Fremsat som
lovforslag nr. 41 den 8. oktober
1998 af justitsministeren (Frank
Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring
af retsplejeloven
(Beslaglæggelse, edition,
fotoforevisning, konfrontation,
efterlysning og observation samt
prøvesagsordning for advokater
m.v.)
§ 1
I lov om
rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 752 af 15.
august 1996, som ændret ved § 2
i lov nr. 1201 af 27. december
1996, § 8 i lov nr. 232 af 2.
april 1997, § 2 i lov nr. 274 af
15. april 1997, § 1 i lov nr.
349 af 23. maj 1997, § 2 i lov
nr. 411 af 10. juni 1997, lov
nr. 414 af 10. juni 1997, lov
nr. 339 af 10. juni 1998, § 1 i
lov nr. 402 af 26. juni 1998 og
§ 2 i lov nr. 403 af 26. juni
1998, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 6 a affattes således:
Ȥ 6 a.
I borgerlige sager, for hvis
udfald anvendelsen af reglerne i
lov om varsling m.v. i
forbindelse med afskedigelser af
større omfang er af væsentlig
betydning, tiltrædes landsretten
under domsforhandlingen af 2
sagkyndige medlemmer.
Bestemmelsen i § 6, stk. 4, 3.
pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. I straffesager
vedrørende overtrædelse af
§§ 5-7 i den i stk. 1 nævnte lov
tiltrædes landsretten under
domsforhandlingen af 2
sagkyndige medlemmer.«
2.
§ 16 a, stk. 1, 3. pkt.,
affattes således:
»Retterne
i Gentofte, Gladsaxe, Tåstrup,
Hørsholm, Frederikssund,
Slagelse, Næstved, Svendborg,
Haderslev, Kolding, Skanderborg
og Frederikshavn består af to
dommere.«
3.
§ 17, stk. 1, affattes
således:
»Der
ansættes to dommere ved retterne
i Glostrup, Helsingør, Hillerød,
Holbæk, Sønderborg, Vejle,
Fredericia, Silkeborg, Viborg og
Hjørring.«
4.
§ 18 c affattes således:
Ȥ 18
c. Bestemmelserne i § 9 a,
stk. 2-4, om medvirken af
sagkyndige finder tilsvarende
anvendelse ved byrettens
behandling af borgerlige sager,
for hvis udfald anvendelsen af
reglerne i lov om varsling m.v.
i forbindelse med afskedigelser
af større omfang er af væsentlig
betydning, og straffesager
vedrørende overtrædelse af denne
lovs §§ 5-7.«
5.
§ 124, stk. 8, affattes
således:
»Stk. 8. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter
reglerne i straffelovens 5.
kapitel.«
6.
§ 133, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3. Prøven kan aflægges
for landsretterne og Sø- og
Handelsretten.«
7.
§ 133, stk. 5, affattes
således:
»Stk. 5. Prøven er bestået,
når de retter, hvor sagerne er
udført, finder udførelsen
tilfredsstillende. Vedkommende
ret kan dog ud fra den første
sags karakter og udførelsen
heraf erklære prøven for bestået
alene på grundlag af denne sag.
Den anden sag skal udføres
senest 5 år efter udførelsen af
den første sag, medmindre den
ret, hvor den anden sag udføres,
meddeler undtagelse herfra.«
8.
I § 139, stk. 3, 4. pkt.,
ændres »stk. 1, 2. pkt.« til:
»stk. 1, 3. pkt.«.
9.
I § 213 b, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »sølovens § 223 a«
til »sølovens § 163«.
10.
I § 219 a indsættes som
stk. 6:
»Stk. 6. Tiltalte vejledes
om adgangen til at anke dommen.
Vejledningen gives ved dommens
afsigelse, hvis tiltalte er til
stede, og ellers ved den
efterfølgende meddelelse eller
forkyndelse, jf. stk. 5. Hvis
afsigelsen ikke finder sted
samme dag, som sagen er optaget
til dom, gives vejledningen
samtidig med, at retten
tilkendegiver, hvornår dommen
vil blive afsagt, såfremt
tiltalte er til stede, og ellers
ved den efterfølgende meddelelse
eller forkyndelse, jf. stk. 5.«
11.
I § 501, stk. 3, nr. 4,
udgår: »nr. 139 af 29. marts
1978«.
12.
I § 628, stk. 3, ændres
»sølovens kapitel 12 a« til:
»sølovens kapitel 4«.
13.
§ 684, stk. 1, nr. 3,
ophæves.
Nr. 4-7
bliver herefter nr. 3-6.
14.
§ 701, stk. 2, ophæves.
Stk. 3
bliver herefter stk. 2.
15.
I § 722, stk. 1, nr. 2,
ændres »§ 33 i lov om social
bistand« til: »§ 40 i lov om
social service«.
16.
§ 731, stk. 1, litra c,
affattes således:
»c)
når der er spørgsmål om
beslaglæggelse af en formue
eller en del af denne, jf.
§ 802, stk. 3.«
17.
§ 745, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3. Når en afhøring, en
konfrontation, en
fotoforevisning eller andet
efterforskningsskridt af
lignende betydning kan formodes
at ville finde anvendelse som
bevis under domsforhandlingen,
giver politiet meddelelse til
forsvareren inden foretagelsen,
således at forsvareren kan få
lejlighed til at være til stede.
Forsvareren har adgang til at
stille forslag med hensyn til
gennemførelsen af det pågældende
efterforskningsskridt.
Forsvarerens bemærkninger i så
henseende skal tilføres
politirapporten. Har forsvareren
ikke mulighed for at komme til
stede, eller er det ikke muligt
for politiet at give forsvareren
meddelelse, kan der kun
foretages efterforskningsskridt,
som ikke kan opsættes. Har
forsvareren ikke været til
stede, skal forsvareren uden
ophold underrettes om det
foretagne.«
18.
I § 748, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »69-73 og 75 b« til:
»69-74«.
19.
Overskriften til kapitel 71
affattes således:
»Indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
observation«
20.
I § 786 indsættes som
stk. 4:
»Stk. 4. Justitsministeren
kan fastsætte regler om
økonomisk godtgørelse til de i
stk. 1 nævnte virksomheder for
udgifter i forbindelse med
bistand til politiet til
gennemførelse af indgreb i
meddelelseshemmeligheden.«
21.
Efter § 791 indsættes i
kapitel 71:
Ȥ 791
a. Politiet kan foretage
fotografering eller iagttagelse
ved hjælp af kikkert eller andet
apparat af personer, der
befinder sig på et ikke frit
tilgængeligt sted (observation),
såfremt
1)
indgrebet må antages at være
af væsentlig betydning for
efterforskningen, og
2)
efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre
frihedsstraf.
Stk. 2. Observation som
nævnt i stk. 1 ved hjælp af
fjernbetjent eller automatisk
virkende tv-kamera,
fotografiapparat eller lignende
apparat, må dog kun foretages,
såfremt efterforskningen
vedrører en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel
i 1 år og 6 måneder eller
derover.
Stk. 3. Observation af
personer, der befinder sig i en
bolig eller andre husrum, ved
hjælp af fjernbetjent eller
automatisk virkende tv-kamera,
fotografiapparat eller lignende
apparat, eller ved hjælp af
apparat, der anvendes i boligen
eller husrummet, må dog kun
foretages, såfremt
1) der
er bestemte grunde til at
antage, at bevis i sagen kan
opnås ved indgrebet,
2)
indgrebet må antages at være
af afgørende betydning for
efterforskningen,
3)
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der efter
loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller
derover, en forsætlig
overtrædelse af
straffelovens kapitler 12
eller 13 eller en
overtrædelse af
straffelovens §§ 124,
stk. 1, 125, 127, stk. 1,
193, stk. 1, 245, 252,
stk. 1, 266, 281, 286,
stk. 1, 289, eller en
overtrædelse af
udlændingelovens § 59,
stk. 3, og
4)
efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, som har
medført eller som kan
medføre fare for menneskers
liv eller velfærd eller for
betydelige samfundsværdier.
Stk. 4. Observation af
et ikke frit tilgængeligt sted
som nævnt i stk. 1-3, som den,
der angiver at være forurettet
ved lovovertrædelsen, har
rådighed over, er ikke omfattet
af reglerne i denne bestemmelse,
såfremt den pågældende meddeler
skriftligt samtykke til
observationen.
Stk. 5. Observation må
ikke foretages, såfremt det
efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den eller de
personer, som det rammer, ville
være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 6. Reglerne i
§ 782, stk. 2, §§ 783-785,
§ 788, stk. 1, § 788, stk. 2,
nr. 2, og § 788, stk. 3- 4,
§ 789 samt § 791 finder
tilsvarende anvendelse på de i
stk. 2 og 3 omhandlede
tilfælde.«
22.
Kapitel 74 affattes
således:
»Kapitel 74
Beslaglæggelse og edition
§ 801.
Efter reglerne i dette kapitel
kan der foretages beslaglæggelse
1) til
sikring af bevismidler,
2) til
sikring af det offentliges
krav på sagsomkostninger,
konfiskation og bøde,
3) til
sikring af forurettedes krav
på tilbagelevering eller
erstatning, og
4) når
tiltalte har unddraget sig
sagens videre forfølgning.
Stk. 2. Genstande, som
politiet tager i bevaring, som
ingen har eller vedkender sig
rådighed over, og hvorover ingen
gør en ret gældende, er ikke
omfattet af reglerne i dette
kapitel.
Stk. 3. Om udlevering af
breve, telegrammer og lignende
under forsendelse samt om
oplysning om forbindelse mellem
telefoner m.v. gælder reglerne i
kapitel 71. Om fratagelse af
genstande og penge i forbindelse
med anholdelse gælder endvidere
bestemmelsen i § 758, stk. 1.
§ 802.
Genstande, som en mistænkt har
rådighed over, kan beslaglægges,
såfremt
1) den
pågældende med rimelig grund
er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale,
og
2) der
er grund til at antage, at
genstanden kan tjene som
bevis eller bør konfiskeres,
jf. dog stk. 2, eller ved
lovovertrædelsen er fravendt
nogen, som kan kræve den
tilbage.
Stk. 2. Gods, som en
mistænkt ejer, kan beslaglægges,
såfremt
1) den
pågældende med rimelig grund
er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale,
og
2)
beslaglæggelse anses for
nødvendig for at sikre det
offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1,
1. pkt., 2. led, og 2. pkt.,
og stk. 3, og § 76 a,
stk. 5, bødekrav eller
forurettedes krav på
erstatning i sagen.
Stk. 3. Beslaglæggelse
af en mistænkts hele formue
eller en del af denne, herunder
formue, som den mistænkte senere
måtte erhverve, kan foretages,
såfremt
1)
tiltale er rejst for en
lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre fængsel i
1 år og 6 måneder eller
derover, og
2)
tiltalte har unddraget sig
videre forfølgning i sagen.
Stk. 4. Skriftlige
meddelelser eller lignende, som
hidrører fra en person, der
efter reglerne i § 170 er
udelukket fra at afgive
forklaring som vidne i sagen,
kan ikke beslaglægges hos en
mistænkt. Det samme gælder
materiale, som hidrører fra en
person, der er omfattet af
§ 172, når materialet indeholder
oplysninger, som den pågældende
efter § 172 er fritaget for at
afgive forklaring om som vidne i
sagen.
§ 803.
Genstande, som en person, der
ikke er mistænkt, har rådighed
over, kan beslaglægges som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale,
hvis der er grund til at antage,
at genstanden kan tjene som
bevis, bør konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er fravendt
nogen, som kan kræve den
tilbage. § 189 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Hos personer,
som efter reglerne i § 170 er
udelukket fra at afgive
forklaring som vidne i sagen, er
skriftlige meddelelser mellem
den mistænkte og den pågældende
person samt dennes notater og
lignende vedrørende den
mistænkte ikke genstand for
beslaglæggelse. Hos personer,
som er omfattet af § 172, er
materiale, der indeholder
oplysning om forhold, som de
pågældende efter § 172 er
fritaget for at afgive
forklaring om som vidne i sagen,
ikke genstand for
beslaglæggelse.
§ 804.
Som led i efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, kan
der meddeles en person, der ikke
er mistænkt, pålæg om at
forevise eller udlevere
genstande (edition), hvis der er
grund til at antage, at en
genstand, som den pågældende har
rådighed over, kan tjene som
bevis, bør konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er fravendt
nogen, som kan kræve den
tilbage.
Stk. 2. Er en genstand
udleveret til politiet efter
pålæg om edition, finder
reglerne om beslaglæggelse efter
§ 803, stk. 1, tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Er en genstand
uden pålæg herom afleveret til
politiet af de i stk. 1 nævnte
grunde, finder § 807, stk. 5,
anvendelse. Fremsættes der
begæring om udlevering, og
imødekommer politiet ikke
begæringen, skal politiet
snarest muligt og inden 24 timer
forelægge sagen for retten med
anmodning om beslaglæggelse.
§ 806, stk. 3, 2. pkt., og
stk. 5, 1. pkt., finder i så
fald anvendelse.
Stk. 4. Der kan ikke
meddeles pålæg om edition,
såfremt der derved vil fremkomme
oplysning om forhold, som den
pågældende ville være udelukket
fra eller fritaget for at afgive
forklaring om som vidne, jf.
§§ 169-172.
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte
regler om økonomisk godtgørelse
i særlige tilfælde for udgifter
i forbindelse med opfyldelse af
pålæg om edition.
§ 805.
Beslaglæggelse må ikke
foretages, og pålæg om edition
må ikke meddeles, såfremt
indgrebet står i misforhold til
sagens betydning og det tab
eller den ulempe, som indgrebet
kan antages at medføre.
Stk. 2. Kan indgrebets
øjemed opnås ved mindre
indgribende foranstaltninger,
herunder sikkerhedsstillelse,
kan der med den, mod hvem
indgrebet retter sig, træffes
skriftlig aftale herom.
Stk. 3. Ved
beslaglæggelse til sikkerhed for
det offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led,
og 2. pkt., og stk. 3, og § 76
a, stk. 5, bødekrav eller
forurettedes krav på erstatning
finder reglerne i §§ 509-516
tilsvarende anvendelse.
§ 806.
Afgørelse om beslaglæggelse og
om pålæg om edition træffes
efter politiets begæring.
Begæring om beslaglæggelse til
sikring af erstatningskrav kan
tillige fremsættes af
forurettede.
Stk. 2. Afgørelsen
træffes af retten ved kendelse,
jf. dog stk. 7. I kendelsen
anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå
det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Kendelsen kan til enhver tid
omgøres.
Stk. 3. Såfremt
indgrebets øjemed ville
forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes, kan politiet
træffe beslutning om
beslaglæggelse, jf. dog stk. 4.
Fremsætter den, mod hvem
indgrebet retter sig, anmodning
herom, skal politiet snarest
muligt og senest inden 24 timer
forelægge sagen for retten, der
ved kendelse afgør, om indgrebet
kan godkendes.
Stk. 4. Beslaglæggelse
efter § 802, stk. 3, kan kun ske
efter retskendelse. Det samme
gælder beslaglæggelse af trykte
skrifter eller lyd- eller
billedprogrammer omfattet af
medieansvarsloven, i anledning
af hvis indhold ansvar skal
gøres gældende.
Stk. 5. Inden retten
træffer afgørelse efter stk. 3,
2. pkt., skal der være givet
den, mod hvem indgrebet retter
sig, adgang til at udtale sig.
§ 748, stk. 5 og 6, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Inden retten
træffer afgørelse om pålæg om
edition efter § 804, skal der
være givet den, der har rådighed
over genstanden, adgang til at
udtale sig. § 748, stk. 5 og 6,
finder tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen i 1. pkt. finder
ikke anvendelse, hvis rettens
afgørelse skal danne grundlag
for en international
retsanmodning om edition.
Stk. 7. Afgørelse om
beslaglæggelse træffes af
politiet, såfremt den, som
indgrebet retter sig imod,
meddeler skriftligt samtykke til
indgrebet.
§ 807.
Politiet iværksætter
beslaglæggelse. Foretages
beslaglæggelse på grundlag af en
retskendelse, skal denne på
begæring forevises for den, som
indgrebet retter sig imod.
Foretages beslaglæggelsen efter
reglen i § 806, stk. 3, skal
politiet vejlede den pågældende
om adgangen til at få
spørgsmålet indbragt for retten.
Stk. 2. Politiet
foranlediger ved henvendelse til
den, som indgrebet retter sig
imod, at en kendelse om edition
opfyldes. Rettens kendelse skal
på begæring forevises for den
pågældende. Afviser den
pågældende uden lovlig grund at
efterkomme pålægget, finder
bestemmelsen i § 178 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Beslaglægges
materiale hos personer, der er
omfattet af § 172, kan den
pågældende kræve, at det første
gennemsyn af materialet skal
foretages af retten. § 806,
stk. 5, 1. pkt., finder
tilsvarende anvendelse ved
rettens gennemsyn. Indtil det
første gennemsyn kan ske,
opbevares materialet af
politiet.
Stk. 4. Har retten
afsagt kendelse om
beslaglæggelse af en formue
eller en del af en formue, jf.
§ 802, stk. 3, skal politiet
sørge for, at der beskikkes en
værge til at bestyre den
beslaglagte formue. Politiet
lader kendelsen om
beslaglæggelse tinglyse efter
reglerne i tinglysningslovens
§ 48. Kendelsen forkyndes for
tiltalte efter reglerne i § 159.
Stk. 5. Genstande, som
kommer i politiets besiddelse
som følge af beslaglæggelse
eller pålæg om udlevering, skal
snarest muligt optegnes og
mærkes. Politiet skal på
begæring udstede kvittering for
modtagelsen.
§ 807
a. Samme beføjelser til
beslaglæggelse som politiet, jf.
§ 806, stk. 3, har enhver, der
træffer nogen under eller i
umiddelbar tilknytning til
udøvelsen af et strafbart
forhold. Det beslaglagte skal
snarest muligt overgives til
politiet med oplysning om
tidspunktet og grundlaget for
beslaglæggelsen. Politiet
forelægger sagen for retten i
overensstemmelse med § 806,
stk. 3, 2. pkt., medmindre det
beslaglagte inden udløbet af 24
timer udleveres til den, mod
hvem indgrebet er foretaget,
eller denne meddeler skriftligt
samtykke til beslaglæggelse i
overensstemmelse med § 806,
stk. 7.
§ 807
b. Beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 1, og § 803, stk. 1,
medfører, at der hverken ved
aftale eller kreditorforfølgning
kan foretages dispositioner over
det beslaglagte, som er i strid
med indgrebets formål.
Stk. 2. Beslaglæggelse
efter § 802, stk. 2, har, indtil
der træffes afgørelse efter
§ 807 d, stk. 2 og 3, samme
retsvirkning som arrest, jf.
kapitel 56.
Stk. 3. Beslaglæggelse
efter § 802, stk. 3, medfører,
at tiltalte er uberettiget til
at råde over formuen.
Kreditorforfølgning kan alene
foretages med hensyn til krav
mod tiltalte, som bestod, før
kendelsen om beslaglæggelse blev
afsagt.
§ 807
c. Indtil sagens afgørelse
kan begæring om hel eller delvis
ophævelse af beslaglæggelse
fremsættes over for retten af
den, der har interesse heri.
Rettens afgørelse træffes ved
kendelse, efter at de, som har
interesse i afgørelsen, har haft
adgang til at udtale sig.
§ 807
d. Rådighedsberøvelse som
følge af beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 1, og § 803, stk. 1,
bortfalder senest, når sagen er
endeligt sluttet ved dom,
påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald, medmindre det
beslaglagte konfiskeres. Er der
tvist om, til hvem
tilbagelevering skal ske, kan
retten efter begæring træffe
bestemmelse om, til hvem
beslaglagt gods skal udleveres.
Afgørelsen træffes ved kendelse.
Stk. 2. Gods, der er
beslaglagt efter § 802, stk. 2,
eller sikkerhed, der er stillet
efter § 805, stk. 2, anvendes
først til fyldestgørelse af
forurettedes krav på erstatning,
dernæst det offentliges krav på
sagsomkostninger, dernæst krav
på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, og § 76 a, stk. 5, og
dernæst bødekrav. Retten kan
undtagelsesvis træffe
bestemmelse om en afvigende
rækkefølge for fyldestgørelse.
Stk. 3. Afgørelse om
anvendelse af beslaglagt gods
til fyldestgørelse af de i
stk. 2 nævnte krav træffes efter
begæring ved kendelse. Det samme
gælder, hvis der efterfølgende
opstår spørgsmål med hensyn til
kendelsens fortolkning.
Afgørelsen har retsvirkning som
udlæg, jf. § 526, stk. 2.
Sluttes sagen ved
påtaleopgivelse eller
frifindelse, bortfalder
beslaglæggelsen.
Stk. 4. Nægter retten
forfølgning af et
erstatningskrav under
straffesagen, jf. § 991, stk. 4,
og § 992, stk. 1, kan retten i
forbindelse hermed bestemme, at
en beslaglæggelse til sikring af
dette krav bevarer sin
gyldighed, jf. § 807 b, stk. 2,
indtil erstatningsspørgsmålet er
afgjort, forudsat at der inden 4
uger anlægges sag i den
borgerlige retsplejes former
eller indgives ansøgning i
henhold til lov om erstatning
fra staten til ofre for
forbrydelser. Fastsættes der
herefter et erstatningskrav, kan
den ret, der har afsagt dom i
straffesagen, efter begæring af
forurettede bestemme, at
erstatningskravet helt eller
delvis skal fyldestgøres af
provenuet fra det beslaglagte
gods, herunder at fyldestgørelse
skal ske forud for det
offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på
konfiskation og bødekrav. Denne
afgørelse har retsvirkning som
udlæg, jf. § 526, stk. 2. Sagen
behandles i strafferetsplejens
former.
Stk. 5. Beslaglæggelse
efter § 802, stk. 3, bortfalder,
når tiltalte ikke længere
unddrager sig forfølgning,
medmindre der er bestemte grunde
til at antage, at tiltalte på ny
vil unddrage sig forfølgningen.
Afgørelse om beslaglæggelsens
bortfald træffes af retten ved
kendelse.«
23.
Efter kapitel 75
indsættes:
»Kapitel 75 a
Andre
efterforskningsskridt
§ 812.
Fotografier af en mistænkt må
kun forevises for personer uden
for politiet, såfremt
1) den
pågældende med rimelig grund
er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale,
og
2)
indgrebet må antages at være
af væsentlig betydning for
efterforskningen.
Stk. 2. Afgørelse om
forevisning af fotografier
træffes af politiet.
§ 813.
Fotografier af en person,
der ikke er mistænkt, må kun
forevises for personer uden for
politiet efter reglerne i § 814
eller § 815.
§ 814.
Forevisning af fotografier af
forurettede og andre vidner, der
ikke har samtykket, så vidt
muligt skriftligt, i
forevisningen, må kun ske,
såfremt
1)
efterforskningen angår en
forbrydelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år
og 6 måneder eller derover,
og
2)
indgrebet må antages at være
af afgørende betydning for
efterforskningen.
Stk. 2. Afgørelse om
forevisning af fotografier
træffes af retten ved kendelse.
I kendelsen anføres de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå
det støttes, at betingelserne
for indgrebet er opfyldt.
Kendelsen kan til enhver tid
omgøres.
Stk. 3. Såfremt
indgrebets øjemed ville
forspildes, dersom retskendelse
skulle afventes, kan politiet
træffe beslutning om at forevise
fotografiet. Fremsætter den, mod
hvem indgrebet retter sig,
anmodning herom, skal politiet
snarest muligt og senest inden
24 timer forelægge sagen for
retten, der ved kendelse afgør,
om indgrebet kan godkendes.
Politiet skal vejlede den
pågældende om adgangen til at få
spørgsmålet indbragt for retten.
Stk. 4. Inden retten
træffer afgørelse efter stk. 2
eller 3, skal der være givet
den, mod hvem indgrebet retter
sig, adgang til at udtale sig.
§ 815.
Forevisning af fotografier, som
opbevares af politiet med
henblik på senere
identifikation, jf. § 792 f, må
uden for de tilfælde, der er
omfattet af § 812 eller § 814,
kun ske, såfremt
efterforskningen angår en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover, og den
fotograferede
1)
inden for de seneste 5 år er
fundet skyldig i en
lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre fængsel i
1 år og 6 måneder eller
derover, eller
2)
inden for de seneste 10 år
er fundet skyldig i en
lovovertrædelse, der kan
medføre fængsel i 6 år eller
derover.
Stk. 2. Afgørelse om
forevisning af fotografier
træffes af politiet.
§ 816.
Forevisning af fotografier som
nævnt i §§ 812-815 må ikke ske,
såfremt det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde
den, som det rammer, ville være
et uforholdsmæssigt indgreb.
Stk. 2.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om fremgangsmåden
ved forevisning af fotografier.
§ 817.
Forevisning af en mistænkt for
personer uden for politiet
(direkte konfrontation) må kun
foretages, såfremt
1) den
pågældende med rimelig grund
er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale,
og
2)
indgrebet må antages at være
af væsentlig betydning for
efterforskningen.
Stk. 2. Forevisning af
en sigtet i en
konfrontationsparade for
personer uden for politiet må
dog kun foretages, såfremt den
pågældende med rimelig grund er
mistænkt for en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover.
Stk. 3. Forevisning af
en mistænkt ved direkte
konfrontation eller i en
konfrontationsparade kan ske
uden for de tilfælde, der er
omfattet af stk. 1 og 2, såfremt
den pågældende giver samtykke
hertil. Samtykket skal så vidt
muligt være skriftligt.
Stk. 4. Forevisning af
en mistænkt ved direkte
konfrontation eller i en
konfrontationsparade må ikke
ske, såfremt det efter
indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 5. Afgørelser om
forevisning af en mistænkt som
nævnt i stk. 1-3 træffes af
politiet.
Stk. 6.
Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om fremgangsmåden
ved gennemførelse af
konfrontationsparade.
§ 818.
Politiet må kun offentliggøre
signalement eller andre
oplysninger, der er egnede til
at fastlægge identiteten af en
formodet gerningsmand, såfremt
1) den
pågældende med rimelig grund
er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale,
og
2)
offentliggørelsen må antages
at være af væsentlig
betydning for
efterforskningen, herunder
for fastlæggelsen af den
pågældendes identitet, eller
for at forebygge yderligere
lovovertrædelse.
Stk. 2. Offentliggørelse
af et fotografi af den formodede
gerningsmand må kun finde sted,
såfremt der er begrundet
mistanke om, at den pågældende
har begået en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover.
Stk. 3. Offentliggørelse
som nævnt i stk. 1 og 2 må dog
ikke foretages, såfremt det
efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 4. Afgørelse om
offentliggørelse som nævnt i
stk. 1 og 2 træffes af politiet.
§ 819.
Er der særlig bestyrket mistanke
om, at en person, hvis identitet
er politiet bekendt, har begået
en lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre fængsel i 1 år
og 6 måneder eller derover, kan
politiet efterlyse den
pågældende gennem presse, radio,
fjernsyn eller ved anden form
for offentlig efterlysning,
såfremt dette må antages at være
af afgørende betydning for
strafforfølgningens
gennemførelse eller for at
forebygge yderligere
lovovertrædelser af tilsvarende
grovhed.
Stk. 2. Ved efterlysning
som nævnt i stk. 1 kan der gives
oplysninger om den påsigtede
kriminalitet og om den sigtedes
identitet, herunder navn,
stilling og bopæl. Ved
efterlysningen kan der tillige
ske offentliggørelse af et
fotografi af den pågældende.
Stk. 3. Efterlysning må
ikke foretages, såfremt det
efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 4. Afgørelse om
efterlysning træffes af
politiet.«
24.
Kapitel 75 b ophæves.
25.
§ 1002 affattes således:
Ȥ 1002. Efter at dom er
afsagt, finder reglerne i
kapitel 74 om beslaglæggelse til
sikkerhed for det offentliges
krav på sagsomkostninger, krav
på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, og § 76 a, stk. 5,
bødekrav eller forurettedes krav
på erstatning i sagen
tilsvarende anvendelse.
Afgørelsen træffes af den ret,
som har afsagt dommen i 1.
instans, og der skal i
forbindelse hermed træffes
afgørelse om, hvordan det
beslaglagte skal anvendes, jf.
§ 807 d, stk. 2 og 3.
Stk. 2. Har den, som er
idømt ubetinget fængsel i 8
måneder eller mere, unddraget
sig straffuldbyrdelsen, kan hans
formue beslaglægges efter
reglerne i kapitel 74. Foruden i
de i § 807 d, stk. 5, nævnte
tilfælde bortfalder
beslaglæggelsen, når der er gået
10 år fra dommens afsigelse,
medmindre retten efter begæring
undtagelsesvis beslutter at
opretholde den.«
26.
I § 1017 b, stk. 2,
indsættes som 2. pkt.:
»Ved
forevisning af fotografier af
forurettede finder § 814 og
§ 816 dog anvendelse.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. april 1999.
Stk. 2. Retsplejelovens
§ 133, stk. 5, 3. pkt., som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
7, finder anvendelse i sager,
hvor første prøvesag er udført
den 1. april 1996 eller senere.
Stk. 3. Retsplejelovens
§ 807 d som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 22, finder
anvendelse i sager, hvor dom i
1. instans afsiges efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 4. Fotografier, der
er optaget i medfør af § 792 a,
og som ved lovens ikrafttræden
opbevares af politiet med
henblik på senere
identifikation, kan fortsat
anvendes med henblik på
forevisning som nævnt i
retsplejelovens § 815, som
affattet ved denne lovs § 1, nr.
23, uanset betingelserne i
§ 815, stk. 1, nr. 1 eller nr.
2, ikke er opfyldt.
Bemærkninger
til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1.
Indledning 10
1.1.
Lovforslagets formål 10
1.2.
Oversigt over lovforslagets
indhold 10
1.3. Ikke
udtømmende regulering af
straffeprocessuelle
tvangsindgreb 11
1.4.
Pejling og brug af ID-hunde 12
1.5.
Indhentelse af teleoplysninger
om brug af mobiltelefoner 12
1.6.
Godtgørelse til
ransagningsvidner 13
2.
Beslaglæggelse og edition 13
2.1
Gældende ret 13
2.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag 14
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
14
2.3.1.
Indledning 14
2.3.2.
Underretning af sigtede om
retsmøder 14
2.3.3.
Beslaglæggelse med henblik på
konfiskation 15
2.3.4.
Formuebeslag 16
2.3.5.
Beslaglæggelse hos journalister
m.fl. 16
2.3.6.
Økonomisk godtgørelse i
forbindelse med edition i
særlige tilfælde 17
2.3.7.
Kompetencen til at træffe
afgørelse om beslaglæggelse 17
2.3.8.
Editionspålæg mod personer i
udlandet 18
2.3.9.
Ophør af beslaglæggelse. Tvister
om udlevering af beslaglagte
genstande. Anvendelse af
beslaglagt gods 18
3.
Fotoforevisning 19
3.1.
Gældende ret 19
3.1.1
Optagelse og opbevaring af
personfotografier med henblik på
senere identifikation af de
pågældende 19
3.1.2
Forevisning af personfotografier
optaget med henblik på senere
identifikation af de pågældende
20
3.1.3
Forevisning af andre fotografier
20
3.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag 20
3.2.1
Personfotografier fra verserende
sager 21
3.2.2
Personfotografier fra afsluttede
sager 21
3.2.2.1.
Den fotograferede person er
mistænkt 21
3.2.2.2.
Den fotograferede person er ikke
konkret mistænkt 22
3.2.2.3.
Fotografier af forurettede og
andre vidner 23
3.2.3.
Regulering af fremgangsmåden ved
forevisning af personfotografier
23
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
24
4.
Konfrontation 25
4.1.
Gældende ret 25
4.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag 26
4.2.1.
Betingelserne for iværksættelse
af konfrontation 26
4.2.2.
Gennemførelse af konfrontation
27
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
28
5.
Efterlysning 29
5.1.
Offentlige efterlysninger 30
5.1.1
Gældende ret 30
5.1.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag 30
5.1.2.1.
Betingelserne for anvendelse af
offentlige efterlysninger 30
5.1.2.2.
Fremgangsmåden ved anvendelse af
offentlige efterlysninger 32
5.1.3.
Justitsministeriets overvejelser
33
5.2.
Interne efterlysninger 33
5.2.1.
Gældende ret 33
5.2.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag 34
5.2.3.
Justitsministeriets overvejelser
34
6.
Observation 34
6.1.
Gældende ret 34
6.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag 35
6.2.1.
Observation med optisk udstyr af
personer, der befinder sig på
ikke frit tilgængeligt sted
(kvalificerede indgreb) 35
6.2.1.1
Opdeling af de kvalificerede
indgreb 35
6.2.1.2
Kriminalitets- og
indikationskrav 35
6.2.1.3
Mistankekrav 36
6.2.1.4
Kompetence og »periculum in
mora« 36
6.2.1.5
Underretning om foretagne
indgreb 37
6.2.1.6
Betydningen af samtykke fra den,
der har rådighed over det ikke
frit tilgængelige sted 37
6.2.2.
Observation af personer på frit
tilgængeligt sted eller uden
anvendelse af optisk udstyr
(ikke kvalificerede indgreb) 38
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
39
7.
Ændring af
prøvesagsordningen for advokater
40
7.1.
Gældende ret 40
7.2.
Advokatrådets forslag 40
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
41
8.
Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser m.v.
41
9.
Hørte myndigheder m.v. 41
1.
Indledning
1.1.
Lovforslagets formål
Formålet
med lovforslaget er - på
baggrund af
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1223/1991 om
beslaglæggelse og edition under
efterforskning - at foretage en
revision og modernisering af
retsplejelovens regler herom,
jf. pkt. 2.
Formålet
med lovforslaget er endvidere at
regulere politiets anvendelse af
fotoforevisning, konfrontation,
offentlig efterlysning og
observation. Disse
efterforskningsskridt er i dag
ulovregulerede. Denne del af
lovforslaget bygger på
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1298/1995 om
fotoforevisning, konfrontation,
efterlysning og observation. Der
henvises herom til pkt. 3
(fotoforevisning), pkt. 4
(konfrontation), pkt. 5
(efterlysning) og pkt. 6
(observation).
Endelig
foreslås en ændring af
retsplejelovens § 133 om
advokaters mulighed for at opnå
møderet for landsret og Sø- og
Handelsretten i København
(prøvesagsordningen), jf. pkt.
7.
Herudover
indeholder lovforslaget enkelte
ændringer af retsplejeloven af
redaktionel karakter.
Lovforslaget er en
genfremsættelse af lovforslag
nr. L 177, der blev fremsat den
4. februar 1998. Der henvises
herom til Folketingstidende
1997-98, 1. samling, Tillæg A,
s. 3370 ff. Det tidligere
fremsatte lovforslag indeholdt
bl.a. bestemmelser om dommeres
habilitet ved varetægtsfængsling
under domsforhandlingen i
retshåndhævelsesøjemed. Disse
bestemmelser er ikke medtaget i
dette lovforslag. Spørgsmålet om
udformning af bestemmelser herom
drøftes med repræsentanter for
domstolene, anklagemyndigheden
og forsvarsadvokaterne, og der
vil eventuelt blive fremsat
lovforslag herom senere i denne
folketingssamling. Herudover
svarer lovforslaget med få
ændringer af overvejende teknisk
karakter til det tidligere
fremsatte lovforslag.
1.2.
Oversigt over lovforslagets
indhold
Lovforslagets regler om
beslaglæggelse, edition,
fotoforevisning, konfrontation,
efterlysning og observation
svarer i alt væsentligt til de
to lovudkast, som er udarbejdet
af Strafferetsplejeudvalget og
medtaget i de to ovennævnte
betænkninger. På de punkter,
hvor der har været uenighed i
udvalget, er lovforslaget
udformet i overensstemmelse med
de af udvalgets flertal
fremsatte forslag. Der er
herudover på enkelte punkter
foretaget ændringer i forhold
til Strafferetsplejeudvalgets
forslag. Der er nærmere
redegjort herfor nedenfor i
tilslutning til de almindelige
bemærkninger om de enkelte
efterforskningsskridt.
Lovforslaget indeholder
forslag til nye og moderniserede
regler om beslaglæggelse og
edition, der i deres
nuværende form i det
væsentligste stammer helt
tilbage fra procesreformen i
1916. Reglerne foreslås placeret
i retsplejelovens kapitel 74.
Dette indebærer en samling af
reglerne om beslaglæggelse og
edition, der hidtil har været
placeret i kapitlerne 74 og 75
b. Reglerne om beslaglæggelse
efter dom foreslås dog bevaret
som § 1002 i retsplejelovens
kapitel 90 om fuldbyrdelse af
domme i straffesager.
Lovforslaget indeholder et
forslag til et nyt kapitel 75 a
om andre efterforskningsskridt.
I dette kapitel er der forslag
til regler om politiets
anvendelse af henholdsvis
fotoforevisning, konfrontation
og efterlysning som led i
efterforskningen.
Der
foreslås en lovregulering af
fotoforevisning, hvor der
sondres mellem tre forskellige
situationer: 1) politiet
foreviser et foto af en person,
der konkret er mistænkt i den
sag, der efterforskes, 2)
politiet foreviser fotografier
fra fototeket (fotografier, der
er optaget i forbindelse med en
tidligere sag med henblik på
senere identifikation af de
pågældende), uden at de viste
personer er konkret mistænkt i
den sag, der nu efterforskes og
3) politiet foreviser et foto af
forurettede eller andre vidner.
Der foreslås samtidig en ændring
af retsplejelovens § 745,
stk. 3, således at forsvareren
får adgang til at være til
stede, når der gennemføres en
fotoforevisning, som må formodes
at ville finde anvendelse som
bevis under domsforhandlingen.
Med
hensyn til konfrontationer
foreslås det at lovregulere både
den direkte konfrontation, hvor
der alene forevises én mistænkt
for et vidne, og
konfrontationsparader, hvor en
mistænkt forevises for et vidne
i en opstilling (parade) sammen
med et antal figuranter (dvs.
personer, der klart ikke kan
sættes i forbindelse med
lovovertrædelsen).
For så
vidt angår politiets anvendelse
af efterlysning foreslås
forskellige regler afhængig af
formålet med efterlysningen. Der
sondres således mellem 1)
offentliggørelse af signalement
eller andre oplysninger, der er
egnede til at fastlægge
identiteten af en formodet
gerningsmand og 2) efterlysning
med angivelse af identitet.
I
retsplejelovens kapitel 71 om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden
foreslås det at placere en ny
regel, der skal regulere
politiets adgang til at foretage
observation på ikke frit
tilgængeligt sted. Med
udgangspunkt i følgende
momenter: 1) karakteren af den
lokalitet, der konkret er tale
om at observere, 2) placeringen
af det apparat, der skal
anvendes i det konkrete
tilfælde, og 3) karakteren af
det apparat, der bliver tale om
at anvende, er reglen udformet
således, at der sondres mellem
en kvalificeret, en mere
kvalificeret og en særlig
kvalificeret form for
observation. Kapitel 71 vil
herefter omfatte regler om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden og om
observation.
For alle
de foreslåede bestemmelser om
tvangsindgreb gælder, at
betingelserne for at kunne
foretage indgrebet er fastsat i
overensstemmelse med den
systematik, der er anvendt ved
den seneste lovgivning om
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Betingelserne er
dermed fastlagt i krav til den
lovovertrædelse, mistanken
vedrører (kriminalitetskrav),
krav til mistankens styrke
(mistankekrav), krav til
indgrebets betydning for
efterforskningen
(indikationskrav) og regler om,
hvilken myndighed - retten eller
politiet - der kan træffe
afgørelse om indgrebet
(kompetencekrav).
Endvidere
indeholder lovforslaget en
ændring af prøvesagsordningen
for advokater. Det foreslås,
at de to prøvesager, der skal
føres med henblik på at opnå
møderet for landsretterne og Sø-
og Handelsretten, for fremtiden
skal kunne føres for to
forskellige retter. Det foreslås
endvidere, at 3-års fristen for
udførelsen af anden prøvesag
forlænges til en 5-års frist.
Endelig
indeholder lovforslaget som
nævnt enkelte redaktionelle
ændringer af retsplejeloven.
1.3. Ikke
udtømmende regulering af
straffeprocessuelle
tvangsindgreb
Strafferetsplejeudvalget
blev nedsat den 16. januar 1968
med den opgave at gennemgå den
del af retsplejelovens regler om
strafferetsplejen, der vedrører
tidsrummet forud for tiltalens
rejsning og forberedelsen af
domsforhandlingen. I
overensstemmelse med sit
kommissorium har udvalget i en
række betænkninger beskæftiget
sig med den del af
straffeprocessen, der også
betegnes efterforskningsstadiet,
herunder ikke mindst de såkaldte
»straffeprocessuelle
tvangsindgreb«.
Straffeprocessuelle
tvangsindgreb er betegnelsen for
en del af de midler, som
politiet tager i anvendelse
under efterforskningen. Det er
midler, hvorved politiet under
sagens forberedelse for at
skaffe eller sikre oplysninger i
sagen eller for på anden måde at
fremme strafforfølgningen og
kriminalitetsbekæmpelsen
påtvinger sigtede eller andre
indgreb i deres private
interessesfære. Det kan være
indgreb f.eks. i de pågældendes
frihed, fred, ære eller
ejendomsret. Indgrebene sker på
en sådan måde, at politiets
handlinger ville være strafbare,
hvis de ikke netop skete som led
i en efterforskning og derfor på
grund af det overordnede formål
- opklaring og bekæmpelse af
kriminalitet - var gjort
lovlige. F.eks. ville politiets
anholdelse af en person være
strafbar som frihedsberøvelse,
hvis anholdelsen ikke var særlig
hjemlet under nærmere angivne
omstændigheder.
Strafferetsplejeudvalget har
afgivet 13 betænkninger, senest
betænkning nr. 1358/1998 om
varetægtsfængsling i isolation.
Med afgivelsen af den seneste
betænkning har
Strafferetsplejeudvalget for så
vidt afsluttet sin opgave med
gennemgang og revision af
retsplejelovens regler om
straffesagers forberedelse, før
tiltale rejses.
Strafferetsplejeudvalget har
flere gange, senest i bet.
1298/1995 om fotoforevisning,
konfrontation, efterlysning og
observation, s. 17-18,
tilkendegivet, at der i
retsplejeloven så vidt muligt
bør opstilles et udtømmende
katalog over de
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Udvalget finder
således, at det bør være den
overvejende hovedregel, at
anvendelsen af
straffeprocessuelle
tvangsindgreb er forbudt,
medmindre anvendelsen særlig er
tilladt. Udvalget har derfor
overvejet, om der ud over de
områder, der foreslås reguleret
i dette lovforslag, er andre
anvendte straffeprocessuelle
tvangsindgreb, hvor en
regulering bør overvejes.
Udvalget har hertil anført, at
der ikke for udvalget foreligger
oplysninger om, at der er
sådanne andre ulovregulerede
efterforskningsmidler.
Udvalget
gør imidlertid opmærksom på, at
retsplejelovens bestemmelser
vanskeligt vil kunne udformes på
en sådan måde, at de til enhver
tid udtømmende gør op med
anvendelsen af alle
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Det kan således
ikke udelukkes, at der med
tiden, navnlig i kraft af den
teknologiske udvikling, vil
kunne tages nye former for
efterforskningsskridt i brug,
som vil være omfattet af
definitionen på
straffeprocessuelle
tvangsindgreb.
Udvalget
understreger, at selv efter en
gennemførelse af dette
lovforslag vil spørgsmålet om
tilladeligheden af andre
efterforskningsskridt, som måtte
opfylde definitionen på et
straffeprocessuelt
tvangsindgreb, ikke kunne
afgøres alene på grundlag af en
modsætningsslutning fra de
lovhjemlede indgreb. Udvalget
finder dog, at den så vidt
muligt fuldstændige
lovregulering af de
straffeprocessuelle
tvangsindgreb, som er tilsigtet
med udvalgets forslag, tillige
vil få den betydning, at kravene
til tilladeligheden af også
enkeltstående anvendelser af
andre straffeprocessuelle
tvangsindgreb skærpes, ligesom
en mere almindelig anvendelse af
nye straffeprocessuelle
tvangsindgreb må forudsætte en
kommende lovregulering af disse.
Justitsministeriet kan
tilslutte sig disse synspunkter.
Justitsministeriet vil i øvrigt
løbende følge udviklingen og i
den forbindelse tage stilling
til spørgsmålet om lovregulering
af eventuelle nye
straffeprocessuelle
tvangsindgreb.
1.4.
Pejling og brug af ID-hunde
I
forbindelse med udarbejdelsen af
dette lovforslag har
Justitsministeriet overvejet, om
der er andre af politiet
almindeligt anvendte,
ulovregulerede
efterforskningsmidler, der -
uanset de ikke har karakter af
egentlige straffeprocessuelle
tvangsindgreb - bør lovreguleres
som følge af deres i øvrigt
store lighed med
straffeprocessuelle
tvangsindgreb.
Justitsministeriet har navnlig
overvejet politiets brug af
pejling og ID-hunde.
Ved
pejling forstås, at politiet
monterer pejleudstyr på en
genstand, f.eks. en bil, som
politiet formoder kan være
lastet med narkotika, med
henblik på at kunne følge
genstandens bevægelser på
afstand. For en umiddelbar
betragtning har pejling visse
lighedspunkter med observation
og aflytning. Ved hjælp af
teknisk udstyr opnår politiet en
viden, som normalt forudsætter,
at man fysisk er til stede.
Pejling
giver imidlertid ikke mulighed
for at optage billeder eller
aflytte samtaler. Pejling har
nærmest karakter af en
»skygning« under anvendelse af
tekniske hjælpemidler. Indgrebet
ses derfor heller ikke at være
af så væsentlig og indgribende
karakter, at det bør sidestilles
med andre efterforskningsmidler,
der er reguleret i
retsplejeloven.
På den
baggrund finder
Justitsministeriet ikke
anledning til at foreslå en
lovregulering af politiets
anvendelse af pejling.
Det
bemærkes, at Vestre Landsret den
16. september 1996 har afsagt en
kendelse om pejling (gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1996,
s. 1496). Landsretten fandt,
at monteringen og anvendelsen af
elektronisk sporingsudstyr på en
mistænkts bil (pejling) ikke var
et straffeprocessuelt
tvangsindgreb. Efter
landsrettens opfattelse var der
tale om skygning under
anvendelse af tekniske
hjælpemidler, og et sådant
efterforskningsskridt krævede
ikke lovhjemmel og dermed heller
ikke forudgående indhentelse af
rettens kendelse.
ID-hunde
bruges til at undersøge,
hvorvidt et lugtspor stammer fra
en bestemt person. Metoden går i
korthed ud på, at særlig trænede
hunde sammenligner et lugtspor,
f.eks. et lugtspor på en
efterladt genstand på et
gerningssted, med flere
forskellige
sammenligningslugtspor.
Sammenligningslugtsporene
afsættes dels af den mistænkte
dels af »figurantpersoner« på
helt ens stålrør. ID-hunden er
trænet til at markere ved et
stålrør, såfremt lugtsporet på
stålrøret svarer til lugtsporet
på den pågældende genstand.
