Lovforslag nr. 10
fremsat den 9. november 2011 af
justitsministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning
Kapitel 1
Tilhold og
opholdsforbud
§ 1. Ved tilhold kan en
person forbydes at opsøge en anden
ved personlig, mundtlig eller
skriftlig henvendelse, herunder ved
elektronisk kommunikation, eller på
anden måde kontakte eller følge
efter den anden.
§ 2. Tilhold kan gives, hvis
1) der er begrundet mistanke
om, at en person
a) har krænket en andens fred
ved at forfølge eller genere den
anden ved kontakt mv. som anført i §
1 eller
b) mod den anden har begået
strafbart forhold, der kan
sidestilles med en sådan
fredskrænkelse, og
2) der er bestemte grunde til
at antage, at den pågældende fortsat
vil krænke den anden som anført i
nr. 1.
Stk. 2. Tilhold kan endvidere
gives, hvis
1) der er begrundet mistanke
om, at en person har begået en
overtrædelse af straffelovens
bestemmelser om drab, røveri,
frihedsberøvelse, vold,
brandstiftelse, voldtægt eller anden
sædelighedsforbrydelse eller forsøg
på en af de nævnte forbrydelser, og
2) den forurettede eller
dennes nærmeste efter
lovovertrædelsens grovhed ikke
findes at skulle tåle kontakt mv.
med den pågældende som anført i § 1.
§ 3. Ved opholdsforbud kan en
person forbydes at opholde sig eller
færdes i et nærmere afgrænset område
i nærheden af en anden persons
bolig, arbejds-, uddannelses- eller
opholdssted eller andet område, hvor
denne ofte færdes.
§ 4. Opholdsforbud kan gives,
hvis betingelserne for tilhold efter
§ 2 er opfyldt, når
1) mistanken angår oftere
gentagen krænkelse efter § 2, stk.
1, nr. 1, forsætlig overtrædelse af
et tilhold efter § 1 eller en
lovovertrædelse omfattet af § 2,
stk. 2, eller § 8, nr. 1, og
2) et tilhold efter § 1 ikke
kan anses for tilstrækkeligt til at
beskytte den anden person.
§ 5. Et tilhold gives for et
bestemt tidsrum på indtil 5 år. Et
opholdsforbud gives for et bestemt
tidsrum på indtil 1 år.
§ 6. Et tilhold eller
opholdsforbud kan udstrækkes til at
omfatte et medlem af forurettedes
husstand, hvis det findes nødvendigt
af hensyn til formålet med tilholdet
eller opholdsforbuddet.
Kapitel 2
Bortvisning
§ 7. Ved bortvisning kan en
person over 18 år forbydes at
opholde sig i sit hjem.
§ 8. En person kan bortvises,
når
1) der er begrundet mistanke
om, at den pågældende mod et medlem
af sin husstand har begået en
overtrædelse af straffelovens §§
210, 213 eller 266 eller en
overtrædelse, der er omfattet af
straffelovens kapitel 24-26, og som
efter loven kan medføre fængsel i 1
år og 6 måneder, eller at den
pågældende har optrådt på en måde,
der i øvrigt indebærer en trussel om
vold mod et medlem af husstanden, og
2) der efter det oplyste er
bestemte grunde til at antage, at
den pågældende ved forbliven i
hjemmet vil begå en lovovertrædelse,
der er nævnt i nr. 1.
§ 9. Politiet kan i
forbindelse med behandlingen af en
sag om bortvisning tilbageholde en
person, der med rimelig grund
antages at have optrådt på en måde,
der indebærer en trussel om vold mod
et medlem af personens husstand.
Stk. 2. For tilbageholdelsen
gælder i øvrigt reglerne om
anholdelse i retsplejelovens §§
755-759 og § 760, stk. 1.
Tilbageholdelsen kan ikke udstrækkes
ud over 24 timer.
§ 10. Bortvisning sker for et
bestemt tidsrum på indtil 4 uger.
§ 11. Senest samtidig med en
afgørelse om bortvisning skal
politiet underrette kommunen om
sagen.
Stk. 2. Ved underretning af
kommunen skal endvidere sendes
oplysninger og dokumenter i sagen,
herunder elektronisk lagrede data,
der er nødvendige for de sociale
myndigheders behandling af sagen.
Kapitel 3
Fælles
bestemmelser
§ 12. Tilhold, opholdsforbud
og bortvisning må ikke stå i
misforhold til den herved forvoldte
forstyrrelse af den pågældendes
forhold, hensynet til den eller dem,
som foranstaltningen skal beskytte,
og karakteren af den adfærd, der er
udvist fra den pågældendes side.
§ 13. Tilhold, opholdsforbud
og bortvisning omfatter ikke
kontakt, ophold eller færden, som af
særlige grunde må anses for beføjet.
§ 14. Tilhold, opholdsforbud
og bortvisning kan besluttes, når en
person, som foranstaltningen skal
beskytte, anmoder om det, eller når
almene hensyn kræver det.
§ 15. I sager om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning
vejleder politiet parterne om
reglerne i denne lov, når der er
anledning til det.
Stk. 2. Afgørelse om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning træffes
af politidirektøren.
Stk. 3. Statsadvokaten
behandler klager over tilhold,
opholdsforbud og bortvisning.
Statsadvokatens afgørelse kan ikke
påklages.
§ 16. Afgørelser om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning skal
forkyndes. Ved forkyndelse af
opholdsforbud og bortvisning skal
den pågældende vejledes om retten
til at kræve afgørelsen indbragt for
retten.
Kapitel 4
Domstolsprøvelse
§ 17. Den, der gives
opholdsforbud eller bortvises, kan
inden 14 dage efter, at afgørelsen
er forkyndt for den pågældende,
kræve, at politiet indbringer
afgørelsen for byretten.
Stk. 2. Den, der kræver en
afgørelse om opholdsforbud eller
bortvisning indbragt for retten
(klageren), skal til politiet oplyse
en adresse og et eventuelt
telefonnummer, hvortil indkaldelse
til et eventuelt retsmøde kan
meddeles. Forkyndelse af indkaldelse
til retsmøde er ikke nødvendig.
Stk. 3. Sagen skal snarest
muligt og senest inden 1 uge efter
modtagelse af anmodningen indbringes
for byretten på det sted, hvor
oplysning i sagen mest
hensigtsmæssigt må antages at kunne
tilvejebringes. I sager om
bortvisning skal indbringelse dog
ske inden 24 timer.
Stk. 4. Anmodning om
indbringelse for retten har ikke
opsættende virkning.
§ 18. Der beskikkes en
advokat for den, der kræver en
afgørelse om bortvisning indbragt
for retten. Der kan beskikkes en
advokat for den, der kræver en
afgørelse om opholdsforbud indbragt
for retten, hvis retten efter sagens
beskaffenhed, indgrebets karakter,
klagerens person og omstændighederne
i øvrigt finder det ønskeligt. Den
beskikkede advokat har samme
beføjelser som en forsvarer i en
straffesag. Om salær og godtgørelse
for udlæg til en beskikket advokat
gælder samme regler som for
beskikkede forsvarere, jf.
retsplejelovens § 741.
Stk. 2. Der kan beskikkes en
advokat for en forurettet, der skal
afgive forklaring i retten. Reglerne
i retsplejelovens §§ 741 c og 741 d
finder tilsvarende anvendelse. Om
salær og godtgørelse for udlæg til
den beskikkede advokat gælder samme
regler som i tilfælde, hvor der er
meddelt fri proces, jf.
retsplejelovens kapitel 31.
§ 19. Sagen behandles
skriftligt eller mundtligt efter
rettens bestemmelse.
Stk. 2. Behandles sagen
mundtligt, skal retsmøde afholdes
snarest muligt. Såfremt anmodningen
om sagens indbringelse for retten
fremsættes ved forkyndelsen af en
førstegangsafgørelse om bortvisning,
skal retsmøde afholdes inden 5 dage.
Stk. 3. Klageren har ret til
at være til stede i et eventuelt
retsmøde og udtale sig, medmindre
retten finder, at dette af særlige
grunde er nyttesløst eller skadeligt
for den pågældende. Sagen kan
behandles, selv om den pågældende
udebliver. Er der beskikket advokat
efter § 18, stk. 1, kan sagen dog
kun behandles, hvis den beskikkede
advokat er mødt.
Stk. 4. Retten træffer
afgørelse på grundlag af sagens
dokumenter og en eventuel forklaring
i retten fra klageren. Under særlige
omstændigheder kan retten tillade
yderligere bevisførelse.
Stk. 5. Rettens afgørelse
træffes ved kendelse. Går afgørelsen
ud på, at indgrebet godkendes,
anføres i kendelsen de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det
støttes, at betingelserne er
opfyldt.
Stk. 6. Pålægges der klageren
sagsomkostninger i en straffesag,
der angår forhold, som har givet
anledning til opholdsforbuddet eller
bortvisningen, pålægges det ved
dommen i straffesagen tillige den
pågældende at betale omkostningerne
ved sagen om opholdsforbud eller
bortvisning. Retten kan dog
undtagelsesvis bestemme, at disse
omkostninger helt eller delvis skal
betales af statskassen, såfremt
særlige omstændigheder taler for
det.
§ 20. I øvrigt gælder
retsplejelovens regler om
strafferetsplejen.
Stk. 2. Med hensyn til
erstatningskrav finder
retsplejelovens § 1018 h anvendelse.
Med hensyn til tilbageholdelse efter
§ 9 finder retsplejelovens § 1018 a
dog anvendelse, når bortvisning ikke
gennemføres eller godkendes.
Kapitel 5
Straffebestemmelser
§ 21. Den, der forsætligt
overtræder et tilhold efter § 1, et
opholdsforbud efter § 3 eller en
bortvisning efter § 7, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved fastsættelse af
straffen efter stk. 1 skal det indgå
som en skærpende omstændighed, at
forholdet har udgjort et led i en
systematisk og vedvarende
forfølgelse eller chikane.
Stk. 3. Overtrædelse af stk.
1 påtales kun efter den forurettedes
anmodning, medmindre almene hensyn
kræver det.
Kapitel 6
Ændringer i anden
lovgivning
§ 22. I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1235 af 26.
oktober 2010, som ændret ved § 11 i
lov nr. 718 af 25. juni 2010, § 1 i
lov nr. 1549 af 21. december 2010, §
1 i lov nr. 1552 af 21. december
2010, lov nr. 611 af 14. juni 2011
og lov nr. 760 af 29. juni 2011,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 265
ophæves.
2. I
§ 275, stk. 2,
1. pkt., ændres »§§ 263-265«
til: »§§ 263-264 d«.
§ 23. I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1237 af 26.
oktober 2010, som ændret senest ved
§ 81 i lov nr. 594 af 14. juni 2011
og § 1 i lov nr. 614 af 14. juni
2011, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 781, stk. 3,
1. pkt., ændres »gentagne
fredskrænkelser som omhandlet i
straffelovens § 265« til: »krænkelse
som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i
lov om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning«.
2. I
§ 804, stk. 1,
indsættes efter »offentlig påtale,«:
»eller krænkelse som nævnt i § 2,
stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning«.
§ 24. I lov om erstatning fra
staten til ofre for forbrydelser,
jf. lovbekendtgørelse nr. 688 af 28.
juni 2004, som ændret ved § 12 i lov
nr. 516 af 7. juni 2006, § 3 i lov
nr. 711 af 25. juni 2010 og § 2 i
lov nr. 412 af 9. maj 2011,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 1, stk. 1, 1.
pkt., indsættes efter
»straffelov«: »eller lov om tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning«.
Kapitel 7
Ikrafttrædelsesbestemmelser mv.
§ 25. Loven træder i kraft
den 1. marts 2012.
Stk. 2. Lov nr. 449 af 9.
juni 2004 om bortvisning og
beføjelse til at meddele tilhold
m.v. ophæves.
§ 26. Loven gælder ikke for
Færøerne.
Stk. 2. Loven gælder ikke for
Grønland, men kan med undtagelse af
§§ 22 og 23 ved kongelig anordning
sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
|
|
|
|
|
Almindelige
bemærkninger
|
|
|
|
|
|
1.
|
Indledning
|
2.
|
Gældende ret
i hovedtræk
|
|
2.1.
|
Tilhold
|
|
2.2.
|
Bortvisningsloven
|
3.
|
Lovforslagets
udformning
|
|
3.1.
|
Et samlet
regelsæt
|
|
3.2.
|
Stalking
|
|
3.3.
|
Straf for
fredskrænkelse
mv. uden
forudgående
tilhold
|
|
3.4.
|
Tilhold
|
|
|
3.4.1.
|
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
|
|
|
|
3.4.1.1.
|
Overordnede
overvejelser
|
|
|
|
3.4.1.2.
|
Objektivering
af tilhold
|
|
|
|
3.4.1.3.
|
Beskyttet
personkreds
og forbudte
handlinger
|
|
|
|
3.4.1.4.
|
Materielle
betingelser
for
meddelelse
af tilhold
|
|
|
3.4.2.
|
Justitsministeriets
vurdering
|
|
3.5.
|
Opholdsforbud
|
|
|
3.5.1.
|
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
|
|
|
|
3.5.1.1.
|
En
almindelig
regel om
opholdsforbud
|
|
|
|
3.5.1.2.
|
Definition
og
udstrækning
af
opholdsforbud
|
|
|
|
3.5.1.3.
|
Materielle
betingelser
for
meddelelse
af
opholdsforbud
|
|
|
3.5.2.
|
Justitsministeriets
vurdering
|
|
3.6.
|
Bortvisning
|
|
3.7.
|
Håndhævelse
|
|
|
3.7.1.
|
Påtaleregler
|
|
|
3.7.2.
|
Straf og
andre
retsfølger
|
|
|
3.7.3.
|
Straffeprocessuelle
indgreb ved
efterforskning
af
tilholdssager
mv.
|
|
|
|
3.7.3.1.
|
Teleoplysning
og edition
|
|
|
|
3.7.3.2.
|
Aflytning i
sager om
overtrædelse
af tilhold
mv.
|
|
|
|
3.7.3.3.
|
Frihedsberøvelse
|
|
|
3.7.4.
|
Politiets
behandling
af sager om
tilhold mv.
|
|
|
|
3.7.4.1.
|
Politiets
sagsbehandling
i sager om
tilhold mv.
|
|
|
|
3.7.4.2.
|
Politiets
formaninger,
vejledning
og mægling
|
|
|
|
3.7.4.3.
|
Mulighed
for, at en
anden
politikreds
udsteder et
tilhold
|
|
|
|
3.7.4.4.
|
Organisering
af indsatsen
i
politikredsene
|
|
|
|
3.7.4.5.
|
Beskyttelse
af den
forurettede
|
|
3.8.
|
Andre tiltag
|
|
|
3.8.1.
|
Udbredelse
af
kendskabet
til reglerne
om tilhold,
opholdsforbud
og
bortvisning
|
|
|
3.8.2.
|
Opfølgning
på tilhold,
opholdsforbud
og
bortvisning
|
|
|
3.8.3.
|
Andre
regelsæt
|
|
|
3.8.4.
|
Beskikkelse
af
bistandsadvokat
|
|
|
3.8.5.
|
Erstatning
og
godtgørelse
|
|
3.9.
|
Elektronisk
kontrol
|
4.
|
Ligestillingsvurdering
af
lovforslaget
|
5.
|
De
økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for det
offentlige
|
6.
|
De
økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
mv.
|
7.
|
De
administrative
konsekvenser
for borgerne
|
8.
|
De
miljømæssige
konsekvenser
|
9.
|
Forholdet
til
EU-retten
|
10.
|
Hørte
myndigheder
mv.
|
11.
|
Sammenfattende
skema
|
|
|
|
|
|
|
1. Indledning
1.1.
Formålet med lovforslaget er ved et
nyt regelsæt om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning at
styrke indsatsen for at beskytte
personer mod at blive udsat for
fredskrænkelse, forfølgelse og
chikane, herunder såkaldt stalking.
Lovforslaget bygger på
Strafferetsplejeudvalgets betænkning
nr. 1526/2011 om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning.
1.2. Med
det foreslåede regelsæt samles
reglerne om tilhold, opholdsforbud
(geografisk bestemte tilhold) og
bortvisning – som i dag er fordelt
mellem flere love og til dels må
udledes af praksis – i en ny lov.
Lovforslaget indeholder navnlig
følgende elementer:
– Der
foreslås en
objektivering af tilholdets indhold,
så tilhold som udgangspunkt
indebærer forbud mod enhver kontakt
og ikke – som i dag – alene kontakt,
der kan anses for en fredskrænkelse.
Overtrædelser af tilhold bliver
dermed lettere at fastslå.
– Det
foreslås, at
betingelserne for tilhold,
som i dag i det væsentligste må
udledes af praksis,
optages i loven
med henblik på at klargøre
retstilstanden og styrke anvendelsen
af tilhold. Efter bestemmelsen vil
der kunne meddeles tilhold, hvis der
er begrundet mistanke om
fredskrænkelse mv., og der samtidig
er bestemte grunde til at antage, at
krænkelsen vil fortsætte.
– Der
foreslås en ny regel om, at
en person, der
har været udsat for grov
personfarlig kriminalitet, uden
videre skal kunne opnå tilhold mod
gerningsmanden, så det
sikres, at den forurettede eller
dennes nærmeste ikke skal tåle
kontakt mv. med gerningsmanden.
– Der
foreslås en udtrykkelig bestemmelse
om, at stalking
– det vil sige systematisk og
vedvarende forfølgelse eller chikane
– skal være en skærpende
omstændighed ved fastsættelse af
straf for overtrædelse af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning. Med en
sådan regel defineres det samtidig i
loven, hvad der forstås ved
stalking.
– Der
foreslås en
almindelig bestemmelse om
opholdsforbud (geografisk
bestemte tilhold), så brug af
opholdsforbud ikke længere vil være
begrænset til tilfælde, hvor
krænkeren tillige bortvises fra
hjemmet. Ved opholdsforbud får
offeret en eller flere
»sikkerhedszoner«, idet krænkeren
forbydes at opholde sig eller færdes
i et eller flere nærmere afgrænsede
områder, hvor offeret ofte færdes,
f.eks. i nærheden af offerets bolig,
arbejdsplads eller uddannelsessted.
Det foreslås, at
betingelserne
for at give et opholdsforbud
skal være strengere end for
almindeligt tilhold. Betingelserne
vil efter forslaget være opfyldt,
hvis gentagne fredskrænkelser
antager karakter af stalking, men de
vil i visse tilfælde også kunne være
opfyldt på et tidligere tidspunkt.
Samtidig foreslås en
særlig hurtig
og let adgang til domstolsprøvelse
af afgørelser om
opholdsforbud på linje med, hvad der
i dag gælder for afgørelser om
bortvisning.
– Der
foreslås en regel om, at
tilhold og
opholdsforbud kan udstrækkes til at
omfatte et medlem af forurettedes
husstand.
– Med
henblik på at
styrke mulighederne for
efterforskning og fremskaffelse af
beviser i tilholdssager mv.
foreslås det, at der i
retsplejeloven sker en præcisering
af adgangen til edition og en vis
udvidelse af adgangen til
teleoplysning i sådanne sager.
– Med
henblik på at
fortsætte og styrke politiets
anvendelse af formaninger,
vejledning og medvirken til en
løsning i mindelighed
foreslås der indført en særlig regel
herom. Politiets vejledning bør
bl.a. omfatte forebyggende tiltag og
sikring af beviser i sager om
tilhold, herunder stalkingsager.
–
Offererstatningsloven foreslås
ændret, så ordningen om, at
forurettede kan få erstatning mv.
fra staten for personskade, der
forvoldes ved overtrædelse af et
tilhold, bevares, og at ordningen
samtidig udstrækkes til også at
gælde for personskade, der forvoldes
ved overtrædelse af opholdsforbud og
bortvisning.
I tilknytning til lovforslaget vil
der administrativt blive iværksat en
række tiltag for yderligere at
forbedre mulighederne for effektiv
håndhævelse af regelsættet og for i
øvrigt at styrke indsatsen på
området. De pågældende tiltag, som
også er anbefalet i
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning, er navnlig følgende:
– Ved
ændring af bekendtgørelse nr. 1081
af 15. september 2010 om konfliktråd
i anledning af en strafbar handling
vil der blive indført mulighed for,
at en underliggende konflikt i
tilholdssager mv. kan behandles i
konfliktråd,
hvis der er udsigt til, at
konflikten kan løses på den måde.
– Det
sikres, at et
tilhold kan udstedes af en anden
politikreds end den, hvor den
forurettede opholder sig,
hvis der er behov for at holde
oplysningen om, i hvilken
politikreds den forurettede opholder
sig, skjult for krænkeren.
–
Politiet vil udarbejde
informationsmateriale, der kan
udleveres til anmeldere, med
de centrale regler om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning og råd
om, hvordan ofre for forfølgelse og
chikane bør forholde sig.
– Der
vil blive udarbejdet
pjecer om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning, herunder om egnede
behandlingstilbud til stalkere, til
politiet, andre offentlige
myndigheder og fagfolk fra
organisationer mv., som de kan
anvende i deres rådgivning.
2. Gældende ret i
hovedtræk
2.1. Tilhold
2.1.1.
Advarsler (tilhold) udstedes med
hjemmel i straffelovens § 265. Efter
denne bestemmelse kan en person, der
krænker en andens fred, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år, hvis
den pågældende forinden af politiet
er meddelt en advarsel mod at trænge
ind på, skriftligt forfølge eller på
anden lignende måde forulempe den
anden.
Det særlige ved tilhold er, at
handlinger, der ikke i sig selv
behøver at være strafbare, bliver
strafbare, efter at advarslen i form
af et tilhold er givet. Tilhold kan
således virke på to måder. For det
første kan kontakt, der i sig selv
er generende, forbydes. For det
andet kan man ved at forbyde kontakt
mellem forurettede og den krænkende,
f.eks. den voldelige part,
forebygge, at der opstår
situationer, hvor nye tilfælde af
f.eks. vold finder sted.
2.1.2.
Efter § 12, stk. 1, i lov nr. 449 af
9. juni 2004 om bortvisning og
beføjelse til at meddele tilhold mv.
(bortvisningsloven) meddeles
tilhold, hvis en overtrædelse er
omfattet af straffelovens § 265, når
den, som tilholdet skal beskytte,
anmoder om det, eller når almene
hensyn kræver det.
Det er forudsat i forarbejderne til
bortvisningslovens § 12, stk. 1, at
adgangen til at meddele tilhold uden
anmodning fra den, som tilholdet
skal beskytte, reserveres til
tilfælde, hvor der er væsentlig
risiko for, at den svage part
udsættes for alvorlige overgreb,
herunder vold eller voldtægt, eller
risiko for overgreb mod børn.
2.1.3.
Strafansvar efter § 265 forudsætter,
at der inden krænkelsen er meddelt
den pågældende tilhold (advarsel).
Betingelserne for at meddele tilhold
fremgår ikke af straffeloven, men er
fastsat i Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse nr. 11075 af 12.
februar 1990 om behandlingen af
sager om meddelelse af advarsler i
henhold til straffelovens § 265. Det
fremgår af cirkulæreskrivelsen, at
afgørelser om tilhold skal træffes
på grundlag af en konkret vurdering
af samtlige faktiske og retlige
forhold, der indgår i sagen.
Endvidere fremgår det, at de
konkrete sager kan være af meget
forskellig karakter, og der derfor
alene kan fastsættes enkelte
vejledende retningslinjer for
skønnet. Det er fremhævet, at
politiet i tvivlstilfælde ikke bør
være for tilbageholdende med at
meddele et tilhold.
Det fremgår endvidere af
cirkulæreskrivelsen, at meddelelse
af et tilhold forudsætter, at
indklagede allerede har foretaget en
eller flere krænkelser af den
karakter, som omfattes af advarslen.
Der kan således ikke gives advarsler
i situationer, hvor der intet er
sket mellem parterne, men hvor den
ene part blot tror, at den anden
part på et senere tidspunkt
eventuelt vil foretage handlinger,
der kan begrunde, at der meddeles en
advarsel. Det er på den anden side
ikke nødvendigt, at episoder har
været anmeldt til eller efterforsket
af politiet. Har politiet imidlertid
tidligere været indblandet i sagen
på grund af episoderne, vil der ofte
være et særligt behov for at skride
ind med en advarsel. Dette gælder
navnlig, hvis en tidligere begæring
om meddelelse af en advarsel er
afslået, samtidig med at det er
tilkendegivet parterne, at sagen kan
tages op på ny, hvis der finder nye
forulempelser sted.
For så vidt angår fredskrænkelser
anføres i cirkulæreskrivelsen, at de
efter omstændighederne kan indebære
overtrædelser af andre bestemmelser
i straffeloven. Krænkelserne har
imidlertid ofte karakter af
henvendelser, der ikke i sig selv er
strafbare eller truende,
foruroligende, fornærmelige, fysisk
forulempende eller lignende. I
sådanne tilfælde, hvor det
hovedsageligt er henvendelsernes
antal, der bevirker, at de opleves
som ubehagelige eller forstyrrende,
skal der i almindelighed foreligge
flere fredskrænkelser, der er
foregået over en vis periode, inden
tilhold meddeles. Der kan desuden
tages hensyn til sandsynligheden
for, at krænkelserne fortsætter,
hvis der ikke gribes ind.
Efter cirkulæreskrivelsen vil en
enkelt ophidset episode som oftest
ikke udgøre et tilstrækkeligt
grundlag for at meddele en advarsel,
medmindre det er af betydelig
grovhed. Politiet bør således ikke
være tilbageholdende med at meddele
advarsler i tilfælde, hvor
forurettede har været udsat for
voldtægt, vold af en vis grovhed
eller trusler efter straffelovens §
266. Hvis forurettede nærer frygt
for, at gerningsmanden vil vende
tilbage, bør der ikke stilles for
strenge krav med hensyn til
vurderingen af sandsynligheden for
dette.
Af cirkulæreskrivelsen fremgår
endvidere, at meddelelse af en
advarsel forudsætter, at parterne
ikke allerede har fundet sammen igen
eller ventes at ville gøre det, og
at der således fortsat antages at
kunne forekomme krænkelser, der kan
danne grundlag for, at man fra det
offentliges side direkte modarbejder
kontakt mellem dem. Om denne
betingelse er opfyldt, afgøres på
grundlag af en vurdering af samtlige
faktiske og retlige forhold, der
indgår i den pågældende konkrete
sag. Det er således ikke udelukket
at meddele en advarsel i tilfælde
af, at der f.eks. i et ægteskab ikke
er indgivet separations- eller
skilsmissebegæring, at samlivet på
gerningstidspunktet ikke var
ophævet, eller at indklagede har
samværsret med børn, der bor hos
forurettede. Også i denne
forbindelse vil krænkelsernes
grovhed kunne tillægges betydning.
Det er derimod naturligvis en
afgørende forudsætning, at parternes
samliv er ophørt på det tidspunkt,
hvor advarslen meddeles.
2.1.4.
Meddelelse af tilhold er en
forvaltningsretlig afgørelse, og
forvaltningslovens krav om
partshøring, begrundelse og
klagevejledning mv. finder således
anvendelse. Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse nr. 11075 af 12.
februar 1990 indeholder nærmere
retningslinjer for den
administrative behandling af sager
om tilhold.
2.1.5.
Efter straffelovens § 265, 2. pkt.,
er et tilhold gyldigt for 5 år. Det
kan dog på forhånd begrænses til en
kortere periode. Den fastsatte frist
på 5 år kan forlænges før eller ved
udløbet af 5-års fristen, hvis der
fortsat er grundlag for et tilhold.
2.1.6.
Politiets afgørelse om tilhold kan
påklages til den regionale
statsadvokat, jf. § 12, stk. 2, i
bortvisningsloven. Statsadvokatens
afgørelse kan ikke påklages.
Endvidere vil lovligheden af
tilholdet kunne prøves i forbindelse
med en straffesag om overtrædelse af
tilholdet.
Herudover kan lovligheden af et
meddelt tilhold prøves af domstolene
efter den almindelige regel i
grundlovens § 63, jf. Højesterets
dom refereret i Ugeskrift for
Retsvæsen, 2003, side 153.
2.1.7.
Overtrædelse af straffelovens § 265
er undergivet privat påtale, idet
offentlig påtale dog kan ske, når
den forurettede anmoder herom, jf.
straffelovens § 275, stk. 1, jf.
stk. 2. Efter retsplejelovens § 720,
stk. 2, 2. pkt., skal en anmeldelse
fra den berettigede anses som en
begæring om offentlig påtale,
medmindre andet fremgår af
anmeldelsen.
Det følger endvidere af
retsplejelovens § 727, stk. 2, 1.
pkt., at der kan ske offentlig
påtale af en lovovertrædelse, som er
henvist til privat forfølgning, hvis
almene hensyn kræver det.
2.1.8.
Strafferammen i straffelovens § 265
blev ved lov nr. 218 af 31. marts
2004 forhøjet fra bøde eller fængsel
indtil 6 måneder til bøde eller
fængsel indtil 2 år. Det fremgår af
forarbejderne til loven, at
overtrædelsen af et tilhold bør være
undergivet samme strafmaksimum som
straffelovens § 266 om trusler på
livet. Der var endvidere tilsigtet
en forhøjelse af strafniveauet
således, at der i højere grad skeles
til grovheden og omstændighederne
ved overtrædelsen af § 265, og bl.a.
vil man ved bedømmelsen af
overtrædelsens karakter kunne skele
til den praksis, der foreligger for
overtrædelse af straffelovens § 266.
I Rigsadvokatens meddelelse nr.
9/2005 om strafpåstande i sager om
overtrædelse af straffeloven er der
fastsat følgende retningslinjer for
anklagemyndighedens strafpåstand ved
overtrædelse af et tilhold efter
straffelovens § 265:
Første gang
et tilhold overtrædes, vil det som
udgangspunkt være tilstrækkeligt at
nedlægge påstand om
bødestraf,
medmindre der foreligger skærpende
omstændigheder. Bødepåstanden i
førstegangstilfælde bør ikke være
mindre end 1.000 kr.
Er der tale om
flere
førstegangsovertrædelser til
samtidig pådømmelse, bør
udgangspunktet være en bøde i den
nævnte størrelsesorden pr.
overtrædelse.
Er der tale om et
meget
betydeligt antal overtrædelser,
som har været stærkt generende for
den forurettede, kan der være
grundlag for i førstegangstilfælde
at nedlægge påstand om
frihedsstraf.
Som eksempel er nævnt en sag omtalt
i Tidsskrift for Kriminalret, 2000,
side 60, hvor tiltalte, der ikke
tidligere var straffet, i 73
tilfælde havde kontaktet sine børns
mor, selv om han var meddelt et
tilhold. Retten fastsatte straffen
til hæfte i 30 dage, idet der på den
ene side blev lagt vægt på, at der
er tale om et stort antal
overtrædelser, og på den anden side,
at de fleste henvendelser var af
meget kort varighed, og at tiltalte
ikke på noget tidspunkt havde været
truende eller voldelig. Henset til,
at der var indgået en samværsordning
om børnene, gjorde landsretten
straffen betinget.
Der kan endvidere påstås
frihedsstraf
i førstegangstilfælde ved enkelte
overtrædelser, hvis overtrædelserne
er af
betydelig grovhed og er
egnede til at skabe væsentlig
utryghed for den forurettede.
Ved overtrædelse af tilhold efter
straffelovens § 265 i
gentagelsestilfælde skal der
som udgangspunkt nedlægges påstand
om
frihedsstraf. Som eksempel er
i rigsadvokatmeddelelsen nævnt Østre
Landsrets dom refereret i Tidsskrift
for Kriminalret, 2005, side 811,
hvor den tiltalte, der tidligere var
idømt 10 dagbøder a 500 kr. for
overtrædelse af straffelovens § 265,
blev idømt 20 dages betinget fængsel
for at have overtrådt straffelovens
§ 265 ved flere gange at være kørt
forbi sin tidligere kærestes bopæl.
Endvidere nævnes Vestre Landsrets
dom refereret i Tidsskrift for
Kriminalret, 2005, side 705, hvor
den tiltalte, der tidligere var
straffet med dagbøder for
overtrædelse af straffelovens § 265,
blev idømt 30 dages fængsel for
overtrædelse af straffelovens § 265
ved flere gange at have rettet
telefoniske og personlige
henvendelser til forurettede.
2.1.9.
Efter retsplejelovens § 781, stk. 3,
1. pkt., kan teleoplysning
foretages, uanset at
kriminalitetskravet i § 781, stk. 1,
nr. 3, ikke er opfyldt, hvis
mistanken angår gentagne
fredskrænkelser som omhandlet i
straffelovens § 265. Betingelserne i
retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1
(mistankekravet) og nr. 2
(indikationskravet) skal dog fortsat
være opfyldt.
Efter bestemmelsen er det ikke et
krav, at der foreligger et
forudgående tilhold.
2.2.
Bortvisningsloven
2.2.1.
Ved lov nr. 449 af 9. juni 2004 om
bortvisning og beføjelse til at
meddele tilhold mv. blev der indført
mulighed for, at politiet kan
bortvise en person over 18 år fra
sit hjem, hvis der er begrundet
mistanke om, at den pågældende har
begået nærmere opregnede
lovovertrædelser, jf. lovens § 2.
Herudover skal der være bestemte
grunde til at antage, at den
pågældende vil begå endnu en
overtrædelse, hvis han eller hun
forbliver i hjemmet. Det er også et
krav, at bortvisningen skal være
proportional.
Efter bortvisningslovens § 3, stk.
1, kan politiet samtidig forbyde den
pågældende at trænge sig ind på,
forfølge med skriftlige henvendelser
eller på anden lignende måde
forulempe et medlem af husstanden
ved at meddele et tilhold (svarende
til et tilhold efter straffelovens §
265). Herudover kan det efter lovens
§ 3, stk. 2, forbydes den, der
bortvises, at opholde sig i et
nærmere afgrænset område i nærheden
af boligen eller et medlem af
husstandens arbejds- eller
uddannelsessted (opholdsforbud).
2.2.2.
Bortvisning indebærer, at en person
forbydes at opholde sig i sit hjem,
jf. bortvisningslovens § 1. Formålet
med reglerne om bortvisning er at
give politiet mulighed for i visse
tilfælde at bortvise en voldelig
eller truende person mv. fra det
fælles hjem i en periode med henblik
på at hindre vold mv. mod medlemmer
af husstanden, og således at det som
udgangspunkt bør være den voldelige
eller truende person og ikke den
forurettede, der om fornødent skal
forlade hjemmet. Bortvisning udgør
et strafsanktioneret forbud mod at
indfinde sig og opholde sig i sit
eget hjem. Den blotte
tilstedeværelse i hjemmet vil
herefter udgøre en overtrædelse. Den
bortviste kan dog under ledsagelse
af politiet afhente nødvendige
personlige effekter på bopælen, jf.
forarbejderne til bestemmelsen.
Alle personer over 18 år, der hører
til den pågældende husstand, kan
bortvises.
2.2.3.
Efter bortvisningslovens § 5 kan
bortvisning ske, når et medlem af
husstanden anmoder om det, eller når
almene hensyn kræver det.
Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen, at bortvisning kan
besluttes uden anmodning fra den
forurettede, hvis der er væsentlig
risiko for, at medlemmer af
husstanden udsættes for alvorlige
overgreb. Det fremgår endvidere, at
bortvisning således kan ske, hvis
der er begrundet formodning om, at
den forurettedes passivitet eller
modvilje skyldes frygt eller
lignende, eller hvis forurettede er
et umyndigt barn eller i øvrigt en
person, der er ude af stand til at
varetage egne interesser. Efter
bemærkningerne er det ikke udelukket
at bortvise i tilfælde, hvor
forurettede er myndig, mentalt habil
og giver udtryk for at foretrække et
voldspræget samliv frem for en
samlivsophævelse ved bortvisning,
men det er forudsat, at volden mv. i
sådanne ekstraordinære tilfælde har
antaget en sådan karakter, at
politiet ikke med rimelighed kan
undlade at gribe ind.
2.2.4.
Betingelserne for bortvisning
fremgår af bortvisningslovens § 2.
Efter § 2, nr. 1, er det for det
første en betingelse for at foretage
bortvisning, at der er begrundet
mistanke om, at den pågældende har
begået en overtrædelse af
straffelovens §§ 210, 213, eller 266
eller straffelovens kapitel 24-26,
og som efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder, eller
at den pågældende har optrådt på en
måde, der i øvrigt indebærer en
trussel om vold mod et medlem af
husstanden. Efter bestemmelsens 1.
led er det en betingelse, at der er
begået kriminalitet. Efter 2. led er
en trussel om simpel vold efter
straffelovens § 244 tilstrækkelig,
selv om sådanne trusler efter § 266
ikke i sig selv er strafbare.
For det andet er det efter § 2, nr.
2, en betingelse, at der er bestemte
grunde til at antage, at den
pågældende ved forbliven i hjemmet
vil begå en lovovertrædelse, der er
nævnt i nr. 1. Bestemmelsen i
retsplejelovens § 762, stk. 1, nr.
2, om varetægtsfængsling i tilfælde
af gentagelsesfare er efter
bemærkningerne til bestemmelsen i §
2, nr. 2, vejledende ved
fortolkningen af
bortvisningsreglerne, idet
betingelserne om gentagelsesfare i
bortvisningsloven dog i højere grad
vil kunne være opfyldt, selv om der
kun er oplysning om et enkelt endnu
ikke pådømt forhold.
For det tredje indeholder
bortvisningslovens § 2, nr. 3, et
krav om, at bortvisning skal være
proportional, det vil sige, at
bortvisning ikke bør anvendes, hvis
indgrebet vil stå i misforhold til
den derved forvoldte forstyrrelse af
den pågældendes forhold, hensynet
til husstanden og karakteren af den
adfærd, der er udvist fra den
pågældendes side. Der skal her
foretages en helhedsvurdering af, om
bortvisning i det konkrete tilfælde
er et rimeligt indgreb.
2.2.5.
En afgørelse om bortvisning er en
forvaltningsretlig afgørelse, og
forvaltningslovens regler om
partshøring, aktindsigt,
skriftlighed, begrundelse og
klagevejledning finder derfor
anvendelse.
En afgørelse om bortvisning skal
forkyndes for den pågældende, jf.
bortvisningslovens § 6, stk. 3, 1.
og 2. pkt.
2.2.6.
Efter bortvisningslovens § 5, stk.
2, skal der fastsættes en frist for
den tidsmæssige udstrækning af
bortvisningen, der ikke må overstige
4 uger. Bortvisningen kan herefter
forlænges i 4 uger ad gangen, men
det kræver, at der fortsat er en
risiko for overgreb.
Efter bemærkningerne til
bestemmelsen bør forbuddet af hensyn
til den bortviste ikke tidsmæssigt
udstrækkes ud over, hvad der er
nødvendigt.
2.2.7.
Ved forkyndelsen skal den bortviste
vejledes om, at pågældende inden 14
dage efter forkyndelsen kan
indbringe spørgsmålet for retten,
jf. lovens § 6, stk. 3. Sagen skal
snarest muligt og senest inden 24
timer efter modtagelse af
anmodningen forelægges for retten.
Det samme gælder for afgørelser om
forlængelse af bortvisning.
Efter § 6, stk. 4, har en anmodning
om indbringelse for retten ikke
opsættende virkning.
Anmodning om rettens prøvelse skal
fremsættes over for politiet, og den
bortviste har pligt til at meddele
politiet en adresse og et eventuelt
telefonnummer, hvortil indkaldelse
til retsmøde kan meddeles, jf. § 7.
Når meddelelse om retsmødet er givet
til den adresse eller det
telefonnummer, som den bortviste har
oplyst, behøves en egentlig
forkyndelse ikke.
Hvis afgørelsen begæres indbragt for
retten, skal der beskikkes en
advokat for den bortviste, jf. § 8,
stk. 1. Den beskikkede advokat har
samme beføjelser som en forsvarer i
en straffesag. Om salær og
godtgørelse for udlæg til en
beskikket advokat gælder samme
regler som for beskikkede
forsvarere, jf. retsplejelovens §
741.
Efter bortvisningslovens § 8, stk.
2, kan der endvidere beskikkes en
advokat for en forurettet, der skal
afgive forklaring i retten. Reglerne
i retsplejelovens §§ 741 c-741 d
finder tilsvarende anvendelse. Om
salær og godtgørelse for udlæg til
den beskikkede advokat gælder samme
regler som i tilfælde, hvor der er
meddelt fri proces, jf.
retsplejelovens kapitel 31.
Det fremgår af bortvisningslovens §
9, stk. 1, at retsmøde skal afholdes
snarest muligt. Hvis anmodningen om
sagens indbringelse for retten
fremsættes ved forkyndelsen af en
førstegangsafgørelse om bortvisning,
skal retsmøde afholdes inden 5 dage.
Efter stk. 2 har klageren ret til at
være til stede i retsmødet og udtale
sig, medmindre retten finder, at
dette af særlige grunde er
nyttesløst eller skadeligt for den
pågældende. Sagen kan behandles,
selv om klageren udebliver, såfremt
den beskikkede advokat er mødt.
Ifølge stk. 3 træffer retten efter
mundtlig forhandling afgørelse på
grundlag af sagens dokumenter og en
eventuel forklaring i retten fra
klageren. Under særlige
omstændigheder kan retten tillade
yderligere bevisførelse.
Rettens afgørelse træffes ved
kendelse. Går afgørelsen ud på, at
indgrebet godkendes, anføres i
kendelsen de konkrete omstændigheder
i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne er opfyldt, jf. stk.
4.
2.2.8.
Efter bortvisningslovens § 3
suppleres reglerne om bortvisning af
en bestemmelse om tilhold og forbud
mod at opholde sig i et nærmere
afgrænset område (opholdsforbud).
Tilhold og opholdsforbud kan efter
bestemmelsen kun meddeles, hvis der
samtidig sker bortvisning.
Efter § 3, stk. 1, i
bortvisningsloven kan der i
tilknytning til en bortvisning
meddeles et tilhold, der svarer til
et tilhold efter straffelovens §
265. Det fremgår af bemærkningerne
til bestemmelsen, at spørgsmålet om,
hvorvidt bortvisning bør ledsages af
et tilhold, beror på en vurdering af
behovet for beskyttelse af
forurettede. Der er således ikke
fastsat egentlige betingelser for at
meddele tilhold i forbindelse med en
bortvisning.
Bortvisningen kan endvidere
suppleres med et opholdsforbud, det
vil sige et forbud mod at opholde
sig i et nærmere afgrænset område,
jf. bortvisningslovens § 3, stk. 2.
Forbuddet kan omfatte et nærmere
afgrænset område i nærheden af
boligen eller forurettedes arbejds-
eller uddannelsessted. Efter
bemærkningerne til bestemmelsen er
formålet at skabe mulighed for at
etablere en »sikkerhedszone« for
forurettede, hvorved man vil kunne
begrænse utrygheden hos personer,
som har været eller stadig er udsat
for en betydelig belastning som
følge af overgreb eller trusler
herom.
Det fremgår endvidere af
bemærkningerne, at det geografiske
område, der er dækket af forbuddet,
skal beskrives så præcist som
muligt, og at det alene bør dække et
mindre område, hvor den forurettede
almindeligvis færdes.
Det fremgår endvidere af
bemærkningerne til bestemmelsen, at
et geografisk afgrænset forbud kan
indebære et væsentligt indgreb i den
bortvistes bevægelsesfrihed, og at
udtrykket »i nærheden« derfor skal
fortolkes snævert. Det bør således
være et mindre område, hvor den
forurettede almindeligvis og ikke
kun sporadisk færdes.
Det fremgår videre af
bemærkningerne, at området ikke bør
udstrækkes til en hel by eller
bydel/kvarter. Den nærmere
fastlæggelse af området skal
vurderes konkret i hvert enkelt
tilfælde og under hensyntagen til
proportionalitetsprincippet.
Forbud er betinget af, at et tilhold
efter stk. 1 ikke er tilstrækkeligt
af hensyn til bortvisningens formål,
og at forbuddet ikke vil stå i
misforhold til den herved forvoldte
forstyrrelse af den pågældendes
forhold, hensynet til husstanden og
karakteren af den adfærd, der er
udvist fra den pågældendes side.
Der er ikke adgang til særskilt at
indbringe et tilhold eller et forbud
efter bortvisningsloven for retten,
men sådanne afgørelser vil kunne
prøves i forbindelse med rettens
prøvelse af en afgørelse om
bortvisning. En afgørelse om tilhold
og forbud kan derimod påklages til
den regionale statsadvokat, jf. §
12, stk. 2.
2.2.9.
Efter bortvisningslovens § 11
straffes forsætlig overtrædelse af
en bortvisning efter § 1 eller et
tilhold eller et forbud efter § 3
med bøde eller fængsel i indtil 2
år, hvilket svarer til strafferammen
for overtrædelser af straffelovens §
265.
Det er i Rigsadvokatens meddelelse
nr. 3/2008 anført, at overtrædelser
af bortvisningsloven er af samme
karakter som overtrædelser af
straffelovens § 265, og at
anklagemyndighedens påstand om
sanktionen derfor kan følge
påstandene i sager om overtrædelse
af straffelovens § 265, jf.
Rigsadvokatens meddelelse nr. 9/2005
om strafpåstanden i sager om
overtrædelse af straffeloven. Der
henvises herom til afsnit 2.1.8
ovenfor. Det fremgår endvidere af
2008-meddelelsen, at overtrædelse af
en afgørelse om bortvisning, som
består af en indtrængen på bopælen i
strid med bortvisningen, i
almindelighed bør anses for at være
af alvorligere karakter end en
overtrædelse af et tilhold efter
straffelovens § 265 eller et tilhold
eller et forbud, jf.
bortvisningslovens § 3, og at der på
den baggrund efter omstændighederne
i sådanne tilfælde kan være grundlag
for at nedlægge påstand om
frihedsstraf i førstegangstilfælde.
2.2.10.
Justitsministeriets Forskningskontor
har i to rapporter fra 2006 og 2009
evalueret bortvisningsloven.
Af rapporten fra 2006 fremgår, at
der i perioden fra den 1. juli 2004
til den 9. juni 2006 var 54
bortvisningssager, hvoraf 45 af
sagerne medførte bortvisning.
Det fremgår af rapporten fra 2009,
jf. betænkningens bilag 3, at der i
perioden 2007 og 2008 var i alt 60
sager om bortvisning, hvoraf 43 af
sagerne medførte bortvisning. Om
baggrunden for det begrænsede antal
sager om bortvisning fremgår
følgende af 2009-rapporten:
»Af interview med politiet fremgår
det, at politiet anser
bortvisningsloven som et godt
redskab i sager om samlivsrelateret
vold mv., og at de er meget
opmærksomme på lovens eksistens. Det
tyder på, at der siden evalueringen
fra 2006 er gjort en betydelig
indsats for at informere om loven.
Når der til trods herfor fortsat er
et ret lille antal
bortvisningssager, skyldes det
ifølge politiet, at loven i en lang
række sager ikke er anvendelig.
Eksempelvis er forurettede ikke
altid indstillet på, at der skal ske
en bortvisning, og hensynet til den
forurettedes sikkerhed kan betyde,
at flytning til et krisecenter ses
som en bedre løsning. Kravet om
proportionalitet mellem hændelsens
grovhed og bortvisningen samt kravet
om, at bortvisningen skal mindske
risikoen for gentagen vold mv.,
mindsker også antallet af sager,
hvor loven kan anvendes. Videre
indebærer en eventuel
varetægtsfængsling af den krænkende
part, at bortvisning ikke vil være
relevant. Endelig nævnes også, at
arbejdsbyrden ved en bortvisningssag
kan være en hindring i sager, hvor
en bortvisning ikke menes at ville
kunne føre til en løsning af
konflikten. Den forskel, der er
mellem politikredsene med hensyn til
antallet af bortvisningssager, skal
i hvert fald nok i nogen grad
forklares med, at nogle politikredse
dagligt kontrollerer døgnrapporterne
med henblik på at finde potentielle
bortvisningssager. Denne praksis
forefindes netop i de tre kredse,
der har det største antal sager,
hvilket indikerer, at en tilsvarende
praksis i de øvrige politikredse vil
kunne øge antallet af
bortvisningssager. Evalueringen
tyder dog på, at bortvisning kun vil
være et muligt og et godt redskab i
en mindre del af sagerne med
samlivsrelateret vold mv.«
3. Lovforslagets
udformning
Som anført ovenfor under pkt. 1.1
har Strafferetsplejeudvalget
foreslået et nyt samlet regelsæt om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning med henblik på at styrke
indsatsen for at beskytte personer
mod at blive udsat for
fredskrænkelse, forfølgelse og
chikane, herunder stalking. I
tilknytning hertil har udvalget
foreslået en række initiativer for
at forbedre mulighederne for at
håndhæve regelsættet og andre tiltag
med henblik på at styrke indsatsen
på området.
I det følgende beskrives udvalgets
overvejelser og anbefalinger samt
Justitsministeriets stillingtagen.
Pkt. 3.1 nedenfor vedrører
spørgsmålet om en samling af
reglerne om tilhold og bortvisning
mv. Pkt. 3.2 indeholder generelle
overvejelser om stalking, og pkt.
3.3 drejer sig om spørgsmålet om
straf for fredskrænkelser mv. uden
forudgående tilhold. Herefter
behandles tilhold (pkt. 3.4),
opholdsforbud (pkt. 3.5) og
bortvisning (pkt. 3.6). Derefter
behandles en række spørgsmål i
relation til håndhævelse af de
foreslåede regler (pkt. 3.7) og
andre tiltag (pkt. 3.8). Endelig
indeholder pkt. 3.9 overvejelser om
elektronisk kontrol af tilhold mv.
3.1. Et samlet
regelsæt
3.1.1.
Udvalget anfører, at tilhold,
herunder opholdsforbud, og
bortvisning bør ses i sammenhæng,
idet disse foranstaltninger er nært
beslægtede og supplerer hinanden.
Udvalget bemærker endvidere, at
reguleringen af tilhold er spredt.
Tilhold reguleres således både af
straffelovens § 265 og af regler i
bortvisningsloven. Betingelserne for
tilhold er ikke fastsat i
straffeloven, og væsentlige
retningslinjer findes således i
Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse nr. 11075 af 12.
februar 1990, jf. pkt. 2.1.3
ovenfor.
Udvalget finder, at reglerne om
tilhold i straffeloven og om
bortvisning mv. i bortvisningsloven
af hensyn til overskueligheden og
reglernes sammenhæng bør samles i en
ny lov. Heri vil også kunne indgå de
øvrige nye regler, som udvalget
foreslår – herunder almindelige
regler om opholdsforbud.
Udvalget bemærker, at det forhold,
at overtrædelse af tilhold ikke
fremover vil være omfattet af
straffeloven, ikke skal ses som
udtryk for en ændret vurdering af
alvorligheden af sådanne
overtrædelser. Opretholdelse af den
nugældende strafferamme for
overtrædelse af tilhold på bøde
eller fængsel indtil 2 år vil
understrege, at der på ingen måde
tilsigtes en lempelse med ændringen.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 86-88.
3.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om et samlet
regelsæt om tilhold, opholdsforbud
og bortvisning. Lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
3.2. Stalking
3.2.1.
Udvalget har overvejet stalkings
betydning for udvalgets
kommissorium, der bl.a. tilsigter at
styrke indsatsen for at beskytte
personer mod at blive udsat for
forfølgelse og chikane.
Udvalget anfører, at der ikke findes
en mere præcis, almindeligt
anerkendt definition af begrebet
stalking.
Efter udvalgets opfattelse må det
særlige ved stalking imidlertid
antages at være den uønskede kontakt
gennem en række henvendelser –
personlige, skriftlige eller i form
af elektronisk kommunikation – der
enkeltvis ikke nødvendigvis er
påfaldende og i sig selv ikke udgør
en lovovertrædelse, men som indgår i
et samlet mønster af påtvunget
kontakt eller samvær,
fredskrænkelse, chikane eller
psykisk terror. Adfærden kan også
omfatte andre former for chikane end
henvendelser eller kontakt. I
stalking kan også indgå kontakt til
den forfulgtes nærmeste. Adfærden
kan – men gør det ikke nødvendigvis
altid – omfatte almindelige
straffelovsovertrædelser som
husfredskrænkelse, trusler, hærværk,
vold og seksuelle krænkelser.
Efter udvalgets opfattelse må
stalking endvidere anses for
karakteriseret ved gentagen
forfølgelse eller chikane, hvor
forfølgelsen ved gentagelsen og
måden, hvorpå den sker og griber ind
i den forurettedes privatliv,
antager en systematisk karakter.
Stalking er indgået i debatten som
et fænomen, der udgør en
kvalificeret og stærkt belastende
form for chikane.
Udvalget finder derfor, at stalking
med henblik på retspolitiske
overvejelser kan defineres som
systematisk og
vedvarende forfølgelse eller
chikane. Efter udvalgets
opfattelse udgør stalking en
væsentlig problemstilling, der bl.a.
rejser spørgsmål om anvendelse af
tilhold og straf, og som derfor har
betydning for de opgaver, der indgår
i udvalgets kommissorium.
Udvalget har derfor inddraget
stalking som et væsentligt element i
de overvejelser, som kommissoriet
giver anledning til.
Udvalget bemærker, at der ikke
findes nogen statistik, der nærmere
kan belyse omfanget af stalking.
Efter oplysninger i Rigsadvokatens
redegørelse af 22. april 2009, jf.
betænkningen side 78-80, forekommer
der i enkelte tilfælde gentagne
overtrædelser af tilhold, og
antallet af overtrædelser kan i
disse tilfælde være ganske
betydeligt. At antallet af mere
systematiske overtrædelser af
tilhold og dermed stalking i den
ovenfor anførte forstand kun udgør
en mindre del af sagerne synes også
at stemme med det indtryk, som en
gennemgang af domssamlingerne
umiddelbart efterlader. Selv om
egentlige stalkingtilfælde således
formentlig kun udgør en begrænset
del af det samlede antal
tilholdssager, indebærer den særlige
belastning som følge af mere
systematisk forfølgelse efter
udvalgets vurdering et væsentligt
behov for beskyttelse. Endvidere kan
bedre information muligt afdække et
større omfang af stalking. Der kan
således også være tale om en del
tilfælde, der helt eller delvist
ikke anmeldes, herunder eventuelt på
grund af manglende viden om
retsstillingen. Udvalget har derfor
fundet, at stalking ikke blot skal
opfattes som en særlig
tilfældegruppe, og stalking er mere
bredt inddraget i udvalgets arbejde.
Stalking rejser efter udvalgets
opfattelse navnlig følgende
spørgsmål:
– bør
der indføres en regel om straf uden
forudgående tilhold, der dækker
stalking?
– bør
en straffebestemmelse, der skal
anvendes over for stalking, ramme
adfærd, der ikke er omfattet af de
gældende tilholdsregler, og som
heller ikke i øvrigt i dag er
strafbar?
– bør
der i forhold til regler om tilhold
eller andre gældende
straffebestemmelser gennemføres
særlige regler om strafskærpelse med
hensyn til stalking?
–
giver stalking anledning til andre
tiltag med henblik på at styrke
bekæmpelsen af stalking og at
beskytte de forurettede?
Udvalget anfører, at den ovenfor
fastlagte definition af stalking
navnlig dækker de grovere tilfælde
af gentagne fredskrænkelser og
dermed en del af – men ikke hele –
det område, som de gældende
tilholdsregler omfatter.
Udvalget har på den baggrund
behandlet de nævnte spørgsmål om
stalking sammen med de tilsvarende
spørgsmål om fredskrænkelser mv. i
øvrigt.
Spørgsmålet om
en regel om straf uden tilhold
behandles nedenfor i pkt.
3.3.
Spørgsmålet om
adfærd, der ikke er omfattet at de
gældende tilholdsregler eller
andre straffebestemmelser, behandles
som et led i overvejelserne om en
revision af tilholdsreglerne, jf.
nedenfor pkt. 3.4.
Med hensyn til eventuelle nye regler
om
strafskærpelse bemærkes, at
dette spørgsmål behandles nedenfor
under pkt. 3.7.2 sammen med
spørgsmålet om udformning af
straffebestemmelser.
Med hensyn til
andre tiltag bemærker
udvalget, at der i forbindelse med
debatten om stalking er fremkommet
en række ideer til, hvorledes man
kan styrke beskyttelsen af ofre for
stalking. Det drejer sig om
forskellige politimæssige forhold,
såsom hurtig sagsbehandling,
specialisering, registrering og
monitorering samt såkaldte
bekymringssamtaler (formaninger),
yderligere virkemidler for politiet,
herunder adgang til
frihedsberøvelse, strengere straffe,
særlige regler for ofre i form af
regler om advokatbistand, erstatning
og identitetsskifte og særlige
hensyn til forurettede i relation
til retningslinjer for mægling samt
endelig regler vedrørende behandling
af gerningsmænd, herunder psykisk
syge gerningsmænd. Sådanne spørgsmål
falder i vid udstrækning i tråd med
de spørgsmål, som kommissoriet i
øvrigt rejser. Spørgsmålet om straf
og behandling behandles nedenfor
under pkt. 3.7.2. De øvrige
spørgsmål behandles nedenfor under
pkt. 3.7.3, 3.7.4 og 3.8.
Udvalget har som led i sine
overvejelser om stalking gennemgået
en række beretninger om stalking fra
personer, der har oplevet chikane og
forfølgelse. Om de forskellige
typer af
stalkingadfærd, der indgår i
beretningerne om stalking, henvises
til betænkningen side 108-115,
herunder om adfærd der ikke er
omfattet af nugældende
strafferegler.
Udvalget bemærker, at det er et
gennemgående træk, at der beskrives
ofte langvarige forløb omfattende en
lang række fredskrænkelser, men ofte
også selvstændigt strafbare forhold,
navnlig trusler om vold, hærværk,
husfredskrænkelser og vold.
Det er efter udvalgets opfattelse
væsentligt at understrege, at der
vurderet ud fra de givne oplysninger
i de fleste tilfælde må antages at
have været grundlag for tilhold ret
tidligt i forløbet. Dette gælder
også i en del tilfælde, hvor tilhold
ikke er søgt eller trods anmodning
ikke givet. Det er derfor værd at
understrege, at har den forurettede
klart tilkendegivet ikke at ønske
kontakt med den pågældende, og
forekommer der derefter gentagne –
men ikke nødvendigvis et stort antal
– henvendelser, vil betingelserne
for tilhold således efter såvel
gældende regler som udvalgets
forslag normalt være opfyldt. Dette
gælder efter omstændighederne også,
selv om den enkelte henvendelse i
sig selv fremstår som fredelig.
Udvalget anfører, at
bevisvanskeligheder naturligvis vil
kunne spille ind, men praksis viser,
at det normalt lykkes at
tilvejebringe det fornødne
bevisgrundlag for tilhold. Antallet
af klager over afslag på tilhold er
ikke stort. Politiets afslag på at
give tilhold indeholder vejledning
om klageadgangen. Der kan dog
alligevel være behov for let adgang
til mere bred information om
reglerne om tilhold mv. Der henvises
herom også til afsnit 3.8.1
nedenfor.
Efter udvalgets opfattelse kan de
offentliggjorte beretninger om
stalking også give anledning til at
understrege, at det forhold, at den
forurettede har besvaret en
henvendelse fra den pågældende, ikke
i sig selv er til hinder for, at der
kan meddeles tilhold, navnlig ikke
hvis svaret går ud på, at yderligere
henvendelser klart frabedes, og der
derefter forekommer yderligere
henvendelser. Det er dog væsentligt,
at der ikke mellem parterne opstår
en dialog, der kan rejse tvivl om,
hvorvidt henvendelser accepteres. På
dette punkt har politiet en vigtig
opgave med hensyn til vejledning af
tilholdssøgende.
Udvalget anfører, at der også hos
nogle af de forurettede synes at
have været den misforståelse, at det
er afgørende for, om tilhold kan
gives, at henvendelserne har en
truende karakter. Dette er ikke
tilfældet. Uønskede henvendelser kan
således føre til tilhold endog i
tilfælde, hvor f.eks. skriftlige
henvendelser i sig selv fremstår som
venlige, eller hvor henvendelsen
består i, at der fremsendes f.eks.
blomster eller gaver.
Udvalget bemærker, at den
omstændighed, at den, der anmeldes,
ikke ønsker at udtale sig til
politiet, ikke er til hinder for, at
der udstedes et tilhold mod den
pågældende. Det må også anses for en
misforståelse, når det af en af
beretningerne synes at fremgå, at
politiet ved en anmeldelse af en
igangværende overtrædelse af et
tilhold skulle kunne afvise at rykke
ud med den begrundelse, at udrykning
kun sker, når adfærden har karakter
af husspektakler. Udvalget anfører i
den forbindelse, at politiet er nødt
til at prioritere sin indsats, men
navnlig i tilfælde af vedvarende
anmeldelser om overtrædelse af
tilhold kan der være anledning til
at rykke ud, også fordi en
anholdelse af krænkeren på fersk
gerning kan være af bevismæssig
betydning i forhold til andre
anmeldte overtrædelser.
Udvalget bemærker endvidere, at
materialet omfatter et udmærket
eksempel på, at en hurtig kontakt
fra politiet til den pågældende med
en formaning om ikke at opsøge
anmelderen har virket. Det er derfor
vigtigt, at chikanerede personer
henvender sig til politiet straks,
når det står dem klart, at de ikke
selv kan håndtere problemet, også
fordi politiet vil kunne vejlede om,
hvad de bør foretage sig for at
sikre bevis mv. Udvalget henviser
endvidere til de råd til
stalkingofre, der er omtalt af Lise
Linn Larsen i Stalking – om chikane,
forfølgelse og trusler, 2010, side
189. Det drejer sig bl.a. om at
samle beviser og dokumentation for
hændelserne, at kontakte politiet,
at bruge taletidskort og at sørge
for at kontakt med politiet mv. sker
telefonisk.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 88-95.
3.2.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overordnede overvejelser
om stalking.
3.3. Straf for
fredskrænkelse mv. uden forudgående
tilhold
3.3.1.
Udvalget har overvejet, om der bør
indføres en bestemmelse om straf i
visse tilfælde for fredskrænkelser,
forfølgelse mv., uden at der stilles
krav om et forudgående tilhold.
Udvalget har i overvejelserne herom
også inddraget spørgsmålet om en
sådan bestemmelse i relation til
stalking.
Udvalget bemærker, at allerede
betænkning nr. 1102/1987 om den
forurettedes stilling i voldtægts-
og straffesager rejste spørgsmålet,
om visse forulempelser burde gøres
strafbare uden forudgående advarsel
i form af et polititilhold.
Udvalget henviser endvidere til, at
Straffelovrådet herefter behandlede
spørgsmålet i en redegørelse af 15.
februar 1988, jf. betænkningens
bilag 1. Rådet fandt, at der ikke
bør ske en kriminalisering af
fredskrænkelser foretaget uden
forudgående advarsel (tilhold).
Efter rådets opfattelse er det
således kravet om en på forhånd
meddelt advarsel, der bevirker en
passende afgrænsning af det
strafbare område.
Rådet anførte, at der ikke i
ordlyden af straffelovens § 265
ligger nogen begrænsning til
henvendelser eller andre handlinger,
der i sig selv er truende,
foruroligende, fornærmelige, fysisk
forulempende eller lignende, og at
bestemmelsen også omfatter breve,
telefoniske udtalelser, fremmøde ved
den værnedes hjem eller arbejdsplads
mv. uden et sådant objektivt
krænkende indhold eller præg. Rådet
påpegede, at det også i sådanne
tilfælde bør være muligt at værne en
person mod den andens gentagne
henvendelser, når disse opleves som
ubehagelige eller forstyrrende.
Rådet fremhævede endvidere, at de
forhold, der beskrives i § 265,
meget ofte udspiller sig mellem
samlevende personer eller personer,
der tidligere har været samlevende.
Den personlige baggrund bevirker, at
den ene part ikke på forhånd kan
siges at være en fremmed og
uvedkommende person i forhold til
den anden. Efter rådets vurdering
adskiller forholdene sig herved fra
husfredskrænkelser, krænkelser af
brev- eller telefonhemmeligheden og
lignende, hvor det i de fleste
tilfælde let kan fastslås, at en
person ikke har nogen rimelig grund
til at blande sig i andres forhold.
Af de ovenfor nævnte grunde fandt
Straffelovrådet, at det måtte anses
for betænkeligt at foretage den
ændring i § 265, at henvendelser mv.
efter omstændighederne bliver
umiddelbart strafbare, uden at den
pågældende på forhånd er gjort
opmærksom på, at hans eller hendes
optræden krænker den andens fred, og
at det vil være strafbart at
fortsætte.
Straffelovrådet anførte videre, at
såfremt kravet om forudgående
advarsel blev opgivet, vil der kunne
opstå problemer med hensyn til
beviset for gerningsmandens forsæt,
det vil sige hans eller hendes
forståelse af, at den pågældendes
breve, opringninger, fremmøde mv.
virker krænkende. Sådan tvivl om
forsættet afskæres, når en person
efter forudgående undersøgelse har
fået at vide, hvad han eller hun
skal afholde sig fra.
Rådets betænkeligheder ved at opgive
kravet om forudgående advarsel
gjaldt også en lovændring, hvor man
– uden at ændre formuleringen af §
265 – lavede en tilføjelse med
f.eks. følgende indhold: »Såfremt en
krænkelse som nævnt i stk. 1 har
haft en særlig grov karakter (eller:
er udvist under særligt skærpende
omstændigheder), finder samme straf
anvendelse, selv om der ikke forud
er meddelt advarsel af politiet.«
Efter rådets opfattelse kunne der
alene blive tale om en
kriminalisering uden forudgående
advarsel, hvis man i loven indføjede
en nyaffattet straffebestemmelse,
hvor der beskrives en strafværdig
gerningstype af mere begrænset
omfang end de i § 265 nævnte
forhold. Samtidig må en sådan ny
gerningsbeskrivelse naturligvis ikke
være omfattet af allerede
eksisterende straffebestemmelser om
f.eks. trusler, vold,
blufærdighedskrænkelse og
husfredskrænkelse, idet en
nykriminalisering i så fald vil være
overflødig.
Rådet kunne dog ikke pege på
nærliggende muligheder med hensyn
til formuleringen af en sådan ny
straffebestemmelse, og rådet fandt
ikke, at der kunne siges at være
påvist klart afgrænsede
gerningstyper, der afdækker et behov
for at indføre den omhandlede
udvidede kriminalisering. Endelig
anførte rådet, at de grove former
for forulempelser, der kan tænkes,
ofte vil udgøre en overtrædelse af
allerede gældende
straffebestemmelser.
Strafferetsplejeudvalget anfører, at
man ved vurderingen af spørgsmålet
om en straffebestemmelse uden krav
om tilhold må være opmærksom på, at
den gældende straffelovs § 265 – ud
over kravet om et forudgående
tilhold – stiller krav om en særlig
kvalificeret adfærd i form af at
krænke en andens fred f.eks. ved at
forfølge eller på anden lignende
måde forulempe den anden. Som
påpeget af Straffelovrådet hjemler §
265 forbud mod handlinger, der ikke
i sig selv er forulempende mv., men
efter straffebestemmelsen skal de
altså indgå i en sammenhæng, der
bevirker, at handlingen får karakter
af forfølgelse, forulempelse eller
lignende.
Udvalget anfører endvidere, at man
for så vidt kunne fjerne kravet om
forudgående advarsel – eventuelt i
kombination med skærpede krav til
forulempelsens grovhed. Efter
udvalgets opfattelse vil dette
imidlertid bevirke, at den prøvelse
af karakteren af den uønskede
kontakt, der i dag sker ved
politiets behandling af en anmodning
om tilhold, skulle foregå under en
straffesag. Noget sådant ville under
alle omstændigheder forsinke
behandlingen væsentligt, men også
føre til en mindre hensigtsmæssig
håndtering, og herunder
vanskeliggøre en løsning i
mindelighed.
Afgørende må imidlertid efter
udvalgets opfattelse være, at man
nødvendigvis måtte stille krav om en
betydelig klarhed – det vil sige
grovhed – som et modstykke til den
manglende forudgående advarsel.
Dermed vil en straffebestemmelse for
fredskrænkelser, herunder stalking,
uden tilhold helt overvejende blive
anvendelig i tilfælde, hvor der
allerede efter de gældende regler
ville være grundlag for at straffe,
enten
fordi grovheden består i gentagne
fredskrænkelser, således at der ofte
allerede er givet tilhold, og der
dermed foreligger en overtrædelse af
tilholdet,
eller fordi der foreligger
kvalificerende omstændigheder, der i
sig selv udgør et strafbart forhold,
navnlig husfredskrænkelse, trusler
eller vold.
Disse forhold og de betænkeligheder,
der i øvrigt er anført af
Straffelovrådet, illustreres efter
Strafferetsplejeudvalgets opfattelse
også af den norske
»stalkingbestemmelse«, der er omtalt
i betænkningen side 63. Efter denne
bestemmelse er det således en
grundbetingelse, at adfærden er
hensynsløs og dermed klart
forkastelig, mens adfærden i øvrigt
beskrives alene gennem bredt
formulerede udtryk som »skræmmende
eller plagsom optræden eller anden
hensynsløs adfærd«. Også for de
andre udenlandske
stalkingbestemmelser, der er omtalt
side 68-72 i betænkningen, gælder
det, at der anvendes ganske upræcise
beskrivelser af det strafbare område
i det omfang, der ikke er tale om
adfærd, som er strafbar efter
gældende danske regler, herunder
straffelovens § 265 om tilhold.
Udvalget bemærker i den forbindelse,
at Dansk Anti-Stalking Forening har
foreslået en straffebestemmelse om
stalking med udgangspunkt i
offerets
reaktion, jf. betænkningen
side 81-83.
Udvalget finder, at
straffebestemmelser, der på de
anførte måder angiver
gerningsindholdet primært gennem
kvalitative beskrivelser af en i
øvrigt uspecificeret adfærd, såsom
skræmmende eller belastende, kan
give anledning til væsentlige
betænkeligheder, fordi det kan være
vanskeligt på forhånd at afgrænse
anvendelsesområdet. Det er således
afgørende, at straffebestemmelser
bygger på gerningsindhold med en
konkret, objektiv afgrænsning.
