Borgere skræmmes med trusler om ulovlige
overgreb eller straf fra at klage over politiet

  

Af advokat Claus Bonnez, formand for KRIM

Opdateret 14. juni 2008

Ikke få borgere retter henvendelse i Krims Retshjælp og oplyser, at de har været udsat for overgreb fra politiet. Når de vejledes om mulighederne for at klage, sker det, at nogen oplyser, at de ikke vover at klage, fordi de er bange for for eksempel chikane fra politiet eller falske anmeldelser om for eksempel vold mod politiet.

I det følgende gennemgås forskellige eksempler, der kan give anledning til overvejelser om, hvorvidt frygten er velbegrundet.

Speciallæge i psykiatri Kjeld Fruensgaard, Odense, skrev i Fyens Stiftstidende 23. juni 2000 et læserbrev, hvor han påpegede, at i alt 5 "yngre mandlige" patienter, som han over "de senere år" havde haft i sin konsultation, var fremkommet med "stort set enslydende forklaringer" om politivold, hvor de var blevet "gennembanket" på politigården i Odense med våde håndklæder. Nedenfor bringes et uddrag af læserbrevet:

  "Inden for de senere år har jeg fået i alt fem, stort set enslydende forklaringer fra yngre mandlige patienter, der spontant har berettet om behandlingen på Odense Politigård. Vedkommende har begået en eller anden form for færdselsforseelse og utvivlsomt ikke anvendt et særligt pænt sprog over for de involverede betjente, ligesom de i nogle tilfælde (efter beskrivelsen ikke voldeligt) har protesteret mod anholdelsen. De er så blevet taget med på politigården, og her er der så angiveligt foregået en regulær afstraffelse, som af de fem personer på det nærmeste beskrives på samme vis: De er med eller uden fratagelse af skjorte og undertrøje blevet gennembanket af tre-fire politibetjente med våde, opvredne håndklæder. At det har været en smertefuld omgang, er der selvfølgelig ingen tvivl om, men de afstraffede har jo ikke kunnet fremvise åbne sår, men ,kun' blodunderløbne mærker og striber på kroppen. Sådanne i hvert fald teoretiske beviser skal regelmæssigt være blevet affejet af politiet med den begrundelse, at de må være opstået under håndgemæng ved anholdelsen. Jeg ville egentlig gerne have en kommentar fra politiinspektøren om hans kendskab versus ukendskab til sådanne afstraffelsesmetoder, som jeg selvfølgelig ikke mener hører hjemme inden for det danske politivæsen".

Læserbrevet førte til at statsadvokaten pålagde lægen at oplyse navne og cpr-numre på de omhandlede patienter angiveligt med henblik, at statsadvokaten ville indlede efterforskning mod politifolkene. Da lægen af hensynet til sin tavshedspligt overfor patienterne nægtede at fremkomme med de ønskede oplysninger, forsøgte statsadvokaten gennem reglerne i retsplejelovens § 178 om vidnetvang at aftvinge lægen at fremkomme med oplysningerne. Statsadvokaten fik ikke medhold i, at lægen skulle sættes i forvaring i op til 6 måneder, men statsadvokaten fik derimod medhold i, at lægen skulle pålægges tvangsbøder.

Umiddelbart forekommer det rimeligt og nødvendigt i en demokratisk retsstat, at de ansvarlige myndigheder benytter effektive midler i bestræbelserne på at få politifolk, der bruger vold mod borgerne, retsforfulgt.

Når henses til, at de mange klager over politiets brug af vold, som borgerne i Danmark hvert år indgiver til statsadvokaterne, kun i et ganske ubetydeligt antal tilfælde fører til straffesager (eller blot kritik) mod politifolkene, kan det være fristende at overveje, om den drakoniske fremgangsmåde mod psykiateren fra Odense var et forsøg på at finde frem til de omhandlede politifolk, eller om formålet snarere var at skræmme borgere til at fortie oplysninger om politibrutalitet, som de selv måtte have oplevet eller fået kendskab til gennem andre.

Ugeskrift for Læger 2001;163(26):3666 har om psykiateren fra Odense et interview med professor Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet. Et uddrag af interviewet lyder således:
  "...... domstolene bør fare frem med lempe i sager, hvor der rettes kritik mod politiet. Fængslingen i Fruensgaards tilfælde er beregnet til at tjene som pressionsmiddel – ikke som straf. Men som Gorm Toftegaard Nielsen påpeger: »For Kjeld Fruensgaard er der ingen forskel. Formålet med at bruge tvangsmidler over for ham er at få afsløret identiteten på de fem patienter, som angiveligt skulle være blevet slået af Odense Politi. Men hvad fører det til, hvis man får deres navne – vil man så også bruge tvang over for dem, hvis de nægter at udtale sig? De ville risikere at blive tiltalt for at have afgivet urigtige oplysninger, hvis de træder frem«, forudser Gorm Toftegaard Nielsen, der ikke mener, at det er muligt at verificere læserbrevet. »Tænker man sig den situation, at lægen på en skadestue modtager en patient, der har brækket sin arm under en anholdelse, og patienten på lægens opfordring ikke vil gå videre med sagen, vil man så også i den situation spærre lægen inde, hvis han videregiver sin viden, men ikke afslører mandens identitet. I så fald er det jo ensbetydende med, at man forhindrer den slags oplysninger i at komme frem«, mener Gorm Toftegaard Nielsen. Læren efter dommen i den aktuelle sag er ifølge ham, at læger ikke skal videregive seriøs viden om kritisable forhold, medmindre de er parate til at oplyse eventuelle patienters navne. ...."

