Ministeren bedes redegøre nærmere for dansk rets regler om mulighed for at straffe for medvirken samt tilstille udvalget relevante domme herom, herunder den såkaldte hypnosedom og Østre Landsrets og Højesterets domme i sagerne om det strafbare i tilstedeværelse på Skt. Hans Torv under uroligheder.

1. Medvirken er reguleret i straffelovens § 23, der i stk. 1 fastsætter, at den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan dog nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.

Selv om en bestemt straffebestemmelse efter sin ordlyd kun omfatter den person, der direkte begår den strafbare handling, er det med § 23 muligt at straffe alle, der har deltaget i lovovertrædelsen.

Det er en udbredt misforståelse, at strafansvar for medvirken til en forbrydelse forudsætter, at der kan udpeges en bestemt gerningsmand til lovovertrædelsen.

Efter straffelovens § 23 er medvirkensansvaret selvstændigt, dvs. uafhængigt af, om den eller de andre medvirkende eller en eventuel hovedgerningsmand kan identificeres. Strafansvar forudsætter alene, at vedkommende person beviseligt har foretaget en handling (medvirkenshandlingen) med den fornødne subjektive tilregnelse (forsæt eller uagtsomhed).

2. Særligt med hensyn til lovovertrædelser, der begås i en situation, hvor flere personer er til stede samtidig, men kun én foretager selve den strafbare handling (f.eks. tyveri, hærværk, vold eller drab) beskriver Knud Waaben i Strafferettens almindelige del I. Ansvarslæren (3. udg. 1993), s. 214, retstilstanden således:

Strafansvar betyder individuelt ansvar, og man må tage afstand fra en ansvarsbedømmelse der uden videre henfører summen af beviste krænkelser til samtlige tilstedeværende personer. Principielt må der kræves bevis for hvad hver enkelt har foretaget sig og med hvilken form for tilregnelse dvs. forsætligt eller uagtsomt. Er dette for nogles vedkommende uoplyst, eller må det lægges til grund, at de ud over at være til stede har forholdt sig passive, kan et ansvarsgrundlag ligge i en forudgående aftale eller en fælles forståelse af at forbrydelsen lå inden for aktionens formål (jfr. herom U 1970.253 Ø). Sådant forsæt kan foreligge som dolus eventualis den laveste grad af forsæt, hvis en deltager må antages at have accepteret det som muligt forudsete kriminelle forløb. Beviset for et sådant ansvarsgrundlag kan svigte, fx. fordi ildspåsættelse, hærværk eller knivstik synes at bero på en pludselig indskydelse hos enkeltpersoner, og da kan ansvar kun tænkes begrundet med en pligt til at søge forbrydelsen forhindret, men det forudsætter at der har været tid og lejlighed til at gribe ind. ...« Det forhold, at samtlige tilstedeværende personer nægter at forklare om, hvem der begik en strafbar handling, udelukker således ikke, at de eventuelt alle dømmes for den pågældende handling, hvis det på grundlag af omstændighederne i øvrigt kan lægges til grund, at den strafbare handling lå inden for rammerne af, hvad de på forhånd havde aftalt eller var indforstået med.

3. I spørgsmålet henvises til to domme, dels den såkaldte hypnosedom, dels dommen i sagen om urolighederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993.

3.1. Den såkaldte hypnosedom er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1956, s. 31.

Under sagen blev to tiltalte dømt for bankrøveri, forsøg på bankrøveri samt to drab begået under røveriforsøget. Den ene tiltalte blev dømt for direkte at have begået de nævnte handlinger, mens den anden tiltalte - der ikke deltog i udførelsen af lovovertrædelserne - blev dømt for medvirken ved at have tilskyndet til og planlagt lovovertrædelserne. Nævningerne lagde til grund, at tilskyndelsen bestod i påvirkning af forskellig art, herunder hypnotisk påvirkning.