Bevisværdien af en gennemført
sporsammenligning - hvad enten
denne taler til fordel eller
ulempe for den sigtede - vil i
sidste ende bero på domstolenes
konkrete vurdering.
Optagelsen af
sammenligningslugtspor, hvor en
person skal røre ved et stålrør,
er omfattet af reglerne om
legemsbesigtigelse i
retsplejelovens § 792, stk. 1,
nr. 1.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
er der ikke grundlag for at
lovregulere politiets
foretagelse af
sporsammenligning.
Sporsammenligning har alene
karakter af en teknisk
undersøgelse, og der foretages
ikke herved noget indgreb over
for den mistænkte.
Sporsammenligning kan efter
Justitsministeriets opfattelse
sidestilles med politiets
sammenligning af fingeraftryk.
Rigsadvokaten har ved meddelelse
nr. 2/1998 af 11. februar 1998
fastsat administrative regler om
brugen af ID-hunde.
Det
bemærkes, at Østre Landsret den
11. april 1997 har afsagt en
kendelse om foretagelse af en
såkaldt sportest på grundlag af
lugtspor (jf. Ugeskrift for
Retsvæsen 1997, s. 985).
Sagen drejede sig bl.a. om
overtrædelse af våbenloven.
Politiet ønskede at foretage en
sportest på en revolver på basis
af tiltaltes huddufte. Tiltalte
protesterede mod at medvirke
hertil. Landsretten tillod
indgrebet, der blev anset som en
legemsbesigtigelse, jf.
retsplejelovens § 792, stk. 1,
nr. 1.
1.5.
Indhentelse af teleoplysninger
om brug af mobiltelefoner
Højesteret har den 7. maj
1997 (jf. Ugeskrift for
Retsvæsen 1997, s. 1021)
afsagt kendelse i en sag, hvor
anklagemyndigheden i medfør af
retsplejelovens § 780, stk. 1,
nr. 3, anmodede om tilladelse
til at indhente oplysning om,
hvilke mobiltelefoner der i et
bestemt tidsrum havde været sat
i forbindelse med hinanden via
de sendemaster, der geografisk
dækkede en bestemt adresse og et
område inden for 1 kilometers
afstand fra den nævnte adresse.
Højesteret fandt, at der ikke er
den fornødne hjemmel i § 780,
stk. 1, nr. 3, til at indhente
de nævnte teleoplysninger. Som
begrundelse herfor henviste
Højesteret til den manglende
mulighed for nærmere afgrænsning
af samtaleregistreringer
vedrørende mobiltelefoner. Det
var under sagen oplyst, at en
kendelse, der tillod politiet at
indhente de nævnte oplysninger,
i den konkrete sag ville omfatte
25.000-30.000 telefonsamtaler.
I
forlængelse af Højesterets
kendelse har Rigsadvokaten over
for Justitsministeriet
anbefalet, at der skabes
lovhjemmel for at indhente de
teleoplysninger, der er
omhandlet i Højesterets
kendelse.
Justitsministeriet har
overvejet i dette lovforslag at
medtage et forslag, der skaber
hjemmel til at indhente de
teleoplysninger, der omhandles i
Højesterets kendelse.
Justitsministeriet finder
imidlertid, at der er behov for
nærmere overvejelser af
forslaget, herunder navnlig
overvejelser om, hvordan en
sådan hjemmel nærmere skal
udformes for at tage højde for
den teknologiske udvikling.
Rigsadvokaten er enig heri.
Justitsministeriet finder
det derfor rigtigst, at
spørgsmålet indgår i
overvejelserne i udvalget om
økonomisk kriminalitet og
datakriminalitet, der er nedsat
den 21. oktober 1997. Dette
udvalg skal efter sit
kommissorium bl.a. overveje
ændringer af retsplejelovens
regler om indgreb i
meddelelseshemmeligheden i lyset
af de nye
telekommunikationsformer.
1.6.
Godtgørelse til
ransagningsvidner
Når
politiet skal foretage en
ransagning af f.eks. en bolig,
og den person, der har rådighed
over boligen, træffes til stede,
har den pågældende efter
retsplejelovens § 798, stk. 2,
krav på, at et af denne udpeget
vidne er til stede under
ransagningen, medmindre
tidsmæssige eller
efterforskningsmæssige hensyn
taler herimod. Hvis ingen
træffes til stede, når
ransagningen skal foretages,
skal politiet efter § 798,
stk. 3, så vidt muligt tilkalde
to vidner til at overvære
ransagningen.
Personer,
der tilkaldes for at være vidner
til en ransagning, har i
modsætning til vidner, der
afgiver forklaring i retten,
eller personer, som efter
indkaldelse afgiver forklaring
til politiet, ikke krav på
vidnegodtgørelse.
Til de
sidstnævnte vidner udbetales
således vidnegodtgørelse efter
retsplejelovens § 188, jf.
bekendtgørelse nr. 712 af 17.
november 1987. Vidnegodtgørelsen
er på 40 kr. for hver påbegyndt
periode af 2 timer, den
pågældende i anledning af
vidnepligten må være borte fra
hjemmet, dog mindst 80 kr. Må
det antages, at et vidne har
haft udgifter eller tab, der
overstiger standardtaksterne,
kan retten - hvis
omstændighederne taler for det -
give vidnet en særlig
godtgørelse herfor. Herudover
ydes godtgørelse for
transportomkostninger.
Retsplejeloven indeholder
ikke en tilsvarende hjemmel til
udbetaling af godtgørelse til
ransagningsvidner.
I
forbindelse med behandlingen en
konkret sag er
Justitsministeriet blevet
opmærksom på, at der i praksis i
visse tilfælde er blevet
udbetalt vidnegodtgørelse til
ransagningsvidner.
Justitsministeriet har på denne
baggrund overvejet, om der er
behov for at indføre en hjemmel
til, at der i særlige tilfælde
kan udbetales en godtgørelse til
ransagningsvidner.
Opgaven
med at fungere som
ransagningsvidne har en
væsentlig anden karakter end
funktionen som vidne i retten
eller over for politiet. De
sidstnævnte vidner indkaldes i
forvejen til at møde et sted,
hvortil der efter
omstændighederne kan være en
ikke ubetydelig transporttid, og
der kan - navnlig i forbindelse
med retsmøder - herudover være
en ventetid. Disse vidner kan
derfor være nødt til f.eks. at
tage fri fra arbejde en halv
eller en hel dag. Som
ransagningsvidner udpeger
politiet i almindelighed
personer, der bor i umiddelbar
nærhed af ransagningsstedet
(f.eks. naboer), og som uden
væsentlig ulempe har mulighed
for at være til stede under
ransagningen.
På denne
baggrund finder
Justitsministeriet ikke, at der
er behov for at indføre regler
om godtgørelse til
ransagningsvidner.
2.
Beslaglæggelse og edition
2.1.
Gældende ret
Retsplejelovens regler om
beslaglæggelse kan deles i
tre grupper efter deres formål:
1)
Beslaglæggelse med henblik
på sikring af bevismidler,
konfiskation eller
vindikation (dvs. udlevering
til den retmæssige ejer),
jf. retsplejelovens kapitel
75 b (§§ 824-830).
2)
Beslaglæggelse med henblik
på sikring af
sagsomkostninger og
erstatningsansvar, jf.
retsplejelovens §§ 804-806
og § 1002, stk. 1.
3)
Beslaglæggelse med henblik
på at fremtvinge en tiltalts
tilstedeværelse under
domsforhandling eller til
straffuldbyrdelse (såkaldt
formuebeslag), jf.
retsplejelovens §§ 801-803
og § 1002, stk. 2.
Ved
edition forstås udlevering
til eller forevisning til retten
af dokumenter og andre ting af
betydning for gennemførelsen af
en straffesag. Edition er
reguleret i retsplejelovens
§ 827. Der kan ikke gives pålæg
om edition i tilfælde, hvor
vedkommende ville være udelukket
fra eller fritaget for at afgive
forklaring som vidne, jf.
retsplejelovens §§ 169-172
(f.eks. på grund af
tavshedspligt, risiko for straf,
tab af velfærd eller anden
væsentlig skade for vidnet eller
vidnets nærmeste samt
journalisters kildebeskyttelse).
Det er retten, der har
kompetence til at træffe
afgørelse om edition. Hvis et
pålæg om edition ikke
efterkommes, kan retten anvende
samme tvangsmidler som over for
vidner, der nægter at afgive
forklaring. Retten kan således
f.eks. pålægge en løbende bøde
(tvangsbøde) eller lade politiet
tage den pågældende i forvaring,
indtil pålægget efterkommes (dog
højst 6 måneder).
Den del
af lovforslaget, der vedrører
reglerne om beslaglæggelse og
edition, svarer i vidt omfang
til gældende ret. Der foretages
derfor ikke her en nærmere
gennemgang af de gældende
regler. Der henvises i stedet
til gennemgangen i betænkning
nr. 1223/1991 om beslaglæggelse
og edition under efterforskning,
s. 9-36. Der er endvidere i
begrænset omfang redegjort for
gældende ret i tilknytning til
Justitsministeriets overvejelser
om visse spørgsmål, herunder om
ændringer i forhold til
Strafferetsplejeudvalgets
lovudkast, jf. nedenfor pkt.
2.3.
2.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag
Strafferetsplejeudvalget har
ikke fundet behov for en
omfattende reform af reglerne om
beslaglæggelse og edition. Den
gældende retstilstand er efter
udvalgets opfattelse i det store
hele tilfredsstillende. Reglerne
giver ikke anledning til
væsentlige praktiske problemer,
og de repræsenterer en god
balance mellem hensynet til
politiets efterforskning på den
ene side og på den anden side
hensynet til den enkeltes frihed
og rådighedsret.
De
gældende regler er imidlertid
ikke ændret væsentligt siden
gennemførelsen af retsplejeloven
af 1916. Reglerne er præget af
deres tid og fremtræder i dag
vanskeligt overskuelige og til
dels ufuldstændige.
Strafferetsplejeudvalget
foreslår på denne baggrund, at
reglerne revideres som led i den
løbende modernisering af de
straffeprocessuelle regler.
Udvalgets forslag skal derfor
ses som en modernisering og
præcisering af reglerne, så de
bliver mere tilgængelige og
nemmere at anvende, og således
at de indgår mere naturligt i
sammenhæng med retsplejelovens
øvrige regler om
straffeprocessuelle
tvangsindgreb.
Efter
udvalgets lovudkast kan
beslaglæggelse finde sted inden
for tre tilfældegrupper:
1) Til
sikring af bevismidler, det
offentliges krav på
konfiskation eller
forurettedes krav på
tilbagelevering af
genstande.
2) Til
sikring af det offentliges
krav på sagsomkostninger
eller bøde eller
forurettedes krav på
erstatning i sagen.
3) Når
tiltalte har unddraget sig
sagens videre forfølgning.
Grupperne
1 og 2 modsvares af
beslaglæggelse efter den
nugældende retsplejelov,
henholdsvis §§ 824 og 804, mens
gruppe 3 modsvares af de
nugældende regler om
formuebeslag i § 801.
Ud over
indførelsen af en ny systematik
indebærer lovforslaget som nævnt
en del præciseringer og visse
mindre ændringer.
De
vigtigste af disse ændringer
vedrører den form for
beslaglæggelse, der ovenfor er
betegnet som gruppe 2. Det
foreslås her som noget nyt, at
der indføres en adgang til at
foretage beslaglæggelse til
sikkerhed for bødekrav,
jf. den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 802, stk. 2,
nr. 2. Dette skal ses i
sammenhæng med udviklingen
gennem de senere år, hvor der i
lovgivningen er blevet lagt
stadig stigende vægt på
bødesanktionen, således at
bødekrav af ganske betydelig
størrelse nu er ganske hyppigt
forekommende, navnlig i
forbindelse med overtrædelser af
særlovgivningen. Der kan især
nævnes overtrædelser af skatte-
og miljølovgivningen. Der er
efter udvalgets opfattelse ikke
nogen begrundelse for at
udelukke, at bødekrav kan sikres
ved beslaglæggelse, når dette
kan ske med hensyn til f. eks.
konfiskationskrav og
sagsomkostninger.
Det
foreslås endvidere, at
beslaglæggelse til sikring af
krav på sagsomkostninger,
værdikonfiskation, bøde eller
erstatning ikke som nu efter
dommen skal følges op af et
udlæg foretaget af fogedretten.
I stedet skal kriminalretten - i
forbindelse med straffesagen
eller efterfølgende - træffe
afgørelse om anvendelse af det
beslaglagte gods, jf. de
foreslåede bestemmelser i
retsplejelovens § 807 d, stk. 2
og 3.
Der opnås
herved en ikke uvæsentlig
forenkling og effektivisering af
inddrivelsen af disse krav, idet
kriminalretten tager stilling
til selve fordringen og på den
måde samtidig tilvejebringer det
nødvendige grundlag for
tvangsauktion, da afgørelsen om
anvendelse af det beslaglagte
gods har retsvirkning som udlæg.
Da det
fortsat vil være en domstol, der
træffer afgørelsen, indebærer
forslaget ikke nogen forringelse
af den tiltaltes retssikkerhed.
Endelig
har udvalget overvejet visse
ændringer i anledning af
gennemførelsen af
medieansvarsloven (jf. nu
lovbekendtgørelse nr. 85 af 9.
februar 1998). Særligt i
forbindelse med udvidelsen af
kildebeskyttelsesreglerne har
udvalget fundet at burde
foreslå, at der indføres en
beskyttelse for journalister
m.fl., der svarer til
retsplejelovens § 172.
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
2.3.1.
Indledning
Justitsministeriet kan i det
væsentlige tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets
overvejelser og forslag.
Lovforslaget svarer derfor i
meget vidt omfang til udvalgets
lovudkast.
Der har
imidlertid efter
offentliggørelsen af
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning i 1991, herunder i
forbindelse med høringen over
betænkningen, vist sig behov for
enkelte ændringer. Disse
ændringer redegøres der nærmere
for i det følgende. Enkelte
ændringer af overvejende
redaktionel karakter er alene
omtalt i bemærkningerne til de
enkelte bestemmelser i
lovforslaget.
2.3.2.
Underretning af sigtede om
retsmøder
Efter den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 748, stk. 1,
2. pkt., skal sigtede ikke
underrettes om retsmøder, der
afholdes med henblik på at opnå
rettens forudgående kendelse om
bl.a. edition eller
beslaglæggelse efter
retsplejelovens kapitel 75 b,
dvs. beslaglæggelse med henblik
på sikring af bevismidler,
konfiskation eller vindikation
(udlevering til den retmæssige
ejer).
Begrundelsen for denne
bestemmelse er, at formålet med
indgrebet ofte vil forspildes,
hvis sigtede fik kendskab
hertil, før beslaglæggelsen er
besluttet.
Strafferetsplejeudvalget har
i sit lovudkast alene foreslået
en konsekvensændring af § 748
som følge af den ændrede
placering af reglerne om
beslaglæggelse og edition,
således at henvisningen til
kapitel 75 b ændres til en
henvisning til § 802, stk. 1 og
3. § 802, stk. 1, angår efter
udvalgets lovudkast
beslaglæggelse hos en mistænkt
med henblik på sikring af
bevismidler eller konfiskation.
§ 802, stk. 3, angår
beslaglæggelse af en tiltalts
hele formue eller en del af
denne (formuebeslag), hvis denne
har unddraget sig videre
forfølgning i sagen.
Under
høringen over betænkningen har
anklagemyndigheden peget på, at
der efter gældende ret heller
ikke er pligt til underretning
om retsmøder, der afholdes med
henblik på at opnå rettens
forudgående kendelse om
beslaglæggelse hos tredjemand
eller om edition, jf. nu de
foreslåede bestemmelser i
retsplejelovens §§ 803 og 804.
Anklagemyndigheden har endvidere
peget på, at der - som en
ændring i forhold til gældende
ret - er behov for at kunne
undlade underretning af sigtede
om retsmøder, der afholdes med
henblik på at opnå rettens
forudgående kendelse om
beslaglæggelse til sikring af
krav på sagsomkostninger, bøder
og erstatningskrav, jf. den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 802, stk. 2.
Justitsministeriet er enig
i, at underretning også i disse
tilfælde vil være egnet til at
modvirke sagens opklaring eller
gennemførelsen af
beslaglæggelsen. Det foreslås
derfor, at underretning kan
undlades, uanset hvilken form
for beslaglæggelse eller edition
retsmødet angår. Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 18.
2.3.3.
Beslaglæggelse med henblik på
konfiskation
Der
findes tre former for
konfiskation:
1)
Konfiskation af udbyttet ved
en strafbar handling, jf.
f.eks. straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 1. led, og
§ 76 a, stk. 1-3
(udbyttekonfiskation).
2)
Konfiskation af genstande
med henblik på at forebygge
yderligere lovovertrædelser,
jf. f.eks. straffelovens
§ 75, stk. 2, og
færdselslovens § 133 a
(genstandskonfiskation).
3)
Konfiskation af et (ikke
individualiseret) beløb
svarende til udbyttet af en
strafbar handling, jf.
f.eks. straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 2. led, og
2. pkt., og stk. 3, og § 76
a, stk. 5
(værdikonfiskation).
Efter
Strafferetsplejeudvalgets
lovudkast er reglerne for
beslaglæggelse med henblik på
konfiskation de samme, uanset
hvilken form for konfiskation
der er tale om.
Under
høringen over betænkningen er
det blevet anført fra
domstolsside, at det ikke
forekommer rimeligt, at
beslaglæggelse af en sigtets
værdier, som ikke har nogen
forbindelse med det strafbare
forhold - dvs. værdier, der ikke
direkte eller indirekte er
udbytte fra et strafbart forhold
- men som kun har til formål at
sikre et fremtidigt krav på
værdikonfiskation, behandles på
samme måde som beslaglæggelse
med henblik på udbytte- eller
genstandskonfiskation. Det er i
stedet foreslået, at
beslaglæggelse med henblik på
værdikonfiskation behandles på
samme måde som beslaglæggelse
med henblik på at sikre det
offentliges krav på
sagsomkostninger eller bøde.
Sondringen vil bl.a. have
betydning for den civilretlige
virkning af beslaglæggelsen, jf.
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 807 b og
bemærkningerne hertil.
Det kan i
den forbindelse nævnes, at
Højesteret i en kendelse,
gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1993, s. 778, har
fastslået, at beslaglæggelse med
henblik på værdikonfiskation
efter gældende ret alene har
virkning som arrest. Afgørelsen
er omtalt nærmere i
bemærkningerne til den
foreslåede § 807 b. En arrest
sikrer, at sigtede ikke ved sine
egne dispositioner over sin
formue forringer muligheden for
senere fyldestgørelse. En arrest
hindrer imidlertid ikke, at
sigtedes øvrige kreditorer søger
sig fyldestgjort gennem udlæg og
efterfølgende tvangsauktion
eller ved sigtedes konkurs. I
modsætning hertil antages
beslaglæggelse med henblik på
udbytte- eller
genstandskonfiskation efter
gældende ret at være beskyttet
mod både sigtedes
aftaleerhververe og kreditorer.
Justitsministeriet er enig
i, at hensynene bag udbytte- og
genstandskonfiskation tilsiger
en stærkere beskyttelse af
beslaglæggelse i dette øjemed,
og at beslaglæggelse med henblik
på værdikonfiskation nærmere kan
ligestilles med beslaglæggelse
med henblik på at sikre det
offentliges krav på
sagsomkostninger eller bøde.
Lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed, jf. de
foreslåede bestemmelser i
retsplejelovens § 802, stk. 2,
§ 805, stk. 3, § 807 b, stk. 2,
§ 807 d, stk. 2, og § 1002,
stk. 1.
Med denne
ændring kan beslaglæggelse ske
inden for følgende tre
tilfældegrupper (sml. pkt. 2.2.
ovenfor):
1) Til
sikring af bevismidler, det
offentliges krav på udbytte-
eller genstandskonfiskation
eller forurettedes krav på
tilbagelevering af
genstande, jf. § 801,
stk. 1, nr. 1-3.
2) Til
sikring af det offentliges
krav på sagsomkostninger,
værdikonfiskation eller bøde
eller forurettedes krav på
erstatning i sagen, jf.
§ 801, stk. 1, nr. 2-3.
3) Når
tiltalte har unddraget sig
sagens videre forfølgning,
jf. § 801, stk. 1, nr. 4.
2.3.4.
Formuebeslag
Efter
retsplejelovens § 801, stk. 1,
kan beslaglæggelse af en
tiltalts formue anvendes som
pressionsmiddel med henblik på
at sikre den pågældendes
tilstedeværelse under
domsforhandlingen.
Strafferetsplejeudvalget
foreslår denne form for
beslaglæggelse opretholdt, jf.
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 801, stk. 3.
Efter den
gældende bestemmelse omfatter et
formuebeslag også aktiver, som
den tiltalte senere måtte
erhverve, herunder indtægter af
de beslaglagte aktiver, som
indgår under beslaglæggelsen.
Efter
Strafferetsplejeudvalgets
lovudkast skulle formuebeslag
fremover kun omfatte formuen på
tidspunktet for rettens
afgørelse, samt afkast heraf,
men derimod ikke aktiver, som
tiltalte senere måtte erhverve.
Udvalget har begrundet sit
forslag med hensynet til at opnå
en klarere afgrænsning af,
hvilke aktiver der er omfattet
af beslaglæggelsen. I
forbindelse med høringen over
betænkningen er det påpeget, at
det ikke er hensigtsmæssigt at
afskære muligheden for at
beslaglægge aktiver, som den
mistænkte senere måtte erhverve.
Den gældende regel herom har
således ikke givet anledning til
problemer i praksis.
Justitsministeriet har på den
baggrund ikke fundet grundlag
for på dette punkt at ændre den
gældende retstilstand.
I
betragtning af, at der, også
inden tiltale rejses, kan bestå
en unddragelsesrisiko, kan det
overvejes, om der burde indføres
en adgang til beslaglæggelse
allerede fra et tidligere
tidspunkt, f.eks. fra sigtelsen.
Dette er også blevet påpeget i
forbindelse med høringen over
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning. Udvalget har
imidlertid, henset til den
begrænsede anvendelse af den
hidtidige § 801, ikke fundet
grundlag for at foreslå en sådan
skærpelse af reglerne i forhold
til gældende ret. Udvalget har
herved peget på, at der samtidig
foreslås indført en adgang til
beslaglæggelse til sikkerhed for
bødekrav.
Justitsministeriet er enig
i, at der ikke er fuldt
tilstrækkeligt grundlag for at
lade reglerne finde anvendelse,
inden der er rejst tiltale.
Justitsministeriet kan således
tilslutte sig den af
Strafferetsplejeudvalget
foreslåede udformning af
bestemmelsen.
2.3.5.
Beslaglæggelse hos journalister
m.fl.
2.3.5.1. Som det fremgår
af pkt. 2.2. ovenfor, er der i
forbindelse med gennemførelsen
af medieansvarsloven sket en
ændring af retsplejelovens
§ 172. Der er bl.a. sket en
udvidelse af reglerne om
kildebeskyttelse, således at
betingelserne for meddelelse af
vidnepålæg til journalister
m.fl. er gjort strengere og mere
præcise.
Som en
konsekvens af denne lovændring
har Strafferetsplejeudvalget
foreslået, at der indføres en
beskyttelse for journalister
m.fl., der svarer til
retsplejelovens § 172.
Justitsministeriet er enig i
dette forslag, hvorefter der bør
gælde en begrænsning med hensyn
til adgangen til at foretage
beslaglæggelse hos personer, der
efter § 172 er fritaget for at
afgive forklaring som vidne i
sagen. Der henvises til de
foreslåede bestemmelser i
retsplejelovens § 802, stk. 4,
2. pkt., og § 803, stk. 2, 2.
pkt., samt bemærkningerne til
disse bestemmelser.
De
foreslåede bestemmelser svarer
til de nye regler om ransagning,
der er gennemført ved lov nr.
411 af 10. juni 1997, jf.
retsplejelovens § 794, stk. 3,
2. pkt., og § 795, stk. 2, 2.
pkt.
Det
bemærkes, at Udvalget om
samarbejdet mellem retterne og
pressen i betænkning nr.
1330/1997 (s. 46- 48 og 157-180)
har foreslået en udvidelse af
kildebeskyttelsen efter
retsplejelovens § 172.
Justitsministeriet forventer i
løbet af kort tid at fremsætte
lovforslag på grundlag af
betænkningen. En udvidelse af
kildebeskyttelsen vil - i kraft
af henvisningen til § 172 - også
få virkning med hensyn til
beslaglæggelse og edition (samt
med hensyn til ransagning).
2.3.5.2.
Det anføres i betænkning nr.
1205/1990 om medieansvar (s.
79), at spørgsmålet om
videreførelse af de hidtidige
regler i presselovens § 14, 3.
og 4. pkt., om beslaglæggelse af
skrifter hos tredjemand eller
postvæsenet - der er ophævet ved
lov nr. 348 af 6. juni 1991 om
medieansvar - bør indgå i
overvejelserne om en revision af
retsplejelovens
beslaglæggelsesregler.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
omfatter den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 803, stk. 1, efter sin ordlyd
også beslaglæggelse i de
situationer, der var omfattet af
de nævnte regler i presseloven.
Justitsministeriet finder derfor
ikke grundlag for at foreslå
særlige regler om beslaglæggelse
af skrifter hos tredjemand eller
hos postvæsenet.
2.3.5.3.
Strafferetsplejeudvalget har
foreslået, at reglerne om, at
det første gennemsyn af papirer
skal iværksættes af retten, jf.
den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 829, generelt
ophæves, idet reglerne ikke
svarer til den nuværende
opgavefordeling mellem retten og
politiet under efterforskningen
og ikke efterleves i praksis.
I
forbindelse med høringen over
betænkningen er det imidlertid
over for Justitsministeriet
anført, at det ved en generel
ophævelse af retsplejelovens
§ 829 ikke vil være muligt for
journalister m.v. at beskytte
deres kilder i tilfælde, hvor
der er uenighed mellem politiet
og den, ransagningen er rettet
mod, om, hvor vidt det
beslaglagte materiale indeholder
oplysninger, som den pågældende
er fritaget for at afgive
forklaring om som vidne.
Justitsministeriet foreslår
derfor, at den gældende regel i
§ 829 bevares, men at reglen
begrænses til at finde
anvendelse ved beslaglæggelse af
materiale hos personer, der er
omfattet af
vidnefritagelsesreglen i § 172.
Der henvises til den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 807, stk. 3.
Journalisten kan ikke ved at
anmode om, at første gennemsyn
af materialet skal ske i retten,
forhindre, at politiet foretager
en foreløbig beslaglæggelse af
materialet, idet politiet tager
materialet i bevaring, indtil
det første gennemsyn kan ske.
2.3.6.
Økonomisk godtgørelse i
forbindelse med edition i
særlige tilfælde
I
forbindelse med efterforskningen
af straffesager kan retten i
medfør af retsplejelovens § 827
afsige en kendelse om edition.
Ved en kendelse om edition
pålægges den person eller
myndighed, der har rådighed over
dokumenter eller andet
materiale, at forevise eller
udlevere dette materiale til
politiet. Et pålæg om edition
forudsætter, at materialet kan
have betydning som bevis, bør
konfiskeres eller bør
tilbageleveres til rette ejer.
Reglerne
om edition videreføres i den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 804.
Den
gældende retsplejelov indeholder
ingen regler om godtgørelse for
udgifter i forbindelse med
opfyldelse af en editionspligt.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
er edition da også som
udgangspunkt en samfundsmæssig
pligt, der påhviler enhver.
Udgangspunktet skal derfor
fortsat være, at personer eller
myndigheder, som i medfør af
retsplejeloven pålægges at
udlevere materiale til politiet,
ikke har krav på at få godtgjort
eventuelle omkostninger, der er
forbundet med at opfylde
pålægget.
I enkelte
tilfælde er arbejdet med at
fremtage dokumenter m.v. for at
opfylde et pålæg om edition
imidlertid af så omfattende
karakter, at det klart
overstiger, hvad der med
rimelighed kan forlanges
foretaget uden vederlag. Dette
forhold kan blive endnu mere
åbenbart, når der er tale om en
person eller myndighed, som ofte
stilles over for omfattende krav
om edition, f.eks. banker.
I sådanne
ekstraordinære tilfælde, hvor
opfyldelse af en editionspligt
kræver et sådant merarbejde, at
det ikke kan indpasses i det
daglige arbejde, har politiet
enkelte gange efter konkret
forudgående aftale dækket
merudgifter, der har været
forbundet med at opfylde en
editionspligt. Det har f.eks.
været tilfældet, hvis en bank
manuelt skal gennemgå alle
checkkopier fra en længere
periode for at kunne fremlægge
de checks, som politiet ønsker.
Justitsministeriet finder,
at udgifterne ved opfyldelse af
en editionspligt i sådanne
særlige tilfælde bør kunne
godtgøres af politiet. I
lovforslaget er derfor medtaget
en bestemmelse (§ 804, stk. 5),
der bemyndiger justitsministeren
til at fastsætte nærmere regler
på dette område, herunder f.eks.
om betingelserne for at yde
godtgørelse, om standardtakster
for godtgørelsen, og om
betingelser for at yde
godtgørelse ud over
standardtaksterne.
Det
forudsættes, at de
administrative regler, der
fastsættes, i vidt omfang
afspejler den hidtidige praksis
for betaling af udgifter ved
edition i særlige tilfælde.
2.3.7.
Kompetencen til at træffe
afgørelse om beslaglæggelse
Kompetencen til at træffe
afgørelse om beslaglæggelse med
henblik på sikring af
bevismidler, konfiskation eller
vindikation (dvs. udlevering til
den retmæssige ejer) tilkommer
efter gældende ret som
hovedregel retten, jf.
retsplejelovens § 825, stk. 1.
Politiet kan dog træffe
bestemmelse om beslaglæggelse,
hvis beslaglæggelsens øjemed
ville forspildes ved at afvente
retskendelse (»periculum in
mora«). I så fald skal sagen dog
som udgangspunkt inden 24 timer
forelægges for retten, der
afgør, om beslaglæggelsen skal
opretholdes.
Strafferetsplejeudvalget har
foreslået, at politiet, hvis det
har truffet bestemmelse om
beslaglæggelse i en »periculum
in mora«-situation, snarest
muligt og inden 24 timer skal
forelægge sagen for retten, der
ved kendelse afgør, om indgrebet
kan godkendes, samt om det kan
opretholdes.
I
forbindelse med høringen over
betænkningen er der fra
domstolsside peget på, at der
ikke kan være behov for rettens
efterfølgende prøvelse af
beslaglæggelser, medmindre den
berørte selv forlanger det. En
prøvelse i alle tilfælde, hvor
de pågældende f.eks. er
fraværende - og derfor ikke kan
meddele samtykke til indgrebet -
kan føre til en overflødig
bureaukratisering med behandling
af mange sager, hvor den berørte
ikke har indsigelser mod
indgrebet.
Ud fra
lignende hensyn er det i de nye
ransagningsregler fastsat, at
politiets »periculum in
mora«-indgreb kun skal
forelægges retten, hvis den,
indgrebet retter sig imod,
anmoder om det, jf.
retsplejelovens § 796, stk. 3
(indsat i retsplejeloven ved lov
nr. 411 af 10. juni 1997).
Politiet skal i så fald snarest
muligt og inden 24 timer
forelægge sagen for retten.
Politiet skal endvidere vejlede
den pågældende om adgangen til
at få spørgsmålet indbragt for
retten. Retten afgør herefter
ved kendelse, om indgrebet kan
godkendes.
Justitsministeriet foreslår
på den baggrund, at der indføres
tilsvarende regler for politiets
beslaglæggelser i »periculum in
mora«-tilfælde. Der henvises til
de foreslåede bestemmelser i
retsplejelovens § 806, stk. 3,
2. pkt., og § 807, stk. 1, 3.
pkt.
De af
Strafferetsplejeudvalget
foreslåede regler om automatisk
forelæggelse for retten,
medmindre der opnås skriftligt
samtykke fra den, som indgrebet
retter sig imod, foreslås dog
opretholdt for så vidt angår
beslaglæggelse foretaget af
private, jf. den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 807 a, på grund af denne
beslaglæggelses særlige
karakter. I denne situation kan
politiet dog naturligvis vælge
at frafalde beslaglæggelsen.
Udleverer politiet det
beslaglagte inden 24 timer, skal
den private beslaglæggelse efter
forslaget ikke forelægges for
retten.
2.3.8.
Editionspålæg mod personer i
udlandet
Anklagemyndigheden har over
for Justitsministeriet peget på
de særlige problemer, som den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 827, stk. 2,
giver anledning til i
forbindelse med edition i
udlandet.
I praksis
har der tidligere været anvendt
den fremgangsmåde, at retten har
afsagt kendelse om edition uden
høring af den i udlandet
bosiddende person, der har
dokumentet i sin besiddelse.
Effektueringen af kendelsen er i
stedet blevet betinget af, at
den pågældende, forinden
editionen gennemføres, vejledes
om, at spørgsmålet vil blive
genoptaget ved retten, hvis der
fremkommer indsigelser. Østre
Landsret har imidlertid ved en
afgørelse, der er refereret i
Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s.
932, fastslået, at
høringsreglen i § 827, stk. 2,
også finder anvendelse ved
edition i udlandet. Ved
(utrykt) kendelse af 18.
september 1992 (5. afd., nr.
267/1992) har Østre Landsret i
en anden sag, hvor begæringen om
edition knyttede sig til en
international retsanmodning,
godkendt, at edition kunne
iværksættes, uden at
høringsreglen i § 827, stk. 2,
var iagttaget.
I
tilfælde, hvor
editionsbegæringen retter sig
mod en i udlandet bosiddende
person, følger det af
almindelige folkeretlige regler,
at en kendelse afsagt af en
dansk domstol, som pålægger den
pågældende person en pligt til
at udlevere dokumenter eller
andre genstande til brug ved den
strafferetlige forfølgning i
Danmark, ikke kan fuldbyrdes i
udlandet. Der må i stedet
udfærdiges en retsanmodning til
det pågældende lands kompetente
myndighed med henblik på, at
denne i overensstemmelse med
landets egne regler kan træffe
bestemmelse om edition.
I sådanne
tilfælde, hvor en retskendelse
skal danne grundlag for en
international retsanmodning om
edition, træffer retten ikke
»afgørelse« om edition, jf. den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 806. Retten
påser blot, at betingelserne for
at fremsætte anmodning om
edition, jf. § 804 og § 805, er
opfyldt.
Justitsministeriet foreslår
derfor, at der i de tilfælde,
hvor rettens afgørelse skal
danne grundlag for en
international retsanmodning om
edition, ikke gælder nogen
forpligtelse for retten til at
foretage partshøring. Der
henvises til den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens §
806, stk. 6, 3. pkt.
2.3.9.
Ophør af beslaglæggelse. Tvister
om udlevering af beslaglagte
genstande. Anvendelse af
beslaglagt gods.
I
forbindelse med ophør af
beslaglæggelse af genstande med
henblik på udbytte- og
genstandskonfiskation,
vindikation (dvs.
tilbagelevering til den
retmæssige ejer) eller
anvendelse som bevismiddel vil
der lejlighedsvis kunne opstå
tvivl om genstandens rette
ejerforhold. Dette vil
formentlig navnlig være
tilfældet ved ophør af
beslaglæggelse med henblik på
vindikation.
Med
henblik på denne situation har
Strafferetsplejeudvalget
foreslået, at politiet skal
kunne undlade udlevering og
afvente, at en af parterne
godtgør sin ret, om nødvendigt
efter civilt søgsmål.
Justitsministeriet finder,
at den gældende regel i
retsplejelovens § 830, hvorefter
retten kan træffe bestemmelse om
udleveringsspørgsmålet, også
efter straffesagens afslutning,
giver mulighed for på en
hurtigere og mere enkel måde at
få afklaret dette spørgsmål, og
at reglen derfor bør
opretholdes, jf. den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 807 d, stk. 1, 2. pkt. En
tilsvarende regel for tiden
indtil sagens afgørelse findes i
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 807 c. Retten
skal efter forslaget kun afgøre,
hvem der skal have udleveret
beslaglagte genstande. Hermed
vil retten ikke have taget
stilling til ejerforholdet. Der
vil således efterfølgende kunne
anlægges en civil sag retssag om
dette spørgsmål.
Strafferetsplejeudvalget har
endvidere foreslået, at det -
for så vidt angår beslaglæggelse
med henblik på at sikre det
offentliges krav på
sagsomkostninger,
værdikonfiskation, bødekrav
eller forurettedes krav på
erstatning - gøres til en
egentlig del af domsafsigelsen,
at der ved dommen træffes
afgørelse vedrørende anvendelsen
af beslaglagt gods. Hvis sagen
sluttes uden dom, skal
afgørelsen træffes ved kendelse.
Forslaget indebærer bl.a., at
domsmænd skal medvirke ved
afgørelser om anvendelse af
beslaglagt gods, der træffes
under domsforhandlingen, men
ikke ved afgørelser, der træffes
ved kendelse, jf.
retsplejelovens § 91, stk. 2.
Justitsministeriet finder
det mindre hensigtsmæssigt, at
afgørelser om anvendelse af
beslaglagt gods skal træffes ved
dommen og under medvirken af
domsmænd. Domsmænd deltager ikke
i øvrigt i afgørelser vedrørende
borgerlige krav, der rejses
under en straffesag, jf. § 91,
stk. 3. Det foreslås derfor, at
afgørelse om anvendelse af
beslaglagt gods i stedet skal
træffes ved kendelse samtidig
med eller i tilslutning til
domsafsigelsen. Herved bliver
der bl.a også mulighed for, at
de berørte, herunder den
erstatningssøgende, særskilt kan
kære afgørelsen, jf.
retsplejelovens § 968.
Der
henvises til den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 807 d, stk. 3.
3.
Fotoforevisning
Forevisning af
personfotografier til personer
uden for politiet vil ofte indgå
som et væsentligt led i
politiets efterforskning. Når et
vidne i forbindelse med
beskrivelsen af en mistænkt
mener at kunne genkende
vedkommende efter foto, kan
politiet således forevise vidnet
personfotografier med henblik på
at fastlægge gerningsmandens
identitet.
De
fotografier, som politiet
foreviser, vil ofte være
fotografier af tidligere
lovovertrædere optaget til
indsættelse i politiets
fotosamling med henblik på
senere identifikation af de
pågældende, jf. retsplejelovens
§ 792 a, stk. 1, eller § 792 b,
stk. 1. Også andre fotografier
kan imidlertid tænkes forevist
for personer uden for politiet.
Det kan f.eks. være tilfældet
med fotografier, der indgår som
materiale i konkrete sager,
f.eks. fotografier af et offers
skader eller fotografier optaget
som led i skygning af personer.
Det samme gælder andre
fotografier, som politiet er
kommet i besiddelse af, f.eks.
fotografier udlånt af en
mistænkts familie eller af
forurettede.
3.1.
Gældende ret
3.1.1.
Optagelse og opbevaring af
personfotografier med henblik på
senere identifikation af de
pågældende
Politiets
mulighed for at forevise
personfotografier fra
fotosamlinger forudsætter
naturligvis, at politiet har ret
til at optage og opbevare
fotografierne.
Ved lov
nr. 332 af 24. maj 1989 er der
gennemført en ændring af
retsplejelovens regler om
politiets legemsindgreb under
efterforskning. Ved lovændringen
blev spørgsmålet om politiets
adgang til at optage og opbevare
(registrere) personfotografier
med henblik på senere
identifikation lovreguleret.
Ændringen svarer i alt
væsentligt til det lovudkast,
som et enigt
Strafferetsplejeudvalg fremsatte
i betænkning nr. 1104/ 1987 om
legemsindgreb under
efterforskning.
Efter
retsplejelovens § 792 a, stk. 1,
kan personfotografier af en
sigtet optages, såfremt den
pågældende med rimelig grund er
mistænkt for en lovovertrædelse,
der er undergivet offentlig
påtale, og såfremt indgrebet må
antages at være af væsentlig
betydning for efterforskningen.
Herudover
kan optagelse af personfotografi
med henblik på senere
identifikation foretages,
såfremt den pågældende med
rimelig grund er mistænkt for en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover, jf. § 792
b, stk. 1.
Afgørelse
om fotografering træffes af
politiet, jf. § 792 c, med
adgang til domstolsprøvelse
efter den almindelige regel i
§ 746, stk. 1.
Spørgsmålet om opbevaring
af personfotografier er
indirekte reguleret i § 792 f.
Det følger af denne bestemmelse,
at politiet ikke må opbevare
personfotografier med henblik på
senere identifikation af
personer, der ikke har været
sigtet, eller som er frifundet,
eller mod hvem påtale er
opgivet. Fotografier, der er
tilvejebragt ved indgreb, som
retten i medfør af § 746,
stk. 1, finder uhjemlede, skal
straks tilintetgøres, jf. § 792
f, stk. 3. Et personfotografi af
sigtede, der er optaget i
forbindelse med efterforskningen
af et forhold, som den sigtede
senere frifindes for, eller hvor
påtale opgives, skal således
destrueres, også selv om den
pågældende findes skyldig i et
andet forhold, medmindre dette
andet forhold i sig selv kunne
have begrundet optagelsen.
I praksis
opbevares personfotografier
optaget med henblik på senere
identifikation af de pågældende
dels i de lokale politikredse,
hvori de er optaget, dels i en
central samling under
Rigspolitiet (fototeket).
Fototekets fotosamling er opdelt
i en forevisningssamling, en
udlånssamling og en samling i
albummer. I
forevisningssamlingen findes
fotos optaget i Storkøbenhavn,
øvrige Nordsjælland, samt
Roskilde og Køge. Billederne er
placeret i alders- og
højdegrupper. I udlånssamlingen
findes fotos optaget i samtlige
politikredse. Samlingen i
albummer består af fotos af
gerningsmænd til grovere
forbrydelser opdelt efter
forskellige
forbrydelseskategorier.
I
overensstemmelse med
Strafferetsplejeudvalgets
lovudkast blev spørgsmålet om
politiets anvendelse af
de registrerede
personfotografier ikke reguleret
ved den nævnte ændring af
retsplejeloven. Udvalget anførte
i den forbindelse (jf. bet.
1104/1987, s. 44-45), at
spørgsmålet skulle behandles i
forbindelse med spørgsmål om
offentlig efterlysning,
konfrontationer og andre
indgreb, der retter sig mod æren
(jf. nu betænkning nr. 1298/1995
om fotoforevisning,
konfrontation, efterlysning og
observation).
Reguleringen af politiets
adgang til at optage og opbevare
personfotografier optaget med
henblik på senere identifikation
af de pågældende har imidlertid
betydning for spørgsmålet om
politiets adgang til at forevise
sådanne personfotografier. Dels
forudsættes det i § 792 b, at
personfotografier kan anvendes
som led i efterforskningen af
andre sager end den, hvori
fotografiet er optaget, jf.
udtrykket »med henblik på senere
identifikation«, dels har
begrænsningen i politiets adgang
til at optage og opbevare
personfotografier med henblik på
senere identifikation af de
pågældende afgørende
konsekvenser for den samling af
personfotografier, der er til
rådighed med henblik på
forevisning.
3.1.2.
Forevisning af personfotografier
optaget med henblik på senere
identifikation af de pågældende
Spørgsmålet om politiets
adgang til som led i
efterforskningen at forevise
personfotografier optaget med
henblik på senere identifikation
er ikke reguleret i
retsplejeloven. Heller ikke i
retspraksis er der taget
stilling til, under hvilke
betingelser forevisning af
personfotografier optaget med
henblik på senere identifikation
kan finde sted. Derimod er
spørgsmålet undergivet
administrativ regulering i form
af forskrifter fra
Rigspolitichefen.
Efter de
administrativt fastsatte regler
stilles der ikke særlige krav
til arten af den kriminalitet,
som kan begrunde forevisning af
personfotografier optaget med
henblik på senere identifikation
af de pågældende. Også i sager
om mindre grov kriminalitet kan
forevisning af sådanne
personfotografier komme på tale.
Det må dog antages, at den
begrænsning i adgangen til at
optage personfotografier med
henblik på senere
identifikation, som blev
gennemført ved lov nr. 332 af
24. maj 1989, jf. herom ovenfor
under pkt. 3.1.1., har ændret
»karakteren« af de fotografier,
som nu findes hos politiet, og
dermed gjort adgangen til at
forevise personfotografier fra
fotosamlinger mindre aktuel i
sager om mindre grov
kriminalitet.
Da
personfotografier optaget med
henblik på senere identifikation
ofte forevises netop for at
identificere en mulig
gerningsmand, hvis identitet
ikke er politiet bekendt,
stilles der ikke særlige krav
om, at efterforskningen har
antaget så konkret en karakter,
at der har kunnet rejses
sigtelse mod en bestemt person.
Det kræves kun, at en
forbrydelse er konstateret eller
formodes begået.
Fotografier af personer,
hvis sager er afgjort,
kan forevises uden særlige
indikationskrav (dvs. krav om
indgrebets betydning for
efterforskningen). Efter
Rigspolitichefens forskrifter
kan forevisning ske for
anmeldere og vidner m.fl. med
henblik på udpegning af sigtede
og til efterforskningsmæssige
formål i øvrigt.
For så
vidt angår fotografier af
personer, hvis sager ikke er
afgjort, kan forevisning i
henhold til de administrative
forskrifter alene anvendes i
forbindelse med den nødvendige
efterforskning i den konkrete,
verserende sag og internt i
politiet i
efterforskningsøjemed.
Kompetencen til at træffe
beslutning om forevisning af
personfotografier tilkommer
politiet.
3.1.3.
Forevisning af andre fotografier
Spørgsmålet om politiets
adgang til at forevise
personfotografier, som ikke er
optaget med henblik på senere
identifikation, er hverken
undergivet lovregulering eller
administrativ regulering. Dette
gælder f.eks. adgangen til
forevisning af fotografier, som
politiet modtager fra private i
forbindelse med efterforskning
af en konkret sag, og
forevisning af fotografier af en
forurettet eller andre vidner
for en bredere kreds af personer
med henblik på at finde frem til
eventuelle yderligere vidner.
3.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag
Strafferetsplejeudvalget
finder, at forevisningen af
personfotografier, der er
optaget med henblik på senere
identifikation af de pågældende,
ofte vil kunne karakteriseres
som et straffeprocessuelt
tvangsindgreb. Det samme vil
gælde forevisning af andre
fotografier, hvis fotografierne
indeholder et billede af en
mistænkt. Udvalget har herved
bl.a. lagt vægt på, at det kan
indebære en krænkelse af
privatlivet at få fremvist sit
billede med den risiko, at et
vidne genkender én og dermed
bliver klar over, at man er
straffet og måske tillige
gerningsmand til den nye
forbrydelse.
Som nævnt
ovenfor under pkt. 1.3. bør der
efter Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse så vidt muligt i
retsplejeloven opstilles et
udtømmende katalog over
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Retsplejeloven
bør derfor også indeholde regler
om forevisning af
personfotografier optaget med
henblik på senere
identifikation.
