Lovforslag nr.
112 fremsat den 15. januar 2014 af
justitsministeren (Karen Hækkerup)
Forslag
til
lov om
ændring af straffeloven,
retsplejeloven, lov om våben og
eksplosivstoffer, lov om politiets
virksomhed og lov om fuldbyrdelse af
straf m.v.
(Initiativer mod rocker- og
bandekriminalitet m.v.)
§ 1
I straffeloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1028 af
22. august 2013, som ændret ved § 1
i lov nr. 1620 af 26. december 2013,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 38, stk. 4,
ændres »§ 39, stk. 2« til: »§ 39,
stk. 2 og 3«.
2. I
§ 38
indsættes som
stk. 5:
»Stk. 5.
Prøveløsladelse kan ikke ske, hvis
den dømte af politiet skønnes at
have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt med
en anden gruppe af personer, og
politiet oplyser, at der inden for
den gruppe, som den dømte skønnes at
have tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af § 180.«
3. I
§ 39
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Ved løsladelse på prøve af en
person, som er dømt for overtrædelse
af § 191, § 192 a eller for en
forbrydelse, der har været forbundet
med forsætlig vold eller trusler,
som er idømt fængsel i 1 år eller
derover, og som af politiet skønnes
at have tilknytning til en gruppe af
personer, hvor de pågældende
personer tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet,
fastsættes, hvis ikke særlige
omstændigheder taler herimod, vilkår
om, at den pågældende i prøvetiden
ikke opholder sig sammen med eller
på anden måde har kontakt med andre
med tilknytning til den pågældende
gruppe, medmindre der er tale om
nærstående, eller der er tale om
ophold eller kontakt som led i
varetagelsen af et
anerkendelsesværdigt formål.«
4. I
§ 40 a, stk. 3,
indsættes som
2. pkt.:
Ȥ 39, stk. 3,
finder tilsvarende anvendelse.«
5. I
§ 40 a, stk. 4,
indsættes som
3. pkt.:
Ȥ 39, stk. 3,
finder tilsvarende anvendelse.«
6. I
§ 40 a, stk. 7,
indsættes efter »§ 38, stk. 3«: »og
5«.
7. I
§ 41, stk. 2,
ændres »stk. 3, 3. pkt.« til: »stk.
4, 3. pkt., og stk. 5.«
8. I
§ 41
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk. 3.
Prøveløsladelse kan ikke ske, hvis
den dømte af politiet skønnes at
have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt med
en anden gruppe af personer, og
politiet oplyser, at der inden for
den gruppe, som den dømte skønnes at
have tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af § 180.«
Stk. 3 bliver
herefter stk. 4.
9. I
§ 41
indsættes som
stk. 5:
»Stk. 5.
For en dømt, som af politiet skønnes
at have tilknytning til en gruppe af
personer, hvor de pågældende
personer tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet,
fastsættes, hvis ikke særlige
omstændigheder taler herimod, vilkår
om, at den pågældende i prøvetiden
ikke opholder sig sammen med eller
på anden måde har kontakt med andre
med tilknytning til den pågældende
gruppe, medmindre der er tale om
nærstående, eller der er tale om
ophold eller kontakt som led i
varetagelsen af et
anerkendelsesværdigt formål.«
10.
I § 42, stk. 2,
ændres »§ 41, stk. 3,« til: »§ 41,
stk. 4 og 5,«.
11.
I § 81 a, stk.
1, ændres »hvis
lovovertrædelsen har baggrund i et
gensidigt opgør, som foregår mellem
grupper af personer, og hvor der
flere gange som led i opgøret enten
er anvendt skydevåben eller anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af denne
lovs § 180« til: »hvis
lovovertrædelsen har baggrund i en
konflikt mellem grupper af personer,
hvor der som led i konflikten enten
er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af denne
lovs § 180«.
12.
I § 81 a, stk.
2, ændres »et gensidigt
opgør« til: »en konflikt«.
13.
I § 192 a
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Ved fastsættelse af straffen for
ulovlig besiddelse af skydevåben
efter stk. 1, nr. 1, skal det indgå
som en skærpende omstændighed, at
skydevåbnet besiddes på offentligt
tilgængeligt sted. Besiddes der
samtidig ammunition, der kan affyres
med skydevåbnet, skal dette indgå
som en yderligere skærpende
omstændighed ved
straffastsættelsen.«
§ 2
I retsplejeloven,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1139 af
24. september 2013, som ændret ved §
1 i lov nr. 1242 af 18. december
2012 og § 5 i lov nr. 1313 af 27.
november 2013, foretages følgende
ændringer:
1.
Efter § 115 indsættes:
Ȥ 115 a.
Politiet kan videregive fortrolige
oplysninger vedrørende personer, der
er fyldt 18 år, til forældre eller
andre, herunder familiemedlemmer,
der har lignende tætte relationer
til den pågældende person, hvis
videregivelsen må anses for
nødvendig som led i en
kriminalitetsforebyggende indsats
over for personen.«
2. I
§ 747, stk. 4,
indsættes som
2. pkt.:
»Det samme gælder
en anmodning efter stk. 2, hvis
anmodningen indeholder begæring
herom.«
3.
§ 769, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Er der afsagt dom i sagen, hvorved
den tiltalte er idømt ubetinget
fængsel i mere end 30 dage for en
lovovertrædelse, som er undergivet
offentlig påtale, kan den tiltalte
endvidere varetægtsfængsles, når
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at den tiltalte
ikke er på fri fod, under
hensyntagen til, at den tiltalte har
tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt med
en anden gruppe af personer, og at
der inden for den gruppe, som den
dømte har tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.«
§ 3
I lov om våben og
eksplosivstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1005 af 22.
oktober 2012, som ændret ved § 1 i
lov nr. 431 af 1. maj 2013 og § 1 i
lov nr. 1623 af 26. december 2013,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 3, stk. 1,
indsættes efter »i besiddelse af«:
»eller overdrager«.
2. I
§ 3, stk. 3,
nr. 2, ændres »våbenhandlere«
til: »erhvervsdrivende med generel
tilladelse som nævnt i § 4 b, stk.
1«.
3.
§ 4 b
affattes således:
Ȥ 4 b.
Justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, kan
efter ansøgning meddele
erhvervsdrivende generel tilladelse
til med henblik på erhvervsmæssig
handel eller anden erhvervsmæssig
virksomhed at erhverve og besidde de
i § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 7-10, og §
4, stk. 2, nævnte genstande.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte
bestemmelser om vilkår og
betingelser for udstedelse og
anvendelse af tilladelser efter stk.
1.«
4. I
§ 10, stk. 2,
indsættes som
2. pkt.:
»Ved fastsættelse
af straffen skal det særligt anses
for skærpende, at gerningsmanden
flere gange tidligere er straffet
for overtrædelse af § 4, stk. 1.«
§ 4
I lov nr. 444 af
9. juni 2004 om politiets
virksomhed, som ændret ved § 19 i
lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 4 i
lov nr. 501 af 12. juni 2009, § 2 i
lov nr. 1107 af 1. december 2009 og
§ 1 i lov nr. 249 af 30. marts 2011,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 23, stk. 3,
1. pkt., ændres »eller
fængsel indtil 6 måneder« til:
»eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder«.
§ 5
I lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj
2012, som ændret ved § 2 i lov nr.
628 af 12. juni 2013, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 26
indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
En indsat i fængselsafdelinger eller
arresthuse udpeget til anbringelse
af indsatte, hvis tilstedeværelse
skaber en særlig risiko for overgreb
på medindsatte, personale eller
andre i institutionen, kan overføres
til andre tilsvarende
fængselsafdelinger eller arresthuse,
når hensynet til at forebygge
konflikter, styrke sikkerheden eller
modvirke ny kriminalitet taler
herfor.«
2. I
§ 46
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Udgang kan ikke finde sted, hvis den
dømte af politiet skønnes at have
tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt med
en anden gruppe af personer, og
politiet oplyser, at der inden for
den gruppe, som den dømte skønnes at
have tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.«
3. I
§ 81, 1. pkt.,
ændres »§ 39, stk. 2, § 40 a, stk.
2-4, eller § 41, stk. 3« til: »§ 39,
stk. 2 eller 3, § 40 a, stk. 2-4,
eller § 41, stk. 4 eller 5«.
4.
Efter kapitel 15 indsættes i afsnit
II:
»Kapitel 15 a
Forsøgsordning
med elektronisk overvågning ved
prøveløsladelse og udgang
§ 89 a.
Justitsministeren kan iværksætte en
forsøgsordning, hvor det som vilkår
for prøveløsladelse eller
udgangstilladelse fra en eller flere
institutioner kan fastsættes, at den
dømte skal undergive sig elektronisk
overvågning af sin færden.
Stk. 2.
Ministeren fastsætter nærmere regler
om forsøgsordningen.«
§ 6
Loven
træder i kraft den 1. maj 2014.
§ 7
Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Lovens § 1, nr. 1-10, §§ 4 og 5 kan
ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne
med de ændringer, som de færøske
forhold tilsiger.
Stk. 3.
Lovens § 4 kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til
lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
|
|
|
Indholdsfortegnelse
|
|
1.
|
Indledning
|
|
1.1
|
Baggrunden
for
lovforslaget
|
|
1.2
|
Lovforslagets
hovedpunkter
og formål
|
2.
|
Ændring af
straffelovens
§ 81 a
|
|
2.1.
|
Gældende ret
|
|
2.2
|
Lovforslagets
udformning
|
3.
|
Skærpelse af
straffen for
ulovlig
besiddelse
af
skydevåben
mv.
|
|
3.1
|
Gældende ret
|
|
3.2
|
Lovforslagets
udformning
|
4.
|
Skærpelse af
straffen for
ulovlig
besiddelse
af knive på
offentligt
tilgængelige
steder mv.
|
|
4.1
|
Gældende ret
|
|
|
4.1.1
|
Ulovlig
besiddelse
af knive på
offentligt
tilgængelige
steder mv.
|
|
|
4.1.2
|
Sanktionsniveauet
|
|
4.2
|
Lovforslagets
udformning
|
5.
|
Zoneforbud
|
|
5.1
|
Gældende ret
|
|
|
5.1.1.
|
Generelt
|
|
|
5.1.2.
|
Forbuddets
geografiske
og
tidsmæssige
udstrækning
|
|
|
5.1.3
|
Sanktionsniveauet
|
|
5.2
|
Lovforslagets
udformning
|
6.
|
Ændrede
regler om
prøveløsladelse
og udgang
mv.
|
|
6.1
|
Gældende ret
|
|
|
6.1.1.
|
Prøveløsladelse
|
|
|
|
6.1.1.1
|
Prøveløsladelse
efter
straffelovens
§ 38
|
|
|
|
6.1.1.2
|
Prøveløsladelse
efter
straffelovens
§ 40 a
|
|
|
|
6.1.1.3
|
Overtrædelse
af vilkår
for
prøveløsladelse
|
|
|
|
6.1.1.4
|
Prøveløsladelse
af
livstidsdømte
|
|
|
6.1.2
|
Udgang
|
|
|
|
6.1.2.1
|
Almindelige
bestemmelser
om udgang
|
|
|
|
6.1.2.2
|
Frigang
|
|
|
|
6.1.2.3
|
Udstationering
|
|
|
|
6.1.2.4
|
Rocker- og
bandevilkår
|
|
|
6.1.3
|
Overførsel
af negativt
stærke
indsatte
|
|
|
|
6.1.3.1
|
Anbringelse
af dømte i
kriminalforsorgens
institutioner
|
|
|
|
6.1.3.2
|
Negativt
stærke
indsatte
|
|
6.2
|
Lovforslagets
udformning
|
|
|
6.2.1
|
Afskæring af
prøveløsladelse
og udgang
under
verserende
voldelige
konflikter
|
|
|
6.2.2
|
Skærpede
vilkår for
prøveløsladelse
|
|
|
6.2.3
|
Udvidet brug
af rocker-
og
bandevilkår
ved udgang
|
|
|
6.2.4
|
Forsøgsordning
med
elektronisk
overvågning
(GPS-fodlænker
mv.)
|
|
|
6.2.5
|
Udvidet
adgang til
at overføre
visse
indsatte
|
|
6.3
|
Forholdet
til
grundloven
og Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
|
7.
|
Varetægtsfængsling
efter dom
|
|
7.1.
|
Gældende ret
|
|
7.2.
|
Lovforslagets
udformning
|
8.
|
Hurtigere
gennemførelse
af
indenretlig
afhøring
|
|
8.1
|
Gældende ret
|
|
8.2
|
Lovforslagets
udformning
|
9.
|
Udvidet
adgang til
at
videregive
oplysninger
som led i
kriminalitetsforebyggende
indsatser
|
|
9.1.
|
Gældende ret
|
|
|
9.1.1
|
Kriminalitetsforebyggende
arbejde
|
|
|
|
9.1.1.1
|
Retsplejelovens
§§ 114 og
115
|
|
|
|
9.1.1.2
|
Sager mod
unge mellem
15 og 18 år
|
|
|
9.1.2
|
Videregivelse
af
oplysninger
|
|
|
|
9.1.2.1
|
Forvaltningsloven
|
|
|
|
9.1.2.2
|
Persondataloven
|
|
9.2
|
Lovforslagets
udformning
|
|
9.3
|
Forholdet
til anden
lovgivning
|
|
|
9.3.1
|
Forholdet
til
persondataloven
|
|
|
9.3.2
|
Forholdet
til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention
|
10.
|
Skærpet
kontrol med
skydevåben
mv.
|
|
10.1
|
Gældende ret
|
|
|
10.1.1
|
Anmeldelse
af
overdragelse
af
skydevåben
og dele
hertil
|
|
|
10.1.2
|
Vilkår og
betingelser
for
udstedelse
og
anvendelse
af generelle
erhvervsmæssige
tilladelser
|
|
10.2
|
Rigspolitiets
projektarbejde
om
skydevåben
|
|
10.3
|
Lovforslagets
udformning
|
|
|
10.3.1
|
Anmeldelsespligt
ved privat
salg af
skydevåben
mv.
|
|
|
10.3.2
|
Vilkår og
betingelser
for
udstedelse
og
anvendelse
af generelle
erhvervsmæssige
tilladelser
|
11.
|
Andre
initiativer,
der udmønter
regeringens
bandepakke
|
12.
|
De
økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for det
offentlige
|
13.
|
De
økonomiske
og
administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
mv.
|
14.
|
De
administrative
konsekvenser
for borgere
|
15.
|
De
miljømæssige
konsekvenser
|
16.
|
Forholdet
til
EU-retten
|
17.
|
Hørte
myndigheder
mv.
|
18.
|
Sammenfattende
skema
|
|
|
|
1.
Indledning
1.1.
Baggrunden for
lovforslaget
1.1.1.
Regeringen er fast besluttet på at
forstærke forebyggelsen og
bekæmpelsen af rocker- og
bandekriminalitet.
I lyset af de
uacceptable tilstande, der
udspillede sig i særligt foråret
2013, ønsker regeringen at styrke
den samlede indsats mod rocker- og
bandemiljøet.
Rocker- og
bandegrupperinger præges i vidt
omfang af stærkt kriminelle
personer. Man kan kun tage skarpt
afstand fra deres adfærd, deres
voldsomme kriminalitet og den
utryghed, de spreder i vores
lokalsamfund.
Fra samfundets
side skal der slås hårdt ned på den
kriminalitet, der findes i rocker-
og bandemiljøet. Personer, der har
valgt rocker- og bandemiljøets
kriminalitet som levevej, skal ikke
forvente nogen form for tolerance.
Vi skal forstærke den
kriminalpræventive og forebyggende
indsats, så vores unge ikke havner i
rocker- og bandegrupperingernes
modbydelige netværk. Vi skal styrke
mulighederne for, at de, der vil
forlade rocker- og bandemiljøet, kan
gøre det.
Rocker- og
bandekriminalitet er ikke et nyt
fænomen. Fra dag ét har regeringen
derfor haft et stærkt fokus på at
sætte konsekvent ind over for
rocker- og bandekriminaliteten og
dens årsager. En række initiativer
blev derfor iværksat umiddelbart
efter regeringens tiltræden. I lyset
af forårets konflikter blev
indsatsen yderligere styrket. Der
henvises herom til pkt. 1.1.3.
Vi skal som
samfund stå sammen mod rocker- og
bandegrupperingerne. Skulder ved
skulder skal der siges fra og sættes
effektivt ind over for den
kriminalitet og utryghed, som
rockere og bander spreder.
I forlængelse af
forårets uacceptable tilstande har
lokalsamfund sagt klart fra over for
rocker- og bandegrupperingerne.
Politifolk, fængselspersonale,
kommunale gadeplansmedarbejdere og
boligorganisationer m.fl. har alle
bidraget til at forstærke indsatsen
mod rocker- og bandegrupperingernes
utryghed og kriminalitet.
Med dette
lovforslag løfter regeringen
indsatsen mod rocker- og
bandekriminaliteten og dens årsager
endnu mere.
1.1.2. I
begyndelsen af 2013 blussede en
konflikt op primært i
hovedstadsområdet mellem flere
forskellige rocker- og
bandegrupperinger, herunder mellem
et større antal mindre grupperinger.
Navnlig i første kvartal af 2013
udløste konflikten en række
skudepisoder i det offentlige rum
mellem forskellige grupperinger.
Flere af disse episoder fandt sted i
tæt befolkede områder og ved
anvendelse af bl.a. maskinpistoler,
og på tidspunkter, hvor der var
mange mennesker. Politiet
registrerede flere skudepisoder i
første kvartal af 2013 end i hele
2012. Også andre våben end
skydevåben blev taget i brug i
konflikten. Politiet oplever
således, at personer med tilknytning
til rocker- og bandemiljøet i dag i
højere grad end tidligere er i
besiddelse af knive mv.
De voldelige
sammenstød førte til, at to personer
blev dræbt i første kvartal af 2013,
mens over 20 personer blev såret som
følge af skud, knivstik mv. i sager
med relation til rocker- og
bandemiljøet.
Som følge af de
voldsomme uroligheder i rocker- og
bandemiljøet i begyndelsen af 2013
gennemførte politiet en målrettet og
meget intensiv indsats mod rocker-
og bandekriminalitet.
Indsatsen
omfattede bl.a. skærpet
patruljering, øget synlig
polititilstedeværelse i de berørte
områder, målrettet brug af
visitationszoner og zoneforbud.
Hertil kom en massiv
efterforskningsmæssig indsats, hvor
de involverede politikredse sammen
med den særlige østdanske
antibandeenhed Task Force Øst og
Rigspolitiet gennemførte flere store
koordinerede aktioner mod rocker- og
bandemiljøet. Ved aktionerne blev
der bl.a. beslaglagt et stort antal
skydevåben, herunder flere
maskinpistoler, store mængder
ammunition samt narkotika. I første
halvår af 2013 blev der således
beslaglagt mere end 400 skydevåben,
hvoraf mere end 20 procent med
sikkerhed stammer fra personer med
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet. Mere end 200 personer
blev varetægtsfængslet i sager med
forbindelse til rocker- og
bandekonflikterne i første halvår af
2013.
1.1.3.
Forebyggelse og bekæmpelse af
rocker- og bandekriminalitet har som
omtalt i pkt. 1.1.1 været og er
fortsat et meget højt prioriteret
område for regeringen. Der er
således allerede iværksat
initiativer med henblik på at styrke
indsatsen på området. I det følgende
omtales en række af disse
initiativer.
I efteråret 2011
blev regeringen, Venstre, Dansk
Folkeparti og Det Konservative
Folkeparti enige om en ny
flerårsaftale for politiets og
anklagemyndighedens økonomi
2012-2015. Der blev som led i
aftalen afsat yderligere 23 mio. kr.
i 2012 og 73 mio. kr. årligt i
2013-2015 til gennemførelse af en ny
målrettet indsats rettet mod rocker-
og bandemiljøets
rekrutteringsbaser i de særligt
udsatte boligområder, herunder til
etablering af en ny fleksibel
antibandeenhed i Vestdanmark (Task
Force Vest).
Der blev
endvidere afsat i alt 81 mio. kr.
årligt i aftaleperioden til
videreførelse af antibandeenheden i
Østdanmark (Task Force Øst).
I efteråret 2012
blev regeringen, Enhedslisten,
Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti endvidere enige om en ny
flerårsaftale for kriminalforsorgens
økonomi i 2013-2016. Aftalen skal
bl.a. sikre en effektiv indsats over
for rocker- og bandegrupperingernes
forsøg på at dominere i fængslerne.
Som led i aftalen
blev der afsat i alt 22,6 mio. kr. i
2013-2016 til indretning af en
afdeling med 48 pladser til negativt
stærke indsatte i Statsfængslet
Østjylland. Desuden blev der afsat i
alt 24,6 mio. kr. i 2013-2016 til
øget sektionering af et antal
fællesskabsafdelinger og arbejds- og
undervisningsfaciliteter i fængsler
og arresthuse med henblik på at
adskille bandemedlemmer.
Aftaleparterne
var endvidere enige om at styrke
ordningen med bandeexit, herunder
ved at udbygge kriminalforsorgens
efterretningssystem og klientsystem,
som bl.a. bruges i forbindelse med
afdækning og monitorering af
bandetilhørsforhold og vurdering af
realiteten i ønsket om exit.
Aftaleparterne besluttede i den
forbindelse at indføre individuelle
mentorforløb for indsatte, som
ønsker exit fra deres gruppering og
som vurderes motiverede og egnede.
Der blev afsat i alt 21,7 mio. kr. i
perioden 2013-2016 til bandeexit og
mentorforløb.
Endelig blev der
som led i aftalen afsat en pulje på
2,5 mio. kr. til udvikling og
afprøvning af GPS-fodlænker.
Rigspolitiet
udarbejdede i november 2012 på
Justitsministeriets foranledning en
redegørelse om de hidtidige
erfaringer med den nationale
rammemodel for exit-programmer fra
2011. Hensigten med rammemodellen
var navnlig at styrke
myndighedssamarbejdet, så
exit-programmerne koordineres,
målrettes og tilpasses de rocker- og
bandemedlemmer, der ønsker et liv
uden for det kriminelle miljø.
Det fremgår af
redegørelsen, at Rigspolitiet
vurderede, at samarbejdet i de
konkrete sager i flere af de lokale
exit-enheder som består af
repræsentanter fra politiet,
kriminalforsorgen og kommunerne i
den pågældende politikreds
fungerede meget tilfredsstillende.
Af redegørelsen fremgik også, at
samarbejdet fungerede bedst og mest
effektivt i de politikredse, hvor
der i den pågældende kommune fandtes
en exit-ansvarlig medarbejder.
Derudover fremgik det af
redegørelsen, at det var
Rigspolitiets vurdering, at det i
mange tilfælde var afgørende for et
exit-programs gennemførelse, at det
rocker- eller bandemedlem, der
ønskede at forlade rocker- og
bandemiljøet, fysisk blev flyttet så
langt væk fra miljøet som muligt.
Rigspolitiet
bemærkede i tilknytning hertil, at
det i forhold til samarbejdet med
kommunerne kunne være en udfordring,
når et truet rocker- eller
bandemedlem skulle flyttes til en
anden kommune, idet der kunne opstå
uenighed om, hvilken kommune der
skulle dække omkostninger ved
flytningen samt eventuelle
fremtidige omkostninger forbundet
med den pågældende person.
I april 2013
afholdt justitsministeren på den
baggrund et møde med økonomi- og
indenrigsministeren, KL og
Rigspolitiet, hvor der var enighed
om, at der navnlig var behov for at
se nærmere på samarbejdet mellem
kommunerne i disse sager.
I forbindelse med
kommuneforhandlingerne, som i juni
2013 mundede ud i aftalen om
kommunernes økonomi for 2014, er det
aftalt, at KL skal drøfte arbejdet
med exit-programmer med en række
kommuner og på den baggrund komme
med forslag til håndteringen af den
fremadrettede boliganvisning og
fordeling af udgifter i tilfælde,
hvor en deltager i et exit-program
skal flyttes fra én kommune til en
anden. Samtidig er det aftalt, at
regeringen og KL fremover årligt vil
drøfte, hvordan exit-samarbejdet
forløber.
Siden foråret
2013 har justitsministeren sammen
med social-, børne- og
integrationsministeren (tidligere
social- og integrationsministeren)
holdt en række møder med
borgmestrene fra nogle af de
kommuner, der har været allermest
berørt af konflikterne i
bandemiljøet med deltagelse af de
relevante politikredse for at drøfte
problemstillingen omkring unge og
bander. Hensigten med møderne har
særligt været at drøfte indsatsen
over for de unge, som politiet
betragter som værende i risikozonen
for at blive involveret i
bandekriminalitet.
På møderne er
kommunernes muligheder for at gribe
ind over for de unge blevet drøftet,
ligesom der er redegjort for
kommunernes muligheder for at få
vejledning og sparring på området.
Borgmestrene har herudover fortalt
om erfaringerne fra deres respektive
kommuner. På møderne er der
endvidere lagt vægt på et godt og
konstruktivt samarbejde både
internt i kommunerne, kommunerne
imellem og politi og kommuner
imellem. For så vidt angår
samarbejdet politi og kommuner
imellem er der bl.a. peget på
muligheden for at indgå konkrete
partnerskabsaftaler.
Det kan i den
forbindelse nævnes, at Københavns
Kommune og Københavns Politi har
indgået en sådan partnerskabsaftale,
og at Herlev Kommune, Ballerup
Kommune, Gladsaxe Kommune og
Københavns Vestegns Politi ligeledes
har indgået én. Aftalerne har
overordnet set til formål at
etablere et forpligtende partnerskab
mellem de respektive parter med
henblik på at bekæmpe bander og øge
trygheden blandt de berørte områders
øvrige borgere. Aftalerne er
tilpasset de lokale forhold, og de
har således hver især fokus på netop
de elementer, som de involverede
parter har vurderet som relevante
for at opnå hovedformålet.
I foråret 2013
besluttede justitsministeren i lyset
af den verserende bandekonflikt, at
Kriminalforsorgen fremover skal høre
politiet i alle sager vedrørende
prøveløsladelse af kriminelle med
tilknytning til rocker- eller
bandemiljøet. Hermed sikres det, at
politiet i disse sager altid får
mulighed for at fremkomme med
oplysninger af relevans for
spørgsmålet om prøveløsladelse,
således at kriminalforsorgen kan få
et mere fyldestgørende grundlag for
at vurdere, om prøveløsladelse i det
enkelte tilfælde er tilrådeligt
eller ej.
Siden foråret
2013 er der også gennemført ny
lovgivning med henblik på at styrke
indsatsen over for rocker- og
bandekriminalitet.
Ved lov nr. 634
af 12. juni 2013 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og
forskellige andre love (Styrket
indsats over for økonomisk
kriminalitet) vedtog Folketinget
således bl.a. en udvidelse af
retsplejelovens regler om muligheden
for at anvende hemmelig ransagning
til også at omfatte efterforskning
af alle former for overtrædelse af
lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer under særligt
skærpende omstændigheder
(straffelovens § 192 a). Baggrunden
for denne udvidelse var, at der i
den rocker- og bandekonflikt, der,
som beskrevet under pkt. 1.1.2,
blussede op i begyndelsen af 2013,
hovedsagligt havde været anvendt
håndskydevåben og ikke de våben af
særdeles farlig karakter, som var
omfattet af de tidligere gældende
regler om hemmelig ransagning.
Udvidelsen havde til formål at
styrke politiets mulighed for at
kunne finde frem til rocker- og
bandegruppernes våben for dermed
bedre at kunne forhindre yderligere
skyderier i konflikten.
Ved lov nr. 1621
af 26. december 2013 om ændring af
retsplejeloven (Sikkerhed i
retssale) vedtog Folketinget
endvidere en ændring af
retsplejeloven med henblik på at
skabe den nødvendige retlige ramme
for oprettelse og anvendelse af en
særlig sikret retsbygning ved Vestre
Fængsel i forbindelse med
behandlingen af straffesager, som
kræver et meget højt
sikkerhedsniveau, f.eks.
banderelaterede sager. Med loven
blev der endvidere indført en
hjemmel til visitation af besøgende
ved retterne.
Ved lov nr. 1609
af 26. december 2013 om ændring af
lov om almene boliger m.v. (Ny
definition af ghettoområder og
videregivelse af oplysninger om
lejere) vedtog Folketinget herudover
en ændring af lov om almene boliger
m.v., hvorved der bl.a. blev indført
nye muligheder for at udveksle
oplysninger om lejere i almene
boliger.
Det er erfaringen
fra de almene boligorganisationer
mv., at det er svært at få personer,
som chikanerer deres naboer eller
skaber utryghed, væk fra området
gennem en opsigelse eller ophævelse
af deres lejemål, da
boligorganisationerne mv. ofte
mangler det bevismæssige grundlag
for at forfølge sagerne. I en del
tilfælde vil politiet være i
besiddelse af oplysninger om
strafferetlige afgørelser, der vil
kunne bruges i sådanne opsigelses-
og ophævelsessager. Derfor giver den
nye lov politiet mulighed for at
videregive disse oplysninger til
boligorganisationerne mv., hvis
politiet finder det nødvendigt som
et led i den tryghedsskabende
indsats i det pågældende
boligområde.
I samlede
boligområder, der består af boliger
fra flere forskellige
boligorganisationer, opleves det som
en hindring for den tryghedsskabende
indsats, at uroskabende personer,
som det er lykkedes at få ud af en
bolig i området gennem en
opsigelses- eller ophævelsessag, kan
flytte ind i en anden bolig i
området, fordi denne bolig tilhører
en anden boligorganisation. I
boligområder, hvor alle boligerne
tilhører samme boligorganisation,
vil man med hjemmel i
udlejningsbekendtgørelsen konkret
kunne afvise sådanne personer. Med
den nye lov (og en tilhørende
ændring af
udlejningsbekendtgørelsen) bliver
der indført en mulighed for, at også
disse boligsøgende kan afvises fra
et samlet boligområde, som består af
boliger fra flere forskellige
boligorganisationer, samt en
mulighed for, at
boligorganisationerne mv. kan
udveksle de nødvendige oplysninger
om disse lejere.
1.1.4.
Rocker- og bandekriminalitet er ikke
et nyt fænomen. Som beskrevet
ovenfor har der igennem en længere
periode været stort fokus på at
bekæmpe rocker- og bandekriminalitet
både med nye lovgivningsmæssige
tiltag og med en styrket og bred
myndighedsindsats. Erfaringerne fra
de voldsomme uroligheder, der opstod
i første halvår af 2013, viser, at
politiet og anklagemyndigheden har
været godt rustet til at håndtere de
udfordringer, der er forbundet med
rocker- og bandekriminalitet.
De voldsomme
uroligheder og den udbredte
anvendelse af våben i områder, hvor
også helt tilfældige, almindelige
mennesker færdes, udgør ikke desto
mindre en helt uacceptabel fare for
det almindelige samfundsliv. Efter
regeringens opfattelse er der derfor
behov for en yderligere styrkelse af
indsatsen på området for at modvirke
den utryghed, som rocker- og
bandekriminaliteten skaber, og for
at forhindre, at konflikter i
miljøet optrappes. Regeringen er
bevidst om, at det heller ikke
fremover vil være muligt helt at
forhindre, at der opstår uroligheder
inden for rocker- og bandemiljøet.
Regeringen ønsker imidlertid at
sikre, at de involverede myndigheder
til stadighed har de rigtige
redskaber til at kunne forebygge og
bekæmpe rocker- og
bandekriminalitet.
På den baggrund
har Justitsministeriet siden foråret
2013 i tæt samarbejde med
Direktoratet for Kriminalforsorgen,
Rigspolitiet og Rigsadvokaten
overvejet behovet for yderligere
initiativer. Lovforslaget er i vidt
omfang en udmøntning af dette
arbejde.
Med lovforslaget
vil regeringen styrke rammerne for
forebyggelse og bekæmpelse af
rocker- og bandekriminalitet gennem
bedre redskaber for de involverede
myndigheder i både den forebyggende
og den retshåndhævende fase, gennem
skærpede straffe og gennem skærpede
regler om fuldbyrdelse af straffe
mv.
Et hovedformål
med lovforslaget er navnlig at
forhindre, at konflikter, der
fremover måtte opstå inden for
rocker- og bandemiljøet, antager en
form, som er til fare for det
almindelige samfundsliv, og som
skaber utryghed blandt tilfældige,
almindelige mennesker.
Det er i den
forbindelse regeringens opfattelse,
at der er grund til at træffe meget
skrappe foranstaltninger, som klart
viser, at samfundet ikke kan
acceptere og derfor vil bekæmpe
konflikter af den karakter, som
f.eks. udspandt sig i første halvår
af 2013.
Lovforslaget skal
ses i sammenhæng med den række
øvrige initiativer, som regeringen
allerede har iværksat, jf. pkt.
1.1.3 ovenfor. Lovforslaget skal
endvidere ses i sammenhæng med de
administrative initiativer, som
regeringen også vil iværksætte med
henblik på at styrke forebyggelsen
af rocker- og bandekriminalitet.
Disse initiativer er omtalt nedenfor
i pkt. 11.
1.2.
Lovforslagets
hovedpunkter og formål
Lovforslaget
indeholder følgende hovedpunkter:
Det foreslås at
ændre straffelovens bestemmelse om
fordobling af straffen for visse
alvorlige forbrydelser (§ 81 a) med
henblik på at give denne bestemmelse
et bredere anvendelsesområde.
Bestemmelsen kan i dag kun anvendes,
når en af de omfattede forbrydelser
begås med baggrund i et gensidigt
opgør, som foregår mellem grupper af
personer, og hvor der flere gange
som led i opgøret er anvendt
skydevåben mv. Det foreslås at
fjerne kravene om, at konflikten
mellem grupperne skal have karakter
af et »opgør«, at begge grupper skal
have udført angreb som led i
konflikten (»gensidigt«), at
konflikten skal være verserende
(»som foregår«), og at der skal være
anvendt skydevåben mv. mere end én
gang som led i konflikten (»flere
gange«).
Det foreslås
endvidere at indføre en øget
graduering af strafudmålingen i
sager om ulovlig besiddelse af
skydevåben omfattet af straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 1, således at
der udmåles en skærpet straf, når
skydevåbnet besiddes på offentligt
tilgængeligt sted, og at straffen
skærpes yderligere, når der samtidig
besiddes ammunition til skydevåbnet.
Desuden foreslås
en skærpelse af straffen for ulovlig
besiddelse af knive på offentligt
tilgængelige steder mv., således at
der i almindelighed idømmes hårdere
straffe i tredjegangstilfælde eller
derover.
Tilsvarende
foreslås en skærpelse af straffen
for overtrædelse af såkaldte
zoneforbud, således at der i
almindelighed idømmes hårdere
straffe i tredjegangstilfælde eller
derover.
Herudover
foreslås det at ændre adgangen til
udgang og prøveløsladelse på en
række områder.
Det foreslås at
begrænse adgangen til udgang og
prøveløsladelse for indsatte, der
skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, der på
tidspunktet for udgang eller
prøveløsladelse er aktivt involveret
i en verserende voldelig konflikt
med en anden gruppe af personer, når
der inden for den gruppe, som den
dømte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten er anvendt
skydevåben mv. Forslaget vil navnlig
have betydning for indsatte med
tilknytning til rocker- eller
bandemiljøet.
Endvidere
foreslås det at skærpe vilkårene ved
løsladelse på prøve af en dømt, der
skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, hvor de
pågældende personer tilsammen står
bag omfattende og alvorlig
kriminalitet, hvis den pågældende
dømte selv har begået visse former
for grovere kriminalitet og er idømt
en længere fængselsstraf. Det
foreslås således, at der i
almindelighed fastsættes vilkår om,
at den dømte i prøvetiden ikke uden
anerkendelsesværdigt formål må
opholde sig sammen med eller på
anden måde have kontakt med andre
med tilknytning til den pågældende
gruppe. Forslaget vil f.eks. have
betydning for indsatte med
tilknytning til rocker- eller
bandemiljøet i tilfælde, hvor der
ikke verserer en voldelig konflikt i
miljøet, og hvor adgangen til
prøveløsladelse derfor ikke er
afskåret, jf. ovenfor.
Samtidig vil der
administrativt ske en skærpelse af
praksis vedrørende fastsættelse af
vilkår i forbindelse med
udgangstilladelser til visse
kategorier af dømte. Skærpelsen vil
betyde, at de udgangsvilkår, som i
dag anvendes over for personer med
tættere tilknytning til rocker- og
bandemiljøet, i videre omfang også
vil omfatte visse dømte, som har en
løsere tilknytning til rocker- eller
bandemiljøet, og som i dag i praksis
kun yderst sjældent rammes af de
pågældende vilkår.
Det foreslås
desuden, at der etableres hjemmel
til iværksættelse af en
forsøgsordning, hvor det som vilkår
for prøveløsladelse eller
udgangstilladelse kan fastsættes, at
den pågældende skal undergive sig
elektronisk overvågning af sin
færden, f.eks. ved hjælp af en
såkaldt GPS-fodlænke.
Derudover
foreslås det at udvide mulighederne
for at overføre indsatte fra et
arresthus eller en fængselsafdeling
udpeget til anbringelse af indsatte,
hvis tilstedeværelse skaber en
særlig risiko for overgreb på
medindsatte, personale eller andre i
institutionen, til et tilsvarende
arresthus eller en tilsvarende
fængselsafdeling et andet sted.
Det foreslås
endvidere at ændre reglen i
retsplejelovens § 769, stk. 2, om
varetægtsfængsling efter dom,
således at bestemmelsen både
sprogligt og indholdsmæssigt bringes
i overensstemmelse med de foreslåede
regler om begrænsning af
prøveløsladelse og udgang under
verserende voldelige konflikter.
Desuden foreslås
det at ændre reglerne om anticiperet
bevisførelse i retsplejelovens §
747, stk. 4, således at afholdelse
af retsmøder med henblik på at sikre
bevis efter reglen i retsplejelovens
§ 747, stk. 2, fremover skal ske
snarest og så vidt muligt inden for
2 uger fra rettens modtagelse af
anmodningen, såfremt der fremsættes
begæring herom. Det vil bl.a. kunne
forbedre mulighederne for, at man
når at afhøre vidner i sager med
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet i retten, før de
eventuelt måtte blive truet med vold
mv. til ikke at afgive forklaring
under hovedforhandlingen.
Det foreslås
endelig at indføre en udtrykkelig
hjemmel til, at politiet kan
videregive fortrolige oplysninger om
personer, der er fyldt 18 år, til
forældre eller andre, herunder
familiemedlemmer, der har lignende
tætte relationer til den pågældende,
hvis videregivelsen af oplysningerne
er nødvendig som led i en
kriminalpræventiv indsats over for
vedkommende person.
2.
Ændring af
straffelovens § 81 a
2.1.
Gældende ret
Straffeloven
indeholder i § 81 a en bestemmelse
om strafforhøjelse og skærpet straf
for visse lovovertrædelser med
baggrund i rocker- og
banderelaterede opgør mv.
Straffelovens §
81 a blev indsat ved lov nr. 501 af
12. juni 2009 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
våbenloven, lov om politiets
virksomhed, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. og forvaltningsloven
(Styrket indsats mod
bandekriminalitet m.v.).
Bestemmelsen hviler på den
vurdering, at rocker- og
banderelaterede gensidige opgør kan
udvikle sig på en måde, der truer
det normale samfundsliv og den
almindelige befolkning, som
risikerer at blive tilfældige ofre i
forbindelse med farlige personangreb
på frit tilgængelige steder. I denne
vurdering indgår som et væsentligt
element, at rocker- og
banderelaterede opgør efter deres
karakter indebærer en betydelig
risiko for optrapning både med
hensyn til intensitet og med hensyn
til de midler, der anvendes. På den
baggrund blev der med § 81 a indført
en mulighed for fordobling af
straffen for visse grovere
lovovertrædelser begået med baggrund
i et gensidigt opgør mellem grupper
af personer.
Det fremgår af §
81 a, stk. 1, at straffen for
overtrædelse af straffelovens § 119,
§ 123 og § 245, § 245, jf. § 247, §
246, jf. § 245, § 246, jf. § 245,
jf. § 247, og § 252, stk. 1, kan
forhøjes indtil det dobbelte, hvis
lovovertrædelsen har baggrund i et
gensidigt opgør, som foregår mellem
grupper af personer, og hvor der
flere gange som led i opgøret enten
er anvendt skydevåben, eller anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180. Efter § 81 a,
stk. 2, skal det ved fastsættelse af
straffen for overtrædelse af
straffelovens § 180, § 183, stk. 2,
og § 237 i almindelighed indgå som
en særdeles skærpende omstændighed,
hvis lovovertrædelsen har baggrund i
et gensidigt opgør som nævnt i stk.
1.
Det er bl.a. en
betingelse for at anvende § 81 a, at
der foreligger et
opgør.
Det fremgår af forarbejderne (pkt.
2.2.3 i de almindelige bemærkninger
til lovforslag nr. L 211 fremsat den
29. april 2009, jf.
Folketingstidende 2008-2009, Tillæg
A, side 8062), at der herved sigtes
til en konflikt mellem to
(rivaliserende) parter af en
betydelig intensitet, som gennem en
vis periode giver sig udslag i
angreb. Enkeltstående voldelige
angreb eller lignende uden indbyrdes
sammenhæng er således ikke
tilstrækkeligt til at udgøre
»opgør«,
sådan som dette begreb forstås i
straffelovens § 81 a. Det er uden
betydning for vurderingen af, om et
opgør er omfattet af § 81 a, hvad
der er årsagen til konflikten, og
hvad konflikten drejer sig om.
Endvidere er det
en betingelse, at der skal være tale
om et
»gensidigt« opgør. Dette
medfører, at bestemmelsen ikke
finder anvendelse, hvis der er tale
om, at én gruppe forfølger en anden
gruppe ved (flere gange) at angribe
den anden gruppe, der ikke går til
modangreb med brug af strafbare
midler, jf. pkt. 2.2.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8062.
Kravet om, at det
pågældende opgør skal finde sted
mellem »grupper
af personer«, indebærer, at
der skal være mere end én person på
hver side i konflikten, for at
bestemmelsen kan finde anvendelse.
Som en gruppe anses ikke kun en
formaliseret gruppe med en fast
struktur og rollefordeling
medlemmerne imellem, et fast
tilholdssted og med fast navn eller
lignende. Bestemmelsen omfatter også
mere løse grupperinger, hvis gruppen
dog virker med et fælles sigte eller
mål og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer, f.eks. at personerne i
gruppen som regel bliver alarmeret
og instrueret via telefon- eller
sms-kæder i forbindelse med bestemte
voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer, jf.
pkt. 2.2.3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L
211 fremsat den 29. april 2009, jf.
Folketingstidende 2008-2009, Tillæg
A, side 8062.
Det fremgår
endvidere af bestemmelsens
forarbejder (pkt. 2.2.4 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8063), at
der med betingelsen om, at
lovovertrædelsen har baggrund i et
gensidigt opgør,
»som foregår«
stilles krav om, at opgøret
er i gang på det tidspunkt, hvor
lovovertrædelsen begås. Afgørelsen
af, om der foregik et opgør i
bestemmelsens forstand på
gerningstidspunktet, beror efter
forarbejderne på en vurdering af de
foreliggende oplysninger om omfanget
og hyppigheden af gensidige angreb
med baggrund i konflikten på det
pågældende tidspunkt. Kravet om, at
der skal foreligge et opgør, som
foregår, indebærer, at bestemmelsen
eksempelvis ikke finder anvendelse
på en voldshandling, som begås mod
et medlem af en rivaliserende gruppe
efter, at den gensidige konflikt er
ophørt, heller ikke selv om
forbrydelsen eventuelt begås med et
hævnmotiv i forhold til tidligere
forbrydelser, der blev begået, mens
konflikten var i gang, og selv om
forbrydelsen således kan skabe
risiko for, at den gensidige
konflikt blusser op igen.
Herudover er det
en betingelse, at den begåede
lovovertrædelse har
»baggrund«
i opgøret. Dette indebærer,
at det skal kunne lægges til grund,
at den pågældende lovovertrædelse
helt eller delvis har været
motiveret af at ville deltage i
eller reagere på en konflikt mellem
grupperne, jf. pkt. 2.2.4 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8063. Det
er uden betydning, om der tillige er
andre motiver for angrebet, herunder
f.eks. personlige
uoverensstemmelser, hævn for
tidligere krænkelser, fornærmelser
eller lignende.
Desuden er det en
betingelse, at der
»flere gange«
som led i opgøret er anvendt
skydevåben mv. Dette indebærer, at
et enkelt angreb ikke vil medføre,
at bestemmelsen finder anvendelse,
men at der skal være tale om to
eller flere tilfælde, jf. pkt. 2.2.3
i de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8062.
Det er ikke en
betingelse for anvendelse af § 81 a,
at der er anvendt skydevåben mv. ved
den enkelte overtrædelse, som begås
med baggrund i et verserende opgør
omfattet af bestemmelsen.
Det fremgår af
lovens forarbejder, at det må
forventes, at det i en række
tilfælde vil kunne være meget
vanskeligt at bevise, at de
foreslåede betingelser for, at
bestemmelsen finder anvendelse, er
opfyldt, herunder betingelsen om at
der er et igangværende opgør af den
omhandlede karakter, og at den
pågældende forbrydelse er begået med
baggrund i opgøret. Det fremgår
imidlertid samtidig, at der også vil
være en række tilfælde, hvor det vil
stå klart, at kriterierne er
opfyldt.
Det har i
overensstemmelse med denne
forventning vist sig, at
bestemmelsen i praksis har kunnet
anvendes i en række sager. Omvendt
har domstolene også i en række sager
ud fra en konkret bevisvurdering
fundet, at der ikke var
(tilstrækkeligt) grundlag for at
henføre et forhold under
bestemmelsen.
Som eksempler på
sager, hvor retten fandt, at
kriterierne for at anvende
bestemmelsen var opfyldt, kan nævnes
to trykte landsretsdomme fra
Tidsskrift for Kriminalret (TfK):
|
|
|
|
TfK 2011.997
Ø: En
mand, født
1986, blev
af
landsretten
bl.a. fundet
skyldig i
overtrædelse
af
straffelovens
§ 192 a,
stk. 1, §
245, stk. 1,
260, stk. 1,
nr. 1, og §
288, stk. 2,
ved under
trussel med
en skarpladt
pistol at
have tvunget
to personer,
A og B, til
at udlevere
nøglerne til
den enes
personbil,
hvori de to
personer
sad, og
herefter i
forening med
andre
uidentificerede
medgerningsmænd
at have
gennet de to
personer ind
i en
baggård,
hvor de blev
udsat for
vold og
frataget
deres
mobiltelefoner.
Den ene af
de to
personer
blev skudt i
ballen med
en pistol,
da han
forsøgte at
flygte.
Landsretten
anvendte §
81 a med
følgende
begrundelse:
Det
fremgår af
As og Bs
forklaringer,
at de blev
spurgt, om
de var
medlemmer af
AK81, at de
blev checket
for
tatoveringer,
og at
gruppen på
baggrund af,
at B i sin
mobiltelefon
havde et
nummer til X
AK, troede,
at de var
AK81ere.
Navnlig på
denne
baggrund og
når i øvrigt
henses til
kriminalassistent
Ps
forklaring
og
oplysningerne
fra NEC,
lægger
landsretten
til grund,
at forhold
1-4 har
baggrund i
det opgør,
som på
gerningstidspunktet
fandt sted
mellem
bandemiljøet
på Nørrebro
og
rockermiljøet.
|
|
|
|
|
|
|
TfK 2011.904
V: En
mand, født
1988, blev
af
landsretten
bl.a. fundet
skyldig i
overtrædelse
af
straffelovens
§ 245, stk.
1, ved i
forening med
8-10
medgerningsmænd
at have
trængt ind
på en
persons,
Fs, bopæl
og medvirket
til, at der
blev udøvet
vold mod
denne person
ved brug af
medbragte
slagvåben i
form af en
golfkølle,
hjulnøgle og
totenschlæger
samt med
stikvåben i
form af en
skruetrækker.
Landsretten
bemærkede
følgende om
anvendelsen
af § 81 a: Efter
vicepolitikommissær
Os
forklaring
for byretten
og
kriminalassistent
Ls
forklaring
for byretten
og
landsretten
sammenholdt
med de
afspillede
telefonsamtaler
samt de
dokumenterede
anmeldelsesrapporter
om bl.a.
skud afgivet
mod Cs
bopæl og mod
Vs bopæl
tiltrædes
det, at der
i perioden
op til den
25.
september
2010 foregik
et gensidigt
opgør mellem
grupper af
personer
bestående af
Hells Angels
og AK81 og
disses
støttegrupper
på den ene
side og WDC
på den anden
side, og at
der som led
i dette
opgør flere
gange var
anvendt
skydevåben.
Navnlig
efter de
forklaringer,
som er
afgivet af
tiltalte og
af F, er det
endvidere
godtgjort,
at
voldsudøvelsen
mod F [
]
var et led i
dette opgør.
Med disse
bemærkninger,
og i øvrigt
af de
grunde, som
byretten har
anført,
tiltrædes
det, at
tiltalte er
fundet
skyldig som
sket,
herunder at
[
]
straffelovens
§ 81 a
finder
anvendelse
på
forholdet.
|
|
|
Som eksempler
på sager, hvor retten fandt, at
kriterierne ikke var opfyldt, kan
nævnes to utrykte landsretsdomme:
|
|
|
|
Østre
Landsrets
dom af 8.
juni 2011
(4. afd.
a.s.
nr. S-3942):
To mænd blev
af
landsretten
fundet
skyldige i
overtrædelse
af
straffelovens
§ 245, stk.
1, og § 252,
stk. 1, ved
at have
påkørt tre
personer,
som de
troede
tilhørte
en dem af
ikke nærmere
klarlagte
årsager
fjendtlig
personkreds.
Landsretten
bragte af de
samme grunde
som Retten i
Odense ikke
straffelovens
§ 81 a i
anvendelse.
I byrettens
dom af 9.
december
2010 (nr.
1-5048/2010)
er der
anført
følgende om
anvendelsen
af § 81 a: Anklagemyndigheden
har nok
efter
bevisførelsen
godtgjort,
at der er
uenighed og
uvenskab
mellem på
den ene side
en gruppe
bestående af
personer med
anden etnisk
oprindelse
end dansk og
på den anden
side HAere
og AK81ere.
Anklagemyndigheden
findes
imidlertid
ikke at have
godtgjort,
at den nu
begåede
kriminalitet
er led i et
igangværende
opgør mellem
grupperne og
ikke blot et
udslag af
den mellem
parterne
almindelige
strid.
Forholdet er
som følge
heraf ikke
henført
under
straffelovens
§ 81 a.
|
|
|
|
|
|
Østre
Landsrets
dom af 14.
marts 2011
(8. afd.
a.s.
nr.
S-3200-10):
To mænd blev
ved Retten i
Roskildes
dom af 8.
oktober 2010
(nr.
9-4384/2010)
bl.a. fundet
skyldige i
overtrædelse
af
straffelovens
§ 245, stk.
1, jf. §
247, stk. 1,
og § 252,
stk. 1, ved
i forening
at have
påkørt to
personer og
forsøgt at
påkøre en
tredje
person
(forhold
19).
Byretten
fandt det
endvidere
godtgjort,
at påkørslen
af [
] og
[
] skete
som led i et
gensidigt
bandeopgør
mellem
Bloodz og
Black Cobra,
idet dog
betingelserne
efter
straffelovens
§ 81 a, for
i dette
tilfælde at
forhøje
straffen
ikke ses
opfyldt.
Anklagemyndigheden
ankede
dommen med
påstand om
skærpelse,
herunder med
påstand om,
at forholdet
skulle
henføres
under
straffelovens
§ 81 a.
Landsretten
stadfæstede
afgørelsen
med bl.a.
følgende
begrundelse:
Landsretten
finder det
ubetænkeligt
at lægge til
grund, at de
tiltalte var
tilknyttet
Bloodz [
],
mens de
forurettede
i forhold
19, [
] var
tilknyttet
Black Cobra
[
] i maj
2010.
Der er
herved lagt
vægt på de
tiltaltes
tatoveringer,
den hos [
]
fundne liste
samt
forklaringerne
fra vidnerne
[
], [
] og
[
].
Efter den
skete
bevisførelse,
herunder de
to domme
afsagt af
Retten i
Roskilde
henholdsvis
den 5. marts
2008 samt
den 2. juli
2008 samt de
af [
] og
[
] afgivne
forklaringer,
findes det
imidlertid
ikke bevist
med den
fornødne
klarhed, at
der ved den
i forhold 19
forøvede
vold m.v.,
var et
igangværende
gensidigt
opgør mellem
Bloodz og
Black Cobra
af en sådan
karakter som
omfattet af
straffelovens
§ 81 a.
Der er
herved lagt
vægt på, at
de forhold
som omfattes
af dommen af
5. marts og
2. juli 2008
ikke med
sikkerhed
kan anses
for
banderelaterede,
og at de
øvrige
episoder,
som
anklageren
har henvist
til, heller
ikke med den
fornødne
sikkerhed er
udtryk for
opgør mellem
Black Cobra
og Bloodz.
Det
tiltrædes
derfor, at
der ikke er
grundlag for
at henføre
forhold 19
under
strafforhøjelsesbestemmelsen
i
straffelovens
§ 81 a.
|
|
|
Udover den
særlige strafforhøjelsesbestemmelse
i § 81 a, stk. 1, og
strafskærpelsesbestemmelse i § 81 a,
stk. 2, indeholder straffelovens
kapitel 10 om straffens fastsættelse
bl.a. også almindelige regler om
skærpende og formildende
omstændigheder. Straffelovens § 81
angiver således en række forhold,
som i almindelighed skal anses som
skærpende omstændigheder ved
straffens fastsættelse. Dette
omfatter eksempelvis, at gerningen
er udført af flere i forening (§ 81,
nr. 2), at gerningen er særlig
planlagt eller led i omfattende
kriminalitet (§ 81, nr. 3), at
gerningsmanden tilsigtede, at
gerningen skulle have betydeligt
alvorligere følger, end den fik (§
81, nr. 4), eller at gerningsmanden
har udvist særlig hensynsløshed (§
81, nr. 5).
2.2.
Lovforslagets
udformning
2.2.1.
Som nævnt ovenfor blev straffelovens
§ 81 a indsat i 2009 som en
modforholdsregel over for den
dengang verserende rocker- og
bandekonflikt. Med bestemmelsen
skærpedes straffen for visse grovere
lovovertrædelser, der begås med
baggrund i et gensidigt opgør mellem
grupper af personer, og som dermed
kan bidrage til at holde en konflikt
i live. Bestemmelsen tager i sin
nuværende form sigte på situationer,
hvor visse alvorlige forbrydelser
begås i forbindelse med verserende
opgør af en karakter, der kan udgøre
en trussel mod det normale
samfundsliv. Bestemmelsen skal via
den skærpede straftrussel modvirke
optrapning af opgør både med hensyn
til intensitet og med hensyn til de
midler, der anvendes.
Som beskrevet
under pkt. 1.1.2 opstår der fortsat
meget voldsomme uroligheder i
rocker- og bandemiljøet, hvorunder
der bl.a. anvendes skydevåben. Disse
uroligheder påvirker ikke alene de
personer fra rocker- og
bandemiljøet, der kommer til skade
eller omkommer som led heri, men
udgør også en alvorlig trussel mod
det normale samfundsliv, da de i
meget vidt omfang udspiller sig i
det offentlige rum og dermed
indebærer en fare for tilfældige
menneskers liv og legeme.
Det er på den
baggrund Justitsministeriets
vurdering, at straffelovens § 81 a
fortsat har sin berettigelse. Som
beskrevet ovenfor under pkt. 2.1 er
bestemmelsen således også i en række
tilfælde blevet anvendt i praksis.
Det er imidlertid
samtidig Justitsministeriets
opfattelse, at der er behov for at
udvide bestemmelsen, så den kan
finde anvendelse dels i en tidligere
fase af en konflikt, dels uafhængigt
af, om konflikten på
gerningstidspunktet (fortsat) må
anses for at være verserende.
Formålet hermed
er, at den skærpede straftrussel,
som ligger i bestemmelsen, i højere
grad kan bidrage til at mindske
risikoen for yderligere optrapning
af en verserende konflikt og at
mindske risikoen for, at en
tilsyneladende afsluttet, voldelig
konflikt blusser op igen.
Forslaget hviler
i den forbindelse på den
grundlæggende opfattelse,
at
det er helt uacceptabelt, hvis
konflikter mellem forskellige
grupper af personer ender med at
true det normale samfundsliv, fordi
gruppernes adfærd skaber fare for
almindelige menneskers liv og
helbred samt spreder frygt og
utryghed i befolkningen, og
at
der er grund til at træffe meget
skrappe foranstaltninger, som klart
viser, at samfundet ikke kan
acceptere og derfor vil bekæmpe
konflikter af den karakter, som
f.eks. udspandt sig i første halvår
af 2013.
Forslaget bygger
i overensstemmelse hermed på, at den
skærpede straftrussel, som ligger i
straffelovens § 81 a, bør gælde,
allerede når en konflikt har en
karakter, der giver grund til at
frygte, at konflikten vil udvikle
sig til en trussel mod det normale
samfundsliv.
Det er
Justitsministeriets vurdering, at en
konflikt har en sådan karakter, hvis
en af parterne blot én gang har vist
sig villig til som led i konflikten
at anvende skydevåben eller en af de
særdeles farlige våbentyper mv., der
er nævnt i § 81 a. Hvis en af
parterne på et tidspunkt i
konflikten har brugt et så alvorligt
våben mv., må konflikten således i
almindelighed antages at have en
sådan grad af alvor, at f.eks. en
efterfølgende grov voldsforbrydelse
med baggrund i konflikten vil kunne
føre en udvikling med sig, der ender
med, at gruppernes adfærd skaber
fare for almindelige menneskers liv
og helbred mv. Dette må antages at
gælde, uanset fra hvilken side
f.eks. voldsforbrydelsen begås.