Udvalget finder endvidere, at det,
der bestemmer, om et strafbart
forhold er begået, er
gerningsmandens objektive adfærd og
gerningsmandens subjektive
tilregnelse (forsæt mv.) – ikke i
sig selv den forurettedes reaktion
eller oplevelse. Dette betyder dog
vel at mærke ikke, at den måde, som
gerningsmandens adfærd er
egnet til at
påvirke forurettede, bliver
uden betydning. Dette kan således
allerede efter de gældende regler
have betydning i flere henseender,
herunder med hensyn til om der
foreligger en fredskrænkelse, om en
adfærd har karakter af strafbare
trusler og med hensyn til straffens
udmåling.
Efter udvalgets opfattelse er det
centrale imidlertid, at det er et
helt fundamentalt
retssikkerhedsmæssigt krav, at den,
der skal straffes, efter
straffebestemmelsens udformning har
haft mulighed for at indse, at der
begås et strafbart forhold. Det kan
ikke i sig selv være det afgørende,
om en person har opfattet sig som
udsat for en krænkelse. Derfor er
der efter udvalgets vurdering heller
ikke grundlag for i en
straffebestemmelse at definere
gerningsindholdet (beskrivelsen af
den strafbare handling) ud fra
offerets reaktion, således at
gerningsmandens adfærd og subjektive
forhold ikke bliver det afgørende,
jf. de synspunkter, som Dansk
Anti-Stalking Forening har fremsat
herom over for udvalget
(betænkningen side 81-83).
Udvalget finder, at en væsentlig del
af problemstillingen om forholdet
mellem gerningsmandens adfærd og
forurettedes oplevelse heraf vil
falde væk ved en objektivering af
tilholdet, jf. nedenfor og pkt. 3.4.
Efter udvalgets opfattelse må
spørgsmålet om
psykisk terror som element i
en stalkingbestemmelse eller i
øvrigt i en ny tilholdsregel også
vurderes i det anførte lys. Dette
spørgsmål behandles nedenfor under
pkt. 3.4.
Ordningen med polititilhold
indebærer efter udvalgets opfattelse
en bedre beskyttelse af den
forurettede end en bestemmelse om
straf uden forudgående tilhold. Det
skyldes, at der med hensyn til
tilhold er lavere beviskrav end med
hensyn til straf. Efter udvalgets
forslag kræves således alene
begrundet
mistanke om fredskrænkelse
mv. som betingelse for et tilhold.
Når tilhold først er givet, vil der
for at straffe for overtrædelse
heraf skulle stilles de sædvanlige,
strengere beviskrav til domfældelse
i en straffesag, nemlig kravet om at
tiltaltes skyld er bevist uden for
enhver rimelig tvivl. Men her vil
det få betydning, at der foreslås en
objektivering af tilholdet, jf. pkt.
3.4.2 nedenfor. En objektiveret
bestemmelse vil eksempelvis ramme
tilfælde, der af den forurettede
opleves som psykisk terror, f.eks.
som følge af at gerningsmanden
regelmæssigt tager ophold uden for
forurettedes bopæl, men uden at der
kræves bevis for, at psykisk skade
er tilsigtet eller er en følge af
adfærden. Efter udvalgets opfattelse
må de nævnte forslag anses for at
være af særlig betydning, fordi det
fra organisationernes og Dansk
Anti-Stalking Forenings side er
fremført, at det for de forurettede
kan være vanskeligt at bevise
chikane, jf. betænkningen side
80-83.
Udvalget har overvejet spørgsmålet
om en straffebestemmelse uden krav
om tilhold også på baggrund af
diskussionen om en bedre beskyttelse
mod stalking.
Med definitionen af stalking, hvor
der lægges vægt på det systematiske
og vedvarende som netop
karakteristisk for stalking, bliver
der imidlertid i ringere grad brug
for en straffebestemmelse uden
tilhold ved stalking end ved
fredskrænkelser i almindelighed,
fordi man for enhver praktisk
betragtning for længst vil have
passeret tærsklen for tilhold, når
fredskrænkelser antager karakter af
stalking.
Udvalget anfører, at en bestemmelse
om straf uden tilhold i relation til
stalking kan anskues som et
instrument til indgriben i forløb,
hvor chikane kan befrygtes at
udvikle sig til vold. For en
retspolitisk betragtning kan en
særlig interesse således knytte sig
til overvejelser om risikoen for, at
det, der starter som fredskrænkelser
– generende, men ikke farlige –
udvikler sig til alvorlig
personfarlig kriminalitet.
Spørgsmålet har dog også sammenhæng
med i princippet alle de øvrige
spørgsmål, som udvalget har
behandlet, herunder spørgsmålet om
betingelser for tilhold, håndhævelse
af tilhold, straf for overtrædelse
af tilhold og mulighed for
varetægtsfængsling mv. Udvalget
bemærker imidlertid, at en risiko
for, at kriminalitet udvikler sig
fra mindre til mere alvorlige
forbrydelser, ikke er enestående for
problemkredsen omkring stalking og
lignende. Det er for så vidt noget,
som politiet og de andre
retshåndhævende myndigheder altid må
være opmærksomme på at modvirke i
det omfang, det er muligt. Udvalget
bemærker i øvrigt, at de amerikanske
erfaringer, som Dansk Anti-Stalking
Forening henviser til, jf.
betænkningen side 81-83, næppe
stemmer med danske forhold, jf.
Rigsadvokatens redegørelse af 22.
april 2009 refereret i betænkningen
side 78-80. Det anføres således i
redegørelsen, at hovedparten af
overtrædelserne af tilhold vedrører
fortsat chikanøs adfærd, mens det er
undtagelsen, at overtrædelser har
truende eller voldelig karakter.
Efter udvalgets opfattelse vil en
straffebestemmelse uden krav om
forudgående tilhold imidlertid
heller ikke i denne henseende give
bedre muligheder for indgriben end
adgangen til at give et tilhold. Det
bemærkes endvidere, at der ikke
udvalget bekendt foreligger danske
undersøgelser, der peger på en
særlig sammenhæng mellem chikane og
vold.
Udvalget bemærker, at det på en
høring om stalking, som Folketingets
Retsudvalg afholdt den 16. marts
2011, jf. betænkningen side 83-85,
blev anført, at tilhold forsinker
indsatsen mod stalking. Dette er
efter udvalgets opfattelse ikke
tilfældet. Der vil således kunne
sættes ind med et tilhold på et
langt tidligere stadium i forløbet
end med straf. Der vil efter
omstændighederne være mulighed for
tilbageholdelse eller anholdelse,
jf. pkt. 3.7.3.3 nedenfor.
Sagsbehandlingen vedrørende en
anmodning om tilhold vil give
politiet et helhedsbillede af
situationen, og sagen vil kunne
afgøres af politiet selv uden
indbringelse for retten på grundlag
af et beviskrav om begrundet
mistanke. Udvalget anfører, at
politiet i de tilfælde, hvor der kan
være frygt for en eskalering af
konflikten, allerede på tidspunktet
for tilholdet – eller eventuelt før
– vil kunne sætte ind med f.eks.
tildeling af overfaldsalarm, skærpet
opmærksomhed og en tydelig advarsel
til den, der tildeles et tilhold,
om, at politiet vil være opmærksom
på ham eller hende.
Der er derfor efter udvalgets
opfattelse ikke belæg for, at en
særlig straffebestemmelse om
stalking, der ikke kræver et
forudgående tilhold, skulle styrke
mulighederne for at forhindre, at
stalking udvikler sig til f.eks.
vold eller drab.
Udvalget finder endvidere, at de
betænkeligheder imod en regel om
straf uden tilhold, der blev anført
af Straffelovrådet, jf. ovenfor,
fortsat er aktuelle. Der er således
stadig ikke påvist klart afgrænsede
gerningstyper, der er egnet som
grundlag for en sådan
straffebestemmelse, ligesom den
bevismæssige fordel ved den
advarsel, der ligger i tilholdet,
stadig er af væsentlig betydning for
bekæmpelse af chikane.
På den baggrund og af de grunde, der
i øvrigt er anført af
Straffelovrådet, finder udvalget
ikke, at der bør indføres en ny
straffebestemmelse om
fredskrænkelser i form af
forfølgelse eller lignende.
Udvalget finder i det hele, at en
styrkelse af beskyttelsen mod
chikane og forfølgelse, herunder i
tilfælde af stalking, bedre kan ske
ved en modernisering af regelsættet
om tilhold som foreslået af
udvalget, herunder regler om
mistankekrav, en objektivering af
tilholdet, en særlig bestemmelse om
tilhold efter grove strafbare
krænkelser samt en almindelig regel
om opholdsforbud.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 95-102.
3.3.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om straf for
fredskrænkelse mv. uden forudgående
tilhold, og af de grunde, der er
anført af udvalget, finder
ministeriet ikke, at der er grundlag
for at indføre en ny
straffebestemmelse om
fredskrænkelser i form af
forfølgelse eller lignende uden
forudgående tilhold.
3.4. Tilhold
3.4.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
3.4.1.1.
Overordnede overvejelser
Udvalget har på grundlag af en
gennemgang af regler og praksis om
tilhold fundet, at ordningen med
polititilhold i sin grundlæggende
form er velfungerende og imødekommer
et væsentligt behov for
foranstaltninger til beskyttelse mod
uønsket kontakt, forfølgelse og
chikane, ikke mindst i
samlivsrelationer. Udvalget bemærker
i den forbindelse, at der kun i
ganske få tilfælde klages over
politiets afgørelser om ikke at
meddele et tilhold, jf.
Rigsadvokatens redegørelse af 22.
april 2009.
Efter udvalgets vurdering er der
imidlertid behov for en
modernisering af regelsættet,
ligesom der er behov for en
styrkelse af mulighederne for at
sætte ind mod fredskrænkelser og
stalking. En sådan ny udformning af
reglerne om tilhold bør efter
udvalgets opfattelse omfatte såvel
en sproglig ajourføring som en
indholdsmæssig udvikling af det
samlede regelsæt med henblik på en
bedre beskyttelse af de forurettede.
Udvalget anfører, at det i den
forbindelse må erkendes, at
stalking
udgør et særligt problem. Uanset at
antallet af egentlige
stalkingtilfælde (det vil sige
vedvarende og systematisk
forfølgelse eller chikane) muligt
ikke er meget stort, indebærer den
særlige belastning som følge af mere
systematisk forfølgelse under alle
omstændigheder et væsentligt behov
for beskyttelse. Udvalget har derfor
ved sine overvejelser om en revision
af tilholdsreglerne i særlig grad
inddraget stalkingtilfælde.
Udvalget henviser til, at det på en
høring om stalking, som Folketingets
Retsudvalg afholdt den 16. marts
2011, blev anført, at tilhold ikke
har effekt på stalkere. Den
omstændighed, at tilhold i nogle
tilfælde ikke stopper chikanen,
betyder efter udvalgets opfattelse
imidlertid ikke, at forfølgelse og
chikane ikke bør bekæmpes ved
anvendelse af tilhold. Dels vil det
ikke på forhånd kunne vides, om den
aktuelle gerningsmand vil lade sig
påvirke, dels vil tilhold give
grundlag for straf eller – i forhold
til psykisk syge gerningsmænd – dom
til behandling.
3.4.1.2.
Objektivering af tilhold
Udvalget har overvejet, om tilhold
bør være et forbud mod al kontakt
eller kun mod kontakt, der i sig
selv kan anses for generende eller
chikanerende.
Udvalget finder, at definitionen af
tilhold – på samme måde som
bortvisning – bør objektiveres
således, at fastlæggelsen af
forbuddets indhold sker i en
særskilt bestemmelse, og at
betingelserne for at udstede et
tilhold angives i andre
bestemmelser.
Definitionsbestemmelsen skal således
alene indeholde en objektiv
angivelse af den kontakt mv., der
forbydes. Situationer, hvor en
kontakt af særlige grunde, herunder
nødretslignende tilfælde, må anses
for beføjet, bør reguleres af en
særlig undtagelsesbestemmelse.
Ved denne teknik opnås efter
udvalgets opfattelse både en større
klarhed i regelsættet og en
styrkelse af beskyttelsen, idet i
princippet enhver kontakt forbydes.
At der opstilles en
undtagelsesbestemmelse for beføjet
kontakt ændrer ikke ved, at det
klare udgangspunkt er, at enhver
kontakt afskæres. Det vil således
påhvile den, som forbuddet er rettet
mod, at sandsynliggøre, at en
kontakt har været beføjet. Dette vil
også indebære en bevismæssig
lettelse med hensyn til overtrædelse
af tilhold.
Efter udvalgets opfattelse vil denne
objektivering af tilholdet ikke
mindst være af betydning i relation
til stalking, idet den letter
konstateringen af, hvad der udgør en
overtrædelse – og dermed en
krænkelse af den forurettede. Der
skal således for at konstatere en
overtrædelse ikke føres bevis for,
at kontakten mv. er sket i en særlig
chikanøs hensigt, at den er egnet
til at virke psykisk belastende
eller lignende.
3.4.1.3.
Beskyttet personkreds og forbudte
handlinger
Udvalget har overvejet spørgsmålet
om, hvilken personkreds der bør
beskyttes, og hvilke typer af
handlinger der bør kunne forbydes
ved tilhold.
Udvalget bemærker, at tilhold efter
den gældende straffelovs § 265 ikke
er begrænset til at beskytte
bestemte personer eller grupper af
personer, og at tilhold i praksis
navnlig anvendes i følgende grupper
af tilfælde:
–
Samlivsrelaterede tilfælde, hvor den
ene part har udøvet vold eller andre
overgreb mod den anden.
–
Samlivsrelaterede tilfælde, hvor
krænkelsen sker i sammenhæng med
samlivets ophør, typisk i form af
chikanerende henvendelser.
–
Offentligt ansatte, der krænkes af
personer, som de kommer i kontakt
med i kraft af deres arbejde.
–
Grupper af personer, der ikke hører
til en offentlig virksomhed, f.eks.
ansatte i en privat virksomhed.
–
Kendte personer, der forfølges.
–
Andre tilfælde, f.eks.
nabokonflikter og chikane forøvet af
psykisk syge som led i den
pågældendes sygdom.
–
Stalking, det vil sige systematisk
og vedvarende forfølgelse eller
chikane. Stalking vil typisk
forekomme som varianter af en eller
flere af de ovennævnte tilfælde.
Udvalget bemærker endvidere, at et
tilhold efter den gældende
straffelovs § 265 omfatter en række
forskellige handlinger, der kan
sammenfattes som kontakt. Det drejer
sig om personlig henvendelse
("trænge ind på"), skriftlig
henvendelse ("skriftlige
henvendelser") og andre former for
henvendelser ("på anden lignende
måde forulempe"). Efter praksis
omfatter andre henvendelser navnlig
telefoniske henvendelser, men også
elektronisk kommunikation i form af
e-mails og sms-beskeder er med
sikkerhed omfattet, allerede fordi
disse må sidestilles med skriftlige
henvendelser. Imidlertid anses i
praksis også en række mere indirekte
henvendelser for omfattet, herunder
henvendelser ved at sende eller
lægge blomster og ved at sende
hilsner via radioprogrammer eller
ved at tage ophold uden for
forurettedes hjem.
Udvalget finder, at lovens
definition af tilhold bør udformes
således, at tilhold kan anvendes til
beskyttelse af den samme
personkreds
og beskyttelse mod de samme
former for
uønsket kontakt som efter de
gældende regler. Der bør derfor –
som i den gældende straffelovs § 265
– heller ikke i en ny bestemmelse om
tilhold indlægges begrænsninger med
hensyn til, hvilke
personer der
kan opnå beskyttelse gennem
tilhold. Der vil således også være
samme adgang til med tilhold at
beskytte offentligt ansatte som
hidtil, ligesom der vil kunne
meddeles tilhold, uanset om parterne
har levet sammen eller ej.
Også med hensyn til hvilken
adfærd,
der bør kunne opnås beskyttelse mod,
bør der efter udvalgets opfattelse
tages udgangspunkt i den gældende
regel om tilhold. En revideret
tilholdsregel skal således som
minimum omfatte alle de handlinger i
form af fredskrænkelse, der er
omfattet af den gældende straffelovs
§ 265.
Udvalget har endvidere overvejet, om
der herudover – ikke mindst med
hensyn til stalking – bør inddrages
anden adfærd, det vil sige andre
handlinger under tilholdets
anvendelsesområde.
Udvalget har i den forbindelse
gennemgået en række eksempler på
stalking og anden form for chikane,
der er indgået i den senere tids
debat. Det drejer sig bl.a. om
beretninger om stalking fra
personer, der har oplevet chikane og
forfølgelse. Udvalget henviser til,
at sådanne beretninger bl.a. findes
hos Lise Linn Larsen: Stalking – om
chikane, forfølgelse og trusler,
2010, og Henrik Bramsberg: Forfulgt?
, 2004. Udvalget henviser i øvrigt
til referatet af udvalgets møde med
en række organisationer, jf.
betænkningens bilag 2. I materialet
omtales en lang række eksempler på,
hvad de pågældende har opfattet som
udtryk for stalking eller chikane i
øvrigt.
Udvalget anfører, at de fleste af
disse former for adfærd har karakter
af handlinger, der allerede omfattes
af den gældende tilholdsregel som
fredskrænkelser, der kan danne
grundlag for tilhold, og som kan
føre til straf for overtrædelse af
et allerede givet tilhold.
Udvalget anfører, at dette således
gælder alle tilfælde, hvor adfærden
har karakter af en
henvendelse
fra gerningsmanden til den
forurettede, herunder hvor
henvendelserne indeholder
trusler
om f.eks. advokat eller
politianmeldelse,
beskyldninger
af forskellig slags, f.eks.
ved trusler om at udbrede rygter om
den forurettede, f.eks. om pædofili
eller seksuelle udskejelser. Dette
følger allerede af, at uønskede
henvendelser, der fortsætter, efter
at den forurettede har sagt fra, i
sig selv kan føre til tilhold, også
selv om den enkelte henvendelse på
overfladen har en fredelig eller
venlig karakter.
Udvalget bemærker endvidere, at
trusler om vold
vil være selvstændigt
strafbare efter straffelovens § 266,
hvis volden er af en grovhed som
anført i bestemmelsen. Trusler om
simpel vold efter straffelovens §
244 er ikke selvstændigt strafbare.
Imidlertid vil sådanne trusler, der
er rettet imod en person, efter
udvalgets vurdering være en
fredskrænkelse, der omfattes af
tilholdsreglen.
Efter udvalgets opfattelse vil
fremsendelse af post eller e-mails
med falsk
afsenderangivelse, herunder
med falsk e-mailadresse i kollegers
eller andres navn, være omfattet af
de gældende tilholdsregler, ligesom
andre henvendelser, hvor
gerningsmanden søger at skjule sin
identitet. Det forhold, at denne
kontaktmåde kan skabe bevismæssige
vanskeligheder, ændrer ikke ved det
anførte. Ofte vil adfærden i øvrigt
indgå i et mønster, som kan mindske
bevisvanskelighederne.
Bestilling af
varer i forurettedes navn
eller forsøg på
optagelse af lån i
forurettedes navn vil efter
udvalgets vurdering afhængig af
omstændighederne kunne indebære
strafbare handlinger såsom bedrageri
eller dokumentfalsk, men der vil
også kunne foreligge en overtrædelse
af tilhold, hvis der reelt er tale
om en henvendelse fra gerningsmanden
til den forurettede. Bestiller
gerningsmanden således f.eks. uden
den forurettedes samtykke varer, som
bringes ud til den forurettede, vil
forholdet – uanset om gerningsmanden
selv betaler for varerne eller ej –
kunne sidestilles med den form for
chikane, at gerningsmanden lægger
blomster på den forurettedes
dørmåtte, hvilket i praksis er
anerkendt som noget, der kan
indebære en overtrædelse af et
tilhold.
Efter udvalgets opfattelse bør
reglerne om tilhold så vidt muligt
også tage højde for nye former for
chikane, herunder ved anvendelse af
internettet.
Udvalget henviser til, at der i
henvendelsen fra Dansk Anti-Stalking
Forening tales om »cyberstalking«,
jf. betænkningen side 81-83.
Udvalget vurderer, at en række
tilfælde vil falde direkte under et
tilhold, fordi der er tale om
henvendelser.
Det drejer sig om meddelelser fra en
person til en anden i form af
e-mails eller beskeder via sociale
netværk (f.eks. Facebook eller
Twitter).
I andre tilfælde er der tale om
ikke direkte
henvendelser. Det kan dreje
sig om oprettelse af falske
Facebook-profiler eller fremsættelse
af ærekrænkende udtalelser eller
videregivelse af oplysninger om
private forhold via sociale netværk
eller i debatfora mv. på
internettet. Sådan adfærd kan efter
udvalgets vurdering være omfattet af
tilhold, fordi der reelt er tale om
en henvendelse til den forurettede
samtidig med henvendelsen til en
bredere kreds. Efter de gældende
regler har man således som tidligere
omtalt anset en radiohilsen for
omfattet af tilhold. Det forhold, at
en meddelelse gennem f.eks. Facebook
ikke direkte er adresseret til den,
der chikaneres, er derfor efter
udvalgets opfattelse ikke i sig selv
afgørende. Men meddelelsen må kunne
anses for reelt rettet til denne, og
ikke alene til andre, ligesom
gerningsmanden må have forsæt til,
at meddelelsen virker som en
henvendelse til den, der chikaneres.
I det omfang anvendelse af nettet på
den anførte måde kan karakteriseres
som en henvendelse eller kontakt,
vil den være omfattet af
tilholdsreglen. Udvalget finder, at
det bl.a. på den baggrund bør fremgå
af en revideret lovbestemmelse om
tilhold, at elektronisk
kommunikation er omfattet.
Udvalget bemærker, at udbredelse af
krænkende udtalelser eller
oplysninger om forurettede via
nettet endvidere efter
omstændighederne kan udgøre en
overtrædelse af straffelovens § 267
om ærekrænkelser eller af
straffelovens § 264 d om uberettiget
videregivelse af meddelelser
vedrørende en andens private forhold
mv.
Udvalget anfører endvidere, at
chikane kan virke på den måde, at
nedsættende omtale udbredes via
internettet ved anvendelse af
sociale netværk med den følge, at
der kommer
henvendelser fra andre personer
med ubehagelige meddelelser
til den chikanerede, via nettet
eller på anden måde. Et sådant
forhold omfattes ikke i sig selv af
et tilhold mod den, som i første
omgang har udbredt den nedsættende
omtale. Har omtalen imidlertid –
udtrykkeligt eller reelt – karakter
af opfordring til at rette
henvendelse til den chikanerede, vil
adfærden dog efter udvalgets
vurdering kunne anses for en
henvendelse fra den pågældende til
den chikanerede gennem andre og
dermed anses for en fredskrænkelse,
der kan indgå i grundlaget for et
tilhold eller udgøre en overtrædelse
af et allerede givet tilhold.
Forholdet kan endvidere være
strafbart efter regler om
ærekrænkelse eller videregivelse af
oplysninger, der åbenbart kan
forlanges unddraget offentligheden
(afhængigt bl.a. af modtagerkredsens
størrelse). Et sådant forhold kan
efter udvalgets vurdering også falde
under tilholdsreglerne, fordi der er
tale om en henvendelse til
forurettede samtidig med en
henvendelse til andre.
I medierne har der været omtalt
eksempler på grov chikane ved
meddelelse af
urigtige oplysninger om alvorlige
ulykker overgået en persons
nærstående eller lignende. Noget
sådant kan forekomme ved
telefonopringninger, elektronisk
kommunikation i øvrigt eller på
anden måde. Hvis der er tale om en
direkte eller indirekte henvendelse
til den forurettede, vil sådan
adfærd efter udvalgets vurdering
kunne imødegås med tilhold.
Der er efter udvalgets opfattelse
behov for den klargørende udvidelse
af lovens beskrivelse af de
pågældende handlinger, at forbuddet
også omfatter
at følge efter den anden.
Udvalget lægger vægt på, at der kan
forekomme tilfælde, hvor den
pågældende følger efter den
forurettede, men til stadighed
undgår at komme helt tæt på denne.
Disse tilfælde kan være belastende i
samme grad som forskellige former
for kontakt, men falder ikke
naturligt under kontaktbegrebet.
Udvalget henviser til, at Dansk
Anti-Stalking Forening i sin
henvendelse har anført, at stalking
også kan tage form af
overvågning,
jf. betænkningen side 81-83.
Overvågning vil være omfattet af den
af udvalget foreslåede
tilholdsregel, hvis adfærden i det
enkelte tilfælde kan betegnes som
kontakt i vid forstand eller som det
at følge efter en person.
Overvågning ved at opholde sig
umiddelbart uden for den
forurettedes bopæl eller opholdssted
vil være omfattet på samme måde som
efter praksis vedrørende den
gældende tilholdsregel. Andre former
for overvågning, f.eks. overvågning
ved hjælp af kikkert på en vis
afstand, vil ikke i sig selv være
omfattet, men kan være strafbar
efter omstændighederne som
forsøgshandling eller efter
straffelovens § 264 a som
uberettiget iagttagelse ved hjælp af
kikkert eller andet apparat af
personer, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted. Der er
efter udvalgets opfattelse ikke
grundlag for under en ny
tilholdsregel at inddrage
overvågning i videre omfang end det
anførte. Udvalget bemærker herved,
at hvis gerningsmanden trods en vis
afstand kan ses af forurettede, og
dette står gerningsmanden klart, vil
forholdet være omfattet af et
tilhold.
Det er også nævnt i debatten, at
stalking kan give problemer i
relation til
civilretlige regler, jf. også
referatet af udvalgets møde med en
række organisationer i betænkningens
bilag 2. Stalking kan således f.eks.
give sig udslag i, at en person, der
har et barn med forurettede, i
chikanehensigt
rejser sag om forældremyndighed
mv. – alene for at opnå
kontakt med forurettede gennem
sagsbehandlingen, herunder
deltagelse i retsmøder, hvor den
forurettede er nødt til at være til
stede. Udvalget finder, at der i et
sådant tilfælde – på samme måde som
med hensyn til f.eks.
udnyttelse af
samværsret – er tale om
udøvelse af lovfæstede rettigheder.
Efter udvalgets opfattelse er der
derfor ikke mulighed for at anse det
for en overtrædelse af et tilhold,
at den pågældende rejser sagen eller
udøver retten.
Udvalget anfører, at det i øvrigt
vil kunne være særdeles vanskeligt
at fastslå, om der i det enkelte
tilfælde er tale om chikane eller et
reelt ønske om at opnå den
omhandlede retsposition. Spørgsmålet
om, hvorvidt der som følge af
stalkingproblemet bør foretages
justeringer af de civilretlige
regler, må i sagens natur bero på
overvejelser om den rette udformning
af disse regler. Udvalget finder på
den baggrund, at spørgsmålet falder
uden for udvalgets opgave.
Udvalget anfører, at det imidlertid
står fast, at de civilretlige regler
ikke udelukker, at der fastsættes
tilhold, når betingelserne herfor er
opfyldt. Ved den nærmere udformning
af et tilhold kan og bør der efter
udvalgets vurdering tages hensyn til
relevante civilretlige forhold,
herunder f.eks. en samværsret. Ved
anvendelsen af de civilretlige
regler må der omvendt tages
relevante hensyn til et meddelt
tilhold, herunder med hensyn til
f.eks. nærmere samværsvilkår.
Endvidere understreger udvalget, at
en parts adfærd i form af strafbare
forhold, herunder chikane i form af
tilholdsovertrædelser, efter
forholdenes karakter på forskellig
måde indgår ved anvendelse af de
civilretlige regler, herunder efter
omstændighederne med hensyn til
f.eks. spørgsmål om og i hvilket
omfang, der skal være samvær. De
civilretlige regler udelukker efter
udvalgets vurdering heller ikke, at
der på forskellig måde tages hensyn
til den forurettede i forbindelse
med myndighedernes sagsbehandling,
herunder f.eks. ved respekt af et
ønske om tilbageholdelse af
adresseoplysninger eller eventuelt
om ikke at være til stede i et
retsmøde. På det sidstnævnte punkt
kan mulighederne for hensyntagen som
følge af modpartens processuelle
rettigheder være begrænsede, men dog
næppe i alle henseender udelukket.
En særlig gruppe af tilfælde er
henvendelser, der ikke sker til
forurettede selv, men til
forurettedes
familiemedlemmer eller bekendte.
Sådanne henvendelser vil efter
udvalgets opfattelse ikke i sig selv
være omfattet af et tilhold til
gerningsmanden om ikke at henvende
sig til forurettede. Udvalget
understreger dog, at sådanne
henvendelser dels kan danne grundlag
for et tilhold i forhold til
familiemedlemmet eller den bekendte,
dels vil kunne være omfattet af et
tilhold i forhold til den
forurettede, hvis henvendelsen
konkret kan anses for reelt at være
en henvendelse til forurettede eller
forsøg herpå.
Udvalget bemærker i øvrigt, at
henvendelser til familiemedlemmer og
bekendte, som disse selv er
indforstået med – f.eks. fordi de
trods konflikten mellem tilholdets
parter stadig har et godt forhold
til den pågældende – ikke vil være
omfattet af tilholdsreglerne. En
anden ordning vil efter udvalgets
opfattelse gribe ind i
familiemedlemmets eller den
bekendtes selvbestemmelsesret.
Udvalget finder dog, at dette ikke
udelukker, at der skabes mulighed
for, at beskyttelsen ved et tilhold
i andre tilfælde kan udstrækkes til
den forurettedes nærmeste, hvis det
findes nødvendigt af hensyn til
formålet med tilholdet eller
opholdsforbuddet. Dette kan efter
udvalgets vurdering være aktuelt med
hensyn til f.eks. den forurettedes
børn eller ægtefælle, ligesom der
kan være behov for en mulighed for
at give tilhold til fordel for
forurettedes nærmeste i tilfælde af
grov kriminalitet.
Det er i debatten blevet påpeget, at
særlige problemer kan knytte sig til
situationer, hvor stalkeren og
forurettede er
naboer eller
kolleger.
Hertil bemærker udvalget, at det
forhold, at parterne er naboer, ikke
udelukker, at der meddeles tilhold.
Heller ikke det forhold, at parterne
er kolleger, udelukker et tilhold.
En sådan situation vil dog afhængig
af bl.a. virksomhedens størrelse og
arbejdsforholdene oftest være
uholdbar. Udvalget bemærker herved,
at der i tilfælde, hvor stalking
eller lignende grov chikane med
relation til arbejdspladsen sker
over for en kollega, i almindelighed
vil være grundlag for afskedigelse
af den krænkende part.
Fra organisationerne på området er
det anført, at
besøgsvenner, der har stjålet fra
demente, bør kunne meddeles
tilhold, jf. betænkningens bilag 2.
Udvalget bemærker hertil, at der
efter omstændighederne vil kunne
meddeles tilhold i sådanne tilfælde,
men det vil bero på en konkret
vurdering. I relation til demente
vil det have betydning, at tilhold
ikke nødvendigvis forudsætter en
anmodning fra den, som tilholdet
skal beskytte. Politiet kan således
træffe beslutning om tilhold uden
anmodning, når almene hensyn kræver
det, jf. § 12, stk. 1, i den
gældende bortvisningslov. Der vil
dog efter udvalgets vurdering kunne
være tale om en vanskelig afvejning
i tilfælde, hvor den demente ønsker
fortsat besøg. Det vil også være af
betydning, om der er sket
umyndiggørelse eller er grundlag
herfor.
Det er blevet gjort gældende i
debatten, at stalking indebærer
psykisk terror,
der kan antage mange former,
og at et forbud, herunder ved
tilhold, bør omfatte psykisk terror.
Efter udvalgets opfattelse er
psykisk terror som sådan ikke egnet
til at indgå i beskrivelsen af
handlinger, der kan forbydes gennem
et tilhold, jf. udvalgets
almindelige synspunkter om
udformningen af straffebestemmelser,
der er anført ovenfor under pkt.
3.3.1. Udvalget finder endvidere, at
hensynet til en effektiv håndhævelse
af tilhold forudsætter en betydelig
klarhed med hensyn til, hvad der kan
udgøre en overtrædelse.
Udvalget understreger, at der hermed
ikke på nogen måde er tale om en
underkendelse af, at stalking kan
rumme en form for psykisk terror,
der er en reel og efter
omstændighederne meget mærkbar
belastning for forurettede. Der er
heller ikke tale om, at psykisk
terror gennem uønsket kontakt ikke
bør bekæmpes. Tværtimod indebærer
den af udvalget foreslåede
tilholdsregel, at sådanne tilfælde i
almindelighed rammes af tilholdet,
der vil være overtrådt også i
tilfælde, hvor kontakten i sin ydre
form – hvad enten der er tale om
personlig henvendelse,
telefonopkald, brev, mail, sms eller
blomsterhilsen – fremstår som
neutral eller ligefrem venlig. Når
først tilholdet er givet, vil
kontakt mv. således være forbudt,
uden at den forurettede skal
godtgøre, at den i det konkrete
tilfælde har været krænkende eller
er oplevet som psykisk terror.
Udvalget finder på den anførte
baggrund, at tilhold bør defineres
som et forbud
mod at opsøge en anden ved
personlig, mundtlig eller skriftlig
henvendelse, herunder ved
elektronisk kommunikation, eller på
anden måde kontakte eller følge
efter den anden.
Udvalget finder således, at
stalking-adfærd og anden form for
chikane, herunder chikane ved brug
af internettet, i tilstrækkeligt og
hensigtsmæssigt omfang vil være
omfattet af en sådan ny
tilholdsregel i kombination med de
allerede gældende øvrige
straffebestemmelser, herunder
navnlig straffelovens regler om
trusler, vold, husfredskrænkelse og
hærværk. Udvalget har lagt vægt på,
at den beskrevne stalking-adfærd i
alt væsentligt vil kunne imødegås
med straf efter de nævnte regler, og
at en inddragelse af de få tilfælde,
der kan falde udenfor, ville støde
på væsentlige modhensyn, herunder
hensyn til udøvelse af civile
rettigheder, familiemedlemmers og
bekendtes selvbestemmelsesret og
hensyn til klart afgrænsede
strafferegler.
Udvalget finder, at det endvidere
for en praktisk betragtning må
antages, at alle tilfælde af
fredskrænkelser, der antager
karakter af stalking, i alt
væsentligt og for langt de fleste af
de enkelte chikanøse handlingers
vedkommende vil kunne mødes med
straf ved en gennemførelse af
udvalgets forslag.
3.4.1.4.
Materielle betingelser for
meddelelse af tilhold
Udvalget har overvejet, hvorledes
regler om de materielle betingelser
for udstedelse af tilhold bør
udformes, herunder om der bør være
adgang til at udstede tilhold uden
forudgående fredskrænkelse.
Udvalget bemærker, at betingelserne
for at meddele tilhold ikke i dag er
angivet i loven. Som det fremgår af
cirkulæreskrivelse nr. 11075 af 12.
februar 1990, beror afgørelsen efter
gældende praksis i vidt omfang på
politiets skøn. Selv om
cirkulæreskrivelsen opstiller visse
retningslinjer for skønnet, må
betingelserne for at meddele tilhold
således i det væsentligste udledes
af praksis.
Udvalget finder, at betingelserne
for at give tilhold bør fremgå af
loven. Formålet hermed er at
klargøre retstilstanden og gennem
reglernes udformning at styrke
anvendelsen af tilhold.