Er der
derimod tale om forevisning af
et fotografi af f.eks. offeret
for en forbrydelse, vil den
pågældende ofte være
interesseret i, at forbrydelsen
opklares, og vil derfor gerne
medvirke til indgrebet. Man kan
dog forestille sig specielle
situationer, hvor et offer ikke
ønsker, at fotografiet forevises
for udenforstående, f.eks. hvis
offeret ikke ønsker, at
offentligheden skal få kendskab
til, at offeret har været udsat
for en forbrydelse, eller at
offeret har befundet sig på
gerningsstedet. I denne
situation må offerets ret til
privatliv afvejes over for
hensynet til en effektiv
kriminalitetsbekæmpelse.
Strafferetsplejeudvalget finder
derfor, at også forevisning af
fotografier af forurettede og
andre vidner bør reguleres i
retsplejeloven.
3.2.1.
Personfotografier fra verserende
sager.
Som nævnt
ovenfor under pkt. 3.1.1. er det
efter retsplejelovens § 792 f i
visse situationer udelukket at
opbevare personfotografier med
henblik på senere
identifikation. Dette gælder
f.eks., hvis den pågældende
frifindes. Dermed opstår
spørgsmålet, om der skal være
mulighed for at anvende
fotografiet i andre sager end
den, hvori det er optaget, når
den sag, hvori billedet er
optaget, endnu ikke er
afsluttet, og det derfor endnu
ikke vides, om den pågældende
vil blive dømt i sagen.
Spørgsmålet foreligger i forhold
til personfotografier optaget i
medfør af både retsplejelovens
§ 792 a, stk. 1, og § 792 b,
stk. 1.
Efter de
administrative forskrifter fra
Rigspolitichefen, der er omtalt
ovenfor under pkt 3.1.2., kan
fotografier af personer, hvis
sager ikke er afgjort, alene
anvendes internt i politiet i
efterforskningsøjemed og -
såfremt fotografiet er optaget i
medfør af § 792 a - i
forbindelse med den nødvendige
efterforskning i den konkrete,
verserende sag.
Strafferetsplejeudvalget er
enig i, at hensynet til den
person, hvis sag endnu ikke er
afgjort, bør tillægges betydelig
vægt. Heroverfor står imidlertid
hensynet til at få opklaret
alvorlig kriminalitet. Står
politiet f.eks. i en mord- eller
voldtægtssag med et fotografi af
en sigtet, som ikke tidligere er
dømt, og foreligger der samtidig
andre uopklarede sager af samme
karakter, hvor omstændighederne
kunne tyde på, at det var samme
gerningsmand, synes der ikke at
være afgørende betænkeligheder,
der kan begrunde, at politiet
ikke skal have mulighed for at
anvende fotografiet fra den
verserende sag i forbindelse med
opklaringsarbejdet i de andre
verserende sager.
Efter
udvalgets opfattelse bør
personfotografier af en mistænkt
optaget i medfør af § 792 a,
stk. 1, eller § 792 b, stk. 1, i
en endnu ikke afsluttet sag
derfor kunne anvendes til
forevisning i andre sager, hvor
der kan være god grund til at
undersøge, om gerningsmanden er
den samme som i den sag, hvori
den pågældende er blevet
fotograferet. Det samme bør
gælde for andre fotografier, som
politiet er kommet i besiddelse
af. Derimod bør disse
fotografier ikke indgå i
politiets fotosamlinger.
Fotografier af en person,
der ikke konkret er mistænkt for
anden ny kriminalitet, bør
derimod kun kunne anvendes til
forevisning i andre sager, når
opbevaringskriteriet
(domfældelse) er opfyldt. Der
henvises til det nedenfor under
pkt. 3.2.2.2. anførte.
Er et
personfotografi, der er optaget
med henblik på senere
identifikation, anvendt i en
anden sag, mens den sag, hvori
det er optaget, endnu verserer,
og sker der senere frifindelse
eller påtaleopgivelse, kan der i
forbindelse med en eventuel
erstatningssag tages hensyn til
den krænkelse, som forevisning
af fotografiet måtte have påført
den pågældende, jf. herved
retsplejelovens § 1018 b.
3.2.2.
Personfotografier fra afsluttede
sager.
Det
tvangsindgreb, der består i
anvendelse og forevisning af
fotografier, kan rettes enten
mod en mistænkt person eller en
ikke mistænkt person. Det er
udvalgets opfattelse, at
betingelserne for forevisning af
fotografier bør afhænge af, om
den, der tidligere er blevet
fotograferet, er mistænkt eller
ej i forbindelse med den
kriminalitet, der nu
efterforskes.
De
fotografier, som politiet
foreviser i senere sager, vil
navnlig være personfotografier
optaget med henblik på senere
identifikation, jf.
retsplejelovens § 792 a, stk. 1,
eller § 792 b, stk. 1. Der kan
dog også blive tale om at
forevise andre fotografier, som
politiet er i besiddelse af.
3.2.2.1.
Den fotograferede person er
mistænkt
Strafferetsplejeudvalget
foreslår, at fotografier af en
person, der konkret er mistænkt
i den nu foreliggende sag, skal
kunne forevises for
udenforstående, når der er tale
om efterforskning af en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale.
Som krav
til indgrebets betydning for
efterforskningen
(indikationskravet) foreslås, at
forevisning kun må foretages,
såfremt det må antages at være
af væsentlig betydning for
efterforskningen.
Betingelserne for
fotoforevisning vil herefter
i dette tilfælde svare til de
betingelser, der efter
retsplejelovens § 792 a, stk. 1,
gælder for bl.a. optagelse
af personfotografi med henblik
på senere identifikation.
3.2.2.2.
Den fotograferede person er ikke
konkret mistænkt
Betingelserne for
forevisning for udenforstående
af fotografier af personer, der
ikke konkret er mistænkt i
forbindelse med den nu
foreliggende sag, bør efter
udvalgets opfattelse fastsættes
på en sådan måde, at det
markeres, at et sådant indgreb
anses for væsentligt mere
alvorligt end det indgreb, der
består i forevisning af
fotografier af en mistænkt.
Kriminalitetskravet for
forevisning af sådanne
fotografier foreslås derfor
skærpet, således at forevisning
af billeder af ikke konkret
mistænkte personer kun må ske,
såfremt det sker som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover. Herved
fastsættes kriminalitetskravet i
overensstemmelse med det
tilsvarende krav i § 792 b,
stk. 1.
At få
forevist sit billede for
udenforstående i forbindelse med
efterforskning af en
lovovertrædelse er et væsentligt
indgreb. Udvalget foreslår
derfor ud over det skærpede
kriminalitetskrav, at den
pågældende tillige tidligere
skal være fundet skyldig i en
lovovertrædelse af en vis
kvalificeret karakter, der
generelt kan berettige til den
senere benyttelse af et billede
af den pågældende til
forevisning i forbindelse med
efterforskning af kriminalitet.
Udvalget
har i den forbindelse overvejet,
hvor længe et billede af en
tidligere straffet bør kunne
anvendes til fotoforevisning,
når der ikke er registreret ny
kriminalitet vedrørende den
pågældende. Efter de gældende
administrative forskrifter må
personfotografier optaget med
henblik på senere identifikation
opbevares i 10 år, hvorefter de
skal destrueres.
Rigspolitichefen har over
for udvalget oplyst, at 10-
årsfristen blev indført i
fototeket i midten af 1970'erne
som følge af, at
opbevaringskapaciteten var nået
og ikke kunne udvides. Tidligere
blev personfotografier
opbevaret, indtil personen afgik
ved døden. I 1986 blev
opbevaringstiden i
forevisningssamlingen ændret til
at være 5 år plus løbende år.
Dette skete på grund af, at de
største grupper i samlingen
indeholdt så mange fotografier,
at vidnerne »kørte træt«, inden
grupperne var set færdige.
Dertil kommer, at et vidne, der
ofte kun har set en gerningsmand
i et kort øjeblik, kan have
vanskeligt ved at genkende
personer på fotografier, der er
op til 10 år gamle.
Opbevaringstiden i
udlånssamlingen er fortsat 10
år. Rigspolitichefen anser det
for meget væsentligt, at
personfotografier fortsat kan
opbevares af politiet i 10 år,
idet også et op til 10 år
gammelt fotografi kan være
anvendeligt for politiet i en
eftersøgnings- og
genkendelsessituation. En
kortere, generel opbevaringstid
for optagne personfotografier
vil således kunne forringe
politiets efterforskningsmæssige
udbytte af at anvende
fotografier.
Heroverfor står imidlertid,
at det kan være krænkende for
den person, hvis fotografi er
optaget i politiets
forevisningssamling, såfremt den
pågældende i en længere årrække
bliver fremvist for vidner, med
de genkendelsesmuligheder som
det indebærer, navnlig hvis den
pågældende ikke siden har begået
kriminalitet.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at den
periode, hvor et fotografi kan
forevises for personer uden for
politiet, uanset at den
pågældende ikke konkret er
mistænkt i forbindelse med den
nu efterforskede kriminalitet,
fastsættes forskelligt alt efter
den tidligere lovovertrædelses
karakter. Det foreslås således,
at forevisning for personer uden
for politiet kun må ske, såfremt
den fotograferede inden for de
seneste 5 år er fundet skyldig i
en lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre fængsel i 1 år
og 6 måneder eller derover.
Reglen er ikke til hinder for,
at politiet kan opbevare
fotografierne i indtil 10 år
eller mere og anvende dem
internt i efterforskningen, når
blot fotografierne ikke
forevises for personer uden for
politiet, medmindre den
pågældende konkret er mistænkt.
Er den
pågældende fundet skyldig i en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 6 år eller
derover, finder udvalget dog, at
fotografierne bør kunne
forevises for personer uden for
politiet i indtil 10 år efter
afgørelsen. I disse tilfælde vil
straffen således typisk være af
længerevarende karakter. Ofte
vil den pågældende derfor kun
netop være løsladt fra afsoning
- eller slet ikke løsladt endnu
- når der er forløbet 5 år. En
regel om, at fotografiet også i
sådanne sager alene kan anvendes
i en periode på 5 år fra den
seneste afgørelse, ville således
indebære, at fotografier af
personer, der er dømt for meget
alvorlige forbrydelser, f.eks.
visse sædelighedsforbrydelser
eller personfarlige
forbrydelser, kun kunne anvendes
til fotoforevisning i en meget
kort periode eller slet ikke
efter personens løsladelse.
Er den
pågældende derimod alene fundet
skyldig i en lovovertrædelse,
der ikke kan medføre fængsel i 1
år og 6 måneder eller derover,
foreslås det, at billedet ikke
skal kunne forevises for
personer uden for politiet,
medmindre den pågældende konkret
er mistænkt.
I
betingelsen om, at den
pågældende skal være »fundet
skyldig i«, ligger et krav om,
at det er domstolene, der har
taget stilling til spørgsmålet
om skyld. I de tilfælde, hvor en
sag sluttes med et
tiltalefrafald efter
retsplejelovens § 722, vil dette
kun være tilfældet, såfremt der
samtidig fastsættes vilkår i
medfør af § 723. Hvis en sag
sluttes med et tiltalefrafald,
uden at der fastsættes vilkår,
vil et fotografi kun
efterfølgende kunne forevises
for personer uden for politiet,
såfremt den pågældende konkret
er mistænkt i den nye sag.
3.2.2.3.
Fotografier af forurettede og
andre vidner.
Ifølge
retsplejelovens § 792 d kan der,
uden for de tilfælde, hvor den
pågældende giver samtykke, kun
optages fotografier af en ikke
sigtet person, såfremt
efterforskningen vedrører en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover, og
indgrebet må antages at være af
afgørende betydning for
efterforskningen. Sådanne
fotografier optages til brug for
efterforskningen i den
pågældende sag og ikke med
henblik på identifikation af den
pågældende i forbindelse med
senere sager. Fotografierne
indgår derfor ikke i politiets
fotosamlinger.
Betingelserne for
forevisning for udenforstående
af sådanne fotografier i de
situationer, hvor den pågældende
ikke samtykker, bør efter
udvalgets opfattelse fastsættes
med udgangspunkt i
retsplejelovens § 792 d om
optagelse af fotografier af ikke
sigtede. Kriminalitetskravet
foreslås derfor fastsat således,
at forevisning kun må ske som
led i efterforskningen af en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller mere. Indgrebet
skal være af afgørende betydning
for efterforskningen.
Kompetencen til at
gennemtvinge en optagelse af
fotografier af ikke sigtede er
efter gældende ret henlagt til
domstolene, jf. § 792 d, stk. 3.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at domstolene også
tillægges kompetencen til at
træffe bestemmelse om selve
forevisningen af billeder i de
formentlig få tilfælde, hvor den
pågældende modsætter sig, at
politiet foreviser billederne.
3.2.3.
Regulering af fremgangsmåden ved
forevisning af personfotografier
Strafferetsplejeudvalget har
overvejet, om der er behov for
en nærmere regulering af
spørgsmålet om fremgangsmåden
m.v. ved forevisning af
personfotografier.
Udvalget
finder, at reglen i
retsplejelovens § 745, stk. 3,
om forsvarerens adgang til at
være til stede m.v. ved
gennemførelsen af en
konfrontation bør udvides til
også at gælde for
fotoforevisninger, der kan
formodes at finde anvendelse som
bevis under domsforhandlingen,
idet dette efterforskningsskridt
typisk har samme formål som en
konfrontation.
Det er
udvalgets opfattelse, at der ud
over bestemmelsen i § 745,
stk. 3, er behov for nærmere
regler om fremgangsmåden ved
forevisning af personfotografier
fra politiets fotosamlinger.
Dette gør sig navnlig gældende i
de situationer, hvor
fotoforevisningen nærmest har
karakter af en
konfrontationsparade, hvor den
mistænkte og figuranterne (dvs.
personer, der klart ikke kan
sættes i forbindelse med
lovovertrædelsen) blot er
udskiftet med fotografier. En
sådan regulering forudsætter
imidlertid en så høj
detaljeringsgrad, at
regelfastsættelsen bør ske
administrativt.
Strafferetsplejeudvalget har
dog fundet anledning til at
gennemgå nogle enkelte
spørgsmål, som specielt opstår i
forbindelse med
fotoforevisninger.
Strafferetsplejeudvalgets har i
øvrigt for så vidt angår
fremgangsmåden ved
fotoforevisningen henvist til
udvalgets overvejelser
vedrørende gennemførelse af
konfrontationer, jf. nedenfor
pkt. 4.2.2. I det følgende
gennemgås nogle punkter, som
politiet bør være opmærksomme på
i forbindelse med gennemførelsen
af fotoforevisninger
(fotokonfrontationer).
Ved den
type fotoforevisning, hvor
vidnet gennemser et stort antal
fotografier af tidligere
straffede, er der i princippet
ingen figuranter. Enhver
udpegning betyder således, at
den pågældende er en potentielt
mistænkt, medmindre den
pågældende i den konkrete
situation har et sikkert alibi.
Det kan derfor være vanskeligt
at udskille utroværdige vidner.
Ved anvendelsen af denne
efterforskningsmetode må man
derfor være særlig opmærksom på
de risici, der er forbundet
hermed, herunder risikoen for,
at en uskyldig bliver udpeget
som mistænkt.
Politiet
bør i øvrigt altid være
opmærksom på, hvordan
udpegningen foregår, og hvor
sikker vidnet er i sin
udpegning, herunder om den
udpegede person er genkendt som
gerningsmand, eller om vidnet
har udtaget den afbildede person
som »type«. Der bør som
hovedregel gøres en bemærkning i
rapporten om, hvordan
udpegningen er foregået.
Ved
anvendelse af fotoforevisning
bør politiet endvidere være
opmærksom på, at der kan opstå
en vis træthed hos vidner, når
de ser mange fotografier.
Fremvisning af færre billeder er
således mere hensigtsmæssigt med
henblik på at fastholde vidnets
opmærksomhed. Dette er
tilgodeset ved de gældende
administrative forskrifter,
hvorefter billeder af tidligere
gerningsmænd, hvis der er tale
om grovere forbrydelser, opdeles
efter forbrydelseskategorier.
Ved sådanne forevisninger er det
imidlertid særlig åbenbart, at
alle er potentielt mistænkte, og
man derfor bør være særlig
opmærksom på den risiko, der er
forbundet hermed.
Selv om
vidnet tidligere har fået
forevist et fotografi af den
mistænkte, vil det ikke være
udelukket at gennemføre en
konfrontationsparade eller anden
form for konfrontation.
Bevisværdien af en sådan
konfrontation vil imidlertid som
hovedregel være væsentlig
ringere end i de tilfælde, hvor
vidnet ikke forinden har haft
mulighed for at se et fotografi
af den mistænkte. Om
Strafferetsplejeudvalgets
forslag vedrørende
fremgangsmåden ved
gennemførelsen af konfrontation
henvises til pkt. 4.2.2.
nedenfor.
Det vil i
alle tilfælde være ønskeligt, at
der i politirapporten redegøres
for de nærmere omstændigheder
ved forevisningen, således at
det kan indgå i de videre
overvejelser, om der ved den
anvendte fremgangsmåde har været
mulighed eller risiko for
(ubevidst) påvirkning af
vidnerne.
Udvalget
har endelig fundet anledning til
at pege på behovet for, at der i
administrativt fastsatte regler
om fremgangsmåden ved
forevisning af personfotografier
fra politiets fotosamlinger til
personer uden for politiet
optages en bestemmelse om, at
personer, der får adgang til at
se politiets fotosamlinger, skal
gøres bekendt med, at en
videregivelse af oplysninger om,
at en bestemt person er optaget
i fotosamlingen, kan være
strafbar efter straffeloven.
Der
henvises i øvrigt til bet.
1298/1995, s. 21-42.
Opmærksomheden henledes i den
forbindelse på, at reglerne
vedrørende fotoforevisning i
betænkningens lovudkast findes i
§§ 754 a-754 e. De tilsvarende
regler i lovforslaget findes i
§§ 812-816.
3.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan i det
hele tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets
forslag til regulering af
politiets anvendelse af
fotoforevisning. Efter
Justitsministeriets opfattelse
har udvalget fundet den rette
balance mellem hensynet til en
effektiv kriminalitetsbekæmpelse
og hensynet til den krænkelse,
en fotoforevisning kan indebære.
Justitsministeriet er også
enig med udvalget i, at der er
behov for at fastsætte
administrative regler om
fremgangsmåden ved forevisning
af personfotografier fra
politiets fotosamlinger.
Justitsministeriet vil i den
forbindelse nærmere overveje de
af udvalget rejste spørgsmål.
I
forbindelse med høringen over
lovforslaget er der rejst
spørgsmål om anvendelsen af de
foreslåede regler på forevisning
fotografier optaget som led i
politiets observation, eventuelt
efter den foreslåede bestemmelse
i retsplejelovens § 791 a. Der
kan således tænkes tilfælde,
hvor politiet har en bestemt
lokalitet under observation på
grund af mistanke om
kriminalitet på stedet. En række
af de fotograferede personer vil
formentlig typisk kunne anses
for mistænkte, og
fotoforevisning vil herefter
kunne ske i medfør af den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 812. Politiet
kan imidlertid have behov for at
forevise billeder af
uidentificerede personer, der
ikke uden videre kan anses som
mistænkte, med henblik på at
udskille personer, der kan lades
ude af betragtning ved den
videre efterforskning, f.eks. en
hjemmehjælper.
De
foreslåede bestemmelser om
fotoforevisning er udformet med
sigte på forvisning af
fotografier af bestemte, på
forhånd kendte personer.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
må fotografier af personer, der
- omend de ikke på forhånd er
identificeret ved navn - dog så
må anses for mistænkte,
forurettede eller vidner, som
udgangspunkt sidestilles med de
nævnte fotografier og være
omfattet af de foreslåede
bestemmelser om fotoforevisning.
Det kan dog f.eks. efter
omstændighederne være umuligt på
forhånd at indhente en udtalelse
fra eller vejlede
uidentificerede forurettede
eller andre vidner om adgangen
til domstolsprøvelse, jf. herved
de foreslåede bestemmelser i
retsplejelovens § 814, stk. 3,
3. pkt., og stk. 4.
I det
omfang den fotograferede end
ikke kan identificeres som
værende enten (formodet)
gerningsmand, forurettet eller
vidne må forevisningen efter
Justitsministeriets opfattelse i
almindelighed falde uden for den
foreslåede lovregulering. Dette
er i overensstemmelse med, at
offentlig efterlysning uden
angivelse af, hvorvidt den
pågældende søges som mulig
gerningsmand, forurettet eller
som vidne, falder uden for den
foreslåede lovregulering om
efterlysning, jf. bet.
1298/1995, s. 64-65, og nedenfor
under pkt. 5.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag til generelle regler om
fotoforevisning giver efter
Justitsministeriets opfattelse
herudover anledning til at
overveje, om der er behov for at
foretage en ændring af
retsplejelovens § 1017 b,
stk. 2, der bl.a. giver
politiet adgang til at
offentliggøre fotografier af
forurettede i sager om
forbrydelser mod
kønssædeligheden. Udvalget har
ikke overvejet en ændring af
denne bestemmelse.
Efter
§ 1017 b, stk. 1, er det
strafbart i forbindelse med
omtale af en sag om forbrydelser
mod kønssædeligheden at give
offentlig meddelelse om navn,
stilling eller bopæl på den
forurettede eller på anden måde
at offentliggøre den pågældendes
identitet. Efter § 1017 b,
stk. 2, er bestemmelsen i stk. 1
ikke til hinder for, at politiet
offentliggør den forurettedes
identitet, når dette findes
påkrævet af hensyn til sagens
opklaring eller i øvrigt til
berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse. Politiet
har således i disse tilfælde
bl.a. adgang til at
offentliggøre fotografier af den
forurettede.
På
baggrund af de foreslåede regler
om en generel lovregulering af
politiets adgang til at foretage
fotoforevisning, herunder de
foreslåede regler i
retsplejelovens § 814 og § 816
om forevisning af fotografier af
forurettede, findes det rigtigt,
at bestemmelsen i § 1017 b,
stk. 2, ændres, således at de
generelle regler om
fotoforevisning også regulerer
politiets adgang til at
offentliggøre fotografier af den
forurettede efter denne
bestemmelse.
En
gennemførelse af dette forslag
vil indebære en begrænsning af
politiets adgang til
fotoforevisning (også) i sager
om seksualforbrydelser.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
er der således ikke grundlag for
lempeligere regler om
offentliggørelse af fotografier
af forurettede i sager om
forbrydelser mod
kønssædeligheden. Det vil
således navnlig være i sager om
seksualforbrydelser, at en
offentliggørelse af et fotografi
af den forurettede kan indebære
en krænkelse af privatlivet. Om
Strafferetsplejeudvalgets
generelle overvejelser herom
henvises til indledningen til
pkt. 3.2. Justitsministeriet
finder således, at de foreslåede
bestemmelser i retsplejelovens
§ 814, jf. § 816 - også i sager
om seksualforbrydelser - bør
regulere adgangen til
offentliggørelse af fotografier
af forurettede.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til de foreslåede
bestemmelser i retsplejelovens
§§ 812-816 og § 1017 b, stk. 2,
2. pkt.
4.
Konfrontation
Ved
politiets afholdelse af
konfrontationer fremstilles den
mistænkte eller sigtede i
bevisøjemed for den forurettede
eller andre vidner. Formålet med
en konfrontation er at
undersøge, om en mistænkt kan
genkendes som gerningsmand.
Derved har også en
konfrontation, hvor den
mistænkte ikke kan genkendes,
værdi for efterforskningen, idet
en person derved eventuelt vil
kunne lades ude af betragtning i
den fortsatte efterforskning.
Det
karakteristiske ved en
konfrontation er, at den både
udgør et efterforskningsmiddel
og et bevismiddel, idet en
korrekt udført konfrontation kan
udgøre et væsentligt bevis i
retten. I praksis sondres mellem
direkte (spontan) konfrontation,
konstrueret (arrangeret)
konfrontation og
fotokonfrontation.
Direkte
konfrontation forekommer
typisk, når politiet umiddelbart
efter forbrydelsen, f.eks. på
vej til gerningsstedet, pågriber
en person og herefter straks
konfronterer anmelderen eller
den forurettede med den
pågrebne. En direkte
konfrontation kan også
arrangeres. Det kan i praksis
foregå ved, at politiet giver
vidnet lejlighed til at iagttage
en mistænkt i forbindelse med,
at denne afhøres af politiet
eller på den pågældendes bopæl
eller arbejdssted.
Konstrueret konfrontation
sigter til den almindeligt
anvendte form, hvor et vidne
stilles over for den mistænkte
samt et begrænset antal
figuranter, dvs. personer, der
som type kan svare til den
mistænkte, men som af politiet
på forhånd er udelukkede som
gerningsmand. Denne
fremgangsmåde betegnes også
konfrontationsparade.
Hvor
konfrontation med den mistænkte
af en eller anden grund ikke
lader sig foretage eller ikke
ønskes foretaget, kan
genkendelse forsøges ved såkaldt
fotokonfrontation, hvor
den mistænkte og figuranterne
blot udskiftes med fotografier.
Om fotoforevisning henvises til
pkt. 3 ovenfor.
Betegnelsen konfrontation
ses i praksis også anvendt om
forskellige
efterforskningsaktiviteter, hvor
et vidne på anden måde bistår
politiet med at finde
gerningsmanden til en
forbrydelse.
Som
eksempel kan peges på tilfælde,
hvor vidnet bliver bedt om at
udfinde den mulige gerningsmand
i en naturlig situation, hvor
der er grund til at tro, at
gerningsmanden befinder sig
blandt en række tilfældigt
tilstedeværende, f.eks. en
arbejdsplads, en restauration
eller lignende. Denne type
konfrontation er kendetegnet
ved, at vidnet er forberedt på
mødet med gerningsmanden, mens
den mulige gerningsmand er
uforberedt. I sådanne tilfælde
kan en bestemt person ikke på
forhånd udpeges som gerningsmand
eller mistænkt. I forhold til
gerningsmanden eller andre vil
denne fremgangsmåde ikke
indebære en freds- eller
ærekrænkelse, idet indgrebet
ikke retter sig mod en
enkeltperson. I sådanne tilfælde
er der derfor ikke tale om et
egentligt straffeprocessuelt
tvangsindgreb.
Som et
andet eksempel kan nævnes
tilfælde, hvor vidne og
gerningsmand mødes på et sted
eller tidspunkt, hvor ingen af
dem er forberedt eller
indstillet på at skulle mødes. I
dette tilfælde er der ikke tale
om, at den mistænkte
»fremstilles« for vidnet. Da
mødet mellem den mistænkte og
vidnet sker tilfældigt, er der
endvidere ikke tale om et
indgreb og derfor heller ikke et
straffeprocessuelt
tvangsindgreb.
4.1.
Gældende ret
Det er
politiet, der træffer afgørelse
om foretagelse af konfrontation.
Betingelserne for og
fremgangsmåden ved afholdelse af
konfrontation er imidlertid
hverken reguleret i lovgivningen
eller ved administrative
forskrifter. Retsplejeloven
indeholder dog i § 745, stk. 3,
en bestemmelse om, at
forsvareren skal have mulighed
for at være til stede under
afviklingen af en konfrontation,
såfremt konfrontationen kan
formodes at ville finde
anvendelse som bevis under
domsforhandlingen.
Da
konfrontation er en besigtigelse
af en mistænkts legeme, kan det
overvejes, om reglerne i
retsplejelovens § 792 a om
legemsbesigtigelse er
anvendelige på konfrontationer.
De gældende regler i § 792 a
tager imidlertid i lighed med de
øvrige bestemmelser i
retsplejelovens kapitel 72 om
legemsindgreb alene sigte på
politiets besigtigelse m.v. og
ikke på andre personers
besigtigelse. Bestemmelsen i
§ 792 a kan derfor ikke anvendes
i forhold til konfrontation.
4.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag
Strafferetsplejeudvalget har
i betænkning nr. 1298/ 1995 om
fotoforevisning, konfrontation,
efterlysning og observation, s.
43-62, overvejet, om der i
forhold til de forskellige
former for konfrontation, der er
omtalt ovenfor i indledningen
til pkt. 4, kan antages at være
behov for lovgivning.
4.2.1.
Betingelserne for iværksættelse
af konfrontation
Efterforskningsskridt, der
alene retter sig mod en første
identifikation af
gerningsmanden, og hvorved
politiet ikke videregiver
oplysning om, at en bestemt
person har begået eller er
mistænkt for at have begået
strafbart forhold, kan efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse have visse ligheder
med konfrontation. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvor
vidnet bliver bedt om at udfinde
den mulige gerningsmand i en
naturlig situation, hvor der er
grund til at tro, at
gerningsmanden befinder sig
blandt en række tilfældige
tilstedeværende et bestemt sted,
jf. indledningen til pkt. 4
ovenfor,
Sådanne
efterforskningsskridt adskiller
sig dog på så afgørende måde fra
den direkte konfrontation og
konfrontationsparaden, hvor en
bestemt person af politiet
fremstilles som mistænkt for
vidner, at de efter udvalgets
opfattelse ikke er egnede til
regulering i forbindelse hermed.
Udvalget finder heller ikke i
øvrigt, at en sådan regulering
er nødvendig. Politiet skal
således også fremover uden
særlig lovhjemmel kunne foretage
disse efterforskningsskridt.
Politiet bør dog i den
forbindelse være opmærksom på,
at genkendelse under sådanne
omstændigheder kun har begrænset
bevisværdi, og at den endog
efter omstændighederne kan
vanskeliggøre efterforskningen,
idet fremstilling af den sigtede
i en egentlig
konfrontationsparade efter
vidnets første genkendelse i de
fleste tilfælde må anses for at
være uden værdi.
Efter
udvalgets opfattelse bør navnlig
konfrontationsparaden
overvejes lovreguleret, idet
denne form for konfrontation
indebærer et væsentligt indgreb
i den personlige integritet.
Endvidere må betingelserne for
at foretage konfrontationsparade
under hensyn til indgrebets
intensitet være tilsvarende
restriktive.
Udvalget
finder på den baggrund, at
kriminalitetskravet bør udformes
med udgangspunkt i et
strafferammekriterium på samme
måde, som det er tilfældet med
f.eks. reglen i retsplejelovens
§ 792 b om optagelse af
personfotografi med henblik på
senere identifikation. Udvalget
foreslår derfor, at
iværksættelse af
konfrontationsparade betinges
af, at den pågældende er
mistænkt for en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover. Det medfører, at
konfrontationsparade bl.a. kan
komme på tale ved overtrædelse
af straffelovens almindelige
voldsbestemmelse i § 244 og ved
visse former for
berigelseskriminalitet, f.eks.
tyveri, jf. straffelovens § 276.
For så
vidt angår mistankekravet
foreslår udvalget, at
konfrontationsparade betinges
af, at den pågældende »med
rimelig grund er mistænkt«. Et
sådant krav svarer til det krav,
der i dag stilles som betingelse
for at foretage
legemsbesigtigelse af en sigtet,
jf. retsplejelovens § 792 a,
stk. 1, nr. 1.
Endelig
foreslår udvalget, at
indikationskravet udformes
således, at konfrontationsparade
kun kan iværksættes, såfremt
indgrebet er af »væsentlig
betydning« for efterforskningen.
Et sådant krav svarer til det
krav, der i dag stilles som
betingelse for at foretage
legemsbesigtigelse af en sigtet,
jf. retsplejelovens § 792 a,
stk. 1, nr. 2.
Det er
udvalgets opfattelse, at de
foreslåede kriterier for
iværksættelse af
konfrontationsparade svarer til
de kriterier, der i praksis
følges af politiet ved
afgørelsen om iværksættelse af
dette indgreb.
Behovet
for lovregulering af den
direkte konfrontation, hvor
politiet fremstiller en mistænkt
person for et vidne, jf.
indledningen til pkt. 4 ovenfor,
kan efter udvalgets opfattelse
give anledning til tvivl. At
politiet anholder en person ved
en villa, hvor der netop har
været indbrud, og spørger, om
anmelderen genkender den
pågældende som gerningsmanden,
vil typisk indebære en krænkelse
af den pågældendes ære. Det
samme gælder, hvor politiet
foreviser den mistænkte for
vidnet under en afhøring på
politistationen eller tager
vidnet med ud til den mistænktes
bopæl eller arbejdsplads.
Heroverfor står, at disse
efterforskningsskridt er af en
mindre indgribende karakter end
konfrontationsparaden, og at det
må forekomme naturligt, at
politiet kan foretage sådanne
direkte konfrontationer f.eks. i
tilslutning til en anholdelse på
fersk gerning eller friske spor.
Hertil kommer, at bevisværdien
af en sådan direkte
konfrontation må antages at være
beskeden sammenlignet med en
rigtigt gennemført
konfrontationsparade.
Som det
fremgår af pkt. 1.3. ovenfor i
de almindelige bemærkninger til
lovforslaget, er det udvalgets
principielle opfattelse, at
straffeprocessuelle
tvangsindgreb bør lovreguleres.
Udvalget finder derfor, at ikke
blot afholdelse af
konfrontationsparade, men også
den direkte konfrontation bør
lovreguleres. Under hensyn til
de anførte forskelle mellem en
konfrontationsparade og den
direkte konfrontation finder
udvalget dog, at betingelserne
for den direkte konfrontation
bør være væsentligt mindre
restriktive end betingelserne
for afholdelse af
konfrontationsparade.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at
kriminalitetskravet ved direkte
konfrontation udformes således,
at den pågældende med rimelig
grund skal være mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale. Som
indikationskrav foreslås det, at
indgrebet skal være af væsentlig
betydning for efterforskningen.
Endelig
foreslår udvalget en
proportionalitetsregel i form af
et forbud mod forevisning af en
mistænkt ved direkte
konfrontation eller i en
konfrontationsparade, såfremt
det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde
den, som det rammer, ville være
et uforholdsmæssigt indgreb.
4.2.2.
Gennemførelse af konfrontation
Som nævnt
i pkt. 4.1. ovenfor er det i dag
politiet, der træffer afgørelse
om foretagelse af konfrontation.
Strafferetsplejeudvalget
foreslår, at kompetencen
til at træffe bestemmelse om
foretagelse af konfrontation
fortsat skal tilkomme politiet.
Udvalget
har overvejet, om kompetencen
til at iværksætte en
konfrontationsparade bør
henlægges til domstolene.
Udvalget finder imidlertid, at
bestemmelsen i retsplejelovens
§ 746, stk. 1, hvorefter retten
på begæring af sigtede og dennes
forsvarer ved kendelse afgør
tvistigheder om lovligheden af
politiets efterforskningsskridt,
må anses for tilstrækkelig til
at sikre domstolskontrol med
politiets efterforskningsskridt
på dette område.
Udvalget
har desuden overvejet, hvilken
virkning det bør tillægges, at
den mistænkte samtykker i, at
der gennemføres en
konfrontation. I nogle tilfælde
vil det således kunne være i den
mistænktes egen interesse at
medvirke ved en konfrontation,
f.eks. hvor den pågældende ved
forevisning eller lignende er
blevet antaget for
gerningsmanden. I sådanne
tilfælde vil en konfrontation
kunne være egnet til på et
tidligt stadium af
efterforskningen at lede
mistanken væk fra den pågældende
igen.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at der
tillægges et samtykke den
betydning, at de materielle
betingelser for gennemførelse af
en konfrontation ikke skal
iagttages i sådanne tilfælde.
Det indebærer bl.a., at en
konfrontationsparade kan
gennemføres med sigtedes
samtykke, selv om
kriminalitetskravet ikke er
opfyldt. Udvalget foreslår også,
at samtykke så vidt muligt skal
foreligge skriftligt. Det svarer
til, hvad der i dag gælder om
samtykke til legemsindgreb, jf.
retsplejelovens § 792 d, stk. 1.
Et
særligt spørgsmål for udvalget
har været, om der i
retsplejeloven bør optages en
regel om den sigtedes pligt
til at medvirke ved en
konfrontationsparade. Udvalget
er i den forbindelse opmærksom
på, at den sigtede ved sin
adfærd kan vanskeliggøre
gennemførelsen af en
konfrontationsparade og
formindske bevisværdien heraf.
En regel, hvorefter den sigtede
ikke er forpligtet til at
medvirke ved konfrontation, må
dog antages at give anledning
til betydelige vanskeligheder i
den praktiske efterforskning.
Der er grund til at tro, at den
sigtede i praksis i langt de
fleste tilfælde vil medvirke til
gennemførelse af en
konfrontationsparade, hvis
politiet som under den gældende
retstilstand kan meddele, at den
pågældende er forpligtet hertil.
Udvalget finder imidlertid, at
en regel, hvoraf det
udtrykkeligt fremgår, at den
sigtede er forpligtet til at
medvirke ved en
konfrontationsparade, er
unødvendig. På samme måde som
ved bestemmelserne i
retsplejelovens kapitel 72 om
legemsindgreb følger det efter
udvalgets opfattelse direkte af
det forhold, at politiet hjemles
adgang til at foretage
konfrontationsparade, at den
sigtede kan tvinges til at
medvirke hertil.
Tvangsmæssig gennemførelse
af en konfrontationsparade må
imidlertid forudsætte, at den
sigtede anholdes. Gennemførelse
af en konfrontationsparade er
normalt så langvarig, at der
ikke i selve det forhold, at
politiet har adgang til at
gennemføre en
konfrontationsparade, også bør
kunne indfortolkes, at den
sigtede kan frihedsberøves,
indtil konfrontationsparaden kan
gennemføres. Med de foreslåede
mistanke- og kriminalitetskrav
ved konfrontationsparade, jf.
pkt. 4.2.1. ovenfor, vil pligten
til at iagttage
anholdelsesreglerne dog efter
udvalgets opfattelse næppe i
praksis give anledning til
vanskeligheder.
Udvalget
har endvidere overvejet, om der
bør ske en lovregulering af
fremgangsmåden ved afvikling af
konfrontationsparade. Det er
imidlertid udvalgets opfattelse,
at en fuldstændig regulering
heraf forudsætter en så høj
detaljeringsgrad, at det i
overensstemmelse med almindelig
lovgivningsteknik må
foretrækkes, at reguleringen
sker administrativt. Udvalget
foreslår derfor, at der til de
foreslåede bestemmelser om
betingelserne for at iværksætte
konfrontation føjes en
bestemmelse, der bemyndiger
justitsministeren til at
fastsætte nærmere regler om
fremgangsmåden ved gennemførelse
af konfrontationsparade.
Udvalget
har i tilknytning til sit
forslag om en
bemyndigelsesbestemmelse omtalt
en række almindelige principper
for afvikling af
konfrontationsparader. Det
gælder bl.a. om betydningen af,
at et vidne før en konfrontation
har givet et signalement af den
formodede gerningsmand eller
udpeget den pågældende fra et
fotografi. Som et andet eksempel
kan nævnes spørgsmålet om den
praktiske fremgangsmåde ved
afhøring af et vidne efter en
konfrontation. Udvalget
anbefaler, at de anførte
principper indgår ved
fastsættelsen af de
administrative regler på
området.
Endelig
opfordrer udvalget til, at der
sker en tydeliggørelse af
retstilstanden i tilfælde, hvor
forsvareren har fået meddelelse
om tidspunktet for foretagelsen
af en konfrontation eller
lignende efterforskningsskridt,
jf. retsplejelovens § 745,
stk. 3, men ikke har mulighed
for at overvære den, f.eks. på
grund af andre gøremål. Giver
forsvareren udtryk for et ønske
om at overvære konfrontationen,
vil det være naturligt, at denne
udsættes til et tidspunkt, hvor
forsvareren har mulighed for at
være til stede. Der kan dog
forekomme tilfælde, hvor
gennemførelsen af
konfrontationen ikke kan eller
bør udsættes.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at det
i retsplejelovens § 745, stk. 3,
præciseres, at politiet, når
gennemførelsen af en
konfrontation ikke kan eller bør
udsættes, kan gennemføre
konfrontationen uden
forsvarerens tilstedeværelse.
Også i disse tilfælde bør
forsvareren straks underrettes
om det foretagne.
4.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig
i, at efterforskningsskridt i
form af konfrontation som
udgangspunkt bør lovreguleres.
Justitsministeriet er
samtidig enig i, at der ikke bør
ske lovregulering af de af
politiets efterforskningsskridt,
der alene retter sig mod en
første identifikation af
gerningsmanden, og hvorved
politiet ikke videregiver
oplysning om, at en bestemt
person har begået eller er
mistænkt for et strafbart
forhold. Justitsministeriet
lægger i den forbindelse i
lighed med udvalget vægt på, at
sådanne efterforskningsskridt på
så afgørende måde adskiller sig
fra den direkte konfrontation og
konfrontationsparaden, hvor en
bestemt person af politiet
fremstilles som mistænkt for
vidner, at de ikke er egnede til
regulering i forbindelse hermed.
Justitsministeriet deler også
udvalgets opfattelse, hvorefter
en regulering heller ikke i
øvrigt kan anses for nødvendig.
Som
anført af udvalget bør der ved
udformningen af betingelserne
for at gennemføre konfrontation
sondres mellem
konfrontationsparaden og den
direkte konfrontation. Der bør
således stilles skærpede krav,
hvor der er spørgsmål om at
gennemføre en
konfrontationsparade, idet
konfrontationsparaden må anses
for at være særligt indgribende
i den personlige integritet.
Justitsministeriet kan på
den baggrund tiltræde udvalgets
forslag om udformningen af
kriminalitetskrav, mistankekrav
og indikationskrav ved
konfrontationsparade, jf. herved
pkt. 4.2.1. ovenfor.
Som
anført af udvalget kan der
rejses spørgsmål om behovet for
lovregulering af den direkte
konfrontation, hvor politiet
fremstiller en mistænkt person
for et vidne. Justitsministeriet
finder det dog i lighed med
udvalget rigtigst, at der sker
en lovregulering, idet et sådant
efterforskningsskridt må antages
at udgøre et straffeprocessuelt
tvangsindgreb. De af udvalget
påpegede forskelle mellem
konfrontationsparaden og den
direkte konfrontation bør efter
Justitsministeriets opfattelse
afspejles ved udformningen af
betingelserne for foretagelse af
disse indgreb, idet kriterierne
for den direkte konfrontation
bør være væsentligt mindre
restriktive end de foreslåede
betingelser for afholdelse af
konfrontationsparade.
Justitsministeriet kan på den
baggrund tiltræde udvalgets
forslag om udformningen af
kriminalitetskrav, mistankekrav
og indikationskrav ved direkte
konfrontation, jf. pkt. 4.2.1.
ovenfor.
Justitsministeriet finder,
at kompetencen til at træffe
bestemmelse om foretagelse af
konfrontation fortsat bør
tilkomme politiet.
Justitsministeriet er endvidere
enig i, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 746, stk. 1,
om adgangen til at forlange
rettens afgørelse af
tvistigheder om lovligheden af
politiets efterforskningsskridt
må anses for tilstrækkelig til
at sikre domstolskontrol med
politiets efterforskningsskridt.
Der foreslås derfor ingen
ændringer i de gældende regler
om kompetencen på dette område.
Justitsministeriet er også
enig i, at den mistænktes
samtykke til gennemførelse af
konfrontation kan have
betydning, idet det som anført
af udvalget i nogle tilfælde kan
være i den mistænktes egen
interesse at medvirke ved en
konfrontation.
Justitsministeriet kan derfor
tiltræde udvalgets forslag om,
at der tillægges et samtykke den
betydning, at de foreslåede
materielle betingelser for
gennemførelse af en
konfrontation ikke skal
iagttages i sådanne tilfælde.
Justitsministeriet er i den
forbindelse enig i, at det af
retssikkerhedsmæssige grunde må
foretrækkes, at samtykket så
vidt muligt foreligger
skriftligt.
Justitsministeriet finder i
lighed med udvalget, at
indførelse af en regel,
hvorefter den sigtede ikke er
forpligtet til at medvirke ved
en konfrontation, må antages at
give anledning til betydelige
vanskeligheder i den praktiske
efterforskning. Som anført af
udvalget er der grund til at
tro, at den sigtede i langt de
fleste tilfælde vil medvirke til
gennemførelsen af en
konfrontationsparade, hvis
politiet som i dag kan meddele,
at den pågældende er forpligtet
hertil.
Justitsministeriet finder
endvidere, at der ikke kan
antages at være behov for en
regel, der udtrykkeligt
fastsætter, at den sigtede har
pligt til at medvirke ved en
konfrontationsparade. Som anført
af udvalget må det forhold, at
politiet hjemles adgang til at
foretage konfrontationsparade,
antages at indebære, at den
sigtede kan tvinges til at
medvirke. Justitsministeriet er
dog også enig i, at en
tvangsmæssig gennemførelse må
forudsætte, at sigtede anholdes,
og at det på baggrund af de
foreslåede krav til mistanke og
kriminalitet ved
konfrontationsparade næppe i
praksis kan volde vanskelighed,
at anholdelsesreglerne skal
iagttages i sådanne tilfælde.
Endelig
kan Justitsministeriet tiltræde,
at der i tilslutning til de
foreslåede regler om
betingelserne for konfrontation
indsættes en bestemmelse, der
bemyndiger til administrativt at
fastsætte nærmere regler om
gennemførelsen af
konfrontationsparade.
Justitsministeriet vil ved
udmøntningen af en sådan
bemyndigelsesbestemmelse være
opmærksom på de almindelige
principper for afvikling af
konfrontationsparader, som
udvalget har anført i
tilknytning til sit forslag om
en bemyndigelsesbestemmelse på
dette område.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 817.
Justitsministeriet er
endvidere enig i, at der er
behov for en præcisering af
reglerne i retsplejelovens
§ 745, stk. 3, således at det
udtrykkeligt fremgår, at
politiet kan gennemføre en
konfrontation, der ikke kan
udsættes, i tilfælde, hvor
forsvareren ikke har mulighed
for at overvære den. Som anført
af udvalget bør der også i disse
tilfælde være pligt for politiet
til straks at underrette
forsvareren om det foretagne.
For så vidt angår det nærmere
indhold af ændringerne henvises
til bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 745, stk. 3.
5.
Efterlysning
Politiet
anvender i praksis
efterlysninger i en række
forskellige situationer.
Efterlysninger kan anvendes som
led i en strafferetlig
efterforskning og angå personer,
der er under mistanke for at
have begået en forbrydelse,
eller personer, der søges som
vidner til en forbrydelse.
Efterlysninger anvendes
endvidere uden for
strafferetsplejen, f.eks.
efterlysning af bortgåede eller
savnede personer.
Der
sondres normalt mellem intern
efterlysning, som sker
gennem politiets interne
meddelelsesorganer, og offentlig
efterlysning, som typisk sker
gennem massemedierne, men som
også kunne ske f.eks. ved
efterlysningsplakater.
Offentlig
efterlysning af formodede
gerningsmænd indebærer efter
omstændighederne en overtrædelse
af straffelovens bestemmelser om
freds- og ærekrænkelser,
herunder navnlig § 267, idet
efterlysningen medfører
udbredelse til offentligheden af
en sigtelse for et strafbart
forhold, dvs. et forhold, der -
navnlig hvis der er tale om et
grovere strafbart forhold - er
egnet til at nedsætte den
efterlyste i medborgeres
agtelse. En offentlig
efterlysning vil på den baggrund
ofte kunne karakteriseres som et
straffeprocessuelt
tvangsindgreb.
Også
interne efterlysninger vil efter
omstændighederne kunne realisere
gerningsindholdet i
straffelovens § 267, og interne
efterlysninger må derfor i visse
tilfælde også anses for
straffeprocessuelle
tvangsindgreb.
