Formålet med lovforslaget er at sikre en vis tidsbegrænsning af de foranstaltninger, som psykisk afvigende lovovertrædere kan idømmes efter straffelovens § 68 og § 69 i stedet for straf. Formålet med lovforslaget er endvidere at sikre regelmæssig domstolskontrol med de foranstaltninger, der efter forslaget ikke tidsbegrænses.

    Psykisk afvigende lovovertrædere idømmes som hovedregel ikke straf. Typisk idømmes disse lovovertrædere i stedet en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69. Det er en betingelse for at idømme en foranstaltning, at den findes formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Idømmelse af en foranstaltning kan f.eks. indebære, at den pågældende skal undergive sig tilsyn, afvænningsbehandling eller psykiatrisk behandling. Hvis sådanne foranstaltninger ikke findes tilstrækkelige, kan det f.eks. bestemmes, at den pågældende skal anbringes på psykiatrisk hospital eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. En sådan foranstaltning idømmes i dag på ubestemt tid.

    Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69.

    Lovforslaget, der svarer til model 1 i Straffelovrådets betænkning, indeholder bl.a. forslag til bestemmelser om tidsbegrænsning af de foranstaltninger, som psykisk afvigende lovovertrædere typisk idømmes i stedet for straf. Det foreslås, at der indføres en tidsbegrænsning, når foranstaltningen vedrører kriminalitet, der ikke kan anses for personfarlig. Bestemmelserne foreslås udformet således, at der er mulighed for at forlænge foranstaltningen under særlige omstændigheder.

    Endelig foreslås bestemmelser om regelmæssig domstolskontrol med foranstaltninger, der som følge af personfarlig kriminalitet i almindelighed fastsættes på ubestemt tid.

    De gældende bestemmelser om tidsubestemte foranstaltninger, der trådte ikraft den 1. juli 1973, bygger i det væsentligste på Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger.

    I denne betænkning gav Straffelovrådet udtryk for, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger i tilfælde, der omfattes af straffelovens § 68, jf. § 16, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske hensyn, som præger disse afgørelser, og at en tidsbegrænsning derfor ville være meget uhensigtsmæssig. Rådet pegede i den forbindelse også på muligheden for at rejse spørgsmål ved retten om ændring eller ophævelse af de trufne foranstaltninger.

    Muligheden for at anvende tidsubestemte foranstaltninger på dette område blev da heller ikke ophævet, da en række andre tidsubestemte foranstaltninger, f.eks. psykopatforvaring, blev afskaffet som led i revisionen af straffelovens regler om tidsubestemte retsfølger i 1973.

    Spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger blev også overvejet i et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 24. september 1970 (Bækgård-udvalget), jf. betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere.

    I betænkningen gav udvalgets flertal (seks ud af udvalgets syv medlemmer) udtryk for, at der ikke fandtes tilstrækkelig grund til at indføre tidsmaksimering af frihedsberøvelse over for åndssvage lovovertrædere.

    I den forbindelse anførtes bl.a. følgende (betænkningen s. 90- 91):

    »I tilslutning til retslægerådet mener flertallet, at der ikke bør fastsættes tidsfrister for gennemførelse af det lægelige og forsorgsmæssige behandlingsarbejde over for åndssvage. En regel om tidsmaksimering indebærer også den risiko, at foranstaltningen får et pønalt præg. Det er ønskeligt at undgå, at der i praksis sker en sammenblanding af behandlingsmæssige og strafmæssige synspunkter, bl.a. i betragtning af, at åndssvage lovovertrædere anbringes i de samme institutioner som ikke-kriminelle åndssvage, hvorfor det bør markeres så lidt som muligt, at visse personer forvares og behandles som kriminelle.

    Det her anførte betyder ikke, at der i sager mod åndssvage lovovertrædere kan ses bort fra, om der er rimelige proportioner mellem den begåede kriminalitet og varigheden af den institutionsanbringelse, der bliver resultatet af en domfældelse.

    ...

    Den fornødne sikkerhed mod en urimelig eller på anden måde uheldig opretholdelse af forsorgsforanstaltninger ligger efter flertallets opfattelse i reglerne om adgang til senere domstolsprøvelse efter § 72. Det følger heraf, at spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltninger til enhver tid kan forelægges retten efter begæring af anklagemyndigheden, forsorgens ledelse, bistandsværgen eller den dømte selv

    ....«

    Center for Ligebehandling af Handicappede har i forbindelse med en undersøgelse om udviklingshæmmede lovovertrædere (mentalt retarderede) behandlet spørgsmålet om anvendelsen af behandlingsdomme over for personer, der er omfattet af straffelovens § 16, jf. § 68, samt spørgsmålet om eventuel tidsbegrænsning af behandlingen ifølge sådanne domme. Undersøgelsen er offentliggjort i centrets årsberetning for 1996, s. 17-32.

    Blandt andet på baggrund af denne undersøgelse fandt Justitsministeriet, at der kunne være grund til at lade spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 undergive en fornyet behandling.

    Justitsministeriet anmodede derfor ved skrivelse af 27. januar 1998 Straffelovrådet om at behandle spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger.

    Justitsministeriet anmodede Straffelovrådet om at behandle dette spørgsmål både for så vidt angår psykisk udviklingshæmmede (mentalt retarderede) og personer, der er utilregnelige på grund af sindssygdom, dvs. hele personkredsen, der er omfattet af straffelovens § 16. Justitsministeriet anmodede endvidere Straffelovrådet om, på baggrund af sine overvejelser, i givet fald at udarbejde udkast til eventuelle ændringer i straffeloven og eventuel anden lovgivning.

    Straffelovrådet afgav i juni 1999 betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69.

    Straffelovrådet har i forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen gennemført en undersøgelse af anvendelsen af foranstaltningsdomme. Undersøgelsen er optaget som bilag 1 til betænkningen.

    Straffelovrådet har endvidere drøftet problemstillingen med repræsentanter for Retslægerådet under to møder i henholdsvis april 1998 og februar 1999. Retslægerådet har på den baggrund afgivet en udtalelse af 12. april 1999, der er optaget som bilag 2 til betænkningen.

    Endelig har Straffelovrådet i august 1998 aflagt besøg på institutionen »Kofoedsminde«, hvor der bl.a. opholder sig visse mentalt retarderede lovovertrædere, som er dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

    Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 indeholder forslag til 4 modeller, der - bl.a. på baggrund af resultaterne i undersøgelsen af foranstaltningsdomme - tager sigte på at gennemføre en vis tidsmæssig begrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 og/eller en regelmæssig domstolskontrol med foranstaltninger, der fastsættes på ubestemt tid. De enkelte elementer i Straffelovrådets 4 modeller gennemgås under pkt. 6 nedenfor.

    3.1.1. Efter straffelovens § 16, stk. 1, straffes personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad (tidl. åndssvaghed i højere grad). Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

    Personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede i lettere grad (tidl. åndssvaghed i lettere grad), straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering (tidl. åndssvaghed), jf. straffelovens § 16, stk. 2.

3.1.2. Hvis der statueres straffrihed i medfør af § 16, frifindes tiltalte for straf. Dette er imidlertid kun undtagelsesvis ensbetydende med, at der ikke fastsættes en reaktion i anledning af lovovertrædelsen.

    Efter straffelovens § 68 kan retten således træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling mv. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, jf. § 68, 2. pkt. Efter § 68, 3. pkt., kan anbringelse i forvaring ske under de betingelser, der er nævnt i straffelovens § 70.

    Om der over for en person, der er frifundet for straf efter § 16, overhovedet skal træffes bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, afhænger som nævnt af, om der i forhold til den pågældende kan peges på andre foranstaltninger, der må anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. § 68, 1. pkt. Kan en eller flere foranstaltninger komme på tale, beror også afgørelsen af, hvilken foranstaltning der skal anvendes, på, om foranstaltningen i det enkelte tilfælde må anses for formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

3.1.3. Straffelovens § 69 omhandler reaktionen ved andre psykiske afvigelser end dem, der er omfattet af straffelovens § 16. F.eks. reaktionen, når lovovertræderen er sinke.

    Efter § 69 kan retten, hvis det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i tilfælde, hvor gerningsmanden ved foretagelsen af den strafbare handling befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed. Medfører en afgørelse efter § 69, stk. 1, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver afgørelsen mulighed herfor, skal der ved dommen fastsættes en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Varigheden bestemmes af behandlingsmæssige hensyn og proportionalitetshensyn. Er gerningsmanden farlig, indgår tillige fareafværgelseshensyn.

    Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid, jf. § 69, stk. 2, 2. pkt. Muligheden for under særlige omstændigheder at fastsætte en ny længstetid sigter til tilfælde, hvor den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb er åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje.

    Som det fremgår, adskiller § 68 sig fra § 69 ved, at foranstaltninger efter § 68 generelt idømmes på ubestemt tid.

    Visse foranstaltninger efter § 69 idømmes også på ubestemt tid. Det drejer sig om de mindre indgribende foranstaltninger. Medfører foranstaltningen umiddelbart institutionsanbringelse, eller giver foranstaltningen mulighed for at anbringe den dømte i institution, skal der imidlertid for personer omfattet af § 69 fastsættes en længstetid for opholdet.