Professor Gorm Toftegaard Nielsens synspunkt om, at truslen om at blive underlagt vidnetvang kan forhindre oplysninger om politibrutalitet i at komme frem, deles også af Lic.jur., lektor i sundhedsret, Mette Hartlev, Københavns Universitet. Af interviewet med hende i samme artikel i Ugeskrift for Læger fremgår blandt andet følgende:
  "Derudover påpeger hun, at det kunne være i samfundets interesse at han ikke pålægges at udlevere de ønskede oplysninger. »Det kunne være problematisk, set ud fra patienternes tarv, hvis de ikke har ønsket at få sagen frem. Hvis der er tale om et initiativ, han egenhændigt har taget, kan det være et signal til patienterne om, at man ikke helt kan stole på læger – også selv om han ikke nævner navne«,

Politipersonalet synes undertiden også at benytte åbenlyse ulovlige pressionsmidler til at få borgerne til at undlade at anmelde politifolk for strafbare forhold. Af afgørelsen SA5-97-321-99 gengivet i Rigsadvokatens Beretning 1998 fremgår følgende:
  "En anholdt, der skulle anbringes i venterum, blev fundet i besiddelse af blandt andet 700,75 kr. Næste dag, da han skulle overføres til arresten, fik han udleveret sine effekter. I den forbindelse sagde han, at der manglede to 500 kr. sedler. Han fik at vide, at han skulle indsættes i venterummet igen, da sagen skulle undersøges. Hertil udtalte anholdte: "Så glemmer vi bare de 1.000 kr." Da politiassistenten insisterede på en undersøgelse, udtalte anholdte på ny "dem kommer du da ikke til at hænge på. Vi kan bare glemme de 1.000 kr., jeg er træt af at sidde i venterum igen".

Politiet afhørte senere samme dag den anholdte og sigtede ham for falsk anmeldelse.

Politiet sendte herefter sagen til statsadvokaten. Statsadvokatens undersøgelser viste, at optællingen af den anholdtes penge og notatet på effektlisten var sket i overensstemmelse med retningslinjerne. Statsadvokaten indstillede efterforskningen i sagen.
Statsadvokaten meddelte politimesteren, at han fandt det uheldigt, at anholdte straks var blevet sigtet for falsk anmeldelse, da han oplyste, at han manglede 1.000 kr.

Politiklagenævnet var enig i afgørelsen."

I artiklen "Vi vil ikke klages i stå" i Dansk Politi, nr. 1, 2002, skriver journalist Mette Jensen om en politiassistent, der af en borger har været indklaget for statsadvokaten for vold mod borgeren. Politiassistenten foreslår blandt andet, at bør være "konsekvenser" for advokater, der hjælper borgerne med klagesager, der indledes kort tid før eventuelle straffesager mod borgerne er berammet. Journalisten skriver blandt andet:
  "For Brian Fussing var det første gang i hans otte årige karriere, at staven kom i brug, ligesom det var hans første klagesag. Men den forsvarsadvokat, der fik strafnedsættelse for sin klient, har i efteråret 2001 indgivet endnu en klagesag mod blandt andre Brian Fussing. Sagen dukkede op bare én dag, før klagerens straffesag var berammet.
- Det ligner en tanke. Og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvad de tænker inde hos Statsadvokaten. Uanset hvor absurde sagerne forekommer, "må der vel være noget om snakken…". Man bliver lidt paranoid.
- Der må være brug for bedre muligheder for at løfte sager om falsk anmeldelse, ligesom der bør være konsekvenser for de advokater, der udnytter situationen, siger han."
 
Advokat advarer borgerne mod at klage over politiet. Han henviser til risikoen for, at personer, der klager over politiet, risikerer at blive anmeldt (og dømt) for vold mod politiet. I Rigsadvokatens Beretning for 2004 ses en nærmere omtale af advokatens advarsel og Rigsadvokatens reaktion herpå: 
  "RA 2004-320-0029)

Dagbladet Politiken bragte den 23. august 2004 under overskriften ”Advokat: For farligt at klage over politiet” en artikel, hvor en advokat blandt andet blev refereret for følgende kritik af politiklagenævnsordningen: ”Hvis man klager over politiet, risikerer man, at sagen bliver vendt på hovedet, så man selv ender med at blive anklaget.” Det mener forsvarsadvokat Niels Fjeldberg fra Viborg, der ofte råder sine klienter til at lade klagesagerne ligge. ”Jeg har en sag, hvor en mand bliver stoppet af en motorcykelbetjent på motorvejen på Fyn”, fortæller advokat Niels Fjeldberg. Manden afleverer sit kørekort til betjenten. ”Hvad er din fødselsdag”, spørger betjenten, mens han står med mandens kørekort i hånden. ”Det kan du vel se på kortet”, svarer manden. ”Nu skal du ikke være fræk”, svarede betjenten og åbnede fordøren på bilen. ”Betjenten hev manden ud og bankede ham op ad bilen, mens han sagde: Hvis ikke du fortæller mig, hvornår du er født, selv om jeg kan læse det på kortet, så kommer du med på politistationen. Og derinde er der trapper!”, fortæller advokat Niels Fjeldberg, der har anbefalet sin klient ikke at rejse en klage-sag.

”Jeg har sagt til ham: Ja, du kan godt klage. Men det bliver påstand mod påstand. Den betjent vil jo komme og sige, du slog på ham. Og så får du en paragraf 119-sag om vold mod politiet. Der er ikke noget at gøre. Hvis en politimand kommer og siger, at noget er foregået, så er det sådan, det er foregået”, siger Niels Fjeldberg, der kan nævne en stribe tilsvarende sager, hvor borgernes vidneudsagn efter hans mening er blevet tilsidesat.”

Jeg rettede på baggrund af artiklen skriftlig henvendelse til advokaten og redegjorde heri for reglerne om behandling af anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten og klager over politipersonalets adfærd i tjenesten. Jeg tilkendegav endvidere følgende: ”Klager over politiet bliver behandlet seriøst og grundigt af statsadvokaterne. Det sker naturligvis i mange tilfælde, at klageren ikke får medhold i sin klage. Dette kan imidlertid på ingen måde tages som udtryk for, at det skulle være farligt eller nytteløst at klage. De regionale statsadvokaters afgørelse i en sag træffes således på grundlag af en ganske almindelig bevisvurdering, der ikke adskiller sig fra bevisvurderingen i andre sager. Der er som anført af statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen tale om en helhedsvurdering, hvor samtlige forklaringer indgår i sagen, uanset om der er tale om polititjenestemænd eller ej.