Efterlysning af en person
som forurettet eller som vidne
indebærer derimod ikke i sig
selv nogen sigtelse for
ærerørigt forhold. Sker der
derfor som led i en
strafferetlig forfølgning
efterlysning af personer som
vidner, realiseres der i
almindelighed ikke et ellers
strafbart gerningsindhold.
Sådanne efterlysninger kan
derfor ikke anses for
straffeprocessuelle
tvangsindgreb.
Forskellig fra efterlysning
af bestemte og af politiet
identificerede personer er de
tilfælde, hvor politiet ikke
kender identiteten af den
eftersøgte person (en formodet
gerningsmand), og hvor man
derfor søger at finde frem til
den pågældende gennem udsendelse
af mere eller mindre vage
beskrivelser af personen.
Sådanne tilfælde falder
formentlig også uden for området
for straffeprocessuelle
tvangsindgreb, idet ærekrænkelse
efter straffelovens § 267
forudsætter, at identiteten skal
være kendt eller genkendelig for
en større kreds. At navnet ikke
nævnes, er dog ikke i sig selv
tilstrækkeligt til at bringe
forholdet uden for § 267, hvis
det ud fra sammenhængen er klart
for en større kreds, hvem der
sigtes til. Dette gælder f.eks.
i de tilfælde, hvor politiet
offentliggør et for en større
kreds genkendeligt foto af den
formodede gerningsmand.
Offentlige efterlysninger af
bortgåede eller savnede personer
eller af undvegne strafafsonere
anses ikke for
straffeprocessuelle
tvangsindgreb, idet disse
efterlysninger ikke er midler,
der anvendes som led i
efterforskningen af et strafbart
forhold. Spørgsmålet om
lovregulering kommer derfor ikke
på tale i forhold til sådanne
efterlysninger.
Undertiden sker offentlig
efterlysning uden angivelse af,
hvorvidt den pågældende søges
som mulig gerningsmand,
forurettet eller som vidne, idet
det blot anføres, at politiet
gerne vil i forbindelse med
vedkommende. Sådanne tilfælde,
hvor det ikke angives, hvorfor
den pågældende søges, falder i
almindelighed også uden for det
område, hvor lovregulering i
dette lovforslag overvejes.
Spørgsmålet om behovet for
lovregulering af politiets
anvendelse af efterlysning er
behandlet i bet. 1298/1995, s.
63-76.
5.1.
Offentlige efterlysninger
5.1.1.
Gældende ret
Spørgsmålet om anvendelse af
offentlige efterlysninger i
efterforskningsøjemed er ikke
reguleret i lovgivningen. Det
antages imidlertid, at der er
snævre grænser for politiets
anvendelse af offentlige
efterlysninger, idet det normalt
kræves, at den efterlyste med
meget betydelig styrke mistænkes
for at have begået en alvorlig
forbrydelse (navnlig drab, grove
voldsforbrydelser,
seksualforbrydelser og røveri),
og at nye forbrydelser af
tilsvarende grovhed må
befrygtes. Det må endvidere
forudsættes, at andre og mindre
indgribende eftersøgningsmetoder
har vist sig - eller må påregnes
- at være utilstrækkelige. Også
efterlysningens geografiske
udstrækning må afstemmes med
formodningerne om den
eftersøgtes færden.
I praksis
er det politiet, som træffer
beslutning om, hvorvidt der skal
iværksættes offentlig
efterlysning, og der er fastsat
en række interne regler herom.
Rigspolitichefen har således i
en kundgørelse fastsat nærmere
retningslinier for anvendelsen
af efterlysninger i radio og tv.
Efterlysning i radioen af
kriminelle personer, herunder
undvegne strafafsonere, bør
efter kundgørelsen kun ske, når
forbrydelsens alvorlige karakter
eller risikoen for ny alvorlig
forbrydelse gør det påkrævet, at
den pågældende hurtigst muligt
anholdes. Tilsvarende regler
gælder for efterlysning i tv.
Efterlysning af mistænkte
gerningsmænd via radio eller tv
vil således kunne ske i
alvorlige sager vedrørende drab,
voldtægt, volds- og
narkotikakriminalitet m.v.
Efterlysning i radio eller
tv bør ifølge kundgørelsen have
undtagelsens karakter, idet
anmodning om udsendelse af
efterlysninger eller andre
meddelelser gennem radio eller
tv ikke bør fremsættes, når
meddelelsen ikke er mere
presserende, end at den vil
kunne udsendes med fornøden
virkning gennem dagspressen.
Efterlysninger via
dagspressen er ikke reguleret af
Rigspolitichefen, men anvendelse
heraf sker i praksis efter de
samme kriterier.
5.1.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag
5.1.2.1.
Betingelserne for anvendelse af
offentlige efterlysninger
Som nævnt
ovenfor i indledningen til pkt.
5 kan politiets offentlige
efterlysninger indebære en
ærekrænkelse, der ville udgøre
en overtrædelse af straffelovens
§ 267, hvis den var iværksat af
andre end politiet. Det gælder
navnlig i de tilfælde, hvor der
efterlyses med angivelse af navn
og bopæl. Også andre oplysninger
om en person vil efter
omstændighederne kunne indebære
en overtrædelse af straffelovens
§ 267.
Som det
fremgår af pkt. 1.3. ovenfor, er
det Strafferetsplejeudvalgets
generelle opfattelse, at der så
vidt muligt bør ske en
udtømmende regulering af de
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Udvalget finder
bl.a. på den baggrund, at også
det tvangsindgreb, der består i
offentlige efterlysninger, bør
lovreguleres.
Udvalget
finder, at der ved offentlige
efterlysninger bør opstilles
forskellige kriterier, som tager
udgangspunkt i formålet med
efterlysningen og dermed den
krænkelse, som efterlysningen og
de deri indeholdte oplysninger
indebærer for den pågældende.
Skal efterlysningen bruges til
at finde frem til en person, som
er mistænkt eller sigtet i en
sag og dermed allerede
identificeret, må betingelserne
for at foretage offentlig
efterlysning i overensstemmelse
med gældende praksis være
restriktive. Der må derfor for
det første opstilles et
kvalificeret mistankekrav,
således at risikoen for, at en
uskyldig udråbes som den
formodede gerningsmand,
begrænses mest muligt. Der må
således være en høj grad af
sikkerhed for, at den efterlyste
er gerningsmanden. Udvalget
finder på den baggrund, at
mistankekravet bør udformes
således, at der skal foreligge
en særlig bestyrket mistanke om,
at den pågældende har begået
lovovertrædelsen.
Der må
for det andet opstilles et
kvalificeret kriminalitetskrav,
idet kun mere grove forbrydelser
bør kunne give politiet
anledning til offentlig
efterlysning.
Kriminalitetskravet foreslås
derfor fastsat således, at den
påsigtede forbrydelse skal angå
en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale, og
som efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover.
På grund
af indgrebets alvorlige karakter
bør offentlig efterlysning i
øvrigt kun anvendes, hvor dette
i det konkrete tilfælde er
særlig indiceret, herunder fordi
andre og mindre indgribende
foranstaltninger for at finde
den pågældende har vist sig
eller må antages at være
forgæves. Udvalget foreslår
derfor som indikationskrav,
at offentlig efterlysning må
antages at være af afgørende
betydning for efterforskningens
gennemførelse eller for at
forebygge yderligere
lovovertrædelser af tilsvarende
grovhed.
Endvidere
foreslår udvalget en
bestemmelse, hvorefter
efterlysning ikke må foretages,
såfremt det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde
den, som det rammer, ville være
et uforholdsmæssigt indgreb.
Skal
efterlysningen bruges som led i
efterforskningen til at finde
frem til en ikke identificeret
gerningsmand, har politiet andre
behov. Politiet har i disse
tilfælde brug for at kunne
offentliggøre andre oplysninger
vedrørende den pågældende,
f.eks. oplysninger om
vedkommendes udseende, alder
eller andre særlige
karakteristika m.v., således at
offentligheden eventuelt kan
identificere den pågældende for
politiet. I nogle tilfælde vil
politiet endvidere lade
udfærdige et såkaldt
»fantombillede« på grundlag af
vidners signalement m.v.
Selv om
politiet er bekendt med
gerningsmandens identitet, vil
politiet i nogle tilfælde vælge
ikke at efterlyse den pågældende
med navn eller lignende, men i
stedet offentliggøre oplysninger
vedrørende udseende, alder eller
lignende for på denne måde at
fremkalde yderligere vidner med
henblik på at styrke
efterforskningsmaterialet.
I begge
tilfælde vil der blive tale om
at offentliggøre signalement
eller andre oplysninger, der er
egnede til at fastlægge
identiteten af en formodet
gerningsmand.
Da
offentliggørelsen af sådanne
oplysninger ikke på samme måde
som oplysninger om navn,
stilling og bopæl entydigt vil
kunne identificere den
pågældende, finder udvalget, at
mistankekravet kan sættes noget
lavere end ved efterlysning af
en bestemt person som formodet
gerningsmand. Udvalget foreslår
derfor, at det alene kræves, at
den pågældende med rimelig grund
er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale.
Indikationskravet foreslås
fastsat således, at
efterlysningen skal være af
væsentlig betydning for
efterforskningen, herunder for
fastlæggelsen af den pågældendes
identitet, eller for at
forebygge yderligere
lovovertrædelser.
I de
almindelige tilfælde, hvor der
alene sker offentliggørelse af
signalement eller lignende
oplysninger, vil antallet af
personer, der kan genkende og
positivt identificere den
pågældende alene ud fra
signalementet, formentlig være
ganske begrænset, og krænkelsen
ved efterlysningen er dermed
også tilsvarende ringe. Udvalget
har derfor ikke fundet behov for
at fastsætte et
kriminalitetskrav for
anvendelsen af sådanne
efterlysninger som led i
efterforskningen ud over, at der
skal være tale om en
lovovertrædelse, der forfølges
af det offentlige. Udvalget har
herved lagt vægt på, at sådanne
efterlysninger i praksis finder
en vis anvendelse også i helt
banale straffesager, bl.a. med
henblik på også at finde vidner,
som kan have set noget af
betydning for politiets
efterforskning.
Et
særligt spørgsmål er, i hvilket
omfang politiet bør have
mulighed for at offentliggøre et
fotografi af gerningsmanden. Ved
offentliggørelse af et fotografi
og ikke kun et signalement må
kredsen af personer, der kan
genkende og positivt
identificere den pågældende,
således antages at være noget
videre, og krænkelsen dermed
tilsvarende større. På den
baggrund foreslår udvalget et
skærpet kriminalitets- og
mistankekrav for anvendelsen af
fotografier som led i
efterforskningen, således at der
skal være begrundet mistanke om,
at den pågældende har begået en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover.
Som det
foreslås ved efterlysning, skal
der også i tilfælde af
offentliggørelse af signalement
eller fotografi af den formodede
gerningsmand gælde en
proportionalitetsgrundsætning.
Politiet
må således kun offentliggøre
signalement eller andre
oplysninger, der er egnede til
at fastlægge identiteten af en
formodet gerningsmand, eller
offentliggøre et fotografi af
den formodede gerningsmand,
såfremt offentliggørelse efter
indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og
ulempe, som indgrebet må antages
at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Udvalget
har overvejet, om fotografier
optaget i gerningsøjeblikket
altid bør kunne offentliggøres
af politiet. Man kan f.eks.
forestille sig, at der ved
videoovervågning i en forretning
er sket optagelse af en røver i
gerningsøjeblikket. I en sådan
situation er der ikke tvivl om,
at fotografiet viser en person,
der begår en lovovertrædelse, og
det kunne derfor være
nærliggende i alle tilfælde at
tillade offentliggørelse af
fotografiet. Fotografiet af den
formodede gerningsmand kan
imidlertid også være optaget på
anden måde. Der kan f.eks. være
tale om en amatørfotograf, der
tilfældigt er kommet til at tage
et fotografi af den formodede
gerningsmand, da denne kommer ud
fra forretningen, hvor et røveri
har fundet sted. I sådanne
tilfælde, hvor billedet ikke
viser selve den kriminelle
handling, er der ikke den samme
sikkerhed for, at den afbillede
person person er gerningsmanden.
Der kan derfor være større
betænkelighed ved at tillade
offentliggørelse af sådanne
fotografier. Yderligere kan man
forestille sig tilfælde, hvor
det er tvivlsomt, om fotografiet
viser en kriminel handling. Der
kan f.eks. være tale om billeder
fra en videoovervågning i en
forretning, hvor man ser en
person lægge en vare i lommen og
ikke i indkøbsvognen, men hvor
man ikke ser, om denne person
forlader forretningen uden at
betale for varen.
Da
offentliggørelse af fotografier
som nævnt ovenfor ofte vil kunne
føre til, at en bredere kreds af
personer vil kunne genkende og
identificere den pågældende, og
henset til den usikkerhed, der i
nogle tilfælde kan være
forbundet med, om fotografiet
rent faktisk viser
gerningsmanden til en
forbrydelse, har udvalget valgt
ikke at foreslå en særregel om
offentliggørelse af fotografier
optaget i gerningsøjeblikket.
5.1.2.2.
Fremgangsmåden ved anvendelse af
offentlige efterlysninger
Som
anført i pkt. 5.1.1. ovenfor er
anvendelsen af offentlige
efterlysninger i dag
ulovreguleret. Det er således
politiet, der træffer afgørelse
om foretagelse af
efterlysninger. Udvalget finder,
at kompetencen til at træffe
afgørelse om offentliggørelse af
signalement eller lignende
vedrørende en formodet
gerningsmand, hvis identitet
ikke er politiet bekendt,
fortsat skal tilkomme politiet.
Udvalget lægger i den
forbindelse vægt på, at der som
oftest vil være tale om et
indgreb af mindre alvorlig
karakter, idet den personkreds,
der vil kunne genkende den
mistænkte, må formodes at være
lille.
Udvalget
foreslår på den baggrund, at
afgørelse om offentliggørelse af
signalement m.v. og fotografi
træffes af politiet.
Ved
afgørelsen af, hvem kompetencen
skal tilkomme ved efterlysning
af en mistænkt eller sigtet ved
angivelse af navn eller
lignende, har udvalget delt sig
i et flertal og et mindretal.
Udvalgets
flertal (6 medlemmer)
foreslår, at kompetencen til at
træffe afgørelse om efterlysning
også i disse tilfælde skal til
komme politiet. Flertallet
finder, at politiet har de
bedste forudsætninger for at
udøve skønnet over, om offentlig
efterlysning er et nødvendigt og
hensigtsmæssigt
efterforskningsskridt.
Flertallet er enig i, at
offentlig efterlysning er et
indgreb af alvorlig karakter.
Dette fremgår da også af den
måde, hvorpå politiet hidtil har
administreret kompetencen, idet
offentlige efterlysninger i
praksis anvendes forholdsvis
sjældent. Flertallet bemærker
herved, at offentlige
efterlysninger har en tendens
til at miste deres værdi som
efterforskningsmiddel, såfremt
de anvendes for ofte og for
liberalt. Det er derfor også i
politiets interesse, at
offentlige efterlysninger kun
anvendes, hvis det er påkrævet.
Hvis politiet finder, at
offentlig efterlysning er
påkrævet, må det formodes, at
retten kun yderst sjældent vil
finde anledning til at
tilsidesætte dette skøn.
Det er på
den baggrund flertallets
opfattelse, at en regel om, at
retten skal godkende enhver
offentlig efterlysning,
forekommer unødvendig, idet den
fornødne retslige kontrol er
indeholdt i bestemmelsen i
retsplejelovens § 746, stk. 1,
hvorefter spørgsmål om
lovligheden også af en offentlig
efterlysning vil kunne
indbringes særskilt for retten.
Flertallet foreslår på den
baggrund, at afgørelse om
efterlysning af en person, hvis
identitet er politiet bekendt,
gennem presse m.v., træffes af
politiet.
Et
mindretal i udvalget (3
medlemmer) foreslår, at
kompetencen til at træffe
afgørelse om offentlig
efterlysning henlægges til
retten. Mindretallet finder, at
offentlig efterlysning er et så
indgribende
efterforskningsskridt, at det
kun bør kunne iværksættes under
domstolskontrol. En sådan regel
vil understrege indgrebets
alvorlige karakter og vil alene
i kraft af sin eksistens øve
indflydelse på anvendelsen af
indgrebet. Den efterfølgende
retslige kontrol, der fremhæves
af flertallet, vil eventuelt
kunne tillægge den forurettede
erstatning, men dette vil næppe
altid kunne kompensere for
skadevirkningen.
Mindretallet fremhæver, at
betænkelighederne ved at indføre
en regel om domstolskontrol
mindskes, hvis der samtidig
gennemføres en regel om, at
politiet kan træffe beslutning
om at foretage offentlig
efterlysning, såfremt indgrebets
øjemed ville forspildes, dersom
retskendelse skulle afventes
(periculum in mora).
Mindretallet foreslår derfor
samtidig en regel herom. Efter
mindretallets opfattelse kan der
således opstå situationer, hvor
politiet kan have behov for at
foretage offentlig efterlysning
uden at skulle afvente
retskendelse. Det drejer sig
navnlig om de situationer, hvor
den formodede gerningsmand
skønnes at være så farlig, at
han straks bør anholdes for at
afværge yderligere
lovovertrædelser af tilsvarende
grovhed som dem, den pågældende
allerede er mistænkt for, f.eks.
voldtægt eller drab. I sådanne
tilfælde bør politiet kunne
foretage indgrebet med
efterfølgende forelæggelse af
sagen for retten. Mindretallet
foreslår, at der med hensyn til
betingelserne og fremgangsmåden
i øvrigt ved iværksættelse af
periculum in mora-indgreb tages
udgangspunkt i reglerne om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf.
retsplejelovens § 783, stk. 3.
Efter
§ 783, stk. 3, kan politiet
træffe bestemmelse om indgrebet,
såfremt indgrebets øjemed ville
forspildes, dersom retskendelse
skulle afventes. I så fald skal
politiet snarest muligt og
senest inden 24 timer fra
indgrebets iværksættelse
forelægge sagen for retten.
Retten afgør ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, samt om
det kan opretholdes, og i
bekræftende fald for hvilket
tidsrum. Burde indgrebet efter
rettens opfattelse ikke være
foretaget, skal retten give
meddelelse herom til
Justitsministeriet.
5.1.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig
i, at der bør ske en
lovregulering af offentlige
efterlysninger, der anvendes som
led i efterforskningen, idet
offentlige efterlysninger under
benyttelse af navn, stilling og
bopæl eller efter
omstændighederne andre
oplysninger må antages at udgøre
et straffeprocessuelt
tvangsindgreb.
Justitsministeriet er
endvidere enig i, at
betingelserne for anvendelse af
offentlig efterlysning bør
udformes forskelligt afhængigt
af formålet med efterlysningen
og den krænkelse, som
efterlysningen og de deri
involverede oplysninger
indebærer for den efterlyste.
Justitsministeriet finder
således også, at betingelserne
bør skærpes, når der er tale om
en person, som er sigtet eller
mistænkt og derved allerede
identificeret.
Justitsministeriet kan på
den baggrund tiltræde udvalgets
forslag om betingelserne for
offentliggørelse af signalement
eller andre oplysninger, der er
egnede til at fastlægge
identiteten af en formodet
gerningsmand, og om
betingelserne for
offentliggørelse af personer,
hvis identitet er politiet
bekendt, gennem pressen m.v.
Justitsministeriet er
endvidere enig i, at der bør
stilles skærpede krav for
anvendelsen af fotografier som
led i efterforskningen, idet
kredsen af personer, der kan
genkende og positivt
identificere den pågældende, må
antages at være videre, og
krænkelsen derved tilsvarende
større.
Justitsministeriet kan
derfor tiltræde udvalgets
forslag om et skærpet
kriminalitets- og mistankekrav.
Justitsministeriet er i den
forbindelse enig i, at der ikke
er grundlag for at lempe
betingelserne for efterlysning
ved offentliggørelse af
fotografier optaget i
gerningsøjeblikket, idet
offentliggørelse af fotografier
ofte kan føre til, at en bredere
kreds af personer kan genkende
og identificere den pågældende.
På den baggrund og under hensyn
til den usikkerhed, der som
anført af udvalget kan være
forbundet med, om fotografiet
rent faktisk viser
gerningsmanden til en
forbrydelse, er det også
Justitsministeriets opfattelse,
at spørgsmålet om
offentliggørelse af sådanne
fotografier må afgøres efter den
foreslåede bestemmelse om
offentliggørelse af fotografier,
jf. § 818, stk. 2.
Justitsministeriet finder,
at kompetencen til at træffe
afgørelse om offentliggørelse af
signalement eller lignende af en
formodet gerningsmand, hvis
identitet ikke er politiet
bekendt, fortsat bør tilkomme
politiet. Justitsministeriet er
i den forbindelse enig i, at der
som oftest vil være tale om et
indgreb af mindre alvorlig
karakter, idet den personkreds,
der vil kunne genkende den
mistænkte, må formodes at være
lille. Justitsministeriet kan
derfor tiltræde udvalgets
forslag om, at afgørelse om
offentliggørelse skal træffes af
politiet.
For så
vidt angår spørgsmålet om,
hvorvidt kompetencen ved
efterlysning af en mistænkt
eller sigtet ved angivelse af
navn eller lignende bør tilkomme
politiet eller retten, har
Strafferetsplejeudvalget delt
sig i et flertal og et
mindretal.
Som
påpeget af udvalgets mindretal
kan det anføres, at offentlig
efterlysning af denne karakter
er et så indgribende
efterforskningsskridt, at det
som udgangspunkt kun bør
iværksættes efter rettens
afgørelse.
Heroverfor kan imidlertid
som påpeget af flertallet
anføres, at politiet må antages
at have de bedste forudsætninger
for at udøve skønnet over, om
offentlig efterlysning er et
nødvendigt og hensigtsmæssigt
efterforskningsskridt. Desuden
vil en for udstrakt brug af
offentlig efterlysning ikke være
i politiets interesse, idet det
kan svække efterlysningernes
gennemslagskraft i forhold til
befolkningen. Finder politiet,
at offentlig efterlysning er
påkrævet, er der endvidere grund
til at tro, at retten kun yderst
sjældent vil finde anledning til
at tilsidesætte dette skøn.
Hertil kommer, at
retsplejelovens § 746, stk. 1,
giver mulighed for at forlange
domstolsprøvelse også i
tilfælde, hvor der er tvist om
lovligheden af en offentlig
efterlysning.
Justitsministeriet finder på
den baggrund, at kompetencen til
at træffe afgørelse om
efterlysning fortsat bør
tilkomme politiet.
Justitsministeriet kan derfor
tiltræde flertallets forslag
herom.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til de foreslåede
bestemmelser i retsplejelovens
§ 818 og § 819.
5.2.
Interne efterlysninger
5.2.1.
Gældende ret
Politiets
anvendelse af interne
efterlysninger er ikke
selvstændigt reguleret i
lovgivningen. Formen for interne
oplysninger varierer afhængig
af, om der er tale om
efterlysning af bortgåede eller
savnede personer, strafafsonere
eller mistænkte gerningsmænd.
Ved
anmeldelse af bortgåede eller
savnede personer optager
politiet rapport og opdaterer
den pågældende som efterlyst i
kriminalregisteret. Må en person
antages at være til fare for sig
selv eller andre, eller må der
antages at være tilstødt
personen en forbrydelse,
rundsendes efterlysningen pr.
telefax. Er den bortgåede eller
savnede person ikke fundet inden
14 dage, eller må det formodes,
at personen kan være afgået ved
døden, underrettes
Rigspolitichefens
Eftersøgningstjeneste, der fører
et nationalt register over
bortgåede eller savnede
personer. Eftersøgningen kan
eventuelt overtages af
Rigspolitichefens
Eftersøgningstjeneste, hvis det
skønnes mere hensigtsmæssigt.
Strafafsonere, der udebliver
efter orlov eller undviger fra
afsoning, efterlyses af fængslet
eller arresthuset til den
politikreds, hvor institutionen
er beliggende. Politiet optager
rapport, og den pågældende
registreres i det centrale
kriminalregister som eftersøgt.
Efterlysningen sendes pr.
telefax til samtlige
politikredse.
Mistænkte
gerningsmænd registreres på
samme måde som undvegne
strafafsonere, hvis deres
identitet er kendt.
Uidentificerede gerningsmænd
efterlyses ved rundsendelse af
tilgængelige oplysninger, f.eks.
om signalement, foto,
beskrivelse af modus operandi
(gerningsmandens fremgangsmåde)
til relevante tjenestesteder.
5.2.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag
Strafferetsplejeudvalget har
overvejet, om der også bør ske
regulering af politiets interne
efterlysninger, dvs.
efterlysninger via politiets
interne meddelelsesorganer.
Baggrunden for udvalgets
overvejelser er, at der også ved
interne efterlysninger efter
omstændighederne realiseres en
overtrædelse af straffelovens
§ 267. Den interne efterlysning
må derfor i visse tilfælde også
anses for et straffeprocessuelt
tvangsindgreb. Sammenlignet med
den offentlige efterlysning, jf.
pkt. 5.1. ovenfor, udgør den
interne efterlysning dog et
indgreb af langt ringere
intensitet.
En
efterlysning, der rundsendes fra
en politikreds til alle eller
enkelte af landets øvrige
politikredse, indebærer en
videregivelse af oplysninger om
enkeltpersoners rent private
forhold til anden
forvaltningsmyndighed, jf.
forvaltningslovens § 28, idet
den enkelte politikreds må anses
for en selvstændig myndighed i
forvaltningslovens forstand.
Videregivelse vil derfor kun
kunne ske, såfremt en eller
flere af betingelserne i § 28,
stk. 2, er opfyldt. Da
efterlysninger, herunder interne
efterlysninger, normalt kun
anvendes ved kriminalitet af en
vis grovhed, vil videregivelse
normalt kunne ske efter reglen i
§ 28, stk. 2, nr. 3, hvorefter
videregivelse bl.a. kan ske til
varetagelse af offentlige
interesser, der klart overstiger
hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse. Det
må efter udvalgets opfattelse
antages, at hensynet til
gerningsmandens interesse i at
undgå den krænkelse, der ligger
i den interne efterlysning, må
vige for hensynet til samfundets
interesse i at forfølge (grove)
forbrydelser.
Da
politiets interne videregivelse
af oplysninger således allerede
er reguleret i
forvaltningsloven, har udvalget
ikke fundet grundlag for at
foreslå særlige regler herom
fastsat i retsplejeloven.
5.2.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig
i, at interne efterlysninger
efter omstændighederne indebærer
en overtrædelse af straffelovens
§ 267, og at intern efterlysning
derfor som udgangspunkt må anses
for et straffeprocessuelt
tvangsindgreb, som kan overvejes
lovreguleret.
Som
anført af
Strafferetsplejeudvalget er
politiets interne videregivelse
af oplysninger imidlertid
allerede i dag omfattet af
reglerne i forvaltningslovens
§ 28 om videregivelse af
oplysninger til anden
forvaltningsmyndighed.
Justitsministeriet er derfor
enig i, at der ikke er grundlag
for at foreslå yderligere regler
på dette område.
6.
Observation
Et
vigtigt led i politiets
efterforskning er observation,
dvs. iagttagelse af personer.
Observation kan ske med det
blotte øje eller ved brug af
optiske instrumenter. En
observation kan fastholdes ved
fotografering eller ved
film-/videooptagelse.
Observation dækker over
mange forskellige situationer,
der ikke alle er lige
indgribende. I den ene ende af
skalaen kan nævnes observation
med det blotte øje på et frit
tilgængeligt sted. I den anden
ende af skalaen kan nævnes
observation af personer, der
befinder sig i en bolig, ved
hjælp af et skjult, fjernbetjent
apparat.
6.1.
Gældende ret
Der
findes ikke i retsplejeloven
eller i lovgivningen i øvrigt
nærmere bestemmelser, der
særligt regulerer politiets
adgang til at foretage
observation. Det gælder, uanset
om observation foretages ved
hjælp af et apparat, og uanset
om der observeres på et frit
tilgængeligt eller et ikke frit
tilgængeligt sted. Der er heller
ikke i administrative
forskrifter fastsat regler
herom.
Det har
tidligere været overvejet at
fastsætte regler i
retsplejeloven om observation. I
forbindelse med reformen i 1972
af straffelovens regler om
beskyttelse af privatlivets fred
og nogle hertil knyttede
ændringer af retsplejeloven blev
det overvejet at lade
retsplejelovens (daværende)
§ 750 c om aflytning omfatte
også iagttagelser svarende til
straffelovens § 264 a. Om disse
overvejelser hedder det i
bemærkningerne til lovforslaget,
jf. Folketingstidende 1971-72,
tillæg A, sp. 562:
»Det har
været overvejet at udvide
forslaget til § 750 c
(aflytning) til også at omfatte
politiets og f.eks.
toldmyndighedernes adgang til
uden tilladelse at fotografere
personer, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted,
samt på de nævnte myndigheders
adgang til ved hjælp af kikkert
eller andet apparat at iagttage
sådanne personer, jf. forslaget
til borgerlig straffelovs § 264
a. Justitsministeriet har
imidlertid ikke fundet at kunne
gå ind for en sådan udvidelse,
da den ville afskære politiet og
toldmyndighederne fra at
efterforske og sikre sig bevis i
sager, der ikke er omfattet af
opregningen i § 750 a, hvis de
mistænkte befinder sig på et
lukket område, herunder et skib.
En sådan begrænsning af
efterforskningsmulighederne må
f.eks. i sager om smugleri og
sortbørshandel anses for
urimelig, hvis man afvejer den i
forhold til
beskyttelsesinteressen, og
Justitsministeriet finder derfor
ikke grundlag for at søge disse
forhold nærmere reguleret ved
lov.«
På denne
baggrund kan en analogi fra
retsplejelovens bestemmelser om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden ikke
uden videre anvendes som
grundlag for en beskrivelse af
de gældende regler om
observation.
Hertil
kommer, at politiets adgang til
at aflytte andre samtaler end
telefonsamtaler ikke er
begrænset til samtaler, der
føres på ikke frit tilgængelige
steder. Hemmelig aflytning af
samtaler, som finder sted på
frit tilgængelige steder, er
således også et indgreb
i meddelelseshemmeligheden.
Retsplejelovens bestemmelser
følger her straffelovens § 263,
stk. 1, nr. 3, om aflytning, som
- i modsætning til straffelovens
§ 264 a om observation - ikke
stiller krav til stedet.
Aflytning
af samtaler uden anvendelse af
apparat, f.eks. samtaler, der på
offentligt sted kan høres af de
omkringstående, falder uden for
straffelovens § 263, stk. 1, nr.
3. Båndoptagelse af sådanne
samtaler til støtte for den
lyttendes hukommelse falder
formentlig også uden for
straffelovens regel, jf. bet.
1023/1984, s. 60. På samme måde
falder en iagttagelse, der
foretages uden anvendelse af
apparat, altid uden for
straffelovens § 264 a, hvorimod
en »fastholdelse« af
iagttagelsen ved hjælp af et
apparat vil bringe forholdet ind
under straffelovens § 264 a,
såfremt den iagttagede befinder
sig på et ikke frit tilgængeligt
sted.
I praksis
foretages observation som led i
efterforskning efter politiets
frie skøn, der dog er undergivet
de generelle begrænsninger, som
udspringer af
proportionalitetsgrundsætningen.
Det må endvidere antages, at
observation i princippet kun
finder sted over for mistænkte
(sigtede). Men ligesom ved
indgreb i
meddelelseshemmeligheden vil
ikke mistænkte personer ofte
blive involveret gennem deres
samvær med mistænkte (sigtede).
6.2.
Strafferetsplejeudvalgets
forslag
6.2.1.
Observation med optisk udstyr af
personer, der befinder sig på
ikke frit tilgængelig sted
(kvalificerede indgreb)
6.2.1.1.
Opdeling af de kvalificerede
indgreb
Efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse har observation med
optisk udstyr på ikke frit
tilgængeligt sted karakter af et
indgreb i privatlivets fred.
Retsplejeloven bør derfor
indeholde nærmere regler om
dette efterforskningsmiddel. Da
ikke alle former for observation
på ikke frit tilgængeligt sted
med optisk udstyr føles lige
krænkende, foreslår udvalget, at
indgrebene opdeles i forskellige
kategorier.
Udvalget
foreslår, at der ved
kategoriseringen lægges særlig
vægt på følgende momenter: 1)
karakteren af den lokalitet, der
konkret er tale om at observere,
2) placeringen af det apparat,
der skal anvendes i det konkrete
tilfælde, og 3) karakteren af
det apparat, der bliver tale om
at anvende. Herved vil det efter
udvalgets opfattelse være muligt
at udskille de tilfælde, hvor
der er tale om mere
kvalificerede og særlig
kvalificerede indgreb, og hvor
der derfor bør opstilles
strengere betingelser for at
tillade observation.
Udvalget
foreslår følgende opdeling:
1)
De kvalificerede indgreb:
Observation af personer, der
befinder sig på et ikke frit
tilgængeligt sted, ved hjælp
af et apparat.
2)
De mere kvalificerede
indgreb: Observation af
personer, der befinder sig
på et ikke frit tilgængeligt
sted, såfremt observationen
foretages ved hjælp af et
fjernbetjent eller
automatisk virkende
tv-kamera, fotografiapparat
eller lignende apparat.
3)
De særlig kvalificerede
indgreb: Observation af
personer, der befinder sig i
en bolig eller andre husrum,
såfremt observationen
foretages ved hjælp af a)
apparat, der anvendes i
boligen eller husrummet,
eller b) fjernbetjent eller
automatisk virkende apparat.
Der
henvises i øvrigt til bet.
1298/1995, s. 89-94.
6.2.1.2.
Kriminalitets- og
indikationskrav
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden er et
straffeprocessuelt
tvangsindgreb, hvis anvendelse
efter gældende ret er undergivet
meget snævre grænser, jf.
retsplejelovens § 781. Udvalget
finder, at observation i den
nævnte særlig kvalificerede form
af personer, der befinder sig i
en bolig eller andre husrum, ved
hjælp af optiske apparater, der
anvendes i boligen eller
husrummet, eller ved hjælp af
fjernbetjent eller automatisk
virkende apparat, er en
foranstaltning af lige så intens
og indgribende karakter som
indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Betingelserne for iværksættelse
af sådan observation bør derfor
ligge på niveau med
betingelserne for indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Dette
gælder både med hensyn til
spørgsmålet om
kriminalitetskrav, hvor der
derfor bør fastsættes krav om en
strafferamme på 6 år eller
derover, eller at
lovovertrædelsen angår særlig
kvalificerede overtrædelser af
straffeloven. Med hensyn til
indikationskravet bør det
kræves, at indgrebet skal være
af afgørende betydning for
efterforskningen.
Samtidig
foreslås det, at
efterforskningen skal vedrøre en
lovovertrædelse, som har medført
eller som kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd
eller for betydelige
samfundsværdier. Denne
betingelse svarer til
bestemmelsen om rumaflytning i
retsplejelovens § 781, stk. 5,
der blev indsat under
Folketingets behandling af
spørgsmålet om regulering af
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf.
Folketingstidende 1984-85,
tillæg B, sp. 2227.
Det
foreslås endvidere, at der skal
være bestemte grunde til at
antage, at bevis i sagen kan
opnås ved indgrebet. Dette
indebærer et vist krav om en
forbindelse eller tilknytning
mellem på den ene side den
mistænkte eller forventningen om
opnåelse af bevis og på den
anden side den lokalitet, som
ønskes observeret, se nærmere
herom nedenfor under pkt.
6.2.1.3.
I de
foran anførte kvalificerede
og mere kvalificerede tilfælde
af observation kan der efter
udvalgets opfattelse ikke
stilles samme meget strenge krav
til indgrebets iværksættelse.
Krænkelsen af privatlivets fred
vil i disse situationer typisk
ikke være lige så intensiv, og
indgrebet bør derfor kunne
iværksættes under mindre strenge
betingelser.
Udvalget
har overvejet, om
kriminalitetskravet ved de
nævnte kvalificerede indgreb
kan udformes således, at der
blot skal være mistanke om et
strafbart forhold, der er
undergivet offentlig påtale. Den
kvalificerede form for
observation omfatter imidlertid
også de tilfælde, hvor der
udefra, dvs. fra et sted uden
for lokaliteten, sker
observation af personer, der
befinder sig i en bolig eller
andre husrum, ved hjælp af
manuelt betjent apparat (f.eks.
en kikkert). Udvalget finder
derfor, at der for alle former
for kvalificeret observation bør
ske en vis kvalificering af
kriminalitetskravet.
En
betingelse om, at forholdet blot
skal være undergivet offentlig
påtale, ville således indebære,
at observation kunne anvendes
ved langt de fleste almindeligt
forekommende straffelovs- og
særlovsovertrædelser. Det
foreslås på den baggrund, at den
kvalificerede observation af
personer kun må anvendes,
såfremt efterforskningen
vedrører en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre
frihedsstraf. Det foreslås
endvidere, at indgrebet kan
foretages, hvis det må antages
at være af væsentlig betydning
for efterforskningen. Dette
indebærer, at sådan observation
fortsat i det væsentlige vil
kunne anvendes i de situationer,
der blev særligt overvejet af
Folketinget i forbindelse med
reformen i 1972 af straffelovens
regler om beskyttelse af
privatlivets fred, jf. ovenfor
under pkt. 6.1.
Ved de
mere kvalificerede indgreb
foreslår udvalget, at
kriminalitetskravet skærpes,
således at efterforskningen skal
vedrøre en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel
i 1 år og 6 måneder eller
derover. I øvrigt foreslås samme
betingelser som for de
kvalificerede indgreb.
De
foreslåede kriminalitetskrav
betyder, at observation på ikke
frit tilgængeligt sted ikke kan
anvendes som
efterforskningsmiddel vedrørende
lovovertrædelser, der alene kan
medføre bødestraf, hvilket bl.a.
er tilfældet i en lang række
særlovssager. Der henvises i
øvrigt til bet. 1298/1995, s.
96-98, hvor der nærmere er
redegjort for de begrænsninger
for politiets anvendelse af
observation på ikke frit
tilgængeligt sted, som det
foreslåede kriminalitetskrav
indebærer.
6.2.1.3.
Mistankekrav
Der
foreslås ingen nærmere krav til
eller beskrivelse af styrken til
mistanke mod bestemte personer,
idet indgrebet ikke nødvendigvis
vil være rettet mod en mistænkt.
Det er tilstrækkeligt, at der er
mistanke om, at en forbrydelse
er begået eller forsøges begået.
Det er således ikke nødvendigvis
en mistænkts bolig eller
lignende, der skal observeres.
Der
henvises i øvrigt til betænkning
nr. 1298/1995, s. 98-99.
Som nævnt
ovenfor under pkt. 6.2.1.2.
foreslås det ved de særlig
kvalificerede indgreb, at
der skal være bestemte grunde
til at antage, at bevis i sagen
kan opnås ved indgrebet.
6.2.1.4.
Kompetence og »periculum in
mora«
Udvalget
foreslår, at kompetencen til at
træffe bestemmelse om
observation - som ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden -
henlægges til retten for så vidt
angår den mere kvalificerede
og den særlig kvalificerede form
for observation.
Kompetencen til at træffe
beslutning for så vidt angår den
kvalificerede form for
observation bør derimod
fortsat ligge hos politiet.
Som i
andre tilfælde, hvor kompetencen
til at træffe bestemmelse om et
straffeprocessuelt tvangsindgreb
er henlagt til retten, opstår
spørgsmålet, om man kan og bør
give politiet en foreløbig
kompetence til at påbegynde
indgrebet i tilfælde, hvor
behovet herfor pludselig opstår,
og hvor øjemedet ville
forspildes, dersom retskendelse
skulle afventes (»periculum in
mora«).
Efter
udvalgets opfattelse kan der
opstå situationer, hvor politiet
kan have behov for at foretage
også den mere kvalificerede og
den særlig kvalificerede
observation uden at skulle
afvente retskendelse. Politiet
har f.eks. modtaget et tip fra
en udenlandsk myndighed om, at
der på en bestemt adresse vil
blive afleveret en sending
narkotika inden for de nærmeste
timer. I sådanne tilfælde vil
der eventuelt kunne være
anledning til omgående at
iværksætte observation af den
pågældende adresse, og der vil
kunne være situationer, hvor der
er behov også for observation
inde i bolig eller husrum.
Tilsvarende situationer kan
opstå med hensyn til indgreb i
meddelelseshemmeligheden, og i
sådanne tilfælde kan politiet
foretage indgrebet med
efterfølgende forelæggelse af
sagen for retten, jf.
retsplejelovens § 783, stk. 3
(refereret ovenfor under pkt.
5.1.2.2.). Når det sikres, at
spørgsmålet om godkendelse af
indgrebet hurtigt forelægges
retten til afgørelse, og at
denne afgørelse træffes under de
samme processuelle garantier som
en forudgående forelæggelse for
retten, synes der ikke at være
nogen afgørende betænkelighed
ved at give politiet en
tilsvarende foreløbig kompetence
til at iværksætte observation,
når der foreligger »periculum in
mora«. Med hensyn til
betingelserne for og
fremgangsmåden i øvrigt ved
iværksættelse af »periculum in
mora«-indgreb foreslås det, at
der tages udgangspunkt i
reglerne om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
6.2.1.5.
Underretning om foretagne
indgreb
Efter
afslutningen af et indgreb i
meddelelseshemmeligheden skal
der som udgangspunkt gives
underretning om indgrebet, jf.
retsplejelovens § 788. Retten
kan dog efter anmodning fra
politiet beslutte, at
underretning skal undlades eller
udsættes i nærmere fastsat
tidsrum, hvis underretning vil
være til skade for
efterforskningen eller
omstændighederne i øvrigt taler
imod underretning. Ved
rumaflytning underrettes den,
der har rådighed over det sted
eller det lokale, hvor samtalen
er afholdt eller udtalelsen
fremsat, jf. § 788, stk. 2, nr.
2. Der er således ikke noget
krav om underretning til de
enkeltpersoner, der har ført de
konkret aflyttede samtaler m.v.,
men underretningen kan gives til
den, der havde rådighed over den
aflyttede lokalitet.
Det
forekommer naturligt, at
underretningen ved rumaflytning
m.v. skal gives til den, der
havde rådighed over lokaliteten.
Denne vil typisk være
»hovedpersonen« i eller
initiativtageren til den
aflyttede samtale m.v. Reglen
beror dog tillige på praktiske
hensyn, idet det ofte ikke vil
være muligt for politiet at
foretage underretning af de i
øvrigt deltagende personer,
fordi man ikke er bekendt med
deres identitet.
Ved
politiets observation af
personer, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted, må
underretningen formentlig på
samme måde gives til den, der
har rådighed over lokaliteten.
Det vil heller ikke ved
politiets anvendelse af
observation være praktisk muligt
at foretage underretning af alle
de - eventuelt uidentificerede -
personer, der måske tilfældigt
kommer med på billedet eller
filmen.
Efterfølgende underretning
forudsættes alene givet ved de
mere kvalificerede og de særlig
kvalificerede indgreb, dvs.
dels ved observation af
personer, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted, ved
hjælp af et fjernbetjent eller
automatisk virkende apparat, og
dels ved observation af
personer, der befinder sig i en
bolig eller andre husrum, ved
hjælp af apparat, der anvendes i
boligen eller husrummet, eller
ved hjælp af fjernbetjent eller
automatisk virkende apparat.
Også med
hensyn til fremgangsmåden i
øvrigt ved den efterfølgende
underretning om indgrebet
foreslås det, at der tages
udgangspunkt i reglerne om
indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Efter
karakteren af de
kvalificerede indgreb finder
udvalget ikke anledning til at
fastsætte regler om underretning
i sådanne tilfælde.
6.2.1.6.
Betydningen af samtykke fra den,
der har rådighed over det ikke
frit tilgængelige sted
Observation kan tænkes
iværksat med hensyn til
lokaliteter, som en ikke
mistænkt har rådighed over.
Udvalget har på den baggrund
overvejet, hvad virkningen af et
eventuelt samtykke fra
tredjemand bør være.
Et
tilsvarende spørgsmål opstår i
forbindelse med indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Det
anføres herom i betænkning nr.
1023/1984, s. 60:
»Også
anden aflytning forudsættes -
ligesom telefonaflytning -
foretaget hemmeligt i
forhold til samtalens parter.
Hvis politiet efter aftale med
en mødedeltager lader denne
foretage optagelse af, hvad der
sker på mødet, er man uden for
området af straffelovens § 263,
nr. 3, og foranstaltningen vil
ikke være et indgreb i
meddelelseshemmeligheden og ikke
kræve opfyldelse af reglerne
herfor.«
Der
antages heller ikke at foreligge
ulovlig aflytning som nævnt i
straffelovens § 263, stk. 1, nr.
3, selv om den, der foretager
den hemmelige optagelse, ikke
selv er til stede, når blot
aflytningen sker med samtykke
fra en af de deltagende.
Ligeledes antages der ikke at
foreligge ulovlig aflytning,
selvom den, der foretager den
hemmelige optagelse, ikke selv
er deltager i mødet, når den
pågældende dog lovligt er til
stede, f.eks. som tilhører, med
samtykke fra (en af) de
deltagende. Også i den
sidstnævnte situation vil
tredjemand efter aftale med
politiet lovligt kunne foretage
optagelse af forhandlingerne på
mødet. Den, der stiller
mødelokalet til rådighed, vil
derimod ikke uden videre kunne
aflytte eller optage samtalen,
idet det afgørende efter
bestemmelsen er, om den
pågældende lovligt deltager i
mødet eller i øvrigt med rette
er til stede.
Spørgsmålet om, hvorvidt
samtykke til observation med
diskulperende (dvs.
ansvarsfritagende) virkning kan
gives af den, der har rådighed
over den ikke frit tilgængelige
lokalitet, kan give anledning
til nogen tvivl, og kan næppe
besvares generelt, idet det må
afhænge af, under hvilke
omstændigheder overvågningen
foregår, og hvilke
forudsætninger den, der
overvåges, har haft med hensyn
til sin tilknytning til og
rådighed over den ikke frit
tilgængelige lokalitet. Der kan
i den forbindelse ikke lægges
vægt på det formelle
ejerforhold, men på hvem der
efter udtrykkelig aftale eller
forudsætningsvis er tillagt
beføjelse til at råde over
lokaliteten. Spørgsmålet om,
hvem der kan anses for at have
rådighed over en ikke frit
tilgængelig lokalitet, er
nærmere beskrevet i bet.
1298/1995, s. 108- 110.
I de
tilfælde, hvor det er den
forurettede ved den
lovovertrædelse, som
efterforskningen angår, der har
rådighed over den lokalitet,
hvor man ønsker at observere,
forekommer det rimeligt, at
forurettede kan meddele
tilladelse til, at politiet
observerer i den pågældendes
lokalitet i samme omfang, som
forurettede selv ville kunne
foretage observationer. Hvis
f.eks. en mindre næringsdrivende
gentagne gange er udsat for
tyveri fra sit lager, kan det
være nærliggende at forsøge at
få standset og opklaret disse
tyverier ved videoovervågning af
lageret. I denne situation er
der næppe tvivl om, at den
næringsdrivende selv kan
etablere en sådan overvågning,
og Strafferetsplejeudvalget
finder derfor, at den
næringsdrivende også bør kunne
anmode politiet om bistand til
det samme.