Betingelserne bør efter udvalgets
opfattelse udformes således, at
tilhold som minimum kan anvendes i
det omfang, det sker i dag, herunder
i de forskellige tilfældegrupper,
der er anført ovenfor under pkt.
3.4.1.3.
Udvalget finder endvidere, at
betingelser for tilhold – på samme
måde som de gældende regler om
bortvisning – teknisk bør bygges op
efter samme systematik som de
eksisterende regler i retsplejeloven
om straffeprocessuelle tvangsindgreb
med kriminalitetskrav, mistankekrav
og indikationskrav. På denne måde
sikres det, at der ved anvendelse af
et velkendt og indarbejdet
begrebsapparat opnås klarhed over
betingelsernes indhold. Når det
drejer sig om tilhold, vil det, der
svarer til »kriminalitetskravet« –
forstået som den krænkelse af den
forurettede part, som skal kunne
begrunde tilholdet – dog omfatte
såvel strafbare forhold som ikke
selvstændigt strafbare
fredskrænkelser.
Efter udvalgets opfattelse bør det
som udgangspunkt være en betingelse
for tilhold, at der er begrundet
mistanke om, at indklagede har
krænket den forurettedes fred ved
gennem kontakt at forfølge eller
genere denne, og at der er bestemte
grunde til at antage, at indklagede
fortsat vil krænke forurettede på
denne måde.
Udvalget finder derimod ikke, at der
er grundlag eller behov for en regel
om, at tilhold kan udstedes uden
forudgående
krænkelse af den forurettede.
Udvalget har herved
for det første
lagt vægt på, at det efter
udvalgets opfattelse ikke er muligt
at opstille et hensigtsmæssigt eller
anvendeligt kriterium, der kan danne
grundlag for det indgreb, som et
tilhold er, når der ikke forud er
sket noget mellem parterne, der kan
anses for en fredskrænkelse. Det kan
således efter udvalgets opfattelse
ikke anses for realistisk på
objektivt grundlag at fastslå det,
som kommissoriet betegner som en
»konkret nærliggende fare« for, at
en krænkelse vil ske, når der
hverken foreligger en fredskrænkelse
eller krænkelse gennem strafbart
forhold, herunder strafbare trusler.
Udtalelser, der kunne anses som en
trussel om senere at foretage
fredskrænkelser, må for en praktisk
betragtning antages at ville
fremkomme i en sådan tilknytning til
faktiske fredskrænkelser, at der
ikke af den grund kan være behov for
en særregel. Hertil kommer, at også
forsøg på fredskrænkelser vil kunne
indgå i grundlaget for et tilhold.
I den forbindelse bemærker udvalget,
at kernen i kravet om fredskrænkelse
er uønsket kontakt, og at det ikke
er et krav, at chikane har udviklet
sig til noget, der kan betegnes som
forfølgelse, endsige stalking. Det
vil således være muligt at give et
tilhold, væsentligt før man når til
et sådant punkt. Har den forurettede
således klart givet udtryk for ikke
at ønske kontakt med den pågældende,
vil efterfølgende henvendelser kunne
give grundlag for tilhold, også selv
om der ikke er tale om et større
antal henvendelser. Udvalget
understreger dog, at det ikke i sig
selv er en betingelse for tilhold,
at forurettede har tilkendegivet
ikke at ønske kontakt, herunder når
der ikke er nogen rimelig anledning
til kontakt, f.eks. når kendte
mennesker forfølges af for dem
ukendte personer. Forfulgte personer
skal således ikke være nødsaget til
at besvare henvendelser fra en
stalker.
Udvalget bemærker endvidere, at
trusler om simpel vold, der
fremsættes ved henvendelse til
forurettede, ikke er selvstændigt
strafbare, men vil udgøre en
fredskrænkelse, der kan danne
grundlag for tilhold. En sådan form
for fredskrænkelse må efter
udvalgets opfattelse anses for at
være af en sådan grov beskaffenhed,
at der efter omstændighederne ikke
skal meget mere til, for at
betingelserne for tilhold vil være
opfyldt.
Udvalget har
for det andet lagt vægt på,
at en styrket beskyttelse mod
chikane efter udvalgets opfattelse
bedre kan ske gennem den
objektivering af tilholdets indhold,
jf. ovenfor pkt. 3.4.1.2, og ved de
foreslåede regler om tilhold på
grundlag af strafbare forhold, jf.
straks nedenfor.
Udvalget finder, at en styrkelse
gennem regler om selvstændigt
strafbare
forhold bør ske ved
udtrykkelige lovregler om, at
strafbare forhold kan danne grundlag
for udstedelse af tilhold, og at
dette kan ske, blot der er begrundet
mistanke, således at gennemførelse
af en straffesag ikke skal afventes.
Dette bør efter udvalgets opfattelse
for det første
kunne ske, når det strafbare
forhold kan sidestilles med en
fredskrænkelse, og der er bestemte
grunde til at antage, at den
pågældende fortsat vil krænke den
forurettede.
Endvidere finder udvalget, at det
for det andet
bør kunne ske, når der er
begået en grov personfarlig
forbrydelse. Der bør således efter
udvalgets opfattelse kunne gives
tilhold til fordel for den
forurettede eller dennes nærmeste,
når der er begrundet mistanke om en
overtrædelse af straffelovens
bestemmelser om drab, røveri,
frihedsberøvelse, vold,
brandstiftelse, voldtægt eller anden
sædelighedsforbrydelse eller forsøg
på en af de nævnte forbrydelser, og
den forurettede eller dennes
nærmeste efter lovovertrædelsens
grovhed ikke findes at skulle tåle
kontakt mv. med den pågældende. I
denne situation finder udvalget, at
der ikke bør stilles yderligere
betingelser. I disse tilfælde skal
det således ikke kræves, at der – ud
over den strafbare handling – har
været fredskrænkende henvendelser
mv. forud for, at et tilhold kan
gives, og heller ikke, at der er
bestemte grunde til at frygte
fortsat krænkelse. Udvalget foreslår
endvidere, at der til fordel for den
forurettedes nærmeste bør kunne
gives tilhold f.eks. i tilfælde af
drab, eller hvor et barn udsættes
for en alvorlig volds- eller
sædelighedsforbrydelse, og hvor en
forælder ønsker tilhold, eventuelt
samtidig med et tilhold i forhold
til barnet.
Som anført ovenfor under pkt. 3.3.1
har udvalget omtalt spørgsmålet om
risikoen for, at stalking udvikler
sig til alvorlig personfarlig
kriminalitet. Det er også anført i
debatten om stalking, at vold ofte
kan være en forløber for stalking.
Dette kan efter udvalgets opfattelse
navnlig tænkes i tilfælde af
samlivsrelateret vold, hvor volden
fører til, at den forurettede
flytter, f.eks. på krisecenter,
hvorefter gerningsmanden begynder at
chikanere forurettede ved
henvendelser mv. Udvalgets forslag
om tilhold på grundlag af strafbart
forhold skal også ses i dette lys.
Afhængig af voldens karakter og
omstændighederne i øvrigt vil der
efter udvalgets forslag straks eller
meget hurtigt efter
samlivsophævelsen kunne udstedes
tilhold.
Udvalget har ved udformningen af
mistankekravet (begrundet mistanke)
bl.a. tilstræbt at tage hensyn til
det synspunkt, der er fremsat i
debatten om forfølgelse og chikane,
hvorefter det ofte kan være
vanskeligt at bevise chikanen mv.
Mistankekravet »begrundet mistanke«
omfatter efter udvalgets forslag
alle led i bevisvurderingen,
herunder også identiteten af
krænkeren.
Udvalget finder endvidere, at der i
alle tilfælde bør gælde et krav om
proportionalitet på samme måde som
efter de gældende regler om
bortvisning.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 102-119.
3.4.2.
Justitsministeriets vurdering
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
tilhold. Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets §§ 1, 2,
5, 6 og §§ 12-16 samt bemærkningerne
hertil.
3.5.
Opholdsforbud
3.5.1.
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser
3.5.1.1. En
almindelig regel om opholdsforbud
Udvalget har overvejet behovet for
at ændre reglerne om den nærmere
afgrænsning af et tilhold, herunder
om opholdsforbud (geografisk
bestemte tilhold), som kan gives i
forbindelse med bortvisning efter de
gældende regler i bortvisningsloven,
også bør kunne gives i andre sager,
hvor det er hensigtsmæssigt. Det
fremgår af kommissoriet, at et
sådant tilhold i givet fald kunne
indebære, at den pågældende får et
strafsanktioneret forbud mod at
opholde sig inden for et nærmere
fastsat område, f.eks. inden for en
vis afstand fra den forurettedes
bolig, arbejdsplads eller
uddannelsessted, uanset om den
pågældende i øvrigt kontakter den
forurettede eller ej.
Udvalget finder, at der bør indføres
en almindelig regel om
opholdsforbud.
Efter udvalgets opfattelse rummer
opholdsforbud, hvorved der så at
sige lægges en »sikkerhedszone« uden
om den forurettede, betydelige
fordele. Opholdsforbud vil kunne
begrænse utrygheden hos personer,
som har været og stadig er udsat for
en betydelig belastning som følge af
overgreb eller chikane mv. Den
forurettede bør således i de
tilfælde, hvor der er et betydeligt
beskyttelsesbehov, have mulighed for
at kunne færdes frit i nærheden af
sit hjem, arbejdsplads og andre
steder, hvor den pågældende ofte
færdes, uden at skulle føle sig
utryg og bange for at møde den
anden.
Samtidig er det udvalgets
opfattelse, at opholdsforbud også
reelt kan virke i retning af i
videre omfang at modvirke nye
overgreb mv. derved, at der kan
gribes ind endnu tidligere end
ellers, nemlig allerede før en
direkte kontakt mellem forurettede
og den indklagede opstår. Hertil
kommer retstekniske og bevismæssige
fordele, idet usikkerhed om,
hvorvidt en færden umiddelbart i
nærheden af den forurettede i det
enkelte tilfælde har karakter af en
overtrædelse, kan undgås.
Det er også indgået i udvalgets
overvejelser, at der i Norge og
Sverige gælder almindelige regler om
opholdsforbud, som går ud på, at den
pågældende ikke må indfinde sig i et
nærmere bestemt geografisk område,
f.eks. i nærheden af forurettedes
hjem, arbejdsplads eller andre
steder, hvor den forurettede ofte
færdes, jf. betænkningen side 62-63
og 64-67.
Udvalget finder, at opholdsforbud
vil kunne være af særlig betydning i
tilfælde af
stalking, men ikke bør være
begrænset hertil.
Udvalget er opmærksomt på, at
opholdsforbud vil rumme et
væsentligt større indgreb over for
den, som forbuddet nedlægges over
for, end et almindeligt tilhold.
Opholdsforbud bør derfor kun kunne
udstedes under betingelser, der er
strengere end betingelserne for
tilhold i almindelighed.
Udvalget foreslår på den baggrund,
at der indføres en almindelig regel
om opholdsforbud, der i vidt omfang
svarer til reglen i den gældende
bortvisningslovs § 3, stk. 2. Det
bemærkes i den forbindelse, at
udvalget ikke finder, at der er
særlige grunde, der tilsiger, at
opholdsforbud alene bør kunne gives
i forbindelse med bortvisning.
Udvalget bemærker endvidere, at der
bør være mulighed for frit at
kombinere tilhold, opholdsforbud og
bortvisning, hvis betingelserne for
foranstaltningerne er opfyldt. Der
bør dog i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet vælges
den eller de mindst indgribende
foranstaltninger, der vurderes at
være egnet til at værne den
forurettede.
Henset til at opholdsforbud er et
ikke ubetydeligt indgreb, finder
udvalget, at der bør være en særlig
hurtig og let adgang til
domstolsprøvelse af afgørelser om
opholdsforbud.
Udvalget foreslår på den baggrund,
at der opstilles regler herom, der i
det væsentlige svarer til reglerne
om domstolsprøvelse af afgørelser om
bortvisning. Det betyder, at den,
der gives opholdsforbud, inden 14
dage efter, at afgørelsen er
forkyndt for den pågældende, kan
kræve afgørelsen indbragt for
byretten. Efterprøvelse ved retten
af politiets afgørelse om
opholdsforbud vil blive iværksat
ved, at politiet indbringer sagen
for byretten, når den, der er givet
opholdsforbud, anmoder om en sådan
prøvelse. Udvalget foreslår, at
sagen i givet fald skal indbringes
for retten snarest muligt og senest
inden 1 uge efter modtagelsen af
anmodningen.
Udvalget finder, at der bør være
mulighed for at beskikke en advokat
for den, der kræver en afgørelse om
opholdsforbud indbragt for retten.
Afgørelse herom vil skulle træffes
af retten efter et skøn over sagens
kompleksitet, indgrebets karakter og
omstændighederne i øvrigt.
Udvalget foreslår endvidere, at der
– i lighed med prøvelse af
afgørelser om bortvisning – bør være
mulighed for at beskikke en
bistandsadvokat for forurettede,
hvis denne skal afgive forklaring i
retten.
3.5.1.2.
Definition og udstrækning af
opholdforbud
Udvalget har overvejet, hvorledes
opholdsforbud bør defineres, og
navnlig hvilken udstrækning et
opholdsforbud bør kunne have.
Udvalget foreslår, at et
opholdsforbud defineres som et
strafsanktioneret forbud mod at
opholde sig i et nærmere afgrænset
område i nærheden af en anden
persons bolig, arbejds-,
uddannelses- eller opholdssted eller
andet område, hvor personen ofte
færdes. Andre områder end de
specifikt nævnte vil f.eks. kunne
være et supermarked eller
idrætsanlæg mv., hvor den
forurettede ofte har sin gang.
Den af udvalget foreslåede
definition af opholdsforbud svarer i
et vist omfang til den nugældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
3, stk. 2. Udvalgets forslag rummer
således den tilføjelse, at forbuddet
– ud over den forurettedes bolig
eller et medlem af husstandens
arbejds- eller uddannelsessted –
også kan omfatte den forurettedes
opholdssted og andet område, hvor
den forurettede ofte færdes.
Endvidere finder udvalget, at
opholdsforbud efter omstændighederne
bør kunne udstrækkes til et større
geografisk område end forudsat med
den gældende bestemmelse i
bortvisningslovens § 3, stk. 2, jf.
pkt. 2.2.8 ovenfor.
Efter udvalgets vurdering er det
ikke hensigtsmæssigt, at der i en
almindelig regel om opholdsforbud
eller bemærkningerne hertil angives
en bestemt maksimal geografisk
udstrækning, som et forbud vil kunne
omfatte.
Efter udvalgets opfattelse bør
opholdsforbuds geografiske
udstrækning således afhænge af
områdets karakter og parternes
forhold. I tæt bebyggede områder,
som f.eks. en storby, vil formålet
med et opholdsforbud oftest kunne
nås ved at lade opholdsforbuddet
omfatte et mindre område. Det vil
også alt andet lige være resultatet
af en proportionalitetsafvejning.
Omvendt vil et opholdsforbud, der
vedrører et tyndtbefolket område,
kunne have en væsentlig større
udstrækning.
Udvalget finder, at parternes
forhold også bør spille ind i
vurderingen af forbudsområdets
geografiske udstrækning. Hvis
parterne bor
tæt på hinanden, må
forbudsområdet i givet fald
indrettes herefter, således at der
også tages behørigt hensyn til den
indklagedes bevægelsesfrihed.
Omvendt vil det kunne tale for at
udstrække opholdsforbuddet til et
større område, hvis den forurettede
er flyttet fra sit hidtidige
bopælsområde – måske for at undgå
kontakt med den indklagede – og den
indklagede ikke har tilknytning til
det aktuelle område eller i øvrigt
nogen rimelig grund til at komme i
området.
Efter udvalgets vurdering vil et
opholdsforbud normalt vanskeligt
kunne anvendes i tilfælde, hvor
parterne ligefrem er
naboer.
Det bemærkes, at der ikke er og
heller ikke efter udvalgets
opfattelse bør være hjemmel til at
pålægge den fredskrænkende part at
flytte. Vælger den forurettede part
at flytte, vil der derimod være
mulighed for anvendelse af et
opholdsforbud i forhold til den nye
adresse med den virkning, at den
krænkende part udelukkes fra at
flytte efter og tage ophold eller
bopæl inden for området for et
sådant opholdsforbud. Noget lignende
vil gælde, hvis parterne er
kolleger,
herunder i den situation, hvor
forurettede måtte skifte arbejde.
Hvis krænkeren skifter arbejde eller
afskediges, vil der kunne anvendes
opholdsforbud i forhold til
forurettedes arbejdsplads.
Udvalget finder, at det geografiske
område, som forbuddet dækker, bør
beskrives præcist i afgørelsen,
herunder f.eks. ved anvendelse af
kort over området, så der ikke er
anledning til tvivl om forbuddets
udstrækning.
3.5.1.3.
Materielle betingelser for
udstedelse af opholdsforbud
Udvalget har overvejet, hvorledes
regler om de materielle betingelser
for udstedelse af opholdsforbud bør
udformes.
Udvalget bemærker, at et
opholdsforbud indebærer et forbud
mod at indfinde sig i et bestemt
geografisk område. Et sådant forbud
er efter udvalgets opfattelse mere
indgribende over for den, som
forbuddet rettes mod, end et
almindeligt tilhold. Efter udvalgets
opfattelse bør betingelserne for at
meddele et opholdsforbud derfor være
strengere end for almindelige
tilhold. På den anden side finder
udvalget ikke, at betingelserne for
meddelelse af et opholdsforbud bør
være de samme som for bortvisning,
der alt andet lige er en mere
indgribende foranstaltning.
Udvalget finder endvidere, at
betingelserne for opholdsforbud – i
lighed med de gældende regler om
bortvisning samt de foreslåede
regler om tilhold – teknisk bør
bygges op efter samme systematik som
de eksisterende regler i
retsplejeloven om
straffeprocessuelle tvangsindgreb
med kriminalitetskrav, mistankekrav
og indikationskrav.
Efter udvalgets opfattelse bør det
som udgangspunkt være en betingelse
for opholdsforbud, at betingelserne
for meddelelse af tilhold er
opfyldt. Det bør dog ikke være en
betingelse, at den indklagede er
meddelt et tilhold. Udvalget finder,
at opholdsforbud bør kunne meddeles
samtidig med tilhold eller uden et
samtidigt tilhold. Formålet med et
opholdsforbud vil dog efter
udvalgets vurdering normalt
indebære, at tilhold meddeles
samtidig med opholdsforbuddet,
medmindre den pågældende allerede
har et tilhold.
Udvalget finder som nævnt ovenfor,
at opholdsforbud kun bør kunne
udstedes under betingelser, der er
strengere end de opstillede
betingelser for tilhold i
almindelighed. Udvalget foreslår på
den baggrund, at det bør være en
betingelse for opholdsforbud, at
betingelserne for tilhold er
opfyldt, og at det herudover skal
kræves, at der er begrundet mistanke
om, at den pågældende har udsat den
anden person for oftere gentagen
krænkelse (i form af fredskrænkelse
eller strafbart forhold, der kan
sidestilles med fredskrænkelse),
forsætligt har overtrådt et tilhold
eller begået en lovovertrædelse, der
kan begrunde tilhold efter den af
udvalget foreslåede regel om grov
personfarlig kriminalitet, jf.
ovenfor pkt. 3.4.1.4, eller kan
begrunde bortvisning.
Udvalget bemærker, at uanset at der
som udgangspunkt tales om
forurettede, vil der i de tilfælde,
hvor der efter udvalgets forslag kan
gives tilhold til fordel for en
forurettets nærmeste, også kunne
gives opholdsforbud til fordel for
den forurettedes nærmeste, hvis
betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Udvalget finder, at betingelserne
for opholdsforbud efter forslaget
klart vil være opfyldt, hvor
gentagne fredskrænkelser antager
karakter af
stalking. Betingelserne vil
dog kunne være opfyldt på grundlag
af gentagne fredskrænkelser også på
et tidligere tidspunkt.
Udvalget foreslår endvidere, at det
bør være en betingelse for
opholdsforbud, at et almindeligt
tilhold ikke kan antages at være
tilstrækkeligt til at værne den, som
tilholdet skal beskytte. Det svarer
til bestemmelsen i den nugældende
bortvisningslovs § 3, stk. 2, nr. 1.
Herudover foreslår udvalget, at der
opstilles et proportionalitetskrav
svarende til bestemmelsen i
bortvisningslovens § 3, stk. 2, nr.
2.
I lighed med, hvad der foreslås for
så vidt angår tilhold, finder
udvalget, at situationer, hvor
ophold eller færden i et område
omfattet af et opholdsforbud af
særlige grunde må anses for beføjet,
bør reguleres af en særlig
undtagelsesbestemmelse.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 120-127.
3.5.2.
Justitsministeriets vurdering
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
opholdsforbud. Lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets §§
3-6 og §§ 12-20 samt bemærkningerne
hertil.
3.6. Bortvisning
3.6.1.
Udvalget har overvejet, om der i
lyset af de praktiske erfaringer med
anvendelsen af reglerne om
bortvisning er behov for at ændre
reglerne i bortvisningsloven.
Udvalget henviser til, at
Justitsministeriets Forskningskontor
i to rapporter fra 2006 og 2009 har
evalueret bortvisningsloven. Der
henvises herom til betænkningen side
74-77 og pkt. 2.2.10 ovenfor.
Udvalget bemærker endvidere, at
udvalget den 21. september 2010 har
haft et møde med en række
organisationer om erfaringerne med
tilhold og bortvisning, jf.
betænkningens bilag 2.
Organisationernes synspunkter
vedrørende bortvisning er indgået i
udvalgets overvejelser.
Udvalget finder, at det forhold, at
bortvisning ikke anvendes i større
udstrækning, ikke i sig selv er
problematisk. Det er således ikke
udvalgets opfattelse, at bortvisning
er en reaktion, som nødvendigvis
skal bringes i anvendelse i et
større antal tilfælde.
Udvalget anfører, at der kan være
mange grunde til, at bortvisning
ikke sker i tilfælde, hvor
betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt – herunder at den voldelige
part bliver varetægtsfængslet, at
den forurettede part i stedet ønsker
at tage ophold på et krisecenter
eller et andet sted uden for det
hidtidige hjem, at parterne finder
sammen igen, eller at den krænkende
part selv flytter.
Afgørende må efter udvalgets
opfattelse være, om bortvisning er
et praktikabelt instrument i de
tilfælde, hvor der reelt og praktisk
er behov, og at
bortvisningsmuligheden endvidere kan
anvendes som et argument eller en
mulighed i forbindelse med
håndtering af voldssager,
husfredskrænkelser og lignende.
For så vidt angår det, som er anført
i evalueringsrapporten fra 2009 om
arbejdsbyrden ved at foretage
bortvisning, bemærker udvalget, at
betingelserne for bortvisning er
bygget op over de
straffeprocessuelle regler, som
politiet og anklagemyndigheden er
fortrolige med. Endvidere vil en
bortvisning alt andet lige næppe
være mere kompliceret at gennemføre
end f.eks. en varetægtsfængsling.
Udvalget anfører, at den antagelse,
at der ikke altid er anledning til
bortvisning i tilfælde, hvor
betingelserne herfor er opfyldt,
stemmer med nogle af de erfaringer,
som en række organisationer på
området har gjort, jf. betænkningen
side 80-81. Der vil således være
tilfælde, hvor den forurettede
naturligt vil føle større tryghed på
et krisecenter end i det tidligere
fælles hjem, og hvor forurettede
derfor ikke ønsker bortvisning.
Udvalget henviser til, at
organisationerne imidlertid også har
påpeget, at nogle politikredse kan
have mindre fokus på
bortvisningsmuligheden end andre.
Det er således erfaringen, at
bortvisning anvendes mest i kredse,
hvor der sker en systematisk
gennemgang af døgnrapporten med
henblik på at udfinde sager.
Endvidere tør kvinder ofte ikke bede
om bortvisning. Der kan derfor efter
organisationernes opfattelse være
behov for, at politiet i højere grad
tager initiativet. Organisationerne
har også understreget vigtigheden
af, at der følges op på en
bortvisning, herunder med social
støtte til begge parter.
De anførte synspunkter lægger efter
udvalgets opfattelse ikke op til
ændring af de gældende lovregler om
bortvisning. Det er således
karakteristisk, at der ikke er
påpeget problemstillinger, der er
direkte knyttet til konkrete
bestemmelser i bortvisningsloven.
Hertil kommer, at der allerede efter
den gældende bortvisningslov er
hjemmel til, at politiet træffer
bestemmelse om bortvisning uden en
anmodning fra forurettede. Dette
spørgsmål er efter udvalgets
opfattelse ikke egnet til nærmere
regulering i loven. Udvalget finder
dog anledning til at understrege, at
politiet nøje bør overveje, om der i
konkrete tilfælde af en vis grovhed
kan være anledning til, at denne
hjemmel udnyttes. Dette kan således
komme på tale, hvor det står klart,
at begge parter kan være bedst tjent
med, at en uholdbar situation
bringes til ophør, og at den
forurettede part alene på grund af
frygt ikke anmoder om bortvisning.
Udvalget bemærker, at spørgsmålet om
politiets fokus på
bortvisningsmuligheden er reguleret
ved administrative forskrifter og
retningslinjer, herunder
Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2008
om behandlingen af samlivsrelaterede
personfarlige forbrydelser.
På baggrund af evalueringsrapporten
og organisationernes erfaringer er
det efter udvalgets opfattelse
væsentligt, at man i politiet over
hele landet er opmærksom på
bortvisningsmuligheden og reglerne
herom. Udvalget finder, at det i
denne sammenhæng er værd at bemærke,
at fremgangsmåden med daglig kontrol
af døgnrapporterne med henblik på at
finde potentielle bortvisningssager
tilsyneladende har vist sig effektiv
i praksis. Også let adgang til
information om bortvisning kan
tænkes at have betydning. Endvidere
peger organisationernes erfaringer
på vigtigheden af, at man er
opmærksom på muligheden for
bortvisning uden anmodning fra den
forurettede. Udvalget finder
imidlertid, at de nævnte spørgsmål
er bedst egnede til regulering ved
administrative forskrifter for
politiet og anklagemyndigheden i
forlængelse af en gennemførelse af
udvalgets forslag til nye lovregler
om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning. Udvalget antager i
øvrigt, at også
socialforvaltningernes kendskab til
reglerne om bortvisning vil være af
betydning for anvendelsen i praksis
af reglerne, jf. betænkningens bilag
2.
Udvalget kan tilslutte sig, at
relevant opfølgning på en
bortvisning må anses for vigtig. Det
er således indlysende, at politiet
efter iværksættelse af en
bortvisning bør være særlig
opmærksom på den bortvistes adfærd.
Det kan ofte være relevant at
forsyne forurettede med en
overfaldsalarm, således som det også
sker i praksis. Udvalget finder, at
spørgsmålet om sociale
hjælpeforanstaltninger og
iværksættelse af eventuel behandling
i forhold til den bortviste falder
uden for udvalgets opgave. Det
følger imidlertid allerede af den
gældende bortvisningslov, at
politiet i alle tilfælde af
bortvisning skal underrette de
sociale myndigheder. Udvalget
foreslår også dette element i
bortvisningsreglerne opretholdt.
Spørgsmålet om underretning af de
sociale myndigheder behandles
nedenfor i pkt. 3.8.2.
På den anførte baggrund finder
udvalget i det hele ikke, at der bør
gennemføres ændringer af de gældende
lovregler om bortvisning. Udvalget
finder dog, at bortvisningsloven bør
indarbejdes i en samlet lov om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning, og dette vil i sig selv
medvirke til, at
bortvisningsreglerne får en mere
fremskudt placering. Bortvisning vil
således indgå som en del af et
samlet regelsæt, der udgør et værn
mod forfølgelse og chikane, herunder
stalking.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 127-131.
3.6.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om
bortvisning, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
Med den foreslåede § 11 videreføres
den gældende regel i
bortvisningsloven om, at politiet
skal underrette de sociale
myndigheder senest samtidig med en
afgørelse om bortvisning.
Underretningspligten er således med
til at sikre, at de sociale
myndigheder får mulighed for på
rette tid at kunne yde en
kvalificeret rådgivning i
overensstemmelse med servicelovens
bestemmelser. Efter lovens § 10 har
kommunalbestyrelsen med henblik på
at forebygge sociale problemer og
hjælpe borgeren over øjeblikkelige
vanskeligheder pligt til at sørge
for, at enhver har adgang til gratis
rådgivning. For så vidt angår
familier med børn og personer med
særlige sociale problemer eller
personer med nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne har
kommunalbestyrelsen en mere udbygget
rådgivningsforpligtelse, jf.
servicelovens § 11 og § 12.
Der henvises til lovforslagets §§
7-20 og bemærkningerne hertil.
3.7. Håndhævelse
3.7.1.
Påtaleregler
3.7.1.1.
Udvalget har overvejet spørgsmålet
om udformningen af reglerne om
påtale af tilhold mv.
Udvalget henviser til, at det følger
af straffelovens § 275, at
overtrædelse af § 265 er undergivet
privat påtale, men at offentlig
påtale sker, hvis den forurettede
anmoder herom (betinget offentlig
påtale). I medfør af retsplejelovens
§ 720, stk. 2, 2. pkt., skal en
anmeldelse fra den berettigede anses
som en begæring om offentlig påtale,
medmindre andet fremgår af
anmeldelsen.
Det følger endvidere af
retsplejelovens § 727, stk. 2, 1.
pkt., at der kan ske offentlig
påtale af en lovovertrædelse, som er
henvist til privat forfølgning, hvis
almene hensyn kræver det.
Udvalget anfører, at det næppe
forekommer i praksis, at
overtrædelse af tilhold påtales ved
civilt søgsmål. Der er således efter
udvalgets opfattelse ikke behov for
privat påtale af overtrædelser af
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning. Udvalget foreslår
derfor, at overtrædelse af tilhold
mv. ikke skal være undergivet privat
påtale.
Udvalget foreslår herefter, at der i
en ny lov på området indsættes en
fælles bestemmelse, hvorefter
forsætlig overtrædelse af tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning kun
påtales efter den forurettedes
begæring, medmindre almene hensyn
kræver det. En sådan regel om
betinget offentlig påtale svarer i
øvrigt til den gældende retsstilling
for påtale af overtrædelse af
tilhold og bortvisning.
3.7.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
regler om påtale af overtrædelse af
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning. Lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 21,
stk. 3, og bemærkningerne hertil.
3.7.2. Straf og
andre retsfølger
3.7.2.1.
Udvalget har overvejet, om straffen
for overtrædelse af et tilhold bør
skærpes. På baggrund af debatten om
stalking, herunder høringen afholdt
af Folketingets Retsudvalg, har
Strafferetsplejeudvalget også
overvejet spørgsmålet om behandling
som alternativ eller tillæg til
straf i tilholdssager.
Udvalget bemærker, at strafferammen
i straffelovens § 265 ved lov nr.
218 af 31. marts 2004 blev forhøjet
fra bøde eller fængsel indtil 6
måneder til bøde eller fængsel
indtil 2 år. Formålet var, at
overtrædelsen af et tilhold
undergives samme strafmaksimum som
straffelovens § 266 om trusler på
livet. Der var endvidere tilsigtet
en forhøjelse af strafniveauet
således, at der i højere grad skeles
til grovheden og omstændighederne
ved overtrædelsen af § 265.
Udvalget henviser til, at straffen
for overtrædelse af straffelovens §
265 i førstegangstilfælde i praksis
som udgangspunkt er en bøde. Hvis
der er tale om et meget betydeligt
antal overtrædelser, som har været
stærkt generende for den
forurettede, er der i praksis
eksempler på, at der i
førstegangstilfælde idømmes
frihedsstraf. Endvidere fremgår det
af Rigsadvokatens meddelelse nr.
9/2005, at der bør påstås
frihedsstraf i førstegangstilfælde
ved enkelte overtrædelser, hvis
overtrædelserne er af betydelig
grovhed og er egnede til at skabe
væsentlig utryghed for den
forurettede. I praksis udløser
gentagelsestilfælde af overtrædelse
af straffelovens § 265 som
udgangspunkt en kortere
frihedsstraf.
Udvalget bemærker, at strafferammen
giver mulighed for, at en person,
som ikke respekterer et tilhold, kan
varetægtsfængsles.
Udvalget bemærker endvidere, at
personer, der må anses for at være
omfattet af straffelovens § 16 eller
§ 69, kan meddeles et tilhold.
Psykisk syge, der udøver chikanen
som led i den pågældendes sygdom,
vil dog i mange tilfælde ikke ændre
adfærd på grund af det meddelte
tilhold.
Udvalget bemærker videre, at psykisk
syge eller mentalt afvigende
personer ofte vil blive idømt en
behandlingsdom mv. ved gentagne
overtrædelser af straffelovens §
265. Også i førstegangstilfælde vil
der være mulighed for at idømme en
foranstaltningsdom, f.eks. dom til
ambulant behandling. I
førstegangstilfælde, hvor
mentalundersøgelse ikke kan
foretages ambulant, fordi den
sigtede nægter at medvirke hertil,
vil der dog være tilfælde, hvor der
kan opstå spørgsmål om den fornødne
proportionalitet med hensyn til en
mentalundersøgelse under
indlæggelse, når straffen for en
handling som den foreliggende efter
praksis vil være bøde eller en
kortere fængselsstraf. Udvalget
understreger dog, at
proportionalitetskravet beror på en
konkret vurdering, hvor også
risikoen for gentagelse efter de
foreliggende oplysninger vil spille
en væsentlig rolle.
Udvalget bemærker herudover, at det
under høringen om stalking i
Folketinget blev anført, at der bør
være mulighed for, at stalkere, der
ikke er psykisk syge, ved dom kan
pålægges at gå i behandling.
I øvrigt bemærker udvalget, at nogle
af de organisationer, som udvalget
har mødtes med, har givet udtryk
for, at det bør overvejes at hæve
strafniveauet for overtrædelse af
tilhold.
Efter udvalgets vurdering er
straffemaksimum på indtil 2 års
fængsel passende, henset til at
fredskrænkelser således kan medføre
op til 2 års fængsel. Til
sammenligning er strafferammen for
trusler efter straffelovens § 266
også 2 år, mens simpel vold efter
straffelovens § 244 kan medføre
indtil 3 års fængsel. Der er dog
også ved fastsættelsen af den
gældende strafferamme lagt vægt på,
at grove tilfælde af
tilholdsovertrædelser kan grænse op
til trusselstilfælde og dermed have
en lignende strafværdighed.
Udvalget finder, at strafferammen er
tilstrækkelig til at rumme også
særlig grove overtrædelser eller et
stort antal overtrædelser til
samtidig pådømmelse, ligesom
bestemmelsen giver mulighed for en
nuancering af straffastsættelsen,
navnlig i lyset af en stigende alvor
i samfundets syn på vold og chikane,
ikke mindst vold i forbindelse med
samlivsforhold. Det anførte gælder
med hensyn til både tilhold,
opholdsforbud og bortvisning.