3.1.4. Efter straffelovens § 71, stk. 1, kan retten beskikke en bistandsværge for den tiltalte, såfremt der bliver tale om at dømme den pågældende til anbringelse i institution efter reglerne i §§ 68-69. Bistandsværgen skal så vidt muligt være en af tiltaltes nærmeste pårørende. Bistandsværgens opgave er sammen med den beskikkede forsvarer at bistå tiltalte under sagen.

    Er tiltalte dømt til anbringelse, eller giver afgørelsen mulighed for sådan anbringelse, skal der beskikkes den pågældende en bistandsværge. Bistandsværgen skal i sådanne tilfælde holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves, jf. straffelovens § 71, stk. 2.

    Nærmere regler om antagelse og betaling af bistandsværger samt om disses opgaver og nærmere beføjelser er i medfør af straffelovens § 71, stk. 3, fastsat i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger.

    Er der undtagelsesvis ikke bestikket en bistandsværge for en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling i medfør af straffelovens § 68 eller § 69, skal der beskikkes en patientrådgiver for den pågældende efter psykiatriloven, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998.

    Der henvises til betænkningen s. 17-19 og 27.

    Efter straffelovens § 72, stk. 1, træffes bestemmelse om ændring eller om endelig ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68-69 ved kendelse efter begæring fra anklagemyndigheden, anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte.

    Begæring fra anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en begæring fra bistandsværgen eller den dømte ikke til følge, kan ny begæring ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.

    Også spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af en idømt foranstaltning afgøres efter straffelovens § 68, dvs. med udgangspunkt i, om - og i bekræftende fald hvilken - foranstaltning der i det enkelte tilfælde må anses for formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. pkt. 3.1.2. ovenfor.

    Der er ikke i straffelovens bestemmelser om ændring eller endelig ophævelse af idømte foranstaltninger angivet tidsfrister, der medfører pligt for anklagemyndigheden til at indbringe spørgsmålet om foranstaltningsændring for retten.

    Efter straffelovens § 72, stk. 2, finder § 59, stk. 3, om værneting ved pådømmelse af sager om ændring eller ophævelse af vilkår ved betingede domme tilsvarende anvendelse på afgørelser efter § 72, stk. 1. Er der spørgsmål om ændring af foranstaltningen på grund af ny lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet dog af den ret, der behandler sagen vedrørende lovovertrædelsen.

    Reglerne om ændring og ophævelse af idømte foranstaltninger i straffelovens § 72 skal sammenholdes med de typer af foranstaltninger, som straffelovens §§ 68-69 giver mulighed for at idømme. Nedenfor i afsnit 3.3. redegøres for de hovedtyper af foranstaltninger, som de pågældende bestemmelser giver mulighed for at idømme.

    Der henvises til betænkningen s. 20-21.

    Foranstaltninger over for sindssyge lovovertrædere fremtræder i tre hovedtyper - dom til anbringelse i hospital for sindslidende, dom til behandling i eller under tilsyn af hospital for sindslidende og dom til ambulant psykiatrisk behandling. Disse hovedtyper kan varieres, f.eks. ved at der også indgår bestemmelse om tilsyn af kriminalforsorgen.

    En dom til anbringelse i hospital for sindslidende indebærer, at den dømte skal opholde sig på hospital. Udskrivning til ambulant behandling kan således kun ske efter retskendelse, jf. straffelovens § 72, stk. 1.

    En dom til behandling i eller under tilsyn af hospital for sindslidende giver hospitalets overlæge kompetence til at udskrive den dømte til behandling uden for hospitalet, herunder ambulant behandling, og til at indlægge eller genindlægge den pågældende på hospital. Endelig ophævelse af en sådan foranstaltning kræver ligeledes retskendelse, jf. straffelovens § 72, stk. 1.

    En dom til ambulant behandling giver som udgangspunkt ikke mulighed for hospitalsindlæggelse. Dommen kan imidlertid indeholde en udtrykkelig bemyndigelse til at indlægge den pågældende på hospital.

    Det er i retspraksis antaget, at indlæggelse ifølge en dom af den ovennævnte type efter omstændighederne kræver godkendelse efter straffelovens § 72.

    Valget af domstype beror på en afvejning af sikkerheds- og behandlingshensyn. I vurderingen indgår dog også proportionalitetshensyn. Den foranstaltning, der kommer på tale, må således ikke være mere indgribende, end formålet tilsiger.

    Der henvises til betænkningen s. 21-23.

    Ved lov nr. 258 af 8. juni 1978 om ændring af lov om social bistand med flere love (Særforsorgens udlægning mv.) blev den særlige lovgivning om forsorgen for åndssvage og andre svagt begavede ophævet med virkning fra den 1. januar 1980. Samtidig blev denne forsorg ved lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. (udlægningsloven) lagt ud til kommunerne, amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner. Den pågældende persongruppe er nu omfattet af de almindelige regler i lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service.

    I forbindelse med, at åndssvageforsorgen blev udlagt til amtskommunerne, blev åndssvageloven af 1959 ophævet. En af konsekvenserne af ophævelsen af denne lov var, at adgangen til administrativt at iværksætte tvangsforanstaltninger over for åndssvage faldt bort. Hovedsynspunktet bag ophævelsen af tvangsreglerne var, at institutionsophold for psykisk udviklingshæmmede bør være baseret på frivillighed, hvorfor særlige tvangsregler over for denne persongruppe ikke fandtes ønskelige.

    En anden følge af særforsorgens udlægning var, at de lukkede institutioner blev nedlagt. Der findes i dag kun én lukket institution for mentalt retarderede lovovertrædere (»Kofoedsminde«), hvor der findes henholdsvis en åben og en sikret afdeling. En dom til anbringelse på lukket afdeling kan derfor i praksis nu alene fuldbyrdes i den sikrede afdeling på »Kofoedsminde«.

    Efter § 92, stk. 1, i lov om social service (tidligere bistandslovens § 112) har amtskommunen pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis. Endvidere har amtskommunen pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i boformer til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte, jf. lovens § 93, stk. 1, nr. 1.

    For så vidt angår mentalt retarderede lovovertrædere, suppleres de ovennævnte bestemmelser i serviceloven af udlægningslovens § 6. Efter denne bestemmelse har amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner pligt til at modtage og føre tilsyn med personer, der efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse eller i henhold til dom, kendelse eller vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller undergives tilsyn, herunder tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse, jf. herved § 3 i lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv.

    Der er endvidere fastsat regler om amtskommunernes modtagepligt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979 om pligt til at modtage åndssvage lovovertrædere på bistandslovens døgninstitutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap under amtskommunerne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger. Hertil føjes reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af samme dato med senere ændringer om magtanvendelse mv. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som er opretholdt ved bekendtgørelse nr. 349 af 15. juni 1998 om magtanvendelse mv. i botilbud efter lov om social service § 92 og § 93, stk. 1, nr. 1.

    Som det fremgår, udøves forsorgen på dette område nu efter de almindelige socialretlige regler om personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Der kan ikke efter disse regler mod den pågældendes vilje træffes bestemmelse om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger. Der kan endvidere ikke uden den pågældendes samtykke ske institutionsanbringelse. Er der afsagt dom om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, er særforsorgen som nævnt forpligtet til at optage den pågældende på en døgninstitution, jf. bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979. Imidlertid giver bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 kun begrænsede muligheder for at tilgodese retssikkerhedshensyn ved at anbringe domfældte i lukket institution, dvs. en institution, der har tilladelse til at holde yderdøre og vinduer konstant aflåst, jf. herved bl.a. bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

    Såfremt anklagemyndigheden og domstolene finder det nødvendigt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at en mentalt retarderet lovovertræder opholder sig på lukket (sikret) institution, må det derfor udtrykkeligt i dommen med hjemmel i straffelovens § 68 bestemmes, at den pågældende skal anbringes i lukket (sikret) institution.

    Der henvises til betænkningen s. 23-27.

    3.4.1. Sager, hvori der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68, behandles som udgangspunkt for landsretten ved nævningeting, jf. retsplejelovens § 687, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, nr. 2.

    Efter retsplejelovens § 925 a, stk. 1, kan sagen dog med anklagemyndighedens samtykke behandles ved byretten under medvirken af domsmænd, såfremt sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, og i øvrigt samtykker i en sådan behandling. Endvidere skal der altid, såfremt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, være beskikket den pågældende en forsvarer og være givet denne lejlighed til at gøre sig bekendt med sagen, samtale med den sigtede og udtale sig over for retten, inden der gøres tilførsel til retsbogen om sigtedes samtykke til sagens pådømmelse ved byret. Såvel forsvareren som sigtede skal være til stede, medens denne tilførsel sker.

    Skønner retten, at betingelserne for at fremme sagen efter retsplejelovens § 925 a, stk. 1, ikke er opfyldt, kan den på ethvert tidspunkt beslutte at standse sagens behandling eller - efter domsforhandlingens begyndelse - at afsige dom om sagens henvisning til landsretten, jf. § 925 a, stk. 3.

3.4.2. Efter retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, kan tiltale i en sag helt eller delvis frafaldes bl.a. i tilfælde, hvor dette følger af bestemmelser fastsat af rigsadvokaten. I henhold til denne bestemmelse er der i bekendtgørelse nr. 784 af 21. september 1992 givet regler om henholdsvis politimesterens og statsadvokatens beføjelse til at frafalde tiltale.