Udvalget
har derfor valgt at foreslå, at
der i denne situation skal kunne
gives et skriftligt samtykke af
forurettede til observationen
med den virkning, at de
foreslåede regler i
retsplejelovens § 791 a ikke
finder anvendelse.
Når den,
der har rådighed over den
lokalitet, som ønskes
observeret, ikke er den
forurettede ved den
lovovertrædelse, som
efterforskningen angår, er der
ikke på tilsvarende måde
forhold, der tilsiger, at der
bør kunne meddeles samtykke.
Under hensyn til den usikkerhed,
der knytter sig til spørgsmålet
om, hvem der kan give samtykke
til fotografering og iagttagelse
på ikke frit tilgængelige
områder, og i hvilke situationer
et samtykke lovligt kan gives,
har udvalget valgt at foreslå,
at spørgsmålet om observation af
personer, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted, ved
hjælp af fjernbetjent eller
automatisk virkende tv-kamera,
fotografiapparat eller lignende
apparat eller ved hjælp af
apparat, der anvendes i en bolig
eller andre husrum, altid skal
forelægges for retten til
afgørelse, uanset om der
meddeles samtykke til indgrebet.
6.2.2.
Observation af personer på frit
tilgængeligt sted eller uden
anvendelse af optisk udstyr
(ikke kvalificerede indgreb)
Den
mindst indgribende form for
observation er observation af
personer, der befinder sig på et
frit tilgængeligt sted eller
observation med det blotte øje.
Strafferetsplejeudvalget er ikke
fremkommet med forslag til
lovregler, der generelt
regulerer politiets adgang til
at anvende denne form for
observation.
Strafferetsplejeudvalget har
imidlertid nærmere vurderet
behovet for en regulering af
dels politiets adgang til at
fotografere demonstrationer,
dels politiets adgang til at
foretage skjult tv-
overvågning på frit
tilgængelige steder. Der
henvises herved til bet. 1298/
1995, s. 120-127.
For så
vidt angår politiets adgang til
at fotografere
demonstrationer er det
udvalgets opfattelse, at der
ikke er anledning til at
fastsætte nærmere regler om
politiets optagelse, opbevaring
eller anvendelse af film eller
fotografier af demonstrationer.
Udvalget har bl.a. henvist til,
at der - ud over den
efterforskningsmæssige betydning
- kan opregnes en række helt
legitime grunde til, at politiet
optager fotografier og film.
Optagelserne kan således bl.a.
anvendes som dokumentation med
henblik på at imødegå kritik af
politiets indsats samt til
uddannelsesmæssige formål.
Udvalget har endvidere henvist
til, at det fremgår af en
regeringserklæring fra 1968, at
registrering af danske
statsborgere ikke må finde sted
alene på grundlag af lovlig
politisk virksomhed.
Med
hensyn til politiets brug af
observation på frit tilgængeligt
sted i den situation, hvor der
er tale om skjult
tv-overvågning, har
Strafferetsplejeudvalget peget
på en række forhold, der kan
tale henholdsvis for og imod en
lovregulering.
For en
regulering taler, at indgrebet
kan komme til at omfatte en
række personer, der er uden
forbindelse med den forbrydelse,
der efterforskes. Ved skjult tv-
overvågning, hvor der altså ikke
ved skiltning eller på anden
tydelig måde gives oplysning om
overvågning, vil oplysninger om
sådan observation ikke
umiddelbart komme til
offentlighedens eller de
observeredes kendskab. Der vil
ofte være en modvilje mod
efterforskning, der udøves i det
skjulte, og som kan indebære, at
ikke mistænktes adfærd
observeres af politiet.
Imod en
regulering taler, at indgrebet
ikke er et straffeprocessuelt
tvangsindgreb, hvorfor behovet
for en regulering må vurderes
anderledes end behovet for en
regulering af de
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Som ulovreguleret
efterforskningsmiddel vil skjult
tv- overvågning på frit
tilgængeligt sted fortsat være
omfattet af den almindelige
ulovbestemte
proportionalitetsgrundsætning.
Politiet kan altså ikke uden
videre tv-overvåge borgernes
færden, heller ikke på frit
tilgængeligt sted. Brugen af
videokameraer,
fotografiapparater, kikkerter og
lignende på frit tilgængelige
steder er i øvrigt så
almindelig, at folk må være
forberedt herpå. Personer, der
befinder sig på et frit
tilgængeligt sted, vil naturligt
indrette deres adfærd herefter.
Det kan derfor hævdes, at
beskyttelsesinteressen ved
skjult tv-overvågning på frit
tilgængeligt sted måske i højere
grad er knyttet til den brug,
politiet gør af billederne, end
til selve optagelserne. I den
forbindelse har udvalget anført,
at i det omfang, optagelserne
ikke viser noget af
efterforskningsmæssig interesse,
har politiet ingen anledning til
at opbevare og registrere
materialet.
Endelig
kan det næppe ganske afvises, at
den almindelige modvilje mod et
»overvågningssamfund« og i
tilknytning hertil den politiske
kontrol med politiets virksomhed
i sig selv vil modvirke
eventuelle tendenser i retning
af en mere udbredt
tv-overvågning af befolkningen.
Hertil kommer, at
ressourcemæssige hensyn og
hensynet til en rimelig
prioritering af politiets
indsats også sætter en snæver
grænse for, i hvilket omfang
politiet kan anvende
tv-overvågning på frit
tilgængelige steder.
Såfremt
der i retsplejeloven skal ske en
regulering af politiets adgang
til som led i efterforskningen
at foretage skjult
tv-overvågning, foreslår
Strafferetsplejeudvalget, at man
tager udgangspunkt i den
opbygning, der sædvanligvis
anvendes ved regulering af
politiets efterforskningsmidler.
Udvalget har ikke udarbejdet
udkast til lovbestemmelser.
Strafferetsplejeudvalget har
i denne forbindelse anført, at
spørgsmålet om brugen af
tv-overvågning og de
betænkeligheder, der er
forbundet hermed, ikke blot kan
opstå i tilknytning til
efterforskningen af formodet
strafbare forhold, men også i
andre sammenhænge f.eks. i
forbindelse med
trafikovervågning eller anden
overvågning. Det er udvalgets
opfattelse, at de hensyn, der
som ovenfor nævnt kan begrunde
en lovregulering af politiets
anvendelse af tv-overvågning af
personer på frit tilgængelige
steder som
efterforskningsmiddel, også kan
gøre sig gældende i en række
andre situationer, hvor sådan
overvågning kan komme på tale
med andet formål. Udvalget har
ikke fundet at burde fremkomme
med et egentlig lovforslag om
politiets anvendelse af skjult
tv-overvågning på frit
tilgængeligt sted.
6.3.
Justitsministeriets overvejelser
For så
vidt angår politiets anvendelse
af observation af personer på
ikke frit tilgængeligt sted med
optisk udstyr (de
kvalificerede indgreb) kan
Justitsministeriet i det hele
tilslutte sig
Strafferetsplejeudvalgets
forslag. Justitsministeriet er
således enig med udvalget i, at
retsplejeloven bør indeholde
nærmere regler om denne form for
observation. Justitsministeriet
kan også tiltræde udvalgets
forslag til en ny bestemmelse om
observation i retsplejelovens
§ 791 a, herunder udformningen
af kriminalitetskrav,
mistankekrav og indikationskrav.
Justitsministeriet har dog
foretaget en mindre
konsekvensændring i udvalgets
udkast til bestemmelsen om
observation. Ændringen består i
en tilføjelse til den opregning
af lovovertrædelser (jf. § 791
a, stk. 3, nr. 3), der - hvis de
øvrige betingelser er opfyldt -
kan begrunde de særlig
kvalificerede former for
observation.
Udvalget
har fundet, at betingelserne for
iværksættelse af denne form for
observation bør ligge på niveau
med betingelserne efter
retsplejelovens § 781, stk. 1,
for indgreb i
meddelelseshemmeligheden, da
indgrebene er sammenlignelige
både med hensyn til
beskyttelsesinteressen og
udførelsesmåden. I § 791 a,
stk. 3, nr. 3, har udvalget
foreslået en bestemmelse, der -
for så vidt angår
lovovertrædelsernes karakter -
har samme ordlyd som
retsplejelovens § 781, stk. 1,
havde, da betænkningen blev
afgivet.
Efter
afgivelsen af
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning er retsplejelovens
regler om indgreb i
meddelelseshemmeligheden
imidlertid blevet ændret ved lov
nr. 411 af 10. juni 1997. Ved
denne ændring er det blevet
muligt at foretage indgreb i
meddelelseshemmeligheden ved
efterforskning af sager om
tyveri af særlig grov
beskaffenhed (straffelovens
§ 286, stk. 1), legemsangreb af
særlig rå, brutal eller farlig
karakter (straffelovens § 245),
forsætlig fareforvoldelse
(straffelovens § 252, stk. 1),
og udlændingelovens § 59, stk. 3
(menneskesmugling), uanset at
overtrædelse af disse
bestemmelser ikke kan straffes
med fængsel i 6 år eller
derover.
Justitsministeriet er enig
i, at betingelserne for
iværksættelse af den særligt
kvalificerede observation bør
ligge på niveau med
betingelserne efter
retsplejelovens § 781, stk. 1,
for indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Justitsministeriet foreslår
derfor, at reglerne om
observation udformes således, at
der fortsat er overensstemmelse
mellem kravene til
kriminaliteten i forbindelse med
indgreb i
meddelelseshemmeligheden og de
særlig kvalificerede former for
observation.
Med
hensyn til politiets anvendelse
af observation af personer på
frit tilgængelige steder eller
uden anvendelse af optisk udstyr
(ikke kvalificerede indgreb) som
efterforskningsmiddel er det
Justitsministeriets opfattelse,
at der ikke er behov for at
regulere denne form for
observation. Justitsministeriet
har herved navnlig lagt vægt på,
at indgrebet ikke er et
straffeprocessuelt
tvangsindgreb, og at der i lyset
af den gældende praksis ikke er
noget behov for en lovregulering
af denne form for observation.
Ministeriet har også lagt vægt
på, at ingen af de myndigheder
og organisationer, der er hørt
over Strafferetsplejeudvalgets
betænkning, har foreslået en
sådan lovregulering.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 791 a.
7. Ændring
af prøvesagsordningen for
advokater
7.1.
Gældende ret
En
advokat har møderet for landsret
og i alle sager for Sø- og
Handelsretten, når advokaten har
bestået en prøve i procedure,
jf. retsplejelovens § 133,
stk. 1.
Prøven
består i, at den pågældende
udfører to retssager, der
slutter med mundtlig
domsforhandling, jf. § 133,
stk. 4, 1. pkt. Prøven kan
aflægges for en af landsretterne
eller Sø- og Handelsretten i
København, jf. § 133, stk. 3. De
to sager skal udføres ved samme
ret.
En sag
kan kun danne grundlag for
prøven, såfremt vedkommende ret
finder den egnet hertil, jf.
§ 133, stk. 4, 2. pkt. Der
stilles ikke i loven særlige
krav til prøvesagernes karakter.
Det er således vedkommende ret,
der afgør, om en sag er egnet
som grundlag for prøven,
herunder om sagen frembyder
tilstrækkelige muligheder for at
godtgøre kandidatens
kvalifikationer. I vurderingen
af en sags egnethed indgår en
række momenter, især omfanget af
forelæggelse og bevisførelse
samt procedurens forventede
sværhedsgrad.
Prøven er
bestået, når retten finder
udførelsen af to egnede
prøvesager tilfredsstillende,
jf. retsplejelovens § 133,
stk. 5, 1. pkt. Finder den
pågældende ret, at det ud fra
den første prøvesags karakter og
udførelsen heraf, ikke er
påkrævet med endnu en sag for at
bedømme kandidatens
kvalifikationer, kan den dog
erklære prøven for bestået alene
på dette grundlag, jf.
retsplejelovens § 133, stk. 5,
2. pkt.
Den anden
sag skal udføres senest tre år
efter udførelsen af den første,
medmindre retten meddeler
undtagelse herfra, jf.
retsplejelovens § 133, stk. 5,
3. pkt.
7.2.
Advokatrådets forslag
Antallet
af egnede prøvesager er blevet
mindre i takt med, at ændringer
af retsplejeloven har medført,
at den almindelige regel nu er,
at civile sager skal behandles
ved byret i 1. instans. Det
begrænsede antal egnede
prøvesager har for nogle
advokater betydet, at det er
vanskeligt at få mulighed for at
aflægge procedureprøven.
Som følge
heraf har Advokatrådet rettet
henvendelse til
Justitsministeriet med forslag
om ændring af
prøvesagsordningen.
Henvendelsen er sket på
baggrund af de forslag, der er
fremsat i en rapport om møderet
for landsret afgivet den 8. juli
1992 af Advokatrådets udvalg
vedrørende unge advokater,
underudvalget vedrørende
prøvesager.
Advokatrådet har henstillet,
at bestemmelsen i
retsplejelovens § 133, stk. 3,
hvorefter prøven med henblik på
opnåelsen af møderet aflægges
for en af landsretterne eller
Sø- og Handelsretten, ændres,
således at det bliver muligt at
aflægge de i § 133, stk. 4,
nævnte to prøvesager for
forskellige retter.
Det er i
rapporten foreslået, at en sådan
ændring bør kombineres med, at
vedkommende ret efter
tilfredsstillende udførelse af
første prøvesag udsteder en
erklæring til kandidaten om, at
prøvesagen er udført. Da det
beror på en helhedsvurdering af
udførelsen af de to sager, om
kandidaten har bestået, bør
erklæringen efter udvalgets
opfattelse ikke indeholde en
bemærkning om, at kandidaten har
bestået den første prøvesag, men
erklæringen bør dog være udtryk
for, at kandidaten ikke allerede
efter den første prøvesag er
»dumpet«.
Advokatrådet har endvidere
anbefalet, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 133, stk. 5,
ændres, således at 3-års fristen
for udførelsen af anden prøvesag
forlænges til en 5-års frist.
Advokatrådet har i den
forbindelse foreslået, at
dispensationsadgangen bevares,
selv om fristen forlænges, samt
at der ved bemærkningerne til
lovforslaget lægges op til en
mere lempelig administration af
dispensationsmuligheden.
Advokatrådet har ligeledes
fundet det forsvarligt, at der
ved bemærkningerne gennemføres
en mere liberal administration
af reglen i § 133, stk. 5,
hvorefter retten kan erklære
prøven bestået på grundlag af én
prøvesag.
Advokatrådet har endelig
henvist til, at udvalget har
foreslået, at prøven - ud over
for landsretterne og Sø- og
Handelsretten - skal kunne
aflægges for en voldgiftsret
eller andre judicielle organer,
hvis der medvirker mindst én
dommer fra Højesteret,
landsretterne eller Sø- og
Handelsretten. Dette kunne
eksempelvis være de faste
voldgiftsretter samt
Arbejdsretten.
Justitsministeriet har på
baggrund af Advokatrådets
henvendelse anmodet
præsidenterne for Østre
Landsret, Vestre Landsret og Sø-
og Handelsretten samt Den Danske
Dommerforening og Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige
om en udtalelse.
Det
fremgår af høringssvarene, at
alle de hørte parter kan
anbefale, at retsplejelovens
§ 133 ændres således, at det
bliver muligt at afholde de to
prøvesager for forskellige
retter, samt at 3-års fristen
ændres til en 5-års frist.
Derimod
har kun Sø- og Handelsretten og
Foreningen af Advokater og
Advokatfuldmægtige umiddelbart
kunnet anbefale, at prøven også
skal kunne aflægges ved andre
judicielle organer.
7.3.
Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder,
at prøvesagssystemet er et
vigtigt instrument med henblik
på at sikre, at de advokater,
der opnår møderet for
landsretterne og i alle sager
for Sø- og Handelsretten, også
er kvalificerede til opgaven.
Prøvesagssystemet bør imidlertid
så vidt muligt indrettes
således, at der ikke skabes
unødige vanskeligheder for
prøvesagskandidater med hensyn
til at finde egnede prøvesager.
Justitsministeriet finder
det uheldigt, hvis advokater,
der ønsker møderet for landsret,
og er kvalificeret til opgaven,
ikke kan opnå denne møderet som
følge af en ufleksibel
indretning af
prøvesagsordningen.
Allerede
i dag vil prøvesager ofte være
udført for to forskellige
afdelinger i den pågældende ret
og dermed for forskellige
dommere. På den baggrund vil det
næppe være forbundet med
væsentligt øgede vanskeligheder
for retterne at foretage en
samlet bedømmelse af udførelsen
af to prøvesager, hvis de er
udført for to forskellige
retter. Justitsministeriet er
derfor enig i, at prøvesagerne
skal kunne udføres ved to
forskellige retter.
Justitsministeriet finder, at
spørgsmålet om, hvilken
fremgangsmåde der skal følges,
når prøvesagerne afvikles ved
forskellige retter, herunder
spørgsmålet om, hvorvidt retten
efter en tilfredsstillende
udførelse af første prøvesag
skal udstede en erklæring til
kandidaten, bør overlades til
landsretterne og Sø- og
Handelsretten.
Justitsministeriet finder
også, at 3-års fristen fra
første prøvesag er udført, til
anden prøvesag udføres, bør
ændres til en 5-års frist, og at
dispensationsadgangen bør
bevares. Ministeriet finder dog
ikke anledning til herudover at
foreslå en mere lempelig
administration af
dispensationsadgangen.
Justitsministeriet kan
heller ikke tilslutte sig en
mere liberal administration af
reglerne i § 133, stk. 5,
hvorefter retten kan erklære
prøven bestået på grundlag af én
prøvesag. Justitsministeriet
finder, at udgangspunktet om, at
prøvesagskandidaten skal udføre
to prøvesager, er vigtig med
henblik på at sikre, at kun
kvalificerede advokater opnår
møderet for landsret.
Justitsministeriet kan
endvidere ikke tilslutte sig
forslaget om, at prøven skal
kunne aflægges ved andre
judicielle organer end
landsretterne og Sø- og
Handelsretten. Efter
Justitsministeriets opfattelse
bør prøven således fortsat
aflægges ved en af de retter,
som møderetten knytter sig til.
Der
henvises i øvrigt til
bemærkningerne til de foreslåede
ændringer af retsplejelovens
§ 133, stk. 3 og 5.
8.
Forslagets økonomiske og
administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at
medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser for
det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ingen
økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og
indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9. Hørte
myndigheder m.v.
Lovforslaget fra forrige
folketingssamling (nr. L 177 af
4. februar 1998) har været sendt
til høring hos:
Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, Københavns Byret
og retterne i Århus, Odense,
Ålborg og Roskilde,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København,
Den Danske Dommerforening,
Foreningen af Politimestre i
Danmark,
Dommerfuldmægtigforeningen,
Politifuldmægtigforeningen,
Dansk Politiforbund, Dansk
Kriminalpolitiforening,
Advokatrådet, Foreningen af
Advokater og Advokatfuldmægtige,
Det Danske Center for
Menneskerettigheder, Danske
Dagblades Forening, Dansk
Journalistforbund, Danmarks
Radio, TV 2 og Sammenslutningen
af lokale radio- og tv-stationer
i Danmark.
Det
bemærkes, at det tidligere
fremsatte lovforslag også
indeholdt bestemmelser om
dommeres habilitet ved
varetægtsfængsling under
domsforhandlingen i
retshåndhævelsesøjemed. Disse
bestemmelser er ikke medtaget i
dette lovforslag, jf. ovenfor
under pkt 1.1.
Det kan i
øvrigt oplyses, at
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1223/1991 om
beslaglæggelse og edition under
efterforskning har været sendt
til høring i 1991.
Endvidere
har et udkast til et lovforslag
om bl.a. beslaglæggelse og
edition, der stort set svarer
til det nu foreliggende, været
sendt til høring i 1993.
Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1298/ 1995 om
fotoforevisning, konfrontation,
efterlysning og observation har
været sendt til høring i 1995.
Et
lovudkast om ændrede regler for
varetægtsfængsling under
domsforhandlingen har været
sendt til høring i 1996.
Endelig
har Advokatrådets forslag om
ændring af prøvesagsordningen
været sendt til høring i 1997.
Bemærkninger
til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilaget
til lovforslaget er de
foreslåede regler sammenholdt
med de nugældende regler.
Til § 1
Til nr. 1
og 4 (retsplejelovens § 6 a og
§ 18 c)
Ændringen
er en konsekvens af, at kapitel
5 a i lov om arbejdsformidling
og arbejdsløshedsforsikring m.v.
er ophævet og erstattet af lov
nr. 414 af 1. juni 1994 om
varsling m.v. i forbindelse med
afskedigelser af større omfang
(som ændret ved lov nr. 184 af
12. marts 1997).
Til nr. 2
og 3 (retsplejelovens § 16 a,
stk. 1, 3. pkt., og § 17,
stk. 1)
Ændringen
er en konsekvens af, at civil-
og kriminalretterne i
Frederikssund, Næstved og
Frederikshavn er blevet
sammenlagt til henholdsvis
retten i Frederikssund, retten i
Næstved og retten i
Frederikshavn.
Til nr. 5
(retsplejelovens § 124, stk. 8)
Den
gældende bestemmelse om
advokatselskaber i
retsplejelovens § 124, stk. 8,
indebærer, at der kan pålægges
aktieselskaber,
anpartsselskaber,
andelsselskaber eller lignende
bødeansvar for overtrædelse af
reglerne i § 124, stk. 1, 3
eller 4, eller forskrifter, der
udstedes i medfør af stk. 5.
Ved lov
nr. 474 af 12. juni 1996 om
ændring af straffeloven blev der
fastsat regler om strafansvar
for selskaber m.v. (juridiske
personer) i straffeloven,
således at bestemmelser herom i
andre love kan udformes som en
henvisning til reglerne i
straffeloven. Det var i
bemærkningerne til lovforslaget
forudsat, at allerede gældende
bestemmelser om strafansvar for
juridiske personer blev ændret i
overensstemmelse hermed ved
førstkommende lejlighed.
Det
foreslås derfor, at bestemmelsen
i retsplejelovens § 124, stk. 8,
ændres til en henvisning til
reglerne i straffelovens 5.
kapitel om strafansvar for
juridiske personer.
Til nr. 6
og 7 (retsplejelovens § 133,
stk. 3 og 5)
Ændringerne angår reglerne
om, hvordan advokater opnår
møderet for landsret og i alle
sager for Sø- og Handelsretten.
Der henvises herom nærmere til
pkt. 7 i de almindelige
bemærkninger.
Det
foreslås, at de to prøvesager,
der skal føres med henblik på at
opnå møderetten, for fremtiden
skal kunne føres for to
forskellige retter.
Det vil
fortsat skulle bero på en
helhedsvurdering af udførelsen
af de to prøvesager, om
prøvesagskandidaten har bestået
prøven. I det omfang, prøven
aflægges for to forskellige
retter, forudsætter forslaget
derfor, at der foretages en
samlet bedømmelse af dommere ved
to forskellige retter.
Det
foreslås endvidere, at 3-års
fristen for udførelsen af anden
prøvesag forlænges til en 5-års
frist.
Adgangen
til at dispensere fra fristen
foreslås bevaret, og det
foreslås, at det er den ret,
hvor anden prøvesag udføres, der
skal kunne meddele
dispensationen. Det forudsættes,
at i de tilfælde, hvor
prøvesagerne ønskes ført for to
forskellige retter, vil der ikke
blive truffet afgørelse om
dispensation uden forudgående
høring af den ret, hvor første
prøvesag er udført.
Til nr.8
(retsplejelovens § 139, stk. 3,
4. pkt.)
Ændringen
er en konsekvens af, at
retsplejelovens § 139, stk. 1,
2. pkt., er ændret ved lov nr.
936 af 27. december 1991 om
ændring af forskellige
lovbestemmelser om
erhvervsudøvelse på grundlag af
autorisation. Henvisningen i
§ 139, stk. 3, 4. pkt, til
stk. 1, 2. pkt., skal derfor
ændres til stk. 1, 3. pkt.
Til nr. 9
(retsplejelovens § 213 b,
stk. 1)
Der er
tale om en konsekvensændring som
følge af ændringer af søloven.
Den tidligere bestemmelse i
sølovens § 223 a om uegentligt
skibssammenstød findes nu i
sølovens § 163, jf. lov nr. 170
af 16. marts 1994 med senere
ændringer. Henvisningen i
retsplejelovens § 213 b, stk. 1,
til: »sølovens § 223 a« skal
derfor ændres til: »sølovens
§ 163«.
Til nr. 10
(retsplejelovens § 219 a,
stk. 6)
Ved lov
nr. 414 af 10. juni 1997 om
hurtigere behandling af civile
sager m.v. blev reglerne om
afsigelse af domme og kendelser
i civile sager samlet i § 219,
mens reglerne om afsigelse af
domme og kendelser i
straffesager blev udskilt og
samlet i en ny bestemmelse i
§ 219 a.
I
forlængelse heraf foreslås det,
at de tidligere regler om
rettens vejledning af tiltalte
om ankereglerne gentages i § 219
a. Som noget nyt foreslås det
endvidere, at retten, hvis
tiltalte er til stede, når sagen
optages til dom, skal vejlede
tiltalte om ankereglerne
samtidig med, at retten
tilkendegiver, hvornår dommen
vil blive afsagt. Dette gælder
dog kun, hvis dommen ikke
afsiges samme dag, som sagen er
optaget til dom. Herved sikres
det, at tiltalte bliver gjort
bekendt med, at ankefristen i
denne situation regnes fra den
dag, dommen er afsagt, selv om
tiltalte ikke er til stede ved
domsafsigelsen og først modtager
udskrift af dommen på et senere
tidspunkt.
Til nr. 11
(retsplejelovens § 501, stk. 3,
nr. 4)
Der er
tale om en ændring af
redaktionel karakter. Den
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 501, stk. 3,
nr. 4, henviser til lov nr. 139
af 29. marts 1978 om visse
forbrugeraftaler
(»dørsalgsloven«). Da loven
imidlertid er ændret flere gange
siden, foreslås det af
ordensmæssige hensyn - og for at
undgå at skulle ændre
retsplejeloven hver gang lov om
visse forbrugeraftaler ændres -
at henvisningen til lovens
nummer og dato udelades.
Til nr. 12
(retsplejelovens § 628, stk. 3)
Der er
tale om en konsekvensændring som
følge af ikrafttrædelsen af en
ny sølov (lov nr. 170 af 16.
marts 1994 med senere
ændringer). I den ny sølov er
bestemmelserne i kapitel 12 a om
arrest i skib flyttet til
kapitel 4. Henvisningen i
retsplejelovens § 628, stk. 3,
til: »sølovens kapitel 12 a«
skal derfor ændres til:
»sølovens kapitel 4«.
Til nr. 13
og 14 (retsplejelovens § 684,
stk. 1, nr. 3, og § 701, stk. 2)
Disse
bestemmelser foreslås ophævet
som en konsekvens af, at
presselovens regler om forbud
mod udbredelse af skrifter trykt
i udlandet er ophævet ved lov
nr. 348 af 6. juni 1991 om
medieansvar.
Til nr. 15
(retsplejelovens § 722, stk. 1,
nr. 2)
Der er
tale om en konsekvensændring som
følge af ikrafttrædelsen af lov
om social service, jf. nu
lovbekendtgørelse nr. 581 af 6.
august 1998. § 40 i lov om
social service svarer til § 33 i
den tidligere lov om social
bistand.
Til nr. 16
(retsplejelovens § 731, stk. 1,
litra c)
Der er
tale om en konsekvensændring som
følge af de foreslåede regler om
beslaglæggelse.
Til nr. 17
(retsplejelovens § 745, stk. 3)
Den
foreslåede ændring af § 745,
stk. 3, 1. pkt., indebærer, at
forsvareren får adgang til at
være til stede, når der
gennemføres en fotoforevisning,
som må formodes at ville finde
anvendelse som bevis under
domsforhandlingen. Dette svarer
til, hvad der gælder ved
gennemførelsen af andre
efterforskningsskridt, så som
afhøringer, konfrontationer m.v.
Det foreslås endvidere som nyt
2. og 3. pkt., at forsvareren
får adgang til at stille forslag
med hensyn til gennemførelsen af
det pågældende
efterforskningsskridt, ligesom
forsvarerens bemærkninger i så
henseende skal tilføres
politirapporten. Forslaget, der
næppe indebærer nogen væsentlig
ændring i forhold til gældende
praksis, skal ses i sammenhæng
med forslaget til ny § 812, jf.
bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Selv om
forsvareren har modtaget
meddelelse om tidspunktet for
gennemførelsen af
efterforskningsskridtet, er det
ikke altid muligt for den
pågældende at være til stede.
Det bør naturligvis have
undtagelsens karakter, at disse
efterforskningsskridt
gennemføres i forsvarerens
fravær, når forsvareren har
udtrykt ønske om at være til
stede. Imidlertid kan der
forekomme tilfælde, hvor
gennemførelsen ikke kan
udsættes. Det foreslås derfor,
at politiet i sådanne tilfælde
kan gennemføre
efterforskningsskridtet uden
forsvarerens tilstedeværelse.
Der skal i så fald uden ophold
gives forsvareren meddelelse om
det foretagne.
Det
bemærkes, at det i sagens natur
ikke kommer på tale at indkalde
en forsvarer til en
fotoforevisning, når der ikke er
rejst sigtelse eller ikke er
grundlag for at rejse sigtelse
mod en bestemt person, fordi
situationen er den, at politiet
ikke har mistanke til nogen
bestemt person. Er der således
tale om en fotoforevisning, hvor
der skal forevises et større
antal billeder af personer, der
ikke kan betragtes som værende
mistænkte, men blot anses for
mulige gerningsmænd, vil der
således ikke blive tale om at
indkalde en forsvarer til
varetagelse af de pågældendes
interesser.
Såfremt
der opstår tvist mellem politiet
på den ene side og sigtede eller
dennes forsvarer på den anden
side vedrørende lovligheden af
et allerede gennemført eller
påtænkt efterforskningsskridt,
vil spørgsmålet kunne kræves
forelagt for retten i medfør af
bestemmelsen i retsplejelovens
§ 746, stk. 1.
Til nr. 18
(retsplejelovens § 748, stk. 1,
2. pkt.)
Henvisningen i den gældende
§ 748, stk. 1, 2. pkt., til
kapitel 75 b om beslaglæggelse
udgår som en konsekvens af
ophævelsen af dette kapitel.
Samtidig foreslås som noget nyt
en henvisning til kapitel 74 om
beslaglæggelse og edition, jf.
nærmere pkt. 2.3.2. i de
almindelige bemærkninger.
Efter den
gældende bestemmelse skal
sigtede ikke underrettes om
retsmøder, der afholdes med
henblik på at opnå rettens
forudgående kendelse om bl.a.
edition eller beslaglæggelse
efter retsplejelovens kapitel 75
b, dvs. beslaglæggelse med
henblik på sikring af
bevismidler, konfiskation eller
vindikation (udlevering til den
retmæssige ejer).
Ændringen
medfører, at sigtede heller ikke
skal underrettes om retsmøder,
der afholdes med henblik på at
opnå rettens forudgående
kendelse om beslaglæggelse med
henblik på sikring af krav på
sagsomkostninger, bøder og
erstatningskrav. Underretning
kan således efter forslaget
undlades, uanset hvilken form
for beslaglæggelse eller edition
retsmødet angår.
Til nr. 19
(overskriften til kapitel 71)
Ændringen
er en konsekvens af de
foreslåede regler om
observation.
Til nr. 20
(retsplejelovens § 786, stk. 4)
Det
foreslås, at justitsministeren
bemyndiges til at fastsætte
regler om økonomisk godtgørelse
for udgifter i forbindelse med
bistand til politiet til
gennemførelse af indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Efter
retsplejelovens § 786, stk. 1,
gælder der en pligt for post- og
telegrafvæsenet,
telefonselskaberne og andre
tilsvarende virksomheder til at
bistå politiet ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Politiet yder i dag i et vist
omfang økonomisk godtgørelse til
disse virksomheder. Den
foreslåede bestemmelse vil gøre
det muligt for justitsministeren
at fastsætte nærmere regler
herom, herunder om størrelsen af
den økonomiske godtgørelse. Det
forudsættes i den forbindelse,
at den økonomiske godtgørelse
alene skal dække de udgifter,
der er forbundet med indgrebet.
Der
bemærkes, at den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 804, stk. 5, indeholder en
bestemmelse, der bemyndiger
justitsministeren til at
fastsætte nærmere regler om i
særlige tilfælde at yde
økonomisk godtgørelse for
udgifter i forbindelse
opfyldelse af et editionspålæg.
Til nr. 21
(retsplejelovens § 791 a)
Bestemmelsen indeholder en
ny regel, hvorved betingelserne
for politiets adgang til ved
hjælp af optiske instrumenter at
iagttage personer, der befinder
sig på et ikke frit tilgængeligt
sted - såkaldt observation -
lovreguleres, jf. nærmere pkt. 6
i de almindelige bemærkninger.
Forslaget indebærer en
begrænsning i politiets
nuværende adgang til
observation.
Uden for
reguleringen falder politiets
iagttagelse af personer, der
befinder sig på et frit
tilgængeligt sted, samt
iagttagelser, der sker med det
blotte øje.
Observation af et frit
tilgængeligt sted kan som en
nødvendig følge indebære et
meget begrænset indblik på
områder, der ikke er frit
tilgængelige. F.eks hvis
politiet observerer et frit
tilgængeligt dørparti eller
lignende, og nogen åbner døren.
En sådan utilsigtet observation
af et meget begrænset ikke frit
tilgængeligt område falder uden
for bestemmelsens
anvendelsesområde.
Idet der
henvises til opdelingen i
kvalificerede, mere
kvalificerede og særlig
kvalificerede indgreb, der er
omtalt i pkt. 6.2.1.1. i de
almindelige bemærkninger,
bemærkes, at stk. 1 vedrører de
kvalificerede indgreb, stk. 2
vedrører de mere kvalificerede
indgreb, og stk. 3 vedrører de
særlig kvalificerede indgreb.
I
stk. 1 foreslås, at
indgrebet kan foretages, hvis
det er af væsentlig betydning
for efterforskningen
(indikationskrav). Kravet til
kriminalitetens art er, at der
er tale om en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
frihedsstraf.
Kriminalitetskravet er en
skærpelse i forhold til den
gældende, ulovbestemte
retstilstand på området.
I
stk. 2 foreslås det at
skærpe kriminalitetskravet,
således at efterforskningen skal
angå en lovovertrædelse med en
strafferamme på mindst 1 år og 6
måneder i tilfælde, hvor
observationen foretages ved
hjælp af fjernbetjent eller
automatisk virkende tv-kamera,
fotografiapparat eller lignende
apparat.
Med
hensyn til særlig kvalificerede
indgreb (stk. 3) foreslås
det, at betingelserne for
iværksættelse af sådan
observation svarer til
betingelserne efter
retsplejelovens § 781, stk. 1,
for indgreb i
meddelelseshemmeligheden, da
indgrebene er sammenlignelige
både med hensyn til
beskyttelsesinteressen og
udførelsesmåden.
Herudover
foreslås det at stille særlige
krav til karakteren af de
interesser, som den pågældende
straffebestemmelse tilsigter at
værne, nemlig krav svarende til
de, der gælder efter
retsplejelovens § 781, stk. 5,
om anden aflytning
(rumaflytning).
Efter
stk. 3, nr. 1, kræves det
således, at der er bestemte
grunde til at antage, at bevis i
sagen kan opnås ved indgrebet,
og efter nr. 2 foreslås
der som indikationskrav, at
indgrebet må antages at være af
afgørende betydning for
efterforskningen. I nr. 3
foreslås som kriminalitetskrav,
at efterforskningen skal angå en
lovovertrædelse, der efter loven
kan straffes med fængsel i 6 år
eller derover, en forsætlig
overtrædelse af straffelovens
kapitler 12 eller 13
(statsforbrydelser), en
overtrædelse af en række
specielt opregnede
straffelovsbestemmelser eller en
overtrædelse af udlændingelovens
§ 59, stk. 3, om
menneskesmugling. Endelig
foreslås i nr. 4, at
efterforskningen skal vedrøre en
lovovertrædelse, som har medført
eller kan medføre fare for
menneskers liv eller velfærd
eller for betydelige
samfundsværdier.
Stk. 4
indeholder en bestemmelse om
betydningen af, at den, der har
rådighed over det ikke frit
tilgængelige sted, meddeler
samtykke til, at der foretages
observation af lokaliteten.
Efter bestemmelsen kan samtykke
alene meddeles af den, der har
rådighed over det ikke frit
tilgængelige sted, såfremt den
pågældende tillige er den
forurettede ved den
lovovertrædelse, der
efterforskes. Et gyldigt
samtykke fra den forurettede
indebærer herefter, at de
materielle betingelser for
anvendelse af observation
bortfalder. Det foreslås, at
samtykket af hensyn til eventuel
senere bevistvivl skal være
skriftligt.
Stk. 5
indeholder en særlig udformning
af
proportionalitetsgrundsætningen
svarende til reglen i § 782,
stk. 1, om indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Opdelingen i særlig
kvalificerede, henholdsvis mere
kvalificerede og kvalificerede
indgreb har også betydning for
den af udvalget foreslåede
kompetenceregel i stk. 6,
idet observation, der er
omfattet af stk. 2 eller stk. 3,
alene kan iværksættes efter
forudgående eller efterfølgende
retskendelse, jf. henvisningen
til reglen i retsplejelovens
§ 783.
Observation, der er omfattet
af stk. 1, kan derimod besluttes
af politiet. På baggrund af
karakteren af denne observation
er der ikke fundet grundlag for
at fastsætte en
underretningspligt. Såfremt den
observerede bliver bekendt med
observationen, følger det af den
almindelige bestemmelse i
retsplejelovens § 746, stk. 1,
at der er mulighed for at kræve
tvistigheder forelagt for
retten.
Som det
fremgår af bestemmelsen i
stk. 6, er yderligere en række
af de regler, der gælder for
indgreb i
meddelelseshemmeligheden, gjort
tilsvarende anvendelige på
observation. Det drejer sig om
§ 782, stk. 2, hvorefter der
ikke må foretages aflytning m.v.
med hensyn til den mistænktes
forbindelse med personer, der
efter § 170 er udelukket fra at
afgive forklaring som vidne,
§§ 784-785 om advokatbeskikkelse
m.v., § 788, stk. 1, § 788,
stk. 2, nr. 2, og § 788,
stk. 3-4, om efterfølgende
underretning om indgrebet, § 789
om politiets adgang til at
anvende de oplysninger, der er
fremkommet ved et indgreb i
meddelelseshemmeligheden, og
§ 791 om politiets adgang til at
opbevare det fremkomne
materiale.
Det
bemærkes, at observation efter
bestemmelsens stk. 2 eller
stk. 3 forudsætter rettens
tilladelse eller efterfølgende
godkendelse. I de tilfælde, hvor
retten meddeler tilladelse til
indgrebet, og hvor indgrebet for
at kunne gennemføres
forudsætter, at politiet skaffer
sig adgang til og opsætter
overvågningsudstyr på den
lokalitet, som indgrebet angår,
må rettens tilladelse som en
nødvendig konsekvens indebære,
at politiet kan skaffe sig
adgang til lokaliteterne og
opsætte det pågældende udstyr.
Dette svarer til den tilsvarende
situation ved indgreb i
meddelelseshemmeligheden. Det
bemærkes herved, at de
lokaliteter, som indgrebet
angår, skal anføres i kendelsen,
jf. henvisningen i stk. 6 til
retsplejelovens § 783.
Til nr. 22
(retsplejelovens kapitel 74)
Forslaget
til et nyt kapitel 74 om
beslaglæggelse og edition
indebærer en revision og en
modernisering af de gældende
regler herom i retsplejelovens
kapitel 74 og 75 b. Reglerne om
beslaglæggelse efter dom
foreslås dog bevaret som § 1002
i retsplejelovens kapitel 90 om
fuldbyrdelse af domme i
straffesager. Om baggrunden for
de foreslåede ændringer henvises
til pkt. 2 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 801
Bestemmelsen i stk. 1
indeholder en oversigt over de
situationer, hvor der under
visse betingelser kan ske
beslaglæggelse. Der er tale om
en informativ bestemmelse, som
ikke er tiltænkt noget
selvstændigt indhold.
I stk. 1,
nr. 4, om beslaglæggelse, når
sigtede har unddraget sig sagens
videre forfølgning
(formuebeslag), er der foretaget
en ændring af redaktionel
karakter i forhold til
Strafferetsplejeudvalgets
lovudkast, idet »sigtede« er
ændret til: »tiltalte«. Det
skyldes, at formuebeslag
forudsætter, at der er rejst
tiltale, jf. den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 802, stk. 3.
Det
følger af stk. 2, at
effekter, der findes af politiet
i forbindelse med
efterforskning, kan opbevares af
politiet uden forelæggelse for
retten, så længe ejerforholdet
er ukendt, og ingen gør krav på
effekterne. Når efterforskningen
er afsluttet, skal effekterne
behandles efter reglerne i lov
om hittegods, jf.
lovbekendtgørelse nr. 591 af 1.
september 1986, som ændret ved
lov nr. 100 af 17. februar 1998,
hvis der fortsat ikke er nogen,
der har gjort krav på dem.
Bestemmelsen vedrører
således effekter, som ingen har
eller påberåber sig rådighed
over. For så vidt angår
effekter, som mistænkte eller
andre har rådighed over, finder
henholdsvis § 802 og § 803
anvendelse.
Østre
Landsret har ved to kendelser,
der er gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 1992, s. 431 og
432, truffet afgørelse om
beslaglæggelse af pengebeløb,
som de sigtede i sager om
overtrædelse af straffelovens
§ 191 var i besiddelse af, men
som angiveligt tilhørte andre.
Landsretten afviste, at der var
tale om hittegods, idet pengene
var i de sigtedes varetægt.
Under hensyn til de
omstændigheder, hvorunder
pengene blev fundet, tiltrådte
landsretten i begge sager, at
der var holdepunkter for at
antage, at beløbet hidrørte fra
lovovertrædelser. Da der under
en senere straffesag mod den
person, som pengene blev
opbevaret for, kunne blive
spørgsmål om konfiskation af
beløbet, fandtes betingelserne
for beslaglæggelse at foreligge,
jf. den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 825, jf.
§ 824.
Der
tilsigtes ikke ændringer i denne
retstilstand med lovforslaget.
Såfremt
det i sådanne tilfælde ikke
viser sig muligt at identificere
den person, der kan sigtes for
den lovovertrædelse, som
pengebeløbet må antages at
hidrøre fra, forudsættes
politiet imidlertid på et senere
tidspunkt at kunne konstatere,
at der (nu) er tale om
hittegods, idet ingen gør krav
på pengene. Beslutter politiet
at opgive eller frafalde påtale
mod den pågældende, vil
spørgsmålet om, til hvem det
beslaglagte gods skal udleveres,
kunne indbringes for retten
efter den foreslåede bestemmelse
i retsplejelovens § 807 d,
stk. 1, 2. pkt., jf.
bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Tilfælde,
hvor effekter afleveres til
politiet af ikke mistænkte med
henblik på efterforskningen, er
omfattet af § 804, stk. 3.
For så
vidt angår indgreb i
meddelelseshemmeligheden samt
fratagelse af de genstande og
penge, som en anholdt har hos
sig, opretholdes de hidtil
gældende regler, hvortil der
henvises i stk. 3.
Det kan i
den forbindelse nævnes, at
Højesteret i to afgørelser
gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1993, s. 1, og 1995,
s. 374, har fastslået, at
retten kun kan give
telefonselskaber pålæg om
edition med hensyn til
teleoplysninger - dvs. oplysning
om hvilke telefoner der sættes i
forbindelse med en bestemt
telefon - hvis også
betingelserne i retsplejelovens
§ 781 er opfyldt. Dette gælder,
uanset om oversigten over
telefonsamtaler er udarbejdet
før eller efter, politiet
indledte en efterforskning mod
den person, som oplysningerne
angår.
Der
tilsigtes ikke ændringer i denne
retstilstand med lovforslaget.
Til § 802
Bestemmelsen fastsætter
betingelserne for beslaglæggelse
hos mistænkte.
Der
sondres mellem »genstande«
(stk. 1) og »gods«
(stk. 2). Beslaglæggelse af
»genstande« sker i forbindelse
med efterforskningen og kan
omfatte effekter uden nogen
værdi, f.eks. et brev. Udtrykket
»genstande« omfatter - i
overensstemmelse med praksis
efter den gældende § 824, stk. 1
- også penge. Ved »gods« forstås
derimod formueaktiver, idet der
her er tale om beslaglæggelse
til sikkerhed for visse
fordringer. Det kræves ikke, at
»gods« kan påvises fysisk. Der
kan f.eks. være tale om aktiver
registreret i
Værdipapircentralen. Særligt for
så vidt angår beslaglæggelse af
genstande eller værdier, der kan
konfiskeres, bemærkes, at
beslaglæggelse med henblik på
udbytte- eller
genstandskonfiskation skal ske
efter stk. 1, mens
beslaglæggelse med henblik på
værdikonfiskation skal ske efter
stk. 2. Sondringen har bl.a.
betydning for den civilretlige
virkning af beslaglæggelsen, jf.
den foreslåede § 807 b og
bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Mistankekravet i stk. 1,
nr. 1, og stk. 2, nr. 1, er
nyt, men vil næppe indebære
nogen ændring i forhold til
hidtidig praksis. Det foreslås,
at den pågældende skal være
»mistænkt med rimelig grund«
svarende til kravet i § 755,
stk. 1, og § 792 a, stk. 1, om
henholdsvis anholdelse og
legemsbesigtigelse.
Forslagets stk. 1
omfatter i det væsentlige de
samme tilfælde som den hidtidige
§ 824, stk. 1. For så vidt angår
beslaglæggelse med henblik på
konfiskation bemærkes dog, at
beslaglæggelse skal ske efter
stk. 1, når der bliver tale om
konfiskation af udbytte, jf.
f.eks. straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 1. led, og § 76
a, stk. 1-3, eller når der
bliver tale om konfiskation af
genstande med henblik på at
forebygge yderligere
lovovertrædelser, jf. f.eks.
straffelovens § 75, stk. 2,
eller færdselslovens § 133 a.
Værdikonfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, og § 76 a, stk. 5, er
derimod ikke omfattet af
bestemmelsen, jf. bemærkningerne
nedenfor til stk. 2 og pkt.
2.3.3. i de almindelige
bemærkninger.
At en
genstand kan tjene som bevis,
indebærer ikke blot, at den kan
tænkes at skulle indgå som en
del af anklagemyndighedens
bevisførelse i retten, men også
at den (kun) skal anvendes til
oplysning af sagen i forbindelse
med politiets efterforskning.
