|
Bekendtgørelse nr. 688 af 28. juni 2004 af
lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser med senere
ændringer
Betænkning 1412 om godtgørelse til efterladte
ved dødsfald - 2002
Betænkning 1383 om revision af
erstatningsansvarsloven afgivet af en arbejdsgruppe under
justitsministeriet i 2000
Lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af lov
om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer mv.
Bemærkningerne til offeransvarsloven i lov nr.
463 af 7. juni 2001
Betænkning 751 om erstatning fra staten til
ofre for forbrydelser - 1975
Det offentlige betaler i visse tilfælde erstatning til ofre for
forbrydelser
Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser kan der
i nogle tilfælde ydes erstatning til ofre for forbrydelser.
Ansøgning om erstatning indgives til det såkaldte "erstatningsnævn",
som henhører under Civilstyrelsen. Udgangspunktet er, at det er
gerningsmanden til en forbrydelse (skadevolder), der skal yde
erstatning til ofret for en forbrydelse (skadelidte). Blandt andet
fordi gerningsmænd til forbrydelser ofte er uden midler, og denne
derfor helt eller delvist er ude af stand til at betale erstatning
til forurettede, gennemførte folketinget i 1976 loven om erstatning
fra staten til ofre for forbrydelser.
Ifølge side 6, nederst, i erstatningsnævnets årsberetning for 2008
tilkendte nævnet i 2008 erstatning med i alt 113.005.292 kr. Det
fremgår endvidere, at det lykkedes politiet at inddrive i alt
3.138.705 kr. fra skadevolderne, hvilket svarer til ca. 2,5 pct. af
det beløb, der inkl. renter i alt er udbetalt i 2008 til ansøgerne
via politiet.
Ydelserne fra erstatningsnævnet
Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af
overtrædelser af straffeloven og for visse afgrænsede personlige
ejendele, der er blevet ødelagt, samt mindre kontantbeløb, som
mistes i forbindelse med straffelovsovertrædelsen. Nævnet betaler
ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre
straffelovsovertrædelsen er begået af den personkreds, der er nævnt
i offererstatningslovens § 3, der hovedsageligt omfatter personer,
der er tvangsanbragt i
institutioner under Kriminalforsorgen.
Se praksis på dette område før lovens ikrafttræden i
UfR 1974.830 ØLD. Nævnet
betaler ikke erstatning i forbindelse med færdselsforseelser,
overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædelser,
der ikke er omfattet af straffeloven.
I øvrigt betaler nævnet erstatning
efter dansk rets almindelige regler. Det betyder blandt andet, at
erstatningen udmåles efter reglerne i
erstatningsansvarsloven, og at
nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den
bortfalde, hvis ansøgeren har udvist egen skyld, der berettiger til
det.
Advokatbistand til sagens behandling ved erstatningsnævnet
Efter
lovens
§ 15, stk. 2, kan en ansøger om erstatning efter loven i "særlige
tilfælde" få dækket "udgifter, som han har afholdt i anledning af
sagen". Efter nævnets praksis kan der efter denne bestemmelse ydes
ansøgeren hel eller delvis dækning for dennes udgifter til
advokatbistand i forbindelse med sagen. Denne praksis er nærmere
omtalt i afgørelsen
UfR 2003.249 ØLK, hvoraf det blandt
andet fremgår, at advokatens arbejde som beskikket advokat efter
retsplejelovens kapitel 66 a afsluttes, når der afsiges dom i
straffesagen, og at der kan ydes salær til den beskikkede
bistandsadvokat frem til dette tidspunkt efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 66 a. I det omfang, at advokaten efter
dette tidspunkt har et merarbejde af mere end cirka 1 times varighed
i forbindelse med sagens videre behandling i erstatningsnævnet, vil
nævnet efter § 15, stk. 2, i lov om erstatning fra staten til ofre
for forbrydelser kunne yde advokaten halvt takstmæssigt procedure
salær, som på dette tidspunkt udgjorde mindst 2.500 kr.
eksklusive moms.
Europakommissionen har i 2004 udgivet "Håndbog
- erstatning til ofre for forbrydelser, 2004". Her behandles
loven forholdsvist detaljeret.
Se også
retsplejelovens
kapitel 93 b og 93 c nedenfor om beskikkelse af advokat til
forurettede i sager, hvor der klages over politiet, eller hvor
polititjenestemænd anmeldes for strafbart forhold.
Erstatningsnævnets praksis
Der redegøres i et vist omfang for erstatningsnævnets praksis i
konkrete sager i nævnets årsberetninger.
Se
erstatningsnævnets årsberetning for 2004.
Se
erstatningsnævnets årsberetning for 2005.
Se
erstatningsnævnets årsberetning for 2006.
Se
erstatningsnævnets årsberetning for 2007.
Se
erstatningsnævnets årsberetning for 2008.
Det offentliges regreskrav mod skadevolder for udgiften til
erstatningsnævnets udbetaling af erstatninger
Efter § 17 i offererstatningsloven kan det offentlige søge regres
hos skadevolder i mange af de tilfælde, hvor det offentlige har
udbetalt erstatning til forurettede. I
UfR 2006.356 VLD blev en
polititjenestemand, som tidligere var fundet skyldig i vold begået
mod en person i forbindelse med anholdelse, pålagt at erstatte det
offentlige det beløb, som erstatningsnævnet havde udbetalt til
forurettede. Landsretten udtalte blandt andet: "P's handlinger,
herunder også den udøvede vold mod F, blev foretaget i forbindelse
med en anholdelse. Handlingerne er således udøvet som led i P's
tjeneste som politiassistent, og de er dermed omfattet af
bestemmelsen i Danske Lov 3-19-2. Såfremt F havde valgt at rette sit
krav mod P, ville denne kunne påberåbe sig bestemmelsen i
erstatningsansvarslovens § 23, stk. 2, 2. led, jf. stk. 1, over for
Politimesteren. Uanset at erstatningen i det foreliggende tilfælde
ikke kan anses for udredt af Politimesteren i dennes egenskab af P's
arbejdsgiver, finder landsretten, at de hensyn, der ligger bag
erstatningsansvarslovens § 23, i et sådant tilfælde må medføre, at
der alene kan kræves regres i et omfang, som følger af denne
bestemmelse."
Ingen regreskrav mod skadevolderen for ydelser efter
arbejdsskadesikringsloven
I det omfang ansøgerens krav betales af skadevolderen eller
arbejdsskadesikringen, betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger
direkte af bestemmelserne i offererstatningslovens § 7, stk. 1, og
arbejdsskadesikringslovens § 77 (erstatningsansvarslovens § 30).
Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks.
helbredelsesudgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning,
hvis disse udgifter dækkes af ansøgerens forsikringsselskab eller
andre, jf. herved offererstatningslovens § 7.
Bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 77 har følgende indhold:
"Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for
regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt
over for tilskadekomne eller deres efterladte, jf. dog § 10 a.
Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den
erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er
pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov."
Ydelserne efter arbejdsskadesikringsloven er ifølge lovens § 11:
1) betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og
hjælpemidler m.m., jf. § 15,
2) erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17 og § 17 a,
3) godtgørelse for varigt mén, jf. § 18,
4) overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19,
5) erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22, og 6) godtgørelse
til efterladte, jf. § 23.
|