Justitsministeriet foreslår på denne
baggrund, at § 81 a ændres, så den
ikke først finder anvendelse, når en
konflikt af betydelig intensitet
igennem en vis periode har givet sig
udslag i angreb (dvs. et opgør) fra
begge gruppers side, hvor der mindst
to gange er anvendt f.eks.
skydevåben.
Det foreslås
således, at bestemmelsen skal kunne
finde anvendelse, når en eller flere
af de forbrydelser, der er opregnet
i bestemmelsen, begås med baggrund i
en konflikt
(og ikke nødvendigvis et
opgør) mellem grupper af personer,
og hvor der blot
én gang
tidligere som led i konflikten er
anvendt skydevåben mv. Det foreslås
endvidere, at det ikke længere skal
være et krav, at konflikten (i dag
opgøret) stadig foregår.
Det vil være uden
betydning for anvendelsen af § 81 a,
om den eller de forbrydelser, der er
nævnt i § 81 a, begås kort tid efter
episoden, hvori der anvendtes
skydevåben mv. eller eventuelt flere
år senere, så længe der er tale om
en forbrydelse, der har baggrund i
en konflikt, som led i hvilken der
tidligere er anvendt skydevåben mv.
Det bemærkes, at formålet med den
foreslåede bestemmelse og den
forhøjede straftrussel, der ligger
heri som nævnt både er at mindske
risikoen for yderligere optrapning
af en verserende konflikt og at
mindske risikoen for, at en
tilsyneladende afsluttet, voldelig
konflikt blusser op igen.
Med den
foreslåede ændring af bestemmelsen
lempes betingelserne for at anvende
§ 81 a med henblik på at give
bestemmelsen et bredere
anvendelsesområde. Anvendelse af
bestemmelsen vil naturligvis også
fremover være undergivet en
almindelig bevisbedømmelse, herunder
af betingelsen om at den pågældende
forbrydelse er begået med baggrund i
en konflikt mellem grupper af
personer. Som det også er tilfældet
med den gældende regel, vil der i
den forbindelse kunne opstå
situationer, hvor politiet og
anklagemyndigheden eksempelvis af
hensyn til en løbende monitorering
af rocker- og bandemiljøet ikke
ønsker at fremlægge oplysninger, der
afslører kilder i miljøet eller
aflytninger, og derfor ikke
påberåber sig bestemmelsen. Der vil
også være en del tilfælde, hvor det
ud fra de foreliggende oplysninger
vil være vanskeligt at bevise, at
betingelserne for at anvende § 81 a
er opfyldt, herunder f.eks.
betingelsen om, at den pågældende
lovovertrædelse har baggrund i
konflikten. Efter
Justitsministeriets opfattelse vil
der imidlertid med de foreslåede
ændringer i videre omfang end i dag
være tilfælde, hvor bestemmelsen vil
finde anvendelse.
Det bemærkes i
tilknytning hertil, at bestemmelsen
i § 81 a ikke udelukker anvendelse
af de almindelige
strafskærpelsesgrunde i § 81 både
med hensyn til forhold, der måtte
blive henført under § 81 a og med
hensyn til forhold, der efter en
konkret vurdering ikke måtte blive
det. Selv om eksempelvis
betingelserne for at anvende § 81 a
ikke er opfyldt i en konkret sag,
kan der således efter almindelige
strafudmålingsprincipper være
skærpende omstændigheder, f.eks. at
der er tale om kriminalitet begået
som led i en voldelig strid mellem
forskellige persongrupper.
2.2.2.
Det foreslås, at § 81 a ændres,
således at det ikke længere er en
betingelse for at anvende
bestemmelsen, at den aktuelle
lovovertrædelse har baggrund i et
»gensidigt
opgør«, som
»foregår«,
og som led i hvilket der
»flere gange«
er anvendt skydevåben eller
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres farlige karakter er egnet til
at forvolde betydelig skade, eller
er begået brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Det vil fremover
være tilstrækkeligt, at den
aktuelle lovovertrædelse har
baggrund i en
»konflikt«, som led i hvilken
der én eller flere gange er anvendt
skydevåben mv.
2.2.2.1.
Enhver uoverensstemmelse eller
uenighed mellem to eller flere
grupper vil kunne udgøre en
konflikt
i § 81 as forstand.
Som efter
gældende ret er det uden betydning,
hvad årsagen til
konflikten
er, og hvad konflikten drejer
sig om. En konflikt kan f.eks.
vedrøre kontrollen over et kriminelt
marked, et ideologisk
modsætningsforhold eller tidligere
hændelser, som af en af grupperne
anses for ærekrænkende. Der kan også
være tale om, at personlige
uoverensstemmelser, f.eks. et
sammenstød mellem to personer om en
kæreste, udvikler sig til en
konflikt mellem grupper af personer.
Det er ligeledes
uden betydning, om konflikten er
begrundet i et eller flere forhold.
En konflikt mellem to grupper vil
således i praksis kunne dække over
flere forskellige forhold, herunder
f.eks. både kontrollen over et
kriminelt marked og en tidligere
ærekrænkende hændelse. Det er ikke
en betingelse for at anvende § 81 a,
at det fastslås, hvilket af flere
mulige, underliggende forhold, der
har motiveret gerningsmanden. Det er
således tilstrækkeligt, at det kan
lægges til grund, at der foreligger
en konflikt, og at gerningsmanden
helt eller delvist er motiveret af
at ville deltage i eller reagere på
konflikten.
2.2.2.2.
§ 81 a vil finde anvendelse, hvis
der som led i konflikten mindst én
gang er anvendt skydevåben, eller
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres farlige karakter er egnet til
at forvolde betydelig skade, eller
er begået brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180. Det vil således
ikke længere være et krav, at der
»flere gange« som led i konflikten
er anvendt sådanne våben mv. Der
stilles endvidere ikke i øvrigt krav
om, at konflikten skal have eller
have haft betydelig intensitet.
2.2.2.3.
Den foreslåede ændring indebærer
endvidere, at der ikke længere
stilles krav om, at konflikten skal
have stået på i en vis periode.
Desuden stilles der ikke længere
krav om, at konflikten skal være
aktiv eller have en bestemt
intensitet på tidspunktet for
lovovertrædelsen.
Det vil bl.a.
indebære, at § 81 a kan anvendes på
alvorlige forbrydelser, der har
baggrund i en konflikt, hvor der
ikke er forekommet angreb i flere
år, f.eks. fordi medlemmer af de
involverede grupper i en periode har
været frihedsberøvet. Bestemmelsen
vil også kunne anvendes, selv om de
pågældende grupper har indgået, hvad
de betegner som en fredsaftale
(f.eks. om ikke længere at angribe
hinanden som led i en konflikt om et
kriminelt marked), hvis en person på
et senere tidspunkt eventuelt
flere år senere begår en
forbrydelse som nævnt i § 81 a med
baggrund i konflikten.
Det vil dog
fortsat skulle bevises, at
lovovertrædelsen har
»baggrund«
i en konflikt. Som det er
beskrevet under pkt. 2.1, ligger der
heri, at det skal kunne lægges til
grund, at gerningsmanden helt eller
delvis har været motiveret af at
ville deltage i eller reagere på
konflikten mellem grupperne. Det må
antages, at betingelsen i praksis
vil kunne medføre en vis tidsmæssig
afgrænsning af bestemmelsens
anvendelsesområde. Det må således
forventes, at det afhængig af de
nærmere omstændigheder vil kunne
være vanskeligt at bevise, at en
lovovertrædelse har baggrund i
konflikten mellem grupperne, hvis
grupperne i en årrække ikke i øvrigt
har foretaget sig noget som led i
konflikten.
2.2.2.4.
Det vil fortsat være en betingelse,
at konflikten foreligger mellem
»grupper af
personer«, og bestemmelsen
vil således fortsat alene kunne
bringes i anvendelse i en situation,
hvor der optræder mere end én person
på hver side i konflikten.
Med den
foreslåede bestemmelse vil det ikke
længere være en betingelse, at der
skal være tale om et
»gensidigt«
opgør. Hermed bortfalder
kravet om, at konflikten skal have
givet sig udslag i angreb fra
begge de
involverede grupper af personer. Det
vil således fremover være muligt at
anvende bestemmelsen i en situation,
hvor én gruppe forfølger en anden
gruppe også selv om den anden
gruppe ikke går til modangreb med
brug af strafbare midler. Som
eksempel på en konflikt, der
fremover vil være omfattet af § 81
a, kan nævnes den situation, hvor en
gruppe ensidigt forfølger en anden
gruppe på grund af uenighed om
fordelingen af et kriminelt marked.
At der ikke
længere skal være tale om et
»gensidigt
opgør« vil også indebære, at
bestemmelsen vil kunne finde
anvendelse, hvis en person fra den
gruppe, der bliver forfulgt, begår
en forbrydelse omfattet af § 81 a
med baggrund i konflikten, selv om
denne gruppe ikke hidtil er gået til
modangreb, og der således er tale om
første angreb med strafbare midler
fra denne gruppes side. Det er
således uden betydning, om der forud
for tidspunktet for den
lovovertrædelse, der kan henføres
under § 81 a, er udført angreb på
begge
sider af konflikten.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 11 og 12
(forslag til straffelovens § 81 a,
stk. 1 og 2), og bemærkningerne
hertil.
3.
Skærpelse af
straffen for ulovlig besiddelse af
skydevåben mv.
3.1.
Gældende ret
Lovgivningen om
våben og eksplosivstoffer (herefter
våbenlovgivningen) indeholder en
lang række forbud og restriktioner
vedrørende våben og
eksplosivstoffer. Det er bl.a. efter
våbenlovens § 1, stk. 1, jf. § 2,
stk. 1, forbudt uden tilladelse fra
justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, at
indføre, fremstille, erhverve,
besidde, bære eller anvende blandt
andet skydevåben, ammunition,
håndgranater, bomber, miner og
eksplosivstoffer.
Overtrædelse af
våbenlovgivningen straffes som
udgangspunkt med bøde, fængsel
indtil 4 måneder eller under
skærpende omstændigheder fængsel
indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10.
Særligt grove
overtrædelser af våbenlovgivningen
straffes dog efter straffelovens §
192 a.
Det følger
således af straffelovens § 192 a,
stk. 1, at man straffes med fængsel
fra 1 år indtil 6 år, hvis man
overtræder våbenlovgivningen ved
under særligt skærpende
omstændigheder at indføre, udføre,
transportere, erhverve, overdrage,
besidde, bære, anvende, udvikle
eller med henblik på udvikling
forske i skydevåben (§ 192 a, stk.
1, nr. 1) eller andre våben eller
eksplosivstoffer, når våbnet eller
eksplosivstofferne på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet
til at forvolde betydelig skade (§
192 a, stk. 1, nr. 2).
Den, der i øvrigt
overtræder våbenlovgivningen under
særligt skærpende omstændigheder,
straffes med fængsel indtil 6 år,
jf. straffelovens § 192 a, stk. 2.
Bestemmelsen fik
sin nuværende affattelse ved lov nr.
501 af 12. juni 2009.
Anvendelsesområdet for strafferammen
i stk. 1 på fængsel fra 1 år indtil
6 år var i det oprindelige
lovforslag (L 211 fremsat den 29.
april 2009) begrænset til
overtrædelser af våbenlovgivningen
ved under særligt skærpende
omstændigheder på offentligt
tilgængeligt sted at besidde, bære
eller anvende skydevåben med
tilhørende ammunition eller andre
særdeles farlige våben eller
eksplosivstoffer, mens andre
overtrædelser af våbenlovgivningen
under særligt skærpende
omstændigheder var omfattet af
strafferammen i stk. 2 på fængsel
indtil 6 år.
Under
Folketingets behandling af
lovforslaget blev der imidlertid
vedtaget et ændringsforslag til
lovforslaget, som indebar, at
anvendelsesområdet for strafferammen
på fængsel fra 1 år indtil 6 år blev
udvidet, jf. beskrivelsen af
straffelovens § 192 a, stk. 1,
ovenfor. Dermed blev også besiddelse
af skydevåben og andre særdeles
farlige våben og eksplosivstoffer på
ikke offentligt tilgængeligt sted og
besiddelse af skydevåben uden
tilhørende ammunition omfattet af
minimumsstraffen på 1 år, forudsat
at der er tale om en overtrædelse af
våbenlovgivningen under særligt
skærpende omstændigheder.
Det fremgår af
pkt. 3.2.2 i de almindelige
bemærkninger til det nævnte
lovforslag, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8069, at
alle skydevåben omfattet af det
generelle forbud i våbenlovens § 1,
stk. 1, nr. 1, som udgangspunkt vil
være omfattet af straffelovens § 192
a, stk. 1, nr. 1, og at dette
gælder, uanset om det pågældende
skydevåben er i samlet eller adskilt
stand, hvis delene hurtigt og enkelt
kan samles til et funktionsdygtigt
våben. Våbenlovens § 1, stk. 1, nr.
1, omfatter alle former for
skydevåben med undtagelse af visse
mindre farlige våben, navnlig
hardball- og paintballvåben og visse
luft- og fjederbøsser, som alene er
forbudt for personer under 18 år,
jf. våbenlovens § 1, stk. 2, jf. §
2, stk. 1, 2. pkt.
Det fremgår
endvidere, at andre våben end
skydevåben, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet
til at forvolde betydelig skade, jf.
straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
2, typisk vil være våben, som har
karakter af egentligt krigsmateriel,
og som ikke lovligt kan besiddes af
andre end militæret, herunder
hjemmeværnet, f.eks. morterer,
håndgranater, bomber og miner, og at
eksplosivstoffer også vil kunne være
omfattet, hvis der er tale om
stoffer i en sådan mængde eller af
en sådan farlighed, at de vil kunne
bruges til at forvolde betydelig
skade.
Ved vurderingen
af, om der foreligger sådanne
særligt skærpende omstændigheder, at
en våbenlovsovertrædelse skal
henføres under straffelovens § 192
a, stk. 1, sondres der i praksis
mellem de forskellige typer våben og
eksplosivstoffer på baggrund af
deres farlighed.
Særdeles
farlige skydevåben (fuldautomatiske
våben) og andre våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, har som udgangspunkt
været omfattet af straffelovens §
192 a, siden bestemmelsen blev
indsat ved lov nr. 411 af 10. juni
1997 om ændring af straffeloven,
retsplejeloven og våbenloven
(Styrkelse af politiets muligheder
for at efterforske alvorlig
kriminalitet, konfiskation, øget
vidnebeskyttelse og skærpelse af
straffen for våbenbesiddelse m.v.).
På daværende tidspunkt stillede
bestemmelsen ikke betingelse om, at
der forelå særligt skærpende
omstændigheder. Denne betingelse
blev indført ved lov nr. 500 af 17.
juni 2008 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven,
våbenloven og lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. (Styrkelse af indsatsen
mod ulovlige skydevåben og knive på
offentligt tilgængelige steder) for
så vidt angår skydevåben og ved lov
nr. 501 af 12. juni 2009 for så vidt
angår andre våben og
eksplosivstoffer. Fra praksis efter
indførelsen af betingelsen om
særligt skærpende omstændigheder kan
der henvises til Østre Landsrets dom
af 20. december 2010, gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen fra 2011,
side 948, hvor den tiltalte blev
fundet skyldig i at have besiddet en
skarpladt maskinpistol på sin bopæl.
Østre Landsret bemærkede, at der ved
lov nr. 411 af 10. juni 1997 blev
indsat en bestemmelse i
straffelovens § 192 a, som bl.a.
omfattede våben, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnede til at forvolde betydelig
skade, og at bestemmelsen ifølge
forarbejderne hertil omfattede bl.a.
maskinpistoler. På denne baggrund
og uden at henvise til sagens øvrige
omstændigheder henførte Østre
Landsret overtrædelsen under
straffelovens § 192 a.
Andre
skydevåben end særdeles farlige
skydevåben (halvautomatiske våben,
repetérvåben og enkeltskudsvåben)
har siden ændringen af
straffelovens § 192 a ved lov nr.
500 af 17. juni 2008 været omfattet
af bestemmelsen på betingelse af, at
der foreligger særligt skærpende
omstændigheder. Det var tidligere en
yderligere betingelse, at der var
tale om besiddelse på offentligt
tilgængeligt sted, men denne
betingelse blev ophævet i
forbindelse med den ovennævnte
ændring af straffelovens § 192 a ved
lov nr. 501 af 12. juni 2009,
således at også besiddelse på ikke
offentligt tilgængeligt sted nu er
omfattet af bestemmelsen. Sondringen
mellem besiddelse på offentligt og
ikke offentligt tilgængeligt sted
har dog i praksis fortsat betydning
ved vurderingen af, om der
foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Besiddelse af
andre skydevåben end særdeles
farlige skydevåben på
offentligt
tilgængeligt sted blev
omfattet af straffelovens § 192 a
med indsættelsen af et nyt stk. 1 i
bestemmelsen ved lov nr. 500 af 17.
juni 2008. Det følger af lovens
forarbejder (pkt. 2.2.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 171 fremsat den 28.
marts 2008, jf. Folketingstidende
2007-2008, 2. samling, Tillæg A,
side 5984), at der med betingelsen
om, at der skal foreligge særligt
skærpende omstændigheder, først og
fremmest sigtes til det pågældende
skydevåbens farlighed, og at
betingelsen forudsættes opfyldt,
medmindre der er tale om mindre
farlige skydevåben, som det alene er
forbudt at besidde for personer
under 18 år, jf. våbenlovens § 1,
stk. 2, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt.
Ifølge
bemærkningerne kan der også
foreligge andre omstændigheder, der
indebærer, at skydevåbnet ikke kan
anses for besiddet under særligt
skærpende omstændigheder. Som
eksempel nævnes den situation, hvor
en person transporterer våbnet for
en anden, som har våbentilladelse,
f.eks. et medlem af en
skytteforening, som efter
skydetræning har et hastende ærinde
og derfor beder et familiemedlem,
som ikke har våbentilladelse, om at
transportere våbnet til bopælen.
Derudover nævnes som eksempel den
situation, hvor en person har
tilladelse til at besidde et
skydevåben, men besidder det på
offentligt tilgængeligt sted i strid
med tilladelsen, f.eks. et medlem af
en skytteforening, som har
tilladelse til at transportere
våbnet mellem hjemmet og skydebanen,
men som efter et besøg på skydebanen
under undskyldelige omstændigheder
medtager våbnet under et ærinde i
byen, hvor der i øvrigt ikke er
grund til at antage, at den
pågældende kan tænkes at bruge
våbnet uden for foreningen.
Fra praksis kan
der henvises til Højesterets dom af
25. juni 2010, gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen, side 2548, hvor den
tiltalte var fundet skyldig i at
have båret en skarpladt pistol på
gaden. Højesteret bemærkede, at den
tiltalte på offentligt tilgængeligt
sted havde båret en pistol, der var
ladt med skarpe patroner, og da der
ikke forelå særlige forhold, der
kunne føre til et andet resultat,
tiltrådte Højesteret at henføre
overtrædelsen under straffelovens §
192 a, stk. 1.
Besiddelse af
andre skydevåben end særdeles
farlige skydevåben på
ikke offentligt
tilgængeligt sted blev som
nævnt ovenfor omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1, ved
lov nr. 501 af 12. juni 2009. Denne
udvidelse af bestemmelsens
anvendelsesområde var som ligeledes
nævnt ovenfor ikke en del af det
oprindelige lovforslag, hvor der i
stedet var lagt op til at lade
besiddelse på ikke offentligt
tilgængeligt sted være omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 2, om
øvrige overtrædelser af
våbenlovgivningen under særligt
skærpende omstændigheder.
Det fremgår af
lovens forarbejder (pkt. 3.2.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8070), at
besiddelse på bopælen og andre ikke
offentligt tilgængelige steder ikke
altid vil udgøre særligt skærpende
omstændigheder. Det er således
forudsat, at personer uden kriminel
baggrund i øvrigt, som f.eks. har
arvet et skydevåben og igennem en
årrække i strid med
våbenlovgivningen har haft våbnet
liggende ubenyttet (måske glemt) på
bopælen, ikke vil være omfattet af
bestemmelsen. Det samme gælder for
personer uden kriminel baggrund i
øvrigt, der har våbentilladelse
eller jagttegn, og blot har glemt at
forny våbentilladelsen eller
jagttegnet inden for de relevante
frister.
I forarbejderne
til lov nr. 411 af 10. juni 1997,
som indførte den tidligere gældende
bestemmelse i våbenlovens § 10, stk.
2, om besiddelse af skydevåben (som
ikke var særdeles farlige og dermed
på daværende tidspunkt ikke var
omfattet af straffelovens § 192 a)
under særligt skærpende
omstændigheder (pkt. 11.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 98 fremsat den 28.
november 1996, jf. Folketingstidende
1996-1997, Tillæg A, side 2510),
anføres endvidere om besiddelse på
ikke offentligt tilgængeligt sted,
at særligt skærpende omstændigheder
f.eks. kan være besiddelse af flere
våben, især hvis der er tale om
særligt farlige våben som f.eks.
pistoler eller halvautomatiske
rifler. Ifølge bemærkningerne er det
også at betragte som særligt
skærpende omstændigheder, hvis
våbnene besiddes på tilholdssteder
for rockergrupper, hvis besidderen
har anskaffet sig våbnene på
strafbar vis, og hvis der er tale om
et gentagelsestilfælde.
Højesteret har i
2010 og 2011 taget stilling til
spørgsmålet om besiddelse af
skydevåben på ikke offentligt
tilgængeligt sted i en række domme,
hvoraf det følger, at straffelovens
§ 192 a, stk. 1, finder anvendelse,
hvis våbenbesiddelsen efter en
samlet vurdering kan anses for at
have indebåret en nærliggende risiko
for, at skydevåbnet ville blive
brugt til fare for andre. Som
eksempel kan nævnes Højesterets dom
af 15. november 2010, gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen fra 2011,
side 502, hvor den tiltalte, der
tidligere havde været et højtstående
medlem af en rockergruppe, som han
fortsat havde tilknytning til, var
fundet skyldig i have opbevaret en
skarpladt pistol umiddelbart
tilgængeligt på sin bopæl.
Højesteret bemærkede, at man i en
tidligere dom (Højesterets dom af
25. juni 2010, gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen, side 2552) havde
fastslået, at det beror på en samlet
vurdering af de foreliggende
omstændigheder, om besiddelse af
skydevåben på ikke offentligt
tilgængeligt sted må anses for
begået under særligt skærpende
omstændigheder, og at der herved kan
lægges vægt på de momenter, der er
nævnt i forarbejderne til lov nr.
411 af 10. juni 1997 og lov nr. 501
af 12. juni 2009. Højesteret fandt
på baggrund af sagens
omstændigheder, at der forelå
særligt skærpende omstændigheder, og
lagde herved vægt på, at den
tiltaltes besiddelse af våbnet efter
en samlet vurdering måtte anses for
at have indebåret en nærliggende
risiko for, at det ville blive brugt
til fare for andre. Højesteret
henførte derfor forholdet under
straffelovens § 192 a, stk. 1.
Det fremgår af
forarbejderne til lov nr. 501 af 12.
juni 2009 (pkt. 3.2.4 i lovforslag
nr. L 211 fremsat den 29. april
2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, spalte 8071),
at straffen for ulovlig besiddelse
under særligt skærpende
omstændigheder af skydevåben, som
ikke er særdeles farlige, jf.
straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
1, i førstegangstilfælde som
udgangspunkt skal fastsættes til
mindst 1 års fængsel. I
gentagelsestilfælde forudsættes
straffen fastsat til fængsel mellem
1 år og 4 måneder og 1 år og 8
måneder. For så vidt angår særdeles
farlige skydevåben og andre våben og
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, jf. straffelovens § 192 a,
stk. 1, nr. 2, forudsættes straffen
i førstegangstilfælde fastsat til
fængsel mellem 1 år og 8 måneder og
2 år, mens det ikke fremgår,
hvorledes straffen forudsættes
fastsat i gentagelsestilfælde.
De nævnte
strafpositioner er i
overensstemmelse med
anvendelsesområdet for det
oprindelige lovforslag fastsat
under forudsætning af, at de
pågældende våben og eksplosivstoffer
besiddes på offentligt tilgængeligt
sted, og at skydevåben tillige
besiddes med tilhørende ammunition.
Det fremgår ikke af bemærkningerne
til det ændringsforslag, som
udvidede anvendelsesområdet til også
at omfatte besiddelse af våben og
eksplosivstoffer på ikke offentligt
tilgængeligt sted og besiddelse af
skydevåben uden tilhørende
ammunition (pkt. 4, nr. 1, i
Retsudvalgets betænkning over
lovforslag nr. L 211 afgivet den 20.
maj 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg B, side 1502),
hvilken betydning dette forudsattes
at have for de strafpositioner, som
var angivet i det oprindelige
lovforslag.
På den baggrund
er der ikke i retspraksis fundet
grundlag for at betragte besiddelse
af skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted, herunder med
tilhørende ammunition, som
strafskærpende omstændigheder.
Højesteret har således taget
stilling til spørgsmålet i en dom af
25. juni 2010, gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen, side 2548, hvor den
tiltalte var fundet skyldig i at
have båret en skarpladt pistol på
gaden. Højesteret fastsatte straffen
til 1 års fængsel og bemærkede, at
anvendelsesområdet for straffelovens
§ 192 a, stk. 1, nr. 1, i forhold
til lovforslaget var blevet udvidet
bl.a. ved, at ordene »offentligt
tilgængeligt sted« og »med
tilhørende ammunition« var udgået.
Højesteret fandt ikke, at der i
bemærkningerne til ændringsforslaget
var sikre holdepunkter for, at disse
udvidelser af bestemmelsens
anvendelsesområde skulle medføre en
forhøjelse af det i lovforslaget
forudsatte udgangspunkt for
straffastsættelsen på 1 års fængsel
ved besiddelse af skydevåben med
tilhørende ammunition på offentligt
tilgængeligt sted.
Derimod er der i
overensstemmelse med
bemærkningerne til det oprindelige
lovforslag i praksis fundet
grundlag for at betragte
gentagelsestilfælde som en
strafskærpende omstændighed. Der kan
i den forbindelse henvises til
Højesterets dom af 16. september
2011, gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen fra 2011, side 3439.
Der er ligeledes
i overensstemmelse med
bemærkningerne til det oprindelige
lovforslag i praksis idømt højere
straffe for besiddelse af særdeles
farlige skydevåben og andre våben og
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade. Der kan i den forbindelse
henvises til Østre Landsrets dom af
20. december 2010, gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen fra 2011,
side 948.
3.2.
Lovforslagets
udformning
Der har navnlig i
første kvartal af 2013 i
hovedstadsområdet været et antal
skudepisoder på åben gade, herunder
i første række mellem personer med
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet. I første halvår af
2013 registrerede politiet 49
skudepisoder i det offentlige rum,
der vurderedes at have relation til
rocker- og bandekonflikterne. Flere
af skudepisoderne fandt sted i tæt
befolkede områder, ved anvendelse af
bl.a. maskinpistoler, og på
tidspunkter, hvor der var mange
mennesker.
Dette har i
perioder skabt en trussel mod det
normale samfundsliv, der efter
Justitsministeriets opfattelse giver
grund til at overveje at skærpe
straffen på våbenområdet for at
sikre, at ulovlig besiddelse af
skydevåben i det offentlige rum
mødes med en straf, der modsvarer
forbrydelsens alvor sammenlignet med
andre former for ulovlig
våbenbesiddelse mv.
Som beskrevet
under pkt. 3.1 har Højesteret
fastslået, at det ved
strafudmålingen for ulovlig
besiddelse af skydevåben omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
1, ikke er en skærpende
omstændighed, at besiddelsen sker på
offentligt tilgængeligt sted, uanset
om der samtidig besiddes ammunition
til skydevåbnet. Ulovlig besiddelse
af f.eks. en skarpladt pistol
omfattet af straffelovens § 192 a,
stk. 1, skal således som
udgangspunkt straffes med
minimumsstraffen på 1 års fængsel,
uanset om pistolen besiddes på
bopælen eller på åben gade.
Efter
Justitsministeriets opfattelse må
det ud fra en generel betragtning
anses for farligere og dermed mere
strafværdigt at besidde et
skydevåben ulovligt på offentligt
tilgængeligt sted end på bopælen
eller andre ikke offentligt
tilgængelige steder. Det gælder
navnlig i tilfælde, hvor der
samtidig besiddes ammunition til
skydevåbnet, da dette i sig selv
skaber risiko for, at skydevåbnet
vil gøre alvorlig skade på andres
liv eller helbred. Det gælder
imidlertid også, hvis skydevåbnet
besiddes uden tilhørende ammunition.
Da det ikke er umiddelbart
konstaterbart, om et skydevåben er
ladt, kan også besiddelse af et
skydevåben uden ammunition således
være en medvirkende faktor til, at
f.eks. en konflikt optrappes og
udvikler sig betydeligt mere
voldeligt, end det ellers ville have
været tilfældet.
Det er derfor
Justitsministeriets opfattelse, at
der bør indføres en øget graduering
i opadgående retning af
strafudmålingen i sager om ulovlig
besiddelse af skydevåben omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
1, således at der udmåles en skærpet
straf, når skydevåbnet besiddes på
offentligt tilgængeligt sted, og at
straffen skærpes yderligere, når der
samtidig besiddes ammunition til
skydevåbnet.
Det foreslås på
den baggrund, at der i straffelovens
§ 192 a indsættes et nyt stk. 3,
hvor det slås fast, at det ved
fastsættelse af straffen for ulovlig
besiddelse af skydevåben efter stk.
1, nr. 1, skal indgå som en
skærpende omstændighed, at
skydevåbnet besiddes på offentligt
tilgængeligt sted, og som en
yderligere skærpende omstændighed,
hvis der samtidig besiddes
ammunition, der kan affyres med
skydevåbnet.
Der ændres med
forslaget ikke på afgrænsningen
mellem straffelovens § 192 a og
våbenloven.
At skydevåbnet »besiddes«
indebærer ikke et krav om ejerskab.
Den, der f.eks. transporterer en
andens våben, f.eks. på sin person
eller i en taske, er således
omfattet af begrebet.
»Offentligt
tilgængeligt sted« skal som
efter gældende ret forstås som
steder, hvortil der er almindelig
adgang, herunder veje, parker,
offentlige transportmidler,
restauranter, butikker,
butikscentre, forlystelsessteder og
offentlige kontorer. Besiddelse af
skydevåben i en bil, som befinder
sig på offentligt tilgængeligt sted,
er også omfattet af begrebet.
At der »samtidig
besiddes ammunition, der kan affyres
med skydevåbnet« indebærer
ikke et krav om, at skydevåbnet er
skarpladt, men den, der er i
besiddelse af skydevåbnet, skal
samtidig være i besiddelse af
ammunition på sin person, i en
medbragt taske, i det køretøj, hvori
den pågældende antræffes, eller på
anden lignende lettilgængelig måde.
Der skal være tale om ammunition,
der kan affyres med det pågældende
skydevåben, men ikke nødvendigvis
ammunition, der er fabrikeret
specifikt til skydevåbnet.
Den foreslåede
bestemmelse vil også kunne finde
anvendelse i de situationer, hvor
flere personer må anses for i
forening, herunder med det fornødne
forsæt, at være i besiddelse mv. af
skydevåben med ammunition, der kan
affyres med skydevåbnet, f.eks. hvor
den ene person bærer skydevåbnet og
den anden ammunition, eller hvor
flere personer i en bil på offentlig
vej må anses for i forening at være
i besiddelse af skydevåben i bilen
med ammunition.
Som hidtil vil
også andre omstændigheder kunne
påvirke strafudmålingen i skærpende
retning, herunder når der er tale om
besiddelse af særdeles farlige
skydevåben, og når der er tale om
gentagelsestilfælde.
Den foreslåede
bestemmelse vedrører ikke forhold
omfattet af straffelovens § 192 a,
stk. 1, nr. 2, hvor udgangspunktet
for straffastsættelsen i
førstegangstilfælde fortsat vil være
fængsel i mindst 1 år og 8 måneder
til fængsel i 2 år, uanset om de
pågældende våben og eksplosivstoffer
besiddes på et offentligt eller ikke
offentligt tilgængeligt sted, jf.
pkt. 3.2.7 i lovforslag nr. L 211
fremsat den 29. april 2009. Under
hensyn til mangfoldigheden af de
typer af våben og eksplosivstoffer,
som kan falde ind under denne
bestemmelse, finder
Justitsministeriet således, at det
må overlades til domstolene at
vurdere fra sag til sag, om det ved
straffastsættelsen bør indgå som en
skærpende omstændighed, at
besiddelsen sker på offentligt
tilgængeligt sted.
Dette hænger
sammen med, at den ovennævnte
antagelse om, at det ud fra en
generel betragtning er farligere og
dermed mere strafværdigt at besidde
et skydevåben på offentligt
tilgængeligt sted end på bopælen mv.
ikke nødvendigvis gør sig gældende,
når der er tale om våben og
eksplosivstoffer omfattet af
straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
2. F.eks. kan en bombe efter
omstændighederne udgøre en større
fare i en bolig i et
lejlighedskompleks end på et
offentligt tilgængeligt sted.
Der er med den
foreslåede bestemmelse ikke
tilsigtet nogen ændring i
strafniveauet for så vidt angår
besiddelse mv. af skydevåben (med
eller uden ammunition) på bopælen
eller andet ikke offentligt
tilgængeligt sted.
Det forudsættes,
at der ved strafudmålingen efter
straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
1, fremover tages udgangspunkt i
nedenstående strafniveauer.
Ulovlig
besiddelse af skydevåben
uden
ammunition, der kan affyres med
skydevåbnet, på offentligt
tilgængeligt sted forudsættes i
førstegangstilfælde som
udgangspunkt straffet med ubetinget
fængsel i 1 år og 3 måneder. I
gentagelsestilfælde
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel mellem 1 år og 8 måneder og
2 år.
Ulovlig
besiddelse af skydevåben
med ammunition,
der kan affyres med skydevåbnet,
på offentligt tilgængeligt
sted forudsættes i
førstegangstilfælde som
udgangspunkt straffet med ubetinget
fængsel i 1 år og 6 måneder. I
gentagelsestilfælde
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel mellem 2 år og 2 år og 6
måneder.
Hvis der er tale
om ulovlig besiddelse af
særdeles
farlige skydevåben
(fuldautomatiske våben) på
offentligt tilgængeligt sted,
forudsættes straffen i
førstegangstilfælde som udgangspunkt
fastsat til ubetinget fængsel mellem
2 år og 2 år og 6 måneder, når
våbnet besiddes uden ammunition, der
kan affyres med våbnet, og ubetinget
fængsel mellem 2 år og 6 måneder og
3 år, når våbnet besiddes med
ammunition, der kan affyres med
skydevåbnet. Det forudsættes
endvidere, at der i
gentagelsestilfælde sker en
betydelig skærpelse af straffen.
Fastsættelsen af
straffen vil i øvrigt fortsat bero
på domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 13 (forslag
til straffelovens § 192 a, stk. 3),
og bemærkningerne hertil.
4.
Skærpelse af
straffen for ulovlig besiddelse af
knive på offentligt tilgængelige
steder mv.
4.1.
Gældende ret
4.1.1.
Ulovlig
besiddelse af knive på offentligt
tilgængelige steder mv.
Efter våbenlovens
§ 4, stk. 1, er det forbudt på
offentligt tilgængelige steder,
uddannelsessteder, i ungdomsklubber,
fritidsordninger og lignende at bære
eller besidde kniv eller dolk,
medmindre det sker som led i
erhvervsudøvelse, til brug ved jagt,
lystfiskeri eller sportsudøvelse
eller har et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål. Det er
dog i alle tilfælde lovligt efter
våbenloven at bære en foldekniv med
en klinge på højst 7 cm, der ikke
kan fastlåses i udfoldet position.
Bestemmelsen i §
4, stk. 1, blev oprindelig indsat i
våbenloven ved lov nr. 861 af 23.
december 1987 om ændring af
våbenloven (knive, slangebøsser
m.v.). Det fremgår bl.a. af lovens
forarbejder (pkt. 3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L 92
fremsat den 18. november 1987, jf.
Folketingstidende 1987-1988, Tillæg
A, spalte 1782), at det efter
bestemmelsen er forbudt at gå med
kniv, hvis den bæres blot til pynt
eller lignende, eller den ikke skal
bruges til noget bestemt. Det er
heller ikke tilladt at bære kniv
f.eks. med henblik på at forsvare
sig selv eller andre, hvis der
eventuelt skulle opstå en truende
situation.
Skal kniven
derimod anvendes som værktøj i
(lovligt) erhverv eller bruges i
forbindelse med jagt, lystfiskeri og
sportsudøvelse, er det tilladt at
bære den på offentligt sted mv.
Opregningen i lovteksten er ikke
udtømmende, jf. ordene »eller andet
lignende anerkendelsesværdigt
formål«. Det er derfor også tilladt
at bære knive, der anvendes i
forbindelse med anden lovlig
fritidsaktivitet. Dette omfatter
f.eks. spejdere og andre, der dyrker
friluftsvirksomhed, herunder
vandreture, skovture og lignende.
Det vil endvidere f.eks. være
lovligt at medbringe bestikknive og
andre husholdningsknive (f.eks.
brødknive og urteknive) i en
køkkenskuffe i en autocamper, når
knivene medbringes til brug for
forberedelse eller indtagelse af et
måltid.
Herudover er der
en række andre tilfælde, hvor det ud
fra formålet med bestemmelsen er
tilladt at bære kniv på offentligt
sted mv. Her tænkes navnlig på
situationer, hvor det i forbindelse
med transport af en kniv fra ét sted
til et andet ikke kan undgås, at
kniven medbringes på (passerer)
offentligt område. Dette omfatter
f.eks. det tilfælde, hvor en kniv er
købt i en forretning og skal bringes
hjem til bopælen, eller hvor en
køkkenkniv skal repareres eller
slibes uden for hjemmet. Det vil på
samme måde være lovligt for en
person at bære en kniv på vej
direkte til eller fra den pågældende
lovlige aktivitet, f.eks. i
forbindelse med en fisketur, en
skovtur eller en spejderlejr.
Der vil endvidere
kunne foretages ophold eller ærinder
undervejs, når dette ud fra en
samlet vurdering af omstændighederne
må anses for rimeligt. I denne
vurdering vil bl.a. indgå formålet
med og stedet for opholdet eller
ærindet, varigheden heraf og knivens
placering. F.eks. vil et ophold med
henblik på at tanke benzin eller
foretage indkøb på vej i sin bil til
eller fra den aktivitet, hvor kniven
skal anvendes, ikke udgøre en
overtrædelse af våbenloven, hvis
kniven forbliver i bilen. Det samme
gør sig gældende, hvis en netop
indkøbt husholdningskniv medbringes
på den videre indkøbstur i en taske
eller lignende eller ligger i bilen,
mens der foretages andre ærinder.
Efter våbenlovens
§ 4, stk. 2, kan justitsministeren
udstede regler om et (generelt)
forbud mod bl.a. at besidde eller
bære visse knive. I henhold hertil
er der i § 16 i våbenbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 1248 af 30.
oktober 2013) fastsat et forbud mod
bl.a. at besidde eller bære en række
særligt farlige knive uden
tilladelse fra politiet.
Forbuddet der
gælder generelt og således ikke er
begrænset til offentligt
tilgængelige steder mv. omfatter
blandt andet knive, hvis klinge
overstiger 12 cm, medmindre de er
udformet til og bæres eller besiddes
med henblik på anvendelse i erhverv,
til husholdningsbrug eller ved jagt,
lystfiskeri eller sportsdykning, jf.
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1,
nr. 1, jf. stk. 3. Herudover
omfatter forbuddet en række andre
knive, der har en særligt farlig
konstruktion, herunder springknive
og enhåndsbetjente foldeknive, jf.
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1,
nr. 2-8.
4.1.2.
Sanktionsniveauet
Ifølge
våbenlovens § 10, stk. 2, som fik
sin nuværende ordlyd ved lov nr. 274
af 27. marts 2012 om ændring af
våbenloven (Straf for overtrædelse
af knivforbuddet), straffes
overtrædelse af § 4, stk. 1, som
udgangspunkt med bøde, men under
skærpende omstændigheder med fængsel
indtil 2 år.
Det fremgår af
forarbejderne til lov nr. 274 af 27.
marts 2012 (pkt. 3.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 61 fremsat den 21.
december 2011), at indholdet af
udtrykket
»skærpende omstændigheder«
vil bero på domstolenes vurdering af
de konkrete forhold i den enkelte
sag, idet der dog som den
almindelige regel kun vil foreligge
skærpende omstændigheder, hvis en
person bærer kniv på steder eller
under omstændigheder, hvor der er en
nærliggende risiko for, at der kan
opstå tilspidsede situationer af
potentielt voldelig karakter. Dette
vil i praksis først og fremmest
omfatte tilfælde, hvor en person
bærer kniv i aften- og nattetimerne
i restaurationsmiljøet mv. Der vil
dog også i andre tilfælde f.eks.
ved visse fodboldkampe, byfester og
koncerter kunne være en
nærliggende risiko for, at der kan
opstå tilspidsede situationer af
potentielt voldelig karakter. Der må
i den forbindelse lægges vægt på, om
medbragte knive ved den pågældende
type af begivenhed erfaringsmæssigt
bidrager til at skabe farlige
situationer. Det ligger i det
anførte jf. udtrykket »bærer« at
der ikke vil foreligge skærpende
omstændigheder, hvis overtrædelsen
af knivforbuddet består i, at en
person blot besidder kniven,
f.eks. fordi den pågældende kniv
ligger i en bils bagagerum.
I
overensstemmelse med det anførte har
Folketinget i vedtagelsen af V 35
fra folketingssamlingen 2012-2013
lagt til grund, at der kan foreligge
en risiko for, at der kan opstå
tilspidsede situationer af potentiel
voldelig karakter som følge af
f.eks. en bandekonflikt.
Der er i
forarbejderne til lov nr. 274 af 27.
marts 2012 (pkt. 3.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 61 fremsat den 21.
december 2011) fastsat nærmere
retningslinjer for strafniveauet ved
overtrædelse af våbenlovens § 4,
stk. 1.
I
førstegangstilfælde
forudsættes der for overtrædelse af
våbenlovens § 4, stk. 1, uden
samtidig overtrædelse af forbuddet
mod at besidde eller bære visse
særligt farlige knive i
våbenbekendtgørelsens § 16, stk. 1,
som udgangspunkt fastsat en bøde på
3.000 kr. Ved samtidig overtrædelse
af våbenbekendtgørelsens § 16, stk.
1, forudsættes der som udgangspunkt
fastsat en bøde på 5.000 kr.
Hvis der foreligger skærpende
omstændigheder, forudsættes der
både for lovovertrædere over og
under 18 år fastsat en ubetinget
frihedsstraf på fængsel i 7 dage.
Straffen kan dog gøres betinget med
vilkår om samfundstjeneste, hvis
betingelserne herfor er opfyldt.
I
andengangstilfælde
forudsættes der både for
lovovertrædere over og under 18 år
som udgangspunkt fastsat en
ubetinget frihedsstraf på fængsel i
7 dage. Straffen kan dog gøres
betinget med vilkår om
samfundstjeneste, hvis betingelserne
herfor er opfyldt. Der kan endvidere
forekomme tilfælde, hvor ubetinget
frihedsstraf i andengangstilfælde
vil forekomme urimelig henset til de
omstændigheder, hvorunder kniven har
været medbragt, og i sådanne
tilfælde er der mulighed for at
idømme en bøde. Er der imidlertid
tidligere idømt en frihedsstraf på 7
dages fængsel for en
førstegangsovertrædelse, forudsættes
straffen i andengangstilfælde som
udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel i 14 dage. Hvis der i
førstegangstilfælde er idømt en
frihedsstraf på 7 dages fængsel
efter den tidligere gældende
våbenlov (lov nr. 500 af 17. juni
2008), forudsættes straffen efter de
nugældende regler i
andengangstilfælde dog fastsat til
fængsel i 7 dage.
I
tredjegangstilfælde
forudsættes der både for
lovovertrædere over og under 18 år
som udgangspunkt fastsat en
ubetinget frihedsstraf på fængsel i
14 dage. Straffen kan dog gøres
betinget med vilkår om
samfundstjeneste, hvis betingelserne
herfor er opfyldt. Er der imidlertid
tidligere idømt en frihedsstraf på
14 dages fængsel for en
andengangsovertrædelse, forudsættes
straffen i tredjegangstilfælde som
udgangspunkt fastsat til fængsel i
20 dage. Hvis der i
andengangstilfældet er idømt en
frihedsstraf på 14 dages fængsel
efter den tidligere gældende
våbenlov (lov nr. 500 af 17. juni
2008), forudsættes straffen efter de
nugældende regler i
tredjegangstilfældet fastsat til
fængsel i 14 dage.
I
fjerdegangstilfælde og
derover vil det være op til
domstolene på baggrund af de
konkrete forhold i den enkelte sag
at beslutte, hvorledes straffen bør
fastsættes.
Der vil i
tredjegangstilfælde og derover kun i
helt sjældne tilfælde kunne tænkes
at foreligge sådanne særligt
formildende omstændigheder, at
udgangspunktet om frihedsstraf kan
fraviges.
4.2.
Lovforslagets
udformning
Rigspolitiet har
på baggrund af oplysninger fra
navnlig Københavns Politi oplyst, at
personer med tilknytning til rocker-
og bandegrupperinger i stigende grad
bærer eller besidder bl.a. knive i
stedet for skydevåben. Rigspolitiet
har i den forbindelse oplyst, at det
forekommer, at en person i
forbindelse med en igangværende
konflikt gentagne gange sigtes for
overtrædelse af våbenlovgivningen
vedrørende besiddelse mv. af bl.a.
knive. Københavns Politi har
endvidere oplyst, at man de seneste
år har oplevet gentagne tilfælde af
overfald med kniv foretaget af
personer, der tidligere er dømt for
overtrædelse af knivforbuddet i
våbenlovgivningen.
Rigspolitiet har
nærmere oplyst, at i alt 7.272
personer er blevet sigtet for
overtrædelse af våbenlovens § 4,
stk. 1, i perioden fra den 1. januar
2009 til den 30. juni 2013. Heraf er
1.804 personer, svarende til ca. 25
pct., blevet sigtet mere end en
gang.
Særligt for så
vidt angår medlemmer af rocker- og
bandegrupperinger har Rigspolitiet
oplyst, at 496 personer i perioden
fra den 1. januar 2009 til den 30.
juni 2013 er blevet sigtet for
overtrædelse af våbenlovens § 4,
stk. 1. Heraf er 359 personer,
svarende til ca. 72 pct., blevet
sigtet mere end en gang.
Det er
Justitsministeriets opfattelse, at
den beskrevne udvikling i rocker- og
bandemiljøet giver grund til at
skærpe straffen for ulovlig
besiddelse af knive på offentligt
tilgængelige steder mv.
Det er i den
forbindelse Justitsministeriets
opfattelse, at strafskærpelsen bør
gælde for tredjegangstilfælde eller
derover, da en sådan strafskærpelse
vil ramme personer, som har udvist
en betydelig uvilje til at overholde
knivforbuddet.
Det foreslås på
den baggrund, at der i våbenlovens §
10, stk. 2, om straffen for
overtrædelse af § 4, stk. 1,
indsættes et nyt 2. pkt., hvorefter
det ved fastsættelse af straffen
særligt skal anses for skærpende, at
gerningsmanden flere gange tidligere
er straffet for overtrædelse af § 4,
stk. 1.
Det følger af
udtrykket
»flere gange tidligere er straffet«,
at der mindst skal være tale om et
tredjegangstilfælde. Det er således
ikke hensigten at regulere det
gældende sanktionsniveau for så vidt
angår overtrædelser i første- og
andengangstilfælde.
Det følger
endvidere af henvisningen til
våbenlovens § 4, stk. 1, at der skal
være tale om tidligere overtrædelser
af netop denne bestemmelse. Det er
således ikke hensigten at regulere
det gældende sanktionsniveau i
sager, hvor der er tale om tidligere
overtrædelser af andre bestemmelser
i våbenlovgivningen.
Det er i øvrigt
ikke hensigten med forslaget at
ændre på praksis for, hvornår der
foreligger sådanne skærpende
omstændigheder, at der ifølge
våbenlovens § 10, stk. 2, 1. pkt.,
skal udmåles en frihedsstraf i
stedet for en bøde for overtrædelse
af lovens § 4, stk. 1.
Det forudsættes,
at der ved strafudmålingen for
ulovlig besiddelse af knive efter
våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4,
stk. 1, fremover i
tredjegangstilfælde (det vil
sige tilfælde, hvor gerningsmanden
to gange tidligere er straffet)
både for lovovertrædere over og
under 18 år som udgangspunkt
fastsættes en ubetinget frihedsstraf
på fængsel i 40 dage. Straffen kan
dog gøres betinget med vilkår om
samfundstjeneste, hvis betingelserne
herfor er opfyldt. Det bemærkes, at
den nævnte straf forudsættes
anvendt, når der er idømt
frihedsstraf i andengangstilfældet
uanset længden heraf. Der er tale om
en markant skærpelse i forhold til
det gældende sanktionsniveau i
tredjegangstilfælde på som
udgangspunkt 14 dages fængsel (20
dages fængsel, hvis der er idømt 14
dages fængsel i andengangstilfældet).
I
fjerdegangstilfælde og
derover vil det være op til
domstolene på baggrund af de
konkrete forhold i den enkelte sag
at beslutte, hvorledes straffen bør
fastsættes. Det forudsættes dog, at
der som udgangspunkt fastsættes en
passende skærpet straf i forhold til
ovennævnte strafpositioner.
Der vil i
tredjegangstilfælde og derover kun i
helt sjældne tilfælde kunne tænkes
at foreligge sådanne særligt
formildende omstændigheder, at
udgangspunktet om frihedsstraf kan
fraviges.
Det bemærkes, at
fastsættelsen af straffen fortsat
vil bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og
at det angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Skærpelsen af
sanktionsniveauet for
tredjegangstilfælde vil i øvrigt
have den afledte effekt, at det i
sådanne sager vil blive muligt at
varetægtsfængsle gerningsmanden,
hvis betingelserne for
varetægtsfængsling i øvrigt er
opfyldt. Det er således bl.a. en
betingelse for at anvende
varetægtsfængsling, at
lovovertrædelsen kan ventes at ville
medføre en højere straf end 30 dages
fængsel, jf. retsplejelovens § 762,
stk. 3, modsætningsvis.
Det bemærkes i
øvrigt, at selv om der foreligger
statistiske oplysninger om, at en
lang række personer, herunder
rocker- og banderelaterede personer,
har mere end én sigtelse for
overtrædelse af våbenlovens § 4,
stk. 1, så er det ikke muligt ud fra
de foreliggende oplysninger at
konstatere, i hvor mange tilfælde de
pågældende er dømt i
tredjegangstilfælde eller derover.
Det kan således ikke udelukkes, at
en række af de personer, der har
flere sigtelser for overtrædelse af
våbenlovens § 4, stk. 1, har fået
sigtelserne pådømt under samme sag,
således at der for disse personers
vedkommende kun er tale om et
første- eller andengangstilfælde.
Der henvises til
lovforslagets § 3, nr. 4 (forslag
til våbenlovens § 10, stk. 2, 2.
pkt.), og bemærkningerne hertil.
5.
Zoneforbud
5.1.
Gældende ret
5.1.1.
Generelt
Efter § 6, stk.
4, i ordensbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni
2005 med senere ændringer) kan
politiet meddele personer, der har
udvist en særligt utryghedsskabende
adfærd, forbud imod at færdes frem
og tilbage eller tage ophold inden
for en radius af 500 meter fra det
sted, hvor adfærden har fundet sted,
hvis der er grund til at tro, at den
pågældende ellers vil gentage
adfærden (zoneforbud).
Bestemmelsen i §
6, stk. 4, blev indføjet i
ordensbekendtgørelsen ved
ændringsbekendtgørelse nr. 540 af
11. juni 2009, som trådte i kraft
den 15. juni 2009. I forlængelse
heraf har Justitsministeriet udstedt
vejledning nr. 9312 af 18. juni 2009
om meddelelse af zoneforbud efter
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4
(vejledningen om zoneforbud).
Baggrunden for
indførelsen af en adgang til at
meddele zoneforbud var, at der var
set flere eksempler på, at såkaldte
bandevagter standsede beboere og
tilfældige forbipasserende på
Nørrebro i København og udspurgte
eller visiterede dem. Den blotte
tilstedeværelse af sådanne
bandevagter spreder utryghed i
lokalområdet og kan give borgerne en
oplevelse af ikke at kunne færdes
frit i de berørte områder.
Ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4,
er således fastsat for at sikre
politiet et effektivt redskab til at
forhindre disse såkaldte bandevagter
i at skabe frygt og chikanere folk.
Det er en
betingelse for, at politiet kan
meddele et zoneforbud, at der
foreligger særlige omstændigheder.
Ved den konkrete vurdering af, om en
person har udvist en særligt
utryghedsskabende adfærd,
forudsættes den generelle situation
i området inddraget, herunder
navnlig om adfærden formodes at have
tilknytning til et verserende opgør
mellem kriminelle grupper eller til
en aktuel kriminalitetsbølge i
området.
Med en særligt
utryghedsskabende adfærd tænkes
navnlig på såkaldte bandevagter,
der, jf. ovenfor, ved deres
tilstedeværelse og adfærd optræder
intimiderende over for beboere og
forbipasserende f.eks. ved at tage
opstilling iført skudsikre veste og
medbringende metalscannere eller ved
at udspørge, kontrollere og visitere
andre personer, der færdes i
området. Bestemmelsen kan dog også
anvendes i andre særlige tilfælde,
hvor enkeltpersoner eller grupper
udviser en særligt utryghedsskabende
adfærd i et lokalområde.
5.1.2.
Forbuddets
geografiske og tidsmæssige
udstrækning
Et zoneforbud
indebærer et forbud mod at færdes
frem og tilbage eller tage ophold i
et bestemt område med en radius på
500 meter fra det sted, hvor den
særligt utryghedsskabende adfærd,
der har givet anledning til
forbuddet, har fundet sted.
Forbuddet omfatter veje eller andre
steder, hvortil der er almindelig
adgang, jf. ordensbekendtgørelsens
§ 2.
Et zoneforbud
meddeles for en bestemt periode. Det
skal have så kort tidsmæssig
udstrækning som muligt og maksimalt
3 måneder. Et zoneforbud kan dog
forlænges i op til 3 måneder ad
gangen, hvis der er grundlag for at
tro, at den pågældende ellers vil
gentage den særligt
utryghedsskabende adfærd i det
pågældende område.
Det fremgår af
bemærkningerne til lov nr. 501 af
12. juni 2009 (pkt. 7.1 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8088), at
en person, der bor eller arbejder
inden for det område, der er
omfattet af forbuddet, naturligvis
vil kunne bevæge sig frit til og fra
sin bopæl eller arbejdsplads og ud i
sit lokalområde, men at den
pågældende ikke ellers vil kunne
opholde sig i området.
Et zoneforbud
omfatter den pågældendes færden frem
og tilbage eller ophold i det
omfattede område, jf. bl.a.
vejledningen om zoneforbud, pkt.
3.3.
Det fremgår i den
forbindelse af vejledningen om
zoneforbud, a.st., at den
pågældendes blotte passage af et
område i lighed med forbud efter
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2
og 3, ikke vil være omfattet af
zoneforbuddet. Det vil sige, at en
person, der er blevet meddelt et
zoneforbud, gerne må passere gennem
det område, der er omfattet af
forbuddet, så længe passagen ikke
kan siges at have karakter af en
færden frem og tilbage eller
egentligt ophold i området.
Herudover fremgår
det i overensstemmelse med
ovennævnte bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, at hvis en person bor
eller arbejder inden for det område,
der er omfattet af forbuddet, vil
den pågældende i øvrigt kunne bevæge
sig frit til og fra sin bopæl eller
arbejdsplads og ud i sit
lokalområde, men vil ikke ellers
kunne opholde sig i området.
Endelig fremgår
det, at det i praksis vil betyde, at
den pågældende trods zoneforbuddet
vil kunne færdes i området med
henblik på at foretage almindelige
dagligdags gøremål, herunder f.eks.
indkøb, lægebesøg, biblioteksbesøg
mv.
5.1.3.
Sanktionsniveauet
Det følger af
ordensbekendtgørelsens § 18, stk.
2, at manglende efterkommelse af
forbud udstedt i medfør af § 6, stk.
4, straffes med fængsel indtil 6
måneder, under særligt formildende
omstændigheder dog med bøde.
Bestemmelsen om
straf er fastsat med hjemmel i
politilovens § 23, stk. 3, hvorefter
justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om, at overtrædelse
af reglerne i ordensbekendtgørelsen
eller overtrædelse eller manglende
efterkommelse af påbud eller forbud
udstedt i medfør heraf straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Politilovens §
23, stk. 3, fik sin nuværende ordlyd
ved lov nr. 501 af 12. juni 2009 om
ændring af straffeloven,
retsplejeloven, våbenloven, lov om
politiets virksomhed, lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. og
forvaltningsloven.
Tidligere var der
alene hjemmel til at fastsætte
bødestraf, men med ændringen blev
hjemmelen udvidet til også at
omfatte fængselsstraf indtil 6
måneder.
Det fremgår af
forarbejderne (pkt. 7.3 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211 fremsat den 29.
april 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8088), at
det med ændringen af politilovens §
23, stk. 3, forudsættes, at
overtrædelse af et zoneforbud i
førstegangstilfælde normalt straffes
med 7 dages ubetinget fængsel.
Rigsadvokaten har
oplyst, at straffen for overtrædelse
af et meddelt zoneforbud i
førstegangstilfælde og hvor der
kun er et forhold til pådømmelse
typisk vil være 7 dage, som forudsat
i bemærkningerne til ændringen af
politilovens § 23, stk. 3. Det er
imidlertid Rigsadvokatens erfaring,
at der typisk vil være flere forhold
om overtrædelse af zoneforbud til
samtidig pådømmelse. Efter
straffelovens § 88 udmåles der i
disse tilfælde en fællesstraf, der
efter omstændighederne rummer en
modereret kumulation.
