|
Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM
29. januar 2008
En person blev i Polen idømt fængsel i 4 år for adskillige
indbrudstyverier, forsøg på indbrudstyverier og hæleri. Han havde
under sagen været varetægtsfængslet i to omgange. Sammenlagt var han
varetægtsfængslet i 1 år, 11 måneder og 17 dage. EMD fandt, at der
var sket en krænkelse af EMRK artikel 5 § 3. EMD medgav
medlemsstaten, at der i periodens begyndelse havde været rimelig
grund til varetægtsfængsling, men at disse var aftaget med tiden.
EMD fandt, at blotte henvisninger til fængslingsbestemmelserne i
retsplejeloven ikke kunne begrunde fængslingen. Der var ikke anført
konkrete grunde til, hvorfor man mente, at klageren ville modvirke
efterforskningen eller true vidner, hvis han var på fri fod. EMD
henviste til, at der i fortolkningen af artikel 5 § 3 eksisterer et
princip om, at man har krav på afgørelse af sin sag inden for en
rimelig tid eller løsladelse under sagen. Det er værd at bemærke, at
den idømte straf (4 år) er væsentlig længere end den faktiske
varetægtsfængsling.
Af §§ 50 og 51 fremgår det, at klageren den 23. januar 2001 blev
varetægtsfængslet for at have begået adskillige indbrudstyverier.
Den 6. september 2002 blev han straffet for adskillige
indbrudstyverier, forsøg på indbrudstyveri samt hæleri. Fra denne
dato var han tilbageholdt "efter domfældelse fra en kompetent
domstol", således som dette forstås i EMRK artikel 5, § 1 (a).
Tilbageholdelsen efter denne dato falder derfor uden for artikel 5 §
3. Den 4. marts 2003 omstødte en appeldomstol denne domfældelse. Fra
denne dato var frihedsberøvelsen derfor igen omfattet af artikel 5,
§ 3, hvilket den var frem til den 8. juli 2003, hvor den pågældende
igen blev idømt straf. Perioden der skal tages i betragtning i
forhold til artikel 5 § 3 varede således 1 år, 11 måneder og 17
dage.
I § 52 gør klageren gældende, at længden af varetægtsfængslingen var
urimelig og derfor en krænkelse af EMRK artikel 5 § 3. Han
tilføjede, at varetægtsfængslingen i realiteten havde været en
fængselsstraf uden mulighed for at søge om prøveløsladelse.
I § 53 og § 54 henviser medlemsstaten (Polen) til, at mistanken mod
den pågældende var stærk, at han endte med at få en hård straf, at
der havde været grunde til at antage, at klageren på fri fod ville
modarbejde efterforskningen. Der henvistes i § 55 også til sagens
kompleksitet, idet der var mange forhold og mange tiltalte.
Bevisførelsen var omfattende, og der skulle indhentes adskillige
ekspertudtalelser. Der var endvidere ikke grund til at antage, at
han havde taget skade på helbredet af varetægtsfængslingen.
I § 56 henleder EMD opmærksomheden på princippet om, at retten "til
afgørelse inden for en rimelig tid eller til løsladelse, medens
sagen verserer" er garanteret af artikel 5 § 3 i konventionen.
I § 57 bemærker EMD, at de nationale myndigheder, når der skulle
tages stilling til varetægtsfængslingens opretholdelse, begrænsede
dem selv til at gentage de grunde til varetægtsfængsling, som
fremgår af retsplejeloven uden at henvise til, hvorfor
bestemmelserne var relevante i klagerens tilfælde. Udover
henvisningen til, at der var begrundet mistanke til klageren,
henviste man yderligere til kriminalitetens art, til den forventede
straf og til den omstændighed, at sigtede kunne ødelægge beviser og
i særdeleshed true vidner.
I § 58 erklærer EMD sig enig i, at der var begrundet mistanke om, at
klageren havde begået en alvorlig forbrydelse, og at denne mistanke
indledningsvist kunne begrunde varetægtsfængslingen. I § 59 anføres
det imidlertid, at denne grund med tiden tabte relevans. I § 60
erklærer EMD sig enig i, at længden af den forventede straf er et
relevant element i vurderingen af flugtrisikoen og risikoen for
tilbagefald. Dog kan alvoren af den forventede straf ikke i sig
begrunde langvarig varetægtsfængsling.
Af § 61 fremgår, at EMD ikke er overbevist om, at risikoen for, at
klageren måtte ødelægge beviser, var en tilstrækkelig begrundelse
for hele varetægtsperioden. Selvom medlemsstaten henviste til, at
klageren havde en ledende funktion i forhold til kriminaliteten,
blev dette argument ikke anført ved beslutningerne om fortsat
varetægtsfængsling. Det var endvidere ikke anført, hvorfor man
mente, at klageren, hvis denne var blevet løsladt, ville have
modvirket efterforskningen. EMD kan derfor ikke tiltræde de anførte
grunde til varetægtsfængsling i hele perioden.
I § 62 gentager EMD den omstændighed, at de nationale domstole blot
citerede bestemmelserne i retsplejeloven som begrundelse for
varetægtsfængslingen, uden at man redegjorde for, hvorfor disse var
anvendelige i klagerens tilfælde.
I § 64 henleder EMD opmærksomheden på, at begrundelsen for en
frihedsberøvelse, uanset længden, skal være overbevisende godtgjort
af myndighederne. EMD finder, at grundene i den konkrete sag ikke
var "relevante" og "tilstrækkelige" til at retfærdiggøre en næsten 2
år lang varetægtsfængsling.
I § 65 fastslår EMD, at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 5 §
3.
Af § 41 fremgår det, at klageren blev idømt 4 års fængsel.
Af § 74 fremgår, at klageren fik en erstatning på 1.000 euros, og at
der ikke var disens.
Klik her for at læse afgørelsen fra EMD
uforkortet og uoversat.
|