Efterfølgende anmodede begge de tiltalte om genoptagelse af straffesagen. Dette blev afvist af Den Særlige Klageret, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1958, s. 200. Klageretten fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at der var sket påvirkning af hypnotisk art. Klageretten fandt det dog ikke som følge heraf overvejende sandsynligt, at nævningerne havde bedømt beviserne forkert, da de dømte for medvirken.

Hypnosesagen omhandler, som det fremgår, ikke en sag, hvor der var spørgsmål om placering af strafansvar hos én eller flere ud af en gruppe personer, der var til stede, da lovovertrædelsen blev begået.

3.2. Sagen om urolighederne på Nørrebro den 18. og 19 maj 1993 er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 639.

Under sagen blev i alt 18 personer tiltalt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a. Straffelovens § 119, stk. 1, angår vold og trusler om vold mod tjenestemand i funktion. Straffelovens § 134 a omfatter »deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted ..., såfremt de har handlet efter aftale eller flere i forening«.

Udfaldet af sagen var, at

• syv personer blev idømt fængselsstraffe fra 4 til 8 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a,
• én person blev idømt 30 dages hæfte for overtrædelse af straffelovens § 134 a,
• én person blev idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 134 a og lov om euforiserende stoffer,
• én person blev idømt 5 dagbøder af 100 kr. for overtrædelse af straffelovens § 121 (om fornærmelig tiltale af tjenestemand i funktion), og
• otte personer blev frifundet.

Om de personer, der blev frifundet, og som i landsretten var blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 134 a (men ikke af § 119, stk. 1) udtalte Højesteret:

Urolighederne på Nørrebro den 18.-19. maj 1993 indebar utvivlsomt grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens § 134 a. Domfældelse for deltagelse heri er imidlertid betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet.

Efter det bevisresultat, som landsretten har lagt til grund, findes det herefter betænkeligt at anse andre end tiltalte T7 for skyldig i deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden som angivet i § 134 a. «

Som det fremgår, indeholder dommen ikke en fortolkning af den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Dommen behandler derimod spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte tiltalte har været »deltagere« i gadeurolighederne, således som dette begreb må forstås i straffelovens § 134 a.

Straffelovens § 134 a er særegen derved, at den efter sit indhold ikke kan overtrædes af en person, der handler alene. Bestemmelsen forudsætter, at en gruppe personer sammen forårsager grov forstyrrelse af ro og orden. For at kunne straffe en person for overtrædelse af bestemmelsen kræves desuden, at vedkommende har tilsluttet sig den gruppe, hvis handlinger er omfattet af bestemmelsen.

4. Blandt andre domme, der behandler medvirkensspørgsmål af en karakter, der kan være af interesse i forbindelse med behandlingen af beslutningsforslaget, kan eksempelvis nævnes følgende:

Ugeskrift for Retsvæsen 1970, s. 253:

Denne dom - jf. henvisningen hos Waaben under pkt. 2 ovenfor - angår ni unge mænd, der blev fundet skyldige i bl.a. vold, husfredskrænkelse og hærværk. Under en fest aftalte de tiltalte at opsøge en villa, hvor der boede nogle tyrkiske arbejdere, for at begå vold mod disse. Seks af de ni tiltalte trængte ind i huset, hvor de begik vold mod en sagesløs beboer, ligesom de knuste ruder og ødelagde inventar.

Både byretten og landsretten dømte alle ni personer for vold og husfredskrænkelse. Det anføres herom i byretsdommen (som Østre Landsret stadfæstede):

For så vidt angår de tiltaltes ansvar efter straffelovens § 23 for handlinger, de ikke selv har begået, har retten fundet, at alle tiltalte ved at have deltaget i indgåelsen af aftalen om aktionen eller tilsluttet sig gennemførelsen og ved at have været til stede på gerningsstedet i medfør af nævnte bestemmelse må anses for ansvarlige efter straffelovens § 244, stk. 4, jf. stk. 2 og 3, og efter § 244, stk. 4, jf. § 21, dvs. vold og forsøg på vold. Da aktionen iværksattes ved midnatstid af en mandstærk flok må retten anse husfredskrænkelse for at have været en stiltiende aftale eller forudsætning for aktionens formål, således at samtlige tiltalte, som ikke selv begik husfredskrænkelsen, må anses som medvirkende til denne lovovertrædelse.«

Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 807:

Under sagen var i alt 10 personer tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 134 a (citeret ovenfor under pkt. 3.2.) og § 291, stk. 2 (groft hærværk). En person blev frifundet af byretten, fordi retten efter bevisførelsen fandt det betænkeligt at lægge til grund, at den pågældende havde været på gerningsstedet.