Fra praksis kan
der henvises til Københavns Byrets
dom af 10. november 2010 (SS
2-22637/2010), hvor en mand blev
idømt 30 dages fængsel for i 8
tilfælde at have overtrådt et
meddelt zoneforbud.
Endvidere kan der
henvises til Københavns Byrets dom
af 6. januar 2011 (SS 3-27538/2010),
hvor en mand blev idømt 60 dages
fængsel for i 8 tilfælde at have
overtrådt et zoneforbud. T var
tidligere straffet med fængsel i 30
dage for overtrædelse af et meddelt
zoneforbud.
5.2.
Lovforslagets
udformning
5.2.1.
Efter Justitsministeriets opfattelse
vil det nuværende sanktionsniveau i
mange tilfælde afspejle en passende
straf for overtrædelse af
zoneforbud. Det gælder navnlig i
første- og andengangstilfælde.
Rigspolitiet har
imidlertid oplyst, at det er ofte
forekommende, at en person gentagne
gange og inden for ganske kort tid
sigtes for overtrædelse af et
zoneforbud. I den forbindelse har
Rigspolitiet oplyst, at der i
perioden september 2009 til 31.
august 2013 er blevet rejst 623
sigtelser for overtrædelse af et
meddelt zoneforbud.
Det er endvidere
Rigspolitiets erfaring, at udsigten
til at blive idømt en kortere
frihedsstraf selv i grove
gentagelsestilfælde ikke afholder de
pågældende fra at fortsætte med at
overtræde et meddelt zoneforbud.
På den baggrund
finder Justitsministeriet, at der i
almindelighed bør idømmes hårdere
straffe i tredjegangstilfælde og
derover ved overtrædelse af
zoneforbud. En sådan strafskærpelse
vil omfatte personer, som har
demonstreret en betydelig uvilje til
at overholde et zoneforbud.
Det foreslås
derfor, at bemyndigelsen i
politilovens § 23, stk. 3, udvides,
således at det i regler udstedt i
medfør af politilovens § 23, stk. 1
og 2, kan fastsættes, at
overtrædelse af reglerne eller
overtrædelse eller manglende
efterkommelse af påbud eller forbud
udstedt i medfør af sådanne regler
straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder.
Hvis den
foreslåede ændring af § 23, stk. 3,
vedtages, vil Justitsministeriet
fastsætte regler i
ordensbekendtgørelsen om, at
overtrædelse af et zoneforbud kan
straffes med fængsel indtil 1 år og
6 måneder.
Straffen for
overtrædelse af et zoneforbud i
førstegangstilfælde, og hvor
der alene er et forhold til
pådømmelse, forudsættes stadigvæk
fastsat til ubetinget fængsel i 7
dage.
I
andengangstilfælde (det vil
sige tilfælde, hvor gerningsmanden
to gange tidligere er straffet),
hvor der alene er et forhold til
pådømmelse, forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel i 14 dage.
I
tredjegangstilfælde, hvor der
alene er et forhold til pådømmelse,
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel i 40 dage.
I
fjerdegangstilfælde og
derover vil det være op til
domstolene på baggrund af de
konkrete forhold i de enkelte sager
at beslutte, hvorledes straffen bør
fastsættes. Det forudsættes dog, at
der som udgangspunkt fastsættes en
passende skærpet straf i forhold til
ovennævnte strafpositioner.
I sager, hvor der
er flere forhold til samtidig
pådømmelse, forudsættes der
ligeledes idømt en passende højere
samlet straf (med udgangspunkt i
ovennævnte strafpositioner).
Fastsættelsen af
straffen vil i øvrigt fortsat bero
på domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Den foreslåede
forhøjelse af strafferammen til
fængsel i 1 år og 6 måneder og den
foreslåede skærpelse af
sanktionsniveauet i
tredjegangstilfælde vil i øvrigt
medføre, at der efter
retsplejelovens regler vil kunne ske
varetægtsfængsling i sådanne sager,
hvis betingelserne for
varetægtsfængsling i øvrigt er
opfyldt, herunder f.eks. hvis der er
grund til at frygte, at den
pågældende på fri fod vil begå nye
lovovertrædelser, jf.
retsplejelovens § 762, stk. 1, nr.
2.
Selv om der
foreligger oplysninger om, at en
lang række personer har mere end én
sigtelse for overtrædelse af
zoneforbud, så er det ikke muligt ud
fra de foreliggende statistiske
oplysninger at konstatere, i hvor
mange tilfælde de pågældende er dømt
i tredjegangstilfælde eller derover.
Det kan således ikke udelukkes, at
en række af de personer, der har
flere sigtelser for overtrædelse af
zoneforbud, har fået sigtelserne
pådømt under samme sag, således at
der for disse personers vedkommende
kun er tale om et første- eller
andengangstilfælde.
Der henvises til
lovforslagets § 4, nr. 1 (forslag
til lov om politiets virksomheds §
23, stk. 3), og bemærkningerne
hertil.
5.2.2.
Rigspolitiet har oplyst, at den
nuværende geografiske udstrækning af
et zoneforbud på 500 meter i de
fleste tilfælde vil være
tilstrækkelig. Imidlertid kan det
ikke udelukkes, at der i visse
områder i konkrete situationer kan
være behov for en større geografisk
udstrækning, f.eks. fordi
grupperinger kan arbejde og have
deres gang i et større område,
eksempelvis et samlet boligområde.
Rigspolitiet har
derfor oplyst, at det ud fra en
politifaglig vurdering kan være
hensigtsmæssigt i visse situationer
efter en konkret vurdering at kunne
fastsætte en forbudszone med større
radius end 500 meter.
Justitsministeriet vil på den
baggrund i medfør af den gældende
politilovs § 23, stk. 1 og 2,
indsætte en ny bestemmelse i
ordensbekendtgørelsen, hvorefter
politiet efter en konkret vurdering
vil få adgang til at udstede
zoneforbud med en radius på op til
1.000 meter, når geografiske eller
andre hensyn tilsiger det.
Et zoneforbud vil
som udgangspunkt fortsat indebære et
forbud mod at færdes frem og tilbage
eller tage ophold i et bestemt
område med en radius på 500 meter
fra det sted, hvor den særligt
utryghedsskabende adfærd, der har
givet anledning til forbuddet har
fundet sted, jf.
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4.
Politiet vil i
medfør af den nye bestemmelse
imidlertid efter en konkret
vurdering, når geografiske eller
andre hensyn tilsiger det, kunne
udstrække zonen op til 1.000 meter,
forudsat at de øvrige betingelser
for at meddele et zoneforbud er til
stede.
Et sådant udvidet
zoneforbud vil i lighed med et
almindeligt zoneforbud efter
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4
omfatte den pågældendes færden frem
og tilbage eller ophold i det
omfattede område.
5.2.3.
Det kan i øvrigt oplyses, at der for
tiden pågår drøftelser mellem
Rigsadvokaten, Rigspolitiet og
Københavns Politi om
ordensbekendtgørelsens regler om
meddelelse af zoneforbud, og at det
i den forbindelse bl.a. drøftes, om
zoneforbud bør kunne gives i flere
tilfælde, end det er muligt efter de
gældende regler, herunder f.eks. i
forhold til personer, der deltager i
åbenlys hashhandel.
6.
Ændrede regler om
prøveløsladelse og udgang mv.
6.1.
Gældende ret
6.1.1.
Prøveløsladelse
6.1.1.1.
Prøveløsladelse
efter straffelovens § 38
6.1.1.1.1.
Efter straffelovens § 38, stk. 1,
afgør justitsministeren eller den,
der bemyndiges dertil, om den dømte
skal løslades på prøve, når to
tredjedele af straffetiden, dog
mindst 2 måneder, er udstået.
Prøveløsladelse efter denne
bestemmelse forudsætter alene, at
den dømtes forhold ikke gør
prøveløsladelsen utilrådelig, at der
er sikret den pågældende passende
ophold og arbejde eller andet
underhold, og at den pågældende
erklærer at ville overholde de
vilkår, der i medfør af § 39,
stk. 2, fastsættes for løsladelsen,
jf. § 38, stk. 4.
Efter
straffelovens § 38, stk. 2, kan
løsladelse på prøve ske tidligere,
når særlige omstændigheder taler
derfor, og den dømte har udstået
halvdelen af straffetiden, dog
mindst 2 måneder. Bestemmelse herom
træffes af justitsministeren eller
den, som med hensyn til bestemte
grupper af sager bemyndiges dertil.
Som det fremgår af bestemmelsens
ordlyd, er det en betingelse for
prøveløsladelse efter udståelse af
halvdelen af straffetiden, at »særlige
omstændigheder« taler herfor.
Det kan bl.a. være tilfældet, hvis
der foreligger en særlig gunstig
arbejdsmæssig placering, eller hvor
prøveløsladelse af hensyn til
alvorlig sygdom hos den indsatte
eller dennes pårørende ikke findes
at burde afvente, at den pågældende
har afsonet to tredjedele af
straffetiden. Bestemmelsen anvendes
desuden bl.a. i forbindelse med
prøveløsladelse efter halvdelen af
straffetiden af udenlandske
strafafsonere, der skal udvises
efter løsladelsen.
Prøveløsladelse
kan ifølge § 38, stk. 3, ikke ske
med hensyn til den ubetingede del af
en såkaldt kombinationsdom efter
§ 58, stk. 1.
Straffelovens
bestemmelser om prøveløsladelse
suppleres af en række administrative
forskrifter, som findes i
bekendtgørelse nr. 756 af 24. juni
2013 om løsladelse af dømte, der
udstår fængselsstraf
(løsladelsesbekendtgørelsen) og
vejledning nr. 9304 af 26. juni 2013
om løsladelse af dømte, der udstår
fængselsstraf
(løsladelsesvejledningen).
Herunder er der i
løsladelsesvejledningens pkt. 6-12
fastsat nærmere retningslinjer for
den utilrådelighedsvurdering, som
kriminalforsorgen i medfør af
straffelovens § 38, stk. 4, skal
foretage, jf. ovenfor. Det fremgår i
den forbindelse, at prøveløsladelse
skal nægtes, hvis der foreligger en
væsentlig risiko for recidiv til
ikke-bagatelagtig kriminalitet, som
ikke formodes at kunne begrænses ved
tilsyn og eventuelle særvilkår.
Herudover skal
prøveløsladelse som anført ovenfor
nægtes, hvis der ikke er sikret den
dømte passende ophold og arbejde
eller andet underhold, eller hvis
den dømte nægter at overholde de
vilkår, som kriminalforsorgen har
fastsat, jf. straffelovens § 38,
stk. 4.
Afgørelsen om
prøveløsladelse træffes i øvrigt ud
fra en samlet afvejning af alle
omstændigheder, som taler enten for
eller imod prøveløsladelse.
6.1.1.1.2.
Efter straffelovens § 39, stk. 1, 1.
pkt., skal prøveløsladelse efter
§ 38, stk. 1 og 2, som
fast vilkår
betinges af, at den
pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold. Prøvetiden kan
ikke overstige 3 år. Hvis den
resterende straffetid overstiger 3
år, kan der dog fastsættes en
prøvetid på indtil 5 år.
Der kan herudover
fastsættes
tillægsvilkår i form af
tilsyn og særvilkår, jf. § 39,
stk. 2. Det kan således fastsættes
som vilkår for prøveløsladelsen, at
den pågældende i hele prøvetiden
eller en del af denne undergives
tilsyn. Der kan yderligere
fastsættes vilkår efter reglerne i
straffelovens § 57, som omhandler
betingede domme. Bestemmelsen giver
mulighed for at fastsætte de vilkår,
som findes formålstjenlige, herunder
at den dømte overholder særlige
bestemmelser vedrørende opholdssted,
arbejde, uddannelse, anvendelse af
fritid eller samkvem med bestemte
personer, tager ophold i egnet hjem
eller institution eller underkaster
sig afvænningsbehandling for misbrug
af alkohol, narkotika eller lignende
medikamenter, om fornødent på
hospital eller i særlig institution.
Vilkår om ophold i hjem, hospital
eller anden institution har ikke
gyldighed for længere tidsrum end
den resterende straffetid, jf. § 39,
stk. 2, 3. pkt.
6.1.1.1.3.
Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal
løslades på prøve efter
straffelovens § 38, stk. 1, træffes
som udgangspunkt af fængslet eller
arresthuset, jf. § 25, stk. 1
(løsladelsesbekendtgørelsen). I
visse nærmere angivne tilfælde,
herunder hvis den indsatte udstår
fængsel i 8 år eller derover,
træffes afgørelsen dog af
Direktoratet for Kriminalforsorgen
efter indstilling fra fængslet eller
arresthuset, jf. bekendtgørelsens
§ 26.
Afgørelsen skal
træffes 4 uger inden
prøveløsladelsesdatoen, medmindre
det ikke kan lade sig gøre af helt
særlige grunde, jf.
løsladelsesbekendtgørelsens § 1.
En endelig
administrativ afgørelse om at nægte
prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 38, stk. 1, kan
inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den dømte, kræves indbragt
til prøvelse for retten, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
6.
Afgørelse om,
hvorvidt indsatte skal løslades på
prøve efter straffelovens § 38,
stk. 2, træffes som udgangspunkt af
Direktoratet for Kriminalforsorgen
efter indstilling fra fængslet eller
arresthuset, jf. § 28 i
løsladelsesbekendtgørelsen. I visse
nærmere angivne tilfælde, herunder
hvis der er tale om udenlandske
indsatte, der udstår fængselsstraf i
indtil 8 år, og som efter udståelse
af straffen skal udvises med
indrejseforbud, træffes afgørelsen
dog af fængslet eller arresthuset,
jf. bekendtgørelsens § 29.
6.1.1.2.
Prøveløsladelse
efter straffelovens § 40 a
6.1.1.2.1.
Ved lov nr. 219 af 31. marts 2004 om
ændring af straffeloven og lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. (Tidlig
prøveløsladelse af dømte) blev der
indsat en særlig bestemmelse i
straffelovens § 40 a om
prøveløsladelse efter udståelse af
halvdelen af straffetiden (noget for
noget-ordningen). Ordningen er
efterfølgende blevet ændret to
gange, henholdsvis ved lov nr. 611
af 14. juni 2011 om ændring af
straffeloven (Udvidelse af »noget
for noget-ordningen« om tidlig
prøveløsladelse af dømte m.v.) og
ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 om
ændring af straffeloven, lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om
statens uddannelsesstøtte (Udvidet
mulighed for prøveløsladelse og
fodlænkeafsoning, SU i skoleperioder
under uddannelsen til
fængselsbetjent m.v.).
Noget for
noget-ordningen indebærer, at
justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, kan
beslutte, at dømte efter en konkret
vurdering kan prøveløslades, når
halvdelen af straffetiden, dog
mindst 2 måneder, er udstået, hvis
hensynet til retshåndhævelsen ikke
skønnes at tale imod det, og
betingelserne i § 40 a, stk. 1, nr.
1 eller nr. 2, er opfyldt, jf.
straks nedenfor.
Efter § 40 a,
stk. 1, nr. 1, kan der for det
første ske prøveløsladelse efter
halvdelen af straffetiden af dømte,
der har ydet en særlig indsats for
ikke på ny at begå kriminalitet,
herunder ved at deltage i
behandlingsforløb,
uddannelsesforløb, arbejdstræning
eller arbejde i forbindelse med
afsoningen.
Efter § 40 a,
stk. 1, nr. 2, kan der for det andet
ske prøveløsladelse efter halvdelen
af straffetiden, hvis den dømtes
forhold taler derfor. Efter lovens
forarbejder er bestemmelsen møntet
på indsatte, hvis forhold samlet set
taler for, at det er unødvendigt, at
den pågældende afsoner resten af
straffen i fængsel, hvis der i
stedet fastsættes vilkår om
samfundstjeneste.
Efter § 40 a,
stk. 1, er prøveløsladelse efter
halvdelen af straffetiden i alle
tilfælde betinget af, at hensynet
til retshåndhævelsen ikke taler imod
det. Dette indebærer efter lovens
forarbejder, at der skal udvises
meget betydelig varsomhed med at
anvende bestemmelserne om
prøveløsladelse efter halv tid i
forhold til personer, der afsoner
straf for visse meget alvorlige
forbrydelser, jf. pkt. 3.7 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 122 som fremsat den
17. december 2003, jf.
Folketingstidende 2003-2004, Tillæg
A, side 4447.
Prøveløsladelse
efter § 40 a forudsætter endvidere,
at den dømtes forhold ikke gør
prøveløsladelsen utilrådelig, at der
er sikret den pågældende passende
ophold og arbejde eller andet
underhold, og at den pågældende er
egnet til og erklærer sig villig til
at overholde de vilkår, der i medfør
af § 40 a, stk. 3 og 4, jf.
nedenfor, fastsættes for
løsladelsen, jf. § 40 a, stk. 6. Det
svarer bortset fra kravet om, at
den dømte skal være egnet til at
overholde vilkårene for løsladelsen
til, hvad der i medfør af § 38,
stk. 4, gælder for prøveløsladelse
efter § 38, stk. 1 og 2.
6.1.1.2.3.
Prøveløsladelse efter § 40 a skal
som fast vilkår betinges af, at den
pågældende ikke i prøvetiden begår
strafbart forhold. Prøvetiden kan
ikke overstige 3 år. Hvis den
resterende straffetid overstiger 3
år, kan der dog fastsættes en
prøvetid på indtil 5 år, jf. § 40 a,
stk. 7, jf. § 39, stk. 1.
Herudover skal
prøveløsladelse efter § 40 a som
fast vilkår betinges af, at den
dømte undergives tilsyn indtil det
tidspunkt, hvor der er forløbet to
tredjedele af straffetiden. Efter
dette tidspunkt kan der fastsættes
vilkår om, at den pågældende fortsat
undergives tilsyn, jf. § 40 a,
stk. 2.
Endvidere kan der
fastsættes tillægsvilkår efter
reglerne i straffelovens § 57, jf.
§ 40 a, stk. 3, 2. led, og stk. 4,
2. pkt.
Desuden kan
prøveløsladelse efter § 40 a,
stk. 1, nr. 1 (om særlig indsats),
betinges af, at den dømte udfører
ulønnet samfundstjeneste, jf. § 40
a, stk. 3, 1. led. Prøveløsladelse
efter § 40 a, stk. 1, nr. 2 (om den
dømtes forhold), skal som fast
vilkår betinges af, at den dømte
udfører ulønnet samfundstjeneste,
jf. § 40 a, stk. 4, 1. pkt.
6.1.1.2.4.
Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal
løslades på prøve efter
straffelovens § 40 a, træffes af
afsoningsinstitutionen, hvis den
dømte afsoner en dom på mindre end 8
måneder fængsel. Ellers træffes
afgørelsen af Direktoratet for
Kriminalforsorgen efter indstilling
fra fængslet eller arresthuset, jf.
§ 30 i løsladelsesbekendtgørelsen.
6.1.1.3.
Overtrædelse af
vilkår for prøveløsladelse
6.1.1.3.1.
Hvis en prøveløsladt
begår et nyt
strafbart forhold i prøvetiden,
og der foretages
rettergangsskridt inden prøvetidens
udløb, hvorved den pågældende sigtes
for forholdet, fastsætter retten i
medfør af straffelovens § 40,
stk. 1, 1. pkt., jf. § 61, stk. 2,
som udgangspunkt en ubetinget
fællesstraf for det nye strafbare
forhold og reststraffen for den
tidligere pådømte lovovertrædelse.
Har prøveløsladelse i medfør af § 40
a, stk. 3 eller 4, været forbundet
med vilkår om samfundstjeneste, skal
der ved fastsættelsen af en
fællesstraf tages hensyn til
omfanget af den udførte
samfundstjeneste, jf. § 40, stk. 1,
2. pkt.
Det følger af
§ 40, stk. 1, 1. pkt., at
reststraffen efter prøveløsladelse
ligestilles med en betinget dom, og
de samme reaktionsmuligheder, som
efter § 61, stk. 2, kan anvendes ved
strafbart forhold begået i
prøvetiden for en betinget dom,
finder anvendelse, når en
lovovertrædelse er begået i
prøvetiden for en prøveløsladelse.
Når omstændighederne taler derfor,
kan retten således i stedet for en
fællesstraf 1) idømme ubetinget
straf alene for det nye forhold,
eventuelt i forbindelse med en
ændring af vilkårene for
prøveløsladelsen, eller 2) afsige
betinget dom vedrørende begge
lovovertrædelser eller alene for det
nye forhold i overensstemmelse med
reglerne i straffelovens kapitel 7
om betingede domme eller kapitel 8
om samfundstjeneste.
6.1.1.3.2.
Hvis en prøveløsladt
overtræder de
fastsatte tillægsvilkår, kan
justitsministeren i medfør af
straffelovens § 40, stk. 2, 1)
tildele den pågældende en advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge
prøvetiden inden for den i § 39
fastsatte længstetid eller 3) under
særlige omstændigheder bestemme, at
den pågældende skal indsættes til
udståelse af reststraffen.
Det samme gælder
efter § 40, stk. 3, hvis den
prøveløsladte begår strafbart
forhold i prøvetiden, uden at der
rejses tiltale herfor, eller hvis
den prøveløsladte i udlandet dømmes
for strafbart forhold begået i
prøvetiden, uden at der i
forbindelse med dommen er taget
stilling til spørgsmålet om
fuldbyrdelse af reststraffen.
Hvis der ikke
træffes bestemmelse om fuldbyrdelse
af reststraffen efter § 40, stk. 1
eller 2, jf. stk. 3, anses straffen
i medfør af § 40, stk. 5, for
udstået på det tidspunkt, da
prøveløsladelsen fandt sted.
Hvis
genindsættelse er bestemt i medfør
af § 40, stk. 2, jf. stk. 3, kan
fornyet prøveløsladelse ifølge § 40,
stk. 6, ske, selv om de tidsmæssige
betingelser i § 38, stk. 1 og 2,
eller § 40 a, stk. 1, ikke er
opfyldt med hensyn til reststraffen.
Ved afgørelse om fornyet
prøveløsladelse i sådanne tilfælde
skal der tages hensyn til omfanget
af samfundstjeneste, som den
pågældende har udført i medfør af
§ 40 a, stk. 3 eller 4. Med hensyn
til prøvetid efter sådan
prøveløsladelse gælder de i § 39
fastsatte tider med fradrag af den
tid, i hvilken den pågældende
tidligere har været prøveløsladt.
Bestemmelsen i
stk. 6 åbner således mulighed for en
kortvarig tilbageføring til afsoning
efterfulgt af ny prøveløsladelse,
når en vilkårsovertrædelse har ført
til beslutning om genindsættelse.
6.1.1.4.
Prøveløsladelse
af livstidsdømte
Når 12 år af en
straf af fængsel på livstid er
udstået, afgør justitsministeren i
medfør af straffelovens § 41, stk.
1, om den dømte skal prøveløslades.
Prøveløsladelsen
forudsætter i medfør af § 41, stk.
2, at den livstidsdømtes forhold
ikke gør løsladelse utilrådelig, at
der er sikret den pågældende
passende ophold og arbejde eller
andet underhold, og at den
pågældende erklærer at ville
overholde de vilkår for løsladelsen,
som fastsættes efter § 41, stk. 3,
3. pkt.
Af § 41, stk. 3,
3. pkt., fremgår, at straffelovens §
57 om fastsættelse af vilkår ved
betingede domme finder tilsvarende
anvendelse ved prøveløsladelse af
livstidsdømte. Om de pågældende
vilkår henvises nærmere til pkt.
6.1.1.1.2 ovenfor.
Det fremgår
herudover af § 41, stk. 3, 1. pkt.,
at løsladelsen betinges af, at den
livstidsdømte ikke i prøvetiden
begår strafbart forhold, og at den
pågældende overholder de vilkår, som
måtte være fastsat. I medfør af §
41, stk. 3, 2. pkt., kan prøvetiden
ikke overstige 5 år.
Hvis den
livstidsdømte begår nyt strafbart
forhold i prøvetiden, og der inden
prøvetidens udløb foretages
rettergangsskridt, hvorved den
pågældende sigtes for forholdet, kan
retten ved dom træffe afgørelse om,
at den pågældende skal genindsættes
til udståelse af livstidsstraffen,
jf. straffelovens § 42, stk. 1. Når
omstændighederne taler derfor, kan
retten dog i stedet idømme en straf
alene for det nye forhold,
eventuelt i forbindelse med en
ændring af vilkårene for
prøveløsladelsen.
Overtræder den
livstidsdømte i øvrigt vilkårene
for prøveløsladelsen, følger det af
straffelovens § 42, stk. 2, at
bestemmelserne i § 40, stk. 2-5,
finder tilsvarende anvendelse. Om
disse bestemmelser henvises til pkt.
6.1.1.3.2 ovenfor.
Afgørelse om
prøveløsladelse efter straffelovens
§ 41, stk. 1, skal træffes 4 uger
inden prøveløsladelsesdatoen,
medmindre det ikke kan lade sig gøre
af helt særlige grunde, jf.
løsladelsesbekendtgørelsens § 1.
En endelig
administrativ afgørelse om at nægte
prøveløsladelse i henhold til
straffelovens § 41 kan, når 14 år af
straffen på livstid er udstået,
inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den dømte, kræves indbragt
til prøvelse for retten, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
6.
6.1.2.
Udgang
6.1.2.1.
Almindelige
bestemmelser om udgang
Reglerne om
fuldbyrdelse af ubetingede
fængselsstraffe, betingede domme,
samfundstjeneste, bødestraffe og
forvaring findes i
straffuldbyrdelsesloven. I lovens
afsnit II findes en række
bestemmelser, der særligt tager
sigte på fuldbyrdelse af
fængselsstraffe.
I
straffuldbyrdelseslovens § 3 findes
en almindelig bestemmelse om
fuldbyrdelse af straf, som fastslår,
at fuldbyrdelsen skal ske med
fornøden hensyntagen såvel til
straffens gennemførelse som til
behovet for at hjælpe eller påvirke
den dømte til at leve en
kriminalitetsfri tilværelse.
En gradvis
forøgelse af frihedsgraderne under
straffuldbyrdelsen betragtes i den
forbindelse som et almindeligt led i
resocialiseringen, idet den dømte
derved kan vænnes til en tilværelse
i frihed uden kriminalitet. I
overensstemmelse hermed findes der i
straffuldbyrdelseslovens §§ 46-50
bestemmelser om såkaldt udgang.
Ved udgang
forstås et under straffuldbyrdelsen
tilladt fravær fra institutionen i
et bestemt tidsrum, der medregnes i
straffetiden.
Det følger af
straffuldbyrdelseslovens § 46, stk.
1, at en indsat, hvis hensynet til
retshåndhævelsen ikke taler derimod,
kan få tilladelse til udgang, når
udgangsformålet er rimeligt
begrundet i uddannelsesmæssige,
arbejdsmæssige, behandlingsmæssige,
familiemæssige eller andre
personlige hensyn, og der ikke er
bestemte grunde til at antage, at
den indsatte i forbindelse med
udgangen vil begå ny kriminalitet,
unddrage sig fortsat
straffuldbyrdelse eller på anden
måde misbruge udgangstilladelsen.
I lovens § 46,
stk. 2, er opregnet en række
momenter, som i givet fald skal
tillægges særlig vægt ved
vurderingen af risikoen for misbrug
af udgangstilladelsen.
Efter lovens § 47
gives tilladelse til udgang for et
bestemt tidsrum, der medregnes til
straffetiden.
Tilladelse til
udgang betinges i medfør af lovens §
48, stk. 1, af, at den indsatte
under udgangen ikke begår strafbart
forhold eller i øvrigt misbruger
udgangstilladelsen.
Det fremgår af §
48, stk. 2, at udgangstilladelsen
endvidere kan betinges af andre
vilkår, som findes formålstjenlige
for at undgå misbrug, herunder
f.eks. at den indsatte under
udgangen ledsages af personale fra
institutionen, eller at den indsatte
overnatter i arresthus, fængsel
eller en af kriminalforsorgens
pensioner.
Ved lov nr. 628
af 12. juni 2013 er der endvidere
med virkning fra den 1. juli 2013
indført mulighed for at fastsætte
vilkår om, at den dømte under
udgangen undergiver sig intensiv
overvågning og kontrol på bopælen
(afsoning i fodlænke), jf.
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk.
2, nr. 3. Herom henvises i øvrigt
nærmere til pkt. 6.1.2.3 nedenfor.
Det følger af
straffuldbyrdelseslovens § 49, at en
udgangstilladelse kan tilbagekaldes,
eller vilkårene for tilladelsen
ændres, hvis den indsatte udebliver
fra udgang eller i øvrigt ikke
overholder de fastsatte vilkår,
eller hvis nye oplysninger om den
indsattes forhold giver bestemte
grunde til at antage, at den
indsatte vil misbruge den meddelte
udgangstilladelse.
Der er i
bekendtgørelse nr. 1125 af 25.
september 2013 om udgang til
indsatte, der udstår fængselsstraf
eller forvaring i kriminalforsorgens
institutioner
(udgangsbekendtgørelsen) bl.a.
fastsat nærmere bestemmelser om
betingelser for udgang og
bestemmelser om de forskellige
udgangsformer. Det fremgår i den
forbindelse af bekendtgørelsens
afsnit II om udgangsformer, at
indsatte ud over udgang til særlige
formål, udgang med henblik på besøg
hos bestemte personer mv. og udgang
til udflugter mv. kan opnå
tilladelse til udgang i form af
frigang og udgang i form af
udstationering.
Om udgang til
særlige formål er det i
bekendtgørelsens § 31, stk. 1,
nærmere fastsat, at indsatte kan få
udgang med henblik på 1) at besøge
en nærstående person, som er
alvorligt syg, 2) at være til stede
ved en nærstående persons
begravelse, 3) at møde i retten
eller for anden offentlig myndighed
i tilfælde, hvor vedkommende
myndighed finder det påkrævet, eller
4) lægeundersøgelse eller
-behandling eller anden behandling,
der ikke hensigtsmæssigt kan finde
sted i institutionen. Efter § 31,
stk. 2, kan indsatte, der udstår
fængselsstraf i 30 dage eller
derover, endvidere få udgang med
henblik på 1) at besøge nærstående
personer ved vigtige
familiebegivenheder, 2) at varetage
personlige interesser, når særlige
omstændigheder taler derfor, 3) at
indgå ægteskab, 4) kontakt med
tilsynsmyndigheden for at planlægge
forløbet af tilsynsperioden, 5)
fremskaffelse af ophold og arbejde
eller andet underhold i forbindelse
med løsladelsen, eller 6) at
foretage indkøb eller lignende, der
er påkrævet med henblik på
løsladelsen.
6.1.2.2.
Frigang
Ved frigang
forstås udgang typisk daglig til
navnlig arbejde eller undervisning.
Ved frigang skal den dømte opholde
sig i fængsel eller arresthus i
fritiden, herunder om natten.
Reglerne om
frigang, herunder en række nærmere
tidsmæssige betingelser, findes i
udgangsbekendtgørelsens §§ 44-49.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 44, stk.
1, at frigang generelt kan gives med
henblik på beskæftigelse hos
arbejdsgiver eller deltagelse i
undervisning.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 45, stk.
1, at frigang til beskæftigelse
efter § 44, stk. 1, normalt skal ske
i den sidste del af opholdstiden og
som udgangspunkt ikke kan gives for
længere tid end 3 måneder.
Frigængere skal i
medfør af udgangsbekendtgørelsens §
46, stk. 1, som udgangspunkt
tilbringe fritiden i institutionen
eller i det arresthus (Københavns
Fængsler), som ligger nærmest ved
arbejds- eller kursusstedet mv.
6.1.2.3.
Udstationering
Ved udgang i form
af udstationering forstås ophold
uden for fængsel og arresthus ikke
blot i den normale arbejds- eller
undervisningstid, men også i
fritiden, herunder om natten.
Reglerne om
udstationering til pension mv.,
herunder en række nærmere
tidsmæssige betingelser, findes i
udgangsbekendtgørelsens §§ 50-54.
Udgang i form af
udstationering kan i medfør af
udgangsbekendtgørelsens § 50, stk.
1, gives i de tilfælde, hvor der
ville kunne gives frigang i medfør
af § 44, stk. 1, 2 og 4, men hvor
udgang af praktiske grunde ikke kan
gennemføres som frigang, eller hvis
det skønnes særlig formålstjenligt,
at udgang gennemføres som
udstationering.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 51, stk.
1, at udstationering normalt skal
ske i den sidste del af opholdstiden
og som udgangspunkt kan gives i
indtil 4 uger eller, når særlige
omstændigheder taler derfor, indtil
3 måneder, jf. dog bemærkningerne
nedenfor om udstationering til egen
bopæl i fodlænke.
Udstationering
sker i praksis ofte til en af
kriminalforsorgens pensioner som det
sidste led i udslusningen forud for
prøveløsladelse.
Som nævnt ovenfor
under pkt. 6.1.2.1 er der endvidere
ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 med
virkning fra den 1. juli 2013 skabt
mulighed for at tillade udgang på
betingelse af, at den dømte under
udgangen undergiver sig intensiv
overvågning og kontrol på bopælen
(afsoning i fodlænke), jf.
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk.
2, nr. 3.
Det er i
bemærkningerne til loven (pkt. 4.2.5
i de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 133 fremsat den 31.
januar 2013) forudsat, at udgang i
givet fald skal ske i form af
udstationering, og at udstationering
til fodlænkeafsoning på egen bopæl
kan finde sted i et tidsrum af
maksimalt 6 måneder op til
løsladelsestidspunktet.
Det følger af
udgangsbekendtgørelsens § 55, stk.
1, at indsatte kan få udgang i form
af udstationering til egen bopæl med
fodlænke, når det findes
formålstjenligt af hensyn til den
indsattes familieforhold,
afsoningsforløb eller
resocialisering. Indsatte, der
udstår straf på under et års
fængsel, kan dog kun helt
undtagelsesvis udstationeres til
egen bopæl med fodlænke.
Udstationering
til egen bopæl med fodlænke kan i
medfør af § 55, stk. 2, som
udgangspunkt tidligst gives, når en
tredjedel af straffetiden er
udstået, og kan gives i et tidsrum
af højst 6 måneder op til
løsladelsestidspunktet.
Herudover kan en
indsat i medfør af
udgangsbekendtgørelsens § 56, stk.
1, få tilladelse til udstationering
til egen bopæl med fodlænke i de
tilfælde, hvor der ville kunne gives
frigang i medfør af § 44, stk. 1, 2
og 4, men hvor den pågældende af
geografiske årsager ikke kan
gennemføre frigangen, fordi det ikke
er muligt at tilbringe fritiden i en
institution tæt ved arbejds- eller
kursusstedet.
Udstationering
efter bekendtgørelsens § 56, stk. 1,
følger de tidsmæssige betingelser
for frigang og kan gives i et
tidsrum af højst 6 måneder op til
løsladelsestidspunktet, jf. § 56,
stk. 2.
6.1.2.4.
Rocker- og
bandevilkår
For indsatte med
tilknytning til rocker- og
bandegrupper, der meddeles
tilladelse til udgang, kan der i dag
fastsættes såkaldte rocker- og
bandevilkår. Vilkårene indebærer en
række begrænsninger i adgangen til
at opholde sig sammen med og have
kontakt med andre med tilknytning
til rocker- eller bandegrupperinger
under udgangen.
Sådanne vilkår
fastsættes med hjemmel i
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk.
2, nr. 4, jf. straffelovens § 57,
nr. 1. Efter
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk.
2, kan udgang udover vilkår om, at
den indsatte ikke under udgangen
begår strafbart forhold eller i
øvrigt misbruger udgangstilladelsen
endvidere betinges af andre
vilkår, som findes formålstjenlige
for at undgå misbrug, herunder
vilkår som nævnt i straffelovens §
57. Efter § 57, nr. 1, er der
mulighed for at fastsætte vilkår om,
at den dømte overholder særlige
bestemmelser vedrørende opholdssted,
arbejde, uddannelse, anvendelse af
fritid eller samkvem med bestemte
personer.
I praksis
fastsættes rocker- og bandevilkår
ved tilladelse til udgang til visse
personer med en tættere tilknytning
til en bande eller en rockergruppe.
Vilkårene anvendes i praksis i
yderst få tilfælde over for personer
med en løsere tilknytning til
rocker- eller bandemiljøet.
6.1.3.
Overførsel af
negativt stærke indsatte
6.1.3.1.
Anbringelse af
dømte i kriminalforsorgens
institutioner
I
straffuldbyrdelseslovens afsnit II
findes en række bestemmelser, der
særligt tager sigte på fuldbyrdelse
af fængselsstraffe. Herunder fremgår
det af § 20, stk. 1, at
fængselsstraf som hovedregel
fuldbyrdes i fængsel eller i
arresthus.
I medfør af § 20,
stk. 2, kan fængselsstraf dog i
særlige tilfælde fuldbyrdes i
kriminalforsorgens pensioner og i
institutioner mv. uden for
kriminalforsorgen efter reglerne i
lovens § 78.
I medfør af § 78,
stk. 1, kan det således bestemmes,
at den dømte midlertidigt eller for
hele eller resten af straffetiden
anbringes på hospital, i
familiepleje, i egnet hjem eller
institution, f.eks. hvis den dømte
har behov for særlig behandling
eller pleje. Herudover følger det af
§ 78, stk. 2, at dømte, der er under
18 år, som udgangspunkt anbringes på
hospital, i familiepleje eller i
egnet hjem eller institution. Det er
dog i begge tilfælde en
forudsætning, at afgørende hensyn
til retshåndhævelsen ikke taler imod
anbringelse uden for fængsel og
arresthus.
Endelig følger
det af straffuldbyrdelseslovens §
20, stk. 3, at fængselsstraf i
særlige tilfælde kan fuldbyrdes på
den dømtes bopæl under intensiv
overvågning og kontrol (afsoning i
fodlænke). Reglerne om denne
afsoningsform findes i
straffuldbyrdelseslovens §§ 78 a-78
f.
Frihedsstraffe,
der ikke fuldbyrdes i
kriminalforsorgens pensioner eller i
institutioner mv. uden for
kriminalforsorgen, jf. § 78, eller i
fodlænke, jf. §§ 78 a-78 f,
fuldbyrdes normalt i fængsel, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 21, stk.
1.
Kortvarig
frihedsstraf kan dog i medfør af
lovens § 21, stk. 2, fuldbyrdes i
arresthus, i det omfang det er
nødvendigt af hensyn til den samlede
udnyttelse af pladserne i
kriminalforsorgens institutioner.
Endvidere kan
frihedsstraf i medfør af lovens §
21, stk. 3, fuldbyrdes i arresthus i
en række nærmere opregnede tilfælde,
hvor særlige oplysninger om den
dømte taler for det.
Frihedsstraf, der
fuldbyrdes i et fængsel, udstås
normalt i et åbent fængsel, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 22, stk.
1. Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan
dog ske i et lukket fængsel i en
række nærmere opregnede tilfælde,
hvor særlige oplysninger om den
dømte eller karakteren af den
pådømte kriminalitet taler for det,
jf. lovens § 22, stk. 2-6.
Det følger
herunder af § 21, stk. 1, nr. 1, og
§ 22, stk. 3, at en fængselsstraf
kan fuldbyrdes i enten arresthus
eller lukket fængsel, hvis det må
anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte,
personale eller andre i
institutionen.
Om forståelsen af
udtrykket »overgreb« henvises i den
forbindelse til pkt. 6.1.3.2
nedenfor.
I
straffuldbyrdelseslovens §§ 24-29
findes der bestemmelser om
overførsel af indsatte mellem
forskellige afsoningsinstitutioner.
Herunder indeholder § 24 regler om
overførsel af indsatte fra lukket
til åbent fængsel, mens § 25
indeholder regler om overførsel fra
åbent til lukket fængsel. Lovens §
27 indeholder regler om overførsel
af indsatte fra arresthus til
fængsel, mens § 28 indeholder regler
om overførsel fra fængsel til
arresthus.
Endelig findes
der i § 26 bestemmelser om
overførsel af indsatte mellem
ensartede afsoningsinstitutioner.
Det fremgår
således af § 26, at indsatte kan
overføres mellem åbne fængsler,
mellem lukkede fængsler eller mellem
arresthuse
1) af
hensyn til den samlede udnyttelse af
pladserne i kriminalforsorgens
institutioner,
2) for
at beskytte den indsatte mod
overgreb,
3) for
at yde den indsatte pædagogisk,
lægelig eller anden særlig bistand,
4) for
at forebygge overgreb på
medindsatte, personale eller andre i
institutionen,
5)
hvis der er bestemte grunde til at
antage, at den indsatte har udøvet
overgreb på medindsatte, personale
eller andre i institutionen,
6)
hvis der er bestemte grunde til at
antage, at den indsatte vil undvige,
forvolde brand eller indsmugle eller
handle med euforiserende stoffer og
det må anses for nødvendigt for at
forhindre den indsatte i at begå
forhold af denne karakter,
7)
hvis den indsatte selv ønsker det og
særlige familiemæssige eller andre
personlige forhold taler for det,
eller
8) for
at undgå, at den indsatte afsoner i
en institution, hvor en af den
indsattes nærstående gør tjeneste.
6.1.3.2.
Negativt stærke
indsatte
Et af de hensyn,
som varetages af
straffuldbyrdelseslovens
bestemmelser om valg af
afsoningssted eller overførsel, er
hensynet til at forebygge overgreb
på medindsatte, personale eller
andre i institutionen.
Som det fremgår
ovenfor under pkt. 6.1.3.1., kan en
fængselsstraf således efter
straffuldbyrdelseslovens § 21, stk.
1, nr. 1, og § 22, stk. 3,
fuldbyrdes i arresthus eller lukket
fængsel, hvis det må anses for
nødvendigt for at forebygge overgreb
på medindsatte, personale eller
andre i institutionen.
Som det endvidere
fremgår, kan der derudover i medfør
af straffuldbyrdelseslovens § 26,
nr. 4, ske overførsel af indsatte
mellem ensartede
afsoningsinstitutioner for at
forebygge overgreb på medindsatte,
personale eller andre i
institutionen.
Med udtrykket
»overgreb«
sigtes ikke alene til fysiske
overgreb eller trusler herom, men
tillige til f.eks. økonomisk
udnyttelse og overgreb på
medindsattes handlefrihed inden for
fængslets lovlige rammer, herunder
til at afsone i fællesskab og til at
vælge mellem fængslets tilbud om
beskæftigelse, herunder skolegang,
fritidsaktiviteter mv. Risiko for
overgreb kan også foreligge, når den
indsatte gennem sin magtposition
forsøger at påvirke personalet til
at gøre eller undlade noget,
herunder undlade at foretage de
nødvendige sikkerheds- og
kontrolforanstaltninger.
Med de pågældende
bestemmelser sigtes bl.a. til
tilfælde, hvor der ved anmeldelsen
til afsoning foreligger eller under
indsættelsen opstår kendskab til, at
den dømte hører til gruppen af
negativt stærke indsatte.
Ved negativt
stærke indsatte forstås indsatte,
som ved brug af vold, trusler,
økonomisk udnyttelse eller anden
form for udnyttelse er en styrende
faktor i forhold til medindsatte,
eller på samme måde søger at få
personalet til at foretage eller
undlade handlinger. Udtrykket
anvendes navnlig (men ikke
udelukkende) om klart afgrænsede
grupper af indsatte, herunder
bandemedlemmer og rockere og deres
støttegrupper, som erfaringsmæssigt
på den nævnte måde individuelt eller
som gruppe skaber sig en
magtposition i fængslet, og som ved
hjælp af gruppemedlemmer uden for
fængslet kan udstrække deres magt
til trusler og pres på de indsattes
eller personalets familier mv.
Med henblik på at
begrænse risikoen for overgreb
afsoner negativt stærke indsatte i
almindelighed på særlige afdelinger.
Et antal arresthuse og
fængselsafdelinger er således
udpeget til anbringelse af indsatte,
hvis tilstedeværelse skaber en
særlig risiko for overgreb på
medindsatte, personale eller andre i
institutionen.
Muligheden for at
kunne anbringe negativt stærke
indsatte på sådanne særlige
afdelinger er en afgørende
forudsætning for at kunne håndtere
de sikkerhedsmæssige udfordringer,
som særligt rockere og
bandemedlemmer giver.
Overførsel af
negativt stærke indsatte mellem de
pågældende afdelinger kan ske efter
reglerne i straffuldbyrdelseslovens
§ 26, jf. ovenfor, herunder for at
forebygge overgreb på medindsatte,
personale eller andre på afdelingen.
Heri ligger
bl.a., at overførsel kan ske alene
med henvisning til den negativt
stærke indsattes blotte fremtræden
kombineret med institutionens eller
de medindsattes kendskab til et
eventuelt gruppetilhørsforhold og
det forhold, at der er risiko for,
at der af den pågældende gruppe vil
blive begået overgreb mod f.eks.
medindsatte.
6.2.
Lovforslagets
udformning
Udgang er et
almindeligt led i den gradvise
forøgelse af frihedsgraderne, der
som et led i resocialiseringen af
dømte finder sted under
straffuldbyrdelsen.
Tilsvarende er
prøveløsladelse forudsat som et
regelmæssigt led i fuldbyrdelse af
fængselsstraffe.
Kriminalforsorgen
har imidlertid i dag en række
muligheder for at nægte udgang eller
afslå prøveløsladelse, hvis der er
risiko for ny kriminalitet.
Endvidere har kriminalforsorgen
mulighed for at knytte vilkår til
udgang eller prøveløsladelse med det
formål at modvirke tilbagefald til
ny kriminel adfærd. Der henvises
herom nærmere til pkt. 6.1.1 og
6.1.2.
Kriminalforsorgen
kan således nægte tilladelse til
udgang, hvis hensynet til
retshåndhævelsen taler imod
udgangen, eller hvis der er bestemte
grunde til at antage, at den
indsatte i forbindelse med udgangen
vil begå ny kriminalitet, unddrage
sig fortsat straffuldbyrdelse eller
på anden måde misbruge
udgangstilladelsen.
Meddeles der
tilladelse til udgang, vil
tilladelsen betinges af, at den
indsatte under udgangen ikke begår
strafbart forhold eller i øvrigt
misbruger udgangstilladelsen.
Derudover kan tilladelsen betinges
af andre vilkår, som findes
formålstjenlige for at undgå
misbrug, herunder at den pågældende
ikke under udgang må have samvær med
personer, som har tilknytning til
rocker- eller bandemiljøet.
Kriminalforsorgen
har også mulighed for at give afslag
på prøveløsladelse, hvis der
foreligger en væsentlig risiko for
recidiv til ikke-bagatelagtig
kriminalitet, som ikke formodes at
kunne begrænses ved tilsyn og
eventuelle særvilkår
(utilrådelighedsvurdering).
Derudover har
kriminalforsorgen mulighed for at
knytte vilkår med
kriminalitetsforebyggende sigte til
prøveløsladelsen. På denne måde kan
tilpasningen til en tilværelse i
frihed understøttes i en
overgangsperiode efter afsoningens
afslutning.
I en række
tilfælde vil det ud fra en
vurdering af risikoen for ny
kriminalitet være oplagt, at der
ikke kan gives tilladelse til udgang
eller ske prøveløsladelse af f.eks.
personer, der tilhører rocker- eller
bandemiljøet. Endvidere vil det
gennem anvendelse af vilkår ved
prøveløsladelse være muligt at
støtte den dømtes indsats for en
kriminalitetsfri tilværelse og
imødegå uønsket adfærd.
Det er imidlertid
ikke efter de gældende regler muligt
at give afslag på prøveløsladelse
eller udgang alene under henvisning
til en konflikt i f.eks. rocker- og
bandemiljøet og den pågældendes
tilknytning til en gruppe, som
deltager i konflikten. Endvidere
fastsættes der ved prøveløsladelse
ikke vilkår om, at f.eks. en rocker
eller et bandemedlem ikke må opsøge
den rocker- eller bandegruppe, som
den pågældende er knyttet til.
Der er således
ikke i dag noget til hinder for, at
f.eks. indsatte rocker- eller
bandemedlemmer, som opfylder de
almindelige betingelser for
prøveløsladelse, og som har
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet, straks efter
prøveløsladelsen kan søge tilbage
til den rockergruppe eller den
bande, som de er knyttet til. Det
gælder også i tilfælde, hvor den
pågældende rocker- eller bandegruppe
deltager aktivt i en voldelig
konflikt med en eller flere andre
grupper i miljøet.
En effektiv
indsats mod kriminalitet i særligt
rocker- og bandemiljøet og voldelige
konflikter af den karakter, som har
udspillet sig den seneste tid,
kræver efter Justitsministeriets
opfattelse, at det i videst muligt
omfang søges modvirket, at indsatte
med tilknytning til en gruppe i
forbindelse med prøveløsladelse
eller udgang søger tilbage til den
pågældende gruppe.
Det bemærkes i
den forbindelse, at risikoen for, at
en person begår ny kriminalitet
efter afsoning (recidiverer), hænger
sammen med det miljø, som den
pågældende færdes i. Hvis den
pågældende kommer ud af dette miljø,
vil det antageligt medføre et fald i
pågældendes kriminalitet. Der vil
således være en præventiv effekt
forbundet med at begrænse dømte
kriminelles mulighed for at søge
tilbage til det kriminelle miljø
efter afsoning.
Det bemærkes
endvidere, at der gennem de senere
år er blevet taget adskillige
initiativer med henblik på at få
flere til at forlade det kriminelle
rocker- og bandemiljø, at modvirke,
at nye kommer til og i øvrigt at
begrænse kriminalitet begået af
personer med tilknytning til dette
miljø. Det omfatter både
socialpræventive initiativer,
strafferetlige initiativer og
særlige initiativer rettet mod dømte
i form af f.eks.
bandeexit-programmer mv.
Det må imidlertid
konstateres, at der fortsat er en
alt for stor tilslutning til grupper
af personer, som befinder sig i
eller omkring et kriminelt miljø, og
hvor samvær med de pågældende
personer må antages at virke som
katalysator for kriminalitet.
Dertil kommer, at
der som beskrevet under pkt. 1.1.2
fortsat opstår meget voldsomme
uroligheder i rocker- og
bandemiljøet, hvorunder der bl.a.
anvendes skydevåben. Disse
uroligheder har ikke alene alvorlige
konsekvenser for de personer, der er
involveret i konflikten, men udgør
også en alvorlig trussel mod det
normale samfundsliv, da
urolighederne i meget vidt omfang
udspiller sig i det offentlige rum
og dermed indebærer en fare for
tilfældige menneskers liv og legeme.
De voldsomme
uroligheder har endvidere ført til
øget anvendelse af knive mv.
Det må endelig
konstateres, at mange dømte med
tilknytning til navnlig rocker- og
bandemiljøet efter endt afsoning
hurtigt vender tilbage til miljøet
og dermed desværre for ofte ender i
ny kriminalitet eller bliver
involveret i de voldelige
konflikter, som har kendetegnet
dette miljø.
Efter
Justitsministeriets opfattelse er
det på denne baggrund nødvendigt at
gå endnu videre i bestræbelserne på
at modvirke, at dømte, der er
tilknyttet en gruppe af kriminelle,
udnytter en udgang eller
prøveløsladelse til hurtigt at søge
tilbage til det kriminelle miljø.
Som nævnt i pkt. 1.1.4 er der grund
til at træffe meget skrappe
foranstaltninger, som klart viser,
at samfundet ikke kan acceptere og
derfor vil bekæmpe konflikter af den
karakter, som f.eks. udspandt sig i
første halvår af 2013.
Justitsministeriet finder i det lys,
at der bør ske en markant skærpelse
af reglerne om udgang til og
prøveløsladelse af indsatte med
tilknytning til sådanne miljøer.
Det gælder efter
Justitsministeriets opfattelse i
tilfælde, hvor en dømt står til at
blive prøveløsladt på et tidspunkt,
hvor der er en
verserende voldelig konflikt,
og hvor den pågældende
har tilknytning
til en gruppe, der er aktivt
involveret i konflikten. I
sådanne tilfælde vil der være en
særlig negativ løsladelsessituation,
hvor prøveløsladelse af den indsatte
kan medvirke til, at en konflikt
videreføres eller ligefrem optrappes
med deraf følgende fare for det
almindelige samfundsliv.
På den baggrund
foreslås det, at der ikke skal kunne
ske prøveløsladelse, hvis politiet
oplyser, at den dømte skønnes at
have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt med
en anden gruppe af personer, og at
der inden for den gruppe, som den
dømte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten enten er
anvendt skydevåben eller er anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Justitsministeriet finder endvidere,
at muligheden for at komme på udgang
bør begrænses under tilsvarende
betingelser. Det foreslås derfor
samtidig, at begrænsningen i
adgangen til prøveløsladelse skal
finde tilsvarende anvendelse på
muligheden for at komme på udgang.
Der henvises
nærmere til pkt. 6.2.1 nedenfor.
Efter
Justitsministeriets opfattelse bør
der endvidere ske en væsentlig
skærpelse af vilkårene ved
prøveløsladelse af personer, der har
begået visse alvorlige forbrydelser,
og som i øvrigt har tilknytning til
en gruppe af personer, hvor de
pågældende personer tilsammen står
bag omfattende og alvorlig
kriminalitet. Hermed tænkes på
tilfælde, hvor der ikke er grundlag
for at afslå prøveløsladelse, men
hvor den pågældende
er knyttet til
f.eks. rocker- eller bandemiljøet og
afsoner en længerevarende
frihedsstraf for visse grovere
forbrydelser. I sådanne
tilfælde er der efter
Justitsministeriets opfattelse behov
for at skærpe vilkårene ved
prøveløsladelse med henblik på at
modvirke, at den pågældende straks
søger tilbage til sit hidtidige
kriminelle miljø, og således at den
enkeltes muligheder for at
genetablere en normal tilværelse i
stedet understøttes bedst muligt.
Det foreslås på
den baggrund, at kriminalforsorgen
ved prøveløsladelse af personer med
tilknytning til sådanne
persongrupper fremover i
almindelighed vil skulle fastsætte
som vilkår, at den dømte i
prøvetiden ikke opholder sig sammen
med eller på anden måde har kontakt
med andre med tilknytning til samme
gruppering som den pågældende.
Der henvises i
den forbindelse nærmere til pkt.
6.2.2 nedenfor.
Desuden finder
Justitsministeriet, at
anvendelse af
såkaldte rocker- og bandevilkår
ved meddelelse af tilladelse
til udgang bør
udvides til i videre omfang også at
finde anvendelse på personer med en
løsere tilknytning til en rocker-
eller bandegruppe.
Formålet med
ændringen, der kan gennemføres
administrativt, er at dæmme op for,
at f.eks. unge, som føler sig
tiltrukket af rockere og
bandemedlemmer og derfor bevæger sig
i kanten af dette miljø, sluses ind
i kriminelle aktiviteter inden for
rocker- og bandemiljøet.
Der henvises
nærmere til pkt. 6.2.3 nedenfor.
Med lovforslaget
foreslås adgangen til at fastsætte
vilkår om dømtes ophold og færden i
forbindelse med prøveløsladelse og
udgang skærpet, jf. ovenfor.
Elektronisk
overvågning af dømtes færden, f.eks.
ved hjælp af en såkaldt
GPS-fodlænke, må antages at kunne
bidrage til at sikre overholdelsen
af vilkår for prøveløsladelse eller
udgangstilladelse, som indebærer
begrænsninger i den dømtes adgang
til færden eller kontakt med andre
personer, herunder ved at give
mulighed for hurtig indgriben
ved vilkårsovertrædelse.
Dette vil kunne
være særligt relevant for dømte, der
undergives skærpede vilkår for
prøveløsladelse efter de foreslåede
regler herom, og dømte, som
undergives rocker- og bandevilkår
ved udgangstilladelse.
Elektronisk
overvågning vil imidlertid også i
andre tilfælde kunne være relevant,
f.eks. hvis der som vilkår for
prøveløsladelse af eller
udgangstilladelse til en person, som
er dømt for vold, fastsættes vilkår
om, at den pågældende ikke må opsøge
den forurettede for forbrydelsen.
Foruden at tjene
kontrolformål må elektronisk
overvågning antages at kunne have en
forebyggende virkning, fordi den
dømte vil være bevidst om at være
under overvågning. En ordning med
elektronisk overvågning må således
forventes at kunne støtte den
pågældendes ønske om ikke at
overtræde vilkårene for
prøveløsladelsen eller
udgangstilladelsen.
Anvendelse af
elektronisk overvågning forudsætter
bl.a., at det er teknologisk og
praktisk muligt at etablere en sådan
ordning. Der blev derfor i aftalen
om kriminalforsorgens økonomi i
2013-2016 afsat 2,5 mio. kr. til
udvikling og afprøvning af
GPS-fodlænker.
Det foreslås på
denne baggrund, at der etableres
hjemmel til iværksættelse af en
forsøgsordning, hvor det som vilkår
for prøveløsladelse eller
udgangstilladelse kan fastsættes, at
den dømte skal undergive sig
elektronisk overvågning af sin
færden.
Der henvises
nærmere til pkt. 6.2.4 nedenfor.
Endelig
indeholder lovforslaget herudover et
tiltag, der har til formål at
forebygge konflikter og kriminalitet
og styrke sikkerheden i
fængselsafdelinger og arresthuse
udpeget til anbringelse af indsatte,
hvis tilstedeværelse skaber en
særlig risiko for overgreb på
medindsatte, personale eller andre i
institutionen. Der lægges således
med forslaget op til, at en indsat i
sådanne fængselsafdelinger eller
arresthuse skal kunne overføres til
andre tilsvarende fængselsafdelinger
eller arresthuse, når hensynet til
at forebygge konflikter, styrke
sikkerheden eller modvirke ny
kriminalitet taler herfor, uanset at
de nugældende betingelser for
overførsel af indsatte mellem
ensartede afsoningsinstitutioner
ikke er til stede.
Der henvises
nærmere til pkt. 6.2.5 nedenfor.
6.2.1.
Afskæring af
prøveløsladelse og udgang under
verserende voldelige konflikter
6.2.1.1.
