|
|
|
||
|
Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM 16. maj 2009 En undersøgelse fra 1970'erne om vold i Bergen i Norge med titlen "Volden og dens ofre - En empirisk undersøgelse" viste blandt andet, at politiet i Bergen var ansvarlig for omkring 360 årlige tilfælde af overdreven brug af magt. En efterfølgende debat førte til, at Justitsministeriet nedsatte et udvalg, der blandt andet skulle se på, om der kunne siges noget generelt om volden. Anders Bratholm, professor i strafferet og proces, var med i udvalget. Udvalget udgav i 1982 "Politivoldsrapporten" konkluderede På hjemmesiden www.kriminalpolitik.uio.no har professor emeritus dr. juris Anders Bratholm skrevet artiklen "Politivoldsaken i Bergen - en maratonsak om rettssikkerhet og menneskerettigheter". Politivoldssagen i Bergen begyndte i midten af 70'ern, hvor nogle ville lave en undersøgelse af omfanget af ulovlig vold mod personer i Bergen. Forskerne interviewede personer, der over en periode på 18 måneder i 1975 og 1976 havde været i behandling på det lokale hospital i Bergen for skader, som var en følge af vold. Forskerne blev bekendt med, at en del af de udspurgte forklarede, at det var politiet, der havde begået vold mod dem. Dette fik forskerne til at inddrage "politivold" i undersøgelsen. I 1981 blev undersøgelsen offentliggjort i en bog med titlen "Volden og dens ofre. En empirisk undersøkelse". Den del af bogen, der angik politivold blev genstand for en voldsom debat. På side 3 anfører Anders Bratholm, at der blev rejst voldsom kritik af forskerne bag undersøgelsen (Nordhus og Vogt). Anders Bratholm skriver blandt andet: |
|||
| "Det ble særlig fra politiets side hevdet at resultatene for politivolden ikke var riktige, og Nordhus og Vogt ble beskyldt for løgn og svindel. ..." | |||
|
Den stærke kritik af politivoldsdelen i bogen førte derudover til, at den daværende norske justitsminister Mona Røkke bestemte, at der skulle foretages en granskning af denne del af undersøgelsen. Anders Bratholm samt højesteretsadvokat hans Stenberg- Nielsen blev af ministeriet i 1981 anmodet om at forestå granskningen. Granskningens resultat blev offentliggjort i "Politivoldsrapporten" i februar 1982. På side 3 anfører Anders Bratholm blandt andet: |
|||
| "..Viktige informanter ved granskingen var også en rekke politimestre og andre embetsmenn i politiet. De var bekymret over at det var så vanskelig å få en sannferdig forklaring fra kolleger av dem i politiet som var mistenkt for ulovlig vold i tjenesten. Som regel beskyttet politivitnene de mistenkte ved å forklare seg falsk - et utslag av den såkalte «lojaliteten» i politiet, også kalt «den falske lojaliteten», se «Politivoldrapporten» s. 114-116. Granskingsutvalget konkluderte med at Nordhus og Vogt hadde utført en meget verdifull undersøkelse om bl.a. ulovlig politivold i Bergen-området. Det heter at undersøkelsen er utført med «med stor energi og er preget av grundighet og nøyaktighet» (s. 93). ..." | |||
|
I sin omtale af "Politivoldsrapporten" skriver Anders Bratholm også på side 3: |
|||
| "Om omfanget og arten av den ulovlige politivolden uttalte granskingsutvalget at «Nordhus og Vogts materiale, sammen med utvalgets egne høringer og andre undersøkelser, viser at politivold er langt mer utbredt, og delvis har et mer alvorlig preg, enn tidligere alminnelig antatt» (s. 152)." | |||
|
Navnlig på side 4 fortæller Anders Bratholm om, at politiforbundet i Norge kaldte forskningsresultaterne for "et bevidst forsøg" på at skade politiets omdømme. Endvidere påpegede han, at befolkningen i Bergen bakkede op om politiet, og at der udviklede sig en "heksejagt" mod forskerne bag undersøgelsen. Morgenavisen i Bergen beskyldte Nordhus for at have løjet med forskningsresultaterne. Nordhus anlagde en injuriesag ved Retten i Bergen mod avisen, som han tabte. På side 5 anfører Anders Bratholm: |