Landsretten dømte de øvrige ni personer for overtrædelse af straffelovens § 134 a og § 291, stk. 2, med følgende begrundelse:

Efter bevisførelsen for byretten må det lægges til grund, at der på restaurant Peter Pan er indgået en aftale om, at en større gruppe unge mænd skulle tage til restaurant Bowlerhatten for at »afstraffe« en anden og navngiven gruppe, der opholdt sig der. Det må endvidere lægges til grund, at de tiltalte efter en fælles transport til stedet i samlet flok er gået mod restauranten, hvor deltagerne, eller i hvert fald en stor del af dem, i løbet af kort tid har forvoldt betydelige skader på ejendommen og inventaret som i forhold 2 beskrevet, ligesom de foranstaltede grov forstyrrelse af ro og orden som i forhold 1 anført. Ved deres deltagelse i denne aktion må de tiltalte anses at have medvirket til de forvoldte ødelæggelser, der ikke er gået ud over, hvad de tiltalte måtte forvente.«

For Højesteret angik sagen alene fire af de tiltalte, som påstod frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 134 a, og at hærværksforholdet alene henførtes under den milde hærværksbestemmelse (§ 291, stk. 1). Højesteret stadfæstede imidlertid landsrettens dom over de fire personer.

Fuldmægtigen 1992, s. 95:

Under sagen blev en person straffet for medvirken til en uidentificeret persons knytnæveslag mod en tredjemand, der skyldte den tiltalte 70.000 kr. Volden blev forøvet på ofrets bopæl i forbindelse med bortfjernelse af et fjernsyn i anledning af gælden til tiltalte.

Vestre Landsret fandt ligesom byretten, at tiltalte ved at tage den uidentificerede person med til ofrets bopæl, ved sin tilstedeværelse i lejligheden og ved ikke at have grebet ind over for volden var skyldig i medvirken til vold.

Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 359:

Under sagen var to personer tiltalt for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, (særlig grov vold), begået af et tredje medlem af samme gruppe, hvis sag blev behandlet særskilt.

Gruppen på tre personer var forberedt på at blive opsøgt af et muligvis bevæbnet »tæskehold« og var derfor bevæbnet med to skydevåben og en knippel. Den anden gruppe, som i bil var kommet til gerningsstedet, havde imidlertid ikke medbragt skydevåben, og var efter slag og trusler straks løbet tilbage til bilen og begyndt at køre væk. På dette tidspunkt affyrede det tredje medlem af den første gruppe (A) med en pumpgun et skud gennem forruden på bilen med det resultat, at føreren fik det ene øje ødelagt.

Landsretten frifandt de øvrige to medlemmer af den første gruppe for medvirken til volden med følgende begrundelse:

Selv om de tiltalte og A, som efter det oplyste havde regnet med muligheden af, at de ventede angribere ville være bevæbnede med skydevåben, selv havde skydevåben, som de havde ladt og afladt under ventetiden i lejligheden, findes der ikke grundlag for at anse det bevist, at det mellem de tiltalte og A har været aftalt eller forudsat, at der skulle gøres brug af skydevåben over for angribere, der ikke selv var bevæbnede med skydevåben, og efter et tidspunkt, hvor de pågældende var begyndt at køre fra stedet.«

De to tiltalte blev dog for egne handlinger dømt for overtrædelse af henholdsvis straffelovens § 266 (trusler) og § 244 (vold).

5. Kopi af de domme, der er refereret ovenfor, vedlægges i 15 eksemplarer [er ikke optrykt i betænkningen]."