Formålet med forslaget er at
begrænse adgangen til udgang og
prøveløsladelse for indsatte, der
skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, der på
tidspunktet for udgang eller
prøveløsladelse er aktivt involveret
i en verserende voldelig konflikt
med en anden gruppe af personer, når
der inden for den gruppe, som den
dømte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten er anvendt
skydevåben mv. Forslaget vil navnlig
have betydning for indsatte med
tilknytning til rocker- eller
bandemiljøet.
Efter
Justitsministeriets opfattelse
indebærer tilknytning til f.eks. en
rocker- eller bandegruppe, der
aktivt deltager i en verserende
voldelig konflikt, i sig selv en
risiko for, at den dømte på fri fod
vil blive inddraget i aktiviteter,
som strider imod formålet med
udgangen eller prøveløsladelsen.
Meddelelse af tilladelse til udgang
eller prøveløsladelse vil således
kunne bidrage til, at en verserende
voldelig konflikt fortsættes og
eventuelt optrappes med deraf
følgende øget utryghed og fare for
det almindelige samfundsliv. Med
henblik på at tilgodese hensynet til
politiets forebyggende virksomhed
finder Justitsministeriet, at der
ikke i en sådan situation bør
meddeles udgang til eller ske
prøveløsladelse af den pågældende.
Forslaget
indebærer, at der fremover ved
afgørelse af spørgsmålet om udgang
og prøveløsladelse af dømte, som
skønnes at have tilknytning til en
sådan persongruppe, vil skulle tages
særskilt højde for, om denne gruppe
er aktivt involveret i en verserende
voldelig konflikt, og om der inden
for den pågældende gruppe er anvendt
skydevåben mv. som led i konflikten.
Hvis disse
betingelser er til stede, vil dette
fremover skulle føre til, at udgang
og prøveløsladelse nægtes. Det
gælder, uanset at de almindelige
betingelser herfor i øvrigt måtte
være opfyldt.
Den foreslåede
bestemmelse vil begrænse
prøveløsladelse, uanset om den
pågældende står til prøveløsladelse
efter reglerne om ordinær
prøveløsladelse eller efter andre
regler om prøveløsladelse, herunder
reglerne om prøveløsladelse efter
noget for noget-ordningen eller
reglerne om prøveløsladelse af
livstidsdømte.
Det er en
betingelse for at begrænse udgang og
prøveløsladelse efter de foreslåede
bestemmelser, at den indsatte
skønnes at have tilknytning til
en gruppe af
personer, og at denne gruppe
har indladt sig i en voldelig
konflikt med en eller flere andre
grupper af personer.
»Gruppe af
personer« skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets
anvendelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. Som grupper anses således ikke
kun mere formaliserede grupper med
en mere fast struktur og
rollefordeling medlemmerne imellem,
et fast tilhørsforhold og med fast
navn og lignende. Også mere løse
grupperinger kan være omfattet af
bestemmelsen, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål
og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer.
Det er endvidere
en betingelse for at anvende de
foreslåede bestemmelser, at den
indsatte har
tilknytning til den
pågældende gruppe af personer. Der
må foreligge en antagelse om en
stærk tilknytning til gruppen som
sådan.
Forslaget
omfatter således ikke personer med
en løsere tilknytning til den
pågældende persongruppe. Det blotte
bekendtskab med enkeltpersoner fra
den pågældende gruppe falder således
uden for den foreslåede bestemmelses
anvendelsesområde.
Det afgørende for
at bringe de foreslåede bestemmelser
i anvendelse er på det punkt alene,
at den indsatte ifølge politiets
skøn har en sådan tilstrækkelig
tilknytning til den pågældende
persongruppe.
Det forhold, at
en indsat på tidspunktet for
afsoningens påbegyndelse har haft
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet mv., men under
afsoningen har forladt dette miljø,
vil som udgangspunkt indebære, at
den pågældende ikke længere har den
fornødne tilknytning til gruppen. I
tilfælde hvor den pågældende, f.eks.
kort tid før der træffes afgørelse
om prøveløsladelse, tilkendegiver,
at denne ønsker at komme ud af
rocker- og bandemiljøet, må det dog
konkret vurderes, om der er tale om
et reelt ønske om at forlade
gruppen, eller om der alene er tale
om, at den pågældende på skrømt
giver udtryk herfor med det formål
at opnå udgang eller
prøveløsladelse.
En tilknytning
til en rocker- eller bandegruppe
mv., der først er opstået under
afsoningen, vil kunne medføre, at
udgang eller prøveløsladelse
begrænses efter de foreslåede
bestemmelser.
Den foreslåede
betingelse indebærer desuden, at den
gruppe,
som den indsatte skønnes at have
tilknytning til
skal være aktivt involveret i en
verserende voldelig konflikt.
Her tænkes eksempelvis på voldelige
konflikter inden for rocker- og
bandemiljøet.
Det er i den
forbindelse ikke en betingelse, at
den dømte afsoner en straf for
f.eks. rocker- eller banderelateret
kriminalitet, ligesom det ikke er en
betingelse, at den dømte selv har
deltaget i den voldelige konflikt
eller selv har udvist eller udviser
et adfærdsmønster præget af voldelig
kriminalitet. Endvidere er det uden
betydning, om den pågældende afsoner
på en afdeling for negativt stærke
indsatte.
»Konflikt«
skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets
anvendelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. Dette indebærer, at enhver
uoverensstemmelse eller uenighed
mellem to eller flere grupper vil
kunne udgøre en konflikt i de
foreslåede bestemmelsers forstand.
Det er i den forbindelse uden
betydning, hvad årsagen til
konflikten er, og hvad konflikten
drejer sig om.
En konflikt kan
f.eks. vedrøre kontrollen over et
kriminelt marked, et ideologisk
modsætningsforhold eller tidligere
hændelser, som af en af grupperne
anses for ærekrænkende. Der kan også
være tale om, at personlige
uoverensstemmelser, f.eks. et
sammenstød mellem to personer om en
kæreste, udvikler sig til en
konflikt mellem grupper af personer.
Det vil bero på
et konkret, politifagligt skøn, om
der kan siges at være en konflikt.
De foreslåede
bestemmelser om udgang og
prøveløsladelse forudsætter desuden,
at konflikten på tidspunktet for
udgangen eller prøveløsladelsen må
anses for at være
voldelig.
Heri ligger for
det første, at konflikten må have
givet sig udslag i mindst én
hændelse, der kan karakteriseres som
voldelig. Hermed sigtes navnlig til
voldelige angreb, hvor en eller
flere personer med tilknytning til
en persongruppe har overfaldet en
eller flere personer med tilknytning
til en anden gruppe. Også
situationer, hvor en eller flere
personer fra de involverede grupper
er stødt sammen efter aftale eller
indbyrdes forståelse, og hvor der
derfor ikke kan siges at være tale
om et egentligt angreb, er omfattet,
hvis sammenstødet har indebåret en
voldelig konfrontation.
For at en
konflikt kan anses for voldelig, må
der dog være tale om et voldeligt
præg af en vis styrke. Handlinger,
som alene må anses for omfattet af
straffelovens § 244 om simpel vold,
vil således ikke i sig selv kunne
føre til, at en konflikt skal
betragtes som voldelig. Det omfatter
eksempelvis i almindelighed slag og
spark og lignende. De foreslåede
bestemmelser tager derimod navnlig
sigte på tilfælde, hvor der som led
i konflikten er sket angreb eller
sammenstød under anvendelse af stik-
eller slagvåben eller lignende.
Anvendelse af skydevåben mv. vil
også medføre, at konflikten skal
betragtes som voldelig. Som
udgangspunkt må der således som led
i konflikten være begået handlinger,
der som minimum kan karakteriseres
som kvalificeret vold, jf.
straffelovens § 245.
Det er ikke en
betingelse, at der er tale om en
gensidigt voldelig konflikt. Der vil
også være tale om en verserende
voldelig konflikt i de foreslåede
bestemmelsers forstand i tilfælde,
hvor en gruppe af personer ensidigt
forfølger en anden gruppe af
personer. I sådanne tilfælde vil
konflikten dog alene have
konsekvenser for adgangen til udgang
eller prøveløsladelse for personer
med tilknytning til den gruppe i
konflikten, der udfører angrebene.
For det andet må
konfliktens voldelige præg være
verserende.
Heri ligger, at der på tidspunktet
for udgang eller prøveløsladelse må
være en aktuel risiko for yderligere
hændelser af den ovenfor nævnte
karakter. Det gælder, uanset om
prøveløsladelsen eller udgangen kan
frygtes at virke som katalysator for
yderligere hændelser eller ej.
Det vil bero på
et politifagligt skøn, om der er
tale om en verserende voldelig
konflikt. Det vil i den forbindelse
i almindelighed kunne lægges til
grund, at der vil være en aktuel
risiko for yderligere voldelige
hændelser, og at den voldelige
konflikt således fortsat er
verserende, hvis konflikten inden
for de seneste tre måneder er kommet
til udtryk i en eller flere
voldelige hændelser. Finder der en
ny voldelig hændelse sted i denne
periode, vil konflikten i
almindelighed fortsat skulle anses
for at være aktuelt voldelig i
yderligere en periode på tre
måneder.
Der kan
imidlertid også være tale om en
verserende voldelig konflikt, selv
om der er forløbet mere end tre
måneder, uden at der har fundet
voldelige hændelser sted. En sådan
længere periode uden angreb kan
efter Justitsministeriets opfattelse
således ikke i sig selv tages som
udtryk for, at risikoen for nye
voldelige hændelser er drevet over.
Der kan således
være flere grunde til, at en
konflikt i en periode ikke konkret
har givet sig udslag i voldelige
angreb eller sammenstød. Der kan
f.eks. være tale om, at de grupper,
der er involveret i konflikten, har
haft behov for at bruge tid på at
planlægge et nyt angreb eller for at
skaffe våben. Endvidere kan der
f.eks. være tale om, at flere af en
gruppes medlemmer har været
frihedsberøvet. Den eller de
pågældende grupper kan derfor have
ønsket at afvente f.eks.
prøveløsladelse af en eller flere af
de frihedsberøvede medlemmer,
således at den enkelte gruppe vil
stå stærkere ved et senere angreb.
Også mere tilfældige omstændigheder
kan have betydet, at de stridende
grupper ikke fysisk er stødt sammen,
ligesom der kan være tale om, at de
pågældende grupper nok har haft
sammenstød, men at disse ikke har
haft en voldelig karakter.
I det
politifaglige skøn af, om der er en
aktuel risiko for nye voldelige
hændelser mv., kan der indgå andre
momenter. Politiet vil således ud
over den forløbne tid siden seneste
voldelige hændelse eksempelvis
kunne lægge vægt på, om personer med
tilknytning til de involverede
persongrupper er eller har været i
besiddelse af våben som led i
konflikten, eller om der som led i
konflikten anvendes eller har været
anvendt skud- eller stiksikre veste
eller lignende, ligesom episoder med
utryghedsskabende adfærd i øvrigt
vil kunne tillægges betydning.
Sådanne
handlinger vil kunne tale for, at
der fortsat er en aktuel risiko for
voldelige hændelser, uanset om der
har været tale om en forberedelse af
eller en forholdsregel mod et
voldeligt angreb eller sammenstød.
Det vil i den
forbindelse tillige kunne tillægges
betydning, om konflikten har ført
til oprettelse af visitationszoner.
Herudover vil
også andre momenter af relevans
kunne indgå i den politifaglige
vurdering af risikosituationen.
Omvendt vil der
også kunne forekomme særlige
tilfælde, hvor der ikke kan siges at
være en aktuel risikosituation, selv
om der har fundet en voldelig
hændelse sted inden for de seneste
tre måneder. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvis der er et klart
grundlag for at anse den voldelige
konflikt som afsluttet, f.eks. hvis
den ene gruppe i konflikten må anses
for opløst.
Afskæring af
muligheden for udgang og
prøveløsladelse vil alene ramme
personer med tilknytning til en
gruppe af personer, som er
aktivt
involveret i den verserende
voldelige konflikt. Denne betingelse
indebærer, at mindst én af de
handlinger, som medfører, at
konflikten anses for verserende
voldelig, jf. herom ovenfor, skal
være begået inden for den gruppe,
som den dømte er knyttet til. Det er
i den forbindelse uden betydning, om
der er tale om et (første) angreb,
eller om handlingen er begået som
eksempelvis et modangreb eller en
hævnaktion. Det er heller ikke nogen
betingelse, at den dømte eller
gruppen som helhed står bag
voldshandlingen. Det er imidlertid
en betingelse, at voldsudøvelsen er
begået som led i konflikten.
Dette indebærer
eksempelvis, at et enkelt voldeligt
angreb vil kunne begrænse muligheden
for udgang og prøveløsladelse for
personer knyttet til den angribende
gruppe, hvis betingelserne i øvrigt
er opfyldt. Hvis der senere udføres
en hævnaktion, vil også medlemmer
mv. af den gruppe, som tager hævn,
herved blive afskåret fra udgang og
prøveløsladelse, forudsat at
betingelserne i øvrigt er til stede.
Det er endvidere
en betingelse, at der inden for den
gruppe, som den dømte skønnes
knyttet til, som led i konflikten
enten er
anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse efter straffelovens §
180. Betingelsen svarer til
betingelsen efter straffelovens § 81
a, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 11. De våbentyper, der er
omfattet af de foreslåede
bestemmelser, svarer således til de
våbentyper, der er omfattet af § 192
a, stk. 1, i straffeloven, jf. pkt.
3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Denne betingelse
skal ses i lyset af, at hvis en part
i en konflikt mellem forskellige
grupper på et tidspunkt i konflikten
har anvendt et så alvorligt våben
mv., som de omfattede, må konflikten
i almindelighed antages at have en
sådan grad af alvor, at den vil
kunne udvikle sig til en trussel mod
det normale samfundsliv.
Den foreslåede
betingelse indebærer, at udgang og
prøveløsladelse skal afslås, hvis en
person, som er knyttet til den samme
gruppe som den dømte, har anvendt
skydevåben mv. som led i konflikten.
Det er ikke nogen betingelse, at den
dømte eller gruppen som helhed står
bag anvendelsen af skydevåben mv.
Det er imidlertid en betingelse, at
skydevåbnet mv. er anvendt som led i
konflikten. Er der således anvendt
skydevåben mv. en enkelt gang, uden
at der i øvrigt foreligger en
konflikt, vil bestemmelsen ikke
kunne finde anvendelse.
Det er ikke nogen
betingelse, at anvendelsen af
skydevåben mv. er sket som led i den
voldsudøvelse, som gør, at
konflikten betragtes som verserende
voldelig, jf. herom ovenfor. Også i
tilfælde, hvor der ikke aktuelt har
været anvendt skydevåben, men hvor
konflikten ikke desto mindre må
karakteriseres som verserende
voldelig, vil udgang og
prøveløsladelse blive afskåret, hvis
der én gang tidligere har været
anvendt skydevåben mv. som led i
konflikten. Det gælder, uanset hvor
lang tid der måtte være gået siden
anvendelsen af skydevåbnet mv.
Eksempelvis vil
udgang og prøveløsladelse i
almindelighed være afskåret for
personer med tilknytning til en
gruppe, der flere år tidligere har
anvendt et skydevåben som led i en
konflikt med en anden persongruppe,
og som nu har begået et knivoverfald
mod den anden gruppe som led i samme
konflikt. I dette tilfælde vil
betingelsen om anvendelse af
skydevåben mv. være opfyldt, ligesom
betingelsen om, at konflikten skal
være verserende voldelig, vil være
opfyldt i kraft af knivoverfaldet.
Omvendt vil
anvendelsen af et skydevåben mv.
også i sig selv kunne udgøre den
begivenhed, som medfører, at en
konflikt nu må betegnes som
verserende voldelig. Anvendelsen af
et skydevåben mv. vil således i sig
selv kunne være den udløsende
begivenhed, som har suspensiv
virkning på adgangen til udgang
eller prøveløsladelse, uanset at der
ikke herudover er begået
voldshandlinger inden for den
pågældende gruppe.
Eksempelvis vil
udgang og prøveløsladelse være
afskåret for personer med
tilknytning til en gruppe, der nu
har anvendt et skydevåben som led i
en konflikt med en anden
persongruppe, uanset at der aldrig
tidligere har været begået
voldshandlinger eller har været
anvendt skydevåben som led i
konflikten. Her vil den aktuelle
anvendelse af skydevåbnet således i
sig selv opfylde både betingelsen
om, at der skal være anvendt
skydevåben mv., og betingelsen om,
at konflikten skal være verserende
voldelig.
I begge tilfælde
vil udgang og prøveløsladelse kun
blive afskåret for dømte, der
skønnes at have tilknytning til den
samme gruppe som den eller de
personer, der har anvendt
skydevåbnet mv.
6.2.1.2.
Forslaget indebærer som nævnt, at
udgang og prøveløsladelse ikke kan
finde sted, hvis politiet oplyser,
at den dømte skønnes at have
tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt med
en anden gruppe af personer, og at
der inden for den gruppe, som den
dømte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten er anvendt
skydevåben mv.
Efter de
foreslåede bestemmelser vil der
derfor under de angivne betingelser
ikke kunne træffes afgørelse om at
tillade udgang eller løslade den
dømte på prøve, og en tidligere
truffet afgørelse herom vil ikke
kunne effektueres.
I tilfælde, hvor
der allerede er truffet en afgørelse
om at tillade udgang eller løslade
den dømte på prøve, fører
bestemmelsen således til, at
udgangen eller prøveløsladelsen må
udsættes, indtil hindringen for
udgangen eller prøveløsladelsen er
ophørt.
De foreslåede
bestemmelser skal på dette punkt
bl.a. ses i sammenhæng med
løsladelsesbekendtgørelsens § 1,
hvorefter afgørelse om løsladelse på
prøve efter straffelovens § 38 stk.
1, eller § 41, stk. 1, skal træffes
4 uger inden prøveløsladelsesdatoen,
medmindre det ikke kan lade sig gøre
af helt særlige grunde.
Der vil således
kunne forekomme tilfælde, hvor der i
overensstemmelse med denne tidsfrist
er truffet afgørelse om et
prøveløsladelsestidspunkt, men hvor
der efterfølgende tilgår generelle
oplysninger fra politiet, som kan
være til hinder for
prøveløsladelsen. Det kan f.eks.
være oplysninger om, at en voldelig
konflikt er brudt ud, efter at
afgørelsen om prøveløsladelse blev
truffet, eller lignende generelle
oplysninger om det aktuelle
konfliktbillede.
I sådanne
tilfælde vil
prøveløsladelsestidspunktet således
skulle udskydes, indtil politiet
oplyser, at hindringen for
prøveløsladelsen ikke længere er til
stede.
Tilsvarende vil
der kunne forekomme tilfælde, hvor
der er meddelt tilladelse til udgang
med henblik på deltagelse i en
bestemt begivenhed, men hvor
oplysninger fra politiet
efterfølgende begrænser muligheden
for at gennemføre udgangen. I
sådanne tilfælde fører de foreslåede
bestemmelser til, at
udgangstilladelsen bortfalder.
Også i tilfælde,
hvor udgangsformålet fortsat må
antages at være til stede på et
senere tidspunkt, vil oplysningerne
fra politiet føre til, at
udgangstilladelsen bortfalder. I så
fald må der således hvis
betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt gives en ny
udgangstilladelse, når
udgangshindringen ikke længere er
til stede.
Det bemærkes, at
de foreslåede bestemmelser ikke vil
få virkning for personer, som
allerede er blevet prøveløsladt.
For personer, som
har tilladelse til at afvikle et
fast udgangsforløb med f.eks. en
række udgange med visse faste
intervaller (weekendudgang), vil de
foreslåede bestemmelser medføre, at
udgangsforløbet afbrydes, således at
forestående udgange ikke kan
afvikles, så længe udgangshindringen
er til stede. Muligheden for at
gennemføre disse udgange bortfalder
således. Når udgangshindringen er
ophørt, vil udgangsforløbet kunne
genoptages, såfremt tilladelsen
omfatter yderligere udgange. Der er
ikke adgang til såkaldt opsparing af
udgange, som på grund af
udgangshindringen ikke er blevet
afviklet.
For personer, som
afvikler et frigangs- eller
udstationeringsforløb, fører
bestemmelserne tilsvarende til, at
forløbet afbrydes, således at den
pågældende genindsættes i en
institution, indtil
udgangshindringen er ophørt.
Herefter vil frigangs- eller
udstationeringsforløbet kunne
genoptages, hvis betingelserne
herfor i øvrigt fortsat er til
stede.
6.2.1.3.
Afgørelser om udgang og
prøveløsladelse træffes af
kriminalforsorgen.
Det foreslås, at
kriminalforsorgen også skal træffe
afgørelse om, hvorvidt udgang eller
prøveløsladelse skal begrænses som
følge af de foreslåede bestemmelser.
Som det fremgår
af forslaget, er det oplysninger fra
politiet, som vil skulle danne
grundlag for kriminalforsorgens
afgørelse i de pågældende sager.
Det fremgår i den
forbindelse af § 8, stk. 2, i
løsladelsesbekendtgørelsen, at
kriminalforsorgen inden en afgørelse
om prøveløsladelse skal indhente en
udtalelse fra den politidirektør,
der har behandlet straffesagen, hvis
politidirektøren i forbindelse med
underretningen af kriminalforsorgen
om, at den dømte skal udstå
fængselsstraf mv., har oplyst, at
den pågældende har tilknytning til
rocker- og bandemiljøet.
Derudover vil
kriminalforsorgen i tilfælde, hvor
den pågældende er tilknyttet en
anden slags kriminel gruppe, kunne
indhente en udtalelse fra politiet.
Politiet får
således i disse tilfælde lejlighed
til at udtale sig om
prøveløsladelsesspørgsmålet, og
politiets udtalelse vil i givet fald
indgå i kriminalforsorgens vurdering
af, om prøveløsladelse må anses for
utilrådeligt.
Under tilsvarende
betingelser skal kriminalforsorgen i
medfør af udgangsbekendtgørelsens §
15, stk. 1, nr. 5, indhente en
udtalelse fra politidirektøren inden
en afgørelse om udgang.
Kriminalforsorgens formodning om et
muligt tilhørsforhold til rocker-
eller bandemiljøet mv. vil normalt
basere sig på, at politiet i
forbindelse med underretningen om,
at den pågældende skal udstå
fængselsstraf, har oplyst, at den
dømte har tilknytning til dette
miljø.
Men
kriminalforsorgen vil også kunne
have en formodning om et særligt
gruppetilhørsforhold på baggrund af
eksempelvis oplysninger fra
retsbogen eller fra tidligere ophold
i kriminalforsorgens institutioner
mv. Endelig kan kriminalforsorgen i
særlige tilfælde selv have opnået
viden om den pågældendes tilknytning
til en rocker- eller bandegruppe mv.
under den pågældendes afsoning af
den aktuelle straf, herunder hvis
den pågældende selv har gjort
opmærksom herpå over for
kriminalforsorgen.
Det er en
forudsætning bag lovforslaget, at
høringspligten udvides, således at
kriminalforsorgen ved behandlingen
af spørgsmål om udgang og
prøveløsladelse skal indhente en
udtalelse fra politiet i alle
tilfælde, hvor kriminalforsorgen
under den pågældendes afsoning har
en formodning om, at den pågældende
indsatte har tilknytning til rocker-
eller bandemiljøet.
Tilsvarende vil
kriminalforsorgen, hvis
kriminalforsorgen har kendskab til,
at den dømte har tilknytning til en
anden slags kriminel gruppe end en
rockergruppe eller bande, skulle
indhente en udtalelse fra politiet.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil høringspligten derfor
administrativt blive udvidet i
overensstemmelse hermed.
Det forudsættes i
den forbindelse med forslaget, at
kriminalforsorgen ved høringen af
politiet vil skulle give politiet
oplysninger om den dømtes
afsoningsforhold, som skønnes at
kunne have relevans for politiets
vurdering af sagen.
Det kan f.eks.
være oplysninger om, at den
pågældende under afsoningen muligvis
har frasagt sig sit medlemskab eller
på anden måde kan være udtrådt af
den pågældende gruppering.
De nærmere regler
om høringen af politiet, herunder
kriminalforsorgens oplysningspligt,
vil blive fastsat ved en ændring af
henholdsvis
løsladelsesbekendtgørelsen og
udgangsbekendtgørelsen.
For så vidt angår
spørgsmål om prøveløsladelse vil de
administrative regler blive fastsat
således, at kriminalforsorgen som
hidtil først vil skulle anmode
politiet om en udtalelse til brug
for den almindelige
utilrådelighedsvurdering, og kun
hvis de nugældende regler herefter
ikke er til hinder for
prøveløsladelsen, vil der skulle
indhentes en særskilt udtalelse
vedrørende afskæringsgrundene i den
foreslåede bestemmelse. I tilfælde,
hvor prøveløsladelse må afvises
allerede på grundlag af en
utilrådelighedsvurdering efter de
gældende regler, vil
kriminalforsorgen således ikke
skulle anmode politiet om at udtale
sig om de omstændigheder, der efter
de foreslåede bestemmelser begrænser
adgangen til prøveløsladelse.
Tilsvarende vil kriminalforsorgen i
forbindelse med meddelelse af
tilladelse til udgang alene skulle
høre politiet, hvis der ikke efter
de almindelige betingelser er noget
til hinder for udgang.
Der vil således
kunne forekomme tilfælde i praksis,
hvor kriminalforsorgen først efter
at have indhentet to udtalelser fra
politiet træffer afgørelse
vedrørende spørgsmålet om
prøveløsladelse. I disse tilfælde
vil sagsbehandlingstiden efter
omstændighederne kunne medføre, at
afgørelsen om prøveløsladelse ikke
kan træffes 4 uger inden
prøveløsladelsesdatoen. Det
forudsættes, at
løsladelsesbekendtgørelsens § 1 om
nødvendigt tilpasses i
overensstemmelse hermed.
6.2.1.4.
Politiet vil i forbindelse med den
foreslåede høring i givet fald få
mulighed for at udtale sig om de
forhold, som har betydning for
spørgsmålet om udgang eller
prøveløsladelse i henhold til de
foreslåede bestemmelser. Det gælder
spørgsmålet om den pågældendes
gruppetilknytning og spørgsmålet om,
hvorvidt den pågældende gruppe er
aktivt involveret i en verserende
voldelig konflikt, og om der inden
for gruppen har været anvendt
skydevåben mv. som led i konflikten.
Forslaget
indebærer ikke, at der indføres en
pligt for politiet til at udtale
sig. Der vil således kunne forekomme
tilfælde, hvor politiet skønner, at
det af politimæssige eller
efterforskningsmæssige grunde er
mere hensigtsmæssigt at undlade at
afgive en udtalelse. Tilsvarende vil
der kunne forekomme tilfælde, hvor
politimæssige eller
efterforskningsmæssige hensyn vil
have indvirkning på omfanget og
detaljeringsgraden af den udtalelse,
som politiet afgiver.
Afskæring af
adgangen til udgang og
prøveløsladelse efter de foreslåede
bestemmelser vil bero på en
politifaglig vurdering. Det
afgørende for, om udgang og
prøveløsladelse vil skulle nægtes
efter de foreslåede bestemmelser, er
alene, om der foreligger sådanne
oplysninger fra politiet som nævnt i
bestemmelsen. Kriminalforsorgen vil
ikke skulle foretage en prøvelse
eller vurdering af politiets
oplysninger.
Det forudsættes
således med lovforslaget, at
politiets oplysninger lægges uprøvet
til grund af kriminalforsorgen ved
afgørelsen af spørgsmålet om udgang
eller prøveløsladelse.
I den forbindelse
bemærkes særligt, at politiet efter
omstændighederne i den konkrete sag
bør undlade at afgive
udgangshindrende oplysninger i
tilfælde, hvor der er spørgsmål om
udgang til et særligt formål som
nævnt i udgangsbekendtgørelsens §
31, stk. 1 eller 2. Eksempelvis
forudsættes det, at politiet i
almindelighed ikke afgiver
oplysninger, som afskærer den
indsatte fra at komme på udgang,
hvis formålet med udgangen er at
deltage i en nærstående persons
begravelse eller lignende. I stedet
vil politiet kunne henstille til, at
den indsatte i givet fald ledsages
af personale fra institutionen under
udgangen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 48, stk.
2, nr. 1. Om udgang til særlige
formål henvises i øvrigt til pkt.
6.1.2.1 ovenfor.
Det bemærkes
endvidere, at en endelig
administrativ afgørelse om at nægte
prøveløsladelse efter straffelovens
§ 38, stk. 1, og § 41 som hidtil vil
kunne kræves indbragt for domstolene
efter reglerne i
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
6, inden 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den dømte.
Med lovforslaget
foreslås således ingen ændringer i
reglerne om domstolsprøvelse af
administrative afgørelser om at
nægte prøveløsladelse. De
oplysninger fra politiet, som
kriminalforsorgens afgørelse vil
være baseret på, vil således under
en eventuel domstolsprøvelse blive
underlagt en almindelig prøvelse på
lige fod med sagens øvrige
oplysninger.
I tilfælde, hvor
prøveløsladelse afslås efter den
almindelige
utilrådelighedsvurdering, vil
afslaget således kunne indbringes
for retten. Det gælder også i
tilfælde, hvor kriminalforsorgen har
en formodning om, at den pågældende
har tilknytning til en kriminel
gruppering, f.eks. inden for rocker-
eller bandemiljøet, og hvor de
foreslåede bestemmelser derfor
muligvis vil kunne være til hinder
for prøveløsladelse. Retten vil ved
prøvelsen af afslaget kunne træffe
afgørelse om, at
utilrådelighedskriteriet ikke er til
hinder for prøveløsladelse. I så
fald skal kriminalforsorgen herefter
indhente en udtalelse fra politiet
til brug for afgørelsen af, hvorvidt
prøveløsladelse så skal afskæres
efter de foreslåede bestemmelser.
Hvis der herefter træffes afgørelse
om at afskære prøveløsladelse efter
de foreslåede bestemmelser, vil også
denne afgørelse kunne indbringes for
retten. Ved i sådanne tilfælde at
hjemvise sagen til kriminalforsorgen
sikres det således, at der herefter
kan træffes en afgørelse i henhold
til de foreslåede bestemmelser. I
modsat fald ville konsekvensen kunne
blive, at den dømte skulle
prøveløslades, uden at der forinden
var taget stilling til, hvorvidt de
foreslåede bestemmelser var til
hinder for prøveløsladelse.
Samme
fremgangsmåde som beskrevet ovenfor
forudsættes anvendt i situationer,
hvor Direktoratet for
Kriminalforsorgen som administrativ
klageinstans måtte vurdere, at en
afgørelse truffet af en institution
om utilrådelighed i en
prøveløsladelsessag eller
misbrugsrisiko i en udgangssag ikke
kan stadfæstes. I sådanne
situationer skal institutionen
således efter direktoratets
afgørelse indhente en udtalelse fra
politiet til brug for afgørelsen i
henhold til de foreslåede
bestemmelser.
6.2.1.5.
Med de foreslåede bestemmelser
indføres en særlig skærpet adgang
til at nægte udgang eller
prøveløsladelse for visse kategorier
af indsatte.
Anvendelsen af
bestemmelserne vil i praksis have
selvstændig betydning i tilfælde,
hvor kriminalforsorgen ikke har
fundet anledning til at afslå udgang
eller prøveløsladelse efter de
almindelige regler herom.
I situationer,
hvor de foreslåede bestemmelser
fører til, at prøveløsladelse ikke
kan ske, selv om de almindelige
betingelser herfor er opfyldt, vil
prøveløsladelsestidspunktet som
nævnt skulle udskydes, indtil
politiet oplyser, at hindringen er
ophørt.
En afgørelse om
at nægte prøveløsladelse efter den
foreslåede bestemmelse vil således
have virkning indtil videre. For at
sikre, at spørgsmålet bliver taget
op til fornyet overvejelse med jævne
mellemrum, forudsættes det dog, at
der senest tre måneder efter et
afslag på prøveløsladelse vil skulle
træffes en ny afgørelse om, hvorvidt
der er grundlag for at ændre
afgørelsen om at nægte
prøveløsladelse. Er betingelserne
fortsat opfyldt, vil der skulle
træffes en ny afgørelse inden tre
måneder og herefter løbende hver
tredje måned.
Det vil således
løbende blive vurderet, om
hindringen for prøveløsladelse
fortsat er til stede. Til brug for
kriminalforsorgens afgørelse af
dette spørgsmål vil der skulle
indhentes en ny udtalelse fra
politiet om, hvorvidt der fortsat er
grundlag for at nægte
prøveløsladelse.
Endvidere vil
kriminalforsorgen efter de
almindelige regler om
prøveløsladelse skulle tage
spørgsmålet op, hvis det, efter at
afslag er meddelt, må antages, at
betingelserne for prøveløsladelse er
til stede. Det kan være tilfældet,
hvis politiet af egen drift giver
kriminalforsorgen generelle
oplysninger om, at der ikke længere
skønnes at være en aktuel
risikosituation, således at
hindringen for at tillade
prøveløsladelse nu må anses for
ophørt.
Det forudsættes
dog i sådanne tilfælde, at
kriminalforsorgen inden
prøveløsladelsen foretager en ny
vurdering af, om den pågældende
indsatte fortsat opfylder de
almindelige betingelser for
prøveløsladelse. Er der sket sådanne
ændringer i den pågældendes forhold,
at denne ikke længere opfylder
betingelserne, vil prøveløsladelse
skulle afslås.
På samme måde vil
kriminalforsorgen skulle tage
spørgsmålet om meddelelse af
udgangstilladelse op til fornyet
vurdering senest efter tre måneder,
hvis spørgsmålet om udgang fortsat
er aktuelt på dette tidspunkt.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil
løsladelsesbekendtgørelsen og
udgangsbekendtgørelsen blive ændret
i overensstemmelse med ovenstående.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2, 6, 7 og 8
(forslag til straffelovens § 38,
stk. 5, § 40 a, stk. 7, § 41, stk. 2
og § 41, stk. 3), og lovforslagets §
5, nr. 2 og 3 (forslag til lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. § 46,
stk. 3, og § 81), og bemærkningerne
hertil.
6.2.2.
Skærpede vilkår
for prøveløsladelse
6.2.2.1.
Som det andet led i den foreslåede
skærpelse af reglerne om
prøveløsladelse og udgang indeholder
lovforslaget forslag om skærpelse af
vilkårene for prøveløsladelse for
visse grupper af dømte med
tilknytning til en gruppe af
personer, hvor disse personer
tilsammen står bag omfattende og
alvorlig kriminalitet.
Forslaget
indebærer, at det fremover ved
prøveløsladelse af sådanne personer
i en række tilfælde vil skulle
fastsættes som vilkår, at den dømte
i prøvetiden ikke uden
anerkendelsesværdigt formål må
opholde sig sammen med eller på
anden måde have kontakt med andre
med tilknytning til den samme
gruppe.
Målgruppen for
forslaget er navnlig indsatte med
tilknytning til rocker- eller
bandegrupperinger mv., som samlet
står bag omfattende og alvorlig
kriminalitet. Forslaget er udtryk
for, at samvær eller kontakt mellem
personer med tilknytning til samme
rocker- eller bandegruppering mv. i
sig selv indebærer en risiko for, at
den dømte vil blive inddraget i
aktiviteter, som strider imod
formålet med prøveløsladelsen.
Formålet med den foreslåede ordning
er således bl.a. at forebygge, at
personer, der er idømt fængselsstraf
og løslades på prøve inden at have
udstået hele straffen, falder
tilbage til kriminalitet, herunder
kriminalitet, som planlægges og
udføres i organiserede kriminelle
miljøer.
Det er hensigten,
at forslaget skal finde anvendelse i
alle sager om prøveløsladelse,
herunder både ordinær
prøveløsladelse, prøveløsladelse
efter noget for noget-ordningen og
prøveløsladelse af livstidsdømte.
Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at de
skærpede vilkår vil gælde i hele
prøvetiden. Mens særvilkår efter de
gældende regler kan fastsættes for
hele prøvetiden eller for en del af
denne, vil den foreslåede
bestemmelse således ikke give
mulighed for at begrænse de skærpede
vilkår til kun at gælde i en del af
prøvetiden.
Det forudsættes
dog med forslaget, at de skærpede
vilkår vil skulle ophæves, hvis
betingelserne for vilkårene i løbet
af prøvetiden ophører med at være
til stede.
Forslaget skal
ses i sammenhæng med forslaget om at
begrænse adgangen til
prøveløsladelse for indsatte, der
har tilknytning til f.eks. en
rocker- eller bandegruppe, hvis der
på tidspunktet for prøveløsladelse
verserer en voldelig konflikt i
rocker- og bandemiljøet mv. Der
henvises i den forbindelse til
bemærkningerne ovenfor i pkt. 6.2.1
vedrørende lovforslagets § 1, nr. 2,
6 og 8.
De skærpede
vilkår vil i praksis kunne finde
anvendelse i de tilfælde, hvor de
nævnte foreslåede bestemmelser ikke
har været til hinder for at meddele
prøveløsladelse, f.eks. fordi der
ikke på tidspunktet for
prøveløsladelse er en verserende
voldelig konflikt, jf. herom ovenfor
pkt. 6.2.1.1. Opfylder den
pågældende i øvrigt betingelserne
for prøveløsladelse, vil der efter
den foreslåede bestemmelse kunne
knyttes skærpede vilkår til
løsladelsen.
De foreslåede
betingelser for at anvende skærpede
vilkår ved prøveløsladelse svarer på
visse punkter til betingelserne for
at begrænse adgangen til
prøveløsladelse. Det gælder kravet
om, at den pågældende dømte skal
være knyttet til en særlig gruppe af
personer, og at der skal være tale
om en stærk tilknytning.
Derudover
foreslås anvendelsen af skærpede
vilkår ved prøveløsladelse betinget
af, at den pågældende afsoner en
straf af en vis varighed, og at den
pågældende er dømt for en række
nærmere bestemte grovere
kriminalitetstyper. Endvidere
foreslås de skærpede betingelser
betinget af, at den gruppe af
personer, som den pågældende er
tilknyttet, omfatter personer, der
samlet set står bag omfattende og
alvorlig kriminalitet.
6.2.2.2.
Anvendelsen af de foreslåede
skærpede vilkår forudsætter, at den
indsatte er
idømt fængsel i 1 år eller
derover.
For så vidt angår
indsatte, som er idømt en
tidsbestemt straf, er det endvidere
en betingelse, at den pågældende er
dømt for overtrædelse af
straffelovens § 191 (grov
narkokriminalitet), § 192 a
(besiddelse af skydevåben mv. under
særligt skærpende omstændigheder)
eller for en forbrydelse, der har
været forbundet med forsætlig vold
eller trusler, eksempelvis
vidnetrusler, røveri
eller afpresning.
Det er ikke en
betingelse, at 1 år af den idømte
fængselsstraf hidrører fra en af de
nævnte overtrædelser. Tilfælde, hvor
en indsat er idømt eksempelvis 1 års
fængsel for bedrageri og vold,
falder således inden for, selv om
voldsforholdet kun kan antages at
udgøre en mindre del af den samlede
straf.
Kendetegnende for
de opregnede overtrædelser er, at
der er tale om kriminalitetsformer,
som har en særlig relevans i
forbindelse med bekæmpelsen af
rocker- og banderelateret
kriminalitet. De pågældende
kriminalitetstyper omfatter således
bl.a. grov narkokriminalitet,
besiddelse af skydevåben under
særligt skærpende omstændigheder,
drab og drabsforsøg, vold, røveri,
afpresning, trusler mv.
Anvendelsen af de
skærpede vilkår forudsætter
imidlertid ikke, at den pådømte
kriminalitet konkret kan
karakteriseres som rocker- eller
banderelateret. Også kriminalitet af
den nævnte karakter, som ikke kan
antages at have særlig sammenhæng
med den pågældendes
gruppetilknytning, vil således være
omfattet.
For så vidt angår
livstidsdømte vil den begåede
kriminalitet altid være af en sådan
karakter, at de foreslåede
bestemmelser om skærpede vilkår bør
finde anvendelse uanset
kriminalitetsarten.
Anvendelsen af de
foreslåede skærpede vilkår
forudsætter endvidere, at den dømte
efter politiets oplysninger skønnes
at have tilknytning til
en gruppe af
personer, som
tilsammen står
bag omfattende og alvorlig
kriminalitet.
»Gruppe af
personer« skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets
anvendelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11, og i overensstemmelse med de
foreslåede bestemmelser om nægtelse
af udgang og prøveløsladelse, jf.
pkt. 6.2.1.1 ovenfor. Som grupper
anses således ikke kun mere
formaliserede grupper med en mere
fast struktur og rollefordeling
medlemmerne imellem, et fast
tilhørsforhold og med fast navn og
lignende. Også mere løse
grupperinger kan være omfattet af
bestemmelsen, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål
og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer.
Personerne
knyttet til den pågældende gruppe
skal samlet set
stå bag omfattende og alvorlig
kriminalitet.
Spørgsmålet om,
hvorvidt en gruppe af personer
tilsammen står
bag omfattende og alvorlig
kriminalitet, vil bero på en
politifaglig vurdering.
Den foreslåede
betingelse vil omfatte tilfælde,
hvor gruppens medlemmer står bag
organiseret eller systematisk
kriminalitet. Også situationer, hvor
(nogle af) de enkeltpersoner, som
har tilknytning til gruppen, hver
især har begået lovovertrædelser af
en sådan grovhed og i et sådant
omfang eller antal, at den samlede
kriminalitet inden for gruppen må
anses for omfattende og alvorlig,
falder ind under bestemmelsen. Det
er således ikke et krav, at alle de
personer, der har en fastere
tilknytning til gruppen, er dømt for
kriminalitet, men det kræves, at
andelen af personer, som er dømt, i
sammenhæng med antallet og grovheden
af de kriminelle forhold gør, at den
samlede kriminalitet inden for
gruppen må anses for omfattende og
alvorlig. Vurderingen heraf
forudsættes at være baseret på
fældende strafferetlige afgørelser.
Ved vurderingen
af, om personerne knyttet til
gruppen samlet set står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet,
vil der endvidere skulle lægges vægt
på, om de pådømte forhold er
overtrædelser af straffeloven, og om
overtrædelserne har ført til
idømmelse af ubetingede
fængselsstraffe. Det vil ligeledes
skulle tillægges betydning, hvor
lang tid der er gået, siden
forholdene blev begået. Hvis
forholdene er begået af personer,
der må anses for ledende eller
toneangivende figurer inden for
gruppen, vil dette ligeledes skulle
tillægges betydelig vægt.
Som nævnt tænkes
der med den foreslåede betingelse
særligt, men ikke udelukkende, på
rocker- og bandegrupper mv.
Det er som nævnt
ikke en betingelse, at den dømte
afsoner en straf for rocker- eller
banderelateret kriminalitet, ligesom
det ikke er en betingelse, at den
dømte selv har begået kriminalitet,
der kan karakteriseres som
omfattende og alvorlig. Endvidere er
det uden betydning, om den
pågældende afsoner på en afdeling
for negativt stærke indsatte.
Det er derimod
svarende til, hvad der gælder ved
den foreslåede adgang til afslag på
udgang og prøveløsladelse, jf. pkt.
6.2.1.1 ovenfor en betingelse for
at anvende de foreslåede
bestemmelser, at den indsatte har
tilknytning
til den pågældende gruppe af
personer. Der må foreligge en
antagelse om en stærk tilknytning
til gruppen som sådan.
Forslaget
omfatter således ikke personer med
en løsere tilknytning til den
pågældende persongruppe. Det blotte
bekendtskab med enkeltpersoner fra
den pågældende gruppe falder således
uden for den foreslåede bestemmelses
anvendelsesområde.
Det afgørende for
at bringe de foreslåede bestemmelser
i anvendelse er på det punkt alene,
at den indsatte ifølge politiets
skøn har en sådan tilstrækkelig
tilknytning til den pågældende
persongruppe.
De foreslåede
skærpede vilkår indebærer, at den
pågældende i hele prøvetiden som
udgangspunkt
ikke må opholde sig sammen med eller
på anden måde have kontakt med andre
med tilknytning til samme
persongruppe.
Det indebærer, at
den pågældende ikke må pleje omgang
med eller være i selskab med andre
fra samme gruppe. Heri ligger også,
at den pågældende ikke må deltage i
fester, sammenkomster, arrangementer
eller lignende begivenheder, hvor
andre fra samme gruppe deltager.
Dette vil f.eks. afskære et medlem
af en rockergruppe fra at komme i
vedkommende gruppes klubhus mv. Det
vil endvidere forhindre et
bandemedlem i at komme i vedkommende
bandes eventuelle faste
tilholdssted.
Vilkåret pålægger
således den pågældende at afholde
sig fra at deltage i sådanne
begivenheder, ligesom den pågældende
straks vil skulle forlade en sådan
begivenhed, hvis det viser sig, at
andre fra samme gruppe deltager.
Deltagelsen i begivenheden vil
således i sig selv skulle betragtes
som en vilkårsovertrædelse, også
selv om den pågældende ikke under
begivenheden opsøger direkte kontakt
med andre fra samme gruppe.
Vilkåret vil dog
ikke være til hinder for deltagelse
i større arrangementer, eksempelvis
koncerter, sportsbegivenheder eller
lignende, med en vis bredere
offentlig deltagelse, selv om andre
medlemmer fra samme gruppe også
måtte vise sig at være blandt
publikum, så længe den pågældende
ikke på nogen måde opsøger eller
mødes med de andre medlemmer.
Forslaget
indebærer endvidere, at den
pågældende ikke i øvrigt må have
nogen form for fysisk, mundtlig
eller skriftlig kontakt med andre
fra samme gruppe.
Hvis den
pågældende eksempelvis taler i
telefon med, skriver en sms-besked
eller en e-mail til eller på anden
lignende måde indlader sig i kontakt
med en anden fra samme gruppe, vil
der således være tale om en
overtrædelse af vilkåret. Det samme
gælder, hvis den pågældende
kommunikerer med en anden fra samme
gruppe gennem tredjemand eller på
anden indirekte måde. Det bemærkes i
den forbindelse, at lovforslaget
ikke indebærer, at kriminalforsorgen
får hjemmel til at foretage indgreb
i meddelelseshemmeligheden, jf.
retsplejelovens kapitel 71.
Bestemmelsen vil
dog ikke være til hinder for, at den
pågældende eksempelvis gennem
tredjemand retter henvendelse til
en anden fra samme gruppe, når
formålet med kontakten reelt er at
undgå en vilkårsovertrædelse. Det
vil f.eks. være tilladt for den
pågældende at undersøge, om en anden
person fra samme gruppe vil indfinde
sig til et bestemt arrangement, og
om det dermed vil udgøre en
vilkårsovertrædelse for den
pågældende selv at deltage i
arrangementet.
Helt tilfældige
møder med andre fra samme gruppe
f.eks. ved at de pågældende passerer
hinanden på gaden vil heller ikke
i sig selv indebære en
vilkårsovertrædelse, ligesom der
ikke vil være tale om en
vilkårsovertrædelse, alene fordi den
pågældende befinder sig i nærheden
af andre fra samme gruppering.
I tilfælde, hvor
den pågældende i prøvetiden bliver
kontaktet eller opsøgt af andre med
tilknytning til samme gruppe, må den
pågældende imidlertid for at
overholde vilkåret straks afvise
henvendelsen og om nødvendigt
afbryde samtalen eller forlade
stedet. Det gælder også ved
deltagelse i større arrangementer
som koncerter, sportsbegivenheder
eller lignende.
Det vil ikke
skulle betragtes som en
vilkårsovertrædelse, hvis den
pågældende i prøvetiden opholder sig
sammen med eller har kontakt med
andre med tilknytning til samme
gruppe som led i varetagelsen af et
anerkendelsesværdigt formål.
Med
anerkendelsesværdigt formål tænkes i
denne forbindelse på kontakt, der
sker som led i forsamlingsvirksomhed
med et politisk eller andet
meningsbefordrende øjemed.
Der er således
tale om en samværs- og
kontaktmulighed, der skal fortolkes
meget snævert.
Hvorvidt opholdet
eller kontakten har et (sådant)
anerkendelsesværdigt formål, vil
bero på en konkret vurdering. Det
forhold, at f.eks. en rocker- eller
bandegruppe måtte begynde at kalde
sig en politisk forening eller
lignende, vil ikke indebære, at det
skal lægges til grund, at der er
tale om forsamlingsvirksomhed med et
politisk eller andet
meningsbefordrende øjemed. Det samme
vil være tilfældet, hvis en rocker-
eller bandegruppe f.eks. forud for
møder mellem personer med
tilknytning til gruppen udsender
mødeindkaldelser, dagsordener eller
lignende, der alene har til formål
at omgå prøveløsladelsesvilkår, som
er fastsat efter den foreslåede
ordning.
Det afgørende vil
således efter den foreslåede
bestemmelse være, om der reelt er
tale om forsamlingsvirksomhed med et
politisk eller andet
meningsbefordrende øjemed.
Hvis ikke
kontakten sker som led i
forsamlingsvirksomhed med et
politisk eller andet
meningsbefordrende øjemed, vil der
ikke være tale om et
anerkendelsesværdigt formål.
De foreslåede
skærpede vilkår vil ikke begrænse
den dømtes muligheder for at have
kontakt til sine
nærstående.
Med nærstående
forstås i den forbindelse den dømtes
ægtefælle eller samlever, børn,
børnebørn, forældre, søskende,
bedsteforældre, oldeforældre og
andre personer, til hvem den dømte
har en sådan tilknytning, at denne
kan sidestilles med de nævnte
familiebånd.
Kontakt med
slægtninge, som er fjernere end
ovenfor nævnt, vil derimod ikke være
omfattet af undtagelsen. Det gælder
eksempelvis fætre og kusiner, onkler
og tanter mv., og kontakten vil
således i disse tilfælde som
udgangspunkt indebære en
vilkårsovertrædelse, forudsat at den
pårørende er knyttet til samme
persongruppe som den dømte.
6.2.2.3.
De foreslåede skærpede vilkår vil
som nævnt skulle anvendes på
personer, som er idømt mindst 1 års
fængsel, og som er dømt for
overtrædelse af straffelovens § 191,
§ 192 a eller for en forbrydelse
forbundet med forsætlig vold eller
trusler, herunder eksempelvis
vidnetrusler, røveri eller
afpresning, og som af politiet
skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, der tilsammen
står bag omfattende kriminalitet.
Vilkårene
fastsættes af kriminalforsorgen, som
træffer afgørelse i sager om
prøveløsladelse.
Det vil dog være
politiet, der skal foretage
vurderingen af den pågældendes
gruppetilknytning, som er en
betingelse for, at de foreslåede
vilkår vil kunne anvendes.
Forslaget skal i
den forbindelse ses i sammenhæng med
reglerne om høring af politiet i
visse sager om prøveløsladelse.
Det fremgår
således af § 8, stk. 2, i
løsladelsesbekendtgørelsen, at
kriminalforsorgen inden en afgørelse
om prøveløsladelse skal indhente en
udtalelse fra den politidirektør,
der har behandlet straffesagen, hvis
politidirektøren i forbindelse med
underretningen af kriminalforsorgen
om, at den dømte skal udstå
fængselsstraf mv., har oplyst, at
den pågældende har tilknytning til
rocker- og bandemiljøet.
Politiet får
således i disse tilfælde lejlighed
til at udtale sig om
prøveløsladelsesspørgsmålet.
Kriminalforsorgens formodning om et
muligt tilhørsforhold til rocker-
eller bandemiljøet mv. vil normalt
basere sig på, at politiet i
forbindelse med underretningen om,
at den pågældende skal udstå
fængselsstraf, har oplyst, at den
dømte har tilknytning til dette
miljø. Derudover kan
kriminalforsorgen på anden vis have
kendskab til den pågældendes
tilknytning til en bestemt rocker-
eller bandegruppe, herunder viden
opnået under den pågældendes
afsoning, jf. nærmere herom ovenfor
pkt. 6.2.1.3.
Det er en
forudsætning bag lovforslaget, at
høringspligten udvides, således at
kriminalforsorgen ved behandlingen
af spørgsmål om prøveløsladelse skal
indhente en udtalelse fra politiet i
alle tilfælde, hvor
kriminalforsorgen har en formodning
om, at den pågældende indsatte er
omfattet af anvendelsesområdet for
de skærpede vilkår.
Hvis lovforslaget
vedtages, vil høringspligten derfor
administrativt blive udvidet i
overensstemmelse hermed.
Det forudsættes i
den forbindelse med forslaget, at
kriminalforsorgen ved høringen af
politiet vil skulle give politiet
oplysninger om den dømtes
afsoningsforhold, som skønnes at
kunne have relevans for politiets
vurdering af sagen. Det kan f.eks.
være oplysninger om, at den
pågældende under afsoningen muligvis
har frasagt sig sit medlemskab eller
på anden måde kan være udtrådt af
den pågældende gruppering.
De nærmere regler
om høringen af politiet, herunder
kriminalforsorgens oplysningspligt,
vil blive fastsat ved en ændring af
løsladelsesbekendtgørelsen.
6.2.2.4.
I forbindelse med høringen vil
politiet få mulighed for at udtale
sig om den pågældendes
gruppetilknytning mv.
Der følger ikke
af forslaget en pligt for politiet
til at udtale sig om et eventuelt
gruppetilhørsforhold. Der vil
således kunne forekomme tilfælde,
hvor politiet skønner, at det af
politimæssige eller
efterforskningsmæssige grunde er
mest hensigtsmæssigt at undlade at
udtale sig om spørgsmålet om den
pågældendes gruppetilknytning.
I lighed med,
hvad der foreslås at gælde ved
afslag på prøveløsladelse, vil
kriminalforsorgen ikke skulle
foretage en nærmere prøvelse eller
vurdering af politiets oplysninger.
Politiets oplysninger om den
pågældendes eventuelle
gruppetilknytning mv. skal således
lægges uprøvet til grund af
kriminalforsorgen ved afgørelsen af
spørgsmålet om prøveløsladelse og
fastsættelsen af vilkår herfor.
6.2.2.5.
Det foreslås, at de skærpede vilkår
vil skulle anvendes, når
betingelserne herfor er til stede,
hvis ikke særlige omstændigheder
taler herimod.
Kun hvis særlige
omstændigheder taler imod
vilkårsfastsættelsen, vil
kriminalforsorgen således kunne
undlade at anvende de foreslåede
vilkår. Der tænkes her på
situationer, hvor samvær eller
kontakt med personer med tilknytning
til samme rocker- eller
bandegruppering mv. undtagelsesvis
ikke skønnes at indebære en risiko
for, at den dømte vil blive
inddraget i aktiviteter, som strider
imod formålet med prøveløsladelsen.
Det vil navnlig
kunne overvejes at fravige
udgangspunktet i tilfælde, hvor den
pådømte kriminalitet med sikkerhed
ikke har nogen sammenhæng med den
dømtes gruppetilknytning, og hvor
den dømtes særlige personlige
forhold, herunder eksempelvis alder
eller helbredstilstand, samtidig
taler afgørende for, at der ikke er
en risiko for sådanne uønskede
aktiviteter.
Det vil som
hidtil være en forudsætning for
prøveløsladelsen, at den dømte
erklærer at ville overholde de
vilkår, der fastsættes. Dette gælder
også de foreslåede skærpede vilkår.
Hvis den dømte nægter at ville
overholde vilkårene, vil
prøveløsladelse således ikke kunne
finde sted.
Hvis en
prøveløsladt overtræder de
foreslåede vilkår, vil
kriminalforsorgen som i dag kunne 1)
tildele den pågældende en advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge
prøvetiden eller 3) under særlige
omstændigheder bestemme, at den
pågældende skal indsættes til
udståelse af reststraffen.
Det forudsættes i
den forbindelse med lovforslaget, at
det klare udgangspunkt i sager om
overtrædelse af de skærpede vilkår
vil være, at den pågældende
genindsættes til fortsat
strafafsoning.
Der vil efter
omstændighederne eksempelvis kunne
reageres ved at tildele en advarsel,
herunder hvis en enkeltstående
vilkårsovertrædelse er begået
umiddelbart inden prøvetidens udløb.
For at sikre overholdelsen af
vilkårene finder Justitsministeriet
det imidlertid nødvendigt, at
vilkårsovertrædelser som det
altovervejende udgangspunkt medfører
en mærkbar og konsekvent reaktion i
form af genindsættelse, og det
forudsættes således, at en advarsel
kun undtagelsesvis vil være en
tilstrækkelig reaktion.
En endelig
administrativ afgørelse om at
genindsætte den dømte som følge af
en vilkårsovertrædelse til fortsat
afsoning efter straffelovens § 40,
stk. 2, eller § 42, stk. 2, vil som
hidtil kunne kræves indbragt for
domstolene efter reglerne i
straffuldbyrdelseslovens § 112, nr.
7, inden 4 uger efter, at afgørelsen
er meddelt den dømte. Med
lovforslaget foreslås således ingen
ændringer i reglerne om
domstolsprøvelse af administrative
afgørelser om genindsættelse til
afsoning. De oplysninger, herunder
fra politiet, som kriminalforsorgens
afgørelse om genindsættelse vil være
baseret på, vil således under en
eventuel domstolsprøvelse blive
underlagt en almindelig prøvelse.
I tilfælde, hvor
den dømte som følge af en
vilkårsovertrædelse er blevet
genindsat til fortsat afsoning, vil
spørgsmålet om prøveløsladelse i
øvrigt eventuelt kunne tages op igen
på et senere tidspunkt.