|||
|
" ... Jeg satte meg grundig inn i saken og
konkluderte: «På bakgrunn av de mange bemerkelsesverdige trekk ved byrettsdommen, gir karakteristikken seg selv: Dommen er åpenbart juridisk gal på viktige punkter, og bevisbedømmelsen fremstår som mer enn underlig» (Lov og Rett 1986 s. 199). Professor Johs. Andenæs uttalte om dommen i et avisintervju: «En kvier seg naturligvis alltid for å kritisere en bevisbedømmelse i en sak en ikke har vært til stede under i retten og fulgt bevisførselen. Jeg synes likevel at professor Anders Bratholm i denne saken har lagt fram et overbevisende materiale som påviser klart at dommen er uholdbar» (min bok 1999 s. 29). ..." |
|||
|
De to forskere lavede i midten af 80'erne en ny undersøgelse af omfanget af vold hos politiet i Bergen. Også denne undersøgelse indikerer, at politiet i Bergen i vidt omfang begår ulovlig vold. På side 6 anfører Anders bratholm: |
|||
| "..Det var for øvrig ikke bare en ganske utbredt ulovlig vold i Bergen-politiet, men også mange andre former for overgrep, se nærmere boken «Politiovergrep og personforfølgelse» (1987) s. 17 og kap. 2-9. Undersøkelsen etterlater inntrykket av et politi preget av en kriminell subkultur og meget mangelfull styring. .." | |||
|
Efterhånden havde forskning afdækket, at politiet i Bergen beskyttede kolleger, der var mistænkt for politivold, ved at "vidne falsk", at politivolden "var langt mere udbredt" end hidtil antaget, at byretten i Bergen under injuriesagen anlagt af en af forskerne benyttede sig af en bevisbedømmelse, der fremstår "som mere end underlig", og at politiet er "præget af en kriminel subkultur og en meget mangelfuld ledelse". Dette førte til en beslutning om, at politiet i Oslo skulle foretage en efterforskning af forholdene hos politiet i Bergen. På side 6 nederst anfører Anders Bratholm blandt andet, at politiets undersøgelse resulterede i, at 367 af de 368 efterforskede sager blev henlagt, og at der blev rejst tiltale mod en enkelt betjent. Af side 7 fremgår, at denne betjent blev frifundet ved byretten i Bergen. På de følgende sider fremkommer Anders Bratholm med en række citater, hvoraf det fremgår, at Anders Bratholm og andre forskere i tiden derefter modtog megen kritik fra politiet og enkelte andre forskere. På side 10 citerer Anders Bratholm en artikel af professor Kjell Inge Bjørvik således: |
|||
|
"..En fjerde artikkel i heftet var av professor Kjell Inge Bjørvik, «Samfunnsvitenskap og heksejakt. Noen sosialpsykologiske betraktninger og personlige erfaringer». Ut fra sitt faglige ståsted som organisasjonspsykolog tok Bjørvik opp politietatens reaksjon på politiforskningen. Han skriver bl.a.: «Innen fagområdet organisasjonspsykologi/organisasjonsteori finner en mange beskrivelser av hvordan organisasjoner har en tendens til å reagere på informasjon, f.eks. fra forskere, i tilfelle hvor informasjonen virker truende eller angstvekkende. ... Reaksjonene fra politiets side ser jeg som et skoleeksempel på hva man i fagterminologien kaller organisasjonsmessige motstands- og avvergemekanismer. De er i prinsippet ikke noe forskjellig fra individuelle forsvarsmekanismer, men de opererer på det kollektive plan» (s. 101). Bjørvik nevner i artikkelen at han etter anmodning fra Nordhus hadde vært til stede under intervjuer Nordhus hadde med noen voldsofre, fordi Bjørvik med sin faglige bakgrunn og praksis hadde bred erfaring med intervjuing i ulike sammenhenger. Bjørvik opplyser at han ble imponert av Nordhus' intervjuteknikk, og at han la for dagen «nærmest nevrotiske krav til nøyaktighet. Alt skulle være korrekt, til minste detalj» (s. 103). .." |