Såfremt referatet af den konkrete sag, der omtales i artiklen, er korrekt, er der efter min opfattelse tale om en meget alvorlig sag, der bør efterforskes. Jeg skal derfor opfordre Dem til at rette henvendelse til Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm, der, da episoden fandt sted på Fyn, er den kompetente myndighed. Udtalelser, som dem De er citeret for, og hvorefter det skulle være nytteløst – eller i værste fald farligt – at klage over politiet kan efter min opfattelse have en meget negativ indflydelse på det omdømme og den respekt, politiet nyder i befolkningen. For at undgå en sådan udvikling bør alle – og måske især de, der professionelt har kontakt med politiets arbejde – medvirke til, at enkeltstående tilfælde af uacceptabel eller strafbar adfærd bliver afdækket.”

Den ovenfor nævnte advokats rådgivning af sine klienter synes at bygge på advokatens egne iagttagelser for eksempel i forbindelse med, at advokaten bistår personer, der klager over politiet.

Det ses ikke af sagen, at advokaten, der tilsyneladende lå inde med oplysninger om overgreb mod en konkret borger, gennem reglerne om vidnetvang blev forsøgt aftvunget oplysninger om, hvem den person, der havde været udsat for det påståede overgreb fra politiet, var.

Nedenfor er gengivet en dom fra "Ugeskrift for Retsvæsen", som er et tidsskrift, der læses af - vel nærmest alle - advokater i Danmark. Ved et opslag under reglerne i straffeloven om falsk anmeldelse fremkommer nedennævnte dom. Her blev en person fundet skyldig i falsk anmeldelse mod politifolk, efter at personen havde klaget til Statsadvokaten over brutal adfærd fra politiet. Det er ikke oplyst, at andre personer end politipersonale har vidnet mod den pågældende. Der ses ikke i afgørelsen at være civile vidner, der kan bekræfte politipersonalets forklaringer om, at den pågældende ikke er blevet behandlet således, som han har påstået i sin klage.

Dommen synes i øvrigt at stride mod praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket der redegøres nærmere om nedenfor.

Dommen lyder således:
 
  U.1994.566V

"V.L.D. 7. april 1994 i anke 11. afd. nr. S-2251-93
Anklagemyndigheden mod T, (adv. Morten L. Wagner, Viborg, e.o.)

Af anke 11. afd. nr. S-2251-93 - Anklagemyndigheden mod T, (adv. Morten L. Wagner, Viborg, e.o.) - fremgik, at T, født den 30. september 1956, var tiltalt til straf for overtrædelse af strfl. § 164, stk. 1, »ved med forsæt til, at nogle nærmere identificerede polititjenestemænd ved Viborg Politi derved blev sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, urigtigt at have anmeldt sig udsat for vold under følgende nærmere omstændigheder:
Den 24. januar 1993 blev tiltalte anholdt som sigtet for spirituskørsel. Under en efterfølgende afhøring på politistationen i Viborg blev tiltalte voldsom. Tiltalte blev derpå af flere politiassistenter ført til et venterum og senere til et detentionslokale.
I denne forbindelse slog tiltalte hovedet.
Den 29. januar 1993 indgav tiltalte gennem advokat Morten Wagner en klage til Politimesteren i Viborg over den behandling, han havde været udsat for på politistationen den 24. januar 1993. Klagen var vedhæftet en af tiltalte til advokaten afgivet forklaring. Efter denne forklaring skulle tiltalte have været udsat for grov vold fra polititjenestemændenes side, idet bl.a.
a. »Betjenten hoppede op og slog klienten oven i hovedet meget hårdt«.
b. To betjente »for på klienten og slog ham ud«.
c. Betjentene »knaldede hans hoved i et skab«.
d. 5 betjente slæbte af sted med klienten »og 2 af betjentene, der var civilklædte, gik på ham og slog ham«.
e. »Herefter blev han ført ud i en gyde. Den betjent, der havde afhørt ham sparkede ham 2-3 gange i underlivet«
f. »De fik skoene af ham, hvorefter han blev sparket under fodsålerne 3-5 gange af en af betjentene«.

Under afhøring af politiet den 18. februar 1993 fastholdt tiltalte de i klagen meddelte urigtige oplysninger om den af politiassistenterne udøvede vold og forklarede yderligere i strid med sandheden bl.a., at han fik trukket sine sko af, hvorefter »en af hundefolkene, som var iført læderstøvler«, sparkede ham under begge fødder. »Han vil anslå, at han blev sparket 5-10 gange« samt, at i samme øjeblik blev han »af den anden hundemand sparket 3-4 gange i underlivet«.
Under afhøring af politiet den 21. april 1993 fastholdt tiltalte de tidligere afgivne forklaringer og henholdt sig til indholdet af klagen af 29. januar 1993 med bilag.«

T påstod afvisning, subsidiært frifindelse.

I Viborg Kriminalrets dom 14. september 1993 siges bl.a.:
Under parternes procedure for retten har tiltaltes forsvarer fremsat sin principale påstand om sagens afvisning under henvisning til retsplejelovens § 831, idet de pågældende politibetjentes navne ikke er gengivet i tiltalen.