Det bemærkes i
den forbindelse, at når en
prøveløsladt er genindsat til
udståelse af reststraffen, skal
spørgsmålet om prøveløsladelse
ifølge løsladelsesbekendtgørelsens §
4, stk. 3, jf. § 3, tages op til
overvejelse igen, hvis det på et
senere tidspunkt må antages, at
betingelserne for prøveløsladelse er
til stede. For indsatte med
tidsbestemte straffe skal
spørgsmålet senest tages op til
overvejelse, når den indsatte har
udstået yderligere 3 måneder (hvis
straffen er under 8 år) eller 6
måneder (hvis straffen er 8 år eller
derover), jf.
løsladelsesbekendtgørelsens § 4,
stk. 3, jf. stk. 1. For indsatte med
livstidsdomme skal spørgsmålet om
prøveløsladelse tages op til
overvejelse igen, således at der kan
tages stilling til spørgsmålet
senest 1 år efter genindsættelsen,
jf. § 4, stk. 3, jf. stk. 2.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1, 3, 4, 5,
7, 9 og 10 (forslag til
straffelovens § 38, stk. 4, § 39,
stk. 3, § 40 a, stk. 3, § 40 a, stk.
4, § 41, stk. 2, § 41, stk. 5, og §
42, stk. 2), og lovforslagets § 5,
nr. 3 (forslag til lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. § 81), og
bemærkningerne hertil.
6.2.3.
Udvidet brug af
rocker- og bandevilkår ved udgang
For indsatte med
tilknytning til rocker- og
bandegrupper, der meddeles
tilladelse til udgang, fastsættes
der i dag såkaldte rocker- og
bandevilkår. Vilkårene indebærer en
række begrænsninger i adgangen til
at opholde sig sammen med og have
kontakt med andre med tilknytning
til rocker- eller bandegrupperinger
under udgangen.
I praksis
fastsættes rocker- og bandevilkår
ved tilladelse til udgang til visse
personer med en tættere tilknytning
til en bande eller en rockergruppe.
Vilkårene anvendes i dag i praksis
kun i yderst få tilfælde over for
personer med en løsere tilknytning
til rocker- eller bandemiljøet.
Det forudsættes
med lovforslaget, at der vil ske en
vis skærpelse af praksis vedrørende
fastsættelse af vilkår i forbindelse
med udgangstilladelser til visse
kategorier af dømte. Hvis
lovforslaget vedtages, vil de
udgangsvilkår, som i dag anvendes i
praksis over for personer med
tilknytning til rocker- og
bandemiljøet, således blive udvidet
til i højere grad end i dag at
omfatte dømte, som har en løsere
tilknytning til rocker- eller
bandemiljøet. Praksisændringen vil
således medføre, at de pågældende
vilkår vil blive fastsat i forhold
til flere løsere tilknyttede
fremover.
Praksisændringen
vil blive gennemført inden for
kriminalforsorgen og vil således
ikke basere sig på en udvidet høring
af politiet. Spørgsmålet om,
hvorvidt en person har en løsere
tilknytning til rocker- eller
bandemiljøet, vil således alene bero
på kriminalforsorgens vurdering
heraf, og ændringen retter sig
dermed mod de særlige tilfælde, hvor
kriminalforsorgen selv er i
besiddelse af viden om en løsere
tilknytning til rocker- eller
bandemiljløet.
Der henvises til
pkt. 6.1.2.4 ovenfor.
6.2.4.
Forsøgsordning
med elektronisk overvågning
(GPS-fodlænker mv.)
6.2.4.1.
Formålet med denne del af
lovforslaget er at etablere hjemmel
til iværksættelse af en
forsøgsordning med anvendelse af
elektronisk overvågning af den
dømtes færden ved prøveløsladelse og
udgang.
Som et element i
aftalen om kriminalforsorgens
økonomi i 2013-2016 blev der afsat
2,5 mio. kr. til udvikling og
afprøvning af GPS-fodlænker som en
zonemodel.
En GPS-fodlænke
er en elektronisk fodlænke, der
indeholder en GPS-modtager og en
sender. GPS-modtageren registrerer
løbende, hvor den pågældende
befinder sig, og senderen sender
herefter oplysningerne herom til
den, der foretager overvågningen.
Kriminalforsorgen
har som opfølgning på aftalen
igangsat et pilotprojekt, der skal
vise, hvordan en ordning med
GPS-fodlænker kan indføres, således
at den dømtes færden kan
registreres, og således at der sker
alarmering ved afvigelse fra
tilladte tidspunkter og steder,
herunder bestemte boligområder og
arbejdssteder.
Som led i
pilotprojektet ønsker
kriminalforsorgen i løbet af 2014 at
iværksætte en forsøgsordning med
anvendelse af GPS-fodlænker i 1-2
institutioner med henblik på bl.a.
at afprøve GPS-fodlænkers tekniske
muligheder og begrænsninger. Til
brug herfor har kriminalforsorgen
indkøbt 25 GPS-fodlænker.
I
forsøgsordningen vil der også kunne
blive tale om at anvende fodlænker
af den type, der i dag anvendes ved
fuldbyrdelse af straf på bopælen
under intensiv overvågning og
kontrol efter
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13
a. Sådanne elektroniske fodlænker
indeholder ikke GPS, men en sender,
der afgiver signaler, som kan
opfanges af en modtager, der kan
installeres i den dømtes bopæl eller
et andet sted. Hvis den dømte ikke i
bestemte tidsrum befinder sig det
sted, hvor modtageren er
installeret, underrettes den, der
foretager overvågningen. Det er ikke
med disse fodlænker teknisk muligt
at spore den dømte, når den
pågældende opholder sig uden for det
sted, hvor modtageren er
installeret, og dermed uden for
modtagerens rækkevidde.
De gældende
regler i straffeloven og
straffuldbyrdelsesloven indeholder
efter Justitsministeriets opfattelse
ikke den fornødne hjemmel til at
iværksætte en forsøgsordning som
beskrevet med elektronisk
overvågning af dømtes færden i
forbindelse med prøveløsladelse og
udgang. Med lovforslaget indføres
derfor en sådan hjemmel.
Når der er
forløbet ca. et år efter
iværksættelsen af forsøgsordningen,
vil forsøget blive evalueret.
6.2.4.2.
Det foreslås på denne baggrund, at
der indføres hjemmel til
iværksættelse af en forsøgsordning,
hvor det som vilkår for
prøveløsladelse eller
udgangstilladelse fra en eller flere
institutioner kan fastsættes, at den
dømte skal undergive sig elektronisk
overvågning af sin færden.
Det foreslås, at
de nærmere regler om
forsøgsordningen fastsættes i en
bekendtgørelse.
I bekendtgørelsen
om forsøgsordningen vil det bl.a.
blive fastsat, hvilke institutioner
der omfattes af forsøgsordningen.
Det vil også blive fastsat, ved
hvilke former for prøveløsladelse og
udgang forsøgsordningen skal gælde.
Forsøget vil således kunne
gennemføres på den eller de
institutioner, som findes mest
egnede til at indgå i forsøget,
ligesom adgangen til at fastsætte
vilkår om elektronisk overvågning
vil kunne begrænses til de
prøveløsladelses- og udgangsformer,
som findes mest egnede til at indgå
i forsøget.
Vilkår om
elektronisk overvågning vil udgøre
et selvstændigt vilkår ved
prøveløsladelse og
udgangstilladelse. I bekendtgørelsen
vil det i den forbindelse blive
fastsat, i hvilket omfang de
almindelige regler i straffeloven og
straffuldbyrdelsesloven om
prøveløsladelse og udgangstilladelse
skal finde anvendelse i forbindelse
med prøveløsladelse eller
udgangstilladelse med vilkår om
elektronisk overvågning.
Udgangspunktet vil være, at de
almindelige regler skal gælde, dog
således at der f.eks. med hensyn til
reaktioner ved overtrædelse af
vilkåret om elektronisk overvågning
eventuelt kan være behov for at give
mulighed for at tage hensyn til, at
der er tale om en forsøgsordning.
Det bemærkes, at
den dømtes deltagelse i
forsøgsordningen med vilkår om
elektronisk overvågning ikke i
øvrigt vil have betydning for
prøveløsladelsen eller udgangen,
herunder for, om prøveløsladelse
skal ske, eller om tilladelse til
udgang skal gives. Den pågældende
vil således bl.a. skulle overholde
de øvrige vilkår, der fastsættes for
prøveløsladelsen eller
udgangstilladelsen, herunder det
vilkår, som den elektroniske
overvågning skal sikre overholdelsen
af.
6.2.4.3.
Der vil i bekendtgørelsen om
forsøgsordningen blive fastsat
regler om, i hvilke tilfælde vilkår
om elektronisk overvågning kan
fastsættes.
Det er hensigten,
at vilkår om elektronisk overvågning
skal kunne fastsættes, hvis det
findes formålstjenligt for at sikre
overholdelsen af et andet vilkår,
der fastsættes for
prøveløsladelsen eller udgangen.
Dette andet
vilkår vil skulle være et vilkår,
der indebærer begrænsninger i den
dømtes adgang til færden eller
kontakt med andre personer. Der vil
f.eks. kunne være tale om vilkår om,
at den dømte ikke må indfinde sig
bestemte steder eller omvendt skal
opholde sig bestemte steder på
bestemte tidspunkter. Der vil også
kunne være tale om vilkår om, at den
dømte ikke må opsøge den forurettede
eller andre nærmere bestemte
personer.
Det er derimod
ikke hensigten, at vilkår om
elektronisk overvågning skal kunne
fastsættes med henblik på at sikre,
at den dømte overholder det faste
vilkår ved prøveløsladelse om ikke
at begå strafbart forhold i
prøvetiden eller et vilkår om, at
den pågældende undergives tilsyn.
Tilsvarende er det ikke hensigten,
at vilkår om elektronisk overvågning
ved udgangstilladelse skal kunne
fastsættes med henblik på at sikre,
at den indsatte ikke begår strafbart
forhold under udgangen.
Det er herudover
hensigten, at det skal bero på en
konkret vurdering, hvilke personer
der inddrages i forsøget.
I den forbindelse
vil der på den ene side kunne lægges
vægt på hensynet til at opnå
brugbare resultater af forsøget,
herunder hensynet til at det
fornødne antal dømte deltager, og at
elektronisk overvågning afprøves i
forhold til de forskellige typer af
vilkår, som elektronisk overvågning
kan anvendes til at sikre
overholdelsen af.
På den anden side
vil det skulle indgå, at et vilkår
om elektronisk overvågning udgør et
ikke uvæsentlig indgreb over for den
dømte. Det forudsættes derfor, at
vilkår om elektronisk overvågning
ikke fastsættes, hvis den herved
forvoldte forstyrrelse af den dømtes
forhold ville stå i misforhold til
den kriminalitet, som den pågældende
har begået og hensynet bag det
vilkår, som den elektroniske
overvågning skal sikre overholdelsen
af.
Som eksempel på,
hvor vilkår om elektronisk
overvågning som led i forsøget kan
fastsættes, kan nævnes tilfælde,
hvor der fastsættes skærpede vilkår
for prøveløsladelse efter de
foreslåede regler herom, jf. pkt.
6.2.2, eller hvor der med hjemmel i
udgangsbekendtgørelsens § 12, stk.
2, fastsættes såkaldte rocker- og
bandevilkår. Det bemærkes i den
forbindelse, at det vil være muligt
at fastsætte vilkåret om elektronisk
overvågning for et kortere tidsrum
end de(t) øvrige vilkår.
6.2.4.4.
Der vil i bekendtgørelsen om
forsøgsordningen blive fastsat
regler om, hvordan den elektroniske
overvågning som led i forsøget skal
foregå.
Forsøgsordningen
forudsættes tilrettelagt således, at
den elektroniske overvågning i
forhold til den dømte gennemføres på
den mindst muligt indgribende måde,
der er tilstrækkelig til at opnå
formålet.
Det forudsættes
endvidere, at der som led i forsøget
indføres procedurer, der sikrer, at
registrerede oplysninger om den
dømtes færden løbende slettes, når
kontrollen med overholdelsen af det
vilkår, som den elektroniske
overvågning skal sikre overholdelsen
af, er gennemført.
Forsøgsordningen
vil skulle administreres inden
for rammerne af persondataloven. I
forbindelse med udarbejdelsen af
bekendtgørelsen om forsøgsordningen
vil der blive indhentet en udtalelse
fra Datatilsynet.
Det bemærkes i
øvrigt, at hvis tilsynsmyndigheden
bliver opmærksom på, at formålet med
et vilkår om elektronisk overvågning
ikke længere er til stede, vil
tilsynet skulle indstille til den
myndighed, der har fastsat vilkåret,
at det ophæves.
Der henvises til
lovforslagets § 5, nr. 4 (forslag
til lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. kapitel 15 a), og
bemærkningerne hertil.
6.2.5.
Udvidet adgang
til at overføre visse indsatte
Justitsministeriet finder, at der er
behov for at udvide mulighederne for
at overføre indsatte fra et
arresthus eller en fængselsafdeling
udpeget til anbringelse af indsatte,
hvis tilstedeværelse skaber en
særlig risiko for overgreb på
medindsatte, personale eller andre i
institutionen, til et tilsvarende
arresthus eller en tilsvarende
fængselsafdeling et andet sted.
Formålet med
forslaget er således at skabe
mulighed for, at indsatte kan
overføres mellem sådanne arresthuse
eller fængselsafdelinger, uanset at
de nugældende betingelser for
overførsel af indsatte mellem
ensartede afsoningsinstitutioner
ikke er til stede.
Baggrunden er, at
sammensætningen af indsatte i
sådanne arresthuse og
fængselsafdelinger medfører helt
særlige sikkerhedsmæssige
udfordringer, som kræver, at der kan
sættes ind med den fornødne
hurtighed og effektivitet. Det
gælder ikke mindst for indsatte med
tilknytning til rocker- eller
bandegrupperinger, som derfor
særligt udgør målgruppen for den
foreslåede ændring.
I de
fængselsafdelinger og arresthuse,
som er udpeget til anbringelse af
indsatte, hvis tilstedeværelse
skaber en særlig risiko for
overgreb, er der en særlig risiko
for, at de indsatte søger at øve en
negativ indflydelse på medindsatte,
personale eller andre i
institutionen.
Der er således på
de pågældende afdelinger bl.a. en
særlig risiko for, at de indsatte
fastholder eller over tid opbygger
en negativ magtstruktur, som giver
sikkerhedsmæssige problemer, og som
bl.a. kan have til formål at lægge
pres på personalet på afdelingen.
Hertil kommer, at
konflikter mellem rocker- og
bandemedlemmer kan betyde, at der
hurtigt kan opstå uønskede
konstellationer i de pågældende
afdelinger eller arresthuse, som
skaber behov for, at indsatte fra én
gruppering hurtigt kan flyttes til
en tilsvarende afdeling eller et
tilsvarende arresthus et andet sted.
Det er i den
forbindelse kriminalforsorgens
erfaring, at en aktuel konflikt
mellem forskellige rocker- eller
bandegrupperinger uden for fængslet
i praksis kan forplante sig til de
indsatte på de ovennævnte afdelinger
for negativt stærke indsatte. Dette
kan have en skadelig virkning på
afsoningsmiljøet og indebære en
sikkerhedsmæssig risiko, der skaber
behov for at kunne reagere hurtigt
og effektivt over for de pågældende
indsatte.
Muligheden for at
overføre indsatte mellem de nævnte
afdelinger og/eller arresthuse har
således til formål dels at sikre sig
imod, at der opstår uønskede
magtstrukturer på den enkelte
afdeling, dels at afværge, at en
aktuel konflikt uden for fængslet
forplanter sig til de indsatte på
den enkelte afdeling, og dermed mere
generelt at forebygge konflikter i
fængslet, styrke sikkerheden og
modvirke ny kriminalitet.
Den foreslåede
bestemmelse omfatter alene negativt
stærke indsatte, som er placeret på
en afdeling udpeget til anbringelse
af indsatte, hvis tilstedeværelse
skaber en særlig risiko for
overgreb.
Overførsel af
indsatte efter den foreslåede
bestemmelse vil derudover
forudsætte, at hensynet til at
forebygge konflikter, styrke
sikkerheden eller modvirke ny
kriminalitet taler herfor.
Det forhold, at
en indsat er overført efter den
foreslåede bestemmelse, er ikke til
hinder for, at den pågældende
efterfølgende overføres igen eller
eventuelt overføres efter de
gældende regler i
straffuldbyrdelseslovens § 26, stk.
1.
Den foreslåede
bestemmelse vil indebære, at enkelte
indsatte eller grupper af indsatte
med visse intervaller kan overføres
til anden tilsvarende afdeling for
at imødegå den særlige risiko for
negativ indflydelse eller opbygning
af yderligere negative
magtstrukturer. Dette gælder også,
selv om der ikke konkret kan påvises
en øget risiko ved tilstedeværelsen
af den eller de indsatte, der
overføres.
Det forudsættes i
den forbindelse med forslaget, at
flere overførsler af samme indsatte
hvor overførslerne alene er
begrundet i hensynet til at
forhindre den pågældende i at
opbygge eller fastholde negative
magtstrukturer i givet fald skal
ske med intervaller, der i videst
mulige omfang tilgodeser hensynet
til den dømtes forhold og
resocialisering. Bestemmelsen giver
således ikke mulighed for at
foretage overførsler i så nær
tidsmæssig sammenhæng med en
tidligere overførsel, at den dømtes
tilstedeværelse ikke kan være
forbundet med en reel risiko for en
uønsket magtstruktur, som kan give
sikkerhedsmæssige problemer.
I tilfælde, hvor
en overførsel helt eller delvis er
et udslag af en aktuel
konfliktsituation uden for fængslet,
vil der derimod kunne gennemføres
yderligere overførsler, så snart
konfliktbilledet uden for fængslet
ændrer sig på en måde, der
nødvendiggør en ny overførsel.
Bestemmelsen vil
endvidere kunne anvendes såvel over
for en enkelt indsat som over for
flere indsatte eller alle indsatte
på afdelingen eller i arresthuset.
Det bemærkes i
øvrigt, at det forud for en
afgørelse om overførsel efter den
foreslåede bestemmelse bør være
overvejet, om formålet med
overførslen vil kunne tilgodeses ved
mindre indgribende foranstaltninger.
Der henvises til
lovforslagets § 5, nr. 1 (forslag
til lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. § 26, stk. 2), og
bemærkningerne hertil.
6.3.
Forholdet til
grundloven og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
6.3.1.
Det følger af artikel 5 i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at
enhver har ret til frihed og
personlig sikkerhed, og at ingen må
berøves friheden undtagen i de
nærmere angivne tilfælde, herunder
lovlig frihedsberøvelse af en person
efter domfældelse af en kompetent
domstol, jf. stk. 1, litra a, og i
overensstemmelse med den ved lov
foreskrevne fremgangsmåde. Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol
har i en række domme fortolket den
nævnte bestemmelse, bl.a. i Stafford
mod UK, dom af 28. maj 2002
(storkammerafgørelse). I denne doms
præmis 64 udtalte Domstolen bl.a.,
at der i ordene efter domfældelse
ligger ud over kravet om, at
frihedsberøvelsen tidsmæssigt skal
ligge efter domfældelsen at
frihedsberøvelsen skal være et
resultat af og følge som en
konsekvens af dommen. Med andre ord
skal der være en tilstrækkelig
årsagsforbindelse mellem
domfældelsen og frihedsberøvelsen.
Domstolen henviste herved til sine
tidligere afgørelser i Van
Droogenbroeck mod Belgien, dom af
24. juni 1982, og Weeks mod UK, dom
af 2. marts 1987. Disse sager
vedrørte alle tilfælde, hvor
klagerne var blevet idømt
tidsbegrænset fængselsstraf eller
fængsel på livstid, og som
efter
prøveløsladelse eller endt afsoning
efter national lovgivning kunne
genindsættes i henhold til
administrative beslutninger. I
Stafford-sagen fandt Domstolen, at
betingelsen i litra a om en
tilstrækkelig årsagsforbindelse ikke
var opfyldt, idet den administrative
beslutning om at genindsætte klager
efter
prøveløsladelse ikke var i
overensstemmelse med den oprindelige
doms formål.
I modsætning
hertil indebærer lovforslaget (pkt.
6.2.1), at der indføres en ordning,
hvorefter der ikke gives tilladelse
til prøveløsladelse eller udgang,
hvis politiet oplyser, at den dømte
skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, som er aktivt
involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af
personer, og at der inden for den
gruppe, som den dømte skønnes at
have tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Den foreslåede
ordning vedrører således personer,
der er idømt fængselsstraf, og som
inden at have udstået hele den af
domstolene udmålte straf i bestemte
tilfælde ikke vil kunne opnå
tilladelse til prøveløsladelse eller
udgang. Frihedsberøvelsen af de
pågældende vil ikke efter den
foreslåede ordning kunne udstrækkes
til efter udløbet af den straf, som
domstolene har udmålt for de
pågældende.
På den baggrund
er det Justitsministeriets
opfattelse, at den foreslåede
ordning er i overensstemmelse med
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
6.3.2.
Efter grundlovens § 79 har borgerne
ret til uden forudgående tilladelse
at forsamle sig ubevæbnede.
Den samtidige
tilstedeværelse af flere personer
med tilknytning til en gruppe som
omhandlet i lovforslaget vil kunne
have karakter af en forsamling, som
er omfattet af grundlovens
beskyttelse af forsamlingsfriheden.
Grundlovens § 79
er ikke til hinder for, at
lovgivningsmagten fastsætter regler
om begrænsning af
forsamlingsfriheden.
I Højesterets dom
af 16. august 1999 om den såkaldte
rockerlov (lov nr. 907 af 15.
oktober 1996 om forbud mod ophold i
bestemte ejendomme), jf. Ugeskrift
for Retsvæsen 1999, side 1798 ff.,
udtalte Højesteret bl.a., at
bestemmelsen i grundlovens § 79 ikke
hindrer, at der ved lov fastsættes
regler, som uden at være rettet
mod en forsamlings
meningstilkendegivelser begrænser
forsamlingsfriheden, når dette sker
til beskyttelse af andre væsentlige
interesser, herunder andres liv og
velfærd. Det hedder i dommen bl.a.,
at sådanne begrænsninger ikke må gå
videre end, hvad der er nødvendigt
for en sådan beskyttelse, jf. herved
også Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions
artikel 11.
Lovforslaget
(pkt. 6.2.2) indebærer, at der
indføres en ordning med skærpede
vilkår ved løsladelse på prøve af en
dømt, der skønnes at have
tilknytning til en gruppe af
personer, hvor de pågældende
personer tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet,
hvis den dømte selv har begået visse
former for grovere kriminalitet og
er idømt en længere fængselsstraf.
Som anført under
pkt. 6.2.2 er formålet med den
foreslåede ordning bl.a. at
forebygge, at personer, der er idømt
fængselsstraf og løslades på prøve
inden at have udstået hele straffen,
falder tilbage til kriminalitet,
herunder kriminalitet som planlægges
og udføres i organiserede kriminelle
miljøer. En effektiv indsats mod
kriminalitet af den karakter, som
har udspillet sig, kræver, at det i
videst muligt omfang søges
modvirket, at indsatte med
tilknytning til en gruppe i
forbindelse med prøveløsladelse
søger tilbage til den pågældende
gruppe. Risikoen for, at en person
begår ny kriminalitet efter afsoning
(recidiverer), hænger således sammen
med det miljø, som den pågældende
færdes i.
Hertil kommer, at
politiets, anklagemyndighedens og
kriminalforsorgens løbende og
gennem årene øgede indsats mod
personer med tilknytning til
grupper, hvor de pågældende personer
tilsammen står bag omfattende og
alvorlig kriminalitet, herunder
navnlig rocker- og bandegrupper,
ikke har kunnet begrænse den
kriminalitet, der udspringer af de
organiserede kriminelle miljøer,
tilstrækkeligt.
De skærpede
vilkår, som vil blive fastsat efter
den foreslåede ordning, vil alene
gælde i prøvetiden. De vil således
ikke kunne udstrækkes til efter
prøvetidens udløb. Vilkårene vil
desuden ikke være til hinder for, at
den pågældende i prøvetiden mødes
med personer, der ikke har
tilknytning til den pågældende
gruppe af personer.
At den dømte i
prøvetiden ikke må opholde sig
sammen med eller på anden måde have
kontakt med andre personer med
tilknytning til den pågældende
gruppe, indebærer, at den pågældende
ikke må pleje omgang med eller være
i selskab med andre fra samme
gruppe. Det betyder bl.a., at den
pågældende ikke må deltage i fester,
sammenkomster, arrangementer eller
lignende begivenheder, hvor andre
fra samme gruppe deltager. Vilkårene
vil dog ikke være til hinder for
deltagelse i større arrangementer,
eksempelvis koncerter,
sportsbegivenheder eller lignende,
med en vis bredere offentlig
deltagelse, selv om andre medlemmer
fra samme gruppe også måtte vise sig
at være blandt publikum, så længe
den pågældende ikke på nogen måde
opsøger eller mødes med de andre
medlemmer.
Vilkårene vil
endvidere ikke omfatte den
pågældendes nærstående, således som
disse er defineret i lovforslaget.
En person, der er
prøveløsladt på de nævnte vilkår,
vil kunne opholde sig sammen med
eller på anden måde have kontakt med
andre personer med tilknytning til
den pågældende gruppe, hvis opholdet
eller kontakten har et
anerkendelsesværdigt formål. Hermed
sigtes til forsamlingsvirksomhed med
et politisk eller andet
meningsbefordrende øjemed.
Vilkårene vil
alene gælde for den prøveløsladte og
vil således ikke forhindre andre
personer, som tilhører den
pågældende gruppe, i at mødes.
Ordningen er
således begrundet i væsentlige
samfundsmæssige interesser og går
ikke videre end nødvendigt for at
opnå det tilsigtede formål.
Det er derfor
Justitsministeriets opfattelse, at
den foreslåede ordning med
fastsættelse af skærpede vilkår i de
omhandlede prøveløsladelsessager
ikke er i strid med grundlovens §
79.
6.3.3.
Den foreslåede ordning med
fastsættelse af skærpede vilkår i de
omhandlede prøveløsladelsessager vil
efter omstændighederne kunne
indebære et indgreb i de
rettigheder, der er reguleret i Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Der er
navnlig tale om konventionens
artikel 8 om retten til privatliv og
artikel 11 om forsamlingsfriheden
samt artikel 2 i 4. Tillægsprotokol
om retten til at færdes frit og til
frit at vælge opholdssted.
I tilfælde, hvor
en medlemsstats lovgivning indrømmer
myndighederne helt eller delvis
skønsmæssige beføjelser, foretager
Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol som
udgangspunkt ikke en abstrakt
prøvelse af, om lovgivningen er i
overensstemmelse med konventionen.
Det afgørende er, hvordan
beføjelserne anvendes i praksis.
Artikel 11
beskytter forsamlinger, hvor
deltagerne i forsamlingen har et
fælles formål, som forudsætter eller
nødvendiggør en kollektiv
manifestation. Formålet behøver ikke
at være fastsat på forhånd, og
spontane forsamlinger er derfor også
beskyttet efter bestemmelsen.
Adgangen til at forsamles er efter
artikel 11 beskyttet, uanset om
formålet er politisk, religiøst,
åndeligt, kulturelt eller socialt.
Menneskerettighedsdomstolen har
således udtalt, at den er rede til
at anerkende, at anvendelsesområdet
for artikel 11 kan udstrækkes til
også at beskytte forsamlinger med i
det væsentlige sociale formål, selv
om bestemmelsens primære formål er
at beskytte retten til fredelige
demonstrationer og deltagelse i den
demokratiske proces, jf. herved
Menneskerettighedsdomstolens
afgørelse i Countryside Alliance
m.fl. mod UK, dom af 24. november
2009.
Artikel 8 om
retten til respekt for privatliv er
ikke begrænset til en indre sfære,
men omfatter også i et vist omfang
retten til at etablere og udvikle
relationer til andre mennesker, jf.
bl.a. Menneskerettighedsdomstolens
afgørelse i Niemitz mod Tyskland,
dom af 16. december 1992.
Efter
Menneskerettighedsdomstolens praksis
vedrørende artikel 2 i 4.
Tillægsprotokol om retten til at
færdes frit og til frit at vælge
opholdssted omfatter denne
bestemmelse også en myndigheds påbud
til en person om ikke at måtte
opholde sig på et bestemt sted, jf.
f.eks. Oliviera mod Nederlandene,
dom af 4. juni 2002. Det må på den
baggrund antages, at et vilkår om,
at en person ikke må opholde sig
sammen med eller på anden måde have
kontakt med andre personer med
tilknytning til den pågældende
gruppe, efter omstændighederne vil
være omfattet af artikel 2 i 4.
Tillægsprotokol, f.eks. hvis den
nævnte gruppe i almindelighed mødes
et bestemt sted.
Beskyttelsen
efter disse bestemmelser er
imidlertid ikke absolut. Der kan
gøres indgreb i de nævnte
rettigheder, hvis indgrebet er
foreskrevet ved lov og er nødvendigt
i et demokratisk samfund (dvs.
opfylder kravet om proportionalitet)
til varetagelse af nærmere bestemte
anerkendelsesværdige formål,
herunder den offentlige tryghed og
forebyggelse af forbrydelser, jf.
artikel 8, stk. 2, 11, stk. 2, og
artikel 2, stk. 3, i 4.
Tillægsprotokol.
Den foreslåede
ordning med fastsættelse af skærpede
vilkår i de omhandlede
prøveløsladelsessager indføres i
straffeloven, og som anført i
lovforslagets almindelige
bemærkninger (pkt. 6.2.2) er
formålet med ordningen bl.a. at
forebygge, at personer, der er idømt
fængselsstraf og løslades på prøve
inden at have udstået hele straffen,
falder tilbage til kriminalitet,
herunder kriminalitet som planlægges
og udføres i organiserede miljøer.
Den foreslåede ordning opfylder
endvidere efter Justitsministeriets
opfattelse kravet om
proportionalitet. Der kan i den
forbindelse i det hele henvises til
det ovenfor under pkt. 6.3.2 anførte
om forslagets forhold til
grundlovens § 79.
På den baggrund
er det Justitsministeriets
opfattelse, at den foreslåede
ordning ikke er i strid med Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
6.3.4.
Lovforslaget indebærer, at der
etableres hjemmel til iværksættelse
af en forsøgsordning med anvendelse
af elektronisk overvågning af den
dømtes færden ved prøveløsladelse og
udgang, jf. pkt. 6.2.4. En sådan
ordning vil efter omstændighederne
kunne indebære et indgreb i de
pågældendes ret til respekt for
privatliv efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions
artikel 8.
Efter artikel 8,
stk. 1, har enhver ret til respekt
for sit privatliv og familieliv, sit
hjem og sin korrespondance.
Udøvelsen af denne ret kan
imidlertid underkastes
begrænsninger, jf. artikel 8, stk.
2, hvis begrænsningerne er i
overensstemmelse med loven og er
nødvendige i et demokratisk samfund
til varetagelse af visse nærmere i
bestemmelsen angivne
anerkendelsesværdige formål,
herunder for at forebygge uro eller
forbrydelser.
Som anført under
pkt. 6.2.4 vil forsøgsordningen
kunne gennemføres under anvendelse
af elektroniske fodlænker med eller
uden GPS.
Det er hensigten,
at vilkår om elektronisk overvågning
alene skal kunne fastsættes, hvis
det findes formålstjenligt for at
sikre overholdelsen af et andet
vilkår, der fastsættes for
prøveløsladelsen eller udgangen. Det
vil bero på en konkret vurdering,
hvilke personer der inddrages i
forsøget, og det vil skulle indgå i
vurderingen, at et vilkår om
elektronisk overvågning udgør et
ikke uvæsentlig indgreb over for den
dømte. Det forudsættes derfor, at
vilkår om elektronisk overvågning
ikke fastsættes, hvis den herved
forvoldte forstyrrelse af den dømtes
forhold ville stå i misforhold til
den kriminalitet, som den pågældende
har begået og hensynet bag det
vilkår, som den elektroniske
overvågning skal sikre overholdelsen
af. Forsøgsordningen forudsættes
herudover tilrettelagt således, at
den elektroniske overvågning i
forhold til den dømte gennemføres på
den mindst muligt indgribende måde,
der er tilstrækkelig til at opnå
formålet.
Hertil kommer, at
det forudsættes, at der som led i
forsøget indføres procedurer, der
sikrer, at registrerede oplysninger
om den dømtes færden løbende
slettes, når kontrollen med
overholdelsen af det vilkår, som den
elektroniske overvågning skal sikre
overholdelsen af, er gennemført.
Hvis tilsynsmyndigheden bliver
opmærksom på, at formålet med et
vilkår om elektronisk overvågning
ikke længere er til stede, vil
tilsynet skulle indstille til den
myndighed, der har fastsat vilkåret,
at det ophæves.
Med
gennemførelsen af den foreslåede
bestemmelse vil en forsøgsordning
med anvendelse af elektronisk
overvågning af den dømtes færden ved
prøveløsladelse og udgang have
udtrykkelig hjemmel i
straffuldbyrdelsesloven. Som anført
under pkt. 6.2.4 er formålet med den
elektroniske overvågning at sikre,
at den dømte overholder et eventuelt
vilkår for prøveløsladelsen eller
udgangstilladelsen, som indebærer
begrænsninger i den dømtes adgang
til færden eller kontakt med andre
personer. Som nævnt ovenfor
forudsættes den foreslåede ordning
tilrettelagt således, at den
elektroniske overvågning i forhold
til den dømte gennemføres på den
mindst muligt indgribende måde, der
er tilstrækkelig til at opnå
formålet, hvorfor den foreslåede
ordning efter Justitsministeriets
opfattelse opfylder kravet om
proportionalitet.
På den baggrund
er det Justitsministeriets
opfattelse, at den foreslåede
ordning ikke er i strid med Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
7.
Varetægtsfængsling efter dom
7.1.
Gældende ret
Retsplejeloven
indeholder i kapitel 70 regler om
varetægtsfængsling. De almindelige
materielle betingelser for
varetægtsfængsling findes i
retsplejelovens § 762 (bortset fra
prøveløsladte m.fl., jf.
retsplejelovens § 763).
Bestemmelse om
varetægtsfængsling har kun virkning
efter sagens afgørelse i retten,
hvis retten efter afgørelsen
særskilt bestemmer, at tiltalte
under en eventuel appel, eller
indtil fuldbyrdelse kan iværksættes,
skal varetægtsfængsles eller
forblive varetægtsfængslet, jf.
retsplejelovens § 769, stk. 1.
Betingelserne for varetægtsfængsling
efter sagens afgørelse er som
udgangspunkt de samme som før sagens
afgørelse, medmindre tiltalte
samtykker i at forblive
varetægtsfængslet. Samtykker
tiltalte, er dette i sig selv
tilstrækkeligt til fortsat
varetægtsfængsling.
Udover de anførte
almindelige regler om
varetægtsfængsling indeholder
retsplejelovens § 769, stk. 2, en
særlig regel om adgang til
varetægtsfængsling
efter
fældende dom på grundlag af
retshåndhævelseshensyn, når der
foregår et gensidigt opgør mellem
grupper af personer, hvor der flere
gange er anvendt skydevåben mv., og
når den dømte har tilknytning til en
af disse grupper.
Retsplejelovens §
769, stk. 2, blev indsat ved lov nr.
501 af 12. juni 2009 som led i en
styrket indsats for at få sat en
stopper for voldelige
bandekonflikter med brug af
skydevåben på åben gade mv., jf.
pkt. 5.2.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L
211 fremsat den 29. april 2009, jf.
Folketingstidende 2008-2009, Tillæg
A, side 8075. Det fremgår af
bestemmelsens forarbejder, at der i
bestemmelsen ligger, at der med
henblik på at fastholde en fornøden
fasthed og konsekvens i
retshåndhævelsen er behov for at
varetægtsfængsle personer, som har
aktiv tilknytning til grupper, der
deltager i aktuelle væbnede
konflikter af den omtalte
ekstraordinære karakter, idet det
vil kunne virke krænkende, at den
pågældende er på fri fod, når der
ved en fældende dom foreligger
særlig bestyrket mistanke om, at den
pågældende har begået kriminalitet
af en sådan grovhed, som har kunnet
medføre en ubetinget straf på mere
end 30 dages fængsel, jf. pkt. 5.2 i
de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211, jf.
Folketingstidende 2008-2009, Tillæg
A, side 8075.
Det fremgår
endvidere af bestemmelsens
forarbejder, at den er indsat som
led i en række initiativer, der
tager sigte på at varetægtsfængsle
rocker- og bandemedlemmer mv., hvis
der er grundlag for det, eller
indsætte dem til afsoning hurtigst
muligt efter endelig dom. Der
henvises i den forbindelse til
omfanget og karakteren af den
kriminalitet, der udspringer af
rocker- og bandemiljøet samt
hensynet til retshåndhævelsen og
hensynet til politiets virke for at
forebygge strafbare forhold,
forstyrrelse af den offentlige fred
og orden samt fare for
enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed, jf. pkt. 5.1 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211, jf.
Folketingstidende 2008-2009, Tillæg
A, side 8075.
Det fremgår af §
769, stk. 2, at en tiltalt, der er
idømt ubetinget fængsel i mere end
30 dage for en lovovertrædelse, som
er undergivet offentlig påtale, kan
varetægtsfængsles, når hensynet til
retshåndhævelsen skønnes at kræve,
at den tiltalte ikke er på fri fod
under hensyntagen til, at der
foregår et gensidigt opgør mellem
grupper af personer, hvor der flere
gange som led i opgøret enten er
anvendt skydevåben, eller anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade, eller begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180, og den tiltalte
har tilknytning til en af disse
grupper.
Det er således en
betingelse for at anvende § 769,
stk. 2, at den tiltalte er idømt
ubetinget fængsel i mere end 30 dage
for en lovovertrædelse, som er
undergivet offentlig påtale.
Strafferammen for den pådømte
forbrydelse har derimod ikke
betydning. Det er i øvrigt ikke en
betingelse, at det pådømte forhold
har baggrund i det gensidige
voldelige opgør med brug af
skydevåben mv.
Det er ifølge §
769, stk. 2, endvidere en betingelse
for varetægtsfængsling, at hensynet
til retshåndhævelsen efter en
konkret vurdering skønnes at kræve,
at den pågældende ikke er på fri fod
efter den fældende dom.
Hensynet til
retshåndhævelsen skal vurderes under
hensyntagen til den pågældendes
tilknytning til en gruppe af
personer, som deltager i et
verserende gensidigt opgør, hvor der
flere gange er anvendt skydevåben
mv.
Betingelsen
»tilknytning
til«, jf. § 769, stk. 2, nr.
2, indebærer ikke, at der skal
lægges vægt på formelt medlemskab
eller lignende, men at den
pågældende tager aktivt del i
gruppens virke, jf. pkt. 5.2 i de
almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 211, jf.
Folketingstidende 2008-2009, Tillæg
A, side 8078.
Betingelsen i §
769, stk. 2, nr. 1, om at
»der foregår et
gensidigt opgør mellem grupper af
personer, hvor der flere gange som
led i opgøret er anvendt skydevåben
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180«,
er udformet i overensstemmelse med
den gældende bestemmelse i
straffelovens § 81 a, der ligeledes
blev indsat ved lov nr. 501 af 12.
juni 2009, jf. Folketingstidende
2008-2009, Tillæg A, side 8077.
De anvendte
begreber, herunder
»gensidigt«,
»opgør«
og »grupper af
personer«, skal således
forstås på samme måde som i
straffelovens § 81 a. Der henvises
nærmere om disse begreber til pkt.
2.1.
7.2.
Lovforslagets
udformning
Som det fremgår
af pkt. 7.1, er retsplejelovens §
769, stk. 2, på visse punkter
udformet i overensstemmelse med den
gældende bestemmelse i straffelovens
§ 81 a. Som det endvidere fremgår af
pkt. 2.2.1 ovenfor, foreslås
straffelovens § 81 a udvidet, så den
kan finde anvendelse dels i en
tidligere fase af en konflikt, dels
uafhængigt af, om konflikten på
gerningstidspunktet (fortsat) må
anses for at være verserende.
Justitsministeriet har derfor
overvejet, om retsplejelovens § 769,
stk. 2, bør ændres på tilsvarende
vis.
Der er imidlertid
ikke tilstrækkeligt sammenfald
mellem på den ene side de hensyn,
der ligger bag forslaget om at ændre
straffelovens § 81 a og det heraf
følgende udvidede anvendelsesområde
og på den anden side de hensyn og
det anvendelsesområde, der efter
Justitsministeriets opfattelse også
fremover bør gælde for den særlige
varetægtsfængslingsbestemmelse i §
769, stk. 2.
Et sådant
sammenfald foreligger imidlertid
efter Justitsministeriets opfattelse
i forhold til forslaget beskrevet
under pkt. 6.2.1.1 om at begrænse
adgangen til udgang og
prøveløsladelse for indsatte, der
skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, der på
tidspunktet for udgang eller
prøveløsladelse er aktivt involveret
i en verserende voldelig konflikt
med en anden gruppe af personer, når
der inden for den gruppe, som den
dømte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten er anvendt
skydevåben mv.
Forslaget herom
hviler på den opfattelse, at
tilladelse til udgang eller
prøveløsladelse vil kunne bidrage
til, at en verserende voldelig
konflikt fortsættes og eventuelt
optrappes med deraf følgende øget
utryghed og fare for det almindelige
samfundsliv i øvrigt.
De foreslåede
regler om afskæring af
prøveløsladelse og udgang er således
i vidt omfang båret af de samme
hensyn som den gældende bestemmelse
i retsplejelovens § 769, stk. 2.
Efter Justitsministeriets opfattelse
fører de hensyn, der ligger bag de
foreslåede regler om afskæring af
prøveløsladelse og udgang, til, at
retsplejelovens § 769, stk. 2, bør
ændres, således at den både
sprogligt og indholdsmæssigt bringes
i overensstemmelse med de foreslåede
regler om afskæring af
prøveløsladelse og udgang under
verserende voldelige konflikter.
Det foreslås på
denne baggrund, at retsplejelovens §
769, stk. 2, ændres således, at en
tiltalt, der er idømt ubetinget
fængsel i mere end 30 dage for en
lovovertrædelse, som er undergivet
offentlig påtale, kan
varetægtsfængsles, når hensynet til
retshåndhævelsen skønnes at kræve,
at den tiltalte ikke er på fri fod,
under hensyntagen til, at den
tiltalte har tilknytning til en
gruppe af personer, som er aktivt
involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af
personer, og at der inden for den
gruppe, som den dømte har
tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Det vil efter den
foreslåede bestemmelse i § 769, stk.
2, fortsat være en betingelse for
varetægtsfængsling, at den tiltalte
er idømt ubetinget fængsel i mere
end 30 dage for en
lovovertrædelse,
og at
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve, at den tiltalte
ikke er på fri fod.
Hensynet til
retshåndhævelsen vil imidlertid
fremover skulle vurderes under
hensyntagen til de samme
omstændigheder, som fremgår af de
foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 38, stk. 5, og 41,
stk. 3, og straffuldbyrdelseslovens
§ 46, stk. 3, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 2 og 8 og § 5, nr. 2.
Det vil således
ikke længere være et krav for at
anvende bestemmelsen, at der mellem
grupper af personer foregår en
konflikt af betydelig intensitet,
der igennem en vis periode har givet
sig udslag i angreb fra begge
gruppers side (»gensidigt
opgør«), og hvor der
mindst to gange
er anvendt skydevåben mv.
Hensynet til
retshåndhævelsen vil derimod
fremover skulle vurderes under
hensyntagen til, at den tiltalte har
tilknytning
til en
gruppe af personer, som er
aktivt
involveret i en
verserende
voldelig konflikt med en
anden gruppe af personer, og at der
inden for den gruppe, som den dømte
har tilknytning til, som led i
konflikten blot én gang enten
er anvendt
skydevåben eller er anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Som det fremgår
af pkt. 7.1 ovenfor, skal begrebet
»tilknytning«
i den gældende retsplejelovs
§ 769, stk. 2, forstås således, at
den pågældende tager aktiv del i
gruppens virke. Med den foreslåede
ændring vil dette ikke længere være
et krav, idet begrebet fremover vil
skulle forstås i overensstemmelse
med det tilsvarende begreb i de
foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 38, stk. 5, og § 41,
stk. 3, og straffuldbyrdelseslovens
§ 46, stk. 3, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 2 og 8 og § 5, nr. 2.
Dette indebærer, at
»tilknytning«
omfatter personer med en
stærk tilknytning til den pågældende
gruppe som sådan. Det må dog
antages, at dette i praksis vil
omfatte personer, der tager aktivt
del i gruppens virke.
For så vidt angår
den nærmere forståelse af de øvrige
begreber i bestemmelsen, herunder »gruppe
af personer«,
»aktivt
involveret«,
»verserende
voldelig konflikt« og »anvendt
skydevåben« mv., henvises der
ligeledes til pkt. 6.2.1.1.
Som efter
gældende ret vil den foreslåede
bestemmelse ikke have selvstændig
betydning i tilfælde, hvor en eller
flere af de øvrige fængslingsgrunde
i retsplejelovens § 762, stk. 1 og
2, jf. § 769, kan anvendes. Det
indebærer navnlig, at bestemmelsen
ikke har betydning i tilfælde, hvor
fængsling kan ske på grund af
gentagelsesfare, jf. § 762, stk. 1,
nr. 2, hvor der er idømt en så
langvarig fængselsstraf, at den
pågældende kan fængsles under hensyn
til grovheden af den begåede
kriminalitet, jf. § 762, stk. 2, nr.
1, eller hvor der foreligger et af
de særlige tilfælde, som er omfattet
af § 762, stk. 2, nr. 2.
Som det fremgår
ovenfor, indebærer den foreslåede
ændring af § 769, stk. 2, at
bestemmelsens anvendelsesområde
udvides. Det forudsættes dog
fortsat, at den foreslåede
bestemmelse alene påberåbes i klare
tilfælde. Det vil med den foreslåede
bestemmelse sige i tilfælde, hvor
det skønnes, at der utvivlsomt
foregår en verserende voldelig
konflikt som nævnt i bestemmelsen,
og hvor der skønnes ikke at være
tvivl om, at den tiltalte har en
tilknytning til en gruppe, som er
aktivt involveret i denne konflikt.
Som hidtil vil
politiet og anklagemyndigheden
tilrettelægge hensigtsmæssige
arbejdsgange med henblik på
anvendelsen af den foreslåede
bestemmelse, men det kan heller ikke
fremover forventes, at der vil blive
taget omfattende skridt til at
efterforske f.eks. ethvert muligt
rocker- og bandetilhørsforhold mv. i
forbindelse med alle straffesager,
hvor der kan forventes idømt en
ubetinget fængselsstraf af mere end
30 dage. Det er bl.a. forudsat, at
reglen alene vil blive påberåbt på
grundlag af foreliggende viden og
bevismateriale mv., der vil kunne
fremlægges i retten.
Er den dømte
varetægtsfængslet efter dommen i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, følger det af
retsplejelovens § 999, stk. 2 (som
ikke foreslås ændret), at
straffedommen skal fuldbyrdes, så
snart det kan konstateres, at dommen
er endelig.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 3 (forslag
til retsplejelovens § 769, stk. 2),
og bemærkningerne hertil.
8.
Hurtigere
gennemførelse af indenretlig
afhøring
8.1.
Gældende ret
Det følger af
retsplejelovens § 747, stk. 2, at
der efter anmodning afholdes
retsmøde (inden hovedforhandlingen),
når det er påkrævet for at sikre
bevis, som det ellers må befrygtes
vil gå tabt (nr. 1), ikke uden
væsentlig ulempe eller forsinkelse
vil kunne føres for den dømmende ret
(nr. 2) eller må antages at være af
betydning for efterforskningen eller
af hensyn til en offentlig interesse
(nr. 3).
Bestemmelsen i §
747, stk. 2, kan bl.a. anvendes,
hvis der er risiko for, at det vil
være faktisk umuligt at opnå en
vidneforklaring senere under
hovedforhandlingen, f.eks. fordi et
vidne ligger for døden. Bestemmelsen
kan også anvendes, hvor vidnet nok
vil kunne afhøres senere, men hvor
der er mulighed for, at den
pågældende ikke vil være i stand til
eller ønske at afgive en
troværdig forklaring under
hovedforhandlingen, f.eks. fordi
vidnet kan tænkes at blive udsat for
trusler.
Efter § 747, stk.
3, kan retsmøde med henblik på at
sikre bevis endvidere afholdes efter
anmodning, hvis sigtede er
varetægtsfængslet, herunder i
isolation, sikringen af bevis vil
kunne få betydning for spørgsmålet
om varetægtsfængslingens eller
isolationens ophævelse og væsentlige
praktiske hensyn ikke taler imod.
Retsplejelovens §
747, stk. 2-3, indebærer en
fravigelse af det almindelige
bevisumiddelbarhedsprincip,
hvorefter beviser føres umiddelbart
for den dømmende ret, og dette sker
under hovedforhandlingen.
Hvis retten
imødekommer en anmodning efter §
747, stk. 3,
skal retsmødet ifølge § 747, stk. 4,
afholdes snarest og så vidt muligt
inden for 2 uger fra rettens
modtagelse af anmodningen. Der
gælder ikke en tilsvarende
fristregel i en situation, hvor
retten imødekommer en anmodning
efter § 747,
stk. 2. Fristreglen i stk. 4
finder således i dag kun anvendelse
i sager, hvor sikringen af bevis
iværksættes med henblik på at
muliggøre ophævelse af en iværksat
varetægtsfængsling eller isolation.
Der skal så vidt
muligt beskikkes en forsvarer for
sigtede, når der foretages en
indenretlig afhøring af et vidne
under efterforskningen, jf.
retsplejelovens § 731, stk. 1, litra
b. Forsvareren skal have lejlighed
til at overvære afhøringen,
medmindre retsmødet ikke kan
udsættes, indtil forsvareren kan
komme til stede, jf. retsplejelovens
§ 748, stk. 2.
Højesteret har i
en afgørelse, der er gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen fra 2005,
side 1004, udtalt, at retten ikke
blot skal underrette forsvareren om
retsmødet, men skal udfolde
betydelige bestræbelser med henblik
på at sikre, at forsvareren kan være
til stede med mulighed for at stille
spørgsmål, hvis forsvareren ønsker
det.
Det væsentligste
indhold af den afgivne forklaring
optages som udgangspunkt i
retsbogen, jf. retsplejelovens §
710. Rettens formand kan dog
bestemme, at der i stedet eller
tillige sker lyd- og eventuelt
billedoptagelse af forklaringen, jf.
retsplejelovens § 711, stk. 3 og 4,
og § 712.
Udgangspunktet
er, at vidnet skal afhøres på ny
under hovedforhandlingen. Under
hovedforhandlingen kan forklaringen
imidlertid i visse tilfælde
dokumenteres (dvs. oplæses
henholdsvis afspilles, hvis den er
lyd- og eventuelt billedoptaget),
jf. retsplejelovens § 871, stk. 2,
nr. 3. Det gælder f.eks., når vidnet
nægter at afgive forklaring på ny,
eller når vidnets forklaring under
hovedforhandlingen afviger fra den
tidligere forklaring.
8.2.
Lovforslagets
udformning
Rigsadvokaten har
over for Justitsministeriet
tilkendegivet, at det i nogle sager
er af afgørende betydning for at
opnå formålet med bestemmelsen i
retsplejelovens § 747, stk. 2, at
den indenretlige afhøring finder
sted hurtigt.
Bl.a. i sager om
organiseret kriminalitet, herunder
sager med tilknytning til rocker- og
bandemiljøet, forekommer det, at
vidner, herunder forurettede,
udsættes for vold, trusler eller
anden pression, som får dem til at
ændre forklaring eller nægte at
afgive forklaring. Risikoen for
sådan pression og for, at vidner som
følge af pressionen ændrer
forklaring eller nægter at afgive
forklaring, øges, jo længere tid der
går fra gerningstidspunktet til
hovedforhandlingen.
Endvidere er det
i sager, hvor forurettede eller
vidner ikke har lovligt ophold i
Danmark, f.eks. i sager om
overtrædelse af straffelovens § 125
a om menneskesmugling eller
straffelovens § 262 a om
menneskehandel, af afgørende
betydning for bevisførelsen under
den senere straffesag, at
forurettede eller vidner afhøres
indenretligt, inden de udrejser af
Danmark.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at retsplejelovens § 747,
stk. 4, bør ændres, således at
fristreglen i retsplejelovens § 747,
stk. 4, fremover også vil gælde for
anmodninger om anticiperet
bevisførelse efter retsplejelovens §
747, stk. 2, som indeholder en
begæring om anvendelse af stk. 4.
Den foreslåede
ændring vil medføre, at retsmøder
med henblik på at sikre bevis efter
reglen i retsplejelovens § 747, stk.
2, fremover skal afholdes snarest og
så vidt muligt inden for 2 uger fra
rettens modtagelse af anmodningen,
hvis der i anmodningen om afholdelse
af retsmøde i medfør af § 747, stk.
2, er fremsat begæring om anvendelse
af § 747, stk. 4.
I sager, hvor
betingelserne for at afholde
retsmøde efter retsplejelovens §
747, stk. 2, er til stede, vil der
ofte være behov for en hurtig
bevissikring, og det forventes på
den baggrund, at anklagemyndigheden
formentlig i vidt omfang vil benytte
sig af muligheden for at fremsætte
begæring om anvendelse af § 747,
stk. 4.
Det vil fortsat
være op til retten at vurdere, om
betingelserne for at afholde
retsmøde efter retsplejelovens §
747, stk. 2, er opfyldt. Den
foreslåede ændring har således kun
betydning, når en anmodning om at
sikre bevis imødekommes af retten.
Som beskrevet
ovenfor under pkt. 8.1 skal
forsvareren som udgangspunkt have
lejlighed til at overvære
afhøringen, og der skal fra rettens
side udfoldes betydelige
bestræbelser for at sikre, at
forsvareren har mulighed herfor. Det
følger heraf, at retten om
nødvendigt dvs. afhængig af, i
hvilket omfang forsvareren er
lovligt forhindret må udvise meget
betydelig fleksibilitet med hensyn
til placeringen af tidspunktet for
retsmødet inden for 2 ugers-fristen.
Retten bør
endvidere hvis forsvareren er
lovligt forhindret i at møde på
samtlige mulige tidspunkter inden
for 2 ugers-fristen som
udgangspunkt, hvis forsvareren
anmoder herom, tillade forsvareren
at give møde ved en anden advokat,
jf. retsplejelovens § 136, stk. 1. I
denne situation må princippet om, at
en beskikket forsvarer som
udgangspunkt skal møde personligt,
således om nødvendigt vige for
hensynet til, at afhøringen
gennemføres hurtigt med mulighed
for, at forsvareren er repræsenteret
i retsmødet.
Derimod bør 2
ugers-fristen for afholdelse af
retsmøde som udgangspunkt ikke
overskrides, alene fordi forsvareren
er lovligt forhindret i at møde på
samtlige mulige tidspunkter inden
for 2 ugers-fristen og ikke ønsker
eller ikke har mulighed for i
givet fald at lade sig repræsentere
i retsmødet af en anden advokat.
Hvis forsvareren har mulighed for at
være til stede, hvis retsmødet
holdes kort tid efter udløbet af 2
ugers-fristen, bør retten dog efter
omstændighederne afhængig af, hvor
hastende det er at få gennemført
afhøringen hurtigt kunne
overskride 2 ugers-fristen alene af
hensyn til at give forsvareren
mulighed for at være til stede.
Det bemærkes i
den forbindelse også, at retten i
medfør af retsplejelovens § 733,
stk. 2, og § 736, stk. 2, kan nægte
at beskikke (eller nægte
opretholdelsen af beskikkelsen af)
en forsvarer, hvis forsvarerens
medvirken ud fra retsplejemæssige
hensyn til sagens behørige fremme
ikke kan anses for forsvarlig mv.
Det er efter Justitsministeriets
opfattelse muligt for retten med
hjemmel i disse bestemmelser efter
omstændighederne at afvise at
beskikke en bestemt forsvarer, hvis
det på forhånd står klart, at den
pågældende forsvarer ikke vil kunne
deltage i et retsmøde efter
retsplejelovens § 747, stk. 2. På
samme måde vil retten efter
omstændighederne have mulighed for
at nægte at opretholde en
beskikkelse af en forsvarer i
tilfælde, hvor det på grund af
forsvarerens forhold ikke vil være
muligt at afholde retsmødet inden
for 2 ugers-fristen.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag
til retsplejelovens § 747, stk. 4),
og bemærkningerne hertil.
9.
Udvidet adgang
til at videregive oplysninger som
led i kriminalitetsforebyggende
indsatser
9.1.
Gældende ret
9.1.1.
Kriminalitetsforebyggende arbejde
9.1.1.1.
Retsplejelovens
§§ 114 og 115
9.1.1.1.1.
Efter retsplejelovens § 114, stk. 1,
skal politidirektøren virke for at
etablere et
kriminalitetsforebyggende samarbejde
mellem politiet, kriminalforsorgen
og hver kommune i politikredsen,
herunder med inddragelse af skoler
og sociale myndigheder (SSP-samarbejdet).
SSP-samarbejdet
med deltagelse af skole,
socialforvaltning og politi
organiserer den væsentligste del af
den lokale kriminalitetsforebyggende
indsats over for børn og unge under
18 år. Målet med SSP-samarbejdet er
at afklare, hvilke
forebyggelsesmuligheder der findes
lokalt, og koordinere indsatsen
mellem de relevante lokale
myndigheder og institutioner.
Samarbejdspartnere kan ud over
skole, socialvæsen og politi være
kriminalforsorgen, institutioner,
boligområder, fritidsområder og det
kulturelle område. Inden for
rammerne af SSP-samarbejdet tages
der initiativ til projekter og
specielle indsatser, som kan
forhindre, at børn og unge udvikler
en uhensigtsmæssig adfærd, der kan
lede til kriminalitet.
Ud over det
traditionelle SSP-samarbejde findes
der også i nogle lokalområder et
formaliseret SSP+, der organiserer
den lokale kriminalitetsforebyggende
indsats i forhold til personer over
18 år. Der er ikke som ved det
traditionelle SSP-samarbejde faste
rammer herfor, og derfor kan SSP+
variere i omfang og karakter fra
lokalområde til lokalområde.
I arbejdet med de
unge over 18 år tegner der sig
imidlertid i kommunerne et billede
af to hovedspor.