Det kan i
denne forbindelse nævnes, at
Højesteret i to kendelser af 2.
april 1998 (Ugeskrift for
Retsvæsen 1998, s. 795 og
s. 798) tog stilling til, om
det for at tage en ting i
bevaring efter den gældende §
824, stk. 1, er tilstrækkeligt
at godtgøre, at der er begået en
forbrydelse, og at den
pågældende genstand kan antages
at få betydning som bevismiddel,
eller om der konkret skal kunne
redegøres for genstandens
betydning som bevismiddel i en
bestemt, verserende sag.
I den
første sag var politiet i
forbindelse med brevkontrol hos
en varetægtsfængslet med
tilknytning til en rockergruppe
kommet i besiddelse af et
nyhedsbrev, der efter det
oplyste blev sendt til fængslede
medlemmer m.v. af rockergruppen.
I den
anden sag havde politiet under
en ransagning efter våben hos en
person med tilknytning til
rockerkredse beslaglagt en mappe
med forskellige fotos og
dokumenter vedrørende en
rockergruppe.
De
dokumenter m.v., der ønskedes
beslaglagt, havde ikke
tilknytning til de konkrete
sager, der var under
efterforskning, men efter
politiets opfattelse ville
materialet kunne tjene som bevis
i sager, som var opstået som led
i den verserende rockerkrig.
Højesteret fandt ikke, at
det efter den gældende
bestemmelse i retsplejelovens §
824, stk. 1, er en betingelse,
at det bevismiddel, der ønskes
beslaglagt, kan sættes i
forbindelse med en bestemt,
angiven straffesag. På den
baggrund opretholdt Højesteret i
begge sager politiets
beslaglæggelse af de nævnte
dokumenter m.v.
Der
tilsigtes ikke nogen ændring af
denne retstilstand med
lovforslaget.
Stk. 2
svarer til den hidtidige § 804,
stk. 1, dog med tilføjelse af
krav på konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3, og § 76 a, stk. 5
(værdikonfiskation), samt
bødekrav. Det bemærkes herved,
at beslaglæggelse med henblik på
udbytte- eller
genstandskonfiskation skal ske
efter stk. 1. Der henvises til
bemærkningerne ovenfor til denne
bestemmelse.
I teorien
har det tidligere været
diskuteret, hvorvidt ting, som
ikke har forbindelse til en
lovovertrædelse, f.eks.
tidligere erhvervede værdier,
kan beslaglægges med henblik på
værdikonfiskation. Højesteret
har imidlertid ved en kendelse,
der er gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 1978, s. 918,
godkendt, at der kunne ske
beslaglæggelse af en tiltalt
narkohandlers sommerhus, der
ikke havde forbindelse med de
strafbare forhold, med henblik
på konfiskation af udbytte fra
handel med narkotika. Denne
praksis tilsigtes opretholdt
uændret ved lovforslaget. Sådan
beslaglæggelse skal fremover ske
efter reglen i stk. 2.
Denne
praksis vil fortsat være
relevant i tilfælde, hvor der
sker beslaglæggelse med henblik
på værdikonfiskation i forhold
til en bestemt lovovertrædelse,
jf. straffelovens § 75, stk. 1,
1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og
stk. 3. I de særlige tilfælde,
hvor der sker beslaglæggelse med
henblik på værdikonfiskation
efter reglerne om udvidet
konfiskation i straffelovens
§ 76 a, følger det direkte af
denne bestemmelse, at der kan
ske konfiskation - og dermed
beslaglæggelse - af formuegoder,
som ikke har forbindelse til en
bestemt lovovertrædelse.
Stk. 3
er en ny formulering af den
nugældende § 801, stk. 1, om
beslaglæggelse af den formue,
som sigtede »måtte besidde eller
erhverve i riget«
(formuebeslag). Denne
formulering foreslås afløst af
ordene »hele formue eller en del
af denne«. Der gives herved i
overensstemmelse med et
almindeligt
proportionalitetsprincip hjemmel
til at begrænse beslaglæggelsen
til en del af den mistænktes
formue, såfremt dette måtte
skønnes at være tilstrækkeligt
til at fremtvinge tiltaltes
tilstedekomst.
Der
består ikke efter folkeretten
nogen almindelig adgang til at
foretage beslaglæggelse af
aktiver i fremmede stater, og
den hidtidige udtrykkelige
begrænsning til den mistænktes
formue »i riget« er derfor
udgået som selvfølgelig.
En
beslaglæggelse efter stk. 3
omfatter - som efter gældende
ret - også de aktiver, som den
mistænkte måtte erhverve efter
rettens beslutning om
beslaglæggelse, jf. nærmere pkt.
2.3.4. i de almindelige
bemærkninger.
Det
foreslås, at beslaglæggelse
efter stk. 3 alene skal kunne
finde sted i sager, hvor der er
rejst tiltale for en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover. I
betragtning af foranstaltningens
ganske indgribende karakter er
dette i overensstemmelse med et
almindeligt
proportionalitetsprincip. Indtil
gennemførelsen af den nye
struktur for anklagemyndigheden,
jf. lov nr. 385 af 20. maj 1992,
kunne formuebeslag kun benyttes
i statsadvokatsager. Ændringen
vil næppe i praksis indebære
nogen forskel i anvendelsen af
denne bestemmelse, der kun
benyttes i talmæssigt meget få
sager om alvorlig kriminalitet.
Grænsen
ved fængsel i 1 år og 6 måneder
svarer til den, der tidligere er
benyttet i sammenhænge, hvor
anvendelsen af bestemte
retsmidler er ønsket begrænset
til grovere kriminalitet, jf.
retsplejelovens § 762, stk. 1,
om varetægtsfængsling og § 792
a, stk. 2, om
legemsundersøgelse.
Beslaglæggelse efter stk. 3
forudsætter, at der er rejst
tiltale mod den pågældende, jf.
nærmere pkt. 2.3.4. i de
almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen i stk. 4,
der er ny, udelukker
beslaglæggelse hos mistænkte af
skriftlige meddelelser eller
lignende, som hidrører fra
præster, læger, forsvarere og
advokater om det, som er kommet
til deres kundskab ved udøvelsen
af deres virksomhed, medmindre
betingelserne for efter § 170,
stk. 2, at pålægge vidnepligt er
opfyldt. Endvidere udelukkes
under visse omstændigheder
beslaglæggelse af materiale, som
hidrører fra journalister m.fl.,
jf. pkt. 2.3.5.1. de almindelige
bemærkninger. Dette svarer til
reglerne om ransagning, jf.
§ 794, stk. 3, som blev indsat i
retsplejeloven ved lov nr. 411
af 10. juni 1997.
Med
hensyn til den nærmere
fremgangsmåde, som politiet bør
følge under ransagningen,
såfremt der kan være tale om
meddelelser eller materiale, der
er undtaget fra beslaglæggelse,
henvises til motiverne til
retsplejelovens § 794, stk. 3,
1. pkt.
Hvis
meddelelserne eller materialet
giver anledning til, at der
rejses sigtelse for strafbart
forhold mod den vidneudelukkede
eller vidnefritagede person
selv, er beslaglæggelse dog ikke
udelukket.
Til § 803
Bestemmelsen fastsætter
betingelserne for beslaglæggelse
hos ikke mistænkte, dvs. alle
personer, der ikke er omfattet
af § 802. For så vidt angår
beslaglæggelse hos journalister
m.fl. henvises endvidere til
pkt. 2.3.5.1. og 2.3.5.2. i de
almindelige bemærkninger.
Stk. 1
svarer sammen med forslagets
§ 802, stk. 1, indholdsmæssigt
til den nugældende § 824,
stk. 1, 1. pkt. For så vidt
angår udtrykket »person«
henvises til bemærkningerne til
§ 804.
For så
vidt angår kravet om, at der
skal være grund til at antage,
at genstanden kan tjene som
bevis, henvises til
bemærkningerne til § 802, stk.
1, og de der omtalte
højesteretsafgørelser i
Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s.
795 og 798.
Efter
retsplejelovens § 189 kan retten
pålægge en person, der er afhørt
som vidne, tavshedspligt med
hensyn til hans viden om sagen,
hvis hensynet til fremmede
magter, til statens sikkerhed
eller til opklaring af alvorlige
forbrydelser taler for det. På
samme måde vil der i forbindelse
med beslaglæggelse eller edition
over for en ikke mistænkt kunne
være behov for at pålægge
tavshedspligt. Det foreslås
derfor, at § 189 skal finde
tilsvarende anvendelse med
hensyn til beslaglæggelse (og
edition, jf. henvisningen i det
foreslåede § 804, stk. 2).
I
stk. 2, der erstatter den
hidtidige § 824, stk. 2, er
henvisningen til retsplejelovens
§ 169 udgået, således at den
beskyttede personkreds efter
1. pkt. er begrænset til
præster, læger, forsvarere og
advokater. Dette svarer til
reglerne om ransagning, jf.
retsplejelovens § 795, stk. 2,
1. pkt., som blev indsat i
retsplejeloven ved lov nr. 411
af 10. juni 1997. Der kan efter
forslaget ikke hos de pågældende
beslaglægges korrespondance med
den sigtede eller notater og
lignende vedrørende denne,
medmindre betingelserne for
efter retsplejelovens § 170,
stk. 2, at pålægge vidnepligt er
opfyldt.
Bestemmelsen i 2. pkt.
om beslaglæggelse hos
journalister m.fl. er ny. Efter
bestemmelsen ydes der
journalister m.fl. en
beskyttelse mod beslaglæggelse,
der svarer til bestemmelsen om
vidnefritagelse i
retsplejelovens § 172. Det
betyder, at materiale, der ikke
indeholder de i § 172 nævnte
oplysninger, ikke er omfattet,
og at beslaglæggelse under alle
omstændigheder kan finde sted,
hvis betingelserne for efter
§ 172, stk. 5-6, at pålægge
vidnepligt er opfyldt. Der
henvises til de almindelige
bemærkninger, pkt. 2.3.5. Også
denne bestemmelse svarer til
reglerne om ransagning, jf.
retsplejelovens § 795, stk. 2,
2. pkt.
Ved
materiale forstås ikke blot
brevveksling og andre skriftlige
optegnelser, men også f.eks.
lyd- og billedoptagelser.
Hvis
materialet giver anledning til,
at der rejses sigtelse for
strafbart forhold mod den
vidneudelukkede eller
vidnefritagede person selv, er
beslaglæggelse - i
overensstemmelse med hvad der
gælder for ransagning - dog ikke
udelukket. Beslaglæggelsen skal
i så fald ske i overensstemmelse
med reglerne i den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens §
802.
Til § 804
Denne
bestemmelse, der fastsætter
betingelserne for edition,
afløser den nugældende § 827,
stk. 1.
Edition
er et mere skånsomt alternativ
til ransagning. Det kan
endvidere være et egnet middel
til at fremskaffe effekter, der
ikke eller kun vanskeligt kan
fremskaffes på anden måde,
f.eks. fordi ting er skjult
eller utilgængelige.
I
stk. 1 fastsættes
betingelserne for edition.
Udtrykket »person« omfatter både
fysiske og juridiske personer.
Der tilsigtes derfor ikke nogen
realitetsændring i forhold til
den nugældende § 827 (»person
eller offentlig myndighed«).
Det er
retten, der afgør, hvad der i
hvert enkelt tilfælde skal
forevises eller udleveres, jf.
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 806, stk. 2.
Det kan
efter omstændighederne være
tilstrækkeligt og mere
hensigtsmæssigt, at pligten
begrænses f.eks. til en fotokopi
eller en udskrift af et
edb-register.
Den
nugældende § 827 benyttes i
praksis bl.a. til at pålægge
f.eks. et pengeinstitut at
udlevere oplysning om
eksistensen af en bankkonto. Der
er ikke tilsigtet nogen ændring
heri.
Et pålæg
om edition indebærer en
handlepligt for en ikke mistænkt
person i form af en pligt til at
forevise eller udlevere en
genstand. Edition stifter
derimod ikke i sig selv nogen
ret over genstanden. Det
foreslås derfor i stk. 2,
at genstande, der ifølge rettens
kendelse ikke blot skal
forevises, men også skal
afleveres, anses for beslaglagt
i overensstemmelse med § 803,
stk. 1. Med bestemmelsen
fastslås det således som noget
nyt udtrykkeligt, at en
genstand, der kommer i politiets
besiddelse ved edition, skal
anses som beslaglagt.
Henvisningen til § 803, stk. 1,
indebærer endvidere, at der kan
gives et tavshedspålæg efter
retsplejelovens § 189 til den,
der får et pålæg om edition.
Stk. 3
regulerer den situation, at en
genstand i forbindelse med
efterforskning er blevet
afleveret til politiet af en
ikke mistænkt.
Det
skønnes formålstjenligt i denne
situation at opretholde den
hidtidige ordning med
bevaringstagelse uden formel
beslaglæggelse. Det forekommer i
praksis hyppigt, at effekter
afleveres til politiet, f.eks. i
forbindelse med anmeldelser, og
den person, der afleverer
genstanden, vil ofte være af den
opfattelse, at det sker i egen
interesse, og ikke opfatte det
som et indgreb, at politiet
beholder genstanden.
På den
baggrund finder udvalget det
upraktisk at stille krav om, at
beslaglæggelse i disse tilfælde
skal ske ved retskendelse, eller
at vedkommende skriftligt skal
meddele sit samtykke. Hertil
kommer, at den, der afleverer
genstanden til politiet, ofte
ikke selv er ejer af den eller
har anden personlig interesse
knyttet til den. Det vil derfor
ikke være naturligt at stille
krav om, at vedkommende
skriftligt samtykker.
Det
foreslås derfor, at i tilfælde,
hvor en genstand af en ikke
mistænkt frivilligt er blevet
afleveret til politiet, skal
reglerne om beslaglæggelse først
finde anvendelse i den
situation, hvor den, der har
afleveret tingen, den mistænkte
eller tredjemand måtte kræve
tingen udleveret. Politiet skal
i den situation enten udlevere
genstanden eller snarest muligt
og inden 24 timer indbringe
sagen for retten med henblik på
afgørelse af spørgsmålet om
beslaglæggelse.
Reglen i
stk. 4, der forbinder
reglerne om edition med
bestemmelserne i §§ 169-172 om
vidneudelukkelse og
vidnefritagelse, er i
overensstemmelse med den
nugældende § 827, stk. 1.
Reglen i
stk. 5 er ny.
Bestemmelsen indebærer, at
justitsministeren får hjemmel
til at fastsætte regler om
godtgørelse i særlige tilfælde
for udgifter i forbindelse med
opfyldelse af et pålæg om
edition, jf. nærmere pkt. 2.3.6.
i de almindelige bemærkninger.
Der kan i sådanne administrative
forskrifter f.eks. fastsættes
regler om betingelserne for at
yde godtgørelse, om
standardtakster for godtgørelsen
og eventuelt om betingelser for
at yde godtgørelse ud over
standardtaksterne.
Til § 805
I
stk. 1 og 2 lovfæstes
den almindelige
proportionalitetsgrundsætning,
der antages at gælde ved alle
straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Tilsvarende
bestemmelser findes bl.a. i
forbindelse med ransagning, jf.
§ 797, legemsindgreb, jf. § 792
e og indgreb i
meddelelseshemmeligheden, jf.
§ 782, stk. 1.
Ved
afvejningen af, om der
foreligger den fornødne
proportionalitet, kan f.eks. ved
indgreb over for medarbejdere
ved medierne også lægges vægt på
hensynet til informations- og
ytringsfriheden, jf. herved de
foreslåede bestemmelser i
retsplejelovens § 802, stk. 4,
2. pkt., § 803, stk. 2, 2. pkt.,
og § 804, stk. 4.
Adgangen
til i det omfang, det kan
forenes med beslaglæggelsens
formål, at afværge denne ved
sikkerhedsstillelse svarer til
reglerne for arrest
(retsplejelovens § 630).
Skriftlighedskravet i
stk. 2 indebærer ikke noget
nærmere formkrav. Det er f.eks.
ikke nødvendigt, at den
kvittering, der udstedes for den
modtagne sikkerhed, underskrives
af begge parter.
Ved
stk. 3 ligestilles
beslaglæggelse til sikkerhed for
sagsomkostninger, krav på
konfiskation efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led,
og 2. pkt., og stk. 3, og § 76
a, stk. 5 (værdikonfiskation),
bødekrav eller forurettedes krav
på erstatning med de regler, der
gælder for foretagelse af arrest
(retsplejelovens § 631, stk. 2,
jf. §§ 509-516), således at der
alene kan foretages
beslaglæggelse i de tilfælde,
hvor der efter de fogedretlige
regler er adgang til udlæg. Det
fremgår modsætningsvis, at disse
begrænsninger i adgangen til at
foretage beslaglæggelse ikke
gælder for det offentliges krav
på udbytte- eller
genstandskonfiskation, jf.
f.eks. straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 1. led, og
stk. 2, og § 76 a, stk. 1-3,
samt færdselslovens § 133 a. Om
beslaglæggelse med henblik på
konfiskation henvises i øvrigt
til pkt. 2.3.3. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 806
I denne
bestemmelse fastsættes den
nærmere fremgangsmåde, når der
skal træffes afgørelse om
beslaglæggelse og om edition.
Bestemmelsen svarer i vidt
omfang til de hidtil gældende
regler i § 825, stk. 1, og
§ 827, stk. 2.
Begrundelseskravet i stk. 2
er dog nyt, men svarer til
reglerne i retsplejelovens
§ 764, stk. 4
(varetægtsfængsling), § 783,
stk. 1 (indgreb i
meddelelseshemmeligheden), § 792
c, stk. 2 (legemsindgreb), samt
§ 796, stk. 2 (ransagning). I
henhold til § 218 skal bl.a.
kendelser ledsages af grunde.
Således som bestemmelsen
foreslås formuleret, er der ikke
noget udvidet krav om
begrundelse i de tilfælde, hvor
retten ikke tager politiets
begæring til følge.
Stk. 3
indeholder en regel om de
tilfælde, hvor øjemedet ville
forspildes ved at afvente en
retskendelse (»periculum in
mora«). Reglen giver politiet
adgang til at træffe en
foreløbig beslutning om
beslaglæggelse i disse tilfælde.
Den, mod hvem indgrebet retter
sig, har ret til at begære sagen
forelagt retten. Politiet skal
vejlede den pågældende herom,
jf. den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 807, stk. 1,
3. pkt. I givet fald skal
politiet snarest og senest inden
24 timer forelægge sagen for
retten, der ved kendelse afgør,
om indgrebet kan godkendes. Om
baggrunden for reglen henvises
til pkt. 2.3.7. i de almindelige
bemærkninger. Sagen skal blot
være forelagt for retten inden
udløbet af 24-timers fristen.
Retten behøver ikke træffe
afgørelse i sagen inden for
denne frist.
Rettens
endelige afgørelse om ikke at
godkende en beslaglæggelse, der
er iværksat af politiet,
medfører, at det beslaglagte
straks skal tilbageleveres, og
at der bør udarbejdes
politirapport om
tilbageleveringen. Er der i et
sådant tilfælde tale om
beslaglæggelse af dokumenter
eller edb-materiale, der kan
mangfoldiggøres, må det i
forbindelse med
tilbageleveringen sikres, at
kopier af materialet ikke
forbliver i politiets
besiddelse.
Stk. 4,
hvorefter enkelte former for
beslaglæggelse er undtaget fra
politiets adgang til foreløbig
beslaglæggelse, er i
overensstemmelse med gældende
ret, jf. den gældende
bestemmelse i retsplejelovens
§ 825, stk. 2.
Undtagelsen for så vidt
angår trykte skrifter er udvidet
til også at omfatte lyd- eller
billedprogrammer omfattet af
medieansvarsloven. Udvidelsen
skal ses i sammenhæng med
gennemførelsen af
medieansvarsloven.
Efter
stk. 5 skal der være givet
den, mod hvem indgrebet retter
sig, adgang til at udtale sig,
inden retten træffer afgørelse
om, hvorvidt politiets
beslaglæggelse efter stk. 3 kan
godkendes. Udtalelsen kan f.eks.
afgives til politirapport, der
videregives til retten.
For så
vidt angår en sigtets ret til at
komme til stede og udtale sig,
træder bestemmelsen i stedet for
den almindelige regel i § 748,
stk. 1, om sigtedes ret til at
overvære retsmøder under
efterforskningen.
Det
foreslås samtidig, at § 748,
stk. 5-6, skal finde tilsvarende
anvendelse. Efter denne
bestemmelse kan retten på
begæring bestemme, at der ikke
skal gives underretning om et
retsmødes afholdelse, eller at
den pågældende skal være
udelukket fra at overvære et
retsmøde helt eller delvis, hvis
hensynet til fremmede magter,
til statens sikkerhed eller til
sagens opklaring undtagelsesvis
gør det påkrævet. En tilsvarende
regel gælder med hensyn til
ransagning, jf. retsplejelovens
§ 796, stk. 4.
Reglen i
stk. 6, 1. pkt., svarer
til den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 827, stk. 2,
hvorefter den, der har rådighed
over et dokument, skal have
lejlighed til at udtale sig,
inden der træffes afgørelse om
pålæg om edition. Det foreslås
dog samtidig i stk. 6, 2. pkt.,
at § 748, stk. 5-6, skal finde
tilsvarende anvendelse.
Henvisningen til § 748,
stk. 5-6, indebærer, at høring
af den, der har rådighed over
genstanden, kan undlades under
de betingelser, der er opregnet
i § 748, stk. 5.
Vedrørende pålæg om edition
rettet mod personer i udlandet
som grundlag for en
international retsanmodning,
henvises til pkt. 2.3.8. i de
almindelige bemærkninger.
Med
stk. 7 lovfæstes det, at
politiet kan undlade at
forelægge retten en
beslaglæggelse, som ellers ville
kræve retskendelse efter den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 806, stk. 2,
hvis den, som indgrebet retter
sig imod, har meddelt skriftligt
samtykke til indgrebet. Dette er
i overensstemmelse med udbredt
administrativ praksis og svarer
ligeledes til retsplejelovens
bestemmelser om legemsindgreb,
jf. § 792 c, stk. 5, og § 792 d,
stk. 1 samt § 796, stk. 5 om
ransagning.
Det
bemærkes herved, at det ikke er
nødvendigt at anvende særlig
blanket til det skriftlige
samtykke. Det er efter
bestemmelsen tilstrækkeligt, at
den, mod hvem indgrebet retter
sig, f.eks. skriver under på en
tilførsel til politirapporten,
hvis dette i det konkrete
tilfælde findes mest
hensigtsmæssigt.
Til § 807
Denne
bestemmelse indeholder regler om
den praktiske gennemførelse af
beslutninger om beslaglæggelse
og edition. Initiativet er i
overensstemmelse med praksis
henlagt til politiet, hvilket
ikke tydeligt fremgår af de
nugældende bestemmelser.
I
stk. 1 behandles
beslaglæggelse, i stk. 2
edition. Kravet om, at politiet
på begæring skal forevise en
eventuel retskendelse, er nyt,
men bryder næppe med
administrativ praksis. Kravet er
i overensstemmelse med
almindelige forvaltningsretlige
grundregler, jf.
forvaltningslovens § 23.
I
forbindelse med beslaglæggelse
er det politiets opgave at sørge
for indgrebets gennemførelse, om
nødvendigt ved magtanvendelse.
Ved edition er opgaven alene ved
henvendelse til den, mod hvem
indgrebet er rettet, at tage
initiativ til, at kendelsen
opfyldes. Umiddelbart har
politiet ingen tvangsmidler til
rådighed. Såfremt den pågældende
uden lovlig grund nægter at
efterkomme et editionspålæg, kan
retten træffe beslutning om
anvendelse af de i § 178 nævnte
tvangsmidler (dvs. bøde,
tvangsbøder, forvaring m.v.).
Retten kan dog vælge i stedet at
afsige kendelse om ransagning og
beslaglæggelse, såfremt
betingelserne herfor er opfyldt.
I
stk. 3 foreslås en regel om
første gennemsyn i retten af
beslaglagt materiale svarende
til reglen i retsplejelovens
§ 829. Det foreslås dog, at
reglen begrænses til at finde
anvendelse ved beslaglæggelse af
materiale hos journalister m.fl.
omfattet af reglen om
vidnefritagelse i
retsplejelovens § 172, jf.
nærmere pkt. 2.3.5.3. i de
almindelige bemærkninger.
I
stk. 4 foreslås
forpligtelsen til at foranledige
beskikket en værge i forbindelse
med beslaglæggelse efter § 802,
stk. 3, overført fra retten til
politiet. Der er tale om en ren
ekspeditionssag, der efter
Strafferetsplejeudvalgets
opfattelse uden
retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder kan overlades
til politiet. Værgen beskikkes i
medfør af værgemålslovens § 50
af statsamtet.
Værgens
opgave er at handle på tiltaltes
vegne i retsforhold vedrørende
formuen og at bevare den til
fordel for tiltalte og
eventuelle andre berettigede.
Derudover har værgen til opgave
at forhindre, at tiltalte får
adgang til formuen, så længe
beslaglæggelsen er gældende.
Der er
ikke fundet anledning til at
gentage kravet i den hidtil
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 802, stk. 2,
om, at værgen skal afgive løfte
om ikke at lade sigtede tilflyde
nogen indtægt af formuen. Dette
er ikke udtryk for nogen
realitetsændring, men anses blot
som selvfølgeligt henset til
beslaglæggelsens formål.
Kendelsen
om beslaglæggelse skal tinglyses
i medfør af reglerne om
tinglysning af værgemål med
fratagelse af den retlige
handleevne efter værgemålslovens
§ 6, jf. tinglysningslovens
§ 48.
Ved
modtagelsen mærkes beslaglagte
genstande af politiet og
indføres i en kosterrapport.
Genstande opbevares normalt i et
særligt kosterrum på
politigården. Bestemmelsen i
stk. 5 er i overensstemmelse
med denne praksis. I henhold til
den hidtil gældende § 828 har
sigtede ret til at vedføje
yderligere mærke. Denne regel
anvendes næppe i praksis og må
anses for forældet. Hvis en
sigtet helt undtagelsesvis måtte
have ønske om selv at anbringe
et mærke på en beslaglagt
genstand, bør politiet
imidlertid næppe modsætte sig
det. Tilsvarende gælder, hvis en
journalist ønsker beslaglagt
materiale forseglet indtil
første gennemsyn i retten, jf.
stk. 3.
Til § 807 a
Bestemmelsen indeholder
regler om en almindelig, men
begrænset adgang for andre end
politiet til at foretage
beslaglæggelse i situationer,
hvor nogen gribes på fersk
gerning. En tilsvarende
bestemmelse findes i den
gældende retsplejelovs § 825,
stk. 1, 3. og 4. pkt. Forslaget
berører ikke de hidtil gældende
regler i særlovgivningen om
privates adgang til at foretage
beslaglæggelse, f.eks. lov om
jagt og vildtforvaltning § 32,
stk. 2, om adgangen til i
forbindelse med privat
anholdelse at fratage en person
skydevåben og andre
jagtredskaber samt skudt og
fanget vildt.
Beføjelsen svarer til den,
der tilkommer politiet, og er
derfor begrænset til forhold,
der er undergivet offentlig
påtale, jf. den foreslåede
§ 802, herunder betinget
offentlig påtale i det omfang,
beslaglæggelse er uopsættelig,
og begæring om påtale i øvrigt
kan forventes, jf.
retsplejelovens § 720, stk. 2.
Det er en
forudsætning, at muligheden for
at foretage beslaglæggelse ville
forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes, jf.
henvisningen til § 806, stk. 3.
Der er
ikke fundet anledning til at
foreslå bestemmelser om privates
adgang til at foretage
beslaglæggelse i forbindelse med
lovovertrædelser, der alene er
undergivet privat påtale. Dette
gælder indenfor straffelovens
område bestemmelserne om
ærekrænkelser m.v.
(straffelovens §§ 267-274),
visse handlinger beslægtet med
skyldnersvig (straffelovens
§ 293, stk. 2) samt selvtægt
(straffelovens § 294).
Til § 807 b
Det
gældende kapitel 75 b om
beslaglæggelse af bevismidler
eller til sikkerhed for
konfiskations- eller
vindikationskrav indeholder i
modsætning til bestemmelserne om
beslaglæggelse for
sagsomkostninger og
erstatningskrav i kapitel 74,
jf. § 804, stk. 2, ikke regler
om den civilretlige betydning af
beslaglæggelse (eller
bevaringstagelse). Dette
spørgsmål foreslås reguleret i
§ 807 b. Bestemmelsen omhandler
beslaglæggelsens retsvirkninger
såvel i forhold til den,
indgrebet retter sig imod, som i
forhold til tredjemand.
Fysisk
råden over beslaglagte genstande
omtales ikke i bestemmelsen,
idet en sådan i de fleste
tilfælde efter sagens natur vil
være udelukket. Såfremt
beslaglagte genstande, der ikke
kan tages i forvaring, f.eks.
bygninger eller skibe,
beskadiges, ødelægges eller
bortskaffes, vil der efter
omstændighederne kunne være tale
om strafbart forhold efter
straffelovens § 291 om hærværk
eller eventuelt § 125, stk. 1,
nr. 2, om ødelæggelse m.v. af
bevismidler. Det vil efter
omstændighederne evt. også kunne
komme på tale at henføre
forholdet under straffelovens
§ 292 om kreditorunddragelse,
navnlig hvis der er sket
beslaglæggelse efter § 802,
stk. 2, nr. 2, med henblik på at
sikre forurettedes krav på
erstatning i sagen.
Stk. 1
vedrører beslaglæggelse af
genstande, der kan tjene som
bevismidler, bør konfiskeres
(udbytte- eller
genstandskonfiskation) eller ved
lovovertrædelsen er fravendt
nogen, som kan kræve dem tilbage
(vindikationskrav), jf. § 802,
stk. 1, og § 803, stk. 1. Til
denne kategori regnes endvidere
genstande, der er afleveret til
politiet efter pålæg om edition,
jf. § 804, stk. 2.
Efter
stk. 1 kan der hverken ved
aftale eller kreditorforfølgning
foretages dispositioner over det
beslaglagte, som er i strid med
formålet med indgrebet. Denne
formulering dækker over en række
forskelligartede situationer,
idet en disposition kan
accepteres i visse situationer,
men ikke i andre.
Retsstillingen afhænger af,
dels hvilken af de tre former
for beslaglæggelse der er tale
om, dels hvilken form for
disposition der ønskes foretaget
(salg, gave, arv, pantsætning,
udlæg, etc.). Retsstillingen
afhænger endvidere af, hvem der
foretager dispositionen (den,
mod hvem indgrebet er rettet,
ejeren af genstanden eller
tredjemand).
Begrænsningen i rådeadgangen
går i hvert enkelt tilfælde
netop så langt, som
beslaglæggelsens formål
tilsiger.
Eksempelvis vil en genstand,
der er beslaglagt som
bevismiddel, frit kunne sælges
af ejeren, blot således at
levering først kan finde sted,
når beslaglæggelsen er ophørt.
For så
vidt angår konfiskationskrav
bemærkes, at en beslaglæggelse
med henblik på sikring af krav
om konfiskation efter
straffelovens § 75, stk. 1, 1.
pkt., 1. led, og § 76 a,
stk. 1-3, dvs. udbytte eller
genstande, der umiddelbart
træder i stedet for udbytte,
eller efter § 75, stk. 2, dvs.
genstande, der konfiskeres for
at forebygge yderligere
lovovertrædelser, opnår
beskyttelse - under forudsætning
af, at de sædvanlige
sikringsakter er foretaget - fra
beslaglæggelsen mod sigtedes
kreditorer og aftaleerhververe.
En efter beslaglæggelsen
følgende konfiskation overfører
således ejendomsretten over det
konfiskerede med tilbagevirkende
kraft til tidspunktet for
beslaglæggelsen. Der henvises i
øvrigt til pkt. 2.3.3. i de
almindelige bemærkninger.
Beslaglæggelse med henblik
på gennemførelse af
vindikationskrav afskærer ikke
ejerens adgang til retligt at
disponere over genstanden. Han
kan således sælge den, anvise
den til genstand for udlæg osv.
- alt under forudsætning af, at
han virkelig er ejer. I forhold
til den, mod hvem indgrebet er
rettet, tjener indgrebet til
fysisk at forhindre en
uberettiget råden. Det indebærer
derimod ikke i sig selv nogen
forringelse af den rette ejers
ret til ved aftale at disponere
over genstanden, idet
beslaglæggelsen netop er
begrundet med, at vedkommende er
i besiddelse af genstanden uden
retmæssig adkomst. Besidderen
har således i forvejen ingen ret
til at råde over genstanden.
Tilsvarende principper
finder anvendelse i forbindelse
med kreditorforfølgning.
Bestemmelsen i stk. 2,
der modsvarer den hidtil
gældende § 804, stk. 2, vedrører
forurettedes krav på erstatning
og det offentliges krav på
sagsomkostninger samt krav på
konfiskation efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led,
og 2. pkt., og stk. 3, og § 76
a, stk. 5 (værdikonfiskation),
og som noget nyt, bødekrav.
Der er i
stk. 2 gjort op med, hvilke
former for beslaglæggelse der
har retsvirkning som arrest. Det
har i teorien tidligere været
omtvistet, hvad retsvirkningen
af en beslaglæggelse med henblik
på værdikonfiskation er, jf.
betænkning nr. 1223/1991, s.
18-19. Højesteret har imidlertid
i en kendelse, gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s.
778, fastslået, at
beslaglæggelse af en
livsforsikring og en
pensionsforsikring til dækning
af et ikke pådømt
værdikonfiskationskrav alene
havde retsvirkning som arrest.
Ifølge Højesteret ville den
efterfølgende værdikonfiskation
ikke overføre ejendomsretten,
men alene kunne danne grundlag
for tvangsfuldbyrdelse i
fogedretten. Da de pågældende
effekter ikke kan være genstand
for udlæg, blev beslaglæggelsen
ophævet. I overensstemmelse med
retsstillingen efter denne
afgørelse, følger det af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2,
at beslaglæggelse med henblik på
værdikonfiskation har virkning
som arrest.
Om
beslaglæggelse med henblik på
konfiskation henvises i øvrigt
til pkt. 2.3.3. i de almindelige
bemærkninger.
Det
foreslås endvidere som noget
nyt, at det kun er indtil, der
træffes afgørelse efter § 807 d,
stk. 2-3, om anvendelse af
beslaglagt gods, at de i stk. 2
nævnte former for beslaglæggelse
skal være stillet som arrest.
Som det fremgår af § 807 d,
stk. 3, overlades det til retten
- samtidig med eller i
tilslutning til domsafsigelsen -
at træffe afgørelse om
anvendelsen af beslaglagt gods,
således at denne afgørelse får
retsvirkning som et udlæg.
Det
hidtidige krav om foretagelse af
udlæg i fogedretten bortfalder
derfor i forbindelse med disse
former for beslaglæggelse.
Skæringstidspunktet for
overgangen fra status som arrest
til udlæg er tidspunktet for
rettens kendelse om anvendelse
af beslaglagt gods, jf. § 807 d,
stk. 3.
Fra
skæringstidspunktet har
beslaglæggelsen retsvirkning som
udlæg, eller den bortfalder
enten efter rettens afgørelse om
anvendelsen, eller fordi der
ikke af den mødende anklager
eller den erstatningsberettigede
fremsættes begæring om rettens
afgørelse vedrørende anvendelsen
af det beslaglagte gods.
Stk. 3
vedrører beslaglæggelse med
henblik på at fremtvinge
tiltaltes tilstedeværelse i
tilfælde, hvor tiltalte har
unddraget sig videre
forfølgning. Det følger af
formålet med beslaglæggelsen, at
tiltaltes adgang til umiddelbart
at disponere over formuen i det
hele må afskæres, jf.
bestemmelsens 1. pkt.
Efter den
gældende § 802, stk. 2, 2. pkt.,
medfører denne form for
beslaglæggelse ikke, at
ægtefælles og børns krav på
underhold af formuen ophæves,
ligesom beslaglæggelsen ikke
udelukker, at der disponeres
over formuen ved testamente.
Indholdet af denne bestemmelse
er anset for så selvfølgeligt,
at der ikke er fundet anledning
til at medtage en tilsvarende
bestemmelse i forslaget. Der er
således ikke tale om nogen
realitetsændring på dette punkt.
Derimod
har adgangen til at rette
kreditorforfølgning mod den
beslaglagte formue givet
anledning til tvivl, jf.
betænkning nr. 1223/1991, s. 31.
Der foreslås derfor som noget
nyt en bestemmelse herom i 2.
pkt. I henhold til denne
bestemmelse kan der på grundlag
af krav, som bestod, før
kendelsen om beslaglæggelse blev
afsagt, rettes
kreditorforfølgning mod den
beslaglagte formue, mens dette
ikke gælder senere opståede
krav.
Formålet
med denne bestemmelse er at
afskære tiltalte fra indirekte
at råde over formuen ved
gældsstiftelse. Det bemærkes i
den forbindelse, at
beslaglæggelsen tinglyses efter
reglerne i tinglysningslovens
§ 48, jf. den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 807, stk. 4, 2. pkt.
Til § 807 c
Denne
bestemmelse, hvorefter enhver,
der har interesse heri, på et
hvilket som helst tidspunkt
under sagen kan rejse spørgsmål
om hel eller delvis ophævelse af
en beslaglæggelse, er ny, men
repræsenterer næppe nogen
realitetsændring i forhold til
gældende ret.
Bestemmelsen kan benyttes
til at sikre, at f.eks.
beslaglæggelse af større
samlinger af dokumenter ikke
udstrækkes videre end påkrævet.
Til § 807 d
I denne
bestemmelse er der som noget nyt
sket en samling af bestemmelser
om ophøret af beslaglæggelse.
Formålet er dels en afklaring af
de civilretlige virkninger, dels
en forenkling af
realisationsreglerne.
Stk. 1
vedrører beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 1, og § 803, stk. 1,
og modsvarer til dels den hidtil
gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 830.
Genstandene skal tilbageleveres
senest umiddelbart efter, at
sagen er endeligt afsluttet.
Dvs. efter appelinstansens dom,
efter ankefristens udløb eller
efter udløbet af 2-måneders
fristen for den overordnede
anklagemyndigheds omgørelse af
beslutning om påtaleopgivelse
eller tiltalefrafald, jf.
retsplejelovens § 724, stk. 2.
Genstande, der er beslaglagt
som bevismidler, kan i
overensstemmelse med den
almindelige
proportionalitetsgrundsætning
kræves udleveret, når de har
udspillet deres rolle som
bevismidler, enten ved sagens
afslutning eller tidligere.
Sigtede eller andre, der har
interesse heri, kan i givet fald
kræve rettens afgørelse herom,
jf. den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 807 c.
Genstande, der er beslaglagt
med henblik på udbytte- eller
genstandskonfiskation, kan
kræves udleveret ved sagens
afslutning, såfremt de ikke
(fuldt ud) skal konfiskeres. Der
vil normalt ikke være grundlag
for udlevering på et tidligere
tidspunkt.
Genstande, der er beslaglagt
til sikring af vindikationskrav,
vil normalt allerede inden
sagens afslutning blive
udleveret til den berettigede,
medmindre de tillige skal
benyttes som bevismidler under
sagen.
I alle
tre tilfælde, men måske navnlig
i det sidstnævnte, vil der
lejlighedsvis kunne opstå tvivl
om genstandens rette
ejerforhold. Med henblik på
denne situation er det i stk. 1,
2. pkt., foreslået, at retten
skal kunne træffe bestemmelse om
udleveringsspørgsmålet, også
efter straffesagens afslutning,
jf. nærmere pkt. 2.3.9. i de
almindelige bemærkninger. Dette
er i overensstemmelse med de
hidtil gældende regler, jf.
retsplejelovens § 830. En
tilsvarende regel for tiden
indtil sagens afgørelse findes i
den foreslåede § 807 c. Retten
skal efter forslaget kun træffe
bestemmelse om besiddelsen, ikke
om ejerforholdet. Retten kan
eventuelt betinge sin afgørelse
om udlevering af, at der ikke af
en modpart er anlagt civil
retssag inden en vis frist.
Efter
retsplejelovens § 721, stk. 1,
nr. 3, kan påtale i en sag helt
eller delvis opgives i tilfælde,
hvor sagens gennemførelse vil
medføre vanskeligheder,
omkostninger eller
behandlingstider, som ikke står
i rimeligt forhold til sagens
betydning og den straf, som i
givet fald kan forventes idømt.
Efter § 722, stk. 1, nr. 5, kan
tiltale helt eller delvis
frafaldes under samme
betingelser. Bestemmelserne
åbner mulighed for, at politiet
af ressourcemæssige årsager kan
opgive eller frafalde påtale.
Som vilkår for et tiltalefrafald
kan fastsættes, at sigtede
indgår på konfiskation, jf.
§ 723, stk. 1, nr. 1.
Er der i
en sag, hvor påtale opgives
efter § 721, stk. 1, nr. 3, sket
beslaglæggelse, bortfalder
beslaglæggelsen, når
forfølgningen opgives, jf. den
gældende retsplejelovs § 806, 1.
pkt., og den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 807 d, stk. 1, 1. pkt., uanset
at der i dette tilfælde ikke
foreligger nogen retlig
afgørelse vedrørende
ejerforholdet til de beslaglagte
genstande. Dette har i praksis
medført, at politiet i visse
tilfælde, hvor den berettigede,
f.eks. forurettede i en
tyverisag, ikke positivt har
kunnet godtgøre sin ret til
genstanden, har måttet udlevere
formodede koster til den person,
hos hvem genstandene blev
beslaglagt. Bestemmelsen i
stk. 1, 2. pkt., indebærer, at
politiet i sådanne tilfælde kan
anmode retten om at træffe
bestemmelse om, til hvem det
beslaglagte gods skal udleveres,
eventuelt således at retten
fastslår, at den person, hos
hvem genstanden er beslaglagt,
ikke er den rette ejer, og at
der i mangel af oplysninger om
det rette ejerforhold forholdes
med det beslaglagte som med
herreløst gods. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 801, stk. 2,
og de der omtalte afgørelser i
Ugeskrift for Retsvæsen 1992,
s. 431 og 432.
Bestemmelsen i stk. 2,
der er ny, fastlægger den
fyldestgørelsesorden, der som
hovedregel skal gælde i
forbindelse med anvendelse af
gods, der er beslaglagt efter
§ 802, stk. 2.
Herefter
skal det beslaglagte gods eller
sikkerhed, der er stillet efter
§ 805, stk. 2, først anvendes
til fyldestgørelse af
forurettedes krav på erstatning,
dernæst dækkes det offentliges
krav på sagsomkostninger,
dernæst krav på konfiskation
efter straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2.
pkt., og stk. 3, og § 76 a,
stk. 5 (værdikonfiskation), og
til sidst dækkes bødekrav. Det
forudsættes herved, at
privatretlige erstatningskrav
dækkes forud for det offentliges
krav på erstatning, herunder
efterbetaling af skat og moms.
Om beslaglæggelse med henblik på
konfiskation henvises i øvrigt
til pkt. 2.3.3. i de almindelige
bemærkninger.
Den
foreslåede
fyldestgørelsesrækkefølge er en
anden end den, der følges i
administrativ praksis med hensyn
til afskrivning af afdrag på
bøder og sagsomkostninger m.v.,
jf. Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse af 6. april
1993. Herefter skal indkomne
afdrag - som følge af at der
ikke gælder en lovbestemt
fyldestgørelsesrækkefølge -
først afskrives på bøden, der er
den mest byrdefulde del af
gælden, medmindre skyldneren
tilkendegiver, at afdraget
ønskes afskrevet på andre
gældsposter.
Ved at
kræve eventuelle
sagsomkostninger samt
konfiskationsbeløb betalt før
bøden, vil man længst muligt
have truslen om
forvandlingsstraf knyttet til
betalingen af (en del) af den
samlede gæld til det offentlige,
og dermed den mest effektive
ordning for inddrivelsen. Det må
herved tages i betragtning, at
beslaglæggelse med henblik på at
sikre det offentliges krav på
sagsomkostninger m.v. som
hovedregel kun finder sted i de
tilfælde, hvor tiltalte ejer
eller er i besiddelse af større
værdier, f.eks. fast ejendom
eller betydelige kontantbeløb.
Såfremt det beslaglagte gods
først anvendes til afskrivning
på bøden, vil der reelt ikke
være noget incitament for
domfældte til at søge
sagsomkostningskravet dækket, og
den resterende del af kravet må
inddrives ved udlæg. Det
foreslås derfor, at det
beslaglagte gods først anvendes
til dækning af det offentliges
krav på sagsomkostninger,
dernæst konfiskationsbeløb og
til sidst bødekrav.
Der er
dog mulighed for, at retten
undtagelsesvis kan bestemme, at
bødekrav skal fyldestgøres forud
for det offentliges krav på
sagsomkostninger eller krav på
konfiskation. Det vil navnlig
kunne komme på tale i de
tilfælde, hvor bødestraffen
efter praksis udmåles på
grundlag af faste kriterier,
f.eks. i sager om overtrædelse
af skatte- og
afgiftslovgivningen, hvor der
udmåles bøder svarende til en
vis procentandel af det
unddragne skatte- eller
afgiftsbeløb, og hvor hensynet
til den skyldiges betalingsevne,
jf. straffelovens § 51, stk. 3,
derfor træder noget i baggrunden
ved udmålingen af den konkret
forskyldte straf. Såfremt det
allerede på domstidspunktet står
klart, at tiltalte vil være ude
af stand til inden rimelig tid
af sine øvrige midler at betale
den idømte bøde, kan retten
undtagelsesvis bestemme, at
bøden skal fyldestgøres forud
for det offentliges krav på
sagsomkostninger eller krav på
konfiskation. Skønner retten -
på grundlag af en vurdering af
tiltaltes indtægts- og
formueforhold - at han vil have
mulighed for at betale bøden,
evt. afdragsvis over en passende
periode, bør der som hovedregel
ikke træffes bestemmelse om en
afvigende
fyldestgørelsesrækkefølge.
Bestemmelsen i stk. 3
afløser den nugældende
retsplejelovs § 806, 1. pkt. Der
er tale om en nyskabelse, idet
fyldestgørelse i det beslaglagte
efter dom hidtil er sket ved
udlæg. Det er hensigten med
bestemmelsen, at der efter
begæring skal kunne træffes
afgørelse vedrørende anvendelsen
af beslaglagt gods, herunder om
fyldestgørelsesrækkefølgen, jf.
stk. 2.
Det
foreslås, at afgørelse om
anvendelse af beslaglagt gods i
stedet skal træffes ved kendelse
- samtidig med eller i
tilslutning til domsafsigelsen -
jf. nærmere pkt. 2.3.9. i de
almindelige bemærkninger. Herved
bliver der bl.a. også mulighed
for, at de berørte, herunder den
erstatningssøgende, særskilt kan
kære afgørelsen, jf.
retsplejelovens § 968.
Retten er
ved denne afgørelse ikke bundet
af, på hvilket grundlag den
oprindelige beslaglæggelse
formelt har fundet sted. Selv om
beslaglæggelse formelt alene
måtte være sket til sikring af
sagsomkostninger, kan retten
altså bestemme, at godset
tillige (og forlods) skal
anvendes til dækning af et
erstatningskrav.
Afgørelsen træffes som
udgangspunkt efter begæring fra
politiet. Politiet bør normalt i
den forbindelse medtage private
erstatningskrav, men en
forurettet, der har fået
tilkendt erstatning, vil også
selv kunne fremsætte begæring
herom, jf. den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 806, stk. 1, 2. pkt.