Retten skal udtale:
For så vidt angår den af forsvareren nedlagte afvisningspåstand skal bemærkes, at denne blev forelagt retten, efter at statsadvokatens første indlæg var afsluttet og således på domsforhandlingens 2. dag, efter at bevisførelsen var afsluttet. Retten finder, at statsadvokatens anklageskrift opfylder de i retsplejelovens § 831 indeholdte krav til tiltalens udformning, hvorfor den fremsatte afvisningspåstand ikke vil være at tage til følge. Det skal yderligere bemærkes, at der under domsforhandlingen var foretaget en omfattende bevisførelse, hvorefter enhver, der måtte antages at have viden om det passerede, er afhørt herom.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte har afgivet oplysninger til offentlig myndighed, findes det efter bevisførelsen godtgjort, at tiltalte under afhøring hos politiet den 18. februar 1993 har afgivet de i sagen nævnte oplysninger til politiet og yderligere bekræftet disse under afhøringen den 21. april. Det må i denne forbindelse fremhæves, at de i politirapporten af 18. februar 1993 gengivne oplysninger svarer i alt væsentligt til det af tiltalte under domsforhandlingen forklarede.
Denne del af det i straffelovens § 164, stk. 1, beskrevne gerningsindhold findes herefter at være til stede fra den 18. februar 1993.
For så vidt angår det faktiske passerede finder retten efter den omfattende bevisførelse at måtte anse det for godtgjort, at tiltalte blev vred, da det under afhøringen blev oplyst, at man betvivlede bilens bremseevne, og at han råbte op, hvorefter den afhørende politibetjent slog i bordet. Det findes tillige at måtte anses for bevist, at tiltalte ikke blev tildelt noget slag i hovedet som af tiltalte forklaret. Vagthavende kom derefter til stede og greb tiltalte for at trække ham ud fra afhøringslokalet, hvilket resulterede i, at de to kraftigt byggede personer i forbindelse med passage af døren kommer ud af balance, således at tiltalte falder ind mod skuffesystemet. Retten finder at måtte lægge til grund, at dette var et uheld, men det kan ikke bortses fra, at tiltalte - spiritusnydelse og ophidselse taget i betragtning - har opfattet dette som et egentlig angreb. Det må endvidere anses for godtgjort, at der ikke herefter under tiltaltes ophold på politistationen på noget tidspunkt er overgået tiltalte noget alvorligt, udover de i hændelsesforløbet anvendte, fornødne førergreb. Retten finder således, at tiltaltes forklaring om, at han blev tildelt slag, blev lagt på maven, at han blev sparket under begge fødder, efter at havde fået sine sko af, og at han blev tildelt flere spark i underlivet, er i strid med sandheden.
Det måtte stå tiltalte aldeles klart, at de af ham under politiafhøringen den 18. februar 1993 afgivne oplysninger ville være egnede til at medføre retsforfølgning mod de pågældende polititjenestemænd, og det i straffelovens § 164, stk. 1, indeholdte krav om forsæt, er opfyldt bortset fra det ved skuffesystemet passerede.

På dette grundlag findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1.

Under hensyn til den alvorlige karakter af de af tiltalte afgivne oplysninger vedrørende de påståede slag og spark, findes tiltalte i medfør af straffelovens § 164, stk. 1, at burde anses med straf af fængsel i 30 dage, hvilken straf ikke findes at burde gøres betinget. - - -

I V.L.D. 7. april 1994 siges bl.a.:
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, herunder at straffen gøres betinget.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet, dog således, at der ikke påstås at foreligge strafbart forhold forud for afhøringen den 18. februar 1993. Anklagemyndigheden har endvidere påstået skærpelse.

Det reolsystem, som tiltalte slog hovedet imod, er efter det oplyste en træreol med skuffer med metalbeslag. - - -

Landsretten udtaler:
Efter bevisførelsen, herunder især forklaringerne afgivet af de implicerede polititjenestemænd, tiltrædes det, at det er lagt til grund, at tiltalte ikke har været udsat for vold på politigården, og at hans forklaringer herom under politiafhøringerne den 18. februar og 21. april 1993 således er urigtige. De urigtige oplysninger må anses for afgivet af tiltalte på tidspunkterne for afhøringerne. Det findes endvidere at måtte have stået tiltalte klart under afhøringerne, at hans forklaringer var urigtige, herunder at også oplysningerne om at han skulle have været udsat for vold i forbindelse med, at han ramte hovedet mod reolsystemet i ekspeditionslokalet var urigtige. Endelig lægges det til grund, at tiltalte herved har haft forsæt til, at de implicerede polititjenestemænd ville blive sigtet for vold. Tiltalte findes derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen for landsretten.
3 voterende finder straffen passende bestemt.
3 voterende finder under hensyn til beskyldningernes art og de involverede personers stillinger, at straffen bør forhøjes til fængsel i 3 måneder.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen fastsættes straffen til fængsel i 30 dage.

Der er enighed om, at der ikke er grundlag for at gøre straffen betinget.
 
Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen. - - - ..."
 
Denne dom, der som nævnt ovenfor er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen, kan medvirke til, at advokater fristes til at advare deres klienter om, at det kan være uhensigtsmæssigt at klage over politiet.

I ovennævnte dom synes retten at lægge til grund, at den pågældende "ramte hovedet mod reolsystemet i ekspeditionslokalet", men at han i øvrigt ikke er blevet slået i hovedet af polititjenestemænd. Det synes alene at være polititjenestemændenes forklaringer om, hvorledes den tiltalte har slået hovedet, der er lagt til grund for afgørelsen. Der fremgår ikke af sagen, at der for eksempel er foretaget egentlige lægelige eller tekniske undersøgelser, der støtter politifolkenes forklaringer og dermed domfældelsen.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) stiller strenge krav til beviset for, at der ikke er sket en krænkelse af EMRK artikel 3 i tilfælde, hvor en borger har fået synlige skader på kroppen, medens han eller hun har været i politiets varetægt, og hvor den pågældende hævder, at skaderne skyldes brutalitet udøvet af politifolk. EMD anser det også for en krænkelse af artikel 3, såfremt der ikke foretages en grundig undersøgelse af en klage over politibrutalitet. Er for eksempel de tekniske eller lægelige undersøgelser mangelfulde, vil dette i sig selv kunne føre til, at artikel 3 er krænket.

Som eksempel på nyere praksis ved EMD kan nævnes sagen Zelilof mod Grækenland afgjort den 24. maj 2007 (app.-nr. 17060/03).

Det er meget tænkeligt, at EMD vil mene, at undersøgelserne i ovennævnte sag fra Vestre Landsret har været for overfladiske, og at konventionen dermed er krænket. 

Radio Gladsaxe skriver den 21. mars 2002 følgende på linket http://www.radiogladsaxe.dk/Nyhedsarkiv/2002/mar02/21.03.02frmain.htm:
 


Dømt for falsk anklage mod politiet

Det var en højlydt, meget utilfreds mand, der i går blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for ulovlig våbenbesiddelse samt falsk anmeldelse om politivold.
Dermed havde den 23-årige mand fra Herlev indirekte anklaget to betjente ved Gladsaxe politi for at have udøvet vold mod ham.
Den episode fandt sted i december 1999, hvor den tiltalte i en stjålet personbil fik øje på en patruljevogn. Han skyndte sig at parkere, hvorefter og han og passageren stak af i hver sin retning til fods. De to betjente havde hund med og fandt hurtigt frem til den tiltalte og anholdte ham. Hans påstand er, at mens den ene forfulgte den kvindelige passager, pudsede den anden hunden på ham og slog ham senere med knytnæve i ansigtet. Dette skulle angiveligt være sket, mens den anden betjent og kvinden ikke var til stede.
 
