
	UfR 1985.153/2 HK
		H. K. K. 21. december 1984 i sag 234/1984 Anklagemyndigheden mod A, B og C (adv. Thorkild Høyer e.o.). Københavns byrets kendelse 29. februar 1984 (2. afd.). Den 12. januar 1983 ca. kl. 10,00 blev klagerne A, B og C anholdt af Københavns politi i eller i nærheden af ejendommen Baggesensgade 34-36, som klagerne sammen med en række andre unge som led i en såkaldt BZ-AKTION havde holdt besat, men derefter på politiets forlangende rømmet. Klagerne blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, og indbragt til politistationen, hvor de opgav personlige data, nægtede sig skyldige i sigtelsen og i øvrigt nægtede at udtale sig. Klagerne blev senere ført til Centralbureauet for Identifikation med henblik på optagelse af fingeraftryk (daktyloskopisk signalisering) og fotografering. Klagerne nægtede at medvirke hertil. Politiet opgav herefter fotografering, men gennemtvang afgivning af fingeraftryk ved magtanvendelse. Klagerne blev derpå løsladt ca. kl. 22,00. Ved skrivelse af 11. april 1983 opgav Københavns politi under henvisning til straffelovens § 275, stk. 2, påtale mod klagerne for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1. Politiadvokaten har oplyst, at politiet inden anholdelsen af klagerne havde fået anmeldelse fra ejeren af den omhandlede ejendom, Saneringsselskabet, men at Saneringsselskabet i april måned 1983 på forespørgsel ikke ønskede offentlig påtale. Klagerne indgav klage til Lokalnævnet, herunder vedrørende politiets magtanvendelse i forbindelse med fingeraftryksoptagelsen, men har senere frafaldet klagen. Ved skrivelse af 29. marts 1983 til Københavns byret har klagerne herefter anmodet om rettens stillingtagen til lovligheden af politiets fremgangsmåde. Klagerne har ikke fremsat begæring om udtagelse af deres fingeraftryk fra politiets register efter påtaleopgivelsen, men har sat spørgsmålet herom i bero på udfaldet af den foreliggende klage. Sagen har været mundtligt forhandlet, hvorunder klagerne har afgivet forklaring. Der har været beskikket advokat for klagerne. Under sagen har Københavns politi fremlagt en erklæring af 23. november 1983 fra Rigspolitichefen vedrørende fingeraftryksoptagelse. I erklæringen anføres bl.a. »- - - Fingeraftryk optages primært for at sikre den aktuelle persons identitet og er mig bekendt det eneste middel, hvorved identitet éntydigt kan fastslås. Ved optagelsen af fingeraftryk knyttes den aktuelle person uløseligt til den pågældende sags akter. Det er praksis, at begæring om aftryk på stedet fastholdes. Af personer, som står for at skulle løslades, optages aftryk, selvom de protesterer. Det sker om nødvendigt med magt. Med hensyn til personer, som er eller kan ventes varetægtsfængslet, frafaldes kravet om aftryk på stedet som hovedregel. I disse tilfælde kan der, uden at formålet forspildes, gives den pågældende lejlighed til nærmere at overveje spørgsmålet og eventuelt drøfte det med sin beskikkede forsvarer. Det tilkendegives den pågældende, at politiets krav om aftryk vil blive fastholdt. Det er i sådanne tilfælde forekommet, at spørgsmålet om optagelse af fingeraftryk har været forelagt for retten, normalt i tilslutning til andre indenretlige foranstaltninger som fristforlængelse og lignende. Jeg er bekendt med, at retten herefter i nogle tilfælde har truffet formel beslutning om, at den pågældende skal afgive fingeraftryk, jvf. til eksempel vedlagte retsbogsudskrift. 4. Grundlaget for optagelse af fingeraftryk af sigtede i identifikationsøjemed er justitsministeriets cirkulære nr. 317 af 19. december 1933. I cirkulæret er indeholdt regler om, i hvilke tilfælde aftryk skal optages (krav til kriminaliteten), om kravet til mistanke (»sigtes for - - -«), og om på hvilket stade af sagen aftryk bør optages (»snarest muligt«). Endvidere er der tillagt politiet beføjelse til at afstå fra optagelse af aftryk i visse tilfælde, hvor aftryk efter bestemmelserne i øvrigt skal optages (pkt. 1 i.f.). - I tilslutning til cirkulæret har jeg fastsat nogle nærmere bestemmelser i kundgørelse IV, nr. 6, som fortrinsvis vedrører praktiske og tekniske spørgsmål. - - -« Klagerne har fremlagt en erklæring af 12. januar 1984 fra speciallæge i arbejdsmedicin Per Gregersen med en bedømmelse af den sundhedsmæssige risiko ved optagelsen af klagernes fingeraftryk således, som det passerede er blevet beskrevet af klagerne. Klagerne har gjort gældende, at politiet har været uberettiget til uden en forudgående retskendelse at optage