Retten
skal kun træffe bestemmelse om,
hvorledes det beslaglagte gods
skal anvendes. Det er ikke
hensigten, at retten i kendelsen
skal foretage en beløbsmæssig
opgørelse af kravene, det være
sig foreløbigt eller endeligt. I
praksis vil dette ikke være
muligt, i hvert fald ikke for så
vidt angår sagsomkostninger,
idet disse ikke
størrelsesmæssigt kan opgøres på
det tidspunkt, hvor afgørelsen
træffes, bl.a. fordi de også kan
omfatte krav, der først opstår
senere. I det omfang et fremsat
erstatningskrav udskydes til
privat søgsmål, vil det heller
ikke være muligt på
domstidspunktet at opgøre
kravene.
Det er
ligeledes ikke hensigten, at
retten skal værdiansætte
beslaglagt gods, f.eks. løsøre.
Retten skal alene beslutte, hvem
provenuet skal tilfalde. Såfremt
værdien af det beslaglagte
åbenbart overstiger sagens
omkostninger, de idømte bøder
og/eller erstatningsbeløb,
følger det dog af en almindelig
proportionalitetsgrundsætning,
jf. også retsplejelovens § 507,
stk. 1, at retten delvist vil
skulle ophæve beslaglæggelsen.
Ved afgørelse herom bør
oplysninger om eventuelt
mellemkommende udlæg foretaget
af tredjemand naturligvis også
tages i betragtning.
Beslaglagte pengebeløb vil
normalt efter ankefristens udløb
kunne anvendes umiddelbart, jf.
retsplejelovens § 521, mens
andre former for gods afhændes
på samme måde som aktiver, hvori
der er foretaget udlæg, dvs., at
realisation normalt sker ved
tvangsauktion.
Det er
således hensigten, at rettens
afgørelse om anvendelse af
beslaglagt gods skal træde i
stedet for et udlæg, men at
realisation som hidtil skal ske
efter reglerne om
tvangsrealisation af udlagte
aktiver, jf. retsplejelovens
kapitler 49-52 sammenholdt med
§ 997, stk. 2, og § 1013,
stk. 3.
Med
hensyn til prioritetsstillingen
i de tilfælde, hvor der tillige
af andre kreditorer måtte være
foretaget udlæg i det
beslaglagte gods, fremgår det af
den udtrykkelige henvisning til
retsplejelovens § 526, stk. 2,
at udlæggets plads i rækkefølgen
regnes efter tidspunktet for
udlæggets foretagelse, dvs.
tidspunktet for kendelsens
afsigelse. Hvor der ved samme
kendelse er tillagt flere
private erstatningssøgende
fyldestgørelsesadgang i det
beslaglagte, vil de i deres
indbyrdes forhold være
ligestillede. Auktionsprovenuet
skal derfor fordeles
forholdsmæssigt efter kravenes
størrelse. Er der tale om
henholdsvis et privat og et
offentligt erstatningskrav, skal
det private erstatningskrav
tillægges prioritet forud for
det offentlige erstatningskrav,
jf. bemærkningerne ovenfor til
stk. 2.
Efter
domsafsigelsen vil det normalt
være politiet, der som
udlægshaver og den, der har det
beslaglagte gods i forvaring,
begærer tvangsauktionen afholdt
og forestår udlodningen af
provenuet til de berettigede,
alt i overensstemmelse med
rettens afgørelse herom ifølge
§ 807 d, stk. 3, og i givet fald
vil det også påhvile politiet at
udbetale et eventuelt
overskydende beløb til
domfældte.
Såfremt
tvangsrealisation af beslaglagt
gods skal finde sted alene til
dækning af et privat
erstatningskrav, forudsættes det
dog, at det sker efter den
pågældendes egen begæring på
samme måde som i andre tilfælde
af tvangsrealisation, der
iværksættes af private
udlægshavere.
Tvister
mellem politiet og den domfældte
om fuldbyrdelsen af en
straffedom afgøres af retten,
jf. § 998, stk. 1. I medfør af
denne bestemmelse vil der kunne
ske indbringelse for retten af
tvister om opgørelsen af
straffesagens omkostninger og
andre spørgsmål i den
forbindelse, som retten ikke
måtte have taget stilling ved
afgørelsen om anvendelse af det
beslaglagte gods.
§ 998
indeholder ikke hjemmel til, at
retten kan træffe afgørelse i
tvister mellem politiet og en
privat rettighedshaver eller
mellem flere private
rettighedshavere. Det foreslås
derfor, at der skabes hjemmel
for, at retten kan tage stilling
til sådanne tvister, der måtte
opstå efter sagens afslutning.
Rettens afgørelse træffes ved
kendelse, jf. stk. 3, 2. pkt.
Efter
forslaget er alle politiets
skridt i forbindelse med
beslaglæggelse således
undergivet judiciel kontrol.
Såfremt
en straffesag, hvor der er sket
beslaglæggelse i medfør af
forslagets § 802, stk. 2,
undtagelsesvis kan sluttes med
en udenretlig bødevedtagelse,
forudsættes det, at det gøres
til et vilkår for sagens
slutning på denne måde, at
sigtede betaler de skyldige
beløb eller accepterer, at det
beslaglagte anvendes til dækning
af de krav, som beslaglæggelsen
er sket til sikkerhed for. I
tilfælde, hvor en sag ellers
kunne være sluttet udenretsligt,
men hvor sigtede ikke accepterer
et sådant vilkår, må sagen
indbringes for retten, der afgør
spørgsmålet ved kendelse.
Ved den
sigtedes accept af et vilkår om
anvendelse af beslaglagt gods
ophører beslaglæggelsen, der
indtil da har haft retsvirkning
som arrest, jf. den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 807 b, stk. 2, og
ejendomsretten over det
beslaglagte overgår umiddelbart
til den berettigede, idet dog
tredjemand f.eks. ved udlæg kan
have erhvervet bedre ret. Ved
værdikonfiskation af et bestemt
aktiv eller en del af et aktiv
får accepten dog alene virkning
som udlæg.
Hvis der
ikke er tale om penge eller
andet, hvis værdi umiddelbart
kan fastslås, og det er
påkrævet, at der afholdes
tvangsauktion over det
beslaglagte, inden
mellemværendet endeligt gøres
op, må spørgsmålet dog
indbringes for retten med
henblik på at tilvejebringe et
auktionsgrundlag.
Vedtagelse af en bøde eller
betaling af erstatning til
forurettede som vilkår i
forbindelse med et
tiltalefrafald kræver rettens
godkendelse, jf. retsplejelovens
§ 723, stk. 3, og retten vil i
givet fald kunne afsige kendelse
om anvendelsen af beslaglagt
gods i tilknytning til en sådan
godkendelse.
Såfremt
en straffesag sluttes
udenretsligt, uden at der opnås
en ordning eller en
retsafgørelse vedrørende
anvendelsen af beslaglagt gods,
medfører det, at beslaglæggelsen
bortfalder. Dette svarer til
retsstillingen, såfremt en sag
sluttes med domfældelse, uden at
der tages stilling til,
hvorledes det beslaglagte skal
anvendes.
Reglen i
stk. 4 er ny. I tilfælde,
hvor retten beslutter at udskyde
forurettedes erstatningskrav til
civilt søgsmål, kan en
beslaglæggelse, der er iværksat
med henblik på sikring af et
sådant krav, efter forslaget
opretholdes, hvis civil sag
anlægges eller ansøgning i
henhold til
offererstatningsloven indgives
inden for en kort frist. Der
foreslås her en frist på 4 uger
svarende til ankefristen i
civile sager.
Bestemmelsen vil f.eks.
kunne anvendes i tilfælde, hvor
der ikke er grund til at
betvivle eksistensen af
forurettedes erstatningskrav,
men hvor dette ikke kan opgøres
på domstidspunktet.
Der er
ikke medtaget en henvisning til
færdselslovens adhæsionsregler -
dvs. reglerne om behandling af
erstatningskrav under
færdselsstraffesager - idet
disse alene omfatter tilfælde,
hvor erstatningskravet er dækket
af en lovpligtig
ansvarsforsikring. Der er derfor
næppe behov for beslaglæggelse
til sikring af erstatningskravet
i disse tilfælde.
Såfremt
der herefter under den civile
sag tilkendes erstatning, eller
der indgås forlig herom, afgør
den ret, der har truffet
afgørelse i straffesagen, på
begæring, i hvilket omfang der
tilkommer forurettede del i
provenuet fra det beslaglagte
gods, der på det tidspunkt
normalt vil være realiseret på
begæring af det offentlige. Også
denne afgørelse har virkning som
udlæg. Forurettede kan derfor
kræve det tilkendte beløb
udbetalt af politiet.
Prioritetsstillingen mellem
flere forskellige
erstatningskrav afgøres efter
retsplejelovens § 526, stk. 2,
jf. bemærkningerne ovenfor til
stk. 3. Dette indebærer, at de
erstatningskrav, der er blevet
påkendt under eller i
tilslutning til straffesagen,
får en bedre prioritetsstilling
end de, der måtte være henskudt
til civilt søgsmål. Med hensyn
til prioritetsstillingen mellem
erstatningskrav, der kommer til
påkendelse efter straffesagens
afslutning, og det offentliges
krav på sagsomkostninger og
bødekrav kan retten bestemme, at
erstatningskravet skal
fyldestgøres forud for
sagsomkostnings- og bødekrav.
Hvis et eller nogle
erstatningskrav er henskudt til
civilt søgsmål, må politiet i så
fald undlade at anvende
provenuet til fyldestgørelse af
det offentliges krav på
sagsomkostninger, krav på
konfiskation og bødekrav, indtil
den civile sag er endeligt
afgjort.
Stk. 5,
der vedrører beslaglæggelse
efter § 802, stk. 3
(formuebeslag), svarer i det
væsentlige til den hidtil
gældende § 803. Bestemmelsen er
omformuleret, således at det
afgørende kriterium for, om
retten skal træffe afgørelse om
beslaglæggelsens bortfald, er,
om den tiltalte ikke længere kan
siges at unddrage sig
forfølgning. Denne situation kan
foreligge, ikke blot såfremt
tiltalte kommer til stede og
overgiver sig til myndighederne,
men også såfremt forfølgningen
ophører.
Under
særlige omstændigheder kan der
være behov for at lade
formuebeslaget bestå, indtil
sagen er afgjort, selv om
tiltalte er kommet til stede og
således ikke længere unddrager
sig forfølgningen. Det kan
tænkes, at tiltalte er kommet
til stede alene med henblik på
at få formuebeslaget ophævet,
hvorefter han har til hensigt på
ny at unddrage sig forfølgning.
For at undgå denne situation
foreslås det, at retten skal
kunne undlade at træffe
bestemmelse om formuebeslagets
ophør, hvis der er bestemte
grunde til at antage, at
tiltalte på ny vil unddrage sig
forfølgningen. Betingelserne for
at undlade at ophæve
formuebeslaget svarer således
til betingelserne for at
foretage varetægtsfængsling på
grund af unddragelsesrisiko, jf.
§ 762, stk. 1, nr. 1.
I
modsætning til tidligere nævnes
den situation, hvor formuen på
grund af sigtedes død eller
efter loven om borteblevne
tilfalder dennes arvinger, ikke
udtrykkeligt. Dette er anset som
selvfølgeligt, og reglen herom
er derfor udgået som overflødig,
uden at der herved er tilsigtet
nogen ændring i forhold til
gældende ret.
Til nr. 23
(retsplejelovens kapitel 75 a)
Forslaget
til et nyt kapitel 75 a om andre
efterforskningsskridt indebærer
en lovregulering af forskellige,
hidtil ulovregulerede,
efterforskningsskridt, som i dag
er almindeligt anvendte af
politiet.
De
foreslåede regler vedrører
politiets anvendelse af
fotoforevisning (§§ 812-816),
konfrontation (§ 817) og
efterlysning (§ 818 og § 819) i
de situationer, hvor der gives
oplysninger til personer uden
for politiet. Afgrænsningen er
ikke ensbetydende med, at
politiet frit kan anvende
fotoforevisning, konfrontation
og efterlysning internt, idet
politiets interne videregivelse
af oplysninger er reguleret af
forvaltningslovens regler.
Til § 812
De
foreslåede bestemmelser i
§§ 812-816 indeholder nye
regler, der regulerer politiets
adgang til fotoforevisning.
Baggrunden for de nye regler er
omtalt i pkt. 3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Bestemmelsen i § 812
indeholder en regel, hvorved
politiets adgang til at forevise
fotografier af mistænkte for
personer uden for politiet
lovreguleres.
De
fotografier af en mistænkt, som
det kan komme på tale at
forevise, er ethvert fotografi
af den pågældende, som politiet
er i besiddelse af, herunder
personfotografier optaget i
medfør af retsplejelovens § 792
a, stk. 1, eller § 792 b,
stk. 1, eller andre fotografier,
som politiet måtte være kommet i
besiddelse af, f.eks. fra ofre,
forbipasserende m.v.
Betingelserne for at
forevise fotografier af
mistænkte foreslås fastsat i
overensstemmelse med kravene i
retsplejelovens § 792 a, stk. 1,
om legemsbesigtigelse. Der skal
være tale om en lovovertrædelse,
som er undergivet offentlig
påtale, den pågældende skal være
»mistænkt med rimelig grund«, og
forevisning af fotografier må
kun ske, såfremt det må antages
at være af »væsentlig betydning
for efterforskningen«. Det
sidste indebærer, at der skal
være grund til at tro, at
forevisning af fotografiet vil
kunne bringe efterforskningen
videre.
Det
foreslås, at afgørelsen om
forevisning af fotografier af
mistænkte fortsat træffes af
politiet. Såfremt der opstår
tvist mellem politiet på den ene
side og sigtede eller dennes
forsvarer på den anden side
vedrørende en allerede
gennemført eller påtænkt
forevisning af
personfotografier, vil
spørgsmålet kunne kræves
forelagt for retten i medfør af
den almindelige bestemmelse i
retsplejelovens § 746, stk. 1.
Til § 813
Bestemmelsen regulerer
politiets adgang til at forevise
fotografier af en ikke mistænkt
for personer uden for politiet.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 814 og
§ 815.
Til § 814
Bestemmelsen vedrører
billeder af forurettede og andre
vidner.
Det
foreslås, at i de tilfælde, hvor
forurettede eller vidnets - så
vidt muligt skriftlige -
tilladelse til at forevise
fotografiet ikke kan opnås, skal
betingelserne for, at politiet
alligevel kan forevise det,
fastsættes svarende til
betingelserne for at
gennemtvinge optagelse af
fotografier af ikke sigtede, jf.
retsplejelovens § 792 d, stk. 2
og 3.
Kravet
til kriminalitetens art er
således, at efterforskningen
skal angå en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover.
Indikationsbetingelsen er, at
forevisning af fotografier kun
må ske, såfremt det må antages
at være af »afgørende betydning
for efterforskningen«.
Kompetencen til at
gennemtvinge en optagelse af
fotografier af ikke sigtede er
henlagt til domstolene, jf.
retsplejelovens § 792 d, stk. 3.
Udvalget foreslår på den
baggrund, at kompetencen til at
træffe afgørelse om forevisning
af fotografier af forurettede og
andre vidner, der ikke har
samtykket heri, ligeledes
henlægges til retten. Retten
skal træffe afgørelsen ved
kendelse.
Der er
dog adgang for politiet til selv
at træffe beslutningen i
tilfælde, hvor indgrebets øjemed
ville forspildes ved at afvente
en retskendelse (»periculum in
mora«). Reglen giver politiet
adgang til at træffe en
foreløbig beslutning om
fotoforevisning i disse
tilfælde. Den, mod hvem
indgrebet retter sig, har ret
til at begære sagen forelagt
retten. Politiet skal vejlede
den pågældende herom. I givet
fald skal politiet snarest og
senest inden 24 timer forelægge
sagen for retten, der ved
kendelse afgør, om indgrebet kan
godkendes. Sagen skal blot være
forelagt for retten inden
udløbet af 24-timers fristen.
Retten behøver ikke træffe
afgørelse i sagen inden for
denne frist.
For så
vidt angår forevisning af
fotografier af forurettede og
andre vidner skal politiet
således som udgangspunkt
indhente samtykke til
forevisningen. Særlige forhold
vil imidlertid gøre sig
gældende, hvis den pågældende er
bevidstløs, eller hvis der er
tale om et barn, der ikke
selvstændigt kan give samtykke.
Hvis
politiet ønsker at forevise et
billede af en bevidstløs,
må politiet forelægge
spørgsmålet for retten, eller
eventuelt gå frem efter den
foreslåede regel om, at politiet
kan træffe beslutning om
fotoforevisning, hvis indgrebets
øjemed ville forspildes, dersom
retskendelse skulle afventes
(periculum in mora).
Hvis
politiet ønsker at forevise
fotografier af børn, må
politiet søge at opnå samtykke
fra indehaveren af
forældremyndigheden. Er der tale
om et større barn, vil
supplerende samtykke fra barnet
selv efter omstændighederne være
nødvendigt. Er der risiko for en
interessekonflikt mellem barnet
og forældremyndighedens
indehaver, f.eks. hvor
forældrene er mistænkte for en
forbrydelse mod barnet, må der
om nødvendigt beskikkes en værge
for barnet til at give samtykke.
Spørgsmålet om samtykke fra
børn og bevidstløse personer er
ikke fundet egnet til særskilt
lovmæssig regulering, jf.
tilsvarende betænkning nr.
1104/1987 om legemsindgreb under
efterforskningen, s. 78-79, hvor
Strafferetsplejeudvalget har
givet udtryk for tilsvarende
synspunkter i relation til
foretagelse af legemsindgreb mod
ikke sigtede.
Forevisning af fotografier
af døde personer
forudsættes ikke at være
omfattet af reglerne om
fotoforevisning. Det kan i den
forbindelse nævnes, at en
tilsvarende afgrænsning gælder
med hensyn til legemsindgreb,
jf. bet. 1104/1987, s. 17, hvor
det anføres, at undersøgelser af
lig (ligsyn, obduktioner
o.lign.) falder uden for
reglerne om legemsindgreb.
Til § 815
Bestemmelsen vedrører
politiets adgang til at forevise
billeder, som opbevares af
politiet med henblik på senere
identifikation (fototeket), jf.
retsplejelovens § 792 f.
Bestemmelsen regulerer ikke de
tilfælde, hvor der alene
forevises et billede af en
person, der konkret er mistænkt,
eller billeder af forurettede
eller andre vidner i den sag,
der efterforskes, jf. herom
§ 812 og § 814.
Som
kriminalitetskrav foreslås, at
efterforskningen skal angå en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover. Den
pågældende skal desuden inden
for de seneste 5 år være fundet
skyldig i en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover, eller alternativt
inden for de seneste 10 år være
fundet skyldig i en
lovovertrædelse, der efter loven
kan medføre fængsel i 6 år eller
derover.
Opbevaringskriteriet, jf.
retsplejelovens § 792 f, skal
således være opfyldt. Det er
imidlertid ikke ethvert
fotografi, der opfylder
opbevaringskriteriet, som også
kan forevises efter § 815.
Nævnes skal navnlig, at et
fotografi optaget med henblik på
senere identifikation af en
person, der meddeles et
tiltalefrafald, vil kunne
opbevares af politiet efter
reglen i § 792 f, men i de
tilfælde, hvor der ikke i
forbindelse med tiltalefrafaldet
er foretaget en retlig prøvelse
af skyldsspørgsmålet, er den
pågældende ikke »fundet
skyldig«, og fotografiet kan
derfor ikke forevises efter
reglen i § 815.
Det
foreslås, at kompetencen til at
træffe afgørelse om forevisning
af fotografier efter § 815 skal
tilkomme politiet, hvilket
svarer til den gældende,
ulovfæstede retstilstand. Ved en
eventuel senere tvist vil en
fotoforevisning kunne kræves
forelagt for retten i medfør af
bestemmelsen i retsplejelovens
§ 746, stk. 1.
Til § 816
Stk. 1
indeholder en særlig udformning
af
proportionalitetsgrundsætningen
svarende til reglen i
retsplejelovens § 782, stk. 1,
om indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
§ 792 e, stk. 1, om
legemsindgreb.
Stk. 2
indeholder en bemyndigelse for
justitsministeren til
administrativt at fastsætte
nærmere regler om fremgangsmåden
ved forevisning af fotografier.
Til § 817
Bestemmelsen indeholder en
ny regel, hvorved betingelserne
for politiets adgang til at lade
en mistænkt eller en sigtet
forevise for den forurettede
eller for vidner i bevisøjemed -
såkaldt konfrontation -
lovreguleres, jf. nærmere pkt. 4
i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Bestemmelsens stk. 1
omhandler den direkte (spontane)
konfrontation, der typisk
indebærer, at politiet
umiddelbart efter forbrydelsen
pågriber en person og herefter
straks konfronterer anmelderen
eller den forurettede med den
pågrebne.
Det
foreslås i nr. 1, at den
pågældende skal være mistænkt
»med rimelig grund«, hvilket
svarer til mistankekravet i
retsplejelovens § 792 a, stk. 1,
om legemsbesigtigelse. Efter
nr. 2 kræves, at indgrebet
må antages at være af væsentlig
betydning for efterforskningen
(indikationskrav).
Stk. 2
omhandler den konstruerede
(arrangerede) konfrontation, der
indebærer, at den mistænkte samt
et begrænset antal figuranter i
en såkaldt
»konfrontationsparade« forevises
for et eller flere vidner.
Anvendelsen af en
konfrontationsparade
forudsætter, at den pågældende
formelt er sigtet. Dette
indebærer bl.a., at der er
mulighed for at beskikke en
forsvarer for den, der skal
fremstilles i en
konfrontationsparade, jf.
retsplejelovens § 732. Det
følger af de almindelige regler,
at politiet skal vejlede sigtede
om adgangen til at begære en
forsvarer beskikket. Er der
beskikket en forsvarer, finder
retsplejelovens § 745 om
forsvarerens adgang til at være
til stede m.v. under
konfrontationen anvendelse, jf.
herved bemærkningerne til den
foreslåede ændring af
retsplejelovens § 745, stk. 3.
Det
foreslås, at fremstilling af en
sigtet i en konfrontationsparade
kun må foretages, såfremt den
pågældende med rimelig grund er
mistænkt for en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover. Grænsen ved
fængsel i 1 år og 6 måneder
svarer til den, der er anvendt i
andre sammenhænge, hvor
anvendelsen af bestemte
retsmidler ønskes begrænset til
grovere kriminalitet, jf. f.eks.
retsplejelovens § 792 a, stk. 2,
om legemsundersøgelser.
Stk. 3
indeholder en bestemmelse om
betydningen af, at en mistænkt
eller sigtet giver samtykke til
konfrontation eller fremstilling
i en konfrontationsparade. Et
samtykke fra den pågældende
indebærer herefter, at de
materielle betingelser for
anvendelse af konfrontation
bortfalder, således at indgrebet
holdes uden for reguleringen.
Stk. 4
indeholder en særlig udformning
af
proportionalitetsgrundsætningen
svarende til reglen i
retsplejelovens § 782, stk. 1,
om indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
§ 792 e, stk. 1, om
legemsindgreb.
Efter
stk. 5 tillægges politiet
kompetencen til at træffe
afgørelse om anvendelsen af
begge former for konfrontation,
hvilket svarer til den gældende,
ulovfæstede retstilstand.
Såfremt der opstår tvist mellem
politiet på den ene side og
sigtede eller dennes forsvarer
på den anden side vedrørende
gennemførelsen eller anvendelsen
af en konfrontation, vil
spørgsmålet kunne kræves
forelagt for retten i medfør af
bestemmelsen i retsplejelovens
§ 746, stk. 1.
Stk. 6
indeholder en bemyndigelse for
justitsministeren til
administrativt at fastsætte
nærmere regler om fremgangsmåden
ved gennemførelse af
konfrontation.
Til § 818
Bestemmelsen i § 818
regulerer sammen med den
foreslåede bestemmelse i § 819
betingelserne for politiets
adgang til at foretage offentlig
efterlysning som led i
efterforskningen, jf. nærmere
pkt. 5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Udgangspunktet for den
foreslåede regulering er alene
offentlige efterlysninger, der
indebærer et straffeprocessuelt
tvangsindgreb. Efterlysning af
bortgåede eller savnede personer
eller undvegne strafafsonere
omfattes derfor ikke af de
foreslåede bestemmelser. Uden
for reguleringen falder
endvidere efterlysninger af
forurettede eller andre vidner,
uanset at efterlysningen sker
som led i strafforfølgningen.
Om de
tilfælde, hvor der i forbindelse
med en efterlysning gives
oplysning om den pågældendes
identitet, henvises til den
foreslåede § 819.
Det
fremgår af den foreslåede
bestemmelse i § 818, at
den vedrører politiets adgang
til at offentliggøre signalement
eller andre oplysninger, der er
»egnede til at fastlægge
identiteten« af en formodet
gerningsmand. Politiet vil
derfor som led i den almindelige
orientering af offentligheden i
et begrænset omfang kunne
videregive oplysninger til
pressen om formodede
gerningsmænd, f.eks. at et
røveri blev begået af »to yngre
mænd«, uden at bestemmelsen
finder anvendelse.
Bestemmelsen i § 818 finder
typisk anvendelse i tilfælde,
hvor politiet ikke kender den
pågældendes identitet, og hvor
formålet med offentliggørelsen
af signalement m.v. er at få
fastlagt identiteten.
Bestemmelsen finder imidlertid
også anvendelse i tilfælde, hvor
politiet nok kender den
pågældendes identitet, men hvor
man ikke ønsker at oplyse
identiteten.
Efter
stk. 1 kan der ske
offentliggørelse af signalement
eller andre oplysninger, der er
egnet til at fastlægge
identiteten af en formodet
gerningsmand. Det kan være
oplysninger om alder, højde,
særlige kendetegn m.v. De
såkaldte »fantombilleder«, dvs.
billeder, der konstrueres af
politiet på baggrund af
oplysninger fra vidner, vil også
være omfattet af reguleringen.
Oplysningerne kan også angå en
bil af en bestemt mærke, som den
formodede gerningsmand kan
sættes i forbindelse med,
oplysninger om gerningsmandens
»modus operandi« (fremgangsmåde)
eller lignende.
Efterlysningen skal angå en
formodet gerningsmand, der med
rimelig grund er mistænkt for en
lovovertrædelse. Som
kriminalitetskrav foreslås, at
der skal være tale om en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale.
Herudover foreslås, at
efterlysningen skal være af
væsentlig betydning for
efterforskningen
(indikationskrav), herunder for
fastlæggelsen af den pågældendes
identitet, eller for at
forebygge yderligere
lovovertrædelse.
Selv om
en efterlysning ikke isoleret
set kan siges at være af
væsentlig betydning af hensyn
til efterforskningen af den
konkrete sag, vil den dog kunne
udsendes, såfremt det på
baggrund af de for politiet
foreliggende oplysninger må
formodes, at den pågældende vil
begå ny kriminalitet, og at en
efterlysning vil kunne medvirke
til at forebygge dette.
Efter
stk. 2 kan der ske
offentliggørelse af fotografier
af den formodede gerningsmand,
f.eks. et fotografi optaget af
et overvågningskamera i en bank,
såfremt der er begrundet
mistanke om, at den pågældende
har begået en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover. Dette svarer til
kriminalitetskravet i den
foreslåede bestemmelse i § 819,
stk. 1, om efterlysning af
allerede identificerede
personer.
Stk. 3
indeholder en særlig udformning
af
proportionalitetsgrundsætningen
svarende til reglen i
retsplejelovens § 782, stk. 1,
om indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
§ 792 e, stk. 1, om
legemsindgreb.
Efter
stk. 4 tillægges politiet
kompetencen til at træffe
afgørelse om offentliggørelse af
oplysninger som nævnt i
stk. 1-2, hvilket svarer til den
gældende, ulovfæstede
retstilstand. Ved en eventuel
senere tvist vil spørgsmålet
kunne kræves forelagt for retten
i medfør af retsplejelovens
§ 746, stk. 1.
Til § 819
Bestemmelsen regulerer
politiets adgang til at anvende
offentlige efterlysninger med
henblik på at finde frem til en
bestemt person, hvis identitet
er politiet bekendt, som
formodet gerningsmand, jf.
nærmere pkt. 5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Om de
tilfælde, hvor der i forbindelse
med en efterlysning alene sker
offentliggørelse af signalement
eller andre oplysninger, der er
egnede til at fastlægge
identiteten af en formodet
gerningsmand, henvises til den
foreslåede § 818.
Offentlig
efterlysning af en allerede
identificeret gerningsmand kan
efter stk. 1 gennemføres,
såfremt der er »særlig bestyrket
mistanke« om, at den pågældende
har begået en lovovertrædelse,
der efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder
eller derover. Der kræves altså
en høj grad af sikkerhed for, at
den, der efterlyses, også er
gerningsmanden. Herudover
foreslås som
indikationsbetingelse, at
offentlig efterlysning må
antages at være af »afgørende
betydning for
strafforfølgningens
gennemførelse eller for at
forebygge yderligere
lovovertrædelser af tilsvarende
grovhed«.
Det
følger af bestemmelsen i
stk. 2, at der ved
efterlysningen kan gives
oplysninger om den påsigtede
kriminalitet og om den sigtedes
identitet, herunder navn,
stilling og bopæl, ligesom der
kan ske offentliggørelse af et
fotografi af den pågældende.
Stk. 3
indeholder en særlig udformning
af
proportionalitetsgrundsætningen
svarende til reglen i
retsplejelovens § 782, stk. 1,
om indgreb i
meddelelseshemmeligheden og
§ 792 e, stk. 1, om
legemsindgreb.
Stk. 4
indeholder en bestemmelse om
kompetencen til at træffe
afgørelse om offentlig
efterlysning. Bestemmelsen
indebærer, at det også i
tilfælde, hvor der er spørgsmål
om efterlysning af en person,
hvis identitet er politiet
bekendt, er politiet, der
træffer afgørelse om at
efterlyse. Lovforslaget svarer
på dette punkt til den gældende,
ulovfæstede retstilstand. Det
bemærkes herved, at der efter
retsplejelovens § 746, stk. 1,
er adgang til at forlange
domstolsprøvelse af lovligheden
af politiets
efterforskningsskridt.
Til nr. 24
(retsplejelovens kapitel 75 b)
Der er
tale om en konsekvensændring,
idet det gældende kapitel 75 b i
retsplejeloven om beslaglæggelse
skal ophæves som følge af, at
reglerne om beslaglæggelse og
edition foreslås samlet i
retsplejelovens kapitel 74.
Til nr. 25
(retsplejelovens § 1002)
Bestemmelsen, der vedrører
beslaglæggelse efter dom,
foreslås ændret i konsekvens af
ændringerne af retsplejelovens
øvrige regler om beslaglæggelse.
Ifølge
den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 807 d, stk. 3,
skal retten - samtidig med eller
i tilslutning til domsafsigelsen
- afgøre, hvordan beslaglagt
gods skal anvendes til dækning
af krav på sagsomkostninger,
værdikonfiskation, bøde og
erstatning.
Hermed er
den væsentligste del af
anvendelsesområdet for det
hidtidige stk. 1
bortfaldet. Da der imidlertid
fortsat vil kunne opstå
situationer, hvor der ikke -
eller ikke i tilstrækkeligt
omfang - har været iværksat
beslaglæggelse, men hvor der
efter domsafsigelsen eller
senere viser sig behov eller
ikke hidtil kendte muligheder
herfor, foreslås bestemmelsen
opretholdt. Bestemmelsen vil
således kunne anvendes, hvis
politiet efter dommen træffer
domfældte i besiddelse af et
større pengebeløb. Bestemmelsen
foreslås dog omformuleret på
linie med § 802, stk. 2, således
at også bødekrav og krav på
konfiskation efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led,
og 2. pkt., og stk. 3, og § 76
a, stk. 5, (værdikonfiskation)
medtages. Om beslaglæggelse med
henblik på konfiskation henvises
i øvrigt til pkt. 2.3.3. i de
almindelige bemærkninger.
Højesteret har i en kendelse
af 17. juni 1997 - gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s.
1162 - bestemt, at der efter
de gældende regler om
beslaglæggelse i retsplejelovens
§ 1002, stk. 1, jf. § 824,
stk. 1, ikke er hjemmel til, at
politiet kan foretage foreløbig
beslaglæggelse til sikkerhed for
sagsomkostninger, efter at dom
er afsagt. Med den nye
formulering af § 1002, stk. 1,
vil der blive udtrykkelig
hjemmel til, at politiet kan
foretage en foreløbig
beslaglæggelse, også efter at
dom er afsagt. Det følger
således af § 1002, stk. 1, at de
foreslåede regler i
retsplejelovens kapitel 74 om
beslaglæggelse og edition skal
finde tilsvarende anvendelse,
efter at dom er afsagt. Den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 806, stk. 3,
om politiets adgang til at
træffe beslutning om
beslaglæggelse i tilfælde, hvor
indgrebets øjemed ville
forspildes (»periculum in
mora«), hvis retskendelse skulle
afventes, gælder derfor også i
denne situation.
Stk. 2
omhandler beslaglæggelse som
foranstaltning mod unddragelse
fra afsoning af en idømt
fængselsstraf. Bestemmelsen, der
modsvarer den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens
§ 802, stk. 3, om unddragelse
fra strafforfølgning
(formuebeslag), foreslås
videreført med visse mindre
ændringer.
De hidtil
gældende regler om, at der kun
med justitsministerens
tilladelse kan fremsættes
begæring om henholdsvis at
iværksætte og opretholde
beslaglæggelse mere end 10 år
efter dommens afsigelse, er ikke
medtaget i lovforslaget.
Beslutning om iværksættelse
af beslaglæggelse skal som
hidtil træffes af retten, og det
vil under alle omstændigheder
indgå i denne afgørelse, at det
i henhold til en almindelig
proportionalitetsgrundsætning
kræver særligt tungtvejende
grunde at anvende et
tvangsmiddel med henblik på
mange år senere at effektuere en
tidligere afgørelse.
Tilsvarende betragtninger
vil gøre sig gældende med hensyn
til rettens afgørelse om
opretholdelse af en
beslaglæggelse, når der er gået
10 år fra dommens dato, jf.
ordet »undtagelsesvis«.
Beslaglæggelsens bortfald i
forbindelse med benådning er
ikke medtaget i den foreslåede
bestemmelse, idet benådning nu
må anses for omfattet af den
foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 807 d, stk. 5.
Til nr.
26 (retsplejelovens § 1017
b, stk. 2)
Der er
tale om en konsekvensændring som
følge af den foreslåede
regulering af politiets adgang
til at forevise fotos af
forurettede. Der henvises til
pkt. 3.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 2
Stk. 1
indeholder lovens
ikrafttrædelsesregel. Det
foreslås, at loven træder i
kraft den 1. april 1999.
Ad
prøvesagsordningen
Prøvesager med henblik på
opnåelse af møderet for landsret
og for Sø- og Handelsretten i
alle sager kan fra og med lovens
ikrafttræden aflægges for
forskellige retter. Det gælder
også, hvor første prøvesag er
udført før lovens ikrafttræden.
Af
stk. 2 følger, at
forlængelsen af fristen for
udførelse af anden prøvesag fra
3 til 5 år dog kun gælder,
såfremt første prøvesag er
udført ikke mere end tre år før
lovens ikrafttræden. Udførte
prøvesager, der allerede ved
lovens ikrafttræden, på grund af
den tid der er forløbet siden
udførelsen, ikke uden
dispensation kunne indgå i en
prøve med henblik på opnåelse af
møderet, vil også efter
lovændringen kun kunne indgå,
når retten meddeler
dispensation.
Ad
efterforskningsskridt
De
foreslåede regler finder
anvendelse på beslaglæggelse,
edition, fotoforevisning,
konfrontation, efterlysning og
observation, der iværksættes
efter lovens ikrafttræden.
Det
foreslås endvidere i stk. 3,
at de nye regler om
beslaglæggelsens ophør og om, at
der efter begæring skal tages
stilling til anvendelsen af
beslaglagt gods, skal finde
anvendelse, hvor dom i 1.
instans afsiges efter lovens
ikrafttræden, uanset om
beslaglæggelsen er sket på et
tidligere tidspunkt.
I
stk. 4 foreslås en
overgangsregel, hvorefter
fotografier optaget med henblik
på senere identifikation, som
allerede indgår i politiets
samlinger, fortsat kan anvendes
med henblik på forevisning efter
den foreslåede § 815, uanset at
kravet efter stk. 1, nr. 1 eller
nr. 2, ikke er opfyldt.
Bilag
Lovforslaget
sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
|
|
Lovforslaget
|
|
|
§ 1
|
|
|
I
lov om rettens pleje,
jf. lovbekendtgørelse
nr. 752 af 15. august
1996, som ændret ved § 2
i lov nr. 1201 af 27.
december 1996, § 8 i lov
nr. 232 af 2. april
1997, § 2 i lov nr. 274
af 15. april 1997, § 1 i
lov nr. 349 af 23. maj
1997, § 2 i lov nr. 411
af 10. juni 1997, lov
nr. 414 af 10. juni
1997, lov nr. 339 af 10.
juni 1998, § 1 i lov nr.
402 af 26. juni 1998 og
§ 2 i lov nr. 403 af 26.
juni 1998 foretages
følgende ændringer: |
|
|
1.
§ 6 a affattes
således: |
§ 6 a. I borgerlige
sager, for hvis udfald
anvendelsen af reglerne
i kap. 5 a i lov om
arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring
m.v. er af væsentlig
betydning, tiltrædes
landsretten under
domsforhandlingen af 2
sagkyndige medlemmer.
Bestemmelsen i § 6,
stk. 4, 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse. |
|
Ȥ 6 a. I borgerlige
sager, for hvis udfald
anvendelsen af reglerne
i lov om varsling m.v. i
forbindelse med
afskedigelser af større
omfang er af væsentlig
betydning, tiltrædes
landsretten under
domsforhandlingen af 2
sagkyndige medlemmer.
Bestemmelsen i § 6,
stk. 4, 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse. |
Stk. 2. I
straffesager vedrørende
overtrædelse af §§ 23 b
og c i den i stk. 1
nævnte lov tiltrædes
landsretten under
domsforhandlingen af 2
sagkyndige medlemmer. |
|
Stk. 2. I
straffesager vedrørende
overtrædelse af §§ 5-7 i
den i stk. 1 nævnte lov
tiltrædes landsretten
under domsforhandlingen
af 2 sagkyndige
medlemmer.« |
§ 16 a. Retten i
Randers består af 4
dommere. Retten på
Frederiksberg samt
retterne i Lyngby,
Ballerup, Esbjerg,
Horsens og Herning
består af 3 dommere.
Retterne i Gentofte,
Gladsaxe, Tåstrup,
Hørsholm, Slagelse,
Svendborg, Haderslev,
Kolding og Skanderborg
består af to dommere. |
|
2.
§ 16 a, stk. 1, 3.
pkt., affattes
således:
»Retterne i
Gentofte, Gladsaxe,
Tåstrup, Hørsholm,
Frederikssund, Slagelse,
Næstved, Svendborg,
Haderslev, Kolding,
Skanderborg og
Frederikshavn består af
to dommere.« |
Stk. 2-3. - - - |
|
|
§ 17. Der ansættes
to dommere ved retterne
i Glostrup, Helsingør,
Hillerød, Frederikssund,
Holbæk, Næstved,
Sønderborg, Vejle,
Fredericia, Silkeborg,
Viborg, Frederikshavn og
Hjørring. |
|
3.
§ 17, stk. 1,
affattes således:
»Der ansættes to
dommere ved retterne i
Glostrup, Helsingør,
Hillerød, Holbæk,
Sønderborg, Vejle,
Fredericia, Silkeborg,
Viborg og Hjørring.« |
Stk. 2-4. - - - |
|
|
|
|
4.
§ 18 c affattes
således: |
§ 18 c.
Bestemmelserne i § 9 a,
stk. 2-4, om medvirken
af sagkyndige finder
tilsvarende anvendelse
ved byrettens behandling
af borgerlige sager, for
hvis udfald anvendelsen
af reglerne i kap. 5 a i
lov om arbejdsformidling
og
arbejdsløshedsforsikring
m.v. er af væsentlig
betydning, og
straffesager vedrørende
overtrædelse af denne
lovs §§ 23 b og c. |
|
Ȥ 18 c.
Bestemmelserne i § 9 a,
stk. 2-4, om medvirken
af sagkyndige finder
tilsvarende anvendelse
ved byrettens behandling
af borgerlige sager, for
hvis udfald anvendelsen
af reglerne i lov om
varsling m.v. i
forbindelse med
afskedigelser af større
omfang er af væsentlig
betydning, og
straffesager vedrørende
overtrædelse af denne
lovs §§ 5-7.« |
§ 124. - - - |
|
|
Stk. 2-7. - - - |
|
5.
§ 124, stk. 8,
affattes således: |
Stk. 8. For
overtrædelser, der begås
af aktieselskaber,
anpartsselskaber,
andelsselskaber eller
lignende, kan der
pålægges selskabet som
sådant bødeansvar. |
|
»Stk. 8. Der kan
pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer)
strafansvar efter
reglerne i straffelovens
5. kapitel.« |
§ 133. En advokat
har møderet for landsret
og i alle sager for Sø-
og Handelsretten i
København, når advokaten
har bestået en prøve i
procedure. |
|
|
Stk. 2. Prøven
kan foruden af advokater
aflægges af autoriserede
advokatfuldmægtige, der
i medfør af § 136,
stk. 4, kan give møde
for landsretten. |
|
|
|
|
|
Stk. 3. Prøven
aflægges for en af
landsretterne eller Sø-
og Handelsretten i
København. |
|
6.
§ 133, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. Prøven kan
aflægges for
landsretterne og Sø- og
Handelsretten.«
|
Stk. 4. Prøven
består i, at den
pågældende udfører to
retssager, der slutter
med mundtlig
domsforhandling. En sag
kan kun danne grundlag
for prøven, såfremt
vedkommende ret finder
den egnet hertil. |
|
7.
§ 133, stk. 5,
affattes således: |
Stk. 5. Prøven
er bestået, når retten
finder udførelsen af
sagerne
tilfredsstillende.
Retten kan dog ud fra
den første sags karakter
og udførelsen heraf
erklære prøven for
bestået alene på
grundlag af denne sag.
Den anden sag skal
udføres senest 3 år
efter udførelsen af den
første sag, medmindre
retten meddeler
undtagelse herfra. |
|
»Stk. 5. Prøven er
bestået, når de retter,
hvor sagerne er udført,
finder udførelsen
tilfredsstillende.
Vedkommende ret kan dog
ud fra den første sags
karakter og udførelsen
heraf erklære prøven for
bestået alene på
grundlag af denne sag.
Den anden sag skal
udføres senest 5 år
efter udførelsen af den
første sag, medmindre
den ret, hvor den anden
sag udføres, meddeler
undtagelse herfra.« |
Stk. 6. Der er
ikke adgang til at
indstille sig til prøven
mere end to gange. |
|
|
§ 139. Retten til at
udøve advokatvirksomhed
kan frakendes ved dom,
såfremt det på grund af
advokatens sindssygdom
skønnes uforsvarligt, at
vedkommende fortsat
udøver
advokatvirksomhed.
Retten til at udøve
advokatvirksomhed kan
endvidere frakendes ved
dom på tid fra 1 til 5
år eller indtil videre,
såfremt advokaten har
betydelig forfalden gæld
til det offentlige,
hvorved forstås beløb i
størrelsesordenen
100.000 kr. og derover.
Sagen anlægges ved
landsretten af
justitsministeren i den
borgerlige retsplejes
former. Advokaten har
ret til fri proces,
såfremt vedkommende
opfylder betingelserne i
§ 330, stk. 1, nr. 2. |
|
|
Stk. 2. Skønnes
det på grund af
advokatens sindssygdom
nødvendigt for at
afværge formuetab for
klienter, kan retten
under sagen ved kendelse
efter påstand fra
justitsministeren
udelukke den pågældende
fra at drive
advokatvirksomhed,
indtil sagen er endeligt
afgjort. |
|
|
Stk. 3. Er
grunden til frakendelse
efter stk. 1 ikke
længere til stede,
tilbagegiver
justitsministeren
vedkommende retten til
at drive
advokatvirksomhed,
såfremt den pågældende i
øvrigt opfylder
betingelserne for at
udøve advokatvirksomhed.
Afslår justitsministeren
en anmodning herom, kan
den pågældende forlange
spørgsmålet indbragt for
landsretten. En sådan
begæring kan kun
fremsættes med 1 års
mellemrum. Bestemmelsen
i stk. 1, 2. pkt.,
gælder tilsvarende. |
|
8.
I § 139, stk. 3, 4.
pkt., ændres
»stk. 1, 2. pkt.« til:
»stk. 1, 3. pkt.«. |
§ 213 b. Hvis
søforklaring angående
skibssammenstød, jf.
herved sølovens § 223 a,
ikke afgives på samme
tidspunkt for begge
skibes vedkommende, kan
retten på begæring af
rederen eller
skibsføreren for det
skib, for hvilket
søforklaring først
afgives, beslutte, at
retsmødet skal holdes
for lukkede døre, og at
kun repræsentanter for
det offentlige og for
rederen må være til
stede. Bestemmelserne i
§§ 30 og 31 finder
tilsvarende anvendelse.
Pligten til at
hemmeligholde
forhandlingerne
bortfalder dog, når
søforklaring er afgivet
vedrørende det andet
skib. |
|
9.
I § 213 b, stk. 1, 1.
pkt., ændres
»sølovens § 223 a« til:
»sølovens § 163«. |
Stk. 2. - - - |
|
|
§ 219 a. Rettens
afgørelser i
straffesager træffes
snarest muligt, efter at
den pågældende
forhandling er til ende.
Ved sagens optagelse til
dom eller kendelse skal
retten tilkendegive,
hvornår dommen eller
kendelsen vil blive
afsagt. Kan afsigelsen
ikke finde sted samme
dag, skal dom eller
kendelse dog afsiges
senest inden en uge og,
hvor nævninge har
medvirket, senest dagen
efter.
Stk. 2. Såfremt
særlige omstændigheder
gør det påkrævet, kan
retten beslutte at
fravige de i stk. 1
nævnte frister. I
beslutningen skal
anføres de
omstændigheder, der
bevirker, at fristen
ikke kan overholdes.
Beslutningen kan ikke
kæres. |
|
10. I § 219 a
indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Tiltalte
vejledes om adgangen til
at anke dommen.
Vejledningen gives ved
dommens afsigelse, hvis
tiltalte er til stede,
og ellers ved den
efterfølgende meddelelse
eller forkyndelse, jf.
stk. 5. Hvis afsigelsen
ikke finder sted samme
dag, som sagen er
optaget til dom, gives
vejledningen samtidig
med, at retten
tilkendegiver, hvornår
dommen vil blive afsagt,
såfremt tiltalte er til
stede, og ellers ved den
efterfølgende meddelelse
eller forkyndelse, jf.
stk. 5.« |
|
|
|
Stk. 3.