    Efter bekendtgørelsens § 2, nr. 4, kan statsadvokaterne, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde tiltale i sager om lovovertrædelser, begået af personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69. Sager om kriminalitet, der begås, mens den domfældte er undergivet en foranstaltning, behandles ofte efter denne bestemmelse, medmindre det nye forhold er af en sådan karakter, at tiltale bør rejses. Tiltale rejses således f.eks., hvor der kan være grundlag for at nedlægge påstand om en mere indgribende foranstaltning.

    Efter retsplejelovens § 722, stk. 2, kan tiltale i andre end de af stk. 1 omfattede tilfælde kun frafaldes, hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre særlige forhold, og påtale ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn. Tiltalefrafald meddeles ikke helt sjældent efter denne bestemmelse over for personer, hvis mentale tilstand begrunder en afvigelse fra det sædvanlige reaktionsmønster, og hvor særlige foranstaltninger ikke findes påkrævede for at hindre gentagelse af kriminaliteten, da den pågældende allerede er underkastet relevant lægelig behandling.

    Der henvises til betænkningen s. 19-20.

    Som det fremgår af pkt. 3.2., er tidsubestemte foranstaltninger efter straffelovens § 72 undergivet domstolskontrol.

    Efter pkt. 2 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/1997, jf. pkt. 1.1.1. og 1.1.3. i Rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992, fører statsadvokaterne kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68. Rigsadvokaten indhenter med jævne mellemrum en udtalelse fra vedkommende institution om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves, jf. pkt. 4 i meddelelse nr. 2/1997.

    Statsadvokaternes kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 indebærer i praksis normalt, at der én gang om året indhentes en erklæring fra vedkommende institution om behovet for opretholdelse af foranstaltningen. Såfremt den dømte, institutionen eller bistandsværgen anmoder om foranstaltningsændring, indbringes sagen - eventuelt efter forelæggelse for Retslægerådet - for retten, hvorunder anklagemyndigheden efter en konkret vurdering enten tilslutter eller modsætter sig anmodningen. Fremsættes der ikke anmodning om foranstaltningsændring, vurderer statsadvokaten på grundlag af erklæringen fra institutionen og eventuelt efter forelæggelse for Retslægerådet, om sagen af anklagemyndigheden bør indbringes for retten med henblik på foranstaltningsændring. Heri indgår proportionalitetshensyn. Såfremt der ikke ses at være behov for ændring, vurderes spørgsmålet på ny efter et år.

    I anklagemyndighedens vurdering af spørgsmålet om foranstaltningsændring indgår således bl.a., hvilken tidsbestemt straf der ville være idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering skal der imidlertid også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv, jf. straffelovens § 68.

    Ud over det anførte om anklagemyndighedens kontrol med varigheden af idømte foranstaltninger påhviler det overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling til stadighed at påse, at frihedsberøvelse ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt, jf. herved psykiatrilovens § 21, stk. 1, som efter bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse bl.a. finder anvendelse på den af § 16 omhandlede personkreds. I de tilfælde, hvor frihedsberøvelsen beror på rettens afgørelse, f.eks. fordi der er tale om en dom til anbringelse, indebærer bestemmelsen, at overlægen i overensstemmelse med sædvanlig praksis over for anklagemyndigheden kan tage initiativ til en sag om foranstaltningsændring, når overlægen ikke længere skønner, at denne anbringelsesform er påkrævet. Er der i stedet tale om en dom til psykiatrisk behandling, vil overlægen efter omstændighederne være bemyndiget til ud fra behandlings- og retssikkerhedsmæssige hensyn at træffe beslutning om udskrivning uden rettens mellemkomst.

    Der henvises til betænkningen s. 27-30.

    Der er ikke holdepunkter i kontrolorganernes praksis for at antage, at idømmelse af en tidsubestemt straf i form af livsvarigt fængsel generelt er i strid med konventionens forbud mod umenneskelig eller nedværdigende straf, jf. konventionens artikel 3 (se f.eks. klagesag 7057/75, X. mod Tyskland, afgørelse af 13. maj 1976, DR 6 s. 127). Der kan heller ikke udledes noget krav af konventionens artikel 3 om, at en person, der er idømt en tidsubegrænset straf i form af livsvarigt fængsel eller en meget lang tidsbestemt frihedsstraf, har krav på at kunne få prøvet lovligheden af den fortsatte frihedsberøvelse (se f.eks. klagesag 15776/89, B., H. og L. mod Østrig, afgørelse af 5. december 1989, DR 64 s. 264). Et sådant krav kan heller ikke udledes af konventionens artikel 5, stk. 4 (se f.eks. Wynne mod UK, dom af 18. juli 1994, Serie A nr. 294-A).

    Hvis der derimod er tale om idømmelse af en straf, der indebærer en frihedsberøvelse, som er begrundet i forhold, der kan ændre sig med tiden, f.eks. hvis frihedsberøvelsen er begrundet i den dømtes mentale tilstand eller det forhold, at den dømte anses for at udgøre en fare for andre, følger det af konventionens artikel 5, stk. 4, at den dømte med rimelige intervaller skal have mulighed for at få prøvet lovligheden af den fortsatte frihedsberøvelse (se f.eks. X. mod UK, dom af 5. november 1981, Serie A nr. 46, Thynne, Wilson og Cunnell mod UK, dom af 25. oktober 1990, Serie A nr. 190-A, og dommene Hussein og Singh mod UK, domme af 21. februar 1996, Reports 1996-I, s. 252 og 280). Hvis der ikke er en sådan mulighed for prøvelse, vil dette efter omstændighederne kunne udgøre en krænkelse af artikel 3 (se Hussein og Singh mod UK, domme af 21. februar 1996, Reports 1996-I, s. 252 og 280).

    Bl.a. under hensyn til, at straffelovens § 72 giver mulighed for med regelmæssige mellemrum at forlange domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af en idømt foranstaltning, der f.eks. medfører anbringelse på hospital for sindslidende, kan anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger næppe antages at rejse spørgsmål i forhold til konventionens artikel 3 eller 5, stk. 4.

    Der henvises til betænkningen s. 30-33.

    Straffelovrådet gennemførte til brug ved overvejelserne om anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 en undersøgelse af anvendelsen af foranstaltningsdomme. Undersøgelsen er optaget som bilag 1 til betænkningen.

    Undersøgelsen sigter primært på at belyse foranstaltningsdommenes varighed samt tidspunkt for og omfang af prøvelser og domsændringer med henblik på at vurdere konsekvenserne af Straffelovrådets fire modeller, jf. pkt. 7 nedenfor.

    Undersøgelsen omfatter oplysninger, der er indsamlet af Rigsadvokaten om 1444 igangværende foranstaltningsdomme. Undersøgelsen omfatter tillige oplysninger om 523 ophævede foranstaltningsdomme. Disse oplysninger stammer fra Kriminalregistret.

    Af undersøgelsen fremgår, at mere end fire femtedele af både de igangværende og de ophævede foranstaltningsdomme vedrører seksualforbrydelser, voldsforbrydelser, brandstiftelse eller røveri. Det er således primært personfarlige forbrydelser, der er årsag til idømmelsen af foranstaltninger.

    Godt to tredjedele af både de igangværende og de ophævede foranstaltningsdomme vedrører personer, der på gerningstidspunktet var »utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må sidestilles hermed«, mens ca. en femtedel af foranstaltningsdommene har hjemmel i § 69. En tiendedel af dommene vedrører mentalt retarderede personer, hvoraf langt de fleste karakteriseres som »mentalt retarderede i lettere grad«. Kun 1 pct. af samtlige foranstaltningsdomme vedrører »mentalt retarderede i højere grad«.

    For så vidt angår 7 pct. af foranstaltningsdommene, er der alene truffet bestemmelse om tilsyn og/eller ambulant behandling uden mulighed for indlæggelse. Der er i godt en fjerdedel af foranstaltningsdommene truffet bestemmelse om tilsyn/ambulant behandling med mulighed for indlæggelse/anbringelse (i disse tilfælde foregår behandlingen som udgangspunkt uden for en institution), og i godt halvdelen af dommene er der truffet bestemmelse om behandling med mulighed for indlæggelse (i disse tilfælde påbegyndes behandlingen som udgangspunkt i en institution). De egentlige anbringelsesdomme udgør 13 pct. af de idømte foranstaltninger, hvoraf de 11 pct. vedrører anbringelse i hospital eller institution, mens 2 pct. vedrører anbringelse i sikret afdeling/institution.

    En femtedel af de personer, der har fået deres foranstaltning ophævet, har under foranstaltningstiden fået meddelt tiltalefrafald, mens det for personer med igangværende domme drejer sig om knap en fjerdedel. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2. om retsplejelovens regler om tiltalerejsning og tiltalefrafald.

    Undersøgelsen viser endvidere, at der i 15 pct. af de ophævede foranstaltningsdomme er sket en prøvelse og/eller en ændring af foranstaltningen inden dommens endelige ophævelse, mens 19 pct. af de igangværende foranstaltningsdomme er blevet prøvet og/eller ændret.

    For så vidt angår de ophævede domme, har foranstaltningen gennemsnitligt varet 4,3 år, med 3 måneder som den korteste foranstaltningstid og 17 år som den længste. De igangværende foranstaltningsdomme havde frem til undersøgelsestidspunktet i gennemsnit varet i 3,9 år.