Udvalget finder endvidere, at det
nuværende strafniveau på som
udgangspunkt en bøde i
førstegangstilfælde og en kortere
frihedsstraf i gentagelsestilfælde
må anses for passende, idet der
konkret kan fastsættes væsentligt
hårdere straffe, hvis forholdene
tilsiger dette. Som eksempel herpå
kan nævnes en sag refereret i
Tidsskrift for Kriminalret, 2007,
side 807, hvor en tiltalt, der i en
længere periode i et stort antal
tilfælde havde overtrådt
straffelovens § 265 ved at opsøge
eller rette telefonisk eller
personlig henvendelse til sin
tidligere hustru, blev straffet med
1 års fængsel, der af helt særlige
grunde blev gjort betinget med
vilkår om tilsyn af
kriminalforsorgen.
Også i tilfælde, hvor der foreligger
et mere begrænset antal
overtrædelser inden for et kortere
tidsrum, kan der efter en konkret
grovhedsvurdering anvendes
frihedsstraf, også i
førstegangstilfælde, f.eks. hvor
fredskrænkelser antager karakter af
egentlig forfølgelse, herunder ikke
mindst i tilfælde, hvor den
pågældende tidligere har begået vold
mod den forurettede.
Udvalget finder på den baggrund
ikke, at der er behov for generelt
at hæve strafniveauet for
overtrædelse af tilhold mv. Udvalget
lægger herved vægt på, at der inden
for den gældende strafferamme på
fængsel i 2 år er mulighed for en
nuancering i straffastsættelsen, der
tager hensyn til den konkrete
grovhed i det enkelte tilfælde,
herunder hensyn til den belastning,
som den forurettede har været udsat
for, og til udviklingen i samfundets
syn på forfølgelse og chikane. Der
er således mulighed for at reagere
med frihedsstraf i de grove
tilfælde, herunder ubetinget
frihedsstraf. Udvalget finder, at
overtrædelse af bortvisning og
opholdsforbud som følge af de
strengere betingelser herfor vil
være tilfælde, hvor noget sådant kan
komme på tale. Det samme gælder
stalking, jf. også nedenfor.
Udvalget finder det væsentligt, at
anklagemyndigheden og domstolene er
opmærksomme på mulighederne for
nuancering af straffen for
overtrædelse af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning.
Udvalget har overvejet, om der bør
være særlige straffebestemmelser om
de groveste tilfælde af chikane i
form af systematisk forfølgelse i
kombination med
straffelovsovertrædelser såsom
trusler og vold. Noget sådant indgår
i den nyligt vedtagne svenske lov om
»Förstärkt skydd mot stalkning« i
form af en bestemmelse om skærpet
straf, hvor allerede strafbare
forhold som trusler og vold antager
karakter af forfølgelse af en
person, jf. betænkningen side 67-68.
Bestemmelsen kan efter sit indhold
også omfatte flere
tilholdsovertrædelser.
En bestemmelse som den svenske
rejser spørgsmål om forholdet til en
række straffebestemmelser, og
udvalget finder ikke, at der er
behov for en tilsvarende dansk
regel. Udvalget skal i den
forbindelse bemærke, at de gældende
danske regler om straffastsættelse i
straffeloven allerede indebærer, at
der kan fastsættes en skærpet straf
i tilfælde, der ville falde under en
regel som den svenske. Det vil
således være en væsentlig
strafskærpende omstændighed, at
flere forhold af f.eks. overtrædelse
af tilhold, husfredskrænkelse,
hærværk, trusler og vold begået over
for samme person og eventuelt
tillige dennes nærmeste har karakter
af elementer i en mere systematisk
forfølgelse.
Inspireret af den svenske
bestemmelse foreslår udvalget
imidlertid, at der i en lov om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning indsættes en særlig
bestemmelse om, at det ved
overtrædelse af loven skal indgå som
en skærpende omstændighed ved
straffens fastsættelse, at forholdet
har udgjort et led i en systematisk
og vedvarende forfølgelse eller
chikane. Med en sådan bestemmelse
fastslås det for det første
udtrykkeligt i loven, at stalking
vil være en skærpende omstændighed
ved strafudmålingen. For det andet
fastlægges det dermed samtidig i
loven, hvad der forstås ved
stalking.
Stalking defineres således ved den
foreslåede bestemmelse som
»systematisk og vedvarende
forfølgelse eller chikane«. Det er
en betingelse for bestemmelsens
anvendelse, at den eller de aktuelle
overtrædelser af tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning –
eventuelt sammen med tidligere
forhold – antager karakter af en
sådan stalking. De forhold, der kan
indgå i den sammenhæng, kan både
være tidligere og aktuelle forhold
af overtrædelser af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning samt
overtrædelse af andre bestemmelser,
herunder navnlig husfredskrænkelse,
trusler, vold og hærværk, i
forbindelse med eller som udtryk for
en aktuel overtrædelse af tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning.
Udvalget finder, at der i sådanne
tilfælde som udgangspunkt skal
anvendes ubetinget frihedsstraf.
Den foreslåede bestemmelse omfatter
alene stalking. Bestemmelsen
indebærer ingen begrænsning med
hensyn til betydningen for
strafudmålingen af andre
omstændigheder, der efter
almindelige regler virker i
skærpende retning, herunder
gentagelsestilfælde, f.eks.
tidligere domme for vold mod den
samme forurettede, nærmere planlagte
overtrædelser mv. Sådanne
omstændigheder vil endvidere også i
stalkingtilfælde indgå i
straffastsættelsen i skærpende
retning. Med bestemmelsen
understreges det, at stalking hører
til de grove tilfælde af
overtrædelser af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning og
således til de tilfælde, der er
omtalt ovenfor i bemærkningerne til
stk. 1 i relation til spørgsmålet om
frihedsstraf.
Udvalget finder ikke, at der er
grundlag for at foreslå ændringer af
det gældende regelsæt med henblik på
psykisk syge og
mentalt afvigende personer.
Efter udvalgets opfattelse må der
ikke mindst af hensyn til de
forurettede være samme adgang til at
give tilhold til denne personkreds
som til alle andre. Det forhold, at
sådanne personer ofte ikke ændrer
adfærd som følge af et tilhold og
således overtræder tilholdet og
dermed straffebestemmelsen,
adskiller sig i princippet ikke fra
situationen i forhold til andre
straffebestemmelser. Spørgsmålet om
den strafferetlige behandling af
psykisk syge og mentalt afvigende
personer i sager om tilhold mv. må
derfor efter udvalgets opfattelse
behandles efter de almindelige
regler herom, også med hensyn til
iværksættelsen af mentalundersøgelse
og fastsættelse af retsfølge. Efter
udvalgets opfattelse rummer reglerne
om foranstaltninger over for psykisk
syge i straffelovens §§ 68 og 69
bredspektrede muligheder for dom til
behandling, som på området for
tilhold navnlig vil være relevante i
grovere tilfælde af forfølgelse,
herunder stalking.
Udvalget finder, at en gennemgang af
reglerne om mentalobservation og den
strafferetlige behandling af psykisk
syge ligger uden for udvalgets
kommissorium. Udvalget bemærker dog,
at PSP-samarbejdet (politi, sociale
myndigheder og psykiatrien) vil
kunne være til nytte i forhold til
nogle af de psykisk syge personer,
der chikanerer andre. Formålet med
PSP-samarbejdet er således at skabe
et smidigt og uformelt forum for
tilrettelæggelse af en koordineret
indsats over for socialt udsatte
personer med henblik på at sikre, at
disse personer hjælpes på den
rigtige måde og at forebygge, at de
pågældende personer udvikler (eller
fortsætter) en kriminel adfærd.
Det har i debatten om stalking været
anført, at der bør være mulighed
for, at
stalkere, der ikke er psykisk syge,
ved dom kan pålægges at gå i
behandling. En overvejelse om i
sådanne tilfælde at anvende
behandling som alternativ eller
tillæg til straf vil efter udvalgets
opfattelse kræve en nærmere
undersøgelse og vurdering af,
hvilken behandling der vil kunne
være relevant og effekten heraf.
Udvalget er ikke sammensat med
henblik på en sådan vurdering, der
under alle omstændigheder vil kræve
inddragelse af særlig ekspertise
samt gennemførelse af undersøgelser,
der ikke kan ske inden for de
tidsmæssige rammer for udvalgets
arbejde. Udvalget har i øvrigt ikke
kendskab til undersøgelser, der
viser, at det har effekt at behandle
stalkere, der ikke har en psykisk
sygdom. Udvalget har noteret sig, at
tidligere overvejelser og
undersøgelser vedrørende behandling
af voldelige mænd ikke har ført til
lovregler herom. Der henvises i den
forbindelse til Justitsministeriets
besvarelse af 4. februar 2010 af
spørgsmål nr. 67 (Alm. del) fra
Folketingets Socialudvalg, der er
optrykt som bilag 4 til
betænkningen. Udvalget bemærker i
den forbindelse, at
behandlingsspørgsmålet ikke alene
involverer overvejelser ud fra en
vurdering af behandlingens
effektivitet, men også retspolitiske
overvejelser om henholdsvis straf og
behandling. Efter udvalgets
opfattelse vil det under alle
omstændigheder være en betingelse
for behandling som alternativ eller
tillæg til straf, at der er en
påviselig effekt af behandlingen.
Spørgsmålet om behandling af
stalkere, der ikke er psykisk syge,
vil således give anledning til mere
vidtgående overvejelser, hvis
behandlingen f.eks. skulle
fastsættes som vilkår i en dom eller
for prøveløsladelse. Udvalget har på
denne baggrund ikke foretaget
nærmere overvejelser om indførelse
af behandling af ikke psykisk syge
stalkere som et led i
sanktionssystemet.
Udvalget har også på baggrund af
henvendelsen fra Dansk Anti-Stalking
Forening overvejet, om der kan være
anledning til at indføre særlige
regler om anvendelse af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning som led
i domme, herunder i betingede domme,
eller som led i vilkår for udgang,
prøveløsladelse eller som surrogat
for varetægtsfængsling. Noget sådant
forekommer i udlandet, jf.
betænkningen side 62-72.
Udvalget henviser til, at allerede
de gældende regler om betingede
domme, udgang, prøveløsladelse og
varetægtssurrogat giver hjemmel til
at fastsætte en række forskellige
vilkår. Opregningen af vilkår er
ikke udtømmende, og der kan i
princippet fastsættes vilkår
svarende til f.eks. et tilhold. En
mere systematisk anvendelse af
sådanne vilkår forudsætter dog efter
udvalgets vurdering reelt et nærmere
regelsæt herom.
Efter udvalgets opfattelse er et
sådant regelsæt dog unødvendigt,
idet de foreslåede regler om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning vil kunne anvendes også
i forbindelse med afgørelsen af en
straffesag eller en prøveløsladelse,
udgang eller fastsættelse af
varetægtssurrogat, uden at dette
sker som et led i dommen eller
afgørelsen.
Med hensyn til anvendelse af tilhold
i domme vil reglerne om tilhold mv.
efter udvalgets opfattelse også
kunne anvendes i situationer, hvor
der fastsættes ubetinget
fængselsstraf. Der er derfor ingen
grund til at komplicere straffesagen
med påstande om tilhold mv. og
behandlingen heraf. Udvalget finder,
at det heller ikke i øvrigt vil være
hensigtsmæssigt. Der vil nemlig være
mulighed for og oftest anledning til
at gribe ind med tilhold mv. på et
klart tidligere tidspunkt end
afgørelsen af en straffesag.
Beskyttelsen af den forurettede vil
endvidere ikke blive bedre, fordi et
tilhold fastsættes ved dom. Udvalget
anfører endvidere, at
klagemulighederne for den
forurettede vil være bedre, når
afgørelsen ikke træffes som et led i
en domssag.
Udvalget anfører, at man kunne
forestille sig en ordning med både
mulighed for tilhold i forbindelse
med en straffedom og tilhold ved en
administrativ afgørelse. Der vil
imidlertid efter udvalgets vurdering
opstå afgrænsningsproblemer og
spørgsmål om indbyrdes retskraft
mellem administrativt meddelte
tilhold og domstolsafgørelser om
tilhold, ligesom der vil opstå
spørgsmål om anke og opsættende
virkning af domstolsafgørelser om
tilhold. Det er klart, at et
administrativt fastsat tilhold på
samme måde som hidtil bør kunne
prøves af retten, og at en afgørelse
om tilhold ikke på samme grundlag
kan ændres administrativt. Hensynet
til de forurettede vil imidlertid
tilsige, at der f.eks. under anke af
en domstolsafgørelse administrativt
kan fastsættes tilhold. Udvalget
finder, at det derfor vil give en
enklere og klarere løsning at blive
stående ved den gældende ordning,
hvorefter tilhold fastsættes
administrativt, men således at
tilhold kan efterprøves af retten.
Med hensyn til
prøveløsladelse og
udgang
bemærker udvalget, at der i praksis
i visse tilfælde fastsættes vilkår
om, at den pågældende ikke må opsøge
den forurettede. Det bør imidlertid
efter udvalgets opfattelse ikke føre
til, at man i sådanne tilfælde
undlader at meddele et tilhold, hvor
der ellers er anledning til det.
Udvalget henviser til, at
konsekvensen af overtrædelse af et
vilkår for prøveløsladelse eller
udgang som udgangspunkt vil være
genindsættelse i fængsel eller
nægtelse af fremtidige udgange, mens
en overtrædelse af et tilhold vil
kunne sanktioneres med en (ny)
straf, der kan tillægges
gentagelsesvirkning.
Udvalget finder, at lignende
betragtninger vil gøre sig gældende
for så vidt angår
varetægtssurrogat.
Udvalget foreslår på den baggrund
ikke ændringer af de gældende regler
på dette punkt.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 133-140.
3.7.2.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
straf og andre retsfølger.
Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 21,
stk. 1 og 2, samt bemærkningerne
hertil.
Justitsministeriet kan i den
forbindelse tilslutte sig udvalgets
opfattelse, hvorefter der ikke
generelt er behov for at hæve
strafniveauet i sager om
overtrædelse af tilhold mv.
Ministeriet er således enig med
udvalget i, at der inden for den
gældende strafferamme på fængsel i 2
år er mulighed for en nuancering i
straffastsættelsen, der tager hensyn
til den konkrete grovhed i det
enkelte tilfælde, herunder hensyn
til den belastning, som den
forurettede har været udsat for, og
til udviklingen i samfundets syn på
forfølgelse og chikane, og at der
således er mulighed for at reagere
med frihedsstraf i de grove
tilfælde, herunder ubetinget
frihedsstraf.
Justitsministeriet kan endvidere
tilslutte sig udvalgets forslag om
en særlig bestemmelse om, at det ved
overtrædelse af loven skal indgå som
en skærpende omstændighed ved
straffens fastsættelse, at forholdet
har udgjort et led i en systematisk
og vedvarende forfølgelse eller
chikane. Det forudsættes i den
forbindelse, at der i sådanne
tilfælde som udgangspunkt anvendes
ubetinget frihedsstraf.
Som det fremgår af pkt. 3.7.2.1
ovenfor, har det i debatten om
stalking været anført, at der bør
være mulighed for, at også stalkere,
der ikke er psykisk syge, ved dom
kan pålægges at gå i behandling. Som
det fremgår af det, der er anført
ovenfor, finder Justitsministeriet
imidlertid, at stalking er en
alvorlig forbrydelse, der som
udgangspunkt bør straffes med
ubetinget fængsel. Ministeriet
finder således ikke grundlag for at
foreslå, at stalkere – som
alternativ til en ubetinget
frihedsstraf – bør idømmes betingede
domme med vilkår om behandling.
Ministeriet lægger i den forbindelse
også vægt på, at det er usikkert, om
en eventuel behandling vil reducere
risikoen for recidiv. Endvidere
finder ministeriet, at der med
sådanne ordninger er risiko for, at
det kan være udsigten til at slippe
for at afsone fængselsstraf, der
motiverer til behandling, frem for
et oprigtigt ønske om at ændre
stalkingadfærden.
Justitsministeriet er imidlertid
enig i, at der i videst mulig omfang
bør tilbydes stalkere behandling på
frivillig basis. Der findes allerede
bl.a. i kriminalforsorgen
behandlingsprogrammer for
voldsudøvere, herunder stalkere, der
har udøvet vold. Hvis
kriminalforsorgen herudover bliver
opmærksom på et behandlingsbehov,
har kriminalforsorgen mulighed for
at henvise den dømte til et egnet
behandlingstilbud. Det bemærkes i
den forbindelse, at
Justitsministeriets Forskningskontor
er ved at iværksætte en undersøgelse
af, hvilke behandlingsprogrammer for
stalkere der anvendes i Danmark og i
andre lande, og kortlægge, i hvilket
omfang disse programmer er blevet
effektevalueret, og hvad
resultaterne af evalueringerne er.
Forskningskontorets undersøgelse vil
herefter danne grundlag for en
nærmere vurdering af, om der er
behov for at tage yderligere
initiativer på området.
3.7.3.
Straffeprocessuelle indgreb ved
efterforskning af tilholdssager mv.
3.7.3.1.
Teleoplysning og edition
3.7.3.1.1.
Udvalget har overvejet spørgsmålet
om ændring af reglerne om
fremskaffelse af bevis i
tilholdssager ved teleoplysning og
edition. For så vidt angår edition
omhandler overvejelserne navnlig
oplysning om indehaveren af en kendt
e-mail-adresse i forbindelse med
vurderingen af, om der er grundlag
for at meddele tilhold.
Udvalget henviser til, at
teleoplysning efter bestemmelsen i
retsplejelovens § 781, stk. 3, 1.
pkt., kan foretages, uanset at
kriminalitetskravet i § 781, stk. 1,
nr. 3, ikke er opfyldt, hvis
mistanken angår gentagne
fredskrænkelser som omhandlet i
straffelovens § 265. Betingelserne i
retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1
(mistankekravet) og nr. 2
(indikationskravet) skal dog fortsat
være opfyldt. Efter bestemmelsen er
det ikke et krav, at der foreligger
et forudgående tilhold.
Udvalget anfører, at der i praksis
har været en vis tvivl om, hvorvidt
der kan foretages
edition
efter retsplejelovens § 804 – det
vil sige pålæg til en ikke-mistænkt
om forevisning eller udlevering af
genstande – med henblik på at
vurdere, om betingelserne for
meddelelse af tilhold er opfyldt.
Det vil f.eks. kunne være relevant i
forhold til at klarlægge, hvem der
er indehaver af en kendt
e-mail-adresse.
Udvalget finder, at der kan være
behov for en præcisering af reglerne
om edition med hensyn til
fremskaffelse af f.eks. oplysninger
vedrørende anonyme henvendelser via
nettet.
Der kan således i tilholdssager være
behov for at foretage edition med
henblik på at vurdere, om
betingelserne for meddelelse af
tilhold er opfyldt. Det vil f.eks.
skulle afgøres efter
editionsreglerne, om det kan
pålægges nogen at udlevere
oplysninger til politiet om, hvem
der er logget på internettet på et
givent tidspunkt med en angiven
IP-adresse, jf. Vestre Landsrets dom
refereret i Ugeskrift for Retsvæsen,
2005, side 777. Det samme gælder
oplysninger om, hvem der er
indehaver af en kendt
e-mail-adresse.
Udvalget foreslår på den baggrund,
at det præciseres i retsplejelovens
§ 804, at der kan ske edition, når
mistanken angår fredskrænkelse, som
kan begrunde tilhold, selv om der
ikke er tale om efterforskning af en
lovovertrædelse. Indgrebet bør
således kunne foretages, når der
foreligger gentagne krænkelser,
eller når der foreligger en enkelt
krænkelse af en sådan grovhed, at
krænkelsen i sig selv kan give
grundlag for tilhold. Udvalget
finder, at den gældende regel om
adgang til teleoplysning, jf.
retsplejelovens § 781, stk. 3, 1.
pkt., herefter bør udformes i
overensstemmelse hermed. På denne
måde styrkes mulighederne for
efterforskning i sager om tilhold
mv.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 140-142.
3.7.3.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
teleoplysning og edition i sager om
tilhold mv. Særligt for så vidt
angår udvalgets forslag vedrørende
retsplejelovens § 781, stk. 3, 1.
pkt., indebærer den foreslåede
ændring, at der vil kunne indhentes
teleoplysninger, både når der
foreligger gentagne krænkelser
(ligesom i dag), og – som noget nyt
– når der foreligger en enkelt
krænkelse af en sådan grovhed, at
krænkelsen i sig selv – ligesom i
dag – kan give grundlag for tilhold.
Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 23 samt
bemærkningerne hertil.
3.7.3.2.
Aflytning i sager om overtrædelse af
tilhold mv.
3.7.3.2.1.
Udvalget har overvejet, om der bør
være mulighed for at foretage
aflytning i sager om overtrædelse af
tilhold, som det blev foreslået
under Retsudvalgets høring om
stalking, jf. betænkningen side
83-85.
Udvalget finder, at telefon- og
anden aflytning under hensyn til
indgrebets alvorlige karakter som
hidtil bør begrænses til tilfælde,
der udgør særlig grove strafbare
forhold, eller hvor der i øvrigt er
et helt særligt behov.
Den eksisterende bestemmelse i
retsplejelovens § 781, stk. 3, 1.
pkt., om adgang til at indhente
teleoplysninger i tilholdssager og
de gældende regler om edition giver
med den foreslåede justering (jf.
pkt. 3.7.3.1. ovenfor) efter
udvalgets opfattelse tilstrækkelige
muligheder for i sager om såvel
udstedelse som overtrædelse af
tilhold mv. at fastslå, om der har
været en kontakt mv. Der vil således
efter udvalgets vurdering normalt
ikke være et væsentligt
efterforskningsmæssigt behov for at
fastslå det nærmere indhold af
kontakten.
Udvalget henviser til, at der med
udvalgets forslag til en bestemmelse
om tilhold sker en objektivering,
således at i princippet enhver
kontakt mv. forbydes. Efter den
foreslåede bestemmelse vil der i
sager om overtrædelse af tilhold
alene skulle føres bevis for den
faktiske kontakt mv., men ikke
nødvendigvis for, at kontakten mv.
har tilsigtet at være eller faktisk
har virket krænkende eller
chikanerende.
Udvalget anfører endvidere, at
indholdet af henvendelser, der sker
ved sms eller e-mails, normalt
umiddelbart vil kunne dokumenteres
af forurettede, og efter udvalgets
forslag om en ændret regel om
teleoplysning og om en editionsregel
vil afsendelsen kunne spores.
Udvalget anfører herudover, at der i
tilfælde, hvor der er mistanke om,
at henvendelserne har eller vil have
karakter af trusler omfattet af
straffelovens § 266, allerede efter
den gældende bestemmelse om
betingelserne for aflytning i
retsplejelovens § 781 er mulighed
for at foretage aflytning, hvis
mistankekravet og indikationskravet
er opfyldt. Udvalget bemærker
endelig, at samtaler, hvori den
forurettede selv deltager, lovligt
kan optages af forurettede, også i
andre tilfælde end trusler efter
straffelovens § 266.
Udvalget finder på den baggrund ikke
tilstrækkeligt behov eller grundlag
for særlige regler om aflytning i
sager om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 142-143.
3.7.3.2.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om mulighed
for aflytning i sager om
overtrædelse af tilhold mv.
3.7.3.3.
Frihedsberøvelse
3.7.3.3.1.
Udvalget har overvejet, om der bør
være øgede muligheder for
frihedsberøvelse af den indklagede
part i tilholdssager mv. som
foreslået på udvalgets møde med
organisationerne. Lignende
synspunkter har været fremført i
debatten om stalking, jf.
betænkningen side 80-85.
Udvalget bemærker hertil, at der
allerede efter reglerne i
politilovens § 5 er mulighed for
administrativt at frihedsberøve
personer i en kort periode. Efter
bestemmelsen kan politiet om
nødvendigt frihedsberøve den eller
dem, der giver anledning til konkret
og nærliggende fare for
enkeltpersoners sikkerhed, hvis
mindre indgribende midler ikke
findes tilstrækkelige til at afværge
faren. Frihedsberøvelsen skal være
så kortvarig og skånsom som muligt
og må så vidt muligt ikke udstrækkes
ud over 6 timer.
Udvalget bemærker herudover, at der
i alle tilfælde, hvor der foreligger
et strafbart forhold, der er
undergivet offentlig påtale, er
mulighed for at foretage anholdelse.
Efter udvalgets forslag til
lovregler videreføres den særlige
bestemmelse i bortvisningslovens § 4
om tilbageholdelse af en person, der
med rimelig grund antages at have
optrådt på en måde, der indebærer en
trussel om vold mod et medlem af
personens husstand. Bestemmelsen
sikrer, at der i alle tilfælde, hvor
betingelserne for bortvisning kan
være opfyldt, er mulighed for
anholdelse eller tilbageholdelse.
Der vil ligeledes være mulighed for
anholdelse i de groveste af de
tilfælde, hvor betingelserne for
tilhold eller opholdsforbud kan være
opfyldt, nemlig når der som nævnt
foreligger et strafbart forhold.
Udvalget anfører, at strafferammen i
såvel de gældende
straffebestemmelser som i den af
udvalget foreslåede
straffebestemmelse for overtrædelse
af tilhold, opholdsforbud eller
bortvisning på fængsel i 2 år
indebærer, at der vil være mulighed
for varetægtsfængsling, hvor
betingelserne i øvrigt er opfyldt.
En varetægtsfængsling forudsætter
som følge af proportionalitetskravet
i retsplejelovens § 762, stk. 3,
herunder kravet om en forventet
straf på over 30 dages fængsel, en
ikke ubetydelig grovhed af
overtrædelsen. Dette krav vil dog
efter udvalgets vurdering kunne
tænkes opfyldt i tilfælde af
stalking.
Udvalget finder på den baggrund ikke
grundlag for yderligere regler om
frihedsberøvelse i relation til
sager om tilhold mv.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 143-144.
3.7.3.3.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om
frihedsberøvelse i sager om
overtrædelse af tilhold mv.
3.7.4. Politiets
behandling af sager om tilhold mv.
3.7.4.1.
Politiets sagsbehandling i sager om
tilhold mv.
3.7.4.1.1.
Udvalget har overvejet mulige tiltag
i forhold til politiets
sagsbehandling i sager om tilhold
mv. Det har således i debatten om
stalking været anført, at politiets
sagsbehandling i forhold til
udstedelse af tilhold bør ske
hurtigere. Det har i den forbindelse
været anført, at det forhold, at der
skal ske partshøring, inden et
tilhold udstedes, forsinker
sagsbehandlingen.
Udvalget bemærker hertil, at det
fremgår af de gældende
retningslinjer i cirkulæreskrivelse
nr. 11075 af 12. februar 1990, at
sager om tilhold – navnlig af hensyn
til forurettede – bør behandles med
fornøden hurtighed og effektivitet.
Det fremgår endvidere, at politiet i
tilfælde, hvor sagen ikke kan
forventes afsluttet inden kortere
tid, bør underrette forurettede om,
hvad der sker i sagen, og hvornår en
afgørelse kan forventes at
foreligge.
Udvalget finder, at disse
retningslinjer bør opretholdes i
forhold til sager om meddelelse af
tilhold og opholdsforbud. Efter
udvalgets opfattelse er det således
væsentligt, at der som led i
opfølgningen på en gennemførelse af
udvalgets forslag sikres en hurtig
sagsbehandling – navnlig for de
grovere tilfælde, herunder stalking.
I relation til partshøring i
forbindelse med tilhold bemærker
udvalget, at det følger af
forvaltningslovens § 19, at hvis en
af parterne i en tilholdssag mv.
ikke kan antages at være bekendt
med, at politiet er i besiddelse af
bestemte oplysninger om sagens
faktiske omstændigheder, der er til
ugunst for den pågældende part og af
væsentlig betydning for sagens
afgørelse, må der som udgangspunkt
ikke træffes afgørelse i sagen, før
der er foretaget partshøring.
Partshøring er efter udvalgets
opfattelse en væsentlig
retssikkerhedsgaranti, som ikke
generelt bør fraviges i sager om
meddelelse af tilhold mv. Udvalget
bemærker i den forbindelse, at der
ikke er formkrav til, hvorledes
partshøringen skal ske, og det vil
således f.eks. kunne ske telefonisk.
Efter udvalgets opfattelse bør
partshøring således ikke som
udgangspunkt indebære en væsentlig
længere sagsbehandlingstid. I
særligt grove tilfælde, herunder
tilfælde der kan være optakt til
stalking, f.eks. fordi anmeldelsen
angår en række uønskede henvendelser
gennem en vis tid, bør politiet
efter udvalgets opfattelse være
særlig opmærksom på behovet for
hurtig partshøring.
Udvalget bemærker, at en partshøring
ikke er det samme som en
politiafhøring af en mistænkt eller
sigtet. I tilfælde, hvor der kan
foreligge et selvstændigt strafbart
forhold, f.eks. hvis anmeldelsen
omfatter trusler efter straffelovens
§ 266, vil partshøring og
politiafhøring imidlertid kunne ske
ved samme lejlighed.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 144-145.
3.7.4.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
politiets sagsbehandling i sager om
tilhold mv. Den foreslåede
videreførelse af retningslinjerne om
hurtig og effektiv behandling af
tilholdssager vil blive gennemført
administrativt.
3.7.4.2.
Politiets formaninger, vejledning og
mægling
3.7.4.2.1.
Udvalget har i lyset af forslag fra
organisationerne på området og
debatten om stalking, jf.
betænkningen side 80-85, overvejet
politiets brug af formaninger,
vejledning og mægling. På udvalgets
møde med organisationerne og i
debatten om stalking blev det
fremhævet, at politiets uformelle
formaninger tit kan løse konflikten,
uden at der udstedes et tilhold.
Udvalget bemærker, at Rigsadvokaten
også har oplyst, at det er
almindelig praksis, at politiet i
forbindelse med behandlingen af
tilholdssager søger at indgå i
uformel mægling mellem parterne, og
at politiet i nogle tilfælde giver
en formaning i den forbindelse. Hvis
mægling eller en eventuel uformel
formaning ikke har den ønskede
virkning, vil der sædvanligvis blive
meddelt et tilhold.
Udvalget henviser endvidere til, at
det under høringen i Retsudvalget
blev anført, at det i sager om
stalking er væsentligt, at politiet
griber ind på et tidligt tidspunkt
og formaner den indklagede.
Udvalget bemærker, at der under
høringen også blev peget på, at det
er vigtigt, at politiet i sager om
stalking vejleder den forurettede om
de tiltag, som den pågældende selv
kan tage for at beskytte sig mod
(yderligere) stalking, som f.eks. at
få hemmeligt telefonnummer mv.
Endvidere blev det foreslået, at
politiet skal vejlede den
forurettede om, hvordan denne sikrer
beviser for chikanen, f.eks. ved at
gemme sms’er fra gerningsmanden og
notere dennes henvendelser ned.
Udvalget bemærker endvidere, at det
under udvalgets møde med en række
organisationer mv. også blev anført,
at politiets mægling kan være nyttig
i visse tilholdssager. Det blev dog
påpeget, at mægling ikke er egnet i
alle tilfælde. I nogle tilfælde er
der ikke grundlag for at mægle
mellem parterne. Mægling vil have
den effekt, at parterne ligestilles,
hvilket ikke er hensigtsmæssigt,
hvis f.eks. den ene part har udøvet
vold mod den anden.
Herudover henviser udvalget til, at
det i forbindelse med Retsudvalgets
høring om stalking blev anført, at
mægling og konfliktråd ikke bør
anvendes i sager om stalking, da
disse tiltag vil medvirke til, at
der bliver skabt øget kontakt mellem
gerningsmanden og den forurettede.
Strafferetsplejeudvalget tilslutter
sig, at formaninger og eventuelt en
form for »mægling« kan være nyttige
tiltag i visse tilholdssager mv.
Udvalget er endvidere enig i, at
politiet i sager om tilhold,
herunder stalkingsager, bør vejlede
den forurettede om forebyggende
tiltag og sikring af beviser.
Udvalget foreslår derfor en
bestemmelse herom indsat i loven.
Udvalget har med den foreslåede
bestemmelse om vejledning forudsat,
at politiet fortsat skal anvende
formaninger i sager om tilhold mv.,
hvis det er relevant. En formaning
vil navnlig have betydning i to
relationer. For det første i de
tilfælde, hvor politiet kan
konstatere, at der vil kunne vise
sig et behov for et tilhold,
opholdsforbud og bortvisning, men
hvor der på tidspunktet ikke er
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at
meddele et tilhold mv. For det andet
vil en formaning kunne være
relevant, hvor der er grund til at
tro, at den indklagede vil ændre sin
adfærd som følge af en formaning.
Efter udvalgets opfattelse vil
formaninger således i disse tilfælde
kunne påvirke den indklagede til at
stoppe den chikanøse adfærd på et
tidligere tidspunkt, inden der er
grundlag for at meddele et tilhold
mv.
Udvalget er enig i, at det er
væsentligt, at politiet er
opmærksomt på præventivt at gribe
ind med formaninger mv. tidligt i
forløbet, særlig hvor der er udsigt
til, at chikanen kan udvikle sig til
stalking eller lignende.
Udvalget foreslår endvidere, at
politiet som hidtil uformelt bør
søge en mindelig løsning ved
vejledning, dialog og henstillinger
over for klager og indklagede, hvis
der er udsigt til, at konflikten kan
løses på den måde. Denne
fremgangsmåde kan minde om formel
mægling, men den har en ganske anden
karakter, hvor polititjenestemanden
udfører en aktiv rolle og bl.a. kan
beskytte den svage part og tale
dennes sag i forhold til den anden
part. Polititjenestemanden vil
endvidere kunne stille forslag til
konstruktive måder at løse
fremtidige konflikter på.
Fremgangsmåden vil efter udvalgets
vurdering ikke være egnet i alle
tilfælde, f.eks. ikke hvor den ene
part har udøvet vold mod den anden,
eller hvor den ene part i øvrigt har
et klart beskyttelsesbehov, og der
således ikke er grundlag for at løse
konflikten i mindelighed, f.eks. i
stalkingsager.
Udvalget foreslår herudover, at
behandling af konflikten bør kunne
ske i konfliktråd, jf. lov nr. 467
af 12. juni 2009 om konfliktråd i
anledning af en strafbar handling,
hvis der er udsigt til, at
konflikten kan løses på den måde.
Udvalget bemærker, at en
gennemførelse af dette forslag vil
kunne ske administrativt ved, at der
fastsættes regler herom i medfør af
§ 6, 2. pkt., i loven om
konfliktråd, hvorefter
justitsministeren kan bestemme, at
ordningen også kan omfatte andre
sager end straffesager. Udvalget
foreslår, at der i forbindelse med
en gennemførelse af lovforslaget
fastsættes sådanne regler. Udvalget
foreslår, at politiet bør vejlede om
en sådan mulighed for at søge
konflikten løst i konfliktråd, hvor
der er anledning til det. Udvalget
bemærker, at det efter § 2, stk. 1
og 2, i loven om konfliktråd er en
betingelse, at parterne samtykker i
at deltage i konfliktråd, og hvis
der er tale om børn og unge under 18
år, skal
forældremyndighedsindehaveren
samtykke i deltagelsen i
konfliktråd. Udvalget anfører, at
konfliktråd givetvis ikke i
almindelighed er egnet i tilfælde af
stalking. Det centrale i den
forbindelse er imidlertid efter
udvalgets vurdering, at deltagelse i
konfliktråd er frivillig, og at
konfliktråd således ikke kan
anvendes uden den forurettedes
indforståelse.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 145-147.
3.7.4.2.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
politiets formaninger, vejledning og
mægling. Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets 15, stk.
1, og bemærkningerne hertil.