Afsigelsen af en dom
foregår ved, at
domsslutningen oplæses i
et retsmøde. |
|
|
Stk. 4. Hvis
tiltalte er fængslet,
bør den pågældende
bringes til stede ved
dommens afsigelse. |
|
|
Stk. 5. Er
tiltalte ikke til stede
ved afsigelsen, meddeler
anklagemyndigheden
tiltalte udskrift af
dommen. Hvis sagen i
medfør af § 847, stk. 3,
nr. 1-5, er fremmet i
tiltaltes fravær, skal
udskriften forkyndes. |
|
|
§ 501. - - - |
|
|
Stk. 2. - - - |
|
|
Stk. 3.
Indsigelser mod veksler
og checks kan kun gøres
gældende, såfremt |
|
|
1)
den, der har fremsat
anmodning om
tvangsfuldbyrdelse, er
enig heri, |
|
|
2)
indsigelsen angår selve
vekslens eller checkens
indretning og indhold
eller andre betingelser
i veksel- eller
checkloven for at kunne
gøre henholdsvis veksel-
eller checkretten
gældende, |
|
|
3)
indsigelsen går ud på,
at skyldneren ved
underskrivelsen var
umyndig eller på grund
af sindssygdom, herunder
svær demens, eller
hæmmet psykisk
udvikling, forbigående
sindsforvirring eller en
lignende tilstand
manglede evnen til at
handle fornuftsmæssigt,
at underskriften er
falsk, at vekslens eller
checkens indhold er
forfalsket efter
underskrivelsen, eller
at vekslen eller checken
er underskrevet på
skyldnerens vegne uden
fornøden fuldmagt, eller |
|
|
4) indsigelsen
fremsættes af en
forbruger og angår
en veksel, der er
benyttet i
forbindelse med en
forbrugeraftale, jf.
§ 1, stk. 2-4, i lov
nr. 139 af 29. marts
1978 om visse
forbrugeraftaler,
eller en check, der
er benyttet til
opnåelse af kredit i
forbindelse med en
forbrugeraftale.
|
|
11. I § 501,
stk. 3, nr. 4,
udgår: »nr. 139 af 29.
marts 1978«. |
Stk. 4-5. - - - |
|
|
§ 628. - - - |
|
|
Stk. 2. - - - |
|
|
Stk. 3. Sager om
arrest i skib med forbud
mod skibets afsejling
til sikring af et
søretskrav behandles
efter reglerne i
sølovens kapitel 12 a. |
|
12. I § 628,
stk. 3, ændres
»sølovens kapitel 12 a«
til: »sølovens kapitel
4«. |
§ 684. Efter denne
bogs regler behandles
endvidere, uden hensyn
til, om der samtidig
nedlægges påstand om
straf, sager, hvorunder
det offentlige nedlægger
påstand om: |
|
|
1) særlige følger,
der til
fyldestgørelse for
det almene er
fastsat for
overtrædelser af
love om
politivæsenet,
bygningsvæsenet,
landbovæsenet,
skattevæsenet og
lignende love;
|
|
|
2) ophævelse af en
forening;
|
|
|
3) stadfæstelse af
forbud mod
udbredelse af et
fremmed skrift;
|
|
13. § 684,
stk. 1, nr. 3,
ophæves.
Nr.
4-7 bliver herefter nr.
3-6. |
4) nogen af de i
straffelovens
kapitel 9
foreskrevne
retsfølger af
strafbare handlinger
eller tilsvarende
retsfølger
foreskrevne i andre
love;
|
|
|
5) fortabelse af
rang, titel, orden
eller hæderstegn;
|
|
|
6) forbrydelse af
arveret;
|
|
|
7) mortifikation
eller godtgørelse i
henhold til
straffelovens § 273,
når æresfornærmende
sigtelser påtales
offentlig.
|
|
|
Stk. 2. - - - |
|
|
§ 701. Sager mod en
forening til dens
ophævelse i medfør af
grundlovens § 78
forfølges ved den ret, i
hvis kreds foreningen
eller dens bestyrelse
har sit sæde, eller, når
sådant ikke med
sikkerhed kan udfindes,
hvor et af bestyrelsens
medlemmer bor. |
|
|
Stk. 2. Sag om
stadfæstelse af forbud i
henhold til presseloven
mod udbredelse her i
riget af skrifter, der
er trykt i udlandet,
behandles ved den ret, i
hvis kreds forbudet er
nedlagt. |
|
14. § 701,
stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver
herefter stk. 2. |
Stk. 3. På
sager, hvorunder påstand
alene nedlægges om nogen
af de øvrige i § 684
omhandlede følger,
finder reglerne i
§§ 696-99 tilsvarende
anvendelse. |
|
|
§
722. Tiltale i en
sag kan helt eller
delvis frafaldes i
tilfælde, |
|
|
1) hvor den
påsigtede
lovovertrædelse
efter loven ikke kan
medføre højere straf
end bøde og
forholdet er af
ringe
strafværdighed,
|
|
|
2) hvor det i medfør
af § 723, stk. 1,
fastsættes som
vilkår, at sigtede
undergives
hjælpeforanstaltninger
efter § 33 i lov om
social bistand,
|
|
15. I § 722, stk.
1, nr. 2, ændres »§
33 i lov om social
bistand« til: »§ 40 i
lov om social service«. |
3) hvor sigtede var
under 18 år på
gerningstidspunktet
og der fastsættes
vilkår efter § 723,
stk. 1,
|
|
|
4) hvor strafflovens
§ 10 b eller § 89 er
anvendelig, når det
skønnes, at ingen
eller kun en
ubetydelig straf vil
blive idømt, og at
domfældelse heller
ikke i øvrigt vil
være af væsentlig
betydning,
|
|
|
5) hvor sagens
gennemførelse vil
medføre
vanskeligheder,
omkostninger eller
behandlingstider,
som ikke står i
rimeligt forhold til
sagens betydning og
den straf, som i
givet fald kan
forventes idømt,
|
|
|
6) hvor lovgivningen
indeholder særlig
hjemmel for, at
tiltale kan
frafaldes, eller
|
|
|
7) hvor dette følger
af bestemmelser
fastsat af
justitsministeren
eller rigsadvokaten.
|
|
|
Stk. 2-3. - - - |
|
|
§ 731. Offentlig
forsvarer bliver, for så
vidt sigtede ikke selv
har valgt en forsvarer,
eller den valgte
forsvarer udebliver, at
beskikke, |
|
|
a)
når sigtede fremstilles
for retten med henblik
på varetægtsfængsling
eller opretholdelse af
anholdelsen, |
|
|
b)
når der, forinden
tiltale er rejst, skal
afhøres vidner, eller
besigtigelse skal ske
eller syn eller skøn
afgives til brug under
domsforhandling, dog at
retshandlingen ej bliver
at udsætte efter
forsvarers
tilstedekomst, når det
må befrygtes, at beviset
derved ville spildes, |
|
|
|
|
16. § 731,
stk. 1, litra c,
affattes således: |
c)
når der er spørgsmål om
at lægge beslag på
sigtedes formue i
henhold til § 801, |
|
»c)
når der er spørgsmål om
beslaglæggelse af en
formue eller en del af
denne, jf. § 802,
stk. 3.« |
d)
når tiltale er rejst i
sager, der skal
behandles under
medvirken af domsmænd, |
|
|
e)
når tiltale er rejst i
sager, i hvilke der
bliver spørgsmål om
højere straf end bøde
eller hæfte, |
|
|
f)
når der i anledning af
indankning eller
begæring om genoptagelse
af en sag eller
undtagelsesvis i
anledning af kære, jf.
§ 972, stk. 2, skal
finde mundtlig
forhandling sted for
retten, |
|
|
g)
når vidners eller syns-
eller skønsmænds
beedigede forklaring
begæres til brug under
en i udlandet indledet
straffesag, |
|
|
h) i
alle tilfælde, hvor
retten i medfør af § 29,
stk. 2 og stk. 4, nr. 1,
beslutter, at sigtedes
afhørelse skal foregå
for lukkede døre, |
|
|
i)
når sager, hvor der er
spørgsmål om
frihedsstraf, fremmes i
medfør af § 847, stk. 3,
nr. 4. |
|
|
Stk. 2. - - - |
|
|
§ 745. - - -
Stk. 2. - - - |
|
|
|
|
17. § 745,
stk. 3, affattes
således: |
Stk. 3. Når en
afhøring, en
konfrontation eller
andet
efterforskningsskridt af
lignende betydning kan
formodes at ville finde
anvendelse som bevis
under domsforhandlingen,
giver politiet
meddelelse til
forsvareren inden
foretagelsen, således at
han kan få lejlighed til
at være til stede. Er
det ikke muligt at give
forsvareren meddelelse,
kan der kun foretages
efterforskningsskridt,
som ikke kan opsættes,
og forsvareren skal uden
ophold underrettes om
det foretagne. |
|
»Stk. 3. Når en
afhøring, en
konfrontation, en
fotoforevisning eller
andet
efterforskningsskridt af
lignende betydning kan
formodes at ville finde
anvendelse som bevis
under domsforhandlingen,
giver politiet
meddelelse til
forsvareren inden
foretagelsen, således at
forsvareren kan få
lejlighed til at være
til stede. Forsvareren
har adgang til at stille
forslag med hensyn til
gennemførelsen af det
pågældende
efterforskningsskridt.
Forsvarerens
bemærkninger i så
henseende skal tilføres
politirapporten. Har
forsvareren ikke
mulighed for at komme
til stede, eller er det
ikke muligt for politiet
at give forsvareren
meddelelse, kan der kun
foretages
efterforskningsskridt,
som ikke kan opsættes.
Har forsvareren ikke
været til stede, skal
forsvareren uden ophold
underrettes om det
foretagne.« |
Stk. 4. - - - |
|
|
§ 748. Sigtede
underrettes så vidt
muligt om alle retsmøder
og er berettiget til at
overvære dem. Dette
gælder ikke retsmøder,
der afholdes med henblik
på at opnå rettens
forudgående kendelse om
foretagelse af
foranstaltninger i
henhold til kapitlerne
69-73 og 75 b. Er
sigtede
varetægtsfængslet, kan
fremstilling af ham
undlades, hvis den vil
være forbundet med
uforholdsmæssigt besvær. |
|
18. I § 748,
stk. 1, 2. pkt.,
ændres »69-73 og 75 b«
til: »69-74«. |
Stk. 2-6. - - - |
|
|
Kapitel 71
|
|
19. Overskriften til
kapitel 71
affattes således: |
Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
|
|
»Indgreb i
meddelelseshemmeligheden
og observation«
|
§ 786. Det påhviler
post- og
telegrafvæsenet,
telefonselskaberne og
andre tilsvarende
offentlige og private
virksomheder at bistå
politiet ved
gennemførelsen af
indgreb i
meddelelseshemmeligheden,
herunder ved at etablere
aflytning af
telefonsamtaler m.v.,
ved at give de i § 780,
stk. 1, nr. 3, nævnte
oplysninger samt ved at
tilbageholde og udlevere
forsendelser m.v. |
|
20. I § 786
indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Justitsministeren kan
fastsætte regler om
økonomisk godtgørelse
til de i stk. 1 nævnte
virksomheder for
udgifter i forbindelse
med bistand til politiet
til gennemførelse af
indgreb i
meddelelseshemmeligheden.« |
Stk. 2. Uden for
de i § 780, stk. 1, nr.
3, nævnte tilfælde kan
retten efter begæring
fra politiet med
samtykke fra indehaveren
af en telefon eller
andet
kommunikationsapparat
give de i stk. 1 nævnte
selskaber m.v. pålæg om
at oplyse, hvilke andre
apparater der sættes i
forbindelse med det
pågældende apparat. |
|
|
Stk. 3.
Bestemmelsen i § 178
finder tilsvarende
anvendelse på den, som
uden lovlig grund
undlader at yde den
bistand, som er nævnt i
stk. 1, eller at
efterkomme et pålæg, som
er givet efter stk. 2. |
|
|
|
|
21. Efter § 791
indsættes i kapitel
71: |
|
|
Ȥ 791 a. Politiet
kan foretage
fotografering eller
iagttagelse ved hjælp af
kikkert eller andet
apparat af personer, der
befinder sig på et ikke
frit tilgængeligt sted
(observation), såfremt |
|
|
1)
indgrebet må antages at
være af væsentlig
betydning for
efterforskningen, og |
|
|
2)
efterforskningen
vedrører en
lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre
frihedsstraf. |
|
|
Stk. 2.
Observation som nævnt i
stk. 1 ved hjælp af
fjernbetjent eller
automatisk virkende
tv-kamera,
fotografiapparat eller
lignende apparat, må dog
kun foretages, såfremt
efterforskningen
vedrører en
lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover. |
|
|
Stk. 3.
Observation af personer,
der befinder sig i en
bolig eller andre
husrum, ved hjælp af
fjernbetjent eller
automatisk virkende
tv-kamera,
fotografiapparat eller
lignende apparat, eller
ved hjælp af apparat,
der anvendes i boligen
eller husrummet, må dog
kun foretages, såfremt |
|
|
1)
der er bestemte grunde
til at antage, at bevis
i sagen kan opnås ved
indgrebet, |
|
|
2)
indgrebet må antages at
være af afgørende
betydning for
efterforskningen, |
|
|
3)
efterforskningen angår
en lovovertrædelse, der
efter loven kan straffes
med fængsel i 6 år eller
derover, en forsætlig
overtrædelse af
straffelovens kapitler
12 eller 13 eller en
overtrædelse af
straffelovens §§ 124,
stk. 1, 125, 127,
stk. 1, 193, stk. 1,
245, 252, stk. 1, 266,
281, 286, stk. 1, 289,
eller en overtrædelse af
udlændingelovens § 59,
stk. 3, og |
|
|
4)
efterforskningen
vedrører en
lovovertrædelse, som har
medført eller som kan
medføre fare for
menneskers liv eller
velfærd eller for
betydelige
samfundsværdier. |
|
|
Stk. 4.
Observation af et ikke
frit tilgængeligt sted
som nævnt i stk. 1-3,
som den, der angiver at
være forurettet ved
lovovertrædelsen, har
rådighed over, er ikke
omfattet af reglerne i
denne bestemmelse,
såfremt den pågældende
meddeler skriftligt
samtykke til
observationen. |
|
|
Stk. 5.
Observation må ikke
foretages, såfremt det
efter indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde den eller de
personer, som det
rammer, ville være et
uforholdsmæssigt
indgreb. |
|
|
Stk. 6. Reglerne
i § 782, stk. 2,
§§ 783-785, § 788,
stk. 1, § 788, stk. 2,
nr. 2, og § 788, stk. 3-
4, § 789 samt § 791
finder tilsvarende
anvendelse på de i
stk. 2 og 3 omhandlede
tilfælde.« |
|
|
22. Kapitel 74
affattes således: |
Kapitel 74
|
|
»Kapitel 74
|
Beslag på sigtedes
formue og forbud mod
foreninger og skrifter
|
|
Beslaglæggelse og
edition
|
§ 801. Når tiltale
er rejst, men sigtede
har unddraget sig sagens
videre forfølgning, kan
retten på
anklagemyndighedens
begæring, og efter at
forsvareren er hørt, ved
kendelse bestemme, at
der skal lægges beslag
på den formue, som
sigtede måtte besidde
eller erhverve i riget.
Kendelsen forkyndes
overensstemmende med
reglerne i § 159.
Stk. 2. Oplyses det
senere, at det var
sigtede umuligt at møde
eller blive til stede,
kan retten ophæve
beslaglæggelsen.
§ 802. Retten drager
omsorg for, at der
beskikkes en værge til
at bestyre den
beslaglagte formue.
Afgørelser om
beslaglæggelse af
sigtedes formue skal
tinglyses efter reglerne
om tinglysning af
værgemål med fratagelse
af den retlige
handleevne, jf.
værgemålslovens § 6.
Stk. 2. Værgen har
at afgive løfte om ikke
at lade sigtede tilflyde
nogen indtægt af
formuen. Ægtefælles og
børns krav på underhold
af denne ophæves derimod
ikke ved
beslaglæggelsen, ligesom
sigtede heller ikke er
udelukket fra at råde
over den beslaglagte
formue ved testamente.
§ 803.
Beslaglæggelsen ophæves:
1) når sigtede
kommer til stede,
-
når formuen på grund
af sigtedes død
eller efter loven om
borteblevne
tilfalder hans
arvinger,
-
når forfølgningen
frafaldes, eller
sagen ved rettens
kendelse afvises.
Stk. 2. Den
ret, som har besluttet
beslaglæggelsen, tager
beslutning om ophøret i
de foran nævnte
tilfælde. Formuen med de
under beslaglæggelsen
vundne indtægter og
efter fradrag af de
afholdte udgifter
udleveres derefter til
sigtede eller
henholdsvis arvingerne.
§ 804.
Beslaglæggelse af en
mistænkts gods til
sikkerhed for sagens
omkostninger og
erstatningsansvar kan,
hvor og i sådant omfang,
som retten måtte finde
det fornødent, finde
sted ifølge rettens
kendelse efter begæring
af påtalemyndigheden
eller den ved
forbrydelsen
forurettede.
Stk. 2.
Beslaglæggelsen medfører
de samme retsvirkninger
som arrest på gods
ifølge den borgerlige
retsplejes regler.
§ 805. Retten drager
omsorg for
beslaglæggelsens
iværksættelse. Med
hensyn til denne samt de
forholdsregler, som
bliver at træffe for at
sikre beslaglæggelsens
retsvirkninger, gælder
de i bogen om den
borgerlige retspleje
givne regler om arrest
på gods, dog at særlig
sag til stadfæstelse af
beslaglæggelsen
bortfalder.
§ 806.
Beslaglæggelsen
bortfalder, når
forfølgning frafaldes,
eller sigtede frifindes,
og den ophæves, når den
på grund af senere
fremsatte indsigelser
eller senere indtrufne
omstændigheder findes
ikke at have hjemmel.
Beslutninger og
forholdsregler med
hensyn til
beslaglæggelsens ophør
træffes af den ret, for
hvilken sagen er eller
var tingfæstet.
§ 807. Med hensyn
til foreløbigt forbud
mod foreninger i henhold
til grundlovens § 78,
stk. 3, bliver det på
nævnte sted i grundloven
foreskrevne at iagttage.
Stk. 2. Forbud i
henhold til presseloven
mod udbredelse her i
riget af skrifter, der
er trykt i udlandet,
nedlægges ved kendelse
af vedkommende
undersøgelsesret.
Forbudet bortfalder,
hvis sag om dets
stadfæstelse ikke
anlægges inden 1 uge. |
|
§
801. Efter reglerne
i dette kapitel kan der
foretages beslaglæggelse
1) til sikring af
bevismidler,
2) til sikring af
det offentliges krav
på sagsomkostninger,
konfiskation og
bøde,
3) til sikring af
forurettedes krav på
tilbagelevering
eller erstatning og
4) når tiltalte har
unddraget sig sagens
videre forfølgning
Stk. 2.
Genstande, som politiet
tager i bevaring, som
ingen har eller
vedkender sig rådighed
over, og hvorover ingen
gør en ret gældende, er
ikke omfattet af
reglerne i dette
kapitel.
Stk. 3. Om
udlevering af breve,
telegrammer og lignende
under forsendelse samt
om oplysning om
forbindelse mellem
telefoner m.v. gælder
reglerne i kapitel 71.
Om fratagelse af
genstande og penge i
forbindelse med
anholdelse gælder
endvidere bestemmelsen i
§ 758, stk. 1.
§ 802. Genstande,
som en mistænkt har
rådighed over, kan
beslaglægges, såfremt
1) den pågældende
med rimelig grund er
mistænkt for en
lovovertrædelse, der
er undergivet
offentlig påtale, og
2) der er grund til
at antage, at
genstanden kan tjene
som bevis eller bør
konfiskeres, jf. dog
stk. 2, eller ved
lovovertrædelsen er
fravendt nogen, som
kan kræve den
tilbage.
Stk. 2. Gods,
som en mistænkt ejer,
kan beslaglægges,
såfremt
1) den pågældende
med rimelig grund er
mistænkt for en
lovovertrædelse, der
er undergivet
offentlig påtale, og
-
beslaglæggelse anses
for nødvendig for at
sikre det
offentliges krav på
sagsomkostninger,
krav på konfiskation
efter straffelovens
§ 75, stk. 1, 1.
pkt., 2. led, og 2.
pkt., og stk. 3, og
§ 76 a, stk. 5,
bødekrav eller
forurettedes krav på
erstatning i sagen.
Stk. 3.
Beslaglæggelse af en
mistænkts hele formue
eller en del af denne,
herunder formue, som den
mistænkte senere måtte
erhverve, kan foretages,
såfremt
1) tiltale er rejst
for en
lovovertrædelse, der
efter loven kan
medføre fængsel i 1
år og 6 måneder
eller derover, og
-
tiltalte har
unddraget sig videre
forfølgning i sagen.
Stk. 4. Skriftlige
meddelelser eller
lignende, som hidrører
fra en person, der efter
reglerne i § 170 er
udelukket fra at afgive
forklaring som vidne i
sagen, kan ikke
beslaglægges hos en
mistænkt. Det samme
gælder materiale, som
hidrører fra en person,
der er omfattet af
§ 172, når materialet
indeholder oplysninger,
som den pågældende efter
§ 172 er fritaget for at
afgive forklaring om som
vidne i sagen.
§ 803. Genstande,
som en person, der ikke
er mistænkt, har
rådighed over, kan
beslaglægges som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig
påtale, hvis der er
grund til at antage, at
genstanden kan tjene som
bevis, bør konfiskeres
eller ved
lovovertrædelsen er
fravendt nogen, som kan
kræve den tilbage. § 189
finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Hos
personer, som efter
reglerne i § 170 er
udelukket fra at afgive
forklaring som vidne i
sagen, er skriftlige
meddelelser mellem den
mistænkte og den
pågældende person samt
dennes notater og
lignende vedrørende den
mistænkte ikke genstand
for beslaglæggelse. Hos
personer, som er
omfattet af § 172, er
materiale, der
indeholder oplysning om
forhold, som de
pågældende efter § 172
er fritaget for at
afgive forklaring om som
vidne i sagen, ikke
genstand for
beslaglæggelse
§ 804. Som led i
efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig
påtale, kan der meddeles
en person, der ikke er
mistænkt, pålæg om at
forevise eller udlevere
genstande (edition),
hvis der er grund til at
antage, at en genstand,
som den pågældende har
rådighed over, kan tjene
som bevis, bør
konfiskeres eller ved
lovovertrædelsen er
fravendt nogen, som kan
kræve den tilbage.
Stk. 2. Er en
genstand udleveret til
politiet efter pålæg om
edition, finder reglerne
om beslaglæggelse efter
§ 803, stk. 1,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Er en
genstand uden pålæg
herom afleveret til
politiet af de i stk. 1
nævnte grunde, finder
§ 807, stk. 5,
anvendelse. Fremsættes
der begæring om
udlevering, og
imødekommer politiet
ikke begæringen, skal
politiet snarest muligt
og inden 24 timer
forelægge sagen for
retten med anmodning om
beslaglæggelse. § 806,
stk. 3, 2. pkt., og
stk. 5, 1. pkt., finder
i så fald anvendelse.
Stk. 4. Der kan ikke
meddeles pålæg om
edition, såfremt der
derved vil fremkomme
oplysning om forhold,
som den pågældende ville
være udelukket fra eller
fritaget for at afgive
forklaring om som vidne,
jf. §§ 169-172.
Stk. 5.
Justitsministeren kan
fastsætte regler om
økonomisk godtgørelse i
særlige tilfælde for
udgifter i forbindelse
med opfyldelse af pålæg
om edition.
§ 805.
Beslaglæggelse må ikke
foretages, og pålæg om
edition må ikke
meddeles, såfremt
indgrebet står i
misforhold til sagens
betydning og det tab
eller den ulempe, som
indgrebet kan antages at
medføre.
Stk. 2. Kan
indgrebets øjemed opnås
ved mindre indgribende
foranstaltninger,
herunder
sikkerhedsstillelse, kan
der med den, mod hvem
indgrebet retter sig,
træffes skriftlig aftale
herom.
Stk. 3. Ved
beslaglæggelse til
sikkerhed for det
offentliges krav på
sagsomkostninger, krav
på konfiskation efter
straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 2. led,
og 2. pkt., og stk. 3,
og § 76 a, stk. 5,
bødekrav eller
forurettedes krav på
erstatning finder
reglerne i §§ 509-516
tilsvarende anvendelse.
§ 806. Afgørelse om
beslaglæggelse og om
pålæg om edition træffes
efter politiets
begæring. Begæring om
beslaglæggelse til
sikring af
erstatningskrav kan
tillige fremsættes af
forurettede.
Stk. 2. Afgørelsen
træffes af retten ved
kendelse, jf. dog
stk. 7. I kendelsen
anføres de konkrete
omstændigheder i sagen,
hvorpå det støttes, at
betingelserne for
indgrebet er opfyldt.
Kendelsen kan til enhver
tid omgøres.
Stk. 3. Såfremt
indgrebets øjemed ville
forspildes, hvis
retskendelse skulle
afventes, kan politiet
træffe beslutning om
beslaglæggelse, jf. dog
stk. 4. Fremsætter den,
mod hvem indgrebet
retter sig, anmodning
herom, skal politiet
snarest muligt og senest
inden 24 timer forelægge
sagen for retten, der
ved kendelse afgør, om
indgrebet kan godkendes.
Stk. 4.
Beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 3, kan kun
ske efter retskendelse.
Det samme gælder
beslaglæggelse af trykte
skrifter eller lyd-
eller billedprogrammer
omfattet af
medieansvarsloven, i
anledning af hvis
indhold ansvar skal
gøres gældende.
Stk. 5. Inden retten
træffer afgørelse efter
stk. 3, 2. pkt., skal
der være givet den, mod
hvem indgrebet retter
sig, adgang til at
udtale sig. § 748,
stk. 5 og 6, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Inden retten
træffer afgørelse om
pålæg om edition efter
§ 804, skal der være
givet den, der har
rådighed over
genstanden, adgang til
at udtale sig. § 748,
stk. 5 og 6, finder
tilsvarende anvendelse.
Bestemmelsen i 1. pkt.
finder ikke anvendelse,
hvis rettens afgørelse
skal danne grundlag for
en international
retsanmodning om
edition.
Stk. 7. Afgørelse om
beslaglæggelse træffes
af politiet, såfremt
den, som indgrebet
retter sig imod,
meddeler skriftligt
samtykke til indgrebet.
§ 807. Politiet
iværksætter
beslaglæggelse.
Foretages beslaglæggelse
på grundlag af en
retskendelse, skal denne
på begæring forevises
for den, som indgrebet
retter sig imod.
Foretages
beslaglæggelsen efter
reglen i § 806, stk. 3,
skal politiet vejlede
den pågældende om
adgangen til at få
spørgsmålet indbragt for
retten.
Stk. 2.
Politiet foranlediger
ved henvendelse til den,
som indgrebet retter sig
imod, at en kendelse om
edition opfyldes.
Rettens kendelse skal på
begæring forevises for
den pågældende. Afviser
den pågældende uden
lovlig grund at
efterkomme pålægget,
finder bestemmelsen i
§ 178 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Beslaglægges
materiale hos personer,
der er omfattet af
§ 172, kan den
pågældende kræve, at det
første gennemsyn af
materialet skal
foretages af retten.
§ 806, stk. 5, 1. pkt.,
finder tilsvarende
anvendelse ved rettens
gennemsyn. Indtil det
første gennemsyn kan
ske, opbevares
materialet af politiet.
Stk. 4. Har retten
afsagt kendelse om
beslaglæggelse af en
formue eller en del af
en formue, jf. § 802,
stk. 3, skal politiet
sørge for, at der
beskikkes en værge til
at bestyre den
beslaglagte formue.
Politiet lader kendelsen
om beslaglæggelse
tinglyse efter reglerne
i tinglysningslovens
§ 48. Kendelsen
forkyndes for tiltalte
efter reglerne i § 159.
Stk. 5. Genstande,
som kommer i politiets
besiddelse som følge af
beslaglæggelse eller
pålæg om udlevering,
skal snarest muligt
optegnes og mærkes.
Politiet skal på
begæring udstede
kvittering for
modtagelsen.
§ 807 a. Samme
beføjelser til
beslaglæggelse som
politiet, jf. § 806,
stk. 3, har enhver, der
træffer nogen under
eller i umiddelbar
tilknytning til
udøvelsen af et
strafbart forhold. Det
beslaglagte skal snarest
muligt overgives til
politiet med oplysning
om tidspunktet og
grundlaget for
beslaglæggelsen.
Politiet forelægger
sagen for retten i
overensstemmelse med
§ 806, stk. 3, 2. pkt.,
medmindre det
beslaglagte inden
udløbet af 24 timer
udleveres til den, mod
hvem indgrebet er
foretaget, eller denne
meddeler skriftligt
samtykke til
beslaglæggelse i
overensstemmelse med
§ 806, stk. 7.
§ 807 b.
Beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 1, og § 803,
stk. 1, medfører, at der
hverken ved aftale eller
kreditorforfølgning kan
foretages dispositioner
over det beslaglagte,
som er i strid med
indgrebets formål.
Stk. 2.
Beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 2, har,
indtil der træffes
afgørelse efter § 807 d,
stk. 2-3, samme
retsvirkning som arrest,
jf. kapitel 56.
Stk. 3.
Beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 3, medfører,
at tiltalte er
uberettiget til at råde
over formuen.
Kreditorforfølgning kan
alene foretages med
hensyn til krav mod
tiltalte, som bestod,
før kendelsen om
beslaglæggelse blev
afsagt.
§ 807 c. Indtil
sagens afgørelse kan
begæring om hel eller
delvis ophævelse af
beslaglæggelse
fremsættes over for
retten af den, der har
interesse heri. Rettens
afgørelse træffes ved
kendelse, efter at de,
som har interesse i
afgørelsen, har haft
adgang til at udtale
sig.
§ 807 d.
Rådighedsberøvelse som
følge af beslaglæggelse
efter § 802, stk. 1, og
§ 803, stk. 1,
bortfalder senest, når
sagen er endeligt
sluttet ved dom,
påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald,
medmindre det
beslaglagte konfiskeres.
Er der tvist om, til
hvem tilbagelevering
skal ske, kan retten
efter begæring træffe
bestemmelse om, til hvem
beslaglagt gods skal
udleveres. Afgørelsen
træffes ved kendelse.
Stk. 2. Gods, der er
beslaglagt efter § 802,
stk. 2, eller sikkerhed,
der er stillet efter
§ 805, stk. 2, anvendes
først til fyldestgørelse
af forurettedes krav på
erstatning, dernæst det
offentliges krav på
sagsomkostninger,
dernæst krav på
konfiskation efter
straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 2. led,
og 2. pkt., og stk. 3,
og § 76 a, stk. 3, og
dernæst bødekrav. Retten
kan undtagelsesvis
træffe bestemmelse om en
afvigende rækkefølge for
fyldestgørelse.
Stk. 3. Afgørelse om
anvendelse af beslaglagt
gods til fyldestgørelse
af de i stk. 2 nævnte
krav træffes efter
begæring ved kendelse.
Det samme gælder, hvis
der efterfølgende opstår
spørgsmål med hensyn til
kendelsens fortolkning.
Afgørelsen har
retsvirkning som udlæg,
jf. § 526, stk. 2.
Sluttes sagen ved
påtaleopgivelse eller
frifindelse, bortfalder
beslaglæggelsen.
Stk. 4. Nægter
retten forfølgning af et
erstatningskrav under
straffesagen, jf. § 991,
stk. 4, og § 992,
stk. 1, kan retten i
forbindelse hermed
bestemme, at en
beslaglæggelse til
sikring af dette krav
bevarer sin gyldighed,
jf. § 807 b, stk. 2,
indtil
erstatningsspørgsmålet
er afgjort, forudsat at
der inden 4 uger
anlægges sag i den
borgerlige retsplejes
former eller indgives
ansøgning i henhold til
lov om erstatning fra
staten til ofre for
forbrydelser. Fastsættes
der herefter et
erstatningskrav, kan den
ret, der har afsagt dom
i straffesagen, efter
begæring af forurettede
bestemme, at
erstatningskravet helt
eller delvis skal
fyldestgøres af
provenuet fra det
beslaglagte gods,
herunder at
fyldestgørelse skal ske
forud for det
offentliges krav på
sagsomkostninger, krav
på konfiskation og
bødekrav. Denne
afgørelse har
retsvirkning som udlæg,
jf. § 526, stk. 2. Sagen
behandles i
strafferetsplejens
former.
Stk. 5.
Beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 3,
bortfalder, når tiltalte
ikke længere unddrager
sig forfølgning,
medmindre der er
bestemte grunde til at
antage, at tiltalte på
ny vil unddrage sig
forfølgningen. Afgørelse
om beslaglæggelsens
bortfald træffes af
retten ved kendelse.
23. Efter
kapitel 75
indsættes:
»Kapitel 75 a
Andre
efterforskningsskridt
§ 812.
Fotografier af en
mistænkt må kun
forevises for personer
uden for politiet,
såfremt
-
den pågældende med
rimelig grund er
mistænkt for en
lovovertrædelse, der
er undergivet
offentlig påtale, og
-
indgrebet må antages
at være af væsentlig
betydning for
efterforskningen.
-
Stk. 2.
Afgørelse om
forevisning af
fotografier træffes
af politiet.
§ 813. Fotografier
af en person, der ikke
er mistænkt, må kun
forevises for personer
uden for politiet efter
reglerne i § 814 eller
§ 815.
§ 814. Forevisning
af fotografier af
forurettede og andre
vidner, der ikke har
samtykket, så vidt
muligt skriftligt, i
forevisningen, må kun
ske, såfremt
-
efterforskningen
angår en
forbrydelse, der
efter loven kan
medføre fængsel i 1
år og 6 måneder
eller derover, og
-
indgrebet må antages
at være af afgørende
betydning for
efterforskningen.
Stk. 2. Afgørelse om
forevisning af
fotografier træffes af
retten ved kendelse. I
kendelsen anføres de
konkrete omstændigheder
i sagen, hvorpå det
støttes, at
betingelserne for
indgrebet er opfyldt.
Kendelsen kan til enhver
tid omgøres. |
|
|
Stk. 3. Såfremt
indgrebets øjemed ville
forspildes, dersom
retskendelse skulle
afventes, kan politiet
træffe beslutning om at
forevise fotografiet.
Fremsætter den, mod hvem
indgrebet retter sig,
anmodning herom, skal
politiet snarest muligt
og senest inden 24 timer
forelægge sagen for
retten, der ved kendelse
afgør, om indgrebet kan
godkendes. Politiet skal
vejlede den pågældende
om adgangen til at få
spørgsmålet indbragt for
retten. |
|
|
Stk. 4. Inden
retten træffer afgørelse
efter stk. 2 eller 3,
skal der være givet den,
mod hvem indgrebet
retter sig, adgang til
at udtale sig. |
|
|
§ 815. Forevisning
af fotografier, som
opbevares af politiet
med henblik på senere
identifikation, jf.
§ 792 f, må uden for de
tilfælde, der er
omfattet af § 812 eller
§ 814, kun ske, såfremt
efterforskningen angår
en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover,
og den fotograferede |
|
|
1) inden for de
seneste 5 år er
fundet skyldig i en
lovovertrædelse, der
efter loven kan
medføre fængsel i 1
år og 6 måneder
eller derover, eller
|
|
|
2) inden for de
seneste 10 år er
fundet skyldig i en
lovovertrædelse, der
kan medføre fængsel
i 6 år eller
derover.
|
|
|
Stk. 2.
Afgørelse om forevisning
af fotografier træffes
af politiet. |
|
|
§ 816. Forevisning
af fotografier som nævnt
i §§ 812-815 må ikke
ske, såfremt det efter
indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde den, som det
rammer, ville være et
uforholdsmæssigt
indgreb. |
|
|
Stk. 2.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler om fremgangsmåden
ved forevisning af
fotografier. |
|
|
§ 817. Forevisning
af en mistænkt for
personer uden for
politiet (direkte
konfrontation) må kun
foretages, såfremt |
|
|
1) den pågældende
med rimelig grund er
mistænkt for en
lovovertrædelse, der
er undergivet
offentlig påtale, og
|
|
|
2) indgrebet må
antages at være af
væsentlig betydning
for
efterforskningen.
|
|
|
Stk. 2.
Forevisning af en sigtet
i en
konfrontationsparade for
personer uden for
politiet må dog kun
foretages, såfremt den
pågældende med rimelig
grund er mistænkt for en
lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover. |
|
|
Stk. 3.
Forevisning af en
mistænkt ved direkte
konfrontation eller i en
konfrontationsparade kan
ske uden for de
tilfælde, der er
omfattet af stk. 1 og 2,
såfremt den pågældende
giver samtykke hertil.
Samtykket skal så vidt
muligt være skriftligt. |
|
|
Stk. 4.
Forevisning af en
mistænkt ved direkte
konfrontation eller i en
konfrontationsparade må
ikke ske, såfremt det
efter indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde den, som det
rammer, ville være et
uforholdsmæssigt
indgreb. |
|
|
Stk. 5.
Afgørelser om
forevisning af en
mistænkt som nævnt i
stk. 1-3 træffes af
politiet. |
|
|
Stk. 6.
Justitsministeren
fastsætter nærmere
regler om fremgangsmåden
ved gennemførelse af
konfrontationsparade. |
|
|
§ 818. Politiet må
kun offentliggøre
signalement eller andre
oplysninger, der er
egnede til at fastlægge
identiteten af en
formodet gerningsmand,
såfremt |
|
|
1) den pågældende
med rimelig grund er
mistænkt for en
lovovertrædelse, der
er undergivet
offentlig påtale, og
|
|
|
2) offentliggørelsen
må antages at være
af væsentlig
betydning for
efterforskningen,
herunder for
fastlæggelsen af den
pågældendes
identitet, eller for
at forebygge
yderligere
lovovertrædelse.
|
|
|
Stk. 2.
Offentliggørelse af et
fotografi af den
formodede gerningsmand
må kun finde sted,
såfremt der er begrundet
mistanke om, at den
pågældende har begået en
lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover. |
|
|
Stk. 3.
Offentliggørelse som
nævnt i stk. 1 og 2 må
dog ikke foretages,
såfremt det efter
indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde den, som det
rammer, ville være et
uforholdsmæssigt
indgreb. |
|
|
Stk. 4.
Afgørelse om
offentliggørelse som
nævnt i stk. 1 og 2
træffes af politiet. |
|
|
§ 819. Er der særlig
bestyrket mistanke om,
at en person, hvis
identitet er politiet
bekendt, har begået en
lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover,
kan politiet efterlyse
den pågældende gennem
presse, radio, fjernsyn
eller ved anden form for
offentlig efterlysning,
såfremt dette må antages
at være af afgørende
betydning for
strafforfølgningens
gennemførelse eller for
at forebygge yderligere
lovovertrædelser af
tilsvarende grovhed. |
|
|
Stk. 2. Ved
efterlysning som nævnt i
stk. 1 kan der gives
oplysninger om den
påsigtede kriminalitet
og om den sigtedes
identitet, herunder
navn, stilling og bopæl.
Ved efterlysningen kan
der tillige ske
offentliggørelse af et
fotografi af den
pågældende. |
|
|
Stk. 3.
Efterlysning må ikke
foretages, såfremt det
efter indgrebets formål,
sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at
forvolde den, som det
rammer, ville være et
uforholdsmæssigt
indgreb. |
|
|
Stk. 4.
Afgørelse om
efterlysning træffes af
politiet.« |
Kapitel 75 b
|
|
24. Kapitel 75 b
ophæves. |
Beslaglæggelse
|
|
|
§ 824. Ting, der
antages at være af
betydning som
bevismidler eller at
burde konfiskeres, eller
som ved forbrydelsen er
fravendt nogen, af hvem
de kan kræves tilbage,
tages i bevaring, hvor
dette skønnes fornødent.
Udleveres sådanne ting
ikke frivillig af den, i
hvis besiddelse de er,
eller kræves de tilbage
af nogen, der frivillig
har udleveret dem, kan
de beslaglægges
overensstemmende med
nedenstående regler. |
|
|
Stk. 2.
Skriftlige meddelelser
mellem sigtede og de i
§§ 169 og 170 nævnte
personer er ikke
genstand for
beslaglæggelse, så længe
de er i de sidstnævnte
personers besiddelse og
disse ikke sigtes for
delagtighed i
forbrydelsen. |
|
|
§ 825. Beslutning om
beslaglæggelse tages af
retten. Politiet kan
dog, hvor sådan
beslutning ikke uden
fare kan afventes,
foretage en foreløbig
beslaglæggelse, men
beretning om denne må da
uden ophold og senest
inden 24 timer
forelægges for retten,
der afgør, om
beslaglæggelsen skal
opretholdes. Samme
beføjelse som politiet
har enhver anden, når
den pågældende træffes i
udførelsen af en
forbrydelse eller på
friske spor. Kan i dette
tilfælde forelæggelse
for retten ikke straks
finde sted, skal det
beslaglagte uopholdelig
afleveres til politiet,
som afkræver nøjagtig
forklaring om det
forefaldne og pålægger
vedkommende private,
hvis beslaglæggelsen
ikke straks hæves, at
møde for retten, der
træffer afgørelse. |
|
|
Stk. 2.
Beslaglæggelse af et
trykt skrift, i
anledning af hvis
indhold ansvar skal
gøres gældende, kan kun
ske efter retskendelse. |
|
|
§ 826. Ville
beslaglæggelse udsætte
en ikke sigtet person
for tab, bør den, når
øjemedet derved kan
antages tilstrækkeligt
sikret, undlades mod
løfte, med eller uden
sikkerhedsstillelse, om
på opfordring at
forevise, fremlægge
eller medbringe tingen. |
|
|
§ 827. Retten kan
pålægge den person eller
offentlige myndighed,
der har rådighed over
dokumenter eller andre
ting af den i § 824
nævnte art, at forevise
eller udlevere dem,
medmindre der derved vil
fremkomme oplysning om
forhold, som vedkommende
ville være udelukket fra
eller fritaget for at
afgive forklaring om som
vidne, jf. §§ 169-172. |
|
|
Stk. 2.
Bestemmelse om
fremlæggelse af
dokumentet træffes,
efter at den, der har
rådighed over
dokumentet, har haft
lejlighed til at udtale
sig. |
|
|
Stk. 3. Undlader
den pågældende uden
lovlig grund at
efterkomme pålægget,
finder bestemmelsen i
§ 178 tilsvarende
anvendelse. |
|
|
Stk. 4. Når
private dokumenter er
udleveret i medfør af
stk. 1, skal der af
retten gives vedkommende
underretning herom, så
snart det kan ske uden
skade for undersøgelsen. |
|
|
§ 828. Ting, som er
tagne i bevaring, skal
snarest muligt nøjagtig
optegnes og mærkes med
embedssegl eller på
anden fyldestgørende
måde. Såvel sigtede som
den, i hvis værge
tingene var, kan vedføje
yderligere mærke, og der
bør, så vidt det er
muligt, og kan ske uden
skade for undersøgelsen,
gives dem lejlighed til
at overvære mærkernes
aftagelse. Den, i hvis
værge tingene var, kan
kræve modtagelsesbevis. |
|
|
§ 829. Det første
gennemsyn af papirer,
som beslaglægges, skal,
når vedkommende ikke
samtykker i afvigelse
herfra, iværksættes af
retten. For så vidt det
er muligt og kan ske
uden skade for
undersøgelsen, skal der
gives sigtede og andre
vedkommende lejlighed
til at være til stede.
Når nogen af disse
ønsker det, og ingen
særlig protokolfører er
til stede, skal
retsvidne tilkaldes. |
|
|
Stk. 2. Kan som
følge heraf gennemsyn af
papirer ikke finde sted
straks ved
beslaglæggelsen, bliver
de foreløbig at forvare
i forseglet omslag. |
|
|
§ 830. Ting, som er
fravendt nogen ved en
forbrydelse eller er
udbyttet af sådanne
ting, bliver, senest når
sagen er endeligt
sluttet, at udlevere
rette vedkommende. Andre
ting, som er beslaglagt
for at tjene som
bevismidler, skal
tilbagegives, når de
ikke længere behøves.
Den, som er interesseret
i tilbagegivelsen, kan
derom æske kendelse. |
|
|
|
|
25. § 1002
affattes således: |
§ 1002. Reglerne i
kap. 74 finder
tilsvarende anvendelse
med hensyn til
beslaglæggelse af gods
for omkostninger og
erstatning, efter at dom
er afsagt. Afgørelsen
træffes af den ret, som
har afsagt dommen i
første instans. |
|
Ȥ 1002. Efter at
dom er afsagt, finder
reglerne i kapitel 74 om
beslaglæggelse til
sikkerhed for det
offentliges krav på
sagsomkostninger, krav
på konfiskation efter
straffelovens § 75,
stk. 1, 1. pkt., 2. led,
og 2. pkt., og stk. 3,
og § 76 a, stk. 5,
bødekrav eller
forurettedes krav på
erstatning i sagen
tilsvarende anvendelse.
Afgørelsen træffes af
den ret, som har afsagt
dommen i 1. instans, og
der skal i forbindelse
hermed træffes afgørelse
om, hvordan det
beslaglagte skal
anvendes, jf. § 807 d,
stk. 2 og 3. |
Stk. 2. Har den,
som er idømt fængsel i 8
måneder eller mere,
unddraget sig
straffuldbyrdelsen, kan
hans formue beslaglægges
efter reglerne i kapitel
74. Er der gået 10 år
fra dommens afsigelse,
kan begæring herom kun
fremsættes med
justitsministerens
tilladelse. Foruden i de
i § 803, stk. 1, nr. 1
og 2, nævnte tilfælde
bortfalder
beslaglæggelsen, når
benådning finder sted.
Beslaglæggelsen
bortfalder endvidere,
når der er gået 10 år
fra dommens afsigelse,
medmindre
justitsministeren
begærer den opretholdt. |
|
Stk. 2. Har den,
som er idømt ubetinget
fængsel i 8 måneder
eller mere, unddraget
sig straffuldbyrdelsen,
kan hans formue
beslaglægges efter
reglerne i kapitel 74.
Foruden i de i § 807 d,
stk. 5, nævnte tilfælde
bortfalder
beslaglæggelsen, når der
er gået 10 år fra
dommens afsigelse,
medmindre retten efter
begæring undtagelsesvis
beslutter at opretholde
den.« |
§ 1017 b. Med bøde
straffes den, der i
forbindelse med omtale
af en sag om
overtrædelse af
straffelovens kapitel 24
om forbrydelser mod
kønssædeligheden eller i
øvrigt med henblik på en
sådan sag giver
offentlig meddelelse om
navn, stilling eller
bopæl på den forurettede
eller på anden måde
offentliggør den
pågældendes identitet. |
|
|
|
|
26. I § 1017 b,
stk. 2, indsættes
som 2. pkt.: |
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 er
ikke til hinder for, at
politiet offentliggør
den forurettedes
identitet, når dette
findes påkrævet af
hensyn til sagens
opklaring eller i øvrigt
til berettiget
varetagelse af åbenbar
almeninteresse. |
|
»Ved forevisning af
fotografier af
forurettede finder § 814
og § 816 dog
anvendelse.« |