    Undersøgelsen viser endvidere, at foranstaltningstidens længde afhænger af foranstaltningens art, således at jo mere indgribende foranstaltningen er, desto længere er foranstaltningstiden. Herudover viser undersøgelsen, at foranstaltningstiden afhænger af kriminalitetens art. Manddrab, forsøg på manddrab, alvorlig og særlig alvorlig vold samt alvorlige seksualforbrydelser er de former for kriminalitet, som medfører de længste foranstaltningstider. Undersøgelsen viser herudover, at også den dømtes mentale tilstand har en sammenhæng med foranstaltningens varighed. De længste foranstaltningstider vedrører således personer, der er mentalt retarderede i sværere grad. Endelig ses også, at forekomsten af tiltalefrafald har betydning for foranstaltningstidens udstrækning. Således øges den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningsdommene med antallet af tiltalefrafald, der er givet under foranstaltningen.

    Det er tillige ved undersøgelsen søgt belyst, i hvilket omfang en foranstaltnings varighed overskrider det strafmaksimum, der i straffeloven er fastsat for den pågældende lovovertrædelse.

    Undersøgelsen viser, at 32 pct. af samtlige foranstaltningsdomme overskrider strafmaksimum for den lovovertrædelse, som dommen vedrører. For så vidt angår de ophævede domme alene, er dette tal 36 pct.

    Af undersøgelsen fremgår herudover, at den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningsdomme særligt hyppigt overskrider strafmaksimum for lovovertrædelsen i de tilfælde, hvor strafmaksimum for den pågældende lovovertrædelse er lav. For lovovertrædelser med et strafmaksimum på 4 år eller derunder overskrider foranstaltningens længde således strafmaksimum i mere end halvdelen af tilfældene.

    Langt de fleste foranstaltningsdomme giver som ovenfor anført alene mulighed for indlæggelse/anbringelse.

    For at få et indtryk af, i hvilket omfang muligheden for anbringelse udnyttes, er der i undersøgelsen af foranstaltningsdomme indhentet særlige oplysninger om anbringelsestider for et mindre, tilfældigt udsnit af sager inden for forskellige kategorier.

    Resultaterne af denne særundersøgelse viser, at muligheden for indlæggelse eller anbringelse udnyttes i langt de fleste tilfælde, men at indlæggelses- eller anbringelsestiderne er yderst varierende. Afhængig af foranstaltningens art udgør indlæggelses- eller anbringelsestiden fra 20 pct. til godt 40 pct. af den tid, vedkommende har været underkastet en foranstaltning.

    Undersøgelsen tyder endvidere på, at såvel udnyttelsesgraden som indlæggelsestiden er mindst for de mindst indgribende foranstaltningsdomme. Frem til undersøgelsestidspunktet havde indlæggelses- eller anbringelsestiden overskredet strafferammen for lovovertrædelsen for 3 af de 71 personer i særundersøgelsen. Det bemærkes, at nogle indlæggelser eller anbringelser antagelig er frivillige.

    I særundersøgelsen belyses endvidere anbringelsestiderne for de personer, der er dømt til anbringelse. I de fleste tilfælde er anbringelsestiderne under 6 år. Knap en fjerdedel af anbringelserne varer 6 år eller længere. En væsentlig del af anbringelsesdommene vedrører lovovertrædelser, der kan medføre fængsel for livstid. Det er især i disse tilfælde, at anbringelserne har været langvarige. For de tilfælde, hvor der i straffeloven er fastsat et tidsbestemt strafmaksimum for en lovovertrædelse, fremgår det af undersøgelsen, at anbringelsestiden overskrider strafmaksimum for lovovertrædelsen i 26 sager i alt, dvs. i 10 pct. af de domme, hvor personen dømmes til anbringelse. I forhold til samtlige foranstaltningsdomme drejer det sig om 1,3 pct.

    Der henvises i øvrigt til betænkningens bilag 1.

    Straffelovrådet har i betænkningen opstillet 4 forskellige modeller. Disse modeller gennemgås i det følgende.

    Straffelovrådets forslag til model 1 indebærer, at der - hvis en foranstaltning efter § 68 eller § 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver mulighed herfor - skal fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning. Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.

    I de ovennævnte tilfælde fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet år.

    Ved andre foranstaltninger end de ovennævnte fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5 år. Som eksempel på en sådan foranstaltning kan nævnes en foranstaltning, der alene indebærer tilsyn, og som ikke er en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse eller mulighed herfor.

    For så vidt angår personer, der omfattes af den gældende bestemmelse i straffelovens § 69, stk. 1, indebærer model 1, at der for foranstaltninger, som medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, også skal fastsættes en længstetid på 5 år for foranstaltningen. Endvidere skal der som hidtil fastsættes en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Længstetiden på 5 år omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter straffelovens § 72, jf. § 69, stk. 1, og § 68, 2. pkt., og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet.

    I de ovennævnte tilfælde fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid for foranstaltningen, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser. Reglerne om domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af de foranstaltninger, der efter model 1 kan fastsættes på ubestemt tid i forhold til personer, der omfattes af straffelovens § 68, jf. ovenfor, finder tilsvarende anvendelse på spørgsmålet om opretholdelse af tidsubestemte foranstaltninger, der efter model 1 kan fastsættes på ubestemt tid i forhold til dømte, der omfattes af straffelovens § 69, stk. 1.

    Ved andre foranstaltninger end de ovennævnte indebærer model 1, at der skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5 år. Som eksempel på en sådan foranstaltning kan nævnes en foranstaltning, der alene medfører pligt til at følge et ambulant behandlingsforløb, og som ikke er en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse eller mulighed herfor.

    Herudover medfører model 1, at anklagemyndighedens pligt til at påse, at en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end nødvendigt lovfæstes i § 72. Endvidere foretages visse redaktionelle ændringer i den gældende bestemmelse i straffelovens § 72, stk. 2, så det bl.a. kommer til at fremgå, at adgangen til at forlange domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning i første række tilkommer den dømte og den pågældendes bistandsværge.

    Der henvises til betænkningen s. 10-12 og 60-67.

    Straffelovrådets model 2 adskiller sig fra model 1 ved at anvende et snævrere kriterium for den kriminalitet, der kan danne grundlag for at fastsætte en foranstaltning på ubestemt tid i form af institutionsanbringelse eller mulig institutionsanbringelse. I forhold til model 1 begrænses således (1) røveri til groft røveri, (2) trusler af den i straffelovens § 266 nævnte art til grove trusler af den i § 266 nævnte art samt (3) brandstiftelse til brandstiftelse, som omfattes af straffelovens § 180.

    Model 2 indebærer endvidere, at der i forhold til den gældende bestemmelse i straffelovens § 70 om forvaring anvendes et snævrere kriterium for den kriminalitet, der efter model 2 kan danne grundlag for anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger. Personer, der omfattes af straffelovens § 68, kan også være omfattet af straffelovens § 70. En gennemførelse af model 2 kan derfor rejse spørgsmål om ændring af straffelovens § 70.

    I øvrigt svarer bestemmelserne i model 2 til bestemmelserne i model 1.

    Der henvises til betænkningen s. 12 og 68-69.

    I model 3 ændres fristen i den gældende bestemmelse i straffelovens § 72, stk. 1, for bl.a. den dømtes adgang til at indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen fra et halvt til et år. Samtidig indføres pligt for anklagemyndigheden til at indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af den idømte foranstaltning for retten 3 år efter afgørelsen og derefter hvert andet år, medmindre spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse forinden har været prøvet efter modellens § 72, stk. 2 (den gældende § 72, stk. 1).

    Ved model 3 opretholdes i modsætning til model 1 og 2 den gældende ordning, hvorefter foranstaltninger efter straffelovens § 68 og (i det væsentlige også) efter § 69 fastsættes på ubestemt tid. Modstykket hertil er, at model 3 sikrer, at der sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning inden for bestemte frister, medmindre spørgsmålet forinden har været forelagt for retten f.eks. på den dømtes initiativ i medfør af modellens § 72, stk. 2 (den gældende § 72, stk. 1).

    Der henvises til betænkningen s. 12 og 69-70.

    I model 4 er der i modsætning til model 3 fastsat forskellige frister for anklagemyndighedens pligt til at indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten.

    Således skal spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, efter model 4 indbringes for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter skal spørgsmålet forelægges for retten mindst hvert andet år.

    Ved andre foranstaltninger skal spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen indbringes for retten 3 år efter afgørelsen og derefter hvert andet år. Dette gælder dog ikke, hvis spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse forinden har været prøvet f.eks. på den dømtes initiativ efter reglerne i modellens § 72, stk. 2 (den gældende § 72, stk. 1).

    Der henvises til betænkningen s. 13 og 71-72.

    Som led i den undersøgelse af foranstaltningsdomme, der er beskrevet under pkt. 5, er der foretaget beregninger af konsekvenserne af en gennemførelse af de 4 modeller.

    Beregningerne tager udgangspunkt i oplysningerne vedrørende de ophævede domme, idet det er nødvendigt at have kendskab til den samlede foranstaltningstid for at kunne vurdere konsekvenserne af modellerne.