|||
|
På side 13 fortæller Anders Bratholm, at politiet sigtede de "informanter", der havde udtalt sig i undersøgelserne om den politivold, som de påstod, at de havde været udsat for. De blev sigtet for falsk forklaring". Der blev endvidere indledt efterforskning mod Nordhus og Vogt for medvirken til falsk forklaring (side 13). Af samme side fremgår, at der også blev indledt strafferetlig efterforskning mod professor Kjell Inge Bjørvik samt mod to NRK-journalister, som ifølge Anders Bratholm havde "kritiseret politiet for dårlig efterforskning" (også side 13). Af samme side fremgår, at Amnesty Internationals leder af organisationens undersøgelser i Europa, Anne Burley, var genstand for efterforskning for at have bestukket vidner og for at have afhørt spirituspåvirkede vidner". Om Anne Burley anfører Anders Bratholm på side 14: |
|||
| ".. Anne Burley og en annen fra Amnesty hadde ved sine undersøkelser av Bergen- politiet kommet til omtrent de samme hovedkonklusjonene om den ulovlige volden i Bergen som forskningen og granskingen, se nærmere min bok 1999 s. 73-75. .." | |||
|
7 af de tiltalte informanter blev idømmet ubetingede fængselsstraffe af cirka et halvt års varighed hver. Sagerne fik tilnavnet "boomerangsagerne" (side 14). Af side 16 fremgår, at Anders Bratholm af politiforbundet blev stævnet i en injuriesag for at have offentliggjort forskningsresultaterne. Anders Bratholm anlagde derpå straks en injuriesag mod forbundet. Sagerne endte med, at de fleste af en række udtalelser, som repræsentanter fra politiforbundet havde fremsat om Anders Bratholms' forskning blev mortificeret (side 17). Politiforbundet fandt, at forbundets ytringsfrihed blev krænket og indbragte Norge for den europæiske menneskerettighedsdomstol. Her blev de norske myndigheder dømt for at have krænket EMRK artikel 10, idet det er afgørende for et demokratisk samfund, at der kan foregå en debat af emner af den omhandlede art, også selv om deltagerne i et vist omfang betjener sig af overdrivelser og voldsom sprogbrug. Resultatet af injuriesagen medvirkede til, at syv af boomerangsagerne blev genoptaget af Højesteret (side 18). Anders Bratholm udtaler på side 7 om Højesterets begrundelse blandt andet: |
|||
|
"..Retten fremhever så to forhold: Det er overveiende sannsynlig at noen fra politiet har forklart seg usant, uten at man vet om dette gjelder for de syv sakene. Men det knytter seg en generell usikkerhet til dem. Beviskraften av polititjenestemennenes forklaringer må også vurderes ut fra at de tidligere hadde forklart seg i de syv sakene. En forandring av forklaringene ville innebære at de tidligere hadde forklart seg falskt. Retten peker også på at medlemmene av lagrettene kan ha vært påvirket av medienes behandling av sakskomplekset, særlig etter pressekonferansen i juni 1987, hvor mediene skrev at Bergen-politiet var «renvasket» og forskerne «henrettet» (min bok 1999 s. 157-158). Dette er trolig det første tilfellet hvor Høyesterett begrunner en avgjørelse om gjenopptakelse av straffesaker med medienes ensidige behandling av et sakskompleks, jf. professor i journalistikk, Rune Ottosen, «Hvorfor sviktet pressen i politivoldkomplekset?», Lov og Rett 1999 s. 631 flg. .." |
|||
|
De syv blev senere frifundet og tilkendt erstatning. På side 19 skriver Anders Bratholm: |
|||
| ".. De fikk senere erstatning av staten for å ha sonet straff for en handling de senere var blitt frifunnet for. Til sammen fikk de syv ca. 2,5 mill. kroner, dvs. om lag 100 000 kroner for hver måned de med urette hadde sittet i fengsel. .." | |||
|
Nedenfor gengives et link til artiklen: |
|||
|
http://www.kriminalpolitikk.uio.no/politivoldsaken.pdf |
|||