Statsadvokaten undersøgte for et år siden sagen og fandt intet, der tydede på, at de to betjente havde handlet i strid med loven.
De to betjente samt den vagthavende på politistationen sagde alle i Gladsaxe byret i går, at det mærke, den tiltalte havde ved venstre øje, var et gammelt, blåt mærke. Billeder taget af den tiltalte på tidspunktet viste dog, at det mærket var blåt og ikke, som politiet sagde, brunt og gult. Retten valgte også på dette punkt at se bort fra anklagen, da det ikke var tilstrækkeligt belyst, hvorimod en enig domsmandsret fastslog, at så vidt angik hundebiddet, var anmeldelsen falsk.
 
Den 23-årige ankede på stedet dommen, idet han råbte, at det er "for dårligt, det altid kun er politiet, man tror på", hvorpå han rev døren op og højt brokkende forlod retslokalet.

Nedenfor er gengivet et uddrag af sager fra Rigsadvokatens Beretning for 1999, hvor personer, der har klaget over politiet, senere er blevet sigtet eller straffet.

Fra Rigsadvokatens Beretning 1999 fremgår blandt andet følgende:
  Station 1- sagen
(SA1-99-321-0565 og G 2625)
Den 7. februar 1999 bragte et større dagblad en artikel, hvori der blev fremsat en lang række
beskyldninger om trusler, chikane, vold eller seksuelle overgreb begået af politifolk på station 1 i
København. Beskyldningerne var i væsentlig grad baseret på oplysninger fra en sygeplejerske, der i et år
havde arbejdet på gaden på Vesterbro og fra den daglige leder af værestedet “Reden”. Endvidere
stammede oplysningerne fra narkomaner og prostituerede, som dagbladet havde talt med. Særligt to
politifolk – omtalt som “McCloud” og “Snigeren” – blev fremhævet for at have udvist særlig grov adfærd.
I artiklen blev særligt fremhævet en episode, hvor en 19-årig kvinde, der var under afvænning for sit
narkotikamisbrug, havde overværet, at politiet efter en resultatløs visitation af hendes ven havde rettet en
pistol mod vennens tinding og udtalt: “At han kraftedme skulle fortælle, hvor coken var ellers ville han
trykke af”. Endvidere havde hun ved en anden lejlighed været udsat for blufærdighedskrænkelse af en
betjent. Sagen er nærmere omtalt under punkt 7.2.5. eksempel 4.

Statsadvokaten besluttede på baggrund af en henvendelse fra Politidirektøren i København den 9.
februar 1999 at indlede undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 1. Statsadvokaten
anmodede samme dag dagbladet om at fremkomme med navne og adresser på de personer, der havde
rettet henvendelse til dagbladet vedrørende klager over politiet samt at forsøge at få de pågældende til at
henvende sig til statsadvokaturen.
Den 11. februar 1999 blev der på ny bragt en artikel i dagbladet, hvori en navngiven prostitueret
fremsatte beskyldninger mod en ikke navngivet politimand for systematisk at have misbrugt og ydmyget
hende, forsynet hende med stoffer som betaling for seksuelle ydelser og truet hende på livet. Denne sag er
nærmere omtalt under punkt 7.2.5. eksempel 2.
Statsadvokatens undersøgelse tog udgangspunkt i de konkrete sager, der var omtalt i dagbladet samt
klager, der efterfølgende blev indgivet til statsadvokaten. Endvidere afholdt statsadvokaten blandt andet
et møde med de sociale institutioner på Vesterbro, hvor man henstillede til institutionerne at opfordre
klientellet til at rette henvendelse til statsadvokaturen med eventuelle klager om overgreb. Statsadvokaten
anmodede den 12. februar 1999 Rigspolitichefens Rejseafdeling om bistand til undersøgelsen.
Statsadvokaten har modtaget i alt 99 konkrete anmeldelser og klager i sagskomplekset, herunder også
klager over politimæssige dispositioner.
I et stort antal af disse sager har det ikke været muligt for statsadvokaten at foretage en nærmere
undersøgelse af klagen, fordi klagerne eller de forurettede ikke har villet medvirke ved undersøgelsen. En
række af anmeldelserne vedrørte endvidere forhold, der var så gamle, at et eventuelt strafansvar ville være forældet, eller hvor det måtte anses for udsigtsløst at få nærmere forklaringer fra de involverede om
det passerede.
Ingen af sagerne har resulteret i egentlig kritik af eller tiltale mod politifolk. I de sager, hvor klageren
har medvirket ved undersøgelsen, har begrundelsen som oftest været, at klagerens forklaring blev bestridt
af de pågældende politifolk, og at der ikke var forklaringer fra vidner eller andre oplysninger, der støttede
den ene forklaring frem for den anden, altså hvor påstand stod mod påstand.
Kun én sag har medført statsadvokatens beklagelse af en bemærkning, som en polititjenestemand
fremkom med overfor klageren. Denne sag er omtalt under punkt 7.2.1. eksempel 3.
Én sag har resulteret i, at anmelderen blev tiltalt for falsk anklage, ligesom Rigsadvokaten i en sag
besluttede, at anmelderen skulle sigtes for falsk forklaring for retten og falsk anklage. Disse sager er
omtalt under punkt 7.2.5. eksempel 2 og 4. Herudover er en person idømt 30 dages fængsel for falsk
anklage mod navngiven polititjenestemand for trusler.
Statsadvokatens afgørelser i sagskomplekset er med enkelte undtagelser tiltrådt af politiklagenævnet.
Enkelte sager er endnu ikke afgjort.
Udover de ovenfor anførte sager er yderligere en sag fra komplekset omtalt i beretningen under punkt
7.2.1. eksempel 1.
Statsadvokaten har den 17. marts 2000 afgivet en redegørelse om den samlede undersøgelse i station 1-
sagen. Redegørelsen er offentliggjort den 22. marts 2000.