    For at få et så realistisk og overskueligt billede som muligt er de beregnede konsekvenser af modellerne relateret til den forventede årlige tilgang af foranstaltningsdomme. Det forventede antal nye årlige foranstaltningsdomme er på baggrund af det foreliggende undersøgelsesmateriale sat til 300.

    Af undersøgelsen fremgår, at det ved en gennemførelse af model 1 ved en årlig tilgang på 300 foranstaltningsdomme vil kunne forventes, at disse vil fordele sig med 30 domme, der vil få en længstetid på 3 år, hvoraf 11 domme kan forventes at blive afkortede i forhold til gældende praksis (10, hvis tiltalefrafald får forlængende virkning).

    114 domme vil få en længstetid på 5 år, og heraf kan 25 domme forventes at blive afkortede i forhold til gældende praksis (18, hvis tiltalefrafald i alle tilfælde får forlængende virkning).

    Endelig vil 156 foranstaltningsdomme skulle prøves senest 5 år efter dommen og derefter hvert andet år. Ud af disse 156 foranstaltningsdomme kan det forventes, at 61 vil strække sig ud over 5 år. Disse skal sammenlagt prøves ca. 91 gange inden den endelige ophævelse af foranstaltningen.

    Ved en gennemførelse af model 2 kan det ved en årlig tilgang på 300 foranstaltningsdomme forventes, at der ud af disse domme vil være 30 foranstaltningsdomme med en længstetid på 3 år. Ud af disse 30 foranstaltningsdomme kan 11 forventes at blive afkortede i forhold til gældende praksis (10, hvis tiltalefrafald får forlængende virkning).

    Ud af de 300 foranstaltningsdomme vil 196 få en længstetid på 5 år, og heraf må 52 domme forventes at blive afkortede i forhold til gældende praksis (39, hvis tiltalefrafald i alle tilfælde får forlængende virkning).

    Endelig kan det forventes, at 74 foranstaltningsdomme vil skulle prøves senest 5 år efter dommen, og derefter hvert andet år. Ud af disse 74 foranstaltningsdomme vil 61 vare i mere end 5 år. Disse skal sammenlagt prøves ca. 67 gange inden den endelige ophævelse af foranstaltningen.

    Ved en gennemførelse af model 3 kan man ved en årlig tilgang på 300 foranstaltningsdomme forvente, at alle 300 domme vil være omfattet af modellen, og at 176 af disse vil vare mere end 3 år. Disse 176 foranstaltningsdomme vil sammenlagt skulle prøves ca. 299 gange inden den endelige ophævelse af foranstaltningen.

    Ved en gennemførelse af model 4 vil man ved en årlig tilgang på 300 nye domme kunne forvente, at 270 foranstaltningsdomme vil skulle prøves senest 5 år efter dommen og derefter hvert andet år. Ud af disse 270 foranstaltningsdomme vil 86 udstrækkes ud over 5 år. Disse skal sammenlagt prøves ca. 133 gange inden den endelige ophævelse af foranstaltningen.

    Endvidere vil man kunne forvente, at 30 foranstaltningsdomme vil skulle prøves for første gang senest 3 år efter dommen og derefter hvert andet år. Ud af de 30 foranstaltningsdomme må det forventes, at 11 vil strække sig ud over 3 år. Disse vil sammenlagt skulle prøves ca. 19 gange inden den endelige ophævelse af foranstaltningen.

    Der henvises til betænkningen s. 72-78.

    Straffelovrådet modtog til brug for overvejelserne om en eventuel gennemførelse af tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 en udtalelse af 12. april 1999 fra Retslægerådet. Udtalelsen er optaget som bilag 2 i betænkningen.

    Retslægerådet henviser i sin udtalelse indledningsvis til Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige foranstaltninger, hvori Retslægerådets udtalelse af 24. august 1972 til Straffelovrådet er gengivet. Retslægerådet angiver, at rådet fortsat kan tilslutte sig den grundlæggende opfattelse, som Straffelovrådet gav udtryk for på s. 40 i betænkningen, hvor det hedder: «... at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger i § 16 tilfælde stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger disse afgørelser.«

    Retslægerådet henviser endvidere til betænkning nr. 955/1982 om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet. Retslægerådet angiver i sin udtalelse, at rådet fortsat kan henholde sig til den udtalelse fra Retslægerådet, som denne betænkning indeholder, og således tilslutte sig flertallets konklusion, hvoraf bl.a. fremgår: «... der bør ikke fastsættes tidsfrister for gennemførelse af det lægelige og forsorgsmæssige behandlingsarbejde over for åndssvage. En regel om tidsmaksimering indebærer også den risiko, at der i praksis sker en sammenblanding af behandlingsmæssige og strafmæssige synspunkter.«

    Retslægerådet anfører i sin udtalelse af 12. april 1999, at de i udtalelsen citerede synspunkter om mentalt retarderede efter Retslægerådets opfattelse tillige gør sig gældende over for sindssyge lovovertrædere.

    Herudover anfører Retslægerådet, at det er rådets opfattelse, at et så principielt vidtgående skridt som at indføre en form for tidsmaksimering af særforanstaltninger, idømt efter straffelovens § 68 og § 69, ikke alene bør baseres på retspolitiske synspunkter og statistiske oplysninger, men også på grundige empiriske undersøgelser.

    Af udtalelsen fremgår sammenfattende, at Retslægerådets principielle synspunkt fortsat er, at særforanstaltninger idømt efter straffelovens § 68 og § 69 bør være tidsubestemte, gerne således at der indføres nogle bestemmelser om en mere regelmæssig domstolsprøvelse af, om en idømt foranstaltning bør ændres eller ophæves (model 3 eller 4)

    For så vidt angår Straffelovrådets model 1 og 2 bemærker Retslægerådet i sin udtalelse, at den inddeling i forskellige kriminalitetstyper, der opereres med i de to modeller, er af juridisk karakter og ikke relevant for en lægevidenskabelig vurdering af, hvor længe en særforanstaltning bør opretholdes.

    Endelig peger Retslægerådet i sin udtalelse på, at indførelse af proportionalitetsmæssige synspunkter ved anvendelse af særforanstaltninger ikke blot vil forkorte visse særforanstaltninger, men også modsat vil kunne give anledning til, at særforanstaltninger idømt for grove forbrydelser opretholdes længere, end der behandlingsmæssigt er grundlag for. En sådan udvikling finder Retslægerådet såvel lægefagligt som lægeetisk særdeles problematisk.

    Der henvises i øvrigt til betænkningens bilag 2.

    Straffelovrådet har indledningsvis overvejet, om der er grundlag for at foreslå straffelovens §§ 68, 69 og 72 ændret med henblik på at indskrænke rettens kompetence til at angå spørgsmålet om udelukkelse af straf, og at lade spørgsmålet om fastsættelse, ændring og ophør af foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere bero på en administrativ afgørelse på grundlag af regler uden for straffeloven. Straffelovrådet peger på, at det til fordel for en sådan ordning bl.a. kan anføres, at den ville være bedre end den nuværende ordning til at sikre, at der gennemføres en ensartet bedømmelse af kriminelle og ikke-kriminelle sindssyge og mentalt retarderede mv., idet spørgsmålet om fastsættelse af foranstaltninger også for så vidt angår de kriminelle sindssyge og mentalt retarderede ville skulle afgøres efter regler uden for straffeloven.

    Straffelovrådet peger i den forbindelse på, at der på den anden side, hvis retten alene havde den funktion at frifinde for straf, i mange tilfælde ikke ville være nogen anden myndighed, som kunne iværksætte foranstaltninger som de i § 68 nævnte, idet der kun i begrænset omfang findes regler uden for straffeloven om tvangsmæssig indgriben overfor psykisk afvigende personer.

    En ændret kompetenceordning ville således indebære enten en væsentlig begrænsning af de foranstaltninger, som straffelovens § 68 i dag giver mulighed for at fastsætte med henblik på at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller at der samtidig skal gennemføres meget betydelige ændringer i grundprincipperne for den øvrige lovgivning om mentalt retarderede og sindssyge.

    Straffelovrådet peger endvidere på, at der er betydelige fordele forbundet med den nuværende ordning, hvorefter afgørelsen om foranstaltninger træffes under straffesagen. Straffelovrådet peger i den forbindelse bl.a. på, at vurderingen af tiltaltes farlighed og behandlingsbehov sker i tilknytning til bedømmelsen af den kriminalitet, som gør spørgsmålet om foranstaltninger aktuelt. I de tilfælde, hvor straffriheden beror på en fakultativ regel, har retten ved sin afgørelse adgang til at tage i betragtning, hvilke andre muligheder der kan komme på tale med hensyn til den retlige reaktion.

    Straffelovrådet finder, at det fortsat må betragtes som en fordel, at retten har adgang til at anvende foranstaltninger, som reglerne uden for straffeloven ikke giver mulighed for at iværksætte mod den pågældendes ønske. Det er Straffelovrådets opfattelse, at der, hvis dette ikke var tilfældet, ville være behov for at anvende betinget dom. Herved ville man i mange tilfælde kunne give dommen et indhold, som er afpasset den dømtes særlige forudsætninger, men de opstillede vilkår ville ikke kunne håndhæves umiddelbart. Det ville også efter Straffelovrådets opfattelse i hvert fald for så vidt angår den af § 16 omfattede personkreds, der frifindes for straf - være principstridigt at anvende en domsform, som forudsætter, at den dømte kan ifalde straf og indsættes til straffuldbyrdelse i tilfælde af overtrædelse af de fastsatte vilkår.