Det ene spor
handler om de unge, som er eller har
været involveret i gentagen alvorlig
kriminalitet, samt de unge, der er
eller har været involveret i
personfarlig kriminalitet. Inden for
dette spor findes bl.a. de
grupperelaterede indsatser, herunder
f.eks. exit-programmer for de unge,
der selv ønsker at komme ud af et
rocker- eller bandemiljø.
I relation til
denne gruppe af unge er det
tværfaglige samarbejde mellem SSP,
herunder lokalpolitiet, og blandt
andre jobcentret, kriminalforsorgen
og boligforeningerne vigtigt. Dette
gælder f.eks. i forhold til de unge,
der skal udsluses fra fængsel. Det
handler om at knytte den unge til en
uddannelse eller et jobtilbud,
introducere den unge til nye,
ikke-kriminelle netværk og i det
hele taget samarbejde med den unge
om at få etableret et fodfæste i
forhold til uddannelsessystemet
eller arbejdsmarkedet.
Henvendelsen til
SSP+ kan enten komme fra den unge
selv, fra kommunale fagpersoner, der
kender den unge, f.eks. de opsøgende
SSP-medarbejdere på gadeplan, eller
fra eksterne samarbejdspartnere.
Det andet spor
handler om at etablere et
kriminalitetsforebyggende netværk i
relation til ungdomsuddannelserne.
Udgangspunktet for dette arbejde er
at tage hånd om f.eks.
misbrugsproblemer og risikoen for
frafald.
I den sammenhæng
kan det være væsentligt at give de
voksne, der i det daglige er tæt på
de unge, en introduktion til de
vigtigste forhold, der bør være
opmærksomhed på, f.eks. igennem
kurser eller temadage. Det er
ligeledes vigtigt at inddrage
ungdomsuddannelserne i et mere
formaliseret netværk.
SSP+ indsatserne
omfatter typisk unge mellem 18 og 25
år.
9.1.1.1.2.
Efter retsplejelovens § 115, stk. 1,
kan politiet videregive oplysninger
om enkeltpersoners rent private
forhold til andre myndigheder, hvis
videregivelsen bl.a. må anses for
nødvendig af hensyn til det
kriminalitetsforebyggende samarbejde
(SSP-samarbejdet).
Det fremgår af
forarbejderne til retsplejelovens §
115 (jf. pkt. 3.6 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L
150 fremsat den 17. januar 1990, jf.
Folketingstidende 1989-1990, Tillæg
A, spalte 3853), at bestemmelsen
tillige kan anvendes på andre former
for kriminalitetsforebyggende
samarbejde end SSP-samarbejdet,
f.eks. udveksling af oplysninger med
henblik på at forebygge hustruvold,
børnemishandling mv. Bestemmelsen
kan derfor også anvendes i forhold
til det ovenfor nævnte
SSP+-samarbejde.
Efter § 115,
stk. 2, kan en myndighed i samme
omfang som nævnt i stk. 1,
videregive oplysninger om
enkeltpersoner til politiet og andre
myndigheder, der indgår i
SSP-samarbejdet.
Det følger
desuden af § 115, stk. 3, at der i
samme omfang som nævnt i stk. 1 og
2, kan udveksles oplysninger mellem
myndigheder og selvejende
institutioner, der løser opgaver for
det offentlige inden for social- og
undervisningsområdet eller social-
og behandlingspsykiatrien, hvis de
nævnte institutioner inddrages i de
former for samarbejde, som er nævnt
i stk. 1.
Efter
retsplejelovens § 115, stk. 4, er de
myndigheder og institutioner, der
indgår i SSP-samarbejdet, ikke
forpligtet til at videregive
oplysninger efter stk. 1-3.
9.1.1.2.
Sager mod unge
mellem 15 og 18 år
Forældrene
spiller en afgørende rolle og har
det primære ansvar for deres barns
udvikling. Det er derfor et
naturligt led i udøvelse af
forældremyndigheden, at
forældremyndighedsindehaveren
underrettes, hvis børn eller unge
frygtes at være på vej ud i
kriminalitet. Familien som helhed
vil typisk spille en mindre
væsentlig rolle i forhold til et
barns udvikling, men ofte vil også
den øvrige familie have mulighed for
at påvirke et barns udvikling.
Rigsadvokaten har
ved meddelelse nr. 4/2007, (senest
rettet december 2012), udstedt
nærmere forskrifter for politiet og
anklagemyndighedens behandling af
sager om unge lovovertrædere (børn
under 15 år og unge mellem 15 og 18
år).
Af meddelelsen
fremgår, at den unges forældre
(forældremyndighedens indehaver)
snarest muligt underrettes, hvis den
unge anholdes eller skal afhøres.
Hvis den unge er anbragt uden for
hjemmet, underrettes den unges
opholdssted. Underretning kan
undtagelsesvis udsættes, i det
omfang efterforskningen nødvendiggør
dette.
Ved afhøring af
den unge afgør politiet, om den
unges forældre kan være til stede
under afhøringen.
Politiet bør kun
nægte forældrene at overvære
afhøringen, såfremt det er
nødvendigt af hensyn til
efterforskningen.
I andre sager
dvs. hvor den unge ikke anholdes, og
der ikke gennemføres en egentlig
afhøring underrettes den unges
forældre snarest muligt, og senest
når efterforskningen er afsluttet,
f.eks. samtidig med udsendelse af et
bødeforelæg.
Underretning kan
undlades, hvis kriminaliteten er af
helt bagatelagtig karakter,
eksempelvis ved mindre overtrædelser
af færdselsloven og
ordensbekendtgørelsen, og det
skønnes, at det vil være
tilstrækkeligt, at forholdet påtales
mundtligt over for den unge. Hvis
der findes grundlag for at meddele
en advarsel eller pålægge en bøde,
kan underretning ikke undlades.
Underretning kan
aldrig undlades ved overtrædelse af
straffeloven, lov om euforiserende
stoffer og våbenloven.
Der findes ikke
tilsvarende regler eller
retningslinjer om underretning af
forældre, når unge over 18 år
anholdes, skal afhøres eller i
øvrigt er indblandet i kriminalitet.
9.1.2.
Videregivelse
af oplysninger
9.1.2.1.
Forvaltningsloven
I
forvaltningslovens § 27 er der
fastsat nærmere regler om
tavshedspligt for personer, der
virker i den offentlige forvaltning.
Det fremgår
således af § 27, at den, der virker
inden for den offentlige
forvaltning, har tavshedspligt, når
en oplysning ved lov eller anden
gyldig bestemmelse er betegnet som
fortrolig, eller når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den for
at varetage væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser.
I forvaltningslovens § 27, stk. 1,
er opregnet en række hensyn, der
efter en konkret vurdering kan føre
til, at en oplysning er fortrolig og
dermed undergivet tavshedspligt.
Efter
forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.
6, kan hensynet til enkeltpersoners
eller private selskabers eller
foreningers interesse i at beskytte
oplysninger om deres personlige
eller interne, herunder økonomiske,
forhold begrunde tavshedspligt.
Oplysninger om strafbare forhold vil
være omfattet af tavshedspligten.
Det fremgår af
straffelovens § 152, stk. 1, at den
som virker eller har virket i
offentlig tjeneste eller hverv, og
som uberettiget videregiver eller
udnytter fortrolige oplysninger,
hvortil den pågældende i den
forbindelse har fået kendskab,
straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
En oplysning er
ifølge straffelovens § 152, stk. 3,
fortrolig, når den ved lov eller
anden gyldig bestemmelse er betegnet
som sådan, eller når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den for
at varetage væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser.
Det følger af
straffelovens § 152 e, at bl.a.
bestemmelsen i § 152 ikke omfatter
tilfælde, hvor den pågældende er
forpligtet til at videregive en
fortrolig oplysning eller handler i
berettiget varetagelse af åbenbar
almeninteresse eller af eget eller
andres tarv.
9.1.2.2.
Persondataloven
9.1.2.2.1.
Det følger af persondatalovens § 2,
stk. 1, at regler om behandling af
personoplysninger i anden
lovgivning, som giver den
registrerede en bedre retsstilling,
går forud for reglerne i
persondataloven.
Bestemmelsen
indebærer, at persondataloven finder
anvendelse, hvis regler om
behandling af personoplysninger i
anden lovgivning giver den
registrerede en dårligere
retsstilling. Det fremgår imidlertid
af forarbejderne til persondataloven
(jf. Folketingstidende 1999-2000,
Tillæg A, side 4057 (lovforslag nr.
L 147)), at dette ikke gælder, hvis
den dårligere retsstilling har været
tilsigtet.
9.1.2.2.2.
Der er i persondatalovens § 5
fastsat en række grundlæggende
principper for behandling af
personoplysninger, herunder at
behandling af personoplysninger skal
ske i overensstemmelse med god
databehandlings-skik, jf. § 5, stk.
1.
Persondatalovens § 6, stk. 1,
indeholder de generelle betingelser
for, hvornår behandling, herunder
videregivelse, af personoplysninger,
må finde sted. Af bestemmelsen
følger, at behandling af
personoplysninger kun må finde sted,
hvis en af de i nr. 1-7 angivne
betingelser er opfyldt, herunder
hvis den registrerede har givet sit
samtykke, hvis behandlingen er
nødvendig af hensyn til udførelsen
af en opgave i samfundets interesse,
eller hvis behandlingen er nødvendig
af hensyn til udførelsen af en
opgave, der henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige eller en tredjemand,
til hvem oplysningerne videregives,
har fået pålagt, eller hvis
behandlingen er nødvendig af hensyn
til en berettiget interesse, og
hensynet til den registrerede ikke
overstiger denne interesse.
Videregivelse
og anden behandling af oplysninger
om enkeltpersoners rent private
forhold er reguleret i
persondatalovens §§ 7 og 8.
Bestemmelsen i § 7 omfatter
oplysninger om racemæssig eller
etnisk baggrund, politisk, religiøs
eller filosofisk overbevisning,
fagforeningsmæssige tilhørsforhold
samt helbredsmæssige og seksuelle
forhold.
Efter
persondatalovens § 7, stk. 1, må der
ikke behandles oplysninger om de
rent private forhold, der er
opregnet i bestemmelsen. Efter § 7,
stk. 2, finder bestemmelsen i stk. 1
dog bl.a. ikke anvendelse, hvis den
registrerede har givet sit
udtrykkelige samtykke til en sådan
behandling, jf. § 7, stk. 2, nr. 1.
Bestemmelsen i § 7, stk. 1, finder
endvidere ikke anvendelse, hvis
behandlingen er nødvendig for, at et
retskrav kan fastlægges, gøres
gældende eller forsvares, jf. § 7,
stk. 2, nr. 4. Dette kan bl.a. være
tilfældet med hensyn til offentlige
myndigheders behandling af
oplysninger som led i
myndighedsudøvelse.
For så vidt
angår oplysninger om strafbare
forhold, væsentlige sociale
problemer og andre rent private
forhold end dem, der er nævnt i
persondatalovens § 7, fremgår det af
lovens § 8, stk. 2, at sådanne
oplysninger ikke må videregives af
offentlig myndighed. Videregivelse
kan dog bl.a. finde sted, hvis den
registrerede har givet sit
udtrykkelige samtykke til
videregivelsen (nr. 1), hvis
videregivelsen sker til varetagelse
af private eller offentlige
interesser, der klart overstiger
hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse, herunder
hensynet til den oplysningen angår
(nr. 2), eller hvis videregivelsen
er nødvendig for udførelsen af en
myndigheds virksomhed eller påkrævet
for en afgørelse, som myndigheden
skal træffe (nr. 3).
9.2.
Lovforslagets
udformning
9.2.1.
Rigspolitiet har over for
Justitsministeriet peget på, at det
særligt i forhold til visse unge
personer med en løsere tilknytning
til kriminelle grupperinger, i nogle
tilfælde vil kunne være
hensigtsmæssigt at inddrage disse
personers forældre eller eventuelle
andre ressourcepersoner, som har en
tæt relation til den unge, i
forbindelse med en kriminalpræventiv
indsats. Dette vil bl.a. kunne
nødvendiggøre, at de pågældende
modtager oplysninger om den unges
kriminelle adfærd eller tilknytning
til kriminelle grupperinger.
Det er politiets
erfaring med unge lovovertrædere
over 18 år, der befinder sig i
randen af de kriminelle
grupperinger, at de ofte stadig er
under betydelig indflydelse af deres
forældre og på mange måder stadig er
afhængige af forældrene. Politiet
oplever mange af disse unge som
umodne med en manglende
konsekvensforståelse og med et
fortsat behov for en vis
voksen-involvering. Politiet
oplever ofte, at de unge er
bekymrede for den fordømmelse og
konsekvens, som vil følge, hvis
deres forældre får kendskab til
deres kriminelle adfærd eller
tilknytning til kriminelle
grupperinger. De unge ønsker således
ofte ikke, at forældrene har viden
om deres kriminalitet eller
tilknytning til kriminelle
grupperinger, og de forsøger derfor
at forhindre, at forældrene opnår et
sådant kendskab.
Det er derfor
politiets opfattelse, at det vil
kunne være nyttigt i visse tilfælde
at kunne oplyse forældrene eller
eventuelle andre ressourcepersoner,
som har en lignende tæt relation til
den unge, om dennes kriminelle
adfærd eller tilknytning til
kriminelle grupperinger. Disse
personer vil ofte stadig have en
betydelig indflydelse på den unge
også selv om vedkommende er fyldt 18
år og vil derfor potentielt kunne
påvirke den unges adfærd i en
positiv retning.
Politiets
oplevelse af de unge skal ses i
sammenhæng med den problemstilling
omkring den diffuse overgang fra ung
til voksen, som knytter sig til
myndighedsalderen. Ifølge
SFI-rapporten Børn og Unge i
Danmark Velfærd og Trivsel 2010
er livsfasen ungdom igennem de
seneste årtier gradvist blevet
udstrakt til at vare langt ind i
20erne. Med en fikseret
aldersgrænse ved det 18. år
(myndighedsalderen) betragter
samfundet på den ene side de unge
som uafhængige, voksne og modne nok
til at råde over egne sager og selv
tage stilling til vigtige forhold
vedrørende deres liv. På den anden
side lever de fleste unge i årene
umiddelbart efter myndighedsalderen
i familier, hvor de bliver forsørget
af deres forældre og ikke betragtes
eller betragter sig selv som
fuldgyldige voksne med de
rettigheder og pligter, der følger
med. Af SFI-rapporten fremgår det
således, at fire ud af fem 19-årige
fortsat er hjemmeboende.
SFI-rapportens
portrættering af ungdommen stemmer
godt overens med politiets
erfaringer og observationer,
hvorefter de unge kriminelle ofte
stadig bor hos forældrene i en
periode efter det fyldte 18. år.
Disse unge indgår derfor fortsat i
en familierelation, hvor der i nogle
tilfælde kan være en positiv
indflydelse at hente hos enten
forældrene eller andre
ressourcepersoner, som har en
lignende tæt relation til den unge.
SFI-rapportens beskrivelse af
ungdommen understøtter således
politiets erfaringer med, at det i
visse tilfælde kan være nyttigt at
have mulighed for at informere
forældrene mv. om den unges
kriminelle adfærd eller tilknytning
til kriminelle grupperinger og
således inddrage dem som en del af
en samlet kriminalpræventiv indsats.
I en rapport fra
Justitsministeriets Forskningskontor
Første led i fødekæden? En
undersøgelse af børn og unge i
kriminelle grupper fra 2011 er der
dokumenteret en tydelig sammenhæng
mellem unges deltagelse i kriminelle
grupper (af ikke organiseret art) og
forældrenes manglende opsyn med dem,
herunder forældrenes viden om, hvor
deres børn er, hvad de laver, og
hvem de er sammen med, når de ikke
er hjemme. Rapporten vedrører unge
under 18 år, men det samme gælder
antagelig også unge over 18 år, der
stadig bor hjemme hos forældrene.
Det kan derfor være vigtigt, at man
i højere grad søger at inddrage
forældrene eller andre
ressourcepersoner omkring den unge
med henblik på at få dem til at være
opmærksomme på den unges aktiviteter
og til at være opmærksom på risikoen
for, at vedkommende bliver
involveret i en kriminel gruppering.
9.2.2.
Det må antages, at politiet efter
den gældende lovgivning, herunder
persondataloven, i visse tilfælde
vil kunne videregive oplysninger om
f.eks. myndige enkeltpersoners
kriminelle adfærd eller tilknytning
til kriminelle grupperinger uden
samtykke fra vedkommende person.
Dette vil f.eks. være tilfældet
efter persondataloven, bl.a. hvis
videregivelsen sker til varetagelse
af private eller offentlige
interesser, der klart overstiger
hensynet til de interesser, der
begrunder hemmeligholdelse, herunder
hensynet til den oplysningen angår,
jf. nærmere herom ovenfor under pkt.
9.1.2.2.
Herudover må
videregivelse af oplysninger om
myndige enkeltpersoners kriminelle
adfærd eller tilknytning til
kriminelle grupperinger efter de
gældende regler i persondataloven
antages i mange tilfælde alene at
kunne ske med samtykke, jf. ovenfor
under pkt. 9.1.2.2.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at der bør indføres en
udtrykkelig hjemmel til, at politiet
kan videregive fortrolige
oplysninger om myndige
enkeltpersoner til forældre eller
andre, herunder familiemedlemmer,
der har lignende tætte relationer
til den pågældende, hvis
videregivelsen af oplysningerne er
nødvendig som led i en
kriminalpræventiv indsats over for
den pågældende person.
Det foreslås
derfor, at der indføres en ny
bestemmelse i retsplejeloven (§ 115
a), hvorefter politiet vil kunne
videregive fortrolige oplysninger om
myndige enkeltpersoner til forældre
mv., hvis videregivelsen må anses
for nødvendig som led i en
kriminalpræventiv indsats over for
personen. Efter lovforslaget vil
videregivelse af oplysninger
således fremover kunne ske uden
samtykke fra den, som oplysningerne
vedrører, forudsat at videregivelsen
er nødvendig som led i en
kriminalpræventiv indsats over for
den pågældende.
Kerneområdet for
bestemmelsen vil være enkeltpersoner
i aldersgruppen 18-25 år, der også
er målgruppen for SSP+-samarbejdet,
som er beskrevet ovenfor, og som har
en løsere tilknytning til kriminelle
grupperinger. Bestemmelsen er dog
ikke begrænset hertil, så længe
videregivelse kan anses for
nødvendig som led i en
kriminalitetsforebyggende indsats
over for en person.
Politiet vil
efter den foreslåede bestemmelse
kunne videregive fortrolige
oplysninger om enkeltpersoner til
vedkommendes forældre. Bestemmelsen
vil imidlertid også gøre det muligt
at videregive sådanne oplysninger
til andre, herunder
familiemedlemmer, med lignende tætte
relationer til pågældende. Det vil
bero på en konkret vurdering, om
f.eks. en onkel har en så tæt
relation til en ung person, at den
kan sammenlignes med relationen
mellem en person og vedkommendes
forældre. Det må imidlertid antages,
at dette i praksis først og fremmest
vil forekomme i forhold til andre
familiemedlemmer. Det må således
forventes, at der kun helt
undtagelsesvist vil være den
forudsatte tætte relation mellem en
ung person og eksempelvis en
klubmedarbejder, sportstræner eller
underviser.
Adgangen til at
videregive oplysninger omfatter
fortrolige oplysninger om den
pågældende. Dette kan f.eks. vedrøre
den unges stofmisbrug eller
væsentlige sociale problemer. Det
vil også og i praksis formentlig
navnlig omfatte oplysninger om
strafbare forhold, herunder
eksempelvis om den unges kriminelle
adfærd eller tilknytning til
kriminelle grupperinger.
Det vil efter
lovforslaget være en betingelse, at
videregivelsen må anses for
nødvendig som led i en
kriminalpræventiv indsats over for
den, som oplysningerne angår.
Politiet vil alene kunne videregive
de oplysninger, som er nødvendige
for, at forældre mv. kan opnå en
sådan viden om kriminalitetens
omfang og karakter, at de er i stand
til at vurdere situationen og har
mulighed for at påvirke den
pågældendes adfærd. Politiet vil
desuden i hvert enkelt tilfælde
skulle vurdere, om det konkret er
nødvendigt at videregive de
pågældende oplysninger, for at
forældre mv. er i stand til at
udføre denne opgave, samt om der er
grund til at antage, at netop den
person, hvortil videregivelse sker,
vil kunne påvirke den unge i en
positiv retning og derved bidrage
til at forhindre, at den unge
udvikler eller fortsætter en
kriminel adfærd, herunder udbygger
sin tilknytning til en kriminel
gruppering.
Det handler
således om at inddrage personer, der
foruden den nødvendige tætte
relation vurderes at have den
unges tillid, og som samtidig
vurderes at have de nødvendige
ressourcer til at kunne adfærds- og
holdningspåvirke den unge, hvad
enten det drejer sig om begyndende
eller længerevarende kriminalitet
eller tilknytning til en kriminel
gruppering.
I forhold til
forældre og andre familiemedlemmer
skal det desuden vurderes, hvorvidt
familien i sig selv i visse tilfælde
vil kunne udgøre en risikofaktor for
den unge. Det kan eksempelvis være
tilfældet, hvis der er tale om en
familie, som generelt har
kriminalitetsproblemer. I sådanne
tilfælde vil det i almindelighed
ikke være hensigtsmæssigt at
involvere familien.
Ligeledes bør det
konkret overvejes, om der kan være
forhold relateret til familiens
kulturelle baggrund eller lignende,
som vil kunne medføre, at
myndighedernes involvering af de
pågældende familiemedlemmer får et
anderledes resultat end tiltænkt.
Der henvises til
lovforslagets § 2, nr. 1 (forslag
til retsplejelovens § 115 a), og
bemærkningerne hertil.
9.3.
Forholdet til
anden lovgivning
9.3.1.
Forholdet til
persondataloven
Justitsministeriet finder som anført
ovenfor under pkt. 9.2.1, at der bør
indføres en udtrykkelig hjemmel til,
at politiet kan videregive
fortrolige oplysninger om myndige
enkeltpersoner til forældre mv.,
hvis videregivelsen må anses for
nødvendig som led i en
kriminalpræventiv indsats over for
personen. Den foreslåede bestemmelse
i § 115 a vil således skulle
anvendes i stedet for bl.a.
videregivelsesreglerne i
persondataloven, jf. herom ovenfor
under pkt. 9.1.2.2.
Ved vurderingen
af, om der bør tilvejebringes en
særlig lovgivning i det foreliggende
tilfælde, har Justitsministeriet
lagt vægt på, at det er politiets
vurdering, at det i visse tilfælde
vil kunne have en gavnlig effekt at
inddrage forældrene eller andre
ressourcepersoner med lignende tætte
relationer til en ung person, der
har en løsere tilknytning til en
kriminel gruppering, i den
kriminalpræventive indsats over for
den pågældende, herunder ved at
videregive oplysninger om personens
involvering i eksempelvis rocker-
eller banderelateret kriminalitet.
Den adgang til
videregivelse af personoplysninger,
der med lovforslaget lægges op til,
vil være undergivet en række
begrænsninger. Videregivelsen vil
således alene kunne ske af hensyn
til det nævnte formål,
videregivelsen skal være nødvendig
som led i en kriminalpræventiv
indsats over for personen, og
videregivelsen vil alene kunne ske
til en forælder eller en anden,
herunder et familiemedlem, der har
lignende tætte relationer til den
pågældende, når der er konkrete
grunde til at antage, at netop den
forælder mv. vil kunne påvirke den
pågældende unge i en positiv
retning.
På denne baggrund
finder Justitsministeriet, at
hensynet til beskyttelse af
personoplysninger fortsat vil være
tilstrækkeligt varetaget, og at der
inden for dette snævert afgrænsede
område bør indføres en særlig
bestemmelse, som giver adgang til
videregivelse af personoplysninger
fra politiet til forældre mv. som
led i en kriminalpræventiv indsats
over for den person, som
oplysningerne vedrører.
Det bemærkes, at
lovforslaget ikke indebærer en
fravigelse af andre dele af
persondatalovens regulering,
herunder grundprincipperne
vedrørende behandling af oplysninger
i § 5, reglerne om de registreredes
rettigheder og om den
dataansvarliges anmeldelsespligt.
Lovforslaget indebærer således alene
en fravigelse af §§ 6-8, i det
omfang disse bestemmelser er af
relevans for politiets videregivelse
og den efterfølgende behandling af
oplysningerne.
9.3.2.
Forholdet til
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Det fremgår af
artikel 8, stk. 1, at enhver har ret
til respekt for sit privatliv og
familieliv, sit hjem og sin
korrespondance.
Videregivelse af
oplysninger om privatpersoners
strafbare forhold (eller andre
fortrolige forhold) indebærer et
indgreb i de pågældende personers
ret til respekt for privatliv efter
Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions
artikel 8, stk. 1. Udøvelsen af
denne ret kan imidlertid underkastes
begrænsninger, jf. artikel 8, stk.
2, hvis begrænsningerne er i
overensstemmelse med loven og er
nødvendige i et demokratisk samfund
til varetagelse af visse nærmere i
bestemmelsen angivne
anerkendelsesværdige formål,
herunder for at forebygge uro eller
forbrydelser.
Som det fremgår
af pkt. 9.2.1, vil politiet efter
lovforslaget kunne videregive
oplysninger om bl.a. myndige
enkeltpersoners strafbare forhold
med henblik på, at forældre mv. kan
være medvirkende til at
adfærdspåvirke en person, som har
udvist en kriminel adfærd eller har
en vis tilknytning til kriminelle
grupperinger, i en positiv retning,
sådan at den pågældende ikke
udvikler eller fortsætter en
kriminel adfærd.
Med
gennemførelsen af den foreslåede
bestemmelse vil videregivelse af
oplysninger fra politiet have
udtrykkelig hjemmel i den foreslåede
bestemmelse. Det er endvidere
Justitsministeriets opfattelse, at
videregivelsen vil forfølge et
legitimt formål omfattet af
konventionens artikel 8, stk. 2
(forebyggelse af uro eller
forbrydelse). Der henvises i den
forbindelse til pkt. 9.2.1 om
formålet med lovforslaget. Som det
fremgår, er det politiets
opfattelse, at det i visse tilfælde
vil kunne have en gavnlig effekt at
inddrage forældrene eller andre
ressourcepersoner med en lignende
tæt relation til en ung person, der
har en løsere tilknytning til
kriminelle grupperinger, i den
kriminalpræventive indsats, herunder
ved at videregive oplysninger om
personens kriminelle adfærd eller
tilknytning til kriminelle
grupperinger.
Videregivelse af
oplysninger fra politiet til
forældre mv. vil efter bestemmelsen
alene kunne ske, hvis det må anses
for nødvendigt af hensyn til en
kriminalpræventiv indsats.
Justitsministeriet finder på den
baggrund, at indgrebet
(videregivelse af oplysninger efter
den foreslåede regel) må anses for
proportionalt i forhold til det
forfulgte formål.
10.
Skærpet kontrol
med skydevåben mv.
10.1.
Gældende ret
10.1.1.
Anmeldelse af
overdragelse af skydevåben og dele
hertil
Det er forbudt
uden tilladelse fra
justitsministeren, eller den
ministeren bemyndiger dertil, at
erhverve skydevåben og dele hertil,
jf. våbenlovens § 2, stk. 1, jf. §
1, stk. 1, nr. 1-2.
Politiet er i
vidt omfang bemyndiget til at give
sådanne tilladelser, jf. § 3 i
bekendtgørelse nr. 1248 af 30.
oktober 2013 om våben og ammunition
m.v. (våbenbekendtgørelsen).
Endvidere kan skytteforeninger med
politiets godkendelse i visse
tilfælde give foreningens medlemmer
våbentilladelse i form af en
våbenpåtegning på medlemsbeviset,
jf. våbenbekendtgørelsens §§ 5-8,
jf. våbenlovens § 2 a, stk. 5, og §
2 c, stk. 1. Endelig udgør jagttegn
en våbentilladelse til visse
skydevåben og dele hertil, jf.
våbenlovens § 2 a, stk. 1 og 2.
Jagttegn udstedes af Naturstyrelsen,
jf. bekendtgørelse nr. 1094 af 9.
september 2013 om jagttegn.
Det er forbudt at
overdrage skydevåben og dele hertil,
medmindre erhververen foreviser
fornøden tilladelse, jagttegn eller
medlemsbevis til en skytteforening
med våbenpåtegning, jf. våbenlovens
§ 2, stk. 2, § 2 a, stk. 3, og § 2
c, stk. 3. Erhververen skal i den
forbindelse godtgøre, at
tilladelsen, jagttegnet eller
våbenpåtegningen vedrører den
pågældende ved personlig forevisning
af original billedlegitimation, jf.
våbenbekendtgørelsens § 18, stk. 1.
Ifølge
våbenbekendtgørelsens § 49, 1. pkt.,
kan en våbentilladelse som
udgangspunkt kun omfatte ét våben.
En tilladelse til et enkelt
skydevåben udformes i praksis
således, at våbnet er entydigt
specificeret ved angivelse af
våbnets unikke mærkning, herunder
serienummeret. Det samme gælder en
tilladelse til en del af et
skydevåben, i det omfang den
pågældende del er mærket. Kravene
til mærkning af skydevåben og
skydevåbendele fremgår af
våbenlovens § 3 a og
våbenbekendtgørelsens §§ 52-54.
Der kan efter
våbenbekendtgørelsens § 49, 2. pkt.,
dog gives tilladelse uden
antalsmæssig begrænsning til visse
typer af våben. For så vidt angår
skydevåben og dele hertil drejer det
sig om glatløbede haglgeværer med en
pibelængde på mindst 55 cm, visse
antikke skydevåben, paint- og
hardballvåben, aftagelige magasiner,
visse signalvåben og kombinerede
gas- og signalvåben samt luft- og
fjedervåben med større kaliber end
4,5 mm. I sådanne tilladelser uden
antalsmæssig begrænsning er der i
sagens natur ingen entydig
specifikation af de pågældende
våben.
Det følger
endvidere af våbenlovens § 2 a, stk.
1, at indehavere af jagttegn og
medlemmer af skytteforeninger, der
har en våbenpåtegning til glatløbede
haglgeværer på medlemsbeviset, kan
erhverve glatløbede haglgeværer,
piber, baskyler og aftagelige
magasiner hertil til eget brug.
Indehavere af jagttegn og medlemmer
af skytteforeninger, der har en
våbenpåtegning til luft- og
fjedervåben, kan desuden efter
våbenbekendtgørelsens § 2, stk. 4,
til eget brug erhverve luft- og
fjedervåben med en kaliber større
end 4,5 mm. I disse tilfælde
foreligger der heller ikke en
våbentilladelse, hvor de pågældende
våben er entydigt specificeret.
Indehavere af
jagttegn og medlemmer af
skytteforeninger, der erhverver
glatløbede haglgeværer eller luft-
og fjedervåben efter de førnævnte
regler i våbenlovens § 2 a, stk. 1,
eller våbenbekendtgørelsens § 2,
stk. 4, skal imidlertid inden 8 dage
fra erhvervelsen give politiet
meddelelse om erhvervelsen og om,
fra hvem våbnet er erhvervet, jf.
våbenbekendtgørelsens § 50, stk. 1
og stk. 2.
Endvidere skal
våbensamlere, der i henhold til
våbenbekendtgørelsens § 49, 2. pkt.,
har tilladelse til at samle på
skydevåben uden antalsmæssig
begrænsning, til enhver tid føre en
liste, der én gang årligt, ved til-
eller afgang af våben samt i øvrigt
på begæring indsendes til politiet,
jf. § 13, stk. 7, i cirkulære nr.
9597 af 30. oktober 2013 om våben og
ammunition mv. (våbencirkulæret).
10.1.2.
Vilkår og
betingelser for udstedelse og
anvendelse af generelle
erhvervsmæssige tilladelser
Efter våbenlovens
§ 4 b kan Justitsministeren
fastsætte regler om godkendelse af
erhvervsdrivende og disses ansatte i
relation til erhvervsmæssig handel
med våben, ammunition mv.
Det er i
våbenbekendtgørelsens § 40, stk. 1,
og § 41, stk. 1, fastsat, at
politidirektøren kan meddele
erhvervsdrivende generel tilladelse
til at erhverve og besidde våben og
ammunition mv. med henblik på
videresalg eller med henblik på
reparation, service og anden
erhvervsmæssig virksomhed. Det er en
betingelse for udstedelse af sådanne
tilladelser, at den erhvervsdrivende
og dennes ansatte kan
vandelsgodkendes efter
bekendtgørelsens § 46, har et
rimeligt kendskab til våben og
våbenhandel og har mulighed for at
opbevare og forhandle våbnene på en
betryggende måde. Desuden må det
efter en konkret vurdering ikke
anses for betænkeligt at udstede en
sådan tilladelse.
I
våbenbekendtgørelsens § 42 og § 43
opstilles visse vilkår for en
erhvervsdrivendes anvendelse af en
tilladelse efter § 31 eller § 32.
En
erhvervsdrivende skal efter § 42,
stk. 1, føre en våbenbog over
samtlige køb og salg af våben mv.
omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1,
nr. 1, 2 og 7-10, herunder
skydevåben og væsentlige dele
hertil. Tilsvarende gælder for våben
mv., som f.eks. indleveres til
reparation. Efter § 42, stk. 4, skal
en erhvervsdrivende foretage sådanne
optegnelser i våbenbogen, at der kan
ske identifikation af de enkelte
våben ved optegnelse af type, mærke,
model, kaliber og fabrikationsnummer
eller identifikationsnummer. Der
skal endvidere kunne ske
identifikation af leverandør,
erhverver og den, som indgår aftale
om reparation mv. Desuden følger det
af bekendtgørelsens § 42, stk. 5, at
en erhvervsdrivende efter politiets
nærmere bestemmelser løbende skal
indberette de oplysninger, som er
indført i våbenbogen, til politiet.
Den
erhvervsdrivende skal herudover til
enhver tid på begæring af politiet
udlevere faktura eller genpart heraf
vedrørende en bestemt anden
erhvervsdrivende, jf. § 42, stk. 3.
Endelig skal en
erhvervsdrivende sikre, at
eventuelle medarbejdere under 18 år
kun foretager ekspedition af våben
mv. under opsyn af
tilladelsesindehaveren eller en af
dennes medarbejdere over 18 år, jf.
§ 43.
10.2.
Rigspolitiets
projektarbejde om skydevåben
Rigspolitiet har
på baggrund af konfliktsituationen
på rocker- og bandeområdet samt
flere straffesager vedrørende
skydevåben i dette miljø gennemført
et projektarbejde vedrørende
styrkelsen af politiets behandling
af skydevåbenområdet.
Med udgangspunkt
i en række konkrete efterforskninger
og efterretninger på området har
projektet bl.a. afdækket, at de
kriminelle miljøer, herunder rocker-
og bandemiljøet, i vidt omfang
forsynes med våben, som er legalt
indført til eller erhvervet i
landet, og som herefter på illegal
vis finder vej til de kriminelle
miljøer.
Rigspolitiet har
oplyst, at det i forbindelse med
efterforskninger er konstateret, at
såvel erhvervsdrivende som private
personer med særlig interesse for
skydevåben (f.eks. samlere,
skytteforeningsmedlemmer og
personer, der er aktive i
hjemmeværnet), der har en lovlig
adkomst til en række våben, ofte
tillige opbevarer våben og
ammunition, som de ikke har opnået
tilladelse til, sammen med de
tilladte våben og ammunition,
herunder våben som stammer fra
kriminelle handlinger.
Flere
våbensamlere ses derudover at være
registreret som våbenhandlere,
eventuelt med henblik på derigennem
at opnå adgang til at besidde
særlige og ofte farlige skydevåben,
der ellers ikke er adgang til at
besidde som samler. Besiddelse sker
i så fald formelt med henblik på
videresalg, men kan reelt dække over
besiddelse til eje i samlerøjemed.
Samtidig har
flere efterforskninger afsløret en
omfattende handel med våben, hvor
både registrerede våbenhandlere og
private med særlig interesse for
skydevåben gennem mange år har solgt
våben til personer tilknyttet
rocker- og bandemiljøet. Der ses at
være handlet med både våben, der er
lovligt besiddet, f.eks.
skytteforeningsvåben, jagtvåben og
hjemmeværnsvåben, og med våben, som
er ulovligt besiddet.
Det er endvidere
konstateret, at våbenkyndige som
f.eks. uddannede våbenmekanikere
eller bøssemagere har medvirket til
at gøre ikke-funktionsdygtige våben
herunder våben, som er
deaktiverede uden at være gjort
varigt funktionsudygtige
funktionsdygtige igen, ligesom de
har medvirket til at fremstille
våben af flere våbendele. Eksempler
herpå er lovligt importerede
signalpistoler, der omdannes til
funktionsdygtige skydevåben, som
sidenhen erhverves af personer
tilknyttet kriminelle miljøer.
I langt de fleste
tilfælde har både våben og
ammunition heller ikke været
opbevaret forskriftsmæssigt. Der er
ligeledes erfaring for, at visse
våbenejere ikke selv opbevarer de
våben, som de er registreret for at
besidde.
Helt generelt er
det politiets indtryk, at området er
præget af en stærkt interessebetonet
omgang med våben og ammunition. En
interesse, som dyrkes i personlige
netværk, og i mange tilfælde uden at
de pågældende personer har opfattet
det som en alvorlig overtrædelse af
lovgivningen.
Rigspolitiet
anser det for væsentligt at skærpe
opmærksomheden på alvoren forbundet
med våbenbesiddelse, hvilket efter
politiets vurdering vil kunne have
en væsentlig præventiv effekt på de
våbeninteresseredes ageren
fremadrettet. Erfaringerne fra
efterforskningerne har vist, at
disse persongrupper i vidt omfang
retter for sig, når politiet
gennem blandt andet målrettet
efterforskning sætter fokus på
emnet.
På baggrund af
våbenprojektet har Rigspolitiets
vurderet, at der er behov for, at
politiet i højere grad end
tilfældet er i dag får tilgang til
oplysninger om, hvor våben
beslaglagt i rocker- og bandemiljøer
stammer fra, herunder hvem der
tidligere har ejet de pågældende
våben eller våbendele. Disse
oplysninger kan bidrage til at
fastlægge et eventuelt oprindeligt
legalt erhvervet/besiddet våbens vej
til kriminelle miljøer med henblik
på at identificere og strafforfølge
de personer, der forsyner kriminelle
miljøer med skydevåben.
Rigspolitiet har
påpeget, at private sælgere af
skydevåben og våbendele ikke i dag
er forpligtet til at give politiet
oplysning om våbnets nye ejer,
hvilket medfører, at våben kan ende
i det kriminelle miljø, uden at
politiet har haft mulighed for at
kontrollere våbnets videre salgsled,
medmindre de nye købere ansøger om
en individuel tilladelse til våbnet
eller våbendelen.
Rigspolitiet har
derfor anbefalet, at det pålægges
ikke-erhvervsdrivende sælgere af
skydevåben og mærkede dele hertil at
meddele politiet, hvem våbnet eller
våbendelen sælges til.
Rigspolitiet har
desuden anbefalet, at der gives
mulighed for at pålægge
våbenhandlere at føre elektroniske
våbenbøger på en sådan måde, at de
erhvervsdrivende kan indberette
oplysninger fra deres våbenbøger i
et særligt filformat, der kan
indlæses i og samkøres med Politiets
Våbenregister. Dette vil ud over
efterforskningsmæssige fordele have
væsentlige fremadrettede og
præventive fordele i forhold til en
effektiv kontrolindsats på området,
hvor politiet i dag alene har adgang
til våbenhandlernes håndskrevne,
ofte mangelfuldt eller ulæseligt
udfyldte våbenbøger.
Rigspolitiet har
i den forbindelse oplyst, at
politiet ikke med det nuværende
Politiets Våbenregister vil være i
stand til at samkøre våbenhandlernes
elektronisk registrerede
oplysninger, og at den skitserede
ordning således forudsætter, at der
først udvikles et nyt centralt
våbenregister.
10.3.
Lovforslagets
udformning
10.3.1.
Anmeldelsespligt ved privat salg af
skydevåben mv.
Justitsministeriet er enig med
Rigspolitiet i, at politiets
muligheder for at afklare, hvor
våben beslaglagt i rocker- og
bandemiljøer stammer fra, bør
forbedres. Ministeriet kan således
tilslutte sig anbefalingen om, at
overdragere af skydevåben og mærkede
dele hertil i relevant omfang
forpligtes til at give politiet
oplysning om overdragelsen, herunder
om købers identitet.
Som anført
ovenfor under pkt. 10.1.1 må våben,
som kræver tilladelse, alene
overdrages, hvis overdrageren har
sikret sig, at erhververen har den
fornødne tilladelse, våbenpåtegning
eller jagttegn.
Hvis erhververen
forud for købet har indhentet en
individuel tilladelse til det
specifikke våben eller den
specifikke våbendel (som er udstedt
af politiet eller
Justitsministeriet) eller en
våbenpåtegning (som er godkendt af
politiet), vil politiet allerede
derved have fået oplysning om, hvem
erhververen er. I sådanne tilfælde
er det således ikke relevant, at
overdrageren ud over at sikre sig,
at den fornødne tilladelse
foreligger også selv giver
politiet meddelelse om
overdragelsen, herunder køberens
identitet.
Hvis det
skydevåben eller den skydevåbendel,
der overdrages, er dækket af en
generel tilladelse (tilladelse uden
antalsmæssig begrænsning) hos
erhververen i form af en
samlertilladelse, et jagttegn eller
en våbenpåtegning til glatløbede
haglgeværer eller luft- og
fjedervåben, jf. pkt. 10.1.1
ovenfor, vil politiet ikke via
erhververens indhentelse af denne
tilladelse have fået oplysning om
overdragelsen. I disse tilfælde vil
det være relevant, at overdrageren
ud over at sikre sig, at erhververen
har den fornødne tilladelse skal
give politiet meddelelse om
overdragelsen.
Det bemærkes i
den forbindelse, at der på
tidspunktet for overdragelsen ikke
er nogen sikkerhed for, at
erhververen vil opfylde sin pligt
til efterfølgende at anmelde
erhvervelsen til politiet, jf.
våbenbekendtgørelsens § 50 og
våbencirkulærets § 13, stk. 7.
Det er
Justitsministeriets opfattelse, at
de nærmere regler om overdragerens
pligt til at give politiet
meddelelse om overdragelse af
skydevåben og mærkede dele hertil i
overensstemmelse med
våbenlovgivningens øvrige systematik
bør fastsættes ved bekendtgørelse.
Det foreslås således, at der i
våbenloven indsættes en bemyndigelse
af justitsministeren til at
fastsætte sådanne regler. Dermed vil
der også være mulighed for senere at
udvide meddelelsespligten til andre
overdragelsessituationer end de
ovenfor nævnte, hvis der måtte vise
sig at være behov for yderligere at
styrke kontrollen på området.
Der henvises til
lovforslagets § 3, nr. 1 (forslag
til våbenlovens § 3, stk. 1), og
bemærkningerne hertil.
10.3.2.
Vilkår og
betingelser for udstedelse og
anvendelse af generelle
erhvervsmæssige tilladelser
Som nævnt under
pkt. 10.1.2 er der i
våbenbekendtgørelsen §§ 40-43
fastsat bestemmelser om betingelser
for udstedelse af generelle
tilladelser til besiddelse af våben
og ammunition mv. med henblik på
dels videresalg, dels reparation,
service og anden erhvervsmæssig
virksomhed. Der er endvidere fastsat
en række vilkår for anvendelsen af
disse tilladelser, herunder krav om
førelse af en våbenbog og
indberetning til politiet af de
oplysninger om køb og salg mv., som
er indført i våbenbogen.
Bestemmelserne er
fastsat i henhold til våbenlovens §
4 b, hvorefter justitsministeren kan
fastsætte regler om godkendelse af
erhvervsdrivende og disses ansatte i
relation til erhvervsmæssig handel.
Det er
Justitsministeriets opfattelse, at
bestemmelsen bør ændres således, at
det kommer til at fremgå
udtrykkeligt, at justitsministeren
eller den, han bemyndiger dertil,
kan udstede de pågældende
erhvervsmæssige tilladelser.
Bestemmelsen bør også ændres, så det
kommer til at fremgå, at
justitsministeren dels kan fastsætte
betingelser for udstedelsen af disse
tilladelser, dels kan fastsætte
vilkår for anvendelsen af disse
tilladelser.
Bestemmelsen vil
i øvrigt, når forudsætningerne
herfor er opfyldt, kunne danne
grundlag for, at der ved
bekendtgørelse stilles krav om, at
erhvervsdrivende skal føre deres
våbenbøger elektronisk på en sådan
måde, at våbenbøgerne kan samkøres
med et eventuelt kommende nyt
Politiets Våbenregister, jf. pkt.
10.2.
Der henvises til
lovforslagets § 3, nr. 3 (forslag
til våbenlovens § 4 b), og
bemærkningerne hertil.
11.
Andre
initiativer, der udmønter
regeringens bandepakke
11.1.
Regeringen vil gennemføre en række
forebyggende tiltag, der skal
reducere tilgangen af nye medlemmer
til rocker- og bandemiljøet og
bidrage til at bringe nuværende
medlemmer ud af miljøet
(exit-indsatsen).
Såvel politiet
som de sociale myndigheder gør flere
steder i landet brug af såkaldte
bekymringssamtaler i form af
strukturerede samtaler med børn,
herunder børn under den kriminelle
lavalder, og unge, der frygtes at
være på vej ud i kriminalitet, evt.
med inddragelse af deres familier.
Med henblik på at
reducere
tilgangen til rocker- og
bandemiljøet vil regeringen styrke
indsatsen med gennemførelse af og
opfølgning på bekymringssamtaler med
unge, som er i risiko for at blive
rekrutteret til rocker- eller
bandegrupper. Der vil i den
forbindelse blive gennemført
uddannelse af særlige
ressourcepersoner i politikredsene
med henblik på at sikre effektiv
udvælgelse af de unge fokuspersoner
samt sikre den bedst mulige
gennemførelse og opfølgning på
samtalerne, således at
bekymringssamtalerne bliver en del
af en samlet indsats over for
kriminalitetstruede unge.
Derudover vil
regeringen oprette en task force
under Social-, Børne- og
Integrationsministeriet, som skal
sikre, at kommuner med alvorlige
bandeproblemer sammen med politiet
får kortlagt, hvilke børn og unge
der er i særlig risiko for at blive
rekrutteret til rocker- eller
bandegrupper. Task forcen skal
derudover indsamle viden om
systematiske metoder med
dokumenteret effekt over for
målgruppen og dele denne viden og
disse metoder med kommunerne.
Med henblik på at
styrke
exit-indsatsen vil regeringen
oprette en pulje til finansiering af
særlige tiltag som midlertidig og
hurtig relokalisering, fjernelse af
tatoveringer og psykologiske test af
ikke-registrerede exit-kandidater.
Regeringen vil
endvidere styrke exit-indsatsen
gennem dedikerede ressourcer til
politikredsenes lokale exit-enheder
med henblik på bl.a. tættere
samarbejde og sparring med
kommunerne i forhold til udvikling
og opfølgning på exit-programmer til
egnede kandidater.
Derudover vil
regeringen etablere et nyt centralt
kontaktpunkt hos Rigspolitiet, som
skal bistå kommuner,
kriminalforsorgen, politikredsene og
andre relevante offentlige
myndigheder med rådgivning og
sparring i den løbende exit-indsats.
Regeringen vil
desuden styrke
evalueringsberedskabet samt sikre
kvalitetssikring og koordinering af
exit-sagerne med henblik på at sikre
læring og løbende justering af
exit-indsatsen.
Det kan herudover
oplyses, at der pågår drøftelser
mellem bl.a. Rigspolitiet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen
og KL om, hvorvidt der er behov for
at ændre den nationale rammemodel
for exit-programmer, så målgruppen
udvides til også at omfatte andre
personer end dem, som Rigspolitiet
har registreret som tilknyttet de
forskellige grupperinger.
11.2. I
den aktuelle konflikt i rocker- og
bandemiljøet er det som ved
tidligere konflikter af stor
betydning, at politiet kan udarbejde
fyldestgørende trusselsvurderinger.
Sådanne vurderinger er nødvendige
for politiindsatsen mod rocker- og
bandegrupperingernes kriminalitet.
Denne indsats er kendetegnet ved en
analysebaseret proaktiv
efterforskning mod rocker- og
bandemiljøerne.
Det er politiets
erfaring, at anvendelsen af kilder
og meddelere er af stigende
betydning for politiets udarbejdelse
af trusselsvurderinger og
opklaringsarbejde i forhold til
rocker- og bandekriminalitet. Det
skyldes bl.a., at politiet, når det
handler om rocker- og
bandekriminalitet, beskæftiger sig
med nogle meget lukkede miljøer, som
er yderst sikkerhedsbevidste. Dette
medfører, at efterforskning ved
hjælp af efterforskningsmetoder som
f.eks. ransagning og aflytning
vanskeliggøres.
Politiet kan
imidlertid gennem samarbejde med
personer, der færdes i de kriminelle
miljøer, opnå indsigt i disse
miljøer. Meddelere kan i den
forbindelse i en række situationer
være den eneste måde, som politiet
kan skaffe sig oplysninger om
bestemte miljøer på.
Det er endvidere
politiets erfaring, at størrelsen af
en dusør, der kan gives til
meddelere, i visse tilfælde er et
væsentligt incitament for
meddelerne, ligesom det er
afgørende, at der hurtigt kan
træffes bestemmelse om størrelsen på
den dusør, som skal udbetales.
Som et yderligere
initiativ for at forbedre politiets
mulighed for at få kendskab til
oplysninger, der kan føre til
udpegning af mulige gerningsmænd og
bidrage til, at politiet kan give en
valid trusselvurdering, vil grænsen
for udbetaling af dusør på den
baggrund blive forhøjet markant og
den administrative procedure ændres.
Der kan i den forbindelse peges på,
at politiets muligheder for at
foretage en valid vurdering af det
aktuelle trusselsniveau vil være af
betydning i forhold til en række af
de øvrige initiativer i
lovforslaget, herunder for
anvendelsen af de skærpede regler
for prøveløsladelse og udgang.
Politiets adgang
til at udbetale dusører både til
ansatte i politiet og til private
personer er reguleret i
Rigspolitichefens kundgørelse II nr.
34 af 1. maj 2012. Til private
personer kan der af statskassen i
dag i særlige tilfælde efter
politidirektørens skøn ydes dusører
på indtil 10.000 kr. som påskønnelse
for resolut og modig handling eller
for bistand til opklaring af
forbrydelser. Hvis der
undtagelsesvis skønnes at være
anledning til større dusør,
forelægges sagen gennem Rigspolitiet
for Justitsministeriet.
Justitsministeriet vil forhøje
grænsen for udbetaling af dusør til
private personer, herunder
meddelere, til 50.000 kr. og ændre
den administrative procedure i
relation til dusører over 10.000
kr., således at beslutningen om,
hvorvidt der skal udbetales dusør og
dusørens størrelse, træffes centralt
af Rigspolitiet efter indstilling
fra politikredsen. Derved sikres en
hurtig og effektiv sagsgang, der i
praksis kan give adgang til flere
informationer, og samtidig sikres en
ensartet administration af området.
Der vil fortsat være mulighed for
med Justitsministeriets godkendelse
at udbetale større dusører i helt
ekstraordinære situationer.
Kriterierne for
tildeling af dusør vil fortsat være
de samme. De oplysninger, som
politiet får fra borgere, vil
endvidere stadigvæk blive
efterprøvet og indgå i den generelle
politimæssige efterforskning.
Politiet vil i den forbindelse kunne
verificere rigtigheden af de
modtagne oplysninger.
11.3.
Justitsministeriet agter at
udarbejde en ny vejledning om
udveksling af oplysninger i
forbindelse med det
kriminalitetsforebyggende samarbejde
mellem politiet og kommunerne mv. (SSP).
Vejledningen vil indeholde en
beskrivelse af mulighederne for
som led i det
kriminalitetsforebyggende arbejde
at udveksle oplysninger mellem
politi og kommuner mv.
I praksis opleves
det, at der opstår tvivl om
mulighederne for udveksling af
oplysninger som led i dette
samarbejde.
Desuden er der de
senere år sket en udbygning af det
kriminalitetsforbyggende arbejde,
ligesom reglerne om udveksling af
oplysninger er ændret.
Justitsministeriet vil derfor i
samarbejde med Rigspolitiet og med
inddragelse af relevante myndigheder
og KL tage initiativ til at
udarbejde en ny vejledning på
området.
11.4.
Justitsministeriet udsendte den 12.
november 2003 Vejledning om
offentlige myndigheders udveksling
af personoplysninger som led i den
koordinerede myndighedsindsats over
for rockeres kriminalitet.
Formålet med
vejledningen er, at den skal kunne
bruges som grundlag for udvekslingen
af personoplysninger mellem
forvaltningsmyndigheder som led i
det praktiske samarbejde på området.
Vejledningen indeholder således
bl.a. en beskrivelse af, hvilke
forvaltningsmyndigheder der ofte vil
være inddraget i det praktiske
myndighedssamarbejde om bekæmpelse
af rockerkriminalitet, og hvilke
oplysninger de enkelte myndigheder
typisk vil være i besiddelse af. Det
drejer sig bl.a. om kommunerne, som
i henhold til plan- og
byggelovgivningen varetager en række
opgaver med hensyn til planlægning
af og kontrol med opførelse og
anvendelse af bygninger mv.
Miljøministeriet
og Justitsministeriet vil i
fællesskab udarbejde en ny
vejledning til landets kommuner, der
mere målrettet belyser og tydeliggør
de muligheder, som planloven
indeholder, og som dermed bl.a. vil
kunne give kommunerne mulighed for
at være på forkant i forhold til
uønsket opførelse og anvendelse af
bygninger mv. Vejledningen vil
indeholde en redegørelse for
reglerne i planloven, herunder de
hensyn, der kan inddrages i
forbindelse med lokalplanlægningen,
muligheden for nedlæggelse af
midlertidigt forbud og udnyttelse af
relevante servitutter, hvor kommunen
er påtaleberettiget, og pligten til
lovliggørelse, samt indeholde
praktiske eksempler. På den måde
sikres det, at kommunerne er fuldt
ud opmærksomme på de redskaber, som
planloven indeholder.
Der vil endvidere
blive taget initiativ til en
styrkelse af myndighedssamarbejdet
på området. Der vil bl.a. blive
etableret kontaktpunkter under
Miljøministeriet, hvor kommunerne
kan få vejledning om anvendelse af
reglerne i planloven og konkrete
eksempler på området (såkaldt best
practice). Der vil endvidere blive
afholdt årlige møder mellem
Miljøministeriet og Rigspolitiet om
udviklingen på området, ligesom der
vil blive afholdt faste møder mellem
politiet og kommunerne med henblik
på at drøfte og koordinere den
samlede indsats mod rockerborgene
mv. Samtidig vil det løbende
samarbejde mellem politiet og
kommunerne blive fastholdt bl.a. med
henblik på at sikre en effektiv
udveksling af oplysninger f.eks. i
forbindelse med politiets
efterretninger om, at der påtænkes
etableret en rockerborg.
11.5.
Som tidligere nævnt udsendte
Justitsministeriet i november 2003
Vejledning om offentlige
myndigheders udveksling af
personoplysninger som led i den
koordinerede myndighedsindsats over
for rockeres kriminalitet, som
indeholder en beskrivelse af
mulighederne for at udveksle
oplysninger mellem bl.a. politi og
kommuner som led i indsatsen mod
rockerkriminalitet, herunder med
eksempler, der tager udgangspunkt i
anvendte samarbejdsformer.
Der er siden
udarbejdelsen af vejledningen sket
ændringer i regelgrundlaget om
udveksling af personoplysninger
mellem forvaltningsmyndigheder.
Hertil kommer at det i praksis
opleves, at der opstår tvivl om
mulighederne for at udveksle
oplysninger som led i bekæmpelsen af
rocker- og bandekriminaliteten.
Endvidere er der efter 2003 sket en
udvikling i bl.a. de lokale
samarbejdsformer. Justitsministeriet
vil derfor i samarbejde med
Rigspolitiet, Rigsadvokaten og med
inddragelse af relevante myndigheder
og KL tage initiativ til at revidere
vejledningen.
12.
De økonomiske og
administrative konsekvenser for det
offentlige
Med lovforslaget
udvides anvendelsesområdet for
straffelovens bestemmelse om
fordobling af straffen for visse
alvorlige forbrydelser (§ 81 a).
Lovforslaget indeholder endvidere
strafskærpelser for visse former for
ulovlig besiddelse af skydevåben
omfattet af straffelovens § 192 a,
stk. 1, nr. 1, samt visse former for
ulovlig besiddelse af knive på
offentlige tilgængelige områder. Der
indføres endvidere en skærpelse af
straffen for overtrædelse af
såkaldte zoneforbud.
Strafskærpelserne forventes at
medføre en forøgelse af strafmassen
og dermed kapacitetsbehovet i
kriminalforsorgen.
Det foreslås
endvidere at begrænse adgangen til
udgang og prøveløsladelse for
indsatte i visse situationer, som
forventes at medføre et yderligere
kapacitetsbehov i kriminalforsorgen.
Håndteringen af
det øgede kapacitetsbehov i
kriminalforsorgens institutioner
skønnes at medføre merudgifter på
22,5 mio. kr. årligt.
Lovforslaget
indebærer derudover, at der indføres
hjemmel til en forsøgsordning, så
der er adgang til ved
prøveløsladelse og udgangstilladelse
at fastsætte vilkår om, at den
pågældende undergiver sig
elektronisk overvågning af sin
færden. Der er i aftalen om
kriminalforsorgens økonomi i
2013-2016 afsat en pulje på 2,5 mio.
kr. til udvikling og afprøvning af
GPS-fodlænker.
Det foreslås
desuden at ændre reglerne om
anticiperet bevisførelse i
retsplejelovens § 747, stk. 4,
således at afholdelse af retsmøder
med henblik på at sikre bevis efter
reglen i retsplejelovens § 747, stk.