Rigsadvokatens Beretning 1999
  (SA1-98-321-0475)
En person A, der var tiltalt i en mindre sag om handel med euforiserende stoffer, oplyste efter retsmødet
til sin advokat, at han tre måneder tidligere havde været udsat for vold i forbindelse med en anholdelse
foretaget af de to polititjenestemænd, der netop havde vidnet i sagen. Advokaten indgav anmeldelse for
vold og statsadvokaten indledte efterforskning i sagen
Statsadvokaten afviste anmeldelsen som grundløs, og lagde vægt på, at de pågældende
polititjenestemænd benægtede at have anvendt nogen former for vold under anholdelsen, at en
politiattest fra den dag, hvor forholdet skulle være begået, ikke angav skader, der kunne svare til den
beskrevne vold, og at anmeldelsen var indgivet dagen efter et retsmøde, hvor en af de involverede
polititjenestemænd havde vidnet mod ham. Politiklagenævnet var enig.
Politidirektøren rejste tiltale mod A for falsk anklage efter straffelovens § 164, og A blev dømt i
byretten.
Sagen er under anke.

Rigsadvokatens Beretning 1999. Denne sag er ikke uinteressant, idet Rigsadvokatens afslutningsvise udtalelse må forstås således, at anklagemyndigheden sædvanligvis lægger en politiassistents forklaring om "sine iagttagelser om et strafbart forhold, hvor han ikke selv er part," til grund som tilstrækkeligt bevis". Det fremgår også, at klager over politiet tilsyneladende rutinemæssigt afvises, når påstand står mod påstand.
  Grundløs anmeldelse om vold under transport af anholdt
(SA4-99-6206-0098 og 511/99)
En person A, der blev anholdt for overtrædelse af politivedtægten, anmeldte, at han, mens han ilagt
håndjern sad på bagsædet i patruljebilen under transporten til politistationen, var blevet slået i ansigtet
af en politiassistent, der sad ved siden af ham. I forbindelse med løsladelsen blev han opfordret til at gå
på skadestuen, hvilket han dog ifølge sin egen forklaring ikke nåede.
Statsadvokaten indstillede med politiklagenævnets tiltræden efterforskningen, idet påstand stod mod
påstand.
Statsadvokaten opgav endvidere påtale mod A i relation til en anmeldelse for falsk anklage, som
politiassistenten havde indgivet. Statsadvokaten lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke var
oplysninger i sagen, der støttede A’s forklaring om begivenhedsforløbet fremfor politiassistentens, og A
derfor ikke under en eventuel straffesag kunne forventes dømt for overtrædelse af straffelovens § 164 og
§ 165.
Sagen blev indbragt for Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse og tilføjede, at sagen
adskilte sig fra de situationer, hvor en polititjenestemands forklaring om sine iagttagelser om et strafbart
forhold, hvori han ikke selv er part, lægges til grund som tilstrækkeligt bevis.

Sagen ovenfor benævnt som "Station 1- sagen" med statsadvokatens journalnummer SA1-99-321-0565 og G 2625 kan muligvis illustrere, at selv pressen, som ellers ikke sjældent anses for i en demokratisk retsstat at være "den fjerde statsmagt" måske også kan lade sig skræmme til ikke at forholde sig for kritisk over for politiet.

Journalist Mikkel Hertz foretog i 1998 en omfattende research som ansat ved Morgenavisen Jyllands-Posten med henblik på at afdække uregelmæssigheder blandt nogle politifolk på den daværende Station 1. Dette førte til, at der blev bragt flere kritiske artikler i avisen i 1999 om polititjenestemænd ved Københavns Politi.

Artiklerne førte til en omfattende kritisk presseomtale af politiet i mange medier og til, at borgere henvendte sig med 99 sager, der blev undersøgt (og senere afvist) af statsadvokaten.

I artiklen "Narret af kilden" i Dansk Politi nr. 2, 2003, ses følgende interview med Mikkel Hertz: 
  "....Da Mikkel Hertz i november 1998 bliver udnævnt til chef for en redaktion, der skal kulegrave sager – går de to i gang.
Turen går til Christiania, hvor de ser filmoptagelser af politifolk, de besøger Statsadvokaten, forsvarsadvokater, sygeplejersker, de snakker med politiskolen, tidligere ansatte på Station 1, og de bevæger sig rundt nærmiljøet og interviewer lokale. Meget af det, de hører, bekræfter ifølge Simon Andersen deres tese om politivold.
- Groft sagt snakker vi med et utal af ludere og lommetyve. Vi vælger tre af dem ud, som vi med sikkerhed tror på. Får dem til at fortælle deres historier igen og igen for at sikre, at de ikke bare finder på. Vi får dem også til at underskrive en erklæring om, at de vil stå fast på deres historier over for Statsadvokaten, siger han.
Den 7. februar kommer første artikel.
- Vi laver to eller tre sider om luderne og forråelsen. Herunder en side, hvor de tre ludere under overskriften “Vidner fra stenbroen” fortæller om deres oplevelser, siger Simon Andersen, der står ved indholdet og mener, at kilderne var troværdige og artiklerne sobre…. ..."

Journalist Mikkel Hertz skrev artiklerne sammen med journalist Simon Andersen. I artiklen "Narret af kilden" i Dansk Politi nr. 2, 2003, ses følgende interview med Simon Andersen:
  "..Mange §119-sager
I mere end et år beskæftigede Simon Andersen sig med Station 1, heraf halvanden måned “intensivt”.
- I princippet startede det hele, da jeg kom til København fra Århus midt i halvfemserne og blev sat til at dække en retssag mod “Overarmen og Kummefryseren” fra Station 1. Jeg blev rystet. De ting, jeg oplevede her, stemte overhovedet ikke overens med det billede, jeg havde af politiet hjemmefra. Det ville jeg gerne undersøge nærmere, husker han.
Sidst i halvfemserne bliver der lejlighed for at følge op.
- På det tidspunkt havde Station 1 utroligt mange §119 sager. Jeg kan huske, at en af dem var en ung pædagog, som stod til fyring, fordi han havde slået en politimand. Da jeg en aften tilfældigt slår over på TV-Stop, ser jeg en sekvens af hændelsen, hvor det faktisk er betjenten, der slår løs på pædagogen, fortæller Simon Andersen. ..."
 
I "Journalisten" 28. april 2004 interviewes de to journalister under overskriften "Først anklagen - så fortvivlelsen". Af artiklen af journalist Anja Bertelsen fremgår blandt andet:
 
".. For fem år siden skrev Simon Andersen og Mikkel Hertz, der dengang begge var ansat på Jyllands-Posten (JP) om Pia Dahlgrens far, der var betjent på Vesterbro.