    Endelig er det Straffelovrådets opfattelse, at betingelserne for og fremgangsmåden ved indgreb ikke nødvendigvis bør udformes på samme måde over for kriminelle og ikke-kriminelle, ligesom det forhold, at psykisk afvigelse hos den pågældende allerede har givet sig udslag i kriminalitet, bevirker, at der er særlig anledning til at overveje, hvilke foranstaltninger der er hensigtsmæssige til forebyggelse af kriminalitet.

    På den baggrund finder Straffelovrådet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå ændringer, hvorefter rettens kompetence indskrænkes til at angå spørgsmålet om udelukkelse af straf, og at lade spørgsmålet om bl.a. fastsættelse af foranstaltninger bero på en administrativ afgørelse.

    Der henvises til betænkningen s. 54-57.

    For så vidt angår tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69, har Straffelovrådet overvejet de fire modeller, der er beskrevet i pkt. 6 ovenfor.

    På baggrund af den beregning af de konsekvenser, som en gennemførelse af modellerne vil have (se pkt. 7), er det Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af model 3 og 4 må forventes at blive ressourcekrævende.

    Straffelovrådet finder, at selv om ressourcemæssige hensyn principielt ikke skal være afgørende for valget af model, vil det dog være unaturligt ikke at inddrage dette aspekt i overvejelserne. Straffelovrådet henviser i den forbindelse til, at en ordning kan være så bekostelig i forhold til det, der opnås herved, at det må overvejes, om det, der tilsigtes opnået, kan opnås på anden måde.

    Straffelovrådet har endvidere overvejet, om hensynet til en vis forudsigelighed ved anvendelse af de omhandlede foranstaltninger kan forenes med hensynet til at sikre, at personer, der er frifundet for straf efter straffelovens § 16 eller er omfattet af straffelovens § 69, stk. 1, bliver undergivet en foranstaltning, så længe det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

    Straffelovrådets model 1 og 2 er et resultat af disse overvejelser. Det er i den forbindelse Straffelovrådets opfattelse, at reglerne i § 68 og § 69 og dermed de afgørelser, der skal træffes i medfør af disse bestemmelser, hviler ikke alene på lægefaglige vurderinger, men tillige på juridiske og retspolitiske hensyn.

    For så vidt angår model 1 er det - på baggrund af undersøgelsen af modellens konsekvenser - Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af modellen ikke vil medføre omfattende ændringer af den gældende retstilstand med hensyn til foranstaltningsdommenes varighed. En gennemførelse af model 1 vil efter Straffelovrådets opfattelse samtidig sikre, at der gennemføres regelmæssig domstolskontrol med de foranstaltninger, som også efter model 1 skal kunne fastsættes på ubestemt tid.

    Straffelovrådet finder ikke, at en gennemførelse af model 1 og 2 - som anført af Retslægerådet - kan give anledning til, at foranstaltninger idømt for grove forbrydelser opretholdes i længere tid, end der behandlingsmæssigt er grundlag for, idet model 1 og 2 ikke tilsigter at ændre betingelserne i straffelovens § 72, jf. § 68, for at opretholde en foranstaltning.

    Straffelovrådet er enig med Retslægerådet i, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger over for den personkreds, der omfattes af straffelovens § 68 og § 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger disse afgørelser. Straffelovrådet er derfor enig i, at indførelse af tidsgrænser derfor ikke umiddelbart lader sig gennemføre, uden at hensigten med at henlægge reaktionen på kriminalitet til det psykiatriske og forsorgsmæssige system i et vist omfang forspildes.

    Det er imidlertid Straffelovrådets opfattelse, at det giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, at undersøgelsen af foranstaltningsdomme har vist, at foranstaltninger iværksat på baggrund af mindre alvorlige forbrydelser i nogle tilfælde har været ganske langvarige, uden at dette synes begrundet i vedkommendes farlighed.

    På den baggrund finder Straffelovrådet, at der er grundlag for at indføre en tidsbegrænsning af foranstaltninger, der medfører eller kan medføre institutionsanbringelse, således at der bliver mulighed for forlængelse af foranstaltningerne under særlige omstændigheder.

    Straffelovrådet finder, at betænkelighederne ved at udstrække en ordning med tidsbegrænsning af foranstaltninger til også at omfatte sindssyge eller andre psykisk afvigende kriminelle, der har begået personfarlig kriminalitet, med de eksisterende muligheder inden for det almindelige behandlingsmæssige og forsorgsmæssige system er for store. Straffelovrådet finder derfor, at der alene er grundlag for at indføre en tidsbegrænsning af foranstaltninger, der medfører eller kan medføre institutionsanbringelse, når foranstaltningen vedrører kriminalitet, der ikke kan anses for personfarlig.

    Herudover er det Straffelovrådets opfattelse, at der kan anføres gode grunde til, at en psykisk afvigende person ikke som følge af mindre alvorlig kriminalitet, f.eks. et tyveri, bør kunne fastholdes i en foranstaltning i form af tilsyn mv. uden mulighed for institutionsanbringelse ud over en vis rimelig tid, idet spørgsmålet om iværksættelse af foranstaltninger i så fald mere naturligt bør løses i det almindelige behandlingsmæssige og forsorgsmæssige regi.

    Efter Straffelovrådets opfattelse vil en gennemførelse af model 1 med den heri indeholdte afgrænsning af personfarlig/ikke personfarlig kriminalitet som nævnt ikke medføre omfattende ændringer af den gældende retstilstand med hensyn til anvendelse af foranstaltningsdommene. Efter rådets opfattelse vil en gennemførelse af model 2 imidlertid rejse spørgsmål om ændring af anvendelsesområdet for forvaring i straffelovens § 70, hvilket må frarådes. Straffelovrådet foretrækker på den baggrund model 1 fremfor model 2.

    Det er Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af model 1 reelt ikke vil indebære et afgørende brud med de synspunkter, som de gældende regler bygger på, hvorefter anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger over for den personkreds, som omfattes af straffelovens § 68 og § 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger disse afgørelser.

    Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at en gennemførelse af model 1 samtidig vil kunne imødekomme hensynet til - i hvert fald en vis - forudsigelighed ved anvendelse af foranstaltninger efter § 68 og § 69. Herudover er det Straffelovrådets opfattelse, at der med model 1 sikres regelmæssig domstolskontrol med foranstaltninger, der som følge af personfarlig kriminalitet fastsættes på ubestemt tid. Herved undgås tilfælde som påvist i undersøgelsen af foranstaltningsdomme, hvor foranstaltningen undertiden har varet mere end 5 år, uden at nogen i medfør af straffelovens § 72 har taget initiativ til domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen.

    Straffelovrådet finder endvidere, at model 1 i forhold til model 3 og 4 yderligere rummer den fordel, at domstolene ikke skal inddrages i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder, at foranstaltningen bør ophæves ved længstetidens udløb, og hvor der derfor ikke er retssikkerhedsmæssige grunde til at kræve domstolenes medvirken.

    Endelig er Straffelovrådet af den opfattelse, at model 1 sikrer, at der ikke forekommer tilfælde, hvor foranstaltninger i form af tilsyn mv. uden mulighed for institutionsanbringelse varer ud over en rimelig tid, og hvor det forekommer mere nærliggende, at spørgsmålet om fortsatte foranstaltninger løses i socialt regi.

    Sammenfattende finder Straffelovrådet det rigtigt og forsvarligt at foreslå, at der gennemføres en tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 i overensstemmelse med model 1.

    Der henvises til betænkningen s. 80-86.

    Justitsministeriet er af de af Straffelovrådet anførte grunde enig i, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at foreslå straffeloven ændret, således at rettens kompetence alene angår spørgsmålet om udelukkelse af straf, og således at spørgsmålet om fastsættelse, ændring og ophør af foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere beror på en administrativ afgørelse.

    Justitsministeriet er endvidere enig i, at det ikke kan forventes, at en gennemførelse af model 3 eller 4 vil medføre en væsentlig begrænsning af varigheden eller intensiteten af de idømte foranstaltninger, men at det derimod på baggrund af undersøgelsen af konsekvenserne af modellerne må forventes, at disse modeller vil blive ressourcekrævende.

    Justitsministeriet er for så vidt enig med Retslægerådet i, at anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger over for den personkreds, der omfattes af straffelovens § 68 og § 69, stemmer bedst med de forebyggende og terapeutiske retningslinier, som præger disse afgørelser.

    Justitsministeriet finder dog ligesom Straffelovrådet, at der kan være grund til at gennemføre en vis tidsbegrænsning af foranstaltningerne.

    Det er samtidig Justitsministeriets opfattelse, at hensynet til retshåndhævelse og forebyggelse af kriminalitet taler for, at en sådan tidsbegrænsning som udgangspunkt ikke bør udstrækkes til foranstaltninger, der vedrører personfarlig kriminalitet.

    Justitsministeriet kan således tilslutte sig Straffelovrådets forslag om, at der gennemføres en tidsbegrænsning af foranstaltninger, der vedrører kriminalitet, der ikke er personfarlig. Justitsministeriet er endvidere enig i Straffelovrådets forslag om, at foranstaltninger, der vedrører personfarlig kriminalitet, i almindelighed ikke tidsbegrænses.