2, fremover skal ske snarest og så
vidt muligt inden for 2 uger fra
rettens modtagelse af anmodningen.
Det forventes, at ændringen vil
medføre merudgifter for domstolene
på 2,5 mio. kr. årligt.
Det foreslås
derudover at gennemføre en række
initiativer i politiet med henblik
på at styrke den
kriminalitetsforebyggende indsats
samt
exit-indsatsen i relation til
rocker- og bandekriminalitet.
Endvidere udvides rammerne for dusør
til meddelere. De pågældende
initiativer forventes at medføre
merudgifter for politiet på i alt
18,0 mio. kr. årligt.
Det foreslås
endelig at styrke den
kriminalitetsforebyggende indsats
yderligere ved etablering af en task
force under Social-, Børne- og
Integrationsministeriet, som skal
understøtte kommunernes indsats. Det
forventes, at dette vil medføre
merudgifter for Social-, Børne- og
Integrationsministeriet på 7,0 mio.
kr. årligt.
Lovforslaget
forventes i øvrigt ikke at have
administrative eller økonomiske
konsekvenser af betydning for det
offentlige.
13.
De økonomiske og
administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget har
ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser af
betydning for erhvervslivet mv.
14.
De administrative
konsekvenser for borgere
Lovforslaget har
ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
15.
De miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har
ingen miljømæssige konsekvenser.
16.
Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
17.
Hørte myndigheder
mv.
Et udkast til
lovforslag har i perioden fra den
29. oktober 2013 til den 26.
november 2013 været sendt i høring
hos følgende myndigheder mv.:
Østre og Vestre
Landsret, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet, Datatilsynet,
Foreningen af Fængselsinspektører
m.fl., Kriminalforsorgsforeningen,
Fængselsforbundet, HK-Landsklubben
for Kriminalforsorgen, Landsklubben
af socialrådgivere ansat i
Kriminalforsorgen,
Kriminalforsorgens lokale
præsteforening, Den Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Det
Kriminalpræventive Råd, HK
Landsklubben Danmarks Domstole,
Foreningen af Offentlige Anklagere,
Foreningen af Statsadvokater,
Politiforbundet,
Politidirektørforeningen, HK
Landsklubben for Politiet, Danske
Regioner, KL, Advokatrådet,
Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Institut for
Menneskerettigheder, Retspolitisk
Forening, Kriminalpolitisk Forening
(KRIM), Amnesty International,
Danske Advokater,
Retssikkerhedsfonden, Foreningen
SAVN, Danmarks Jægerforbund,
Danmarks Vaabenhandlerforening,
Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk
Land- og Strandjagt, Dansk Skytte
Union, Danske Gymnastik og
Idrætsforeninger, Nordisk
Våbenforum, Vaabenhistorisk Selskab,
Dansk Knivforening.
18.
Sammenfattende
skema
|
|
|
|
Positive
konsekvenser/mindre
udgifter
|
Negative
konsekvenser/merudgifter
|
Økonomiske
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Ingen.
|
Merudgift på
22,5 mio.
kr. til
håndtering
af det øgede
kapacitetsbehov
i
kriminalforsorgens
institutioner.
|
|
|
|
|
Merudgift på
2,5 mio. kr.
til
fremrykket
indenretlig
afhøring ved
domstolene.
|
|
|
|
Merudgift på
18,0 mio.
til
politiets
styrkede
kriminalitetsforebyggelse
og
exit-indsats
samt
udvidede
rammer for
dusører.
|
|
|
|
|
Merudgift på
7,0 mio. kr.
til task
force under
Social-,
Børne- og
Integrationsministeriet.
|
|
Administrative
konsekvenser
for stat,
kommuner og
regioner
|
Ingen af
betydning.
|
Ingen af
betydning.
|
Økonomiske
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen.
|
Ingen af
betydning.
|
Administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
|
Ingen.
|
Ingen af
betydning.
|
Miljømæssige
konsekvenser
|
Ingen.
|
Ingen.
|
Administrative
konsekvenser
for borgerne
|
Ingen.
|
Ingen.
|
Forholdet
til
EU-retten
|
Lovforslaget
indeholder
ikke
EU-retlige
aspekter.
|
|
|
|
|
Bemærkninger til
lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
(Straffeloven)
Til nr. 1 (§ 38,
stk. 4)
Den foreslåede
ændring indebærer, at det ved
prøveløsladelse, hvor der fastsættes
skærpede vilkår efter den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 39,
stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr.
3, vil være en forudsætning for
prøveløsladelsen, at den dømte
erklærer at ville overholde (også)
disse vilkår.
Til nr. 2 (§ 38,
stk. 5)
Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at
prøveløsladelse ikke kan ske, hvis
politiet oplyser, at den dømte
skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, som er aktivt
involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af
personer, og at der inden for den
gruppe, som den dømte skønnes af
have tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
»Gruppe af
personer« skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets
anvendelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. Som grupper anses således ikke
kun mere formaliserede grupper med
en mere fast struktur og
rollefordeling medlemmerne imellem,
et fast tilhørsforhold og med fast
navn og lignende. Også mere løse
grupperinger kan være omfattet af
bestemmelsen, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål
og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer.
Der må foreligge
en antagelse om en stærk tilknytning
til gruppen som sådan. Forslaget
omfatter således ikke personer med
en løsere tilknytning til den
pågældende persongruppe.
»Konflikt«
skal ligeledes forstås i
overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. Dette indebærer, at enhver
uoverensstemmelse eller uenighed
mellem to eller flere grupper vil
kunne udgøre en konflikt i de
foreslåede bestemmelsers forstand.
Det er i den forbindelse uden
betydning, hvad årsagen til
konflikten er, og hvad konflikten
drejer sig om.
Til forskel for,
hvad der gælder efter den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81 a,
jf. denne lovs § 1, nr. 11,
forudsætter den foreslåede
bestemmelse desuden, at konflikten
på tidspunktet for prøveløsladelsen
må anses for at være
voldelig.
Heri ligger for
det første, at konflikten må have
givet sig udslag i mindst én
hændelse, der kan karakteriseres som
voldelig. Der må være tale om et
voldeligt præg af en vis styrke.
Handlinger, som alene må anses for
omfattet af straffelovens § 244 om
simpel vold, vil således ikke i sig
selv kunne føre til, at en konflikt
skal betragtes som voldelig. Som
udgangspunkt må der som led i
konflikten være begået handlinger,
der som minimum kan karakteriseres
som kvalificeret vold, jf.
straffelovens § 245, eksempelvis ved
anvendelse af stik-, slag- eller
skydevåben.
For det andet må
konfliktens voldelige præg være
verserende.
Heri ligger, at der på tidspunktet
for prøveløsladelse må være en
aktuel risiko for yderligere
hændelser af den ovenfor nævnte
karakter.
Det vil bero på
et politifagligt skøn, om der er
tale om en verserende voldelig
konflikt. Det vil i den forbindelse
i almindelighed kunne lægges til
grund, at der vil være en aktuel
risiko for yderligere voldelige
hændelser, og at den voldelige
konflikt således fortsat er
verserende, hvis konflikten inden
for de seneste tre måneder er kommet
til udtryk i form af en eller flere
voldelige hændelser. Der kan
imidlertid også være tale om en
verserende voldelig konflikt, selv
om der er forløbet mere end tre
måneder, uden at der har fundet
voldelige hændelser sted.
Afskæringen af
muligheden for prøveløsladelse vil
alene ramme personer med tilknytning
til en gruppe af personer, som er
aktivt
involveret i den verserende
voldelige konflikt. Denne betingelse
indebærer, at mindst én af de
handlinger, som medfører, at
konflikten anses for verserende
voldelig, jf. herom ovenfor, skal
være begået inden for den gruppe,
som den dømte er knyttet til.
Det er endvidere
en betingelse, at der inden for den
gruppe, som den dømte skønnes
knyttet til, som led i konflikten
enten er
anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse efter straffelovens §
180. Betingelsen svarer til
betingelsen efter straffelovens § 81
a, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 11.
Det er ikke nogen
betingelse, at anvendelsen af
skydevåben mv. er sket som led i den
voldsudøvelse, som gør, at
konflikten betragtes som verserende
voldelig, jf. herom ovenfor. Også i
tilfælde, hvor der ikke aktuelt har
været anvendt skydevåben, men hvor
konflikten ikke desto mindre må
karakteriseres som verserende
voldelig, vil prøveløsladelse blive
afskåret, hvis der én gang tidligere
har været anvendt skydevåben mv. i
samme konflikt. Det gælder, uanset
hvor lang tid der måtte være gået
siden anvendelsen af skydevåbnet mv.
Omvendt vil
anvendelsen af et skydevåben mv.
også i sig selv kunne udgøre den
begivenhed, som medfører, at en
konflikt nu må betegnes som
verserende voldelig. Anvendelsen af
et skydevåben mv. vil således i sig
selv kunne være den udløsende
begivenhed, som har suspensiv
virkning på adgangen til
prøveløsladelse, uanset at der ikke
herudover er begået voldshandlinger
inden for den pågældende gruppe.
Bestemmelsen
indebærer, at prøveløsladelse ikke
kan finde sted, hvis de opregnede
betingelser er til stede. Det
gælder, uanset om de
almindelige betingelser
for prøveløsladelse i øvrigt måtte
være opfyldt.
I tilfælde, hvor
der allerede er truffet en afgørelse
om at løslade den dømte på prøve,
fører bestemmelsen således til, at
prøveløsladelsen må udsættes,
indtil hindringen for
prøveløsladelsen er ophørt.
Afgørelser om
prøveløsladelse træffes af
kriminalforsorgen. Det foreslås, at
kriminalforsorgen også skal træffe
afgørelse om, hvorvidt
prøveløsladelse skal begrænses som
følge af den foreslåede bestemmelse.
Som det fremgår af forslaget, er det
imidlertid oplysninger fra politiet,
som vil skulle danne grundlag for
kriminalforsorgens afgørelse i de
pågældende sager.
Politiet vil i
forbindelse med en høring få
mulighed for at udtale sig om de
forhold, som har betydning for
spørgsmålet om prøveløsladelse i
henhold til den foreslåede
bestemmelse. Forslaget indebærer
ikke, at der indføres en pligt for
politiet til at udtale sig.
Det afgørende
for, om prøveløsladelse vil skulle
nægtes efter den foreslåede
bestemmelse, er alene, om der
foreligger sådanne oplysninger fra
politiet som nævnt i bestemmelsen.
Kriminalforsorgen vil ikke skulle
foretage en prøvelse eller vurdering
af politiets oplysninger.
Det forudsættes
således med lovforslaget, at
politiets oplysninger lægges uprøvet
til grund af kriminalforsorgen ved
afgørelsen af spørgsmålet om
prøveløsladelse.
En afgørelse om
at nægte prøveløsladelse efter den
foreslåede bestemmelse vil have
virkning indtil videre. For at
sikre, at spørgsmålet bliver taget
op til fornyet overvejelse med jævne
mellemrum, forudsættes det dog, at
der med intervaller på højst tre
måneder vil skulle træffes en ny
afgørelse om, hvorvidt der er
grundlag for at ændre afgørelsen om
at nægte prøveløsladelse. Hvis
lovforslaget vedtages, vil
løsladelsesbekendtgørelsen blive
ændret i overensstemmelse hermed.
Til brug for
kriminalforsorgens afgørelse af
dette spørgsmål vil der således
skulle indhentes en ny udtalelse fra
politiet om, hvorvidt der fortsat er
grundlag for at nægte
prøveløsladelse.
Endvidere vil
kriminalforsorgen efter de
almindelige regler om
prøveløsladelse skulle tage
spørgsmålet op, hvis det efter at
afslag er meddelt må antages, at
betingelserne for prøveløsladelse er
til stede.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.2.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 39,
stk. 3)
Bestemmelsen
indebærer, at der ved afgørelser om
at meddele prøveløsladelse, i
almindelighed vil skulle fastsættes
skærpede prøveløsladelsesvilkår for
personer, som af politiet skønnes at
have tilknytning til en gruppe af
personer, hvor de pågældende
personer tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet.
Det følger
således af forslaget, at der
fremover ved prøveløsladelse af
sådanne personer, hvis ikke særlige
omstændigheder taler herimod, vil
skulle fastsættes vilkår om, at den
dømte i prøvetiden ikke opholder sig
sammen med eller på anden måde har
kontakt med andre med tilknytning
til den pågældende gruppe, medmindre
der er tale om nærstående, eller der
er tale om ophold eller kontakt som
led i varetagelsen af et
anerkendelsesværdigt formål.
Det forudsættes
med forslaget, at de skærpede vilkår
vil skulle ophæves, hvis
betingelserne for vilkårene i løbet
af prøvetiden ophører med at være
til stede.
Forslaget skal
ses i sammenhæng med forslaget om at
begrænse adgangen til
prøveløsladelse for indsatte, der
har tilknytning til f.eks. en
rocker- eller bandegruppe, hvis der
på tidspunktet for prøveløsladelse
verserer en voldelig konflikt i
rocker- og bandemiljøet mv. Der
henvises i den forbindelse til
bemærkningerne vedrørende
lovforslagets § 1, nr. 2.
De skærpede
vilkår vil i praksis kunne finde
anvendelse i de tilfælde, hvor de
nævnte foreslåede bestemmelser ikke
har været til hinder for at meddele
prøveløsladelse. Opfylder den
pågældende i øvrigt betingelserne
for prøveløsladelse, vil der efter
den foreslåede bestemmelse kunne
knyttes skærpede vilkår til
løsladelsen.
Anvendelsen af de
foreslåede skærpede vilkår
forudsætter endvidere, at den
indsatte er idømt fængsel i 1 år
eller derover.
For indsatte med
tidsbestemte fængselsstraffe er det
endvidere en betingelse, at den
pågældende er dømt for overtrædelse
af straffelovens § 191 (grov
narkokriminalitet), § 192 a
(besiddelse af skydevåben mv. under
særligt skærpende omstændigheder)
eller for en forbrydelse, der har
været forbundet med forsætlig vold
eller trusler, eksempelvis
vidnetrusler, røveri eller
afpresning.
Det er ikke en
betingelse, at 1 år af den idømte
fængselsstraf hidrører fra en af de
nævnte overtrædelser. Tilfælde, hvor
en indsat er idømt eksempelvis 1 års
fængsel for bedrageri og vold,
falder inden for, selv om
voldsforholdet kun kan antages at
udgøre en mindre del af den samlede
straf.
Anvendelsen af de
foreslåede skærpede vilkår
forudsætter endvidere, at den dømte
efter politiets oplysninger skønnes
at have tilknytning til en gruppe af
personer, hvor personerne tilsammen
står bag omfattende og alvorlig
kriminalitet.
»Gruppe af
personer« skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets
anvendelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. Som grupper anses således ikke
kun mere formaliserede grupper med
en mere fast struktur og
rollefordeling medlemmerne imellem,
et fast tilhørsforhold og med fast
navn og lignende. Også mere løse
grupperinger kan være omfattet af
bestemmelsen, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål
og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer.
Den pågældende
gruppe af personer skal
samlet set stå
bag omfattende og alvorlig
kriminalitet.
Den foreslåede
betingelse vil omfatte tilfælde,
hvor gruppens medlemmer står bag
organiseret eller systematisk
kriminalitet. Også situationer, hvor
(nogle af) de enkeltpersoner, som
har tilknytning til gruppen, hver
især har begået lovovertrædelser af
en sådan grovhed og i et sådant
omfang eller antal, at den samlede
kriminalitet inden for gruppen må
anses for omfattende og alvorlig,
falder ind under bestemmelsen. Det
er således ikke et krav, at alle de
personer, der har en fastere
tilknytning til gruppen, er dømt for
kriminalitet, men det kræves, at
andelen af personer, som er dømt, i
sammenhæng med antallet og grovheden
af de kriminelle forhold gør, at den
samlede kriminalitet inden for
gruppen må anses for omfattende og
alvorlig. Vurderingen heraf
forudsættes at være baseret på
fældende strafferetlige afgørelser.
Ved vurderingen
af, om personerne knyttet til
gruppen samlet set står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet,
vil der skulle lægges vægt på, om de
pådømte forhold er overtrædelser af
straffeloven, og om overtrædelserne
har ført til idømmelse af ubetingede
fængselsstraffe. Det vil ligeledes
skulle tillægges betydning, hvor
lang tid der er gået, siden
forholdene blev begået. Hvis
forholdene er begået af personer,
der må anses for ledende eller
toneangivende figurer inden for
gruppen, vil dette ligeledes skulle
tillægges betydelig vægt.
Det er endvidere
en betingelse for at anvende de
foreslåede bestemmelser, at den
indsatte har
tilknytning til den
pågældende gruppe af personer. Der
må foreligge en antagelse om en
stærk tilknytning til gruppen som
sådan. Forslaget omfatter således
ikke personer med en løsere
tilknytning til den pågældende
persongruppe.
De foreslåede
skærpede vilkår indebærer, at den
pågældende i prøvetiden som
udgangspunkt
ikke må opholde sig sammen med eller
på anden måde have kontakt med andre
med tilknytning til samme
persongruppe.
Det indebærer, at
den pågældende ikke må pleje omgang
med eller være i selskab med andre
fra samme gruppe. Heri ligger også,
at den pågældende ikke må deltage i
fester, sammenkomster, arrangementer
eller lignende begivenheder, hvor
andre fra samme gruppe deltager.
Vilkåret pålægger
således den pågældende at afholde
sig fra at deltage i sådanne
begivenheder, ligesom den pågældende
straks vil skulle forlade en sådan
begivenhed, hvis det viser sig, at
andre fra samme gruppe deltager.
Deltagelsen i begivenheden vil
således i sig selv skulle betragtes
som en vilkårsovertrædelse, også
selv om den pågældende ikke under
begivenheden opsøger direkte kontakt
med andre fra samme gruppe.
Vilkåret vil dog
ikke være til hinder for deltagelse
i større arrangementer, eksempelvis
koncerter, sportsbegivenheder eller
lignende, med en vis bredere
offentlig deltagelse, selv om andre
medlemmer fra samme gruppe også
måtte vise sig at være blandt
publikum, så længe den pågældende
ikke på nogen måde opsøger eller
mødes med de andre medlemmer.
Forslaget
indebærer endvidere, at den
pågældende ikke i øvrigt må have
nogen form for fysisk, mundtlig
eller skriftlig kontakt med andre
fra samme gruppe.
Bestemmelsen vil
dog ikke være til hinder for, at den
pågældende eksempelvis gennem
tredjemand retter henvendelse til
en anden fra samme gruppe, når
formålet reelt er at undgå en
vilkårsovertrædelse. Det vil f.eks.
være tilladt for den pågældende at
undersøge, om en anden person fra
samme gruppe vil indfinde sig til et
bestemt arrangement, og om det
dermed vil udgøre en
vilkårsovertrædelse for den
pågældende selv at deltage i
arrangementet.
Helt tilfældige
møder med andre fra samme gruppe vil
heller ikke i sig selv indebære en
vilkårsovertrædelse, ligesom der
ikke vil være tale om en
vilkårsovertrædelse, alene fordi den
pågældende befinder sig i nærheden
af andre fra samme gruppering.
I tilfælde, hvor
den pågældende i prøvetiden bliver
kontaktet eller opsøgt af andre med
tilknytning til samme gruppe, må den
pågældende imidlertid for at
overholde vilkåret straks afvise
henvendelsen og om nødvendigt
afbryde samtalen eller forlade
stedet. Det gælder også ved
deltagelse i større arrangementer
som koncerter, sportsbegivenheder
eller lignende.
Indlader den
pågældende sig derimod i kontakt med
en anden med tilknytning til samme
gruppe, vil det skulle betragtes som
en vilkårsovertrædelse.
Det vil dog ikke
skulle betragtes som en
vilkårsovertrædelse, hvis den
pågældende i prøvetiden opholder sig
sammen med eller har kontakt med
andre med tilknytning til samme
gruppe som led i varetagelsen af et
særligt anerkendelsesværdigt formål.
Med
anerkendelsesværdigt formål tænkes i
denne forbindelse på kontakt, der
sker som led i forsamlingsvirksomhed
med et politisk eller andet
meningsbefordrende øjemed.
De foreslåede
skærpede vilkår vil endvidere ikke
begrænse den dømtes muligheder for
at have kontakt til sine
nærstående.
Med nærstående
forstås i den forbindelse den dømtes
ægtefælle eller samlever, børn,
børnebørn, forældre, søskende,
bedsteforældre, oldeforældre og
andre personer, til hvem den dømte
har en sådan tilknytning, at denne
kan sidestilles med de nævnte
familiebånd.
Kontakt med
slægtninge, som er fjernere end
ovenfor nævnt, vil derimod ikke være
omfattet af undtagelsen. Det gælder
eksempelvis fætre og kusiner, onkler
og tanter mv., og kontakten vil
således i disse tilfælde som
udgangspunkt indebære en
vilkårsovertrædelse, forudsat at den
pårørende er knyttet til samme
persongruppe som den dømte.
De skærpede
vilkår fastsættes af
kriminalforsorgen, som træffer
afgørelse i sager om
prøveløsladelse. Det vil dog være
politiet, der skal foretage
vurderingen af den pågældendes
gruppetilknytning, som er afgørende
for, om de foreslåede vilkår vil
skulle anvendes.
I forbindelse med
en høring vil politiet få mulighed
for at udtale sig om den pågældendes
gruppetilknytning mv.
Der følger ikke
af forslaget en pligt for politiet
til at udtale sig om et eventuelt
gruppetilhørsforhold.
Kriminalforsorgen
vil ikke skulle foretage en nærmere
prøvelse eller vurdering af
politiets oplysninger. Politiets
oplysninger om den pågældendes
eventuelle gruppetilknytning mv.
skal lægges uprøvet til grund af
kriminalforsorgen ved afgørelsen af
spørgsmålet om prøveløsladelse og
fastsættelsen af vilkår herfor.
Kun hvis særlige
omstændigheder taler imod
vilkårsfastsættelsen, vil
kriminalforsorgen kunne undlade at
anvende de foreslåede vilkår. Der
tænkes her på situationer, hvor
samvær eller kontakt med personer
med tilknytning til samme rocker-
eller bandegruppering mv.
undtagelsesvis ikke skønnes at
indebære en risiko for, at den dømte
vil blive inddraget i aktiviteter,
som strider imod formålet med
prøveløsladelsen.
Det vil navnlig
kunne overvejes at fravige
udgangspunktet i tilfælde, hvor den
pådømte kriminalitet med sikkerhed
ikke har nogen sammenhæng med den
dømtes gruppetilknytning, og hvor
den dømtes særlige personlige
forhold, herunder eksempelvis alder
eller helbredstilstand, taler
afgørende for, at der ikke er en
risiko for sådanne uønskede
aktiviteter.
Det vil som
hidtil være en forudsætning for
prøveløsladelsen, at den dømte
erklærer at ville overholde de
vilkår, der fastsættes. Dette gælder
også de foreslåede skærpede vilkår.
Hvis den dømte nægter at ville
overholde vilkårene, vil
prøveløsladelse således ikke kunne
finde sted.
Hvis en
prøveløsladt overtræder de
foreslåede vilkår, vil
kriminalforsorgen som i dag kunne 1)
tildele den pågældende en advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge
prøvetiden eller 3) under særlige
omstændigheder bestemme, at den
pågældende skal indsættes til
udståelse af reststraffen.
Det forudsættes i
den forbindelse med lovforslaget, at
det klare udgangspunkt i sager om
overtrædelse af de skærpede vilkår
vil være, at den pågældende
genindsættes til fortsat
strafafsoning.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 40
a, stk. 3, 2. pkt.)
Den foreslåede
ændring indebærer, at reglerne om
skærpede prøveløsladelsesvilkår, der
foreslås indsat i straffelovens §
39, stk. 3, jf. lovforslagets § 1,
nr. 3, vil finde tilsvarende
anvendelse ved prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1
(den såkaldte noget for
noget-ordning).
Der henvises i
den forbindelse til bemærkningerne
ovenfor til lovforslagets § 1, nr.
3.
Til nr. 5 (§ 40
a, stk. 4, 3. pkt.)
Den foreslåede
ændring indebærer, at reglerne om
skærpede prøveløsladelsesvilkår, der
foreslås indsat i straffelovens §
39, stk. 3, jf. lovforslagets § 1,
nr. 3, vil finde tilsvarende
anvendelse ved prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a, stk. 1, nr. 2.
Der henvises i
den forbindelse til bemærkningerne
ovenfor til lovforslagets § 1, nr.
3.
Til nr. 6 (§ 40
a, stk. 7)
Den foreslåede
ændring indebærer, at reglerne om
afskæring af prøveløsladelse under
verserende voldelige konflikter, der
foreslås indsat i straffelovens §
38, stk. 5, jf. lovforslaget § 1,
nr. 2, vil finde tilsvarende
anvendelse ved prøveløsladelse efter
straffelovens § 40 a.
Der henvises i
den forbindelse til bemærkningerne
ovenfor til lovforslagets § 1, nr.
2.
Til nr. 7 (§ 41,
stk. 2)
Den foreslåede
ændring er dels en redaktionel
konsekvens af forslaget om at
indsætte et nyt stk. 3 i
straffelovens § 41, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8.
Derudover
indebærer ændringen, at det ved
prøveløsladelse af livstidsdømte,
hvor der fastsættes skærpede vilkår
efter den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 41, stk. 5, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, er en
forudsætning for prøveløsladelsen,
at den livstidsdømte erklærer at
ville overholde (også) disse vilkår.
Der henvises i
den forbindelse til bemærkningerne
nedenfor til lovforslagets § 1, nr.
9.
Til nr. 8 (§ 41,
stk. 3)
Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at
prøveløsladelse af livstidsdømte
ikke kan finde sted, hvis politiet
oplyser, at den dømte skønnes at
have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt med
en anden gruppe af personer, og at
der inden for den gruppe, som den
dømte skønnes af have tilknytning
til, som led i konflikten er anvendt
skydevåben eller våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Bestemmelsen
svarer indholdsmæssigt til den
bestemmelse, som for dømte med
tidsbestemte fængselsstraffe
foreslås indsat i straffelovens §
38, stk. 5, jf. lovforslagets § 1,
nr. 2. Der henvises derfor i det
hele til bemærkningerne ovenfor til
lovforslagets § 1, nr. 2.
Til nr. 9 (§ 41,
stk. 5)
Bestemmelsen
indebærer, at der ved afgørelser om
at meddele prøveløsladelse af
livstidsdømte i almindelighed vil
skulle fastsættes skærpede
prøveløsladelsesvilkår for personer,
som af politiet skønnes at have
tilknytning til en gruppe af
personer, hvor de pågældende
personer tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet.
Forslaget
indebærer, at det fremover ved
prøveløsladelse af sådanne personer
i almindelighed vil skulle
fastsættes vilkår om, at den dømte i
prøvetiden ikke opholder sig sammen
med eller på anden måde har kontakt
med andre med tilknytning til den
pågældende gruppe, medmindre der er
tale om nærstående, eller der er
tale om ophold eller kontakt som led
i varetagelsen af et
anerkendelsesværdigt formål.
Der henvises i
den forbindelse til bemærkninger
ovenfor til lovforslagets § 1, nr.
3, som omhandler skærpede vilkår ved
prøveløsladelse af dømte med
tidsbestemte fængselsstraffe. Den
foreslåede bestemmelse for
livstidsdømte adskiller sig alene
herfra ved, at den begåede
kriminalitet for livstidsdømtes
vedkommende altid være af en sådan
karakter, at de foreslåede
bestemmelser om skærpede vilkår bør
finde anvendelse uanset
kriminalitetsarten.
På den baggrund
vil betingelsen om, at den
pågældende skal være dømt for
overtrædelse af straffelovens § 191
(grov narkokriminalitet), § 192 a
(besiddelse af skydevåben mv. under
særligt skærpende omstændigheder)
eller for en forbrydelse, der har
været forbundet med forsætlig vold
eller trusler, ikke gælde for
livstidsdømte.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.2.2 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 10 (§ 42,
stk. 2)
Der er tale om en
redaktionel konsekvens som følge af
forslaget om at indsætte et nyt stk.
3 i § 41, hvorved det gældende stk.
3 bliver stk. 4, jf. lovforslagets §
1, nr. 8, og den nye bestemmelse,
der foreslås indsat i § 41, stk. 5,
jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Derudover
præciseres det med ændringen, at de
gældende regler om, hvordan der
reageres, hvis en livstidsdømt
prøveløsladt overtræder vilkårene
for løsladelsen, også vil finde
anvendelse i tilfælde, hvor den
livstidsdømte overtræder de
foreslåede skærpede
prøveløsladelsesvilkår, jf.
bemærkningerne ovenfor til
lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 11 (§ 81
a, stk. 1)
Den foreslåede
ændring af straffelovens § 81 a,
stk. 1, indebærer, at den straf, der
er foreskrevet i straffelovens §§
119, 123 og 245, § 245, jf. § 247, §
246, jf. § 245, § 246, jf. § 245,
jf. § 247, og § 252, stk. 1, kan
forhøjes indtil det dobbelte, hvis
lovovertrædelsen har baggrund i en
konflikt mellem grupper af personer,
hvor der som led i konflikten enten
er anvendt skydevåben eller anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Det er en
betingelse for at anvende den
foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 a, stk. 1, at
lovovertrædelsen har
baggrund
i en konflikt
mellem
grupper af personer, hvor der
som led i konflikten er anvendt
skydevåben mv.
At
lovovertrædelsen skal have
»baggrund i«
en konflikt som nærmere
karakteriseret i bestemmelsen
indebærer, at det skal kunne lægges
til grund, at den person, der har
begået lovovertrædelsen, helt eller
delvis har været motiveret af at
ville deltage i eller reagere på en
konflikt mellem grupper af personer.
Det er uden betydning, om der
tillige er andre motiver for
angrebet, herunder f.eks. personlige
uoverensstemmelser, hævn for
tidligere krænkelser, fornærmelser
eller lignende.
Den omstændighed,
at lovovertrædelsen helt eller
delvis skal have været motiveret af
at ville deltage i eller reagere på
en konflikt mellem grupper af
personer, indebærer ikke noget krav
til konfliktens indhold, men alene
om, at konflikten uanset hvad den
handler om er baggrund for den
aktuelle lovovertrædelse.
Begrebet
»konflikt«
skal forstås bredt. Enhver
uoverensstemmelse eller uenighed
mellem to eller flere grupper vil
kunne udgøre en konflikt i § 81 as
forstand. Det er uden betydning for
vurderingen af, om en konflikt er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse, hvad der er årsagen til
konflikten, og hvad konflikten
drejer sig om. Det er ligeledes uden
betydning, om konflikten er
begrundet i et eller flere forhold.
Det er endvidere ikke en betingelse
for at anvende § 81 a, stk. 1, at
det fastslås, hvilket af flere
mulige underliggende forhold, der
har motiveret gerningsmanden. Det er
således tilstrækkeligt, at det kan
lægges til grund, at gerningsmanden
helt eller delvist er motiveret af
at ville deltage i eller reagere på
konflikten.
At der skal være
tale om en konflikt mellem »grupper
af personer«, vil sige, at
der skal være mere end én person på
hver side i konflikten.
Som
»grupper«
anses ikke kun formaliserede
grupper med en fast struktur og
rollefordeling medlemmerne imellem,
et fast tilholdssted og med fast
navn eller lignende. Bestemmelsen
omfatter også mere løse
grupperinger, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål
og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer, f.eks. at personerne i
gruppen som regel bliver alarmeret
og instrueret via telefon- eller
sms-kæder i forbindelse med bestemte
voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer.
Betingelsen om,
at der er tale om en konflikt, som
led i hvilken der er anvendt
skydevåben,
eller anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller begået brandstiftelse
efter straffelovens § 180, indebærer
et krav om, at der
mindst én gang
forud for den aktuelle
forbrydelse har været anvendt
skydevåben mv.
Det er altså ikke
et krav, at der
flere gange som led i
konflikten skal være anvendt
skydevåben mv. Det er heller ikke et
krav, at skydevåben mv. har været
anvendt kort tid forinden eller af
den samme personkreds, hvis forhold
nu er til pådømmelse.
Det afgørende er,
om lovovertrædelsen har baggrund i
en konflikt mellem grupper af
personer, hvor der på et tidspunkt
har været anvendt skydevåben mv. Det
er uden betydning, hvilken gruppe
der har anvendt skydevåben mv. Har
lovovertrædelsen baggrund i en
konflikt mellem grupper af personer,
og har der tidligere været anvendt
skydevåben mv. som led i denne
konflikt, vil bestemmelsen således
kunne finde anvendelse.
De våbentyper,
der er omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81 a,
stk. 1, svarer til de våbentyper,
der er omfattet af § 192 a, stk. 1,
i straffeloven, jf. pkt. 3.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det er endvidere
ikke en betingelse for, at
bestemmelsen kan anvendes, at der er
anvendt skydevåben mv. ved den
enkelte lovovertrædelse, som begås
med baggrund i en konflikt mellem
grupper af personer. F.eks. vil også
en voldshandling begået ved slag,
spark eller brug af andre redskaber
være omfattet af bestemmelsen, hvis
betingelserne i øvrigt er opfyldte.
Udover at der
skal være tale om en konflikt mellem
grupper, som led i hvilken der
mindst én gang er anvendt skydevåben
mv., stilles der ikke særlige krav
til konflikten, for at den er
omfattet af den foreslåede
bestemmelse. Der stilles således
eksempelvis ikke krav om, at
konflikten skal have karakter af et
verserende opgør, eller at
konflikten gennem en vis periode
skal have givet sig udslag i angreb.
Den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81 a,
stk. 1, vil også kunne anvendes på
alvorlige forbrydelser, der har
baggrund i en konflikt, hvor der
siden den ene anvendelse af
skydevåben mv., der kræves efter
bestemmelsen, ikke er forekommet
angreb, f.eks. fordi medlemmer af de
involverede grupper i en periode har
været frihedsberøvet. I en
situation, hvor de pågældende
grupper har indgået en fredsaftale
(f.eks. om ikke længere at angribe
hinanden som led i en konflikt om et
kriminelt marked), vil bestemmelsen
eksempelvis kunne anvendes, hvis en
person på et senere tidspunkt
eventuelt flere år senere begår en
forbrydelse som nævnt i § 81 a, stk.
1, med baggrund i konflikten.
Det er heller
ikke et krav, at begge parter har
udført angreb som led i konflikten.
Bestemmelsen vil således efter
omstændighederne også kunne finde
anvendelse i en situation, hvor én
gruppe forfølger en anden gruppe,
der ikke går til modangreb med brug
af strafbare midler så længe
forfølgelsen har baggrund i en
konflikt mellem de to grupper, hvor
der som led i konflikten er anvendt
skydevåben mv.
Det må antages,
at betingelsen om, at
lovovertrædelsen skal have baggrund
i en konflikt, i praksis vil medføre
en vis tidsmæssig afgrænsning af
bestemmelsens anvendelsesområde. Det
må således forventes, at det
afhængig af de nærmere
omstændigheder kan være vanskeligt
at bevise, at en lovovertrædelse har
baggrund i konflikten mellem
grupperne, hvis grupperne i en
årrække ikke har foretaget sig noget
som led i konflikten.
Straffelovens §
81 a, stk. 1, omfatter tillige
forsøg på og medvirken til de
opregnede forbrydelser, jf.
straffelovens § 21 og § 23.
Der vil
således efter omstændighederne kunne
blive tale om at straffe for forsøg
på eksempelvis overtrædelse af
straffelovens § 245, jf. § 21, jf. §
81 a, stk. 1, hvis det må antages,
at den pågældende har forsøgt at
begå et groft voldsforhold med
baggrund i en konflikt mellem
grupper af personer, hvor der
tidligere er anvendt skydevåben mv.
Et ansvar for
medvirken, jf. straffelovens § 23,
vil eksempelvis kunne komme på tale
i en situation, hvor en person med
tilknytning til en af de stridende
grupper får en anden person,
eventuelt en udenforstående, til som
led i konflikten at begå en af de
omfattede forbrydelser mod en
person, der tilhører en
rivaliserende gruppe. I denne
situation vil bagmanden efter
omstændighederne kunne straffes i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, jf. straffelovens § 23
om strafbar medvirken, mens den
anden gerningsmands handling vil
være omfattet, hvis den pågældende
har haft det fornødne forsæt til, at
forbrydelsen har baggrund i en
konflikt mellem grupper, hvor der
har været anvendt skydevåben mv.
Den foreslåede
bestemmelse kan svarende til, hvad
der gælder efter den gældende § 81
a, stk. 1 også omfatte
lovovertrædelser, der begås over for
andre personer end dem, der tilhører
eller har tilknytning til en gruppe,
der er involveret i konflikten, hvis
overtrædelsen har baggrund i
konflikten. Det vil f.eks. gælde,
hvis der i forbindelse med politiets
arrestation af gerningsmanden til en
forbrydelse, der er begået med
baggrund i konflikten, som nævnt i
bestemmelsen, udøves vold mod en
politibetjent for at få denne til at
undlade at gennemføre arrestationen,
eller hvis der fremsættes trusler
mod et vidne til et angreb, der er
foretaget med baggrund i konflikten.
Angreb, hvor gerningsmanden
eksempelvis fejlagtigt troede, at
offeret havde tilknytning til en
rivaliserende gruppe, vil også kunne
være omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
Det
forudsættes, at
strafudmålingsniveauet i sager
omfattet af den foreslåede
bestemmelse som udgangspunkt
fordobles i forhold til den straf,
der ville blive fastsat af
domstolene i sager, hvor den
foreslåede bestemmelse i § 81 a,
stk. 1, ikke finder anvendelse. I
tilfælde, hvor domstolene normalt
ville udmåle en straf på fængsel i 1
år og 6 måneder f.eks. i en sag om
grov vold er det således forudsat,
at der som udgangspunkt skal
fastsættes en straf på fængsel i 3
år, hvis sagen er omfattet af § 81
a, stk. 1. Det er forudsat, at
fordoblingen sker i forhold til den
konkrete straf, der ville være
blevet udmålt i den enkelte sag.
Fastsættelsen
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Endvidere vil
de øvrige almindelige regler i
straffeloven om bl.a.
strafbarhedsbetingelser og straffe
mv. finde uændret anvendelse.
I sager, hvor
et forhold konkret ikke henføres
under § 81 a, stk. 1, kan der efter
omstændighederne være grund til at
overveje, om der foreligger andre
skærpende omstændigheder, jf. § 81.
Dette gælder eksempelvis, hvis der
er tale om et simpelt voldsforhold
efter straffelovens § 244 begået
un-der omstændigheder svarende til
de i § 81 a, stk. 1, nævnte. Det
gælder eksempelvis også i forhold
til den første skudepisode, der ikke
falder ind under § 81 a, stk. 1.
Bestemmelsen i
§ 81 a, stk. 1, udelukker således
ikke anvendelse af de almindelige
strafskærpelsesgrunde i § 81 både
med hensyn til forhold, der måtte
blive henført under § 81 a, stk. 1,
og med hensyn til forhold, der efter
en konkret vurdering ikke måtte
blive det. Selv om eksempelvis
betingelserne for at anvende § 81 a,
stk. 1, ikke er opfyldt i en konkret
sag, kan der således efter
almindelige strafudmålingsprincipper
være skærpende omstændigheder,
f.eks. at der er tale om
kriminalitet begået som led i en
voldelig strid mellem forskellige
persongrupper.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 12 (§
81 a, stk. 2)
Den foreslåede
ændring af straffelovens § 81 a,
stk. 2, indebærer, at det ved
fastsættelse af straffen for
overtrædelse af straffelovens § 180,
§ 183, stk. 2, og § 237 i
almindelighed skal indgå som en
særdeles skærpende omstændighed,
hvis lovovertrædelsen har baggrund i
en konflikt som nævnt i § 81 a, stk.
1.
For så vidt
angår begrebet konflikt og de hertil
knyttede omstændigheder henvises der
til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 11.
Det
forudsættes, at
strafudmålingsniveauet i sager
omfattet af den foreslåede
bestemmelse som udgangspunkt
fordobles i forhold til den straf,
der ville blive fastsat af
domstolene i sager, hvor den
foreslåede bestemmelse i § 81 a,
stk. 2, ikke finder anvendelse. I
tilfælde, hvor domstolene normalt
ville udmåle en straf på mere end 10
års fængsel f.eks. i en drabssag
er det forudsat, at der som
udgangspunkt skal idømmes fængsel på
livstid, hvis sagen er omfattet af §
81 a. Det er forudsat, at
fordoblingen sker i forhold til den
konkrete straf, der ville være
blevet udmålt i den enkelte sag.
Fastsættelsen
af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det
enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Endvidere vil
de øvrige almindelige regler i
straffeloven om bl.a.
strafbarhedsbetingelser og straffe
mv. finde uændret anvendelse.
I sager, hvor
et forhold konkret ikke henføres
under § 81 a, stk. 2, kan der efter
omstændighederne være grund til at
overveje, om der foreligger andre
skærpende omstændigheder, jf. § 81.
Der henvises herom til
bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 11.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 13 (§
192 a, stk. 3)
Efter den
foreslåede bestemmelse skal det ved
fastsættelse af straffen for ulovlig
besiddelse af skydevåben efter § 192
a, stk. 1, nr. 1, indgå som en
skærpende omstændighed, at
skydevåbnet besiddes på offentligt
tilgængeligt sted. Hvis der samtidig
besiddes ammunition, der kan affyres
med skydevåbnet, skal dette indgå
som en yderligere skærpende
omstændighed ved straffastsættelsen.
I
overensstemmelse med gældende ret
skal »offentligt
tilgængeligt sted« forstås
som steder, hvortil der er
almindelig adgang, herunder veje,
parker, offentlige transportmidler,
restauranter, butikker,
butikscentre, forlystelsessteder og
offentlige kontorer. Besiddelse af
skydevåben i en bil, som befinder
sig på offentligt tilgængeligt sted,
er også omfattet af begrebet.
Formuleringen
om, at der »samtidig
besiddes ammunition, der kan affyres
med skydevåbnet« indebærer
ikke et krav om, at skydevåbnet er
skarpladt, men den, der er i
besiddelse af skydevåbnet, skal
samtidig være i besiddelse af
ammunition på sin person, i en
medbragt taske, i det køretøj, hvori
den pågældende antræffes, eller på
anden lignende lettilgængelig måde.
Der skal endvidere være tale om
ammunition, der kan affyres med det
pågældende skydevåben, men ikke
nødvendigvis ammunition, der er
fabrikeret specifikt til
skydevåbnet.
Formålet med
den foreslåede bestemmelse er at
sikre, at der foretages en øget
graduering af strafudmålingen i
sager om ulovlig besiddelse af
skydevåben omfattet af § 192 a, stk.
1, nr. 1, således at der udmåles en
skærpet straf, når skydevåbnet
besiddes på offentligt tilgængeligt
sted, og at straffen skærpes
yderligere, når der samtidig
besiddes ammunition, der kan affyres
med skydevåbnet. I forbindelse med
strafudmålingen i sådanne sager vil
også andre omstændigheder som hidtil
kunne påvirke straffen i skærpende
retning, herunder når der er tale om
særdeles farlige skydevåben, og når
der er tale om gentagelsestilfælde.
Det
forudsættes, at der ved
strafudmålingen efter § 192 a, stk.
1, nr. 1, fremover tages
udgangspunkt i nedenstående
strafniveauer.
Ulovlig
besiddelse af skydevåben
uden ammunition
på offentligt tilgængeligt sted
forudsættes i
førstegangstilfælde som
udgangspunkt straffet med fængsel i
1 år og 3 måneder. I
gentagelsestilfælde
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til fængsel
mellem 1 år og 8 måneder og 2 år.
Ulovlig
besiddelse af skydevåben
med ammunition
på offentligt tilgængeligt sted
forudsættes i
førstegangstilfælde som
udgangspunkt straffet med fængsel i
1 år og 6 måneder. I
gentagelsestilfælde
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til fængsel
mellem 2 år og 2 år og 6 måneder.
Hvis der er
tale om ulovlig besiddelse af
særdeles
farlige skydevåben på
offentligt tilgængeligt sted,
forudsættes straffen i
førstegangstilfælde som udgangspunkt
fastsat til fængsel mellem 2 år og 2
år og 6 måneder, når våbnet besiddes
uden ammunition, og fængsel mellem 2
år og 6 måneder og 3 år, når våbnet
besiddes med ammunition. Det
forudsættes endvidere, at der i
gentagelsestilfælde sker en
betydelig skærpelse af straffen.
Fastsættelsen
af straffen vil i øvrigt fortsat
bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og
det angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
(Retsplejeloven)
Til nr. 1 (§ 115
a)
Ved forslaget til
retsplejelovens § 115 a,
tilvejebringes en udtrykkelig
hjemmel til, at politiet kan
videregive fortrolige oplysninger
vedrørende personer, der er fyldt 18
år.
Der foreslås
ingen ændringer vedrørende personer
under 18 år.
Politiet vil ved
bestemmelsen få adgang til som led i
en kriminalitetsforebyggende indsats
at videregive fortrolige oplysninger
om myndige enkeltpersoner til
forældre eller andre, herunder
familiemedlemmer, der har lignende
tætte relationer til den pågældende,
og som politiet vurderer, vil kunne
påvirke personen i en positiv
retning.
Det vil være en
betingelse for videregivelse af
fortrolige oplysninger om myndige
enkeltpersoner, at videregivelsen er
nødvendig som led i en
kriminalpræventiv indsats over for
den pågældende. Politiet vil således
alene kunne videregive de
oplysninger, som er nødvendige for,
at forældre mv. kan opnå en sådan
viden om kriminalitetens omfang og
karakter, at de vil være i stand til
at vurdere situationen og have
mulighed for at påvirke den
pågældendes adfærd. Politiet vil
desuden i hvert enkelt tilfælde
skulle vurdere, om det konkret er
nødvendigt at videregive de
pågældende oplysninger om
enkeltpersoner for at forældre mv.
er i stand til at udføre denne
opgave, samt om der er grund til at
antage, at netop den person, hvortil
videregivelsen sker, vil kunne
påvirke den unge i en positiv
retning og derved bidrage til at
forhindre, at den unge udvikler
eller fortsætter en kriminel adfærd,
herunder udbygger sin tilknytning
til en kriminel gruppering.
Der opstilles
ikke nærmere formkrav til politiets
videregivelse af oplysninger.
Politiet vil således kunne vælge den
måde, der efter politiets opfattelse
vil være mest effektiv i forhold til
formålet med videregivelse af
oplysningerne.
Adgangen til at
videregive oplysninger omfatter
fortrolige oplysninger om den
pågældende. Dette kan f.eks. vedrøre
den unges stofmisbrug eller
væsentlige sociale problemer. Det
vil også og i praksis formentlig
navnlig omfatte oplysninger om
strafbare forhold, herunder
eksempelvis om den unges kriminelle
adfærd eller tilknytning til
kriminelle grupperinger.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 9 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 747,
stk. 4)
Det foreslås, at
fristreglen i retsplejelovens § 747,
stk. 4, udvides, således at den også
omfatter anmodninger efter
retsplejelovens § 747, stk. 2, om
sikring af bevis, som det ellers må
befrygtes vil gå tabt (nr. 1), ikke
uden væsentlig ulempe eller
forsinkelse vil kunne føres for den
dømmende ret (nr. 2) eller må
antages at være af betydning for
efterforskningen eller af hensyn til
en offentlig interesse (nr. 3). Det
foreslås, at fristreglen i § 747,
stk. 4, skal omfatte anmodninger
efter § 747, stk. 2, som indeholder
en begæring om anvendelse af § 747,
stk. 4.
Ifølge
fristreglen i retsplejelovens § 747,
stk. 4, skal et retsmøde med henblik
på at sikre bevis afholdes snarest
og så vidt muligt inden for 2 uger
fra rettens modtagelse af
anmodningen om anticiperet
bevisførelse. Fristreglen omfatter i
dag alene anmodninger om anticiperet
bevisførelse efter retsplejelovens §
747, stk. 3, dvs. hvor sigtede er
varetægtsfængslet, herunder i
isolation.
Den foreslåede
ændring indebærer, at fristreglen i
retsplejelovens § 747, stk. 4,
fremover også vil gælde for
anmodninger om anticiperet
bevisførelse efter retsplejelovens §
747, stk. 2, som indeholder en
begæring om anvendelse af § 747,
stk. 4.
I modsætning til
anmodninger om anticiperet
bevisførelse efter § 747, stk. 3,
hvor fristreglen i § 747, stk. 4,
altid finder anvendelse, når
anmodningen om anticiperet
bevisførelse imødekommes, skal
anmodninger om anticiperet
bevisførelse efter § 747, stk. 2,
således indeholde en begæring om
anvendelse af § 747, stk. 4, for at
fristreglen skal finde anvendelse.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 8.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 769,
stk. 2)
Det foreslås, at
retsplejelovens § 769, stk. 2,
ændres således, at en tiltalt, der
er idømt ubetinget fængsel i mere
end 30 dage for en lovovertrædelse,
som er undergivet offentlig påtale,
kan varetægtsfængsles, når hensynet
til retshåndhævelsen skønnes at
kræve, at den tiltalte ikke er på
fri fod, under hensyntagen til, at
den tiltalte har tilknytning til en
gruppe af personer, som er aktivt
involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af
personer, og at der inden for den
gruppe, som den dømte har
tilknytning til, som led i
konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Den foreslåede
bestemmelse giver adgang til at
varetægtsfængsle en tiltalt i visse
sager, hvor der er afsagt en helt
eller delvist fældende dom, og
hensynet til retshåndhævelsen
skønnes at kræve det, selv om dommen
ikke er endelig.
Det vil efter den
foreslåede bestemmelse i § 769, stk.
2, for det første være en betingelse
for varetægtsfængsling, at den
tiltalte er idømt ubetinget fængsel
i mere end 30 dage for en
lovovertrædelse, som er undergivet
offentlig påtale. Strafferammen for
den pådømte forbrydelse har ikke
betydning. Det er i øvrigt ikke en
betingelse, at det pådømte forhold
har baggrund i den verserende
voldelige konflikt.
For det andet vil
det være en betingelse for
varetægtsfængsling, at hensynet til
retshåndhævelsen efter en konkret
vurdering skønnes at kræve, at den
tiltalte ikke er på fri fod efter
den fældende dom.
Hensynet til
retshåndhævelsen vil skulle vurderes
under hensyntagen til, at den
tiltalte har
tilknytning til en
gruppe af
personer, som er
aktivt
involveret i en
verserende
voldelig konflikt med en
anden gruppe af personer, og at der
inden for den gruppe, som den dømte
har tilknytning til, som led i
konflikten blot én gang enten er
anvendt
skydevåben eller er anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på
grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
Hensynet til
retshåndhævelsen vil således skulle
vurderes under hensyntagen til de
samme omstændigheder, som fremgår af
de foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 38, stk. 5, og 41,
stk. 3, og straffuldbyrdelseslovens
§ 46, stk. 3, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 2 og 8 og § 5, nr. 2.
For så vidt angår
den nærmere forståelse af de øvrige
begreber i bestemmelsen, herunder
»tilknytning«,
»gruppe af personer«, »aktivt
involveret«, »verserende voldelig
konflikt« og
»anvendt
skydevåben mv.«, henvises der
ligeledes til pkt. 6.2.1.1 samt til
bemærkningerne ovenfor til
lovforslagets § 1, nr. 2.
Det ligger i den
foreslåede bestemmelse, at der med
henblik på at fastholde en fornøden
fasthed og konsekvens i
retshåndhævelsen er behov for at
varetægtsfængsle personer, som har
en stærk tilknytning til grupper,
som er aktivt involveret i voldelige
konflikter af den omtalte særlige
karakter, idet det vil kunne virke
krænkende, at den pågældende er på
fri fod, når der ved en fældende dom
foreligger særlig bestyrket mistanke
om, at den pågældende har begået
kriminalitet af en sådan grovhed,
som har kunnet medføre en ubetinget
straf på mere end 30 dages fængsel.
Det vil bero på en vurdering af de
konkrete omstændigheder, om der
eventuelt foreligger sådanne
individuelle forhold, som kan
medføre, at det trods det nævnte
retshåndhævelseshensyn i det enkelte
tilfælde ikke er påkrævet, at den
pågældende varetægtsfængsles efter
den fældende dom.
Som det er
tilfældet med hensyn til den
gældende bestemmelse, forudsættes
den foreslåede ændrede bestemmelse
at finde tilsvarende anvendelse i
forbindelse med sager, som fremmes
til dom i tiltales fravær, hvis
betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt.
Såvel retten som
forsvareren bør orienteres forud for
hovedforhandlingen, hvis
anklagemyndigheden agter at begære
varetægtsfængsling efter dom i
overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse.
Er den dømte
varetægtsfængslet efter dommen i
medfør af den foreslåede
bestemmelse, følger det af
retsplejelovens § 999, stk. 2 (som
ikke foreslås ændret), at
straffedommen skal fuldbyrdes, så
snart det kan konstateres, at dommen
er endelig.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 7.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 3
(Lov om våben
og eksplosivstoffer)
Til nr. 1 (§
3, stk. 1)
Den foreslåede
ændring indebærer, at
justitsministeren bemyndiges til at
påbyde, at enhver, der overdrager
genstande omfattet af forbuddet i
våbenlovens § 1, herunder skydevåben
og dele hertil, skal gøre anmeldelse
derom efter nærmere regler fastsat
af justitsministeren.
Det er hensigten
at udnytte denne bemyndigelse til at
fastsætte regler om, at den, der
overdrager skydevåben og mærkede
skydevåbendele, skal give politiet
meddelelse om overdragelsen,
herunder om erhververens identitet,
medmindre politiet allerede har
kendskab hertil, fordi erhververen
har indhentet en individuel
tilladelse til at erhverve det
specifikke våben eller den
specifikke våbendel.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 10.3.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2 (§
3, stk. 3, nr. 2)
Efter den
gældende bestemmelse i våbenlovens §
3, stk. 3, nr. 2, kan
justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, uden
retskendelse foretage kontrol af
våbenlagre og våbenbøger hos
våbenhandlere. Med den foreslåede
ændring præciseres det, at adgangen
til kontrol uden retskendelse
omfatter våbenlagre og våbenbøger
hos alle erhvervsdrivende med
generel tilladelse til med henblik
på erhvervsmæssig handel eller anden
erhvervsmæssig virksomhed at
erhverve og besidde våben mv., jf.
forslaget til våbenlovens § 4 b,
stk. 1, i lovforslagets § 3, nr. 3.
Til nr. 3 (§ 4 b)
Med den
foreslåede nyaffattelse af
våbenlovens § 4 b bemyndiges
justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil,
udtrykkeligt til at meddele
erhvervsdrivende generel tilladelse
til med henblik på erhvervsmæssig
handel eller anden erhvervsmæssig
virksomhed at erhverve og besidde de
i § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 7-10, og §
4, stk. 2, nævnte genstande.
Endvidere bemyndiges
justitsministeren udtrykkeligt til
mere generelt at fastsætte
bestemmelser om vilkår og
betingelser for udstedelse og
anvendelse af tilladelser efter stk.
1.
Dermed kommer
våbenloven til at indeholde en mere
klar hjemmel til de eksisterende
bestemmelser i våbenbekendtgørelsens
§§ 40-43 end i dag.
Endvidere vil § 4
b med den nye affattelse give
mulighed for, når forudsætningerne
herfor er opfyldt, ved
bekendtgørelse at stille krav om, at
våbenhandlere mv. med generelle
tilladelser som omhandlet i
våbenbekendtgørelsens §§ 40 og 41
skal føre våbenbøger elektronisk på
en sådan måde, at våbenbøgerne kan
samkøres med et eventuelt kommende
nyt Politiets Våbenregister.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 10.3.3 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 10,
stk. 2, 2. pkt.)
Efter den
foreslåede bestemmelse skal det ved
fastsættelse af straffen for
overtrædelse af våbenlovens § 4,
stk. 1, om ulovlig besiddelse af
knive på offentligt tilgængelige
steder mv., særligt anses for
skærpende, at gerningsmanden flere
gange tidligere er straffet for
overtrædelse af samme bestemmelse.
Formålet med den
foreslåede bestemmelse er at indføre
hårdere straffe i
tredjegangstilfælde eller derover af
ulovlig besiddelse af knive på
offentligt tilgængelige steder mv.
Det følger
således af udtrykket
»flere gange
tidligere er straffet«, at
der mindst skal være tale om et
tredjegangstilfælde. Det er ikke
hensigten at ændre det gældende
sanktionsniveau for så vidt angår
overtrædelser i første- og
andengangstilfælde.
Det følger
endvidere af henvisningen til
våbenlovens § 4, stk. 1, at der skal
være tale om tidligere overtrædelser
af netop denne bestemmelse. Det er
således ikke hensigten at regulere
det gældende sanktionsniveau i
sager, hvor der er tale om tidligere
overtrædelser af andre bestemmelser
i våbenlovgivningen.
Det forudsættes,
at der ved strafudmålingen for
ulovlig besiddelse af knive efter
våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4,
stk. 1, fremover i
tredjegangstilfælde både
for lovovertrædere over og under 18
år som udgangspunkt fastsættes en
ubetinget frihedsstraf på fængsel i
40 dage. Straffen kan dog gøres
betinget med vilkår om
samfundstjeneste, hvis betingelserne
herfor er opfyldt. Det bemærkes, at
den nævnte straf forudsættes
anvendt, når der er idømt
frihedsstraf i andengangstilfældet
uanset længden heraf.
I
fjerdegangstilfælde og
derover vil det være op til
domstolene på baggrund af de
konkrete forhold i den enkelte sag
at beslutte, hvorledes straffen bør
fastsættes. Det forudsættes dog, at
der som udgangspunkt fastsættes en
passende skærpet straf i forhold til
ovennævnte strafpositioner.
Der vil i
tredjegangstilfælde og derover kun i
helt sjældne tilfælde kunne tænkes
at foreligge sådanne særligt
formildende omstændigheder, at
udgangspunktet om frihedsstraf kan
fraviges.