deres fingeraftryk uden deres samtykke, at fingeraftryksoptagelsen endvidere ikke har været tilstrækkelig saglig begrundet, og at optagelsen ikke har fundet sted med den fornødne skånsel og varsomhed. Klagerne har nærmere anført, at optagelse af fingeraftryk uden samtykke må anses for et sådant indgreb i en sigtets personlige integritet, at en tvangsmæssig gennemførelse af fingeraftryksoptagelsen må kræve en forudgående retskendelse efter en analog anvendelse af reglerne om ransagning på person, jfr. retsplejelovens § 794, jfr. § 797. Ved bedømmelsen af indgrebets intensitet må der således også tages hensyn til, at fingeraftryksoptagelsen, hvis sigtede sætter sig til modværge, vil indebære magtanvendelse og dermed en alvorlig krænkelse af legemsfreden. Endvidere optages fingeraftrykket efter politiets praksis i politiets register, hvilket sigtede har en videregående interesse i at undgå. Da der i de konkrete tilfælde ikke har været fare for, at øjemedet ville forspildes, har politiet derfor været uberettiget til uden forudgående retskendelse at gennemtvinge optagelsen af klagernes fingeraftryk. Hertil kommer, at der ikke materielt har været grundlag for at foretage fingeraftryksoptagelse. Dette har ikke været påkrævet med henblik på opklaring af sagen, hvilket politiet da heller ikke har påstået. Optagelsen har heller ikke været påkrævet for at sikre klagernes identitet, idet klagerne under politiafhøringen frivilligt opgav personlige data og legitimerede sig med sygesikringskort. Dernæst forelå der ikke nogen begrundet sigtelse mod klagerne for strafbart forhold, idet politiet ikke havde sikret sig samtykke fra Saneringsselskabet til en strafferetlig forfølgning. Endelig blev optagelsen ikke gennemført med tilstrækkelig skånsel eller varsomhed, idet politiet anvendte magt, selvom de kunne have indhentet rettens kendelse, og i øvrigt under alle omstændigheder overskred rammerne for rimelig magtanvendelse. Politiadvokaten har gjort gældende, at optagelse af fingeraftryk ligesom andre overfladiske legemsundersøgelser hører til de foranstaltninger, som politiet kan foretage uden retskendelse, idet fingeraftryks optagelse ikke kan sidestilles med ransagning på person. Optagelsen medfører således intet eller kun ganske ringe ubehag for sigtede og kan - i modsætning til fotooptagelser - kun anvendes internt af politiet. Da fingeraftryksoptagelse derfor ikke kræver rettens medvirken, er retten efter retsplejelovens § 746 alene beføjet til at tage stilling til lovligheden af foranstaltningen, men kan ikke foretage en efterprøvelse af foranstaltningens hensigtsmæssighed. For det tilfælde, at retten måtte finde, at fingeraftryksoptagelse kan sidestilles med en ransagning på person, har politiadvokaten subsidiært gjort gældende, at politiet har haft føje til at foretage fingeraftryksoptagelsen uden forudgående retskendelse, idet foranstaltningen efter sit øjemed - at sikre sig klagernes identitet - nødvendigvis måtte foretages inden deres løsladelse, og idet afventning af en retskendelse ville have betydet en uforholdsmæssig forlængelse af anholdelsen og dermed et langt videregående indgreb overfor klagerne end fingeraftryksoptagelsen. For så vidt retten måtte mene sig beføjet til at foretage en nærmere efterprøvelse af foranstaltningens hensigtsmæssighed, har politiadvokaten dernæst anført, at der ikke i det foreliggende tilfælde er grundlag for at tilsidesætte politiets skøn over hensigtsmæssigheden af fingeraftryksoptagelsen, der har været sagligt begrundet i overensstemmelse med Justitsministeriets forskrifter i cirkulæret af 1933. Rettens bemærkninger: De foreliggende klager vedrører optagelse af fingeraftryk i forbindelse med anholdelse. Retten lægger herved efter det fremkomne til grund, at politiets anholdelse af klagerne har været lovlig. Efter retsplejelovens § 758 er en anholdt undergivet de indskrænkninger i sin frihed, som anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør, og kan underkastes personlig ransagning efter politiets beslutning uden iagttagelse af de almindelige regler om ransagning, herunder om retskendelse, i kap. 73. Ifølge § 755 kan øjemedet for en anholdelse være at sikre anholdtes foreløbige tilstedeværelse, hvilket navnlig kan være med henblik på at få fastslået anholdtes identitet. Retten finder at måtte give politiet medhold i, at optagelse af en anholdts fingeraftryk ikke er en foranstaltning, som ligger uden for, hvad politiet som led i en anholdelse kan