    Justitsministeriet er - i lighed med Straffelovrådet - af den opfattelse, at en gennemførelse af Straffelovrådets model 1 vil kunne imødekomme hensynet til i hvert fald en vis forudsigelighed ved anvendelse af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69, uden at modellen indebærer et afgørende brud med de synspunkter som de gældende regler bygger på. Endvidere er Justitsministeriet enig i, at en gennemførelse af model 1 vil sikre en regelmæssig domstolskontrol med de foranstaltninger, der fastsættes på ubestemt tid.

    Som det fremgår af afsnit 12 nedenfor, har betænkning nr. 1372/1999 været sendt til høring hos en række myndigheder og organisationer. Hovedparten af de hørte, herunder Rigsadvokaten, Politimesterforeningen, retspræsidenterne og Dommerforeningen har ikke bemærkninger til betænkningen og forslaget om en tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 i overensstemmelse med betænkningens model 1.

    På den anden side er navnlig Det Centrale Handicapråd i deres høringssvar kritiske over for betænkningen. I høringssvaret anføres bl.a., at foranstaltninger over for psykisk udviklingshæmmede bør udmåles på linie med straffe til ikke-udviklingshæmmede, så de kan få »det samme pønale præg og forudsigelighed«.

    Justitsministeriet er ikke enig i, at foranstaltninger over for bl.a. psykisk udviklingshæmmede skal have pønalt (dvs. strafmæssigt) præg. En sådan ordning ville være et helt grundlæggende brud med de principper, som den danske straffelovgivning bygger på. Her er grundtanken netop, at disse personer skal frifindes for straf og i stedet - om nødvendigt - idømmes foranstaltninger af behandlingsmæssig karakter.

    På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at der bør gennemføres en ændring af straffelovens bestemmelser om foranstaltninger i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag (model 1).

    Lovforslaget vil medføre en vis merbelastning af domstolene som følge af, at der jævnligt skal ske domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltninger, der efter § 68, stk. 2, 1. pkt., er fastsat på ubestemt tid.

    Merudgifterne skønnes at være af begrænset størrelse og vil kunne afholdes inden for de gældende bevillingsmæssige rammer.

    Samlet set skønnes lovforslaget herefter ikke at medføre merudgifter for det offentlige af betydning, ligesom lovforslaget ikke skønnes at have administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

    Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

    Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 har været sendt til høring hos:

    Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Kriminalforsorgsforeningen, Dansk Fængselsforbund, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører, Advokatrådet, Retslægerådet, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Danske Psykiatere og Børnepsykiateres Organisation, Dansk Psykologforening, Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Det Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede, De Samvirkende Invalideorganisationer, Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, Landsforeningen LEV, Landsforeningen Sind og Galebevægelsen.

    I bilaget til lovforslaget er de foreslåede regler sammenholdt med de nugældende regler.

    Efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 1. pkt., skal der, hvis en foranstaltning efter § 68 eller § 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning. Bestemmelsen er ny i forhold til gældende ret, hvorefter foranstaltninger efter § 68 og § 72, jf. § 68, fastsættes på ubestemt tid. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der i alle tilfælde skal fastsættes en længstetid på 5 år. Dette udelukker ikke, at der forinden udløbet af længstetiden i medfør af straffelovens § 72 træffes afgørelse om ændring eller ophævelse af foranstaltningen. Har den dømtes forhold i foranstaltningstiden ændret sig, så den idømte foranstaltning ikke længere kan anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, og kan der ikke peges på andre foranstaltninger, der kan anses for formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, skal den pågældende foranstaltning ophæves, jf. straffelovens § 72, jf. § 68, 1. pkt.

    Foranstaltningens længstetid omfatter både varigheden af selve foranstaltningen og varigheden af institutionsophold, som foranstaltningen medfører eller kan medføre. I de tilfælde, hvor afgørelsen ikke medfører institutionsanbringelse, men alene giver mulighed herfor, kan opholdet i institutionen ikke udstrækkes længere end foranstaltningen.

    Med ordet »institution« sigtes til hospital for sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap og andre institutions- eller institutionslignende forhold, f.eks. anbringelse i familiepleje eller på psykiatrisk plejehjem.

    Efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt., omfatter længstetiden også foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning.

    Med ordet »lempelse« sigtes for så vidt angår en hidtidig foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse, til en senere foranstaltning, der alene giver mulighed for institutionsanbringelse eller f.eks. tilsyn uden mulighed for institutionsanbringelse. For så vidt angår en hidtidig foranstaltning, der har givet mulighed for institutionsanbringelse, sigtes til en senere foranstaltning, der ikke giver mulighed for institutionsanbringelse, men f.eks. alene indebærer tilsyn.

    Ændres en hidtidig foranstaltning, der har givet mulighed for institutionsanbringelse, senere til en foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse, indebærer ændringen en skærpelse i forhold til den dømte, idet foranstaltningen medfører, at den dømte skal opholde sig på institutionen. For en sådan foranstaltning skal der derfor fastsættes en længstetid på 5 år efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 1. pkt. Det samme gælder, såfremt en foranstaltning, der oprindeligt har medført institutionsanbringelse og senere er ændret til tilsyn uden mulighed for institutionsanbringelse, på ny ændres til en foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor.

    Den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 3. pkt., åbner mulighed for, at retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse kan fastsætte en ny længstetid på 2 år. Forlængelse kan ske med 2 år ad gangen, dvs. også i tilfælde, hvor længstetiden tidligere har været forlænget med 2 år i medfør af denne bestemmelse. Forlængelse kan imidlertid kun ske under særlige omstændigheder, f.eks. hvis den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.

    Ved foranstaltninger, der omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, dvs. foranstaltninger, der medfører institutionsanbringelse eller giver mulighed herfor, fastsættes i almindelighed ingen længstetid, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt.

    Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de gerningstyper, som kan føre til, at der fastsættes en tidsubestemt foranstaltning, der medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller som giver mulighed herfor. Herved udelukkes det, at der kan anvendes tidsubestemte foranstaltninger af denne type i anledning af berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold eller trussel om vold. Spørgsmålet om, hvorvidt en forbrydelse i øvrigt er omfattet af bestemmelsen, f.eks. har karakter af en alvorlig voldsforbrydelse, afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens beskaffenhed og de omstændigheder, hvorunder den er begået.

    Den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., indebærer, at der »i almindelighed« ikke fastsættes nogen længstetid. Bestemmelsen udelukker således ikke, at der f.eks. ved trusler af den i § 266 nævnte art i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 1. pkt., fastsættes en længstetid på 5 år, hvis det efter en konkret vurdering findes tilstrækkeligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68, 1. pkt. Indtræder der under foranstaltningstiden sådanne ændringer i den dømtes forhold, at retten, hvis disse forhold havde foreligget ved sagens pådømmelse, efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., havde fastsat foranstaltningen på ubestemt tid, må der efter omstændighederne ved kendelse fastsættes en ny længstetid i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt.

    Er der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., ikke fastsat en længstetid, skal anklagemyndigheden efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 2. pkt., indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af den fastsatte foranstaltning for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter skal spørgsmålet forelægges for retten mindst hvert andet år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 3. pkt. Formålet med disse bestemmelser er at sikre, at der jævnligt sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltninger, der efter § 68, stk. 2, 1. pkt., er fastsat på ubestemt tid.

    Den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at anklagemyndigheden på eget initiativ skal indbringe spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen og derefter hvert andet år, dvs. 5, 7, 9, 11 osv. år efter afgørelsen.

    Med ordet »afgørelsen« sigtes til den dom, som retten har afsagt ved straffesagens pådømmelse i medfør af straffelovens § 68. Efter straffelovens § 72, stk. 1, jf. § 68, kan en foranstaltning, der ikke indebærer institutionsanbringelse eller mulighed herfor, ændres til en sådan foranstaltning, hvis det f.eks. på grund af en indtrådt forværring af den dømtes tilstand eller ny kriminalitet må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Har retten i medfør af § 72 ved kendelse f.eks. ændret en foranstaltning, der lyder på ambulant behandling, til en foranstaltning, der medfører behandling i eller under tilsyn af hospital for sindslidende, omfattes denne kendelse også af ordet »afgørelse« i den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 2. pkt. Dette forudsætter dog, at den kriminalitet, som sagen bygger på, er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt.

    Pligten for anklagemyndigheden til at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af den tidsubestemte foranstaltning for retten 5 år efter afgørelsen gælder alene, hvis spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen, jf. straffelovens § 72, ikke har været forelagt for retten inden for de sidste to år, f.eks. fordi spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen har været forelagt for retten på den dømtes initiativ 4 år efter dommen.

    Den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, regulerer de foranstaltninger, der ikke omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1. Hermed sigtes til foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat som led i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt. For sådanne foranstaltninger gælder, at der ved afgørelsen skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden. I modsætning til foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 3. pkt., der kan forlænges med 2 år ad gangen, jf. ovenfor, kan den samlede længstetid for foranstaltninger efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, ikke overstige 5 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, 3. pkt.

