Reglerne om, at domfældte i straffesager skal erstatte det offentlige sagsomkostninger uden muligheder for eftergivelse, krænker formentlig artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

  

Af advokat Claus Bonnez,

20. november 2007

Justitsministeren blev af Folketingets Retsudvalg i spørgsmål nr. 428 af 3. september 2007 bedt om at kommentere en række spørgsmål i en henvendelse af 29. august 2007 fra talsmanden i Statsfængslet i Vridsløselille jf. REU alm. del - bilag 651. Ministerens svar på spørgsmålet om at ændre reglerne om inddrivelse af sagsomkostninger lyder således:
  ".. 2. Det anføres videre i henvendelsen, at indsattes sagsomkostninger bør eftergives.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har hertil oplyst, at det er Restanceinddrivelsesmyndigheden under SKAT, som efter den 1. november 2005 står for inddrivelsen af bl.a. sagsomkostninger. Det fremgår af reglerne i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige, at bl.a. sagsomkostninger, som ikke betales, skal inddrives, medmindre Restanceinddrivelsesmyndigheden skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe skyldnerens levevilkår. Myndigheden kan tillade henstand med eller afdragsvis betaling af sagsomkostninger. Ved henstand med betalingen af sagsomkostninger stilles inddrivelsen i bero, når skyldneren ikke aktuelt har betalingsevne. Restanceinddrivelsesmyndigheden træffer endvidere afgørelse om eftergivelse (benådning) af bøder og konfiskationsbeløb, bortset fra tvangsbøder. Der er derimod ikke hjemmel til at eftergive (benåde for) sagsomkostninger hverken helt eller delvist.

Klager over Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser vedrørende sagsomkostninger kan i øvrigt påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis størrelsen af det enkelte beløb er mere end 15.000 kr.

Jeg finder ikke umiddelbart grundlag for at foreslå ændring af reglerne, så det bliver muligt at eftergive (benåde for) sagsomkostninger."
 
Som det fremgår af spørgsmålet, har Justitsministeren ikke fundet "umiddelbart grundlag" for at foreslå en ændring af reglerne, så det bliver muligt at eftergive eller benåde for sagsomkostninger.

I Norge, Sverige og Storbritannien bliver borgere, der findes skyldige i en straffesag ikke pålagt at skulle betale sagsomkostninger, som de ikke har råd til. I Storbritannien får man fri proces, ligesom tilfældet er i civile sager herhjemme, hvis man ikke har råd til sine sagsomkostninger i en straffesag. Det offentlige kræver ikke disse tilbagebetalt, selv om den dømte bliver straffet ("taber" sagen). I Norge og Sverige tager man hensyn til den domfældtes økonomiske situation på domstidspunktet og pålægger dem kun sagsomkostninger, som de har mulighed for at betale. Derfor er der heller ikke i disse lande behov for en eftergivelsesmulighed. Den tyske ordning minder mest om den danske, idet borgere også her kan blive pålagt at skulle tilbagebetale meget store beløb til det offentlige i tilfælde, hvor det offentlige har haft udgifter til sagsomkostninger i en straffesag, hvor en borger findes skyldig. Den tyske ordning er imidlertid forskellig fra den danske på den måde, at der i Tyskland er en eftergivelsesordning. Netop fordi der var en eftergivelsesordning, blev de tyske myndigheder frifundet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag, hvor en borger mente, at de tyske myndigheder gennem reglerne om at pålægge domfældte borgere at skulle erstatte det offentliges sagsomkostninger, krænkede EMRK. artikel 6. Se mere om ordningerne i ovennævnte nabolande.

Den tyske ordning blev prøvet af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen Croissant v. Germany, som i domstolens database HUDOC har application no. 13611/88. Klageren gjorde som nævnt ovenfor gældende, at den omstændighed, at han skulle erstatte det offentlige sagens omkostninger, var i strid med EMRK artikel 6.
 
Af § 21 i afgørelsen fra EMD fremgår følgende:
  21. The Land of Baden-Württemberg Law of 30 March 1971 on court costs provides as follows:

Article 7

"(1) The payment of legal costs and other debts provided for in Article 1 (1), nos. 5 to 9, of the Regulation on the recovery of costs ... of 11 March 1937 ... may be deferred where their immediate payment would cause exceptional hardship to the person liable to pay and if such a deferment does not jeopardise the debt ...

(2) The debts referred to in paragraph 1 may be partly or wholly remitted :

1. if this seems appropriate in the pursuit of aims serving the public good; 2. where payment entails exceptional hardship for the person liable to pay; 3. where this is equitable on other specific grounds.

The same applies in regard to the reimbursement or crediting of sums already paid.

(3) The competent Minister shall take the decision provided for in paragraphs 1 and 2. In certain categories of cases he may delegate this power, in whole or in part, to subordinate authorities."
 
Domstolen udtaler, at en ordning som den tyske kunne tænkes at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6, såfremt der opstår risiko for, at kravet om erstatning af det offentliges udgifter til sagsomkostninger kan få uheldig indflydelse på selve straffesagen. Dette udtrykker EMD i § 36 således: "Such a system would not be compatible with Article 6 (art. 6) of the Convention if it adversely affected the fairness of the proceedings".

I § 37 konkluderer EMD, at der i det tyske tilfælde ikke var sket en krænkelse af konventionen artikel 6. Domstolen lagde vægt på, at der i regelsættet var hjemmel til hel eller delvis eftergivelse af beløbet, og at der i konkrete sager reelt skete hel eller delvis eftergivelse af kravet. Domstolen fastslog i øvrigt også, at det ikke var en krænkelse af konventionen, at skyldneren blev pålagt at sandsynliggøre, at denne er ude af stand til at betale, forinden der træffes afgørelse om eftergivelse.

Justitsministerens utvetydige tilkendegivelse ovenfor om, at der efter praksis ikke er en eftergivelsesmulighed i Danmark, og at det ikke påtænkes at få etableret en sådan, fører efter KRIMs opfattelse til, at Danmark ville blive dømt for at krænke artikel 6, hvis en sag mod Danmark blev forelagt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.