Det bemærkes, at
fastsættelsen af straffen fortsat
vil bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige omstændigheder i sagen, og
at det angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 4
(Lov om
politiets virksomhed)
Til nr. 1 (§ 23,
stk. 3)
Det foreslås, at
justitsministerens bemyndigelse
udvides, således at der kan
fastsættes regler om, at
overtrædelse af de i medfør af
politilovens § 23, stk. 1, fastsatte
regler eller overtrædelse eller
manglende efterkommelse af påbud
eller forbud udstedt i medfør af
regler fastsat i medfør af
politilovens § 23, stk. 2, straffes
med bøde eller fængsel i indtil 1 år
og 6 måneder.
Formålet med den
foreslåede ændring af politilovens
§ 23, stk. 3, er at skabe hjemmel
for justitsministeren til at
fastsætte regler i
ordensbekendtgørelsen om, at
overtrædelse af zoneforbud til
personer, der udviser en særligt
utryghedsskabende adfærd, kan
straffes med fængsel i op til 1 år
og 6 måneder.
Det er hensigten
med den forhøjede strafferamme, at
det skal være muligt at tage højde
for gentagne overtrædelser af
zoneforbud ved udmålingen af
straffen.
Straffen for
overtrædelse af et zoneforbud i
førstegangstilfælde, og hvor der
alene er et forhold til pådømmelse,
forudsættes stadigvæk fastsat til
ubetinget fængsel i 7 dage.
I
andengangstilfælde (det vil
sige tilfælde, hvor gerningsmanden
to gange tidligere er straffet),
hvor der alene er et forhold til
pådømmelse, forudsættes straffen
fastsat til ubetinget fængsel i 14
dage.
I
tredjegangstilfælde, hvor der
alene er et forhold til pådømmelse,
forudsættes straffen som
udgangspunkt fastsat til ubetinget
fængsel i 40 dage.
I
fjerdegangstilfælde og
derover vil det være op til
domstolene på baggrund af de
konkrete forhold i den enkelte sag
at beslutte, hvorledes straffen bør
fastsættes. Det forudsættes dog, at
der som udgangspunkt fastsættes en
passende skærpet straf i forhold til
ovennævnte strafpositioner.
I sager, hvor der
er flere forhold til samtidig
pådømmelse, forudsættes der
ligeledes idømt en passende højere
samlet straf (med udgangspunkt i
ovennævnte strafpositioner).
Fastsættelsen af
straffen vil i øvrigt fortsat bero
på domstolenes konkrete vurdering i
det enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det
angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller
formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 5.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 5
(Lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.)
Til nr. 1 (§ 26,
stk. 2)
Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at en indsat
i fængselsafdelinger eller
arresthuse udpeget til anbringelse
af indsatte, hvis tilstedeværelse
skaber en særlig risiko for overgreb
på medindsatte, personale eller
andre i institutionen, kan overføres
til andre tilsvarende
fængselsafdelinger eller arresthuse,
når hensynet til at forebygge
konflikter, styrke sikkerheden eller
modvirke ny kriminalitet taler
herfor.
Efter den
foreslåede bestemmelse vil
overførsel af indsatte mellem
sådanne arresthuse eller
fængselsafdelinger således kunne
ske, uanset at de nugældende
betingelser for overførsel af
indsatte mellem ensartede
afsoningsinstitutioner ikke er til
stede.
Overførsel af
indsatte efter den foreslåede
bestemmelse forudsætter således
alene, at hensynet til at forebygge
konflikter, styrke sikkerheden eller
modvirke ny kriminalitet taler
herfor.
Det forhold, at
en indsat er overført efter den
foreslåede bestemmelse, er ikke til
hinder for, at de pågældende
efterfølgende overføres igen eller
eventuelt overføres efter de
gældende regler.
Den foreslåede
bestemmelse vil indebære, at enkelte
indsatte eller grupper af indsatte
med visse intervaller kan overføres
til anden tilsvarende afdeling for
at imødegå den særlige risiko for
negativ indflydelse eller opbygning
af yderligere negative
magtstrukturer. Dette gælder også,
selv om der ikke konkret kan påvises
en øget risiko ved tilstedeværelsen
af den eller de indsatte, der
overføres.
Det forudsættes i
den forbindelse med forslaget, at
flere overførsler af samme indsatte
hvor overførslerne alene er
begrundet i hensynet til at
forhindre den pågældende i at
opbygge eller fastholde negative
magtstrukturer i givet fald skal
ske med intervaller, der i videst
mulige omfang tilgodeser hensynet
til den dømtes forhold og
resocialisering. Bestemmelsen giver
således ikke mulighed for at
foretage overførsler i så nær
tidsmæssig sammenhæng med en
tidligere overførsel, at den dømtes
tilstedeværelse ikke kan være
forbundet med en reel risiko for en
uønsket magtstruktur, som kan give
sikkerhedsmæssige problemer.
I tilfælde, hvor
en overførsel helt eller delvis er
et udslag af en aktuel
konfliktsituation uden for fængslet,
vil der derimod kunne gennemføres
yderligere overførsler, så snart
konfliktbilledet uden for fængslet
ændrer sig på en måde, der
nødvendiggør en ny overførsel.
Bestemmelsen vil
endvidere kunne anvendes såvel over
for en enkelt indsat som over for
flere indsatte eller alle indsatte
på afdelingen eller i arresthuset.
Til nr. 2 (§ 46,
stk. 3)
Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at udgang
ikke kan finde sted, hvis politiet
oplyser, at den dømte skønnes at
have tilknytning til en gruppe af
personer, som er involveret i en
verserende voldelig konflikt med en
anden gruppe af personer, og at der
inden for den gruppe, som den dømte
skønnes af have tilknytning til, som
led i konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben
eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter
er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af
straffelovens § 180.
»Gruppe af
personer« skal forstås i
overensstemmelse med udtrykkets
anvendelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. Som grupper anses således ikke
kun mere formaliserede grupper med
en mere fast struktur og
rollefordeling medlemmerne imellem,
et fast tilhørsforhold og med fast
navn og lignende. Også mere løse
grupperinger kan være omfattet af
bestemmelsen, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål
og/eller har et fast
reaktionsmønster i bestemte
situationer.
Der må foreligge
en antagelse om en stærk tilknytning
til gruppen som sådan. Forslaget
omfatter således ikke personer med
en løsere tilknytning til den
pågældende persongruppe.
»Konflikt«
skal ligeledes forstås i
overensstemmelse med den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. Begrebet »konflikt« skal forstås
bredt. Enhver uoverensstemmelse
eller uenighed mellem to eller flere
grupper vil således kunne udgøre en
konflikt i de foreslåede
bestemmelsers forstand. Det er i den
forbindelse uden betydning, hvad
årsagen til konflikten er, og hvad
konflikten drejer sig om.
Til forskel for,
hvad der gælder efter den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81 a,
jf. denne lovs § 1, nr. 11,
forudsætter den foreslåede
bestemmelse desuden, at konflikten
på tidspunktet for udgangen må anses
for at være
voldelig.
Heri ligger for
det første, at konflikten må have
givet sig udslag i mindst én
hændelse, der kan karakteriseres som
voldelig. Der må være tale om et
voldeligt præg af en vis styrke.
Handlinger, som alene må anses for
omfattet af straffelovens § 244 om
simpel vold, vil således ikke i sig
selv kunne føre til, at en konflikt
skal betragtes som voldelig. Som
udgangspunkt må der som led i
konflikten være begået handlinger,
der som minimum kan karakteriseres
som kvalificeret vold, jf.
straffelovens § 245, eksempelvis ved
anvendelse af stik-, slag- eller
skydevåben.
For det andet må
konfliktens voldelige præg være
verserende.
Heri ligger, at der på tidspunktet
for udgang må være en aktuel risiko
for yderligere hændelser af den
ovenfor nævnte karakter.
Det vil bero på
et politifagligt skøn, om der er
tale om en verserende voldelig
konflikt. Det vil i den forbindelse
i almindelighed kunne lægges til
grund, at der vil være en aktuel
risiko for yderligere voldelige
hændelser, og at den voldelige
konflikt således fortsat er
verserende, hvis konflikten inden
for de seneste tre måneder er kommet
til udtryk i form af en eller flere
voldelige hændelser. Der kan
imidlertid også være tale om en
verserende voldelig konflikt, selv
om der er forløbet mere end tre
måneder, uden at der har fundet
voldelige hændelser sted.
Afskæringen af
muligheden for udgang vil alene
ramme personer med tilknytning til
en gruppe af personer, som er
aktivt
involveret i den verserende
voldelige konflikt. Denne betingelse
indebærer, at mindst én af de
handlinger, som medfører, at
konflikten anses for verserende
voldelig, jf. herom ovenfor, skal
være begået inden for den gruppe,
som den dømte er knyttet til.
Det er endvidere
en betingelse, at der inden for den
gruppe, som den dømte skønnes
knyttet til, som led i konflikten
enten er
anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller
eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er
egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået
brandstiftelse efter straffelovens §
180. Betingelsen svarer til
betingelsen efter straffelovens § 81
a, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 11.
Det er ikke nogen
betingelse, at anvendelsen af
skydevåben mv. er sket som led i den
voldsudøvelse, som gør, at
konflikten betragtes som verserende
voldelig, jf. herom ovenfor. Også i
tilfælde, hvor der ikke aktuelt har
været anvendt skydevåben, men hvor
konflikten ikke desto mindre må
karakteriseres som verserende
voldelig, vil udgang blive afskåret,
hvis der én gang tidligere har været
anvendt skydevåben mv. i samme
konflikt. Det gælder, uanset hvor
lang tid der måtte være gået siden
anvendelsen af skydevåbnet mv.
Omvendt vil
anvendelsen af et skydevåben mv.
også i sig selv kunne udgøre den
begivenhed, som medfører, at en
konflikt nu må betegnes som
verserende voldelig. Anvendelsen af
et skydevåben mv. vil således i sig
selv kunne være den udløsende
begivenhed, som har suspensiv
virkning på adgangen til udgang,
uanset at der ikke herudover er
begået voldshandlinger inden for den
pågældende gruppe.
Bestemmelsen
indebærer, at udgang ikke kan finde
sted, hvis de opregnede betingelser
er til stede. Det gælder, uanset om
de almindelige betingelser for
udgang i øvrigt måtte være opfyldt.
I tilfælde, hvor
der allerede er truffet en afgørelse
om at meddele den dømte
udgangstilladelse, fører
bestemmelsen således til, at
udgangen må udsættes, indtil
hindringen for udgangen er ophørt.
Tilsvarende vil
der kunne forekomme tilfælde, hvor
der er meddelt tilladelse til udgang
med henblik på deltagelse i en
bestemt begivenhed, men hvor
oplysninger fra politiet
efterfølgende begrænser muligheden
for at gennemføre udgangen. I
sådanne tilfælde fører de foreslåede
bestemmelser til, at
udgangstilladelsen bortfalder.
For personer, som
har tilladelse til at afvikle et
fast udgangsforløb med f.eks. en
række udgange med visse faste
intervaller (weekendudgang), vil de
foreslåede bestemmelser medføre, at
udgangsforløbet afbrydes, således at
forestående udgange ikke kan
afvikles, så længe udgangshindringen
er til stede. Muligheden for at
gennemføre disse udgange bortfalder
således. Når udgangshindringen er
ophørt, vil udgangsforløbet kunne
genoptages, såfremt tilladelsen
omfatter yderligere udgange. Der er
ikke adgang til såkaldt opsparing af
udgange, som på grund af
udgangshindringen ikke er blevet
afviklet.
For personer, som
afvikler et frigangs- eller
udstationeringsforløb, fører
bestemmelserne tilsvarende til, at
forløbet afbrydes, således at den
pågældende genindsættes i en
institution, indtil
udgangshindringen er ophørt.
Herefter vil frigangs- eller
udstationeringsforløbet kunne
genoptages, hvis betingelserne
herfor i øvrigt fortsat er til
stede.
Afgørelser om
udgang træffes af kriminalforsorgen.
Det foreslås, at kriminalforsorgen
også skal træffe afgørelse om,
hvorvidt udgang skal begrænses som
følge af den foreslåede bestemmelse.
Som det fremgår af forslaget, er det
imidlertid oplysninger fra politiet,
som vil skulle danne grundlag for
kriminalforsorgens afgørelse i de
pågældende sager.
Politiet vil i
forbindelse med en høring få
mulighed for at udtale sig om de
forhold, som har betydning for
spørgsmålet om udgang i henhold til
den foreslåede bestemmelse.
Forslaget indebærer ikke, at der
indføres en pligt for politiet til
at udtale sig.
Det afgørende
for, om udgang vil skulle nægtes
efter den foreslåede bestemmelse, er
alene, om der foreligger sådanne
oplysninger fra politiet som nævnt i
bestemmelsen. Kriminalforsorgen vil
ikke skulle foretage en prøvelse
eller vurdering af politiets
oplysninger.
Det forudsættes
således med lovforslaget, at
politiets oplysninger lægges uprøvet
til grund af kriminalforsorgen ved
afgørelsen af spørgsmålet om udgang.
En afgørelse om
at nægte udgang efter den foreslåede
bestemmelse vil have virkning indtil
videre. For at sikre, at spørgsmålet
bliver taget op til fornyet
overvejelse med jævne mellemrum,
forudsættes det dog, at der med
intervaller på højst tre måneder vil
skulle træffes en ny afgørelse om,
hvorvidt der er grundlag for at
ændre afgørelsen om at nægte udgang,
såfremt spørgsmålet om udgang
fortsat er aktuelt på dette
tidspunkt. Hvis lovforslaget
vedtages, vil udgangsbekendtgørelsen
blive ændret i overensstemmelse
hermed.
Til brug for
kriminalforsorgens afgørelse vil der
således i givet fald skulle
indhentes en ny udtalelse fra
politiet om, hvorvidt der fortsat er
grundlag for at nægte udgang.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.2.1 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 81,
1. pkt.)
De foreslåede
ændringer indebærer, at de
skærpede prøveløsladelsesvilkår,
som foreslås indsat i straffelovens
§ 39, stk. 3, (lovforslagets § 1,
nr. 3), straffelovens § 40 a, stk. 3
og 4, (lovforslagets § 1, nr. 4 og
5) og straffelovens § 41, stk. 5,
(lovforslagets § 1, nr. 9) i
lighed med hvad der gælder for andre
prøveløsladelsesvilkår vil skulle
gennemføres af kriminalforsorgen,
medmindre andet er bestemt i
afgørelsen.
Der er herudover
tale om en konsekvensændring som
følge af forslaget om at indsætte et
nyt stk. 3 i straffelovens § 41, jf.
lovforslagets § 1, nr. 8, hvorved
det gældende stk. 3 bliver stk. 4.
Til nr. 4
(kapitel 15 a)
Det foreslås, at
der i straffuldbyrdelseslovens
afsnit II om fængselsstraffe
indsættes et nyt kapitel 15 a om en
forsøgsordning med elektronisk
overvågning ved prøveløsladelse og
udgang.
Efter det
foreslåede § 89 a, stk. 1, kan
justitsministeren iværksætte en
forsøgsordning, hvor det som vilkår
for prøveløsladelse eller
udgangstilladelse fra en eller flere
institutioner kan fastsættes, at den
dømte skal undergive sig elektronisk
overvågning af sin færden.
I forsøget vil
bl.a. GPS-fodlænker kunne indgå. En
GPS-fodlænke er en elektronisk
fodlænke, der indeholder en
GPS-modtager og en sender.
GPS-modtageren registrerer løbende,
hvor den pågældende befinder sig, og
senderen sender herefter
oplysningerne herom til den, der
foretager overvågningen.
Endvidere vil
fodlænker af den type, der i dag
anvendes ved fuldbyrdelse af straf
på bopælen under intensiv
overvågning og kontrol efter
straffuldbyrdelseslovens kapitel 13
a, kunne indgå i forsøget. Sådanne
elektroniske fodlænker indeholder
ikke GPS, men en sender, der afgiver
signaler, som kan opfanges af en
modtager, der kan installeres i den
dømtes bopæl eller et andet sted.
Hvis den dømte ikke i bestemte
tidsrum befinder sig det sted, hvor
modtageren er installeret,
underrettes den, der foretager
overvågningen. Det er ikke med disse
fodlænker teknisk muligt at spore
den dømte, når den pågældende
opholder sig uden for det sted, hvor
modtageren er installeret, og dermed
uden for modtagerens rækkevidde.
Efter det
foreslåede § 89 a, stk. 2,
fastsætter justitsministeren nærmere
regler om forsøgsordningen. Der vil
i medfør heraf blive udstedt en
bekendtgørelse om forsøgsordningen.
I bekendtgørelsen
om forsøgsordningen vil det bl.a.
blive fastsat, hvilke institutioner
der omfattes af forsøgsordningen.
Det vil også blive fastsat, ved
hvilke former for prøveløsladelse og
udgang forsøgsordningen skal gælde.
Forsøget vil således kunne
gennemføres på den eller de
institutioner, som findes mest
egnede til at indgå i forsøget,
ligesom adgangen til at fastsætte
vilkår om elektronisk overvågning
vil kunne begrænses til de
prøveløsladelses- og udgangsformer,
som findes mest egnede til at indgå
i forsøget.
Vilkår om
elektronisk overvågning vil udgøre
et selvstændigt vilkår ved
prøveløsladelse og
udgangstilladelse. I bekendtgørelsen
vil det i den forbindelse blive
fastsat, i hvilket omfang de
almindelige regler i straffeloven og
straffuldbyrdelsesloven om
prøveløsladelse og udgangstilladelse
skal finde anvendelse i forbindelse
med prøveløsladelse eller
udgangstilladelse med vilkår om
elektronisk overvågning.
Udgangspunktet vil være, at de
almindelige regler skal gælde, dog
således at der f.eks. med hensyn til
reaktioner ved vilkårsovertrædelse
eventuelt kan være behov for at give
mulighed for at tage hensyn til, at
der er tale om en forsøgsordning.
Det bemærkes, at
den dømtes deltagelse i
forsøgsordningen med vilkår om
elektronisk overvågning ikke i
øvrigt vil have betydning for
prøveløsladelsen eller udgangen,
herunder for, om prøveløsladelse
skal ske, eller om tilladelse til
udgang skal gives. Den pågældende
vil således bl.a. skulle overholde
de øvrige vilkår, der fastsættes for
prøveløsladelsen eller
udgangstilladelsen, herunder det
vilkår, som den elektroniske
overvågning er fastsat for at sikre
overholdelsen af.
Der vil i
bekendtgørelsen om forsøgsordningen
blive fastsat regler om, i hvilke
tilfælde vilkår om elektronisk
overvågning kan fastsættes.
Det er hensigten,
at vilkår om elektronisk overvågning
skal kunne fastsættes, hvis det
findes formålstjenligt for at sikre
overholdelsen af et andet
vilkår, der fastsættes for
prøveløsladelsen eller udgangen.
Dette andet
vilkår vil skulle være et vilkår,
der indebærer begrænsninger i den
dømtes adgang til færden eller
kontakt med andre personer. Der vil
f.eks. kunne være tale om vilkår om,
at den dømte ikke må indfinde sig
bestemte steder eller omvendt skal
opholde sig bestemte steder på
bestemte tidspunkter. Der vil også
kunne være tale om vilkår om, at den
dømte ikke må opsøge den forurettede
eller andre nærmere bestemte
personer.
Det er derimod
ikke hensigten, at vilkår om
elektronisk overvågning skal kunne
fastsættes med henblik på at sikre,
at den dømte overholder det faste
vilkår ved prøveløsladelse om ikke
at begå strafbart forhold i
prøvetiden eller et vilkår om, at
den pågældende undergives tilsyn.
Tilsvarende er det ikke hensigten,
at vilkår om elektronisk overvågning
ved udgangstilladelse skal kunne
fastsættes med henblik på at sikre,
at den indsatte ikke begår strafbart
forhold under udgangen.
Det er herudover
hensigten, at det skal bero på en
konkret vurdering, hvilke personer
der inddrages i forsøget.
I den forbindelse
vil der på den ene side kunne lægges
vægt på hensynet til at opnå
brugbare resultater af forsøget,
herunder hensynet til, at det
fornødne antal dømte deltager, og at
elektronisk overvågning afprøves i
forhold til de forskellige typer af
vilkår, som elektronisk overvågning
kan anvendes til at sikre
overholdelsen af.
På den anden side
vil det skulle indgå, at et vilkår
om elektronisk overvågning udgør et
ikke uvæsentlig indgreb over for den
dømte. Det forudsættes derfor, at
vilkår om elektronisk overvågning
ikke fastsættes, hvis den herved
forvoldte forstyrrelse af den dømtes
forhold, ville stå i misforhold til
den kriminalitet, som den pågældende
har begået, og hensynet bag det
vilkår, som den elektroniske
overvågning skal sikre overholdelsen
af.
Som eksempel på,
hvor vilkår om elektronisk
overvågning som led i forsøget kan
fastsættes, kan nævnes tilfælde,
hvor der fastsættes skærpede vilkår
for prøveløsladelse efter de
foreslåede bestemmelser i
straffelovens § 39, stk. 3, § 40 a,
stk. 3 og 4, og § 41, stk. 5
(lovforslagets § 1, nr. 3-5 og 9),
eller hvor der med hjemmel i
udgangsbekendtgørelsens § 12, stk.
2, fastsættes såkaldte rocker- og
bandevilkår. Det bemærkes i den
forbindelse, at det vil være muligt
at fastsætte vilkåret om elektronisk
overvågning for et kortere tidsrum
end de(t) øvrige vilkår.
Der vil i
bekendtgørelsen om forsøgsordningen
blive fastsat regler om, hvordan den
elektroniske overvågning som led i
forsøget skal foregå.
Forsøgsordningen
forudsættes tilrettelagt således, at
den elektroniske overvågning i
forhold til den dømte gennemføres på
den mindst muligt indgribende måde,
der er tilstrækkelig til at opnå
formålet.
Det forudsættes
endvidere, at der som led i forsøget
indføres procedurer, der sikrer, at
registrerede oplysninger om den
dømtes færden løbende slettes, når
kontrollen med overholdelsen af det
vilkår, som den elektroniske
overvågning skal sikre overholdelsen
af, er gennemført.
Forsøgsordningen
vil skulle administreres inden for
rammerne af persondataloven. I
forbindelse med udarbejdelsen af
bekendtgørelsen om forsøgsordningen
vil der blive indhentet en udtalelse
fra Datatilsynet.
Det bemærkes i
øvrigt, at hvis tilsynsmyndigheden
bliver opmærksom på, at formålet med
et vilkår om elektronisk overvågning
ikke længere er til stede, vil
tilsynet skulle indstille til den
myndighed, der har fastsat vilkåret,
at det ophæves.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.2.4 i
lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 6
(Ikrafttræden)
Det foreslås, at
loven træder i kraft den 1. maj
2014.
Til § 7
(Territorial
gyldighed)
Bestemmelsen
vedrører lovens territoriale
gyldighed og indebærer, at loven
ikke gælder for Færøerne og
Grønland, jf. stk. 1.
Det foreslås
samtidig, at de foreslåede ændringer
af straffelovens §§ 38-42
(lovforslagets § 1, nr. 1-10), af
lov om politiets virksomhed
(lovforslagets § 4) og af
straffuldbyrdelsesloven
(lovforslagets § 5) ved kongelig
anordning helt eller delvis kan
sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold
tilsiger, jf. stk. 2.
Det foreslås
endvidere, at den foreslåede ændring
af lov om politiets virksomhed
(lovforslagets § 4) ved kongelig
anordning helt eller delvis kan
sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger, jf. stk. 3.
Bilag 1
Lovforslaget
sammenholdt med gældende lov
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 1
|
|
|
I
straffeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1028 af
22. august
2013, som
ændret ved §
1 i lov nr.
1620 af 26.
december
2013,
foretages
følgende
ændringer:
|
§ 38.
Når to
tredjedele
af
straffetiden,
dog mindst 2
måneder, er
udstået,
afgør
justitsministeren
eller den,
han
bemyndiger
dertil, om
den dømte
skal
løslades på
prøve.
|
|
|
Stk. 2.
Løsladelse
på prøve kan
ske
tidligere,
når særlige
omstændigheder
taler
derfor, og
den dømte
har udstået
halvdelen af
straffetiden,
dog mindst 2
måneder.
Bestemmelse
herom
træffes af
justitsministeren
eller den,
som han med
hensyn til
bestemte
grupper af
sager
bemyndiger
dertil.
|
|
|
Stk. 3.
Prøveløsladelse
kan ikke ske
med hensyn
til den
ubetingede
del af en
dom efter
§ 58,
stk. 1.
|
|
|
Stk. 4.
Løsladelse
på prøve
forudsætter,
at den
dømtes
forhold ikke
gør
løsladelsen
utilrådelig,
at der er
sikret ham
passende
ophold og
arbejde
eller andet
underhold,
og at han
erklærer at
ville
overholde de
vilkår for
løsladelsen,
som
fastsættes
efter § 39,
stk. 2.
|
|
1. I
§ 38, stk. 4,
ændres »§
39, stk. 2«
til: Ȥ 39,
stk. 2 og
3«.
|
|
|
2. I
§ 38
indsættes
som
stk. 5:
»Stk. 5.
Prøveløsladelse
kan ikke
ske, hvis
den dømte af
politiet
skønnes at
have
tilknytning
til en
gruppe af
personer,
som er
aktivt
involveret i
en
verserende
voldelig
konflikt med
en anden
gruppe af
personer, og
politiet
oplyser, at
der inden
for den
gruppe, som
den dømte
skønnes at
have
tilknytning
til, som led
i konflikten
enten er
anvendt
skydevåben
eller er
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
er begået
brandstiftelse
omfattet af
§ 180.«
|
§ 39.
Løsladelse
betinges af,
at den
pågældende
ikke i
prøvetiden
begår
strafbart
forhold.
Prøvetiden
kan ikke
overstige 3
år. Hvis den
resterende
straffetid
overstiger 3
år, kan der
dog
fastsættes
en prøvetid
på indtil 5
år.
|
|
|
Stk. 2.
Det kan
fastsættes
som vilkår
for
løsladelsen,
at den
pågældende i
hele
prøvetiden
eller en del
af denne
undergives
tilsyn.
Yderligere
vilkår kan
fastsættes
efter
reglerne i
§ 57. Vilkår
om ophold i
hjem,
hospital
eller anden
institution
har ikke
gyldighed
for længere
tidsrum end
den
resterende
straffetid.
|
|
|
|
|
3. I
§ 39
indsættes
som
stk. 3:
»Stk. 3.
Ved
løsladelse
på prøve af
en person,
som er dømt
for
overtrædelse
af § 191, §
192 a eller
for en
forbrydelse,
der har
været
forbundet
med
forsætlig
vold eller
trusler, som
er idømt
fængsel i 1
år eller
derover, og
som af
politiet
skønnes at
have
tilknytning
til en
gruppe af
personer,
hvor de
pågældende
personer
tilsammen
står bag
omfattende
og alvorlig
kriminalitet,
fastsættes,
hvis ikke
særlige
omstændigheder
taler
herimod,
vilkår om,
at den
pågældende i
prøvetiden
ikke
opholder sig
sammen med
eller på
anden måde
har kontakt
med andre
med
tilknytning
til den
pågældende
gruppe,
medmindre
der er tale
om
nærstående,
eller der er
tale om
ophold eller
kontakt som
led i
varetagelsen
af et
anerkendelsesværdigt
formål.«
|
§ 40 a.
Når
halvdelen af
straffetiden,
dog mindst 2
måneder, er
udstået, kan
justitsministeren
eller den,
ministeren
bemyndiger
dertil, ud
over de i
§ 38,
stk. 2,
nævnte
tilfælde
beslutte, at
den dømte
skal
løslades på
prøve, hvis
hensynet til
retshåndhævelsen
skønnes ikke
at tale imod
det, og
|
|
|
1)
|
den dømte
har ydet en
særlig
indsats for
ikke på ny
at begå
kriminalitet,
herunder ved
at deltage i
behandlingsforløb,
uddannelsesforløb,
arbejdstræning
eller
arbejde,
eller
|
|
|
2)
|
den dømtes
forhold
taler
derfor.
|
|
|
Stk. 2.
Det
fastsættes
som vilkår
for
prøveløsladelse
efter
stk. 1, at
den dømte
undergives
tilsyn
indtil det
tidspunkt,
hvor der er
forløbet to
tredjedele
af
straffetiden.
Efter dette
tidspunkt
kan der
fastsættes
vilkår om,
at den
pågældende
fortsat
undergives
tilsyn.
|
|
|
Stk. 3.
Som vilkår
for
prøveløsladelse
efter
stk. 1, nr.
1, kan
fastsættes
et eller
flere
yderligere
vilkår efter
reglerne i
§ 57 og
vilkår om,
at den dømte
skal udføre
ulønnet
samfundstjeneste.
|
|
4. I
§ 40 a, stk.
3,
indsættes
som
2. pkt.:
Ȥ 39, stk.
3, finder
tilsvarende
anvendelse.«
|
Stk. 4.
Som vilkår
for
prøveløsladelse
efter
stk. 1, nr.
2,
fastsættes,
at den dømte
skal udføre
ulønnet
samfundstjeneste.
Der kan
fastsættes
yderligere
vilkår efter
reglerne i
§ 57.
|
|
5. I
§ 40 a, stk.
4,
indsættes
som
3. pkt.:
Ȥ 39, stk.
3, finder
tilsvarende
anvendelse.«
|
Stk. 5.
Vilkår om
samfundstjeneste
kan ikke
udstrækkes
ud over to
tredjedele
af
straffetiden.
Tilsynsmyndigheden
kan dog
træffe
afgørelse
om, at
vilkår om
samfundstjeneste
skal have en
varighed ud
over dette
tidspunkt,
hvis særlige
grunde taler
derfor, dog
ikke ud over
den samlede
straffetid.
|
|
|
Stk. 6.
Prøveløsladelse
i medfør af
denne
bestemmelse
forudsætter,
at den
dømtes
forhold ikke
gør
løsladelse
utilrådelig,
at der er
sikret den
dømte
passende
ophold og
arbejde
eller andet
underhold,
samt at den
dømte er
egnet til og
erklærer sig
villig til
at overholde
de vilkår
for
løsladelsen,
som
fastsættes
efter stk. 3
og 4.
|
|
|
Stk. 7.
Bestemmelserne
i § 38,
stk. 3,
§ 39, stk. 1
og stk. 2,
3. pkt.,
§ 40 og
§ 63,
stk. 1, 1.
pkt., finder
tilsvarende
anvendelse.
|
|
6. I
§ 40 a, stk.
7,
indsættes
efter Ȥ 38,
stk. 3«: »og
5«.
|
|
|
|
§ 41.
Når 12 år af
en straf af
fængsel på
livstid er
udstået,
afgør
justitsministeren,
om den dømte
skal
løslades på
prøve.
|
|
|
Stk. 2.
Løsladelse
på prøve
forudsætter,
at den
dømtes
forhold ikke
gør
løsladelse
utilrådelig,
at der er
sikret den
pågældende
passende
ophold og
arbejde
eller andet
underhold,
og at den
pågældende
erklærer at
ville
overholde de
vilkår for
løsladelsen,
som
fastsættes
efter
stk. 3, 3.
pkt.
|
|
7. I
§ 41, stk. 2,
ændres »stk.
3, 3. pkt.«
til: »stk.
4, 3. pkt.,
og stk. 5.«
|
Stk. 3.
Løsladelse
betinges af,
at den dømte
ikke i
prøvetiden
begår
strafbart
forhold, og
at den
pågældende
overholder
de vilkår,
som måtte
være
fastsat.
Prøvetiden
kan ikke
overstige 5
år. § 57
finder
tilsvarende
anvendelse.
|
|
8. I
§ 41
indsættes
efter stk. 2
som nyt
stykke:
»Stk. 3.
Prøveløsladelse
kan ikke
ske, hvis
den dømte af
politiet
skønnes at
have
tilknytning
til en
gruppe af
personer,
som er
aktivt
involveret i
en
verserende
voldelig
konflikt med
en anden
gruppe af
personer, og
politiet
oplyser, at
der inden
for den
gruppe, som
den dømte
skønnes at
have
tilknytning
til, som led
i konflikten
enten er
anvendt
skydevåben
eller er
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
er begået
brandstiftelse
omfattet af
§ 180.«
|
|
|
Stk. 3
bliver
herefter
stk. 4.
|
|
|
|
|
|
9. I
§ 41
indsættes
som
stk. 5:
»Stk. 5.
For en dømt,
som af
politiet
skønnes at
have
tilknytning
til en
gruppe af
personer,
hvor de
pågældende
personer
tilsammen
står bag
omfattende
og alvorlig
kriminalitet,
fastsættes,
hvis ikke
særlige
omstændigheder
taler
herimod,
vilkår om,
at den
pågældende i
prøvetiden
ikke
opholder sig
sammen med
eller på
anden måde
har kontakt
med andre
med
tilknytning
til den
pågældende
gruppe,
medmindre
der er tale
om
nærstående,
eller der er
tale om
ophold eller
kontakt som
led i
varetagelsen
af et
anerkendelsesværdigt
formål.«
|
|
|
|
§ 42.
Begår den
prøveløsladte
nyt
strafbart
forhold i
prøvetiden,
og foretages
der inden
dennes udløb
rettergangsskridt,
hvorved den
pågældende
sigtes for
forholdet,
kan retten
ved dom
træffe
afgørelse
om, at den
pågældende
skal
genindsættes
til
udståelse af
livstidsstraffen.
Når
omstændighederne
taler
derfor, kan
retten i
stedet
idømme straf
alene for
det nye
forhold,
eventuelt i
forbindelse
med en
ændring af
vilkårene
for
prøveløsladelsen.
|
|
|
Stk. 2.
Overtræder
den
prøveløsladte
i øvrigt
vilkårene,
finder § 40,
stk. 2-5,
jf. § 41,
stk. 3,
tilsvarende
anvendelse.
|
|
10. I
§ 42, stk. 2,
ændres »§
41, stk. 3,«
til: Ȥ 41,
stk. 4 og
5,«.
|
|
|
|
§ 81 a.
Den straf,
der er
foreskrevet
i denne lovs
§§ 119, 123
og 245,
§ 245, jf.
§ 247,
§ 246, jf.
§ 245,
§ 246, jf.
§ 245, jf.
§ 247, og
§ 252,
stk. 1, kan
forhøjes
indtil det
dobbelte,
hvis
lovovertrædelsen
har baggrund
i et
gensidigt
opgør, som
foregår
mellem
grupper af
personer, og
hvor der
flere gange
som led i
opgøret
enten er
anvendt
skydevåben
eller
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
er begået
brandstiftelse
omfattet af
denne lovs
§ 180.
Stk. 2.
Ved
fastsættelse
af straffen
for
overtrædelse
af denne
lovs § 180,
§ 183,
stk. 2, og
§ 237 skal
det i
almindelighed
indgå som en
særdeles
skærpende
omstændighed,
hvis
lovovertrædelsen
har baggrund
i et
gensidigt
opgør som
nævnt i
stk. 1.
|
|
11. I
§ 81 a, stk.
1,
ændres »hvis
lovovertrædelsen
har baggrund
i et
gensidigt
opgør, som
foregår
mellem
grupper af
personer, og
hvor der
flere gange
som led i
opgøret
enten er
anvendt
skydevåben
eller
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
er begået
brandstiftelse
omfattet af
denne lovs §
180« til:
»hvis
lovovertrædelsen
har baggrund
i en
konflikt
mellem
grupper af
personer,
hvor der som
led i
konflikten
enten er
anvendt
skydevåben
eller er
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
er begået
brandstiftelse
omfattet af
denne lovs §
180«.
|
|
|
12. I
§ 81 a, stk.
2,
ændres »et
gensidigt
opgør« til:
»en
konflikt«.
|
|
|
|
§ 192 a.
Med fængsel
fra 1 år
indtil 6 år
straffes
den, der
overtræder
lovgivningen
om våben og
eksplosivstoffer
eller
artikel 4,
stk. 1, i
Europa-Parlamentets
og Rådets
forordning
(EU) nr.
258/2012 af
14. marts
2012 ved
under
særligt
skærpende
omstændigheder
at indføre,
udføre,
transportere,
erhverve,
overdrage,
besidde,
bære,
anvende,
tilvirke,
udvikle
eller med
henblik på
udvikling
forske i
|
|
|
1)
|
skydevåben
eller
|
|
|
2)
|
andre våben
eller
eksplosivstoffer,
når våbnet
eller
eksplosivstofferne
på grund af
deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade.
|
|
|
Stk. 2.
Den, der i
øvrigt
overtræder
lovgivningen
om våben og
eksplosivstoffer
under
særligt
skærpende
omstændigheder,
straffes med
fængsel
indtil 6 år.
|
|
|
|
|
13. I
§ 192 a
indsættes
som
stk. 3:
»Stk. 3.
Ved
fastsættelse
af straffen
for ulovlig
besiddelse
af
skydevåben
efter stk.
1, nr. 1,
skal det
indgå som en
skærpende
omstændighed,
at
skydevåbnet
besiddes på
offentligt
tilgængeligt
sted.
Besiddes der
samtidig
ammunition,
der kan
affyres med
skydevåbnet,
skal dette
indgå som en
yderligere
skærpende
omstændighed
ved
straffastsættelsen.«
|
|
|
|
|
|
§ 2
|
|
|
|
|
|
I
retsplejeloven,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1139 af
24.
september
2013, som
ændret ved §
1 i lov nr.
1242 af 18.
december
2012 og § 5
i lov nr.
1313 af 27.
november
2013,
foretages
følgende
ændringer:
|
§ 115.
Politiet kan
videregive
oplysninger
om
enkeltpersoners
rent private
forhold til
andre
myndigheder,
hvis
videregivelsen
må anses for
nødvendig af
hensyn til
|
|
|
1)
|
det
kriminalitetsforebyggende
samarbejde
(SSP-samarbejdet),
|
|
|
2)
|
politiets
samarbejde
med de
sociale
myndigheder
og social-
og
behandlingspsykiatrien
som led i
indsatsen
over for
socialt
udsatte
personer
(PSP-samarbejdet)
eller
|
3)
|
samarbejdet
mellem
kriminalforsorgen,
de sociale
myndigheder
og politiet
som led i
indsatsen
over for
dømte, der
løslades fra
institutioner
under
kriminalforsorgen,
og dømte
under 18 år,
der løslades
fra
institutioner
m.v. uden
for
kriminalforsorgen,
hvor de er
anbragt i
henhold til
§ 78,
stk. 2, i
lov om
fuldbyrdelse
af straf
m.v.,
(KSP-samarbejdet).
|
Stk. 2.
I samme
omfang som
nævnt i
stk. 1 kan
en myndighed
videregive
oplysninger
om
enkeltpersoner
til politiet
og andre
myndigheder,
der indgår i
de former
for
samarbejde,
som er nævnt
i stk. 1.
Oplysningerne
må i
forbindelse
med de
nævnte
former for
samarbejde
ikke
videregives
med henblik
på
efterforskning
af
straffesager.
|
|
|
Stk. 3.
Inddrages
selvejende
institutioner,
der løser
opgaver for
det
offentlige
inden for
social-,
undervisnings-
og
beskæftigelsesområdet
eller
social- og
behandlingspsykiatrien,
i de former
for
samarbejde,
som er nævnt
i stk. 1,
kan der i
samme omfang
som nævnt i
stk. 1 og 2
udveksles
oplysninger
mellem
myndighederne
og
institutionerne.
|
|
|
Stk. 4.
De
myndigheder
og
institutioner,
der indgår i
de former
for
samarbejde,
som er nævnt
i stk. 1, er
ikke
forpligtet
til at
videregive
oplysninger
efter
stk. 1-3.
|
|
|
|
|
1.
Efter § 115
indsættes:
Ȥ
115 a.
Politiet kan
videregive
fortrolige
oplysninger
vedrørende
personer,
der er fyldt
18 år, til
forældre
eller andre,
herunder
familiemedlemmer,
der har
lignende
tætte
relationer
til den
pågældende
person, hvis
videregivelsen
må anses for
nødvendig
som led i en
kriminalitetsforebyggende
indsats over
for
personen.«
|
|
|
|
§ 747.
Retsmøde
afholdes,
når der
fremsættes
anmodning om
foranstaltninger,
som kræver
rettens
medvirken.
|
|
|
Stk. 2.
Efter
anmodning
afholdes
endvidere
retsmøde,
når det er
påkrævet for
at sikre
bevis, som
|
|
|
1)
|
det ellers
må befrygtes
vil gå tabt,
|
|
|
2)
|
ikke uden
væsentlig
ulempe eller
forsinkelse
vil kunne
føres for
den dømmende
ret eller
|
3)
|
må antages
at være af
betydning
for
efterforskningen
eller af
hensyn til
en offentlig
interesse.
|
Stk. 3.
Retsmøde med
henblik på
at sikre
bevis kan
endvidere
afholdes
efter
anmodning,
hvis
|
|
|
1)
|
sigtede er
varetægtsfængslet,
herunder i
isolation,
|
|
|
2)
|
sikringen af
bevis vil
kunne få
betydning
for
spørgsmålet
om
varetægtsfængslingens
eller
isolationens
ophævelse og
|
3)
|
væsentlige
praktiske
hensyn ikke
taler imod.
|
Stk. 4.
Imødekommer
retten en
anmodning
efter
stk. 3, skal
retsmødet
afholdes
snarest og
så vidt
muligt inden
for 2 uger
fra rettens
modtagelse
af
anmodningen.
|
|
2. I
§ 747, stk.
4,
indsættes
som
2. pkt.:
»Det samme
gælder en
anmodning
efter stk.
2, hvis
anmodningen
indeholder
begæring
herom.«
|
|
|
|
§ 769.
Bestemmelse
om
varetægtsfængsling
eller anden
foranstaltning
har kun
virkning
indtil
sagens
afgørelse i
retten. På
begæring
træffer
retten efter
afgørelsen
bestemmelse
om, hvorvidt
tiltalte
under
eventuel
appel, eller
indtil
fuldbyrdelse
kan
iværksættes,
skal
varetægtsfængsles
eller
forblive
varetægtsfængslet
eller
undergives
foranstaltninger,
der træder i
stedet
herfor. Ved
bestemmelsen
herom finder
reglerne i
§§ 762,
764-766 og
768
tilsvarende
anvendelse,
medmindre
tiltalte
erklærer sig
indforstået
med at
forblive
varetægtsfængslet
eller
undergivet
anden
foranstaltning.
Har den
pågældende
inden sagens
afgørelse i
retten været
varetægtsfængslet
eller
undergivet
andre
foranstaltninger,
men finder
retten ikke
grundlag for
fortsat
anvendelse
heraf, kan
retten på
anklagemyndighedens
begæring
bestemme, at
varetægtsfængslingen
eller
foranstaltningen
skal være i
kraft,
indtil
afgørelse af
varetægtsspørgsmålet
foreligger
fra den
overordnede
ret, hvortil
sagen eller
varetægtsspørgsmålet
er indbragt.
|
|
|
Stk. 2.
Er der
afsagt dom i
sagen,
hvorved den
tiltalte er
idømt
ubetinget
fængsel i
mere end 30
dage for en
lovovertrædelse,
som er
undergivet
offentlig
påtale, kan
den tiltalte
endvidere
varetægtsfængsles,
når hensynet
til
retshåndhævelsen
skønnes at
kræve, at
den tiltalte
ikke er på
fri fod,
under
hensyntagen
til, at
|
|
3.
§ 769, stk.
2,
affattes
således:
»Stk. 2.
Er der
afsagt dom i
sagen,
hvorved den
tiltalte er
idømt
ubetinget
fængsel i
mere end 30
dage for en
lovovertrædelse,
som er
undergivet
offentlig
påtale, kan
den tiltalte
endvidere
varetægtsfængsles,
når hensynet
til
retshåndhævelsen
skønnes at
kræve, at
den tiltalte
ikke er på
fri fod,
under
hensyntagen
til, at den
tiltalte har
tilknytning
til en
gruppe af
personer,
som er
aktivt
involveret i
en
verserende
voldelig
konflikt med
en anden
gruppe af
personer, og
at der inden
for den
gruppe, som
den dømte
har
tilknytning
til, som led
i konflikten
enten er
anvendt
skydevåben
eller er
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
er begået
brandstiftelse
omfattet af
straffelovens
§ 180.«
|
1)
|
der foregår
et gensidigt
opgør mellem
grupper af
personer,
hvor der
flere gange
som led i
opgøret
enten er
anvendt
skydevåben
eller
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
begået
brandstiftelse
omfattet af
straffelovens
§ 180, og
|
|
2)
|
den tiltalte
har
tilknytning
til en af
disse
grupper.
|
Stk. 3.
[Udeladt]
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 3
|
|
|
|
|
|
I lov om
våben og
eksplosivstoffer,
jf.
lovbekendtgørelse
nr. 1005 af
22. oktober
2012, som
ændret ved §
1 i lov nr.
431 af 1.
maj 2013 og
§ 1 i lov
nr. 1623 af
26. december
2013,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 3.
Justitsministeren
kan, såfremt
han finder
det
påkrævet,
påbyde, at
enhver, der
er i
besiddelse
af
genstande,
der omfattes
af forbuddet
i § 1, skal
gøre
anmeldelse
derom efter
nærmere af
justitsministeren
fastsatte
regler.
|
|
1. I
§ 3, stk. 1,
indsættes
efter »i
besiddelse
af«: »eller
overdrager«.
|
Stk. 2.
[Udeladt]
|
|
|
Stk. 3.
Justitsministeren
eller den,
ministeren
bemyndiger
dertil, har,
hvis det
skønnes
nødvendigt,
til enhver
tid mod
behørig
legitimation
uden
retskendelse
adgang til
kontrol af:
|
|
|
1)
|
Våbensamlinger,
|
|
|
2)
|
våbenlagre
og
våbenbøger
hos
våbenhandlere,
|
|
2. I
§ 3, stk. 3,
nr. 2,
ændres
»våbenhandlere«
til:
»erhvervsdrivende
med generel
tilladelse
som nævnt i
§ 4 b, stk.
1«.
|
3)
|
våbenbøger
hos
rederier,
|
4)
|
krudtoplag
hos personer
og
foreninger,
der har
tilladelse
til at
erhverve og
besidde
sortkrudt,
fænghætter
m.v.,
|
5)
|
krudtoplag,
arbejdslokaler
og udstyr
hos
personer,
der har
tilladelse
til
genopladning
af
ammunition,
|
|
|
6)
|
lokaler,
hvor de i
lovens § 9,
stk. 2,
nævnte
skytteforeninger
opbevarer
våben.
|
|
|
Stk. 4-6.
[Udeladt]
|
|
|
|
|
|
§ 4 b.
Justitsministeren
kan
fastsætte
regler om
godkendelse
af
erhvervsdrivende
og disses
ansatte i
relation til
erhvervsmæssig
handel med
våben,
ammunition
mv.
|
|
3.
§ 4 b
affattes
således:
Ȥ
4 b.
Justitsministeren
eller den,
ministeren
bemyndiger
dertil, kan
efter
ansøgning
meddele
erhvervsdrivende
generel
tilladelse
til med
henblik på
erhvervsmæssig
handel eller
anden
erhvervsmæssig
virksomhed
at erhverve
og besidde
de i § 1,
stk. 1, nr.
1-3 og 7-10,
og § 4, stk.
2, nævnte
genstande.
|
|
Stk. 2.
Justitsministeren
kan
fastsætte
bestemmelser
om vilkår og
betingelser
for
udstedelse
og
anvendelse
af
tilladelser
efter stk.
1.«
|
|
|
|
§ 10.
Med bøde,
fængsel
indtil 4
måneder
eller under
skærpende
omstændigheder
fængsel
indtil 2 år
straffes
den, der
overtræder
§§ 1-2 a, 2
c, 2 d, 3 a
og 3 b, § 5,
stk. 1, § 6,
stk. 1, § 7,
§ 7 b, stk.
1, og § 7 c,
stk. 1. På
samme måde
straffes
den, der
forsætligt
eller ved
grov
uagtsomhed
overtræder §
2, stk. 4,
og § 7 a,
stk. 2.
|
|
|
Stk. 2.
Overtrædelse
af § 4, stk.
1, straffes
med bøde,
under
skærpende
omstændigheder
dog med
fængsel
indtil 2 år.
Stk. 3-4.
[Udeladt]
|
|
4. I
§ 10, stk. 2,
indsættes
som
2. pkt.:
|
»Ved
fastsættelse
af straffen
skal det
særligt
anses for
skærpende,
at
gerningsmanden
flere gange
tidligere er
straffet for
overtrædelse
af § 4, stk.
1.«
|
|
|
|
|
|
§ 4
|
|
|
|
|
|
I lov nr.
444 af 9.
juni 2004 om
politiets
virksomhed,
som ændret
ved § 19 i
lov nr. 538
af 8. juni
2006, § 4 i
lov nr. 501
af 12. juni
2009, § 2 i
lov nr. 1107
af 1.
december
2009 og § 1
i lov nr.
249 af 30.
marts 2011,
foretages
følgende
ændring:
|
|
|
|
§ 23.
Justitsministeren
fastsætter
regler om
sikring af
den
offentlige
orden samt
beskyttelse
af
enkeltpersoners
og den
offentlige
sikkerhed,
forebyggelse
af fare
eller ulempe
for
færdslen,
dyr på
offentligt
sted,
offentlige
anlæg,
husnumre og
opslag,
erhvervsvirksomhed
på veje,
offentlige
forlystelser,
renholdelse
af veje m.v.
|
|
|
Stk. 2.
De i medfør
af stk. 1
fastsatte
bestemmelser
kan
indeholde
regler om,
at
politidirektøren
kan udstede
midlertidige
påbud eller
forbud med
henblik på
at forebygge
fare for den
offentlige
orden eller
enkeltpersoners
eller den
offentlige
sikkerhed.
|
|
|
Stk. 3.
Det kan i
regler
fastsat i
medfør af
stk. 1 og 2
fastsættes,
at
overtrædelse
af reglerne
eller
overtrædelse
eller
manglende
efterkommelse
af påbud
eller forbud
udstedt i
medfør af
sådanne
regler
straffes med
bøde eller
fængsel
indtil 6
måneder. Det
kan i den
forbindelse
fastsættes,
at der ved
udmåling af
straffen
skal lægges
betydelig
vægt på
hensynet til
sikring af
den
offentlige
orden og
beskyttelse
af
enkeltpersoners
og den
offentlige
sikkerhed.
Det kan
endvidere
fastsættes,
at der ved
overtrædelser
begået af
selskaber
m.v.
(juridiske
personer)
kan pålægges
selskabet
m.v.
strafansvar
efter
reglerne i
straffelovens
5. kapitel.
|
|
1. I
§ 23, stk.
3, 1. pkt.,
ændres
»eller
fængsel
indtil 6
måneder«
til: »eller
fængsel
indtil 1 år
og 6
måneder«.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
§ 5
|
|
|
|
|
|
I lov om
fuldbyrdelse
af straf
m.v., jf.
lovbekendtgørelse
nr. 435 af
15. maj
2012, som
ændret ved §
2 i lov nr.
628 af 12.
juni 2013,
foretages
følgende
ændringer:
|
|
|
|
§ 26.
En indsat
kan
overføres
mellem åbne
fængsler,
mellem
lukkede
fængsler
eller mellem
arresthuse
|
|
|
1)
|
af hensyn
til den
samlede
udnyttelse
af pladserne
i
kriminalforsorgens
institutioner,
|
|
|
2)
|
for at
beskytte den
indsatte mod
overgreb,
|
3)
|
for at yde
den indsatte
pædagogisk,
lægelig
eller anden
særlig
bistand,
|
4)
|
for at
forebygge
overgreb på
medindsatte,
personale
eller andre
i
institutionen,
|
5)
|
hvis der er
bestemte
grunde til
at antage,
at den
indsatte har
udøvet
overgreb på
medindsatte,
personale
eller andre
i
institutionen,
|
6)
|
hvis der er
bestemte
grunde til
at antage,
at den
indsatte vil
undvige,
forvolde
brand eller
indsmugle
eller handle
med
euforiserende
stoffer og
det må anses
for
nødvendigt
for at
forhindre
den indsatte
i at begå
forhold af
denne
karakter,
|
7)
|
hvis den
indsatte
selv ønsker
det og
særlige
familiemæssige
eller andre
personlige
forhold
taler for
det, eller
|
8)
|
for at
undgå, at
den indsatte
afsoner i en
institution,
hvor en af
den
indsattes
nærstående
gør
tjeneste.
|
|
|
1. I
§ 26
indsættes
som
stk. 2:
»Stk.
2. En
indsat i
fængselsafdelinger
eller
arresthuse
udpeget til
anbringelse
af indsatte,
hvis
tilstedeværelse
skaber en
særlig
risiko for
overgreb på
medindsatte,
personale
eller andre
i
institutionen,
kan
overføres
til andre
tilsvarende
fængselsafdelinger
eller
arresthuse,
når hensynet
til at
forebygge
konflikter,
styrke
sikkerheden
eller
modvirke ny
kriminalitet
taler
herfor.«
|
|
|
|
§ 46.
En indsat
kan få
tilladelse
til udgang,
når
|
|
|
1)
|
udgangsformålet
er rimeligt
begrundet i
uddannelsesmæssige,
arbejdsmæssige,
behandlingsmæssige,
familiemæssige
eller andre
personlige
hensyn,
|
|
|
2)
|
der ikke er
bestemte
grunde til
at antage,
at den
indsatte i
forbindelse
med udgang
vil begå ny
kriminalitet,
unddrage sig
fortsat
straffuldbyrdelse
eller på
anden måde
misbruge
udgangstilladelsen,
og
|
3)
|
hensynet til
retshåndhævelsen
ikke i
øvrigt taler
imod
udgangstilladelsen.
|
Stk. 2.
Ved
vurderingen
af risikoen
for misbrug
af
udgangstilladelsen
skal det
tillægges
særlig vægt,
hvis den
indsatte
|
|
|
1)
|
er dømt for
farlig
kriminalitet
og ikke har
været
løsladt i
tiden mellem
dom og
strafudståelse,
|
|
|
2)
|
under
strafudståelsen
er undveget
eller har
forsøgt
herpå,
|
3)
|
under
strafudståelsen
har begået
strafbart
forhold,
|
4)
|
under
strafudståelsen
er udeblevet
fra en
tidligere
udgang eller
i øvrigt har
misbrugt en
tilladelse
til udgang
eller
|
5)
|
under en
tidligere
strafudståelse
har
foretaget
handlinger
som nævnt i
nr. 2-4,
uden at
betingelserne
for
uledsaget
udgang
senere blev
fundet
opfyldt,
eller
|
6)
|
ikke er mødt
til afsoning
i
overensstemmelse
med
tilsigelsen.
|
|
|
2. I
§ 46
indsættes
som
stk. 3:
»Stk.
3.
Udgang kan
ikke finde
sted, hvis
den dømte af
politiet
skønnes at
have
tilknytning
til en
gruppe af
personer,
som er
aktivt
involveret i
en
verserende
voldelig
konflikt med
en anden
gruppe af
personer, og
politiet
oplyser, at
der inden
for den
gruppe, som
den dømte
skønnes at
have
tilknytning
til, som led
i konflikten
enten er
anvendt
skydevåben
eller er
anvendt
våben eller
eksplosivstoffer,
som på grund
af deres
særdeles
farlige
karakter er
egnet til at
forvolde
betydelig
skade, eller
er begået
brandstiftelse
omfattet af
straffelovens
§ 180.«
|
|
|
|
§ 81.
Tilsyn og
andre vilkår
(særvilkår),
der er
fastsat
efter
straffelovens
§ 39, stk.
2, § 40 a,
stk. 2-4,
eller § 41,
stk. 3,
gennemføres
af
kriminalforsorgen,
medmindre
andet er
bestemt i
afgørelsen.
Vilkår om
samfundstjeneste,
der er
fastsat
efter
straffelovens
§ 40 a, stk.
3 eller 4,
gennemføres
af
kriminalforsorgen.
For
gennemførelse
af vilkår om
samfundstjeneste
finder
reglerne i §
101, stk. 3,
§ 102 og §
103, stk. 1,
i øvrigt
tilsvarende
anvendelse.
|
|
3. I
§ 81, 1.
pkt.,
ændres »§
39, stk. 2,
§ 40 a, stk.
2-4, eller §
41, stk. 3«
til: Ȥ 39,
stk. 2 eller
3, § 40 a,
stk. 2-4,
eller § 41,
stk. 4 eller
5«.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
4.
Efter
kapitel 15
indsættes i
afsnit II:
|
|
|
|
|
|
»Kapitel 15
a
Forsøgsordning
med
elektronisk
overvågning
ved
prøveløsladelse
og udgang
|
|
|
|
|
|
§ 89 a.
Justitsministeren
kan
iværksætte
en
forsøgsordning,
hvor det som
vilkår for
prøveløsladelse
eller
udgangstilladelse
fra en eller
flere
institutioner
kan
fastsættes,
at den dømte
skal
undergive
sig
elektronisk
overvågning
af sin
færden.
|
|
|
Stk. 2.
Ministeren
fastsætter
nærmere
regler om
forsøgsordningen.«
|
|
|
|
|
|
§ 6
|
|
|
|
|
|
Loven træder
i kraft den
1. maj 2014.
|
|
|
|
|
|
§ 7
|
|
|
|
|
|
Stk. 1.
Loven gælder
ikke for
Færøerne og
Grønland,
jf. dog stk.
2 og 3.
|
|
|
Stk. 2.
Lovens § 1,
nr. 1-10, §§
4 og 5 kan
ved kongelig
anordning
helt eller
delvis
sættes i
kraft for
Færøerne med
de
ændringer,
som de
færøske
forhold
tilsiger.
|
|
|
Stk. 3.
Lovens § 4
kan ved
kongelig
anordning
helt eller
delvis
sættes i
kraft for
Grønland med
de
ændringer,
som de
grønlandske
forhold
tilsiger.
|
|