    Den foreslåede bestemmelse indebærer i forhold til gældende ret, at der for sådanne foranstaltninger indføres en tidsbegrænsning af foranstaltningens varighed til maksimalt 5 år. Med den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, tilsigtes ingen ændring af straffelovens § 68 og § 72, jf. § 68. I tilfælde, hvor det f.eks. på grund af en indtrådt forværring i den dømtes tilstand eller ny kriminalitet i foranstaltningstiden må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, udelukker den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, således ikke, at der i medfør af § 72, jf. § 68, afsiges kendelse, hvorved en foranstaltning, der omfattes af stk. 3, ændres (skærpes) til en foranstaltning, som omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, eller efter omstændighederne stk. 2.

    Ophævelsen af § 69, stk. 2, er en konsekvens af den foreslåede nye bestemmelse i § 69 a.

    Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., jf. den gældende bestemmelse i straffelovens § 69, stk. 1.

    Efter den gældende bestemmelse i § 69, stk. 2, skal der, hvis en afgørelse efter stk. 1 medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller hvis afgørelsen giver mulighed herfor, ved dommen fastsættes en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid.

    Det foreslås, at denne ordning ændres således at der, hvis afgørelsen medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver mulighed herfor, skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen på 5 år og en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, jf. den foreslåede § 69 a, stk. 1. Endvidere medfører den foreslåede bestemmelse i lighed med den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt., at længstetiden på 5 år også omfatter foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning, jf. herved bemærkningerne ovenfor til den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt.

    Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år (ad gangen) for foranstaltningen, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 3. pkt., eller en ny længstetid for opholdet. Der sigtes hermed til tilfælde, hvor den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.

    Forslaget til en ny § 69 a, stk. 1, indebærer i forhold til den gældende regel i § 69, stk. 2, at der indføres en tidsbegrænsning, idet foranstaltninger af den omhandlede type i almindelighed ikke kan udtrækkes ud over 5 år. En lignende tidsbegrænsning er fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, der angår den personkreds, som omfattes af straffelovens § 68. At der tillige skal fastsættes en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige et år, svarer til den gældende bestemmelse i § 69, stk. 2, 1. pkt. Forslaget til krav om længstetid for foranstaltningen fører imidlertid til, at opholdet, der efter den foreslåede bestemmelse i almindelighed ikke overstiger 1 år, ikke kan udstrækkes ud over den fastsatte længstetid for foranstaltningen.

    Den foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 2, indebærer, at der i de tilfælde, der omfattes af § 69 a, stk. 1, jf. ovenfor, i almindelighed ikke fastsættes en længstetid for foranstaltningen, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser. For så vidt angår spørgsmålet om domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen, finder den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse.

    Den foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 2, vedrører personer, som er omfattet af den nugældende bestemmelse i straffelovens § 69, stk. 1, (der bliver § 69) og svarer til den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, der retter sig mod personer, som er omfattet af straffelovens § 68. Dog skal der som hidtil, også når der er tale om personfarlig kriminalitet, fastsættes en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, jf. herved § 69 a, stk. 1, 1. pkt., og bemærkningerne ovenfor.

    Efter den foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 3, skal der ved andre foranstaltninger end de i stk. 1 nævnte ved afgørelsen fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for foranstaltningen kan ikke overstige 5 år.

    Med »andre foranstaltninger end de i stk. 1 nævnte« sigtes til foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat som led i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse eller mulighed herfor, jf. den foreslåede bestemmelse i § 69 a, stk. 1, 2. pkt., men f.eks. alene indebærer tilsyn eller pligt til at følge et ambulant psykiatrisk behandlingsforløb. Bestemmelsen indebærer i forhold til den gældende regel i § 69, stk. 1, (der bliver § 69) at der indføres en tidsbegrænsning, idet foranstaltninger af den omhandlede type maksimalt kan vare 5 år. En lignende bestemmelse er fastsat i den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 3, med henblik på personer, der omfattes af straffelovens § 68.

    Efter den gældende regel i straffelovens § 72, stk. 1, træffes bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68-70 ved kendelse efter begæring fra anklagemyndigheden, anstaltsledelsen, bistandsværgen eller den dømte. Også spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af en idømt foranstaltning afgøres efter straffelovens § 68, dvs. med udgangspunkt i, hvilken foranstaltning der i det enkelte tilfælde må anses for formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Har den dømtes forhold i foranstaltningstiden ændret sig, så den idømte foranstaltning ikke længere kan anses for formålstjenlig for at forebygge yderligere lovovertrædelser, og kan der ikke peges på andre formålstjenlige foranstaltninger, skal den pågældende foranstaltning ophæves, jf. § 72, jf. § 68, 1. pkt.

    Efter pkt. 2 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/1997, jf. pkt. 1.1.1. og 1.1.3. i Rigsadvokatens meddelelse nr. 7/1992, fører statsadvokaterne kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68. Endvidere fører Rigsadvokaten kontrol med varigheden af idømte forvaringsforanstaltninger. Rigsadvokaten indhenter med jævne mellemrum en udtalelse fra vedkommende institution om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves, jf. pkt. 4 i meddelelse nr. 2/1997.

    Statsadvokaternes kontrol med varigheden af idømte tidsubestemte foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 indebærer i praksis normalt, at der én gang om året indhentes en erklæring fra vedkommende institution om behovet for opretholdelse af foranstaltningen. Såfremt den dømte, institutionen eller bistandsværgen fremsætter begæring om foranstaltningsændring, indbringes sagen, eventuelt efter forelæggelse for Retslægerådet, for retten, hvorunder anklagemyndigheden efter en konkret vurdering enten tilslutter eller modsætter sig begæringen. Fremsættes der ikke begæring om foranstaltningsændring, vurderer statsadvokaten på grundlag af erklæringen fra institutionen og eventuelt efter forelæggelse for Retslægerådet, om sagen af anklagemyndigheden bør indbringes for retten med henblik på foranstaltningsændring. Heri indgår proportionalitetshensyn. Såfremt der ikke ses at være behov for ændring, vurderes spørgsmålet på ny efter et år.

    I anklagemyndighedens vurdering af spørgsmålet om foranstaltningsændring indgår således bl.a., hvilken tidsbestemt straf der ville være idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering skal der imidlertid også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv, jf. straffelovens § 68.

    Ved den foreslåede affattelse af § 72, stk. 1, lovfæstes anklagemyndighedens pligt til at påse, at en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt. Bestemmelsen indebærer bl.a., at der efter omstændighederne kan være pligt til at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning før udløbet af den længstetid, der gælder efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1 og 3, samt de foreslåede bestemmelser i § 69 a, stk. 1 og 2, og før der efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 2. pkt., indtræder pligt for anklagemyndigheden til at forelægge spørgsmålet om opretholdelse af en fastsat tidsubestemt foranstaltning for retten.

    Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2, foretages visse redaktionelle ændringer i den nugældende bestemmelse i § 72, stk. 2, så det bl.a. kommer til at fremgå, at adgangen til at forlange domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af den fastsatte foranstaltning i første række tilkommer den dømte og den pågældendes bistandsværge.

    Udtrykket »institutionens ledelse« omfatter bl.a. ledelsen af det hospital eller den behandlingsinstitution, hvor den dømte opholder sig. Ordet »kriminalforsorgen« sigter til den del af kriminalforsorgen, der fører tilsyn med den dømte, dvs. kriminalforsorgen i frihed.

    Ændringen er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af straffelovens § 69, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

    Ændringen er en konsekvens af den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 68 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

    Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.

    Efter stk. 2 gælder de nye bestemmelser i straffelovens § 68 a og § 69 a om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 for foranstaltninger, der idømmes efter lovens ikrafttræden. Det samme gælder sager efter straffelovens § 72 om skærpelse af tidligere idømte foranstaltninger.

    Derimod gælder de nye bestemmelser i § 68 a og § 69 a ikke for sager af denne karakter, der er endeligt afgjort før lovens ikrafttræden. De nye bestemmelser gælder heller ikke for sager om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltninger efter straffelovens § 72, der afgøres efter lovens ikrafttræden, og hvor foranstaltningen efter rettens afgørelse opretholdes eller lempes.

    Den nye bestemmelse i straffelovens § 72, stk. 1, om anklagemyndighedens pligt til at påse, at en foranstaltning efter straffelovens § 68 og § 69 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt gælder for alle foranstaltninger, der opretholdes eller idømmes efter lovens ikrafttræden.

    For så vidt angår tidligere idømte foranstaltninger, der ikke omfattes af de nye regler om tidsbegrænsninger (jf. ovenfor), forudsættes det, at anklagemyndigheden i medfør af § 72, stk. 1 og 2, af egen drift indbringer spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten senest, når der er forløbet henholdsvis 3 eller 5 år fra dommen blev afsagt, afhængig af, om foranstaltningen - hvis sagen var afgjort efter lovens ikrafttræden - ville være omfattet af straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, eller § 69 a, stk. 1 og 2, (frihedsberøvende foranstaltninger: 5 år) eller af § 68 a, stk. 3, eller § 69 a, stk. 3 (ikke-frihedsberøvende foranstaltninger: 3 år). Dette gælder dog ikke, hvis spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltning tidligere har været forelagt for retten. Det vil endvidere bero på en konkret vurdering efter den nye bestemmelse i straffelovens § 72, stk. 1, om anklagemyndigheden senere på ny skal indbringe disse sager for retten af egen drift.

    Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne ved kongelig anordning.