
	TfK 2007.458/2 ØLD
		Ø.L.D. 28. marts 2007 i anke 16. afd. nr. S-2601-06 (Ole Dybdahl, Linde Jensen, Peter Pagh (kst.) med domsmænd). Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Karl Kristian Madsen, Kbh., besk.). Københavns Byrets dom 2. juni 2006. Sagens baggrund og parternes påstande. Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 2. januar 2006. T1, T2 og T3 er tiltalt for 1. T1 - overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1, jf. § 21, jf. § 23 - medvirken til forsøg på falsk forklaring for retten ved gennem T2 og T3 at have tilbudt A 100.000 kr. for, at denne i retten i en sag, hvor han sammen med T1 var tiltalt for medvirken til ildspåsættelse, urigtigt skulle forklare, at han alene havde bestilt branden, idet T2 på T1's foranledning den 20. marts 2005 tilbød T3 100.000 kr., som han skulle videregive til A, hvorefter hun i perioden mellem den 20. marts 2005 og den 19. april 2005 afleverede første halvdel til T3. 2. T2 - overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1, jf. § 21, jf. § 23 - medvirken til forsøg på falsk forklaring for retten - - - 3. T3 - overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1, jf. § 21, jf. § 23 - medvirken til forsøg på falsk forklaring for retten - - - Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. - - - De tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. - - - Personlige oplysninger. Tiltalte T1 har om sine personlige forhold forklaret, at han og T2 ikke længere er samlevende, men at de bor i umiddelbar nærhed af hinanden. Han har en månedlig indtægt på 30.000 kr. fra pension og lejeindtægter. Tiltalte T1 er tidligere straffet, senest ved Københavns Byrets dom af 15. juli 2005, som stadfæstet ved Østre Landsrets ankedom af 9. december 2005, blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, med fængsel i 2 år. - - - Rettens begrundelse og afgørelse: Efter bevisførelsen, herunder især de af tiltalte T3 og dennes hustru afgivne forklaringer sammenholdt med indholdet af de afspillede telefonsamtaler mellem de tiltalte T3 og T2, lægges det til grund, at tiltalte T2 omkring den 20. marts 2005 kontaktede tiltalte T3 og bad ham modtage 100.000 kr., som skulle videregives til A. Det lægges endvidere til grund, at tiltalte T2 herefter afleverede 50.000 kr. til tiltalte T3 og tilkendegav efterfølgende at ville aflevere yderligere 50.000 kr., hvilket imidlertid ikke skete. Det lægges endvidere til grund, at tiltalte T2's overdragelse af penge til tiltalte T3 skete efter forudgående aftale med tiltalte T1. Retten har herved især lagt vægt på tiltalte T3's forklaring om, at han på tiltalte T2's opfordring mødtes med hende, og at hun under mødet spurgte, om han ville modtage 100.000 kr. fra T1 til A. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte T2 i et brev den 10. maj 2005 til tiltalte T1 oplyste, at hun ikke havde givet T3 100.000 kr., men at hun havde givet ham 50.000 kr. Retten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte de tiltaltes indbyrdes modstridende forklaringer, hvorefter pengene skulle være en donation til Rotary, tilbagebetaling af lån eller beskyttelsespenge, hvilke forklaringer ikke er bestyrket ved andre oplysninger i sagen, som utroværdige. De telefonsamtaler, som politiet har aflyttet mellem de tiltalte T2 og T3 og mellem tiltalte T3 og vidnet A, bærer præg af at være holdt i et uklart og indforstået sprog, ligesom risikoen for, at telefonen bliver aflyttet til stadighed omtales. Tiltalte T2 har ikke ønsket at afgive forklaring, og tiltalte T3 har, når spørgsmålene har vedrørt centrale punkter i samtalerne, ikke kunnet huske, hvad der tales om. Det fremgår af en telefonsamtale, der den 20. marts 2005 blev ført mellem tiltalte T3 og A, blandt andet, at T3 er bange for, at telefonen bliver aflyttet, og at han >> 1708 >> »derfor ikke tør sige, hvad T2 har sagt til mig nu«, og at han ikke tør sige noget i telefonen, fordi »jeg risikerer at kvaje mig helvede til«. Såvel tiltalte T3 som A taler herefter om, at T1 vil »lave fis« med dem, hvorefter tiltalte T3 siger, »det er et mærkeligt tilbud at hun har givet mig T2«, og umiddelbart herefter udtaler, »hun siger, at der ligger 100.000 til dig.« Efter en indgående drøftelse om overlevering af beløbet udtaler tiltalte T3, »det kan da bare være gammel gæld eller hvad fanden det skal være« og »ja så er jeg lidt bange for hvis du kommer i retten og T1 siger at du har fået 100.000 af ham, det vil jeg selvfølgelig bare nægte«. A udtaler herefter, at når man hjælper én, så skal han »lukke røven«. Retten finder det herefter uden for enhver rimelig tvivl bevist, at de tiltalte er skyldige i den rejste tiltale. Tiltalte T1 har efter det anførte gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1, jf. § 21, jf. § 23. Retten finder imidlertid ikke, at en samtidig påkendelse ville have medført en forhøjelse af den straf, som tiltalte blev idømt ved dommen af 15. juli 2005. I medfør af straffelovens § 89 fastsættes herefter ingen tillægsstraf for det nu pådømte forhold. - - - Østre Landsrets dom. Københavns Byrets dom af 2. juni 2006 er anket af T1 med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Spørgsmålet om handlingens strafbarhed har været særskilt forhandlet. Anklagemyndigheden har herunder navnlig gjort gældende, at den rejste tiltale må anses for at være i overensstemmelse med gældende ret, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1977, side 114. Forsvareren har herunder navnlig gjort gældende, at tiltalte ikke kan straffes for den handling, som han er tiltalt for, jf. straffelovens § 159, stk. 1. Landsrettens begrundelse og resultat: Den rejste tiltale angår tiltalte T1's forsøg på medvirken til falsk forklaring ved, at tiltalte i en sag, hvor han og A sammen var tiltalt for ildspåsættelse, tilbød A et pengebeløb for, at A urigtigt under straffesagen for retten skulle forklare, at han alene havde bestilt branden. Såvel tiltalte T1 som A var under straffesagen omfattet af straffelovens § 159, stk. 1. Landsretten finder derfor ikke, at den rejste tiltale mod T1 omfattes af den særlige situation, der blev påkendt ved Højesterets dom af 21. december 1976 (Ugeskrift for Retsvæsen 1977, side 114). Landsretten finder herefter ikke, at tiltalte T1 kan straffes for det forhold, som han er tiltalt for, hvorfor han frifindes. Statskassen betaler sagens omkostninger for byret og landsret. Thi kendes for ret: T1 frifindes for den rejste tiltale. Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.