beslutte uden retskendelse. Retten lægger herved vægt på, at optagelse af fingeraftryk ikke i sig selv påfører anholdte noget nævneværdigt fysisk ubehag, at fingeraftrykket kun kan anvendes af politiet til internt brug og ikke som fotooptagelser kan skade anholdte ved forevisning for andre, at anholdtes interesse i at undgå, at fingeraftrykket indgår i politiets register, er tilgodeset ved anholdtes adgang til afhængig af sagens udfald senere at få aftrykket udtaget af registeret, samt at den magtanvendelse, der kan komme på tale, hvis anholdte modsætter sig fingeraftryksoptagelsen, ikke adskiller sig fra den magtanvendelse, som politiet i øvrigt kan anvende under en anholdelse, hvis anholdelsens øjemed eller ordenshensyn gør det nødvendigt. Efter det anførte kan der ikke gives klagerne medhold i, at politiet burde have indhentet rettens kendelse inden fingeraftryksoptagelsen. Da optagelsen af klagernes fingeraftryk efter det fremkomne må antages at være bestemt af efterforskningsmæssige hensyn, og da optagelsen har fundet sted i overensstemmelse med de ved cirkulæret af 1933 fastsatte retningslinier, der begrænser fingeraftryksoptagelse til sager af alvorligere beskaffenhed efter tilsvarende kriterier, som anvendes i retsplejeloven for tvangsindgreb, finder retten ikke at have grundlag for at tilsidesætte politiets beslutning om optagelse af klagernes fingeraftryk, jfr. retsplejelovens § 746. Klagen kan derfor heller ikke på dette punkt tages til følge. Spørgsmålet, om politiet i forbindelse med optagelsen af klagernes fingeraftryk har overskredet grænserne for rimelig magtanvendelse, kan ikke påkendes under denne sag, men må eventuelt indbringes for lokalnævnet eller forfølges ved civilt søgsmål. - - - Østre Landsrets kendelse 11. maj 1984 (16. afd.). Københavns byrets kendelse af 29. februar 1984 - - - er påkæret af A, B og C. De har nedlagt følgende påstand: Den af politiet den 12. januar 1983 foretagne optagelse af de kærendes fingeraftryk var ulovlig. Endvidere må den af politiet ved optagelsen anvendte magt kritiseres. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Kæremålet har været mundtlig behandlet. Den beskikkede forsvarer har fremlagt en skrivelse af 17. februar 1981 fra Justitsministeriet vedrørende en begæring om destruktion af en persons fingeraftryk. Det hedder i skrivelsen bl.a.: »Ministeriet er af den opfattelse, at der ikke er lovmæssige hindringer for at katalogisere lovligt optagne aftryk, og at de sigtede ikke kan gøre krav på destruktion af de optagne aftryk.« Proceduren for byretten er fra begge sider i det væsentlige gentaget for landsretten. Anklagemyndigheden har yderligere påberåbt sig en retssædvane som hjemmel for politiets kompetence. Forsvareren har heroverfor henvist til, at anklagemyndigheden faktisk har indhentet rettens samtykke i tilfælde, hvor sigtede har protesteret. Landsretten skal udtale: Landsretten finder, at gennemtvingelsen med magt af optagelsen af aftrykkene mod de anholdtes protest var et sådant indgreb i den personlige integritet, at spørgsmålet om gennemtvingelsen burde forelægges byretten til afgørelse, hvorved bemærkes, at øjemedet med foranstaltningen ikke ville blive forspildt ved at afvente rettens afgørelse. Som følge heraf tages 1. del af de kærendes påstand til følge - - -. Da klage over magtanvendelsens karakter og omfang i medfør af retsplejelovens § 1019 henhører under lokalnævnet, tiltrædes det, at denne del af klagen ikke er taget under påkendelse af byretten. Landsretten afviser derfor 2. del af de kærendes påstand. - - - Højesterets kæremålsudvalgs kendelse. Den af Østre Landsret den 11. maj 1984 afsagte kendelse er med Justitsministeriets tilladelse påkæret af anklagemyndigheden med påstand om stadfæstelse af byrettens kendelse. Den for A, B og C beskikkede forsvarer har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse. I sagens behandling har deltaget tre dommere: Weber, Munch og Pontoppidan. Det bemærkes, at fingeraftrykkene af de pågældende, som var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, blev optaget for at fastlægge deres identitet. Det er oplyst, at politiet i nogle tilfælde har forelagt spørgsmål om optagelse af fingeraftryk af fængslede personer for domstolene. Idet politiets adgang til at optage fingeraftryk ikke er ordnet ved lov, tiltrædes det af de af landsretten anførte grunde, at der burde være sket forelæggelse for byretten. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. 2)