|
|
|
||
|
Af advokat Claus Bonnez, formand for
Landsforeningen KRIM 22. januar 2008 "Unge har mistet respekten for politiet", udtales det på forsiden af reklameavisen "24timer" den 21. januar 2008. Avisen uddyber dette med at henvise til, at "unges vold og trusler mod tjenestemænd" er "ottedoblet" på 10 år. KRIM er opmærksom på statistikken fra politiet, der viser, at der nu sker mange flere anmeldelser af vold og trusler mod offentligt ansatte (herunder politiet), end tilfældet var for få år siden. KRIM har tidligere henvist til, at tallene efter vor opfattelse kan være udtryk for, at politifolk i højere grad end tidligere påstår, at de er udsat for vold eller trusler, uden at der behøver at være realitet i dette. KRIM har bemærket, at flere borgere henvender sig i KRIM og påstår, at det er borgerne, der har været udsat for voldelige overgreb fra politiets side, og at politifolkene i strid med sandheden anmelder borgerne for vold, trusler eller fornærmelser mod politifolkene. Det er svært at vide, om det er politifolkene, der overdriver eller lyver, eller om det er borgerne, når det skal afklares, om det er politifolk, der har optrådt voldeligt mod en borger eller omvendt. Dette vanskeliggøres af, at det er kolleger til politifolkene (statsadvokaterne), der efterforsker sagerne mod politifolkene. Statistikken viser, at disse afgør sag efter sag uden, at der rejses sager mod politifolkene. Den danske politiklageordning forekommer således utroværdig og er svær at tage alvorlig. Politiklageordningen var genstand for kritik så sent som i 2007 fra den europæiske menneskerettighedskommissær for at være partisk og uvirksom. Det er KRIMs opfattelse, at konflikterne mellem politi og borgere i de næste år vil kunne øges. I Danmark begyndte vi i 60'erne og 70'erne med at indrette vores samfund således, at politiet og andre offentlige myndigheder skulle betragtes som serviceorganer, som vi kan tillade os at stille krav til. Vi betaler nogle af verdens højeste skatter, vi er relativt godt uddannede, vi anser os selv som et produktivt folk, der skal levere gode ydelser, og som betragter det som en selvfølge også at modtage gode ydelser - også fra det offentlige. Ligesom en politimand kan klage over, at håndværker Olsen har leveret et køkken til ham, der har en lille rids i bordpladen, så forlanger håndværker Olsen også, at politiet fungerer optimalt, og at der er organisationer, der straks tager over, hvis dette ikke skulle være tilfældet. Lovgivningsmagten er gennem de seneste 5-10 år begyndt at ændre samfundssyn. Der gennemføres flere og flere regler, der skal gøre offentlige myndigheder til institutioner, der i højere og højere grad skal kontrollere, overvåge og straffe den almindelige befolkning. Først blev sociallovgivningen ændret. De arbejdsløse får færre og færre redskaber til at kontrollere, om de myndigheder, der skal hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet, gør deres pligter. I stedet skal de arbejdsløse selv kontrolleres af myndighederne. På samme måde sker der ændringer i retsplejen og politilovgivningen. Politiet har med få år gamle regler i politiloven fået hjemmel til at standse tilfældige mennesker på gaden og visitere dem efter forgodtbefindende, uden at borgerne efterfølgende har muligheder for domstolsprøvelse eller for at få erstatning for uberettigede indgreb. Der skal blot være oprettet en såkaldt "visitationszone" på det sted, hvor overgrebet foretages. På det sidste er man begyndt oftere og oftere at udnævne hele bydele til sådanne visitationszoner. Nogle politikerne har svaret igen på borgernes kritik af udviklingen blandt andet med klicheer om, at borgere, der ikke har noget at skjule, ikke har noget at frygte. Det er KRIMs opfattelse, at det ikke kun er borgere, der begår kriminalitet, der har