I spalterne bliver han anklaget for at sexmisbruge en prostitueret, true hende på livet og forsyne hende med narko. Senere kommer det frem under en retssag, at anklagerne mod Pia Dahlgrens far er grundløse. I kølvandet på anklagerne bliver han sygemeldt og mister jobbet som betjent. Kort før jul sidste år fik han derfor tilkendt en erstatning.

For Simon Andersen og Mikkel Hertz er det et fagligt mareridt at have bragt anklagerne videre. Som Mikkel Hertz siger, så er »det her absolut det sidste, jeg har lyst til at optræde i Journalisten med.« Alligevel stiller han op. Mikkel Hertz vil være mand for at svare på ubehagelige spørgsmål.

Simon Andersen har, siden han viderebragte de grundløse anklager, skiftet jobbet på JP ud med et arbejde som underviser i journalistik.

Karriereskiftet har givet ham tid til at tænke over journalistikkens væsen - også når det handler om fejl. Han sammenligner i dag journalister med politifolk:

»Vi forsvarer os også til sidste blodsdråbe og håner alle, der kritiserer os.«

For Simon Andersen er mediebroderskabet i bedste fald usympatisk og i værste fald skadeligt. Derfor har han valgt at fortælle om det mest ulykkelige kapitel i sin journalistiske karriere: viderebringelsen af de grundløse beskyldninger mod betjent Søren Dahlgren, også kaldet McCloud.

Beskyldningerne mod Søren Dahlgren kom frem i forbindelse med en serie i JP om forholdene på Station 1 - politistationen, der dækker Vesterbro.
Simon Andersens og Mikkel Hertz' tese var, at betjente, der arbejder i barske miljøer, selv bliver rå - alt for rå.

Under researchen interviewede de to journalister læssevis af betjente og socialarbejdere, ligesom de støvede rundt på Vesterbro og talte med Istedgades kendte ansigter. Søndag den 7. februar 1999 kommer de første artikler.
Læsere får beretningen om betjenten, der tager en prostitueret på brysterne og i skridtet og - ifølge JP - siger: »Du er jo prostitueret, så du kan jo lide det.«

JPs læsere får også historien om en ung fyr, der sammen med sin kæreste får besked på at tage al tøjet af i en port, hvorefter en betjent sætter en pistol mod hans tinding og siger, at han vil trykke af, hvis ikke fyren fortæller, hvor kokainen er.

Læserne får derudover at vide, at nogle betjente kræver sex af de prostituerede. Anklagerne stammer fra anonyme kilder.

Simon Andersen og Mikkel Hertz har - som en slags lakmusprøve på kildernes troværdighed - fået dem til at skrive under på, at de taler sandt og vil genfortælle deres oplevelser i retten. ..."

Simon Andersen fortæller videre i artiklen, at han og Mikkel Hertz burde været blevet fyret, fordi de ikke i første omgang "efterprøvede oplysningerne fra en prostitueret, som senere blev idømt en fængselsstraf for falsk anmeldelse mod politifolk. Det hedder i artiklen videre:
 
"... Han mener, at det havde været »en rimelig reaktion«, hvis JPs ledelse havde fyret de to, fordi de ikke i første omgang efterprøvede Jane Madsens oplysninger.

Mikkel Hertz, der i dag er redaktionschef på TV2/NYHEDERNE, mener også, at en fyring havde været berettiget.

»Vi var dummere, end politiet tillader«, siger Mikkel Hertz.

Under interviewet på værtshuset på Vesterbro fortalte Jane Madsen i detaljer sin historie til Mikkel Hertz og Simon Andersen.

De to journalister erindrer, at hun kunne huske bilmærker og levende beskrive rum, hun havde opholdt sig i. Ud over at berette detaljeret, så fortalte Jane Madsen sin historie uden at modsige sig selv.

»På skærmen og over for os virkede Jane Madsen ufattelig troværdig. Og så ville vi samtidig så uendelig gerne, at hun talte sandt. Det, vi havde brugt så lang tid på at dokumentere, illustrerede hun 135 procent perfekt. Hun var vores drømmekilde - det perfekte eksempel. Vi kunne ikke have skabt hende bedre selv,« siger Simon Andersen.

Mikkel Hertz mener, at hovedårsagen til, at de stolede på Jane Madsen, var, at de mødte megen modstand under researchen. Da de så endelig fik medløb på historien, labbede de ordene i sig. ..."

Det er svært ikke at få den opfattelse, at de to journalister bebrejder sig selv for at have skrevet de kritiske artikler om politiet, idet de mener, at de i videre omfang burde have efterprøvet oplysningerne fra den omhandlede prostituerede.

Journalisternes selvbebrejdelser forekommer påfaldende, især når henses til, at det var statsadvokaten og rigsadvokaten, der har foretaget de undersøgelserne af politifolkenes adfærd og handlinger, som blev belyst i artiklerne. Statsadvokaten og Rigsadvokaten fandt ikke anledning til at rejse straffesager mod politifolkene i anledning af beskyldningerne. Statsadvokaten og Rigsadvokaten er politifolkenes overordnede, og det er nærliggende at spørge, hvorfor de to journalister ikke i højere grad har forholdt sig kritisk til det rimelige i, at sigtelserne ikke blev prøvet ved retten men blev afgjort af et organ, der er afhængigt af politiet. Den kvindelige prostituerede blev - efter KRIMs opfattelse - i det væsentlige fundet skyldig i falsk anmeldelse, fordi hun ikke kunne bevise, at de forhold, som hun havde forklaret om, var fundet sted. Man kan spørge om dette er en rimelig dom, og om en sådan dom er med til at skræmme borgerne fra at fremkomme med oplysninger om eventuelle overgreb fra politiet.

Det forekommer særdeles ofte, at journalister fremkommer med grove beskyldninger mod mindre magtfulde borgere end politifolk, hvor beskyldningerne senere viser sig at være grundløse, ganske uden at journalisterne i denne anledning synes at bebrejde sig selv eller på anden måde give udtryk for beklagelse over beskyldningerne.