Forslaget om, at konflikter i sager
om tilhold mv. bør kunne behandles i
konfliktråd, vil blive gennemført
administrativt.
3.7.4.3. Mulighed
for, at en anden politikreds
udsteder et tilhold
3.7.4.3.1.
Udvalget henviser til, at det på
udvalgets møde med organisationerne
blev anført, at der bør være
mulighed for, at et tilhold kan
udstedes af en anden politikreds end
den, hvor den forurettede opholder
sig. Det vil f.eks. være relevant,
hvor en forurettet, der lever skjult
for den indklagede, anmoder om et
tilhold, idet det ellers vil kunne
afsløres over for den indklagede, i
hvilken politikreds den forurettede
opholder sig.
Udvalget finder, at der bør være en
sådan mulighed for, at et tilhold
kan udstedes af en anden politikreds
end den politikreds, hvor den
forurettede opholder sig. I de
tilfælde, hvor den forurettede lever
skjult for den indklagede, bør
meddelelse af et tilhold således
ikke kunne medvirke til, at den
indklagede kan lokalisere den
forurettede.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 148.
3.7.4.3.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
mulighed for, at en anden
politikreds udsteder tilhold.
Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets 15, stk.
2, og bemærkningerne hertil.
3.7.4.4.
Organisering af indsatsen i
politikredsene
3.7.4.4.1.
På udvalgets møde med
organisationerne og i debatten om
stalking har det været foreslået, at
der oprettes særlige enheder i
politikredsene til behandling af
tilholdssager mv., således at der
sættes fokus på området. Samtidig er
det blevet påpeget, at det er
vigtigt, at politiets indsats er
lokalt forankret. Udvalget har på
den baggrund behandlet disse
spørgsmål.
Udvalget kan tilslutte sig, at der
er fordele ved en klar
kompetencefordeling, og at der
herunder er politifolk, som kan
oparbejde en særlig rutine og
indsigt vedrørende sager om tilhold
mv. og de konflikttyper, som de
repræsenterer.
Udvalget finder, at det vil være
nærliggende, at behandlingen af
sager om tilhold mv. ses i
sammenhæng med samlivsrelaterede
forbrydelser og eventuelt forankres
i særlige enheder i politikredsene.
Det er under alle omstændigheder
væsentligt, at der er klarhed over
ansvaret med hensyn til sager om
tilhold mv. på en sådan måde, at
løbende erfaringer udnyttes bedst
muligt, og således at et eventuelt
mønster i en gerningsmands adfærd
afdækkes tidligt. Efter udvalgets
opfattelse må spørgsmålet dog i
sidste ende bero på en politifaglig
vurdering af den mest
hensigtsmæssige organisatoriske
placering af den politimæssige
behandling af disse sager.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 148-149.
3.7.4.4.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om
organisering af indsatsen i
politikredsene.
Rigspolitiet har i forbindelse med
høringen over betænkningen oplyst,
at Rigspolitiets strategi fra 2007
implementerer rammerne for politiets
indsats over for jalousidrab og
andre alvorlige samlivsrelaterede
forbrydelser. Med henblik på at
kunne gennemføre en indsats, der er
tilpasset de lokale forhold og
dermed det lokale trusselsbillede,
er indsatsen på området fra 2011
forankret i de enkelte politikredse,
der prioriterer og organiserer
indsatsen på baggrund af en
vurdering af de lokale forhold og
det lokale kriminalitetsbillede, og
der er således ikke en national
operationaliseringsstrategi på
området. Som følge af den lokale
forankring af disse sagstyper er det
Rigspolitiets opfattelse, at
spørgsmålet om oprettelse af særlige
enheder til behandling af sager om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning bør afgøres af
politidirektørerne og ikke besluttes
centralt.
Justitsministeriet er enig i det,
som Rigspolitiet har anført, og det
vil således være op til de enkelte
politidirektører at vurdere, om der
bør oprettes særlige enheder, eller
om der i lyset af udvalgets
anbefalinger er behov for andre
initiativer i forhold til
organisering af indsatsen på området
i politikredsene.
3.7.4.5.
Beskyttelse af den forurettede
3.7.4.5.1.
Udvalget henviser til, at det under
Retsudvalgets høring om stalking
blev foreslået, at ofre for stalking
bør udstyres med politiets
overfaldsalarmer. Endvidere blev det
anført, at ofre for stalking bør
have adgang til at skifte identitet,
f.eks. ved at få nyt cpr-nummer
eller indgå i et
vidnebeskyttelsesprogram.
Udvalget anfører, at det efter den
eksisterende ordning med politiets
overfaldsalarmer, der er beskrevet i
betænkningen side 157-158, beror på
en konkret politimæssig vurdering i
det enkelte tilfælde, om politiet
udleverer en overfaldsalarm.
Spørgsmålet vurderes bl.a. på
baggrund af en samtale med den i
sagen relevante person samt en
vurdering af sagens øvrige
omstændigheder. I den forbindelse
søger politiet klarlagt, hvorvidt
der er tale om en konkret trussel
mod den pågældende, herunder om der
er en reel mulighed for, at den
pågældende kan blive udsat for vold
eller lignende. I forlængelse heraf
vurderer politiet, om udlevering af
en overfaldsalarm kan medvirke til
at nedsætte risikoen for, at den
pågældende udsættes for strafbare
forhold, og dermed tillige vil kunne
have en tryghedsskabende effekt.
Udvalget henviser endvidere til, at
Rigspolitiet har oplyst, at
udlevering af overfaldsalarm oftest
sker bl.a. i tilknytning til
udstedte tilhold, herunder i
æresrelaterede eller
rocker-/banderelaterede sager.
Efter udvalgets opfattelse er der
således allerede med den
eksisterende ordning med udlevering
af overfaldsalarmer mulighed for at
udstyre ofre for stalking med
overfaldsalarmer, hvor der måtte
være anledning til det.
For så vidt angår det anførte om, at
ofre for stalking bør have mulighed
for at skifte identitet og indgå i
et vidnebeskyttelsesprogram,
bemærker udvalget, at
Justitsministeriet i en besvarelse
af 12. juni 2010 af spørgsmål nr.
1258 (Alm. del) fra Folketingets
Retsudvalg, jf. betænkningens bilag
5, tidligere har oplyst, at
muligheden for at skifte identitet i
forbindelse med et
vidnebeskyttelsesprogram bør
forbeholdes de mest alvorlige sager,
hvor almindelige
beskyttelsesforanstaltninger ikke er
tilstrækkelige. Det er således en
betingelse for, at et
identitetsskifte skal kunne
gennemføres, at den pågældende
medvirker til processen og
overholder en række konkret
fastsatte betingelser. Den
pågældende skal være indstillet på
bl.a. at afbryde kontakten til
familie, venner og øvrige
omgangskreds, ligesom det er
nødvendigt at opgive arbejde eller
uddannelse.
Udvalget finder, at overvejelser om
anvendelse af sådanne vidtgående
tiltag falder uden for udvalgets
kommissorium.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 149-150.
3.7.4.5.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om
beskyttelse af den forurettede.
Det bemærkes, at det fortsat er
Justitsministeriets opfattelse, at
en så vidtgående
beskyttelsesforanstaltning som
identitetsskifte i forbindelse med
et vidnebeskyttelsesprogram alene
bør finde anvendelse i helt
ekstraordinære tilfælde.
3.8. Andre tiltag
3.8.1. Udbredelse
af kendskabet til reglerne om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning
3.8.1.1.
Udvalget har overvejet behovet for
at udbrede kendskabet til reglerne
om tilhold og bortvisning, som det
blev foreslået på udvalgets møde med
organisationerne, jf. betænkningens
bilag 2.
Udvalget kan tilslutte sig, at der
kan være behov for foranstaltninger
med henblik på at udbrede kendskabet
til reglerne om tilhold og
bortvisning for at fremme en øget
anvendelse af disse. Udvalget
foreslår derfor, at der fastsættes
en udtrykkelig bestemmelse om, at
politiet i sager om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning bør
vejlede parterne om reglerne herom.
Herudover bemærker udvalget, at det
også vil kunne bidrage til øget
anvendelse af reglerne om tilhold og
bortvisning, at der udarbejdes
pjecer om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning, som politiet, andre
offentlige myndigheder og fagfolk
fra organisationer mv. kan bruge i
deres rådgivning.
Informationsmateriale bør være let
tilgængeligt, herunder på politiets
hjemmeside.
Der kan efter udvalgets opfattelse i
det hele være behov for, at der i
forbindelse med en gennemførelse af
udvalgets forslag fra politiets side
udarbejdes et oversigtligt
skriftligt informationsmateriale,
der kan udleveres til anmeldere, med
orientering om de centrale regler og
råd til, hvorledes ofre for
forfølgelse og chikane bør forholde
sig. Dette kan være af særlig
betydning i stalkingtilfælde.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 150-151.
3.8.1.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
udbredelse af kendskabet til
reglerne om tilhold, opholdsforbud
og bortvisning. Lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 15,
stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet finder det i den
forbindelse vigtigt, at det
informationsmateriale, der vil blive
udarbejdet, også kommer til at
indeholde oplysninger om egnede
behandlingstilbud til eksempelvis
stalkere, således at de relevante
myndigheder er opmærksomme på at
henvise en gerningsmand, der måtte
ønske at indgå i et
behandlingsforløb, til et egnet
program.
Forslaget om udarbejdelse af
informationsmateriale vil blive
gennemført administrativt.
3.8.2. Opfølgning
på tilhold, opholdsforbud og
bortvisning
3.8.2.1.
Udvalget har behandlet spørgsmålet
om opfølgning på bortvisning mv. på
baggrund af, at organisationerne på
mødet med udvalget påpegede, at det
er meget væsentlig, at der sker
opfølgning på bortvisning mv.,
f.eks. ved rådgivning og behandling.
Det blev også anført, at det er
væsentligt, at der er
behandlingstilbud og botilbud til
mænd, der bortvises.
Udvalget er enig med
organisationerne i, at det er meget
væsentligt, at der sker opfølgning
på tilhold, opholdsforbud og
bortvisning. Som det fremgår under
pkt. 3.6, foreslår udvalget i
relation til bortvisning, at de
gældende regler om bortvisning
opretholdes, herunder også reglen om
at politiet senest samtidig med en
afgørelse om
bortvisning skal underrette
kommunen om sagen.
Udvalget anfører, at politiet efter
de gældende regler og retningslinjer
også i tilholdssager skal være
opmærksomme på muligheden for at
inddrage de sociale myndigheder i
sagen, således at der kan ydes en
aktiv og socialt orienteret bistand
til parterne, jf. Rigsadvokatens
meddelelse nr. 3/2008 om
behandlingen af sager om
samlivsrelaterede personfarlige
forbrydelser.
Udvalget bemærker endvidere, at det
fremgår af de gældende
retningslinjer i cirkulæreskrivelse
nr. 11075 af 12. februar 1990, at
politiet bør være opmærksom på
muligheden for at inddrage de
sociale myndigheder i tilholdssager,
således at der ydes en aktiv og
socialt orienteret bistand til
parterne på et så tidligt tidspunkt
som muligt. Politiet bør således
efter omstændighederne opfordre
parterne til at henvende sig til de
sociale myndigheder eller eventuelt
af egen drift orientere disse
myndigheder om sagen. Endvidere
fremgår det, at det i den
forbindelse forudsættes, at en
eventuel videregivelse af
oplysninger til de sociale
myndigheder sker i overensstemmelse
med forvaltningslovens § 28 (nu
persondatalovens regler), det vil
sige som udgangspunkt med samtykke
fra de pågældende parter, og hvis
samtykke ikke foreligger da kun i
form af en kort oplysning i neutral
form om, at de pågældende har været
i kontakt med politiet og skønnes at
have behov for social bistand.
Udvalget henviser videre til, at der
i servicelovens § 153, stk. 1, er
fastsat en særlig
underretningspligt, der pålægger
bl.a. politiet at underrette
kommunen, hvis de får kendskab til
forhold, der giver formodning om, at
et barn eller en ung under 18 år har
behov for særlig støtte.
Udvalget bemærker herudover, at det
i Rigsadvokatens meddelelse nr.
3/2008 understreges, at det af
hensyn til børn i voldsramte
familier i overensstemmelse med
servicelovens § 153, stk. 1, er
vigtigt, at der sker underretning af
kommunen, når politiet bliver
bekendt med forhold, der må give en
formodning om, at et barn eller en
ung under 18 år har behov for særlig
støtte. Men også når det ikke drejer
sig om børn og unge under 18 år,
følger det af meddelelsen, at der
kan ske underretning. Politiet bør
således efter meddelelsen generelt
være opmærksom på muligheden for at
inddrage de sociale myndigheder i
sagen med henblik på en aktiv og
socialt orienteret bistand på så
tidligt et tidspunkt som muligt. Der
kan i disse tilfælde ske
videregivelse af oplysninger om
sagen til de sociale myndigheder
enten med den pågældendes samtykke
eller efter omstændighederne med
hjemmel i den almindelige
bestemmelse i forvaltningslovens §
28, stk. 2 (nu persondatalovens
regler), eller i retsplejelovens §
115 om det kriminalitetsforebyggende
arbejde.
Efter udvalgets opfattelse er disse
retningslinjer tilstrækkelige til at
sikre, at de sociale myndigheder
inddrages i nødvendigt omfang i
forbindelse med sager om tilhold mv.
Som følge af indgrebets særlige
karakter bør den gældende
underretningsregel om bortvisning
dog som anført ovenfor opretholdes.
En præcisering af retningslinjerne i
relation til tilhold og
opholdsforbud kan ske ved
administrativt fastsatte
bestemmelser.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 151-153.
3.8.2.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
opfølgning på tilhold, opholdsforbud
og bortvisning. Den nævnte
præcisering af retningslinjerne om
underretning af de sociale
myndigheder i sager om tilhold og
opholdsforbud vil blive gennemført
administrativt.
Med lovforslaget videreføres således
rammerne for det tætte samarbejde
mellem politiet og de sociale
myndigheder, og der vil kunne sættes
ind på et tidligt tidspunkt i
forhold til at iværksætte
kvalificeret rådgivning i
forbindelse med blandt andet
bortvisning.
3.8.3. Andre
regelsæt
3.8.3.1.
Udvalget henviser til, at det på
mødet med organisationerne blev
anført, at anden lovgivning ikke bør
være til hinder for effektive
tilhold eller bortvisninger, og at
reglerne om samvær og
forældremyndighed mv. i
forældreansvarsloven efter
omstændighederne bør kunne fraviges,
når der er meddelt tilhold eller er
sket bortvisning.
Efter udvalgets opfattelse er det
væsentligt, at reglerne i den
civilretlige lovgivning ikke unødigt
er til hinder for effektive tilhold,
opholdsforbud eller bortvisninger.
Udvalget anfører dog, at der er tale
om en kompliceret problemstilling,
idet den civilretlige lovgivning
skal varetage en række andre hensyn
end regler om tilhold, opholdsforbud
og bortvisning. Udvalget finder, at
spørgsmålet om eventuelle ændringer
i den civilretlige lovgivning under
alle omstændigheder falder uden for
udvalgets opgave. Dette gælder også
med hensyn til forældreansvarsloven,
hvor f.eks. reglerne om fælles
forældremyndighed kan skabe visse
vanskeligheder for den, der har
behov for f.eks. et tilhold i
forhold til den anden forælder.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 153-154.
3.8.3.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om andre
regelsæt.
Det bemærkes, at afgørelser om bl.a.
samvær efter forældreansvarsloven
træffes ud fra, hvad der er bedst
for barnet, jf.
forældreansvarslovens § 4. Uanset at
loven indeholder en formodning om,
at det er bedst for barnet at have
kontakt til begge sine forældre, vil
der være situationer, hvor en sådan
kontakt må afskæres af hensyn til
barnet. Efter forældreansvarslovens
§ 21, stk. 4, er det således muligt
at afslå at fastsætte samvær eller
at ophæve et aftalt eller fastsat
samvær. Vold over for barnet bør
altid føre til, at en anmodning om
ophævelse af eller afslag på samvær
imødekommes. Vold over for
bopælsforælderen eller andre
medlemmer af den husstand, hvor
barnet opholder sig, kan også føre
til afslag på eller ophævelse af
samvær. Hertil kommer, at chikanøs
adfærd fra samværsforælderens side
over for bopælsforælderen og dennes
familie kan indgå i vurderingen af
omfanget af samværet, herunder i
vurderingen af, om kontakten til
barnet skal afskæres. Den chikanøse
adfærd kan f.eks. have form af
vedvarende trusler om vold eller af,
at den pågældende konstant opsøger
eller kontakter familien uden for
aftalte tidsrum, eventuelt på trods
af et tilhold.
Forældreansvarslovens regler gør det
således muligt at inddrage
baggrunden for et tilhold eller
krænkelser, der kan føre til et
tilhold, i vurderingen af
samværsspørgsmålet, ligesom det
efter en konkret vurdering er muligt
at tage højde for et eventuelt
tilhold ved fastlæggelsen af
samværet. Regeringen finder på den
baggrund ikke grundlag for at
foreslå ændringer af
forældreansvarsloven i denne
henseende.
3.8.4.
Beskikkelse af bistandsadvokat
3.8.4.1.
Udvalget henviser til, at det under
Retsudvalgets høring om stalking
blev foreslået, at der bør være
mulighed for beskikkelse af
bistandsadvokat for ofre for
stalking.
Udvalget bemærker, at der efter den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 741 a, stk. 4, er
mulighed for at beskikke en
bistandsadvokat i andre tilfælde end
i sager om overtrædelse af de i §
741 a, stk. 1, opregnende
straffelovsbestemmelser, hvis
særlige omstændigheder taler derfor.
Udvalget bemærker endvidere, at det
dog efter bestemmelsen i
retsplejelovens § 741 a, stk. 4, i
alle tilfælde er en betingelse for
beskikkelse af bistandsadvokat, at
der foreligger en lovovertrædelse.
Beskikkelse af en bistandsadvokat
for et offer for stalking
forudsætter således, at der
foreligger et tilhold mv. og en
overtrædelse heraf. Der vil ikke i
medfør af bestemmelsen kunne
beskikkes en bistandsadvokat i
sager, der alene omhandler
udstedelse af tilhold, da der ikke
på dette tidspunkt foreligger en
lovovertrædelse.
Efter udvalgets opfattelse bør
ordningen med beskikkelse af
bistandsadvokater ikke udstrækkes
til at omfatte sager, der alene
omhandler meddelelse af tilhold.
Udvalget finder på den baggrund ikke
grundlag for at foreslå yderligere
regler om beskikkelse af
bistandsadvokater i sager om tilhold
mv. Udvalget bemærker i den
forbindelse, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 741 a, stk. 4, om
beskikkelse af bistandsadvokat vil
kunne finde anvendelse i f.eks.
grove tilfælde af stalking, når der
foreligger en overtrædelse af et
tilhold. Det understreges i den
forbindelse, at der i tilfælde, hvor
der foreligger et selvstændigt
strafbart forhold, vil kunne
beskikkes bistandsadvokat efter
reglen i § 741 a, også før der er
meddelt tilhold.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 155.
3.8.4.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser om
beskikkelse af bistandsadvokat i
sager om tilhold mv.
3.8.5. Erstatning
og godtgørelse
3.8.5.1.
Udvalget henviser til, at det under
høringen i Retsudvalget om stalking
blev foreslået, at ofre for stalking
bør have adgang til erstatning og
godtgørelse efter
offererstatningsloven.
Udvalget bemærker i den forbindelse,
at staten efter
offererstatningslovens § 1, stk. 1,
yder erstatning og godtgørelse for
personskade, der forvoldes ved en
straffelovsovertrædelse, hvis
overtrædelsen er begået i den danske
stat. Det samme gælder personskade,
der indtræder i forbindelse med
hjælp til politiet under anholdelse
eller i forbindelse med en lovlig
privat anholdelse eller forhindring
af strafbare handlinger. Efter de
gældende regler er der således
mulighed for, at staten kan yde
erstatning og godtgørelse for
personskade, der forvoldes ved
overtrædelse af tilhold efter
straffelovens § 265. Erstatningen
vil efter omstændighederne kunne
omfatte udgifter til behandling,
herunder til psykologbehandling.
Uanset at det må antages at være
sjældent forekommende, at der
forvoldes personskade ved
overtrædelse af tilhold, finder
udvalget, at der fortsat bør være
adgang til, at staten kan yde
erstatning og godtgørelse efter
offererstatningsloven i sådanne
tilfælde. Udvalget foreslår derfor,
at offererstatningsloven ændres
således, at der fortsat er mulighed
herfor, selv om bestemmelsen om
tilhold flyttes fra straffelovens §
265 til en ny særskilt lov, og
således at staten også kan yde
erstatning og godtgørelse for
personskade, der forvoldes ved
overtrædelse af opholdsforbud og
bortvisning.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 155-156.
3.8.5.2.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets overvejelser og forslag om
erstatning og godtgørelse i sager om
overtrædelse af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning.
Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Der
henvises til lovforslagets § 24 og
bemærkningerne hertil.
3.9. Elektronisk
kontrol
3.9.1.
Udvalget har overvejet spørgsmålet
om at indføre adgang til at
iværksætte elektronisk kontrol
(GPS-overvågning) med overholdelsen
af opholdsforbud.
Udvalget kan ikke anbefale, at der
indføres elektronisk kontrol af
opholdsforbud. Det skyldes, at en
sådan ordning vil være forbundet med
en række problemer af principiel,
praktisk og teknisk karakter.
Om andre landes ordninger med
elektronisk kontrol anfører
udvalget, at man er længst fremme i
Spanien, hvor der anvendes
elektronisk kontrol med hensyn til
en form for varetægtssurrogat (ikke
som led i en tilholdsordning). I
Norge står man over for at skulle
gennemføre en forsøgsordning, hvor
domstolene i forbindelse med et
tilhold mv., der idømmes ved siden
af anden straf, kan påbyde
elektronisk kontrol. I Sverige har
man vedtaget en lov om elektronisk
kontrol af tilhold mv. (trådt i
kraft den 1. oktober 2011). Der
findes således endnu ikke erfaringer
fra praktisk anvendelse af
elektronisk kontrol af tilhold.
Udvalget påpeger endvidere, at der
er tekniske problemer med det kendte
udstyr, som indebærer, at der ikke
overalt vil være fuld dækning.
Udstyrets funktion er helt afhængig
af den kontrolleredes medvirken.
Udstyret skal bæres efter
forskrifterne, og det skal oplades
dagligt. Det betyder, at den
kontrollerede skal have adgang til
opladning, og den kontrollerede skal
være indstillet på og huske at
foretage den daglige opladning.
Udvalget bemærker videre, at
udstyret vil kunne misbruges til
chikane ved, at den kontrollerede
bevæger sig frem og tilbage over
grænsen til det kontrollerede
område. Dette vil udløse »falske«
alarmer og underretning af
forurettede, hvilket i sig selv vil
indebære en belastning for den
forurettede. Udstyret forhindrer
ikke krænkelser, og falske alarmer
vil i sig selv have negative
konsekvenser i form af utryghed og
unødigt ressourceforbrug.
Efter udvalgets opfattelse vil
elektronisk kontrol være forbundet
med ikke ubetydelige udgifter til
teknisk udstyr og systemudvikling,
ligesom gennemførelse af kontrollen
og reaktion over for overtrædelser
og svigt kan kræve betydelig brug af
politimæssige ressourcer.
Udvalget finder herudover, at
elektronisk kontrol må anses for et
betydeligt indgreb i den personlige
frihed, som har karakter af
individuel personovervågning.
Udvalget anfører, at elektronisk
kontrol som følge af sin karakter af
et betydeligt og ressourcekrævende
indgreb kun bør komme på tale i
grovere tilfælde, det vil sige over
for personer, der allerede har vist
en betydelig vilje til at forulempe
den forurettede.
Effektiviteten af elektronisk
kontrol vil helt afhænge af den
kontrolleredes adfærd og dermed af
dennes motivation til at lade sig
kontrollere.
Sammenfattende bemærker udvalget, at
der må forventes problemer med at få
den kontrollerede til at medvirke,
og effektiviteten må derfor antages
at kunne blive ringe. Det må
endvidere forudses, at gennemførelse
af et sådant mærkbart indgreb vil
medføre et betydeligt
ressourceforbrug samtidig med, at
det kun vil føre til små resultater.
Man vil herunder efter udvalgets
opfattelse kunne komme i
situationer, hvor man på den ene
side må konstatere, at man ikke kan
få den kontrollerede til at bære og
vedligeholde udstyret, og på den
anden side ikke har mulighed for at
håndhæve påbuddet om elektronisk
kontrol effektivt.
Der henvises i øvrigt til
betænkningen side 157-186 og
226-232.
3.9.2. I
lyset af det, som udvalget har
anført, er der efter
Justitsministeriets opfattelse på
nuværende tidspunkt ikke grundlag
for at konkludere, at elektronisk
kontrol (GPS-overvågning) i praksis
vil være en reel gevinst som led i
overholdelsen af opholdsforbud.
Ministeriet vil imidlertid løbende
følge udviklingen, herunder kommende
erfaringer i Norge og Sverige, med
henblik på, at spørgsmålet kan taget
op til fornyet overvejelse, hvis der
viser sig anledning til det.
Justitsministeriet finder på den
baggrund ikke anledning til at
foreslå indførelsen af en ordning
med elektronisk kontrol med
overholdelsen af opholdsforbud.
4.
Ligestillingsvurdering af
lovforslaget
Med lovforslaget samles reglerne om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning i én lov med henblik på
at styrke indsatsen for at beskytte
personer mod at blive udsat for
fredskrænkelser, forfølgelse og
chikane. Det fremgår af en
evaluering af bortvisningsloven fra
2009, at langt hovedparten af de
personer, der bortvises i medfør af
bortvisningsloven, er mænd. Ud af 43
bortviste i årene 2007 og 2008 var
således blot én af de bortviste en
kvinde.
På den baggrund vurderes
lovforslaget at indeholde et
ligestillingsmæssigt aspekt, idet
der med forslaget sættes fokus på et
område, hvor det navnlig er kvinder,
der er forurettede.
5. De økonomiske
og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget, der samler reglerne om
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning i et regelsæt, medfører
bl.a. en række præciseringer af den
gældende retstilstand, herunder i
forhold til politiets
vejledningspligt. De dele af
forslaget, der har til sigte at
præcisere og modernisere de
eksisterende bestemmelser, vurderes
ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for det
offentlige.
For så vidt angår forslaget om at
udvide muligheden for at udstede
opholdsforbud, således at
opholdsforbud også kan udstedes uden
for bortvisningstilfældene, samt om
en særlig hurtig og let adgang til
domstolsprøvelse heraf, vil
ændringen betyde, at antallet af
mulige sager, som kan indbringes for
domstolene, bliver øget. Med
lovforslaget skabes dog samtidig
mulighed for, at domstolsprøvelsen
af opholdsforbud behandles på
skriftligt grundlag. På denne
baggrund forventes denne del af
forslaget samlet set ikke at medføre
økonomiske konsekvenser for det
offentlige.
Med hensyn til anvendelse af
konfliktråd i forbindelse med sager
om tilhold mv. vil dette foregå
inden for rammerne af den
eksisterende ordning for
konfliktråd. Udgifterne hertil
afholdes inden for politiets
eksisterende ramme.
Hvad angår udarbejdelse og
distribution af
informationsmateriale (pjecer) vil
udgifterne hertil blive afholdt
inden for politiets og
anklagemyndighedens eksisterende
rammer.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt
at have økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige af
betydning.
6. De økonomiske
og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
7. De
administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
8. De
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
10. Hørte
myndigheder mv.
Strafferetsplejeudvalgets betænkning
nr. 1526/2011 om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning har
været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret,
samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen,
HK-Landsklubben Danmarks Domstole,
Erstatningsnævnet, Rigspolitiet,
Rigsadvokaten, Foreningen af
Offentlige Anklagere,
Politiforbundet i Danmark,
Kommunernes Landsforening,
Datatilsynet, Det Kriminalpræventive
Råd, Advokatrådet, Danske Advokater,
Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Institut for
Menneskerettigheder, Amnesty
International, Retspolitisk
Forening, Kriminalpolitisk Forening
(KRIM), Retssikkerhedsfonden, Dansk
Socialrådgiverforening, Foreningen
af Socialchefer i Danmark,
Dannerhuset, Landsforeningen af
Kvindekrisecentre (LOKK),
Landsforeningen Hjælp Voldsofre,
Joan-Søstrene, Mødrehjælpen,
Offerrådgivningerne i Danmark og
Dansk Anti-Stalking Forening.
|
|
|
11.
Sammenfattende
skema
|
|
|
|
|
Positive
konsekvenser/
mindreudgifter
|
Negative
konsekvenser/
merudgifter
|
Økonomiske
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Ingen
|
Ingen af
betydning
|
Administrative
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Ingen
|
Ingen
|
Økonomiske
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen
|
Ingen
|
Administrative
konsekvenser
for borgerne
|
Ingen
|
Ingen
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
Forholdet
til
EU-retten
|
Lovforslaget
indeholder
ikke
EU-retlige
aspekter
|
|
|
|
|
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen definerer tilhold og
fastsætter således, hvilken adfærd
der under strafansvar forbydes ved
et polititilhold.
Det foreslås, at tilhold ændres fra
at være et forbud mod fredskrænkelse
til at være et forbud mod som
udgangspunkt enhver kontakt. Denne
objektivering af tilholdet er en
forenkling af både principiel og
praktisk betydning, idet det efter
den foreslåede regel ikke ved
konstatering af en overtrædelse af
et tilhold skal fastslås, at en
kontakt har haft karakter af en
fredskrænkelse. Derimod må det, hvis
en forsætlig kontakt skal være
straffri, kunne antages, at
kontakten af særlige grunde har
været beføjet, jf. den foreslåede §
13.
Efter § 1 er tilhold således et
strafsanktioneret forbud mod at
opsøge en anden ved personlig,
mundtlig eller skriftlig
henvendelse, herunder ved
elektronisk kommunikation, eller på
anden måde kontakte eller følge
efter den anden.
Bestemmelsen omfatter for det første
kontakt.
Efter bestemmelsen er enhver kontakt
som udgangspunkt forbudt. Efter
bestemmelsen i § 13 omfatter tilhold
dog ikke kontakt, som af særlige
grunde må anses for beføjet.
Den foreslåede bestemmelse i § 1
erstatter sammen med lovforslagets §
21 om straffen for overtrædelse af
tilhold den gældende regel i
straffelovens § 265, 1. pkt.,
hvorefter det straffes med bøde
eller fængsel indtil 2 år, hvis en
person krænker en andens fred ved
trods forud af politiet given
advarsel (tilhold) at trænge ind på,
forfølge med skriftlige henvendelser
eller på anden lignende måde
forulempe den anden. Det forhold, at
overtrædelse af tilhold ikke
fremover vil være omfattet af
straffeloven, er ikke udtryk for en
ændret vurdering af alvoren af
sådanne overtrædelser.
De former for kontakt, der efter
bestemmelsen forbydes, omfatter som
minimum anvendelsesområdet for den
gældende regel om tilhold. Det
drejer sig om: personlige, mundtlige
eller skriftlige henvendelser. Efter
den foreslåede bestemmelse vil det
også med et tilhold være forbudt på
anden måde at kontakte den anden.
Det fremhæves endvidere, at også
henvendelser, der sker via
elektronisk kommunikation, det vil
sige ved anvendelse af telefoni og
internet mv., er omfattet. Sådanne
henvendelser via elektronisk
kommunikation vil f.eks. kunne være
e-mails, sms eller beskeder via
sociale netværk (f.eks. Facebook
eller Twitter).
Kontakt kan forekomme på forskellig
måde, og det er efter den foreslåede
bestemmelse afgørende, om den
pågældende adfærd reelt har karakter
af en henvendelse eller kontakt fra
indklagede til forurettede. Det er
derimod ikke afgørende, om kontakten
sker direkte. Det forhold, at en
meddelelse gennem f.eks. Facebook
ikke direkte er adresseret til den,
der chikaneres, er således ikke
afgørende. Men meddelelsen må kunne
anses for reelt rettet – også – til
denne og ikke alene til andre,
ligesom gerningsmanden må have
forsæt til, at meddelelsen virker
som en henvendelse til den, der
chikaneres.
Bestemmelsen omfatter også de andre
former for henvendelser (kontakt),
som efter praksis falder ind under
den gældende straffelovs § 265,
herunder f.eks. henvendelser i form
af ophold lige uden for forurettedes
bolig, aflevering eller tilsendelse
af blomster og hilsner gennem
radioudsendelser.
Bestemmelsen omfatter for det andet
det at følge
efter en person.
Der kan således forekomme chikane i
form af, at den pågældende følger
efter en person uden helt at nærme
sig, således at adfærden ikke eller
ikke med sikkerhed kan betegnes som
kontakt. Noget sådant kan efter
omstændighederne være belastende i
samme grad som egentlig kontakt.
Bestemmelsen i § 1 omfatter derfor
ud over kontakt også, at den
pågældende følger efter den anden.
Det må i almindelighed kræves, at
den pågældende er synlig for den
forurettede.
Et tilhold kan begrænses til et
forbud mod visse former for adfærd
eller henvendelser mv.
Et tilhold kan værne privatpersoner,
institutioner, virksomheder og
offentlige myndigheder, hvis der er
tale om en konkretiseret
personkreds.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger de
betingelser, der skal være opfyldt,
for at der kan gives et tilhold.
§ 2 omfatter to regler om tilhold.
§ 2, stk. 1,
er den almindelige regel om
tilhold.
I § 2, stk. 1,
nr. 1, fastlægges kravene til
karakteren af de forhold, som kan
føre til et tilhold. Efter
bestemmelsen kan tilhold gives på
grundlag af, at en person enten a)
har krænket en andens fred ved at
forfølge eller genere den anden ved
kontakt mv. som anført i § 1 eller
b) mod den anden har begået
strafbart forhold, der kan
sidestilles med en sådan
fredskrænkelse.
Tilhold vil således efter
§ 2, stk. 1,
nr. 1, litra a, for det
første kunne meddeles, når den
pågældende har udsat den anden for
fredskrænkelse. Ved fredskrænkelse
forstås, at indklagede har gjort sig
skyldig i at krænke den andens fred
ved at forfølge eller genere den
anden ved kontakt mv. som anført i §
1. Fredskrænkelse skal forstås i
overensstemmelse med den
eksisterende praksis vedrørende de
materielle betingelser for at
meddele tilhold. Som det fremgår af
cirkulæreskrivelse nr. 11075 af 12.
februar 1990 om behandlingen af
sager om meddelelse af advarsler i
henhold til straffelovens § 265,
beror afgørelsen efter gældende
praksis i vidt omfang på politiets
skøn. Trusler om simpel vold, der
ikke er omfattet af straffelovens §
266 om trusler, vil – når de
fremsættes over for den forurettede
– udgøre en fredskrænkelse. Der er
derfor – i modsætning til reglen om
bortvisning i § 8, nr. 1, der som
hovedregel kræver, at der er begået
strafbart forhold – ikke i den
foreslåede § 2, stk. 1, nr. 1,
indsat en særlig bestemmelse om
trusler om simpel vold.