noget at "skjule" for politiet, men at almindelige, sunde mennesker har et privatliv, og at et privatliv i sin egen natur er noget, som de fleste ønsker at skjule i større eller mindre grad for andre - gjorde man ikke dette, er der vel næppe tale om et privatliv. Når det er 30 grader varmt, går mennesker klædt i tøj, selv om temperaturen tilsiger, at det ville være mere behageligt at gå nøgne rundt mellem hinanden i det offentlige rum. Det gør mennesker ikke. Dette dæmpes blandt andet af menneskenes almindelige blufærdighed. Mennesker føler sig ikke altid tilpas, hvis andre kan beskue deres mere private dele. Dette gælder også, selv om disse "andre" er politiet. Følelsen af ubehag øges af, at beskuelsen sker som et led i kontrol og mistænkeliggørelse. Den øges yderligere af den manglende gensidighed, der ligger i, at borgeren ikke kan beskue den anden vej. Borgeren kan ikke forhandle med politibetjenten om, at borgeren får lov til at se for eksempel betjentens tissemand mod, at borgeren så til gengæld viser sin frem. Det er således kun borgeren, der på forlangende skal udstille sit privatliv. Det er formentlig denne almindelige følelse af ubehag ved at skulle udstille sit privatliv for eksempel over for en politibetjent, der ligger bag de overvejelser, der har ført til, at man efter artikel 8 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention kan få erstatning, hvis man udsættes for krænkelser af den omhandlede art, når disse viser sig at være uberettigede. At den danske lovgivning ikke giver adgang til erstatning og således ikke respekterer denne regel, gør naturligvis ikke reglen mindre relevant. Avisen 24Timer, der er citeret i indledningen ovenfor, har i
samme artikel interviewet 12 mennesker i aldersgruppen 15 til 22 år
og stillet dem spørgsmålet "Har du respekt for politiet". |
|||
| "Jeg har egentlig ikke respekt for politiet. De overdriver helt vildt. Hvis man for eksempel sidder og venter på bussen om natten, så kommer de hen og skal tjekke en i hoved og røv." | |||
|
|
|||
| "Nej. Jeg har sgu ikke respekt for politiet, dem kan jeg slet ikke lide. De anholder mig næsten hver dag for at tjekke, om jeg har nogen ting på mig. Så kropsvisiterer de mig foran alle mine venner. Ret ubehageligt" | |||
|
En tredje svarer: |
|||
| "Jeg har ikke rigtig respekt for politiet. Når vi ikke har brug for dem, så er de der, men når vi har brug for dem, så kommer de ikke. Når der virkelig er brug for det, så bliver de væk" | |||
|
Sådanne udtalelser er næppe særligt repræsentative for befolkningen i sin helhed. Det er dog værd at bemærke, at 2 ud af 12 kun få måneder efter, at politiet er begyndt at benytte de ovenfor omtalte visitationszoner, giver udtryk for utilfredshed med politiet, fordi de jævnligt bliver visiteret. Det er svært at forestille sig, at der ikke vil blive flere mennesker med et sådant syn på politiet, når de nye regler har fungeret i et længere tidsrum. Det er velkendt, at politiets effektivitet til at opklare kriminalitet i meget høj grad afhænger af befolkningens respekt for politiet. Dette skyldes, at politiets virksomhed i vidt omfang afhænger af, at borgerne indgiver anmeldelser om den kriminalitet, som de får kendskab til, at de melder sig som vidner osv. Der er i dag grupper af borgere, som for eksempel over for KRIM giver udtryk for, at de ikke - eller kun meget nødigt - kontakter politiet i sådanne situationer. En klient udtalte således engang: "Jeg bruger ikke politiet". Nogle henvender sig således ikke til politiet som vidner, og de ordner selv tingene, hvis de føler sig udsat for en kriminel handling. Når henses til, at politiet er et serviceorgan for befolkningen,
er det således befolkningen selv, der bøder, når politiet ikke
fungerer. Det er i vor alles interesse at få politiet til at
fungere. |
|||