TfK 2005.85/1 ØLK
 

  Ø.L.K. 4. november 2004 i kære 18. afd. nr. S-3922-04

(Kallehauge, Inge Neergaard Jessen, Henrik Waaben).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Søren Arentoft, Kbh., besk.).

Københavns Byrets kendelse 21. oktober 2004.

T har været frihedsberøvet siden den 16. marts 2004, herunder i isolation til den 9. juni 2004. Varetægtsfængslingen er senest den 13. oktober 2004 i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, forlænget til udløb den 10 november 2004.

Efter det af anklageren oplyste pågår der fortsat efterforskning mod miljøet på Christiania, ligesom der fortsat er formodede medgerningsmænd på fri fod. Det fremgår af sagen, at kun ganske få i personkredsen, der er sigtet for deltagelse i den organiserede hashhandel på Christiania gennem udøvelse af vagtvirksomhed, endnu har ønsket at udtale sig. T har ikke ønsket at udtale sig i sagen.

Under hensyn hertil samt til karakteren af den rejste tiltale, herunder at tiltalen mod T er en del af et større sagskompleks, hvor den involverede personkreds har samarbejdet og har kendskab til hinanden, finder retten, at der består en sådan risiko for, at varetægtsfængslingens øjemed vil forspildes, herunder at forklaringer samstemmes, at der fortsat er grundlag for at opretholde besøgskontrollen, også for så vidt angår besøg af en journalist.

T har oplyst, at han ikke ønsker at udtale sig om selve sagen til journalisten, men at interviewet alene skal omhandle varetægtsfængslingen og de afsavn og belastninger, som arrestanten føler ved fængslingen.

Retten finder ikke, at anklagemyndigheden har anført vægtige grunde for at nægte et kontrolleret besøg med dette formål. Det er ikke angivet, hvorledes et kontrolleret besøg af en journalist til interview om de personlige konsekvenser for arrestanten ved varetægtsfængslingen vil kunne formodes at indebære en konkret risiko for, at varetægtsfængslingens øjemed forspildes, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1, nr. 3. Da besøget vil være overvåget, kan politiet overhøre, hvad der bliver sagt, og kan afbryde besøget, såfremt retningslinjerne ikke overholdes, herunder hvis selve sagens indhold omtales i strid med grundlaget for, at besøget er tilladt. Herefter og efter det af forsvareren anførte

bestemmes:
Tiltalte, T, bør tillades et kontrolleret besøg af en journalist fra Politikens redaktion til interview om de personlige konsekvenser ved en varetægtsfængsling.

Østre Landsrets kendelse.


Anklagemyndigheden har kæret Københavns Byrets kendelse af 21. oktober 2004, hvorefter tiltalte, T, bør tillades et kontrolleret besøg af en journalist fra Politikens redaktion til interview om de personlige konsekvenser ved en varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden har indgivet kæreskrift af 28. oktober 2004, hvori det blandt andet er anført:

». . . T blev efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, varetægtsfængslet den 16. marts 2004 for medvirken til hashsalg i Christiania, idet han må antages at være medlem af det vagtkorps, der skulle sikre pusherne mod politiet.

Der er den 13. september 2004 rejst fælles tiltale mod ham og 16 andre personer som er tiltalte for vagttjeneste.

Tiltalte nægter sig skyldig og har i lighed med hovedparten af de øvrige tiltalte ikke ønsket at afgive forklaring. Der pågår stadig efterforskning med henblik på sigtelse af yderligere vagter som er på fri fod.

Uanset besøget ville være kontrolleret og temaet for samtalen ikke er den konkrete straffesag, vil kontrollanten, selv om besøget efterfølgende kan stoppes, ikke kunne hindre tiltalte i at komme med meddelelser til medgerningsmænd på fri fod eller de varetægtsfængslede medtiltalte, der gennem massemediet vil kunne modtage meddelelsen.

Efterforskningen i sagen pågår fortsat, retsmøder under sagen er foregået for lukkede døre, varetægtsfængslingen er sket bl.a. efter § 762, stk. 1, nr. 3 og brev- og besøgskontrollen er opretholdt også overfor den nærmeste familie.

Samme reale grunde som nævnt i Højesterets kendelse i U 1999 1536 H gør sig også gældende i denne sag. . . .«

Landsrettens begrundelse og resultat:

Den del af byrettens kendelse, som vedrører opretholdelse af besøgskontrollen, er ikke påkæret.

Efter retsplejelovens § 771, stk. 1, 2. pkt., er det alene hensynet til efterforskningens øjemed, som kan begrunde, at en varetægtsarrestant nægtes besøg, herunder kontrolleret besøg.

T har anført, at formålet med interviewet er at fortælle om belastningen ved at være varetægtsfængslet, og at han ikke ønsker at fortælle om selve sagen.

Som følge af den opretholdte besøgskontrol vil et besøg af en journalist med henblik på det ønskede interview i givet fald være overvåget, således at politiet kan være til stede under interviewet og vil have mulighed for at afbryde interviewet, såfremt der fremkommer oplysninger om sagen.

På denne baggrund, og henset til at den fortsatte varetægtsfængsling af T efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, navnlig har til formål at hindre, at han og de øvrige tiltalte i sagen får mulighed for at samstemme deres forklaringer, findes de forhold, som anklagemyndigheden har henvist til, ikke at kunne begrunde, at det ønskede interview vil kunne skade varetægtsfængslingens øjemed. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten,

bestemmes:

Byrettens kendelse stadfæstes.