Afgørelsen om, hvorvidt der
foreligger en fredskrænkelse, vil
fortsat skulle træffes på grundlag
af en konkret vurdering af samtlige
faktiske og retlige forhold, der
indgår i sagen. Fredskrænkelse kan
f.eks. bestå i hyppige uønskede
henvendelser eller i andre
handlinger, der ikke i sig selv er
strafbare, men som opleves som
ubehagelige og forstyrrende på grund
af deres antal, deres indhold eller
et udtrykt ønske om at være fri for
yderligere kontakt. Herudover vil en
enkeltstående krænkelse kunne være
af en så grov beskaffenhed, at
krænkelsen i sig selv kan danne
grundlag for at give et tilhold. Med
definitionen af tilhold i § 1 vil
fredskrænkelse navnlig kunne ske ved
at forfølge eller genere den anden
ved personlige, mundtlige eller
skriftlige henvendelser, anden
kontakt eller ved at følge efter den
anden. Det følger af fremhævelsen i
§ 1, at også henvendelser foretaget
via elektronisk kommunikation vil
kunne udgøre en fredskrænkelse, der
kan udløse et tilhold.
Udover fredskrænkelse af den
karakter, som er omfattet af den
gældende § 265, vil tilhold efter
§ 2, stk. 1,
nr. 1, litra b, for det andet
kunne gives på grundlag af strafbart
forhold. Efter bestemmelsen vil i
princippet alle strafbare forhold
rettet mod den, som tilholdet skal
beskytte, kunne udløse et tilhold.
Det kræves imidlertid, at strafbare
forhold, der skal begrunde tilhold,
kan sidestilles med en
fredskrænkelse omfattet af § 2, stk.
1, nr. 1, litra a. Dette krav kan
være opfyldt ved, at forholdet har
karakter af en egentlig, strafbar
fredskrænkelse som f.eks.
husfredskrænkelse eller strafbare
trusler efter straffelovens § 266.
Kravet kan endvidere være opfyldt
ved strafbart forhold, som efter de
konkrete omstændigheder kan
sidestilles med en fredskrænkelse.
Selv om tyveri normalt ikke vil være
omfattet af bestemmelsen, kan f.eks.
en række tyverier, hvis motiv ikke
er vinding, men chikane, efter
omstændighederne begrunde et
tilhold. Karakteren af det strafbare
forhold vil endvidere have betydning
ved vurderingen af, om
indikationskravet er opfyldt, jf. §
2, stk. 1, nr. 2, og nedenfor.
Meddelelse af et tilhold
forudsætter, at indklagede allerede
har gjort sig skyldig i en eller
flere fredskrænkelser eller i et
eller flere strafbare forhold. Der
vil derfor – ligesom tilfældet er
efter gældende praksis – ikke kunne
gives tilhold i situationer, hvor
der intet er sket mellem parterne,
men hvor den ene part blot tror, at
den anden part på et senere
tidspunkt eventuelt vil foretage
handlinger, der kan begrunde, at der
meddeles et tilhold. Også forsøg på
krænkelser vil kunne indgå i
grundlaget for meddelelse af
tilhold. Det er ikke nødvendigt, at
episoder har været anmeldt til eller
efterforsket af politiet. På den
anden side vil det fortsat gælde, at
har politiet tidligere været
indblandet i sagen på grund af
episoderne, vil der ofte være et
særligt behov for at skride ind med
et tilhold. Dette gælder navnlig,
hvis en tidligere begæring om
meddelelse af et tilhold er afslået,
samtidig med at det er tilkendegivet
parterne, at sagen kan tages op på
ny, hvis der finder nye krænkelser
sted.
Politiet bør som hidtil ikke være
for tilbageholdende med at meddele
et tilhold i tvivlstilfælde. Har den
forurettede f.eks. klart givet
udtryk for ikke at ønske kontakt med
den pågældende, vil efterfølgende
henvendelser kunne give grundlag for
tilhold, også selv om der ikke er
tale om et større antal
henvendelser. Det er dog ikke en
betingelse for tilhold, at
forurettede har tilkendegivet ikke
at ønske kontakt, herunder når der
ikke er nogen rimelig anledning til
kontakt, f.eks. når kendte mennesker
forfølges af for dem ukendte
personer. Forfulgte personer vil
således ikke være nødsaget til at
besvare henvendelser fra en stalker.
Med hensyn til anvendelsesområdet
henvises i øvrigt til gennemgangen
af en række eksempler under pkt.
3.4.1.3 i lovforslaget almindelige
bemærkninger.
Personer, der må anses for at være
omfattet af straffelovens § 16 eller
§ 69, kan meddeles tilhold.
Bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 1,
stiller krav til styrken af
mistanken om, at der er sket
fredskrænkelse eller er begået et
strafbart forhold mod den anden
(mistankekrav). Efter bestemmelsen
skal der foreligge begrundet
mistanke. Der er tale om et
tilsvarende mistankekrav som for
varetægtsfængsling, jf.
retsplejelovens § 762, stk. 1, og
praksis vedrørende
varetægtsfængsling efter denne
bestemmelse vil i denne henseende
være vejledende.
Efter § 2, stk.
1, nr. 2, kræver tilhold
endvidere, at der er bestemte grunde
til at antage, at den pågældende
fortsat vil krænke den anden som
anført i nr. 1. Bestemmelsen
fastsætter de omstændigheder, der
kan begrunde et tilhold
(indikationskrav).
§ 2, stk. 1, nr. 2, svarer i
princippet til retsplejelovens §
762, stk. 1, nr. 2, både med hensyn
til indikationens indhold
(gentagelsesfaren) og dens grundlag
(bestemte grunde). Praksis
vedrørende denne bestemmelse kan
derfor være vejledende ved
fortolkningen af den foreslåede
bestemmelse.
Tilhold vil imidlertid efter sit
formål være et indgreb, som skal
medvirke til at værne den, som
tilholdet skal beskytte, mod
yderligere krænkelser mv., og det
forudsættes, at reglen i forbindelse
med tilhold anvendes under
hensyntagen til de særlige forhold,
der knytter sig til tilholdssager.
Dette indebærer bl.a., at
betingelsen om gentagelsesfare her i
højere grad vil kunne være opfyldt,
selv om der kun er oplysninger om få
eller eventuelt et enkelt forhold,
ligesom der ofte vil være tale om
forhold, der ikke har udløst straf,
herunder et endnu ikke pådømt
forhold.
I de tilfælde, hvor fredskrænkelser
har karakter af henvendelser, der
ikke i sig selv er strafbare eller
truende, foruroligende,
fornærmelige, fysisk forulempende
eller lignende, hvor det
hovedsageligt er henvendelsernes
antal, der bevirker, at de opleves
som ubehagelige eller forstyrrende,
skal der i almindelighed foreligge
flere fredskrænkelser, der er
foregået over en vis periode, førend
tilhold meddeles. Der må desuden
tages hensyn til sandsynligheden
for, at krænkelserne fortsætter,
hvis der ikke gribes ind. I den
vurdering kan indgå bl.a. den
indklagedes motiv til krænkelserne
samt krænkelsernes karakter. Hvis
henvendelser sker uden rimelig
grund, f.eks. efter at den anden
klart har udtrykt ønske om at være
fri for kontakt, vil der ofte kunne
meddeles tilhold efter den
foreslåede bestemmelse. Som anført
ovenfor med hensyn til § 2, stk. 1,
nr. 1, behøver der i sådanne
tilfælde ikke at være tale om et
større antal henvendelser. Dette
følger af, at hver enkelt ny
henvendelse viser den pågældendes
vilje til at sætte sig ud over
anmelderens ønske om at være i fred.
Betingelsen i nr. 2 kan være opfyldt
ved, at det må antages, at den
pågældende vil begå et strafbart
forhold eller en fredskrænkelse mod
den anden. Det vil i den forbindelse
ikke nødvendigvis være afgørende, om
den tidligere krænkelse har karakter
af et strafbart forhold eller af en
fredskrænkelse, der ikke i sig selv
er strafbar.
§ 2, stk. 2,
indeholder en særlig regel om
tilhold.
Efter denne regel kan tilhold gives
i tilfælde, hvor der er begået en
grov personfarlig lovovertrædelse.
Det er for det første en betingelse,
at der er begrundet mistanke om, at
den pågældende har begået en
overtrædelse af straffelovens
bestemmelser om drab, røveri,
frihedsberøvelse, vold,
brandstiftelse, voldtægt eller anden
sædelighedsforbrydelse eller forsøg
på en af de nævnte forbrydelser, jf.
§ 2, stk. 2,
nr. 1. For det andet er det
en betingelse, at den forurettede
eller dennes nærmeste efter
lovovertrædelsens grovhed ikke
findes at skulle tåle kontakt mv.
med den pågældende som anført i § 1,
jf. § 2, stk.
2, nr. 2. Efter bestemmelsen
kan tilhold således gives i
tilfælde, hvor den indklagede har
udsat en person for et så groft
strafbart forhold, at den
forurettede eller dennes nærmeste
ikke skal tåle henvendelser fra den
indklagede, uanset om der i øvrigt
er konkret grundlag for at antage,
at den pågældende på ny vil krænke
den forurettede eller dennes
nærmeste.
Bestemmelsen stiller på den baggrund
– i modsætning til den almindelige
regel i § 2, stk. 1, nr. 1 – ikke
andre betingelser end
kriminalitetskravet, idet der ikke
stilles krav om fredskrænkelse i
øvrigt eller gentagelsesrisiko.
Bestemmelsen tilsigter således at
give ofre for alvorlig personfarlig
kriminalitet og deres nærmeste en
udvidet beskyttelse i forhold til
gældende ret.
Efter bestemmelsen vil der kunne
gives tilhold, hvis der er begrundet
mistanke om, at den pågældende har
begået drab, røveri,
frihedsberøvelse, vold,
brandstiftelse, voldtægt eller anden
sædelighedsforbrydelse eller forsøg
på en af de nævnte forbrydelser.
Spørgsmålet om, hvorvidt en
forbrydelse i det enkelte tilfælde
er omfattet af bestemmelsen, beror
på, om overtrædelsen er så grov, at
den forurettede eller dennes
nærmeste ikke findes at skulle tåle
kontakt mv. med gerningsmanden.
Dette vil afhænge af en konkret
vurdering af forbrydelsens
beskaffenhed og de omstændigheder,
hvorunder den er begået, herunder
navnlig hvilken belastning
forurettede eller dennes nærmeste
har været udsat for. Opregningen af
lovovertrædelser er inspireret af
straffelovens § 68 a, stk. 2. Det
understreges dog, at anvendelsen
beror på en selvstændig vurdering af
grovheden i lyset af det kriterium,
der er anført i den foreslåede
bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 2.
Navnlig vil grove tilfælde af vold
ikke blot efter straffelovens § 245,
men også efter straffelovens § 244
efter omstændighederne kunne være
omfattet af den foreslåede
bestemmelse. Det forudsættes ved
bestemmelsens anvendelse, at der er
tale om lovovertrædelser, der i sig
selv medfører ubetinget
fængselsstraf af en ikke helt kort
varighed.
Som det fremgår af bestemmelsen, kan
der også udstedes tilhold til fordel
for den forurettedes nærmeste. Det
kan komme på tale, f.eks. hvor et
barn udsættes for en alvorlig volds-
eller sædelighedsforbrydelse, og
hvor en forælder ønsker tilhold,
eventuelt samtidig med et tilhold i
forhold til barnet. Bestemmelsen er
anvendelig også i tilfælde af drab,
eller hvor den forurettede i øvrigt
er afgået ved døden i forbindelse
med eller i forlængelse af det
strafbare forhold, enten som følge
af dette eller af anden grund.
Om begrundet mistanke henvises til
bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr.
1, ovenfor.
Generelt gælder som hidtil, at det
er en betingelse for at meddele et
tilhold, at parterne ikke –
frivilligt – er samlevende. Det er
ikke af betydning, om parterne er
skilt eller separeret eller har
taget retlige skridt til at blive
det, men parternes samliv skal være
ophørt, når tilholdet meddeles, og
det må ikke forventes, at de vil
finde sammen igen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Med bestemmelsen indføres en
almindelig regel om opholdsforbud
(geografisk bestemt tilhold), der i
vidt omfang svarer til reglen i den
gældende bortvisningslovs § 3, stk.
2. I den foreslåede bestemmelse i §
3 defineres et opholdsforbud som et
strafsanktioneret forbud mod at
opholde sig eller færdes i et
nærmere afgrænset område i nærheden
af en anden persons bolig, arbejds-,
uddannelses- eller opholdssted eller
andet område, hvor personen ofte
færdes.
Det foreslås, at forsætlig
overtrædelse af et opholdsforbud
efter § 3 på samme måde som tilhold
straffes med bøde eller fængsel
indtil 2 år, jf. § 21.
Et opholdsforbud indebærer, at den
indklagede forbydes at opholde sig
eller færdes i et nærmere afgrænset
område i nærheden af en anden
persons bolig, arbejds-,
uddannelses- eller opholdssted eller
andet område, hvor personen ofte
færdes. Formålet er at etablere en
»sikkerhedszone« for den, som
opholdsforbuddet skal beskytte,
hvorved man vil kunne begrænse
utrygheden hos personer, som har
været og stadig er udsat for en
betydelig belastning som følge af
grov eller oftere gentagen krænkelse
eller på grund af, at et tilhold
ikke respekteres. Samtidig må et
opholdsforbud anses for et
væsentligt skridt i retning af reelt
at modvirke yderligere krænkelser af
den, som opholdsforbuddet skal
beskytte.
Det geografiske område, som
forbuddet dækker, skal beskrives så
præcist som muligt i afgørelsen,
herunder f.eks. ved anvendelse af
kort over området. Udtrykket »i
nærheden« skal ses i lyset af, at
opholdsforbud indebærer et
væsentligt indgreb i den indklagedes
bevægelsesfrihed. Det bør således
normalt være et mindre område, hvor
den forurettede ofte færdes. Andre
områder end de specifikt nævnte vil
f.eks. kunne være et supermarked
eller idrætsanlæg mv., hvor den
forurettede ofte har sin gang.
Den nærmere fastlæggelse af området
skal i hvert enkelt tilfælde
vurderes konkret, herunder i lyset
af proportionalitetsprincippet, jf.
§ 12 og nedenfor. Opholdsforbud kan
efter den foreslåede bestemmelse
udstrækkes til et større område end
forudsat med den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
3, stk. 2.
Der foreslås ikke fastsat en bestemt
maksimal geografisk udstrækning af
opholdsforbud. Et opholdsforbuds
geografiske udstrækning vil afhænge
af områdets karakter og parternes
forhold. I tæt bebyggede områder,
som f.eks. en storby, vil formålet
med et opholdsforbud oftest kunne
nås ved at lade opholdsforbuddet
omfatte et mindre område. Dette vil
også være en følge af den
proportionalitetsafvejning, der skal
foretages i medfør af § 12. Omvendt
vil et opholdsforbud, der vedrører
et tyndtbefolket område, kunne have
en væsentlig større udstrækning, når
ikke konkrete forhold taler imod.
Parternes forhold vil således også
spille ind i vurderingen. Hvis
parterne bor tæt på hinanden, må
forbudsområdet i givet fald
indrettes herefter, således at der
også tages behørigt hensyn til den
indklagedes bevægelsesfrihed, jf. §
12 om proportionalitet. På den anden
side vil det kunne tale for at
udstrække opholdsforbuddet til et
større område, hvis den forurettede
er flyttet fra sit hidtidige
bopælsområde for at undgå kontakt
med den indklagede, og den
indklagede ikke har tilknytning til
det aktuelle område eller i øvrigt
nogen rimelig grund til at komme i
området.
Ved fastlæggelse af forbudsområdet
bør der også tages hensyn til
eventuelle større færdselsårer,
f.eks. større veje og
banestrækninger mv., som den
indklagede har en legitim interesse
i at færdes ad.
Med udtrykket »opholde sig eller
færdes« sigtes til enhver fysisk
tilstedeværelse inden for det
afgrænsede område, herunder at
passere igennem området. Et
opholdsforbud vil således som
udgangspunkt indebære, at den blotte
tilstedeværelse i det afgrænsede
område vil udgøre en overtrædelse,
selv om der er tale om helt
kortvarige ophold. Et opholdsforbud
indebærer således også et forbud mod
at bosætte sig i området.
Efter bestemmelsen i § 13 omfatter
opholdsforbud dog ikke færden eller
ophold, som af særlige grunde må
anses for beføjet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Bestemmelsen fastlægger de
betingelser, der skal være opfyldt
for, at der kan gives et
opholdsforbud.
Opholdsforbud kan alene gives, hvis
betingelserne for meddelelse af
tilhold er opfyldt, jf. § 2. Det er
ikke en betingelse, at den
indklagede er meddelt et tilhold.
Opholdsforbud kan meddeles samtidig
med tilhold eller uden et samtidigt
tilhold. Formålet med et
opholdsforbud vil dog normalt
indebære, at tilhold meddeles
samtidig med opholdsforbuddet, hvis
ikke den pågældende allerede har et
tilhold.
Efter § 4, nr.
1, er det endvidere en
betingelse, at den pågældende har
udsat den anden person for oftere
gentagen krænkelse, forsætligt har
overtrådt et tilhold efter § 1 eller
har udsat den anden for en
lovovertrædelse omfattet af § 2,
stk. 2, eller § 8, nr. 1. Det følger
af henvisningen til § 2, at
mistankekravet er begrundet
mistanke.
Efter bestemmelsens
1. led
kan oftere gentagen krænkelse efter
§ 2, stk. 1, nr. 1, føre til et
opholdsforbud.
Oftere gentagen krænkelse vil
foreligge, når der er tale om et
antal krænkelser begået inden for en
vis kortere periode. Det kan dreje
sig om fredskrænkelser, der ikke i
sig selv er strafbare, dvs.
fredskrænkelser, der er foretaget
forud for, at der er meddelt
tilhold, idet fredskrænkelser efter
tilholdet vil være strafbare som
overtrædelse heraf, jf. nedenfor om
bestemmelsens 2. led. Det kan
endvidere dreje sig om selvstændigt
strafbare forhold, der kan
sidestilles med en fredskrænkelse.
»Oftere« gentagen krænkelse er et
fleksibelt kriterium. Nogle få
krænkelser er ikke nok, men
vurderingen vil bero på grovheden af
krænkelserne og tidsintervallerne
mellem disse.
Bestemmelsens
2. led fastsætter, at der
endvidere kan gives opholdsforbud,
hvis den pågældende forsætligt har
overtrådt et tilhold efter § 1. Det
er tilstrækkeligt, at der er
begrundet mistanke om, at et tilhold
forsætligt er overtrådt, og et
opholdsforbud kan således gives
uafhængigt af, om den pågældende er
straffet for overtrædelse af
tilholdet.
Bestemmelsens
3. led fastsætter, at der kan
gives opholdsforbud, når der er
begrundet mistanke om en
lovovertrædelse, der er omfattet af
§ 2, stk. 2 (grov personfarlig
kriminalitet) eller § 8, nr. 1
(lovovertrædelser, der kan føre til
bortvisning). Der vil i begge
relationer skulle foretages en
konkret vurdering af, om
lovovertrædelsen er så grov, at den
ville kunne føre til enten tilhold
efter § 2, stk. 2, eller bortvisning
efter § 8, nr. 1. Der skal efter
bestemmelsen være tale om en
lovovertrædelse. Trusler om vold er
særskilt nævnt i den gældende
bortvisningslov og som følge heraf
også i den foreslåede § 8. Da
trusler om simpel vold ikke i sig
selv er strafbare, falder disse
imidlertid uden for henvisningen til
§ 8 i § 4, nr. 1. Trusler om simpel
vold kan derfor ikke i sig selv
danne grundlag for opholdsforbud
efter bestemmelsens 3. led. En
trussel om simpel vold vil dog
udgøre en fredskrænkelse eller
kontakt omfattet af § 1, der kan
indgå i § 4, nr. 1, 1. og 2. led, om
henholdsvis oftere gentagne
krænkelser og overtrædelser af
tilhold.
I de tilfælde, hvor der kan gives
tilhold til fordel for en
forurettets nærmeste, jf. § 2, stk.
2, vil der også kunne gives
opholdsforbud til fordel for den
forurettedes nærmeste, hvis
betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Efter § 4, nr.
2, er det endelig en
betingelse for opholdsforbud efter
både nr. 1, 1. og 2. led, at et
tilhold efter § 1 ikke kan antages
at være tilstrækkeligt til at værne
den, som tilholdet skal beskytte.
Opholdsforbud bør kun anvendes i de
situationer, hvor det er særlig
påkrævet, og hvor et almindeligt
tilhold, jf. § 1, ikke anses for
tilstrækkeligt af hensyn til at
værne den, som tilholdet skal
beskytte. Har de pågældende
krænkelser karakter af
fredskrænkelser i form af telefonisk
eller anden elektronisk kontakt, vil
et opholdsforbud som oftest ikke
være relevant.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 5
Bestemmelsen i
§ 5, 1. pkt., fastsætter, at
et tilhold gives for et bestemt
tidsrum på indtil 5 år. Det svarer
til den gældende bestemmelse i
straffelovens § 265, 2. pkt.,
hvorefter tilhold har gyldighed for
5 år, der efter praksis på forhånd
kan begrænses til en kortere
periode.
I 2. pkt.
foreslås det, at
opholdsforbud skal have en kortere
gyldighed end tilhold, henset til at
opholdsforbud er mere indgribende
over for den, som forbuddet retter
sig mod, end et tilhold. Det
foreslås, at opholdsforbud kan gives
for et bestemt tidsrum på indtil 1
år.
Et tilhold eller opholdsforbud vil
på forhånd kunne begrænses til en
kortere periode.
Etablerer parterne et fredeligt
samkvem, bortfalder tilholdet eller
opholdsforbuddet, uanset om
samkvemmet kun er for en kort
periode. Det gælder i sagens natur
ikke, hvis samkvemmet påtvinges den,
som foranstaltningen skal beskytte.
Et tilhold eller opholdsforbud kan
endvidere trækkes tilbage, hvis den,
som tilholdet eller opholdsforbuddet
skal beskytte, anmoder om det,
medmindre politiet vurderer, at
almene hensyn kræver, at tilholdet
eller opholdsforbuddet opretholdes.
Fristen på henholdsvis 5 år og 1 år
kan forlænges ved meddelelse af et
nyt tilhold eller opholdsforbud før
eller ved udløbet af fristen, hvis
betingelserne for et tilhold eller
opholdsforbud på det pågældende
tidspunkt er opfyldt.
Hvis den pågældende frifindes for et
forhold, hvorom en mistanke er
indgået i grundlaget for et tilhold
eller opholdsforbud, vil tilholdet
eller opholdsforbuddet skulle
ophæves. Dette gælder dog ikke, hvis
der i øvrigt er grundlag for
foranstaltningen.
Til § 6
Efter bestemmelsen kan et tilhold
eller opholdsforbud udstrækkes til
at omfatte et medlem af den
pågældendes husstand, herunder et
barn eller en ægtefælle, hvis det må
anses for nødvendigt af hensyn til
formålet med tilholdet eller
opholdsforbuddet. Et tilhold eller
opholdsforbud vil efter bestemmelsen
kunne udstrækkes til at omfatte
flere medlemmer af den pågældendes
husstand, hvis det i forhold til
hver enkelt af disse må anses for
nødvendigt af hensyn til formålet
med tilholdet eller
opholdsforbuddet.
Bestemmelsen indebærer, at et
tilhold eller opholdsforbud f.eks.
vil kunne udstrækkes til også at
omfatte den forurettedes særbarn,
hvis den indklagede har begået
forhold, der uanset at de er rettet
mod barnets mor eller far, gør det
nærliggende at antage, at fortsatte
fredskrænkelser mv. også vil gå ud
over barnet, eller at indklagede vil
forfølge eller genere den
forurettede gennem barnet. I det
omfang, der ikke er samværsret til
fælles børn, vil tilhold mod at
kontakte fællesbørn også kunne komme
på tale. Hvis der er samværsret, må
et tilhold i givet fald begrænses
til et forbud mod kontakt, der
rækker ud over det, som følger af
samværsretten.
Det er en forudsætning for
anvendelse af bestemmelsen, at
betingelserne for tilhold eller
opholdsforbud er opfyldt, og at det
anses for nødvendigt af hensyn til
formålet med tilholdet eller
opholdsforbuddet at udstrække
foranstaltningen til at omfatte et
medlem af den pågældendes husstand,
herunder ud fra
proportionalitetsbetragtninger, jf.
§ 12.
Den foreslåede bestemmelse
forudsætter, at der fastsættes
tilhold til fordel for den, der er
den umiddelbart forurettede ved den
eller de krænkelser, som begrunder
tilholdet. I tilfælde, hvor der ikke
meddeles tilhold i forhold til den
umiddelbart forurettede, vil der i
tilfælde af grove forbrydelser kunne
meddeles tilhold til fordel for de
nærmeste efter den særlige regel i
forslagets § 2, stk. 2, og efter
omstændighederne opholdsforbud efter
forslagets § 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4
og 3.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til §§ 7-11
De foreslåede bestemmelser i
§ 7 og
§ 8
svarer til de gældende bestemmelser
i §§ 1 og 2 i bortvisningsloven. Der
er dog foretaget den ændring, at den
gældende bestemmelse i
bortvisningslovens § 2, nr. 3, om
proportionalitet er flyttet til en
fælles bestemmelse i § 12, og
hensynet til husstanden vil således
fortsat skulle indgå i vurderingen.
Endvidere er det i § 13 fastsat, at
bortvisning ikke omfatter kontakt,
færden eller ophold, som af særlige
grunde må anses for beføjet.
Den gældende bestemmelse i
bortvisningslovens § 3 om tilhold og
opholdsforbud i forbindelse med
bortvisning er ikke videreført, idet
der som følge af de foreslåede
regler i kapitel 1 ikke er behov for
en særskilt bestemmelse herom.
Tilhold og opholdsforbud vil således
fortsat kunne gives i tilknytning
til en afgørelse om bortvisning.
Tilhold, opholdsforbud og
bortvisning kan frit kombineres,
hvis betingelserne for
foranstaltningerne er opfyldt. Der
bør dog vælges den eller de mindst
indgribende foranstaltninger, der
vurderes at være egnede til at værne
den, som foranstaltningen skal
beskytte, jf. § 12.
Kredsen af krænkelser, der efter § 8
kan føre til bortvisning, svarer til
den gældende bestemmelse i § 2 i
bortvisningsloven. I forhold til den
foreslåede særlige regel om tilhold
i § 2, stk. 2, er der navnlig den
forskel, at røveri og brandstiftelse
ikke er omfattet af reglen om
bortvisning, idet der efter disse
lovovertrædelsers særlige karakter
ikke er behov herfor i relation til
bortvisning, som begrundes med
krænkelser i samlivsforhold.
De foreslåede bestemmelser i
§ 9 og
§ 10 svarer med enkelte
justeringer af redaktionel karakter
til de gældende bestemmelser i § 4
og § 5, stk. 2, i bortvisningsloven.
Bestemmelsen i bortvisningslovens §
4 er ændret således, at det ikke
udtrykkeligt nævnes, at der kan ske
forlængelse af bortvisningen efter
udløbet af 4 ugers fristen med højst
4 uger ad gangen. Dette skyldes
hensynet til en ensartet formulering
i forhold til bestemmelsen om
tilhold og opholdsforbud i § 5, der
bygger på den gældende straffelovs §
265, 2. pkt. Der er således ikke
tilsigtet en realitetsændring, og
fristen på 4 uger kan forlænges som
hidtil, hvis betingelserne for
bortvisning fortsat er opfyldt ved
udløbet af den hidtidige frist.
Bestemmelsen i bortvisningslovens §
5, stk. 1, hvorefter bortvisning
samt tilhold og forbud i forbindelse
hermed kan ske, når et medlem af
husstanden anmoder om det, eller når
almene hensyn kræver det, er optaget
i en fælles bestemmelse i § 14.
Hvis den pågældende frifindes for et
forhold, hvorom en mistanke er
indgået i grundlaget for en
bortvisning, vil bortvisningen
skulle ophæves. Dette gælder dog
ikke, hvis der i øvrigt er grundlag
for foranstaltningen.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 11, stk. 1,
om, at der senest samtidig
med en afgørelse om bortvisning skal
ske underretning af kommunen om
sagen, svarer til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
6, stk. 2, 1. pkt.
Om underretning af de sociale
myndigheder i tilfælde af tilhold og
opholdsforbud henvises til pkt.
3.8.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
§ 11, stk. 2,
fastsætter – i
overensstemmelse med den gældende
regel i bortvisningslovens § 6, stk.
2, 2. pkt. – at der ved underretning
af kommunen om bortvisningssager
endvidere skal sendes oplysninger og
dokumenter i sagen, herunder
elektronisk lagrede data, der er
nødvendige for de sociale
myndigheders behandling af sagen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 12
Efter bestemmelsen må et tilhold,
opholdsforbud og en bortvisning ikke
stå i misforhold til den herved
forvoldte forstyrrelse af den
pågældendes forhold, hensynet til
den eller dem, foranstaltningen skal
beskytte, og karakteren af den
adfærd, der er udvist fra den
pågældendes side. Der skal efter
bestemmelsen foretages en særskilt
proportionalitetsvurdering i forhold
til et tilhold, opholdsforbud og en
bortvisning med henblik på at
fastslå, om indgrebet er rimeligt.
Det følger endvidere af
proportionalitetsprincippet, at der
skal vælges det mindst indgribende
middel, der kan opfylde formålet.
Tilhold vil i langt de fleste
tilfælde være proportionale, da der
som udgangspunkt vil være tale om en
begrænset forstyrrelse af den
pågældendes forhold. Der er således
ikke med den foreslåede bestemmelse
tiltænkt en begrænsning i
anvendelsen af tilhold i forhold til
gældende praksis.
Ved opholdsforbud må udstrækningen
af det geografiske område i forhold
til den indklagedes bolig, arbejds-
eller uddannelsessted mv. eller
steder, hvor den indklagede har
rimelig grund til at færdes
jævnligt, tillægges særlig vægt ved
proportionalitetsvurderingen. Det
kan have betydning for både
spørgsmålet om, hvorvidt
opholdsforbuddet overhovedet bør
gives, og i givet fald for områdets
udstrækning, jf. bemærkningerne til
§ 3.
For så vidt angår bortvisning svarer
bestemmelsen til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
2, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4,
3.5 og 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 13
Med bestemmelsen fastslås, at
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning ikke omfatter kontakt,
ophold eller færden, som af særlige
grunde må anses for beføjet. Med
bestemmelsen foreslås en undtagelse
til tilhold efter § 1, opholdsforbud
efter § 3 og bortvisning efter § 7.
Bestemmelsen indebærer, at det
påhviler den pågældende at
sandsynliggøre, at en kontakt mv.
har været beføjet.
Som eksempel på kontakt, som af
særlige grunde må anses for beføjet,
kan nævnes en situation, hvor et
fælles barn akut bliver alvorlig
sygt, og der ikke er andre, der har
mulighed for tids nok at køre barnet
på hospitalet, og hvor den
pågældende overtræder et tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning ved
at køre barnet på hospitalet.
Et andet eksempel kan være den
situation, at en bortvist får adgang
til at afhente nødvendige personlige
effekter i hjemmet, som i første
omgang ikke er blevet medtaget,
f.eks. vigtig medicin eller
genstande til brug for den
bortvistes erhvervsudøvelse, som
forudsat i den gældende bestemmelse
om bortvisning. Ligesom efter den
gældende bortvisningslov skal en
afhentning af nødvendige effekter
ske ved, at politiet ledsager den
pågældende til boligen og overværer
afhentningen. Politiet bør fortsat i
den forbindelse underrette den
forurettede.
Det bemærkes, at der i afgørelsen om
tilhold, opholdsforbud eller
bortvisning kan fastsættes
undtagelser fra forbuddet mod
kontakt, ophold mv. Kontakt mv., som
er omfattet af sådanne undtagelser,
der består i en begrænsning af
forbuddets udstrækning, falder uden
for forbuddet, uden at dette beror
på bestemmelsen i § 13.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4,
3.5 og 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 14
Efter bestemmelsen kan tilhold,
opholdsforbud og bortvisning
besluttes, når en person, som
foranstaltningen skal beskytte,
anmoder om det, eller når almene
hensyn kræver det. Må det f.eks.
antages, at forurettede af frygt
ikke tør anmode om et tilhold mv.,
kan politiet efter bestemmelsen tage
initiativ hertil.
Den foreslåede bestemmelse svarer
til de gældende bestemmelser i
bortvisningslovens § 5, stk. 1, om
bortvisning og § 12 om tilhold.
Som anført i bemærkningerne til
lovforslaget til den gældende
bortvisningslov bør reglen være
begrænset til tilfælde, hvor der er
risiko for mere alvorlige overgreb.
Det forudsættes herved, at adgangen
reserveres til tilfælde, hvor der er
væsentlig risiko for, at den svage
part udsættes for alvorlige
overgreb, herunder vold eller
voldtægt, eller risiko for overgreb
mod børn.
Bestemmelsen omfatter endvidere
opholdsforbud efter de nye
almindelige bestemmelser herom i
forslaget til §§ 3 og 4.
Til § 15
Der foreslås i
§ 15, stk. 1, en udtrykkelig
bestemmelse om, at politiet i sager
om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning vejleder parterne om
reglerne i denne lov, når der er
anledning til det.
Med bestemmelsen fremhæves det, at
politiet skal vejlede klager og
indklagede om reglerne i denne lov,
når der er anledning til det. Det
vil bero på politiets skøn, om
vejledning er påkrævet. Vejledningen
af den indklagede kan – ligesom
efter nugældende praksis – ske i
form af en formaning. Med formaning
forstås, at politiet uformelt
advarer den indklagede om, at hvis
chikanen mv. fortsætter, vil der
kunne meddeles den pågældende et
tilhold mv., og at politiet
orienterer om konsekvenserne af et
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning. Der er ikke knyttet
retsvirkninger til en formaning, og
overtrædelser kan ikke sanktioneres,
men omstændighederne kan indgå i
grundlaget for en senere afgørelse
om et eventuelt tilhold,
opholdsforbud eller en bortvisning.
Det er ikke en betingelse for at
træffe afgørelse om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning, at den
indklagede forinden er blevet
vejledt om reglerne i medfør af
bestemmelsen.
En formaning vil navnlig have
betydning i to relationer. For det
første i de tilfælde, hvor politiet
kan konstatere, at der vil kunne
vise sig et behov for et tilhold,
opholdsforbud og bortvisning, men
hvor der på tidspunktet ikke er
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at
meddele et tilhold mv. For det andet
vil en formaning kunne være
relevant, hvor der er grund til at
tro, at den indklagede vil ændre sin
adfærd som følge af en formaning.
Formaninger vil således i disse
tilfælde kunne påvirke den
indklagede til at stoppe den
chikanøse adfærd på et tidligere
tidspunkt, inden der er grundlag for
at meddele et tilhold mv.
Efter den foreslåede bestemmelse bør
politiet undersøge, om sagen kan
afsluttes uden tilhold mv. Politiet
bør således som hidtil uformelt søge
en mindelig løsning ved vejledning,
dialog og henstillinger over for
klager og indklagede, hvis der er
udsigt til, at konflikten kan løses
på den måde. Denne fremgangsmåde kan
minde om formel mægling, men den har
en ganske anden karakter, hvor
polititjenestemanden udfører en
aktiv rolle og bl.a. kan beskytte
den svage part og tale dennes sag i
forhold til den anden part.