I det følgende ses et eksempel, hvor 6 indsatte i Nyborg Statsfængsel i pressen blev beskyldt for drabsforsøg alene på grundlag af udokumenterede oplysninger fra en polititjenestemand. Oplysningerne var ikke på nogen måde blevet efterprøvet for eksempel ved at give de anklagede indsatte lejlighed til at kommentere oplysningerne.

Journalist Mia Harm Madsen, Fyens Stiftstidende, skrev på fyn.dk den 13. marts 2008 blandt andet således:
  "Politiet venter på svar på betjentenes blodprøver. Sagen skal måske efterforskes som en mordssag, alt efter hvilket stof der var i kagen

Der kan gå helt op til 14 dage inden politiet får svar fra blodprøverne fra de fire forgiftede betjente, og først når politiet ved, hvilket stof betjentene blev forgiftede med, ved de hvordan, de skal efterforske sagen.

- Alt efter hvilket stof vi finder i deres blod, kan det jo være, at sagen skal efterforskes som et mordforsøg, siger Niels Christian Larsen der er politikommissær i Nyborg. ..."

Artiklen lagde således til grund, at kagen var forgiftet, og at sagen alene drejede sig om at få afklaret, hvilken type gift, der var i kagen.

I en lille notits i samme avis den 11. april 2008 kunne avisen fortælle, at undersøgelser vise, at der ikke var gift, hverken i resterne af kagen eller i fængselspersonalets blod eller urin. Der var imidlertid ingen selvbebrejdelse overhovedet at spore i disse notitser ligesom i tilfældene omtalt ovenfor, hvor to journalister havde rettet  tilsyneladende fejlagtig kritik af politiet.

Til trods for at den indsatte, der bagte kagen, er leder af en rocker-organisation, der i pressen til stadighed fremstilles som en vild og frygtindgydende kriminel bande, og til trods for at de 5 øvrige også er medlemmer af samme bande, synes journalisten, der fremkom med fejlagtig kritik af dem, ikke at være præget af den samme angst som de to kolleger, der fremkom med fejlagtig kritik af politifolk ved Station 1 i København,  og som selv beklagede, at de "var dummere, end politiet tillader".

Måske får vi avislæsere en dag et svar på, hvad det er for forhold, der gør, at i hvert tilfælde nogle af vore journalister tilsyneladende frygter politiet mere end rockerne.

Journalister er utvivlsomt afhængige af politiet som leverandør af de store mængder kriminal-reportage, der fylder meget i store dele af pressen.

Det er muligt, at (nogle) journalister frygter, at politiet vil nægte medier eller enkelte journalister adgang til oplysninger, hvis disse udtaler sig kritisk om politiet, og at sådan frygt kan være eneste årsag til reaktioner som dem, der sås hos de to ovenfor nævnte journalister, der offentligt erkendte, at de havde været "dummere, end politiet tillader" ved at bringe deres politi-kritiske artikler.

Folketingets Ombudsmand fremkom i 1992 med kritik af Justitsministeriet, der ikke havde grebet ind over for Politimesteren i Frederikshavn, efter at denne havde udelukket en journalist fra at komme til pressemøder hos politiet. Denne journalist havde forinden bragt to kritiske artikler om politiet i Frederikshavn i forbindelse med en sag, hvor indsatte i Statsfængslet på Kragskovhede var blevet tvunget til at arbejde med livsfarlig asbest, og en sag, hvor en borger havde klaget over politivold.

Kritikken fra ombudsmanden er gengivet i ombudsmandsudtalelsen FOB.1992.141. Ombudsmanden udtalte blandt andet:

  "...Som sagen nu er oplyst, må jeg lægge til grund, at politimesteren denne dag meddelte (A's) redaktør, at (B) for fremtiden var afskåret fra det almindelige løbende samarbejde mellem politiet i (X-by) og pressen. Afgørelsen var formelt begrundet i den måde, hvorpå (B) havde dækket "asbestsagen" og "politibilsagen", idet politimesteren fandt, at (B) "bevidst havde forbrudt sig mod grundlæggende presseetiske regler". Politimesteren havde dog også tillagt det betydning, at der i den pågældende periode generelt havde været negativ omtale i pressen af politimesterembedet i forbindelse med den såkaldte "Pedal-Ove sag". Desuden havde han lagt vægt på andre artikler i (A), som var forfattet af andre medarbejdere end (B) vedrørende de to sager. Afgørelsen gjaldt uden tidsgrænser, men omfattede alene deltagelse i morgenmøder og de løbende telefoniske henvendelser og således ikke situationer, hvor politiet f.eks. i kraft af offentlighedsloven var forpligtet til at udlevere oplysninger.  ..."
 
Afgørelsen fra politimesteren mødte naturligvis kritik af ombudsmanden, der blandt andet pegede på, at en offentlig myndighed ikke må gøre usaglig forskel på forskellige medier og journalister. Det anses for usagligt at forskelsbehandle et medie, fordi mediet har udtalt sig kritisk om myndigheden.

Der er også eksempler på, at journalister, der udøver kritisk journalistik mod politiet, ikke kun mødes med trusler om, at deres kritiske journalistik kan føre til, at de udelukkes fra at få oplysninger fra politiet, men at de også udsættes for mere håndgribelig pression. En journalist deltog i oktober 2003 i en optagelse af en dokumentarfilm om politiets drab af en biltyv på Amager i april 2003. Selskabet, der stod for optagelsen, var et lille filmselskab, der forudgående havde produceret andre dokumentarfilm, der var kritiske overfor politiet. Journalisten havde under optagelsen en politiuniformsjakke på, som var udlånt fra Danmarks Radio. Journalisten blev anholdt i adskillige timer, medens politiet undersøgte, om det var korrekt, at Danmarks Radio havde udlånt jakken. Selv om Danmarks Radio erkendte, at de også brugte jakken som kostume, var det kun journalisten fra det lille selskab, der blev sigtet. Journalisten var sigtet i mange måneder og tilsagt til at møde i Københavns Byret. Dagen efter, at journalistens advokat havde skrevet til politiet og forlangt, at personer fra Danmarks Radio også skulle indkaldes som vidner, og at der ville blive klaget til Folketingets Ombudsmand over politiets åbenlyse forskelsbehandling mellem det lille filmselskab og Danmarks Radio, trak politiet sagen. Journalisten fik erstatning for uberettiget anholdelse. Sagen er gengivet her.