
|
37. § 361,
stk. 5, affattes
således:
|
Stk. 5.
Reglerne i stk. 1-4
finder tilsvarende
anvendelse i en sag
om en advokats
vederlag, hvis den
anden part anmoder
om, at sagen
behandles ved
kredsbestyrelsen i
vedkommende
advokatkreds, jf. §
146. Sagen kan dog
først på ny
indbringes for
retten, når fristen
for indbringelse af
kredsbestyrelsens
afgørelse er
udløbet, uden at
afgørelsen er
indbragt for
Advokatnævnet, eller
Advokatnævnet har
afsluttet
behandlingen af
sagen. |
|
»Stk. 5.
Reglerne i stk. 1-4
finder tilsvarende
anvendelse i en sag
om vederlag til en
advokat eller en af
de personer, der er
nævnt i § 124, stk.
3, nr. 2, og som
ejer aktier eller
anparter i et
advokatselskab, hvis
den anden part
anmoder om, at sagen
behandles ved
Advokatnævnet, jf. §
146. Sagen kan dog
først på ny
indbringes for
retten, når
Advokatnævnet har
afsluttet
behandlingen af
sagen.« |
|
|
|
|
|
§
2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den
1. januar 2008, jf.
dog stk. 2.
|
|
|
Stk. 2.
Retsplejelovens §
144, som affattet
ved denne lovs § 1,
nr. 22, træder i
kraft den 1. juli
2007. |
|
|
|
|
|
§
3
Stk. 1. De
hidtil gældende
regler om
gennemførelsen af en
teoretisk
efteruddannelse på
områder af særlig
betydning for
advokater som
betingelse for at få
beskikkelse som
advokat finder
anvendelse for
personer, der inden
lovens ikrafttræden
er påbegyndt eller
har gennemført denne
efteruddannelse.
Disse personer kan
således beskikkes
som advokat, uanset
at de ikke opfylder
betingelsen i
retsplejelovens §
119, stk. 2, nr. 5,
herunder om en
praktisk prøve i
retssagsbehandling,
som affattet ved
denne lovs § 1, nr.
3. Det er en
forudsætning, at
efteruddannelsen er
afsluttet senest den
31. december 2009,
og at eksamen er
bestået senest den
31. januar 2011.
|
|
|
Stk. 2.
Personer, der har
bestået juridisk
kandidateksamen før
den 1. januar 1997,
kan beskikkes som
advokat, uanset at
de ikke opfylder
betingelsen i
retsplejelovens §
119, stk. 2, nr. 5,
som affattet ved
denne lovs § 1, nr.
3. |
|
|
Stk. 3.
Retsplejelovens §
123, stk. 1, som
affattet ved denne
lovs § 1, nr. 9,
finder ikke
anvendelse for
advokater, der inden
lovens ikrafttræden
er indtrådt i et
fællesskab af
advokater eller har
erhvervet aktier
eller anparter i et
advokatselskab.
|
|
|
Stk. 4.
Retsplejelovens §
126, stk. 5, som
affattet ved denne
lovs § 1, nr. 12,
finder ikke
anvendelse for
autoriserede
advokatfuldmægtige,
der er tilmeldt den
hidtil gældende
teoretiske
efteruddannelse på
områder af særlig
betydning for
advokater som
betingelse for at få
beskikkelse som
advokat. Dette
gælder dog kun
indtil,
fuldmægtigene har
gennemført den
hidtil gældende
efteruddannelses
teoretiske kurser.
|
|
|
Stk. 5. En
advokat eller en
autoriseret
fuldmægtig, der
inden lovens
ikrafttræden er
påbegyndt
behandlingen af en
retssag for Sø- og
Handelsretten, kan
færdiggøre
behandlingen af
denne sag, uanset
bestemmelsen i
retsplejelovens §
132 eller § 136,
stk. 3, som affattet
ved denne lovs § 1,
nr. 15 og 19.
|
|
|
Stk. 6.
Klager over
vederlag, som en
advokat eller et
advokatselskab har
forlangt for sit
arbejde, der er
indgivet inden
lovens ikrafttræden,
færdigbehandles
efter de hidtil
gældende regler i
retsplejelovens
kapitel 15 a.
|
|
|
|
|
|
§
4
Loven gælder ikke
for Færøerne og
Grønland.
|