Polititjenestemanden vil endvidere
kunne stille forslag til
konstruktive måder at løse
fremtidige konflikter på.
Fremgangsmåden vil ikke være egnet i
alle tilfælde, f.eks. ikke hvor den
ene part har udøvet vold mod den
anden, eller hvor den ene part i
øvrigt har et klart
beskyttelsesbehov, og der således
ikke er grundlag for at løse
konflikten i mindelighed, f.eks. i
stalkingsager.
Politiet bør, hvor der er anledning
til det, vejlede om muligheden for
at søge konflikten løst i
konfliktråd. Efter § 2, stk. 1 og 2,
i loven om konfliktråd er det en
betingelse, at parterne samtykker i
at deltage i konfliktråd, og hvis
der er tale om børn og unge under 18
år, skal
forældremyndighedsindehaveren
samtykke i deltagelsen i
konfliktråd.
Stk. 2
fastslår, at afgørelser om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning træffes
af politidirektøren.
I praksis vil det oftest være den
politikreds, hvor forurettede er
bosiddende, der behandler en sag om
tilhold, opholdsforbud eller
bortvisning. Det skyldes, at det
typisk vil være der, den forurettede
henvender sig.
Hvis særlige hensyn til den
forurettede gør sig gældende, kan
politikredsen dog efter aftale med
en anden politikreds overlade
afgørelsen af en tilholdssag til den
anden politikreds. Det vil f.eks.
komme på tale, hvor en forurettet,
der lever skjult for den indklagede,
anmoder om et tilhold, idet det
ellers vil kunne afsløre over for
den indklagede, i hvilken
politikreds den forurettede er
bosiddende.
Efter stk. 3
behandles klager over
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning af den regionale
statsadvokat, og statsadvokatens
afgørelse kan ikke påklages.
Bestemmelsen vil også gælde klager
fra forurettede over, at politiet
ikke har taget en anmodning om
tilhold, opholdsforbud eller
bortvisning til følge.
Bestemmelsen svarer for så vidt
angår tilhold til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
12, stk. 2.
Klager over tilhold, opholdsforbud
og bortvisning vil som udgangspunkt
ikke have opsættende virkning.
Det bemærkes, at efter den
foreslåede bestemmelse i § 17, stk.
1, kan den, der gives et
opholdsforbud eller bortvises, inden
14 dage efter afgørelsen er meddelt
den pågældende, kræve, at afgørelsen
indbringes for byretten.
En afgørelse om opholdsforbud eller
bortvisning kan forlanges indbragt
for retten, selv om den pågældende
ikke har udnyttet de administrative
klagemuligheder.
En afgørelse vil kunne påklages til
den regionale statsadvokat og
begæres indbragt for retten, men
hvis en domstol i medfør af §§ 17-19
træffer afgørelse, afskæres den
forvaltningsretlige rekursadgang til
statsadvokaten.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.7.4.2, 3.7.4.3 og 3.8.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 16
Efter bestemmelsen skal afgørelser
om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning forkyndes for den
pågældende, der ved forkyndelsen
samtidig skal vejledes om retten til
at kræve afgørelsen indbragt for
retten. Afgørelsen om tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning får
virkning fra
forkyndelsestidspunktet, og samtidig
begynder fristen på 14 dage for
indbringelse af en afgørelse om
opholdsforbud eller bortvisning at
løbe, jf. § 17, stk. 1.
Til § 17
Med § 17, stk.
1, foreslås en særlig hurtig
og let adgang til domstolsprøvelse
af opholdsforbud og bortvisning,
således at den person, som
opholdsforbuddet eller bortvisningen
rettes mod, kan forlange, at
afgørelsen indbringes for byretten
af vedkommende politidirektør.
Den foreslåede bestemmelse i § 17,
stk. 1, svarer for så vidt angår
bortvisning til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
6, stk. 3, 1. pkt.
Bestemmelsen i
stk. 2 pålægger den, der
kræver en afgørelse om opholdsforbud
eller bortvisning indbragt for
retten (klageren), en pligt til over
for politiet at oplyse en adresse,
hvortil indkaldelse til retsmøde kan
meddeles. Oplysningen skal gives
senest samtidig med anmodningen om
indbringelse for retten. Når
meddelelse om retsmødet er givet til
den adresse eller det telefonnummer,
som den pågældende har oplyst, er en
egentlig forkyndelse ikke nødvendig.
I forbindelse med en modtagelse af
anmodning om prøvelse ved retten bør
der så vidt muligt følges en
arbejdsgang, der sikrer muligheden
for en hurtig sagsbehandling, og
reglen i stk. 2 skal derfor først og
fremmest sikre en praktisk og
hensigtsmæssig fremgangsmåde ved
indkaldelse til retsmøde i
forbindelse med domstolsprøvelse
efter § 19.
Retsvirkningerne af klagerens
udeblivelse fra retsmødet er nærmere
reguleret i § 19, stk. 3.
Bestemmelsen svarer for så vidt
angår bortvisning til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
7.
Efter stk. 3,
1. pkt., skal vedkommende
politidirektør snarest muligt og
senest inden 1 uge efter modtagelse
af anmodningen indbringe sagen for
byretten på det sted, hvor oplysning
i sagen mest hensigtsmæssigt må
antages at kunne tilvejebringes. I
sager om bortvisning skal
indbringelse dog ske inden 24 timer,
jf. stk. 3, 2.
pkt.
Indbringelse af sagen skal ske for
byretten på det sted, hvor oplysning
i sagen mest hensigtsmæssigt må
antages at kunne tilvejebringes. Det
vil som udgangspunkt være byretten
det sted, hvor indklagede eller den,
som foranstaltningen skal værne, er
bosiddende. Efter omstændighederne
vil det dog også kunne være en anden
byret, i vis retskreds politiet
vurderer, at oplysning i sagen mest
hensigtsmæssigt må antages at kunne
tilvejebringes, navnlig det sted
hvor en krænkelse er sket, herunder
forurettedes bopæl.
I relation til bortvisning svarer
bestemmelsen i øvrigt i det
væsentlige til den gældende § 6,
stk. 3, i bortvisningsloven.
Efter stk. 4
har en anmodning om
indbringelse for retten ikke
opsættende virkning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5
og 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 18
Efter den foreslåede
§ 18, stk. 1,
1. pkt., beskikkes der en
advokat for den, der kræver en
afgørelse om bortvisning indbragt
for retten. Denne bestemmelse svarer
til den gældende bestemmelse i
bortvisningslovens § 8, stk. 1, 1.
pkt.
Med stk. 1, 2.
pkt., foreslås, at der kan
beskikkes en advokat for den, der
kræver en afgørelse om opholdsforbud
indbragt for retten, hvis retten
efter sagens beskaffenhed,
indgrebets karakter, klagerens
person og omstændighederne i øvrigt
finder det ønskeligt. Er der f.eks.
tale om sager, der frembyder tvivl
eller angår væsentlige indgreb, bør
der ske advokatbeskikkelse. Også det
forhold, at klageren er en særlig
ressourcesvag person, kan føre til
advokatbeskikkelse. Er der derimod i
øvrigt tale om enkle, overskuelige
sager, hvor afgrænsningen af området
ikke frembyder problemer, vil der
normalt ikke være behov for
beskikkelse af en advokat. Praksis
efter retsplejelovens § 732 om
fakultativ beskikkelse af forsvarer
kan være vejledende.
Den beskikkede advokat har samme
beføjelser som en forsvarer i en
straffesag. Om salær og godtgørelse
for udlæg til en beskikket advokat
gælder samme regler som for
beskikkede forsvarere, jf.
retsplejelovens § 741.
Det foreslåede
stk. 2, 1. pkt., regulerer
adgangen til under behandlingen af
en sag om opholdsforbud eller
bortvisning at beskikke en
bistandsadvokat for forurettede.
Forurettede vil som udgangspunkt
ikke være direkte inddraget i
processen ved retten, og beskikkelse
kan efter bestemmelsen derfor kun
ske i de tilfælde, hvor den
forurettede undtagelsesvis skal
afgive forklaring i retten, jf. §
19, stk. 4.
I en række tilfælde vil der
sideløbende med sagen om
opholdsforbud eller bortvisning
skulle behandles en straffesag mod
den krænkende part. Når der i
sådanne tilfælde efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 66 a
beskikkes advokat for den
forurettede i straffesagen,
forudsættes det, at
bistandsadvokaten også vil have
mulighed for at yde forurettede en
vis bistand i forbindelse med
behandlingen af opholdsforbuds-
eller bortvisningssagen, herunder
deltage i de afhøringer af
forurettede hos politiet, der
naturligt vil tage sigte på begge
sager. I tilfælde af afhøring i
retten vil det således være
unødvendigt at foretage særskilt
beskikkelse i relation til
opholdsforbuds- eller
bortvisningssagen. Om beskikkelse af
bistandsadvokat for forurettede i
sager om tilhold mv. henvises
endvidere til pkt. 3.8.4 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger, hvor det forudsættes,
at bestemmelsen i retsplejelovens §
741 a, stk. 4, om beskikkelse af
bistandsadvokat vil kunne finde
anvendelse i grove tilfælde af
stalking, når der foreligger en
overtrædelse af et tilhold.
Stk. 2, 2.
pkt., fastlægger den
beskikkede bistandsadvokats
beføjelser i forbindelse med
behandlingen af sagen om
opholdsforbud eller bortvisning og
kompetencen til at foretage
beskikkelsen. Det følger således af
bestemmelsen, at reglerne i
retsplejelovens §§ 741 c-d om
beskikkelse af bistandsadvokater i
forbindelse med straffesager finder
tilsvarende anvendelse.
Af 3. pkt.
fremgår, hvorledes der skal
forholdes med hensyn til salær og
godtgørelse for udlæg til den
beskikkede advokat. Det følger af
bestemmelsen, at der med hensyn til
salær og godtgørelse for udlæg til
den beskikkede advokat gælder samme
regler som i tilfælde, hvor der er
meddelt fri proces, jf.
retsplejelovens kapitel 31. Det
betyder på samme måde som med hensyn
til en bistandsadvokat efter
retsplejelovens § 741 a, at udgiften
afholdes endeligt af statskassen.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den
gældende § 8, stk. 2, i
bortvisningsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5,
3.6 og 3.8.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 19
Bestemmelsen regulerer rettens
behandling af sager om opholdsforbud
og bortvisning.
Efter stk. 1
behandles sagen skriftligt
eller mundtligt efter rettens
bestemmelse.
Opholdsforbuds og bortvisnings
karakter tilsiger en hurtig
stillingtagen til indgrebets
lovlighed, og det foreslås derfor i
stk. 2, 1.
pkt., at et eventuelt
retsmøde skal afholdes hurtigst
muligt. Det forudsættes, at
behandlingen af sager på skriftligt
grundlag ligeledes sker hurtigst
muligt.
Stk. 2, 1.
og 2.
pkt., svarer for så vidt
angår bortvisning til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
9, stk. 1.
Efter stk. 3,
1. pkt., har klageren ret til
at være til stede i et eventuelt
retsmøde og udtale sig, medmindre
retten finder, at dette af særlige
grunde er nyttesløst eller skadeligt
for den pågældende. Det svarer til
ordningen i retsplejelovens § 764,
stk. 2, vedrørende
varetægtsfængsling, og undtagelsen
forudsættes at have et tilsvarende
snævert anvendelsesområde.
Det foreslås i
stk. 3, 2. pkt., at sagen kan
behandles, selv om klageren
udebliver. Er der beskikket advokat
efter § 18, stk. 1, kan sagen dog
kun behandles, hvis den beskikkede
advokat er mødt, og der ikke
foreligger oplysninger om klagerens
lovlige forfald.
Stk. 4
regulerer bevisførelsen. Den
foreslåede ordning svarer til
praksis vedrørende retsmøder under
efterforskning.
Reglen betyder, at mundtlig
behandling af sagerne kan ske uden,
at der nødvendigvis er umiddelbar
bevisførelse for retten. Hvis den,
der er givet opholdsforbud eller er
bortvist, er til stede, bør denne
afhøres i retten, men i øvrigt vil
sagen som udgangspunkt kunne
behandles på grundlag af skriftligt
materiale, herunder navnlig
politirapporter om politiets
iagttagelser, forklaring til
politiet fra forurettede og
eventuelle andre vidner og lægelige
oplysninger. Det tilkommer dog
retten efter et skøn i særlige
tilfælde at tillade vidneførsel til
brug for rettens bedømmelse.
Rettens afgørelse træffes ved
kendelse, jf.
stk. 5, 1. pkt. Afgørende er,
om de opstillede betingelser for
opholdsforbud eller bortvisning i
det foreliggende tilfælde er opfyldt
eller ej. Selv om der er tale om
efterprøvelse af en administrativ
afgørelse, vil der skulle ske en
prøvelse af samme intensitet som
tilfældet er ved eksempelvis rettens
afgørelse om varetægtsfængsling.
Retten kan på samme måde prøve
afgørelser om tilhold efter § 1, der
måtte være truffet samtidig med den
indbragte afgørelse.
Går kendelsen efter stk. 5 ud på, at
opholdforbuddet eller bortvisningen
mv. godkendes, anføres i kendelsen
de konkrete omstændigheder, hvorpå
det støttes, at betingelserne er
opfyldt, jf.
stk. 5, 2. pkt.
Reglerne gælder tilsvarende for
afgørelser med hensyn til den
retlige prøvelse af en forlængelse
af bortvisningsfristen.
Kendelsen kan kæres af
anklagemyndigheden, den bortviste
eller den, der er pålagt
opholdsforbud, efter de almindelige
regler om kæremål i
strafferetsplejens former, jf. den
foreslåede § 20, stk.1.
Stk. 6
regulerer spørgsmålet om afholdelse
af omkostningerne i forbindelse med
sagen om opholdsforbud eller
bortvisning, herunder navnlig
omkostningerne til den beskikkede
advokat. Den foreslåede ordning
indebærer, at det ikke ved
opholdsforbuds- eller
bortvisningssagen pålægges den, der
er givet opholdsforbud eller er
bortvist, at betale sagens
omkostninger. Omkostningerne i
bortvisningssager afholdes således
foreløbigt af statskassen. Hvis den,
der er givet opholdsforbud eller er
bortvist, imidlertid i en straffesag
dømmes for forhold, der har ført til
opholdsforbuddet eller
bortvisningen, inddrages
omkostningerne ved bortvisningssagen
under straffesagen og pålægges da
som udgangspunkt den pågældende, jf.
bestemmelsens
1. pkt.
Retten kan dog bestemme, at
omkostningerne ved opholdsforbuds-
eller bortvisningssagen i sådanne
tilfælde alligevel helt eller delvis
skal betales endeligt af
statskassen, hvis særlige
omstændigheder undtagelsesvis taler
herfor, jf. 2.
pkt. Herved kan det bl.a.
sikres, at den samlede
omkostningsafgørelse i straffesagen
bliver rimelig i forhold til
straffesagens konkrete resultat og
omstændighederne i øvrigt. I de
tilfælde, hvor retten ikke har
kunnet godkende afgørelsen om
opholdsforbud eller bortvisning, vil
den pågældende ikke skulle pålægges
omkostninger i den henseende.
Endvidere vil det følge af den
foreslåede ordning, at
omkostningerne ved sagen om
opholdsforbud eller bortvisning
afholdes endeligt af statskassen i
de tilfælde, hvor opholdsforbuddet
gives eller bortvisning sker uden
grundlag i et strafbart forhold,
samt i de tilfælde, hvor en
straffesag ikke gennemføres, uanset
hvad grunden hertil er.
Bestemmelserne i stk. 2-6 svarer for
så vidt angår bortvisning til den
gældende bestemmelse i
bortvisningslovens § 9.
Til § 20
Efter stk. 1
gælder retsplejelovens regler
om strafferetsplejen ved
behandlingen af sager om
opholdsforbud eller bortvisning i
det omfang, loven ikke fastsætter
særlige regler. Den generelle
henvisning indebærer bl.a., at
reglerne om offentlighed og kæremål
finder anvendelse. Med hensyn til
offentlighed bemærkes, at
bestemmelsen i retsplejelovens § 29,
stk. 1, nr. 3, om dørlukning, når
sagens behandling i et offentligt
retsmøde vil udsætte nogen for en
unødvendig krænkelse, navnlig vil
kunne være aktuel i sager om
opholdsforbud og bortvisning. Lovens
særlige regler om behandlingsformen,
jf. § 19, indebærer på den anden
side, at eksempelvis retsplejelovens
regler om medvirken af lægdommere
ikke anvendes. Tilsvarende er i §
17, stk. 3, foreslået en særlig
værnetingsregel.
For så vidt angår bortvisning svarer
bestemmelsen til den gældende § 10,
stk. 1, i bortvisningsloven.
Stk. 2, 1.
pkt., tager sigte på at give
den, som indgrebet rettes mod,
mulighed for at få erstatning i de
tilfælde, hvor anklagemyndighedens
afgørelse om opholdsforbud eller
bortvisning viser sig at være
uberettiget. Henvisningen til
retsplejelovens § 1018 h indebærer
for det første, at den lette adgang
til at få kravet prøvet i henhold
til retsplejelovens kapitel 93 a
finder tilsvarende anvendelse.
Endvidere indebærer forslaget, at
erstatning for uberettiget
opholdsforbud eller bortvisning sker
på grundlag af dansk rets
almindelige erstatningsregler,
hvilket navnlig indebærer, at
erstatning forudsætter, at politiet
har handlet culpøst. Stk. 2, 1.
pkt., svarer i relation til
bortvisning til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
10, stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 20, stk. 2,
2. pkt., svarer til den
gældende bestemmelse i
bortvisningslovens § 10, stk. 2, 2.
pkt.
Til § 21
Bestemmelsen indeholder regler om
straf for forsætlig overtrædelse af
tilhold efter § 1, opholdsforbud
efter § 3 og forbud i form af
bortvisning efter § 7.
Det fastsættes i
stk. 1,
at den, der forsætligt overtræder et
tilhold efter § 1 eller et forbud
efter §§ 3 eller 7, straffes med
bøde eller fængsel indtil 2 år.
Gerningsindholdet i relation til
tilhold efter § 1 vil være knyttet
til afgørelsen om tilhold. Det
strafbare forhold vil således bestå
i forsætligt at tage kontakt mv. til
den, som tilholdet skal beskytte,
uden at kontakten af særlige grunde
må anses for beføjet. Der henvises
til bemærkningerne til §§ 1 og 13,
herunder om objektiveringen i
forhold til den gældende regel i
straffelovens § 265.
Ved opholdsforbud efter § 3 vil det
være strafbart at opholde sig inden
for det geografisk afgrænsede
område. Der henvises herom til
bemærkningerne til § 3.
Det strafbare forhold i relation til
bortvisning efter § 7 vil bestå i at
opholde sig i boligen på trods af en
meddelt afgørelse om bortvisning. I
lighed med de gældende regler
forudsættes det, at den bortviste
bør have adgang til at afhente
nødvendige personlige effekter i
hjemmet, som i første omgang ikke er
blevet medtaget, for eksempel vigtig
medicin eller genstande til brug for
den bortvistes erhvervsudøvelse, jf.
§ 13.
Straf for overtrædelse af et tilhold
eller forbud i medfør af loven
forudsætter, at afgørelsen er
truffet af den kompetente myndighed
og meddelt den pågældende, samt at
afgørelsen er lovlig.
Den foreslåede strafferamme på bøde
eller fængsel indtil 2 år svarer til
de gældende regler i straffelovens §
265 om tilhold og bortvisningslovens
§ 11, stk. 1, om bortvisning samt
tilhold og opholdsforbud i
forbindelse med bortvisning.
Strafferammen giver mulighed for, at
en person, som ikke respekterer et
tilhold, opholdsforbud eller en
bortvisning, kan varetægtsfængsles
efter retsplejelovens § 762, stk. 1.
Ved bedømmelsen af karakteren af
overtrædelser af tilhold vil der som
efter den gældende straffelovs § 265
skulle tages udgangspunkt i den
nuværende praksis om overtrædelse af
straffelovens § 266 (om trusler) i
overensstemmelse med forarbejderne
til den gældende bestemmelse i
straffelovens § 265.
Efter praksis er straffen for
overtrædelse af straffelovens § 265
i førstegangstilfælde som
udgangspunkt en bøde. Hvis der er
tale om et meget betydeligt antal
overtrædelser, som har været stærkt
generende for den forurettede, er
der i praksis eksempler på, at der i
førstegangstilfælde idømmes
frihedsstraf. Endvidere fremgår det
af Rigsadvokatens meddelelse nr.
9/2005, at der bør påstås
frihedsstraf i førstegangstilfælde
ved enkelte overtrædelser, hvis
overtrædelserne er af betydelig
grovhed og er egnede til at skabe
væsentlig utryghed for den
forurettede. I praksis udløser
gentagelsestilfælde af overtrædelse
af straffelovens § 265 som
udgangspunkt en kortere
frihedsstraf.
Strafferammen på indtil 2 års
fængsel må med hensyn til
overtrædelse af tilhold anses for
tilstrækkelig til at rumme også
særlig grove overtrædelser eller et
stort antal overtrædelser til
samtidig pådømmelse, ligesom
bestemmelsen giver mulighed for en
nuancering af straffastsættelsen,
navnlig i lyset af en stigende alvor
i samfundets syn på vold og chikane,
særlig i forbindelse med
samlivsforhold. Der er således
mulighed for at anvende frihedsstraf
også i førstegangstilfælde af
overtrædelse af tilhold, f.eks. hvor
fredskrænkelser antager karakter af
egentlig forfølgelse, herunder ikke
mindst i tilfælde, hvor den
pågældende tidligere har begået vold
mod den forurettede.
Noget lignende vil være gældende med
hensyn til overtrædelse af
opholdsforbud og bortvisning med de
forskelle, der følger af sagernes
karakter, herunder at betingelserne
for opholdsforbud og bortvisning er
væsentligt strengere, sådan at der
derfor alt andet lige vil være tale
om grovere krænkelser.
Det forudsættes, at
anklagemyndigheden og domstolene er
opmærksomme på mulighederne for
nuancering af straffen for
overtrædelse af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning. Der er
således inden for den gældende
strafferamme på fængsel i 2 år
mulighed for en nuancering i
straffastsættelsen, der tager hensyn
til den konkrete grovhed i det
enkelte tilfælde, herunder hensyn
til den belastning, som den
forurettede har været udsat for, og
til udviklingen i samfundets syn på
forfølgelse og chikane. Der er
således mulighed for at anvende
frihedsstraf i de grove tilfælde,
herunder ubetinget frihedsstraf.
Med stk. 2
foreslås, at det ved fastsættelse af
straffen for overtrædelse af
tilhold, opholdsforbud og
bortvisning skal indgå som en
skærpende omstændighed, at forholdet
har udgjort et led i en systematisk
og vedvarende forfølgelse eller
chikane.
Med bestemmelsen fastslås det for
det første udtrykkeligt i loven, at
stalking vil være en skærpende
omstændighed ved strafudmålingen.
For det andet fastlægges det
samtidig i loven, hvad der forstås
ved stalking.
Stalking defineres således ved
bestemmelsen som »systematisk og
vedvarende forfølgelse eller
chikane«. Det er en betingelse for
bestemmelsens anvendelse, at den
eller de aktuelle overtrædelser af
tilhold, opholdsforbud eller
bortvisning – eventuelt sammen med
tidligere forhold – antager karakter
af en sådan stalking. De forhold,
der kan indgå i den sammenhæng, kan
både være tidligere og aktuelle
forhold af overtrædelser af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning samt
overtrædelse af andre bestemmelser,
herunder navnlig husfredskrænkelse,
trusler, vold og hærværk, i
forbindelse med eller som udtryk for
en aktuel overtrædelse af tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning. Det
forudsættes ved bestemmelsen, at der
i sådanne tilfælde som udgangspunkt
anvendes ubetinget frihedsstraf.
Bestemmelsen i stk. 2 omfatter alene
stalking. Bestemmelsen indebærer
ingen begrænsning med hensyn til
betydningen for strafudmålingen af
andre omstændigheder, der efter
almindelige regler virker i
skærpende retning, herunder
gentagelsestilfælde, f.eks.
tidligere domme for vold mod den
samme forurettede, nærmere planlagte
overtrædelser mv. Sådanne
omstændigheder vil endvidere også i
stalkingtilfælde indgå i
straffastsættelsen i skærpende
retning. Med bestemmelsen
understreges det, at stalking hører
til de grove tilfælde af
overtrædelser af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning og
således til de tilfælde, der er
omtalt ovenfor i bemærkningerne til
stk. 1 i relation til spørgsmålet om
frihedsstraf.
Stk. 3
indebærer, at overtrædelser efter
stk. 1 påtales af det offentlige.
Offentlig påtale kræver en anmodning
fra den forurettede, medmindre
almene hensyn kræver påtale.
Ordningen indebærer, at der ikke
rejses tiltale for mindre alvorlige
overtrædelser, som den forurettede
ikke selv ønsker forfulgt. En
anmeldelse fra den forurettede anses
som en anmodning om offentlig
påtale, medmindre andet fremgår af
anmeldelsen, jf. retsplejelovens §
720, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen svarer for så vidt
angår bortvisning samt tilhold og
opholdsforbud i forbindelse med
bortvisning til den gældende
bestemmelse i bortvisningslovens §
11, stk. 2.
For så vidt angår tilhold indebærer
den foreslåede bestemmelse den
ændring, at overtrædelser af tilhold
alene undergives (betinget)
offentlig påtale og således ikke
længere er undergivet privat påtale,
jf. straffelovens § 275, stk. 1, jf.
§ 265.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2,
3.7.1 og 3.7.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 22
Til nr. 1
Forslaget om ophævelse af
straffelovens § 265 er en konsekvens
af forslaget til § 1, § 5, 1. pkt.,
og § 21, stk. 1. Om påtale af
overtrædelse af tilhold henvises til
den foreslåede § 21, stk. 3, og
bemærkningerne hertil.
Til nr. 2
Forslaget om ændring af
straffelovens § 275, stk. 2, er en
konsekvens af ophævelsen af
straffelovens § 265.
Til § 23
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 781, stk. 3, 1.
pkt., om teleoplysning er en
konsekvens af, at reglen i
straffelovens § 265 foreslås
erstattet af denne lov. Udformningen
af reglen er endvidere justeret,
således at der ikke længere
nødvendigvis skal foreligge gentagne
fredskrænkelser, før der kan
foretages teleoplysning. Det
foreslås således, at indgrebet i
meddelelseshemmeligheden kan
foretages også i tilfælde af en
enkelt krænkelse af en sådan
grovhed, at krænkelsen i sig selv
kan give grundlag for tilhold.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af
retsplejelovens § 804, stk. 1, har
til formål at sikre, at der kan
foretages edition i tilfælde, hvor
der foreligger krænkelse omfattet af
§ 2, stk. 1, nr. 1. Det vil bl.a.
indebære, at der i sådanne tilfælde
kan meddeles pålæg om at forevise
eller udlevere oplysninger om,
hvilken registreret bruger en
internetprotokol-adresse
(IP-adresse) var tildelt på
kommunikationstidspunktet, eller
hvem der er indehaver af en kendt
e-mail-adresse.
Der henvises i øvrigt til pkt.
3.7.3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 24
Den foreslåede ændring af
offererstatningslovens § 1, stk. 1,
1. pkt., er for så vidt angår
overtrædelse af tilhold en
konsekvens af, at reglen i
straffelovens § 265 foreslås
erstattet af denne lov.
Samtidig indebærer ændringen, at
staten fremover vil kunne yde
erstatning og godtgørelse for
personskade, der forvoldes ved
overtrædelse af opholdsforbud eller
bortvisning, hvis betingelserne
herfor i offererstatningslovens
kapitel 1 og 3 i øvrigt er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8.5
i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 25
Stk. 1
fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt.
Loven finder anvendelse for forhold,
der er begået efter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt.
Som en konsekvens af de foreslåede
regler foreslås bortvisningsloven
ophævet, jf.
stk. 2.
Til § 26
Bestemmelsen angår lovens
territoriale gyldighed og indebærer,
at loven ikke gælder for Grønland,
men med undtagelse af § 22
(ændringen af straffeloven) og § 23
(ændringen af retsplejeloven) ved
kongelig anordning kan sættes i
kraft for Grønland.
For så vidt angår Færøerne gælder
loven ikke, da loven i sin helhed
vurderes at være omfattet af
sagsområdet strafferetten, som pr.
1. marts 2010 er overtaget af
Færøerne.
Bilag 1
Lovforslaget
sammenholdt med gældende lov
Gældende
formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
|
|
|
§ 22
|
|
|
|
|
|
I
straffeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1235 af
26. oktober
2010, som
ændret ved §
11 i lov nr.
718 af 25.
juni 2010, §
1 i lov nr.
1549 af 21.
december
2010, § 1 i
lov nr. 1552
af 21.
december
2010, lov
nr. 611 af
14. juni
2011 og lov
nr. 760 af
29. juni
2011,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 265.
Den, der
krænker
nogens fred
ved trods
forud af
politiet
given
advarsel at
trænge ind
på ham,
forfølge ham
med
skriftlige
henvendelser
eller på
anden
lignende
måde
forulempe
ham,
straffes med
bøde eller
fængsel
indtil 2 år.
En af
politiet
meddelt
advarsel har
gyldighed
for 5 år.
|
|
1.
§ 265
ophæves.
|
|
|
|
§ 275.
Forbrydelserne
i dette
kapitel er
undergivet
privat
påtale.
Dette gælder
dog ikke
dem, der er
nævnt i §§
266, 266 a
og 266 b.
|
|
|
Stk. 2.
I de i §§
263-265
nævnte
tilfælde kan
offentlig
påtale ske,
når den
forurettede
anmoder
herom. Det
samme
gælder, når
nogen, der
virker eller
på den tid,
hvorom talen
er, virkede
i offentlig
tjeneste
eller hverv,
sigtes for
et forhold,
der kan
medføre
eller kunne
have medført
stillingens
eller
hvervets
fortabelse,
samt når en
sigtelse
fremsættes i
navnløs
eller med
urigtigt
eller
opdigtet
navn
forsynet
skrivelse.
|
|
2. I
§ 275, stk.
2, 1. pkt.,
ændres »§§
263-265«
til: »§§
263-264 d«.
|
|
|
|
|
|
§ 23
|
|
|
|
|
|
I
retsplejeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1237 af
26. oktober
2010, som
ændret
senest ved §
81 i lov nr.
594 af 14.
juni 2011 og
§ 1 i lov
nr. 614 af
14. juni
2011,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 781.
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
må kun
foretages,
såfremt
|
|
|
1)
|
der er
bestemte
grunde til
at antage,
at der på
den
pågældende
måde gives
meddelelser
eller
foretages
forsendelser
til eller
fra en
mistænkt,
|
|
|
2)
|
indgrebet må
antages at
være af
afgørende
betydning
for
efterforskningen
og
|
|
|
3)
|
efterforskningen
angår en
lovovertrædelse,
som efter
loven kan
straffes med
fængsel i 6
år eller
derover, en
forsætlig
overtrædelse
af
straffelovens
kapitler 12
eller 13
eller en
overtrædelse
af
straffelovens
§§ 124, stk.
2, 125, 127,
stk. 1, 228,
235, 266,
281 eller en
overtrædelse
af
udlændingelovens
§ 59, stk.
7, nr. 1-5.
|
|
|
Stk. 2.
Er
betingelserne
i stk. 1,
nr. 1 og 2,
opfyldt, kan
telefonaflytning
og
teleoplysning
endvidere
foretages,
såfremt
mistanken
angår
fredskrænkelser
som
omhandlet i
straffelovens
§ 263, stk.
2.
|
|
|
Stk. 3.
Er
betingelserne
i stk. 1,
nr. 1 og 2,
opfyldt, kan
teleoplysning
endvidere
foretages,
såfremt
mistanken
angår
gentagne
fredskrænkelser
som
omhandlet i
straffelovens
§ 265. Det
samme
gælder,
såfremt
mistanken
angår en
overtrædelse
af
straffelovens
§ 279 a
eller § 293,
stk. 1,
begået ved
anvendelse
af en
telekommunikationstjeneste,
eller
såfremt
mistanken
angår en
overtrædelse
af lov om
værdipapirhandel
m.v. § 35,
stk. 1, § 36
eller § 39,
stk. 1.
Stk. 4-5.
(…)
|
|
1. I
§ 781, stk.
3, 1. pkt.,
ændres
»gentagne
fredskrænkelser
som
omhandlet i
straffelovens
§ 265« til:
»krænkelse
som nævnt i
§ 2, stk. 1,
nr. 1, i lov
om tilhold,
opholdsforbud
og
bortvisning«.
|
|
|
|
§ 804.
Som led i
efterforskningen
af en
lovovertrædelse,
der er
undergivet
offentlig
påtale, kan
der meddeles
en person,
der ikke er
mistænkt,
pålæg om at
forevise
eller
udlevere
genstande
(edition),
hvis der er
grund til at
antage, at
en genstand,
som den
pågældende
har rådighed
over, kan
tjene som
bevis, bør
konfiskeres
eller ved
lovovertrædelsen
er fravendt
nogen, som
kan kræve
den tilbage.
Stk. 2-5.
(…)
|
|
2. I
§ 804, stk.
1,
indsættes
efter
»offentlig
påtale,«:
»eller
krænkelse
som nævnt i
§ 2, stk. 1,
nr. 1, i lov
om tilhold,
opholdsforbud
og
bortvisning«.
|
|
|
|
|
|
§ 24
|
|
|
|
|
|
I lov om
erstatning
fra staten
til ofre for
forbrydelser,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 688 af
28. juni
2004, som
ændret ved §
12 i lov nr.
516 af 7.
juni 2006, §
3 i lov nr.
711 af 25.
juni 2010 og
§ 2 i lov
nr. 412 af
9. maj 2011,
foretages
følgende
ændring:
|
|
|
|
§ 1.
Staten yder
erstatning
og
godtgørelse
for
personskade,
der
forvoldes
ved
overtrædelse
af borgerlig
straffelov,
hvis
overtrædelsen
er begået i
den danske
stat. Det
samme gælder
personskade,
der
indtræder i
forbindelse
med hjælp
til politiet
under
anholdelse
eller i
forbindelse
med
handlinger,
der
foretages
med henblik
på lovlig
privat
anholdelse
eller
forhindring
af strafbare
handlinger.
Stk. 2-3.
(…)
|
|
1. I
§ 1, stk. 1,
1. pkt.,
indsættes
efter
»straffelov«:
»eller lov
om tilhold,
opholdsforbud
eller
bortvisning«.
|
|
|
|
|
|
§ 25.
Loven træder
i kraft den
1. marts
2012.
Stk. 2.
Lov nr. 449
af 9. juni
2004 om
bortvisning
og beføjelse
til at
meddele
tilhold m.v.
ophæves.
|
|
|
|
|
|
§ 26.
Loven gælder
ikke for
Færøerne.
Stk. 2.
Loven gælder
ikke for
Grønland,
men kan med
undtagelse
af §§ 22 og
23 ved
kongelig
anordning
sættes i
kraft for
Grønland med
de
ændringer,
som de
grønlandske
forhold
tilsiger.
|
|